en længere svada om det hele og lidt til

Min far skrev for et par dage siden en sms til mig med teksten ”er der noget nyt? Hilsen far”. Ikke noget underligt i det som sådan, udover min far nu ikke plejer at sende mig sms i tide og utide. Så jeg tænkte lidt over om der var noget bestemt han tænkte på, indtil det slog mig at jeg ikke havde snakket med mine forældre i et stykke tid, og jeg havde heller ikke skrevet blog i endnu længere tid. Og det er jo den familie og venner (og hvem der nu ellers måtte ønske at følge lidt med i livet i det grønlandske) bruger for at holde sig ajour, med hvad der sker heroppe. Og der er jeg gået lidt i stå. Ja, okay, ”lidt” er måske en underdrivelse, men I ved hvad jeg mener. Og det er der flere grunde til.

For det første har jeg haft travlt. Travlt med undervisning, eksamen, opgaveretning, flytning, og alt det andet praktiske der hører med en flytning og det her tilfælde alt det ekstra der så også hører med når man skal fra grønland af alle steder. Men der er et eller andet sted blot undskyldninger. For jeg har da alligevel fundet tid til at spille WoW i tide og utide, drikke et par øl med gutterne i klubben, se film med fruen og alt det andet der også skal være plads til. Så selvfølgelig kunne jeg godt have fundet tid til at blogge, hvis jeg nu tog mig sammen.

Måske er det fordi at jeg allerede er flyttet. Mentalt altså. Lige siden vi tog beslutningen om at flytte hjem en gang efter jul, så har jeg allerede stået med den ene fod i flyveren og talt dagene til vi skulle vende snuden hjemad. Og jo tættere vi er kommet på datoen, jo mindre har jeg haft lyst til at skrive? Jeg ved det ikke. Men jeg har i hvert fald ikke haft samme behov for det som før. Måske også fordi at de fleste af mine private tanker handler om det at blive far, og jeg har lovet mig selv at min blog ikke skulle mutere om til en lallende babyblog, med lilla bleer og debat om hvilken bæresele der gør sig bedst til en bette myr vi ikke ved en skid om endnu. Den her blog startede jeg som et sted for mine tanker og oplevelser i Grønland, så det skal den have lov til at forblive. Om jeg så fortsætter med at skrive efter vi er kommet hjem, er jeg ikke helt færdig med at debattere med mig selv.

En anden dårlig undskyldning er at jo længere der går før man får skrevet, des mere er der at skrive om, og så orker man det bare ikke. Men undskyldninger er der nok af.
Men nu har jeg så brugt en hel side på at forklare hvorfor jeg ikke har skrevet.. tsk. Jeg må hellere får fortalt noget konkret. For der er jo masser af nyheder.

For det første – billetterne er købt og betalt! Vi ankommer (hvis alt går vel) i Kastrup lufthavn tirsdag den 16. juni klokken 19.45, og denne gang med intentionen om at blive der I DK, ikke lufthavnen). Vi skal rejse hjem på den særlige semi-buisness class kaldet økonomi plus afgang, der kun er på tirsdage og torsdage. Man får buisness class sæder og flere kilo til kufferten, men ikke den frie bar og maden der følger med pamper pladserne. Til gengæld har vi mere plads til bentøjet, hvilket er noget Camilla er begyndt at få brug for. Hun er ved at blive stor. Over maven altså. Og de ekstra kilo er ved at slide på hende. Og det hjalp jo ikke at hun igen faldt og slog sit knæ af led for et par uger siden. Og det var så den fredag samme weekend som ”vi” skulle pakke flyttekasser. Ja, timing har sgu aldrig været hendes stærke side. Lad os bare sige at vi gik hinanden på nerverne den weekend, hun i frustration over endnu engang at være hjælpeløs når vi nu havde så meget vi skulle nå og mig fordi jeg stod med dobbelt arbejde, og et sygepasserjob. Og så kunne Camilla selvfølgelig ikke holde sit knæ i ro, så hun rullede rundt på en kontorstol for at gøre alt muligt, og fik så mine pauser til at føles som uansvarlige overspringshandlinger… Kvinder. Hvorfor kan hun dog ikke bare lægge sig ned og være syg. Ingen tvivl om at benet trængte til det. Det var meget hævet. Alt for hævet. Heldigvis kan man så sige at det var godt at de kun var knæet det gik ud over. Tænk om hun var landet på maven. Jeg tør ikke engang tænke tanken. Heldigvis havde hendes moderinstinkt taget over og han havde taget faldet af med begge hendes hænder og arme der så til gengæld havde fine blå mærker.

Under alle omstændigheder fik vi pakket de indledende pakker, og over den næste uge kom flyttemændene og pakkede resten. Så nu står hele vores lejlighed i en container på havnen, klar til at tage af sted på søndag. Det vil sige, næsten hele lejligheden. Der røg en sofa, et sofabord og et par andre møbler ud inden nedpakning. De står så nu i Chiimatukhs lejlighed.

Hov, jeg tror vist ikke jeg har fortalt om Chiima endnu. Hun er en ældre lærer vi ansatte tidligere, som er noget af et spøjst bekendtskab. Hun er i tresserne, oprindeligt dansk, men har boet de sidste 40-50 år i Canada blandt indianere. Hun kan adskillige forskellige indianer sprog og har indtil flere akademiske grader i sprog, og alt muligt andet jeg ikke har styr på. Hun er nu hos os, oprindeligt ansat som underviser for procesteknikerne, men det skal hun så ikke længere alligevel. Hun skal nemlig være ATIs nye engelsk lærer. Et eller andet sted giver det så mening. Man kan da sige hun nok er kvalificeret. Men for at vende tilbage til det med det spøjse bekendtskab (for 50 år hos indianere er ikke spøjst nok), så er den eneste grund til at hun stadig kan dansk, at hun som 10 årig (da hun modvilligt flyttede med sine forældre til Canada) bestemte sig for at det sprog ville hun ikke glemme, for hun ville engang tilbage. Hun har ikke haft nogen at snakke sproget med, men husket gamle børnesange, som hun så har sunget for sig selv og skrevet et brev i ny og næ til en bror (tror jeg det var) i Danmark. Og så de der 50 år senere vender hun så tilbage og kan stadig sproget. Det er sgu da vildt. Hatten af for at man kan hvad man vil. Det der så er rigtig spøjst er hendes danske sprog. For det første kan man ikke høre nogen form for dialekt. Men hun forstår så ikke idiomer (ordsprog). Overhovedet. Og ironi og sarkasme er også to meget svære størrelser. Så hun spørge ofte og man nu også mener det man siger og andre gange hvad man dog mener med det man siger. For sproget er jo fyldt med billeder og vendinger der, medmindre man er bekendt med dem, absolut ikke giver nogen mening. Så det morer vi os meget over på arbejdet. Og så giver det os samtidig mulighed for at diskutere sproget. Sammen med Chiima selvfølgelig. Jo, verden ifølge Chiima er ret så enestående og interessant.

Og lige i øjeblikket har vi lånt hendes lejlighed. Hun er sammen med Dan på studietur med procesteknikerne i Canada i tre uger. Jo, der er nogen der kan. Men hun manglede lidt møbler og dem kom vi så med, så nu sidder vi i en fremmed lejlighed i vores egne møbler. Det er lidt som at være i sommerhus. Hyggeligt, ikke helt hjemme men tæt nok på.

Orv ja – Ruth er blevet solgt. ”Ruth hvem?” spørger du nok, men nu ligger landet jo sådan at min båd, Madicken, oprindeligt var vidt berømt i den lille by som Ruth. Per mente at en ny ejer sagtens kunne give en båd nyt navn, så det blev Madicken. Jeg har så siden fået at vide fra søfolk at det er et absolut no no. Det betyder uheld at skifte navn, og går båden ned står der folk på kajen der siger ”ja, det er også bare fordi han skiftede det navn, han ku bare have ladet være.. jeg advarede ham… men næh..” mit navneskifte faldt da heller aldrig i god jord heroppe. Uanset hvor mange gange jeg forsøgte at forklare folk at mi båd altså hed Madicken, nikkede de bare glade og sagde ”Ja, Ruth, nemlig ja”. Men nu er Ruth altså solgt. Den er nu i de (forhåbentlige) kyndige hænder på byens unge tandlæge par, Sune og Ann, og byens nyeste sherif, politibetjent Anders, og ægtefælle Tina. Så en mindre ting at bekymre sig om. Dejligt.

Så alt i alt går det sgu okay. Vi har noget det meste og får nok også ordnet det sidste. Så er der bar jobbet tilbage. Nå ja, det har jeg jo heller ikke fortalt. Vi ved jo allerede nu hvor vi skal bo. Vi har fundet et dejligt hus i Husum ved Utterslev mose med have og hele molevitten. Vi bliver totalt den lille småborgerlige ønskedrøm af en kernefamilie. Ved ikke helt hvordan jeg skal forholde mig til det endnu. På den anden side – hvis min storebror kan holde en have, hvorfor dælen skulle jeg så ikke kunne? Og her skal man så ikke komme med nogen frisk kommentar om hvordan jeg plejer at klare mig som handymand, tak!

Damn. Det blev en længere svada. Klokken er mange og du er taget til fange. Jeg må hellere i seng. Pas godt på jer selv.

øm i benene og semi akademisk i hovedet

Min tand har det godt. Eller i hvert fald en hel del bedre. Den kan stadig godt lige gøre opmærksom på at den eksistere, på trods af den nu manglende nerve. Det er bakteriedræbende stads der kom i tanden arbejder på højtryk og det kan til tider mærkes. Men intet i forhold til før. Til gengæld er jeg øm i benene.

Jo, for vi havde endnu et mesterskab i indendørs firmafodbold i lørdags. Og jeg var med. Hvornår lærer jeg det? Jeg er en mand i den bedste alder og alligevel er jeg fuldstændig smadret og mere eller mindre ved at dø, efter 3½ minutters spæn frem og tilbage. Og en kamp tager altså 6 minutter. Jeg må have gjort noget ved den kondi. Den er i mangel af bedre ord – beskæmmende. ”Heldigvis” var jeg ikke på et super elite hold, men derimod på hold med en del ag gutterne fra Klubben, og det løse. Det var mikael, bedre kendt som Den Gule Hulk, der havde samlet holdet og eftersom han jo er bestyrer af tøjbutikken Høka, så var det (mente han) nærliggende at kalde holdet ’Høka og Modellerne’. Ikke ligefrem topmodels, men som Jon kommenterede så findes der også Plus Size models. Hmrph. Vi skulle fem kampe, og hvis vi klarede os godt gik vi videre til semifinalen og siden hen finalen. Det gjorde vi så ikke. Hverken den ene eller den anden. Ud af fem kampe spillede vi to uafgjorte og resten har vi glemt. Så dem taler vi ikke om. Hvis ret skal være ret så fik vi kun virkelig tæsk i en kamp, den sidste, hvor vi mødte Transportservice. De var dæleme lede. Altså gode. Men uanset vores manglende præstation på papiret så var der stadig flere på holdet (mit hold altså) der mente at jeg var holdets bedste spiller, eftersom jeg stod en mean centerforsvar, og jeg burde tage mit talent op i serie 6 fodbold når jeg vender næsen hjemad. Bare ærgerlig man har en kondi som en 90 årig astma patient. Men det kan jo måske ændre sig. Markus mente dog ikke at man behøvede kondi i serie 6. Her blev man vist mere bedømt på sin evne til at drikke øl i omklædningsrummet. Altså før kampen. Lyder som min slags folk.

Derudover er jeg så småt begyndt at tænke på jobs og fremtiden og alt det der. Og i den forbindelse har jeg så søgt en Ph.D. Jo, det er ikke engang løgn. Om jeg så får den er en helt anden sag. Men ansøgningen er sendt til IT Universitetet, og jeg håber på at de synes det kunne være spændende at få mig derned for at forske i emotionelt gameplay i computerspil. Det er i hvert fald det min projektbeskrivelse handlede om. Det er sådan at når man søger en ph.d., eller en doktor afhandling som det vist også hedder, så skal man ud over at udfylde nogle skemaer og vedsende CV, udgivne artikler (hvis man har udgivet noget) og almindelig dokumentation for de ting man har lavet, også skrive en beskrivelse af det fremtidige projekt, det akademiske værk, afhandlingen, man har tænkt sig at bruge de næste tre år af sit liv på at skrive. De bedste beskrivelser (den skal indeholde mål, teori, plan, henvisningerne, etc. og må maks. fylde fem sider) giver så adgang til et interview eller to og til sidst bliver så udvalgt en gut eller gutinde til at udfylde pladsen som ph.d forsker og underviser på universitetet. Og det håber jeg så lidt på at det kunne blive mig. Jeg fik da også skrevet en fem siders projekt beskrivelse, men gud hvor kan jeg godt mærke at jeg har været ude af den akademiske trædemølle i over 3 år. Og det er jeg så også ret bange for at man kan se. At den ikke er grundig nok, gennemarbejdet nok, for overfladisk. Og den blev heller ikke til under de bedste omstændigheder, eftersom den blev startet mens mine forældre var på besøg og afsluttet mens min tand var ved at tage livet af mig. Men færdig blev den.

Jeg kan dog ikke blot regne med at universitetet vil falde på knæ for mig, så jeg holder øjnene åbne og leder videre. Der er da også op til flere gode bud derude. Nu skal de bare ansøges. Kryds lige fingre for mig.

Hej hej.

P.S. Camillas mave er blevet stor. Det er dejligt.

påske, gæster og rodbehandling

Av. For. Satan.

Min tand er uden tvivl ved at igen i en sidste desperat aktion at tage livet af mig. Og det er næsten ved at lykkedes, eftersom jeg allermest har lyst til at kaste mig ud af vinduet, hvis jeg var sikker på at det kunne få den her dunkende tand til at holde kæft. En indikator på hvor galt det er, så kan jeg fortælle at klokken nu er 6.21 og jeg har været oppe i snart en time. Og jeg skal ellers først møde klokken 10 i dag.

Så gå dog til tandlæge, vil den kvikke læser måske sige. Og det vil da sikkert også være en fornuftig løsning, hvis det ikke var fordi at jeg har været til tandlæge i går. Og det her er sådan man får det efter man har været under behandling.

Jo påsken har været lidt af en ujævn oplevelse for mit vedkommende. Mine forældre har været på besøg, hvilket var dejligt. Det var rart at se dem igen, høre dem og være i samme rum igen, også selvom jeg lige blev nødt til at have lidt ’personlig tid’ en gang i blandt. Jo, det er ikke altid nemt at bo 4 voksne mennesker på 70 m2. Men det gik. Og så fik vi faktisk oplevet en del. Museumsbesøg, gåture, restaurantsbesøg, middag hos venner, ture i klubben og ikke mindst Nintendo Wii (som de blev ret vild med). I modsætning til mange andre der er på ferie i grønland så havde mine forældre ikke noget behov for at lege turister. Vi har jo boet heroppe i fire år, da jeg var barn og de har siden hen været heroppe et par gange. Så de der turistting som bådture etc. har de prøvet. Så vi kunne slappe lidt mere af, og bare nyde selskabet, læse en bog, spiller et spil eller se en film. Og så må det også siges at det at vi har boet heroppe før har været godt for konversationsåbneren. Der gik ikke mange minutter efter min far havde mødt en heroppe før snakken gik heftigt om ham eller ham eller hende der boede derhenne, du ved nok, og arbejdede hos dem der. Ja, man kunne helt få indtrykket af at han havde kendt dem hele sit liv, og ligeså meget var taget op for at se dem igen. Rigtig hyggeligt, faktisk. Og så betød det jo at jeg kunne blive aflastet en smule (hehe).

Men idyllen skulle jo ødelægges, og det blev den så fredag hvor min nattesøvn kom under pres af en eskalerende tandpine. Det endte dog med at jeg faldt i søvn og næste morgen var det forsvundet. Sådan da. Latent lå der noget og dunkede let, og som bonus var der en irriterende hovedpine, der blev mere og mere prominent, som påsken gik på hæld. Og tirsdag morgen hvor forældre skulle i lufthavnen tidlig morgen, var jeg så oppe endnu tidligere. Min tandpine var brudt ud i fuld flor og det gjorde ondt. For at sige det mildt. Forestil jer den værste smerte i kan, placer den så i en af jeres kindtænder og gang den med to, så er vi ved at nærme os. Av. Og den forsvandt jo ikke. Den var der hele tiden. Heldigvis fandt jeg et trick. Koldt vand. Hver gang tanden fik lidt koldt vand, blev den midlertidig bedøvet. Midlertidig vil sige omkring et minuts tid. Så jeg fik drukket meget kold vand den morgen.

Men Camilla og jeg fik sagt farvel til forældrene i lufthavnen. Min mor var ved at få lidt blanke øjne ved tanken om at tage af sted igen, men min hovedpine og en viden om vi jo snart flytter til DK forhindrede mig i andet end at tænke ’vi ses’, give dem et kram og ønske dem god tur. De kom godt af sted og jeg fik ringet til tandklinikken, der heldigvis kunne afse en tid til mig klokken 9. Og så var det tid til en rodbehandling.

En rodbehandling er et frygtet indgreb af mange, og det er ikke uden grund at udtrykket ”det var lige så hyggeligt som en rodbehandling” har fundet indpas i diverse sprog rundt om i verden. Masser af bedøvelse, kæmpestore bor, døde nerver og bakteriedræbende creme i tanden, lukke sammen og så være lam i hele den ene side af kæften resten af dagen er ikke lige noget man ønsker for sin værste ven eller fjende. Men det fik jeg. Og det er den der bakteriedræber der nu er ved at lave frontalt angreb på de bakterier der sidder i min tandrod. Og det gør så også nas. Måske ikke helt så meget som tirsdags morgen. Men stadigvæk. Ikke sjovt. Langt fra. Av.

Og min hovedpine brillerer ikke med sit fraværd. Øv.

gæsteforberedelse, afslappende bryllupsdag og mental afrejse

Tiden går og lejligheden lugter endnu en gang af nybagt rugbrød. Yrk. Jo, jeg har de sidste par dage været rimelig overskudsagtig eftersom mine forældre kommer på besøg. I morgen! Gisp. Og så skal det altså se ordentligt ud. Så jeg har støvsuget og gjort rent, møbleret om på kontoret, støvsuget lidt mere, vasket op, ryddet op, købt ind og bagt boller og nu rugbrød til den helt store guldmedalje. Camilla har også været i gang, men graviditeten forhindrede hende lidt i at gå all in. Hun blev lidt mat i går så hun holdte lidt lange pauser. Hvilket absolut er helt okay. Det er ret vigtigt at hun lytter til sin krop. Men hun nåede da en hel del (vasketøjskurven er tom, ovnen er ren og opvasken er væk), så der skal bestemt ikke peges fingre. Under alle omstændigheder ser lejligheden brand godt ud. Så hvis mine forældre beklager sig når de kommer, så får de bank. Eller i hvert fald en kindhest. Eller også skuler jeg bare meget ondt meget længe.

Men jeg glæder mig til at se dem igen. Rigtigt meget faktisk. Det var ikke rigtig gået op for mig før i dag hvor meget jeg egentlig glæder mig til at se mine forældre igen. Jeg har jo ikke set dem sidste sommer, så det er godt 10 måneder siden. Men det er ikke bare det. Jeg glæder mig også til at vise dem lejligheden. Ja, det lyder måske dumt, men det er første gang jeg har haft et hjem jeg faktisk er stolt af at vise frem. Det er vores hjem, mit og Camillas, og den er hyggelig, dejlig, og os. Og det må de gerne se. Og så skal der spilles 10.000 (en gammel familietradition) og mor skal lave grillkylling med pommes fritter (en endnu ældre familietradition). Nam. Det skal nok blive hyggeligt.

Lørdag var ellers lidt af en mærkedag. Det var nemlig 2 år siden Camilla og jeg blev gift. Hold da op. Som sagt så går tiden hurtig heroppe. Eller bare generelt. Det er allerede ved at være 3 år siden jeg tog flyveren til Grønland for at starte min karriere som engelsk lærer i det grønlandske. Og nu er kontrakten snart opfyldt, og jeg kan tage hjem igen. På en eller anden måde føler jeg nogle gange at jeg allerede er taget hjem. Mentalt om ikke andet. Beslutningen er jo taget, så jeg mangler kun at stige ombord på flyveren. Jeg er begyndt at længes efter biografture med kæmpestore popcorn portioner, tegneseriebutikker med et udvalg der altid får en til at føle man har for lidt penge med, butikker med et anstændigt udvalg i cd’er, en sommer øl i en park på en bænk med gutterne i Aalborg, at se familien i Norge og Sverige igen og alle mulige små og store ting. Så det er ikke altid nemt at koncentrere sig om det man faktisk stadig er her for. At undervise. Men det går.

Men lørdag blev fejret på behørig vis. Vi var nemlig på byens nye café, hvor vi desværre kom for sent til brunch, men til gengæld serverede de en udmærket burger med nogen pommes frites tingester. Camilla fik en sandwich med laks og avocado, som hvis var fin. Den var i hvert fald stor. Om aftnen slappede vi fuldstændig af og så film og mens vi lå på luftmadras i stuen med dyner og nattøj, sodavand og chips. Hvis ikke det er et hit så ved jeg ikke hvad er.

Nå, jeg må hellere i seng. Klokken er mange og jeg skal lige nå lidt på arbejde i morgen inden jeg skal i lufthavnen og hente mor og far. Hvis de altså lander. Vejret var lidt tricky i dag, så man kan jo aldrig vide. Men jeg krydser fingre og håber på det bedste. Ellers må de jo tage en dag i Nuuk. Det er da heller ikke det værste.

Ha det.

det lille hurtigt voksende intetkøn og resten af verden

I dag var vi til Camillas scanning nummer to. Efter sigende skulle det ikke være helt normalt med to scanninger så hurtigt efter hinanden men vi var stadig i tvivl om undfangelsestidspunktet, så der blev bestemt at vi (Camilla) skulle scannes igen. Denne gang for at se om babyen havde vokset til den størrelse de havde regnet med, babyen skulle være, hvis den var i 17. uge. Som de altså regnede med. Og den bette havde lige præcis den størrelse de havde regnet med, hvilket vil sige sådan cirka dobbelt så stor som sidst vi så på ham (eller hende). Og det er jo altså ikke særlig lang tid siden. Damn, det går hurtigt. Og Camilla hun vokser stille og roligt. Ja, maven vokser. Ikke Camilla.

Jeg tror faktisk jeg er mere vild med bare at ligge ved siden af Camilla for tiden og have en hånd på hendes mave end at se en utydelig scanning med en eller anden underlig rummand der flyder rundt i et lille sort univers af fostervand. Maven kan jeg mærke. Den lille rummand må vente nogle måneder endnu. Fem måneder plus det løse for at være mere præcis. Men han var der stadig. Mere aktiv denne gang. Det var som om han var ved at finde ud af hvordan han kunne bruge armen. Den blev i hvert fald bevæget en del. Måske fordi det lille univers for et øjeblik blev mindre efter det blev presset på af et insisterende scanningsapparat. Tror ikke han var helt tilfreds med det.

Nu skal det lige siges at vi stadig ikke ved om det bliver en dreng eller en pige. Det er omkring nu at der begynder at være mulighed for at se hvilket køn det er, men man skal vist være lidt heldig med hvordan barnet ligger osv. Damen, tror hun hed Margrethe, forsøgte at finde ud af det, men desværre uden held. Så må vi jo bare tage den når den lille kommer til verden i stedet for. Det varer i hvert fald et godt stykke tid til at vi skal scannes igen (hvis i overhovedet skal), for det bliver først når vi ankommer til DK igen.

Uanset køn, eller mangel på samme, så glæder jeg mig umådeligt meget til at vise den lille størrelse frem for hele verden og vise den bette hele verden. Det kan godt ske han sætter mere pris på en frisk dosis modermælk end verden rundt på 80 dage den første tid, men alligevel. Jeg kan ikke helt lade være med at have en lyst til at rejse rundt for tiden. Til London en tur igen, se stedet og møde et par venner jeg har derovre. Til Norge og besøge familien jeg nærmest ikke har set de sidste 3-4 år. Og så er der selvfølgelig Nord- og Sydgrønland. Smukke steder der desværre hverken er tid eller økonomi til at se i denne omgang. Men så må det jo blive senere når den bette måske også vil sætte pris på lidt sne. Så må vi bare håbe at der er økonomi til det på det tidspunkt. Nå ja, selvfølgelig er der det. På det tidspunkt er Camilla en kendis designer. Det har jeg allerede informeret hende om for længe siden at det var det jeg regnede med. Er ikke sikker på hun var så overbevidst som jeg var, mnen sådan er der så meget.

Dejligt som det hele nok skal løse sig.

den liflige duft af nybagt rugbrød

I dag har jeg bagt mit livs første rugbrød. Ja umiddelbart lyder det ikke som den store kæmpe bedrift der fortjener lovprisninger og alsang i den nærmeste fremtid. For nej, det er ikke særligt svært at lave rugbrød. Slet ikke nu om stunder hvor man kan bruge de dersens mel blandinger hvor man kun skal tilsætte gær og vand, ælte ælte ælte, hæve hæve, in i ovnen og så pling – nybagt rugbrød. Nej. Svært er det ikke. Der er bare den hage ved rugbrød. Varmt rugbrød stinker.

Jeg ved godt at der nok er mange derude der er voldsomt uenig med mig på det punkt, men min yderst fintfølende næse skærer altså tænder hver gang den kommer i nærheden af varmt rugbrød, det værende rugbrød der bager i ovnen eller rugbrød der bliver ristet på… ja brødristeren. Det lugter bare ikke særligt godt. Selvfølgelig ææælsker Camilla til min store irritation både duften og smagen af varmt rugbrød. ”Det er da det bedste!” proklamerede hun i dag mens jeg var ved at drukne i lugten af rugbrød i ovnen. Sådan er vi heldigvis så forskellige. Og det var også lidt for at vise mig fra min gode side at jeg bestemte mig for at bage rugbrød i dag. For jeg havde som sagt aldrig prøvet det før, kan ikke fordrage lugten og jeg ved Camilla vældigt godt kan lide nybagt rugbrød. Og siden jeg havde bestemt mig for at aftensmaden skulle være æggekage, kunne det være lækkert med frisk rugbrød. Og det ville gøre Camilla glad.

Jeg må hellere lige indskyde at det altså ikke var fordi Camilla i nogen særlig grad trængte til at blive opmuntret eller noget. Eller vi har været uvenner eller noget. Næh. Faktisk går det rigtigt godt og måske mere derfor vil jeg gerne forsøge at vise mig fra min bedste side (i hvert fald fra min mere opofrende side). hun gør mig glad, og så vil jeg også gerne gøre hende glad.

Det er selvfølgelig ikke nogen hemmelighed at jeg blot behøver at kaste et glimt på hendes mave og så er jeg saligheden selv. For det kan ses. Maven kan ikke længere gå for ”hovsa, du har da taget lidt på”, nu er det mere ”hold da op, hvor langt er du henne?”. Maven strutter og vokser mere og mere for hver dag der går. Jeg glæder mig til om et par uger, når den kan begynde at høre. Så skal der spilles musik. Tror ungen skal høre noget jazz. Ikke at jeg har den store samling, men det jeg har, er old school smooth jazz, ikke noget af det der moderne fusions noget. Nix. Det der, der gør godt for sjælen. Der hvor man drømmer sig til en lille tilrøget bar med et glas whisky, mens man tænker lidt over livets store spørgsmål eller blot nyder øjeblikket i de små blå timer. Den slags jazz skal den lille høre.

Men indtil da må rugbrød kunne gøre det.

Og det blev faktisk rigtig godt. På trods af lugten.

mit lille mirakel

Som lovet - her er det første ”billede” af den lille ny så. Jeg ved godt det for det utrænede øje ikke helt er til at se hverken hoved eller hale på det her billede. Men den er god nok. Der er en bette. Han (jeg bliver ved lidt endnu med at kalde babyen ham, det virker mere personligt end at kalde det den eller babyen) ligger på ryggen i toppen af billedet. Man kan se antydningen af en rygsøjle der går ind til hovedet der er i midten kiggende op mod det mørke ingenting. Og som de så smukt pointerede på arbejdet da jeg viste dem billedet, så ligner han far (mig). Han har i hvert fald lige så meget hår.

Hår eller ingen hår så er det et lille mirakel. Mit mirakel.