Den store bloguge #4: Sisimiut, Buffy og den fæle homo sapiens danskimus turistus

Ahhh… Sisimiut, hvor har jeg savnet dig. Jeg kan ikke rigtig komme uden om at jeg er ret så jaloux på folk her i Sisimiut. Det er og bliver en dejlig by. Den er hyggeligt placeret op og ned mellem fjeldene, har en malerisk havn, og så er der bare lidt mere af alt gode – en hyggelig café, en boghandel, en biograf og så en stor brugs der bare har de bedste dvd tilbud i mands minde. Sidst jeg var her købte jeg en kæmpe stak danske dvd film (Kongekabalen, Brødre, Zappa m.fl.) for sølle 10 eller 20 kroner stykket. Så jeg vidste at jeg hellere måtte tjekke den ud, for det kunne jo være at de havde et eller andet super tilbud igen. Det kunne i hvert fald ikke skade at tjekke det ud. Og det havde de så. Også i den grad. Jeg fik 2 sæsoner af Buffy og 2 sæsoner af Angel for 50 kroner stykket!!! Vi taler altså om sprit nye fulde sæsoner (22 afsnit per sæson) af nogle af de bedste serier (synes jeg altså). Succes. Så dem fik jeg købt ret så hurtigt. Havde de haft flere forskellige sæsoner end de fire havde jeg også købt dem. Normalt kan en sæson koste mellem 200 og 500 kroner, så jeg har sparet en heeeel del.

Men det var nu ikke for shopping mulighederne jeg var kommet til byen. Nej jeg er på arbejde. Vi har jo et Smartboard seminar i uge 34 som jeg er en af arrangørerne af, og vi havde så planlægningsmøde. Så jeg var oppe lidt i seks eftersom jeg skulle være i lufthavnen lidt i syv. Lidt i otte var jeg så af sted med flyverne mod Sisimiut med en hurtig mellemladning i Kangerlussuaq. Min medsammensvorne Jens fra Nuuk var med samme flyver så vi fik en god snak, også da vi lige var inde og vende i Kangerlussuaq Lufthavn – man skal gå ud af flyveren hver gang den mellemlander. Tror det er en måde at sikre sig at folk ikke flyver længere end de har betalt for, men det er kun en teori. I Kangerlussuaq så jeg så et knaps så flatterende eksemplar af arten homo sapiens danskimus turistus. Et ældre meget tydeligt dansk ægtepar (lidt svære og med tydelig jysk dialekt af den let sure mor er ikke sur mor er skuffet slags) stod forrest i køen foran disken hvor man viser sin billet for at komme ombord i flyet. Og ind fra højre gik en meeeegeet gammel grønlandsk kvinde ind foran i køen. Kvinden havde både stok og en yngre kvinde til at holde hendes ene arm. Hun var helt sikkert typen jeg havde rejst mig for i en bus, af bare frygt for at hvis hun stod oprejst for længe så ville hun dø af overanstrengelse. Men det var i hvert fald ikke noget det danske ægtepar tænkte på (læs: konen). Hun sagde nærmest dødeligt fornærmet til sin mand ”nu stod vi først i køen så skal vi også først ombord på flyet!”. Ak og ve. Kan man blive mere smålig og turist fra helvede der synes at nu er vi kommet til jeres land og lægger vores surt optjente penge, så skal i også behandle os som konger? Jeg græmmes og væmmes. Øv. Og hvorfor have så travlt med at komme ombord? Jeg mener det er jo ikke fordi Grønlandsfly kun tager de første 30 med og resten må gå slukørede hjem. Fjolser. Heldigvis hørte den gamle grønlandske kone ikke et ord af det og var heller ikke videre opmærksom på at man skulle vise billet og siden døren var åben gik hun bare videre, hvilket resulterede i den søde dame bag disken måtte løbe efter hende (ikke så langt, for så hurtig var hun nu heller ikke) for at få hendes billet. Ret sjovt at se.

Under alle omstændigheder ankom vi alle godt og uden forsinkelse i Sisimut hvor Jens og jeg blev hentet af Barfus, der først kørte os på Sømandshjemmet. Jeg var lidt forbeholden da jeg fandt ud af at jeg skulle bo på Sømandshjemmet, da jeg prøvet den slags i Nuuk. Udgaven i Nuuk er noget af det usleste og nedslidte du kan forstille dig. Sisimiut Sømandshjemmet kunne ikke være længere fra. Værelset er fint, rent og tydeligvis nyistandsat. Selv badeværelset er lækkert. Og så er samtlige stikkontakter med jordforbindelse! Hvis I vidste hvor mange gange jeg har været i hotel receptioner for at få stikdåser til et trebenet stik, så jeg kunne sætte min computer til… Skønt.

Efter den oplevelse blev vi så kørt til Sprogcenteret hvor Barfus arbejder. Her skulle vores møde foregå. Og det må jeg sige. Bygningen er helt ny og super lækker arkitekttegnet specielt til dem. Skolen er rund og bygget op som et sneglehus over tre etager. Virkelig flot og gennemtænkt. Her havde vi så møde hele dagen, hvor vi planlagde slagets gang for vores kommende seminar. Det var virkelig rart at mødes ansigt til ansigt for denne sidste kraftanstrengelse, i stedet for at skulle tage det over skype eller centra eller et lignende online møde software. Netforbindelsen i Maniitsoq er bare ikke god nok til at den slags kan forløbe gnidningsfrit. Vi arbejde fra 10 om formiddagen til 6 om aftenen kun afbrudt af et par timer med frokost og lidt sightseeing (og indkøb). Vi var også forbi for at se det nye kulturhus der åbnede for ikke så pokkers lang tid siden. Det er også her der er biograf. Biografen er åben hver weekend (fredag, lørdag og to forestillinger søndag), men det er åbenbart ikke uden problemer at have en biograf i Grønland. For det første er det ikke altid at filmen kommer frem. Sådan er det jo med grønland og elementerne. En anden ting er publikum. Folk i Sisimiut er jo slet ikke vant til at gå i biograf og de første mange forestillinger opførte de sig så derefter. Vadede ud og ind under filmen, snakkede i mobiltelefoner og gjorde alt det der ville have kostet dummebøder i enhver dansk biograf. Så biografen blev simpelthen nødt til at skrive biografregler op og sætte dem i Kulturhuset og i byens avis. Regler der forklarede at du ikke må gå frem og tilbage midt under filmen, du skal slukke din mobil, du skal komme til tiden og købe dit slik før filmen starter og den slags. Ret sjovt at tænke på at det ikke er en selvfølge. Men det er jo klart når der aldrig har været en biograf før. Det er kun noget man har hørt om at de har i storbyen. I Nuuk altså.

Aftenen sluttede vi af på byens nye thailandske restaurant, hvor vi til forret fik en meget stærk kyllingesuppe. I menuen havde den fået tre chilier ud af tre, og den var god nok. Den var stærk. Ikke det stærkeste jeg nogensinde har spist, men sved på panden, det fik man da. Til hovedret fik jeg lam og det var hele var ganske fint. Hyggeligt og selskabet fejlede jo heller ikke noget.
Og nu sidder jeg så her på hotelværelse og skal se om jeg kan falde i søvn uden min dejlige kone ved siden af mig. Det bliver underligt. Men det går nok, jeg skal jo allerede hjem i morgen formiddag. Og tidligt op skal jeg også, eftersom jeg vil se om jeg ikke kan få set lidt af den der solformørkelse i morgen tidlig, de alle sammen snakker om.

Godnat. Og sov godt.

Den store bloguge #3: tillykke til mig, taksigelser og madpriser

Det her er min blog nummer 150! Tillykke til mig! Tænk at det skulle komme så vidt. Det betyder at jeg sådan ca. har udgivet 75 blogs per år. Ikke dårligt hvis jeg selv skal sige det. Det kommer lidt bag på mig at det rent faktisk er blevet til så mange på så forholdsvis kort tid.

Jeg må jo nok hellere benytte lejligheden til at takke alle jer, der har holdt ud så længe, og dem der er sprunget til senere og også dem der er sprunget fra.. eller jeg mener, tak fordi i startede. Eller noget. Og tak til min farmor der får alle mine blogs sendt som laaaange breve hver anden måned og som troligt læser dem og samler dem i sine mapper. Hun er allerede godt i gang med tredje mappe.

Men det var jo slet ikke det dagens blog skulle handle om. Nej, den skal derimod handle om madpriser. For alt er jo relativt.

I Danmark hører man overalt at "ih hvor priserne på fødevarer dog steget. Vi har jo snart ikke råd til at spise længere". Til det kan man kun sige – så skulle I prøve at købe ind i Grønland. Danmark er jo usandsynligt billigt sammenlignet med Grønland, for slet ikke at sige et sandt slaraffenland af udvalg. Ikke noget man kan ligefrem kan blamere sig med heroppe. Okay, lad mig give et par eksempler.

En af de sidste dage i vores sommerferie i DK skulle Camilla og undertegnede lave middag for os, mine forældre, hendes forældre og lillebror. Syv mennesker i alt. Vi bestemte os for at lave noget ovnbagt kalkun noget med nye kartofler, masser af friske urter og grøntsager. Jeg købte nye kartofler, to store kalkun stege, forårsløg, tomat, agurk, to store auberginer, 4 forskellige friske urter, pinjekerner, salat og et par ting til jeg ikke lige kan huske på stående fod – i alt lidt under 200 kroner! Kunne man få de samme ting heroppe vil det for det første ikke være super frisk og så vil det nok være mindst dobbelt så dyrt (nogen der kan huske de to flyfriske squash for 54 kroner?). Jeg var jo fuldstændig ekstatisk måbende da jeg kom tilbage med to indkøbsposer fyldt med friske godter næsten gratis (200 kroner rækker ikke langt heroppe).

Til sammenligning kan jeg så fortælle at den store brugs har hævet prisen på rød peberfrugt fra 10 kroner til 14 kroner. For én altså. I den lille brugs koster de stadig 9 kroner, men de ser meget sølle ud lige pt. De er for længst nået det stadie hvor de var blevet smidt ud af enhver dansk brugs med en smule selvrespekt. Sidste salgsdato er bare ikke noget man tager så seriøst heroppe altid. Men egentlig burde jeg ikke klage. Jeg bor i en forholdsvis velassorteret storby, hvor der nok mangler nogle ting, men der er altid et eller andet at leve af. Jeg siger bare godt jeg lever i en bygd. Bygderne er afhængig af at der kommer skibe med forsyninger og det gør der ikke så ofte endda. Og nogle gange bliver de glemt. Jeg læste følgende på Sermitsiaq.gl for et par dage siden:

”Bygden Savissivik har ikke fået varer i flere måneder, fortæller KNR.
Borgerne i en af Qaanaaqs bygder Savissivik føler sig fuldstændig glemt af omverdenen. Bygden er ikke blevet forsynet med forbrugsvarer i lang tid og beboernes ønsker om forsyninger er forsvundet ud i det uvisse.

Qaarngaaq Nielsen, siger til KNR-Radioavisen at deres eneste butik er fuldstændig tom for varer, og de har fået at vide at Pilersuisoq først kommer med forsyninger den 9. august. I sidste uge kom der dog en helikopter med frysevarer.

- Vi var glade da helikopteren kom, selv om varerne er meget dyrere og alle datoerne er udløbet, siger Qaarngaaq Nielsen.

Efter hans opfattelse er vareforsyningen blevet markant dårligere de sidste år.
- Det er enormt frustrerende, vi føler os fuldstændig glemt af omverdenen, siger han.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Pilersuisoq i Upernavik, skriver knr.gl”

Ja, det kan godt ske DK er et shopping paradis for os fra Maniitsoq, men tænk hvordan folk fra Savissik ikke ser på Maniitsoqs udvalg. Mekka! Og her er fødevarerne som regel ikke engang udløbet! Fantastisk! Stakkels stakkels folk. Jeg mener, jeg bliver sur når jeg ser at peberfrugterne er steget 4 kroner. De kan ikke engang købe noget som helst. Man kan godt gå hen og få lidt dårlig samvittighed over alt sin brokkeri.

Nå, det var vist nok selvransagelse for i dag. I morgen er der endnu en dag og den skal jeg tilbringe i Sisimiut! Jep, jeg skal til et møde i grønlands anden største by (så vidt jeg husker) om et smartboard seminar (et smartboard er en digital interaktiv tavle) jeg er med til at arrangere. Selve seminaret skal løbe af stablen midt i august i Nuuk. Først er vi altså lige tre (en fra Nuuk, mig fra Maniitsoq og en fra Sisimiut) der lige skal mødes og afklare de sidste detaljer og forhåbentlig få lavet en masse.

Jeg håber bare at jeg overhovedet kommer af sted i morgen tidlig. De sidste par morgener har der været en hamper tåge, der har sørget for at vi ikke har fået flyvende besøg. Men det har vi selvfølgelig ikke i morgen. Næh nej. I morgen er der super vejr, så det skal nok gå. Altså.

Det var vist alt for i dag. Vi ses i morgen.

Den store bloguge #2: min kones melon trick

Min kone mener ikke jeg fortalte hele sandheden i min blog i går. Jo bevares myggene hidser mig i en sådan en grad op at jeg føler mig som en tyr på Mars (rød planet, get it?), men hvad jeg manglede at fortælle var historien om hendes heroiske selvopofrelse.

I går da vi gik hjem og jeg viftede som en vanvittig mens jeg forbandede den dag myggene kom til verden, forbarmede Camilla sig over mig (eller også var hun bare usandsynlig fælt træt af at høre på mit brok) og gav mig hendes myggenet, som jeg så kunne tage på. Mit eget lå trygt og godt hjemme i lejligheden. Det tog jeg så på. Jeg ved godt at det måske ikke var den mest gentlemanagtige ting at gøre, men for husfredens og mit sinds stabilitet tog jeg altså imod og lod mit livs kærlighed kaste sig selv for løverne for min skyld. Personligt tror jeg nu at myggene er mere vild med mig end med hende. Hun er i hvert fald ikke så tydeligt irriteret som jeg er, når der er myg i nærheden. Måske fordi jeg brokker mig nok for to.

Men sådan er det jo i et ægteskab. Man tager lidt og man giver lidt. Nogen gange tager man uden at spørge først. Nå Camilla tager uden at spørge hedder det melon-tricket. Det har jeg døbt det, efter hun perfektionerede det under en togtur den her sommer. Jeg må hellere forklare.

Camilla og jeg sidder i toget fra Roskilde til Hobro ved siden af hinanden. Hun inderst, jeg yderst. Som madpakke har vi nogle madder, lidt drikkelse og nogle saftige stykker melon i en lille plastikæske. Da det er ved at blive tid til lidt mad tager Camilla melonstykkerne frem og jeg minder hende om at hun nok skal have nogle servietter til de der meloner, for det kan man da ikke undgå at få fedtede fingre af. ”Nå”, siger hun og går i gang med den store spise melon tur. Jeg ryster sagte på hovedet velvidende om hvad der er på vej. Da hun er færdig med sit melonorgie, kigger hun på mig med dådyrøjne og fedtede våre fingre – ”kan du ikke hente nogle servietter?”… grrrrrr… jeg sagde det jo til hende, før hun gik i gang og nu forventer hun så at jeg bare per automatik løber ud for at finde servietter hun burde have fundet selv først? Selvfølgelig gør jeg det, men altså. Hun er ikke så lidt fræk.

Og samme nummer lavede hun så da vi kom hjem i går efter vores myggehelvedestur. Hun forberedte et fodbad til sig selv, tog det hele vejen ind til stuen, og lige som hun sætter fødderne i, ser jeg flashback til melontogturen. Der er nemlig intet håndklæde. Så det må jeg så ud efter. Tror lidt hun gør det med vilje, for hun glemte også håndklædet sidste gang hun lavede fodbad. Så sidder hun der med våde fødder og kan slet slet ikke komme nogen vegne. Stakkel pige. Dådyrøjne og mig af sted igen.

Men det er nu helt okay. For hun låner mig sit myggenet.

Den store bloguge #1: dræbermyg fra helvede og kunsten at lave så lidt som muligt

Ak, jeg skal ind i den her skrivetrummerumsmode igen big time. Jeg simpelthen er en sløv padde til at skrive. Ja, enten det eller også er det bare fordi der ikke sker pokkers meget her i Maniitsoq, Grønland, at skrive om. Uanset, så har jeg givet mig selv en udfordring. Jep, det er den tid på året – blog uge! Jeg vil i den kommende uge skrive en blog om dagen - vist alt går vel. Jeg kan jo ikke gøre ved at tele grønland fucker mit internet op, jeg falder og brækker samtlige fingre eller hvad der nu kan ske af uforudsete hændelser, der kunne gøre mit blog liv et helvede. Men det sker forhåbentlig ikke. Overhovedet. I hvert fald ikke det med fingrene. Det med internettet sker højst sandsynligt. Men til dagens blog.

Som jeg lagde ud med at sige, så sker der ikke pokkers meget for tiden. Alle er stadig på ferie og jeg forsøger at lave så lidt som muligt men få det til at være så længe som overhovedet muligt. En svær balance, jo tak. Nej, det er da ikke fordi jeg laver nada, men det er altså svær at være en sprudlende energi bombe der laver alt på en gang, når der ingen er at spare med og det ”eneste” der at lave er at forberede sig til det kommende år. Men hvis jeg forbereder mig nu, hvad skal jeg så lave med de timer jeg har til forberedelse når undervisningen begynder? Heldigvis er Karsten der til at hive mig væk fra skrivebordet en gang i blandt (han har heller ikke meget at lave), og i morgen kommer Anna Marie tilbage efter en god lang ferie til DK. Det bliver godt at se hende igen og vi har det med at inspirere hinanden. Jeg har også fået en tværfaglig idé jeg håber hun er med på – grønland under 2. verdenskrig. Jeg har fundet nogle gode tekster og hvis man så laver et samarbejde med hendes historiehold, så kan man nå endnu mere.

Og historien om grønland under 2. verdenskrig er faktisk ret spændende. Ikke at der var de store blodige slag, men der var da sammenstød mellem forløberen for Sirius Patruljen og tyskerne. Desuden havde den amerikanske kystvagt adskillige skibe til at patruljere østkysten, og det er altså før de Pearl Habour. Og selv samme amerikanere tog nordmænd til fange der arbejdede for tyskerne i Østgrønland. Jeps, de blev ikke taget som krigsfangere, siden de ikke teknisk var en del af krigen endnu, så de blev taget for ulovligt indtrængende et eller andet. Kan ikke huske det på stående fod. Og siden DK var overrendt af tyskerne gik den danske konsul til storebror USA som tog Grønland under vingerne, hvilket er grunden til at vi har Kangerlussuaq. Blandt andet. Jo, der er nok at tage af. Det skal nok blive sjovt. Håber bare eleverne også synes det.

Ellers kan den største kile til mit humørs yderst svingende natur siges med et et-stavelsesord – myg! For i alverden hvor er de da MØGHAMRENDE SØNDERRIVENDE PISSE IRRITERENDE! Ikke så meget myggestikkene. Jo de klør og en mindre gene, men det der virkelig er irriterende er selve myggene. Der er mange – rigtigt mange. Og de er specielt på turen fra havnen og hjem. De gemmer sig i skyggerne og kaster sig nådesløst over mig så straks de ser mig. Men de stikker ikke lige med det samme. Nej nej. De skal lige flyve ind i ørerne, bag brillerne, i munden, i næsen, mens jeg febrilsk forsøger at vifte dem væk og bare mærker hvordan mit blodtryk stiger. Lad os bare sige at myggenet er en god opfindelse. Desværre er det bare ikke hver gang man har sådan et med. Og det er lige med en René på selvmordets rand. Jeg mener bare at når man er fuldstændig indhyllet i dødirriterende dræbermyg fra helvede, så har man lidt lyst til at kaste sig ud fra en klippeafsats, hvis man bare kan få en eller sikkerhed for at myggene falder i døden med dig. Men de snu rad kan jo flyve, så jeg bliver ved med at patetisk viftning og ser frem til et liv med forhøjet blodtryk. Grrrrrr…

Nå, det må være nok for i dag. Vi ses i morgen.

trænger til ferie...

Så er tre ugers intens ferieeren i det danske land forbi. Ja nu siger jeg ferie, men sandheden er jo at man tager til DK for at nu en masse. Der er jo ikke ligesom hvis man fra DK to på tre ugers ferie til Mallorca. Så slapper man jo af. Ligger ved poolen, løfter lige blikket når man skal sippe af sin ubeskrivelig klamme sommerdrink eller lige tjekke den hotte tøs i den røde bikini, men ellers ingenting. Måske lige læse lidt roman og ellers gå på restaurant og spille verdensmand med sit dårlige spansk ”dås servesas pår favår”. Hmmm.. lyder ikke helt dårligt når jeg tænker over det.

Men sådan gik det ikke. Langt fra. Vi fik en uge i Kbh, en uge i Roskilde (byen, ikke festivalen), 4 dage i det mørke Jylland nærmere betegnet Hobro og Aalborg, og til sidst tre dage i Kbh. Igen. Jo frem og tilbage er lige langt og selv om vi kun har haft te uger i DK så har vi nået en tres års fødselsdags reception med efterfølgende fest (min far blev tres og jeg skulle holde tale, yrk.. men det gik over al forventning), et studentergilde (Camillas fætter og kusine), en barnedåb (Signes lille ny, Rebekka), fire gange i biografen (indy 4, the Happening, Flammen og Citronen, Narnia 2), utallige café turer, shoppeture, to udstillinger (Sally Mann og Statsministre i satiretegninger gennem tiden), et besøg hos lægevagten (Camilla fik betændelse ved øjet og dagen efter forstuvede hun foden, tsk), en dobbeltdate (mig og Camilla sammen med chucks danske kæreste Claudio), en tur i Kildeparken (med en kasse øl og Thomas, Janni, Claus, Karungie, Rosa og Sine), adskillige husbesøg, jazzbar, en tur i Roskilde Domkirke, blevet solskoldet, brugt for mange penge, og set masser og masser af venner og familie, nogle op til flere gange.

Jo, vi trænger til ferie efter vi har været på ferie.

Så det er helt rart at er vi tilbage i det grønlandske igen. Her er der ingen man skal besøge endnu, siden alle er på ferie. Vejret er skønt, myggene er mange og klubben er stadigt et farligt sted hvis man har planer om at være ædru (hvilket vi måtte sande lørdag morgen, da tømmermændene sørgede for dunkende hoveder og spritånde). Men hyggeligt var det da at se folk igen (dem der ikke er på ferie). Og ved at være dernede i Klubben fik vi også lige aftalt med Benny at vi kiggede ud til deres hytte lørdag. Det gjorde vi så lidt længere op af dagen, da tømmermændene havde lagt sig og man kan sige at rent solksinsmæssigt er det så godt som ligegyldigt hvornår du tager af sted, da solen skinner meget og længe og at der stadig ikke bliver mørkt om natten. Så Camilla og jeg tog af sted klokken lidt over tre om eftermiddagen og efter en lang og dejlig tur til hytten, var vi hjemme igen i lejligheden lidt i ni om aftenen, en masse frisk luft, sol og myggestik rigere.

Tidligere på ugen tog vi en lang tur til fuglefjeldsfjorden, Sermilinguaq, hvor vi (endelig) fik hul på torskesæsonen! 14 flotte torsk blev det til, og så en enkelt ulk og en fladfisk der begge røg ud. Og så så vi en hval på vej hjem! Ikke at det er usædvanligt lige for tiden – faktisk nærmere tvært om. Weekenden vi kom hjem så vi de første 15-20 hvaler i løbet af dagen. De svømmede rundt uden for vinduet, pustede deres blåst op og dykkede så igen med halen godt i vejret. Smukt.

Jo livet i grønland er ikke sådan særligt hårdt for tiden. Bortset fra myggene der om noget kan drive mig til vanvid. Det er også første gang jeg har oplevet så mange myg i selve byen. Det plejer kun at være udpræget voldsomt ude i fjeldene, men i år er der en del i byen. Og det kan lide at stikke. Grrrr..

Til gengæld er arbejdet til at klare for tiden. Jeg læser lidt bøger og forbereder mig stille og roligt til det nye år, og har ikke rigtig travlt endnu, men det kommer. For situationen på ATI er mildest talt lidt presset. Karsten har sagt op og skal til DK i starten af september, så der mangler vi en matematik/kemi/fysik lærer. Vi havde så heldigvis ansat 2 nye lærere, som Per var i DK for at holde ansættelsessamtale med sidste måned. Men de har så sagt fra. Begge to. For helgolan da. Det betyder at vi er to tre lærere i undertal og igen skal til at løbe ekstra hurtigt. Nøjagtig ligesom sidste år da Allan bestemte sig for at en dag var alt han kunne give det nye job. Så stort øv på den front. Til gengæld skal jeg både en tur til Sisimiut og Nuuk inden længe i forbindelse med et seminar jeg er ved at planlægge med et par andre kræfter (en i Nuuk og en i Sisimiut). Og det skal nok blive helt fint og hyggeligt.

Det kan nok ikke blive mere stressende end at holde ferie i DK :)

De fire grønlandske mænd og fødselsdag under åben himmel

Så er vi så tæt på sommerferie at jeg nærmest kan lugte de grønne træer i Danmark. Yay! Jo, jeg tror virkelig jeg trænger til ferie. Ikke at jeg sidder og er fuldstændig forfærdelig træt af det hele, men de mentale batterier trænger lige til en opladning ovenpå et langt men godt skoleår, der afsluttede i fredags.

Jep, fredag var der dimission og som sædvanen tro havde jeg været inde over noget underholdning. Nogen skal jo gøre det og som regel er det altid til stor morskab at se sine lærere på slap line. Sidste år lavede vi grin med en klasseværelse situation og I år havde jeg så valgt ikke at gentage mig selv. Det vil jo være lidt kedeligt hvis vi skulle gøre det samme år efter år efter år.

I år hed sketchen jeg havde skrevet ”De fire grønlandske mænd”. Egentlig er det ikke mig der sådan helt rigtigt har skrevet den, eftersom det er en grønlandisering af den store monty pyton klassiker ”The Four Yorkshire Men”. Ja, faktisk er det heller ikke dem der har skrevet den, men de har i hvert fald optrådt med den live (se f.eks. ”Live at Hollywood Bowl”). Sketchen handler om fire noble engelske gentlemen der sidder og nyder et glas vin og mindes deres barndom, og begynder at konkurrere over hvem der har haft den hårdeste barndom. Sketchen har jeg læst med eleverne i begge ATX klasserne i vores Monty Python forløb (er jeg ikke bare den faglærer du vil ønske du havde haft på gym?), så det var allerede en de kendte til. Jeg oversatte den så til dansk og lavede de fire engelske gentlemen til fine fornemme grønlændere og justerede teksten så den var tilpasset den grønlandske realitet, så Møllen blev til Fiskefabrikken, og en skotøjsæske på motorvejen blev til en kamik på indlandsisen, og den slags. I sammenhæng blev det replikker som:

Jeg skulle op om morgenen klokken 10 om aftenen en halv time før jeg gik i seng, vi levede af atom affald fra Thulebasen, arbejdede 29 timer om dagen på fiskefabrikken og betalte fabriksejeren for at få lov til at gå på arbejde, og når vi kom hjem slog vores mor og far os ihjel og de dansede grønlandsk polka på vores grav mens de sang ”så vender vi kajakken”.

Prøv lige at sige den replik med en stram mine mens der står 80 mennesker omkring dig der griner meget højlydt. Anna Marie klarede det flot. Hun var den fjerde grønlænder, jeg nummer tre, Karsten nummer to og Sine nummer et. Vi havde til lejligheden købt anorakker og tegnet et stort fed overskæg på alle os fire grønlandske ”mænd”. Dan var så vores tjener der vimsede rundt og skænkede vin og sagde ilumut på de forkerte tidspunkter (til de uindviede så betyder ilumut ”det er sandt”, ”nemlig” og den slags). Det hele forløb overraskende smertefrit og folk syntes det var ret så sjovt, og op til flere gik bagefter og smågrinede ”ilumut”. Så det var jo godt.

Om aftenen var der så afslutningsfest arrangeret af eleverne. Der var tre retter mad, snacks, selskabslege, musik, lidt taler, en dejlig stemning og det var rart at få sagt farvel til eleverne i et mere uformelt regi. Aftenen endte i klubben med Dan, Karsten, Sine og Camilla og nej, jeg var ikke god til billard den aften. Ikke at jeg normalt er et naturtalent, men den aften var jeg direkte katastrofal dårlig. Lavede minus 24 point på 3 skud. Av. Det var så mit stikord til at smutte hjemad. Vi skulle alligevel også være friske til næste dag.

Lørdag havde Anna Marie nemlig fødselsdag og den havde hun bestemt skulle fejres ude i det åbne landskab. Vi var fire både der sejlede og 11 mennesker ombord, der tog fra borde i Maniitsoq mod destinationen Ib Suit, eller lettere oversat – Ibs Hytte. Det er Ib fra klubben der satte sin hytte til rådighed, så vi sejlede godt ind i skærgården. Vejret var dejligt, men lige lidt for overskyet til det var perfekt og vinden ruskede også noget i os ude på det åbne vand der ligger ud fro Maniitsoq. Men vi nåede frem og det blev en dejlig aften (vi tog af sted fra Maniitsoq klokken 17) med godt selskab, masser af lækker mad, flotte omgivelser og et pænt vejr. Der var lidt koldt, men alt var bedre end det forfærdelige regnevejr vi havde de to foregående dage. Og selv om vi satte næsen hjemad hen ved de 12 om aftenen/natten, så skinnede midnatssolen som var det dag. En ting jeg har lært heroppe er at så snart Anna Marie og Christian inviterer så skal man sige ja, for så ved man der er kræset. Lørdag var ingen undtagelse: hjemmebagte brød, røget moskus, røget laks, krabbe, salat, chips og vin. Derudover skulle vi selvfølgelig også grille, så der var marineret moskus kød, grillpølser, peberfrugter og ost. Det var svært ikke at spise til man revnede. Jeg blev i hvert fald mæt. Mmmmmmmmm…

Søndag stod på rekreation og så er vi så småt begyndt at forberede os på hjemturen. Kufferterne er fundet frem, vi er snart i bund med vasketøjet (rettelse, Camilla er snart i bund med vasketøjet), de sidste aftaler er ved at være på plads (for Camilla, selv er jeg lidt bagud, men orker heller ikke at planlægge alt), har lavet aftaler med bådpasser (Per) og plantepasser (Tea). Nå, ja, det har jeg ikke fået fortalt. Camilla er i gang med endnu et projekt, eftersom vi har fået nogle tomat-, chili-, og agurkespirer af Sine. Dem har Camilla nu plantet om og så kan vi bare håbe på de ikke er døde når vi kommer hjem. Tea har advaret om at hun ikke har super grønne fingrer, men det går nok.

De sidste par dag inden vi skal af sted på torsdag går med planlægningsmøder for det kommende skoleår. Og som det ser ud til nu, så får jeg ret så travlt i de første par måneder, med tur både til Sisimiut og seminar i Nuuk. Det skal nok blive sjovt. Men sikkert også hårdt. Kunne være dejligt hvis man kunne tage konen med.

Nå jeg må hellere stoppe nu. Jeg har andre gøremål inden DK er i sigte. For eksempel skal jeg jo lige forberede mig på den store 60 års fødselsdag min far holder næste mandag. Han bliver nok lidt skuffet hvis ikke jeg siger et par bevingede ord. Hmm.. Mig i tænkeboks.

Ha det godt og god ferie alle sammen.

endnu et (skoleår) er gået + pæne billeder til vores nekrolog

Mens resten af verden følger med i bombede ambassader på kukkassen, så sidder jeg med i grønland og vil undlade at komme med en politisk kommentar. Denne gang. For heroppe går livet sin vante gang med eller uden bomber. Weekenden kom og gik og den blev nydt i fulde drag, eftersom torsdag og fredag var meget lange og fulde af engelsk eksamen med mine 29 elever.

En mundtlig engelsk eksamen på ATI består udover at trække en tekst af tre ting: fremlæggelse af deres større skriftlige projekt, en oplæsning af en passage fra den tekst de har trukket, og besvarelse af spørgsmål til teksten.

Teksten de trækker er en kendt tekst, det vil sige at de har haft den på et eller andet tidspunkt i løbet af året. Jo længere det er siden, des sværere er det nok at huske, men det er jo derfor man skal terpe (men prøv at fortælle en teenager det…).

Deres projekt er et skriftligt projekt de bruger de sidste tre uger af skoletiden på at få skrevet (altså i engelsktimerne kun og så de sparsomme minutter de bruger i deres fritid). Projektet skal handle om et selvvalgt emne, der dog indskrænkes så meget at det enten skal handle om en tekst vi har læst eller om et emne som en af vores tekster har været inde over. I år var de tre store emner Johnny Cash, Calvin and Hobbes (Steen og Stoffer) og Freedom Writers Diary. Derudover var der projekter om grønlandske tegneserier (jo de eksisterer), nazisme (meget interessante historiske gennemgange), Superman, narko, dukkefilmen The Dark Crystal, Monty Python og amerikanske gadebander.. ja hvem sagde det behøvede at være kedelige emner?

Det store skriftlige projekt er i stedet for en skriftlig eksamen og for at afspejle dette tæller den samtidig også 20% af den mundtlige karakter. Ikke så meget at den har en kæmpe indflydelse på karakteren af den mundtlige præstation, medmindre at projektet udebliver eller afleveret men ikke består. Så går eleven nemlig 20% ned i karakter. Et 11 tal bliver til 9; 9 bliver til 7; 7 til 6, og så videre. Og dem var der nogle stykker af. 13 ud af 29 for at være hel præcis. Nogle var alt for korte (jeg krævede 3 til 5 sider), nogle var kopieret fra wikipedia, og andre var der bare ikke. Så det var ret mange, og jeg var faktisk lidt nervøs for at der var mange elever der skulle dumpe i år. Sidste år dumpede fem ud af 24, så i år så ikke så godt ud. På papiret. For da det kom til stykket kæmpede eleverne en fantastisk brag kamp mod nerver, sprogproblemer, flere nerver, forståelsesproblemer, udtale besvær, eksamensangst, overvældende mængder af tekster at skulle forberede sig på, forventninger fra venner, familie og bekendte og selvfølgelig endnu flere nerver. Og da røgen havde lagt sig var der 26 bestået ud af 29, hvilket jeg syntes var rigtig godt gået. Og endnu bedre end sidste år!

Og man kan heller aldrig forudse en elevs reaktion over deres karakter. Nogen trækker på skulderen over et 9 tal mens andre jubler så højt over et 6 tal at det kan høres over hele skolen. Jeg havde sågar en puge der smilede da hun fik 5. hun var overbevist om at hun havde fået 03 så det var jo bedre end forventet, mente hun. Og det kan hun vel også have nok så ret i. Alt afhænger jo af øjnene der ser.

Alt i alt gik det godt. Et 11 tal, et par 10 taller, tre 5 taller og blandet alndhandel for resten, masser af glade elever, ikke alt for mange sure miner, ingen dødstrusler, kun en meget træt mig og censor. Min censor igen i år var Linda Milne, den amerikanske dame fra Nuuk, der underviser engelsk på Jern og Metal skolen der. Om aftenen var hun og Charles inviteret på middag i privaten og det blev en rigtig hyggelig stund. Camillas patenterede reje risotto, humus, gulerodssalat, hvidvin, lidt øl og masser af snak. Jeg har simpelthen snakket sååååå meget engelsk de sidste par uger at jeg er ved at slå over i det per automatik. Hyggeligt i hvert fald.

Lørdag aften tog Camilla og undertegnede en aftenstur i båden, der nær var endt galt. Jeg havde eksperimenteret lidt med min GPS og lagt en rute på computeren, der lidt uheldigt bragte os midt mellem skær og kyst. Ikke at det er et problem. Der var plads nok, men på et kort kan man jo ikke lige se at på den og den kyst ligger der altså fiskenet i vandet. Det var nær gået galt. Heldigvis var det kun snoren der holdt nettet ude vi sejlede ind i (det eneste man kan se nettene på er en bøje i vandet eller som i dette tilfælde en gammel vanddunk). Vi fik basket den af, sejlede videre nu længere ude fra kysten for ikke at sejle i flere net, men dermed også tættere på skærene, alt imens vinden tog til. Jeg var ikke alt for glad for situationen. Til gengæld syntes Camilla at de tidspunkter hvor jeg var mest nervøs var glimrende tidspunkter at bede mig om at slukke motoren fordi hun lige ville tage et billede. Grrrrr… Her forsøger man at holde båden i balancegang mellem skær og kyst med en fralandsvind og så skal jeg SLUKKE motoren? Hun tog det ikke så pænt da jeg bad hende om at pakke kameraet langt væk. Og det værste var at hun ikke havde lært lektion da vi endelig nåede til havnen. Min bådplads er bag (endnu) et skær så det er ikke så sjovt når der er lavvande, og lavvande det var der lørdag aften. Også i den grad. Og mens jeg forsøger at gøre stakkels Madicken til præcisionen selv ved at styre mod de få meter mellem skær, bådebro og både, hvad gør Camilla? Trækker kameraet frem! Grrrr… Hun tog det ikke så pænt da jeg meget bestemt bad hende om at koncentrerer sig om at vi overlevede indsejling i stedet for at tage et billede til vores nekrolog.

Som I nok har gættet så overlevede vi også denne gang. Men næste gang laver jeg ikke en rute så tæt på kysten. Lidt har man da lært.


P.S. Jeg nåede at få fat i Økonomistyrelsen angående min SU gæld, så jeg behøver ikke længere at betale det frygtede girokort. Tror jeg vil sætte det i en ramme... hehe.

verdens dyreste brev

I dag fik jeg lidt et chok. Ja chok er nok en større underdrivelse. Jeg blev lettere rystet. Det drejer sig om mit studielån. Det lån jeg ikke er begyndt at betale tilbage på endnu. Sidste år fik jeg nemlig udskudt første indbetaling endnu et år eftersom min økonomi ikke lige holder til månedlige afdrag på over 3000 kroner endnu. Der er så gået et år og det er på tide jeg får sendt en besked om at jeg egentlig godt vil have det udskudt endnu et år (man kan få det udskudt 4 år men kun et år af gangen). Og det glemte jeg så, og fik min første opkrævning i marts måned. Den glemte jeg så alt om. Den endte desværre i bunden af bunken og jeg skulle nok lige huske at kontakte dem og det blev så aldrig til noget. Og så hørte jeg ikke mere fra dem. Før i går.

I går fik jeg et brev og tænkte straks ”orv, dem skal jeg lige have ringet til og få udsat det dersens lån”, men desværre var klokken over Danmarks kontor tid, hvilket vil sige at det er omkring 12 i Grønland der så er 16.00 i DK. Så jeg tænkte den tager jeg i morgen og fik ikke engang åbnet brevet.

I dag modtog jeg så et nyt brev fra Økonomistyrelsen (det er dem der står for SU lånet). Underligt tænkte jeg da jeg jo havde fået et dagen før. Det viste sig så at det havde jeg ikke. Jeg havde modtaget et brev måneden før men det var bare først kommet frem nu, eftersom den gamle adresse stod på, og så var endt hos Masanti en måneds tid (hvorfor lige Masanti aner jeg ikke). Brevet fra sidste måned var 2. rykker for betaling af lån (har ikke set skyggen af første rykker) og understregning af at hvis ikke den blev betalt betragtede de lånet som opsagt og jeg skulle dermed betale HELE lånet på en gang. Det nye brev var så en bekræftelse af at de betragtede lånet som opsagt og et girokort på 189.337 kroner og 27 ører!!!!!! Snak lige om verdens dyreste brev.

Heldigvis er der visse forbehold, så som at man inden den 1. juni kan afkræfte sin opsigelse (just in case at det nu var en fejl), men hvis ikke det gøres skal beløbet betales inden 1. juni bliver det hele overdraget til inddrivelsescentret i Skat. Lyder ubehageligt.

Et eller andet sted kan jeg jo kun være MEGET glad for at brev nummer tre overhovedet nåede frem. Jeg mener, det første gjorde ikke, nummer to var en måned for sent og det sidste fandt herop på mindre end en uge. Hvis det nu var nået frem i næste uge skyldte jeg et inddrivelsescenter 189.337 kroner og 27 ører. Indtil videre skylder jeg godt nok stadig pengene, men heldigvis ikke til betaling lige med det samme.

Nu må man bare håbe at de tager telefonen.

jehova komplottet

I en lille by som Maniitsoq går rygterne hurtigt, når først der sker noget. Og egentlig også ret hurtigt hvis der ikke sker noget. En fjer kan hurtigt blive til fem høns. Lad mig demonstrere.

Torsdag var ude og sejle med Dan. Dan er jo en af mine kolleger fra ATI, og da klokken var omkring fyraften aftalte jeg med Dan at vi lige skulle ud og sejle i Madicken. Ikke nogen stor tur, bare en smuttur over i Ata (en lille fjord på øen der ligger dejligt i læ) for at se om vi kunne fange en torsk eller to, samtidig med vi fik en fyraftens bajer og nød lidt tobak. Vejret var skønt og det var dejligt at komme ud efter at have siddet en hel dag på kontoret og rettet engelsk projekter. Torsk var der ingen af, og det nærmeste jeg kom var en grim ulk, der røg lige så hurtigt ud som jeg kunne få den af krogen. Efter en lille times tid tog vi turen tilbage, desværre uden torsk, men de lader åbenbart lidt vente på sig.

Om fredagen var Camilla og jeg så inviteret middag hos Charles. Den lille amerikanske lærer er tre uger i byen og har til lejligheden lånt en.. lejlighed. Herligt, og så ligger den ca. 25 skridt fra vores. Så vi blev inviteret til mexicansk mad, og adskillige øl senere begav vi os ned mod klubben, eller som Charles har døbt den ”The Secret Handshake Club”. Allerede før vi kom ind kunne vi se at den her aften blev god. Døren stod på klem og lyden af musik rungede blandet med en livlig snak og leben.

Og nu er det så jungletrommerne kommer ind i billedet. Du troede vel ikke jeg havde glemt det?

Den første jeg mødte indenfor var Marcus der prompte spurgte mig ”har du solgt din båd til jehovaerne?” Jehovaerne er naturligvis jehovas Vidnerne der holder til her i byen. Jeg har hilst på et par stykker af dem, og de er da meget flinke, men som Camilla så smukt udtrykte det, så kan vores livsstil vidst ikke helt forenes med ”jehovaerne”. Men Marcus havde hørt at jeg havde solgt min båd til jehovaerne. Det var jo ikke sandt, men nysgerrig hvor sådan an information kom frem kom jeg længere ind i rummet. Her mødte jeg så Ib, der så spurgte om hvem det var jeg var ude at sejle med i torsdags? Jeg forklarede at det var da Dan. Var han Jehova og havde jeg solgt min båd til ham? Næh, dan var lærer på skolen og vi var bare ude og få os en fyraftensbajer. Ikke helt den gængse jehova opførsel. Nej det kunne han godt se. Han ku sgu heller ikke helt forså hvis jeg var blevet jehova.

Samme tur fik jeg så også af Jon fem minutter senere. Nej, ikke jehova, ikke solgt båd, Dan er kollega, vi drak øl. Ahhhh.. okay så. Men det bundede åbenbart i at en eller anden (tror ikke engang det hverken var Ib eller Jon) havde set mig og Dan sejle af sted på nye eventyr. Det var så blevet konkluderet at Dan åbenbart var Jehovas vidne og efterhånden som den nyhed gik rundt havde jeg fredag aften åbenbart også solgt min stakkels Madicken til dem. Gad vide hvad det var blevet til hvis jeg ikke var kommet i byen fredag aften. Om mandagen var jeg sikkert allerede blevet medlem af jehovaerne, forkastet mit medlemskab til klubben, og skænket mine jordiske besiddelser til det højere formål… ja, man kan jo aldrig vide.

Det var i hvert fald godt det blev manet til jorden. Aftenen var i hvert fald en af de sjovere. Ikke mindst fordi vi havde fået en gæst, vores nye museums inspektør Tea. Tea er 26, høj, tynd og så er hun ikke ret grim (en jyde vil sige ”jeg har set det der var værre”), hvilket den mandlige del af aftenens klientel så sandelig havde bemærket. Jeg havde jo mit på det tørre (er lykkelig gift, tak) så jeg kunne kun morer mig over den pludselig energi, gutterne de havde. De var (næsten) alle sammen helt fremme i skoene og oppe på dupperne. Men endnu bedre, så faldt hun i en god snak med Camilla. Jeg håber lidt at Camilla i Tea måske kan finde den veninde hun har savnet at have heroppe. De klikkede i hvert fald fint. De er begge vegetarer (men spiser fisk), kan lide at diskutere design ting (tøj og alt det andet), har god musik smag og de faldt i hvert fald hurtigt i snak. Charles hyggede sig også og endnu en vegetar åndsfælle gjorde jo heller ikke noget på den konto.

Vi holdt festen kørende ret så længe og Camilla og jeg var hjemme ved en tre tiden, men ikke før vi havde udvekslet telefonnumre med Tea og hun var inviteret til Grandprix finale lørdag aften. Nu er jeg jo ikke sååå meget for grand prix, og det cirkus der har været i år, gør det ikke helt så meget bedre (tværtom), men i godt selskab, hvor man rigtig kan blive enig om hvor dårligt det ene nummer er og hvor grimme de næste er, hvem der burde vinde, og ikke mindst hvor dem og dem slet ikke burde være der, så er det ikke så galt alligevel. Til det er der så nybagte småkager., chips, chokolade og sodavand og så gør det pludseligt slet ike så meget at der er grand prix alligevel. Det var i hvert fald rigtig hyggeligt, også selvom det var Rusland der vandt. Blah. Så luk da den skjorte og gem det fuglebryst væk. Tsk. Næh, det burde have været Bosnien-Hertzegovina der skulle have vundet. Det var da en sang man kun kunne blive glad af. Sådan er verden så uretfærdig en gang imellem.

Egentlig havde jeg lyst til efter de indledende runder at skrive en lang og harcelerende blog over melodi grandprixen der var blevet til et stort cirkus, men jeg havde jo lovet ikke at være sur gammel mand, så jeg undlod. Jeg vil dog bare lige sige at det da var godt at hverken Estland (estisk udgave af Monrad og Rislund) eller Irland (en skræppende hånddukke der var en grip) gik videre. Utroligt at de overhovedet kom så langt.

Puha, sikke en smøre. Næste uge står den på eksamen med mine to klasser, så det skal nok blive spændende. Jeg lader hører fra mig hvordan det går.

Ha det.

WE ARE THE WORLD!!!

Argh! Jeg kan ikke få den åndssvage sang ud af mit hoved! ”We aaaaarrree the wooooorld we aaaaarree the chiiiiildreeeeeen…”. Et forfærdeligt levn fra min ellers nogenlunde problemløse barndom har sneget sig op på mig og denne sang, der jo var et kæmpe hit den gang, men mest er kitch nu, har endnu engang taget plads i mit liv. Yrk.

Det hele kommer sig af at den lille Pisiffik er har fået ridser i pladen. Der er sådan set gået i hak. De sidste to dage jeg har været der inde for at købe en cola eller hvad det nu ellers er jeg skal have mig har ”WE ARE…” kørt i deres lidet agtværdige højtalere. I går nynnede jeg lidt med og tænkte hold da op, sikke et lille blast from the past der lige kom der, og mindedes min tid som bette knajt, der syntes det var en super sang og også synes at mine forældre godt kunne give nogle penge til de der afrikanere, når de rige og berømte nu sang at det var det man burde gøre.

I dag da jeg kom ind til frokosttid kørte den så igen, og jeg tænkte hodl da op sikke et sammentræf at radioen spiller den samme sang som i går lige på den tid hvor jeg kommer ind i forretningen. Det var da pudsigt, og handlede videre mens jeg kort men overfladisk skænkede min barndom en tanke og hurtigt kom fra det igen. Sidst på eftermiddagen på vej hjem fra arbejde svingede jeg så forbi selv samme forretning, og tænk om ikke den samme sang spillede igen! Nu er jeg ikke den der tror på en indgriben fra højere magter, så jeg køber ikke helt forklaringen med at det har været helt tilfældigt at radioen spillede den tre gange på to dage, præcist valgt når jeg kom ind i butikken. Nix, jeg tror simpelthen at radion har været en cd, og at de (de ansatte) har fået sat cd’en på repeat og nu er tvungen til at høre det ene nummer indtil der er en der tager sig sammen til at gå ind og skifte. Det har så åbenbart indtil videre taget halvanden dag. Jeg siger jer – hvis den stadig kører i baggrunden når jeg kommer forbi i morgen, så går jeg ind og skifter. Jeg mener det er en okay sang, men efterhånden er alt andet bedre end ”WEEE AAAAREEE THE WOOOOOOORLD!” Giv mig heavy metal med Skagerak! Giv mig Keld og Hilda, Jodle Birger, Kandis. Giv mig Nik og Jay, Backstreet Boys, new Kids on the Block! Giv mig new age, wienerwaltz, yesterday udført i den værste muzak instrumental trompet version! Giv mig noget andet! Puha.. der røg kæden vist af. Jeg undskylder.

Men mens jeg nu er i gang med at harcelere så er der noget jeg gerne har ville brokke mig over i en god rum tid. KNR - Kalaallit Nunaata Radioa. Magen til amatør kanal skal man lede længe efter. Det er som at se dansk fjernsyn i 70’erne – langsomt og kedeligt. Specielt mellem programmerne, der for det meste alligevel er taget fra dansk tv alligevel. I mellem programmerne trækker de så tiden ud i evigheder med stemningsbilleder, billedreklamer, oplysning til borgerne (for titusinde gang), gamle revy klip (igen igen) og sågar pausefisk.

Og så er de forfærdeligt inkonsekvente med deres tv programmer. For eksempel har de et kultur program der hedder Qaput! Der kommer to gange om ugen. Om torsdagen på grønlandsk og så tekstet på dansk om søndagen. Altså bortset fra at de op til flere gange har glemt at så sende den tekstede udgave om søndagen. Eller når de sender Viden Om, er det synkroniseret til grønlandsk. Det synes jeg er helt fin. Mere af den slags. Men så er det bare at de ikke altid gør det. Nogen gange sender de så en usynkroniseret udgave, så som seer er man fuldstændig i vildrede. Er man dansker kan man være heldig at se det en gang imellem (for den grønlandske udgave er ikke tekstet på dansk) og som grønlænder der ikke er så god til dansk kan man så ikke altid regne med at programmet er til at forstå, siden der ikke sendes undertekster på grønlandsk på nogen programmer overhovedet.

For ikke at taler om deres TV-køkken, der er en genudsendelse af et grønlandsk produceret tv køkken fra 1999 med skiftende kokke. Ja, ok, det er da fint nok. Men i dag skulle det så være med en Bibi et eller andet og hvad dukker så op? Frederik og Frede der laver en fiskeret i et program der blev sendt så sendt som for to uger siden. Så ikke nok med at det er en genudsendelse, men det her er så en genudsendelse af genudsendelsen. Og så tror jeg ikke engang at det var meningen. Helt ærligt så tror jeg bare at KNR er ret så inkompetente. Ja, det lyder hårdt at sige, men der har simpelthen været så mange åndssvage fejl fra deres side med programmer der ikke kommer, pludseligt skiftende sendetider, manglende synkronisering og undertekster og det bliver bare ved og ved. Nogen burde give dem en dummebøde, for det er simpelthen på stadie med en middelmådig lokal tv station. Hvis det altså er en af KNR’s gode dage. En løsning var at sende hele KNR staben på kompetence kursus. Eller låse dem inde i et rum hvor de kunne blive bombarderet med MTV i et par timer. Så var der da en chance for at KNR ikke var så dræbende langsomt. Man kan jo nå at falde i søvn mellem udsendelserne.

Av. Gamle mavesure mand. Hvad er det der sker med mig i dag? Jeg har det sådan set fint nok. Jeg er glad for tiden, min kone er dejlig. Jeg havde sidste undervisningsdag i fredags og torsdag og fredag næste uge skal jeg have mine elever til eksamen. Livet er godt. Bare ærgerligt at grønlandsk fjernsyn er lidt bagud. 30 år eller der omkring.

Nå, jeg lover at jeg snart skriver igen og det bliver alt andet end brok. For jeg er virkelig glad. Det lover jeg. Amar.

orv ja - hurra for AAB! Mere at være glad over :)

en forsmået kaptajn taler ud

Som tidligere nævnt er Camilla startet i børnehaven som støttepædagog for Ulrik og Merethes ældste søn Alexander Julius på fem år, der har dyspraksi. Og det går strygende. Faktisk så godt at hun er blevet et større hit hos både den ældste og den yngste søn. Så vi tænkte at hvorfor ikke tage dem med på en lille sejltur, nu båden alligevel var kommet i vandet. Som sagt så gjort.

Ulrik ville også gerne ud og sejle så vi blev fem ombord på den lille Madicken, hvilket gik fint, men lad os bare sige at der vist ikke skal være flere end fem ombord af gangen. Og helst kun når to af dem er så små som Alexander Julius og Jonathan. Jeg må sige at jeg var en smule bekymret til at starte med, for børn er jo en lidt sjov størrelse. Har de en god dag og synes noget er sjovt og interessant så går det hele legende let, men er det lidt halvkedeligt og de er småtrætte og irriterede så kan selv den mindste ting blive en større kamp. Så hvordan kunne det ikke ende ude på søen, to timer hjemmefra, med to energi bomber der ville være alle andre steder end lige her. Det behøvede jeg nu ikke at være så bekymret for. For det første fordi at vi slet ikke tog så lang en tur (det turde jeg ikke lige), og for det andet fordi at de havde jo Camilla. Og far. Og så til sidst ham der har båden. Forklaring følger.

Jeg har gennem mine mange år prydet mig med den sikre viden om at jeg er god til børn. Børn elsker mig. Vi connecter ret hurtigt, hygger os, leger og jeg bliver ret hurtigt deres aller bedste ven i hele verden. Men jeg må sige at jeg har fået kamp til stregen. Inklusiv en overhaling indenom at ingen ringere end min kone. For på den her tur, som faktisk var ret hyggelig, der var al opmærksomhed fra de to gutter på enten farmand Ulrik eller Camilla. Jeg var ret hurtigt degraderet til ham der, der styrede båden. Som om det var noget. Næh, du, fiske med støttepædagogen det var lige noget for gutterne. Eller far der rodede med sin nyindkøbte pilke tingeltangel eller stod på hovedet og tog billeder, det hittede. Ingen interesse overhovedet for den eneste ene der rent faktisk gjorde turen mulig. Mig. Kaptajnen. Det kan jo ikke passe at jeg bliver fuldstændigt ignoreret på min egen båd! Mytteri. Næh, der måtte nye boller på suppen og det i en fart, hvis ikke jeg skulle miste skuden til bløde værdier og amatørfotografer. Jeg måtte sætte mig selv respekt. Vinde ungernes tillid. Og jeg havde et trumfkort. Et farligt trumfkort vil nogen nok sige. Et dødsforagt trumfkort vil andre sige. Jeg lod Alexander Julius styrer båden!

Okay, der var visse problemer med at styre båden for den bette knægt. Kræfterne holdt ikke helt til at dreje rattet, men hives det blev der da. Derimod fandt han hurtigt ud af hvordan man gav den gas. Og helst rigtig meget på en gang. Så båden fik nogle ordentlige ryk i tide og utide mens jeg behændigt forsøgte at styre båden væk fra at sejle direkte ind i diverse stykker fjeld eller skær eller hvad der nu var derude. Det gik nu fint, og jeg tror faktisk Alexander Julius lærte noget i dag. Han spurgte i hvert fald nok for to. Jeg måtte forklare både hvad et kompas var, hvordan omdrejningstælleren virkede, gassen, tændingsnøglen og specielt knappen der fik motoren til at vippe op og ned, var ret sjov. Men nu er den slags ikke ligefrem legetøj, så jeg holdte pilfingermentaliteten nede på et minimum, og det gik. Og jeg var populær. Eller båden var i hvert fald. Og siden jeg er kaptajn på båden, tager jeg lige den på min kappe.

Jonathan derimod var ikke helt tryg ved alt det der sejle halløjsa (og derved også sværere at vinde over på min side). Mest irriterede det ham at han skulle have en redningsvest på. Men han forstod godt at havde han den ikke på, kunne han ikke være på dækket og måtte bliver i kahytten. Så der var han det meste af turen mens han fortærede kiks efter kiks og sad med Camila (grrrrrr…) og kiggede ud af vinduerne efter de andre både, isflager, tang i vandoverfladen og alle de andre ting man kan se ude på søen. Han hyggede sig, og fik da også fisket lidt den ene gang han overbærende og efter en længere diskussion fik vesten på.

Under alle omstændigheder var det en dejlig formiddag. Vi fangede godt nok ingen fisk, men det er stadigt tidligt på sæsonen og torskene gemmer sig stadig på dybt vand. Så længe jeg ikke hører om andre i omgangskredsen der fanger tusinder af torsk, så er jeg ikke så nervøs. Men vi fik sejlet og nydt det brandgode vejr. Så må vi bare håbe at ungerne næste gang forstår at sætte pris på den vigtigste på båden.

Mig.

i går var det Camillas fødselsdag hurra hurra hurra…

Jepper, så oprandt dagen endelig hvor min udkårne rundede det skarpe hjørne af 26. Og det må siges at det var en dejlig (og dyr) dag/aften. Men lad os lige spole tide lidt tilbage, før vi når så langt.

Maniitsoq er ikke ligefrem en verdens største shopping mekka, og rent personligt er der ud over lidt elektronik, bådudstyr og dagligvarer ikke meget at bruge sin surt optjente penge på. Så når det kommer til fødselsdagsgaver bliver det knapt så spændende. Heldigvis er internettet opfundet og online shopping er alfa omega for mig der ynder at læse engelske bøger, obskure tegneserier eller se lettere forstyrrede film, der alle kan skaffes ofte til billige penge over nettet. Så hvorfor ikke købe noget online til Camilla? Og jeg vidste samtidig om en hel flok af design, hækle og stof bøger Camilla ønskede sig der for det meste kun lod sig skaffe via en online biks i England. Go internet! Så jeg bestilte tre fine bøger til hende (og to til mig nu jeg var i gang), og krydsede fingre for at det grønlandske postvæsen ikke fuckede leverancen op alt for meget. Men alt dette vidste Camilla jo intet om.

Camilla derimod havde kun bemærket at jeg ikke en eneste gang havde spurgt hende om hun havde fundet noget i byen hun kunne tænke sig, og begyndte stille og roligt at prikke til mig – nu havde jeg vel købt en gave, og sårn. Det lød virkelig som om hun ikke troede at jeg havde tænkt mig at købe noget til hende, så den bold tog jeg så op (jeg kunne ikke lade være.. hehe). Så jeg forklarede at det var der sgu snart ikke råd til, men 5.000 kroner til båden, 5.000 til ny vaskemaskine, 800 for et spejl i soveværelset (ja det er dyrt når det hele skal ordnes på samme tid), så det var sgu ikke så godt med økonomien. Camilla mente at gaver det burde der altså være råd til og den behøvede jo ikke at være så dyr, og det var også en dårlig tradition hvis vi begyndte ikke at give hinanden gaver på vores fødselsdag. Jo, hun var nervøs. Faktisk tror jeg hun var ved at blive lidt sur på mig over min økonomiske snusfornuft når det nu var hendes gave(r) det gik ud over. Jeg måtte mane til ro, ved at love at jeg nok skulle købe en gave til hende til mandag (ellers havde jeg sovet hele weekenden på sofaen) og hun synes desuden lige hun ville gøre opmærksom at forretningen under Brugsen havde en flot halskæde, hun godt kunne lide. Hint hint.

Jo jeg kæmpede en hårfin balancegang mellem at være den dumme gaveløse pengegnier og så være den underdanige ægtemand der nok skulle tage sig sammen til at købe den der gave som hun jo så gerne ville have – uden så at være nogen af delene. Det hele kun for at overraske hende på selve dagen. Jo det var højt spil. Og for at sætte yderligere pres på så var der kommet to pakker til hende fra hendes veninder i KBH DK og en fra hendes forældre, men siden de ankommer til skolen og ikke hjem til os, så beholdte jeg dem på skolen og bildte den stakkels Camilla ind at der ikke var kommet noget endnu, hvilket ikke heldigvis er ret så plausibelt heroppe. Så Camilla var dobbelt frustreret, ikke nok med at manden i hendes liv ikke rigtig orkede det der med gaver, så så det heller ikke ud til at der kom noget som helst fra hjemlandet. Stakkels pige.

Heldigvis blev hun i en del bedre humør da jeg mandag morgen meget tidlig vækkede hende med pakker fra Danmark, hele tre gaver fra mig og naturligvis skønsang (”i dai ær dæ kamiilaaaaas fødselsdaaiii huraaa hurraaa hurraaa”, meget yndigt). Derefter var der morgenmad for to, og af sted på arbejde for os begge. Omkring tre halv fire tog vi ned til båden, fik benzin på og kom ud på en skøn tur i det dejlige forårsvejr. Planen var at vi skulle om på den anden side af øen, fange nogle fisk og tage hjem og få friske fisk til aftensmad. Desværre var fiskene ikke med på den plan, så vi endte i stedet på hotellets restaurant og fik hver en kæmpe fisketallerken med torsk, hellefisk, rødfisk, havkat og rejer med dertil hørende tilbehør og et par glas hvidvin. Jo der blev ikke sparet på noget. Aftenen sluttede foran tv avisen helt udmattede af alt den alt alt for friske luft.

Og så tror jeg heller ikke jeg skal bruge penge i meget meget lang tid…

klub champs 2008!

I går havde vi klubmesterskaberne i alternative ”sportsgrene”, så i dag har jeg haft det rigtig skidt. Selvforskyldt naturligvis. Tømmermændene har banket om kap med min ekstrem dårlige sprit ånde, der bare ikke ville forsvinde selv efter 2 tandbørstninger og en halspastil.

Men aftenen (i går) var nu super hyggelig. Jeg er efter sidste generalforsamling blevet en del af aktivitetsudvalget og vi har den sidste måned haft et par møder og fik så stablet det hersens arrangement på benene. Først delte vi folk ind i fire grupper med fire i hver. Vi havde så forberedt fem forskellige korte discipliner: bowling, billard, søm på tid, bordfodbold og musikquiz. Bowling var noget med at vælte kegler på et billard bord, hvor hver man har 5 skud, billard var en turnering hvor alle havde 2 skud hver (efter tur), søm på tid var slå et kæmpe søm ned i en træstub (den slags adspredelse er allerede en fast del af inventaret i klubben alligevel). Bordfodbolden var at hele holdet skulle spille på en gang, hvilket altså betød at der stod otte mand og spillede bordfodbold på en gang. Ret så underholdende at se på. Og til sidst var der så en lang musikquiz hvor Jonas spillede 10 sekunder af en sang og så skulle man gætte kunstner og titel.

Vi var hold 1, og det bestod af undertegnede, Karsten (min ATI homey) og den garvede Bjørn. Jepper, et sandt dream team. Oprindeligt havde vi en fjerde mand, men han dukkede ikke op, så vi var istedet en dødbringende trio. I hvert fald i starten, hvor vi tæskede de andre i både bowling og billard (med lidt held og rimelig sikker Bjørn, samtidig med at jeg for en gang skyld ikke gav os minus point). Derefter gik det knap så godt. Søm på tid gik af helvede til, men hvad kan man forvente af to skolelærere versus en hel klub fuld af håndværkere? Jep, der er dømt nederlag. I bordfodbold fik vi skrabet en tredjeplads sammen, hvilket gjorde at vi lå lige hold 4 og kun et point bag hold 2 (point blev givet 5 for en sejr, 3 for en 2. plads, 2 for en 3. plads og sidste 1 for nederlag). Så der var spænding før sidste og afgørende disciplin – musik quiz. Her skulle det så også vise sig at vires hold måske var lidt bedre stillet end de fleste. Selv pryder jeg mig gerne af min store musikviden og Karsten og undertegnede har haft mange og lange diskussioner om musik (gerne under en eller anden form for alkohol påvirkning i klub regi, men alligevel.. utrolig kloge at høre på). Og bjørn vidste sig som en sand mester når det kom til old school jazz og det der lignede. Lad os bare sige at de andre hold lå tæt i den sidste kategori med henholdsvis 37, 37.5 og 38 point. Vi havde 67! WE ROCK(ed)! De fik på munden gjorde de. Så med den fantastiske opvisning af musikviden blev vi de store klubmestre anno 2008, vandt en flaske Blå Gajol og så gik det ligesom galt derfra. Øllene tog hinanden, de små blå blev hældt ned i en lind strøm og klokken halv to lå jeg på toilettet herhjemme og talte i den store telefon. Uh, jeg havde det skidt. Og stakkels Camilla, der skulle sove ved siden af den fulde stodder. Jeg var ikke et kønt syn.

Under alle omstændigheder så gjorde jeg et stærkt comeback lidt senere på dagen, efter morgenmad, hovedpinepiller, cola og bad var overstået. Vi har nemlig fået båden i vandet! YES! Båden har været på værft og bunden er nu flot, renset for ruger, ny malet og super duper klar til endnu en sæson. Så vi gik ned til havnen og tøffede en lille tur ud til Ata (en lille fjord i nærheden), pilkede lidt i det gode vejr og nød i det hele taget stilheden, naturen, solen og hinanden. Jo jeg fik lidt bonus point igen (havde også lidt jeg skulle indhente). Desværre bed ingen fisk på, men det kommer nok snart. Vi skal også på tur i morgen hvis vejret er til det, eftersom det er Camillas fødselsdag og så får hun lov at bestemme. Vi skal på en tur på den anden side af øen og se om ikke fiskemulighederne er lidt bedre der. Det tror jeg de er. Kunne lige passe andet at man ikke kan fange en fisk på sin fødselsdag.

Nu tror jeg at jeg vil i seng.. mit hoved er ikke hvad det har været og jeg skal jo helst være på toppen i morgen.

kartoffelhelvede

I dag skulle jeg lave mad. Bare rolig, det er ikke første gang i det her ægteskab at jeg har taget den tjans, men i dag bestemte jeg mig for at prøve noget nyt. Det sku jeg aldrig have gjort. Det er lidt forbandelsen ved at have de her tyve forskellige opskriftsbøger med kæmpe store delikate tænder-løber-i-vand billeder. Man får jo lyst til at lave den slags mad. Få det til at ligne billedet. Smage herlighederne. For det ser jo godt ud. Ser ud som noget man virkelig vil kunne lide. Og der står en fin opskrift, og siden mit dansk er rimelig okay, så kan jeg godt skabe mig et overblik over hvad det er der skal gøres for at vi ender ved det her billede af den perfekte mad. Men hvad der ikke vises på det billede eller står i opskriften er hvor sygeligt svært det er at lave den ret, få det til at ligne noget fra en tre michelin stjernet restaurant i Paris. Der burde være advarsel på de opskrifter, sådan noget som ”Skal kun laves af en ekspert”, ”Er du ikke uddannet kok, vil din ret IKKE ligne den på billedet”, eller ”Amatører frarådes denne opskrift, da den for den uøvede vil svine uhensigtsmæssigt meget og give et middelmådigt resultat”. Velkommen til mit dilettant helvede.

Retten jeg skulle lave i dag var gnocchi. På papiret ser den ellers nem nok ud. 1) Du skal koge kartofler (kan ovnbages med skræl i en time), 2) lade dem køle lidt af, 3) mose dem med mel, smør, ost (nogen opskrifter har også æg), 4) trille dem til små ovale figurer med en teske og lave et lille tryk med bagsiden af en gaffel midt på så den ligner lidt en musling og 5) så koge den i saltet vand i 3 til 5 minutter. Nemt nok *host host*. Til sidst skal disse så serveres med en eller anden form for pasta sovs (for gnocchi er en form for hjemmelavet pasta, at I ved det). Ingen problem… en time senere lignede vores køkken jerusalems ødelæggelse. Der var mel og kartoffelsmat overalt på køkkenbordet, på gulvet, på ovnen, på skabene og generelt på alt hvad jeg havde rørt ved (hvilket vil sige gaffel, vandhane, briller, gryder, paletknive, køkkenrulle, køkkenrulleholder og hvad der ellers hører til en god dag i køkkenet). Yay. Det var simpelthen ligesom at en kartoffeldejsbombe var sprunget i køkkenet og jeg havde glemt at dukke mig. Men jeg kæmpede. Jeg rullede små kartoffel muslinger med mine kartoffelinficerede fingre til den store guldmedalje, trykkede med gaffel, kogte så kogende vand sprøjtede op om ørerne på mig, hver gang et nyt hold gnocchier skulle lynkoges, og forsøgte at holde liv i min pastasovs der var blevet færdig en halv time for tidligt. Ak ak ak.

Til gengæld kom det lidt til at ligne som på billedet. Bortset fra at mine muslinger mest lignede små fortabte albino mini frikadeller, og smagte lidt af kartoffelmos blandet med mel og kogt i vand i tre minutter, men det er jo sikkert sårn de skal smage. Man bliver i hvert fald mæt af det. Og så er der stadig halvdelen tilbage. Potionen var jo aaaaalt for stor. Ved ikke om jeg orker at se på dem mere. Fik lidt nok af at se på kartoffelrester da jeg gjorde rent på køkkenbordet, skabet, gulvet, ovnen…

Så hvis nogen tænker på at lave gnocchi, så husk advarslerne fra tidligere! Det smager okay, men, men, men... husk at gøre op med dig selv om det virkelig virkelig virkelig er det værd! Kom ikke og sig at du ikke er advaret.

colarelaterede tvangstanker om utopisk perfektion

Jeg er offer for tvangstanker. Små neurotisk kan man jo altid være. Tvangstanker kan handle om mangt og meget, og min handler pudsigt nok (eller nogen vil sige logisk nok) om cola. Nærmere bestemt cola flasker. I mange mange år har jeg været meget meget glad for cola og det er gennem tiderne blevet til uhyggeligt mange flakser, store som små, glas som plastik. Og de er som oftest genbrugt. Glas har den fordel at den som regel ser ny ud. Er der slået noget af dem ryger de ud af produktionen og bliver erstattet af en ny. Plastik derimod har ikke denne fordel. Plastik flaskerne er i 99% af alle tilfælde ridsede, fulde af rifter, eller blot mærket af slitage og genfyldning på genfyldning. Selv nye flasker har et par skrammer fra transporten til den butik den nu står og forsøger at se så indbydende ud som overhovedet muligt. Ridset, brugt, ikke perfekt. Og det er her min tvangstanke sætter ind.

Det startede egentlig tror jeg med en reklame jeg så. En fyr skal købe cola (eller var det pepsi) og han tjekker samtlige colaer for hvilken en der har mest i. Stylet og med trendy musik i baggrunden gennemgår han flaske for flaske indtil han finder flasken. Den med mest i. Han køber den og da han kommer udenfor står der en lastbil fyldt med cola og den stakkels fyr kan starte forfra. For han skal have dén. Den med mest. Sød reklame, men den startede noget i mig. Det var okay at bruge tid på at gennemgå flaskerne. Det havde jeg jo set. Så spørgsmålet jeg så brændende havde ønsket at få besvaret var kun et smut i den lokale brugs fra at blive besvaret – for er det muligt at finde den perfekte, nye, uridsede, æstetisk tilfredsstillende plastik cola flaske?

Og sådan startede så den lille indkøbsleg jeg har kørende med mig selv, når jeg handlede ind i Brugsen, Netto, Pissifik eller hvor end det nu handler ind. Den cola der får æren af at blive købt af mig, er den der med et hurtigt skim af samtlige flasker ser bedst og nyest ud. Gang på gang er man blevet skuffet eftersom der var en flaske der så ud som om den havde potentialet, men så.. skuffelsen. På bagsiden var ridsen, eller matheden blev tydelig når flasken kom ud i lyset eller… Der var aldrig nogen der så perfekt ud. Der sneg sig altid en mindre perfektion ind, men jo flere ridser, des mindre havde jeg lyst til at købe den. Indtil i torsdags.

På vej hjem fra skolen tog jeg lige forbi Brugseneeraq for at købe et par sodavand til weekenden, og der var den! Min hellige gral. Den perfekte cola. En halv liters perfektion. Ingen unødige ridser, mathed eller rifter. Ny, fuld af energi der springer i øjnene så snart lyset får lov at spille i den mørke væske. Men hvad er det? Der er ikke kun 1 men HELE TO! Min perfekte cola havde en tvilling. Jeg var ved at græde af glæde mens jeg med handskerne på lagde dem i mit køleskab herhjemme, efter en meget stille cykeltur hjem (skulle jo nødigt ridse dem så tæt på mål).

Hjemme ventede så den normale verden i kraft af Camilla, der bare slet ikke har set lyset med hensyn til æstetisk tiltalende perfekte colaflasker. Faktisk synes hun lidt det er noget pjat at jeg ved hvert indkøb er ved at gå i stå ved sodavands skabet. Men hun var da glad på mine vegne. Jeg havde fundet svaret på mit spørgsmål, men var der udover ret ligeglad med flasken, og i øvrigt ret tørstig… Så nu her lørdag er der ikke flere perfekte colaer, men heldigvis nåede jeg da at tage et par billeder af mit Utopia.

Er til Camillas ærgrelse nok ikke færdig med at stille spørgsmålet næste gang jeg er på indkøb. For der kan jo godt være flere perfekte flasker derude der blot venter på at jeg finder dem og sætter den æstetiske pris på dem ingen andre gør. Ja, for deres skyld, må jeg fortsætte min søgen.

mmmmm.. Cola.

jordskredssejr og bryllupsprinsesser

Yrk. Jeg har haft en af de der dage, hvor det meste af dagen har gået med at være træt, øm og uoplagt. Mest af alt har jeg haft lyst til at lægge mig ind over keyboardet og tage mig en skraver på arbejdet, men er ikke sikker på at det er så velset. Plus at jeg lige skulle undervise fire timer og sørge for at forberede mig til min grande PG eksamen på fredag. Synes ligesom det var lidt sværere at koncentrere sig, når man hele tiden skulle sørge for at holde sig vågen. Men bare rolig, sådan er jeg altså ikke når jeg underviser. Det er kun når jeg sidder nede på det halvlumre kontor og stirrer ind i skærmen og … zzzzzz… men så er det at man tager overtøjet på og vandrer over i pisiffik, køber et par ævler og en cola. Energi. Så kan man da lidt igen.

Og dagen blev ikke meget bedre da jeg kom hjem. Jeg var vist lidt ond i sulet mens jeg luskede rundt i køkkenet og forsøgte at bruge mine sidste rester af energi på at lave en æggekage. Heldigvis var Camilla i sådan ca. 100 gange bedre humør end mig, og vidste godt hvornår hun skulle slippe alt hvad hun havde i hænderne, kysse mig på kinden hjælpe mig med opvasken. Og som aftenen skred frem er mit humør blevet bedre, min hovedpine gået væk og mit energi niveau steget til et nogenlunde acceptabelt niveau for et almindeligt velfungerende menneske. Nu er det så bare Camilla der sidder og surmuler, eftersom flickr.com (siden hvor hun lægger billeder op) driller noget så ubarmhjertigt. Og jeg har jo ikke timer at hjælpe hende i, eftersom jeg skal have skrevet den her blog. For der er vist på tide.

Heroppe er der sket lidt af hvert siden sidst. I går havde vi det store kommunalvalg. Vi har en forestående kommunesammenlægning, der betyder at vi ender med at have 4 storkommuner, så det var jo spændende at se om det var de samme røvh.. øh jeg mener flinke politikere der kommer til at sidde ved magten igen igen. Og eftersom jeg har boet i landet mere en 6 måneder kan jeg jo stemme. Ikke at jeg har fulgt særlig meget med i de tv transmitterede debatter. Jeg har for længst bestemt mig på at stemme på grønlands pendant til SF (ja, jeg er lettere rød) partiet IA, så valget var ligesom truffet på forhånd. Faktisk var jeg inde og give en personlig stemme på Maniitsoqs 1. vice-borgmester Mimi Karlsen, både fordi hun var fra IA, og fordi hun er fra byen, men så sandelig også fordi hun var den der viede Camilla og mig. Så det er bonus i min bog.

Valg i grønland er lidt en sjov forestilling. I Danmark ville man have set valgplakater i månedsvis før selve valgdagen. Så kan man rigtig gå og blive træt af at se på dem, og med sprittuschen i baglommen overveje om ikke Pia K. plakaten mangler et lille Hitler overskæg eller Anders Fjogh måske lige skal have briller og et par manglende fortænder. Det eksisterer ikke i Grønland. Her kommer plakaterne nemlig op samme dag som selve valget og de er nede igen dagen efter. Sådan. Ikke så meget pis. Ville det ikke være skønt hvis julen kunne være ligesådan derhjemme? Julepynt op midt i december måned og væk 2. juledag? Nå, det var vist et sidespring. Men under alle omstændigheder så gør den korte plakat tid ikke festen mindre, når så dagen oprinder. I kan tro der var plakater, bannere, flag og parti farver repræsenteret i byen, og tættere man kom forsamlingshuset som var byens valgsted, jo tættere blev plakaterne.

I Grønland får man heller ikke tilsendt et valgkort. Man dukker bare op på valgstedet og stiller sig i den kø der passer til din fødselsdag (1-7, 8-16 etc.), de finder dig på listen, giver dig en stemmeseddel off you go. Og apropos stemmer, så er det altså lidt sjovt at læse i avisen bagefter at AI har vundet en jordskredssejr i Nuuk, når de reelt fik 2000 stemmer. Ja, det er lidt andre forhold heroppe. Men nok om valget.

I fredags havde Camilla og jeg vores bryllupsdag. Yay os. Vi har nu officielt været gift i et år (et år og fem dag), og det kom egentlig bag på mig hvor hurtig det år var gået. Ja, jeg burde nok have skrevet en lang blog om den store dag, men på den anden side set så havde jeg egentlig mere lyst til at nyde min kone den dag end at hænge ud foran computeren. Men det forstår i jo nok. Jo det blev en dejlig aften med lækker mad, rødvin, romantiske stearinlys og alt det der gejl der nu en gang skal være der sådan en aften. Og så fik vi endelig åbnet den boks med beskeder fra alle gæsterne til vores surprise bryllups fest i sommers. Der var rigtig mange søde beskeder, nogle mere kloge end andre, nogle havde sprunget ud som digter, mens andre blot havde tegnet brudeprinsesser og mange af dem (Toras bidrag). Vi arbejder pt. på at få dem i en ramme af en eller anden slags, men udvalget af rammer heroppe er lidt spartansk, så vi må vente til vi er i tømmerhandelen igen. Aftenen var i hvert fald hyggelig.

Nå man jeg vil til at se dyner, så jeg kan blive lidt mere frisk i morgen end jeg var i dag.

masser af gode nyheder!

Yay! Masser af gode nyheder her fra det kolde nord denne gang. Faktisk hele tre af slagsen!

For det første lyder det til af uofficielle kanaler at både Camilla og undertegnede begge bestod vores VHF prøve vi var oppe i torsdag. Vi mødte Marianne, vi går på kurset med, nede i brugsen, og Mariannes nabo havde haft vores VHF lærer på besøg og fortalt resultatet, som naboen så sagde videre til Marianne der så fortalte det til os. Ja, sådan går det når jungletrommerne buldrer og byen er lille. Herligt. I hvert fald så længe det er gode nyheder. Faktisk var jeg lidt nervøs før prøven torsdag, da jeg havde bøffet vores test prøve om tirsdagen. Der havde jeg én sølle fejl for meget i den ene kategori til at jeg officielt kunne bestå. Så onsdag blev der terpet og terpet og terpet. Og det hjalp åbenbart.

Og så har Camilla haft sin første dag på arbejdet i dag! Hurra! Jo, i dag var Camilla med i børnehaven som støttepædagog for Alexander Julius, og det gik eftersigende glimrende. Alexander Julius viste hende i hvert fald rundt i hele børnehaven mens han fabulerede om dynamit (noget med en plakat om arbejdssikkerhed hvor der er noget der ryger i luften), så det lyder til at hun er i kridthuset. Og hun blev desuden kapret af ungerne til at spille uanede mængder af forskellige spil, men der var vist bare ingen der rigtig kendte nogen af reglerne og alle mente hele tiden det var deres tur. Hehe. Det var vist ikke så mærkeligt at hun var lidt bombet da hun kom hjem. Også selvom det kun var en halv dag. Det skal nok blive sjovt. Hvad der er mindre sjovt er dog lønnen. I hvert fald hvis de seriøst mener hun skal være ansat som ufaglært. En ufaglært tjener kun godt og vel 80 kroner i timen (det er medregnet tillæg!), hvilket må siges at være en anelse usselt. Så vi er ved at se om hun ikke kan blive anset som faglært, også selvom det ikke er børnehavepædagog hun er uddannet som. Hun har trods alt en erhvervs bachelor fra et seminar. Det må sgu da tælle for noget. Så vi krydser fingrer. 80 kroner.. tsk.

Og så til den sidste glædelige nyhed.. vi har endelig taget os sammen til at investere i en NINTENDO WII!!!!! Til den udenforstående så er det en spillekonsol til fjernsynet med den forskel at du rent faktisk skal bevæge dig når du spiler. Så vi (skygge) bokser løs på hinanden, spiller tennis (jeg får tæsk af min kone i begge), bowler (det er jeg lidt bedre til), og svinger imaginære baseball bats i baseball, hvor vi skal holde afstand da jeg svinger som en fuld mand på rulleskøjter. Lad os bare sige at Camilla har fået de første knubs.

I anledning af at vi havde fået indrettet vores lejlighed (og købt en nintendo wii) bestemte vi os for at holde en housewarming her i lørdags. Det var en ”kom en gang efter aftensmad” ting, men det betød dog ikke at vi danderede den før gæsterne kom. Næh du. Vi fik bagt chiabata brød serveret med selvrøget laks (det vil sige det var Anna Marie og Christian der selv havde røget fiskene), fik lavet guacamole (staves det sårn?), humus, salsa, lavet grøntsags tagselvbordshalløjsa man så kunne bruge i de før nævnte dip ting (sammen med tortilla chips selvfølgelig). Og så masser af rødvin. Ren luksus. Men vi (gæsterne, Camilla og mig) skulle ikke sidde og være casual hyggelige hele aftenen, nix. Jeg havde lånt projektor på skolen, fået sat stereo anlægget til den nye wii, og så kan du ellers tro at hele aftenen gik med bowling turnering blæst op på hele den ene væg. Alle var med (vi var 8, der alle fik spillet 2 kampe), og det var virkelig hyggeligt. Der var ingen der sad over og alle gik op i det med liv og sjæl. Turneringen endte med at Christian som en anden dark horse lige fik tiltusket sig sejren, eftersom han klart var den mest stabile spiller. Vi andre spillede som vinden blæste, men havde det nu sjovt alligevel. Vi nåede også lidt boksning og tennis. Specielt var det sjovt at se Anna Marie nærmest hoppe rundt på stedet for at fange den ene bold efter den anden, og når den så endte uden for i den ene eller anden ende spørge ”hvad skete der?”. Det var åbenbart ike meget hun havde set mens hun hoppede rundt. Hehe. Og så var det også en lejlighed til endelig at møde Karstens bedre halvdel Ellen. Virker sød, og så var hun rent faktisk ikke helt ueffen til bowling. Tror det hjælper at være mor til to på den konto.

Til sidst kan jeg meddele som en bonus information at jeg har været ude og investere 545 kroner i en ny træningsdragt (som om jeg nogensinde har haft en før), for nu skal Camilla og jeg nemlig til at gå i motionscenter. Vores tirsdag er nu, efter bestået VHF kursus, atter en gang ledig, så vi har bestemt os for at kigge lidt på hvad byens motionscenter har at byde på. Så Adidas træningsdragten er købt, hvilket jo betyder at uanset hvor tumpet jeg klarer mig med maskinerne, så ser jeg i det mindste brandgodt ud mens jeg dummer mig. Nemlig.

Ha det.

"Vores" nye lejlighed

Så er det sket. Jeg er blevet gift og lever nu endelig sammen med min kone. Ja, det kan da godt lyde lidt mærkeligt taget i betragtning af at vi snart har et års bryllups dag og Camilla har boet hos mig i snart to måneder. Men det er netop lige det – hun har boet hos mig, i en lejlighed fuld af mine ting, mine møbler, min seng, mit rod, mine køkkensager osv. Der var ingen af hendes ting og der var intet der rigtig var vores. Og så skete det endelig her onsdag før påske – Camillas ting ankom endelig til vores lejlighed. Ja, endelig. Så kom hendes 25 kasser, hendes reol, hendes seng der heldigvis er lidt større end min (så min ryger ud), hendes skrivebord, stol, symaskine, lamper, billeder, alt det køkkenudstyr vi fik i gave til vores overraskelse bryllupsfest, hendes tøj, stof, mapper, cd’er, og alle de andre ting man får skrabet sammen og synes man skal have med. Og gudskelov for det.

Hele påsken har stort set gået med at tømme flyttekasser, debattere hvor ting skulle stå, malerier og lamper hænge, indrette køkken, frasortere alt mit gamle lort vi ikke mere havde brug for, omarrangere stuen, flytte den tilbage igen, flytte sengen, se film, sove længe, lave god mad, slappe af og nyde hinandens selskab. Det har både været hårdt og masser af dejligt. Mest hårdt for Camilla tror jeg. Hun havde et par dage hvor hun var på grænsen (faretruende tæt) på at blive hys over alt det her indflytning, for hvor skulle det hele stå, hvad var bedst, hvad skulle ud, hvad skule blive, i hvilken kasse havde hun gemt lige præcis den ting hun nu stod og gerne ville have placeret på reolen, var noget gået i stykker og det hele var vist en anelse uoverskueligt for den stakkels pige. Så var der ikke andet at gøre end at give hende et ordentligt bjørnekrammer, sige hun skulle tage pyjamas på, hente dynen og så sidde og slappe af med hende på sofaen, eller være den der havde overskuddet til at lave mad, eller hente cola selv om vejret udenfor var lort. Og det hjælp. Hun er god igen og lejligheden er så godt som indrettet.

I dag er det så bare mig der har været lidt hys. Det var så over en printer der bare ikke vil længere. Sådan noget lort. Ja, det er ikke engang noget gammelt lort, da det var en printer jeg købte lige før jeg tog til grønland, men nu gider det billige lort ikke mere. HP garanti for kvalitet mig et vist sted. Bah. Så det var jeg ret sur over. Og hendes printer er ikke meget bedre. Den laver streger og klatter med blækket. Ærgerligt, for vi skulle jo have printet billeder ud som vi skal sætte i rammer til vores køkken væg. Men det må så vente til vi a) enten får en ny printer, b) printer det ud et andet sted, eller c) køber en ny printer. Det må tiden så vise.

Orv, jeg må hellere lige sende en venlig tanke til skolens pedel Karl Bertil der brugte et par time hos os her søndag som handymand sendt fra himlen. Jer som kender mig vil vide at en handymand, det er ikke en betegnelse jeg kan tage på mig uden at få en meget lang Pinocchio næse. Jeg kan bare ikke sætte et søm i en væg uden at vælte væggen. Eller knække hammeren. Eller få sømmet i øjet. Så jeg aftalte med Karl at han kiggede forbi og vupti i løbet af et par timer var der sat tre hylder og lamper op på kontoret, billeder i stuen og lamper i soveværelset, noget der ville have taget mig sådan ca.... et års tid, hvis jeg var heldig. Og så havde det nok ikke engang blevet gjort særligt pænt. Så tak for det Karl. Tusind tak.

Og så må jeg lige blære mig lidt på min fars vegne. Min far er som nogle ved, bankdirektør i Eik Bank, der ligger i Kbh., og det gør han efter sigende rigtig godt. Under alle omstændigheder var han i TV2 news her for nogle dage siden (klik for læse indlsag og se klippet). Det var i forbindelse med den der online bank Northern Rock der lukkede og slukkede og bad deres kunder om at hæve deres penge inden udgangen af april. Som den første bank tilbød Eik Bank nemlig kunderne at de kunne overføre deres penge til Eik bank, med samme favorable vilkår som de havde hos Northern Rock. Og desuden tilbød han også de 9 ansatte i Northern Rock job hos Eik bank. Ret sjovt at se sin far på tv, helt alvorlig og meget tænksom og det så i det hele taget ud som at han virkelig tænkte over det han sagde, måske mest for ikke at sige noget lort på national tv. Det ville være lidt ærgerligt. Men det gik i hvert fald godt. Så kudos farmand. En (tv)stjerne er født. Yay. Minder mig om den eneste gang jeg har været på nationalt tv. Det var dengang der var popstarz eller hvad nu programmet hed den gang. Nej, jeg stillede ikke op. Men det gjorde en fyr der havde hovedrollen i et vikingespil i Aalborg og han klarede sig ret godt i det indledende udskilningsløb, så det var ikke sikkert at han kunne spille alle forestillingerne. Så jeg blev bragt ind som ekstra backup just in case at han faktisk gik videre. Men dagen oprandt så da han skulle have at vide om han gik videre eller ej. Vi stod i kostumer på en mark i udkanten af Aalborg, midt i en øver, da tv holdet (som aftalt) rendte rundt og filmede. Han fik så stukket en telefon i hånden og skulle så havde ”samtalen”, med kamera på og et par af os i baggrunden. Samtalen gik ikke helt som han havde håbet. Det var et nej, hvilket han fortalte os. Til det sagde jeg så ”Røv”, ”Sikke noget pis” og ”Fåk det, det går nok”. På nationalt tv (trust me, det blev sendt). Jo, den store ord ekvilibrist har jeg altid været. Og så undrer jeg mig over at jeg ikke har været mere på tv. Hmmm.

Tror jeg vil slutte nu. I dag er der endnu en dag. Desværre ikke længere med ferie, men derimod arbejde og op tidligt om morgenen og alt det der. Jep, tilbage i trædemøllen. Ja, jeg er vel ikke den eneste. Det var så den påske. Heldigvis er min kone glad over hendes.. øh.. vores nye lejlighed, så det går nok alt sammen.

den store blog uge #7: Søndag med stort S

I dag har Camilla og jeg holdt søndag med stort S. Det vil sige sove rigtig længe (tror vi vågnede lidt i 11), gå i pyjamas den halve dag, spise kold pizza fra i går til frokost, spille computer (dvs. jeg spillede computer mens hun chattede med veninderne), se masser af afsnit af amerikanske serier (vi nåede vist en 3-4 stykker i dag og blev færdig med 3. sæson af ’The 4400’) og ellers bare hygge og lave så lidt som overhovedet muligt. Men vi fik da lavet en interessant makaroni pesto ret med svampe (kantareller og champignon), løg og paprika til aftensmad. Og jeg må sige det smagte meget bedre end jeg regnede med. Jo, er ved at blive lidt hooked på det der vegetar halløjsa.

En fast regel når man holder ’Søndag’ er at man ikke bevæger sig uden for døren ud til den store verden under nogen omstændigheder. Så ikke noget med lige at stikke ned til købmanden hvis man mangler noget. Så må man bare kompensere med noget andet. Det forhindrer dog ikke verden i en gang i blandt at komme til dig. Så omkring klokken 15 mens jeg stadig gik i pyjamas og slåbrok ringede det pludselig på døren. Nå, tænkte jeg, og regnede egentlig med at det var naboen der endnu en gang havde låst sig ude. Min nabo er en flink fyr, men jeg har endnu ikke mødt manden ædru, hvilket er lidt trættende i længden. Men jeg skal ikke fortælle folk hvordan de skal leve deres liv. Og angående hans låsen sig ude, så var det ikke fordi han havde tabt nøglen, men derimod at cylinderen i døren var gået i udu. Så det var vitterligt ikke hans skyld. I hvert fald troede jeg at det nu var ham der stod halv snalret ude foran min dør og skulle bruge et nummer på vores vicevært igen. Jeg bandt min slåbrok, tog min mest tålmodige mine på og åbnede døren, og der stod så… 2 nydeligt klædte unge mænd. Faktisk så nydeligt klædte at det skreg Jehovas Vidner. Man kan se det på dem lang tid før de overhovedet åbner munden. Det er den slags folk der altid er upåklageligt (og så godt som ens klædt), velsoigneret, høflige og altid smilende som om at i dag simpelthen er den bedste dag i hele verden, fordi Gud er til og han kan lide dem. Helt vildt meget. Pisse irriterende. Men jeg skal ikke fortælle folk hvordan de skal leve deres liv. Og på den anden side set har jeg heller ikke det store behov for at indlede en samtale med medlemmer af Jehovas Vidner.

De to fyre var rigtig nok fra Jehovas Vidner. Og ret overraskede over at se en voksen mand i morgenkåbe klokken tre om eftermiddagen, og undskyldte hurtigt i tilfælde af at de havde vækket mig. Næh, jeg holdt så men bare søndag sagde jeg, og de faldt lidt til ro. Der er vist noget i bibelen om at man skal hvile om søndagen så jeg tror det faldt i meget god jord. De ville i hvert fald invitere til et foredrag på lørdag om jesus opstandelse og det var da fint nok. Jeg nikkede, tog imod deres papir og lod dem gå videre til næste stakkel, der skulle reddes. Jeg kunne ikke helt lade være med at tænke på en sang af Superjeg, hvor Peter Sommer synger ”jo mere du nikker, jo mere får du fred”. Sjældent er der ytret klogere ord…

I morgen skal jeg starte på et førstehjælps kursus sammen med resten af lærerstaben. Det kommer til at foregå mandag til onsdag og så lige afslutning torsdag næste uge. Vi har jo påskeferie heroppe, hvilket vi sige at eleverne har påskeferie og os andre arbejdende folkefærd først får ferie torsdag. Så for at bruge tiden på noget fornuftigt (nu eleverne er væk) er det blevet bestemt at vi skal have et førstehjælps kursus. God idé. Sidste gang jeg tog sådan et var da i 1991. Ouch. Det er.. sørme.. et par år siden. Der var jeg 15, hvilket vil sige at jeg nu er.. hmmm. LALALALA… vi skifter lige emne. Der er kursus og Camilla skal med, så det skal nok blive sjovt.

Hvis vi er rigtig heldige så kommer Camillas ting i morgen. Endelig. Så de kommer nok på onsdag. Glæder mig allermest til det nye køkken. Til vores bryllups fest i DK fik vi simpelthen så meget nyt køkkenudstyr i tror det er løgn, og siden det jeg/vi har i brug lige nu er noget gammelt lort, så bliver der intet mindre end vidunderligt at skifte hele molevitten ud. Nye gryder, nye maskiner (el-kedel, blender), nyt service, nye knive, nye alt muligt! Det bliver jo som at lave mad i tv-køkkenet ”ja vi har snydt lidt…”. Glæder mig som et lille barn. Så er der så hendes 20 andre papkasser med alle hendes ting. Det bliver jo også ”spændende”. Og en ny seng (YES!), reol, skrivebord og en masse andre ting, så mit hjem endelig kan blive vores hjem. Håber bare vi kan have det hele.

Til sidst vil jeg bare lige sige tak for god ro og orden ovenpå en hel uge med blog. Det kan jo være jeg gør det igen en anden gang. Det var egentlig lidt rart at man vidste at man skulle skrive. For så fandt man tiden uanset om man nu synes man havde overskuddet eller ej. Håber ikke det har været for meget, eller for kedeligt for jer, kære læsere. Uanset så ses vi snart igen.

Nå, men jeg vil lige klemme det sidste ud af søndagen. Hygge.

den store blog uge #6: samlebåndsdød og job i sigte

Så er der netspil igen. 8 nørder der sidder ved hver sin computer og skyder hinanden i smadder. Og jeg dør igen. Mange gange. Lige som jeg tror jeg havde skovlen under de andre så bliver man pløkket i ryggen. Igen. Men det er alligevel ikke uden underholdningsværdi.

Vi startede klokken 7 her til aften, men som sædvanlig kom vi ikke rigtig i gang før omkring klokken 22. Vi skulle lige forsøge forskellige spil før vi blev enige om et vi alle gad, og det vi så gad det var så det der tog 20 minutter og installere. Og min første installation gik så af helvede til, så det tog to gange 20 minutter før jeg var klar til at dø. Og dø. Og dø og dø.. Jeg sød også lidt nogle andre men rationen er omkring tre gange død før jeg nakker en af dem.

Ellers har dagen været en dejlig afslappende og hyggelig lørdag. Klokken 14 var vi ude med Ulrik og Merethe og deres to unger, Jonathan og Alexander Julius, og kælke. Der er en fin kælkebakke lige bag ved politistationen og efter en lille times faren frem og tilbage op og ned, tog vi hjem til Ulrik og Merethe til nybagte boller og varm kakao. Ren hygge og drengene var virkelig i sit es. Der skulle drikkes kakao og spises boller til de var stopmætte (de nåede ikke så mange boller som os andre), vises legetøj frem og leges gemme til den helt store guldmedalje. Der skulle også tælles og Alxander Julius fik fint demonstreret fra et til ti, men efter ti kneb det lidt. ”1-2-3-4-5-6-7-8-9-10-7-3-2” kom det fra ham med et smil i hele hovedet.

Det var sjov og ballade, men der var en mere alvorlig bagtanke med besøget. Deres ældste søn, Alexander Julius, lider nemlig af dyspraxi, hvilket er lidelse der hos børn hæmmer deres motorik. Hos Alexander Julius kommer det så til udtryk specielt i hans tale, hvor han har svært ved konsonanter. Og så er han hans grovmotorik lidt klodset til tider. Men hans hoved fejler ikke noget og hans energi niveau er.. lad os bare sige at han ikke behøver mere sukker end alle andre børn. Men ”lidelsen”, som er medfødt er noget der kan trænes op til at blive bedre og for at det skal ske, har kommunen nu tildelt ham 20 timer med en støttepædagog om ugen. Og så er spørgsmålet lige, hvem det er der hver uge skal træne 20 timer med den lille 5 årige charmetrold. Måske er det nemlig Camilla.

Jobbet består i at lave øvelser bl.a. gennem leg med Alexander Julius, og med jobbet følger også en oplæring i hvilket program man skal følge og hvordan man gør det bedst muligt. Så ebsøget i dag gik mest på om Alexander Julius i det hele taget kunne lide Camilla, eftersom de kommer til at spendere en hel del tid sammen. Og kunne han det, så ville Merethe og Ulrik skrive en ansøgning til kommunen og/eller Alexander Julius’ ergoterapeut, om at de synes det skal være Camilla. Og ’besøget’ gik fint. Han havde absolut intet imod Camilla, og Camilla synes også han var en dejlig dreng, så nu har hun sagt ja til at ansøge om jobbet. Og så kan vi kun vente på resultatet. Det vil være dejligt hvis hun får det må jeg sige, også selvom det kun er halv tids.

Derudover har Camilla også søgt job hos turistkontoret her i byen og på tirsdag skal hun ud og besøge Inuit Pels, for at høre om der er muligheder for nogle timer der. Så det kan jo ende med et par halv dages job giver en hel. Dejligt er det i hvert fald at der endelig sker noget på jobfronten. Tror det har været lidt hårdt for Camilla den sidste måned at sidde hjemme og ikke rigtig vide om der overhovedet er job til en som ikke taler grønlandsk. Så vi krydser fingre og håber på det bedste.

Nå jeg må tilbage og skyde.. jeg mener dø noget mere.