søndag, august 31, 2008

min legekammerat har forladt mig

At arbejde i Grønland er nogle gange en mærkelig oplevelse. For en dansker er det sjældent en stilling du har tænkt dig at besidde resten af dit liv, og som oftest kun en mellemstation på de godt 2 til tre år, ja for nogle kortere. Selv skrev jeg kontrakt for tre år da jeg startede og har endnu ikke bestemt mig om det bliver ved de tre eller jeg tager et år mere. Mere end de 4 bliver det nok ikke.

Men er man på en arbejdsplads hvor folk i gennemsnit er i tre år, så betyder det også at en del udskiftning er en uundgåelig del af det daglige liv. De sidste par år er der en del der er smuttet fra vores lille ATI familie og i fredags betød det at vi måtte sige farvel til Karsten. Det var nu ikke kun ATI der måtte sige farvel til vores matematik og kemi lærer, men også mig helt personligt der måtte sige farvel til min betroede ven og kammesjuk. Jeg kan ikke tælle alle de gange Karsten og jeg har nørde-snakket computerspil, drukket en velfortjent øl i klubben mens vi indædt diskuterede de finere aspekter af popmusikkens indflydelse på vores liv og hvad der var godt og skidt, eller blot debatterede elever, undervisning, pædagogikum eller det altid populært emne kvinder over en smøg eller pibe i skolens rygerum. Han introducerede mig til klubben, var altid klar på en snak eller netcafe (men gik som regel før tid hvis han blev for frustreret over at blive dræbt for mange gange i træk) eller fik en mand til mand snak privat over en flaske rødvin. Han har om nogen (foruden Camilla) været min fortrolige og jeg kommer helt sikkert til at savne ham. Og jeg ved at han kommer til at savne os, og med lidt held mig.

For at sige farvel til Karsten på en behørig manér arrangerede vi torsdag eftermiddag en tur til Kangerluassuq, en nedlagt bygd. Vi var 15 af sted fra personalet og Camilla, inklusiv engangs grill med dertilhørende rensdyrkød, kartoffelsalt, salat, chips, øl, vand, vin, jordbær og naturligvis gaver til Karsten. Det skortede ikke på noget og selv vejret viste sig fra sin bedste side. Ikke en vind rørte sig mens vi dragede af sted i fem både. Det var en skøn og afslappet eftermiddag med masser af hygge, grill, bærplukning og fodbold. Et eller andet sted var det bare også lidt bedrøvet. Når man er nået så tæt på at tage af sted som Karsten var (han skulle af sted næste morgen), så var han kommet til ”sidste gang” stadiet. Det er sidste gang du rejser i båd her i landskabet. Det er sidste gang du nyder denne udsigt. Det er sidste grillstegte rensdyr, Sidste skoledag, sidste aften, sidste tur i klubben, sidste alt muligt. Lidt ligesom jeg havde det da jeg forlod Aalborg for to år siden. Og jeg kunne se det på ham, mens vi sejlede hjem mod byen igen. Han nød det. Landskabet. En sidste gang.

Nu lyder det så voldsomt at sige sidste gang. For jeg har da for eksempel siden hen været i Aalborg, men det var på besøg. Epoken var ligesom færdig og man er mere på gennemrejse end noget andet. Man er tilskuer og ikke deltager. Så uanset om Karsten kommer igen, så vil det være på besøg. Hvilket han da naturligvis er så hjertens velkommen til. Han har varslet et muligt julebesøg, men det kommer nok til at afhænge lidt af hvilken økonomisk situation han sidder i på det tidspunkt. For transaktionen fra Grønland til Danmark har ikke været uden økonomisk slagside for den stakkels mand. For eksempel får vi at vide, når vi bliver ansat, at de betaler for vores rejse og flytning både frem og tilbage. Hvad de ikke fortæller, er så at de kun betaler for vores tilbagerejse hvis vi ikke har taget ferie. Forstået på den måde at det ferierejsetilskud vi hvert år modtager (ca. 8.000 efter skat) skal bruges til vores tilbagerejse. Noget Karsten ikke vidste da han tog til Danmark denne sommer, var til jobsamtale, fik jobbet og tog tilbage for at gøre sine affærer i orden. Pludselig skulle han selv betale sin hjemrejse. Øv. Og så er der hans nye lejlighed, der lige koster en husleje + tre måneders husleje forud + tre måneders husleje i depositum. Gud bedre det. Tror de man har et pengetræ i baghaven når man skal leje lejlighed eller hvad?

Men Karsten er nu ved godt mod. Han glæder sig til sit nye job som Adjunkt og eftersom banken har været samarbejdsvillig, kan han tage til DK med fornyet mod og en god oplevelse rigere fra os. Spørgsmålet er bare hvad jeg lige gør nu min lejekammerat er forsvundet?

tirsdag, august 19, 2008

nuuk seminar over and out

Puha. Det var så tre dages intensivt seminar holdning i grønlandsk hovedstad. I tæt parløb med Jens Thostrup har vi formidlet, eller i hvert fald forsøgt, at formidle kunsten at bruge det interaktive white board SmartBoard for undervisere fra adskillige forskellige undervisningsinstitutioner. Med Jens som primus motor indenfor den del af seminaret der havde med selve SmartBoardet at gøre – det vil sige alt hvad der hed brug af selve boardet, brug af software, undervisning og øvelser, og mig som praktiske gris der løb rundt bag kulissen og sørgede for at diverse rum var klar med tændte computere, at opgaverne var de rigtige steder, at der var logget ind, og de mest forudseelige ting så rent faktisk var forudset. Vores succes kriterier var at seminar deltagerne med det her seminar kunne blive fortrolige både med smartboardet og det software der hører sig til. Og at de efter seminaret var blevet så fortrolige med det at de havde lyst og mod på at tage Smartboardet i brug i undervisning og/eller til møder på deres respektive undervisningsinstitutioner. Og det tror jeg faktisk også vi nåede langt hen af vejen. Sådan da.

Seminaret var delt i to. Der var en dag et, man kunne nøjes med at deltage i, hvis man ikke havde tre dage af give af. På denne dag fik man alle værktøjerne. Man lærte gennem forskellige øvelser hvilke muligheder SmartBoardet rummede, men denne dag var om noget ment som en øjenåbner, og den reelle træning i brug af SmartBoardet faldt først på dag 2 og 3. Her fik de stillet mere åbne opgaver hvor de bl.a. skulle lave et undervisningsmateriale til SmartBoardet ud fra et visuelt indtryk (foto, maleri, film, symbol etc.), da der kan være en tendens hos lærere at basere sin undervisning på baggrund af tekst (jeg ved jeg i hvert fald godt kan falde i den fælde). Og så kan I tro der skete ting og sager ude i de små grupper. Der blev indspillet film, optaget lyd, lavet fotosafari, fundet billeder på nettet og udtænkt kreative løsninger, der mere end noget retfærdiggjorde seminarets eksistens berettigelse. Folk tog virkelig fat og begyndte at bruge de værktøjer de var blevet introduceret til dagen forinden.

Selv var jeg med i en gruppe sproglærere (læs modne kvinder) fra Sprogcenteret, der underviste på begynderniveau i henholdsvis engelsk, dansk og grønlandsk. Sammen med dem fik vi lavet et undervisnings materiale til grønlandsk om det at præsentere sig selv. Så vi indspillede på films et møde mellem mig og Nanna (grønlandsk læreren) hvor vi på grønlandsk havde en dialog der gik noget med ”goddag”, ”goddag, jeg hedder Nanna, hvad hedder du?”, ”Jeg hedder René”, ”Er det sandt? Hvordan har du det?”, ”Jeg har det fint, hvad med dig?”, ”jeg har det fint”. Meget basic, men ud fra den film tog vi så still billeder og lavede talebobler man kunne trykke på med de enkelte linjer udtalt langsom som vi havde indspillet via en mikrofon i computeren. Meningen var så at man som elev i en undervisningssituation skulle se filmen først, derefter gennemgå det der blev sagt via stillbillederne, hvor man kunne høre teksten gentaget langsommere. Herefter skal man så gå ud og gentage samtalen to og to. Enkelt og ret så genialt, hvis vi selv skal sige det. Og det tog ikke mere end et par timer, da vi først havde bestemt os for hvad det var vi ville. Og det virkede. Fantastisk. Fagre nye verden.

Men den fagre nye verden var ikke altid en team player. For det var altså ikke fuldstændigt uproblematisk at være på det flotte nye universitet. Det trådløse internet brillerede ved sit konstante fraværd, hvilket gjorde at kursisterne ikke kunne sidder ved deres egne bærbare (som vi havde bedte dem tage med) og samtidig være på nettet eller skolens netværk. Der måtte vi fortrække til noget af uuniversitetets stationære computere, der da virkede fint, men… vi havde ikke administrator rettigheder så vi kunne ikke installere programmer på dem som vi kunne have brug for (for eksempel kunne vi ikke installere Centra som var et af de værktøjer vi skulle bruge på tredje dagen, hvilket vi så måtte skyde en hvid pind efter). Vi kunne heller ikke installere noget på de computere der var tilsluttet de forskellige smartboard, hvilket var lettere irriterende. Men vi lærte at se det positive i det der virkede og arbejde uden om det der ikke virkede. Det er jo grønland og man udvikler lidt hård hud når det kommer til den slags. Og heldigvis var kursisterne ved godt mod hele vejen, hvilket også gjorde vores arbejde en hel del nemmere. Folk, inklusiv Jens og undertegnede, var dog blevet lidt matte på tredje dagen og oplæg om nye værktøjer til brug af kommunikation over nettet blev lidt for meget af det gode. De havde simpelthen nået smertegrænsen af hvor meget nyt man kan kapere og det var svært at kapere for de fleste. Og det hjalp jo ikke at man ikke kunne afprøve det, idet det ikke var installeret på de stationære computere.

Alt i alt var det faktisk et ret så vellykket seminar hvis jeg selv skal sige det. Og efter vores evaluering, er det også det indtryk jeg får at deltagerne sidder tilbage med. De har lært meget og fået tid og lov til at selv at prøve, og lege. At de ikke nødvendigvis alle løbet ud og bruger boardet i alt deres undervisning fra nu af, gør ikke så meget. Til det skal der en del mere træning til. Men som deltagerne udtrykte det, så har de fået et værktøj de kan tænke ind i undervisningen, der giver nogle muligheder for en hel anden åben og afvekslende form for undervisning.

For os som afviklere var det også godt og vi sidder til bage med en god fornemmelse. Der er ting der helt klart skal ændres, men i de store linjer lykkedes vores projekt. Planen er at vi gentager seminaret til januar i Sisimiut med nye deltagere, hvilket jeg da kun kan glæde mig til. Men da håber jeg så at vi i stedet for to personer, er tre, som det først var planlagt. Det har fra starten været et samarbejde mellem Jens, Barfuss Ruge fra Sprogcentreret og undertegnede, men Barfus kunne først ikke komme før mandag morgen, så blev det mandag aften og så blev hendes fly aflyst. Og det kunne man altså godt mærke. Det manglede lige fra vores (Jens og mig) side, det sidste overblik og indre ro, til at få styr på de små detaljer som navneskilte, at tage billeder og være det lille skridt foran og hele tiden at kunne være rundt til alle grupperne. Vi var ude ved grupperne så meget som muligt, men der var et par gange hvor man løb lidt hurtigt og egentlig godt kunne bruge en lille pause. Men siden næste (hvis det bliver til noget) seminar skal være i Sisimiut, så får Barfus nok ikke det store problem med at ankomme. Så må vi jo bare håbe at det ikke er mig eller Jens der står med det problem. Heroppe kan man jo aldrig vide. Og Sisimiut i januar er jo altid spændende.

Nu synes jeg i hvert fald jeg har fortjent en god lang weekend… men der er lige en hel del undervisning der skal forberede og fyres af, inden jeg kan holde weekend og sove længe. Men nej hvor bliver det dejligt. Uh, i mogrne kan jeg dog sove længe, eftersom vi første skal med flyveren klokken 11.55, og de har morgenmad på hotellet helt til klokken 10. Så gæt hvem der skal sove heeeeeelt til klokken 9?

Yay.

fredag, august 15, 2008

kosmisk humor når den er værst

Der er et eller andet ved Nuuk. Storbyen. Grønlands nerve. Der er helt sikkert et eller andet ved Nuuk. Provinshullet der har det hele i små mængder. Det vil sige den har næsten det hele. Men irritationsmomenter er der en masse.

Jeg ankom i dag med flyveren lidt i tre og tog direkte ud på universitetet hvor seminaret skal slå sine folder fra på søndag. Her fik jeg en snak med vores underviser, Jens Thostrup, den flinke mand jeg også var til møde med i Sisimiut. Vi fik os en snak med Klaus, universitetets IT-ansvarlige, en forholdsvis ung grønlænder der så ud til at have rimeligt styr på det, bortset fra at det trådløse net var meget ustabilt, men det er nu ikke nødvendigvis universitetets skyld. I tilfælde af tvivl, giv TELE Grønland skylden. Man tager som regel ikke helt fejl. Efter lidt snak frem og tilbage kunne vi godt se at det ikke blev helt problemfrit, men Jens og jeg er overbevidst om at det nok skal kunne lade sig gøre, men måske må vi gå lidt på kompromis her og der. Klip en hæl og hak en tå og alt det der.

Efter en time i universitetets bygninger, der for resten er helt nye og ret lækre (mere om det en anden gang), så tog jeg en taxa til hotellet. Og det var først nu mine problemer skulle til at begynde. Efter lidt powershopping (mest ting på Camillas indkøbsliste.. tsk) ville jeg sætte min computer til på hotelværelset og så var det det slog mig… ingen stikkontakter med jord. Til dem der kun taler blond (som min receptionist meget charmerende udtrykte) så er en stikkontakt med jord når den har tre huller. Det er gerne nødvendigt til de fleste strømstik til for eksempel en bærbar. Og siden jeg skal have forberedt en del seminar ting og sager inden vi starter på søndag så er det ret så vigtigt at jeg kan få noget strøm på min computer. Ja, jeg kunne bare have taget en stikdåse med, men det glemte jeg. Nu er skaden ikke større end man kan gå ned i receptionen og låne en stikdåse. Troede jeg. Jeg mener, det kunne da jeg var her sidst, hvilket vil sige marts eller noget. Men denne gang var der ingen hjælp at hente. Receptionisten undskyldte men det havde de ikke, og hun beklagede at værelserne ikke var udstyret med stik med jord, men det var ved at blive ændret, men krævede lidt mere tid og mange bestemmelser fra højere lag og bla bla bla. Det hjalp mig jo ikke her og nu. Ikke andet for end at gå ud og investere i en ny stikdåse – nu med jord. Brugsen, der har en står afdeling ovenpå med alskens køkkenudstyr, ledninger, og alt det den slags, virkede som et udmærket bud. Og her var der da også masser af forlængerledninger og stikdåser. Men var der en eneste med jord? Nej. Det vil sige at der stik med tre huller, der var bare ingen ledning på, så det var lidt ”du skal lave det selv for den slags bruger vi altså ikke her i byen” melding man fik ud af det. Jeg var nu ved at være ret så desperat. Jeg mener computeren kan måske køre to timer på batteriet, men det er altså ikke nok, når jeg havde tænkt mig at bruge det meste af lørdag på at arbejde med tekster til seminaret– foran computeren.

Og hvad gør man når man desperat efter et tre-stik? Man køber et to-stik med den skumle intention om at lave et tredje hul med en skrue eller hvad men nu ellers lige kan få fingrene. Teorien holder meget godt. Så længe stikket får strøm fra de to ”almindelige” stik, så behøver det tredje ”unormale” stik ikke at have kontakt med noget, bare så længe der er plads til det. Men for at der kan være plads i den normale plastik, skal man lige lave hul først. Ak og ve, jeg var ved at slide mine fingre til blods mens jeg ridsede i plastikket, mens jeg sad og ventede på at min pizza blev færdig på Cafe Prego. Stikkontakten blev da ridset, men jeg fik ikke lavet det overbevisende hul jeg håbede på. Pizzaen blev færdig og jeg gik slukøret tilbage på hotellet, med udsigt til ingen film på computeren, KNR på tv og timers blodig kamp en ridset stikdåse. Oh ak, hvor smerte altså rimer på hjerte en gang imellem. I en sidste desperat handling gennemrodede jeg værelset en sidste gang i håb om at jeg havde overset stikket. Nej, ikke der, heller ikke der, og nej, der var heller ikke noget, ups skulle jeg have hevet den ud af væggen? Nå, det ordner de nok. Nej heller ikke der.. men hvad er det? Og pludselige oplystes himlen af englesang og trompeter, der fik gardinet til at vibrere og der... ved vinduet, under vindueskarmen bag ved gardinet – en stikdåse med fire vidunderlige stik ALLE MED JORD! Halleluja! Så alt den frustration til ingen verdens nytte. Stikket havde været der hele tiden, det var der åbenbart bare ingen der vidste.

Nogen gange kan man godt føle at man er pointen i en eller anden kosmisk vittighed.

tirsdag, august 12, 2008

Konfliktens anatomi

I disse dage er jeg på kursus. Ikke ude af byen kursus, men derimod på kursus på skolen kursus. ATI har nemlig investeret i et par (fire for at det skal være helt rigtigt) konflikt pædagoger til at holde et kursus for alle elever og personale på skolen om konflikt håndtering. Jeg tvivler på deres titel er konflikt pædagoger, men det er lidt det de gør – formidler viden om konflikt på en pædagogisk måde og forsøger at få os til at blive bedre til at håndtere konflikt gennem øvelser, workshop, leg, spil og dans (!).

De ankom fredag eftermiddag og der gik ikke lang tid før at vi, hvilket vil sige det meste af lærerstaben, og de fire nyankomne (Steen, Kjeld, Susan og Lene) havde aftalt at søndag skulle vi ud og sejle. Der var bare lige et orienteringsløb vi skulle have overstået lørdag. For at skabe en god introduktion til ATI som, havde vi i lærergruppen arrangeret et orienteringsløb, der gav eleverne muligheden for at lærer Maniitsoq at kende lidt bedre. Eleverne blev delt ind 10 mindre grupper og skulle nu løbe rundt efter kort i jagt på diverse poster, både ubemandede og bemandede. Opgaverne var mange og ret så varierede: her var rejse telt på tid, gruppelængdespring, måle omkredsen af et hus med kun et halvanden meter målebånd, tælle trappetrin op til Eiffeltårnet (der er enten 229 eller 230), spørgsmål der kun kan besvares ved at finde statuer og så videre. Selv stod jeg for den store quiz. Det var 10 spørgsmål om Grønland, Maniitsoq og grønlandsk politik. Spørgsmål som hvad er navnet på landsstyrets formand, hvor mange procent af grønland der er dækket af is, hvad den nye Sisimiut-Maniitsoq storkommune skal hedde, krydret med sig de fem største grønlandske byer i den rigtige rækkefølge og andre små spidsfindigheder. Der var overraskende mange dygtige elever der kunne svare på rigtig mange, men overraskende få der kunne svare på den om de fem største byer.

Men det fik vi så lørdag eftermiddag til at gå med, eleverne der løb rundt i byen på jagt efter lærdom, de lovede præmier og den store håne ret, og os der sørgede for at posterne var bemandede uanset om det egentlig var lidt koldt derude i solen. Halv fem var vi færdige og dysten blev afløst af grill i skolegården. Grillstegt moskus med salat og kartoffelsalat er nu ikke det værste man kan komme ud for.

Søndag stod den så på en sejltur med noget der må betegnes som en vaskeægte ATI konvoj. Ikke to, ikke tre, ikke fire men fem både blev det til. Det orange lyn (Madicken), Jambo (Anna Marie og Chr’s båd), Ruby (Pers), Skolejollen, og til sidst Gorms båd skulle der til for at får plads til os alle (9 personale og de 4 danske konflikt pædagoger). Vi tog en tur op til Sermilinguaq også kendt som fuglefjeldet, eller fuglefjeldsfjorden. Og man skulle næsten tro at turen var bestemt på forhånd. Der var overskyet da vi tog af sted men humøret var højt og der gik heller ikke lang tid før de første hvaler var spottet. Og efter ankomst til selve fjorden klarede vejret op til et strålende solskin mens vi sad på en sammenbunden flåde af de fem både bundet sammen og nød nybagte boller med røget laks. Det blev så efterfulgt af en tur indtil isgletscheren i bunden af fjorden (vi var inde og klappe lidt på den), flere hvaler og til sidst en givtig omgang torskefiskeri. Hvis man kun skal have én tur til Grønland, så kan det næppe være den værste tur man kan få. Vores gæster var i hvert fald meeeeeegeeeet glade for turen.

Og Camilla og jeg sluttede aftenen af med friskfangede torsk stegt på pande… mmmm. Det var godt.

Mandag begyndte så selve kurset de var kommet herop for og jeg må sige at indtil videre tror jeg faktisk at det har været en god beslutning at få dem herop. Ikke at der er super mange åbenlyse konflikter i skoleregi, men der er vel altid noget. Og der er helt sikkert nogle konflikter der ikke er åbenlyse. Det her kursus er for at vi alle kan få nogle værktøjer til at spotte signalerne på konflikter både hos andre men også sig selv, så man kan reagere i tide før konflikten har gået op i en sådan spids at den kan være svær at udrede. Specielt har jeg jo en forkærlighed for teori, og selve teorien omkring hvordan en konflikt optrappes, og kan kategoriseres, synes jeg jo er enormt fascinerende. Min indre universitets nørd er blevet slået til og jeg nyder kategoriseringens klarhed og min nye forståelse for konfliktens anatomi.

Uh, det blev vidst lidt… prætentiøst ord gejl. Men det lød godt.

Spændende er det i hvert fald og de næste par dage bliver nok ikke mindre spændende. Fælles dans i gården er heller ikke helt at fornægte. Bare ærgerligt at kurset fylder al vores arbejdstid, da jeg egentlig også skal have lavet nogle ting til den store SmartBoard seminar i Nuuk der starter på søndag. Det bliver så aftensarbejde, og det sidste må så blive fredag/lørdag hvor jeg alligevel skal sidde på et hotel værelse i Nuuk og stirre ud af vinduet. Jeg skal med flyveren fredag eftermiddag for at være klar søndag morgen, bah.. Men så kan jeg da få arbejdet om ikke andet. Og måske shoppet lidt i den store storby. Eller grønlands svar på et mellemstort dansk provinshul. Men de har pizzaria.. slurp. Det skal nok blive helt okay.

Men jeg vender tilbage når jeg er ankommet.

søndag, august 03, 2008

Den store bloguge #7: Madicken flyver! (Ørredtur del 2)

Her følger nu anden del beretnigen om af René og co's fatastiske ørredtur.

Den første del af turen hjem forløb fint, men da vi kom ud til pynten blev vi klar over at havet ikke bare havde tænkt sig at lege lidt med os. Den havde taget vanterne af, boksehandskerne på og nu skulle vi have tæsk. Bølgerne var blevet de adskillige meter + lidt ekstra - det eneste jeg måler det efter er at dan fortalte at vi (Madicken) forsvandt i mellem bølgerne, så det lyder meget rigtigt, og så lige det faktum at Madicken fløj. Normalt når man er i bølger kan man nogen gange mærke hvordan forenden slipper kontakten med vandet og man få et lille bump. Det her var det samme bortset fra at vi over en bølgetop med for meget fart slap fuldstændigt. Hele båden var uden kontakt med vandet og hang frit i luften indtil tyngdekraften sørgede for at smadre os mod bølgerne igen, så hårdt at ryglænet på den ene stol knækkede og ting i kahytten blev kastet godt omkring. Pludselig var det hele ikke så pokkers sjovt længere. Og efter endnu en lufttur, blev Tea og jeg enige om at sætte farten så meget ned som vi kunne uden at det var bølgerne der styrede hvor vi skulle hen.
Efter 20 minutters kamp mod elementerne kom vi ud af bølgernes klamme hånd, drivvåde. Faktisk var min dragt drivvåd uden på af saltvand og inden i af koldsved. Det var noget af en tur. Lidt mere end godt var. Men hvad jeg ikke vidste, var at det værste stadig lod sig vente på.

Efter en tur på åbent hav var Tea og jeg ved godt mod. Glade fordi vi var i god behold, Madicken havde klaret testen til UG kryds og slange, og begyndte ret hurtigt at snakke om hele oplevelsen i muntre toner. Det var jo en oplevelse, blev vi enige om, alle andre oplevelser kan blive målt op imod. Er der lidt søgang og nogen siger ”det her er lige godt det værste jeg nogensinde har prøvet”, så kan vi se på dem med overbærende øjne, ryste sagte på hovedet og sige ”så skulle du have været med på den berømte ørred tur sommeren 2008, se det var søgang”. Og vi ville have haft ret. For det var en vild tur. Overbevist om at det værste var overstået kom farten igen op og turen gik fint lige indtil vi ramte farvandet foran Maniitsoq. Da dette farvand er forholdsvis åbent ud til havet, så kan det til tider være meget vind og bølger. Det var vi så ikke lige klar over at der var kommet siden vi havde taget turen den anden vej 13 timer tidligere. Jeg var dog godt klar over at det nogen gange kunne lidt slemt og skulle til at sætte farten lidt ned for en sikkerhedsskyld, men bølgerne kom mig i forkøbet. Med stor fart røg Madicken lige ind i en sidelæns bølge af de helt store. Den kom fra højre og fangede os i alt for stor fart og vippede os som om vi var dens nye legetøj. Båden væltede om så stejlt at hvis ikke Tea og jeg havde holdt fast i alt hvad der kunne holdes fast i, så var vi begge røget overbord. Bådens bagbord var nede og kysse vandet mens jeg kæmpede for at række op og nå speederen, hvilket jeg efter sekunders rædsel på siden og en alle stedsteds nærværende trussel om at vippe de sidste grader om, så en total kæntring var en realitet, fik gjort. Speederen gik i nul, bølgen lagde sig og situationen normaliserede sig. Eller så godt som. Vi var meget rystede. Hjertet bankede og skibets indhold i kahytten lå fuldstændigt hulter til bulter. Alt var kastet rundt, men intet manglede og intet havde tilsyneladende lidt overlast.
Lad os bare sige at turen hjem gik i et meget stille tempo og med en fornyet respekt for havet. Hjemme i havnen ventede de andre heldigvis med øl, og den var tiltrængt. Faktisk smagte den så godt at vi (Tea, Camilla og undertegnede) bestemte os for at gå i klubben om aftenen. Vi skulle lige hjem og rense fisk først. Dan havde været så flink at give os hans fisk (manden må jo være sindssyg), så i vores fryser ligger nu 11 lækre ørreder. Hurra!
Efter et hurtigt bad for at få det værste fiske ”duft” af, gik vi i klubben. Jeg havde lige en oplevelse der skulle behandles. Både den barske en af slagsen, men også den gode. Og det blev den så på behørig vis.
I daq står det på rigtig søndags afslapning. Cola, serier på tv og sofa. Ahh.. og i morgen må jeg lige ned til båden for at lave en skadesvurdering. Tingene blev jo smidt godt omkring. Men det må blive i morgen.
Nu vil stoppe fordi vi er løbet tør for cola, så den må hentes. Hej hej.

Den store bloguge #6: Mand versus naturen 1-0 (Ørredtur del 1)

I går var en oplevelse, set i alle ordets fineste facetter. Det var smukt, dejligt, lærerigt, indbringende, hyggeligt og farligt. Efter i går kan jeg nu krydse tre oplevelser af på ting jeg ikke længere behøver at prøve: fanget ørreder i en grønlandsk elv – tjek, sejlet i 3-4 meter høje bølger – tjek, ligget sidelæns i en kæmpebølge millimeter fra at kæntre - tjek.

Jeg må sige at jeg i adskillige dage havde set frem til den her tur. Jeg mener hvem ville ikke det? En hyggelig tur i godt selskab for at tage hen til en elv/sø for at fange store lækre ørreder? Nej, det lyder helt forfærdeligt, ikke sandt? Det eneste minus var at vi skulle af sted såååå tidligt. Overraskende nok kom vi da op til tiden alligevel. Vi stod op klokken 6, samlede vores ting, fik lidt morgenmad og tog ned til havnen. Vejret var dejligt, lyst og i det hele taget lovede det til at blive en tur af de rigtig dejlige. En af dem turister betaler formuer for, mens vi lokale stort set ikke betaler mere end den benzin vi bruger – og selv den er billig. En liter benzin koster 4 kroner og 27 ører, og det er efter at den er blevet sat op med 50 ører her i sommerferien, til stor forbarmelse for en del (der ikke har kigget på benzinpriser ude i den store verden).

Destinationen var Qorqut, en sø halvanden times sejlads og 45 minutters gåtur herfra (ja, man skal jo i land for at komme op til søen). Sejlturen var, som så mange sejlture heroppe, billedskøn med skyfri himmel, storslået natur og skær, man skal undgår. Så det gælder om at kende den rigtige rute og den havde Christian på sin kortplotter, så med ham i spidsen, med Anna Marie, Tea og Sine ombord, fulgte Camilla og jeg efter i Madicken, mens Dan og Gorm var bagerste båd i vores lille konvoj. Humlen i vores tur til Qorqut var at vi skulle ud forbi et stykke kyst der ligger lige ud til havet. Og havet er ikke nødvendigvis for småbørn. Her er der vind og bølger, hvis det lige er det havet har lyst til den dag. Og det havde det så. Bølgerne var meget store og vores lille konvoj fik hurtigt gyngende grund under os. Der var skumsprøjt, vind og meterhøje bølger der skulle rides, og at være i en åben båd, som Madicken betyder at du er helt sikker på at blive våd. Heldigvis var både Camilla og jeg iført vores flydedragter og det var mere sjovt en egentlig farligt. Vi havde i hvert fald ikke fornemmelsen af at det var direkte uansvarligt det vi gjorde. Men det var da betryggende at have 2 andre både i nærheden, hvis nu uheldet skulle være ude. Men efter at have rundet pynten normaliserede vandet sig nogenlunde og vi ankom snart til vores destination. Her fik vi en lille omgang morgenmad nummer to inden vi gik i land.

Turen op til søen gik langs elven, og det hele mindede aller mest om noget taget fra en turist reklame, og det blev kun bedre da vi efter at have fundet et godt sted hvor søen snævrede ind. For her var der fisk. Også i den grad. Christian var den første til at få bid. Og efter kort tid havde alle fået der første ørreder. Nu er jeg ikke den store fisker. Jeg mener det er ingen kunst at pilke torsk i et hav hvor de nærmest kæmper om at bide på, og det her med at bruge en fiskestang, virkede som om at det krævede lidt mere talent en at putte en line i noget vand og vente på bid. Men det er det egentlig ikke. Der er godt nok lidt kaste teknik for at få blinket ud, men det er også lidt det. For de skal nok bide på. Nå, ja, for de fiskeinteresserede så skal det siges at vores ørreder blev fanger med blink og en spinder, det vil sige en krog der faktisk er tre kroge i hver sin retning, så når fisken bider fat, så kan den i realiteten får bidt over tre kroge på en gang og derfor have super svært ved at smide krogen. Så, nej det var ikke fluefiskeri (som jeg dog tror er lidt sværere). Efter et par timer havde vi fanget en god omgang ørreder og besluttede at det var tid til lidt frokost. Mmmmmmm… frisk varmrøget ørred og dertil frisk grillet ørred med kartoffelsalat, bønnesalat, friskbagte boller med humus og oliven tapanade (den sidste er så ikke lige mig, men den slags er der jo andre der sætter pris på). Det var lækkert. Og efter frokost fangede vi så nogle flere ørreder. Jeg må lige blamere mig slev lidt her, for jeg fangede jo nok den ubestridt største og flotteste ørred overhovedet. Og det var så også den første ørred jeg fangede. Da jeg fik den på krogen var det hurtigt at mærke at det her var en fighter. Den gav absolut ikke op uden kamp og jeg skulle da gerne give den kamp, hvis det var det der skulle til. Så vi begav os ud i en evigtgyldig kamp om viljen til overlevelse – jægeren mod dyret, manden mod naturen, mano o mano, eller rettere mano o fisko. Det blev hevet og slidt, leet og grædt, bandet og svovlet, hevet ind og givet snor, og efter hvad som virkede som flere år, accepterede fisken endelig sit nederlag og jeg kunne holde min pris op til verden og råbe så højt jeg kunne ”MAND VERSUS NATUR 1-0!” At det så i løbet af dagen blev noget lignende mand versus natur 6-23, behøver jeg jo ikke at råbe nogen steder.

Efter et par timer meres kamp mod naturens udsendte, så bestemte vi os for at det var tide at vende snuden hjemad. Sammenlagt havde vi det der lignede 30 flotte ørreder og jeg var ret glad for de fem respektindgydende og blændende eksemplarer jeg personligt havde føjet til puljen. Siden Tea gerne ville prøve at sejle i en åben båd, fik hun flydedragten på i stedet for min kone og vi satte ad sted mod hvad vi troede var en nogenlunde gentagelse af turen herind. Det blev det ikke ligefrem.

fredag, august 01, 2008

Den store bloguge #5: Rubber Duck og de nye ord

Så er jeg atter tilbage i det Maniitsoqske. Kun med en lettere forsinkelse og en mathed der kan mærkes. Jeg fik vist ikke den søvn jeg behøvede i nat. Kom i seng lidt før et og op klokken halv syv, for jeg ville se solformørkelse. Det kom jeg så ikke til.

Før jeg fortsætter skal jeg lige fortælle at jeg har lært et nyt ord mens jeg har været i Sisimiut: Havgus. Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut er havgus ”en tåge over land nær en kyst. Bruges om en kold tåge, der bevæger sig fra havet ind over land.” Og det var så hvad der skete i Sisimiut. Så er det åbenbart ikke kun i Manitsoq vi døjer med den.

Da jeg vågnede op, og var total klar på at se solformørkelse, var hele byen indhyllet i tæt, klam og kold tåge der var kommet krybende ind fra havet. Først tænkte jeg øv, nu får jeg ikke se solformørkelse. Og så tænkte jeg damn, hvad nu hvis den ikke er forsvundet når jeg skal af sted med flyveren tilbage til Maniitsoq klokken 12? Doh. Heldigvis vendte vinden (den der havde bragt tågen med sig) hen ad formiddagen og tågen begyndte så småt at trække sig.
Og så kom jeg hjem. Lidt i tre for at være mere præcis. Jeg nåede lige en time på skolen hvor jeg fik gjort de sidste aftaler så vi er klar på morgendagens store udflugt. Så godt som hele lærerstablen skal på en større tur. Både Dan, Sine, Anna Marie, Christian, Gorm, Tea, Camilla og naturligvis undertegnede. Otte styks fordelt i tre både. En lille convoy – nogen der sagde ”Rubber Duck”? Vi skal ud for at se om vi kan fange ørreder et godt stykke herfra. Og det er en tur der skal times, eftersom stedet ligger lidt inde i en vig, så vi skal ramme det højvande (åbenbart ikke til at komme ind ved lavvande), hvilket igen betyder at vi skal af sted allerede klokken 7.00 om morgenen, da turen tager to timer og højvande rammer klokken 9.00. heldigvis er der ikke mere jeg skal nå i dag. Jeg har sørget for båden er klar med masser af benzin. Camilla har købt ind til turen og det eneste der mangler er at pakke det sidste.

Så er det bare at komme ud af fjerene i morgen tidligt… Bah, tidligt op på en lørdag. Men man må jo lide for de store oplevelser. Godt jeg har en åben båd, så bliver det i hvert fald ikke noget problem med at holde sig vågen.

Jeg må hellere begynde at tænke på at komme i seng.

Nat nat.

torsdag, juli 31, 2008

Den store bloguge #4: Sisimiut, Buffy og den fæle homo sapiens danskimus turistus

Ahhh… Sisimiut, hvor har jeg savnet dig. Jeg kan ikke rigtig komme uden om at jeg er ret så jaloux på folk her i Sisimiut. Det er og bliver en dejlig by. Den er hyggeligt placeret op og ned mellem fjeldene, har en malerisk havn, og så er der bare lidt mere af alt gode – en hyggelig café, en boghandel, en biograf og så en stor brugs der bare har de bedste dvd tilbud i mands minde. Sidst jeg var her købte jeg en kæmpe stak danske dvd film (Kongekabalen, Brødre, Zappa m.fl.) for sølle 10 eller 20 kroner stykket. Så jeg vidste at jeg hellere måtte tjekke den ud, for det kunne jo være at de havde et eller andet super tilbud igen. Det kunne i hvert fald ikke skade at tjekke det ud. Og det havde de så. Også i den grad. Jeg fik 2 sæsoner af Buffy og 2 sæsoner af Angel for 50 kroner stykket!!! Vi taler altså om sprit nye fulde sæsoner (22 afsnit per sæson) af nogle af de bedste serier (synes jeg altså). Succes. Så dem fik jeg købt ret så hurtigt. Havde de haft flere forskellige sæsoner end de fire havde jeg også købt dem. Normalt kan en sæson koste mellem 200 og 500 kroner, så jeg har sparet en heeeel del.

Men det var nu ikke for shopping mulighederne jeg var kommet til byen. Nej jeg er på arbejde. Vi har jo et Smartboard seminar i uge 34 som jeg er en af arrangørerne af, og vi havde så planlægningsmøde. Så jeg var oppe lidt i seks eftersom jeg skulle være i lufthavnen lidt i syv. Lidt i otte var jeg så af sted med flyverne mod Sisimiut med en hurtig mellemladning i Kangerlussuaq. Min medsammensvorne Jens fra Nuuk var med samme flyver så vi fik en god snak, også da vi lige var inde og vende i Kangerlussuaq Lufthavn – man skal gå ud af flyveren hver gang den mellemlander. Tror det er en måde at sikre sig at folk ikke flyver længere end de har betalt for, men det er kun en teori. I Kangerlussuaq så jeg så et knaps så flatterende eksemplar af arten homo sapiens danskimus turistus. Et ældre meget tydeligt dansk ægtepar (lidt svære og med tydelig jysk dialekt af den let sure mor er ikke sur mor er skuffet slags) stod forrest i køen foran disken hvor man viser sin billet for at komme ombord i flyet. Og ind fra højre gik en meeeegeet gammel grønlandsk kvinde ind foran i køen. Kvinden havde både stok og en yngre kvinde til at holde hendes ene arm. Hun var helt sikkert typen jeg havde rejst mig for i en bus, af bare frygt for at hvis hun stod oprejst for længe så ville hun dø af overanstrengelse. Men det var i hvert fald ikke noget det danske ægtepar tænkte på (læs: konen). Hun sagde nærmest dødeligt fornærmet til sin mand ”nu stod vi først i køen så skal vi også først ombord på flyet!”. Ak og ve. Kan man blive mere smålig og turist fra helvede der synes at nu er vi kommet til jeres land og lægger vores surt optjente penge, så skal i også behandle os som konger? Jeg græmmes og væmmes. Øv. Og hvorfor have så travlt med at komme ombord? Jeg mener det er jo ikke fordi Grønlandsfly kun tager de første 30 med og resten må gå slukørede hjem. Fjolser. Heldigvis hørte den gamle grønlandske kone ikke et ord af det og var heller ikke videre opmærksom på at man skulle vise billet og siden døren var åben gik hun bare videre, hvilket resulterede i den søde dame bag disken måtte løbe efter hende (ikke så langt, for så hurtig var hun nu heller ikke) for at få hendes billet. Ret sjovt at se.

Under alle omstændigheder ankom vi alle godt og uden forsinkelse i Sisimut hvor Jens og jeg blev hentet af Barfus, der først kørte os på Sømandshjemmet. Jeg var lidt forbeholden da jeg fandt ud af at jeg skulle bo på Sømandshjemmet, da jeg prøvet den slags i Nuuk. Udgaven i Nuuk er noget af det usleste og nedslidte du kan forstille dig. Sisimiut Sømandshjemmet kunne ikke være længere fra. Værelset er fint, rent og tydeligvis nyistandsat. Selv badeværelset er lækkert. Og så er samtlige stikkontakter med jordforbindelse! Hvis I vidste hvor mange gange jeg har været i hotel receptioner for at få stikdåser til et trebenet stik, så jeg kunne sætte min computer til… Skønt.

Efter den oplevelse blev vi så kørt til Sprogcenteret hvor Barfus arbejder. Her skulle vores møde foregå. Og det må jeg sige. Bygningen er helt ny og super lækker arkitekttegnet specielt til dem. Skolen er rund og bygget op som et sneglehus over tre etager. Virkelig flot og gennemtænkt. Her havde vi så møde hele dagen, hvor vi planlagde slagets gang for vores kommende seminar. Det var virkelig rart at mødes ansigt til ansigt for denne sidste kraftanstrengelse, i stedet for at skulle tage det over skype eller centra eller et lignende online møde software. Netforbindelsen i Maniitsoq er bare ikke god nok til at den slags kan forløbe gnidningsfrit. Vi arbejde fra 10 om formiddagen til 6 om aftenen kun afbrudt af et par timer med frokost og lidt sightseeing (og indkøb). Vi var også forbi for at se det nye kulturhus der åbnede for ikke så pokkers lang tid siden. Det er også her der er biograf. Biografen er åben hver weekend (fredag, lørdag og to forestillinger søndag), men det er åbenbart ikke uden problemer at have en biograf i Grønland. For det første er det ikke altid at filmen kommer frem. Sådan er det jo med grønland og elementerne. En anden ting er publikum. Folk i Sisimiut er jo slet ikke vant til at gå i biograf og de første mange forestillinger opførte de sig så derefter. Vadede ud og ind under filmen, snakkede i mobiltelefoner og gjorde alt det der ville have kostet dummebøder i enhver dansk biograf. Så biografen blev simpelthen nødt til at skrive biografregler op og sætte dem i Kulturhuset og i byens avis. Regler der forklarede at du ikke må gå frem og tilbage midt under filmen, du skal slukke din mobil, du skal komme til tiden og købe dit slik før filmen starter og den slags. Ret sjovt at tænke på at det ikke er en selvfølge. Men det er jo klart når der aldrig har været en biograf før. Det er kun noget man har hørt om at de har i storbyen. I Nuuk altså.

Aftenen sluttede vi af på byens nye thailandske restaurant, hvor vi til forret fik en meget stærk kyllingesuppe. I menuen havde den fået tre chilier ud af tre, og den var god nok. Den var stærk. Ikke det stærkeste jeg nogensinde har spist, men sved på panden, det fik man da. Til hovedret fik jeg lam og det var hele var ganske fint. Hyggeligt og selskabet fejlede jo heller ikke noget.
Og nu sidder jeg så her på hotelværelse og skal se om jeg kan falde i søvn uden min dejlige kone ved siden af mig. Det bliver underligt. Men det går nok, jeg skal jo allerede hjem i morgen formiddag. Og tidligt op skal jeg også, eftersom jeg vil se om jeg ikke kan få set lidt af den der solformørkelse i morgen tidlig, de alle sammen snakker om.

Godnat. Og sov godt.

onsdag, juli 30, 2008

Den store bloguge #3: tillykke til mig, taksigelser og madpriser

Det her er min blog nummer 150! Tillykke til mig! Tænk at det skulle komme så vidt. Det betyder at jeg sådan ca. har udgivet 75 blogs per år. Ikke dårligt hvis jeg selv skal sige det. Det kommer lidt bag på mig at det rent faktisk er blevet til så mange på så forholdsvis kort tid.

Jeg må jo nok hellere benytte lejligheden til at takke alle jer, der har holdt ud så længe, og dem der er sprunget til senere og også dem der er sprunget fra.. eller jeg mener, tak fordi i startede. Eller noget. Og tak til min farmor der får alle mine blogs sendt som laaaange breve hver anden måned og som troligt læser dem og samler dem i sine mapper. Hun er allerede godt i gang med tredje mappe.

Men det var jo slet ikke det dagens blog skulle handle om. Nej, den skal derimod handle om madpriser. For alt er jo relativt.

I Danmark hører man overalt at "ih hvor priserne på fødevarer dog steget. Vi har jo snart ikke råd til at spise længere". Til det kan man kun sige – så skulle I prøve at købe ind i Grønland. Danmark er jo usandsynligt billigt sammenlignet med Grønland, for slet ikke at sige et sandt slaraffenland af udvalg. Ikke noget man kan ligefrem kan blamere sig med heroppe. Okay, lad mig give et par eksempler.

En af de sidste dage i vores sommerferie i DK skulle Camilla og undertegnede lave middag for os, mine forældre, hendes forældre og lillebror. Syv mennesker i alt. Vi bestemte os for at lave noget ovnbagt kalkun noget med nye kartofler, masser af friske urter og grøntsager. Jeg købte nye kartofler, to store kalkun stege, forårsløg, tomat, agurk, to store auberginer, 4 forskellige friske urter, pinjekerner, salat og et par ting til jeg ikke lige kan huske på stående fod – i alt lidt under 200 kroner! Kunne man få de samme ting heroppe vil det for det første ikke være super frisk og så vil det nok være mindst dobbelt så dyrt (nogen der kan huske de to flyfriske squash for 54 kroner?). Jeg var jo fuldstændig ekstatisk måbende da jeg kom tilbage med to indkøbsposer fyldt med friske godter næsten gratis (200 kroner rækker ikke langt heroppe).

Til sammenligning kan jeg så fortælle at den store brugs har hævet prisen på rød peberfrugt fra 10 kroner til 14 kroner. For én altså. I den lille brugs koster de stadig 9 kroner, men de ser meget sølle ud lige pt. De er for længst nået det stadie hvor de var blevet smidt ud af enhver dansk brugs med en smule selvrespekt. Sidste salgsdato er bare ikke noget man tager så seriøst heroppe altid. Men egentlig burde jeg ikke klage. Jeg bor i en forholdsvis velassorteret storby, hvor der nok mangler nogle ting, men der er altid et eller andet at leve af. Jeg siger bare godt jeg lever i en bygd. Bygderne er afhængig af at der kommer skibe med forsyninger og det gør der ikke så ofte endda. Og nogle gange bliver de glemt. Jeg læste følgende på Sermitsiaq.gl for et par dage siden:

”Bygden Savissivik har ikke fået varer i flere måneder, fortæller KNR.
Borgerne i en af Qaanaaqs bygder Savissivik føler sig fuldstændig glemt af omverdenen. Bygden er ikke blevet forsynet med forbrugsvarer i lang tid og beboernes ønsker om forsyninger er forsvundet ud i det uvisse.

Qaarngaaq Nielsen, siger til KNR-Radioavisen at deres eneste butik er fuldstændig tom for varer, og de har fået at vide at Pilersuisoq først kommer med forsyninger den 9. august. I sidste uge kom der dog en helikopter med frysevarer.

- Vi var glade da helikopteren kom, selv om varerne er meget dyrere og alle datoerne er udløbet, siger Qaarngaaq Nielsen.

Efter hans opfattelse er vareforsyningen blevet markant dårligere de sidste år.
- Det er enormt frustrerende, vi føler os fuldstændig glemt af omverdenen, siger han.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Pilersuisoq i Upernavik, skriver knr.gl”

Ja, det kan godt ske DK er et shopping paradis for os fra Maniitsoq, men tænk hvordan folk fra Savissik ikke ser på Maniitsoqs udvalg. Mekka! Og her er fødevarerne som regel ikke engang udløbet! Fantastisk! Stakkels stakkels folk. Jeg mener, jeg bliver sur når jeg ser at peberfrugterne er steget 4 kroner. De kan ikke engang købe noget som helst. Man kan godt gå hen og få lidt dårlig samvittighed over alt sin brokkeri.

Nå, det var vist nok selvransagelse for i dag. I morgen er der endnu en dag og den skal jeg tilbringe i Sisimiut! Jep, jeg skal til et møde i grønlands anden største by (så vidt jeg husker) om et smartboard seminar (et smartboard er en digital interaktiv tavle) jeg er med til at arrangere. Selve seminaret skal løbe af stablen midt i august i Nuuk. Først er vi altså lige tre (en fra Nuuk, mig fra Maniitsoq og en fra Sisimiut) der lige skal mødes og afklare de sidste detaljer og forhåbentlig få lavet en masse.

Jeg håber bare at jeg overhovedet kommer af sted i morgen tidlig. De sidste par morgener har der været en hamper tåge, der har sørget for at vi ikke har fået flyvende besøg. Men det har vi selvfølgelig ikke i morgen. Næh nej. I morgen er der super vejr, så det skal nok gå. Altså.

Det var vist alt for i dag. Vi ses i morgen.

tirsdag, juli 29, 2008

Den store bloguge #2: min kones melon trick

Min kone mener ikke jeg fortalte hele sandheden i min blog i går. Jo bevares myggene hidser mig i en sådan en grad op at jeg føler mig som en tyr på Mars (rød planet, get it?), men hvad jeg manglede at fortælle var historien om hendes heroiske selvopofrelse.

I går da vi gik hjem og jeg viftede som en vanvittig mens jeg forbandede den dag myggene kom til verden, forbarmede Camilla sig over mig (eller også var hun bare usandsynlig fælt træt af at høre på mit brok) og gav mig hendes myggenet, som jeg så kunne tage på. Mit eget lå trygt og godt hjemme i lejligheden. Det tog jeg så på. Jeg ved godt at det måske ikke var den mest gentlemanagtige ting at gøre, men for husfredens og mit sinds stabilitet tog jeg altså imod og lod mit livs kærlighed kaste sig selv for løverne for min skyld. Personligt tror jeg nu at myggene er mere vild med mig end med hende. Hun er i hvert fald ikke så tydeligt irriteret som jeg er, når der er myg i nærheden. Måske fordi jeg brokker mig nok for to.

Men sådan er det jo i et ægteskab. Man tager lidt og man giver lidt. Nogen gange tager man uden at spørge først. Nå Camilla tager uden at spørge hedder det melon-tricket. Det har jeg døbt det, efter hun perfektionerede det under en togtur den her sommer. Jeg må hellere forklare.

Camilla og jeg sidder i toget fra Roskilde til Hobro ved siden af hinanden. Hun inderst, jeg yderst. Som madpakke har vi nogle madder, lidt drikkelse og nogle saftige stykker melon i en lille plastikæske. Da det er ved at blive tid til lidt mad tager Camilla melonstykkerne frem og jeg minder hende om at hun nok skal have nogle servietter til de der meloner, for det kan man da ikke undgå at få fedtede fingre af. ”Nå”, siger hun og går i gang med den store spise melon tur. Jeg ryster sagte på hovedet velvidende om hvad der er på vej. Da hun er færdig med sit melonorgie, kigger hun på mig med dådyrøjne og fedtede våre fingre – ”kan du ikke hente nogle servietter?”… grrrrrr… jeg sagde det jo til hende, før hun gik i gang og nu forventer hun så at jeg bare per automatik løber ud for at finde servietter hun burde have fundet selv først? Selvfølgelig gør jeg det, men altså. Hun er ikke så lidt fræk.

Og samme nummer lavede hun så da vi kom hjem i går efter vores myggehelvedestur. Hun forberedte et fodbad til sig selv, tog det hele vejen ind til stuen, og lige som hun sætter fødderne i, ser jeg flashback til melontogturen. Der er nemlig intet håndklæde. Så det må jeg så ud efter. Tror lidt hun gør det med vilje, for hun glemte også håndklædet sidste gang hun lavede fodbad. Så sidder hun der med våde fødder og kan slet slet ikke komme nogen vegne. Stakkel pige. Dådyrøjne og mig af sted igen.

Men det er nu helt okay. For hun låner mig sit myggenet.

mandag, juli 28, 2008

Den store bloguge #1: dræbermyg fra helvede og kunsten at lave så lidt som muligt

Ak, jeg skal ind i den her skrivetrummerumsmode igen big time. Jeg simpelthen er en sløv padde til at skrive. Ja, enten det eller også er det bare fordi der ikke sker pokkers meget her i Maniitsoq, Grønland, at skrive om. Uanset, så har jeg givet mig selv en udfordring. Jep, det er den tid på året – blog uge! Jeg vil i den kommende uge skrive en blog om dagen - vist alt går vel. Jeg kan jo ikke gøre ved at tele grønland fucker mit internet op, jeg falder og brækker samtlige fingre eller hvad der nu kan ske af uforudsete hændelser, der kunne gøre mit blog liv et helvede. Men det sker forhåbentlig ikke. Overhovedet. I hvert fald ikke det med fingrene. Det med internettet sker højst sandsynligt. Men til dagens blog.

Som jeg lagde ud med at sige, så sker der ikke pokkers meget for tiden. Alle er stadig på ferie og jeg forsøger at lave så lidt som muligt men få det til at være så længe som overhovedet muligt. En svær balance, jo tak. Nej, det er da ikke fordi jeg laver nada, men det er altså svær at være en sprudlende energi bombe der laver alt på en gang, når der ingen er at spare med og det ”eneste” der at lave er at forberede sig til det kommende år. Men hvis jeg forbereder mig nu, hvad skal jeg så lave med de timer jeg har til forberedelse når undervisningen begynder? Heldigvis er Karsten der til at hive mig væk fra skrivebordet en gang i blandt (han har heller ikke meget at lave), og i morgen kommer Anna Marie tilbage efter en god lang ferie til DK. Det bliver godt at se hende igen og vi har det med at inspirere hinanden. Jeg har også fået en tværfaglig idé jeg håber hun er med på – grønland under 2. verdenskrig. Jeg har fundet nogle gode tekster og hvis man så laver et samarbejde med hendes historiehold, så kan man nå endnu mere.

Og historien om grønland under 2. verdenskrig er faktisk ret spændende. Ikke at der var de store blodige slag, men der var da sammenstød mellem forløberen for Sirius Patruljen og tyskerne. Desuden havde den amerikanske kystvagt adskillige skibe til at patruljere østkysten, og det er altså før de Pearl Habour. Og selv samme amerikanere tog nordmænd til fange der arbejdede for tyskerne i Østgrønland. Jeps, de blev ikke taget som krigsfangere, siden de ikke teknisk var en del af krigen endnu, så de blev taget for ulovligt indtrængende et eller andet. Kan ikke huske det på stående fod. Og siden DK var overrendt af tyskerne gik den danske konsul til storebror USA som tog Grønland under vingerne, hvilket er grunden til at vi har Kangerlussuaq. Blandt andet. Jo, der er nok at tage af. Det skal nok blive sjovt. Håber bare eleverne også synes det.

Ellers kan den største kile til mit humørs yderst svingende natur siges med et et-stavelsesord – myg! For i alverden hvor er de da MØGHAMRENDE SØNDERRIVENDE PISSE IRRITERENDE! Ikke så meget myggestikkene. Jo de klør og en mindre gene, men det der virkelig er irriterende er selve myggene. Der er mange – rigtigt mange. Og de er specielt på turen fra havnen og hjem. De gemmer sig i skyggerne og kaster sig nådesløst over mig så straks de ser mig. Men de stikker ikke lige med det samme. Nej nej. De skal lige flyve ind i ørerne, bag brillerne, i munden, i næsen, mens jeg febrilsk forsøger at vifte dem væk og bare mærker hvordan mit blodtryk stiger. Lad os bare sige at myggenet er en god opfindelse. Desværre er det bare ikke hver gang man har sådan et med. Og det er lige med en René på selvmordets rand. Jeg mener bare at når man er fuldstændig indhyllet i dødirriterende dræbermyg fra helvede, så har man lidt lyst til at kaste sig ud fra en klippeafsats, hvis man bare kan få en eller sikkerhed for at myggene falder i døden med dig. Men de snu rad kan jo flyve, så jeg bliver ved med at patetisk viftning og ser frem til et liv med forhøjet blodtryk. Grrrrrr…

Nå, det må være nok for i dag. Vi ses i morgen.

søndag, juli 20, 2008

trænger til ferie...

Så er tre ugers intens ferieeren i det danske land forbi. Ja nu siger jeg ferie, men sandheden er jo at man tager til DK for at nu en masse. Der er jo ikke ligesom hvis man fra DK to på tre ugers ferie til Mallorca. Så slapper man jo af. Ligger ved poolen, løfter lige blikket når man skal sippe af sin ubeskrivelig klamme sommerdrink eller lige tjekke den hotte tøs i den røde bikini, men ellers ingenting. Måske lige læse lidt roman og ellers gå på restaurant og spille verdensmand med sit dårlige spansk ”dås servesas pår favår”. Hmmm.. lyder ikke helt dårligt når jeg tænker over det.

Men sådan gik det ikke. Langt fra. Vi fik en uge i Kbh, en uge i Roskilde (byen, ikke festivalen), 4 dage i det mørke Jylland nærmere betegnet Hobro og Aalborg, og til sidst tre dage i Kbh. Igen. Jo frem og tilbage er lige langt og selv om vi kun har haft te uger i DK så har vi nået en tres års fødselsdags reception med efterfølgende fest (min far blev tres og jeg skulle holde tale, yrk.. men det gik over al forventning), et studentergilde (Camillas fætter og kusine), en barnedåb (Signes lille ny, Rebekka), fire gange i biografen (indy 4, the Happening, Flammen og Citronen, Narnia 2), utallige café turer, shoppeture, to udstillinger (Sally Mann og Statsministre i satiretegninger gennem tiden), et besøg hos lægevagten (Camilla fik betændelse ved øjet og dagen efter forstuvede hun foden, tsk), en dobbeltdate (mig og Camilla sammen med chucks danske kæreste Claudio), en tur i Kildeparken (med en kasse øl og Thomas, Janni, Claus, Karungie, Rosa og Sine), adskillige husbesøg, jazzbar, en tur i Roskilde Domkirke, blevet solskoldet, brugt for mange penge, og set masser og masser af venner og familie, nogle op til flere gange.

Jo, vi trænger til ferie efter vi har været på ferie.

Så det er helt rart at er vi tilbage i det grønlandske igen. Her er der ingen man skal besøge endnu, siden alle er på ferie. Vejret er skønt, myggene er mange og klubben er stadigt et farligt sted hvis man har planer om at være ædru (hvilket vi måtte sande lørdag morgen, da tømmermændene sørgede for dunkende hoveder og spritånde). Men hyggeligt var det da at se folk igen (dem der ikke er på ferie). Og ved at være dernede i Klubben fik vi også lige aftalt med Benny at vi kiggede ud til deres hytte lørdag. Det gjorde vi så lidt længere op af dagen, da tømmermændene havde lagt sig og man kan sige at rent solksinsmæssigt er det så godt som ligegyldigt hvornår du tager af sted, da solen skinner meget og længe og at der stadig ikke bliver mørkt om natten. Så Camilla og jeg tog af sted klokken lidt over tre om eftermiddagen og efter en lang og dejlig tur til hytten, var vi hjemme igen i lejligheden lidt i ni om aftenen, en masse frisk luft, sol og myggestik rigere.

Tidligere på ugen tog vi en lang tur til fuglefjeldsfjorden, Sermilinguaq, hvor vi (endelig) fik hul på torskesæsonen! 14 flotte torsk blev det til, og så en enkelt ulk og en fladfisk der begge røg ud. Og så så vi en hval på vej hjem! Ikke at det er usædvanligt lige for tiden – faktisk nærmere tvært om. Weekenden vi kom hjem så vi de første 15-20 hvaler i løbet af dagen. De svømmede rundt uden for vinduet, pustede deres blåst op og dykkede så igen med halen godt i vejret. Smukt.

Jo livet i grønland er ikke sådan særligt hårdt for tiden. Bortset fra myggene der om noget kan drive mig til vanvid. Det er også første gang jeg har oplevet så mange myg i selve byen. Det plejer kun at være udpræget voldsomt ude i fjeldene, men i år er der en del i byen. Og det kan lide at stikke. Grrrr..

Til gengæld er arbejdet til at klare for tiden. Jeg læser lidt bøger og forbereder mig stille og roligt til det nye år, og har ikke rigtig travlt endnu, men det kommer. For situationen på ATI er mildest talt lidt presset. Karsten har sagt op og skal til DK i starten af september, så der mangler vi en matematik/kemi/fysik lærer. Vi havde så heldigvis ansat 2 nye lærere, som Per var i DK for at holde ansættelsessamtale med sidste måned. Men de har så sagt fra. Begge to. For helgolan da. Det betyder at vi er to tre lærere i undertal og igen skal til at løbe ekstra hurtigt. Nøjagtig ligesom sidste år da Allan bestemte sig for at en dag var alt han kunne give det nye job. Så stort øv på den front. Til gengæld skal jeg både en tur til Sisimiut og Nuuk inden længe i forbindelse med et seminar jeg er ved at planlægge med et par andre kræfter (en i Nuuk og en i Sisimiut). Og det skal nok blive helt fint og hyggeligt.

Det kan nok ikke blive mere stressende end at holde ferie i DK :)

mandag, juni 16, 2008

De fire grønlandske mænd og fødselsdag under åben himmel

Så er vi så tæt på sommerferie at jeg nærmest kan lugte de grønne træer i Danmark. Yay! Jo, jeg tror virkelig jeg trænger til ferie. Ikke at jeg sidder og er fuldstændig forfærdelig træt af det hele, men de mentale batterier trænger lige til en opladning ovenpå et langt men godt skoleår, der afsluttede i fredags.

Jep, fredag var der dimission og som sædvanen tro havde jeg været inde over noget underholdning. Nogen skal jo gøre det og som regel er det altid til stor morskab at se sine lærere på slap line. Sidste år lavede vi grin med en klasseværelse situation og I år havde jeg så valgt ikke at gentage mig selv. Det vil jo være lidt kedeligt hvis vi skulle gøre det samme år efter år efter år.

I år hed sketchen jeg havde skrevet ”De fire grønlandske mænd”. Egentlig er det ikke mig der sådan helt rigtigt har skrevet den, eftersom det er en grønlandisering af den store monty pyton klassiker ”The Four Yorkshire Men”. Ja, faktisk er det heller ikke dem der har skrevet den, men de har i hvert fald optrådt med den live (se f.eks. ”Live at Hollywood Bowl”). Sketchen handler om fire noble engelske gentlemen der sidder og nyder et glas vin og mindes deres barndom, og begynder at konkurrere over hvem der har haft den hårdeste barndom. Sketchen har jeg læst med eleverne i begge ATX klasserne i vores Monty Python forløb (er jeg ikke bare den faglærer du vil ønske du havde haft på gym?), så det var allerede en de kendte til. Jeg oversatte den så til dansk og lavede de fire engelske gentlemen til fine fornemme grønlændere og justerede teksten så den var tilpasset den grønlandske realitet, så Møllen blev til Fiskefabrikken, og en skotøjsæske på motorvejen blev til en kamik på indlandsisen, og den slags. I sammenhæng blev det replikker som:

Jeg skulle op om morgenen klokken 10 om aftenen en halv time før jeg gik i seng, vi levede af atom affald fra Thulebasen, arbejdede 29 timer om dagen på fiskefabrikken og betalte fabriksejeren for at få lov til at gå på arbejde, og når vi kom hjem slog vores mor og far os ihjel og de dansede grønlandsk polka på vores grav mens de sang ”så vender vi kajakken”.

Prøv lige at sige den replik med en stram mine mens der står 80 mennesker omkring dig der griner meget højlydt. Anna Marie klarede det flot. Hun var den fjerde grønlænder, jeg nummer tre, Karsten nummer to og Sine nummer et. Vi havde til lejligheden købt anorakker og tegnet et stort fed overskæg på alle os fire grønlandske ”mænd”. Dan var så vores tjener der vimsede rundt og skænkede vin og sagde ilumut på de forkerte tidspunkter (til de uindviede så betyder ilumut ”det er sandt”, ”nemlig” og den slags). Det hele forløb overraskende smertefrit og folk syntes det var ret så sjovt, og op til flere gik bagefter og smågrinede ”ilumut”. Så det var jo godt.

Om aftenen var der så afslutningsfest arrangeret af eleverne. Der var tre retter mad, snacks, selskabslege, musik, lidt taler, en dejlig stemning og det var rart at få sagt farvel til eleverne i et mere uformelt regi. Aftenen endte i klubben med Dan, Karsten, Sine og Camilla og nej, jeg var ikke god til billard den aften. Ikke at jeg normalt er et naturtalent, men den aften var jeg direkte katastrofal dårlig. Lavede minus 24 point på 3 skud. Av. Det var så mit stikord til at smutte hjemad. Vi skulle alligevel også være friske til næste dag.

Lørdag havde Anna Marie nemlig fødselsdag og den havde hun bestemt skulle fejres ude i det åbne landskab. Vi var fire både der sejlede og 11 mennesker ombord, der tog fra borde i Maniitsoq mod destinationen Ib Suit, eller lettere oversat – Ibs Hytte. Det er Ib fra klubben der satte sin hytte til rådighed, så vi sejlede godt ind i skærgården. Vejret var dejligt, men lige lidt for overskyet til det var perfekt og vinden ruskede også noget i os ude på det åbne vand der ligger ud fro Maniitsoq. Men vi nåede frem og det blev en dejlig aften (vi tog af sted fra Maniitsoq klokken 17) med godt selskab, masser af lækker mad, flotte omgivelser og et pænt vejr. Der var lidt koldt, men alt var bedre end det forfærdelige regnevejr vi havde de to foregående dage. Og selv om vi satte næsen hjemad hen ved de 12 om aftenen/natten, så skinnede midnatssolen som var det dag. En ting jeg har lært heroppe er at så snart Anna Marie og Christian inviterer så skal man sige ja, for så ved man der er kræset. Lørdag var ingen undtagelse: hjemmebagte brød, røget moskus, røget laks, krabbe, salat, chips og vin. Derudover skulle vi selvfølgelig også grille, så der var marineret moskus kød, grillpølser, peberfrugter og ost. Det var svært ikke at spise til man revnede. Jeg blev i hvert fald mæt. Mmmmmmmmm…

Søndag stod på rekreation og så er vi så småt begyndt at forberede os på hjemturen. Kufferterne er fundet frem, vi er snart i bund med vasketøjet (rettelse, Camilla er snart i bund med vasketøjet), de sidste aftaler er ved at være på plads (for Camilla, selv er jeg lidt bagud, men orker heller ikke at planlægge alt), har lavet aftaler med bådpasser (Per) og plantepasser (Tea). Nå, ja, det har jeg ikke fået fortalt. Camilla er i gang med endnu et projekt, eftersom vi har fået nogle tomat-, chili-, og agurkespirer af Sine. Dem har Camilla nu plantet om og så kan vi bare håbe på de ikke er døde når vi kommer hjem. Tea har advaret om at hun ikke har super grønne fingrer, men det går nok.

De sidste par dag inden vi skal af sted på torsdag går med planlægningsmøder for det kommende skoleår. Og som det ser ud til nu, så får jeg ret så travlt i de første par måneder, med tur både til Sisimiut og seminar i Nuuk. Det skal nok blive sjovt. Men sikkert også hårdt. Kunne være dejligt hvis man kunne tage konen med.

Nå jeg må hellere stoppe nu. Jeg har andre gøremål inden DK er i sigte. For eksempel skal jeg jo lige forberede mig på den store 60 års fødselsdag min far holder næste mandag. Han bliver nok lidt skuffet hvis ikke jeg siger et par bevingede ord. Hmm.. Mig i tænkeboks.

Ha det godt og god ferie alle sammen.

mandag, juni 02, 2008

endnu et (skoleår) er gået + pæne billeder til vores nekrolog

Mens resten af verden følger med i bombede ambassader på kukkassen, så sidder jeg med i grønland og vil undlade at komme med en politisk kommentar. Denne gang. For heroppe går livet sin vante gang med eller uden bomber. Weekenden kom og gik og den blev nydt i fulde drag, eftersom torsdag og fredag var meget lange og fulde af engelsk eksamen med mine 29 elever.

En mundtlig engelsk eksamen på ATI består udover at trække en tekst af tre ting: fremlæggelse af deres større skriftlige projekt, en oplæsning af en passage fra den tekst de har trukket, og besvarelse af spørgsmål til teksten.

Teksten de trækker er en kendt tekst, det vil sige at de har haft den på et eller andet tidspunkt i løbet af året. Jo længere det er siden, des sværere er det nok at huske, men det er jo derfor man skal terpe (men prøv at fortælle en teenager det…).

Deres projekt er et skriftligt projekt de bruger de sidste tre uger af skoletiden på at få skrevet (altså i engelsktimerne kun og så de sparsomme minutter de bruger i deres fritid). Projektet skal handle om et selvvalgt emne, der dog indskrænkes så meget at det enten skal handle om en tekst vi har læst eller om et emne som en af vores tekster har været inde over. I år var de tre store emner Johnny Cash, Calvin and Hobbes (Steen og Stoffer) og Freedom Writers Diary. Derudover var der projekter om grønlandske tegneserier (jo de eksisterer), nazisme (meget interessante historiske gennemgange), Superman, narko, dukkefilmen The Dark Crystal, Monty Python og amerikanske gadebander.. ja hvem sagde det behøvede at være kedelige emner?

Det store skriftlige projekt er i stedet for en skriftlig eksamen og for at afspejle dette tæller den samtidig også 20% af den mundtlige karakter. Ikke så meget at den har en kæmpe indflydelse på karakteren af den mundtlige præstation, medmindre at projektet udebliver eller afleveret men ikke består. Så går eleven nemlig 20% ned i karakter. Et 11 tal bliver til 9; 9 bliver til 7; 7 til 6, og så videre. Og dem var der nogle stykker af. 13 ud af 29 for at være hel præcis. Nogle var alt for korte (jeg krævede 3 til 5 sider), nogle var kopieret fra wikipedia, og andre var der bare ikke. Så det var ret mange, og jeg var faktisk lidt nervøs for at der var mange elever der skulle dumpe i år. Sidste år dumpede fem ud af 24, så i år så ikke så godt ud. På papiret. For da det kom til stykket kæmpede eleverne en fantastisk brag kamp mod nerver, sprogproblemer, flere nerver, forståelsesproblemer, udtale besvær, eksamensangst, overvældende mængder af tekster at skulle forberede sig på, forventninger fra venner, familie og bekendte og selvfølgelig endnu flere nerver. Og da røgen havde lagt sig var der 26 bestået ud af 29, hvilket jeg syntes var rigtig godt gået. Og endnu bedre end sidste år!

Og man kan heller aldrig forudse en elevs reaktion over deres karakter. Nogen trækker på skulderen over et 9 tal mens andre jubler så højt over et 6 tal at det kan høres over hele skolen. Jeg havde sågar en puge der smilede da hun fik 5. hun var overbevist om at hun havde fået 03 så det var jo bedre end forventet, mente hun. Og det kan hun vel også have nok så ret i. Alt afhænger jo af øjnene der ser.

Alt i alt gik det godt. Et 11 tal, et par 10 taller, tre 5 taller og blandet alndhandel for resten, masser af glade elever, ikke alt for mange sure miner, ingen dødstrusler, kun en meget træt mig og censor. Min censor igen i år var Linda Milne, den amerikanske dame fra Nuuk, der underviser engelsk på Jern og Metal skolen der. Om aftenen var hun og Charles inviteret på middag i privaten og det blev en rigtig hyggelig stund. Camillas patenterede reje risotto, humus, gulerodssalat, hvidvin, lidt øl og masser af snak. Jeg har simpelthen snakket sååååå meget engelsk de sidste par uger at jeg er ved at slå over i det per automatik. Hyggeligt i hvert fald.

Lørdag aften tog Camilla og undertegnede en aftenstur i båden, der nær var endt galt. Jeg havde eksperimenteret lidt med min GPS og lagt en rute på computeren, der lidt uheldigt bragte os midt mellem skær og kyst. Ikke at det er et problem. Der var plads nok, men på et kort kan man jo ikke lige se at på den og den kyst ligger der altså fiskenet i vandet. Det var nær gået galt. Heldigvis var det kun snoren der holdt nettet ude vi sejlede ind i (det eneste man kan se nettene på er en bøje i vandet eller som i dette tilfælde en gammel vanddunk). Vi fik basket den af, sejlede videre nu længere ude fra kysten for ikke at sejle i flere net, men dermed også tættere på skærene, alt imens vinden tog til. Jeg var ikke alt for glad for situationen. Til gengæld syntes Camilla at de tidspunkter hvor jeg var mest nervøs var glimrende tidspunkter at bede mig om at slukke motoren fordi hun lige ville tage et billede. Grrrrr… Her forsøger man at holde båden i balancegang mellem skær og kyst med en fralandsvind og så skal jeg SLUKKE motoren? Hun tog det ikke så pænt da jeg bad hende om at pakke kameraet langt væk. Og det værste var at hun ikke havde lært lektion da vi endelig nåede til havnen. Min bådplads er bag (endnu) et skær så det er ikke så sjovt når der er lavvande, og lavvande det var der lørdag aften. Også i den grad. Og mens jeg forsøger at gøre stakkels Madicken til præcisionen selv ved at styre mod de få meter mellem skær, bådebro og både, hvad gør Camilla? Trækker kameraet frem! Grrrr… Hun tog det ikke så pænt da jeg meget bestemt bad hende om at koncentrerer sig om at vi overlevede indsejling i stedet for at tage et billede til vores nekrolog.

Som I nok har gættet så overlevede vi også denne gang. Men næste gang laver jeg ikke en rute så tæt på kysten. Lidt har man da lært.


P.S. Jeg nåede at få fat i Økonomistyrelsen angående min SU gæld, så jeg behøver ikke længere at betale det frygtede girokort. Tror jeg vil sætte det i en ramme... hehe.

tirsdag, maj 27, 2008

verdens dyreste brev

I dag fik jeg lidt et chok. Ja chok er nok en større underdrivelse. Jeg blev lettere rystet. Det drejer sig om mit studielån. Det lån jeg ikke er begyndt at betale tilbage på endnu. Sidste år fik jeg nemlig udskudt første indbetaling endnu et år eftersom min økonomi ikke lige holder til månedlige afdrag på over 3000 kroner endnu. Der er så gået et år og det er på tide jeg får sendt en besked om at jeg egentlig godt vil have det udskudt endnu et år (man kan få det udskudt 4 år men kun et år af gangen). Og det glemte jeg så, og fik min første opkrævning i marts måned. Den glemte jeg så alt om. Den endte desværre i bunden af bunken og jeg skulle nok lige huske at kontakte dem og det blev så aldrig til noget. Og så hørte jeg ikke mere fra dem. Før i går.

I går fik jeg et brev og tænkte straks ”orv, dem skal jeg lige have ringet til og få udsat det dersens lån”, men desværre var klokken over Danmarks kontor tid, hvilket vil sige at det er omkring 12 i Grønland der så er 16.00 i DK. Så jeg tænkte den tager jeg i morgen og fik ikke engang åbnet brevet.

I dag modtog jeg så et nyt brev fra Økonomistyrelsen (det er dem der står for SU lånet). Underligt tænkte jeg da jeg jo havde fået et dagen før. Det viste sig så at det havde jeg ikke. Jeg havde modtaget et brev måneden før men det var bare først kommet frem nu, eftersom den gamle adresse stod på, og så var endt hos Masanti en måneds tid (hvorfor lige Masanti aner jeg ikke). Brevet fra sidste måned var 2. rykker for betaling af lån (har ikke set skyggen af første rykker) og understregning af at hvis ikke den blev betalt betragtede de lånet som opsagt og jeg skulle dermed betale HELE lånet på en gang. Det nye brev var så en bekræftelse af at de betragtede lånet som opsagt og et girokort på 189.337 kroner og 27 ører!!!!!! Snak lige om verdens dyreste brev.

Heldigvis er der visse forbehold, så som at man inden den 1. juni kan afkræfte sin opsigelse (just in case at det nu var en fejl), men hvis ikke det gøres skal beløbet betales inden 1. juni bliver det hele overdraget til inddrivelsescentret i Skat. Lyder ubehageligt.

Et eller andet sted kan jeg jo kun være MEGET glad for at brev nummer tre overhovedet nåede frem. Jeg mener, det første gjorde ikke, nummer to var en måned for sent og det sidste fandt herop på mindre end en uge. Hvis det nu var nået frem i næste uge skyldte jeg et inddrivelsescenter 189.337 kroner og 27 ører. Indtil videre skylder jeg godt nok stadig pengene, men heldigvis ikke til betaling lige med det samme.

Nu må man bare håbe at de tager telefonen.

søndag, maj 25, 2008

jehova komplottet

I en lille by som Maniitsoq går rygterne hurtigt, når først der sker noget. Og egentlig også ret hurtigt hvis der ikke sker noget. En fjer kan hurtigt blive til fem høns. Lad mig demonstrere.

Torsdag var ude og sejle med Dan. Dan er jo en af mine kolleger fra ATI, og da klokken var omkring fyraften aftalte jeg med Dan at vi lige skulle ud og sejle i Madicken. Ikke nogen stor tur, bare en smuttur over i Ata (en lille fjord på øen der ligger dejligt i læ) for at se om vi kunne fange en torsk eller to, samtidig med vi fik en fyraftens bajer og nød lidt tobak. Vejret var skønt og det var dejligt at komme ud efter at have siddet en hel dag på kontoret og rettet engelsk projekter. Torsk var der ingen af, og det nærmeste jeg kom var en grim ulk, der røg lige så hurtigt ud som jeg kunne få den af krogen. Efter en lille times tid tog vi turen tilbage, desværre uden torsk, men de lader åbenbart lidt vente på sig.

Om fredagen var Camilla og jeg så inviteret middag hos Charles. Den lille amerikanske lærer er tre uger i byen og har til lejligheden lånt en.. lejlighed. Herligt, og så ligger den ca. 25 skridt fra vores. Så vi blev inviteret til mexicansk mad, og adskillige øl senere begav vi os ned mod klubben, eller som Charles har døbt den ”The Secret Handshake Club”. Allerede før vi kom ind kunne vi se at den her aften blev god. Døren stod på klem og lyden af musik rungede blandet med en livlig snak og leben.

Og nu er det så jungletrommerne kommer ind i billedet. Du troede vel ikke jeg havde glemt det?

Den første jeg mødte indenfor var Marcus der prompte spurgte mig ”har du solgt din båd til jehovaerne?” Jehovaerne er naturligvis jehovas Vidnerne der holder til her i byen. Jeg har hilst på et par stykker af dem, og de er da meget flinke, men som Camilla så smukt udtrykte det, så kan vores livsstil vidst ikke helt forenes med ”jehovaerne”. Men Marcus havde hørt at jeg havde solgt min båd til jehovaerne. Det var jo ikke sandt, men nysgerrig hvor sådan an information kom frem kom jeg længere ind i rummet. Her mødte jeg så Ib, der så spurgte om hvem det var jeg var ude at sejle med i torsdags? Jeg forklarede at det var da Dan. Var han Jehova og havde jeg solgt min båd til ham? Næh, dan var lærer på skolen og vi var bare ude og få os en fyraftensbajer. Ikke helt den gængse jehova opførsel. Nej det kunne han godt se. Han ku sgu heller ikke helt forså hvis jeg var blevet jehova.

Samme tur fik jeg så også af Jon fem minutter senere. Nej, ikke jehova, ikke solgt båd, Dan er kollega, vi drak øl. Ahhhh.. okay så. Men det bundede åbenbart i at en eller anden (tror ikke engang det hverken var Ib eller Jon) havde set mig og Dan sejle af sted på nye eventyr. Det var så blevet konkluderet at Dan åbenbart var Jehovas vidne og efterhånden som den nyhed gik rundt havde jeg fredag aften åbenbart også solgt min stakkels Madicken til dem. Gad vide hvad det var blevet til hvis jeg ikke var kommet i byen fredag aften. Om mandagen var jeg sikkert allerede blevet medlem af jehovaerne, forkastet mit medlemskab til klubben, og skænket mine jordiske besiddelser til det højere formål… ja, man kan jo aldrig vide.

Det var i hvert fald godt det blev manet til jorden. Aftenen var i hvert fald en af de sjovere. Ikke mindst fordi vi havde fået en gæst, vores nye museums inspektør Tea. Tea er 26, høj, tynd og så er hun ikke ret grim (en jyde vil sige ”jeg har set det der var værre”), hvilket den mandlige del af aftenens klientel så sandelig havde bemærket. Jeg havde jo mit på det tørre (er lykkelig gift, tak) så jeg kunne kun morer mig over den pludselig energi, gutterne de havde. De var (næsten) alle sammen helt fremme i skoene og oppe på dupperne. Men endnu bedre, så faldt hun i en god snak med Camilla. Jeg håber lidt at Camilla i Tea måske kan finde den veninde hun har savnet at have heroppe. De klikkede i hvert fald fint. De er begge vegetarer (men spiser fisk), kan lide at diskutere design ting (tøj og alt det andet), har god musik smag og de faldt i hvert fald hurtigt i snak. Charles hyggede sig også og endnu en vegetar åndsfælle gjorde jo heller ikke noget på den konto.

Vi holdt festen kørende ret så længe og Camilla og jeg var hjemme ved en tre tiden, men ikke før vi havde udvekslet telefonnumre med Tea og hun var inviteret til Grandprix finale lørdag aften. Nu er jeg jo ikke sååå meget for grand prix, og det cirkus der har været i år, gør det ikke helt så meget bedre (tværtom), men i godt selskab, hvor man rigtig kan blive enig om hvor dårligt det ene nummer er og hvor grimme de næste er, hvem der burde vinde, og ikke mindst hvor dem og dem slet ikke burde være der, så er det ikke så galt alligevel. Til det er der så nybagte småkager., chips, chokolade og sodavand og så gør det pludseligt slet ike så meget at der er grand prix alligevel. Det var i hvert fald rigtig hyggeligt, også selvom det var Rusland der vandt. Blah. Så luk da den skjorte og gem det fuglebryst væk. Tsk. Næh, det burde have været Bosnien-Hertzegovina der skulle have vundet. Det var da en sang man kun kunne blive glad af. Sådan er verden så uretfærdig en gang imellem.

Egentlig havde jeg lyst til efter de indledende runder at skrive en lang og harcelerende blog over melodi grandprixen der var blevet til et stort cirkus, men jeg havde jo lovet ikke at være sur gammel mand, så jeg undlod. Jeg vil dog bare lige sige at det da var godt at hverken Estland (estisk udgave af Monrad og Rislund) eller Irland (en skræppende hånddukke der var en grip) gik videre. Utroligt at de overhovedet kom så langt.

Puha, sikke en smøre. Næste uge står den på eksamen med mine to klasser, så det skal nok blive spændende. Jeg lader hører fra mig hvordan det går.

Ha det.

onsdag, maj 21, 2008

WE ARE THE WORLD!!!

Argh! Jeg kan ikke få den åndssvage sang ud af mit hoved! ”We aaaaarrree the wooooorld we aaaaarree the chiiiiildreeeeeen…”. Et forfærdeligt levn fra min ellers nogenlunde problemløse barndom har sneget sig op på mig og denne sang, der jo var et kæmpe hit den gang, men mest er kitch nu, har endnu engang taget plads i mit liv. Yrk.

Det hele kommer sig af at den lille Pisiffik er har fået ridser i pladen. Der er sådan set gået i hak. De sidste to dage jeg har været der inde for at købe en cola eller hvad det nu ellers er jeg skal have mig har ”WE ARE…” kørt i deres lidet agtværdige højtalere. I går nynnede jeg lidt med og tænkte hold da op, sikke et lille blast from the past der lige kom der, og mindedes min tid som bette knajt, der syntes det var en super sang og også synes at mine forældre godt kunne give nogle penge til de der afrikanere, når de rige og berømte nu sang at det var det man burde gøre.

I dag da jeg kom ind til frokosttid kørte den så igen, og jeg tænkte hodl da op sikke et sammentræf at radioen spiller den samme sang som i går lige på den tid hvor jeg kommer ind i forretningen. Det var da pudsigt, og handlede videre mens jeg kort men overfladisk skænkede min barndom en tanke og hurtigt kom fra det igen. Sidst på eftermiddagen på vej hjem fra arbejde svingede jeg så forbi selv samme forretning, og tænk om ikke den samme sang spillede igen! Nu er jeg ikke den der tror på en indgriben fra højere magter, så jeg køber ikke helt forklaringen med at det har været helt tilfældigt at radioen spillede den tre gange på to dage, præcist valgt når jeg kom ind i butikken. Nix, jeg tror simpelthen at radion har været en cd, og at de (de ansatte) har fået sat cd’en på repeat og nu er tvungen til at høre det ene nummer indtil der er en der tager sig sammen til at gå ind og skifte. Det har så åbenbart indtil videre taget halvanden dag. Jeg siger jer – hvis den stadig kører i baggrunden når jeg kommer forbi i morgen, så går jeg ind og skifter. Jeg mener det er en okay sang, men efterhånden er alt andet bedre end ”WEEE AAAAREEE THE WOOOOOOORLD!” Giv mig heavy metal med Skagerak! Giv mig Keld og Hilda, Jodle Birger, Kandis. Giv mig Nik og Jay, Backstreet Boys, new Kids on the Block! Giv mig new age, wienerwaltz, yesterday udført i den værste muzak instrumental trompet version! Giv mig noget andet! Puha.. der røg kæden vist af. Jeg undskylder.

Men mens jeg nu er i gang med at harcelere så er der noget jeg gerne har ville brokke mig over i en god rum tid. KNR - Kalaallit Nunaata Radioa. Magen til amatør kanal skal man lede længe efter. Det er som at se dansk fjernsyn i 70’erne – langsomt og kedeligt. Specielt mellem programmerne, der for det meste alligevel er taget fra dansk tv alligevel. I mellem programmerne trækker de så tiden ud i evigheder med stemningsbilleder, billedreklamer, oplysning til borgerne (for titusinde gang), gamle revy klip (igen igen) og sågar pausefisk.

Og så er de forfærdeligt inkonsekvente med deres tv programmer. For eksempel har de et kultur program der hedder Qaput! Der kommer to gange om ugen. Om torsdagen på grønlandsk og så tekstet på dansk om søndagen. Altså bortset fra at de op til flere gange har glemt at så sende den tekstede udgave om søndagen. Eller når de sender Viden Om, er det synkroniseret til grønlandsk. Det synes jeg er helt fin. Mere af den slags. Men så er det bare at de ikke altid gør det. Nogen gange sender de så en usynkroniseret udgave, så som seer er man fuldstændig i vildrede. Er man dansker kan man være heldig at se det en gang imellem (for den grønlandske udgave er ikke tekstet på dansk) og som grønlænder der ikke er så god til dansk kan man så ikke altid regne med at programmet er til at forstå, siden der ikke sendes undertekster på grønlandsk på nogen programmer overhovedet.

For ikke at taler om deres TV-køkken, der er en genudsendelse af et grønlandsk produceret tv køkken fra 1999 med skiftende kokke. Ja, ok, det er da fint nok. Men i dag skulle det så være med en Bibi et eller andet og hvad dukker så op? Frederik og Frede der laver en fiskeret i et program der blev sendt så sendt som for to uger siden. Så ikke nok med at det er en genudsendelse, men det her er så en genudsendelse af genudsendelsen. Og så tror jeg ikke engang at det var meningen. Helt ærligt så tror jeg bare at KNR er ret så inkompetente. Ja, det lyder hårdt at sige, men der har simpelthen været så mange åndssvage fejl fra deres side med programmer der ikke kommer, pludseligt skiftende sendetider, manglende synkronisering og undertekster og det bliver bare ved og ved. Nogen burde give dem en dummebøde, for det er simpelthen på stadie med en middelmådig lokal tv station. Hvis det altså er en af KNR’s gode dage. En løsning var at sende hele KNR staben på kompetence kursus. Eller låse dem inde i et rum hvor de kunne blive bombarderet med MTV i et par timer. Så var der da en chance for at KNR ikke var så dræbende langsomt. Man kan jo nå at falde i søvn mellem udsendelserne.

Av. Gamle mavesure mand. Hvad er det der sker med mig i dag? Jeg har det sådan set fint nok. Jeg er glad for tiden, min kone er dejlig. Jeg havde sidste undervisningsdag i fredags og torsdag og fredag næste uge skal jeg have mine elever til eksamen. Livet er godt. Bare ærgerligt at grønlandsk fjernsyn er lidt bagud. 30 år eller der omkring.

Nå, jeg lover at jeg snart skriver igen og det bliver alt andet end brok. For jeg er virkelig glad. Det lover jeg. Amar.

orv ja - hurra for AAB! Mere at være glad over :)

søndag, maj 11, 2008

en forsmået kaptajn taler ud

Som tidligere nævnt er Camilla startet i børnehaven som støttepædagog for Ulrik og Merethes ældste søn Alexander Julius på fem år, der har dyspraksi. Og det går strygende. Faktisk så godt at hun er blevet et større hit hos både den ældste og den yngste søn. Så vi tænkte at hvorfor ikke tage dem med på en lille sejltur, nu båden alligevel var kommet i vandet. Som sagt så gjort.

Ulrik ville også gerne ud og sejle så vi blev fem ombord på den lille Madicken, hvilket gik fint, men lad os bare sige at der vist ikke skal være flere end fem ombord af gangen. Og helst kun når to af dem er så små som Alexander Julius og Jonathan. Jeg må sige at jeg var en smule bekymret til at starte med, for børn er jo en lidt sjov størrelse. Har de en god dag og synes noget er sjovt og interessant så går det hele legende let, men er det lidt halvkedeligt og de er småtrætte og irriterede så kan selv den mindste ting blive en større kamp. Så hvordan kunne det ikke ende ude på søen, to timer hjemmefra, med to energi bomber der ville være alle andre steder end lige her. Det behøvede jeg nu ikke at være så bekymret for. For det første fordi at vi slet ikke tog så lang en tur (det turde jeg ikke lige), og for det andet fordi at de havde jo Camilla. Og far. Og så til sidst ham der har båden. Forklaring følger.

Jeg har gennem mine mange år prydet mig med den sikre viden om at jeg er god til børn. Børn elsker mig. Vi connecter ret hurtigt, hygger os, leger og jeg bliver ret hurtigt deres aller bedste ven i hele verden. Men jeg må sige at jeg har fået kamp til stregen. Inklusiv en overhaling indenom at ingen ringere end min kone. For på den her tur, som faktisk var ret hyggelig, der var al opmærksomhed fra de to gutter på enten farmand Ulrik eller Camilla. Jeg var ret hurtigt degraderet til ham der, der styrede båden. Som om det var noget. Næh, du, fiske med støttepædagogen det var lige noget for gutterne. Eller far der rodede med sin nyindkøbte pilke tingeltangel eller stod på hovedet og tog billeder, det hittede. Ingen interesse overhovedet for den eneste ene der rent faktisk gjorde turen mulig. Mig. Kaptajnen. Det kan jo ikke passe at jeg bliver fuldstændigt ignoreret på min egen båd! Mytteri. Næh, der måtte nye boller på suppen og det i en fart, hvis ikke jeg skulle miste skuden til bløde værdier og amatørfotografer. Jeg måtte sætte mig selv respekt. Vinde ungernes tillid. Og jeg havde et trumfkort. Et farligt trumfkort vil nogen nok sige. Et dødsforagt trumfkort vil andre sige. Jeg lod Alexander Julius styrer båden!

Okay, der var visse problemer med at styre båden for den bette knægt. Kræfterne holdt ikke helt til at dreje rattet, men hives det blev der da. Derimod fandt han hurtigt ud af hvordan man gav den gas. Og helst rigtig meget på en gang. Så båden fik nogle ordentlige ryk i tide og utide mens jeg behændigt forsøgte at styre båden væk fra at sejle direkte ind i diverse stykker fjeld eller skær eller hvad der nu var derude. Det gik nu fint, og jeg tror faktisk Alexander Julius lærte noget i dag. Han spurgte i hvert fald nok for to. Jeg måtte forklare både hvad et kompas var, hvordan omdrejningstælleren virkede, gassen, tændingsnøglen og specielt knappen der fik motoren til at vippe op og ned, var ret sjov. Men nu er den slags ikke ligefrem legetøj, så jeg holdte pilfingermentaliteten nede på et minimum, og det gik. Og jeg var populær. Eller båden var i hvert fald. Og siden jeg er kaptajn på båden, tager jeg lige den på min kappe.

Jonathan derimod var ikke helt tryg ved alt det der sejle halløjsa (og derved også sværere at vinde over på min side). Mest irriterede det ham at han skulle have en redningsvest på. Men han forstod godt at havde han den ikke på, kunne han ikke være på dækket og måtte bliver i kahytten. Så der var han det meste af turen mens han fortærede kiks efter kiks og sad med Camila (grrrrrr…) og kiggede ud af vinduerne efter de andre både, isflager, tang i vandoverfladen og alle de andre ting man kan se ude på søen. Han hyggede sig, og fik da også fisket lidt den ene gang han overbærende og efter en længere diskussion fik vesten på.

Under alle omstændigheder var det en dejlig formiddag. Vi fangede godt nok ingen fisk, men det er stadigt tidligt på sæsonen og torskene gemmer sig stadig på dybt vand. Så længe jeg ikke hører om andre i omgangskredsen der fanger tusinder af torsk, så er jeg ikke så nervøs. Men vi fik sejlet og nydt det brandgode vejr. Så må vi bare håbe at ungerne næste gang forstår at sætte pris på den vigtigste på båden.

Mig.

tirsdag, maj 06, 2008

i går var det Camillas fødselsdag hurra hurra hurra…

Jepper, så oprandt dagen endelig hvor min udkårne rundede det skarpe hjørne af 26. Og det må siges at det var en dejlig (og dyr) dag/aften. Men lad os lige spole tide lidt tilbage, før vi når så langt.

Maniitsoq er ikke ligefrem en verdens største shopping mekka, og rent personligt er der ud over lidt elektronik, bådudstyr og dagligvarer ikke meget at bruge sin surt optjente penge på. Så når det kommer til fødselsdagsgaver bliver det knapt så spændende. Heldigvis er internettet opfundet og online shopping er alfa omega for mig der ynder at læse engelske bøger, obskure tegneserier eller se lettere forstyrrede film, der alle kan skaffes ofte til billige penge over nettet. Så hvorfor ikke købe noget online til Camilla? Og jeg vidste samtidig om en hel flok af design, hækle og stof bøger Camilla ønskede sig der for det meste kun lod sig skaffe via en online biks i England. Go internet! Så jeg bestilte tre fine bøger til hende (og to til mig nu jeg var i gang), og krydsede fingre for at det grønlandske postvæsen ikke fuckede leverancen op alt for meget. Men alt dette vidste Camilla jo intet om.

Camilla derimod havde kun bemærket at jeg ikke en eneste gang havde spurgt hende om hun havde fundet noget i byen hun kunne tænke sig, og begyndte stille og roligt at prikke til mig – nu havde jeg vel købt en gave, og sårn. Det lød virkelig som om hun ikke troede at jeg havde tænkt mig at købe noget til hende, så den bold tog jeg så op (jeg kunne ikke lade være.. hehe). Så jeg forklarede at det var der sgu snart ikke råd til, men 5.000 kroner til båden, 5.000 til ny vaskemaskine, 800 for et spejl i soveværelset (ja det er dyrt når det hele skal ordnes på samme tid), så det var sgu ikke så godt med økonomien. Camilla mente at gaver det burde der altså være råd til og den behøvede jo ikke at være så dyr, og det var også en dårlig tradition hvis vi begyndte ikke at give hinanden gaver på vores fødselsdag. Jo, hun var nervøs. Faktisk tror jeg hun var ved at blive lidt sur på mig over min økonomiske snusfornuft når det nu var hendes gave(r) det gik ud over. Jeg måtte mane til ro, ved at love at jeg nok skulle købe en gave til hende til mandag (ellers havde jeg sovet hele weekenden på sofaen) og hun synes desuden lige hun ville gøre opmærksom at forretningen under Brugsen havde en flot halskæde, hun godt kunne lide. Hint hint.

Jo jeg kæmpede en hårfin balancegang mellem at være den dumme gaveløse pengegnier og så være den underdanige ægtemand der nok skulle tage sig sammen til at købe den der gave som hun jo så gerne ville have – uden så at være nogen af delene. Det hele kun for at overraske hende på selve dagen. Jo det var højt spil. Og for at sætte yderligere pres på så var der kommet to pakker til hende fra hendes veninder i KBH DK og en fra hendes forældre, men siden de ankommer til skolen og ikke hjem til os, så beholdte jeg dem på skolen og bildte den stakkels Camilla ind at der ikke var kommet noget endnu, hvilket ikke heldigvis er ret så plausibelt heroppe. Så Camilla var dobbelt frustreret, ikke nok med at manden i hendes liv ikke rigtig orkede det der med gaver, så så det heller ikke ud til at der kom noget som helst fra hjemlandet. Stakkels pige.

Heldigvis blev hun i en del bedre humør da jeg mandag morgen meget tidlig vækkede hende med pakker fra Danmark, hele tre gaver fra mig og naturligvis skønsang (”i dai ær dæ kamiilaaaaas fødselsdaaiii huraaa hurraaa hurraaa”, meget yndigt). Derefter var der morgenmad for to, og af sted på arbejde for os begge. Omkring tre halv fire tog vi ned til båden, fik benzin på og kom ud på en skøn tur i det dejlige forårsvejr. Planen var at vi skulle om på den anden side af øen, fange nogle fisk og tage hjem og få friske fisk til aftensmad. Desværre var fiskene ikke med på den plan, så vi endte i stedet på hotellets restaurant og fik hver en kæmpe fisketallerken med torsk, hellefisk, rødfisk, havkat og rejer med dertil hørende tilbehør og et par glas hvidvin. Jo der blev ikke sparet på noget. Aftenen sluttede foran tv avisen helt udmattede af alt den alt alt for friske luft.

Og så tror jeg heller ikke jeg skal bruge penge i meget meget lang tid…

søndag, maj 04, 2008

klub champs 2008!

I går havde vi klubmesterskaberne i alternative ”sportsgrene”, så i dag har jeg haft det rigtig skidt. Selvforskyldt naturligvis. Tømmermændene har banket om kap med min ekstrem dårlige sprit ånde, der bare ikke ville forsvinde selv efter 2 tandbørstninger og en halspastil.

Men aftenen (i går) var nu super hyggelig. Jeg er efter sidste generalforsamling blevet en del af aktivitetsudvalget og vi har den sidste måned haft et par møder og fik så stablet det hersens arrangement på benene. Først delte vi folk ind i fire grupper med fire i hver. Vi havde så forberedt fem forskellige korte discipliner: bowling, billard, søm på tid, bordfodbold og musikquiz. Bowling var noget med at vælte kegler på et billard bord, hvor hver man har 5 skud, billard var en turnering hvor alle havde 2 skud hver (efter tur), søm på tid var slå et kæmpe søm ned i en træstub (den slags adspredelse er allerede en fast del af inventaret i klubben alligevel). Bordfodbolden var at hele holdet skulle spille på en gang, hvilket altså betød at der stod otte mand og spillede bordfodbold på en gang. Ret så underholdende at se på. Og til sidst var der så en lang musikquiz hvor Jonas spillede 10 sekunder af en sang og så skulle man gætte kunstner og titel.

Vi var hold 1, og det bestod af undertegnede, Karsten (min ATI homey) og den garvede Bjørn. Jepper, et sandt dream team. Oprindeligt havde vi en fjerde mand, men han dukkede ikke op, så vi var istedet en dødbringende trio. I hvert fald i starten, hvor vi tæskede de andre i både bowling og billard (med lidt held og rimelig sikker Bjørn, samtidig med at jeg for en gang skyld ikke gav os minus point). Derefter gik det knap så godt. Søm på tid gik af helvede til, men hvad kan man forvente af to skolelærere versus en hel klub fuld af håndværkere? Jep, der er dømt nederlag. I bordfodbold fik vi skrabet en tredjeplads sammen, hvilket gjorde at vi lå lige hold 4 og kun et point bag hold 2 (point blev givet 5 for en sejr, 3 for en 2. plads, 2 for en 3. plads og sidste 1 for nederlag). Så der var spænding før sidste og afgørende disciplin – musik quiz. Her skulle det så også vise sig at vires hold måske var lidt bedre stillet end de fleste. Selv pryder jeg mig gerne af min store musikviden og Karsten og undertegnede har haft mange og lange diskussioner om musik (gerne under en eller anden form for alkohol påvirkning i klub regi, men alligevel.. utrolig kloge at høre på). Og bjørn vidste sig som en sand mester når det kom til old school jazz og det der lignede. Lad os bare sige at de andre hold lå tæt i den sidste kategori med henholdsvis 37, 37.5 og 38 point. Vi havde 67! WE ROCK(ed)! De fik på munden gjorde de. Så med den fantastiske opvisning af musikviden blev vi de store klubmestre anno 2008, vandt en flaske Blå Gajol og så gik det ligesom galt derfra. Øllene tog hinanden, de små blå blev hældt ned i en lind strøm og klokken halv to lå jeg på toilettet herhjemme og talte i den store telefon. Uh, jeg havde det skidt. Og stakkels Camilla, der skulle sove ved siden af den fulde stodder. Jeg var ikke et kønt syn.

Under alle omstændigheder så gjorde jeg et stærkt comeback lidt senere på dagen, efter morgenmad, hovedpinepiller, cola og bad var overstået. Vi har nemlig fået båden i vandet! YES! Båden har været på værft og bunden er nu flot, renset for ruger, ny malet og super duper klar til endnu en sæson. Så vi gik ned til havnen og tøffede en lille tur ud til Ata (en lille fjord i nærheden), pilkede lidt i det gode vejr og nød i det hele taget stilheden, naturen, solen og hinanden. Jo jeg fik lidt bonus point igen (havde også lidt jeg skulle indhente). Desværre bed ingen fisk på, men det kommer nok snart. Vi skal også på tur i morgen hvis vejret er til det, eftersom det er Camillas fødselsdag og så får hun lov at bestemme. Vi skal på en tur på den anden side af øen og se om ikke fiskemulighederne er lidt bedre der. Det tror jeg de er. Kunne lige passe andet at man ikke kan fange en fisk på sin fødselsdag.

Nu tror jeg at jeg vil i seng.. mit hoved er ikke hvad det har været og jeg skal jo helst være på toppen i morgen.