Der hviler en forbandelse over ATI. Måske ikke over ATI som skole, men i hvert fald når det gælder at ansætte nye lærere. Som mine trofaste læsere nok kan huske så ansatte vi sidste år en lærer, der kom herop en sølle dag før han vendte næsen hjemad. Før sommer ansatte vi to nye lærere der så begge over sommeren besluttede sig for at sige nej tak alligevel. Og efter sommer ansatte vi så to nye lærere (igen igen), hvor den ene skulle starte 1. oktober og den anden den 1. november. Det blev så heller ikke helt til noget. Manden der skulle starte første oktober aflyste rejsen på selve dagen pga. af sygdom og vi endte med at annullere ansættelsen. Han havde fået et nervøst sammenbrud, og der var vist flere ting der ikke gik for den stakkels mand. Nu venter vi så på vores sidste håb, Anders (mener jeg han hedder). Han skal ankomme den 30. oktober sammen med sin kæreste/kone og har sendt sit bohave af sted. Og han har sagt at de glæder sig. Men undskyld hvis jeg ikke klapper i mine små hænder endnu. Man bliver klog af skade og før han står heroppe og siger ”nej, hvor er jeg glad for at være her”, så tror jeg nu bare jeg slår koldt vand i blodet og ser frem til mere overarbejde. Kald mig kynisk, men man skal ikke sælge skindet før bjørnen er skudt og alt det der. Men jeg glæder mig, hvis de kommer.
Nå, nok om nye manglende lærere. Jeg tror jeg vil gå lidt mere i kødet på en grønlandsk folkesygdom. Jeg har valgt at kalde den ’i-sidste-øjebliks-syndrommet’. For hvis der er noget at grønlændere er gode til så er det at være sent ude. Det er ligesom da jeg gik i gymnasiet, og havde stil for. Den blev altid gjort i aller sidste øjeblik, så man skulle sidde op til klokken lort om natten for at få det lavet. Dumt. Forestil jer så at regere et land på samme måde. Lad mig give et par eksempler.
For snart to år siden bestemte hjemmestyret sig for at vi, ligesom Danmark, skulle have et nyt karaktersystem. Det skulle være 7-trinsskalaen ligesom Danmark, men i stedet for de danske tal skulle vi heroppe have bogstaver, som de har i resten af Europa. Fint nok. Men hvor Danmark har brugt de sidste 2 til 4 år på at informere om det nye system og lave vejledninger, så har hjemmestyret mest af alt brilleret med sit fraværd. Den officielle skrivelse om systemet kom så endelig for en lille uge siden. Og det altså til et karaktersystem der skulle være taget i brug på landets gymnasier og erhvervsskoler fra august i år. Og vi mangler stadig at se nogen vejledning. Så der er egentlig ikke nogle lærere der ved hvordan de skal bruge den nye skala. Det skal nok gå rigtig godt.
Og så er der jo den nye årlige kulturdag, der den 23. september blev bestemt skal ligge den 28. september. Så fem dage til virkelig at lave fantastiske kulturelle arrangementer? *host* typisk *host*. Men på grund af den korte forberedelsestid har landstyret bestemt at der kan afholdes kulturelle arrangementer for de afsatte midler fra og med den 28. september og året ud. Genialt. Underminerer det ikke ligesom idéen med en kultur dag?
Men det er et syndrom man ser gå igen her oppe i tide og utide både hos politikere og folk generelt. Eleverne på skolen holdte i september en intro fest, som de så mente at hvis man spurgte om lov samme dag og lærerstaben blev indbudt samme dag, så måtte det være tids nok. De fik lov, men det var også kun lige. Reglerne siger 14 dage i forvejen og havde det stået til mig, havde de ikke fået lov. For nu gør de bare sådan næste gang. Og ligesom den her gang, vil jeg så vælge ikke at komme, fordi jeg højest sandsynligt har en aftale allerede.
Og det var jo det samme med efterskolen der nu er en del af det maniitsokske bybillede. Den blev også hu hej vilde dyr blåstemplet før sommer og startet over sommeren. De 40 elever skulle bo et sted, så lejer man ”bare” sømandshjemmet i et år for 2 millioner. Det er den slags løsninger der bare lugter af dårlig planlægning og absolut mangel på økonomisk sans. Jeg sværger visse politikere for mig til at ligne et finansgeni. Parolen her oppe er at minus og minus gir plus og man må jo gerne låne. Det har man jo lært i matematik. Men når det så bliver overført til landets budget, så er det altså lidt skidt. For nu at sige det mildt.
Og de bliver jo ved med at skrive at vi skal stemme ja til den nye selvstyre pakke. Og jeg kan virkelig ikke finde ud af hvad jeg skal stemme. Jeg kan gøre det der er rigtigt for grønland eller det de gerne vil have. Politikerne vil gerne have selvstyre, hvilket jeg da godt forstår. Det er rart at være herre i eget hus, men når hjemmestyret overhovedet ikke har budgetteret med at skulle overtage en eneste instans af de 38 (eller er det mere?) de skal overtage i kraft af selvstyre, så er det altså at sætte sig selv blår i øjnene. De kører med et budget med et 3 cifret millionbeløb i minus, de så har fordoblet (i minus altså) fra sidste år. Så det kan da ikke siges at gå den rigtige vej. Det er nu heller ikke så underligt eftersom de lige har smidt det overskud væk de skulle have haft i kraft af de kommende kommunesammenlægninger. Den skulle jo gennemføres for at gøre burekratiet enklere og alt det der, men så sandelig også for at spare penge (mindre ansatte=flere penge), men hvad gør politikerne så? De udsteder så sidste uge en garanti på at der ikke bliver fyret nogen som helst i forbindelse med kommunesammenlægningen! Det er sgu da at skyde sig selv i foden. Væk er besparelsen på 17-18 millioner, der skulle komme i forbindelse med disse sammenlægninger. Jo, jo, der er da en nobel tanke at folk ikke skal stå uden job, men hvor er det så lige man spare penge, eller bureakrati for den sags skyld? Hvis der stadig er lige så mange ansatte og de beholder deres job fra før? Hvor er effektiviseringen henne? Ikke noget under at man opererer med røde tal.
Men selvstændige skal vi være. Også selvom vi ikke har råd til det. Men hvis vi får selvstyre, hvem skal så betale for politiet eller alle de andre instanser vi får overdraget ”når vi er klar til det”? Eller hvad med benzinpriserne der bliver holdt kunstigt nede heroppe på grund af en ældgammel aftale? Tror du grønlændere bliver særligt glade når benzin stiger fra de 4 kroner literen til de 10? Der var ramaskrig da den steg 50 ører tidligere på året. Så jeg overvejer at stemme ja, for at give politikerne det de gerne vil og se hvad de så gør når de pludselig får det. Kan ikke lade være med at tænke på det gamle engelske ordsprog der hedder at du skal passe på med hvad du ønsker dig, det kan jo være at du får det. Og på den anden side så kunne jeg godt tænke mig at stemme nej, fordi jeg er overbevist om at det lige pt. er bedst for Grønland. Og så generelt at gøre det modsatte af hvad den siddende regering beder mig om, eftersom jeg ikke stoler på dem over en dørtærskel. Det kunne være dejligt hvis der bliver stemt nej. Bare så de kunne få deres luftkasteller skudt lidt i sænk. Bare en enkelt gang.
Hmm.. undskyld. Det var ikke meningen at blive sådan helt.. negativ. Men det er bare svært nogen gange at sidde på sidelinien og se det hele gå ned af bakke fordi landet bliver styret af en børnehave uden situationsfornemmelse, økonomisk- og/eller virkelighedssans.
Gad vide hvad jeg skal stemme? Nogle forslag?
søndag, oktober 12, 2008
søndag, oktober 05, 2008
mit første rensdyr eller den beskidte (og klistrede) sandhed om jagt
JEG HAR SKUDT MIT FØRSTE RENSDYR! Jo det er sgu rigtigt! Jeg har simpelthen skudt Bambi, eller i hvert fald hans ældre bror. Og gud hvor er jeg træt og min krop ødelagt..
Vi var på jagt i går inde i Sønder Isertoq, samme sted som vi kun uger forinden havde været på hygge tur med svigerfamilien plus det løse. Jungletrommerne havde nemlig trommet en stille sang om at det her sted godt kunne være rimeligt frugtbart bekendtskab hvad angår rensdyr, hvis man blot man gik lidt længere ind i landskabet. Som sagt så gjort. Dan, Christian, Gorm, Signe og undertegnede tog af sted klokken halv syv om morgenen for at få så meget dagslys med som overhovedet muligt. Turen derind tager nemlig to timer i båd og det bliver mørkt igen ved 20.00 tiden, hvilket efterlader cirka 9 timer til jagt. Det lyder måske af meget, men det er det ikke. Den tid gik rigtigt hurtigt.
Men vi ankom til stedet, kom i land og begyndte den lange vandring ind mod ’stedet’. Lige nøjagtigt hvad stedet var, var vi ikke helt klar over, da ingen af os havde været på jagt på dette ’sted’ før, så tog den på gefühl og håbede på det bedste. Adskillige bakketoppe senere kunne vi se at landskabet skabte en dal, hvor der kunne være gode muligheder for dyr. For at maksimere vores chancer for en succesfuld jagt delte vi os i to, Chr., Gorm og Signe der gik højre og Dan og mig der gik venstre om denne ’dal’. For rigtig dal var det faktisk ikke helt. Mest af alt lignede det noget der engang var en sø og nu var forsvundet og havde efterladt et moset terræn, man helst ikke skulle gå i. Så vi gik langs ’kysten’ på klippet terræn (langs et fjeld), men ingen dyr så vidt vi kunne se omkring os. Forholdene var ellers ganske optimale. Det var overskyet, gråt, men uden nedbør. Over hele landskabet lå der dog et fint lag nyfalden sne, hvilket også betød at var der dyr, så ville vi kunne se sporene af dem ganske tydeligt. Og så var der vindstille, hvilket også er et stort plus, eftersom medvind advarer dyrene lynhurtigt om menneskers tilstedeværelse. Så vejret fejlede ikke noget set fra et jagtmæssigt synspunkt.
Efter en ekstra halv times traven (ca. halvanden time fra båden) nåede vi en lille del mellem to fjelde. Fra vores plads lidt op af den ene side kunne vi endelig se dem – rensdyr! Og mange af dem. På fjeldet på den anden side løb en flok på godt ti dyr. Og med mine falke øjne spottede jeg endnu en flok længere henne af fjeldet på 6 dyr. Så dyrene var her. Problemet var bare at der stadig var godt 3-400 meter over til hvor de var og hvor løb de hen hvis de opdagede os? Skulle man gå op for at jage dem ned eller omvendt. Mens Dan og jeg debatterede hvordan vi kom over til alle disse dejlige dyr, blev vores snak afgjort af et kalv der stille og roligt traskede nede i selve dalen kun 150 meter fra os. Og et par minutter efter blev den efterfulgt af et ungt rensdyr på et måske to år. Pludselig var der altså to rensdyr i vores umiddelbare nærhed uden vi behøvede at rende op og end af fjeldsider. Super. Nu var kunsten at komme tæt nok på dem til at skyde dem uden at skræmme dem væk først. Den bette af dem var ret så nervøs og kiggede hele tiden omkring, og hver gang vi forsøgte at liste os frem, stod den som stivnet, opmærksom og kiggede i vores retning. Jo, den var blevet opdraget godt. Vi var lidt i en dilemma. Vi kunne gå frem og skræmme den væk, eller blive og ikke kunne ramme den. Jeg valgte det første og håbede på at hvis vi skræmte den ene væk, at den anden ikke per automatik ville følge med. Det gjorde den heldigvis ikke. Jeg havde ikke kommet 20 meter ned af fjeldsiden før at den bette stak af. Den havde lugtet lunten og pilede af sted så hurtigt dens ben kunne bære den. Men den anden havde ikke opdaget noget som helst og var i gang med et festmåltid af en busk, så den havde andre ting på tankerne. Jeg listede mig tættere på og måtte holde et par stop undervejs eftersom sneen knirkede uhensigtsmæssigt meget og rensdyret så småt var ved at ane uråd. Efter mange minutters nervekrig og listen ind, var jeg endeligt inden for rækkevidde. Jeg lagde mig ned, lagde an, slå sikringen fra, tog øjet til kikkertsigtet og ventede. Jeg ville ramme den rigtigt. Ikke noget med skamskudte dyr der hoppede rundt i halve timer til mig. Det skulle være et clean skud og sådan som den stod nu, var det ikke muligt. Den stod skævt for mig, og jeg ville gerne ramme den i halspartiet. Jeg kunne se at den nogle gange vendte hovedet mod mig og når den gjorde det blottede den halsen. Nu havde jeg min chance. Vendt til næste gang den vender hovedet. Den vendte sig. Træk vejret ind. Holdt det. Skyd. BLAM! Dyret væltede med det samme om på siden og lå helt stille. Jeg havde ramt det præcist hvor jeg ville. Og nej hvor mine ører rungede. Jeg havde i min sniger iver glemt at få ørepropper i, og skuddet gjaldede stadigt i mine ører og adrenalinen i mine årer, da jeg gik ned til det døde dyr. Helt dødt var det dog ikke. Det brugte lige et halv minut på at udånde, ligge og blinke lidt, spjætte et par gange med benene og det var så det. Jeg fik helt ondt af det da det lå der, men det kunne jo ikke betale sig at blive blødsøden nu. Men med de store brune øjne kan jeg da godt forstå at visse folk bliver bløde i knæene og synes det er da forfærdeligt synd for det stakkels kræ. Man må bare også acceptere at kræet også er mad. Det smager godt og sådan er det.
Når man ser jagt på films, så er det altid vildt spændende indtil de skyder – bang. Og så klipper man derefter over til hvor de alle sidder fine og nyfriserede sidder omkring et lejrbål og steger deres fantastiske fangst. Falsk markedsføring siger jeg bare! For sandheden er noget anderledes. Man tager jo ikke bare dyret på nakken og daffer hjemad. Først skal pelsen flåes af, indvoldene ud, klovene af, hovedet af, og dyret deles i to, som man så tager på nakken og går med de her min. 40 kilo kød den halvanden times tur tilbage på båden i absolut alt andet end jævnt terræn. Og alt dette gjorde jeg stort set alene. Dan var min guide i hvad det var jeg skulle gøre ved min fangst. Jeg havde en vag idé, eftersom jeg jo også havde været med til at partere vores moskus sidste år, men rækkefølge etc. havde seriøst brug for en genopfriskning. At flå skindet af er det mindst problematiske. Det handler stort set om at lave nogle snit de rigtige steder (langs bugen og op langs benene) og så hive skindet væk fra kødet. Indvoldene derimod kan godt gå hen og blive lidt af en oplevelse. Den opspilede mave og de mange meter tarm og fordøjelseskanalen skal man tage med nænsom hånd så der ikke går hul ud i kødet (for mave indhold på kød er lige med bakterier, og det er ikke super). Og så er det ret klamt. Men jeg gik i krig uden at kny. Så jeg kan nu med sindsro i stemmen fortælle at jeg nu har oplevet at have hænderne i masser af indvolde, samt en stor pøl af varmt blod. Øv hvor er frisk blod klistret og nej hvor så jeg ud da jeg endelig var færdig med mit dyr. Mine bukser var en kombination af våd og blodig, det samme med min trøje og hænderne var røde og klistrede. Men jeg havde selv gjort det. Der var ingen babysitter her. Det var mit dyr og så skal man også selv stå for det. Sådan er det. Mens jeg gjorde mit syr klar til transporten hjem, havde Dan taget længere ind i dalen og selv skudt et dyr, Som han så fik parteret og kom tilbage med. Og heldigvis var Signe også kommet i mellemtiden, så hun kunne hjælpe lidt med at bære. Ikke rensdyret. Det skulle vi selv, ligesom traditionen dikterer. Men hun fik så æren af at tage vores tasker, hvilket efterlod mig med ’kun’ fyrre kilo kød på ryggen, et gevær over nakken og et styk pels under armen. Signe kunne så fortælle at det andet hold med Christian og Gorm ikke havde været så heldige på den anden side. De var nu tilbage på båden og afventede vores ankomst. Klokken var u også ved at være mange og vi skulle skyndes os til bådende hvis vi skulle være hjemme inden mørkets frembrud. Den halvanden times march jeg fik mig der var hård. Benhård. Men jeg havde sagt til mig selv at jeg ikke ville holde pauser. Jeg ville ikke have det her dyr på nakken længere end nødvendigt og jo hurtigere jeg kom til bådene jo bedre. Så jeg travede af sted kun afbrudt at meget små (5-10 sekunders) ”åh-gud-jeg-tror-jeg-dør” ophold, eller de 15 sekunder jeg tillod mig selv at nyde synet af det store vandfald (”nej, hvor er det flot, af sted igen”).
Det korte og det lange er at jeg ankom fuldstændigt gennemblødt af sved, med en krop der ikke får normal førlighed lige med det samme, men... med et rensdyr jeg selv havde skudt og parteret. Jeg er nu kommet et skridt nærmere at få status som indfødt. De andre kom lidt efter og to timer senere nærmede vi os Maniitsoq by, ikke et minut for tidligt. Tusmørket var faldet over os og alt kunne kun ses i konturer. Men vi havde nået det og nu skulle Dan og jeg først lige på skolefabrikken og skylle kødet og få hængt det op til modning, før vi kunne tage hjem til et velfortjent hvil.
Heroppe har man noget man kalder ”den første af altings fest”. Barnets første skridt, første tand, første skoledag, første fisk, første rype, første rensdyr, første alt muligt. Alt er anledning til kaffemik, så i morgen er der kage på skolen. Jeg skal bare lige have bagt den først.
Vi var på jagt i går inde i Sønder Isertoq, samme sted som vi kun uger forinden havde været på hygge tur med svigerfamilien plus det løse. Jungletrommerne havde nemlig trommet en stille sang om at det her sted godt kunne være rimeligt frugtbart bekendtskab hvad angår rensdyr, hvis man blot man gik lidt længere ind i landskabet. Som sagt så gjort. Dan, Christian, Gorm, Signe og undertegnede tog af sted klokken halv syv om morgenen for at få så meget dagslys med som overhovedet muligt. Turen derind tager nemlig to timer i båd og det bliver mørkt igen ved 20.00 tiden, hvilket efterlader cirka 9 timer til jagt. Det lyder måske af meget, men det er det ikke. Den tid gik rigtigt hurtigt.
Men vi ankom til stedet, kom i land og begyndte den lange vandring ind mod ’stedet’. Lige nøjagtigt hvad stedet var, var vi ikke helt klar over, da ingen af os havde været på jagt på dette ’sted’ før, så tog den på gefühl og håbede på det bedste. Adskillige bakketoppe senere kunne vi se at landskabet skabte en dal, hvor der kunne være gode muligheder for dyr. For at maksimere vores chancer for en succesfuld jagt delte vi os i to, Chr., Gorm og Signe der gik højre og Dan og mig der gik venstre om denne ’dal’. For rigtig dal var det faktisk ikke helt. Mest af alt lignede det noget der engang var en sø og nu var forsvundet og havde efterladt et moset terræn, man helst ikke skulle gå i. Så vi gik langs ’kysten’ på klippet terræn (langs et fjeld), men ingen dyr så vidt vi kunne se omkring os. Forholdene var ellers ganske optimale. Det var overskyet, gråt, men uden nedbør. Over hele landskabet lå der dog et fint lag nyfalden sne, hvilket også betød at var der dyr, så ville vi kunne se sporene af dem ganske tydeligt. Og så var der vindstille, hvilket også er et stort plus, eftersom medvind advarer dyrene lynhurtigt om menneskers tilstedeværelse. Så vejret fejlede ikke noget set fra et jagtmæssigt synspunkt.
Efter en ekstra halv times traven (ca. halvanden time fra båden) nåede vi en lille del mellem to fjelde. Fra vores plads lidt op af den ene side kunne vi endelig se dem – rensdyr! Og mange af dem. På fjeldet på den anden side løb en flok på godt ti dyr. Og med mine falke øjne spottede jeg endnu en flok længere henne af fjeldet på 6 dyr. Så dyrene var her. Problemet var bare at der stadig var godt 3-400 meter over til hvor de var og hvor løb de hen hvis de opdagede os? Skulle man gå op for at jage dem ned eller omvendt. Mens Dan og jeg debatterede hvordan vi kom over til alle disse dejlige dyr, blev vores snak afgjort af et kalv der stille og roligt traskede nede i selve dalen kun 150 meter fra os. Og et par minutter efter blev den efterfulgt af et ungt rensdyr på et måske to år. Pludselig var der altså to rensdyr i vores umiddelbare nærhed uden vi behøvede at rende op og end af fjeldsider. Super. Nu var kunsten at komme tæt nok på dem til at skyde dem uden at skræmme dem væk først. Den bette af dem var ret så nervøs og kiggede hele tiden omkring, og hver gang vi forsøgte at liste os frem, stod den som stivnet, opmærksom og kiggede i vores retning. Jo, den var blevet opdraget godt. Vi var lidt i en dilemma. Vi kunne gå frem og skræmme den væk, eller blive og ikke kunne ramme den. Jeg valgte det første og håbede på at hvis vi skræmte den ene væk, at den anden ikke per automatik ville følge med. Det gjorde den heldigvis ikke. Jeg havde ikke kommet 20 meter ned af fjeldsiden før at den bette stak af. Den havde lugtet lunten og pilede af sted så hurtigt dens ben kunne bære den. Men den anden havde ikke opdaget noget som helst og var i gang med et festmåltid af en busk, så den havde andre ting på tankerne. Jeg listede mig tættere på og måtte holde et par stop undervejs eftersom sneen knirkede uhensigtsmæssigt meget og rensdyret så småt var ved at ane uråd. Efter mange minutters nervekrig og listen ind, var jeg endeligt inden for rækkevidde. Jeg lagde mig ned, lagde an, slå sikringen fra, tog øjet til kikkertsigtet og ventede. Jeg ville ramme den rigtigt. Ikke noget med skamskudte dyr der hoppede rundt i halve timer til mig. Det skulle være et clean skud og sådan som den stod nu, var det ikke muligt. Den stod skævt for mig, og jeg ville gerne ramme den i halspartiet. Jeg kunne se at den nogle gange vendte hovedet mod mig og når den gjorde det blottede den halsen. Nu havde jeg min chance. Vendt til næste gang den vender hovedet. Den vendte sig. Træk vejret ind. Holdt det. Skyd. BLAM! Dyret væltede med det samme om på siden og lå helt stille. Jeg havde ramt det præcist hvor jeg ville. Og nej hvor mine ører rungede. Jeg havde i min sniger iver glemt at få ørepropper i, og skuddet gjaldede stadigt i mine ører og adrenalinen i mine årer, da jeg gik ned til det døde dyr. Helt dødt var det dog ikke. Det brugte lige et halv minut på at udånde, ligge og blinke lidt, spjætte et par gange med benene og det var så det. Jeg fik helt ondt af det da det lå der, men det kunne jo ikke betale sig at blive blødsøden nu. Men med de store brune øjne kan jeg da godt forstå at visse folk bliver bløde i knæene og synes det er da forfærdeligt synd for det stakkels kræ. Man må bare også acceptere at kræet også er mad. Det smager godt og sådan er det.
Når man ser jagt på films, så er det altid vildt spændende indtil de skyder – bang. Og så klipper man derefter over til hvor de alle sidder fine og nyfriserede sidder omkring et lejrbål og steger deres fantastiske fangst. Falsk markedsføring siger jeg bare! For sandheden er noget anderledes. Man tager jo ikke bare dyret på nakken og daffer hjemad. Først skal pelsen flåes af, indvoldene ud, klovene af, hovedet af, og dyret deles i to, som man så tager på nakken og går med de her min. 40 kilo kød den halvanden times tur tilbage på båden i absolut alt andet end jævnt terræn. Og alt dette gjorde jeg stort set alene. Dan var min guide i hvad det var jeg skulle gøre ved min fangst. Jeg havde en vag idé, eftersom jeg jo også havde været med til at partere vores moskus sidste år, men rækkefølge etc. havde seriøst brug for en genopfriskning. At flå skindet af er det mindst problematiske. Det handler stort set om at lave nogle snit de rigtige steder (langs bugen og op langs benene) og så hive skindet væk fra kødet. Indvoldene derimod kan godt gå hen og blive lidt af en oplevelse. Den opspilede mave og de mange meter tarm og fordøjelseskanalen skal man tage med nænsom hånd så der ikke går hul ud i kødet (for mave indhold på kød er lige med bakterier, og det er ikke super). Og så er det ret klamt. Men jeg gik i krig uden at kny. Så jeg kan nu med sindsro i stemmen fortælle at jeg nu har oplevet at have hænderne i masser af indvolde, samt en stor pøl af varmt blod. Øv hvor er frisk blod klistret og nej hvor så jeg ud da jeg endelig var færdig med mit dyr. Mine bukser var en kombination af våd og blodig, det samme med min trøje og hænderne var røde og klistrede. Men jeg havde selv gjort det. Der var ingen babysitter her. Det var mit dyr og så skal man også selv stå for det. Sådan er det. Mens jeg gjorde mit syr klar til transporten hjem, havde Dan taget længere ind i dalen og selv skudt et dyr, Som han så fik parteret og kom tilbage med. Og heldigvis var Signe også kommet i mellemtiden, så hun kunne hjælpe lidt med at bære. Ikke rensdyret. Det skulle vi selv, ligesom traditionen dikterer. Men hun fik så æren af at tage vores tasker, hvilket efterlod mig med ’kun’ fyrre kilo kød på ryggen, et gevær over nakken og et styk pels under armen. Signe kunne så fortælle at det andet hold med Christian og Gorm ikke havde været så heldige på den anden side. De var nu tilbage på båden og afventede vores ankomst. Klokken var u også ved at være mange og vi skulle skyndes os til bådende hvis vi skulle være hjemme inden mørkets frembrud. Den halvanden times march jeg fik mig der var hård. Benhård. Men jeg havde sagt til mig selv at jeg ikke ville holde pauser. Jeg ville ikke have det her dyr på nakken længere end nødvendigt og jo hurtigere jeg kom til bådene jo bedre. Så jeg travede af sted kun afbrudt at meget små (5-10 sekunders) ”åh-gud-jeg-tror-jeg-dør” ophold, eller de 15 sekunder jeg tillod mig selv at nyde synet af det store vandfald (”nej, hvor er det flot, af sted igen”).
Det korte og det lange er at jeg ankom fuldstændigt gennemblødt af sved, med en krop der ikke får normal førlighed lige med det samme, men... med et rensdyr jeg selv havde skudt og parteret. Jeg er nu kommet et skridt nærmere at få status som indfødt. De andre kom lidt efter og to timer senere nærmede vi os Maniitsoq by, ikke et minut for tidligt. Tusmørket var faldet over os og alt kunne kun ses i konturer. Men vi havde nået det og nu skulle Dan og jeg først lige på skolefabrikken og skylle kødet og få hængt det op til modning, før vi kunne tage hjem til et velfortjent hvil.
Heroppe har man noget man kalder ”den første af altings fest”. Barnets første skridt, første tand, første skoledag, første fisk, første rype, første rensdyr, første alt muligt. Alt er anledning til kaffemik, så i morgen er der kage på skolen. Jeg skal bare lige have bagt den først.
lørdag, september 20, 2008
ineffektivitet dit navn er Grønland
Garh, hvor kan jeg blive træt den ineffektivitet man dagligt støder på heroppe i det kolde nord, og lige for tiden synes jeg det er værre end det plejer (hvilket siger ret meget). Der er bare så mange åndssvage ting der ikke bliver gjort eller ting der virkelig trækker ud i langdrag. Ikke alle ting der har med mig at gøre som sådan, men derfor kan man jo godt undrer sig over at det her land nogen gange overhovedet kan fungere. Lad mig starte med at et par eksempler fra skolen.
Vores kollegium skulle være færdig med sin totale indvendige renovation før jul. Den er stadig ikke færdig. Hvis det ikke er materialer der mangler, så er det håndværkere der er ved at arbejde på noget andet, der så også skulle være færdig for hundrede år siden. Såsom vores nye Alderdomshjem, der skulle have været færdig for et par år siden. Det var de ved at bygge da jeg kom for 2 år siden. Det er så næsten færdigt. Så skulle det være indviet i august, som så blev september og det er så stadig ikke blevet færdigt, men vi er vist tæt på nu. Det eneste vi mangler på kollegiet nu er lidt maling hist og her, hvilket så også kun har taget dem 6 måneder. Men det er ikke så mærkeligt når man tænker på at det har taget 2-3 mand tre dage at male vores rygerum. De startede onsdag og fredag var de stadig ikke færdig. De har det altså også med at gøre det sværere for sig selv. Ikke noget med at tage borde og stole ud så man kan komme til, nej, det blev bare dækket til og så ellers i gang. Åbenbart i slowmotion. Som Dan og jeg snakkede om, så havde det nok været nemmere (for ikke at sige meget billigere) at få et par af os lærere til at male det over en weekend. Så svært er det altså heller ikke. Og så er det altså heller ikke blevet pænere. Hvide vægge? Tror nok jeg kunne klare det. Og på hurtigere tid.
Og så er der vores nye overenskomst der er ved at blive forhandlet. Sidste gang kom den ”kun” to år for sent, hvilket betød at ansatte fik lønforhøjelsen retroaktivit betalt for to år på en gang. Ikke dårligt med en rimelig stor bonus på en gang, men det må kunne gøres bedre. Hvilket de så lovede at gøre denne gang. Men vi skriver september og den nye skulle gælde fra april. I år. Og selve forhandlingerne er også ret så meget til grin. Dem der forhandler for os, hører åbenbart ikke efter og det eneste vi ser ud til pt. at få ud er den er en lønstigning på 4,5%, hvilket altså ikke er sårligt meget når vi det sidste år har fået prisstigning på 8-10% på visse varer og kan se frem til en husleje stigning på 15%. Så er 4,5% pludselig ikke særligt meget. Det kunne så hjælpe hvis vi fik tilskud for at have taget Pædagogikum, men nej. Det får man ikke på erhvervsskolerne. Gymnasielærerne får det, og den stiger som det ser ud nu fra 500 kroner til 2000 kroner om måneden. En ting vi, erhvervsskolernes undervisnings personale, har pointeret for de folk der skal forhandle for os mange gange. Men er det kommet med? Nix. Jeg troede de skulle forhandle på vores vegne, ikke bare ignorere os. Anna Marie er også godt sur i skralden på dem, for de bliver ved med at sende mails ud om at de gerne vil have kommentarer til de sidste nye udkast, men de kommentarer vi så kommer med kommer ingen vegne. Så tak for ... nada.
Nå ja, så er der jo også Joint Committee. Joint Committee er et samarbejde Grønland og Amerika imellem på undervisningsområdet. I starten af året skrev de ud til skolerne om forslag til projekter for mulige samarbejde mellem undervisningsinstitutioner her og over there. Og det skrev jeg sig. Jeg skrev et flere siders forslag om udveksling af engelsk lærere mellem grønland og USA, med en masse argumentation om hvorfor det kunne være en god idé og hvordan det kunne lade sig gøre. Blandt de indkommende forslag skulle så udvælges en tre til fem stykker, der så skulle med til konference i US of A i april. Min blev valgt og var med til konferencen og siden har jeg så ventet på noget som helst der bare ligner et resultat. Før sommer blev jeg lovet feedback først i maj, da det ikke skete blev det så til en lovning om feedback inden sommerferien indtræf. Sommerferien er så både kommet og gået igen og nu har jeg så at vide at efter næste tirsdag kan jeg godt vente noget, da de har møde der. Og for resten er den person, der havde med erhvervsskolerne at gøre, skiftet job. Og ingen har så taget faklen op efter ham/hende. Men det skulle der så kommer efter tirsdag. Og alt det her fik jeg jo selvfølgelig kun at vide fordi jeg skrev en mail for at finde ud af om de havde glemt mig/os. Så engang næste år?
Og Camilla sendte for halvanden måned siden en film til fremkaldelse fra hendes analog kamera. Hun fik en seddel på og fik at vide at der nok ville gå tre til fire uger før de var fremkaldt. Damn, tre uger for en film? Blev de sendt til DK eller hvad? Næh, de bliver sendt til Nuuk og der har de så enten enormt travlt med alle mulige andre billeder eller også har de så overhovedet ikke travlt med at lave noget som helst. Det korte og det lange er så at en måned senere var billederne ikke kommet tilbage. Faktisk var de fuldstændigt forsvundet ud af systemet. Great. Så ikke nok med at man skal vente sindssygt lang tid, man skal også vente sindssyg lang tid forgæves. Grrr….
Puha, det udviklede sig da vist til lidt af en brokke blog. Nå, men så må jeg jo se om jeg ikke kan være lidt mere munter næste gang, for jeg kan jo godt lide det heroppe. Nogen gange virker det hele bare en smule.. ineffektivt. Det kan være jeg burde bruge en uges tid på at finde de steder hvor grønland er effektivt. Umiddelbart vil en sådan liste indeholde taxa chauffører, lufthavnspersonalet, fangere og sne-vejrydnings sjakket. Hmm.. Jeg tænker lige videre.
Snes.
Vores kollegium skulle være færdig med sin totale indvendige renovation før jul. Den er stadig ikke færdig. Hvis det ikke er materialer der mangler, så er det håndværkere der er ved at arbejde på noget andet, der så også skulle være færdig for hundrede år siden. Såsom vores nye Alderdomshjem, der skulle have været færdig for et par år siden. Det var de ved at bygge da jeg kom for 2 år siden. Det er så næsten færdigt. Så skulle det være indviet i august, som så blev september og det er så stadig ikke blevet færdigt, men vi er vist tæt på nu. Det eneste vi mangler på kollegiet nu er lidt maling hist og her, hvilket så også kun har taget dem 6 måneder. Men det er ikke så mærkeligt når man tænker på at det har taget 2-3 mand tre dage at male vores rygerum. De startede onsdag og fredag var de stadig ikke færdig. De har det altså også med at gøre det sværere for sig selv. Ikke noget med at tage borde og stole ud så man kan komme til, nej, det blev bare dækket til og så ellers i gang. Åbenbart i slowmotion. Som Dan og jeg snakkede om, så havde det nok været nemmere (for ikke at sige meget billigere) at få et par af os lærere til at male det over en weekend. Så svært er det altså heller ikke. Og så er det altså heller ikke blevet pænere. Hvide vægge? Tror nok jeg kunne klare det. Og på hurtigere tid.
Og så er der vores nye overenskomst der er ved at blive forhandlet. Sidste gang kom den ”kun” to år for sent, hvilket betød at ansatte fik lønforhøjelsen retroaktivit betalt for to år på en gang. Ikke dårligt med en rimelig stor bonus på en gang, men det må kunne gøres bedre. Hvilket de så lovede at gøre denne gang. Men vi skriver september og den nye skulle gælde fra april. I år. Og selve forhandlingerne er også ret så meget til grin. Dem der forhandler for os, hører åbenbart ikke efter og det eneste vi ser ud til pt. at få ud er den er en lønstigning på 4,5%, hvilket altså ikke er sårligt meget når vi det sidste år har fået prisstigning på 8-10% på visse varer og kan se frem til en husleje stigning på 15%. Så er 4,5% pludselig ikke særligt meget. Det kunne så hjælpe hvis vi fik tilskud for at have taget Pædagogikum, men nej. Det får man ikke på erhvervsskolerne. Gymnasielærerne får det, og den stiger som det ser ud nu fra 500 kroner til 2000 kroner om måneden. En ting vi, erhvervsskolernes undervisnings personale, har pointeret for de folk der skal forhandle for os mange gange. Men er det kommet med? Nix. Jeg troede de skulle forhandle på vores vegne, ikke bare ignorere os. Anna Marie er også godt sur i skralden på dem, for de bliver ved med at sende mails ud om at de gerne vil have kommentarer til de sidste nye udkast, men de kommentarer vi så kommer med kommer ingen vegne. Så tak for ... nada.
Nå ja, så er der jo også Joint Committee. Joint Committee er et samarbejde Grønland og Amerika imellem på undervisningsområdet. I starten af året skrev de ud til skolerne om forslag til projekter for mulige samarbejde mellem undervisningsinstitutioner her og over there. Og det skrev jeg sig. Jeg skrev et flere siders forslag om udveksling af engelsk lærere mellem grønland og USA, med en masse argumentation om hvorfor det kunne være en god idé og hvordan det kunne lade sig gøre. Blandt de indkommende forslag skulle så udvælges en tre til fem stykker, der så skulle med til konference i US of A i april. Min blev valgt og var med til konferencen og siden har jeg så ventet på noget som helst der bare ligner et resultat. Før sommer blev jeg lovet feedback først i maj, da det ikke skete blev det så til en lovning om feedback inden sommerferien indtræf. Sommerferien er så både kommet og gået igen og nu har jeg så at vide at efter næste tirsdag kan jeg godt vente noget, da de har møde der. Og for resten er den person, der havde med erhvervsskolerne at gøre, skiftet job. Og ingen har så taget faklen op efter ham/hende. Men det skulle der så kommer efter tirsdag. Og alt det her fik jeg jo selvfølgelig kun at vide fordi jeg skrev en mail for at finde ud af om de havde glemt mig/os. Så engang næste år?
Og Camilla sendte for halvanden måned siden en film til fremkaldelse fra hendes analog kamera. Hun fik en seddel på og fik at vide at der nok ville gå tre til fire uger før de var fremkaldt. Damn, tre uger for en film? Blev de sendt til DK eller hvad? Næh, de bliver sendt til Nuuk og der har de så enten enormt travlt med alle mulige andre billeder eller også har de så overhovedet ikke travlt med at lave noget som helst. Det korte og det lange er så at en måned senere var billederne ikke kommet tilbage. Faktisk var de fuldstændigt forsvundet ud af systemet. Great. Så ikke nok med at man skal vente sindssygt lang tid, man skal også vente sindssyg lang tid forgæves. Grrr….
Puha, det udviklede sig da vist til lidt af en brokke blog. Nå, men så må jeg jo se om jeg ikke kan være lidt mere munter næste gang, for jeg kan jo godt lide det heroppe. Nogen gange virker det hele bare en smule.. ineffektivt. Det kan være jeg burde bruge en uges tid på at finde de steder hvor grønland er effektivt. Umiddelbart vil en sådan liste indeholde taxa chauffører, lufthavnspersonalet, fangere og sne-vejrydnings sjakket. Hmm.. Jeg tænker lige videre.
Snes.
mandag, september 15, 2008
Svigermekanismen, stopknapper, blodigt opgør med guderne og plaster i moderigtige disneyfarver
Så er freden forbi og der er ingen steder at skjule sig… svigerfamilien er kommet! Ja, okay det er ikke hele familien, men blot svigerfar og svigermor der er kommet på besøg her i det grønlandske, men det er vel et eller andet sted også nok, når de bor hos os i vores tre værelses lejlighed i 14 dage. Ikke at det gør noget, det var ikke ment på den måde. Bare at mere end fire personer i vores lejlighed godt kan blive en smule klemt.
Men jo, Knud og Karin ankom til Maniitsoq sidste torsdag (altså den 4.) efter en tre dage i Kangerlussuaq (planlagt) med ture til indlandsisen, moskus kigning og andre eksotiske oplevelser. Torsdag skulle de have ankommet klokken 14 men flyveren i Sisimiut, der skulle mellemlande i Kangerlussuaq før den skulle videre til Maniitsoq og Nuuk, bestemte sig for at den ikke rigtig gad og virke længere, så Knud og Karin måtte vente til klokken 19 om aftenen før der blev sat en ny flyver ind. Så lettere forsinkede ankom de så til regnfulde Maniitsoq. For vejret var virkelig ikke noget at råbe hurra for. Tværtom. Vådt, overskyet, og til tider vindstød af den trælse slags. Det afholdte os fra at tage på en sejltur lørdag, men i stedet tog vi på hotellet og spiste fin middag i anledningen af Knud og Karins bryllupsdag. Efter middagen kom Tea og Marie forbi til et par øl. Hyggeligt.
Jeg skal måske lige indskyde at Marie er en af de nye lærere på den lige så nye efterskole der er kommet til byen. Hun er mor til Alma på fire (og et halv, ikke at forglemme) og kæreste med Mads, ligeledes lærer på den nye skole. Begge er på Camilla og undertegnedes alder, så der er lagt i kakkelovnen til et par gode venner. Mads har i hvert fald både passeret musik- og film testen. Og han har også spillet lidt rollespil, så jeg tror jeg har fundet en ny legekammerat.
Søndag var der så ved at være vejr til at man hvis man ikke var alt for kuldskær kunne tage en sejltur. Dog med forbehold for en jævn kold vind oveni. Knud og jeg tog med i Christians båd (måtte hellere sørge for lidt luksus på svigerfars første sejltur i det grønlandske) og Dan, Signe og Gorm i Gorms båd. Vi ville ud og fiske. Og det kom vi så. Også i den grad. Det vil sige jeg fiskede ikke så meget – vi har allerede en fryser hvori der er fint repræsenteret med både torsk og ørred, men hvad der mangler er rødfisk og laks. Og rødfisk var det denne søndags jagt var målet for. Desværre gjorde vinden og strømmen at linen på pilken ikke ville gå lige ned, men derimod fare af sted med strømmen. Og så kan man altså ikke fange rødfisk, der gerne gemmer sig i huller i havbunden på de godt 70-130 meters dybde. Kan man ikke få linen derned, kan man ikke få de røde lækkerbiskener. Til gengæld bed torskene på. Og på. Og på. Og på. vores pilkeliner har seks kroge og en af gangene fik Knud en torsk på hver krog! Og det var ikke småkravl. Det var flotte torsk. Men i guder, torsk har vi altså nok af, hvilket jeg da også prøvede at forklare svigerfar, men jeg tror han havde slået den selektive hørelse til, for han fik i hvert fald julelys i øjnene og hev den ene torsk ind efter den anden (og ofte flere af gangen). Hvis jeg bare vidste hvor sluk knappen var på den mand, for hvis der er en ting jeg har lært når man fisker, så er det at en ting er at fange fiskene, en anden er at de også skal renses og fileteres når man kommer hjem. Og det tager tid hvis det skal gøres ordentligt.
Men efter en lille times hiven torsk i land, forekom der en naturlig pause, hvilket jeg udnyttede til at få renset de fisk vi allerede havde fanget. Til dette havde jeg lånt Christians store bowie kniv – i ved sådan en rigtig crocodile dundee satan. Stor og skarp og meget effektiv. Lidt for effektiv viste det sig. Guderne har nemlig her de sidste par uger bestemt sig for at knive og jeg passer som fod i en styrthjelm. Så mig med stor kniv og mange torsk. Skær op, indvolde ud, næste, skær op, indvolde ud, næste, skær op, skær finger, indvolde ud, næste.. og at jeg har skåret et godt hak af min venstre langfinger opdager jeg så først efter jeg er færdig med at skære 10+ fisk. Der er simpelthen for koldt til at jeg kan mærke at min finger styrt bløder (næsten da). Det bløder i hvert fald og det vil bare ikke stoppe igen. Ret irriterende, men heldigvis stadigt så koldt at jeg ikke kan mærke noget. Halvanden time, 10 torsk, en pakke snotpapir og tre plastre senere er vi trygt hjemme igen og jeg fik renset mit sår under varmt vand og sæbe (av) og Camilla bliver sendt i byen efter plaster, siden vi selv var løbet tør. Og hvad finder hun? Disney plaster i moderigtige farver… Hun insistere stadig til den dag i dag på at der ikke var andet plaster i butikken, men jeg har nu min tvivl. Guderne havde dog ikke haft nok at sige til mig og mit forhold til knive.
Det siger sig selv at jeg med min blodige finger ikke kunne være til meget hjælp med fileteringen af de mange torsk, så det kom svigerfar helt automatisk til at stå for (hvilket vel kun er fair, når nu han selv insisterede på at fange dem – jeg må altså finde den mands stopknap). I stedet trak jeg mig ind til min computer for at gøre så lidt skade som muligt og bløde på så lidt som overhovedet muligt. Der gik dog ikke mere end en halv time før Camilla kom ind og med et venligt vink med en vognstang fortalte mig at det jo ikke kunne skade nogen hvis jeg nu så på, hvordan det nu var at man rent faktisk fileterede sådan en torsk (et emne vi har til stor debat i vores lille hjem, siden hverken jeg eller Camilla er særlig gode til det). Og det kunne hun da nok have ret i. NOT! Der gik ikke 2 minutter før jeg kom ind i køkkenet og så hvordan svigerfar flot og metodisk fileterede den ene fine torsk efter den anden før han havde vendt sig om mod mig og jeg samtidig rakte frem efter noget på køkkenbordet, så jeg fik spidsen af den smalle og meeegeeet skarpe fileterings kniv stukket ind i min højre ringfinger. Suk. Mig ind under den varme hane igen og fingeren i sæbevand, nu bare med højre hånd. Så næste morgen var jeg i skole og underviste med et blåt bambi plaster på den venstre hånd og et rødt junglebogen plaster på højre. Til gengæld var de så også både vand- og skidt afvisende! Kom ikke her.
Siden den søndag har jeg forsøgt at holde mig fra skarpe genstande (medmindre det har været den snaps svigerfamilien også har taget med, nam). Og det har hjulpet lidt på statistikken. Siden da har eg kun fået mindre rifter og et enkelt stik, der dog knap nok blødte. Så yay mig.
Men de sidste par uger har faktisk fløjet af sted, med mange ture (det skal man jo når man har gæster). Vi har set vandfald, døde hvaler, fanget ørred, prøvet både at sejle i godt vejr og lidt mere bølget, spist masser af fisk, moskus og andre godter. Inden de skal hjem igen skal vi stadig nå rensdyr, så det bliver en af de kommende dage. Lækkert. Det er helt rart med kødædere i huset (hehe, undskyld Camilla).
Ellers er der lagt i støbeskeen til et par gode kommende uger, med fødselsdag i klubben (ikke mig men enm af de andre altså), en mulig rensdyr jagt med Dan, indkøb af laks til røgning og så er Charles jo kommet tilbage til det grønlandske. Det bliver helt dejligt at få ham i røret en gang imellem. Heldigvis lyder det for ham som om der er væsentligt bedre forhold oppe ved disko, end der var hernede. Så det skal nok gå alt sammen. Nå jeg må stoppe. Klokken er mange og jeg skal op i morgen og undervise 55 videbegærlige unge mennesker.. *host host*.
Nat nat.
Men jo, Knud og Karin ankom til Maniitsoq sidste torsdag (altså den 4.) efter en tre dage i Kangerlussuaq (planlagt) med ture til indlandsisen, moskus kigning og andre eksotiske oplevelser. Torsdag skulle de have ankommet klokken 14 men flyveren i Sisimiut, der skulle mellemlande i Kangerlussuaq før den skulle videre til Maniitsoq og Nuuk, bestemte sig for at den ikke rigtig gad og virke længere, så Knud og Karin måtte vente til klokken 19 om aftenen før der blev sat en ny flyver ind. Så lettere forsinkede ankom de så til regnfulde Maniitsoq. For vejret var virkelig ikke noget at råbe hurra for. Tværtom. Vådt, overskyet, og til tider vindstød af den trælse slags. Det afholdte os fra at tage på en sejltur lørdag, men i stedet tog vi på hotellet og spiste fin middag i anledningen af Knud og Karins bryllupsdag. Efter middagen kom Tea og Marie forbi til et par øl. Hyggeligt.
Jeg skal måske lige indskyde at Marie er en af de nye lærere på den lige så nye efterskole der er kommet til byen. Hun er mor til Alma på fire (og et halv, ikke at forglemme) og kæreste med Mads, ligeledes lærer på den nye skole. Begge er på Camilla og undertegnedes alder, så der er lagt i kakkelovnen til et par gode venner. Mads har i hvert fald både passeret musik- og film testen. Og han har også spillet lidt rollespil, så jeg tror jeg har fundet en ny legekammerat.
Søndag var der så ved at være vejr til at man hvis man ikke var alt for kuldskær kunne tage en sejltur. Dog med forbehold for en jævn kold vind oveni. Knud og jeg tog med i Christians båd (måtte hellere sørge for lidt luksus på svigerfars første sejltur i det grønlandske) og Dan, Signe og Gorm i Gorms båd. Vi ville ud og fiske. Og det kom vi så. Også i den grad. Det vil sige jeg fiskede ikke så meget – vi har allerede en fryser hvori der er fint repræsenteret med både torsk og ørred, men hvad der mangler er rødfisk og laks. Og rødfisk var det denne søndags jagt var målet for. Desværre gjorde vinden og strømmen at linen på pilken ikke ville gå lige ned, men derimod fare af sted med strømmen. Og så kan man altså ikke fange rødfisk, der gerne gemmer sig i huller i havbunden på de godt 70-130 meters dybde. Kan man ikke få linen derned, kan man ikke få de røde lækkerbiskener. Til gengæld bed torskene på. Og på. Og på. Og på. vores pilkeliner har seks kroge og en af gangene fik Knud en torsk på hver krog! Og det var ikke småkravl. Det var flotte torsk. Men i guder, torsk har vi altså nok af, hvilket jeg da også prøvede at forklare svigerfar, men jeg tror han havde slået den selektive hørelse til, for han fik i hvert fald julelys i øjnene og hev den ene torsk ind efter den anden (og ofte flere af gangen). Hvis jeg bare vidste hvor sluk knappen var på den mand, for hvis der er en ting jeg har lært når man fisker, så er det at en ting er at fange fiskene, en anden er at de også skal renses og fileteres når man kommer hjem. Og det tager tid hvis det skal gøres ordentligt.
Men efter en lille times hiven torsk i land, forekom der en naturlig pause, hvilket jeg udnyttede til at få renset de fisk vi allerede havde fanget. Til dette havde jeg lånt Christians store bowie kniv – i ved sådan en rigtig crocodile dundee satan. Stor og skarp og meget effektiv. Lidt for effektiv viste det sig. Guderne har nemlig her de sidste par uger bestemt sig for at knive og jeg passer som fod i en styrthjelm. Så mig med stor kniv og mange torsk. Skær op, indvolde ud, næste, skær op, indvolde ud, næste, skær op, skær finger, indvolde ud, næste.. og at jeg har skåret et godt hak af min venstre langfinger opdager jeg så først efter jeg er færdig med at skære 10+ fisk. Der er simpelthen for koldt til at jeg kan mærke at min finger styrt bløder (næsten da). Det bløder i hvert fald og det vil bare ikke stoppe igen. Ret irriterende, men heldigvis stadigt så koldt at jeg ikke kan mærke noget. Halvanden time, 10 torsk, en pakke snotpapir og tre plastre senere er vi trygt hjemme igen og jeg fik renset mit sår under varmt vand og sæbe (av) og Camilla bliver sendt i byen efter plaster, siden vi selv var løbet tør. Og hvad finder hun? Disney plaster i moderigtige farver… Hun insistere stadig til den dag i dag på at der ikke var andet plaster i butikken, men jeg har nu min tvivl. Guderne havde dog ikke haft nok at sige til mig og mit forhold til knive.
Det siger sig selv at jeg med min blodige finger ikke kunne være til meget hjælp med fileteringen af de mange torsk, så det kom svigerfar helt automatisk til at stå for (hvilket vel kun er fair, når nu han selv insisterede på at fange dem – jeg må altså finde den mands stopknap). I stedet trak jeg mig ind til min computer for at gøre så lidt skade som muligt og bløde på så lidt som overhovedet muligt. Der gik dog ikke mere end en halv time før Camilla kom ind og med et venligt vink med en vognstang fortalte mig at det jo ikke kunne skade nogen hvis jeg nu så på, hvordan det nu var at man rent faktisk fileterede sådan en torsk (et emne vi har til stor debat i vores lille hjem, siden hverken jeg eller Camilla er særlig gode til det). Og det kunne hun da nok have ret i. NOT! Der gik ikke 2 minutter før jeg kom ind i køkkenet og så hvordan svigerfar flot og metodisk fileterede den ene fine torsk efter den anden før han havde vendt sig om mod mig og jeg samtidig rakte frem efter noget på køkkenbordet, så jeg fik spidsen af den smalle og meeegeeet skarpe fileterings kniv stukket ind i min højre ringfinger. Suk. Mig ind under den varme hane igen og fingeren i sæbevand, nu bare med højre hånd. Så næste morgen var jeg i skole og underviste med et blåt bambi plaster på den venstre hånd og et rødt junglebogen plaster på højre. Til gengæld var de så også både vand- og skidt afvisende! Kom ikke her.
Siden den søndag har jeg forsøgt at holde mig fra skarpe genstande (medmindre det har været den snaps svigerfamilien også har taget med, nam). Og det har hjulpet lidt på statistikken. Siden da har eg kun fået mindre rifter og et enkelt stik, der dog knap nok blødte. Så yay mig.
Men de sidste par uger har faktisk fløjet af sted, med mange ture (det skal man jo når man har gæster). Vi har set vandfald, døde hvaler, fanget ørred, prøvet både at sejle i godt vejr og lidt mere bølget, spist masser af fisk, moskus og andre godter. Inden de skal hjem igen skal vi stadig nå rensdyr, så det bliver en af de kommende dage. Lækkert. Det er helt rart med kødædere i huset (hehe, undskyld Camilla).
Ellers er der lagt i støbeskeen til et par gode kommende uger, med fødselsdag i klubben (ikke mig men enm af de andre altså), en mulig rensdyr jagt med Dan, indkøb af laks til røgning og så er Charles jo kommet tilbage til det grønlandske. Det bliver helt dejligt at få ham i røret en gang imellem. Heldigvis lyder det for ham som om der er væsentligt bedre forhold oppe ved disko, end der var hernede. Så det skal nok gå alt sammen. Nå jeg må stoppe. Klokken er mange og jeg skal op i morgen og undervise 55 videbegærlige unge mennesker.. *host host*.
Nat nat.
søndag, august 31, 2008
min legekammerat har forladt mig
At arbejde i Grønland er nogle gange en mærkelig oplevelse. For en dansker er det sjældent en stilling du har tænkt dig at besidde resten af dit liv, og som oftest kun en mellemstation på de godt 2 til tre år, ja for nogle kortere. Selv skrev jeg kontrakt for tre år da jeg startede og har endnu ikke bestemt mig om det bliver ved de tre eller jeg tager et år mere. Mere end de 4 bliver det nok ikke.
Men er man på en arbejdsplads hvor folk i gennemsnit er i tre år, så betyder det også at en del udskiftning er en uundgåelig del af det daglige liv. De sidste par år er der en del der er smuttet fra vores lille ATI familie og i fredags betød det at vi måtte sige farvel til Karsten. Det var nu ikke kun ATI der måtte sige farvel til vores matematik og kemi lærer, men også mig helt personligt der måtte sige farvel til min betroede ven og kammesjuk. Jeg kan ikke tælle alle de gange Karsten og jeg har nørde-snakket computerspil, drukket en velfortjent øl i klubben mens vi indædt diskuterede de finere aspekter af popmusikkens indflydelse på vores liv og hvad der var godt og skidt, eller blot debatterede elever, undervisning, pædagogikum eller det altid populært emne kvinder over en smøg eller pibe i skolens rygerum. Han introducerede mig til klubben, var altid klar på en snak eller netcafe (men gik som regel før tid hvis han blev for frustreret over at blive dræbt for mange gange i træk) eller fik en mand til mand snak privat over en flaske rødvin. Han har om nogen (foruden Camilla) været min fortrolige og jeg kommer helt sikkert til at savne ham. Og jeg ved at han kommer til at savne os, og med lidt held mig.
For at sige farvel til Karsten på en behørig manér arrangerede vi torsdag eftermiddag en tur til Kangerluassuq, en nedlagt bygd. Vi var 15 af sted fra personalet og Camilla, inklusiv engangs grill med dertilhørende rensdyrkød, kartoffelsalt, salat, chips, øl, vand, vin, jordbær og naturligvis gaver til Karsten. Det skortede ikke på noget og selv vejret viste sig fra sin bedste side. Ikke en vind rørte sig mens vi dragede af sted i fem både. Det var en skøn og afslappet eftermiddag med masser af hygge, grill, bærplukning og fodbold. Et eller andet sted var det bare også lidt bedrøvet. Når man er nået så tæt på at tage af sted som Karsten var (han skulle af sted næste morgen), så var han kommet til ”sidste gang” stadiet. Det er sidste gang du rejser i båd her i landskabet. Det er sidste gang du nyder denne udsigt. Det er sidste grillstegte rensdyr, Sidste skoledag, sidste aften, sidste tur i klubben, sidste alt muligt. Lidt ligesom jeg havde det da jeg forlod Aalborg for to år siden. Og jeg kunne se det på ham, mens vi sejlede hjem mod byen igen. Han nød det. Landskabet. En sidste gang.
Nu lyder det så voldsomt at sige sidste gang. For jeg har da for eksempel siden hen været i Aalborg, men det var på besøg. Epoken var ligesom færdig og man er mere på gennemrejse end noget andet. Man er tilskuer og ikke deltager. Så uanset om Karsten kommer igen, så vil det være på besøg. Hvilket han da naturligvis er så hjertens velkommen til. Han har varslet et muligt julebesøg, men det kommer nok til at afhænge lidt af hvilken økonomisk situation han sidder i på det tidspunkt. For transaktionen fra Grønland til Danmark har ikke været uden økonomisk slagside for den stakkels mand. For eksempel får vi at vide, når vi bliver ansat, at de betaler for vores rejse og flytning både frem og tilbage. Hvad de ikke fortæller, er så at de kun betaler for vores tilbagerejse hvis vi ikke har taget ferie. Forstået på den måde at det ferierejsetilskud vi hvert år modtager (ca. 8.000 efter skat) skal bruges til vores tilbagerejse. Noget Karsten ikke vidste da han tog til Danmark denne sommer, var til jobsamtale, fik jobbet og tog tilbage for at gøre sine affærer i orden. Pludselig skulle han selv betale sin hjemrejse. Øv. Og så er der hans nye lejlighed, der lige koster en husleje + tre måneders husleje forud + tre måneders husleje i depositum. Gud bedre det. Tror de man har et pengetræ i baghaven når man skal leje lejlighed eller hvad?
Men Karsten er nu ved godt mod. Han glæder sig til sit nye job som Adjunkt og eftersom banken har været samarbejdsvillig, kan han tage til DK med fornyet mod og en god oplevelse rigere fra os. Spørgsmålet er bare hvad jeg lige gør nu min lejekammerat er forsvundet?
tirsdag, august 19, 2008
nuuk seminar over and out
Puha. Det var så tre dages intensivt seminar holdning i grønlandsk hovedstad. I tæt parløb med Jens Thostrup har vi formidlet, eller i hvert fald forsøgt, at formidle kunsten at bruge det interaktive white board SmartBoard for undervisere fra adskillige forskellige undervisningsinstitutioner. Med Jens som primus motor indenfor den del af seminaret der havde med selve SmartBoardet at gøre – det vil sige alt hvad der hed brug af selve boardet, brug af software, undervisning og øvelser, og mig som praktiske gris der løb rundt bag kulissen og sørgede for at diverse rum var klar med tændte computere, at opgaverne var de rigtige steder, at der var logget ind, og de mest forudseelige ting så rent faktisk var forudset. Vores succes kriterier var at seminar deltagerne med det her seminar kunne blive fortrolige både med smartboardet og det software der hører sig til. Og at de efter seminaret var blevet så fortrolige med det at de havde lyst og mod på at tage Smartboardet i brug i undervisning og/eller til møder på deres respektive undervisningsinstitutioner. Og det tror jeg faktisk også vi nåede langt hen af vejen. Sådan da.
Seminaret var delt i to. Der var en dag et, man kunne nøjes med at deltage i, hvis man ikke havde tre dage af give af. På denne dag fik man alle værktøjerne. Man lærte gennem forskellige øvelser hvilke muligheder SmartBoardet rummede, men denne dag var om noget ment som en øjenåbner, og den reelle træning i brug af SmartBoardet faldt først på dag 2 og 3. Her fik de stillet mere åbne opgaver hvor de bl.a. skulle lave et undervisningsmateriale til SmartBoardet ud fra et visuelt indtryk (foto, maleri, film, symbol etc.), da der kan være en tendens hos lærere at basere sin undervisning på baggrund af tekst (jeg ved jeg i hvert fald godt kan falde i den fælde). Og så kan I tro der skete ting og sager ude i de små grupper. Der blev indspillet film, optaget lyd, lavet fotosafari, fundet billeder på nettet og udtænkt kreative løsninger, der mere end noget retfærdiggjorde seminarets eksistens berettigelse. Folk tog virkelig fat og begyndte at bruge de værktøjer de var blevet introduceret til dagen forinden.
Selv var jeg med i en gruppe sproglærere (læs modne kvinder) fra Sprogcenteret, der underviste på begynderniveau i henholdsvis engelsk, dansk og grønlandsk. Sammen med dem fik vi lavet et undervisnings materiale til grønlandsk om det at præsentere sig selv. Så vi indspillede på films et møde mellem mig og Nanna (grønlandsk læreren) hvor vi på grønlandsk havde en dialog der gik noget med ”goddag”, ”goddag, jeg hedder Nanna, hvad hedder du?”, ”Jeg hedder René”, ”Er det sandt? Hvordan har du det?”, ”Jeg har det fint, hvad med dig?”, ”jeg har det fint”. Meget basic, men ud fra den film tog vi så still billeder og lavede talebobler man kunne trykke på med de enkelte linjer udtalt langsom som vi havde indspillet via en mikrofon i computeren. Meningen var så at man som elev i en undervisningssituation skulle se filmen først, derefter gennemgå det der blev sagt via stillbillederne, hvor man kunne høre teksten gentaget langsommere. Herefter skal man så gå ud og gentage samtalen to og to. Enkelt og ret så genialt, hvis vi selv skal sige det. Og det tog ikke mere end et par timer, da vi først havde bestemt os for hvad det var vi ville. Og det virkede. Fantastisk. Fagre nye verden.
Men den fagre nye verden var ikke altid en team player. For det var altså ikke fuldstændigt uproblematisk at være på det flotte nye universitet. Det trådløse internet brillerede ved sit konstante fraværd, hvilket gjorde at kursisterne ikke kunne sidder ved deres egne bærbare (som vi havde bedte dem tage med) og samtidig være på nettet eller skolens netværk. Der måtte vi fortrække til noget af uuniversitetets stationære computere, der da virkede fint, men… vi havde ikke administrator rettigheder så vi kunne ikke installere programmer på dem som vi kunne have brug for (for eksempel kunne vi ikke installere Centra som var et af de værktøjer vi skulle bruge på tredje dagen, hvilket vi så måtte skyde en hvid pind efter). Vi kunne heller ikke installere noget på de computere der var tilsluttet de forskellige smartboard, hvilket var lettere irriterende. Men vi lærte at se det positive i det der virkede og arbejde uden om det der ikke virkede. Det er jo grønland og man udvikler lidt hård hud når det kommer til den slags. Og heldigvis var kursisterne ved godt mod hele vejen, hvilket også gjorde vores arbejde en hel del nemmere. Folk, inklusiv Jens og undertegnede, var dog blevet lidt matte på tredje dagen og oplæg om nye værktøjer til brug af kommunikation over nettet blev lidt for meget af det gode. De havde simpelthen nået smertegrænsen af hvor meget nyt man kan kapere og det var svært at kapere for de fleste. Og det hjalp jo ikke at man ikke kunne afprøve det, idet det ikke var installeret på de stationære computere.
Alt i alt var det faktisk et ret så vellykket seminar hvis jeg selv skal sige det. Og efter vores evaluering, er det også det indtryk jeg får at deltagerne sidder tilbage med. De har lært meget og fået tid og lov til at selv at prøve, og lege. At de ikke nødvendigvis alle løbet ud og bruger boardet i alt deres undervisning fra nu af, gør ikke så meget. Til det skal der en del mere træning til. Men som deltagerne udtrykte det, så har de fået et værktøj de kan tænke ind i undervisningen, der giver nogle muligheder for en hel anden åben og afvekslende form for undervisning.
For os som afviklere var det også godt og vi sidder til bage med en god fornemmelse. Der er ting der helt klart skal ændres, men i de store linjer lykkedes vores projekt. Planen er at vi gentager seminaret til januar i Sisimiut med nye deltagere, hvilket jeg da kun kan glæde mig til. Men da håber jeg så at vi i stedet for to personer, er tre, som det først var planlagt. Det har fra starten været et samarbejde mellem Jens, Barfuss Ruge fra Sprogcentreret og undertegnede, men Barfus kunne først ikke komme før mandag morgen, så blev det mandag aften og så blev hendes fly aflyst. Og det kunne man altså godt mærke. Det manglede lige fra vores (Jens og mig) side, det sidste overblik og indre ro, til at få styr på de små detaljer som navneskilte, at tage billeder og være det lille skridt foran og hele tiden at kunne være rundt til alle grupperne. Vi var ude ved grupperne så meget som muligt, men der var et par gange hvor man løb lidt hurtigt og egentlig godt kunne bruge en lille pause. Men siden næste (hvis det bliver til noget) seminar skal være i Sisimiut, så får Barfus nok ikke det store problem med at ankomme. Så må vi jo bare håbe at det ikke er mig eller Jens der står med det problem. Heroppe kan man jo aldrig vide. Og Sisimiut i januar er jo altid spændende.
Nu synes jeg i hvert fald jeg har fortjent en god lang weekend… men der er lige en hel del undervisning der skal forberede og fyres af, inden jeg kan holde weekend og sove længe. Men nej hvor bliver det dejligt. Uh, i mogrne kan jeg dog sove længe, eftersom vi første skal med flyveren klokken 11.55, og de har morgenmad på hotellet helt til klokken 10. Så gæt hvem der skal sove heeeeeelt til klokken 9?
Yay.
Seminaret var delt i to. Der var en dag et, man kunne nøjes med at deltage i, hvis man ikke havde tre dage af give af. På denne dag fik man alle værktøjerne. Man lærte gennem forskellige øvelser hvilke muligheder SmartBoardet rummede, men denne dag var om noget ment som en øjenåbner, og den reelle træning i brug af SmartBoardet faldt først på dag 2 og 3. Her fik de stillet mere åbne opgaver hvor de bl.a. skulle lave et undervisningsmateriale til SmartBoardet ud fra et visuelt indtryk (foto, maleri, film, symbol etc.), da der kan være en tendens hos lærere at basere sin undervisning på baggrund af tekst (jeg ved jeg i hvert fald godt kan falde i den fælde). Og så kan I tro der skete ting og sager ude i de små grupper. Der blev indspillet film, optaget lyd, lavet fotosafari, fundet billeder på nettet og udtænkt kreative løsninger, der mere end noget retfærdiggjorde seminarets eksistens berettigelse. Folk tog virkelig fat og begyndte at bruge de værktøjer de var blevet introduceret til dagen forinden.
Selv var jeg med i en gruppe sproglærere (læs modne kvinder) fra Sprogcenteret, der underviste på begynderniveau i henholdsvis engelsk, dansk og grønlandsk. Sammen med dem fik vi lavet et undervisnings materiale til grønlandsk om det at præsentere sig selv. Så vi indspillede på films et møde mellem mig og Nanna (grønlandsk læreren) hvor vi på grønlandsk havde en dialog der gik noget med ”goddag”, ”goddag, jeg hedder Nanna, hvad hedder du?”, ”Jeg hedder René”, ”Er det sandt? Hvordan har du det?”, ”Jeg har det fint, hvad med dig?”, ”jeg har det fint”. Meget basic, men ud fra den film tog vi så still billeder og lavede talebobler man kunne trykke på med de enkelte linjer udtalt langsom som vi havde indspillet via en mikrofon i computeren. Meningen var så at man som elev i en undervisningssituation skulle se filmen først, derefter gennemgå det der blev sagt via stillbillederne, hvor man kunne høre teksten gentaget langsommere. Herefter skal man så gå ud og gentage samtalen to og to. Enkelt og ret så genialt, hvis vi selv skal sige det. Og det tog ikke mere end et par timer, da vi først havde bestemt os for hvad det var vi ville. Og det virkede. Fantastisk. Fagre nye verden.
Men den fagre nye verden var ikke altid en team player. For det var altså ikke fuldstændigt uproblematisk at være på det flotte nye universitet. Det trådløse internet brillerede ved sit konstante fraværd, hvilket gjorde at kursisterne ikke kunne sidder ved deres egne bærbare (som vi havde bedte dem tage med) og samtidig være på nettet eller skolens netværk. Der måtte vi fortrække til noget af uuniversitetets stationære computere, der da virkede fint, men… vi havde ikke administrator rettigheder så vi kunne ikke installere programmer på dem som vi kunne have brug for (for eksempel kunne vi ikke installere Centra som var et af de værktøjer vi skulle bruge på tredje dagen, hvilket vi så måtte skyde en hvid pind efter). Vi kunne heller ikke installere noget på de computere der var tilsluttet de forskellige smartboard, hvilket var lettere irriterende. Men vi lærte at se det positive i det der virkede og arbejde uden om det der ikke virkede. Det er jo grønland og man udvikler lidt hård hud når det kommer til den slags. Og heldigvis var kursisterne ved godt mod hele vejen, hvilket også gjorde vores arbejde en hel del nemmere. Folk, inklusiv Jens og undertegnede, var dog blevet lidt matte på tredje dagen og oplæg om nye værktøjer til brug af kommunikation over nettet blev lidt for meget af det gode. De havde simpelthen nået smertegrænsen af hvor meget nyt man kan kapere og det var svært at kapere for de fleste. Og det hjalp jo ikke at man ikke kunne afprøve det, idet det ikke var installeret på de stationære computere.
Alt i alt var det faktisk et ret så vellykket seminar hvis jeg selv skal sige det. Og efter vores evaluering, er det også det indtryk jeg får at deltagerne sidder tilbage med. De har lært meget og fået tid og lov til at selv at prøve, og lege. At de ikke nødvendigvis alle løbet ud og bruger boardet i alt deres undervisning fra nu af, gør ikke så meget. Til det skal der en del mere træning til. Men som deltagerne udtrykte det, så har de fået et værktøj de kan tænke ind i undervisningen, der giver nogle muligheder for en hel anden åben og afvekslende form for undervisning.
For os som afviklere var det også godt og vi sidder til bage med en god fornemmelse. Der er ting der helt klart skal ændres, men i de store linjer lykkedes vores projekt. Planen er at vi gentager seminaret til januar i Sisimiut med nye deltagere, hvilket jeg da kun kan glæde mig til. Men da håber jeg så at vi i stedet for to personer, er tre, som det først var planlagt. Det har fra starten været et samarbejde mellem Jens, Barfuss Ruge fra Sprogcentreret og undertegnede, men Barfus kunne først ikke komme før mandag morgen, så blev det mandag aften og så blev hendes fly aflyst. Og det kunne man altså godt mærke. Det manglede lige fra vores (Jens og mig) side, det sidste overblik og indre ro, til at få styr på de små detaljer som navneskilte, at tage billeder og være det lille skridt foran og hele tiden at kunne være rundt til alle grupperne. Vi var ude ved grupperne så meget som muligt, men der var et par gange hvor man løb lidt hurtigt og egentlig godt kunne bruge en lille pause. Men siden næste (hvis det bliver til noget) seminar skal være i Sisimiut, så får Barfus nok ikke det store problem med at ankomme. Så må vi jo bare håbe at det ikke er mig eller Jens der står med det problem. Heroppe kan man jo aldrig vide. Og Sisimiut i januar er jo altid spændende.
Nu synes jeg i hvert fald jeg har fortjent en god lang weekend… men der er lige en hel del undervisning der skal forberede og fyres af, inden jeg kan holde weekend og sove længe. Men nej hvor bliver det dejligt. Uh, i mogrne kan jeg dog sove længe, eftersom vi første skal med flyveren klokken 11.55, og de har morgenmad på hotellet helt til klokken 10. Så gæt hvem der skal sove heeeeeelt til klokken 9?
Yay.
fredag, august 15, 2008
kosmisk humor når den er værst
Der er et eller andet ved Nuuk. Storbyen. Grønlands nerve. Der er helt sikkert et eller andet ved Nuuk. Provinshullet der har det hele i små mængder. Det vil sige den har næsten det hele. Men irritationsmomenter er der en masse.
Jeg ankom i dag med flyveren lidt i tre og tog direkte ud på universitetet hvor seminaret skal slå sine folder fra på søndag. Her fik jeg en snak med vores underviser, Jens Thostrup, den flinke mand jeg også var til møde med i Sisimiut. Vi fik os en snak med Klaus, universitetets IT-ansvarlige, en forholdsvis ung grønlænder der så ud til at have rimeligt styr på det, bortset fra at det trådløse net var meget ustabilt, men det er nu ikke nødvendigvis universitetets skyld. I tilfælde af tvivl, giv TELE Grønland skylden. Man tager som regel ikke helt fejl. Efter lidt snak frem og tilbage kunne vi godt se at det ikke blev helt problemfrit, men Jens og jeg er overbevidst om at det nok skal kunne lade sig gøre, men måske må vi gå lidt på kompromis her og der. Klip en hæl og hak en tå og alt det der.
Efter en time i universitetets bygninger, der for resten er helt nye og ret lækre (mere om det en anden gang), så tog jeg en taxa til hotellet. Og det var først nu mine problemer skulle til at begynde. Efter lidt powershopping (mest ting på Camillas indkøbsliste.. tsk) ville jeg sætte min computer til på hotelværelset og så var det det slog mig… ingen stikkontakter med jord. Til dem der kun taler blond (som min receptionist meget charmerende udtrykte) så er en stikkontakt med jord når den har tre huller. Det er gerne nødvendigt til de fleste strømstik til for eksempel en bærbar. Og siden jeg skal have forberedt en del seminar ting og sager inden vi starter på søndag så er det ret så vigtigt at jeg kan få noget strøm på min computer. Ja, jeg kunne bare have taget en stikdåse med, men det glemte jeg. Nu er skaden ikke større end man kan gå ned i receptionen og låne en stikdåse. Troede jeg. Jeg mener, det kunne da jeg var her sidst, hvilket vil sige marts eller noget. Men denne gang var der ingen hjælp at hente. Receptionisten undskyldte men det havde de ikke, og hun beklagede at værelserne ikke var udstyret med stik med jord, men det var ved at blive ændret, men krævede lidt mere tid og mange bestemmelser fra højere lag og bla bla bla. Det hjalp mig jo ikke her og nu. Ikke andet for end at gå ud og investere i en ny stikdåse – nu med jord. Brugsen, der har en står afdeling ovenpå med alskens køkkenudstyr, ledninger, og alt det den slags, virkede som et udmærket bud. Og her var der da også masser af forlængerledninger og stikdåser. Men var der en eneste med jord? Nej. Det vil sige at der stik med tre huller, der var bare ingen ledning på, så det var lidt ”du skal lave det selv for den slags bruger vi altså ikke her i byen” melding man fik ud af det. Jeg var nu ved at være ret så desperat. Jeg mener computeren kan måske køre to timer på batteriet, men det er altså ikke nok, når jeg havde tænkt mig at bruge det meste af lørdag på at arbejde med tekster til seminaret– foran computeren.
Og hvad gør man når man desperat efter et tre-stik? Man køber et to-stik med den skumle intention om at lave et tredje hul med en skrue eller hvad men nu ellers lige kan få fingrene. Teorien holder meget godt. Så længe stikket får strøm fra de to ”almindelige” stik, så behøver det tredje ”unormale” stik ikke at have kontakt med noget, bare så længe der er plads til det. Men for at der kan være plads i den normale plastik, skal man lige lave hul først. Ak og ve, jeg var ved at slide mine fingre til blods mens jeg ridsede i plastikket, mens jeg sad og ventede på at min pizza blev færdig på Cafe Prego. Stikkontakten blev da ridset, men jeg fik ikke lavet det overbevisende hul jeg håbede på. Pizzaen blev færdig og jeg gik slukøret tilbage på hotellet, med udsigt til ingen film på computeren, KNR på tv og timers blodig kamp en ridset stikdåse. Oh ak, hvor smerte altså rimer på hjerte en gang imellem. I en sidste desperat handling gennemrodede jeg værelset en sidste gang i håb om at jeg havde overset stikket. Nej, ikke der, heller ikke der, og nej, der var heller ikke noget, ups skulle jeg have hevet den ud af væggen? Nå, det ordner de nok. Nej heller ikke der.. men hvad er det? Og pludselige oplystes himlen af englesang og trompeter, der fik gardinet til at vibrere og der... ved vinduet, under vindueskarmen bag ved gardinet – en stikdåse med fire vidunderlige stik ALLE MED JORD! Halleluja! Så alt den frustration til ingen verdens nytte. Stikket havde været der hele tiden, det var der åbenbart bare ingen der vidste.
Nogen gange kan man godt føle at man er pointen i en eller anden kosmisk vittighed.
Jeg ankom i dag med flyveren lidt i tre og tog direkte ud på universitetet hvor seminaret skal slå sine folder fra på søndag. Her fik jeg en snak med vores underviser, Jens Thostrup, den flinke mand jeg også var til møde med i Sisimiut. Vi fik os en snak med Klaus, universitetets IT-ansvarlige, en forholdsvis ung grønlænder der så ud til at have rimeligt styr på det, bortset fra at det trådløse net var meget ustabilt, men det er nu ikke nødvendigvis universitetets skyld. I tilfælde af tvivl, giv TELE Grønland skylden. Man tager som regel ikke helt fejl. Efter lidt snak frem og tilbage kunne vi godt se at det ikke blev helt problemfrit, men Jens og jeg er overbevidst om at det nok skal kunne lade sig gøre, men måske må vi gå lidt på kompromis her og der. Klip en hæl og hak en tå og alt det der.
Efter en time i universitetets bygninger, der for resten er helt nye og ret lækre (mere om det en anden gang), så tog jeg en taxa til hotellet. Og det var først nu mine problemer skulle til at begynde. Efter lidt powershopping (mest ting på Camillas indkøbsliste.. tsk) ville jeg sætte min computer til på hotelværelset og så var det det slog mig… ingen stikkontakter med jord. Til dem der kun taler blond (som min receptionist meget charmerende udtrykte) så er en stikkontakt med jord når den har tre huller. Det er gerne nødvendigt til de fleste strømstik til for eksempel en bærbar. Og siden jeg skal have forberedt en del seminar ting og sager inden vi starter på søndag så er det ret så vigtigt at jeg kan få noget strøm på min computer. Ja, jeg kunne bare have taget en stikdåse med, men det glemte jeg. Nu er skaden ikke større end man kan gå ned i receptionen og låne en stikdåse. Troede jeg. Jeg mener, det kunne da jeg var her sidst, hvilket vil sige marts eller noget. Men denne gang var der ingen hjælp at hente. Receptionisten undskyldte men det havde de ikke, og hun beklagede at værelserne ikke var udstyret med stik med jord, men det var ved at blive ændret, men krævede lidt mere tid og mange bestemmelser fra højere lag og bla bla bla. Det hjalp mig jo ikke her og nu. Ikke andet for end at gå ud og investere i en ny stikdåse – nu med jord. Brugsen, der har en står afdeling ovenpå med alskens køkkenudstyr, ledninger, og alt det den slags, virkede som et udmærket bud. Og her var der da også masser af forlængerledninger og stikdåser. Men var der en eneste med jord? Nej. Det vil sige at der stik med tre huller, der var bare ingen ledning på, så det var lidt ”du skal lave det selv for den slags bruger vi altså ikke her i byen” melding man fik ud af det. Jeg var nu ved at være ret så desperat. Jeg mener computeren kan måske køre to timer på batteriet, men det er altså ikke nok, når jeg havde tænkt mig at bruge det meste af lørdag på at arbejde med tekster til seminaret– foran computeren.
Og hvad gør man når man desperat efter et tre-stik? Man køber et to-stik med den skumle intention om at lave et tredje hul med en skrue eller hvad men nu ellers lige kan få fingrene. Teorien holder meget godt. Så længe stikket får strøm fra de to ”almindelige” stik, så behøver det tredje ”unormale” stik ikke at have kontakt med noget, bare så længe der er plads til det. Men for at der kan være plads i den normale plastik, skal man lige lave hul først. Ak og ve, jeg var ved at slide mine fingre til blods mens jeg ridsede i plastikket, mens jeg sad og ventede på at min pizza blev færdig på Cafe Prego. Stikkontakten blev da ridset, men jeg fik ikke lavet det overbevisende hul jeg håbede på. Pizzaen blev færdig og jeg gik slukøret tilbage på hotellet, med udsigt til ingen film på computeren, KNR på tv og timers blodig kamp en ridset stikdåse. Oh ak, hvor smerte altså rimer på hjerte en gang imellem. I en sidste desperat handling gennemrodede jeg værelset en sidste gang i håb om at jeg havde overset stikket. Nej, ikke der, heller ikke der, og nej, der var heller ikke noget, ups skulle jeg have hevet den ud af væggen? Nå, det ordner de nok. Nej heller ikke der.. men hvad er det? Og pludselige oplystes himlen af englesang og trompeter, der fik gardinet til at vibrere og der... ved vinduet, under vindueskarmen bag ved gardinet – en stikdåse med fire vidunderlige stik ALLE MED JORD! Halleluja! Så alt den frustration til ingen verdens nytte. Stikket havde været der hele tiden, det var der åbenbart bare ingen der vidste.
Nogen gange kan man godt føle at man er pointen i en eller anden kosmisk vittighed.
tirsdag, august 12, 2008
Konfliktens anatomi
I disse dage er jeg på kursus. Ikke ude af byen kursus, men derimod på kursus på skolen kursus. ATI har nemlig investeret i et par (fire for at det skal være helt rigtigt) konflikt pædagoger til at holde et kursus for alle elever og personale på skolen om konflikt håndtering. Jeg tvivler på deres titel er konflikt pædagoger, men det er lidt det de gør – formidler viden om konflikt på en pædagogisk måde og forsøger at få os til at blive bedre til at håndtere konflikt gennem øvelser, workshop, leg, spil og dans (!).
De ankom fredag eftermiddag og der gik ikke lang tid før at vi, hvilket vil sige det meste af lærerstaben, og de fire nyankomne (Steen, Kjeld, Susan og Lene) havde aftalt at søndag skulle vi ud og sejle. Der var bare lige et orienteringsløb vi skulle have overstået lørdag. For at skabe en god introduktion til ATI som, havde vi i lærergruppen arrangeret et orienteringsløb, der gav eleverne muligheden for at lærer Maniitsoq at kende lidt bedre. Eleverne blev delt ind 10 mindre grupper og skulle nu løbe rundt efter kort i jagt på diverse poster, både ubemandede og bemandede. Opgaverne var mange og ret så varierede: her var rejse telt på tid, gruppelængdespring, måle omkredsen af et hus med kun et halvanden meter målebånd, tælle trappetrin op til Eiffeltårnet (der er enten 229 eller 230), spørgsmål der kun kan besvares ved at finde statuer og så videre. Selv stod jeg for den store quiz. Det var 10 spørgsmål om Grønland, Maniitsoq og grønlandsk politik. Spørgsmål som hvad er navnet på landsstyrets formand, hvor mange procent af grønland der er dækket af is, hvad den nye Sisimiut-Maniitsoq storkommune skal hedde, krydret med sig de fem største grønlandske byer i den rigtige rækkefølge og andre små spidsfindigheder. Der var overraskende mange dygtige elever der kunne svare på rigtig mange, men overraskende få der kunne svare på den om de fem største byer.
Men det fik vi så lørdag eftermiddag til at gå med, eleverne der løb rundt i byen på jagt efter lærdom, de lovede præmier og den store håne ret, og os der sørgede for at posterne var bemandede uanset om det egentlig var lidt koldt derude i solen. Halv fem var vi færdige og dysten blev afløst af grill i skolegården. Grillstegt moskus med salat og kartoffelsalat er nu ikke det værste man kan komme ud for.
Søndag stod den så på en sejltur med noget der må betegnes som en vaskeægte ATI konvoj. Ikke to, ikke tre, ikke fire men fem både blev det til. Det orange lyn (Madicken), Jambo (Anna Marie og Chr’s båd), Ruby (Pers), Skolejollen, og til sidst Gorms båd skulle der til for at får plads til os alle (9 personale og de 4 danske konflikt pædagoger). Vi tog en tur op til Sermilinguaq også kendt som fuglefjeldet, eller fuglefjeldsfjorden. Og man skulle næsten tro at turen var bestemt på forhånd. Der var overskyet da vi tog af sted men humøret var højt og der gik heller ikke lang tid før de første hvaler var spottet. Og efter ankomst til selve fjorden klarede vejret op til et strålende solskin mens vi sad på en sammenbunden flåde af de fem både bundet sammen og nød nybagte boller med røget laks. Det blev så efterfulgt af en tur indtil isgletscheren i bunden af fjorden (vi var inde og klappe lidt på den), flere hvaler og til sidst en givtig omgang torskefiskeri. Hvis man kun skal have én tur til Grønland, så kan det næppe være den værste tur man kan få. Vores gæster var i hvert fald meeeeeegeeeet glade for turen.
Og Camilla og jeg sluttede aftenen af med friskfangede torsk stegt på pande… mmmm. Det var godt.
Mandag begyndte så selve kurset de var kommet herop for og jeg må sige at indtil videre tror jeg faktisk at det har været en god beslutning at få dem herop. Ikke at der er super mange åbenlyse konflikter i skoleregi, men der er vel altid noget. Og der er helt sikkert nogle konflikter der ikke er åbenlyse. Det her kursus er for at vi alle kan få nogle værktøjer til at spotte signalerne på konflikter både hos andre men også sig selv, så man kan reagere i tide før konflikten har gået op i en sådan spids at den kan være svær at udrede. Specielt har jeg jo en forkærlighed for teori, og selve teorien omkring hvordan en konflikt optrappes, og kan kategoriseres, synes jeg jo er enormt fascinerende. Min indre universitets nørd er blevet slået til og jeg nyder kategoriseringens klarhed og min nye forståelse for konfliktens anatomi.
Uh, det blev vidst lidt… prætentiøst ord gejl. Men det lød godt.
Spændende er det i hvert fald og de næste par dage bliver nok ikke mindre spændende. Fælles dans i gården er heller ikke helt at fornægte. Bare ærgerligt at kurset fylder al vores arbejdstid, da jeg egentlig også skal have lavet nogle ting til den store SmartBoard seminar i Nuuk der starter på søndag. Det bliver så aftensarbejde, og det sidste må så blive fredag/lørdag hvor jeg alligevel skal sidde på et hotel værelse i Nuuk og stirre ud af vinduet. Jeg skal med flyveren fredag eftermiddag for at være klar søndag morgen, bah.. Men så kan jeg da få arbejdet om ikke andet. Og måske shoppet lidt i den store storby. Eller grønlands svar på et mellemstort dansk provinshul. Men de har pizzaria.. slurp. Det skal nok blive helt okay.
Men jeg vender tilbage når jeg er ankommet.
De ankom fredag eftermiddag og der gik ikke lang tid før at vi, hvilket vil sige det meste af lærerstaben, og de fire nyankomne (Steen, Kjeld, Susan og Lene) havde aftalt at søndag skulle vi ud og sejle. Der var bare lige et orienteringsløb vi skulle have overstået lørdag. For at skabe en god introduktion til ATI som, havde vi i lærergruppen arrangeret et orienteringsløb, der gav eleverne muligheden for at lærer Maniitsoq at kende lidt bedre. Eleverne blev delt ind 10 mindre grupper og skulle nu løbe rundt efter kort i jagt på diverse poster, både ubemandede og bemandede. Opgaverne var mange og ret så varierede: her var rejse telt på tid, gruppelængdespring, måle omkredsen af et hus med kun et halvanden meter målebånd, tælle trappetrin op til Eiffeltårnet (der er enten 229 eller 230), spørgsmål der kun kan besvares ved at finde statuer og så videre. Selv stod jeg for den store quiz. Det var 10 spørgsmål om Grønland, Maniitsoq og grønlandsk politik. Spørgsmål som hvad er navnet på landsstyrets formand, hvor mange procent af grønland der er dækket af is, hvad den nye Sisimiut-Maniitsoq storkommune skal hedde, krydret med sig de fem største grønlandske byer i den rigtige rækkefølge og andre små spidsfindigheder. Der var overraskende mange dygtige elever der kunne svare på rigtig mange, men overraskende få der kunne svare på den om de fem største byer.
Men det fik vi så lørdag eftermiddag til at gå med, eleverne der løb rundt i byen på jagt efter lærdom, de lovede præmier og den store håne ret, og os der sørgede for at posterne var bemandede uanset om det egentlig var lidt koldt derude i solen. Halv fem var vi færdige og dysten blev afløst af grill i skolegården. Grillstegt moskus med salat og kartoffelsalat er nu ikke det værste man kan komme ud for.
Søndag stod den så på en sejltur med noget der må betegnes som en vaskeægte ATI konvoj. Ikke to, ikke tre, ikke fire men fem både blev det til. Det orange lyn (Madicken), Jambo (Anna Marie og Chr’s båd), Ruby (Pers), Skolejollen, og til sidst Gorms båd skulle der til for at får plads til os alle (9 personale og de 4 danske konflikt pædagoger). Vi tog en tur op til Sermilinguaq også kendt som fuglefjeldet, eller fuglefjeldsfjorden. Og man skulle næsten tro at turen var bestemt på forhånd. Der var overskyet da vi tog af sted men humøret var højt og der gik heller ikke lang tid før de første hvaler var spottet. Og efter ankomst til selve fjorden klarede vejret op til et strålende solskin mens vi sad på en sammenbunden flåde af de fem både bundet sammen og nød nybagte boller med røget laks. Det blev så efterfulgt af en tur indtil isgletscheren i bunden af fjorden (vi var inde og klappe lidt på den), flere hvaler og til sidst en givtig omgang torskefiskeri. Hvis man kun skal have én tur til Grønland, så kan det næppe være den værste tur man kan få. Vores gæster var i hvert fald meeeeeegeeeet glade for turen.
Og Camilla og jeg sluttede aftenen af med friskfangede torsk stegt på pande… mmmm. Det var godt.
Mandag begyndte så selve kurset de var kommet herop for og jeg må sige at indtil videre tror jeg faktisk at det har været en god beslutning at få dem herop. Ikke at der er super mange åbenlyse konflikter i skoleregi, men der er vel altid noget. Og der er helt sikkert nogle konflikter der ikke er åbenlyse. Det her kursus er for at vi alle kan få nogle værktøjer til at spotte signalerne på konflikter både hos andre men også sig selv, så man kan reagere i tide før konflikten har gået op i en sådan spids at den kan være svær at udrede. Specielt har jeg jo en forkærlighed for teori, og selve teorien omkring hvordan en konflikt optrappes, og kan kategoriseres, synes jeg jo er enormt fascinerende. Min indre universitets nørd er blevet slået til og jeg nyder kategoriseringens klarhed og min nye forståelse for konfliktens anatomi.
Uh, det blev vidst lidt… prætentiøst ord gejl. Men det lød godt.
Spændende er det i hvert fald og de næste par dage bliver nok ikke mindre spændende. Fælles dans i gården er heller ikke helt at fornægte. Bare ærgerligt at kurset fylder al vores arbejdstid, da jeg egentlig også skal have lavet nogle ting til den store SmartBoard seminar i Nuuk der starter på søndag. Det bliver så aftensarbejde, og det sidste må så blive fredag/lørdag hvor jeg alligevel skal sidde på et hotel værelse i Nuuk og stirre ud af vinduet. Jeg skal med flyveren fredag eftermiddag for at være klar søndag morgen, bah.. Men så kan jeg da få arbejdet om ikke andet. Og måske shoppet lidt i den store storby. Eller grønlands svar på et mellemstort dansk provinshul. Men de har pizzaria.. slurp. Det skal nok blive helt okay.
Men jeg vender tilbage når jeg er ankommet.
søndag, august 03, 2008
Den store bloguge #7: Madicken flyver! (Ørredtur del 2)
Her følger nu anden del beretnigen om af René og co's fatastiske ørredtur.
Efter en tur på åbent hav var Tea og jeg ved godt mod. Glade fordi vi var i god behold, Madicken havde klaret testen til UG kryds og slange, og begyndte ret hurtigt at snakke om hele oplevelsen i muntre toner. Det var jo en oplevelse, blev vi enige om, alle andre oplevelser kan blive målt op imod. Er der lidt søgang og nogen siger ”det her er lige godt det værste jeg nogensinde har prøvet”, så kan vi se på dem med overbærende øjne, ryste sagte på hovedet og sige ”så skulle du have været med på den berømte ørred tur sommeren 2008, se det var søgang”. Og vi ville have haft ret. For det var en vild tur. Overbevist om at det værste var overstået kom farten igen op og turen gik fint lige indtil vi ramte farvandet foran Maniitsoq. Da dette farvand er forholdsvis åbent ud til havet, så kan det til tider være meget vind og bølger. Det var vi så ikke lige klar over at der var kommet siden vi havde taget turen den anden vej 13 timer tidligere. Jeg var dog godt klar over at det nogen gange kunne lidt slemt og skulle til at sætte farten lidt ned for en sikkerhedsskyld, men bølgerne kom mig i forkøbet. Med stor fart røg Madicken lige ind i en sidelæns bølge af de helt store. Den kom fra højre og fangede os i alt for stor fart og vippede os som om vi var dens nye legetøj. Båden væltede om så stejlt at hvis ikke Tea og jeg havde holdt fast i alt hvad der kunne holdes fast i, så var vi begge røget overbord. Bådens bagbord var nede og kysse vandet mens jeg kæmpede for at række op og nå speederen, hvilket jeg efter sekunders rædsel på siden og en alle stedsteds nærværende trussel om at vippe de sidste grader om, så en total kæntring var en realitet, fik gjort. Speederen gik i nul, bølgen lagde sig og situationen normaliserede sig. Eller så godt som. Vi var meget rystede. Hjertet bankede og skibets indhold i kahytten lå fuldstændigt hulter til bulter. Alt var kastet rundt, men intet manglede og intet havde tilsyneladende lidt overlast.
Den første del af turen hjem forløb fint, men da vi kom ud til pynten blev vi klar over at havet ikke bare havde tænkt sig at lege lidt med os. Den havde taget vanterne af, boksehandskerne på og nu skulle vi have tæsk. Bølgerne var blevet de adskillige meter + lidt ekstra - det eneste jeg måler det efter er at dan fortalte at vi (Madicken) forsvandt i mellem bølgerne, så det lyder meget rigtigt, og så lige det faktum at Madicken fløj. Normalt når man er i bølger kan man nogen gange mærke hvordan forenden slipper kontakten med vandet og man få et lille bump. Det her var det samme bortset fra at vi over en bølgetop med for meget fart slap fuldstændigt. Hele båden var uden kontakt med vandet og hang frit i luften indtil tyngdekraften sørgede for at smadre os mod bølgerne igen, så hårdt at ryglænet på den ene stol knækkede og ting i kahytten blev kastet godt omkring. Pludselig var det hele ikke så pokkers sjovt længere. Og efter endnu en lufttur, blev Tea og jeg enige om at sætte farten så meget ned som vi kunne uden at det var bølgerne der styrede hvor vi skulle hen.
Efter 20 minutters kamp mod elementerne kom vi ud af bølgernes klamme hånd, drivvåde. Faktisk var min dragt drivvåd uden på af saltvand og inden i af koldsved. Det var noget af en tur. Lidt mere end godt var. Men hvad jeg ikke vidste, var at det værste stadig lod sig vente på.
Efter en tur på åbent hav var Tea og jeg ved godt mod. Glade fordi vi var i god behold, Madicken havde klaret testen til UG kryds og slange, og begyndte ret hurtigt at snakke om hele oplevelsen i muntre toner. Det var jo en oplevelse, blev vi enige om, alle andre oplevelser kan blive målt op imod. Er der lidt søgang og nogen siger ”det her er lige godt det værste jeg nogensinde har prøvet”, så kan vi se på dem med overbærende øjne, ryste sagte på hovedet og sige ”så skulle du have været med på den berømte ørred tur sommeren 2008, se det var søgang”. Og vi ville have haft ret. For det var en vild tur. Overbevist om at det værste var overstået kom farten igen op og turen gik fint lige indtil vi ramte farvandet foran Maniitsoq. Da dette farvand er forholdsvis åbent ud til havet, så kan det til tider være meget vind og bølger. Det var vi så ikke lige klar over at der var kommet siden vi havde taget turen den anden vej 13 timer tidligere. Jeg var dog godt klar over at det nogen gange kunne lidt slemt og skulle til at sætte farten lidt ned for en sikkerhedsskyld, men bølgerne kom mig i forkøbet. Med stor fart røg Madicken lige ind i en sidelæns bølge af de helt store. Den kom fra højre og fangede os i alt for stor fart og vippede os som om vi var dens nye legetøj. Båden væltede om så stejlt at hvis ikke Tea og jeg havde holdt fast i alt hvad der kunne holdes fast i, så var vi begge røget overbord. Bådens bagbord var nede og kysse vandet mens jeg kæmpede for at række op og nå speederen, hvilket jeg efter sekunders rædsel på siden og en alle stedsteds nærværende trussel om at vippe de sidste grader om, så en total kæntring var en realitet, fik gjort. Speederen gik i nul, bølgen lagde sig og situationen normaliserede sig. Eller så godt som. Vi var meget rystede. Hjertet bankede og skibets indhold i kahytten lå fuldstændigt hulter til bulter. Alt var kastet rundt, men intet manglede og intet havde tilsyneladende lidt overlast.
Lad os bare sige at turen hjem gik i et meget stille tempo og med en fornyet respekt for havet. Hjemme i havnen ventede de andre heldigvis med øl, og den var tiltrængt. Faktisk smagte den så godt at vi (Tea, Camilla og undertegnede) bestemte os for at gå i klubben om aftenen. Vi skulle lige hjem og rense fisk først. Dan havde været så flink at give os hans fisk (manden må jo være sindssyg), så i vores fryser ligger nu 11 lækre ørreder. Hurra!
Efter et hurtigt bad for at få det værste fiske ”duft” af, gik vi i klubben. Jeg havde lige en oplevelse der skulle behandles. Både den barske en af slagsen, men også den gode. Og det blev den så på behørig vis.
I daq står det på rigtig søndags afslapning. Cola, serier på tv og sofa. Ahh.. og i morgen må jeg lige ned til båden for at lave en skadesvurdering. Tingene blev jo smidt godt omkring. Men det må blive i morgen.
Nu vil stoppe fordi vi er løbet tør for cola, så den må hentes. Hej hej.
Den store bloguge #6: Mand versus naturen 1-0 (Ørredtur del 1)
I går var en oplevelse, set i alle ordets fineste facetter. Det var smukt, dejligt, lærerigt, indbringende, hyggeligt og farligt. Efter i går kan jeg nu krydse tre oplevelser af på ting jeg ikke længere behøver at prøve: fanget ørreder i en grønlandsk elv – tjek, sejlet i 3-4 meter høje bølger – tjek, ligget sidelæns i en kæmpebølge millimeter fra at kæntre - tjek.Jeg må sige at jeg i adskillige dage havde set frem til den her tur. Jeg mener hvem ville ikke det? En hyggelig tur i godt selskab for at tage hen til en elv/sø for at fange store lækre ørreder? Nej, det lyder helt forfærdeligt, ikke sandt? Det eneste minus var at vi skulle af sted såååå tidligt. Overraskende nok kom vi da op til tiden alligevel. Vi stod op klokken 6, samlede vores ting, fik lidt morgenmad og tog ned til havnen. Vejret var dejligt, lyst og i det hele taget lovede det til at blive en tur af de rigtig dejlige. En af dem turister betaler formuer for, mens vi lokale stort set ikke betaler mere end den benzin vi bruger – og selv den er billig. En liter benzin koster 4 kroner og 27 ører, og det er efter at den er blevet sat op med 50 ører her i sommerferien, til stor forbarmelse for en del (der ikke har kigget på benzinpriser ude i den store verden).
Destinationen var Qorqut, en sø halvanden times sejlads og 45 minutters gåtur herfra (ja, man skal jo i land for at komme op til søen). Sejlturen var, som så mange sejlture heroppe, billedskøn med skyfri himmel, storslået natur og skær, man skal undgår. Så det gælder om at kende den rigtige rute og den havde Christian på sin kortplotter, så med ham i spidsen, med Anna Marie, Tea og Sine ombord, fulgte Camilla og jeg efter i Madicken, mens Dan og Gorm var bagerste båd i vores lille konvoj. Humlen i vores tur til Qorqut var at vi skulle ud forbi et stykke kyst der ligger lige ud til havet. Og havet er ikke nødvendigvis for småbørn. Her er der vind og bølger, hvis det lige er det havet har lyst til den dag. Og det havde det så. Bølgerne var meget store og vores lille konvoj fik hurtigt gyngende grund under os. Der var skumsprøjt, vind og meterhøje bølger der skulle rides, og at være i en åben båd, som Madicken betyder at du er helt sikker på at blive våd. Heldigvis var både Camilla og jeg iført vores flydedragter og det var mere sjovt en egentlig farligt. Vi havde i hvert fald ikke fornemmelsen af at det var direkte uansvarligt det vi gjorde. Men det var da betryggende at have 2 andre både i nærheden, hvis nu uheldet skulle være ude. Men efter at have rundet pynten normaliserede vandet sig nogenlunde og vi ankom snart til vores destination. Her fik vi en lille omgang morgenmad nummer to inden vi gik i land.
Turen op til søen gik langs elven, og det hele mindede aller mest om noget taget fra en turist reklame, og det blev kun bedre da vi efter at have fundet et godt sted hvor søen snævrede ind. For her var der fisk. Også i den grad. Christian var den første til at få bid. Og efter kort tid havde alle fået der første ørreder. Nu er jeg ikke den store fisker. Jeg mener det er ingen kunst at pilke torsk i et hav hvor de nærmest kæmper om at bide på, og det her med at bruge en fiskestang, virkede som om at det krævede lidt mere talent en at putte en line i noget vand og vente på bid. Men det er det egentlig ikke. Der er godt nok lidt kaste teknik for at få blinket ud, men det er også lidt det. For de skal nok bide på. Nå, ja, for de fiskeinteresserede så skal det siges at vores ørreder blev fanger med blink og en spinder, det vil sige en krog der faktisk er tre kroge i hver sin retning, så når fisken bider fat, så kan den i realiteten får bidt over tre kroge på en gang og derfor have super svært ved at smide krogen. Så, nej det var ikke fluefiskeri (som jeg dog tror er lidt sværere). Efter et par timer havde vi fanget en god omgang ørreder og besluttede at det var tid til lidt frokost. Mmmmmmm… frisk varmrøget ørred og dertil frisk grillet ørred med kartoffelsalat, bønnesalat, friskbagte boller med humus og oliven tapanade (den sidste er så ikke lige mig, men den slags er der jo andre der sætter pris på). Det var lækkert. Og efter frokost fangede vi så nogle flere ørreder. Jeg må lige blamere mig slev lidt her, for jeg fangede jo nok den ubestridt største og flotteste ørred overhovedet. Og det var så også den første ørred jeg fangede. Da jeg fik den på krogen var det hurtigt at mærke at det her var en fighter. Den gav absolut ikke op uden kamp og jeg skulle da gerne give den kamp, hvis det var det der skulle til. Så vi begav os ud i en evigtgyldig kamp om viljen til overlevelse – jægeren mod dyret, manden mod naturen, mano o mano, eller rettere mano o fisko. Det blev hevet og slidt, leet og grædt, bandet og svovlet, hevet ind og givet snor, og efter hvad som virkede som flere år, accepterede fisken endelig sit nederlag og jeg kunne holde min pris op til verden og råbe så højt jeg kunne ”MAND VERSUS NATUR 1-0!” At det så i løbet af dagen blev noget lignende mand versus natur 6-23, behøver jeg jo ikke at råbe nogen steder.
Efter et par timer meres kamp mod naturens udsendte, så bestemte vi os for at det var tide at vende snuden hjemad. Sammenlagt havde vi det der lignede 30 flotte ørreder og jeg var ret glad for de fem respektindgydende og blændende eksemplarer jeg personligt havde føjet til puljen. Siden Tea gerne ville prøve at sejle i en åben båd, fik hun flydedragten på i stedet for min kone og vi satte ad sted mod hvad vi troede var en nogenlunde gentagelse af turen herind. Det blev det ikke ligefrem.
fredag, august 01, 2008
Den store bloguge #5: Rubber Duck og de nye ord
Så er jeg atter tilbage i det Maniitsoqske. Kun med en lettere forsinkelse og en mathed der kan mærkes. Jeg fik vist ikke den søvn jeg behøvede i nat. Kom i seng lidt før et og op klokken halv syv, for jeg ville se solformørkelse. Det kom jeg så ikke til.
Før jeg fortsætter skal jeg lige fortælle at jeg har lært et nyt ord mens jeg har været i Sisimiut: Havgus. Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut er havgus ”en tåge over land nær en kyst. Bruges om en kold tåge, der bevæger sig fra havet ind over land.” Og det var så hvad der skete i Sisimiut. Så er det åbenbart ikke kun i Manitsoq vi døjer med den.
Da jeg vågnede op, og var total klar på at se solformørkelse, var hele byen indhyllet i tæt, klam og kold tåge der var kommet krybende ind fra havet. Først tænkte jeg øv, nu får jeg ikke se solformørkelse. Og så tænkte jeg damn, hvad nu hvis den ikke er forsvundet når jeg skal af sted med flyveren tilbage til Maniitsoq klokken 12? Doh. Heldigvis vendte vinden (den der havde bragt tågen med sig) hen ad formiddagen og tågen begyndte så småt at trække sig.
Og så kom jeg hjem. Lidt i tre for at være mere præcis. Jeg nåede lige en time på skolen hvor jeg fik gjort de sidste aftaler så vi er klar på morgendagens store udflugt. Så godt som hele lærerstablen skal på en større tur. Både Dan, Sine, Anna Marie, Christian, Gorm, Tea, Camilla og naturligvis undertegnede. Otte styks fordelt i tre både. En lille convoy – nogen der sagde ”Rubber Duck”? Vi skal ud for at se om vi kan fange ørreder et godt stykke herfra. Og det er en tur der skal times, eftersom stedet ligger lidt inde i en vig, så vi skal ramme det højvande (åbenbart ikke til at komme ind ved lavvande), hvilket igen betyder at vi skal af sted allerede klokken 7.00 om morgenen, da turen tager to timer og højvande rammer klokken 9.00. heldigvis er der ikke mere jeg skal nå i dag. Jeg har sørget for båden er klar med masser af benzin. Camilla har købt ind til turen og det eneste der mangler er at pakke det sidste.
Så er det bare at komme ud af fjerene i morgen tidligt… Bah, tidligt op på en lørdag. Men man må jo lide for de store oplevelser. Godt jeg har en åben båd, så bliver det i hvert fald ikke noget problem med at holde sig vågen.
Jeg må hellere begynde at tænke på at komme i seng.
Nat nat.
Før jeg fortsætter skal jeg lige fortælle at jeg har lært et nyt ord mens jeg har været i Sisimiut: Havgus. Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut er havgus ”en tåge over land nær en kyst. Bruges om en kold tåge, der bevæger sig fra havet ind over land.” Og det var så hvad der skete i Sisimiut. Så er det åbenbart ikke kun i Manitsoq vi døjer med den.
Da jeg vågnede op, og var total klar på at se solformørkelse, var hele byen indhyllet i tæt, klam og kold tåge der var kommet krybende ind fra havet. Først tænkte jeg øv, nu får jeg ikke se solformørkelse. Og så tænkte jeg damn, hvad nu hvis den ikke er forsvundet når jeg skal af sted med flyveren tilbage til Maniitsoq klokken 12? Doh. Heldigvis vendte vinden (den der havde bragt tågen med sig) hen ad formiddagen og tågen begyndte så småt at trække sig.
Og så kom jeg hjem. Lidt i tre for at være mere præcis. Jeg nåede lige en time på skolen hvor jeg fik gjort de sidste aftaler så vi er klar på morgendagens store udflugt. Så godt som hele lærerstablen skal på en større tur. Både Dan, Sine, Anna Marie, Christian, Gorm, Tea, Camilla og naturligvis undertegnede. Otte styks fordelt i tre både. En lille convoy – nogen der sagde ”Rubber Duck”? Vi skal ud for at se om vi kan fange ørreder et godt stykke herfra. Og det er en tur der skal times, eftersom stedet ligger lidt inde i en vig, så vi skal ramme det højvande (åbenbart ikke til at komme ind ved lavvande), hvilket igen betyder at vi skal af sted allerede klokken 7.00 om morgenen, da turen tager to timer og højvande rammer klokken 9.00. heldigvis er der ikke mere jeg skal nå i dag. Jeg har sørget for båden er klar med masser af benzin. Camilla har købt ind til turen og det eneste der mangler er at pakke det sidste.
Så er det bare at komme ud af fjerene i morgen tidligt… Bah, tidligt op på en lørdag. Men man må jo lide for de store oplevelser. Godt jeg har en åben båd, så bliver det i hvert fald ikke noget problem med at holde sig vågen.
Jeg må hellere begynde at tænke på at komme i seng.
Nat nat.
torsdag, juli 31, 2008
Den store bloguge #4: Sisimiut, Buffy og den fæle homo sapiens danskimus turistus
Ahhh… Sisimiut, hvor har jeg savnet dig. Jeg kan ikke rigtig komme uden om at jeg er ret så jaloux på folk her i Sisimiut. Det er og bliver en dejlig by. Den er hyggeligt placeret op og ned mellem fjeldene, har en malerisk havn, og så er der bare lidt mere af alt gode – en hyggelig café, en boghandel, en biograf og så en stor brugs der bare har de bedste dvd tilbud i mands minde. Sidst jeg var her købte jeg en kæmpe stak danske dvd film (Kongekabalen, Brødre, Zappa m.fl.) for sølle 10 eller 20 kroner stykket. Så jeg vidste at jeg hellere måtte tjekke den ud, for det kunne jo være at de havde et eller andet super tilbud igen. Det kunne i hvert fald ikke skade at tjekke det ud. Og det havde de så. Også i den grad. Jeg fik 2 sæsoner af Buffy og 2 sæsoner af Angel for 50 kroner stykket!!! Vi taler altså om sprit nye fulde sæsoner (22 afsnit per sæson) af nogle af de bedste serier (synes jeg altså). Succes. Så dem fik jeg købt ret så hurtigt. Havde de haft flere forskellige sæsoner end de fire havde jeg også købt dem. Normalt kan en sæson koste mellem 200 og 500 kroner, så jeg har sparet en heeeel del.
Men det var nu ikke for shopping mulighederne jeg var kommet til byen. Nej jeg er på arbejde. Vi har jo et Smartboard seminar i uge 34 som jeg er en af arrangørerne af, og vi havde så planlægningsmøde. Så jeg var oppe lidt i seks eftersom jeg skulle være i lufthavnen lidt i syv. Lidt i otte var jeg så af sted med flyverne mod Sisimiut med en hurtig mellemladning i Kangerlussuaq. Min medsammensvorne Jens fra Nuuk var med samme flyver så vi fik en god snak, også da vi lige var inde og vende i Kangerlussuaq Lufthavn – man skal gå ud af flyveren hver gang den mellemlander. Tror det er en måde at sikre sig at folk ikke flyver længere end de har betalt for, men det er kun en teori. I Kangerlussuaq så jeg så et knaps så flatterende eksemplar af arten homo sapiens danskimus turistus. Et ældre meget tydeligt dansk ægtepar (lidt svære og med tydelig jysk dialekt af den let sure mor er ikke sur mor er skuffet slags) stod forrest i køen foran disken hvor man viser sin billet for at komme ombord i flyet. Og ind fra højre gik en meeeegeet gammel grønlandsk kvinde ind foran i køen. Kvinden havde både stok og en yngre kvinde til at holde hendes ene arm. Hun var helt sikkert typen jeg havde rejst mig for i en bus, af bare frygt for at hvis hun stod oprejst for længe så ville hun dø af overanstrengelse. Men det var i hvert fald ikke noget det danske ægtepar tænkte på (læs: konen). Hun sagde nærmest dødeligt fornærmet til sin mand ”nu stod vi først i køen så skal vi også først ombord på flyet!”. Ak og ve. Kan man blive mere smålig og turist fra helvede der synes at nu er vi kommet til jeres land og lægger vores surt optjente penge, så skal i også behandle os som konger? Jeg græmmes og væmmes. Øv. Og hvorfor have så travlt med at komme ombord? Jeg mener det er jo ikke fordi Grønlandsfly kun tager de første 30 med og resten må gå slukørede hjem. Fjolser. Heldigvis hørte den gamle grønlandske kone ikke et ord af det og var heller ikke videre opmærksom på at man skulle vise billet og siden døren var åben gik hun bare videre, hvilket resulterede i den søde dame bag disken måtte løbe efter hende (ikke så langt, for så hurtig var hun nu heller ikke) for at få hendes billet. Ret sjovt at se.
Under alle omstændigheder ankom vi alle godt og uden forsinkelse i Sisimut hvor Jens og jeg blev hentet af Barfus, der først kørte os på Sømandshjemmet. Jeg var lidt forbeholden da jeg fandt ud af at jeg skulle bo på Sømandshjemmet, da jeg prøvet den slags i Nuuk. Udgaven i Nuuk er noget af det usleste og nedslidte du kan forstille dig. Sisimiut Sømandshjemmet kunne ikke være længere fra. Værelset er fint, rent og tydeligvis nyistandsat. Selv badeværelset er lækkert. Og så er samtlige stikkontakter med jordforbindelse! Hvis I vidste hvor mange gange jeg har været i hotel receptioner for at få stikdåser til et trebenet stik, så jeg kunne sætte min computer til… Skønt.
Efter den oplevelse blev vi så kørt til Sprogcenteret hvor Barfus arbejder. Her skulle vores møde foregå. Og det må jeg sige. Bygningen er helt ny og super lækker arkitekttegnet specielt til dem. Skolen er rund og bygget op som et sneglehus over tre etager. Virkelig flot og gennemtænkt. Her havde vi så møde hele dagen, hvor vi planlagde slagets gang for vores kommende seminar. Det var virkelig rart at mødes ansigt til ansigt for denne sidste kraftanstrengelse, i stedet for at skulle tage det over skype eller centra eller et lignende online møde software. Netforbindelsen i Maniitsoq er bare ikke god nok til at den slags kan forløbe gnidningsfrit. Vi arbejde fra 10 om formiddagen til 6 om aftenen kun afbrudt af et par timer med frokost og lidt sightseeing (og indkøb). Vi var også forbi for at se det nye kulturhus der åbnede for ikke så pokkers lang tid siden. Det er også her der er biograf. Biografen er åben hver weekend (fredag, lørdag og to forestillinger søndag), men det er åbenbart ikke uden problemer at have en biograf i Grønland. For det første er det ikke altid at filmen kommer frem. Sådan er det jo med grønland og elementerne. En anden ting er publikum. Folk i Sisimiut er jo slet ikke vant til at gå i biograf og de første mange forestillinger opførte de sig så derefter. Vadede ud og ind under filmen, snakkede i mobiltelefoner og gjorde alt det der ville have kostet dummebøder i enhver dansk biograf. Så biografen blev simpelthen nødt til at skrive biografregler op og sætte dem i Kulturhuset og i byens avis. Regler der forklarede at du ikke må gå frem og tilbage midt under filmen, du skal slukke din mobil, du skal komme til tiden og købe dit slik før filmen starter og den slags. Ret sjovt at tænke på at det ikke er en selvfølge. Men det er jo klart når der aldrig har været en biograf før. Det er kun noget man har hørt om at de har i storbyen. I Nuuk altså.
Aftenen sluttede vi af på byens nye thailandske restaurant, hvor vi til forret fik en meget stærk kyllingesuppe. I menuen havde den fået tre chilier ud af tre, og den var god nok. Den var stærk. Ikke det stærkeste jeg nogensinde har spist, men sved på panden, det fik man da. Til hovedret fik jeg lam og det var hele var ganske fint. Hyggeligt og selskabet fejlede jo heller ikke noget.
Og nu sidder jeg så her på hotelværelse og skal se om jeg kan falde i søvn uden min dejlige kone ved siden af mig. Det bliver underligt. Men det går nok, jeg skal jo allerede hjem i morgen formiddag. Og tidligt op skal jeg også, eftersom jeg vil se om jeg ikke kan få set lidt af den der solformørkelse i morgen tidlig, de alle sammen snakker om.
Godnat. Og sov godt.
Men det var nu ikke for shopping mulighederne jeg var kommet til byen. Nej jeg er på arbejde. Vi har jo et Smartboard seminar i uge 34 som jeg er en af arrangørerne af, og vi havde så planlægningsmøde. Så jeg var oppe lidt i seks eftersom jeg skulle være i lufthavnen lidt i syv. Lidt i otte var jeg så af sted med flyverne mod Sisimiut med en hurtig mellemladning i Kangerlussuaq. Min medsammensvorne Jens fra Nuuk var med samme flyver så vi fik en god snak, også da vi lige var inde og vende i Kangerlussuaq Lufthavn – man skal gå ud af flyveren hver gang den mellemlander. Tror det er en måde at sikre sig at folk ikke flyver længere end de har betalt for, men det er kun en teori. I Kangerlussuaq så jeg så et knaps så flatterende eksemplar af arten homo sapiens danskimus turistus. Et ældre meget tydeligt dansk ægtepar (lidt svære og med tydelig jysk dialekt af den let sure mor er ikke sur mor er skuffet slags) stod forrest i køen foran disken hvor man viser sin billet for at komme ombord i flyet. Og ind fra højre gik en meeeegeet gammel grønlandsk kvinde ind foran i køen. Kvinden havde både stok og en yngre kvinde til at holde hendes ene arm. Hun var helt sikkert typen jeg havde rejst mig for i en bus, af bare frygt for at hvis hun stod oprejst for længe så ville hun dø af overanstrengelse. Men det var i hvert fald ikke noget det danske ægtepar tænkte på (læs: konen). Hun sagde nærmest dødeligt fornærmet til sin mand ”nu stod vi først i køen så skal vi også først ombord på flyet!”. Ak og ve. Kan man blive mere smålig og turist fra helvede der synes at nu er vi kommet til jeres land og lægger vores surt optjente penge, så skal i også behandle os som konger? Jeg græmmes og væmmes. Øv. Og hvorfor have så travlt med at komme ombord? Jeg mener det er jo ikke fordi Grønlandsfly kun tager de første 30 med og resten må gå slukørede hjem. Fjolser. Heldigvis hørte den gamle grønlandske kone ikke et ord af det og var heller ikke videre opmærksom på at man skulle vise billet og siden døren var åben gik hun bare videre, hvilket resulterede i den søde dame bag disken måtte løbe efter hende (ikke så langt, for så hurtig var hun nu heller ikke) for at få hendes billet. Ret sjovt at se.
Under alle omstændigheder ankom vi alle godt og uden forsinkelse i Sisimut hvor Jens og jeg blev hentet af Barfus, der først kørte os på Sømandshjemmet. Jeg var lidt forbeholden da jeg fandt ud af at jeg skulle bo på Sømandshjemmet, da jeg prøvet den slags i Nuuk. Udgaven i Nuuk er noget af det usleste og nedslidte du kan forstille dig. Sisimiut Sømandshjemmet kunne ikke være længere fra. Værelset er fint, rent og tydeligvis nyistandsat. Selv badeværelset er lækkert. Og så er samtlige stikkontakter med jordforbindelse! Hvis I vidste hvor mange gange jeg har været i hotel receptioner for at få stikdåser til et trebenet stik, så jeg kunne sætte min computer til… Skønt.
Efter den oplevelse blev vi så kørt til Sprogcenteret hvor Barfus arbejder. Her skulle vores møde foregå. Og det må jeg sige. Bygningen er helt ny og super lækker arkitekttegnet specielt til dem. Skolen er rund og bygget op som et sneglehus over tre etager. Virkelig flot og gennemtænkt. Her havde vi så møde hele dagen, hvor vi planlagde slagets gang for vores kommende seminar. Det var virkelig rart at mødes ansigt til ansigt for denne sidste kraftanstrengelse, i stedet for at skulle tage det over skype eller centra eller et lignende online møde software. Netforbindelsen i Maniitsoq er bare ikke god nok til at den slags kan forløbe gnidningsfrit. Vi arbejde fra 10 om formiddagen til 6 om aftenen kun afbrudt af et par timer med frokost og lidt sightseeing (og indkøb). Vi var også forbi for at se det nye kulturhus der åbnede for ikke så pokkers lang tid siden. Det er også her der er biograf. Biografen er åben hver weekend (fredag, lørdag og to forestillinger søndag), men det er åbenbart ikke uden problemer at have en biograf i Grønland. For det første er det ikke altid at filmen kommer frem. Sådan er det jo med grønland og elementerne. En anden ting er publikum. Folk i Sisimiut er jo slet ikke vant til at gå i biograf og de første mange forestillinger opførte de sig så derefter. Vadede ud og ind under filmen, snakkede i mobiltelefoner og gjorde alt det der ville have kostet dummebøder i enhver dansk biograf. Så biografen blev simpelthen nødt til at skrive biografregler op og sætte dem i Kulturhuset og i byens avis. Regler der forklarede at du ikke må gå frem og tilbage midt under filmen, du skal slukke din mobil, du skal komme til tiden og købe dit slik før filmen starter og den slags. Ret sjovt at tænke på at det ikke er en selvfølge. Men det er jo klart når der aldrig har været en biograf før. Det er kun noget man har hørt om at de har i storbyen. I Nuuk altså.
Aftenen sluttede vi af på byens nye thailandske restaurant, hvor vi til forret fik en meget stærk kyllingesuppe. I menuen havde den fået tre chilier ud af tre, og den var god nok. Den var stærk. Ikke det stærkeste jeg nogensinde har spist, men sved på panden, det fik man da. Til hovedret fik jeg lam og det var hele var ganske fint. Hyggeligt og selskabet fejlede jo heller ikke noget.
Og nu sidder jeg så her på hotelværelse og skal se om jeg kan falde i søvn uden min dejlige kone ved siden af mig. Det bliver underligt. Men det går nok, jeg skal jo allerede hjem i morgen formiddag. Og tidligt op skal jeg også, eftersom jeg vil se om jeg ikke kan få set lidt af den der solformørkelse i morgen tidlig, de alle sammen snakker om.
Godnat. Og sov godt.
onsdag, juli 30, 2008
Den store bloguge #3: tillykke til mig, taksigelser og madpriser
Det her er min blog nummer 150! Tillykke til mig! Tænk at det skulle komme så vidt. Det betyder at jeg sådan ca. har udgivet 75 blogs per år. Ikke dårligt hvis jeg selv skal sige det. Det kommer lidt bag på mig at det rent faktisk er blevet til så mange på så forholdsvis kort tid.
Jeg må jo nok hellere benytte lejligheden til at takke alle jer, der har holdt ud så længe, og dem der er sprunget til senere og også dem der er sprunget fra.. eller jeg mener, tak fordi i startede. Eller noget. Og tak til min farmor der får alle mine blogs sendt som laaaange breve hver anden måned og som troligt læser dem og samler dem i sine mapper. Hun er allerede godt i gang med tredje mappe.
Men det var jo slet ikke det dagens blog skulle handle om. Nej, den skal derimod handle om madpriser. For alt er jo relativt.
I Danmark hører man overalt at "ih hvor priserne på fødevarer dog steget. Vi har jo snart ikke råd til at spise længere". Til det kan man kun sige – så skulle I prøve at købe ind i Grønland. Danmark er jo usandsynligt billigt sammenlignet med Grønland, for slet ikke at sige et sandt slaraffenland af udvalg. Ikke noget man kan ligefrem kan blamere sig med heroppe. Okay, lad mig give et par eksempler.
En af de sidste dage i vores sommerferie i DK skulle Camilla og undertegnede lave middag for os, mine forældre, hendes forældre og lillebror. Syv mennesker i alt. Vi bestemte os for at lave noget ovnbagt kalkun noget med nye kartofler, masser af friske urter og grøntsager. Jeg købte nye kartofler, to store kalkun stege, forårsløg, tomat, agurk, to store auberginer, 4 forskellige friske urter, pinjekerner, salat og et par ting til jeg ikke lige kan huske på stående fod – i alt lidt under 200 kroner! Kunne man få de samme ting heroppe vil det for det første ikke være super frisk og så vil det nok være mindst dobbelt så dyrt (nogen der kan huske de to flyfriske squash for 54 kroner?). Jeg var jo fuldstændig ekstatisk måbende da jeg kom tilbage med to indkøbsposer fyldt med friske godter næsten gratis (200 kroner rækker ikke langt heroppe).
Til sammenligning kan jeg så fortælle at den store brugs har hævet prisen på rød peberfrugt fra 10 kroner til 14 kroner. For én altså. I den lille brugs koster de stadig 9 kroner, men de ser meget sølle ud lige pt. De er for længst nået det stadie hvor de var blevet smidt ud af enhver dansk brugs med en smule selvrespekt. Sidste salgsdato er bare ikke noget man tager så seriøst heroppe altid. Men egentlig burde jeg ikke klage. Jeg bor i en forholdsvis velassorteret storby, hvor der nok mangler nogle ting, men der er altid et eller andet at leve af. Jeg siger bare godt jeg lever i en bygd. Bygderne er afhængig af at der kommer skibe med forsyninger og det gør der ikke så ofte endda. Og nogle gange bliver de glemt. Jeg læste følgende på Sermitsiaq.gl for et par dage siden:
”Bygden Savissivik har ikke fået varer i flere måneder, fortæller KNR.
Borgerne i en af Qaanaaqs bygder Savissivik føler sig fuldstændig glemt af omverdenen. Bygden er ikke blevet forsynet med forbrugsvarer i lang tid og beboernes ønsker om forsyninger er forsvundet ud i det uvisse.
Qaarngaaq Nielsen, siger til KNR-Radioavisen at deres eneste butik er fuldstændig tom for varer, og de har fået at vide at Pilersuisoq først kommer med forsyninger den 9. august. I sidste uge kom der dog en helikopter med frysevarer.
- Vi var glade da helikopteren kom, selv om varerne er meget dyrere og alle datoerne er udløbet, siger Qaarngaaq Nielsen.
Efter hans opfattelse er vareforsyningen blevet markant dårligere de sidste år.
- Det er enormt frustrerende, vi føler os fuldstændig glemt af omverdenen, siger han.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Pilersuisoq i Upernavik, skriver knr.gl”
Ja, det kan godt ske DK er et shopping paradis for os fra Maniitsoq, men tænk hvordan folk fra Savissik ikke ser på Maniitsoqs udvalg. Mekka! Og her er fødevarerne som regel ikke engang udløbet! Fantastisk! Stakkels stakkels folk. Jeg mener, jeg bliver sur når jeg ser at peberfrugterne er steget 4 kroner. De kan ikke engang købe noget som helst. Man kan godt gå hen og få lidt dårlig samvittighed over alt sin brokkeri.
Nå, det var vist nok selvransagelse for i dag. I morgen er der endnu en dag og den skal jeg tilbringe i Sisimiut! Jep, jeg skal til et møde i grønlands anden største by (så vidt jeg husker) om et smartboard seminar (et smartboard er en digital interaktiv tavle) jeg er med til at arrangere. Selve seminaret skal løbe af stablen midt i august i Nuuk. Først er vi altså lige tre (en fra Nuuk, mig fra Maniitsoq og en fra Sisimiut) der lige skal mødes og afklare de sidste detaljer og forhåbentlig få lavet en masse.
Jeg håber bare at jeg overhovedet kommer af sted i morgen tidlig. De sidste par morgener har der været en hamper tåge, der har sørget for at vi ikke har fået flyvende besøg. Men det har vi selvfølgelig ikke i morgen. Næh nej. I morgen er der super vejr, så det skal nok gå. Altså.
Det var vist alt for i dag. Vi ses i morgen.
Jeg må jo nok hellere benytte lejligheden til at takke alle jer, der har holdt ud så længe, og dem der er sprunget til senere og også dem der er sprunget fra.. eller jeg mener, tak fordi i startede. Eller noget. Og tak til min farmor der får alle mine blogs sendt som laaaange breve hver anden måned og som troligt læser dem og samler dem i sine mapper. Hun er allerede godt i gang med tredje mappe.
Men det var jo slet ikke det dagens blog skulle handle om. Nej, den skal derimod handle om madpriser. For alt er jo relativt.
I Danmark hører man overalt at "ih hvor priserne på fødevarer dog steget. Vi har jo snart ikke råd til at spise længere". Til det kan man kun sige – så skulle I prøve at købe ind i Grønland. Danmark er jo usandsynligt billigt sammenlignet med Grønland, for slet ikke at sige et sandt slaraffenland af udvalg. Ikke noget man kan ligefrem kan blamere sig med heroppe. Okay, lad mig give et par eksempler.
En af de sidste dage i vores sommerferie i DK skulle Camilla og undertegnede lave middag for os, mine forældre, hendes forældre og lillebror. Syv mennesker i alt. Vi bestemte os for at lave noget ovnbagt kalkun noget med nye kartofler, masser af friske urter og grøntsager. Jeg købte nye kartofler, to store kalkun stege, forårsløg, tomat, agurk, to store auberginer, 4 forskellige friske urter, pinjekerner, salat og et par ting til jeg ikke lige kan huske på stående fod – i alt lidt under 200 kroner! Kunne man få de samme ting heroppe vil det for det første ikke være super frisk og så vil det nok være mindst dobbelt så dyrt (nogen der kan huske de to flyfriske squash for 54 kroner?). Jeg var jo fuldstændig ekstatisk måbende da jeg kom tilbage med to indkøbsposer fyldt med friske godter næsten gratis (200 kroner rækker ikke langt heroppe).
Til sammenligning kan jeg så fortælle at den store brugs har hævet prisen på rød peberfrugt fra 10 kroner til 14 kroner. For én altså. I den lille brugs koster de stadig 9 kroner, men de ser meget sølle ud lige pt. De er for længst nået det stadie hvor de var blevet smidt ud af enhver dansk brugs med en smule selvrespekt. Sidste salgsdato er bare ikke noget man tager så seriøst heroppe altid. Men egentlig burde jeg ikke klage. Jeg bor i en forholdsvis velassorteret storby, hvor der nok mangler nogle ting, men der er altid et eller andet at leve af. Jeg siger bare godt jeg lever i en bygd. Bygderne er afhængig af at der kommer skibe med forsyninger og det gør der ikke så ofte endda. Og nogle gange bliver de glemt. Jeg læste følgende på Sermitsiaq.gl for et par dage siden:
”Bygden Savissivik har ikke fået varer i flere måneder, fortæller KNR.
Borgerne i en af Qaanaaqs bygder Savissivik føler sig fuldstændig glemt af omverdenen. Bygden er ikke blevet forsynet med forbrugsvarer i lang tid og beboernes ønsker om forsyninger er forsvundet ud i det uvisse.
Qaarngaaq Nielsen, siger til KNR-Radioavisen at deres eneste butik er fuldstændig tom for varer, og de har fået at vide at Pilersuisoq først kommer med forsyninger den 9. august. I sidste uge kom der dog en helikopter med frysevarer.
- Vi var glade da helikopteren kom, selv om varerne er meget dyrere og alle datoerne er udløbet, siger Qaarngaaq Nielsen.
Efter hans opfattelse er vareforsyningen blevet markant dårligere de sidste år.
- Det er enormt frustrerende, vi føler os fuldstændig glemt af omverdenen, siger han.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Pilersuisoq i Upernavik, skriver knr.gl”
Ja, det kan godt ske DK er et shopping paradis for os fra Maniitsoq, men tænk hvordan folk fra Savissik ikke ser på Maniitsoqs udvalg. Mekka! Og her er fødevarerne som regel ikke engang udløbet! Fantastisk! Stakkels stakkels folk. Jeg mener, jeg bliver sur når jeg ser at peberfrugterne er steget 4 kroner. De kan ikke engang købe noget som helst. Man kan godt gå hen og få lidt dårlig samvittighed over alt sin brokkeri.
Nå, det var vist nok selvransagelse for i dag. I morgen er der endnu en dag og den skal jeg tilbringe i Sisimiut! Jep, jeg skal til et møde i grønlands anden største by (så vidt jeg husker) om et smartboard seminar (et smartboard er en digital interaktiv tavle) jeg er med til at arrangere. Selve seminaret skal løbe af stablen midt i august i Nuuk. Først er vi altså lige tre (en fra Nuuk, mig fra Maniitsoq og en fra Sisimiut) der lige skal mødes og afklare de sidste detaljer og forhåbentlig få lavet en masse.
Jeg håber bare at jeg overhovedet kommer af sted i morgen tidlig. De sidste par morgener har der været en hamper tåge, der har sørget for at vi ikke har fået flyvende besøg. Men det har vi selvfølgelig ikke i morgen. Næh nej. I morgen er der super vejr, så det skal nok gå. Altså.
Det var vist alt for i dag. Vi ses i morgen.
tirsdag, juli 29, 2008
Den store bloguge #2: min kones melon trick
Min kone mener ikke jeg fortalte hele sandheden i min blog i går. Jo bevares myggene hidser mig i en sådan en grad op at jeg føler mig som en tyr på Mars (rød planet, get it?), men hvad jeg manglede at fortælle var historien om hendes heroiske selvopofrelse.
I går da vi gik hjem og jeg viftede som en vanvittig mens jeg forbandede den dag myggene kom til verden, forbarmede Camilla sig over mig (eller også var hun bare usandsynlig fælt træt af at høre på mit brok) og gav mig hendes myggenet, som jeg så kunne tage på. Mit eget lå trygt og godt hjemme i lejligheden. Det tog jeg så på. Jeg ved godt at det måske ikke var den mest gentlemanagtige ting at gøre, men for husfredens og mit sinds stabilitet tog jeg altså imod og lod mit livs kærlighed kaste sig selv for løverne for min skyld. Personligt tror jeg nu at myggene er mere vild med mig end med hende. Hun er i hvert fald ikke så tydeligt irriteret som jeg er, når der er myg i nærheden. Måske fordi jeg brokker mig nok for to.
Men sådan er det jo i et ægteskab. Man tager lidt og man giver lidt. Nogen gange tager man uden at spørge først. Nå Camilla tager uden at spørge hedder det melon-tricket. Det har jeg døbt det, efter hun perfektionerede det under en togtur den her sommer. Jeg må hellere forklare.
Camilla og jeg sidder i toget fra Roskilde til Hobro ved siden af hinanden. Hun inderst, jeg yderst. Som madpakke har vi nogle madder, lidt drikkelse og nogle saftige stykker melon i en lille plastikæske. Da det er ved at blive tid til lidt mad tager Camilla melonstykkerne frem og jeg minder hende om at hun nok skal have nogle servietter til de der meloner, for det kan man da ikke undgå at få fedtede fingre af. ”Nå”, siger hun og går i gang med den store spise melon tur. Jeg ryster sagte på hovedet velvidende om hvad der er på vej. Da hun er færdig med sit melonorgie, kigger hun på mig med dådyrøjne og fedtede våre fingre – ”kan du ikke hente nogle servietter?”… grrrrrr… jeg sagde det jo til hende, før hun gik i gang og nu forventer hun så at jeg bare per automatik løber ud for at finde servietter hun burde have fundet selv først? Selvfølgelig gør jeg det, men altså. Hun er ikke så lidt fræk.
Og samme nummer lavede hun så da vi kom hjem i går efter vores myggehelvedestur. Hun forberedte et fodbad til sig selv, tog det hele vejen ind til stuen, og lige som hun sætter fødderne i, ser jeg flashback til melontogturen. Der er nemlig intet håndklæde. Så det må jeg så ud efter. Tror lidt hun gør det med vilje, for hun glemte også håndklædet sidste gang hun lavede fodbad. Så sidder hun der med våde fødder og kan slet slet ikke komme nogen vegne. Stakkel pige. Dådyrøjne og mig af sted igen.
Men det er nu helt okay. For hun låner mig sit myggenet.
I går da vi gik hjem og jeg viftede som en vanvittig mens jeg forbandede den dag myggene kom til verden, forbarmede Camilla sig over mig (eller også var hun bare usandsynlig fælt træt af at høre på mit brok) og gav mig hendes myggenet, som jeg så kunne tage på. Mit eget lå trygt og godt hjemme i lejligheden. Det tog jeg så på. Jeg ved godt at det måske ikke var den mest gentlemanagtige ting at gøre, men for husfredens og mit sinds stabilitet tog jeg altså imod og lod mit livs kærlighed kaste sig selv for løverne for min skyld. Personligt tror jeg nu at myggene er mere vild med mig end med hende. Hun er i hvert fald ikke så tydeligt irriteret som jeg er, når der er myg i nærheden. Måske fordi jeg brokker mig nok for to.
Men sådan er det jo i et ægteskab. Man tager lidt og man giver lidt. Nogen gange tager man uden at spørge først. Nå Camilla tager uden at spørge hedder det melon-tricket. Det har jeg døbt det, efter hun perfektionerede det under en togtur den her sommer. Jeg må hellere forklare.
Camilla og jeg sidder i toget fra Roskilde til Hobro ved siden af hinanden. Hun inderst, jeg yderst. Som madpakke har vi nogle madder, lidt drikkelse og nogle saftige stykker melon i en lille plastikæske. Da det er ved at blive tid til lidt mad tager Camilla melonstykkerne frem og jeg minder hende om at hun nok skal have nogle servietter til de der meloner, for det kan man da ikke undgå at få fedtede fingre af. ”Nå”, siger hun og går i gang med den store spise melon tur. Jeg ryster sagte på hovedet velvidende om hvad der er på vej. Da hun er færdig med sit melonorgie, kigger hun på mig med dådyrøjne og fedtede våre fingre – ”kan du ikke hente nogle servietter?”… grrrrrr… jeg sagde det jo til hende, før hun gik i gang og nu forventer hun så at jeg bare per automatik løber ud for at finde servietter hun burde have fundet selv først? Selvfølgelig gør jeg det, men altså. Hun er ikke så lidt fræk.
Og samme nummer lavede hun så da vi kom hjem i går efter vores myggehelvedestur. Hun forberedte et fodbad til sig selv, tog det hele vejen ind til stuen, og lige som hun sætter fødderne i, ser jeg flashback til melontogturen. Der er nemlig intet håndklæde. Så det må jeg så ud efter. Tror lidt hun gør det med vilje, for hun glemte også håndklædet sidste gang hun lavede fodbad. Så sidder hun der med våde fødder og kan slet slet ikke komme nogen vegne. Stakkel pige. Dådyrøjne og mig af sted igen.
Men det er nu helt okay. For hun låner mig sit myggenet.
mandag, juli 28, 2008
Den store bloguge #1: dræbermyg fra helvede og kunsten at lave så lidt som muligt
Ak, jeg skal ind i den her skrivetrummerumsmode igen big time. Jeg simpelthen er en sløv padde til at skrive. Ja, enten det eller også er det bare fordi der ikke sker pokkers meget her i Maniitsoq, Grønland, at skrive om. Uanset, så har jeg givet mig selv en udfordring. Jep, det er den tid på året – blog uge! Jeg vil i den kommende uge skrive en blog om dagen - vist alt går vel. Jeg kan jo ikke gøre ved at tele grønland fucker mit internet op, jeg falder og brækker samtlige fingre eller hvad der nu kan ske af uforudsete hændelser, der kunne gøre mit blog liv et helvede. Men det sker forhåbentlig ikke. Overhovedet. I hvert fald ikke det med fingrene. Det med internettet sker højst sandsynligt. Men til dagens blog.
Som jeg lagde ud med at sige, så sker der ikke pokkers meget for tiden. Alle er stadig på ferie og jeg forsøger at lave så lidt som muligt men få det til at være så længe som overhovedet muligt. En svær balance, jo tak. Nej, det er da ikke fordi jeg laver nada, men det er altså svær at være en sprudlende energi bombe der laver alt på en gang, når der ingen er at spare med og det ”eneste” der at lave er at forberede sig til det kommende år. Men hvis jeg forbereder mig nu, hvad skal jeg så lave med de timer jeg har til forberedelse når undervisningen begynder? Heldigvis er Karsten der til at hive mig væk fra skrivebordet en gang i blandt (han har heller ikke meget at lave), og i morgen kommer Anna Marie tilbage efter en god lang ferie til DK. Det bliver godt at se hende igen og vi har det med at inspirere hinanden. Jeg har også fået en tværfaglig idé jeg håber hun er med på – grønland under 2. verdenskrig. Jeg har fundet nogle gode tekster og hvis man så laver et samarbejde med hendes historiehold, så kan man nå endnu mere.
Og historien om grønland under 2. verdenskrig er faktisk ret spændende. Ikke at der var de store blodige slag, men der var da sammenstød mellem forløberen for Sirius Patruljen og tyskerne. Desuden havde den amerikanske kystvagt adskillige skibe til at patruljere østkysten, og det er altså før de Pearl Habour. Og selv samme amerikanere tog nordmænd til fange der arbejdede for tyskerne i Østgrønland. Jeps, de blev ikke taget som krigsfangere, siden de ikke teknisk var en del af krigen endnu, så de blev taget for ulovligt indtrængende et eller andet. Kan ikke huske det på stående fod. Og siden DK var overrendt af tyskerne gik den danske konsul til storebror USA som tog Grønland under vingerne, hvilket er grunden til at vi har Kangerlussuaq. Blandt andet. Jo, der er nok at tage af. Det skal nok blive sjovt. Håber bare eleverne også synes det.
Ellers kan den største kile til mit humørs yderst svingende natur siges med et et-stavelsesord – myg! For i alverden hvor er de da MØGHAMRENDE SØNDERRIVENDE PISSE IRRITERENDE! Ikke så meget myggestikkene. Jo de klør og en mindre gene, men det der virkelig er irriterende er selve myggene. Der er mange – rigtigt mange. Og de er specielt på turen fra havnen og hjem. De gemmer sig i skyggerne og kaster sig nådesløst over mig så straks de ser mig. Men de stikker ikke lige med det samme. Nej nej. De skal lige flyve ind i ørerne, bag brillerne, i munden, i næsen, mens jeg febrilsk forsøger at vifte dem væk og bare mærker hvordan mit blodtryk stiger. Lad os bare sige at myggenet er en god opfindelse. Desværre er det bare ikke hver gang man har sådan et med. Og det er lige med en René på selvmordets rand. Jeg mener bare at når man er fuldstændig indhyllet i dødirriterende dræbermyg fra helvede, så har man lidt lyst til at kaste sig ud fra en klippeafsats, hvis man bare kan få en eller sikkerhed for at myggene falder i døden med dig. Men de snu rad kan jo flyve, så jeg bliver ved med at patetisk viftning og ser frem til et liv med forhøjet blodtryk. Grrrrrr…
Nå, det må være nok for i dag. Vi ses i morgen.
Som jeg lagde ud med at sige, så sker der ikke pokkers meget for tiden. Alle er stadig på ferie og jeg forsøger at lave så lidt som muligt men få det til at være så længe som overhovedet muligt. En svær balance, jo tak. Nej, det er da ikke fordi jeg laver nada, men det er altså svær at være en sprudlende energi bombe der laver alt på en gang, når der ingen er at spare med og det ”eneste” der at lave er at forberede sig til det kommende år. Men hvis jeg forbereder mig nu, hvad skal jeg så lave med de timer jeg har til forberedelse når undervisningen begynder? Heldigvis er Karsten der til at hive mig væk fra skrivebordet en gang i blandt (han har heller ikke meget at lave), og i morgen kommer Anna Marie tilbage efter en god lang ferie til DK. Det bliver godt at se hende igen og vi har det med at inspirere hinanden. Jeg har også fået en tværfaglig idé jeg håber hun er med på – grønland under 2. verdenskrig. Jeg har fundet nogle gode tekster og hvis man så laver et samarbejde med hendes historiehold, så kan man nå endnu mere.
Og historien om grønland under 2. verdenskrig er faktisk ret spændende. Ikke at der var de store blodige slag, men der var da sammenstød mellem forløberen for Sirius Patruljen og tyskerne. Desuden havde den amerikanske kystvagt adskillige skibe til at patruljere østkysten, og det er altså før de Pearl Habour. Og selv samme amerikanere tog nordmænd til fange der arbejdede for tyskerne i Østgrønland. Jeps, de blev ikke taget som krigsfangere, siden de ikke teknisk var en del af krigen endnu, så de blev taget for ulovligt indtrængende et eller andet. Kan ikke huske det på stående fod. Og siden DK var overrendt af tyskerne gik den danske konsul til storebror USA som tog Grønland under vingerne, hvilket er grunden til at vi har Kangerlussuaq. Blandt andet. Jo, der er nok at tage af. Det skal nok blive sjovt. Håber bare eleverne også synes det.
Ellers kan den største kile til mit humørs yderst svingende natur siges med et et-stavelsesord – myg! For i alverden hvor er de da MØGHAMRENDE SØNDERRIVENDE PISSE IRRITERENDE! Ikke så meget myggestikkene. Jo de klør og en mindre gene, men det der virkelig er irriterende er selve myggene. Der er mange – rigtigt mange. Og de er specielt på turen fra havnen og hjem. De gemmer sig i skyggerne og kaster sig nådesløst over mig så straks de ser mig. Men de stikker ikke lige med det samme. Nej nej. De skal lige flyve ind i ørerne, bag brillerne, i munden, i næsen, mens jeg febrilsk forsøger at vifte dem væk og bare mærker hvordan mit blodtryk stiger. Lad os bare sige at myggenet er en god opfindelse. Desværre er det bare ikke hver gang man har sådan et med. Og det er lige med en René på selvmordets rand. Jeg mener bare at når man er fuldstændig indhyllet i dødirriterende dræbermyg fra helvede, så har man lidt lyst til at kaste sig ud fra en klippeafsats, hvis man bare kan få en eller sikkerhed for at myggene falder i døden med dig. Men de snu rad kan jo flyve, så jeg bliver ved med at patetisk viftning og ser frem til et liv med forhøjet blodtryk. Grrrrrr…
Nå, det må være nok for i dag. Vi ses i morgen.
søndag, juli 20, 2008
trænger til ferie...
Så er tre ugers intens ferieeren i det danske land forbi. Ja nu siger jeg ferie, men sandheden er jo at man tager til DK for at nu en masse. Der er jo ikke ligesom hvis man fra DK to på tre ugers ferie til Mallorca. Så slapper man jo af. Ligger ved poolen, løfter lige blikket når man skal sippe af sin ubeskrivelig klamme sommerdrink eller lige tjekke den hotte tøs i den røde bikini, men ellers ingenting. Måske lige læse lidt roman og ellers gå på restaurant og spille verdensmand med sit dårlige spansk ”dås servesas pår favår”. Hmmm.. lyder ikke helt dårligt når jeg tænker over det.
Men sådan gik det ikke. Langt fra. Vi fik en uge i Kbh, en uge i Roskilde (byen, ikke festivalen), 4 dage i det mørke Jylland nærmere betegnet Hobro og Aalborg, og til sidst tre dage i Kbh. Igen. Jo frem og tilbage er lige langt og selv om vi kun har haft te uger i DK så har vi nået en tres års fødselsdags reception med efterfølgende fest (min far blev tres og jeg skulle holde tale, yrk.. men det gik over al forventning), et studentergilde (Camillas fætter og kusine), en barnedåb (Signes lille ny, Rebekka), fire gange i biografen (indy 4, the Happening, Flammen og Citronen, Narnia 2), utallige café turer, shoppeture, to udstillinger (Sally Mann og Statsministre i satiretegninger gennem tiden), et besøg hos lægevagten (Camilla fik betændelse ved øjet og dagen efter forstuvede hun foden, tsk), en dobbeltdate (mig og Camilla sammen med chucks danske kæreste Claudio), en tur i Kildeparken (med en kasse øl og Thomas, Janni, Claus, Karungie, Rosa og Sine), adskillige husbesøg, jazzbar, en tur i Roskilde Domkirke, blevet solskoldet, brugt for mange penge, og set masser og masser af venner og familie, nogle op til flere gange.
Jo, vi trænger til ferie efter vi har været på ferie.
Så det er helt rart at er vi tilbage i det grønlandske igen. Her er der ingen man skal besøge endnu, siden alle er på ferie. Vejret er skønt, myggene er mange og klubben er stadigt et farligt sted hvis man har planer om at være ædru (hvilket vi måtte sande lørdag morgen, da tømmermændene sørgede for dunkende hoveder og spritånde). Men hyggeligt var det da at se folk igen (dem der ikke er på ferie). Og ved at være dernede i Klubben fik vi også lige aftalt med Benny at vi kiggede ud til deres hytte lørdag. Det gjorde vi så lidt længere op af dagen, da tømmermændene havde lagt sig og man kan sige at rent solksinsmæssigt er det så godt som ligegyldigt hvornår du tager af sted, da solen skinner meget og længe og at der stadig ikke bliver mørkt om natten. Så Camilla og jeg tog af sted klokken lidt over tre om eftermiddagen og efter en lang og dejlig tur til hytten, var vi hjemme igen i lejligheden lidt i ni om aftenen, en masse frisk luft, sol og myggestik rigere.
Tidligere på ugen tog vi en lang tur til fuglefjeldsfjorden, Sermilinguaq, hvor vi (endelig) fik hul på torskesæsonen! 14 flotte torsk blev det til, og så en enkelt ulk og en fladfisk der begge røg ud. Og så så vi en hval på vej hjem! Ikke at det er usædvanligt lige for tiden – faktisk nærmere tvært om. Weekenden vi kom hjem så vi de første 15-20 hvaler i løbet af dagen. De svømmede rundt uden for vinduet, pustede deres blåst op og dykkede så igen med halen godt i vejret. Smukt.
Jo livet i grønland er ikke sådan særligt hårdt for tiden. Bortset fra myggene der om noget kan drive mig til vanvid. Det er også første gang jeg har oplevet så mange myg i selve byen. Det plejer kun at være udpræget voldsomt ude i fjeldene, men i år er der en del i byen. Og det kan lide at stikke. Grrrr..
Til gengæld er arbejdet til at klare for tiden. Jeg læser lidt bøger og forbereder mig stille og roligt til det nye år, og har ikke rigtig travlt endnu, men det kommer. For situationen på ATI er mildest talt lidt presset. Karsten har sagt op og skal til DK i starten af september, så der mangler vi en matematik/kemi/fysik lærer. Vi havde så heldigvis ansat 2 nye lærere, som Per var i DK for at holde ansættelsessamtale med sidste måned. Men de har så sagt fra. Begge to. For helgolan da. Det betyder at vi er to tre lærere i undertal og igen skal til at løbe ekstra hurtigt. Nøjagtig ligesom sidste år da Allan bestemte sig for at en dag var alt han kunne give det nye job. Så stort øv på den front. Til gengæld skal jeg både en tur til Sisimiut og Nuuk inden længe i forbindelse med et seminar jeg er ved at planlægge med et par andre kræfter (en i Nuuk og en i Sisimiut). Og det skal nok blive helt fint og hyggeligt.
Det kan nok ikke blive mere stressende end at holde ferie i DK :)
Men sådan gik det ikke. Langt fra. Vi fik en uge i Kbh, en uge i Roskilde (byen, ikke festivalen), 4 dage i det mørke Jylland nærmere betegnet Hobro og Aalborg, og til sidst tre dage i Kbh. Igen. Jo frem og tilbage er lige langt og selv om vi kun har haft te uger i DK så har vi nået en tres års fødselsdags reception med efterfølgende fest (min far blev tres og jeg skulle holde tale, yrk.. men det gik over al forventning), et studentergilde (Camillas fætter og kusine), en barnedåb (Signes lille ny, Rebekka), fire gange i biografen (indy 4, the Happening, Flammen og Citronen, Narnia 2), utallige café turer, shoppeture, to udstillinger (Sally Mann og Statsministre i satiretegninger gennem tiden), et besøg hos lægevagten (Camilla fik betændelse ved øjet og dagen efter forstuvede hun foden, tsk), en dobbeltdate (mig og Camilla sammen med chucks danske kæreste Claudio), en tur i Kildeparken (med en kasse øl og Thomas, Janni, Claus, Karungie, Rosa og Sine), adskillige husbesøg, jazzbar, en tur i Roskilde Domkirke, blevet solskoldet, brugt for mange penge, og set masser og masser af venner og familie, nogle op til flere gange.
Jo, vi trænger til ferie efter vi har været på ferie.
Så det er helt rart at er vi tilbage i det grønlandske igen. Her er der ingen man skal besøge endnu, siden alle er på ferie. Vejret er skønt, myggene er mange og klubben er stadigt et farligt sted hvis man har planer om at være ædru (hvilket vi måtte sande lørdag morgen, da tømmermændene sørgede for dunkende hoveder og spritånde). Men hyggeligt var det da at se folk igen (dem der ikke er på ferie). Og ved at være dernede i Klubben fik vi også lige aftalt med Benny at vi kiggede ud til deres hytte lørdag. Det gjorde vi så lidt længere op af dagen, da tømmermændene havde lagt sig og man kan sige at rent solksinsmæssigt er det så godt som ligegyldigt hvornår du tager af sted, da solen skinner meget og længe og at der stadig ikke bliver mørkt om natten. Så Camilla og jeg tog af sted klokken lidt over tre om eftermiddagen og efter en lang og dejlig tur til hytten, var vi hjemme igen i lejligheden lidt i ni om aftenen, en masse frisk luft, sol og myggestik rigere.
Tidligere på ugen tog vi en lang tur til fuglefjeldsfjorden, Sermilinguaq, hvor vi (endelig) fik hul på torskesæsonen! 14 flotte torsk blev det til, og så en enkelt ulk og en fladfisk der begge røg ud. Og så så vi en hval på vej hjem! Ikke at det er usædvanligt lige for tiden – faktisk nærmere tvært om. Weekenden vi kom hjem så vi de første 15-20 hvaler i løbet af dagen. De svømmede rundt uden for vinduet, pustede deres blåst op og dykkede så igen med halen godt i vejret. Smukt.
Jo livet i grønland er ikke sådan særligt hårdt for tiden. Bortset fra myggene der om noget kan drive mig til vanvid. Det er også første gang jeg har oplevet så mange myg i selve byen. Det plejer kun at være udpræget voldsomt ude i fjeldene, men i år er der en del i byen. Og det kan lide at stikke. Grrrr..
Til gengæld er arbejdet til at klare for tiden. Jeg læser lidt bøger og forbereder mig stille og roligt til det nye år, og har ikke rigtig travlt endnu, men det kommer. For situationen på ATI er mildest talt lidt presset. Karsten har sagt op og skal til DK i starten af september, så der mangler vi en matematik/kemi/fysik lærer. Vi havde så heldigvis ansat 2 nye lærere, som Per var i DK for at holde ansættelsessamtale med sidste måned. Men de har så sagt fra. Begge to. For helgolan da. Det betyder at vi er to tre lærere i undertal og igen skal til at løbe ekstra hurtigt. Nøjagtig ligesom sidste år da Allan bestemte sig for at en dag var alt han kunne give det nye job. Så stort øv på den front. Til gengæld skal jeg både en tur til Sisimiut og Nuuk inden længe i forbindelse med et seminar jeg er ved at planlægge med et par andre kræfter (en i Nuuk og en i Sisimiut). Og det skal nok blive helt fint og hyggeligt.
Det kan nok ikke blive mere stressende end at holde ferie i DK :)
mandag, juni 16, 2008
De fire grønlandske mænd og fødselsdag under åben himmel
Så er vi så tæt på sommerferie at jeg nærmest kan lugte de grønne træer i Danmark. Yay! Jo, jeg tror virkelig jeg trænger til ferie. Ikke at jeg sidder og er fuldstændig forfærdelig træt af det hele, men de mentale batterier trænger lige til en opladning ovenpå et langt men godt skoleår, der afsluttede i fredags.Jep, fredag var der dimission og som sædvanen tro havde jeg været inde over noget underholdning. Nogen skal jo gøre det og som regel er det altid til stor morskab at se sine lærere på slap line. Sidste år lavede vi grin med en klasseværelse situation og I år havde jeg så valgt ikke at gentage mig selv. Det vil jo være lidt kedeligt hvis vi skulle gøre det samme år efter år efter år.
I år hed sketchen jeg havde skrevet ”De fire grønlandske mænd”. Egentlig er det ikke mig der sådan helt rigtigt har skrevet den, eftersom det er en grønlandisering af den store monty pyton klassiker ”The Four Yorkshire Men”. Ja, faktisk er det heller ikke dem der har skrevet den, men de har i hvert fald optrådt med den live (se f.eks. ”Live at Hollywood Bowl”). Sketchen handler om fire noble engelske gentlemen der sidder og nyder et glas vin og mindes deres barndom, og begynder at konkurrere over hvem der har haft den hårdeste barndom. Sketchen har jeg læst med eleverne i begge ATX klasserne i vores Monty Python forløb (er jeg ikke bare den faglærer du vil ønske du havde haft på gym?), så det var allerede en de kendte til. Jeg oversatte den så til dansk og lavede de fire engelske gentlemen til fine fornemme grønlændere og justerede teksten så den var tilpasset den grønlandske realitet, så Møllen blev til Fiskefabrikken, og en skotøjsæske på motorvejen blev til en kamik på indlandsisen, og den slags. I sammenhæng blev det replikker som:
Jeg skulle op om morgenen klokken 10 om aftenen en halv time før jeg gik i seng, vi levede af atom affald fra Thulebasen, arbejdede 29 timer om dagen på fiskefabrikken og betalte fabriksejeren for at få lov til at gå på arbejde, og når vi kom hjem slog vores mor og far os ihjel og de dansede grønlandsk polka på vores grav mens de sang ”så vender vi kajakken”.
Prøv lige at sige den replik med en stram mine mens der står 80 mennesker omkring dig der griner meget højlydt. Anna Marie klarede det flot. Hun var den fjerde grønlænder, jeg nummer tre, Karsten nummer to og Sine nummer et. Vi havde til lejligheden købt anorakker og tegnet et stort fed overskæg på alle os fire grønlandske ”mænd”. Dan var så vores tjener der vimsede rundt og skænkede vin og sagde ilumut på de forkerte tidspunkter (til de uindviede så betyder ilumut ”det er sandt”, ”nemlig” og den slags). Det hele forløb overraskende smertefrit og folk syntes det var ret så sjovt, og op til flere gik bagefter og smågrinede ”ilumut”. Så det var jo godt.
Om aftenen var der så afslutningsfest arrangeret af eleverne. Der var tre retter mad, snacks, selskabslege, musik, lidt taler, en dejlig stemning og det var rart at få sagt farvel til eleverne i et mere uformelt regi. Aftenen endte i klubben med Dan, Karsten, Sine og Camilla og nej, jeg var ikke god til billard den aften. Ikke at jeg normalt er et naturtalent, men den aften var jeg direkte katastrofal dårlig. Lavede minus 24 point på 3 skud. Av. Det var så mit stikord til at smutte hjemad. Vi skulle alligevel også være friske til næste dag.
Lørdag havde Anna Marie nemlig fødselsdag og den havde hun bestemt skulle fejres ude i det åbne landskab. Vi var fire både der sejlede og 11 mennesker ombord, der tog fra borde i Maniitsoq mod destinationen Ib Suit, eller lettere oversat – Ibs Hytte. Det er Ib fra klubben der satte sin hytte til rådighed, så vi sejlede godt ind i skærgården. Vejret var dejligt, men lige lidt for overskyet til det var perfekt og vinden ruskede også noget i os ude på det åbne vand der ligger ud fro Maniitsoq. Men vi nåede frem og det blev en dejlig aften (vi tog af sted fra Maniitsoq klokken 17) med godt selskab, masser af lækker mad, flotte omgivelser og et pænt vejr. Der var lidt koldt, men alt var bedre end det forfærdelige regnevejr vi havde de to foregående dage. Og selv om vi satte næsen hjemad hen ved de 12 om aftenen/natten, så skinnede midnatssolen som var det dag. En ting jeg har lært heroppe er at så snart Anna Marie og Christian inviterer så skal man sige ja, for så ved man der er kræset. Lørdag var ingen undtagelse: hjemmebagte brød, røget moskus, røget laks, krabbe, salat, chips og vin. Derudover skulle vi selvfølgelig også grille, så der var marineret moskus kød, grillpølser, peberfrugter og ost. Det var svært ikke at spise til man revnede. Jeg blev i hvert fald mæt. Mmmmmmmmm…
Søndag stod på rekreation og så er vi så småt begyndt at forberede os på hjemturen. Kufferterne er fundet frem, vi er snart i bund med vasketøjet (rettelse, Camilla er snart i bund med vasketøjet), de sidste aftaler er ved at være på plads (for Camilla, selv er jeg lidt bagud, men orker heller ikke at planlægge alt), har lavet aftaler med bådpasser (Per) og plantepasser (Tea). Nå, ja, det har jeg ikke fået fortalt. Camilla er i gang med endnu et projekt, eftersom vi har fået nogle tomat-, chili-, og agurkespirer af Sine. Dem har Camilla nu plantet om og så kan vi bare håbe på de ikke er døde når vi kommer hjem. Tea har advaret om at hun ikke har super grønne fingrer, men det går nok.
De sidste par dag inden vi skal af sted på torsdag går med planlægningsmøder for det kommende skoleår. Og som det ser ud til nu, så får jeg ret så travlt i de første par måneder, med tur både til Sisimiut og seminar i Nuuk. Det skal nok blive sjovt. Men sikkert også hårdt. Kunne være dejligt hvis man kunne tage konen med.
Nå jeg må hellere stoppe nu. Jeg har andre gøremål inden DK er i sigte. For eksempel skal jeg jo lige forberede mig på den store 60 års fødselsdag min far holder næste mandag. Han bliver nok lidt skuffet hvis ikke jeg siger et par bevingede ord. Hmm.. Mig i tænkeboks.
Ha det godt og god ferie alle sammen.
mandag, juni 02, 2008
endnu et (skoleår) er gået + pæne billeder til vores nekrolog
Mens resten af verden følger med i bombede ambassader på kukkassen, så sidder jeg med i grønland og vil undlade at komme med en politisk kommentar. Denne gang. For heroppe går livet sin vante gang med eller uden bomber. Weekenden kom og gik og den blev nydt i fulde drag, eftersom torsdag og fredag var meget lange og fulde af engelsk eksamen med mine 29 elever.
En mundtlig engelsk eksamen på ATI består udover at trække en tekst af tre ting: fremlæggelse af deres større skriftlige projekt, en oplæsning af en passage fra den tekst de har trukket, og besvarelse af spørgsmål til teksten.
Teksten de trækker er en kendt tekst, det vil sige at de har haft den på et eller andet tidspunkt i løbet af året. Jo længere det er siden, des sværere er det nok at huske, men det er jo derfor man skal terpe (men prøv at fortælle en teenager det…).
Deres projekt er et skriftligt projekt de bruger de sidste tre uger af skoletiden på at få skrevet (altså i engelsktimerne kun og så de sparsomme minutter de bruger i deres fritid). Projektet skal handle om et selvvalgt emne, der dog indskrænkes så meget at det enten skal handle om en tekst vi har læst eller om et emne som en af vores tekster har været inde over. I år var de tre store emner Johnny Cash, Calvin and Hobbes (Steen og Stoffer) og Freedom Writers Diary. Derudover var der projekter om grønlandske tegneserier (jo de eksisterer), nazisme (meget interessante historiske gennemgange), Superman, narko, dukkefilmen The Dark Crystal, Monty Python og amerikanske gadebander.. ja hvem sagde det behøvede at være kedelige emner?
Det store skriftlige projekt er i stedet for en skriftlig eksamen og for at afspejle dette tæller den samtidig også 20% af den mundtlige karakter. Ikke så meget at den har en kæmpe indflydelse på karakteren af den mundtlige præstation, medmindre at projektet udebliver eller afleveret men ikke består. Så går eleven nemlig 20% ned i karakter. Et 11 tal bliver til 9; 9 bliver til 7; 7 til 6, og så videre. Og dem var der nogle stykker af. 13 ud af 29 for at være hel præcis. Nogle var alt for korte (jeg krævede 3 til 5 sider), nogle var kopieret fra wikipedia, og andre var der bare ikke. Så det var ret mange, og jeg var faktisk lidt nervøs for at der var mange elever der skulle dumpe i år. Sidste år dumpede fem ud af 24, så i år så ikke så godt ud. På papiret. For da det kom til stykket kæmpede eleverne en fantastisk brag kamp mod nerver, sprogproblemer, flere nerver, forståelsesproblemer, udtale besvær, eksamensangst, overvældende mængder af tekster at skulle forberede sig på, forventninger fra venner, familie og bekendte og selvfølgelig endnu flere nerver. Og da røgen havde lagt sig var der 26 bestået ud af 29, hvilket jeg syntes var rigtig godt gået. Og endnu bedre end sidste år!
Og man kan heller aldrig forudse en elevs reaktion over deres karakter. Nogen trækker på skulderen over et 9 tal mens andre jubler så højt over et 6 tal at det kan høres over hele skolen. Jeg havde sågar en puge der smilede da hun fik 5. hun var overbevist om at hun havde fået 03 så det var jo bedre end forventet, mente hun. Og det kan hun vel også have nok så ret i. Alt afhænger jo af øjnene der ser.
Alt i alt gik det godt. Et 11 tal, et par 10 taller, tre 5 taller og blandet alndhandel for resten, masser af glade elever, ikke alt for mange sure miner, ingen dødstrusler, kun en meget træt mig og censor. Min censor igen i år var Linda Milne, den amerikanske dame fra Nuuk, der underviser engelsk på Jern og Metal skolen der. Om aftenen var hun og Charles inviteret på middag i privaten og det blev en rigtig hyggelig stund. Camillas patenterede reje risotto, humus, gulerodssalat, hvidvin, lidt øl og masser af snak. Jeg har simpelthen snakket sååååå meget engelsk de sidste par uger at jeg er ved at slå over i det per automatik. Hyggeligt i hvert fald.
Lørdag aften tog Camilla og undertegnede en aftenstur i båden, der nær var endt galt. Jeg havde eksperimenteret lidt med min GPS og lagt en rute på computeren, der lidt uheldigt bragte os midt mellem skær og kyst. Ikke at det er et problem. Der var plads nok, men på et kort kan man jo ikke lige se at på den og den kyst ligger der altså fiskenet i vandet. Det var nær gået galt. Heldigvis var det kun snoren der holdt nettet ude vi sejlede ind i (det eneste man kan se nettene på er en bøje i vandet eller som i dette tilfælde en gammel vanddunk). Vi fik basket den af, sejlede videre nu længere ude fra kysten for ikke at sejle i flere net, men dermed også tættere på skærene, alt imens vinden tog til. Jeg var ikke alt for glad for situationen. Til gengæld syntes Camilla at de tidspunkter hvor jeg var mest nervøs var glimrende tidspunkter at bede mig om at slukke motoren fordi hun lige ville tage et billede. Grrrrr… Her forsøger man at holde båden i balancegang mellem skær og kyst med en fralandsvind og så skal jeg SLUKKE motoren? Hun tog det ikke så pænt da jeg bad hende om at pakke kameraet langt væk. Og det værste var at hun ikke havde lært lektion da vi endelig nåede til havnen. Min bådplads er bag (endnu) et skær så det er ikke så sjovt når der er lavvande, og lavvande det var der lørdag aften. Også i den grad. Og mens jeg forsøger at gøre stakkels Madicken til præcisionen selv ved at styre mod de få meter mellem skær, bådebro og både, hvad gør Camilla? Trækker kameraet frem! Grrrr… Hun tog det ikke så pænt da jeg meget bestemt bad hende om at koncentrerer sig om at vi overlevede indsejling i stedet for at tage et billede til vores nekrolog.
Som I nok har gættet så overlevede vi også denne gang. Men næste gang laver jeg ikke en rute så tæt på kysten. Lidt har man da lært.
P.S. Jeg nåede at få fat i Økonomistyrelsen angående min SU gæld, så jeg behøver ikke længere at betale det frygtede girokort. Tror jeg vil sætte det i en ramme... hehe.
En mundtlig engelsk eksamen på ATI består udover at trække en tekst af tre ting: fremlæggelse af deres større skriftlige projekt, en oplæsning af en passage fra den tekst de har trukket, og besvarelse af spørgsmål til teksten.
Teksten de trækker er en kendt tekst, det vil sige at de har haft den på et eller andet tidspunkt i løbet af året. Jo længere det er siden, des sværere er det nok at huske, men det er jo derfor man skal terpe (men prøv at fortælle en teenager det…).
Deres projekt er et skriftligt projekt de bruger de sidste tre uger af skoletiden på at få skrevet (altså i engelsktimerne kun og så de sparsomme minutter de bruger i deres fritid). Projektet skal handle om et selvvalgt emne, der dog indskrænkes så meget at det enten skal handle om en tekst vi har læst eller om et emne som en af vores tekster har været inde over. I år var de tre store emner Johnny Cash, Calvin and Hobbes (Steen og Stoffer) og Freedom Writers Diary. Derudover var der projekter om grønlandske tegneserier (jo de eksisterer), nazisme (meget interessante historiske gennemgange), Superman, narko, dukkefilmen The Dark Crystal, Monty Python og amerikanske gadebander.. ja hvem sagde det behøvede at være kedelige emner?
Det store skriftlige projekt er i stedet for en skriftlig eksamen og for at afspejle dette tæller den samtidig også 20% af den mundtlige karakter. Ikke så meget at den har en kæmpe indflydelse på karakteren af den mundtlige præstation, medmindre at projektet udebliver eller afleveret men ikke består. Så går eleven nemlig 20% ned i karakter. Et 11 tal bliver til 9; 9 bliver til 7; 7 til 6, og så videre. Og dem var der nogle stykker af. 13 ud af 29 for at være hel præcis. Nogle var alt for korte (jeg krævede 3 til 5 sider), nogle var kopieret fra wikipedia, og andre var der bare ikke. Så det var ret mange, og jeg var faktisk lidt nervøs for at der var mange elever der skulle dumpe i år. Sidste år dumpede fem ud af 24, så i år så ikke så godt ud. På papiret. For da det kom til stykket kæmpede eleverne en fantastisk brag kamp mod nerver, sprogproblemer, flere nerver, forståelsesproblemer, udtale besvær, eksamensangst, overvældende mængder af tekster at skulle forberede sig på, forventninger fra venner, familie og bekendte og selvfølgelig endnu flere nerver. Og da røgen havde lagt sig var der 26 bestået ud af 29, hvilket jeg syntes var rigtig godt gået. Og endnu bedre end sidste år!
Og man kan heller aldrig forudse en elevs reaktion over deres karakter. Nogen trækker på skulderen over et 9 tal mens andre jubler så højt over et 6 tal at det kan høres over hele skolen. Jeg havde sågar en puge der smilede da hun fik 5. hun var overbevist om at hun havde fået 03 så det var jo bedre end forventet, mente hun. Og det kan hun vel også have nok så ret i. Alt afhænger jo af øjnene der ser.
Alt i alt gik det godt. Et 11 tal, et par 10 taller, tre 5 taller og blandet alndhandel for resten, masser af glade elever, ikke alt for mange sure miner, ingen dødstrusler, kun en meget træt mig og censor. Min censor igen i år var Linda Milne, den amerikanske dame fra Nuuk, der underviser engelsk på Jern og Metal skolen der. Om aftenen var hun og Charles inviteret på middag i privaten og det blev en rigtig hyggelig stund. Camillas patenterede reje risotto, humus, gulerodssalat, hvidvin, lidt øl og masser af snak. Jeg har simpelthen snakket sååååå meget engelsk de sidste par uger at jeg er ved at slå over i det per automatik. Hyggeligt i hvert fald.
Lørdag aften tog Camilla og undertegnede en aftenstur i båden, der nær var endt galt. Jeg havde eksperimenteret lidt med min GPS og lagt en rute på computeren, der lidt uheldigt bragte os midt mellem skær og kyst. Ikke at det er et problem. Der var plads nok, men på et kort kan man jo ikke lige se at på den og den kyst ligger der altså fiskenet i vandet. Det var nær gået galt. Heldigvis var det kun snoren der holdt nettet ude vi sejlede ind i (det eneste man kan se nettene på er en bøje i vandet eller som i dette tilfælde en gammel vanddunk). Vi fik basket den af, sejlede videre nu længere ude fra kysten for ikke at sejle i flere net, men dermed også tættere på skærene, alt imens vinden tog til. Jeg var ikke alt for glad for situationen. Til gengæld syntes Camilla at de tidspunkter hvor jeg var mest nervøs var glimrende tidspunkter at bede mig om at slukke motoren fordi hun lige ville tage et billede. Grrrrr… Her forsøger man at holde båden i balancegang mellem skær og kyst med en fralandsvind og så skal jeg SLUKKE motoren? Hun tog det ikke så pænt da jeg bad hende om at pakke kameraet langt væk. Og det værste var at hun ikke havde lært lektion da vi endelig nåede til havnen. Min bådplads er bag (endnu) et skær så det er ikke så sjovt når der er lavvande, og lavvande det var der lørdag aften. Også i den grad. Og mens jeg forsøger at gøre stakkels Madicken til præcisionen selv ved at styre mod de få meter mellem skær, bådebro og både, hvad gør Camilla? Trækker kameraet frem! Grrrr… Hun tog det ikke så pænt da jeg meget bestemt bad hende om at koncentrerer sig om at vi overlevede indsejling i stedet for at tage et billede til vores nekrolog.
Som I nok har gættet så overlevede vi også denne gang. Men næste gang laver jeg ikke en rute så tæt på kysten. Lidt har man da lært.
P.S. Jeg nåede at få fat i Økonomistyrelsen angående min SU gæld, så jeg behøver ikke længere at betale det frygtede girokort. Tror jeg vil sætte det i en ramme... hehe.
Abonner på:
Opslag (Atom)
