I dag fik jeg lidt et chok. Ja chok er nok en større underdrivelse. Jeg blev lettere rystet. Det drejer sig om mit studielån. Det lån jeg ikke er begyndt at betale tilbage på endnu. Sidste år fik jeg nemlig udskudt første indbetaling endnu et år eftersom min økonomi ikke lige holder til månedlige afdrag på over 3000 kroner endnu. Der er så gået et år og det er på tide jeg får sendt en besked om at jeg egentlig godt vil have det udskudt endnu et år (man kan få det udskudt 4 år men kun et år af gangen). Og det glemte jeg så, og fik min første opkrævning i marts måned. Den glemte jeg så alt om. Den endte desværre i bunden af bunken og jeg skulle nok lige huske at kontakte dem og det blev så aldrig til noget. Og så hørte jeg ikke mere fra dem. Før i går.
I går fik jeg et brev og tænkte straks ”orv, dem skal jeg lige have ringet til og få udsat det dersens lån”, men desværre var klokken over Danmarks kontor tid, hvilket vil sige at det er omkring 12 i Grønland der så er 16.00 i DK. Så jeg tænkte den tager jeg i morgen og fik ikke engang åbnet brevet.
I dag modtog jeg så et nyt brev fra Økonomistyrelsen (det er dem der står for SU lånet). Underligt tænkte jeg da jeg jo havde fået et dagen før. Det viste sig så at det havde jeg ikke. Jeg havde modtaget et brev måneden før men det var bare først kommet frem nu, eftersom den gamle adresse stod på, og så var endt hos Masanti en måneds tid (hvorfor lige Masanti aner jeg ikke). Brevet fra sidste måned var 2. rykker for betaling af lån (har ikke set skyggen af første rykker) og understregning af at hvis ikke den blev betalt betragtede de lånet som opsagt og jeg skulle dermed betale HELE lånet på en gang. Det nye brev var så en bekræftelse af at de betragtede lånet som opsagt og et girokort på 189.337 kroner og 27 ører!!!!!! Snak lige om verdens dyreste brev.
Heldigvis er der visse forbehold, så som at man inden den 1. juni kan afkræfte sin opsigelse (just in case at det nu var en fejl), men hvis ikke det gøres skal beløbet betales inden 1. juni bliver det hele overdraget til inddrivelsescentret i Skat. Lyder ubehageligt.
Et eller andet sted kan jeg jo kun være MEGET glad for at brev nummer tre overhovedet nåede frem. Jeg mener, det første gjorde ikke, nummer to var en måned for sent og det sidste fandt herop på mindre end en uge. Hvis det nu var nået frem i næste uge skyldte jeg et inddrivelsescenter 189.337 kroner og 27 ører. Indtil videre skylder jeg godt nok stadig pengene, men heldigvis ikke til betaling lige med det samme.
Nu må man bare håbe at de tager telefonen.
tirsdag, maj 27, 2008
søndag, maj 25, 2008
jehova komplottet
I en lille by som Maniitsoq går rygterne hurtigt, når først der sker noget. Og egentlig også ret hurtigt hvis der ikke sker noget. En fjer kan hurtigt blive til fem høns. Lad mig demonstrere.
Torsdag var ude og sejle med Dan. Dan er jo en af mine kolleger fra ATI, og da klokken var omkring fyraften aftalte jeg med Dan at vi lige skulle ud og sejle i Madicken. Ikke nogen stor tur, bare en smuttur over i Ata (en lille fjord på øen der ligger dejligt i læ) for at se om vi kunne fange en torsk eller to, samtidig med vi fik en fyraftens bajer og nød lidt tobak. Vejret var skønt og det var dejligt at komme ud efter at have siddet en hel dag på kontoret og rettet engelsk projekter. Torsk var der ingen af, og det nærmeste jeg kom var en grim ulk, der røg lige så hurtigt ud som jeg kunne få den af krogen. Efter en lille times tid tog vi turen tilbage, desværre uden torsk, men de lader åbenbart lidt vente på sig.
Om fredagen var Camilla og jeg så inviteret middag hos Charles. Den lille amerikanske lærer er tre uger i byen og har til lejligheden lånt en.. lejlighed. Herligt, og så ligger den ca. 25 skridt fra vores. Så vi blev inviteret til mexicansk mad, og adskillige øl senere begav vi os ned mod klubben, eller som Charles har døbt den ”The Secret Handshake Club”. Allerede før vi kom ind kunne vi se at den her aften blev god. Døren stod på klem og lyden af musik rungede blandet med en livlig snak og leben.
Og nu er det så jungletrommerne kommer ind i billedet. Du troede vel ikke jeg havde glemt det?
Den første jeg mødte indenfor var Marcus der prompte spurgte mig ”har du solgt din båd til jehovaerne?” Jehovaerne er naturligvis jehovas Vidnerne der holder til her i byen. Jeg har hilst på et par stykker af dem, og de er da meget flinke, men som Camilla så smukt udtrykte det, så kan vores livsstil vidst ikke helt forenes med ”jehovaerne”. Men Marcus havde hørt at jeg havde solgt min båd til jehovaerne. Det var jo ikke sandt, men nysgerrig hvor sådan an information kom frem kom jeg længere ind i rummet. Her mødte jeg så Ib, der så spurgte om hvem det var jeg var ude at sejle med i torsdags? Jeg forklarede at det var da Dan. Var han Jehova og havde jeg solgt min båd til ham? Næh, dan var lærer på skolen og vi var bare ude og få os en fyraftensbajer. Ikke helt den gængse jehova opførsel. Nej det kunne han godt se. Han ku sgu heller ikke helt forså hvis jeg var blevet jehova.
Samme tur fik jeg så også af Jon fem minutter senere. Nej, ikke jehova, ikke solgt båd, Dan er kollega, vi drak øl. Ahhhh.. okay så. Men det bundede åbenbart i at en eller anden (tror ikke engang det hverken var Ib eller Jon) havde set mig og Dan sejle af sted på nye eventyr. Det var så blevet konkluderet at Dan åbenbart var Jehovas vidne og efterhånden som den nyhed gik rundt havde jeg fredag aften åbenbart også solgt min stakkels Madicken til dem. Gad vide hvad det var blevet til hvis jeg ikke var kommet i byen fredag aften. Om mandagen var jeg sikkert allerede blevet medlem af jehovaerne, forkastet mit medlemskab til klubben, og skænket mine jordiske besiddelser til det højere formål… ja, man kan jo aldrig vide.
Det var i hvert fald godt det blev manet til jorden. Aftenen var i hvert fald en af de sjovere. Ikke mindst fordi vi havde fået en gæst, vores nye museums inspektør Tea. Tea er 26, høj, tynd og så er hun ikke ret grim (en jyde vil sige ”jeg har set det der var værre”), hvilket den mandlige del af aftenens klientel så sandelig havde bemærket. Jeg havde jo mit på det tørre (er lykkelig gift, tak) så jeg kunne kun morer mig over den pludselig energi, gutterne de havde. De var (næsten) alle sammen helt fremme i skoene og oppe på dupperne. Men endnu bedre, så faldt hun i en god snak med Camilla. Jeg håber lidt at Camilla i Tea måske kan finde den veninde hun har savnet at have heroppe. De klikkede i hvert fald fint. De er begge vegetarer (men spiser fisk), kan lide at diskutere design ting (tøj og alt det andet), har god musik smag og de faldt i hvert fald hurtigt i snak. Charles hyggede sig også og endnu en vegetar åndsfælle gjorde jo heller ikke noget på den konto.
Vi holdt festen kørende ret så længe og Camilla og jeg var hjemme ved en tre tiden, men ikke før vi havde udvekslet telefonnumre med Tea og hun var inviteret til Grandprix finale lørdag aften. Nu er jeg jo ikke sååå meget for grand prix, og det cirkus der har været i år, gør det ikke helt så meget bedre (tværtom), men i godt selskab, hvor man rigtig kan blive enig om hvor dårligt det ene nummer er og hvor grimme de næste er, hvem der burde vinde, og ikke mindst hvor dem og dem slet ikke burde være der, så er det ikke så galt alligevel. Til det er der så nybagte småkager., chips, chokolade og sodavand og så gør det pludseligt slet ike så meget at der er grand prix alligevel. Det var i hvert fald rigtig hyggeligt, også selvom det var Rusland der vandt. Blah. Så luk da den skjorte og gem det fuglebryst væk. Tsk. Næh, det burde have været Bosnien-Hertzegovina der skulle have vundet. Det var da en sang man kun kunne blive glad af. Sådan er verden så uretfærdig en gang imellem.
Egentlig havde jeg lyst til efter de indledende runder at skrive en lang og harcelerende blog over melodi grandprixen der var blevet til et stort cirkus, men jeg havde jo lovet ikke at være sur gammel mand, så jeg undlod. Jeg vil dog bare lige sige at det da var godt at hverken Estland (estisk udgave af Monrad og Rislund) eller Irland (en skræppende hånddukke der var en grip) gik videre. Utroligt at de overhovedet kom så langt.
Puha, sikke en smøre. Næste uge står den på eksamen med mine to klasser, så det skal nok blive spændende. Jeg lader hører fra mig hvordan det går.
Ha det.
Torsdag var ude og sejle med Dan. Dan er jo en af mine kolleger fra ATI, og da klokken var omkring fyraften aftalte jeg med Dan at vi lige skulle ud og sejle i Madicken. Ikke nogen stor tur, bare en smuttur over i Ata (en lille fjord på øen der ligger dejligt i læ) for at se om vi kunne fange en torsk eller to, samtidig med vi fik en fyraftens bajer og nød lidt tobak. Vejret var skønt og det var dejligt at komme ud efter at have siddet en hel dag på kontoret og rettet engelsk projekter. Torsk var der ingen af, og det nærmeste jeg kom var en grim ulk, der røg lige så hurtigt ud som jeg kunne få den af krogen. Efter en lille times tid tog vi turen tilbage, desværre uden torsk, men de lader åbenbart lidt vente på sig.
Om fredagen var Camilla og jeg så inviteret middag hos Charles. Den lille amerikanske lærer er tre uger i byen og har til lejligheden lånt en.. lejlighed. Herligt, og så ligger den ca. 25 skridt fra vores. Så vi blev inviteret til mexicansk mad, og adskillige øl senere begav vi os ned mod klubben, eller som Charles har døbt den ”The Secret Handshake Club”. Allerede før vi kom ind kunne vi se at den her aften blev god. Døren stod på klem og lyden af musik rungede blandet med en livlig snak og leben.
Og nu er det så jungletrommerne kommer ind i billedet. Du troede vel ikke jeg havde glemt det?
Den første jeg mødte indenfor var Marcus der prompte spurgte mig ”har du solgt din båd til jehovaerne?” Jehovaerne er naturligvis jehovas Vidnerne der holder til her i byen. Jeg har hilst på et par stykker af dem, og de er da meget flinke, men som Camilla så smukt udtrykte det, så kan vores livsstil vidst ikke helt forenes med ”jehovaerne”. Men Marcus havde hørt at jeg havde solgt min båd til jehovaerne. Det var jo ikke sandt, men nysgerrig hvor sådan an information kom frem kom jeg længere ind i rummet. Her mødte jeg så Ib, der så spurgte om hvem det var jeg var ude at sejle med i torsdags? Jeg forklarede at det var da Dan. Var han Jehova og havde jeg solgt min båd til ham? Næh, dan var lærer på skolen og vi var bare ude og få os en fyraftensbajer. Ikke helt den gængse jehova opførsel. Nej det kunne han godt se. Han ku sgu heller ikke helt forså hvis jeg var blevet jehova.
Samme tur fik jeg så også af Jon fem minutter senere. Nej, ikke jehova, ikke solgt båd, Dan er kollega, vi drak øl. Ahhhh.. okay så. Men det bundede åbenbart i at en eller anden (tror ikke engang det hverken var Ib eller Jon) havde set mig og Dan sejle af sted på nye eventyr. Det var så blevet konkluderet at Dan åbenbart var Jehovas vidne og efterhånden som den nyhed gik rundt havde jeg fredag aften åbenbart også solgt min stakkels Madicken til dem. Gad vide hvad det var blevet til hvis jeg ikke var kommet i byen fredag aften. Om mandagen var jeg sikkert allerede blevet medlem af jehovaerne, forkastet mit medlemskab til klubben, og skænket mine jordiske besiddelser til det højere formål… ja, man kan jo aldrig vide.
Det var i hvert fald godt det blev manet til jorden. Aftenen var i hvert fald en af de sjovere. Ikke mindst fordi vi havde fået en gæst, vores nye museums inspektør Tea. Tea er 26, høj, tynd og så er hun ikke ret grim (en jyde vil sige ”jeg har set det der var værre”), hvilket den mandlige del af aftenens klientel så sandelig havde bemærket. Jeg havde jo mit på det tørre (er lykkelig gift, tak) så jeg kunne kun morer mig over den pludselig energi, gutterne de havde. De var (næsten) alle sammen helt fremme i skoene og oppe på dupperne. Men endnu bedre, så faldt hun i en god snak med Camilla. Jeg håber lidt at Camilla i Tea måske kan finde den veninde hun har savnet at have heroppe. De klikkede i hvert fald fint. De er begge vegetarer (men spiser fisk), kan lide at diskutere design ting (tøj og alt det andet), har god musik smag og de faldt i hvert fald hurtigt i snak. Charles hyggede sig også og endnu en vegetar åndsfælle gjorde jo heller ikke noget på den konto.
Vi holdt festen kørende ret så længe og Camilla og jeg var hjemme ved en tre tiden, men ikke før vi havde udvekslet telefonnumre med Tea og hun var inviteret til Grandprix finale lørdag aften. Nu er jeg jo ikke sååå meget for grand prix, og det cirkus der har været i år, gør det ikke helt så meget bedre (tværtom), men i godt selskab, hvor man rigtig kan blive enig om hvor dårligt det ene nummer er og hvor grimme de næste er, hvem der burde vinde, og ikke mindst hvor dem og dem slet ikke burde være der, så er det ikke så galt alligevel. Til det er der så nybagte småkager., chips, chokolade og sodavand og så gør det pludseligt slet ike så meget at der er grand prix alligevel. Det var i hvert fald rigtig hyggeligt, også selvom det var Rusland der vandt. Blah. Så luk da den skjorte og gem det fuglebryst væk. Tsk. Næh, det burde have været Bosnien-Hertzegovina der skulle have vundet. Det var da en sang man kun kunne blive glad af. Sådan er verden så uretfærdig en gang imellem.
Egentlig havde jeg lyst til efter de indledende runder at skrive en lang og harcelerende blog over melodi grandprixen der var blevet til et stort cirkus, men jeg havde jo lovet ikke at være sur gammel mand, så jeg undlod. Jeg vil dog bare lige sige at det da var godt at hverken Estland (estisk udgave af Monrad og Rislund) eller Irland (en skræppende hånddukke der var en grip) gik videre. Utroligt at de overhovedet kom så langt.
Puha, sikke en smøre. Næste uge står den på eksamen med mine to klasser, så det skal nok blive spændende. Jeg lader hører fra mig hvordan det går.
Ha det.
onsdag, maj 21, 2008
WE ARE THE WORLD!!!
Argh! Jeg kan ikke få den åndssvage sang ud af mit hoved! ”We aaaaarrree the wooooorld we aaaaarree the chiiiiildreeeeeen…”. Et forfærdeligt levn fra min ellers nogenlunde problemløse barndom har sneget sig op på mig og denne sang, der jo var et kæmpe hit den gang, men mest er kitch nu, har endnu engang taget plads i mit liv. Yrk.
Det hele kommer sig af at den lille Pisiffik er har fået ridser i pladen. Der er sådan set gået i hak. De sidste to dage jeg har været der inde for at købe en cola eller hvad det nu ellers er jeg skal have mig har ”WE ARE…” kørt i deres lidet agtværdige højtalere. I går nynnede jeg lidt med og tænkte hold da op, sikke et lille blast from the past der lige kom der, og mindedes min tid som bette knajt, der syntes det var en super sang og også synes at mine forældre godt kunne give nogle penge til de der afrikanere, når de rige og berømte nu sang at det var det man burde gøre.
I dag da jeg kom ind til frokosttid kørte den så igen, og jeg tænkte hodl da op sikke et sammentræf at radioen spiller den samme sang som i går lige på den tid hvor jeg kommer ind i forretningen. Det var da pudsigt, og handlede videre mens jeg kort men overfladisk skænkede min barndom en tanke og hurtigt kom fra det igen. Sidst på eftermiddagen på vej hjem fra arbejde svingede jeg så forbi selv samme forretning, og tænk om ikke den samme sang spillede igen! Nu er jeg ikke den der tror på en indgriben fra højere magter, så jeg køber ikke helt forklaringen med at det har været helt tilfældigt at radioen spillede den tre gange på to dage, præcist valgt når jeg kom ind i butikken. Nix, jeg tror simpelthen at radion har været en cd, og at de (de ansatte) har fået sat cd’en på repeat og nu er tvungen til at høre det ene nummer indtil der er en der tager sig sammen til at gå ind og skifte. Det har så åbenbart indtil videre taget halvanden dag. Jeg siger jer – hvis den stadig kører i baggrunden når jeg kommer forbi i morgen, så går jeg ind og skifter. Jeg mener det er en okay sang, men efterhånden er alt andet bedre end ”WEEE AAAAREEE THE WOOOOOOORLD!” Giv mig heavy metal med Skagerak! Giv mig Keld og Hilda, Jodle Birger, Kandis. Giv mig Nik og Jay, Backstreet Boys, new Kids on the Block! Giv mig new age, wienerwaltz, yesterday udført i den værste muzak instrumental trompet version! Giv mig noget andet! Puha.. der røg kæden vist af. Jeg undskylder.
Men mens jeg nu er i gang med at harcelere så er der noget jeg gerne har ville brokke mig over i en god rum tid. KNR - Kalaallit Nunaata Radioa. Magen til amatør kanal skal man lede længe efter. Det er som at se dansk fjernsyn i 70’erne – langsomt og kedeligt. Specielt mellem programmerne, der for det meste alligevel er taget fra dansk tv alligevel. I mellem programmerne trækker de så tiden ud i evigheder med stemningsbilleder, billedreklamer, oplysning til borgerne (for titusinde gang), gamle revy klip (igen igen) og sågar pausefisk.
Og så er de forfærdeligt inkonsekvente med deres tv programmer. For eksempel har de et kultur program der hedder Qaput! Der kommer to gange om ugen. Om torsdagen på grønlandsk og så tekstet på dansk om søndagen. Altså bortset fra at de op til flere gange har glemt at så sende den tekstede udgave om søndagen. Eller når de sender Viden Om, er det synkroniseret til grønlandsk. Det synes jeg er helt fin. Mere af den slags. Men så er det bare at de ikke altid gør det. Nogen gange sender de så en usynkroniseret udgave, så som seer er man fuldstændig i vildrede. Er man dansker kan man være heldig at se det en gang imellem (for den grønlandske udgave er ikke tekstet på dansk) og som grønlænder der ikke er så god til dansk kan man så ikke altid regne med at programmet er til at forstå, siden der ikke sendes undertekster på grønlandsk på nogen programmer overhovedet.
For ikke at taler om deres TV-køkken, der er en genudsendelse af et grønlandsk produceret tv køkken fra 1999 med skiftende kokke. Ja, ok, det er da fint nok. Men i dag skulle det så være med en Bibi et eller andet og hvad dukker så op? Frederik og Frede der laver en fiskeret i et program der blev sendt så sendt som for to uger siden. Så ikke nok med at det er en genudsendelse, men det her er så en genudsendelse af genudsendelsen. Og så tror jeg ikke engang at det var meningen. Helt ærligt så tror jeg bare at KNR er ret så inkompetente. Ja, det lyder hårdt at sige, men der har simpelthen været så mange åndssvage fejl fra deres side med programmer der ikke kommer, pludseligt skiftende sendetider, manglende synkronisering og undertekster og det bliver bare ved og ved. Nogen burde give dem en dummebøde, for det er simpelthen på stadie med en middelmådig lokal tv station. Hvis det altså er en af KNR’s gode dage. En løsning var at sende hele KNR staben på kompetence kursus. Eller låse dem inde i et rum hvor de kunne blive bombarderet med MTV i et par timer. Så var der da en chance for at KNR ikke var så dræbende langsomt. Man kan jo nå at falde i søvn mellem udsendelserne.
Av. Gamle mavesure mand. Hvad er det der sker med mig i dag? Jeg har det sådan set fint nok. Jeg er glad for tiden, min kone er dejlig. Jeg havde sidste undervisningsdag i fredags og torsdag og fredag næste uge skal jeg have mine elever til eksamen. Livet er godt. Bare ærgerligt at grønlandsk fjernsyn er lidt bagud. 30 år eller der omkring.
Nå, jeg lover at jeg snart skriver igen og det bliver alt andet end brok. For jeg er virkelig glad. Det lover jeg. Amar.
orv ja - hurra for AAB! Mere at være glad over :)
Det hele kommer sig af at den lille Pisiffik er har fået ridser i pladen. Der er sådan set gået i hak. De sidste to dage jeg har været der inde for at købe en cola eller hvad det nu ellers er jeg skal have mig har ”WE ARE…” kørt i deres lidet agtværdige højtalere. I går nynnede jeg lidt med og tænkte hold da op, sikke et lille blast from the past der lige kom der, og mindedes min tid som bette knajt, der syntes det var en super sang og også synes at mine forældre godt kunne give nogle penge til de der afrikanere, når de rige og berømte nu sang at det var det man burde gøre.
I dag da jeg kom ind til frokosttid kørte den så igen, og jeg tænkte hodl da op sikke et sammentræf at radioen spiller den samme sang som i går lige på den tid hvor jeg kommer ind i forretningen. Det var da pudsigt, og handlede videre mens jeg kort men overfladisk skænkede min barndom en tanke og hurtigt kom fra det igen. Sidst på eftermiddagen på vej hjem fra arbejde svingede jeg så forbi selv samme forretning, og tænk om ikke den samme sang spillede igen! Nu er jeg ikke den der tror på en indgriben fra højere magter, så jeg køber ikke helt forklaringen med at det har været helt tilfældigt at radioen spillede den tre gange på to dage, præcist valgt når jeg kom ind i butikken. Nix, jeg tror simpelthen at radion har været en cd, og at de (de ansatte) har fået sat cd’en på repeat og nu er tvungen til at høre det ene nummer indtil der er en der tager sig sammen til at gå ind og skifte. Det har så åbenbart indtil videre taget halvanden dag. Jeg siger jer – hvis den stadig kører i baggrunden når jeg kommer forbi i morgen, så går jeg ind og skifter. Jeg mener det er en okay sang, men efterhånden er alt andet bedre end ”WEEE AAAAREEE THE WOOOOOOORLD!” Giv mig heavy metal med Skagerak! Giv mig Keld og Hilda, Jodle Birger, Kandis. Giv mig Nik og Jay, Backstreet Boys, new Kids on the Block! Giv mig new age, wienerwaltz, yesterday udført i den værste muzak instrumental trompet version! Giv mig noget andet! Puha.. der røg kæden vist af. Jeg undskylder.
Men mens jeg nu er i gang med at harcelere så er der noget jeg gerne har ville brokke mig over i en god rum tid. KNR - Kalaallit Nunaata Radioa. Magen til amatør kanal skal man lede længe efter. Det er som at se dansk fjernsyn i 70’erne – langsomt og kedeligt. Specielt mellem programmerne, der for det meste alligevel er taget fra dansk tv alligevel. I mellem programmerne trækker de så tiden ud i evigheder med stemningsbilleder, billedreklamer, oplysning til borgerne (for titusinde gang), gamle revy klip (igen igen) og sågar pausefisk.
Og så er de forfærdeligt inkonsekvente med deres tv programmer. For eksempel har de et kultur program der hedder Qaput! Der kommer to gange om ugen. Om torsdagen på grønlandsk og så tekstet på dansk om søndagen. Altså bortset fra at de op til flere gange har glemt at så sende den tekstede udgave om søndagen. Eller når de sender Viden Om, er det synkroniseret til grønlandsk. Det synes jeg er helt fin. Mere af den slags. Men så er det bare at de ikke altid gør det. Nogen gange sender de så en usynkroniseret udgave, så som seer er man fuldstændig i vildrede. Er man dansker kan man være heldig at se det en gang imellem (for den grønlandske udgave er ikke tekstet på dansk) og som grønlænder der ikke er så god til dansk kan man så ikke altid regne med at programmet er til at forstå, siden der ikke sendes undertekster på grønlandsk på nogen programmer overhovedet.
For ikke at taler om deres TV-køkken, der er en genudsendelse af et grønlandsk produceret tv køkken fra 1999 med skiftende kokke. Ja, ok, det er da fint nok. Men i dag skulle det så være med en Bibi et eller andet og hvad dukker så op? Frederik og Frede der laver en fiskeret i et program der blev sendt så sendt som for to uger siden. Så ikke nok med at det er en genudsendelse, men det her er så en genudsendelse af genudsendelsen. Og så tror jeg ikke engang at det var meningen. Helt ærligt så tror jeg bare at KNR er ret så inkompetente. Ja, det lyder hårdt at sige, men der har simpelthen været så mange åndssvage fejl fra deres side med programmer der ikke kommer, pludseligt skiftende sendetider, manglende synkronisering og undertekster og det bliver bare ved og ved. Nogen burde give dem en dummebøde, for det er simpelthen på stadie med en middelmådig lokal tv station. Hvis det altså er en af KNR’s gode dage. En løsning var at sende hele KNR staben på kompetence kursus. Eller låse dem inde i et rum hvor de kunne blive bombarderet med MTV i et par timer. Så var der da en chance for at KNR ikke var så dræbende langsomt. Man kan jo nå at falde i søvn mellem udsendelserne.
Av. Gamle mavesure mand. Hvad er det der sker med mig i dag? Jeg har det sådan set fint nok. Jeg er glad for tiden, min kone er dejlig. Jeg havde sidste undervisningsdag i fredags og torsdag og fredag næste uge skal jeg have mine elever til eksamen. Livet er godt. Bare ærgerligt at grønlandsk fjernsyn er lidt bagud. 30 år eller der omkring.
Nå, jeg lover at jeg snart skriver igen og det bliver alt andet end brok. For jeg er virkelig glad. Det lover jeg. Amar.
orv ja - hurra for AAB! Mere at være glad over :)
søndag, maj 11, 2008
en forsmået kaptajn taler ud
Som tidligere nævnt er Camilla startet i børnehaven som støttepædagog for Ulrik og Merethes ældste søn Alexander Julius på fem år, der har dyspraksi. Og det går strygende. Faktisk så godt at hun er blevet et større hit hos både den ældste og den yngste søn. Så vi tænkte at hvorfor ikke tage dem med på en lille sejltur, nu båden alligevel var kommet i vandet. Som sagt så gjort.
Ulrik ville også gerne ud og sejle så vi blev fem ombord på den lille Madicken, hvilket gik fint, men lad os bare sige at der vist ikke skal være flere end fem ombord af gangen. Og helst kun når to af dem er så små som Alexander Julius og Jonathan. Jeg må sige at jeg var en smule bekymret til at starte med, for børn er jo en lidt sjov størrelse. Har de en god dag og synes noget er sjovt og interessant så går det hele legende let, men er det lidt halvkedeligt og de er småtrætte og irriterede så kan selv den mindste ting blive en større kamp. Så hvordan kunne det ikke ende ude på søen, to timer hjemmefra, med to energi bomber der ville være alle andre steder end lige her. Det behøvede jeg nu ikke at være så bekymret for. For det første fordi at vi slet ikke tog så lang en tur (det turde jeg ikke lige), og for det andet fordi at de havde jo Camilla. Og far. Og så til sidst ham der har båden. Forklaring følger.
Jeg har gennem mine mange år prydet mig med den sikre viden om at jeg er god til børn. Børn elsker mig. Vi connecter ret hurtigt, hygger os, leger og jeg bliver ret hurtigt deres aller bedste ven i hele verden. Men jeg må sige at jeg har fået kamp til stregen. Inklusiv en overhaling indenom at ingen ringere end min kone. For på den her tur, som faktisk var ret hyggelig, der var al opmærksomhed fra de to gutter på enten farmand Ulrik eller Camilla. Jeg var ret hurtigt degraderet til ham der, der styrede båden. Som om det var noget. Næh, du, fiske med støttepædagogen det var lige noget for gutterne. Eller far der rodede med sin nyindkøbte pilke tingeltangel eller stod på hovedet og tog billeder, det hittede. Ingen interesse overhovedet for den eneste ene der rent faktisk gjorde turen mulig. Mig. Kaptajnen. Det kan jo ikke passe at jeg bliver fuldstændigt ignoreret på min egen båd! Mytteri. Næh, der måtte nye boller på suppen og det i en fart, hvis ikke jeg skulle miste skuden til bløde værdier og amatørfotografer. Jeg måtte sætte mig selv respekt. Vinde ungernes tillid. Og jeg havde et trumfkort. Et farligt trumfkort vil nogen nok sige. Et dødsforagt trumfkort vil andre sige. Jeg lod Alexander Julius styrer båden!
Okay, der var visse problemer med at styre båden for den bette knægt. Kræfterne holdt ikke helt til at dreje rattet, men hives det blev der da. Derimod fandt han hurtigt ud af hvordan man gav den gas. Og helst rigtig meget på en gang. Så båden fik nogle ordentlige ryk i tide og utide mens jeg behændigt forsøgte at styre båden væk fra at sejle direkte ind i diverse stykker fjeld eller skær eller hvad der nu var derude. Det gik nu fint, og jeg tror faktisk Alexander Julius lærte noget i dag. Han spurgte i hvert fald nok for to. Jeg måtte forklare både hvad et kompas var, hvordan omdrejningstælleren virkede, gassen, tændingsnøglen og specielt knappen der fik motoren til at vippe op og ned, var ret sjov. Men nu er den slags ikke ligefrem legetøj, så jeg holdte pilfingermentaliteten nede på et minimum, og det gik. Og jeg var populær. Eller båden var i hvert fald. Og siden jeg er kaptajn på båden, tager jeg lige den på min kappe.
Jonathan derimod var ikke helt tryg ved alt det der sejle halløjsa (og derved også sværere at vinde over på min side). Mest irriterede det ham at han skulle have en redningsvest på. Men han forstod godt at havde han den ikke på, kunne han ikke være på dækket og måtte bliver i kahytten. Så der var han det meste af turen mens han fortærede kiks efter kiks og sad med Camila (grrrrrr…) og kiggede ud af vinduerne efter de andre både, isflager, tang i vandoverfladen og alle de andre ting man kan se ude på søen. Han hyggede sig, og fik da også fisket lidt den ene gang han overbærende og efter en længere diskussion fik vesten på.
Under alle omstændigheder var det en dejlig formiddag. Vi fangede godt nok ingen fisk, men det er stadigt tidligt på sæsonen og torskene gemmer sig stadig på dybt vand. Så længe jeg ikke hører om andre i omgangskredsen der fanger tusinder af torsk, så er jeg ikke så nervøs. Men vi fik sejlet og nydt det brandgode vejr. Så må vi bare håbe at ungerne næste gang forstår at sætte pris på den vigtigste på båden.
Mig.
Ulrik ville også gerne ud og sejle så vi blev fem ombord på den lille Madicken, hvilket gik fint, men lad os bare sige at der vist ikke skal være flere end fem ombord af gangen. Og helst kun når to af dem er så små som Alexander Julius og Jonathan. Jeg må sige at jeg var en smule bekymret til at starte med, for børn er jo en lidt sjov størrelse. Har de en god dag og synes noget er sjovt og interessant så går det hele legende let, men er det lidt halvkedeligt og de er småtrætte og irriterede så kan selv den mindste ting blive en større kamp. Så hvordan kunne det ikke ende ude på søen, to timer hjemmefra, med to energi bomber der ville være alle andre steder end lige her. Det behøvede jeg nu ikke at være så bekymret for. For det første fordi at vi slet ikke tog så lang en tur (det turde jeg ikke lige), og for det andet fordi at de havde jo Camilla. Og far. Og så til sidst ham der har båden. Forklaring følger.
Jeg har gennem mine mange år prydet mig med den sikre viden om at jeg er god til børn. Børn elsker mig. Vi connecter ret hurtigt, hygger os, leger og jeg bliver ret hurtigt deres aller bedste ven i hele verden. Men jeg må sige at jeg har fået kamp til stregen. Inklusiv en overhaling indenom at ingen ringere end min kone. For på den her tur, som faktisk var ret hyggelig, der var al opmærksomhed fra de to gutter på enten farmand Ulrik eller Camilla. Jeg var ret hurtigt degraderet til ham der, der styrede båden. Som om det var noget. Næh, du, fiske med støttepædagogen det var lige noget for gutterne. Eller far der rodede med sin nyindkøbte pilke tingeltangel eller stod på hovedet og tog billeder, det hittede. Ingen interesse overhovedet for den eneste ene der rent faktisk gjorde turen mulig. Mig. Kaptajnen. Det kan jo ikke passe at jeg bliver fuldstændigt ignoreret på min egen båd! Mytteri. Næh, der måtte nye boller på suppen og det i en fart, hvis ikke jeg skulle miste skuden til bløde værdier og amatørfotografer. Jeg måtte sætte mig selv respekt. Vinde ungernes tillid. Og jeg havde et trumfkort. Et farligt trumfkort vil nogen nok sige. Et dødsforagt trumfkort vil andre sige. Jeg lod Alexander Julius styrer båden!
Okay, der var visse problemer med at styre båden for den bette knægt. Kræfterne holdt ikke helt til at dreje rattet, men hives det blev der da. Derimod fandt han hurtigt ud af hvordan man gav den gas. Og helst rigtig meget på en gang. Så båden fik nogle ordentlige ryk i tide og utide mens jeg behændigt forsøgte at styre båden væk fra at sejle direkte ind i diverse stykker fjeld eller skær eller hvad der nu var derude. Det gik nu fint, og jeg tror faktisk Alexander Julius lærte noget i dag. Han spurgte i hvert fald nok for to. Jeg måtte forklare både hvad et kompas var, hvordan omdrejningstælleren virkede, gassen, tændingsnøglen og specielt knappen der fik motoren til at vippe op og ned, var ret sjov. Men nu er den slags ikke ligefrem legetøj, så jeg holdte pilfingermentaliteten nede på et minimum, og det gik. Og jeg var populær. Eller båden var i hvert fald. Og siden jeg er kaptajn på båden, tager jeg lige den på min kappe.
Jonathan derimod var ikke helt tryg ved alt det der sejle halløjsa (og derved også sværere at vinde over på min side). Mest irriterede det ham at han skulle have en redningsvest på. Men han forstod godt at havde han den ikke på, kunne han ikke være på dækket og måtte bliver i kahytten. Så der var han det meste af turen mens han fortærede kiks efter kiks og sad med Camila (grrrrrr…) og kiggede ud af vinduerne efter de andre både, isflager, tang i vandoverfladen og alle de andre ting man kan se ude på søen. Han hyggede sig, og fik da også fisket lidt den ene gang han overbærende og efter en længere diskussion fik vesten på.
Under alle omstændigheder var det en dejlig formiddag. Vi fangede godt nok ingen fisk, men det er stadigt tidligt på sæsonen og torskene gemmer sig stadig på dybt vand. Så længe jeg ikke hører om andre i omgangskredsen der fanger tusinder af torsk, så er jeg ikke så nervøs. Men vi fik sejlet og nydt det brandgode vejr. Så må vi bare håbe at ungerne næste gang forstår at sætte pris på den vigtigste på båden.
Mig.
tirsdag, maj 06, 2008
i går var det Camillas fødselsdag hurra hurra hurra…
Jepper, så oprandt dagen endelig hvor min udkårne rundede det skarpe hjørne af 26. Og det må siges at det var en dejlig (og dyr) dag/aften. Men lad os lige spole tide lidt tilbage, før vi når så langt.
Maniitsoq er ikke ligefrem en verdens største shopping mekka, og rent personligt er der ud over lidt elektronik, bådudstyr og dagligvarer ikke meget at bruge sin surt optjente penge på. Så når det kommer til fødselsdagsgaver bliver det knapt så spændende. Heldigvis er internettet opfundet og online shopping er alfa omega for mig der ynder at læse engelske bøger, obskure tegneserier eller se lettere forstyrrede film, der alle kan skaffes ofte til billige penge over nettet. Så hvorfor ikke købe noget online til Camilla? Og jeg vidste samtidig om en hel flok af design, hækle og stof bøger Camilla ønskede sig der for det meste kun lod sig skaffe via en online biks i England. Go internet! Så jeg bestilte tre fine bøger til hende (og to til mig nu jeg var i gang), og krydsede fingre for at det grønlandske postvæsen ikke fuckede leverancen op alt for meget. Men alt dette vidste Camilla jo intet om.
Camilla derimod havde kun bemærket at jeg ikke en eneste gang havde spurgt hende om hun havde fundet noget i byen hun kunne tænke sig, og begyndte stille og roligt at prikke til mig – nu havde jeg vel købt en gave, og sårn. Det lød virkelig som om hun ikke troede at jeg havde tænkt mig at købe noget til hende, så den bold tog jeg så op (jeg kunne ikke lade være.. hehe). Så jeg forklarede at det var der sgu snart ikke råd til, men 5.000 kroner til båden, 5.000 til ny vaskemaskine, 800 for et spejl i soveværelset (ja det er dyrt når det hele skal ordnes på samme tid), så det var sgu ikke så godt med økonomien. Camilla mente at gaver det burde der altså være råd til og den behøvede jo ikke at være så dyr, og det var også en dårlig tradition hvis vi begyndte ikke at give hinanden gaver på vores fødselsdag. Jo, hun var nervøs. Faktisk tror jeg hun var ved at blive lidt sur på mig over min økonomiske snusfornuft når det nu var hendes gave(r) det gik ud over. Jeg måtte mane til ro, ved at love at jeg nok skulle købe en gave til hende til mandag (ellers havde jeg sovet hele weekenden på sofaen) og hun synes desuden lige hun ville gøre opmærksom at forretningen under Brugsen havde en flot halskæde, hun godt kunne lide. Hint hint.
Jo jeg kæmpede en hårfin balancegang mellem at være den dumme gaveløse pengegnier og så være den underdanige ægtemand der nok skulle tage sig sammen til at købe den der gave som hun jo så gerne ville have – uden så at være nogen af delene. Det hele kun for at overraske hende på selve dagen. Jo det var højt spil. Og for at sætte yderligere pres på så var der kommet to pakker til hende fra hendes veninder i KBH DK og en fra hendes forældre, men siden de ankommer til skolen og ikke hjem til os, så beholdte jeg dem på skolen og bildte den stakkels Camilla ind at der ikke var kommet noget endnu, hvilket ikke heldigvis er ret så plausibelt heroppe. Så Camilla var dobbelt frustreret, ikke nok med at manden i hendes liv ikke rigtig orkede det der med gaver, så så det heller ikke ud til at der kom noget som helst fra hjemlandet. Stakkels pige.
Heldigvis blev hun i en del bedre humør da jeg mandag morgen meget tidlig vækkede hende med pakker fra Danmark, hele tre gaver fra mig og naturligvis skønsang (”i dai ær dæ kamiilaaaaas fødselsdaaiii huraaa hurraaa hurraaa”, meget yndigt). Derefter var der morgenmad for to, og af sted på arbejde for os begge. Omkring tre halv fire tog vi ned til båden, fik benzin på og kom ud på en skøn tur i det dejlige forårsvejr. Planen var at vi skulle om på den anden side af øen, fange nogle fisk og tage hjem og få friske fisk til aftensmad. Desværre var fiskene ikke med på den plan, så vi endte i stedet på hotellets restaurant og fik hver en kæmpe fisketallerken med torsk, hellefisk, rødfisk, havkat og rejer med dertil hørende tilbehør og et par glas hvidvin. Jo der blev ikke sparet på noget. Aftenen sluttede foran tv avisen helt udmattede af alt den alt alt for friske luft.
Og så tror jeg heller ikke jeg skal bruge penge i meget meget lang tid…
Maniitsoq er ikke ligefrem en verdens største shopping mekka, og rent personligt er der ud over lidt elektronik, bådudstyr og dagligvarer ikke meget at bruge sin surt optjente penge på. Så når det kommer til fødselsdagsgaver bliver det knapt så spændende. Heldigvis er internettet opfundet og online shopping er alfa omega for mig der ynder at læse engelske bøger, obskure tegneserier eller se lettere forstyrrede film, der alle kan skaffes ofte til billige penge over nettet. Så hvorfor ikke købe noget online til Camilla? Og jeg vidste samtidig om en hel flok af design, hækle og stof bøger Camilla ønskede sig der for det meste kun lod sig skaffe via en online biks i England. Go internet! Så jeg bestilte tre fine bøger til hende (og to til mig nu jeg var i gang), og krydsede fingre for at det grønlandske postvæsen ikke fuckede leverancen op alt for meget. Men alt dette vidste Camilla jo intet om.
Camilla derimod havde kun bemærket at jeg ikke en eneste gang havde spurgt hende om hun havde fundet noget i byen hun kunne tænke sig, og begyndte stille og roligt at prikke til mig – nu havde jeg vel købt en gave, og sårn. Det lød virkelig som om hun ikke troede at jeg havde tænkt mig at købe noget til hende, så den bold tog jeg så op (jeg kunne ikke lade være.. hehe). Så jeg forklarede at det var der sgu snart ikke råd til, men 5.000 kroner til båden, 5.000 til ny vaskemaskine, 800 for et spejl i soveværelset (ja det er dyrt når det hele skal ordnes på samme tid), så det var sgu ikke så godt med økonomien. Camilla mente at gaver det burde der altså være råd til og den behøvede jo ikke at være så dyr, og det var også en dårlig tradition hvis vi begyndte ikke at give hinanden gaver på vores fødselsdag. Jo, hun var nervøs. Faktisk tror jeg hun var ved at blive lidt sur på mig over min økonomiske snusfornuft når det nu var hendes gave(r) det gik ud over. Jeg måtte mane til ro, ved at love at jeg nok skulle købe en gave til hende til mandag (ellers havde jeg sovet hele weekenden på sofaen) og hun synes desuden lige hun ville gøre opmærksom at forretningen under Brugsen havde en flot halskæde, hun godt kunne lide. Hint hint.
Jo jeg kæmpede en hårfin balancegang mellem at være den dumme gaveløse pengegnier og så være den underdanige ægtemand der nok skulle tage sig sammen til at købe den der gave som hun jo så gerne ville have – uden så at være nogen af delene. Det hele kun for at overraske hende på selve dagen. Jo det var højt spil. Og for at sætte yderligere pres på så var der kommet to pakker til hende fra hendes veninder i KBH DK og en fra hendes forældre, men siden de ankommer til skolen og ikke hjem til os, så beholdte jeg dem på skolen og bildte den stakkels Camilla ind at der ikke var kommet noget endnu, hvilket ikke heldigvis er ret så plausibelt heroppe. Så Camilla var dobbelt frustreret, ikke nok med at manden i hendes liv ikke rigtig orkede det der med gaver, så så det heller ikke ud til at der kom noget som helst fra hjemlandet. Stakkels pige.
Heldigvis blev hun i en del bedre humør da jeg mandag morgen meget tidlig vækkede hende med pakker fra Danmark, hele tre gaver fra mig og naturligvis skønsang (”i dai ær dæ kamiilaaaaas fødselsdaaiii huraaa hurraaa hurraaa”, meget yndigt). Derefter var der morgenmad for to, og af sted på arbejde for os begge. Omkring tre halv fire tog vi ned til båden, fik benzin på og kom ud på en skøn tur i det dejlige forårsvejr. Planen var at vi skulle om på den anden side af øen, fange nogle fisk og tage hjem og få friske fisk til aftensmad. Desværre var fiskene ikke med på den plan, så vi endte i stedet på hotellets restaurant og fik hver en kæmpe fisketallerken med torsk, hellefisk, rødfisk, havkat og rejer med dertil hørende tilbehør og et par glas hvidvin. Jo der blev ikke sparet på noget. Aftenen sluttede foran tv avisen helt udmattede af alt den alt alt for friske luft.
Og så tror jeg heller ikke jeg skal bruge penge i meget meget lang tid…
søndag, maj 04, 2008
klub champs 2008!
I går havde vi klubmesterskaberne i alternative ”sportsgrene”, så i dag har jeg haft det rigtig skidt. Selvforskyldt naturligvis. Tømmermændene har banket om kap med min ekstrem dårlige sprit ånde, der bare ikke ville forsvinde selv efter 2 tandbørstninger og en halspastil.
Men aftenen (i går) var nu super hyggelig. Jeg er efter sidste generalforsamling blevet en del af aktivitetsudvalget og vi har den sidste måned haft et par møder og fik så stablet det hersens arrangement på benene. Først delte vi folk ind i fire grupper med fire i hver. Vi havde så forberedt fem forskellige korte discipliner: bowling, billard, søm på tid, bordfodbold og musikquiz. Bowling var noget med at vælte kegler på et billard bord, hvor hver man har 5 skud, billard var en turnering hvor alle havde 2 skud hver (efter tur), søm på tid var slå et kæmpe søm ned i en træstub (den slags adspredelse er allerede en fast del af inventaret i klubben alligevel). Bordfodbolden var at hele holdet skulle spille på en gang, hvilket altså betød at der stod otte mand og spillede bordfodbold på en gang. Ret så underholdende at se på. Og til sidst var der så en lang musikquiz hvor Jonas spillede 10 sekunder af en sang og så skulle man gætte kunstner og titel.
Vi var hold 1, og det bestod af undertegnede, Karsten (min ATI homey) og den garvede Bjørn. Jepper, et sandt dream team. Oprindeligt havde vi en fjerde mand, men han dukkede ikke op, så vi var istedet en dødbringende trio. I hvert fald i starten, hvor vi tæskede de andre i både bowling og billard (med lidt held og rimelig sikker Bjørn, samtidig med at jeg for en gang skyld ikke gav os minus point). Derefter gik det knap så godt. Søm på tid gik af helvede til, men hvad kan man forvente af to skolelærere versus en hel klub fuld af håndværkere? Jep, der er dømt nederlag. I bordfodbold fik vi skrabet en tredjeplads sammen, hvilket gjorde at vi lå lige hold 4 og kun et point bag hold 2 (point blev givet 5 for en sejr, 3 for en 2. plads, 2 for en 3. plads og sidste 1 for nederlag). Så der var spænding før sidste og afgørende disciplin – musik quiz. Her skulle det så også vise sig at vires hold måske var lidt bedre stillet end de fleste. Selv pryder jeg mig gerne af min store musikviden og Karsten og undertegnede har haft mange og lange diskussioner om musik (gerne under en eller anden form for alkohol påvirkning i klub regi, men alligevel.. utrolig kloge at høre på). Og bjørn vidste sig som en sand mester når det kom til old school jazz og det der lignede. Lad os bare sige at de andre hold lå tæt i den sidste kategori med henholdsvis 37, 37.5 og 38 point. Vi havde 67! WE ROCK(ed)! De fik på munden gjorde de. Så med den fantastiske opvisning af musikviden blev vi de store klubmestre anno 2008, vandt en flaske Blå Gajol og så gik det ligesom galt derfra. Øllene tog hinanden, de små blå blev hældt ned i en lind strøm og klokken halv to lå jeg på toilettet herhjemme og talte i den store telefon. Uh, jeg havde det skidt. Og stakkels Camilla, der skulle sove ved siden af den fulde stodder. Jeg var ikke et kønt syn.
Under alle omstændigheder så gjorde jeg et stærkt comeback lidt senere på dagen, efter morgenmad, hovedpinepiller, cola og bad var overstået. Vi har nemlig fået båden i vandet! YES! Båden har været på værft og bunden er nu flot, renset for ruger, ny malet og super duper klar til endnu en sæson. Så vi gik ned til havnen og tøffede en lille tur ud til Ata (en lille fjord i nærheden), pilkede lidt i det gode vejr og nød i det hele taget stilheden, naturen, solen og hinanden. Jo jeg fik lidt bonus point igen (havde også lidt jeg skulle indhente). Desværre bed ingen fisk på, men det kommer nok snart. Vi skal også på tur i morgen hvis vejret er til det, eftersom det er Camillas fødselsdag og så får hun lov at bestemme. Vi skal på en tur på den anden side af øen og se om ikke fiskemulighederne er lidt bedre der. Det tror jeg de er. Kunne lige passe andet at man ikke kan fange en fisk på sin fødselsdag.
Nu tror jeg at jeg vil i seng.. mit hoved er ikke hvad det har været og jeg skal jo helst være på toppen i morgen.
Men aftenen (i går) var nu super hyggelig. Jeg er efter sidste generalforsamling blevet en del af aktivitetsudvalget og vi har den sidste måned haft et par møder og fik så stablet det hersens arrangement på benene. Først delte vi folk ind i fire grupper med fire i hver. Vi havde så forberedt fem forskellige korte discipliner: bowling, billard, søm på tid, bordfodbold og musikquiz. Bowling var noget med at vælte kegler på et billard bord, hvor hver man har 5 skud, billard var en turnering hvor alle havde 2 skud hver (efter tur), søm på tid var slå et kæmpe søm ned i en træstub (den slags adspredelse er allerede en fast del af inventaret i klubben alligevel). Bordfodbolden var at hele holdet skulle spille på en gang, hvilket altså betød at der stod otte mand og spillede bordfodbold på en gang. Ret så underholdende at se på. Og til sidst var der så en lang musikquiz hvor Jonas spillede 10 sekunder af en sang og så skulle man gætte kunstner og titel.
Vi var hold 1, og det bestod af undertegnede, Karsten (min ATI homey) og den garvede Bjørn. Jepper, et sandt dream team. Oprindeligt havde vi en fjerde mand, men han dukkede ikke op, så vi var istedet en dødbringende trio. I hvert fald i starten, hvor vi tæskede de andre i både bowling og billard (med lidt held og rimelig sikker Bjørn, samtidig med at jeg for en gang skyld ikke gav os minus point). Derefter gik det knap så godt. Søm på tid gik af helvede til, men hvad kan man forvente af to skolelærere versus en hel klub fuld af håndværkere? Jep, der er dømt nederlag. I bordfodbold fik vi skrabet en tredjeplads sammen, hvilket gjorde at vi lå lige hold 4 og kun et point bag hold 2 (point blev givet 5 for en sejr, 3 for en 2. plads, 2 for en 3. plads og sidste 1 for nederlag). Så der var spænding før sidste og afgørende disciplin – musik quiz. Her skulle det så også vise sig at vires hold måske var lidt bedre stillet end de fleste. Selv pryder jeg mig gerne af min store musikviden og Karsten og undertegnede har haft mange og lange diskussioner om musik (gerne under en eller anden form for alkohol påvirkning i klub regi, men alligevel.. utrolig kloge at høre på). Og bjørn vidste sig som en sand mester når det kom til old school jazz og det der lignede. Lad os bare sige at de andre hold lå tæt i den sidste kategori med henholdsvis 37, 37.5 og 38 point. Vi havde 67! WE ROCK(ed)! De fik på munden gjorde de. Så med den fantastiske opvisning af musikviden blev vi de store klubmestre anno 2008, vandt en flaske Blå Gajol og så gik det ligesom galt derfra. Øllene tog hinanden, de små blå blev hældt ned i en lind strøm og klokken halv to lå jeg på toilettet herhjemme og talte i den store telefon. Uh, jeg havde det skidt. Og stakkels Camilla, der skulle sove ved siden af den fulde stodder. Jeg var ikke et kønt syn.
Under alle omstændigheder så gjorde jeg et stærkt comeback lidt senere på dagen, efter morgenmad, hovedpinepiller, cola og bad var overstået. Vi har nemlig fået båden i vandet! YES! Båden har været på værft og bunden er nu flot, renset for ruger, ny malet og super duper klar til endnu en sæson. Så vi gik ned til havnen og tøffede en lille tur ud til Ata (en lille fjord i nærheden), pilkede lidt i det gode vejr og nød i det hele taget stilheden, naturen, solen og hinanden. Jo jeg fik lidt bonus point igen (havde også lidt jeg skulle indhente). Desværre bed ingen fisk på, men det kommer nok snart. Vi skal også på tur i morgen hvis vejret er til det, eftersom det er Camillas fødselsdag og så får hun lov at bestemme. Vi skal på en tur på den anden side af øen og se om ikke fiskemulighederne er lidt bedre der. Det tror jeg de er. Kunne lige passe andet at man ikke kan fange en fisk på sin fødselsdag.
Nu tror jeg at jeg vil i seng.. mit hoved er ikke hvad det har været og jeg skal jo helst være på toppen i morgen.
tirsdag, april 22, 2008
kartoffelhelvede
I dag skulle jeg lave mad. Bare rolig, det er ikke første gang i det her ægteskab at jeg har taget den tjans, men i dag bestemte jeg mig for at prøve noget nyt. Det sku jeg aldrig have gjort. Det er lidt forbandelsen ved at have de her tyve forskellige opskriftsbøger med kæmpe store delikate tænder-løber-i-vand billeder. Man får jo lyst til at lave den slags mad. Få det til at ligne billedet. Smage herlighederne. For det ser jo godt ud. Ser ud som noget man virkelig vil kunne lide. Og der står en fin opskrift, og siden mit dansk er rimelig okay, så kan jeg godt skabe mig et overblik over hvad det er der skal gøres for at vi ender ved det her billede af den perfekte mad. Men hvad der ikke vises på det billede eller står i opskriften er hvor sygeligt svært det er at lave den ret, få det til at ligne noget fra en tre michelin stjernet restaurant i Paris. Der burde være advarsel på de opskrifter, sådan noget som ”Skal kun laves af en ekspert”, ”Er du ikke uddannet kok, vil din ret IKKE ligne den på billedet”, eller ”Amatører frarådes denne opskrift, da den for den uøvede vil svine uhensigtsmæssigt meget og give et middelmådigt resultat”. Velkommen til mit dilettant helvede.
Retten jeg skulle lave i dag var gnocchi. På papiret ser den ellers nem nok ud. 1) Du skal koge kartofler (kan ovnbages med skræl i en time), 2) lade dem køle lidt af, 3) mose dem med mel, smør, ost (nogen opskrifter har også æg), 4) trille dem til små ovale figurer med en teske og lave et lille tryk med bagsiden af en gaffel midt på så den ligner lidt en musling og 5) så koge den i saltet vand i 3 til 5 minutter. Nemt nok *host host*. Til sidst skal disse så serveres med en eller anden form for pasta sovs (for gnocchi er en form for hjemmelavet pasta, at I ved det). Ingen problem… en time senere lignede vores køkken jerusalems ødelæggelse. Der var mel og kartoffelsmat overalt på køkkenbordet, på gulvet, på ovnen, på skabene og generelt på alt hvad jeg havde rørt ved (hvilket vil sige gaffel, vandhane, briller, gryder, paletknive, køkkenrulle, køkkenrulleholder og hvad der ellers hører til en god dag i køkkenet). Yay. Det var simpelthen ligesom at en kartoffeldejsbombe var sprunget i køkkenet og jeg havde glemt at dukke mig. Men jeg kæmpede. Jeg rullede små kartoffel muslinger med mine kartoffelinficerede fingre til den store guldmedalje, trykkede med gaffel, kogte så kogende vand sprøjtede op om ørerne på mig, hver gang et nyt hold gnocchier skulle lynkoges, og forsøgte at holde liv i min pastasovs der var blevet færdig en halv time for tidligt. Ak ak ak.
Til gengæld kom det lidt til at ligne som på billedet. Bortset fra at mine muslinger mest lignede små fortabte albino mini frikadeller, og smagte lidt af kartoffelmos blandet med mel og kogt i vand i tre minutter, men det er jo sikkert sårn de skal smage. Man bliver i hvert fald mæt af det. Og så er der stadig halvdelen tilbage. Potionen var jo aaaaalt for stor. Ved ikke om jeg orker at se på dem mere. Fik lidt nok af at se på kartoffelrester da jeg gjorde rent på køkkenbordet, skabet, gulvet, ovnen…
Så hvis nogen tænker på at lave gnocchi, så husk advarslerne fra tidligere! Det smager okay, men, men, men... husk at gøre op med dig selv om det virkelig virkelig virkelig er det værd! Kom ikke og sig at du ikke er advaret.
Retten jeg skulle lave i dag var gnocchi. På papiret ser den ellers nem nok ud. 1) Du skal koge kartofler (kan ovnbages med skræl i en time), 2) lade dem køle lidt af, 3) mose dem med mel, smør, ost (nogen opskrifter har også æg), 4) trille dem til små ovale figurer med en teske og lave et lille tryk med bagsiden af en gaffel midt på så den ligner lidt en musling og 5) så koge den i saltet vand i 3 til 5 minutter. Nemt nok *host host*. Til sidst skal disse så serveres med en eller anden form for pasta sovs (for gnocchi er en form for hjemmelavet pasta, at I ved det). Ingen problem… en time senere lignede vores køkken jerusalems ødelæggelse. Der var mel og kartoffelsmat overalt på køkkenbordet, på gulvet, på ovnen, på skabene og generelt på alt hvad jeg havde rørt ved (hvilket vil sige gaffel, vandhane, briller, gryder, paletknive, køkkenrulle, køkkenrulleholder og hvad der ellers hører til en god dag i køkkenet). Yay. Det var simpelthen ligesom at en kartoffeldejsbombe var sprunget i køkkenet og jeg havde glemt at dukke mig. Men jeg kæmpede. Jeg rullede små kartoffel muslinger med mine kartoffelinficerede fingre til den store guldmedalje, trykkede med gaffel, kogte så kogende vand sprøjtede op om ørerne på mig, hver gang et nyt hold gnocchier skulle lynkoges, og forsøgte at holde liv i min pastasovs der var blevet færdig en halv time for tidligt. Ak ak ak.
Til gengæld kom det lidt til at ligne som på billedet. Bortset fra at mine muslinger mest lignede små fortabte albino mini frikadeller, og smagte lidt af kartoffelmos blandet med mel og kogt i vand i tre minutter, men det er jo sikkert sårn de skal smage. Man bliver i hvert fald mæt af det. Og så er der stadig halvdelen tilbage. Potionen var jo aaaaalt for stor. Ved ikke om jeg orker at se på dem mere. Fik lidt nok af at se på kartoffelrester da jeg gjorde rent på køkkenbordet, skabet, gulvet, ovnen…
Så hvis nogen tænker på at lave gnocchi, så husk advarslerne fra tidligere! Det smager okay, men, men, men... husk at gøre op med dig selv om det virkelig virkelig virkelig er det værd! Kom ikke og sig at du ikke er advaret.
lørdag, april 19, 2008
colarelaterede tvangstanker om utopisk perfektion
Jeg er offer for tvangstanker. Små neurotisk kan man jo altid være. Tvangstanker kan handle om mangt og meget, og min handler pudsigt nok (eller nogen vil sige logisk nok) om cola. Nærmere bestemt cola flasker. I mange mange år har jeg været meget meget glad for cola og det er gennem tiderne blevet til uhyggeligt mange flakser, store som små, glas som plastik. Og de er som oftest genbrugt. Glas har den fordel at den som regel ser ny ud. Er der slået noget af dem ryger de ud af produktionen og bliver erstattet af en ny. Plastik derimod har ikke denne fordel. Plastik flaskerne er i 99% af alle tilfælde ridsede, fulde af rifter, eller blot mærket af slitage og genfyldning på genfyldning. Selv nye flasker har et par skrammer fra transporten til den butik den nu står og forsøger at se så indbydende ud som overhovedet muligt. Ridset, brugt, ikke perfekt. Og det er her min tvangstanke sætter ind.
Det startede egentlig tror jeg med en reklame jeg så. En fyr skal købe cola (eller var det pepsi) og han tjekker samtlige colaer for hvilken en der har mest i. Stylet og med trendy musik i baggrunden gennemgår han flaske for flaske indtil han finder flasken. Den med mest i. Han køber den og da han kommer udenfor står der en lastbil fyldt med cola og den stakkels fyr kan starte forfra. For han skal have dén. Den med mest. Sød reklame, men den startede noget i mig. Det var okay at bruge tid på at gennemgå flaskerne. Det havde jeg jo set. Så spørgsmålet jeg så brændende havde ønsket at få besvaret var kun et smut i den lokale brugs fra at blive besvaret – for er det muligt at finde den perfekte, nye, uridsede, æstetisk tilfredsstillende plastik cola flaske?
Og sådan startede så den lille indkøbsleg jeg har kørende med mig selv, når jeg handlede ind i Brugsen, Netto, Pissifik eller hvor end det nu handler ind. Den cola der får æren af at blive købt af mig, er den der med et hurtigt skim af samtlige flasker ser bedst og nyest ud. Gang på gang er man blevet skuffet eftersom der var en flaske der så ud som om den havde potentialet, men så.. skuffelsen. På bagsiden var ridsen, eller matheden blev tydelig når flasken kom ud i lyset eller… Der var aldrig nogen der så perfekt ud. Der sneg sig altid en mindre perfektion ind, men jo flere ridser, des mindre havde jeg lyst til at købe den. Indtil i torsdags.
På vej hjem fra skolen tog jeg lige forbi Brugseneeraq for at købe et par sodavand til weekenden, og der var den! Min hellige gral. Den perfekte cola. En halv liters perfektion. Ingen unødige ridser, mathed eller rifter. Ny, fuld af energi der springer i øjnene så snart lyset får lov at spille i den mørke væske. Men hvad er det? Der er ikke kun 1 men HELE TO! Min perfekte cola havde en tvilling. Jeg var ved at græde af glæde mens jeg med handskerne på lagde dem i mit køleskab herhjemme, efter en meget stille cykeltur hjem (skulle jo nødigt ridse dem så tæt på mål).
Hjemme ventede så den normale verden i kraft af Camilla, der bare slet ikke har set lyset med hensyn til æstetisk tiltalende perfekte colaflasker. Faktisk synes hun lidt det er noget pjat at jeg ved hvert indkøb er ved at gå i stå ved sodavands skabet. Men hun var da glad på mine vegne. Jeg havde fundet svaret på mit spørgsmål, men var der udover ret ligeglad med flasken, og i øvrigt ret tørstig… Så nu her lørdag er der ikke flere perfekte colaer, men heldigvis nåede jeg da at tage et par billeder af mit Utopia.
Er til Camillas ærgrelse nok ikke færdig med at stille spørgsmålet næste gang jeg er på indkøb. For der kan jo godt være flere perfekte flasker derude der blot venter på at jeg finder dem og sætter den æstetiske pris på dem ingen andre gør. Ja, for deres skyld, må jeg fortsætte min søgen.
mmmmm.. Cola.
onsdag, april 09, 2008
jordskredssejr og bryllupsprinsesser
Yrk. Jeg har haft en af de der dage, hvor det meste af dagen har gået med at være træt, øm og uoplagt. Mest af alt har jeg haft lyst til at lægge mig ind over keyboardet og tage mig en skraver på arbejdet, men er ikke sikker på at det er så velset. Plus at jeg lige skulle undervise fire timer og sørge for at forberede mig til min grande PG eksamen på fredag. Synes ligesom det var lidt sværere at koncentrere sig, når man hele tiden skulle sørge for at holde sig vågen. Men bare rolig, sådan er jeg altså ikke når jeg underviser. Det er kun når jeg sidder nede på det halvlumre kontor og stirrer ind i skærmen og … zzzzzz… men så er det at man tager overtøjet på og vandrer over i pisiffik, køber et par ævler og en cola. Energi. Så kan man da lidt igen.
Og dagen blev ikke meget bedre da jeg kom hjem. Jeg var vist lidt ond i sulet mens jeg luskede rundt i køkkenet og forsøgte at bruge mine sidste rester af energi på at lave en æggekage. Heldigvis var Camilla i sådan ca. 100 gange bedre humør end mig, og vidste godt hvornår hun skulle slippe alt hvad hun havde i hænderne, kysse mig på kinden hjælpe mig med opvasken. Og som aftenen skred frem er mit humør blevet bedre, min hovedpine gået væk og mit energi niveau steget til et nogenlunde acceptabelt niveau for et almindeligt velfungerende menneske. Nu er det så bare Camilla der sidder og surmuler, eftersom flickr.com (siden hvor hun lægger billeder op) driller noget så ubarmhjertigt. Og jeg har jo ikke timer at hjælpe hende i, eftersom jeg skal have skrevet den her blog. For der er vist på tide.
Heroppe er der sket lidt af hvert siden sidst. I går havde vi det store kommunalvalg. Vi har en forestående kommunesammenlægning, der betyder at vi ender med at have 4 storkommuner, så det var jo spændende at se om det var de samme røvh.. øh jeg mener flinke politikere der kommer til at sidde ved magten igen igen. Og eftersom jeg har boet i landet mere en 6 måneder kan jeg jo stemme. Ikke at jeg har fulgt særlig meget med i de tv transmitterede debatter. Jeg har for længst bestemt mig på at stemme på grønlands pendant til SF (ja, jeg er lettere rød) partiet IA, så valget var ligesom truffet på forhånd. Faktisk var jeg inde og give en personlig stemme på Maniitsoqs 1. vice-borgmester Mimi Karlsen, både fordi hun var fra IA, og fordi hun er fra byen, men så sandelig også fordi hun var den der viede Camilla og mig. Så det er bonus i min bog.
Valg i grønland er lidt en sjov forestilling. I Danmark ville man have set valgplakater i månedsvis før selve valgdagen. Så kan man rigtig gå og blive træt af at se på dem, og med sprittuschen i baglommen overveje om ikke Pia K. plakaten mangler et lille Hitler overskæg eller Anders Fjogh måske lige skal have briller og et par manglende fortænder. Det eksisterer ikke i Grønland. Her kommer plakaterne nemlig op samme dag som selve valget og de er nede igen dagen efter. Sådan. Ikke så meget pis. Ville det ikke være skønt hvis julen kunne være ligesådan derhjemme? Julepynt op midt i december måned og væk 2. juledag? Nå, det var vist et sidespring. Men under alle omstændigheder så gør den korte plakat tid ikke festen mindre, når så dagen oprinder. I kan tro der var plakater, bannere, flag og parti farver repræsenteret i byen, og tættere man kom forsamlingshuset som var byens valgsted, jo tættere blev plakaterne.
I Grønland får man heller ikke tilsendt et valgkort. Man dukker bare op på valgstedet og stiller sig i den kø der passer til din fødselsdag (1-7, 8-16 etc.), de finder dig på listen, giver dig en stemmeseddel off you go. Og apropos stemmer, så er det altså lidt sjovt at læse i avisen bagefter at AI har vundet en jordskredssejr i Nuuk, når de reelt fik 2000 stemmer. Ja, det er lidt andre forhold heroppe. Men nok om valget.
I fredags havde Camilla og jeg vores bryllupsdag. Yay os. Vi har nu officielt været gift i et år (et år og fem dag), og det kom egentlig bag på mig hvor hurtig det år var gået. Ja, jeg burde nok have skrevet en lang blog om den store dag, men på den anden side set så havde jeg egentlig mere lyst til at nyde min kone den dag end at hænge ud foran computeren. Men det forstår i jo nok. Jo det blev en dejlig aften med lækker mad, rødvin, romantiske stearinlys og alt det der gejl der nu en gang skal være der sådan en aften. Og så fik vi endelig åbnet den boks med beskeder fra alle gæsterne til vores surprise bryllups fest i sommers. Der var rigtig mange søde beskeder, nogle mere kloge end andre, nogle havde sprunget ud som digter, mens andre blot havde tegnet brudeprinsesser og mange af dem (Toras bidrag). Vi arbejder pt. på at få dem i en ramme af en eller anden slags, men udvalget af rammer heroppe er lidt spartansk, så vi må vente til vi er i tømmerhandelen igen. Aftenen var i hvert fald hyggelig.
Nå man jeg vil til at se dyner, så jeg kan blive lidt mere frisk i morgen end jeg var i dag.
Og dagen blev ikke meget bedre da jeg kom hjem. Jeg var vist lidt ond i sulet mens jeg luskede rundt i køkkenet og forsøgte at bruge mine sidste rester af energi på at lave en æggekage. Heldigvis var Camilla i sådan ca. 100 gange bedre humør end mig, og vidste godt hvornår hun skulle slippe alt hvad hun havde i hænderne, kysse mig på kinden hjælpe mig med opvasken. Og som aftenen skred frem er mit humør blevet bedre, min hovedpine gået væk og mit energi niveau steget til et nogenlunde acceptabelt niveau for et almindeligt velfungerende menneske. Nu er det så bare Camilla der sidder og surmuler, eftersom flickr.com (siden hvor hun lægger billeder op) driller noget så ubarmhjertigt. Og jeg har jo ikke timer at hjælpe hende i, eftersom jeg skal have skrevet den her blog. For der er vist på tide.
Heroppe er der sket lidt af hvert siden sidst. I går havde vi det store kommunalvalg. Vi har en forestående kommunesammenlægning, der betyder at vi ender med at have 4 storkommuner, så det var jo spændende at se om det var de samme røvh.. øh jeg mener flinke politikere der kommer til at sidde ved magten igen igen. Og eftersom jeg har boet i landet mere en 6 måneder kan jeg jo stemme. Ikke at jeg har fulgt særlig meget med i de tv transmitterede debatter. Jeg har for længst bestemt mig på at stemme på grønlands pendant til SF (ja, jeg er lettere rød) partiet IA, så valget var ligesom truffet på forhånd. Faktisk var jeg inde og give en personlig stemme på Maniitsoqs 1. vice-borgmester Mimi Karlsen, både fordi hun var fra IA, og fordi hun er fra byen, men så sandelig også fordi hun var den der viede Camilla og mig. Så det er bonus i min bog.
Valg i grønland er lidt en sjov forestilling. I Danmark ville man have set valgplakater i månedsvis før selve valgdagen. Så kan man rigtig gå og blive træt af at se på dem, og med sprittuschen i baglommen overveje om ikke Pia K. plakaten mangler et lille Hitler overskæg eller Anders Fjogh måske lige skal have briller og et par manglende fortænder. Det eksisterer ikke i Grønland. Her kommer plakaterne nemlig op samme dag som selve valget og de er nede igen dagen efter. Sådan. Ikke så meget pis. Ville det ikke være skønt hvis julen kunne være ligesådan derhjemme? Julepynt op midt i december måned og væk 2. juledag? Nå, det var vist et sidespring. Men under alle omstændigheder så gør den korte plakat tid ikke festen mindre, når så dagen oprinder. I kan tro der var plakater, bannere, flag og parti farver repræsenteret i byen, og tættere man kom forsamlingshuset som var byens valgsted, jo tættere blev plakaterne.
I Grønland får man heller ikke tilsendt et valgkort. Man dukker bare op på valgstedet og stiller sig i den kø der passer til din fødselsdag (1-7, 8-16 etc.), de finder dig på listen, giver dig en stemmeseddel off you go. Og apropos stemmer, så er det altså lidt sjovt at læse i avisen bagefter at AI har vundet en jordskredssejr i Nuuk, når de reelt fik 2000 stemmer. Ja, det er lidt andre forhold heroppe. Men nok om valget.
I fredags havde Camilla og jeg vores bryllupsdag. Yay os. Vi har nu officielt været gift i et år (et år og fem dag), og det kom egentlig bag på mig hvor hurtig det år var gået. Ja, jeg burde nok have skrevet en lang blog om den store dag, men på den anden side set så havde jeg egentlig mere lyst til at nyde min kone den dag end at hænge ud foran computeren. Men det forstår i jo nok. Jo det blev en dejlig aften med lækker mad, rødvin, romantiske stearinlys og alt det der gejl der nu en gang skal være der sådan en aften. Og så fik vi endelig åbnet den boks med beskeder fra alle gæsterne til vores surprise bryllups fest i sommers. Der var rigtig mange søde beskeder, nogle mere kloge end andre, nogle havde sprunget ud som digter, mens andre blot havde tegnet brudeprinsesser og mange af dem (Toras bidrag). Vi arbejder pt. på at få dem i en ramme af en eller anden slags, men udvalget af rammer heroppe er lidt spartansk, så vi må vente til vi er i tømmerhandelen igen. Aftenen var i hvert fald hyggelig.
Nå man jeg vil til at se dyner, så jeg kan blive lidt mere frisk i morgen end jeg var i dag.
mandag, marts 31, 2008
masser af gode nyheder!
Yay! Masser af gode nyheder her fra det kolde nord denne gang. Faktisk hele tre af slagsen!
For det første lyder det til af uofficielle kanaler at både Camilla og undertegnede begge bestod vores VHF prøve vi var oppe i torsdag. Vi mødte Marianne, vi går på kurset med, nede i brugsen, og Mariannes nabo havde haft vores VHF lærer på besøg og fortalt resultatet, som naboen så sagde videre til Marianne der så fortalte det til os. Ja, sådan går det når jungletrommerne buldrer og byen er lille. Herligt. I hvert fald så længe det er gode nyheder. Faktisk var jeg lidt nervøs før prøven torsdag, da jeg havde bøffet vores test prøve om tirsdagen. Der havde jeg én sølle fejl for meget i den ene kategori til at jeg officielt kunne bestå. Så onsdag blev der terpet og terpet og terpet. Og det hjalp åbenbart.
Og så har Camilla haft sin første dag på arbejdet i dag! Hurra! Jo, i dag var Camilla med i børnehaven som støttepædagog for Alexander Julius, og det gik eftersigende glimrende. Alexander Julius viste hende i hvert fald rundt i hele børnehaven mens han fabulerede om dynamit (noget med en plakat om arbejdssikkerhed hvor der er noget der ryger i luften), så det lyder til at hun er i kridthuset. Og hun blev desuden kapret af ungerne til at spille uanede mængder af forskellige spil, men der var vist bare ingen der rigtig kendte nogen af reglerne og alle mente hele tiden det var deres tur. Hehe. Det var vist ikke så mærkeligt at hun var lidt bombet da hun kom hjem. Også selvom det kun var en halv dag. Det skal nok blive sjovt. Hvad der er mindre sjovt er dog lønnen. I hvert fald hvis de seriøst mener hun skal være ansat som ufaglært. En ufaglært tjener kun godt og vel 80 kroner i timen (det er medregnet tillæg!), hvilket må siges at være en anelse usselt. Så vi er ved at se om hun ikke kan blive anset som faglært, også selvom det ikke er børnehavepædagog hun er uddannet som. Hun har trods alt en erhvervs bachelor fra et seminar. Det må sgu da tælle for noget. Så vi krydser fingrer. 80 kroner.. tsk.
Og så til den sidste glædelige nyhed.. vi har endelig taget os sammen til at investere i en NINTENDO WII!!!!! Til den udenforstående så er det en spillekonsol til fjernsynet med den forskel at du rent faktisk skal bevæge dig når du spiler. Så vi (skygge) bokser løs på hinanden, spiller tennis (jeg får tæsk af min kone i begge), bowler (det er jeg lidt bedre til), og svinger imaginære baseball bats i baseball, hvor vi skal holde afstand da jeg svinger som en fuld mand på rulleskøjter. Lad os bare sige at Camilla har fået de første knubs.
I anledning af at vi havde fået indrettet vores lejlighed (og købt en nintendo wii) bestemte vi os for at holde en housewarming her i lørdags. Det var en ”kom en gang efter aftensmad” ting, men det betød dog ikke at vi danderede den før gæsterne kom. Næh du. Vi fik bagt chiabata brød serveret med selvrøget laks (det vil sige det var Anna Marie og Christian der selv havde røget fiskene), fik lavet guacamole (staves det sårn?), humus, salsa, lavet grøntsags tagselvbordshalløjsa man så kunne bruge i de før nævnte dip ting (sammen med tortilla chips selvfølgelig). Og så masser af rødvin. Ren luksus. Men vi (gæsterne, Camilla og mig) skulle ikke sidde og være casual hyggelige hele aftenen, nix. Jeg havde lånt projektor på skolen, fået sat stereo anlægget til den nye wii, og så kan du ellers tro at hele aftenen gik med bowling turnering blæst op på hele den ene væg. Alle var med (vi var 8, der alle fik spillet 2 kampe), og det var virkelig hyggeligt. Der var ingen der sad over og alle gik op i det med liv og sjæl. Turneringen endte med at Christian som en anden dark horse lige fik tiltusket sig sejren, eftersom han klart var den mest stabile spiller. Vi andre spillede som vinden blæste, men havde det nu sjovt alligevel. Vi nåede også lidt boksning og tennis. Specielt var det sjovt at se Anna Marie nærmest hoppe rundt på stedet for at fange den ene bold efter den anden, og når den så endte uden for i den ene eller anden ende spørge ”hvad skete der?”. Det var åbenbart ike meget hun havde set mens hun hoppede rundt. Hehe. Og så var det også en lejlighed til endelig at møde Karstens bedre halvdel Ellen. Virker sød, og så var hun rent faktisk ikke helt ueffen til bowling. Tror det hjælper at være mor til to på den konto.
Til sidst kan jeg meddele som en bonus information at jeg har været ude og investere 545 kroner i en ny træningsdragt (som om jeg nogensinde har haft en før), for nu skal Camilla og jeg nemlig til at gå i motionscenter. Vores tirsdag er nu, efter bestået VHF kursus, atter en gang ledig, så vi har bestemt os for at kigge lidt på hvad byens motionscenter har at byde på. Så Adidas træningsdragten er købt, hvilket jo betyder at uanset hvor tumpet jeg klarer mig med maskinerne, så ser jeg i det mindste brandgodt ud mens jeg dummer mig. Nemlig.
Ha det.
For det første lyder det til af uofficielle kanaler at både Camilla og undertegnede begge bestod vores VHF prøve vi var oppe i torsdag. Vi mødte Marianne, vi går på kurset med, nede i brugsen, og Mariannes nabo havde haft vores VHF lærer på besøg og fortalt resultatet, som naboen så sagde videre til Marianne der så fortalte det til os. Ja, sådan går det når jungletrommerne buldrer og byen er lille. Herligt. I hvert fald så længe det er gode nyheder. Faktisk var jeg lidt nervøs før prøven torsdag, da jeg havde bøffet vores test prøve om tirsdagen. Der havde jeg én sølle fejl for meget i den ene kategori til at jeg officielt kunne bestå. Så onsdag blev der terpet og terpet og terpet. Og det hjalp åbenbart.
Og så har Camilla haft sin første dag på arbejdet i dag! Hurra! Jo, i dag var Camilla med i børnehaven som støttepædagog for Alexander Julius, og det gik eftersigende glimrende. Alexander Julius viste hende i hvert fald rundt i hele børnehaven mens han fabulerede om dynamit (noget med en plakat om arbejdssikkerhed hvor der er noget der ryger i luften), så det lyder til at hun er i kridthuset. Og hun blev desuden kapret af ungerne til at spille uanede mængder af forskellige spil, men der var vist bare ingen der rigtig kendte nogen af reglerne og alle mente hele tiden det var deres tur. Hehe. Det var vist ikke så mærkeligt at hun var lidt bombet da hun kom hjem. Også selvom det kun var en halv dag. Det skal nok blive sjovt. Hvad der er mindre sjovt er dog lønnen. I hvert fald hvis de seriøst mener hun skal være ansat som ufaglært. En ufaglært tjener kun godt og vel 80 kroner i timen (det er medregnet tillæg!), hvilket må siges at være en anelse usselt. Så vi er ved at se om hun ikke kan blive anset som faglært, også selvom det ikke er børnehavepædagog hun er uddannet som. Hun har trods alt en erhvervs bachelor fra et seminar. Det må sgu da tælle for noget. Så vi krydser fingrer. 80 kroner.. tsk.
Og så til den sidste glædelige nyhed.. vi har endelig taget os sammen til at investere i en NINTENDO WII!!!!! Til den udenforstående så er det en spillekonsol til fjernsynet med den forskel at du rent faktisk skal bevæge dig når du spiler. Så vi (skygge) bokser løs på hinanden, spiller tennis (jeg får tæsk af min kone i begge), bowler (det er jeg lidt bedre til), og svinger imaginære baseball bats i baseball, hvor vi skal holde afstand da jeg svinger som en fuld mand på rulleskøjter. Lad os bare sige at Camilla har fået de første knubs.
I anledning af at vi havde fået indrettet vores lejlighed (og købt en nintendo wii) bestemte vi os for at holde en housewarming her i lørdags. Det var en ”kom en gang efter aftensmad” ting, men det betød dog ikke at vi danderede den før gæsterne kom. Næh du. Vi fik bagt chiabata brød serveret med selvrøget laks (det vil sige det var Anna Marie og Christian der selv havde røget fiskene), fik lavet guacamole (staves det sårn?), humus, salsa, lavet grøntsags tagselvbordshalløjsa man så kunne bruge i de før nævnte dip ting (sammen med tortilla chips selvfølgelig). Og så masser af rødvin. Ren luksus. Men vi (gæsterne, Camilla og mig) skulle ikke sidde og være casual hyggelige hele aftenen, nix. Jeg havde lånt projektor på skolen, fået sat stereo anlægget til den nye wii, og så kan du ellers tro at hele aftenen gik med bowling turnering blæst op på hele den ene væg. Alle var med (vi var 8, der alle fik spillet 2 kampe), og det var virkelig hyggeligt. Der var ingen der sad over og alle gik op i det med liv og sjæl. Turneringen endte med at Christian som en anden dark horse lige fik tiltusket sig sejren, eftersom han klart var den mest stabile spiller. Vi andre spillede som vinden blæste, men havde det nu sjovt alligevel. Vi nåede også lidt boksning og tennis. Specielt var det sjovt at se Anna Marie nærmest hoppe rundt på stedet for at fange den ene bold efter den anden, og når den så endte uden for i den ene eller anden ende spørge ”hvad skete der?”. Det var åbenbart ike meget hun havde set mens hun hoppede rundt. Hehe. Og så var det også en lejlighed til endelig at møde Karstens bedre halvdel Ellen. Virker sød, og så var hun rent faktisk ikke helt ueffen til bowling. Tror det hjælper at være mor til to på den konto.
Til sidst kan jeg meddele som en bonus information at jeg har været ude og investere 545 kroner i en ny træningsdragt (som om jeg nogensinde har haft en før), for nu skal Camilla og jeg nemlig til at gå i motionscenter. Vores tirsdag er nu, efter bestået VHF kursus, atter en gang ledig, så vi har bestemt os for at kigge lidt på hvad byens motionscenter har at byde på. Så Adidas træningsdragten er købt, hvilket jo betyder at uanset hvor tumpet jeg klarer mig med maskinerne, så ser jeg i det mindste brandgodt ud mens jeg dummer mig. Nemlig.
Ha det.
mandag, marts 24, 2008
"Vores" nye lejlighed
Så er det sket. Jeg er blevet gift og lever nu endelig sammen med min kone. Ja, det kan da godt lyde lidt mærkeligt taget i betragtning af at vi snart har et års bryllups dag og Camilla har boet hos mig i snart to måneder. Men det er netop lige det – hun har boet hos mig, i en lejlighed fuld af mine ting, mine møbler, min seng, mit rod, mine køkkensager osv. Der var ingen af hendes ting og der var intet der rigtig var vores. Og så skete det endelig her onsdag før påske – Camillas ting ankom endelig til vores lejlighed. Ja, endelig. Så kom hendes 25 kasser, hendes reol, hendes seng der heldigvis er lidt større end min (så min ryger ud), hendes skrivebord, stol, symaskine, lamper, billeder, alt det køkkenudstyr vi fik i gave til vores overraskelse bryllupsfest, hendes tøj, stof, mapper, cd’er, og alle de andre ting man får skrabet sammen og synes man skal have med. Og gudskelov for det.
Hele påsken har stort set gået med at tømme flyttekasser, debattere hvor ting skulle stå, malerier og lamper hænge, indrette køkken, frasortere alt mit gamle lort vi ikke mere havde brug for, omarrangere stuen, flytte den tilbage igen, flytte sengen, se film, sove længe, lave god mad, slappe af og nyde hinandens selskab. Det har både været hårdt og masser af dejligt. Mest hårdt for Camilla tror jeg. Hun havde et par dage hvor hun var på grænsen (faretruende tæt) på at blive hys over alt det her indflytning, for hvor skulle det hele stå, hvad var bedst, hvad skulle ud, hvad skule blive, i hvilken kasse havde hun gemt lige præcis den ting hun nu stod og gerne ville have placeret på reolen, var noget gået i stykker og det hele var vist en anelse uoverskueligt for den stakkels pige. Så var der ikke andet at gøre end at give hende et ordentligt bjørnekrammer, sige hun skulle tage pyjamas på, hente dynen og så sidde og slappe af med hende på sofaen, eller være den der havde overskuddet til at lave mad, eller hente cola selv om vejret udenfor var lort. Og det hjælp. Hun er god igen og lejligheden er så godt som indrettet.
I dag er det så bare mig der har været lidt hys. Det var så over en printer der bare ikke vil længere. Sådan noget lort. Ja, det er ikke engang noget gammelt lort, da det var en printer jeg købte lige før jeg tog til grønland, men nu gider det billige lort ikke mere. HP garanti for kvalitet mig et vist sted. Bah. Så det var jeg ret sur over. Og hendes printer er ikke meget bedre. Den laver streger og klatter med blækket. Ærgerligt, for vi skulle jo have printet billeder ud som vi skal sætte i rammer til vores køkken væg. Men det må så vente til vi a) enten får en ny printer, b) printer det ud et andet sted, eller c) køber en ny printer. Det må tiden så vise.
Orv, jeg må hellere lige sende en venlig tanke til skolens pedel Karl Bertil der brugte et par time hos os her søndag som handymand sendt fra himlen. Jer som kender mig vil vide at en handymand, det er ikke en betegnelse jeg kan tage på mig uden at få en meget lang Pinocchio næse. Jeg kan bare ikke sætte et søm i en væg uden at vælte væggen. Eller knække hammeren. Eller få sømmet i øjet. Så jeg aftalte med Karl at han kiggede forbi og vupti i løbet af et par timer var der sat tre hylder og lamper op på kontoret, billeder i stuen og lamper i soveværelset, noget der ville have taget mig sådan ca.... et års tid, hvis jeg var heldig. Og så havde det nok ikke engang blevet gjort særligt pænt. Så tak for det Karl. Tusind tak.
Og så må jeg lige blære mig lidt på min fars vegne. Min far er som nogle ved, bankdirektør i Eik Bank, der ligger i Kbh., og det gør han efter sigende rigtig godt. Under alle omstændigheder var han i TV2 news her for nogle dage siden (klik for læse indlsag og se klippet). Det var i forbindelse med den der online bank Northern Rock der lukkede og slukkede og bad deres kunder om at hæve deres penge inden udgangen af april. Som den første bank tilbød Eik Bank nemlig kunderne at de kunne overføre deres penge til Eik bank, med samme favorable vilkår som de havde hos Northern Rock. Og desuden tilbød han også de 9 ansatte i Northern Rock job hos Eik bank. Ret sjovt at se sin far på tv, helt alvorlig og meget tænksom og det så i det hele taget ud som at han virkelig tænkte over det han sagde, måske mest for ikke at sige noget lort på national tv. Det ville være lidt ærgerligt. Men det gik i hvert fald godt. Så kudos farmand. En (tv)stjerne er født. Yay. Minder mig om den eneste gang jeg har været på nationalt tv. Det var dengang der var popstarz eller hvad nu programmet hed den gang. Nej, jeg stillede ikke op. Men det gjorde en fyr der havde hovedrollen i et vikingespil i Aalborg og han klarede sig ret godt i det indledende udskilningsløb, så det var ikke sikkert at han kunne spille alle forestillingerne. Så jeg blev bragt ind som ekstra backup just in case at han faktisk gik videre. Men dagen oprandt så da han skulle have at vide om han gik videre eller ej. Vi stod i kostumer på en mark i udkanten af Aalborg, midt i en øver, da tv holdet (som aftalt) rendte rundt og filmede. Han fik så stukket en telefon i hånden og skulle så havde ”samtalen”, med kamera på og et par af os i baggrunden. Samtalen gik ikke helt som han havde håbet. Det var et nej, hvilket han fortalte os. Til det sagde jeg så ”Røv”, ”Sikke noget pis” og ”Fåk det, det går nok”. På nationalt tv (trust me, det blev sendt). Jo, den store ord ekvilibrist har jeg altid været. Og så undrer jeg mig over at jeg ikke har været mere på tv. Hmmm.
Tror jeg vil slutte nu. I dag er der endnu en dag. Desværre ikke længere med ferie, men derimod arbejde og op tidligt om morgenen og alt det der. Jep, tilbage i trædemøllen. Ja, jeg er vel ikke den eneste. Det var så den påske. Heldigvis er min kone glad over hendes.. øh.. vores nye lejlighed, så det går nok alt sammen.
Hele påsken har stort set gået med at tømme flyttekasser, debattere hvor ting skulle stå, malerier og lamper hænge, indrette køkken, frasortere alt mit gamle lort vi ikke mere havde brug for, omarrangere stuen, flytte den tilbage igen, flytte sengen, se film, sove længe, lave god mad, slappe af og nyde hinandens selskab. Det har både været hårdt og masser af dejligt. Mest hårdt for Camilla tror jeg. Hun havde et par dage hvor hun var på grænsen (faretruende tæt) på at blive hys over alt det her indflytning, for hvor skulle det hele stå, hvad var bedst, hvad skulle ud, hvad skule blive, i hvilken kasse havde hun gemt lige præcis den ting hun nu stod og gerne ville have placeret på reolen, var noget gået i stykker og det hele var vist en anelse uoverskueligt for den stakkels pige. Så var der ikke andet at gøre end at give hende et ordentligt bjørnekrammer, sige hun skulle tage pyjamas på, hente dynen og så sidde og slappe af med hende på sofaen, eller være den der havde overskuddet til at lave mad, eller hente cola selv om vejret udenfor var lort. Og det hjælp. Hun er god igen og lejligheden er så godt som indrettet.
I dag er det så bare mig der har været lidt hys. Det var så over en printer der bare ikke vil længere. Sådan noget lort. Ja, det er ikke engang noget gammelt lort, da det var en printer jeg købte lige før jeg tog til grønland, men nu gider det billige lort ikke mere. HP garanti for kvalitet mig et vist sted. Bah. Så det var jeg ret sur over. Og hendes printer er ikke meget bedre. Den laver streger og klatter med blækket. Ærgerligt, for vi skulle jo have printet billeder ud som vi skal sætte i rammer til vores køkken væg. Men det må så vente til vi a) enten får en ny printer, b) printer det ud et andet sted, eller c) køber en ny printer. Det må tiden så vise.
Orv, jeg må hellere lige sende en venlig tanke til skolens pedel Karl Bertil der brugte et par time hos os her søndag som handymand sendt fra himlen. Jer som kender mig vil vide at en handymand, det er ikke en betegnelse jeg kan tage på mig uden at få en meget lang Pinocchio næse. Jeg kan bare ikke sætte et søm i en væg uden at vælte væggen. Eller knække hammeren. Eller få sømmet i øjet. Så jeg aftalte med Karl at han kiggede forbi og vupti i løbet af et par timer var der sat tre hylder og lamper op på kontoret, billeder i stuen og lamper i soveværelset, noget der ville have taget mig sådan ca.... et års tid, hvis jeg var heldig. Og så havde det nok ikke engang blevet gjort særligt pænt. Så tak for det Karl. Tusind tak.
Og så må jeg lige blære mig lidt på min fars vegne. Min far er som nogle ved, bankdirektør i Eik Bank, der ligger i Kbh., og det gør han efter sigende rigtig godt. Under alle omstændigheder var han i TV2 news her for nogle dage siden (klik for læse indlsag og se klippet). Det var i forbindelse med den der online bank Northern Rock der lukkede og slukkede og bad deres kunder om at hæve deres penge inden udgangen af april. Som den første bank tilbød Eik Bank nemlig kunderne at de kunne overføre deres penge til Eik bank, med samme favorable vilkår som de havde hos Northern Rock. Og desuden tilbød han også de 9 ansatte i Northern Rock job hos Eik bank. Ret sjovt at se sin far på tv, helt alvorlig og meget tænksom og det så i det hele taget ud som at han virkelig tænkte over det han sagde, måske mest for ikke at sige noget lort på national tv. Det ville være lidt ærgerligt. Men det gik i hvert fald godt. Så kudos farmand. En (tv)stjerne er født. Yay. Minder mig om den eneste gang jeg har været på nationalt tv. Det var dengang der var popstarz eller hvad nu programmet hed den gang. Nej, jeg stillede ikke op. Men det gjorde en fyr der havde hovedrollen i et vikingespil i Aalborg og han klarede sig ret godt i det indledende udskilningsløb, så det var ikke sikkert at han kunne spille alle forestillingerne. Så jeg blev bragt ind som ekstra backup just in case at han faktisk gik videre. Men dagen oprandt så da han skulle have at vide om han gik videre eller ej. Vi stod i kostumer på en mark i udkanten af Aalborg, midt i en øver, da tv holdet (som aftalt) rendte rundt og filmede. Han fik så stukket en telefon i hånden og skulle så havde ”samtalen”, med kamera på og et par af os i baggrunden. Samtalen gik ikke helt som han havde håbet. Det var et nej, hvilket han fortalte os. Til det sagde jeg så ”Røv”, ”Sikke noget pis” og ”Fåk det, det går nok”. På nationalt tv (trust me, det blev sendt). Jo, den store ord ekvilibrist har jeg altid været. Og så undrer jeg mig over at jeg ikke har været mere på tv. Hmmm.
Tror jeg vil slutte nu. I dag er der endnu en dag. Desværre ikke længere med ferie, men derimod arbejde og op tidligt om morgenen og alt det der. Jep, tilbage i trædemøllen. Ja, jeg er vel ikke den eneste. Det var så den påske. Heldigvis er min kone glad over hendes.. øh.. vores nye lejlighed, så det går nok alt sammen.
søndag, marts 16, 2008
den store blog uge #7: Søndag med stort S
I dag har Camilla og jeg holdt søndag med stort S. Det vil sige sove rigtig længe (tror vi vågnede lidt i 11), gå i pyjamas den halve dag, spise kold pizza fra i går til frokost, spille computer (dvs. jeg spillede computer mens hun chattede med veninderne), se masser af afsnit af amerikanske serier (vi nåede vist en 3-4 stykker i dag og blev færdig med 3. sæson af ’The 4400’) og ellers bare hygge og lave så lidt som overhovedet muligt. Men vi fik da lavet en interessant makaroni pesto ret med svampe (kantareller og champignon), løg og paprika til aftensmad. Og jeg må sige det smagte meget bedre end jeg regnede med. Jo, er ved at blive lidt hooked på det der vegetar halløjsa.
En fast regel når man holder ’Søndag’ er at man ikke bevæger sig uden for døren ud til den store verden under nogen omstændigheder. Så ikke noget med lige at stikke ned til købmanden hvis man mangler noget. Så må man bare kompensere med noget andet. Det forhindrer dog ikke verden i en gang i blandt at komme til dig. Så omkring klokken 15 mens jeg stadig gik i pyjamas og slåbrok ringede det pludselig på døren. Nå, tænkte jeg, og regnede egentlig med at det var naboen der endnu en gang havde låst sig ude. Min nabo er en flink fyr, men jeg har endnu ikke mødt manden ædru, hvilket er lidt trættende i længden. Men jeg skal ikke fortælle folk hvordan de skal leve deres liv. Og angående hans låsen sig ude, så var det ikke fordi han havde tabt nøglen, men derimod at cylinderen i døren var gået i udu. Så det var vitterligt ikke hans skyld. I hvert fald troede jeg at det nu var ham der stod halv snalret ude foran min dør og skulle bruge et nummer på vores vicevært igen. Jeg bandt min slåbrok, tog min mest tålmodige mine på og åbnede døren, og der stod så… 2 nydeligt klædte unge mænd. Faktisk så nydeligt klædte at det skreg Jehovas Vidner. Man kan se det på dem lang tid før de overhovedet åbner munden. Det er den slags folk der altid er upåklageligt (og så godt som ens klædt), velsoigneret, høflige og altid smilende som om at i dag simpelthen er den bedste dag i hele verden, fordi Gud er til og han kan lide dem. Helt vildt meget. Pisse irriterende. Men jeg skal ikke fortælle folk hvordan de skal leve deres liv. Og på den anden side set har jeg heller ikke det store behov for at indlede en samtale med medlemmer af Jehovas Vidner.
De to fyre var rigtig nok fra Jehovas Vidner. Og ret overraskede over at se en voksen mand i morgenkåbe klokken tre om eftermiddagen, og undskyldte hurtigt i tilfælde af at de havde vækket mig. Næh, jeg holdt så men bare søndag sagde jeg, og de faldt lidt til ro. Der er vist noget i bibelen om at man skal hvile om søndagen så jeg tror det faldt i meget god jord. De ville i hvert fald invitere til et foredrag på lørdag om jesus opstandelse og det var da fint nok. Jeg nikkede, tog imod deres papir og lod dem gå videre til næste stakkel, der skulle reddes. Jeg kunne ikke helt lade være med at tænke på en sang af Superjeg, hvor Peter Sommer synger ”jo mere du nikker, jo mere får du fred”. Sjældent er der ytret klogere ord…
I morgen skal jeg starte på et førstehjælps kursus sammen med resten af lærerstaben. Det kommer til at foregå mandag til onsdag og så lige afslutning torsdag næste uge. Vi har jo påskeferie heroppe, hvilket vi sige at eleverne har påskeferie og os andre arbejdende folkefærd først får ferie torsdag. Så for at bruge tiden på noget fornuftigt (nu eleverne er væk) er det blevet bestemt at vi skal have et førstehjælps kursus. God idé. Sidste gang jeg tog sådan et var da i 1991. Ouch. Det er.. sørme.. et par år siden. Der var jeg 15, hvilket vil sige at jeg nu er.. hmmm. LALALALA… vi skifter lige emne. Der er kursus og Camilla skal med, så det skal nok blive sjovt.
Hvis vi er rigtig heldige så kommer Camillas ting i morgen. Endelig. Så de kommer nok på onsdag. Glæder mig allermest til det nye køkken. Til vores bryllups fest i DK fik vi simpelthen så meget nyt køkkenudstyr i tror det er løgn, og siden det jeg/vi har i brug lige nu er noget gammelt lort, så bliver der intet mindre end vidunderligt at skifte hele molevitten ud. Nye gryder, nye maskiner (el-kedel, blender), nyt service, nye knive, nye alt muligt! Det bliver jo som at lave mad i tv-køkkenet ”ja vi har snydt lidt…”. Glæder mig som et lille barn. Så er der så hendes 20 andre papkasser med alle hendes ting. Det bliver jo også ”spændende”. Og en ny seng (YES!), reol, skrivebord og en masse andre ting, så mit hjem endelig kan blive vores hjem. Håber bare vi kan have det hele.
Til sidst vil jeg bare lige sige tak for god ro og orden ovenpå en hel uge med blog. Det kan jo være jeg gør det igen en anden gang. Det var egentlig lidt rart at man vidste at man skulle skrive. For så fandt man tiden uanset om man nu synes man havde overskuddet eller ej. Håber ikke det har været for meget, eller for kedeligt for jer, kære læsere. Uanset så ses vi snart igen.
Nå, men jeg vil lige klemme det sidste ud af søndagen. Hygge.
En fast regel når man holder ’Søndag’ er at man ikke bevæger sig uden for døren ud til den store verden under nogen omstændigheder. Så ikke noget med lige at stikke ned til købmanden hvis man mangler noget. Så må man bare kompensere med noget andet. Det forhindrer dog ikke verden i en gang i blandt at komme til dig. Så omkring klokken 15 mens jeg stadig gik i pyjamas og slåbrok ringede det pludselig på døren. Nå, tænkte jeg, og regnede egentlig med at det var naboen der endnu en gang havde låst sig ude. Min nabo er en flink fyr, men jeg har endnu ikke mødt manden ædru, hvilket er lidt trættende i længden. Men jeg skal ikke fortælle folk hvordan de skal leve deres liv. Og angående hans låsen sig ude, så var det ikke fordi han havde tabt nøglen, men derimod at cylinderen i døren var gået i udu. Så det var vitterligt ikke hans skyld. I hvert fald troede jeg at det nu var ham der stod halv snalret ude foran min dør og skulle bruge et nummer på vores vicevært igen. Jeg bandt min slåbrok, tog min mest tålmodige mine på og åbnede døren, og der stod så… 2 nydeligt klædte unge mænd. Faktisk så nydeligt klædte at det skreg Jehovas Vidner. Man kan se det på dem lang tid før de overhovedet åbner munden. Det er den slags folk der altid er upåklageligt (og så godt som ens klædt), velsoigneret, høflige og altid smilende som om at i dag simpelthen er den bedste dag i hele verden, fordi Gud er til og han kan lide dem. Helt vildt meget. Pisse irriterende. Men jeg skal ikke fortælle folk hvordan de skal leve deres liv. Og på den anden side set har jeg heller ikke det store behov for at indlede en samtale med medlemmer af Jehovas Vidner.
De to fyre var rigtig nok fra Jehovas Vidner. Og ret overraskede over at se en voksen mand i morgenkåbe klokken tre om eftermiddagen, og undskyldte hurtigt i tilfælde af at de havde vækket mig. Næh, jeg holdt så men bare søndag sagde jeg, og de faldt lidt til ro. Der er vist noget i bibelen om at man skal hvile om søndagen så jeg tror det faldt i meget god jord. De ville i hvert fald invitere til et foredrag på lørdag om jesus opstandelse og det var da fint nok. Jeg nikkede, tog imod deres papir og lod dem gå videre til næste stakkel, der skulle reddes. Jeg kunne ikke helt lade være med at tænke på en sang af Superjeg, hvor Peter Sommer synger ”jo mere du nikker, jo mere får du fred”. Sjældent er der ytret klogere ord…
I morgen skal jeg starte på et førstehjælps kursus sammen med resten af lærerstaben. Det kommer til at foregå mandag til onsdag og så lige afslutning torsdag næste uge. Vi har jo påskeferie heroppe, hvilket vi sige at eleverne har påskeferie og os andre arbejdende folkefærd først får ferie torsdag. Så for at bruge tiden på noget fornuftigt (nu eleverne er væk) er det blevet bestemt at vi skal have et førstehjælps kursus. God idé. Sidste gang jeg tog sådan et var da i 1991. Ouch. Det er.. sørme.. et par år siden. Der var jeg 15, hvilket vil sige at jeg nu er.. hmmm. LALALALA… vi skifter lige emne. Der er kursus og Camilla skal med, så det skal nok blive sjovt.
Hvis vi er rigtig heldige så kommer Camillas ting i morgen. Endelig. Så de kommer nok på onsdag. Glæder mig allermest til det nye køkken. Til vores bryllups fest i DK fik vi simpelthen så meget nyt køkkenudstyr i tror det er løgn, og siden det jeg/vi har i brug lige nu er noget gammelt lort, så bliver der intet mindre end vidunderligt at skifte hele molevitten ud. Nye gryder, nye maskiner (el-kedel, blender), nyt service, nye knive, nye alt muligt! Det bliver jo som at lave mad i tv-køkkenet ”ja vi har snydt lidt…”. Glæder mig som et lille barn. Så er der så hendes 20 andre papkasser med alle hendes ting. Det bliver jo også ”spændende”. Og en ny seng (YES!), reol, skrivebord og en masse andre ting, så mit hjem endelig kan blive vores hjem. Håber bare vi kan have det hele.
Til sidst vil jeg bare lige sige tak for god ro og orden ovenpå en hel uge med blog. Det kan jo være jeg gør det igen en anden gang. Det var egentlig lidt rart at man vidste at man skulle skrive. For så fandt man tiden uanset om man nu synes man havde overskuddet eller ej. Håber ikke det har været for meget, eller for kedeligt for jer, kære læsere. Uanset så ses vi snart igen.
Nå, men jeg vil lige klemme det sidste ud af søndagen. Hygge.
den store blog uge #6: samlebåndsdød og job i sigte
Så er der netspil igen. 8 nørder der sidder ved hver sin computer og skyder hinanden i smadder. Og jeg dør igen. Mange gange. Lige som jeg tror jeg havde skovlen under de andre så bliver man pløkket i ryggen. Igen. Men det er alligevel ikke uden underholdningsværdi.
Vi startede klokken 7 her til aften, men som sædvanlig kom vi ikke rigtig i gang før omkring klokken 22. Vi skulle lige forsøge forskellige spil før vi blev enige om et vi alle gad, og det vi så gad det var så det der tog 20 minutter og installere. Og min første installation gik så af helvede til, så det tog to gange 20 minutter før jeg var klar til at dø. Og dø. Og dø og dø.. Jeg sød også lidt nogle andre men rationen er omkring tre gange død før jeg nakker en af dem.
Ellers har dagen været en dejlig afslappende og hyggelig lørdag. Klokken 14 var vi ude med Ulrik og Merethe og deres to unger, Jonathan og Alexander Julius, og kælke. Der er en fin kælkebakke lige bag ved politistationen og efter en lille times faren frem og tilbage op og ned, tog vi hjem til Ulrik og Merethe til nybagte boller og varm kakao. Ren hygge og drengene var virkelig i sit es. Der skulle drikkes kakao og spises boller til de var stopmætte (de nåede ikke så mange boller som os andre), vises legetøj frem og leges gemme til den helt store guldmedalje. Der skulle også tælles og Alxander Julius fik fint demonstreret fra et til ti, men efter ti kneb det lidt. ”1-2-3-4-5-6-7-8-9-10-7-3-2” kom det fra ham med et smil i hele hovedet.
Det var sjov og ballade, men der var en mere alvorlig bagtanke med besøget. Deres ældste søn, Alexander Julius, lider nemlig af dyspraxi, hvilket er lidelse der hos børn hæmmer deres motorik. Hos Alexander Julius kommer det så til udtryk specielt i hans tale, hvor han har svært ved konsonanter. Og så er han hans grovmotorik lidt klodset til tider. Men hans hoved fejler ikke noget og hans energi niveau er.. lad os bare sige at han ikke behøver mere sukker end alle andre børn. Men ”lidelsen”, som er medfødt er noget der kan trænes op til at blive bedre og for at det skal ske, har kommunen nu tildelt ham 20 timer med en støttepædagog om ugen. Og så er spørgsmålet lige, hvem det er der hver uge skal træne 20 timer med den lille 5 årige charmetrold. Måske er det nemlig Camilla.
Jobbet består i at lave øvelser bl.a. gennem leg med Alexander Julius, og med jobbet følger også en oplæring i hvilket program man skal følge og hvordan man gør det bedst muligt. Så ebsøget i dag gik mest på om Alexander Julius i det hele taget kunne lide Camilla, eftersom de kommer til at spendere en hel del tid sammen. Og kunne han det, så ville Merethe og Ulrik skrive en ansøgning til kommunen og/eller Alexander Julius’ ergoterapeut, om at de synes det skal være Camilla. Og ’besøget’ gik fint. Han havde absolut intet imod Camilla, og Camilla synes også han var en dejlig dreng, så nu har hun sagt ja til at ansøge om jobbet. Og så kan vi kun vente på resultatet. Det vil være dejligt hvis hun får det må jeg sige, også selvom det kun er halv tids.
Derudover har Camilla også søgt job hos turistkontoret her i byen og på tirsdag skal hun ud og besøge Inuit Pels, for at høre om der er muligheder for nogle timer der. Så det kan jo ende med et par halv dages job giver en hel. Dejligt er det i hvert fald at der endelig sker noget på jobfronten. Tror det har været lidt hårdt for Camilla den sidste måned at sidde hjemme og ikke rigtig vide om der overhovedet er job til en som ikke taler grønlandsk. Så vi krydser fingre og håber på det bedste.
Nå jeg må tilbage og skyde.. jeg mener dø noget mere.
Vi startede klokken 7 her til aften, men som sædvanlig kom vi ikke rigtig i gang før omkring klokken 22. Vi skulle lige forsøge forskellige spil før vi blev enige om et vi alle gad, og det vi så gad det var så det der tog 20 minutter og installere. Og min første installation gik så af helvede til, så det tog to gange 20 minutter før jeg var klar til at dø. Og dø. Og dø og dø.. Jeg sød også lidt nogle andre men rationen er omkring tre gange død før jeg nakker en af dem.
Ellers har dagen været en dejlig afslappende og hyggelig lørdag. Klokken 14 var vi ude med Ulrik og Merethe og deres to unger, Jonathan og Alexander Julius, og kælke. Der er en fin kælkebakke lige bag ved politistationen og efter en lille times faren frem og tilbage op og ned, tog vi hjem til Ulrik og Merethe til nybagte boller og varm kakao. Ren hygge og drengene var virkelig i sit es. Der skulle drikkes kakao og spises boller til de var stopmætte (de nåede ikke så mange boller som os andre), vises legetøj frem og leges gemme til den helt store guldmedalje. Der skulle også tælles og Alxander Julius fik fint demonstreret fra et til ti, men efter ti kneb det lidt. ”1-2-3-4-5-6-7-8-9-10-7-3-2” kom det fra ham med et smil i hele hovedet.
Det var sjov og ballade, men der var en mere alvorlig bagtanke med besøget. Deres ældste søn, Alexander Julius, lider nemlig af dyspraxi, hvilket er lidelse der hos børn hæmmer deres motorik. Hos Alexander Julius kommer det så til udtryk specielt i hans tale, hvor han har svært ved konsonanter. Og så er han hans grovmotorik lidt klodset til tider. Men hans hoved fejler ikke noget og hans energi niveau er.. lad os bare sige at han ikke behøver mere sukker end alle andre børn. Men ”lidelsen”, som er medfødt er noget der kan trænes op til at blive bedre og for at det skal ske, har kommunen nu tildelt ham 20 timer med en støttepædagog om ugen. Og så er spørgsmålet lige, hvem det er der hver uge skal træne 20 timer med den lille 5 årige charmetrold. Måske er det nemlig Camilla.
Jobbet består i at lave øvelser bl.a. gennem leg med Alexander Julius, og med jobbet følger også en oplæring i hvilket program man skal følge og hvordan man gør det bedst muligt. Så ebsøget i dag gik mest på om Alexander Julius i det hele taget kunne lide Camilla, eftersom de kommer til at spendere en hel del tid sammen. Og kunne han det, så ville Merethe og Ulrik skrive en ansøgning til kommunen og/eller Alexander Julius’ ergoterapeut, om at de synes det skal være Camilla. Og ’besøget’ gik fint. Han havde absolut intet imod Camilla, og Camilla synes også han var en dejlig dreng, så nu har hun sagt ja til at ansøge om jobbet. Og så kan vi kun vente på resultatet. Det vil være dejligt hvis hun får det må jeg sige, også selvom det kun er halv tids.
Derudover har Camilla også søgt job hos turistkontoret her i byen og på tirsdag skal hun ud og besøge Inuit Pels, for at høre om der er muligheder for nogle timer der. Så det kan jo ende med et par halv dages job giver en hel. Dejligt er det i hvert fald at der endelig sker noget på jobfronten. Tror det har været lidt hårdt for Camilla den sidste måned at sidde hjemme og ikke rigtig vide om der overhovedet er job til en som ikke taler grønlandsk. Så vi krydser fingre og håber på det bedste.
Nå jeg må tilbage og skyde.. jeg mener dø noget mere.
fredag, marts 14, 2008
den store blog uge #5: dementi!
Jeg har lovet at bringe en dementi. Det viser sig at gårdsdagens blog ikke var bragt på et fuldstændig sagligt grundlag, og det undskylder jeg selvfølge mange gang til mine mange læsere der helt og aldeles mener at min ydmyge blog er den skinbarlige sandhed. For min kone er hverken tvangsneurotisk (ikke særligt meget i hvert fald) eller inficeret af rengøringsvanvid. Så det har jeg lovet at sige. Fra Camilla. For bloggen i går fremlagde ikke alle fakta, og kom derfor til at give sandheden en uheldig drejning. Og hvis der er en ting jeg ikke vil have siddende på mig, så er det at jeg er manipulativ (med mindre det nu er fordi jeg ved at jeg har ret).
Hvad er så de skandaløse fakta jeg belejligt ’glemte’ i gårsdagens skrivelse? Jo det drejer sig specielt om vasketøjet. Grunden til at Camilla meget imod min vilje tvang mig til at cykle frem og tilbage med en million kilo vasketøj i stiv kuling, sne om ørerne op af bakke, var ganske simpelt at hun ikke havde mere rent undertøj. Her skal det altså til hendes forsvar siges at hun den sidste måned (altså siden hun ankom) kun har haft det tøj hun havde med sig i sin kuffert, hvilket igen vil sige ikke pokkers meget. Alle hendes ejendele, herunder alt det andet tøj hun har, er simpelthen ikke kommet op endnu. Først havde vi håbet på en hurtig ekspedition, da det ikke lykkedes (det danske flyttefirma tog sig VIRKELIG god tid med at sende det af sted), så skulle skibet komme i starten af ugen, men så var det pludselig et helt andet skib, det var på og nu ser det ud til at det ankommer lørdag. Så ved vi i det mindste hvad vi skal lave i påsken. Det vil altså sige at tøsen ret hurtigt kan løbe tør for tøj. Så ved i altså det. Og undskyld. Det var selvfølgelig unfair af mig at skrive at hun tvinger mig til at cykle i pendul fart mellem skolen for at vaske tøj, når hun kun tvinger mig til at cykle vasketøj i pendul fart af ren og skær nødvendighed. Og så fordi hun elsker at se mig bestille noget. Eller. Shhh.. Dementi!
Og så mente hun heller ikke det var helt fair med min beskrivelse af opvaske situationen. For "opvaske må jo altså tages når man løber tør for f.eks. bestik" (hendes ord). Og det er det da noget om, men her er det jo så min erfaring fra mange år som ungkarl kommer til sin ret – man vasker selvfølgelig kun det op man skal bruge! Så behøver man ikke vaske op så tit, og man får meget mere tid til at de vigtige ting her i livet som f.eks. spille computer. Eller se film. Eller begge dele på en gang. Men prøv du at forklare hende det.. tal om at smide perler for svin. Den tid er åbenbart slet og ret over. Jeg må se det i øjnene.
Til sidst må jeg dog lige forklare at min kone ikke er en sippe. Tværtom. Men der er åbenbart kun så meget en gift kvinde vil finde sig i. Og opvask og manglende undertøj står højt på listen. Så det ved jeg nu. Nu vil jeg så ind og se anden del af X-faktor med min kone. For det gør man når man er gift.
Hvad er så de skandaløse fakta jeg belejligt ’glemte’ i gårsdagens skrivelse? Jo det drejer sig specielt om vasketøjet. Grunden til at Camilla meget imod min vilje tvang mig til at cykle frem og tilbage med en million kilo vasketøj i stiv kuling, sne om ørerne op af bakke, var ganske simpelt at hun ikke havde mere rent undertøj. Her skal det altså til hendes forsvar siges at hun den sidste måned (altså siden hun ankom) kun har haft det tøj hun havde med sig i sin kuffert, hvilket igen vil sige ikke pokkers meget. Alle hendes ejendele, herunder alt det andet tøj hun har, er simpelthen ikke kommet op endnu. Først havde vi håbet på en hurtig ekspedition, da det ikke lykkedes (det danske flyttefirma tog sig VIRKELIG god tid med at sende det af sted), så skulle skibet komme i starten af ugen, men så var det pludselig et helt andet skib, det var på og nu ser det ud til at det ankommer lørdag. Så ved vi i det mindste hvad vi skal lave i påsken. Det vil altså sige at tøsen ret hurtigt kan løbe tør for tøj. Så ved i altså det. Og undskyld. Det var selvfølgelig unfair af mig at skrive at hun tvinger mig til at cykle i pendul fart mellem skolen for at vaske tøj, når hun kun tvinger mig til at cykle vasketøj i pendul fart af ren og skær nødvendighed. Og så fordi hun elsker at se mig bestille noget. Eller. Shhh.. Dementi!
Og så mente hun heller ikke det var helt fair med min beskrivelse af opvaske situationen. For "opvaske må jo altså tages når man løber tør for f.eks. bestik" (hendes ord). Og det er det da noget om, men her er det jo så min erfaring fra mange år som ungkarl kommer til sin ret – man vasker selvfølgelig kun det op man skal bruge! Så behøver man ikke vaske op så tit, og man får meget mere tid til at de vigtige ting her i livet som f.eks. spille computer. Eller se film. Eller begge dele på en gang. Men prøv du at forklare hende det.. tal om at smide perler for svin. Den tid er åbenbart slet og ret over. Jeg må se det i øjnene.
Til sidst må jeg dog lige forklare at min kone ikke er en sippe. Tværtom. Men der er åbenbart kun så meget en gift kvinde vil finde sig i. Og opvask og manglende undertøj står højt på listen. Så det ved jeg nu. Nu vil jeg så ind og se anden del af X-faktor med min kone. For det gør man når man er gift.
torsdag, marts 13, 2008
den store blog uge #4: Kunsten at bo sammen med sin kone
Nu har jeg snart været gift et helt år, men Camilla og jeg har immervæk kun boet sammen lidt over en måned, så det kræver en smule tilvænning. For os begge to. Jeg mener, jeg er jo den lettere tilvante drengerøv med computerspil, lidt for meget cola, serie kigning, hurtig madlavning og gerne rester op til flere dage i træk eftersom jeg laver STORE portioner og generelt lidt af en forkælet singlefyrs tilværelse uden den del der hedder gå i byen og score damer. ’Byen’ nøjes med at være sporadiske besøg i klubben, aftener til skolens netcafe, eller settlers aftener hos Per. Men det kan jeg jo ikke helt længere. I hvert fald ikke bare sådan uden lige. Der er jo kommet et kvindemenneske man skal tage hensyn til. Og heldigvis for det.
Forstå mig ret. Jeg elsker Camilla over alt på jorden, men det her bo sammen noget, det kræver altså en hvis tilvænning. For eksempel skal der laves varm mad hver dag. Og det skal være vegetarisk, dog med fisk en gang i blandt. Så ingen saftige bøffer eller frikadeller (med mindre de er lavet af blendede bønner blandet med blendede grøntsager og ris, linser og den slags), og heller ingen store blodige steaks (medmindre vi altså taler tun steaks, der så heller ikke er blodige). Nu er situationen dog ikke så grel at jeg ikke må få kød hvis jeg gerne vil have det, men jeg synes bare det vil være lidt mærkeligt at vi ikke spiser det samme, når vi nu skal lave mad sammen. Så jeg forsøger så vidt muligt at spise det samme som tøsen. Og jeg klager altså heller ikke. Det smager fremragende, også selvom det er sundt. Hun kan jo nogle tricks, men ingen tvivl om at det ville være mere spændende sådan rent grønsagsmæssigt at bo alle andre steder end i Grønland, her hvor udvalget er småt og prisen høj. Men vi er ved at lære at leve med det. Dog nægter vi at købe bakken med champignon til 40 kroner, og agurken til 25 kroner hører til ren luksus. Vi købte en sidste weekend da Camilla bestemte sig for at vi skulle have burger (jeg havde sukket efter en burger et stykke tid). Så vi bagte selv burger boller, gjorde fyld klar og hvor hun som bøf brugte stegt knold selleri, brugte jeg så en sydende lækker bøf af hakket moskus kød… mmmmm… jeg siger jer det var gode sager. Så kød kommer der da på bordet en gang i blandt.
En anden ting er opvasken. Alene i lejligheden kunne jeg sagtens ignorere en opvask i meeeegeeet lang tid (flere uger hvis den var specielt ondskabsfuld), men det går ikke i Camillas verden. Der skal der i stedet for være pænt og nydeligt i køkkenet og opvasken klares hver eneste dag. Se, det er der jo ikke noget i vejen for, men desværre forventer hun jo så også at jeg tager del i denne tvangsneurose. Jeg forsøgte at snige mig uden om med undskyldninger om PG rapporter, vigtige ting på computeren (”jamen jeg er næææsten færdig skat”) og tusind andre dårlige undskyldninger. Det gik også fint indtil for et par dage siden hvor jeg fik en ordentlig overhaling. Jo jeg havde røde ører og må slå mig til tåls med at det nu er ’vores’ tvangsneurose.
Og så er der vasketøjet. Vi har som bekendt ikke selv en vaskemaskine, så al tøjvask foregår på skolen, hvilket jeg da jeg var alene sørgede for at skete så sjældent som overhovedet muligt eftersom det indebære at tage en kæmpe sportstaske på nakken, taget hen på skolen, vaske og så tage en kæmpe sportstaske fuld af halv vådt/klamt (ergo meget tungt) vasketøj tilbage igen. Det er bare ikke lige det jeg glæder mig til den ene eller to gange om måneden det blev til. Men nu er vi to. Og da hun har det med vasketøj som hun har det med opvask så ved vi jo godt hvad klokken er slået. Ak. Jeg siger dig jeg er allerede træt af at cykle vasketøj frem og tilbage. Hele TO (jeg gentager TO!!!) gange er det blevet til bare denne uge! (måske fordi vi ikke vaskede sidste uge, men det er jo historien fuldstændig irrelevant). Så nu har Camilla fået jobbet at finde en vaskemaskine i en fart. For en gang skyld har vi økonomien til det, og hvis ikke vi havde pengene, så skulle jeg nok finde dem, om det så betød at jeg ikke kom hjem til sommer. Tanken om mig i pendulfart med vasketøj på ryggen hujer mig bare lige så lidt som Pia K. som statsminister.
Men det hele er altså ikke lutter selvopofrelse. Der er så absolut også fordele ved at have sin kone i huset. Der er rent og pænt. Der er altid nogle at snakke med, nogle at komme hjem til, nogen at se middelmådige amerikanske serie med. Der er god mad hver dag (ikke at det kun er hende der laver mad altså, for eksempel skal jeg lave pizza på lørdag, så kom ikke her). Man kan sove i ske. Og så er det lidt sjovere at holde pyjamas weekend når man er to.
Jo, det er sgu nok ikke så tosset alligevel.
Forstå mig ret. Jeg elsker Camilla over alt på jorden, men det her bo sammen noget, det kræver altså en hvis tilvænning. For eksempel skal der laves varm mad hver dag. Og det skal være vegetarisk, dog med fisk en gang i blandt. Så ingen saftige bøffer eller frikadeller (med mindre de er lavet af blendede bønner blandet med blendede grøntsager og ris, linser og den slags), og heller ingen store blodige steaks (medmindre vi altså taler tun steaks, der så heller ikke er blodige). Nu er situationen dog ikke så grel at jeg ikke må få kød hvis jeg gerne vil have det, men jeg synes bare det vil være lidt mærkeligt at vi ikke spiser det samme, når vi nu skal lave mad sammen. Så jeg forsøger så vidt muligt at spise det samme som tøsen. Og jeg klager altså heller ikke. Det smager fremragende, også selvom det er sundt. Hun kan jo nogle tricks, men ingen tvivl om at det ville være mere spændende sådan rent grønsagsmæssigt at bo alle andre steder end i Grønland, her hvor udvalget er småt og prisen høj. Men vi er ved at lære at leve med det. Dog nægter vi at købe bakken med champignon til 40 kroner, og agurken til 25 kroner hører til ren luksus. Vi købte en sidste weekend da Camilla bestemte sig for at vi skulle have burger (jeg havde sukket efter en burger et stykke tid). Så vi bagte selv burger boller, gjorde fyld klar og hvor hun som bøf brugte stegt knold selleri, brugte jeg så en sydende lækker bøf af hakket moskus kød… mmmmm… jeg siger jer det var gode sager. Så kød kommer der da på bordet en gang i blandt.
En anden ting er opvasken. Alene i lejligheden kunne jeg sagtens ignorere en opvask i meeeegeeet lang tid (flere uger hvis den var specielt ondskabsfuld), men det går ikke i Camillas verden. Der skal der i stedet for være pænt og nydeligt i køkkenet og opvasken klares hver eneste dag. Se, det er der jo ikke noget i vejen for, men desværre forventer hun jo så også at jeg tager del i denne tvangsneurose. Jeg forsøgte at snige mig uden om med undskyldninger om PG rapporter, vigtige ting på computeren (”jamen jeg er næææsten færdig skat”) og tusind andre dårlige undskyldninger. Det gik også fint indtil for et par dage siden hvor jeg fik en ordentlig overhaling. Jo jeg havde røde ører og må slå mig til tåls med at det nu er ’vores’ tvangsneurose.
Og så er der vasketøjet. Vi har som bekendt ikke selv en vaskemaskine, så al tøjvask foregår på skolen, hvilket jeg da jeg var alene sørgede for at skete så sjældent som overhovedet muligt eftersom det indebære at tage en kæmpe sportstaske på nakken, taget hen på skolen, vaske og så tage en kæmpe sportstaske fuld af halv vådt/klamt (ergo meget tungt) vasketøj tilbage igen. Det er bare ikke lige det jeg glæder mig til den ene eller to gange om måneden det blev til. Men nu er vi to. Og da hun har det med vasketøj som hun har det med opvask så ved vi jo godt hvad klokken er slået. Ak. Jeg siger dig jeg er allerede træt af at cykle vasketøj frem og tilbage. Hele TO (jeg gentager TO!!!) gange er det blevet til bare denne uge! (måske fordi vi ikke vaskede sidste uge, men det er jo historien fuldstændig irrelevant). Så nu har Camilla fået jobbet at finde en vaskemaskine i en fart. For en gang skyld har vi økonomien til det, og hvis ikke vi havde pengene, så skulle jeg nok finde dem, om det så betød at jeg ikke kom hjem til sommer. Tanken om mig i pendulfart med vasketøj på ryggen hujer mig bare lige så lidt som Pia K. som statsminister.
Men det hele er altså ikke lutter selvopofrelse. Der er så absolut også fordele ved at have sin kone i huset. Der er rent og pænt. Der er altid nogle at snakke med, nogle at komme hjem til, nogen at se middelmådige amerikanske serie med. Der er god mad hver dag (ikke at det kun er hende der laver mad altså, for eksempel skal jeg lave pizza på lørdag, så kom ikke her). Man kan sove i ske. Og så er det lidt sjovere at holde pyjamas weekend når man er to.
Jo, det er sgu nok ikke så tosset alligevel.
onsdag, marts 12, 2008
den store blog uge #3: en begrebsverden på vrangen
Uanset hvor smuk og dejlig grønland den nu en gang er, så har den nogle helt uforståelig og altoverskyggende dunkle sider, som jeg hverken kan eller vil forliges med. Og et af de aller værste er selvmord.
I dag fik jeg at vide at en knægt forsøgte at begå selvmord i mandags ved at skyde sig selv med et gevær. Han overlevede, ligger nu på sygehus i Danmark, men kommer ikke til at tale eller se normalt igen. Kuglen tog halvdelen af kæben, røg gennem tungen og det ene øje. Og her kommer så det værste. Knægten er kun 11 år.
Hvad er det der sker i et land hvor selvmord bliver en del af en 11 årigs begrebsverden og ikke nok med det, men også set som en acceptabel løsning på de problemer, der nu end måtte være. Jeg forstår det ikke. Og mit gæt er at der er der sikkert en hel del andre der heller ikke gør. Både grønlændere og danskere zuzammen. Det er simpelthen for sørgeligt og alle mine tanker går til den stakkels familie der nu sidder tilbage og tænker på hvad fanden der gik galt. For det er et problem heroppe.
Det første år jeg var heroppe skete der 55 selvmord. Det er rundt regnet et selvmord om ugen. Og med et så lille land, hvor alle kender alle eller kender en der kender en, så kommer et selvmord hurtigt til at ramme rigtig mange mennesker. Og det er måske også der man skal finde kimen til hvorfor en 11 årig dreng kender til begrebet ”selvmord”. Det er nemlig alt for synligt heroppe. Alle kender en der har begået eller forsøgt selvmord.
Sidste år havde vi en ung knægt der skød hovedet af sig selv nede i en båd i lystbådehavnen. Det var den 11 åriges fætter. Måske har det, at fætteren skød sig selv, et eller andet sted legaliseret selvmord som en mulighed for at løse problemet for den stakkels knægt, der nu ligger på hospitalet med ar for livet. Selvmord smitter. Kort og godt. Ja det er sikkert desværre hverken første eller sidste gang den slags sker heroppe. Uforståeligt og alt alt for sørgeligt.
Sorry, jeg slutter nu. Det var et lidt hårdere emne at skrive om end jeg regnede med. Et eller andet sted bliver jeg både utrolig trist til mode, men samtidig så edderbrodereme rasende. Ikke på nogen bestemt. På det hele. For der er fanme noget galt når en 11 årig forsøger selvmord. Det skal ikke kunne ske. Punktum. Det giver ikke mening.
Uforståeligt.
Sort.
Sørgeligt.
I dag fik jeg at vide at en knægt forsøgte at begå selvmord i mandags ved at skyde sig selv med et gevær. Han overlevede, ligger nu på sygehus i Danmark, men kommer ikke til at tale eller se normalt igen. Kuglen tog halvdelen af kæben, røg gennem tungen og det ene øje. Og her kommer så det værste. Knægten er kun 11 år.
Hvad er det der sker i et land hvor selvmord bliver en del af en 11 årigs begrebsverden og ikke nok med det, men også set som en acceptabel løsning på de problemer, der nu end måtte være. Jeg forstår det ikke. Og mit gæt er at der er der sikkert en hel del andre der heller ikke gør. Både grønlændere og danskere zuzammen. Det er simpelthen for sørgeligt og alle mine tanker går til den stakkels familie der nu sidder tilbage og tænker på hvad fanden der gik galt. For det er et problem heroppe.
Det første år jeg var heroppe skete der 55 selvmord. Det er rundt regnet et selvmord om ugen. Og med et så lille land, hvor alle kender alle eller kender en der kender en, så kommer et selvmord hurtigt til at ramme rigtig mange mennesker. Og det er måske også der man skal finde kimen til hvorfor en 11 årig dreng kender til begrebet ”selvmord”. Det er nemlig alt for synligt heroppe. Alle kender en der har begået eller forsøgt selvmord.
Sidste år havde vi en ung knægt der skød hovedet af sig selv nede i en båd i lystbådehavnen. Det var den 11 åriges fætter. Måske har det, at fætteren skød sig selv, et eller andet sted legaliseret selvmord som en mulighed for at løse problemet for den stakkels knægt, der nu ligger på hospitalet med ar for livet. Selvmord smitter. Kort og godt. Ja det er sikkert desværre hverken første eller sidste gang den slags sker heroppe. Uforståeligt og alt alt for sørgeligt.
Sorry, jeg slutter nu. Det var et lidt hårdere emne at skrive om end jeg regnede med. Et eller andet sted bliver jeg både utrolig trist til mode, men samtidig så edderbrodereme rasende. Ikke på nogen bestemt. På det hele. For der er fanme noget galt når en 11 årig forsøger selvmord. Det skal ikke kunne ske. Punktum. Det giver ikke mening.
Uforståeligt.
Sort.
Sørgeligt.
tirsdag, marts 11, 2008
den store blog uge #2: Very High Frequency
Så blev det igen tirsdag, hvilket betyder hjem fra arbejde, afslapning i kun en times tid, så madlavning, slå mave sammen med konen og så af sted igen (dog sammen med konen). Camilla og jeg har nemlig i den sidste lange stykke tid gået på VHF kursus, hvilket i bund og grund er et kursus hvor du lærer at bruge de høj frekvens radioer de fleste har med i deres båd. Og lad os bare slå fast at det ikke er ligesom at ringe på en telefon. Man slår ikke bare et nummer ind, ringer op og siger ”Hej Bent”. Man skal vide en masse om radio jargon, hvornår man må kalde op, hvad man skal sige, hvad man skal gøre i nødsituationer, hvad der i det hele taget kvalificeres som ’nødsituation’ osv.
Jo der er dømt familiehygge hver tirsdag aften når vi tager ned til den lokale skole og får undervisning af Kuunnunnguaq, på hans egen underfundige og afslappede måde at undervise på. I dag handlede det om DSC (Digital Selective Calling), GMDSS (Global Maritime Distress and Safety System) og bestilling af radiosamtaler. Vi lærer om hvilke kanaler der hører sig til i hvilke situationer, tidspunkter for trafiklister, frekvenser for special udstyr som Navtex, EPIRB (Emergency Position-Indication Radio-Beacon), og alle mulige og umulige ting man skal huske til eksamen der efter sigende er sat til den 27. marts. Her skal vi kunne svare på de ovenstående mystifystiske ting (heldigvis giver det lidt mere mening jo mere tid man bruger på det), men også huske opkaldsprocedure for nød-, il-, sikkerheds- og almindelige opkald. Nød (opkaldet starter med 3 x MAYDAY) er når der er overhængende fare for dig eller din båd og du behøver hjælp lige nu. Il (her startes med 3x PAN PAN) er når du er i vanskeligheder men ikke i overhængende fare for liv og lemmer lige nu. Men il-situationen kan udvikle sig til nød, hvis ikke man får hjælp. Det er jo ikke helt ufarligt for eksempel at drive rundt uden benzin på båden, hvis vejret trækker op til storm. Sikkerhedsmeldingen (det er 3 x SECURITE) er hvis man finder objekter i vandet (containere, skibsvrag eller lignende) der kan være til fare for andre. Så melder man det til alle stationer (herunder kystradioen, der så sender det videre).
Men jo, vi forsøger at lære noget, og jeg må sige at Camilla næsten går mere op i det end mig. Hun læser en del i bogen (jeg har kun lige skimmet den), tager tests på nettet og det er jo rart at vide at man har en belæst co-pilot med sig, når man er ude og sejle. I det hele taget er det rart at have noget sammen. Nu kunne hun jo desværre ikke tage skipper beviset med mig sidste år, men radiokurset her ender ud et VHF bevis, der betyder at man har lov til at have en VHF radio. Og når vi begge to tager kurset så har vi da dobbelt chance for at bestå… det går nu nok. Uanset så har vi allerede en VHF radio. Man skal jo ikke have bevis for at købe end, heller ikke for at bruge den. Men har du ikke beviset så har du ikke et MMSI (Maritime Mobile Service Identity) nummer, der gør det nemmere at tilkendegive hvem du er hvis du er i nød, da du og din båd så er registreret i et eller andet register Søfartsstyrelsen har.
At den bliver registreret bliver også en enestående chance for endelig at få officielt at få ændret bådens navn til Madicken. Folk kender kun det lille orange lyn som ”Ruth”, til gengæld kender alle så Ruth. Hvis jeg siger ”ja, jeg har købt Pers gamle båd”, så siger de ”nå Ruth, ja den kan vel også selv finde vej efterhånden”. Ikke nemt at skulle sige, ”Nej Madicken”. Måske er det nemmere bare at lade den hedde Ruth. Så ved folk i hvert fald hvad man snakker om. Hvis folk bare kunne deres Astrid Lindgren, så var det hele bare lidt nemmere.
Mig: ”Mayday mayday mayday, kalder alle stationer, Her er Madicken Madicken Madicken.”
Ternen: ”Mayday Madicken her er Ternen. Er du sikker på at du hedder Madicken, jeg kender ikke noget skib af det navn”.
Mig: ”Madicken er den der lille coole orange lyn”
Ternen: "Siger mig ikke noget"
Mig: "Pers gamle båd?"
Ternen: ”Nårhh, Ruth”
Mig: ”Glem det, jeg vil reddes af nogle andre”.
Nå, men jeg vil i seng og drømme om VHF, DSC, MMSI, NAVAREA, EPIRB, MAYDAY, SECURITE, PAN PAN, frekvenser, opkaldsprocedure og hvad det ellers alt sammen hedder… og Madicken.
Jo der er dømt familiehygge hver tirsdag aften når vi tager ned til den lokale skole og får undervisning af Kuunnunnguaq, på hans egen underfundige og afslappede måde at undervise på. I dag handlede det om DSC (Digital Selective Calling), GMDSS (Global Maritime Distress and Safety System) og bestilling af radiosamtaler. Vi lærer om hvilke kanaler der hører sig til i hvilke situationer, tidspunkter for trafiklister, frekvenser for special udstyr som Navtex, EPIRB (Emergency Position-Indication Radio-Beacon), og alle mulige og umulige ting man skal huske til eksamen der efter sigende er sat til den 27. marts. Her skal vi kunne svare på de ovenstående mystifystiske ting (heldigvis giver det lidt mere mening jo mere tid man bruger på det), men også huske opkaldsprocedure for nød-, il-, sikkerheds- og almindelige opkald. Nød (opkaldet starter med 3 x MAYDAY) er når der er overhængende fare for dig eller din båd og du behøver hjælp lige nu. Il (her startes med 3x PAN PAN) er når du er i vanskeligheder men ikke i overhængende fare for liv og lemmer lige nu. Men il-situationen kan udvikle sig til nød, hvis ikke man får hjælp. Det er jo ikke helt ufarligt for eksempel at drive rundt uden benzin på båden, hvis vejret trækker op til storm. Sikkerhedsmeldingen (det er 3 x SECURITE) er hvis man finder objekter i vandet (containere, skibsvrag eller lignende) der kan være til fare for andre. Så melder man det til alle stationer (herunder kystradioen, der så sender det videre).
Men jo, vi forsøger at lære noget, og jeg må sige at Camilla næsten går mere op i det end mig. Hun læser en del i bogen (jeg har kun lige skimmet den), tager tests på nettet og det er jo rart at vide at man har en belæst co-pilot med sig, når man er ude og sejle. I det hele taget er det rart at have noget sammen. Nu kunne hun jo desværre ikke tage skipper beviset med mig sidste år, men radiokurset her ender ud et VHF bevis, der betyder at man har lov til at have en VHF radio. Og når vi begge to tager kurset så har vi da dobbelt chance for at bestå… det går nu nok. Uanset så har vi allerede en VHF radio. Man skal jo ikke have bevis for at købe end, heller ikke for at bruge den. Men har du ikke beviset så har du ikke et MMSI (Maritime Mobile Service Identity) nummer, der gør det nemmere at tilkendegive hvem du er hvis du er i nød, da du og din båd så er registreret i et eller andet register Søfartsstyrelsen har.
At den bliver registreret bliver også en enestående chance for endelig at få officielt at få ændret bådens navn til Madicken. Folk kender kun det lille orange lyn som ”Ruth”, til gengæld kender alle så Ruth. Hvis jeg siger ”ja, jeg har købt Pers gamle båd”, så siger de ”nå Ruth, ja den kan vel også selv finde vej efterhånden”. Ikke nemt at skulle sige, ”Nej Madicken”. Måske er det nemmere bare at lade den hedde Ruth. Så ved folk i hvert fald hvad man snakker om. Hvis folk bare kunne deres Astrid Lindgren, så var det hele bare lidt nemmere.
Mig: ”Mayday mayday mayday, kalder alle stationer, Her er Madicken Madicken Madicken.”
Ternen: ”Mayday Madicken her er Ternen. Er du sikker på at du hedder Madicken, jeg kender ikke noget skib af det navn”.
Mig: ”Madicken er den der lille coole orange lyn”
Ternen: "Siger mig ikke noget"
Mig: "Pers gamle båd?"
Ternen: ”Nårhh, Ruth”
Mig: ”Glem det, jeg vil reddes af nogle andre”.
Nå, men jeg vil i seng og drømme om VHF, DSC, MMSI, NAVAREA, EPIRB, MAYDAY, SECURITE, PAN PAN, frekvenser, opkaldsprocedure og hvad det ellers alt sammen hedder… og Madicken.
mandag, marts 10, 2008
den store blog uge #1: hvor har du været?
Puha, det er godt nok ved at være lang tid siden sidst. Over to uger for at det ikke skal være løgn. Så kan det være så som så med gode intentioner og høje løfter om hyppigere skriveri, når jeg bare lader jeg i stikken i to stive uger. Sikke da an tølper. Men det er nu heller ikke fordi jeg har lagt på den lade side. Jeg har forberedt den teoretiske PG eksamen, været i Nuuk til selve eksamen, spillet firmafodbold, undervist, vejledt, vænnet mig til at bo sammen med min kone (og ved samme lejlighed brugt en masse tid sammen med hende), fejret alcoa placering (det blev Maniitsoq), været til generalforsamling i klubben, spillet world of warcraft (det skal jo også passes), hjulpet med Karstens flytning (nej, jeg var ikke syg), været til tandlæge igen igen (ingen rodbehandling denne gang), været til VHF kursus indtil flere gange, besøgt gamle venner, været stand in IT mand på skolen og sikkert alt muligt andet jeg ikke lige kan huske pt. Men alt det har jeg jo ikke skrevet en eneste linie om, hvilket egentlig er ret så for dårligt. Derfor har jeg givet mig selv en udfordring - denne uge skal jeg skrive et nyt blog indlæg hver dag. Jeg lover ikke det bliver en roman per dag, men planen er at komme i gang. Der er en masse jeg ikke lige har fået fortalt, så hvorfor ikke tage sig lidt sammen, når man nu har chancen. Og så det også som om at man har lidt mere overskud nu denne her PG eksamen er ovre. Og det er vel også et godt sted at starte.
Karsten og jeg tog til Nuuk her i torsdags, da vi skulle ned og forsvare hvert vores afgangs projekt. Vejret var lidt ustadigt, men med en to timers forsinkelse nåede vi da frem. Så alt var ajunngilaq. Vi ankom til hotellet og siden det var Hotel Hans Egede var der jo ikke noget at klage over. Rummet var fint, med en fantastisk udsigt over til Blok Y eller hvad den ellers hed. Grim, grå og sørgelig. Og man følte lidt sig lidt beluret når man var i værelset med gardinerne trukket fra. Det kunne man så bare lade være med. Men der befandt jeg mig så i Nuuk, med udsigt til en faldefærdig blog og med en eksamen næste dag hængende over hovedet. Jeg kunne kaste mig over bøgerne og håbe på det bedste eller jeg kunne gøre noget der kunne får mig til at tænke på noget andet. Så det gjorde jeg så. Det sidste altså.
Landet ligger nemlig sådan at for en lille måned tid siden rejste et par, Mikael og Maja, sammen med deres lille datter Silje til Nuuk. De er de dejligste mennesker jeg kender fra min tid på Studenterhuset i Aalborg, og selvfølgelig skulle jeg da benytte lejligheden nu jeg var i Nuuk til at besøge dem. De bor i Nussuaq, og det viste sig at de kun boede omkring 100 meter fra hvor jeg selv boede som barn i fire år. Det var hyggeligt at se dem igen. Tro jeg sidst så dem for lidt over et år siden, men de lignede sig selv, bortset fra at Mikael havde ladet løvemanken falde. Han har lige så længe jeg har kendt ham (og det er efterhånden ved at være et par år) haft det største, længste, krøllede hår, men et dertil hørende on/off gedeskæg. Men det var der ikke noget af. Lidt skæg var der, men ikke som før. Han så jo helt… voksen ud.. Ak, det går jo den vej. Men under alle omstændigheder så gik der ikke lang tid før snakken faldt på hvordan det gik derhjemme i Aalborg, hvem der var hvor og hvem der havde gjort hvad, fået job, stadig var på huset, var kommet videre eller blot gået i stå. Altid godt med en update om gamle hoveder. Efter en god aftensmad og et par øl (kun 2, jeg skulle jo til eksamen næste morgen), lidt mere diskussion, denne gang om Grønland, politik og den slags opløftende emner (jo, det var sarkastisk) tog jeg hjem til hotellet. Klokken var omkring halv ti, og efter at have læst lidt gik jeg i baren med Karsten. Der var på tide at få et par night caps mens vi snakkede lidt om morgendagens store udfordring. Men det blev kun til to øl (jeg skulle jo op næste morgen.. hov, havde jeg ikke sagt det før?). Til de nervøse læsere der sidder og tror det endte i ren øl maraton, så kan det siges at det gjorde det ikke. Vi kom i seng i ordentlig tid, men havde før det en glimrende diskussion om pædagogik, undervisning, teori, vores oplæg og forsøgte at støtte hinanden. Specielt Karsten var lettere nervøs, da han ikke havde haft tid til at forberede kæmpe oplæg med storslået power point præsentation. Men det havde jeg. Jo, jeg havde snydt lidt og havde hjemmefra forberedt et længere powerpoint præsentation, læst op på noget teori, der u begyndte at rumstere som en vanvittig inde i mit hoved. Som små puslespilsbrikker tørnede de rundt i mit hoved og jeg forsøgte febrilsk at få lagt de sidste brikker inden min eksamen fredag formiddag.
Hele fredag formiddag (jeg skulle til eksamen klokken 10.30) gik med ikke at spise særlig meget morgenmad, diskutere med mig selv på mit hotelværelse, perfektionere power point showet, der ikke helt ville som jeg ville, være nervøs, overbevise sig selv om at det ikke rigtig betød noget så længe jeg bare bestod, være lidt mere nervøs fordi jeg egentlig godt ville have en god karakter, og så endelig klokken lidt over 10 tage elevatoren til 5 etage hvor eksamen skulle tage sted i et af hotellets konferencelokaler.
Heldigvis var der gode nyheder da jeg kom op – Karsten havde bestået med bravur. Han havde fået et flot 10 tal, så kimen var lagt til noget godt. Håbede jeg. Tidligere var der så, fandt jeg ud af, givet både 8, 9 og et enkelt 11 tal, så det så da ikke ud til at de dumpede folk på stribe. Så jeg tog en dyb indånding og gik ind i løvens hule, til mine eksaminander Ib og Bo, samt censor (tror nok hun hed) Lisbeth. Men det gik stort set som planlagt. Jeg fik i hvert fald snakket en forfærdelig masse, brugt eksempler fra mine egen undervisning, bragt alt mulig teori ind i billedet, jeg ikke havde med i projektet, fik tegnet og fortalt, skrevet og forklaret og pludselig var der gået 30 minutter. Så kunne jeg spændt gå ud og vente på dommen.
Dun dun duuuuuuun… JEG FIK 11!!!! Yay mig. Følte mig lidt god da jeg fik det at vide. Det hjælper selvfølgelig alt sammen at jeg har taget 6 år på uni, og elsker at fordybe mig i teori, hvilket også var ordene fra censor. Hun fortalte at efter hun havde læst mit projekt, havde sagt ”hold da op, det var godt nok teoretisk” og havde virkelig håbet på at jeg kunne demonstrere en mere praktisk tilgang til undervisning til eksamen. Og siden det var nøjagtig hvad jeg gjorde, så var hun glad.
Resten af opholdet i Nuuk gik med at købe lidt gaver til fruen derhjemme, være til meget fin afskedsmiddag om aftenen, drikke lidt mere rødvin og øl og ellers vågne op næste morgen fuldstændig rundt på gulvet. Ikke fordi jeg var bagstiv eller havde misset mit fly eller noget så tåbeligt. Nej, mine briller var pist væk. Jeg lægger dem altid på natbordet ved siden af, og der lå de ikke. Jeg kiggede på gulvet men med mit begrænsede syn kunne jeg ikke se noget som helst. Heller ikke på skrivebordet, på toilettet, i mine sko (man ved jo aldrig), i jakken, under dynen, i sofaen eller… det var bare VÆK!!! Og det hjalp ingenting at tage kontaktlinser på. Mine briller var og blev væk. Jeg begyndte at tænke tilbage. Nej, jeg havde haft dem på mens jeg sad og drak det sidste glas rødvin på mit eget værelse mens jeg så en eller anden tåbelig serie på flimmer kassen. Så enten var de virkelig godt gemt eller også havde nogen fjernet dem. Og det sidste var lige lidt for paranoidt til at være sandt) så jeg tog en ekstra ekstra runde. Denne gang tog jeg sengen ud fra væggen og volia. Det vidste sig at der var en bred liste lige bag ved listen mine briller kunne ligge på, præcis så man ikke kunne se dem når man kiggede på gulvet. Hurra. Det kan godt ske de er vold gamle, men det er stadig de bedste briller jeg nogensinde har haft. Har forsøgt at finde et par nye, sidst jeg ar hjemme, men der var bare ikke lige ”dem” jeg havde lyst til at bruge en milliard på. Så det hjorde jeg så ikke.
Men jeg kom hjem lørdag formiddag til en dejlig kone og weekendhygge. Nogen gange er det ikke helt tosset at være mig.
Karsten og jeg tog til Nuuk her i torsdags, da vi skulle ned og forsvare hvert vores afgangs projekt. Vejret var lidt ustadigt, men med en to timers forsinkelse nåede vi da frem. Så alt var ajunngilaq. Vi ankom til hotellet og siden det var Hotel Hans Egede var der jo ikke noget at klage over. Rummet var fint, med en fantastisk udsigt over til Blok Y eller hvad den ellers hed. Grim, grå og sørgelig. Og man følte lidt sig lidt beluret når man var i værelset med gardinerne trukket fra. Det kunne man så bare lade være med. Men der befandt jeg mig så i Nuuk, med udsigt til en faldefærdig blog og med en eksamen næste dag hængende over hovedet. Jeg kunne kaste mig over bøgerne og håbe på det bedste eller jeg kunne gøre noget der kunne får mig til at tænke på noget andet. Så det gjorde jeg så. Det sidste altså.
Landet ligger nemlig sådan at for en lille måned tid siden rejste et par, Mikael og Maja, sammen med deres lille datter Silje til Nuuk. De er de dejligste mennesker jeg kender fra min tid på Studenterhuset i Aalborg, og selvfølgelig skulle jeg da benytte lejligheden nu jeg var i Nuuk til at besøge dem. De bor i Nussuaq, og det viste sig at de kun boede omkring 100 meter fra hvor jeg selv boede som barn i fire år. Det var hyggeligt at se dem igen. Tro jeg sidst så dem for lidt over et år siden, men de lignede sig selv, bortset fra at Mikael havde ladet løvemanken falde. Han har lige så længe jeg har kendt ham (og det er efterhånden ved at være et par år) haft det største, længste, krøllede hår, men et dertil hørende on/off gedeskæg. Men det var der ikke noget af. Lidt skæg var der, men ikke som før. Han så jo helt… voksen ud.. Ak, det går jo den vej. Men under alle omstændigheder så gik der ikke lang tid før snakken faldt på hvordan det gik derhjemme i Aalborg, hvem der var hvor og hvem der havde gjort hvad, fået job, stadig var på huset, var kommet videre eller blot gået i stå. Altid godt med en update om gamle hoveder. Efter en god aftensmad og et par øl (kun 2, jeg skulle jo til eksamen næste morgen), lidt mere diskussion, denne gang om Grønland, politik og den slags opløftende emner (jo, det var sarkastisk) tog jeg hjem til hotellet. Klokken var omkring halv ti, og efter at have læst lidt gik jeg i baren med Karsten. Der var på tide at få et par night caps mens vi snakkede lidt om morgendagens store udfordring. Men det blev kun til to øl (jeg skulle jo op næste morgen.. hov, havde jeg ikke sagt det før?). Til de nervøse læsere der sidder og tror det endte i ren øl maraton, så kan det siges at det gjorde det ikke. Vi kom i seng i ordentlig tid, men havde før det en glimrende diskussion om pædagogik, undervisning, teori, vores oplæg og forsøgte at støtte hinanden. Specielt Karsten var lettere nervøs, da han ikke havde haft tid til at forberede kæmpe oplæg med storslået power point præsentation. Men det havde jeg. Jo, jeg havde snydt lidt og havde hjemmefra forberedt et længere powerpoint præsentation, læst op på noget teori, der u begyndte at rumstere som en vanvittig inde i mit hoved. Som små puslespilsbrikker tørnede de rundt i mit hoved og jeg forsøgte febrilsk at få lagt de sidste brikker inden min eksamen fredag formiddag.
Hele fredag formiddag (jeg skulle til eksamen klokken 10.30) gik med ikke at spise særlig meget morgenmad, diskutere med mig selv på mit hotelværelse, perfektionere power point showet, der ikke helt ville som jeg ville, være nervøs, overbevise sig selv om at det ikke rigtig betød noget så længe jeg bare bestod, være lidt mere nervøs fordi jeg egentlig godt ville have en god karakter, og så endelig klokken lidt over 10 tage elevatoren til 5 etage hvor eksamen skulle tage sted i et af hotellets konferencelokaler.
Heldigvis var der gode nyheder da jeg kom op – Karsten havde bestået med bravur. Han havde fået et flot 10 tal, så kimen var lagt til noget godt. Håbede jeg. Tidligere var der så, fandt jeg ud af, givet både 8, 9 og et enkelt 11 tal, så det så da ikke ud til at de dumpede folk på stribe. Så jeg tog en dyb indånding og gik ind i løvens hule, til mine eksaminander Ib og Bo, samt censor (tror nok hun hed) Lisbeth. Men det gik stort set som planlagt. Jeg fik i hvert fald snakket en forfærdelig masse, brugt eksempler fra mine egen undervisning, bragt alt mulig teori ind i billedet, jeg ikke havde med i projektet, fik tegnet og fortalt, skrevet og forklaret og pludselig var der gået 30 minutter. Så kunne jeg spændt gå ud og vente på dommen.
Dun dun duuuuuuun… JEG FIK 11!!!! Yay mig. Følte mig lidt god da jeg fik det at vide. Det hjælper selvfølgelig alt sammen at jeg har taget 6 år på uni, og elsker at fordybe mig i teori, hvilket også var ordene fra censor. Hun fortalte at efter hun havde læst mit projekt, havde sagt ”hold da op, det var godt nok teoretisk” og havde virkelig håbet på at jeg kunne demonstrere en mere praktisk tilgang til undervisning til eksamen. Og siden det var nøjagtig hvad jeg gjorde, så var hun glad.
Resten af opholdet i Nuuk gik med at købe lidt gaver til fruen derhjemme, være til meget fin afskedsmiddag om aftenen, drikke lidt mere rødvin og øl og ellers vågne op næste morgen fuldstændig rundt på gulvet. Ikke fordi jeg var bagstiv eller havde misset mit fly eller noget så tåbeligt. Nej, mine briller var pist væk. Jeg lægger dem altid på natbordet ved siden af, og der lå de ikke. Jeg kiggede på gulvet men med mit begrænsede syn kunne jeg ikke se noget som helst. Heller ikke på skrivebordet, på toilettet, i mine sko (man ved jo aldrig), i jakken, under dynen, i sofaen eller… det var bare VÆK!!! Og det hjalp ingenting at tage kontaktlinser på. Mine briller var og blev væk. Jeg begyndte at tænke tilbage. Nej, jeg havde haft dem på mens jeg sad og drak det sidste glas rødvin på mit eget værelse mens jeg så en eller anden tåbelig serie på flimmer kassen. Så enten var de virkelig godt gemt eller også havde nogen fjernet dem. Og det sidste var lige lidt for paranoidt til at være sandt) så jeg tog en ekstra ekstra runde. Denne gang tog jeg sengen ud fra væggen og volia. Det vidste sig at der var en bred liste lige bag ved listen mine briller kunne ligge på, præcis så man ikke kunne se dem når man kiggede på gulvet. Hurra. Det kan godt ske de er vold gamle, men det er stadig de bedste briller jeg nogensinde har haft. Har forsøgt at finde et par nye, sidst jeg ar hjemme, men der var bare ikke lige ”dem” jeg havde lyst til at bruge en milliard på. Så det hjorde jeg så ikke.
Men jeg kom hjem lørdag formiddag til en dejlig kone og weekendhygge. Nogen gange er det ikke helt tosset at være mig.
onsdag, februar 20, 2008
knald eller fald, potentiel rodbehandling og eksperter ingen gider at høre på...
Yay mig! Hold kæft hvor er jeg god! Ja nogen må jo sige det som det er… Nej grunden til at jeg jubler lidt på mine egne veje er at jeg ENDELIG har fået afleveret min 3. og sidste PG opgave. Den skulle afleveres senest mandag så I kan nok tror at jeg har siddet hele sidste uge inklusiv weekend med næsen mod tastaturet og skrevet, skrevet, skrevet. Opgaven måtte højst være 20 sidder af 2100 anslag (med mellemrum) og jeg tror jeg nåede op på de 18 stykker, så helt på den lade side har jeg altså ikke lagt. Min opgave handler om hvilket dannelsesideal man kan finde i vores fagplan for engelsk undervisning og hvad det så betyder for min undervisning (om noget). Så det blev til noget højtflyvende akademikersnak, men så er det jo lidt et held at man er akademiker. I uge 10 er det så eksamen hvor jeg skal forsvare det og en gang i marts/april den sidste eksamen, den praktiske, og så er jeg uddannet lærer. Yay mig, igen igen (til den tid altså). Nå, nok om PG rapporten, men det var altså dens skyld jeg ikke lige fik skrevet sidst uge, bare så I ved det. .
Tirsdag stod den på tandlæge besøg, yrk. Min midlertidige fyldning jeg fik lavet for 3 måneder siden, var gået hen og holdt op med at være midlertidig, altså forsvundet, så jeg var begyndt at have lidt ondt i tanden igen. Mig ned til tandlægen i en fart. Jeg skulle ikke nyde noget af at vente lige så lang tid som sidst, hvor det bare gjorde mega nas. Så længe det kun gjorde lidt nas en gang imellem så kunne jeg godt bide tænderne sammen som man siger… Men tandlægemanden var nu en flink fyr. Han var en ældre herre og var fra Færøerne tror jeg. Hans dansk var i hvert fald med tyk dialekt, og umiddelbart lød den hverken norsk eller svensk men stadig nordisk. Det første han sagde til mig var at vi praktisk talt var naboer. Jeg bor Annertusoq 1065-102 og han bor i 1066-102, altså i blokken lige ved siden af. Rart at vide. Tandlægen bor lige ved siden af og betjenten bor to blokke ned. Ja, man kan hurtig komme folk ved heroppe.
Torsten, som min tandlæge hedder, fandt hurtig ud af at den var helt gal med den tand. Den skulle både bores og udsættes for en voldsom genopbygning, og efter adskillige sprøjter var jeg så godt som følelsesløs i halvdelen af ansigtet. Og godt det samme, for der skulle bores som galt det livet og det var ikke langt fra nerven. Han fortalte også bagefter at jeg må komme igen på mandag for at han kan tjekke hvordan tager imod indpakningen. Hvis den ikke gør det ordentligt, så skal han bore igen og så skal tanden have en rodbehandling (nerven skal fjernes!!!!). Så jeg krydser fingre, gør amar halshug og håber på det bedste. For jo mindre tid jeg tilbringer hos tandlægen jo bedre.
Derudover planlægger jeg at blive syg på lørdag. Det er på lørdag at Karsten skal flytte ind i den nye lejlighed så det ved vi jo godt hvad det betyder… ”hej René, ja der kom ikke lige så mange jeg havde regnet med, men vi kan godt klare det alene, der er jo ikke så meget” mens man bare ser panikken i hans øjne og en lejlighed fuld af ting på størrelse med rundetårn og der vejer deromkring. Nej, selvfølgelig er jeg ikke syg på lørdag, og venner er jeg ret sikker på der er nok af. Og selv om de ikke skulle være der, så skylder jeg ham stadig en flytning. Han var god ved mig i november, da jeg flyttede. Så nu håber jeg bare at jeg ikke sådan helt rigtig bliver syg, for der er noget forfærdelig noget i omløb, og min hals har gjort træls de sidste tre dage. Men det må vente til søndag med at gå i udbrud.
I morgen er det så det store knald eller fald dag for Maniitsoq. Alcoa og landstyret giver den officielle melding i morgen klokken 14.00 grønlandsk tid, hvor deres store aluminiumsværk skal ligge. Det bliver enten Nuuk, Sisimiut eller som vi alle går og håber på Maniitsoq. Og det er lidt knald eller fald. Kommer den til at ligge her, så bliver byen meget større, og ryger den til anden side, så dør byen. Ikke sådan over night, men det kommer til at trække en masse kræfter ud af byen, der tager andet steds for arbejde.
Apropos valg om steder ting skal ligge. Der er planlagt en fisker fanger uddannelse i grønland og der har været nedsat et udvalg med kloge hoveder der skulle bestemme hvor den skulle ligge. Vores egen leder, Per var med som skoleforstander (men ikke den eneste) og de brugte lang tid på at debattere hvor det var smartest at ligge en sådan skole. Der var peget på Paamiut, fordi der lå der andre fisker fanger uddannelses relaterede ting, Sisimiut, fordi de havde et allerede eksisterende kollegium der kunne tages i brug, og Maniitsoq, da vi allerede har lærerkræfter og den kunne være en udvidelse af ATI skolen. De lærde folk endte med at pege på Maniitsoq. Fint nok, tænker man så. Så skulle den hellige grav være velforvaret eftersom politikerne har udpeget disse folk til at komme med et velkvalificeret bud, så må de vel også følge det. Men sådan er det jo ikke heroppe. Ummannaq, lød svaret fra politikeren der skulle tage den endelige beslutning. Ummannaq er en by på 1200 indbygger i det nordligere Grønland og den har overhovedet ikke været inde over på noget som helst tidspunkt. Så den beslutning er taget på baggrund af.. ingenting. Intet budget, ingen fakta om byens kapacitet til i det hele taget at kapere en skole af den størrelse. Til gengæld har politikeren (kan desværre ikke huske hans navn lige nu) ret mange interesser i Ummannaq, så sådan tager man den slags beslutninger. Nu er rådet af kloge hoveder så i Ummannaq for at se hvad de så gør nu. Ikke let at være ekspert når folk først ansætter dig til at udtale dig om ting du ved en masse mere om end dem, og så bagefter vælger ikke at gide at høre på dig alligevel. Nogen gange kan man ikke andet end at nikke og smile og så indvendig bare tænke ”hvis det er sådan landet kører, så er de da også selv ude om det…”. Så kan man jo håbe at beslutningen om Alcoa værket ikke bliver truffet på samme måde. Siden Alcoa har 17 milliarder (tror nok den er god nok) i klemme tror jeg nu heller ikke de vil finde sig i den behandling.
I hvert fald bliver det offentliggjort i morgen klokken 14.00 og diverse gutter har allerede bebudet at de skal være at finde på hotellet når det sker. Så det vil jeg også være. Jeg har ingen undervisning, så jeg tager en tidlig dag, Camilla under armen og så op på hotellet. Så må vi håbe at det bliver sejrspropperne fra champagnen der lyder og ikke gravøllene der bliver fundet frem.
Det kunne nu nok være lidt sjovt hvis det så lyder i radioen i morgen ”… og det nye store Alcoa alluminiumsværk skal ligge i … Ummannaq!”
Tirsdag stod den på tandlæge besøg, yrk. Min midlertidige fyldning jeg fik lavet for 3 måneder siden, var gået hen og holdt op med at være midlertidig, altså forsvundet, så jeg var begyndt at have lidt ondt i tanden igen. Mig ned til tandlægen i en fart. Jeg skulle ikke nyde noget af at vente lige så lang tid som sidst, hvor det bare gjorde mega nas. Så længe det kun gjorde lidt nas en gang imellem så kunne jeg godt bide tænderne sammen som man siger… Men tandlægemanden var nu en flink fyr. Han var en ældre herre og var fra Færøerne tror jeg. Hans dansk var i hvert fald med tyk dialekt, og umiddelbart lød den hverken norsk eller svensk men stadig nordisk. Det første han sagde til mig var at vi praktisk talt var naboer. Jeg bor Annertusoq 1065-102 og han bor i 1066-102, altså i blokken lige ved siden af. Rart at vide. Tandlægen bor lige ved siden af og betjenten bor to blokke ned. Ja, man kan hurtig komme folk ved heroppe.
Torsten, som min tandlæge hedder, fandt hurtig ud af at den var helt gal med den tand. Den skulle både bores og udsættes for en voldsom genopbygning, og efter adskillige sprøjter var jeg så godt som følelsesløs i halvdelen af ansigtet. Og godt det samme, for der skulle bores som galt det livet og det var ikke langt fra nerven. Han fortalte også bagefter at jeg må komme igen på mandag for at han kan tjekke hvordan tager imod indpakningen. Hvis den ikke gør det ordentligt, så skal han bore igen og så skal tanden have en rodbehandling (nerven skal fjernes!!!!). Så jeg krydser fingre, gør amar halshug og håber på det bedste. For jo mindre tid jeg tilbringer hos tandlægen jo bedre.
Derudover planlægger jeg at blive syg på lørdag. Det er på lørdag at Karsten skal flytte ind i den nye lejlighed så det ved vi jo godt hvad det betyder… ”hej René, ja der kom ikke lige så mange jeg havde regnet med, men vi kan godt klare det alene, der er jo ikke så meget” mens man bare ser panikken i hans øjne og en lejlighed fuld af ting på størrelse med rundetårn og der vejer deromkring. Nej, selvfølgelig er jeg ikke syg på lørdag, og venner er jeg ret sikker på der er nok af. Og selv om de ikke skulle være der, så skylder jeg ham stadig en flytning. Han var god ved mig i november, da jeg flyttede. Så nu håber jeg bare at jeg ikke sådan helt rigtig bliver syg, for der er noget forfærdelig noget i omløb, og min hals har gjort træls de sidste tre dage. Men det må vente til søndag med at gå i udbrud.
I morgen er det så det store knald eller fald dag for Maniitsoq. Alcoa og landstyret giver den officielle melding i morgen klokken 14.00 grønlandsk tid, hvor deres store aluminiumsværk skal ligge. Det bliver enten Nuuk, Sisimiut eller som vi alle går og håber på Maniitsoq. Og det er lidt knald eller fald. Kommer den til at ligge her, så bliver byen meget større, og ryger den til anden side, så dør byen. Ikke sådan over night, men det kommer til at trække en masse kræfter ud af byen, der tager andet steds for arbejde.
Apropos valg om steder ting skal ligge. Der er planlagt en fisker fanger uddannelse i grønland og der har været nedsat et udvalg med kloge hoveder der skulle bestemme hvor den skulle ligge. Vores egen leder, Per var med som skoleforstander (men ikke den eneste) og de brugte lang tid på at debattere hvor det var smartest at ligge en sådan skole. Der var peget på Paamiut, fordi der lå der andre fisker fanger uddannelses relaterede ting, Sisimiut, fordi de havde et allerede eksisterende kollegium der kunne tages i brug, og Maniitsoq, da vi allerede har lærerkræfter og den kunne være en udvidelse af ATI skolen. De lærde folk endte med at pege på Maniitsoq. Fint nok, tænker man så. Så skulle den hellige grav være velforvaret eftersom politikerne har udpeget disse folk til at komme med et velkvalificeret bud, så må de vel også følge det. Men sådan er det jo ikke heroppe. Ummannaq, lød svaret fra politikeren der skulle tage den endelige beslutning. Ummannaq er en by på 1200 indbygger i det nordligere Grønland og den har overhovedet ikke været inde over på noget som helst tidspunkt. Så den beslutning er taget på baggrund af.. ingenting. Intet budget, ingen fakta om byens kapacitet til i det hele taget at kapere en skole af den størrelse. Til gengæld har politikeren (kan desværre ikke huske hans navn lige nu) ret mange interesser i Ummannaq, så sådan tager man den slags beslutninger. Nu er rådet af kloge hoveder så i Ummannaq for at se hvad de så gør nu. Ikke let at være ekspert når folk først ansætter dig til at udtale dig om ting du ved en masse mere om end dem, og så bagefter vælger ikke at gide at høre på dig alligevel. Nogen gange kan man ikke andet end at nikke og smile og så indvendig bare tænke ”hvis det er sådan landet kører, så er de da også selv ude om det…”. Så kan man jo håbe at beslutningen om Alcoa værket ikke bliver truffet på samme måde. Siden Alcoa har 17 milliarder (tror nok den er god nok) i klemme tror jeg nu heller ikke de vil finde sig i den behandling.
I hvert fald bliver det offentliggjort i morgen klokken 14.00 og diverse gutter har allerede bebudet at de skal være at finde på hotellet når det sker. Så det vil jeg også være. Jeg har ingen undervisning, så jeg tager en tidlig dag, Camilla under armen og så op på hotellet. Så må vi håbe at det bliver sejrspropperne fra champagnen der lyder og ikke gravøllene der bliver fundet frem.
Det kunne nu nok være lidt sjovt hvis det så lyder i radioen i morgen ”… og det nye store Alcoa alluminiumsværk skal ligge i … Ummannaq!”
mandag, februar 11, 2008
kold og træt, men ganske veltilfreds
I dag var jeg træt. Eller i dag er jeg træt. Stadigvæk. Jeg sov ret elendigt og vågnede flere gange i løbet af natten. Ved ikke om det var på grund af et eller andet mystifystisk lavtryk eller om det bare er fordi jeg skal vende mig til at sove ved siden af min kone, men resultatet blev uanset at mine elever havde en noget klatøjet lærer i dag. Det gik okay, men det kunne have været møj bedre, hvis bare søvnen havde været lidt mere sammenhængende og dyb.Og ja, kære læser, den er god nok. Camilla er ankommet! Hurra! Hun ankom i torsdags kun et par timer for sent, så det var jo ingenting. Det betød til gengæld at vores månedlige lærerrådsmøde var ovre og at jeg så kunne tage imod hende i lufthavnen. Bonus. Hun så jo dejlig ud som altid, bortset fra at hun var ret forknølet så hele torsdag og fredag gik med snotpapir og mindre charmerende nyseanfald. Men det skal jo med når man kommer fra den ene yderlighed til den anden. For heroppe er der altså koldt. Rigtig koldt. I weekenden passerede vi de minus 30 på et tidspunkt. Jeg ved ikke hvad den stod på i morges men der var så koldt at mine briller duggede da jeg cyklede gennem tunnelen. Så er det altså koldt (selv uden for tunnellen). Og kulden går også lige i lungerne. Det bliver sværere at give den gas på cykel synes jeg. I dag måtte jeg stå af lang tid før jeg plejede på vej op til ATI (og det hjalp jo heller ikke at mine briller var duggede fra tunnelen). Da jeg kom hjem i dag synes jeg desuden at mærke en ubehagelig stakåndethed, begyndende til den jeg oplevede i Sisimiut sidste år, så for lige at være på den sikre side tog jeg mig et hvæs med astma medicinen.
Men weekenden forløb stille og roligt. Camilla var på benene (fra hendes sygdom altså) igen lørdag og vi tog en eftermiddags gåtur til hotellet, da jeg havde fået en besked fra en bekendt/veninde, Christina, om at hun var i byen, så hende måtte vi jo lige hilse på. På turen derop var der så koldt at der gik is i mit skæg og Camillas øjenvipper blev til istapper (tjek billedet)!
Men Christina arbejder for INI, og det viste sig at hun var i byen sammen med et par kolleger for at interview et par folk om The Maniitsoq Way. Ikke at det lige var det hun kaldte det, men det viser sig at INI i Maniitsoq er utrolig gode til at smide folk ud af deres lejligheder. Ja, det lød forkert, men sagen er at folk der ikke betaler deres leje her i byen bliver smidt ud senest efter to måneder, hvor de i andre byer ikke er nær så stramme og hurtige. Men hvorfor er det så en god ting kan man spørge sig selv. Jo for hvis folk bliver for lang tid oparbejder de alt for meget gæld til boligselskabet, en gæld der kan give uoverskuelige økonomiske konsekvenser senere. Ved at reagere prompte opstår ikke dette gældens sort hul. Så det var de lige i byen for at høre hvordan det kunne gøres så effektivt for alle parter.
Lørdagen endte for Camilla og mit vedkommende med en om ikke andet så underholdende tur i klubben. Der gik lidt selvsving i den og nogle dobbelt Fernet Branca’er (jo selv jeg drak dem, selv om de smagte ækelt) og en hel del øl senere proklamerede Marc (vores hotel ejer) at han gav grønlandsk kaffe på hotellet. Så måtte hele selskabet ud i taxaer og af sted til hotellet og ind i baren. Til den uindviede kan det fortælles at grønlandsk kaffe er en meget indviklet drink med en forfærdelig meget alkohol i, plus kaffe og flødeskum samt noget stads der er sat ild til mens det hældes i. Det ser voldsomt flot ud mens de laver den, mens siden jeg ikke er den store kaffe fan, fik jeg mig en øl i stedet. Den sidste time gik lidt op i hat og briller, med en gæst der ville lægge arm og den slags først med Jesper så med Jon. Tror ikke han vandt overhovedet, men han var meget ihærdig.. og fuld. Hvilket gjorde ham ret belastende. Skal lige siges at han var dansker, men det gjorde ham skam ikke mindre irriterende, tværtom. For man forstod udmærket alt det lort han lukkede ud. Og det var ikke småting. Og så gik Camilla og jeg hjem. Havde vi kunne få en taxa havde vi gjort det, men de tog desværre ikke telefonen, så vi gik den lange kolde vej hjem, heldigvis fulde nok til ikke at bemærke det.
Og søndag gjorde lidt ondt i håret.
Orv ja, Camilla har næsten fået tilbudt et job. Hun skal ned og tale med Masanti i morgen (tirsdag) om en stilling på deres kontor. Det kræver nok lidt oplæring, men det tror jeg ikke bliver det store problem. Det eneste ’minus’ er at de ikke vil have hende med mindre hun vil binde sig for mindst to år (oplæring og sårn, tror jeg). Jeg har sagt til at hende at det er helt op til hende. For det er ikke to år, men derimod to et halvt år i så fald. Mit skoleår går jo til juni. For mig er det ikke det store problem. Det betyder jo en sæson mere med skuden, jagt, et liv i et stille tempo og alt det der. Ikke noget der generer mig. Det er mere vigtigt hvordan hun selv har det med det. Men hun skal ned og snakke med dem i morgen, så må vi se hvad der sker. Jeg støtter hende uanset om vi skal hjem i 2009 eller 2010. Damn. Det lyder langt væk. 2010. Bliver spændende at se hvordan vores liv har udformet sig til den tid.
Nå jeg har en PG opgave jeg skal have afleveret senest på mandag.. og den skriver sig jo desværre ikke sig selv.
Ha det.
Abonner på:
Opslag (Atom)
