det lille hurtigt voksende intetkøn og resten af verden

I dag var vi til Camillas scanning nummer to. Efter sigende skulle det ikke være helt normalt med to scanninger så hurtigt efter hinanden men vi var stadig i tvivl om undfangelsestidspunktet, så der blev bestemt at vi (Camilla) skulle scannes igen. Denne gang for at se om babyen havde vokset til den størrelse de havde regnet med, babyen skulle være, hvis den var i 17. uge. Som de altså regnede med. Og den bette havde lige præcis den størrelse de havde regnet med, hvilket vil sige sådan cirka dobbelt så stor som sidst vi så på ham (eller hende). Og det er jo altså ikke særlig lang tid siden. Damn, det går hurtigt. Og Camilla hun vokser stille og roligt. Ja, maven vokser. Ikke Camilla.

Jeg tror faktisk jeg er mere vild med bare at ligge ved siden af Camilla for tiden og have en hånd på hendes mave end at se en utydelig scanning med en eller anden underlig rummand der flyder rundt i et lille sort univers af fostervand. Maven kan jeg mærke. Den lille rummand må vente nogle måneder endnu. Fem måneder plus det løse for at være mere præcis. Men han var der stadig. Mere aktiv denne gang. Det var som om han var ved at finde ud af hvordan han kunne bruge armen. Den blev i hvert fald bevæget en del. Måske fordi det lille univers for et øjeblik blev mindre efter det blev presset på af et insisterende scanningsapparat. Tror ikke han var helt tilfreds med det.

Nu skal det lige siges at vi stadig ikke ved om det bliver en dreng eller en pige. Det er omkring nu at der begynder at være mulighed for at se hvilket køn det er, men man skal vist være lidt heldig med hvordan barnet ligger osv. Damen, tror hun hed Margrethe, forsøgte at finde ud af det, men desværre uden held. Så må vi jo bare tage den når den lille kommer til verden i stedet for. Det varer i hvert fald et godt stykke tid til at vi skal scannes igen (hvis i overhovedet skal), for det bliver først når vi ankommer til DK igen.

Uanset køn, eller mangel på samme, så glæder jeg mig umådeligt meget til at vise den lille størrelse frem for hele verden og vise den bette hele verden. Det kan godt ske han sætter mere pris på en frisk dosis modermælk end verden rundt på 80 dage den første tid, men alligevel. Jeg kan ikke helt lade være med at have en lyst til at rejse rundt for tiden. Til London en tur igen, se stedet og møde et par venner jeg har derovre. Til Norge og besøge familien jeg nærmest ikke har set de sidste 3-4 år. Og så er der selvfølgelig Nord- og Sydgrønland. Smukke steder der desværre hverken er tid eller økonomi til at se i denne omgang. Men så må det jo blive senere når den bette måske også vil sætte pris på lidt sne. Så må vi bare håbe at der er økonomi til det på det tidspunkt. Nå ja, selvfølgelig er der det. På det tidspunkt er Camilla en kendis designer. Det har jeg allerede informeret hende om for længe siden at det var det jeg regnede med. Er ikke sikker på hun var så overbevidst som jeg var, mnen sådan er der så meget.

Dejligt som det hele nok skal løse sig.

den liflige duft af nybagt rugbrød

I dag har jeg bagt mit livs første rugbrød. Ja umiddelbart lyder det ikke som den store kæmpe bedrift der fortjener lovprisninger og alsang i den nærmeste fremtid. For nej, det er ikke særligt svært at lave rugbrød. Slet ikke nu om stunder hvor man kan bruge de dersens mel blandinger hvor man kun skal tilsætte gær og vand, ælte ælte ælte, hæve hæve, in i ovnen og så pling – nybagt rugbrød. Nej. Svært er det ikke. Der er bare den hage ved rugbrød. Varmt rugbrød stinker.

Jeg ved godt at der nok er mange derude der er voldsomt uenig med mig på det punkt, men min yderst fintfølende næse skærer altså tænder hver gang den kommer i nærheden af varmt rugbrød, det værende rugbrød der bager i ovnen eller rugbrød der bliver ristet på… ja brødristeren. Det lugter bare ikke særligt godt. Selvfølgelig ææælsker Camilla til min store irritation både duften og smagen af varmt rugbrød. ”Det er da det bedste!” proklamerede hun i dag mens jeg var ved at drukne i lugten af rugbrød i ovnen. Sådan er vi heldigvis så forskellige. Og det var også lidt for at vise mig fra min gode side at jeg bestemte mig for at bage rugbrød i dag. For jeg havde som sagt aldrig prøvet det før, kan ikke fordrage lugten og jeg ved Camilla vældigt godt kan lide nybagt rugbrød. Og siden jeg havde bestemt mig for at aftensmaden skulle være æggekage, kunne det være lækkert med frisk rugbrød. Og det ville gøre Camilla glad.

Jeg må hellere lige indskyde at det altså ikke var fordi Camilla i nogen særlig grad trængte til at blive opmuntret eller noget. Eller vi har været uvenner eller noget. Næh. Faktisk går det rigtigt godt og måske mere derfor vil jeg gerne forsøge at vise mig fra min bedste side (i hvert fald fra min mere opofrende side). hun gør mig glad, og så vil jeg også gerne gøre hende glad.

Det er selvfølgelig ikke nogen hemmelighed at jeg blot behøver at kaste et glimt på hendes mave og så er jeg saligheden selv. For det kan ses. Maven kan ikke længere gå for ”hovsa, du har da taget lidt på”, nu er det mere ”hold da op, hvor langt er du henne?”. Maven strutter og vokser mere og mere for hver dag der går. Jeg glæder mig til om et par uger, når den kan begynde at høre. Så skal der spilles musik. Tror ungen skal høre noget jazz. Ikke at jeg har den store samling, men det jeg har, er old school smooth jazz, ikke noget af det der moderne fusions noget. Nix. Det der, der gør godt for sjælen. Der hvor man drømmer sig til en lille tilrøget bar med et glas whisky, mens man tænker lidt over livets store spørgsmål eller blot nyder øjeblikket i de små blå timer. Den slags jazz skal den lille høre.

Men indtil da må rugbrød kunne gøre det.

Og det blev faktisk rigtig godt. På trods af lugten.

mit lille mirakel

Som lovet - her er det første ”billede” af den lille ny så. Jeg ved godt det for det utrænede øje ikke helt er til at se hverken hoved eller hale på det her billede. Men den er god nok. Der er en bette. Han (jeg bliver ved lidt endnu med at kalde babyen ham, det virker mere personligt end at kalde det den eller babyen) ligger på ryggen i toppen af billedet. Man kan se antydningen af en rygsøjle der går ind til hovedet der er i midten kiggende op mod det mørke ingenting. Og som de så smukt pointerede på arbejdet da jeg viste dem billedet, så ligner han far (mig). Han har i hvert fald lige så meget hår.

Hår eller ingen hår så er det et lille mirakel. Mit mirakel.

den første scanning

Han vinkede. Den lille vinkede til os.

Vi spoler lige tiden lidt tilbage. For cirka en måned siden fik Camilla en tid til scanning den 3. marts og dagen oprandt så i dag. Jeg havde fået flyttet lidt rundt på mit skema så jeg kunne komme med (tak Anna Marie), for det var noget jeg overhovedet ikke havde lyst til at gå glip af. Det første billede af den lille. Det første glimt af vores fælles fremtid. Jeg bliver helt blank i øjnene bare af at tænke på det.

Men som sagt så oprandt dagen og vi indfandt os på hospitalet klokken 10 som vi havde fået at vide. Vi kom ind til lidt samtale med en sygeplejerske og fødselshjælper, der spurgte Camilla hvordan det gik og forsøgte at regne lidt frem og tilbage på hvor langt hun mon var henne. 13 uger mente de. Og terminen blev sat til den 5. september. Om de havde ret kunne kun en scanning afklare, hvilket de ville gøre lidt senere. Først skulle de lytte efter hjertelyd. Camilla kom op på briksen og fødselshjælperen (kan desværre ikke huske hvad hun hed, men hun var en ældre grønlandsk kvinde der så ud som om hun vidste hvad hun gjorde og foruden havde gjort det tusind gange før) tog en slags minimikrofon til maven på Camilla. Først var der ikke rigtig noget. Så var der ”Dun .. Dun… Dun… Dun” en tung langsom hjerterytme. Det var Camilla fortalte hun. Hun kørte mikrofonen lidt rundt og pludselig fandt hun den: ”dundundundundundundundun”. Et lille hjerte der hamrede derudaf. Uafbrudt. Og så forsvandt det igen. Mikrofonen havde ændret stilling og lyden var væk. Men den havde været der. Og den var stærk.

Jeg kunne ikke lade være med at smile og være… ja, stolt. Jeg skal være far. Pludselig er det hele ikke så uvirkeligt og uhåndgribeligt. Jeg kunne høre ham. Han er der.

Okay, nu er det altså ikke fordi at vi ved om det bliver en dreng eller en pige endnu. Overhovedet. Og vi fik heller ikke noget at vide i dag der kan afklare det spørgsmål hverken den ene eller den anden vej. Men. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det, men der er bare en eller anden konsensus om at det bliver en dreng. Jeg har det bare på fornemmelsen og er allerede ved et par lejligheder kommet til at omtale den kommende baby som ham. Andre har det lidt på samme måde. Og så er der jo min semisynske bedsteven Shurjeel, der har et eller andet med død og graviditeter. Det lyder voldsomt, men han ved når de kommer. Ved dem han kender vel og mærket. Han vidste da jeg ringede at Camilla var gravid før jeg fortalte det (kan selvfølgelig være et tilfælde, men jeg stoler lidt på hans ”evne”) og han har så sagt at det bliver en dreng. Om han har ret kan kun tiden vise. Uanset om det bliver en pige eller dreng så var lyden ikke til at tage fejl af. Der er et lille hjerte inde i Camillas mave der banker på højtryk for at vokse sig stor og stærk.

En ting er at høre det, en anden ting er at se det. Og det fik vi også lov til. Vi flyttede lokale og nu lå Camilla på endnu en briks og fik det der slimede creme på maven man altid ser gravide får på films. Scanneren blev lagt på maven og efter lidt køren rundt var han der. Eller hun. Babyen. Lille bitte med et stort hoved en krop, arme, ben. Ikke at vi kunne se det hele på en gang. Alt efter hvordan fødselshjælperen vendte scanningsapparatet så man mere eller mindre af den lille. Det første vi så hovedet fra oven, så skiftede vi stilling og pludselig så vi den lille fra siden. Og der var en lille arm og en lille hånd. Og den bevægede sig, Som om den lille skulle vinke til os. Højst sandsynligt knyttede den bette bare næven, men jeg tog det som en klar hilsen til mor og far, et ”so long, vi ses snart du gamle”.

Det. var. overvældende.

Fødselshjælperen fandt nogle vinkler hvor hun kunne måle den lilles hoved og krop og på den måde se hvor langt Camilla var henne. Og de havde åbenbart regnet rigtigt. For størrelsen, sagde de, stemte godt overens med 13 uger.

Da vi kom ud sagde Camilla at det var rart at se at der faktisk var noget derinde i maven. Og det kan hun da have så evigt ret i. En ting er at man har taget test og tøsen har morgenkvalme og er evigt sulten, men at faktisk se og høre det, er en helt anden ting. Pludselig har man noget konkret at kunne forholde sig til. Vi ved at hjertet køre på fuldt tryk, at den lille er 7 cm fra rumpen til hovedet (man måler ikke benene med endnu, siden de er krøllet sammen foran – fosterstilling du ved) og at han kan vinke. Det kan kun gå godt.

Gud hvor jeg dog glæder mig til at blive far.


P.S. Det er så nu at jeg rigtig gerne ville have lagt det billede vi fik med hjem fra scanningen, men desværre er den scanning af scanningen jeg gjorde på skolen gået i skvadder, så jeg må lave en ny i morgen. Jeg lover at lægge den på så hurtigt jeg kan i morgen. Jeg undskylder mange gange, men det kunne desværre ikke være anderledes.

bloguge #7: min egen kollektive off day

Av min krop og øv min ryg. Jeg er mørbanket så det må være tirsdag. Badminton var hårdt i dag, eller også er det bare mig der er modtagelig overfor ømhed (den trælse slags) i dag. Min ryg, mine skuldre, nakke, mine lår, lægmuskler har bare haft det bedre. Selv mit højre øje er ømt. Det skal så lige siges at der er en god grund til det – jeg fik en fjerbold lige i øjet i dag! Den slags er klart ikke anbefalelsesværdigt. Det gør nemlig nas. Men jeg har ikke fået et blåt øje eller noget. Måske fordi den landede lige på øjet, som jeg vist nok tror at jeg havde nået at lukke inden det skete. Min kontaktlinse var i hvert fald ikke faldet ud, da jeg efter lidt av-for-pokker-tid endelig fik åbnet øjet igen. Så min krop er ikke på min side i dag.

Det er resten af mig heller ikke. Jeg tror jeg har en lidt kollektiv off day i dag. Jeg er træt, uoplagt og ondt i hovedet (måske på grund af min nakke der er helt i skvadder). Og jeg burde have været social super lærer i dag og dukket op til vores fastelavnsarrangement klokken 15.00, men jeg orkede bare ikke. Og så havde jeg heller ikke fået forberedt en udklædning, hvilket ikke ligner mig. Men jeg havde simpelthen glemt det. Og når jeg ikke kan komme som noget forberedt hvor folk siger ”nøj, det var flot/fint/sjovt/godt tænkt” så vil jeg helst lade være. Kald mig bare pernittengryn men sådan har vi alle vores små forfængeligheder. Så min manglende tilstedeværelse skal jeg nok høre for i morgen, men så må jeg jo tage det med.

Derudover er jeg kommet alvorligt i tænkeboks omkring min fremtid på det danske arbejdsmarked. Jeg er så småt begyndt at kigge på jobmuligheder, hvilket i særdeleshed er en jungle. Hvor vil jeg hen? I den offentlige sektor? Private firma? Kæmpe koncern? Lille selskab? Tilbage til universitet som underviser? Hvad dælen vil jeg egentlig?

Det hjalp ikke at IT-Universitetet i Kbh. havde slået nye Ph.d. stillinger op også under computerspil som jo er noget af det jeg rigtig godt kunne tænke mig. Det betyder så bare at jeg skal have skrevet en ansøgning inden midten af april, hvilket i sig selv godt kan lade sig gøre. Men normalt skal man gerne referere til alt muligt sejt teori man har tænkt sig at bruge, og her er så nok det nærmeste jeg kommer en akilleshæl. Jeg har jo rent faktisk været ude af det videnskabelige game i mere en 3 år (damn), og der er jo sikkert kommet et læs af smarte bøger og kanon litteratur siden da, jeg bare ikke er ajour med. Og kan jeg overhovedet huske noget af det teori jeg har læst i det hele taget? Der er ingen tvivl om at jeg skal trække mig selv noget voldsomt i hårrødderne og starte fra noget der ligner scratch.

Det er da et forsøg værd.

Men er det det jeg vil?

bloguge #6: i embedes medfør.. det er rigtigt nok

I forlængelse af gårsdagens Band of Brothers maraton så er det måske på sin plads at fortælle at dette overdådighedshorn af krigsdrama også var mere eller mindre i embedes medfør. Ikke at det var noget jeg fik penge for eller noget, men min undervisning for tiden er hensat til et anden verdenskrigs tema, i samløb med Anna Marie og hendes undervisning. Hun snakke Churchill gruppen og ser Drengene fra Sct. Petri med dem, mens jeg snakker de store linier for krigen og går også berører Grønlands rolle under krigen. Ret spændende læsning når det kommer til stykket, og mærkeligt at tænke på at tyskerne var så nordligt som nordøstkysten af Grønland for at anlægge en vejr station, og den eneste grund til det ikke lykkedes var 7 mænd fra Sirius patruljen. Der blev taget fanger, bombet lejr med bombefly, skudt med skarpt og jagten gik først den ene vej så den anden vej. Og når jeg skriver vej, mener jeg is, sne, minusgrader, ubarmhjertig vind, blandt ulve og isbjørne i noget af det mest ugæstfri terræn du overhovedet kan forestille dig. Jo, drama var der også heroppe. David Howarth skrev i 1957 en bog om hele dramaet med navnet ”The Sledge Patrol”. Den blev senere oversat til dansk under navnet ”Fodspor i Sneen”, og sågar til grønlandsk under navnet ”Tunume Sorssungnek”. At der eksisterer sådan en bog er selvfølgelig først noget jeg finder ud af i dag, når hele temaet snart er ovre (øv). Under alle omstændigheder har jeg bestilt bogen og glæder mig til at læse den. Den lyder til at blive spændende. I mellem tiden får eleverne så lov at se en dokumentarfilm i morgen om 2. verdenskrig og onsdag står den på Quiz. Så får vi se hvor meget de kan huske. Bliver spændende om de overhovedet kan huske noget som helst.

Men jeg må smutte. De sender lige om lidt opsummering fra den store Oscar uddeling og jeg har med vilje undladt at læse nyheder, der kunne afsløre noget som helst. Så er det ligesom lidt sjovere.

Ha det.

bloguge #5: sunday sunday here again...

Ahh.. søndag. For nogen heroppe er søndag lige med lange ski ture og andre sundheds fits, men for mig og Camilla betyder søndag (næsten uanset vejret, som i dag var ganske udmærket) at vi laver absolut så lidt som overhovedet muligt. Den eneste aftale jeg havde i dag var med Markus der skulle komme op med chips cola og hotdog pølser og så skulle vi se den sidste halvdel af serien Band of Brothers. Band of Brothers, for jer der ikke er bekendt med den, er en serie i 10 dele af hver en times varighed om faldskærmssoldaterne fra Easy kompagniet, der under 2. verdenskrig var nok det man i dag ville kalde eliten. De kæmpede ved Normandiet, Holland, Frankrig og til sidst i Tyskland. Fantastisk serie.

Her skal det lige indskydes at når vi ser film så er det altså ikke bare på den lille flimmerkasse (selv om vores ikke er så bette endda), nej, den slags overlader vi til amatørerne. Næh, det er med projektor op på endevæggen og lyd over mit stereoanlæg. Der er dømt biograf over hele linien. Som mr. Bogart sagde det ”Husk. Film skal ses i biografen.” Så det gør vi så.

Som jeg sagde så skulle vi se anden del af serien, underforstået den sidste halvdel af serien og ikke andet afsnit. Den første halvdel (afsnit 1 til 6) slugte vi sidste søndag sammen med 4 poser chips, 10 halve liter cola, slik, en tyndsteg, 1 kilo kartofler i skiver og sovs. Jo vi gjorde et ihærdigt forsøg på at æde os selv ihjel. Jeg havde decideret maveonde da jeg gik i seng. Det var som om min mave havde fået tømmermænd. Og da jeg vågnede kunne jeg stadig smage tyndsteg, hvilket jeg stort set kunne resten af dagen. Øv. Så i dag havde vi lært lektien og havde skåret ned på overforbruget. Det blev kun til et par poser chips, 3 colaer hver og så et par velvalgte hotdogs. Mmmmmmm. Lækkert. Så fire afsnit og en dokumentarfilm senere var vi igen ganske tilfreds med hvordan vores søndag var blevet brugt. Det kan godt ske vi ikke har fået super meget motion eller set særligt meget af de smukke omgivelser, men jeg vælger at se på det som mental afslapning. Godt for sjælen. Hårdt for maven.

bloguge #4: den perfekte nabo?

Jeg ved ikke helt hvad det er med mig og naboer. Jeg skal åbenbart bo ved siden af et par der ikke kan med hinanden til den ene side og fest aber til den anden side. Sådan var det i den gamle lejlighed og sådan er det også nu. Det vil sige jeg faktisk ikke er helt sikker på at fest aberne stadig bor inde ved siden af. De holdte nogle gevaldige fester en overgang og det var absolut ikke forbeholdt weekenden. Det hjalp så ikke på min overbærenhed at jeg fik at vide at fyren der boede der var en af byens hashpushere. Så fest abe og hashpusher = den perfekte nabo? Tror jeg næppe. Han gjorde sig heldigvis uheldigt nok bemærket til at adskillige naboer uafhængigt klagede over ham, hvilket betyder at de går rundt til naboerne omkring dem og beder dem underskrive at de og de holdt fest og larmede etc. og at det var træls. Så sender de klagen til INI der så sender de omstridte naboer en officiel klage. Får de så tre klager på et halvt år eller sådan noget, så bliver deres lejemål opsagt. Og det er lidt det, jeg håber er sket med vores. Jeg har i hvert fald underskrevet de første to klager. Faktisk sådan jeg opdagede at jeg var nabo til det nye tandlæge par i byen. Flinke unge mennesker.

Men naboerne på den anden side er en anden historie. De holder kun fest i weekenden. Og larmer ikke uforbeholden meget når de gør det. Til gengæld kan de så godt lide at skrige af hinanden en gang i mellem. Ja ok ”godt lide” er måske en overdrivelse, men når man ikke fatter en meget af hvad de råber om, så er det svært at bedømme hvad det hele går ud på. Er det et skænderi over hvem der skal have den sidste øl i posen, eller er det jalousiens bitre malurt der gør sin entré. Eller skændes de blot om hvem der er bedst i X-Faktor?

(Naboens hypotetiske diskussion oversat fra grønlandsk)
”Du kan da ikke mene at Asian Sensation er bedre end Alien Beat Club!”
”Jo, deres timing og positive energi er livsbekræftende og gør mig i bedre humør end at se en leftover gruppe af overskydende solister!”
”ARRHH! TAG DET I DIG IGEN! ABC ABC ABC!” (smækker med døren for øget effekt).
”ALDRIG! ASIAN SENSATION FÅRÆVAR!!!” (smækker også med døren et par gange for at understrege sin pointe).
”Skal vi tage op smutte ned og drikke nogle bajere?”
”Ja, ok”.

De skændtes i hvert fald i dag under alle omstændigheder lige så ruderne blafrede på et tidspunkt. Og så blev der stille, hvilket som regel betyder at de er smuttet i byen. Håber ikke de lokale er så standhaftige med deres favorit dernede, ellers kan det hurtigt går galt.

ASIAN SENSATION FÅRÆVAR!

bloguge #3: Best and worst case scenario

Jeg skal være far. Det ved jeg godt at den trofaste læser allerede ved, men der er mange ting omkring det der med at blive far jeg ikke er helt afklaret med. Og der er også mange ting som Camilla og undertegnede mangler at få på plads. Vi har nu også et halv års tid til at finde ud af det, så det går nok, men diskussioner er der nok af. Vil vi gerne vide hvad barnets køn bliver? Hvad skal barnet hedde? Skal barnet døbes? Hvor vil vi gerne have at barnet vokser op? Hvilken slags opdragelse vil vi gerne have vores barn får? Hvor stor rolle skal den øvrige familie fylde og hvad med venner og bekendte? Går vi overhovedet tid til andet end at passe den lille ny? Og hvad med mig som far? Hvilken rolle moderen får giver sig selv, men hvor står farmand, mig, i hele den her ligning? Får jeg en aktiv rolle eller bliver jeg degraderet til stik-i-rend-dreng og hjemmets eneforsørger, mens Camilla kan bruge uanede mængder af tid på den bette?

Det sidste håber jeg godt nok ikke, for det får jeg nok fra Camilla allerede før den bette overhovedet blev en realitet. Jo, Camilla har endnu engang faldet og slået sit knæ på isen. Så jeg er igen blevet tjener/slave for den stakkels klodsmajor. Sidste sommer vred hun foden rundt på farmors trappe og humpede rundt i måneder efter. Til jul faldt hun og slog sin knæskal så hun var sengeliggende i et par uger og nu det her… Og så tæller jeg ikke hendes ene uge i starten af graviditeten hvor hun var influenzaramt big time. Så stod den også på sofaligning og ”Reeeeeenéeeee… kan du ikke lige..”

Man kan da altid håbe at det ikke er så galt den her gang. Jeg krydser fingre.

Men det var faktisk ikke det jeg ville skrive om i dag. Det var mere i forlængelse af alle de der spørgsmål vi går og tumler med. For en ting er hvad vi selv kan gøre for at ungen vokser op som et bare et nogenlunde normalt menneske, men hvad med alt det der allerede er bestemt. Det vi ikke kan gøre noget ved. Gener. Hvad er det den her unge har fået fra mig og hvad har den fra Camilla? Som jeg ser det er der et worst case og worst case scenarie i spil.

Best case: Babyen er smuk som sin mor, har hendes hårpragt og hendes øjne. Den lille har desuden farmands (mit) flair for det skriftlige, familien Tofts musikalitet, min kærlighed til de skrå brædder, godt suppleret af Camillas fantastiske kreativitet, utrolige empati, åbenhed over for al mad, og som har en eventyrlyst, der aldrig vil holde han/hun tilbage. Måske som kronen på værket arve en smule pengemæssig ansvarlighed fra sin farfar og madtalent fra morfar.

Worst case: Det modsatte. En unge der ender skaldet og halvblind som sin far, og har en mild ordblindhed fra sin mors side, mit temperament og hang til overspringshandlinger, uden en tone i livet, en krone på lommen eller anden krydderi på hylden end salt og peber.

Ak, det kan gå så grueligt galt. Eller det kan blive verdens mest fantastiske unge. På den anden side bliver vi nok alligevel en af de der forældre par der bare ikke kan se at deres unge ikke er talentet. Dem der mener ungen skal blive opera sanger fordi ungens stemme skærer i ørerne, eller skal være model fordi de synes hun er charmerende.

Nah, pjat. Vi får et geni, så den slags kommer slet ikke på tale. Sov godt.

bloguge #2: All in!

I går var meget lang og meget travlt så selv om jeg lovede amar halshug at ville skrive en blog så blev det kun ved tanken. Faktisk er onsdag nok den hårdeste dag på ugen, eftersom den indebærer 6 timers undervisning, 2 timers grønlandsk og en fyraftens øl i klubben. Ikke at det sidste er hårdt, mere blot en til trængt pause. Normalt ville min onsdag så slutte der med at Camilla og jeg ville tage hjem fra klubben lave noget sen aftensmad og så slappe af foran flimmerkassen lidt inden vi kastede os i seng. Men i går var der først undervisning, grønlandsk, en øl i klubben, skynde sig hjem, smøre et par franskbrødsmadder og så ud af døren, da Per havde inviteret til denne sæsons anden Settlers kamp. Vi har i år fået en meget sen start da Per jo lige havde en lang ferie i New Zealand. Men vi er startet nu og årets første kamp sidste uge vant Jonas. Det er som regel Jonas, Per og undertegnede der udkæmper de (knapt så) blodige slag om verdensherredømmet, men i går havde vi en fjerde mand med Morten, der er gæst hos Per. Han har boet heroppe før og efter sigende lidt af en haj til det der Settlers. Så jeg regnede ikke med at vinde over nogen som helst. Men det gjorde jeg! Yay mig. Det handlede vidst mest af alt om at jeg havde fået tiltusket mig spillets bedste felt og at terningerne blev ved med at slå det nummer. Så lidt held og et par gode kombinationer og vupti – 3 timer senere har jeg vundet. Selv om Jonas ikke var tilfreds med at tabe på nogen måde (det var nu heller ikke hans dag i går), så havde han det okay med at det ikke var dem udefra der gik ind og tromlede de lokale (selvfølgelig sagt med et smil), og det kan der da være noget om.

Derudover render jeg rundt med en dræbende hovedpine for tiden. Jeg tror den mest af alt er affødt af spændinger i nakken, som igen måske er kommet af 1) min mega dårlige sovepude og 2) badminton. Nu har vi (vi er fast en lille gruppe på 5-8 venner) efterhånden spillet næsten hver tirsdag siden et godt stykke før jul og jeg har en fejl, når jeg spiller badminton. Jeg går hele vejen. Hvis der er en bold der ser helt umulig ud, men der måske er 5-10% chance for at få hvis man kastede sig, så kaster jeg mig. De fleste almindelige folk (folk ved deres fulde fem) havde nok kiget på bolden og tænkt, ”den kan jeg ikke nå”, eller ”hvis jeg får den kommer det til at gøre nas”. Men ikke mig. Jeg kaster mig i bedste matrix stil ind over banen til højre og venstre, hvilket indtil videre har kostet mig et par ømme ben, knæ, forstrukne muskler og sidst en meget øm lillefinger. Og hvis jeg ikke tager fejl – spændinger i nakken. Men jeg bliver nu ved med at give de der ekstra procent, også selv om det nogen gange ser ud til jeg lægger mere ned an står op under en kamp. Jo jo, det er da træls når man virkelig har givet sig og ikke når bolden, men på den anden side er det fedt når man endelig tager sådan en ”umulig” bold. Så er det fedt igen. Og så skal man jo ikke kimse af de beundrende blikke man får. Eller hovedrysten over sådan en gammel mand, der går all in, som Mikael siger det.

Hvis så bare den her hovedpine kunne gå væk. Måske skulle jeg begynde at strække ud…

bloguge #1: nye tider

Av. Jeg ved det godt. Min blogning de sidste par måneder har været på den ringe side af katastrofal. Men der har været en del om ørerne og dårlige undskyldninger er der nok af. Men nu kan det være nok. Der skal nye boller på suppen. Ikke at jeg har tænkt mig at skrive en roman hver aften fra nu af og så til vi drager mod de sydlige himmelstrøg (DK), men der skal lidt mere indsats på bordet. Så jeg har givet mig selv en lille test. Den næste uge skal der falde en blog hver dag, men den må ikke være lang. Jeg har jo lidt for vane at når jeg skal skrive, så skal det helst være en laaaaang svada om alt og intet, hvilket måske også er derfor jeg ikke har været så aktiv på det seneste. Jeg har simpelthen ikke orket at skulle tage fakkelen op, og skrive side op og ned. Så nu vil jeg fra nu af forsøge kun at skrive side ned. Så kan jeg skrive siden op i morgen.

Og hvad er der så sket siden sidst? Tjaa. Camilla er stadig gravid så det er godt nyt. Og hendes morgenkvalme er nu ved at være afløst af morgen/aftenkvalme, så to for ens pris. Suk. Heldigvis er hun ved at få lidt mere energi. Hun ligger ikke hele dagen på sofaen og kigger med dådyr øjne i min retning mens hun kalder ”Reeenéee.. kan du ikke lige… (indsæt: lave mad, hente noget vand, støvsuge, vaske op, hente mere frugt og/eller knækbrød)”. Ja, hun er sågar begyndt at lave mad igen. Så det er lidt sjovere at være mig igen, og sikkert også at være Camilla når det kommer til stykket. Men vi ved stadig ikke præcist hvor langt hun er henne, eftersom vi først skal til scanning den 3. marts. 14 dage mere.

Og nu har vi også fået sagt det til de folk det skal siges til. Sådan da. Der er stadig et par stykker i DK der ikke har fået nyheden (men måske læser de blog?), men ellers er vi ved at have hele vejen rundt. Jeg gav hjemmebagt morgenbrød på skolen en dag og fortalte personalet den store nyhed, efter jeg ugen forinden havde fortalt Per det og fortalt at vi nu har planlagt at tage hjem. Det var han selvfølgelig ked af, men vores beslutning var forståelig. Så personalet ved det godt, dog mangler eleverne at få det at vide. Ikke at jeg fortæller alt til mine elever, men der f.eks. et par tøser der i løbet af skoleåret har skubbet til mig og spurgt om vi (altså Camilla og mig) ikke skulle have nogle børn? Jeg slog det hen og sagde at det skulle vi da på et tidspunkt. Jeg havde ikke lyst til at fortælle at vi faktisk gjorde en indsats men der indtil nu ikke havde været held i bøssen, eller hvad man nu siger. Undrer mig egentlig også at eleverne ikke har fundet ud af et allerede, efter flere af dem er på meget god fod med resten af personalet. Jeg er åbenbart ikke særlig god sladder…

Det er nok også godt det samme.

Store beslutninger og meget lykkelige omstændigheder!

Camilla er gravid! Simpelthen. Vi skal have en bette. Camilla skal være mor. Hold da kæft. Det må så betyde at jeg skal være far! Jeg kan ikke helt lade være med at sidde med et saligt smil, når jeg tænker over det, for det er noget jeg har ønsket mig brændende, nærmest lige siden jeg mødte Camilla. For hun var jo og er den eneste ene. Og det har jeg jo vidst siden jeg mødte hende første gang, hvilket også er grunden til vi jo har taget det hele lidt bagvendt. Gift, flyttet sammen og nu forældre. Om en rum tid dog.

Bare lige for at få det på det rene – nej, det er ikke noget vi lige så lige har fundet ud af. Vi har vidst det i lidt over en måned. Men siden det var meget tidligt i forløbet turde vi ikke helt sige det til gud og hver mand. Men tiden går og vi burde være omkring de 12 uger nu, så nu tør vi godt gøre det officielt.

Faktisk ved vi ikke helt præcis hvor langt Camilla er henne endnu, for scanning heroppe er ikke sådan lige til. Den eneste der er i stand til at lave en scanning er i Danmark til undersøgelse (har ikke helt fået fat i om hun selv fejler noget, eller er i Danmark for at undersøge nogen), så indtil videre er det tidligste vi kan få en scanning 3. marts. Bah. Forsigtige beregninger sætter dog terminen til en gang i august, selv om intet er sikkert endnu. Vi har brug for den pokkers scanning. Men sådan er det jo heroppe. Til gengæld har Camilla været til en flink jordemoder og fået et tjek, samt et hav af vitaminer, hun skal spise hver dag.

At vi venter barn fandt vi ud af juleaftensmorgen, ved at Camilla kom ind med en graviditets test med en lille hvid sløjfe om, et usikkert smil og sagde glædelig jul. Og jeg har aldrig fået en bedre julegave nogensinde. For, nej, det var ikke en smutter, som det så smukt hedder i fagsprog. Tværtom. Vi har forsøgt det sidste halve års tid at blive under ”lykkelige omstændigheder”, men siden Camilla først lige havde stoppet med p-piller var hele det dersens biologiske cyklus fuldstændig ødelagt. Så menstruation på menstruation udeblev og vi havde ikke rigtig noget tidspunkt at gå efter. Vi ”skød i blinde” som det også hedder sig i fagsprog. Men ramte alligevel plet, åbenbart. For lige nu bliver Camillas mave stille og roligt større, hun er enormt træt hele tiden (meget normalt i første trimester), hun er så godt som konstant sulten og så lider hun voldsomt af kvalme. Og jeg forsøger at støtte så godt som jeg nu engang kan. Ikke altid nemt når man virkelig skal gå for et dag til dag middagsindkøb, for hun ved ikke altid hvad hun har lyst til. Men knækbrød er et stort hit for tiden. Dem spiser hun næsten hele tiden. Det og så drikker hun vand. Også om natten. Stort glas ved siden af sengen.

For resten – undskyld. Undskyld at det er ved at være en krig siden jeg har formuleret så meget som en sætning her på bloggen. Men graviditeten er nok det der har været mest skyld i den fadæse. For jeg måtte ikke sige det endnu. Camilla havde en veninde der var i thailand og først kom hjem i gang i sidste uge, og hun skulle ikke have læst det på bloggen før Camilla fik det sagt. Fair nok. Og så var vores forstander også på ferie og kom først hjem her i fredags. Og ham ville jeg også gerne lige få en snak med før jeg gjorde det helt officielt, eftersom det at vi skal have et barn har ret så store konsekvenser for os, på mere en den helt personlige familieforøgelsesplan. Jo, jo, jeg kunne bare have skrevet om noget andet, men jeg havde faktisk ikke rigtig lyst til at skrive om noget som helst andet end at Camilla er gravid og jeg skal være far. Nix. Alt andet synes en smule ligegyldigt. For det ikke skulle være løgn, så skulle jeg også lige skrive et rollespilsscenarie færdigt her i januar, så jeg orkede ikke rigtigt at skrive mere alligevel.

Men tilbage til det med konsekvenserne. At vi skal have et barn har tvunget os til at tage nogle beslutninger som vi ikke nødvendigvis havde taget, var vi uden lyden af små futter i den nære horisont. Vi tager nemlig hjem til Danmark til sommer. Og bliver. Vi havde overvejet at blive et år mere, men det skulle jo være et år med flere bådture, jagt, fiskeri og besøge andre steder i det grønlandske land. Noget som en stor mave og siden en lille toft jr. måske ikke helt tillader. Det kommer nok til at handle mere om ungen nu har det godt end om vi får set noget. Og så er det økonomien. Alle de chancer der har været for at få en lidt bedre løn er faldet til jorden, så rent finansielt vil det mest ansvarlige være at tage tilbage til Danmark. Jeg skal jo til at forsørge en familie. Ikke bare mig og Camilla. Damn. Får helt sommerfugle i maven bare ved tanken. Men jo, vi tager hjem. Også for at blive i den umiddelbare nærhed af den nærmeste familie. Noget jeg tror min mor vil sætte pris på. Hun har trods alt glædet sig til at blive farmor de sidste 10 år, så vil det da også være synd hvis vi boede alt for mange tusinde kilometer væk.

Nu mangler jeg bare at gøre det officielt på arbejdet. Det samme med Camilla. Hun har heller ikke fortalt nogen det endnu. Men der er en på arbejdet, der har sin mistanke. Det var nemlig en ældre kvinde på arbejdet, der fortalte Camilla, at hun var gravid. Hun er en af de ansatte, der den 23. december kiggede på Camilla og sagde at hun så anderledes ud. Det var hendes øjne. Hun var gravid. Og ganske rigtigt, dagen efter tog Camilla testen og den var god nok. Mystisk, er der findes folk der kan se den slags. Men ret det fik hun og godt det samme. For jeg glæder mig. Også i den grad.

Jeg skal famne være far!

god bagjul og godt nytår!

Så er julen desværre ved at spille på sidste vers. Heroppe varer julen til hellig tre konger, og siden det er i morgen, så var det så den juleferie. Jeg må dog lige indsætte en mindre kommentar her om at det var den mest afslappende og hyggelige juleferie jeg har haft i adskillige år. Ikke at de sidste par år ikke har været dejlige, men det er alt så stressfaktor million når man lige har 3 ugers ferie fra jobbet i Grønland og så skal nå at se familie, svigerfamilie, venner og konens venner, alt imens man farer frem og tilbage tværs over landet i pendulfart mellem Kbh., Roskilde, Hobro og Aalborg. Alt det var der slet slet ikke noget af denne jul. Der var ingen familie der skulle besøges, men heldigvis var der masser af venner og kolleger der var meget selskabelige (ligesom de plejer, nu bare tilsat julehygge).

Juleselskabeligheden skød Camilla og undertegnede i gang ved at invitere mine kolleger og påhæng på en omgang Wii den 18., med dertil hørende snacks og hygge. Der blev spillet bowling, tennis og boksning til den store guldmedalje (et tema der om noget gik igen over hele juleferien), og Anna Marie opfandt hvad Ib kaldte husmor kastet, hvilket sikrede hende en jordskredsejr på bowling banen.

I dagene optil jul stod den henholdsvis på æblesiver hos Sine og julehyggefrokost hos Anna Marie og Christian, samt storindkøb med Mads og Jakob. Vi havde bestemt os for at holde jul i år med efterskolelærerparret Mads og Marie og deres julegæst Jacob, der var på besøg fra Nuuk. Og Indkøb det skal da jeg da love for at vi fik gjort. Vi havde en indkøbsliste med så langt som et ondt år, og prisen var også derefter, men hygge der skulle vi have. Der var slik, sodavand, øl, vin, snaps, fisk i alle de forskellige former julen kræver, kartofler, frugter, grønt, og alt muligt mere.
Det er sådan når man holder jul for sig selv for første gang, så er der jo ingen der siger til dig at man skal gøre det sådan og sådan for sådan har vi altid gjort. Og det er egentlig ret befriende. Man kan vælge og vrage i vores juletraditionsbagkatalog og vælge dem vi syntes vi gad. Mad var noget af det første der blev ændret. Hjemme hos os har vi altid fået både flæskesteg og and, men siden Camilla er vegetar virkede det lidt som overkill når man kun er fire til at spise det (selvom vi nu sjældent er mere hjemme hos os), og grønlændere spiser mest rensdyr og moskus, så hvorfor ikke prøve det? Og jeg havde fra stadig en lækker stor steg fra sidste års moskus gemt væk i fryseren. Så moskus steg til kødspiserne og en mandelpostej til ikkekødspiserne. Og så ellers alt det gode man ellers får med rødkål, franske kartofler (varmet i ovnen ligesom Mads’ mor plejede), brunede kartofler etc. Der var selvfølgelig alt alt for meget mad, men der var jo også en dag dagen efter hvor vi havde inviteret Mads, Marie, Jakob og Mikael på julefrokost (når vi en gang vågnede). Det skal måske indskydes her, hvis ikke jeg tidligere har introduceret ham, at Mikael er leder af byens tøjbutik Høka, og er en ung gut af orientalsk oprindelse – et faktum vi får ret meget sjov ud af, og har også foranlediget hans kælenavn Den Gule Hulk. Heldigvis er knægten slet ikke uden humor og han har meget hurtigt gjort sig uundværlig, hvis man skal have en fest heroppe. Men tilbage til juleaften.

Maden var fantastisk! Det hele gik bare op i en højere enhed. Selv havde jeg kun en opgave, men den var også ret vigtig – stegen. 24 timer før den skulle i ovnen var den kommet i marinade bestående af olivenolie, hvidløg, salt og grønlandsk post, en blanding der kom med i stegepose og sat i ovnen ved 100 grader i fem timer. Efter den havde fået lov at trække lidt var den bare super. Og alt overskydende saft og marinade fra stegningen røg lige i den brune sovs, der endte med at være intet mindre end et kulinarisk mesterværk. Der var så meget saft og kraft i den sovs at den blive den sovs jeg hermed refererer til, hvis jeg nogensinde snakker med nogen om sovs. ”Tror ikke den helt er på niveau med sovsen jeg lavede juleaften 2008 den gang jeg stadig var ung og kunne holde en grydeske i mine nu gigtplagede hænder…”. Den eneste sovs der har en chance er min farmors sovs lavet på sky fra kylling… mmmm… tal om gode barndomsminder.

Nok om mad. Gaver! Dem var der nemlig også og endelig fandt jeg ud af hvad der havde været i alle de pakker der var kommet i tide og utide med posten. Selv var jeg også lidt heldig, eftersom mine pakker til Camilla ankom med posten med dagen før juleaften. Ikke fordi jeg havde været sent ude, men fik en melding kort før jul om det jeg havde bestilt ugen forinden nu ikke kunne fås. Så jeg måtte bestille noget nyt og krydse fingre for at det ankom. Det gjorde det så. Pyha. Der var cd’er, dvd’er og bøger i en lind strøm og det blev også til enkelte bløde pakker. Nu snakker jeg jo altså kun hvad der var i de der pakker til mig. Hvad de andre fik, er jo mindre vigtigt. Jeg fik masser af gaver og det var fedt. Og tak for dem for resten. Tror nu ikke de andre blev helt forskånet for gaver, og det var hygge for alle pengene med sang om vores noget amputerede juletræ (lad os bare sige at træet var symmetrisk udfordret, men den slags skal jo også have et hjem), mere nintendo wii, mere mad, risalamande, og så ellers studerer gaver og se lidt film. En af mine gaver til Camilla var et bokssæt med alle fire Die Hard film (fordi de er seje) og vi så den første af dem, siden den jo foregår juleaften. En dejlig måde at slutte en dejlig dag.

Og dagen efter blev ikke meget værre. Den 25. var der julefrokost og alt for meget mad igen. Denne gang dog med snaps, gaveleg, tegn og gæt og andet hygge. Og mere nintendo. Meget mere nintendo.

Og gik der nogle dage med at lave absolut så lidt som overhovedet muligt. Nej, hvor blev det nydt. Og så blev det nytår. Nytår blev holdt nede hos Mads og Marie, eftersom julen var holdt hos os (vi fordeler sol og vind lige heroppe). Og denne gang var det ikke med stor steg og tungt tilbehør. Nej. Vi skulle have sushi havde de andre bestemt. Jeg kunne hverken sige fra eller til, for jeg har/havde aldrig smagt det. Så jeg ville ikke sige nej, fordi jeg måske ikke kunne lide det, men heller okay, fordi jeg måske kunne lide det. Her skal det så indskydes at Mads og Marie havde fået flere gæster endnu. Kenneth og Mette var kommet fra Qaqortoq, hvor de arbejder på den efterskole der er dernede. Søde mennesker, der som fritidsbeskæftigelse så også lige kunne lave en mean sushi. Så den stod de for, mens mads stod for en fiskesupper som forret, der havde stået hele dagen og kogt på fiskefon.. nammenam. Det eneste jeg havde gjort var at stå på hovedet i fryseren for at finde en hellefisk, en ørred og to stykker røget laks de kunne bruge til henholdsvis supper og sushi. Mere gjorde jeg ikke. Nårh jo. Jakob og mig tog på en spiritus opsamlings heat lidt hen af eftermiddagen, eftersom man (til vores store overraskelse) i Grønland ikke kan købe spiritus i forretningerne på selve nytårsaftensdag. Så der stod vi så, 8 voksne mennesker nytårsaften uden øl og vin. Spiritus havde vi, men ikke noget drikkelse til selve middagen. Heldigvis var det ikke et større problem end vi tog ned i klubben og købte det der. Det er sgu rart at have forbindelserne i orden, når lokumet brænder.

Angående sushi, så må jeg med sorg konstatere at jeg ikke er overbevidst. Det smagte ikke forfærdeligt på nogen måde, men det var for mig bare heller ikke den der fantastiske kulinariske oplevelse, de andre gav udtryk for. Men jeg blev da mæt og siden hen også lidt fuld. Og fik igen ondt i benet.

Ja, det er noget andet jeg har glemt at forklare. Isen har krævet endnu et offer – mig. Jeg faldt et par dage før juleaften og har siden da humpet rundt. Ved ikke helt hvad der egentlig er galt, men det er ikke lige så galt som da Camilla faldt. Langt fra. Men der gør ondt når jeg går ned i knæ eller på anden måde lægger for meget vægt på knæet. Eller når det beslutter sig for at være træls, hvilket sker en gang imellem. Men jeg kan sagtens gå uden at ligne en idiot, bare jeg ikke går for meget i knæ, altså.

Men mit ben drillede lidt igen nytårsaften, men det skulle ikke afholde os fra at tage op på byens bedste udsigtssted, den gamle nu nedlagte heliport, da klokken nærmede sig de 24.00. Der stod vi så en god flok med cubaner cigar, champagne, udsigt over hele byen der bare eksploderede i farver omkring os. 'Fantastisk' yder ikke helt oplevelsen retfærdighed, men det nærmer sig. Under alle omstændigheder var det en utrolig dejlig aften og det samme kan siges om hele juleferien som sådan. Den har gjort underværker for mit stressniveau (helt og aldeles nulstillet), i stedet for når man nogen gange kommer hjem fra ferie i Danmark med følelsen af at du trænger til ferie. Det behøver du ikke her. Det kan varmt anbefales.

Tror det var alt for nu. Men godt nytår da for hulen.

Hyg jer.

P.S. Må lige huske at minde jer om at min dejlige kone jo løbende læghger sine billeder op på flickr. og juleferien er ingen undtagelse. De kan ses her. Det er en af hendes billeder jeg har tyvstjålet til denne blog. Enjoy :)

En meget stor dag (og alt det andet)

Så skete det! Endelig! Og nej, jeg taler ikke nu om min fødselsdag som jeg havde her for lidt over en uge siden. Nej nej, det er meget vigtigere. Jeg er blevet level 80 i World of Warcraft i dag!!! Hurraaaa for mig! Endelig er jeg nået op på niveau med de andre og endelig kan jeg få sjælefred. Ja ja, jeg er ikke færdig med spillet (meeeeeegeeet langt fra), men nu har jeg da i det mindste ikke mere det at tænke på.

Til mit forsvar skal jeg lige sige at jeg faktisk har lavet andet end at spille computer de sidste 14 dage. På skolen har jeg nærmest lagt vandret i luften med op til 26 timers undervisning på en uge samt lange møder ved siden af. Yrk. Det er heldigvis ovre nu. Nu er der lige en arbejdsdag eller to tilbage og så er det juleferie. Ah.. herligt. Jeg er så småt begyndt at holde juleferie allerede. Eleverne er taget af sted og jeg tager nu på arbejde kun lige for at få ordnet nogle projekter der er blevet negligeret de sidste par uger.

Men som sagt har vi haft travlt. Faktisk så travlt at jeg heller ikke har kunne slappe af i weekenderne. I hvert fald ikke weekenden omkring min fødselsdag. Fredag havde ATI julefrokost på Hotellet, lørdag havde vi julefrokost med den nærmeste omgangskreds hos Markus og søndag havde Camilla og undertegnede kaffemik (åbent hus) i forbindelse med min fødselsdag. Puha. Julefrokosten på hotellet på som sådan fin nok, men jeg var fuldstændig ødelagt (læs: træt) og aldrig har drukket så lidt til en julefrokost - og så var der oven i købet fri bar (så længe vi holdt os til øl, vand og snaps). Men det var da hyggeligt. Det var bare svært at være intime siden at hele restauranten var fyldt med gæster.

Bedre blev det dagen efter da vi skulle have julefrokost hos Markus. Jeg havde fået sovet det meste af trætheden væk og var ved at være klar igen. Før vi skulle samles blev vi dog nødt til at få forberedt os lidt til vores kaffemik, så vi fik lavet lagkage, æblekage og købt det sidste ind og sådan. Omkring de seks var vi så på vej til Markus (vi blev kørt, eftersom Camilla stadig humper rundt, den stakkel), med øl og gaver til pakkespil. Det vil sige at jeg faktisk havde glemt min pakke derhjemme og måtte tilbage igen. Typisk. Jeg lavede samme nummer året før. Men alt gik godt. Det var en rigtig julefrokost med alt for meget mad, god snaps, for mange øl, høj musik og ét kamera. Bjarke, en af de nye fra Masanti, havde taget sit super kamera med og så kan i tro der blev taget billeder. 800 styks for at være mere præcis. Nogle mere flatterende en andre men sådan er det jo med billeder og fest. Da klokken slog omkring de tre tog Camilla og jeg hjem, eftersom vi havde et åbent hus dagen efter og det ville være lidt ærgerligt hvis vi lugtede af sprut og ikke have nået det vi skulle. Som sagt så gjort. Vi tog hjem og festen fortsatte. Hvor lang tid den fortsatte er der lidt blandede meldinger om, men efter vi gik døde den lidt ud for så at live op igen omkring de fem stykker og fortsætte til et sted mellem halv otte og ni. Cirka. Godt vi tog hjem. Og så havde jeg fødselsdag!

Hele ugen før min fødselsdag havde jeg nærmest ikke snakket om andet. Fødselsdag, gaver og det uomtvistelige problem at min kone altid sover længere end mig. Når det er ens fødselsdag så skal man vækkes med gaver og sang. Det burde ikke være nødvendigt at skubbe sin bedre halvdel ud af sengen, før der sker noget. Det var dog ikke så slemt som jeg havde forudset. Jeg tror jeg vågnede fem ti minutter før Camilla gik op af sengen og fandt det hele frem. Så indtil hun kom tilbage sov jeg min indøvede rævesøvn.

René 'sover': ”ZZZZZZZZ…”,
Camilla kommer syngende ind: ”I dag er det Renés fødselsdag..”,
René 'vågner' og er 'totalt' overrasket: ”Nej, sørme om du ikke vækkede mig der. Det var vel nok en overraskelse.”

Hun fattede overhovedet ikke mistanke. Hæh. Men gaver, det var der. T-shirts, sokker, cd’er, dvd’er, spil, bøger og sågar en lommelærke blev det til. Nice!

Vi kom op og fik bagt og kokkereret til den helt store guldmedalje. Nogle gange er det bare dejligt at være gift, thi Camilla virkelig gik op i den her. Friskbagte boller, æblekage, brunsviger, lagkage, samt alverdens godter, tilbehør og kaffe, the og varm kakao. Jo, der var det hele. Ikke fordi hun lavede det hele selv, jeg hjalp hvor jeg kunne, men hun var da absolut hjernen bag den kaffemik. Ingen tvivl om det. Og folk var skam også meget glade når de kom. Udenfor var det nemlig blevet snestorm og er der noget bedre at komme ind til i en snestorm end friskbagte boller og varm kakao? Nej, vel.

Nu ved jeg godt at flere af jer tænker ”snestorm, hva? Så har han sgu nok ikke været så god i år alligevel”, men der tager I fejl. På Grønland siger man nemlig ikke at du har været dum/uartig/uduelig etc. hvis vejret er dårligt. Nej, hvis der er dårligt vejr, så er det fordi vejret er misundelig på at du har fødselsdag. Så vejret var åbenbart meget misundelig. Men det forstår jeg også godt, for det var dæleme hyggeligt. En anden tradition der er lidt ud over det sædvanlige når det kommer til fødselsdage er at dagen før man har fødselsdag, så kommer folk og holder sig for næsen og siger ”puhh, hvor her lugter”. Jeg har ikke helt genneskuet hvorfor, men det er noget med at man lugter gammel eller noget. Lugten stopper i hvert fald på selve fødselsdagen. For så er man frisk igen (eller noget).

Ugen efter var det buisness as usual, med undervisning, undervisning, undervisning og så.. fri! Vi havde fælles morgenmad fredag og så var det halve år forbi. Vupti. Så jeg tog lidt tidligere fri og nød vejret, der nu er blevet ret så meget bedre. Koldt, men dejligt. Om aftenen havde vi Mikael og Markus ovre til biograf i stuen, hvor jeg havde lånt (og har stadig væk) en projektor fra skolen. Så kan i godt nok tro vi fik set noget films. Jeg må nok sige at den nye Batman virkelig levede op til forventningerne. Herligt. Resten af weekenden har så gået med afslapning, se lidt tv med fruen og en intensivering af min World of Warcraft indsats der så kulminerede i min store milepæl der kom i dag. Yay mig.

Den her uge står så på de sidste arbejdsdage, skrive lidt, spille lidt Warcraft, planlægeg julen som vi skal holde med Mads og Marie, og så har vi inviteret til Nintendo Wii aften på fredag. Hvilket vil sige virtuel bowling og tennis en masse. Julen er over os og jeg nyder det i fulde drag.

Pas godt på jer selv.

Det sørme det sandt december...

Puha som tiden flyver når man har pisse travlt. Så skrev jeg blog og vupti var der så gået 14 dage mere uden at man lige fik sat sig ned og skrevet et par linier. Men det må jeg så råde lidt bod på nu. For der er sket mangt og meget siden sidst.

Sidst skrev jeg ret så nedtrykt om mit manglende spil der aldrig kom med posten. Lad mig bare lige slå fast at det faktisk ankom. Og er en af de primære årsager til at jeg ikke har fået skrevet så meget som et komma siden sidst. For jeg er jo bagud i forhold til resten af min guild, så der skal arbejdes for det. Men jeg har indhentet meget, og er nu level 75. Så fem levels tilbage før at jeg når toppen (som flere af min guild jo naturligvis allerede er). Så de sidste to weekender, samt de fleste aftener har stået i world of warcrafts tegn. Også i den grad. Heldigvis har jeg en meeeegeeet forstående kone. Hun ved hvor meget jeg har ventet på det her spil, hvor meget jeg er bagud og i det hele taget acceptere mine store julelys i øjnene når jeg snakker om hvor fedt er et være level 75 hunter med sin gorilladin og være i instance med gutterne og smadre nogle mobs med noget seriøst veltilrettelagt dps. Men som hun så diplomatisk sagde den anden dag; ”det er fint at du spiller meget lige nu, men det skal du ikke blive ved med..”. Tja, der er vel altid en grænse.

Tingene har dog også ændret sig lidt siden fredags. Der skete nemlig det meget uheldige at Camilla faldt på den nådesløst glatte is, da vi var på vej i byen efter en hyggelig middag. Camilla er desværre samtidig så uheldigt indrettet at hendes bentøj er enormt skrøbeligt og det hjalp absolut ikke at hun landede på knæene. Og slog den ene knæskal af led. Det gjorde nas og vi tog en taxa hjem med det samme. Op på sofaen med ispose på knæet og sådan har det så været siden. Men i dag er hun da så småt begyndt at humpe rundt uden at det ser ud til at gøre fuldstændigt sindssygt ondt. Men siden hun ligger på sofaen og laver så lidt som overhovedet muligt, gæt hvem der så laver alt andet? Jep, mig. Opvask, madlavning, rengøring (kun det aller vigtigste, det der kan ses når man nu får gæster), og ellers almindelig tjener og sygeplejer 24 timer i døgnet for den stakkels patient. Pudsigt nok bliver Camilla ved at sige ”vi” hver gang hun kommer i tanke om noget der skal gøres, selvom hun udmærket godt ved hvem der kommer til at stå for faktisk at gøre det .. ”skat vi en skraldepose der skal ned, vi burde også lige tage kosten under bordet her inden Mads og Marie kommer, og vi trænger til at vande blomster…” Så VI er blevet er smule trætte af at rende rundt og hele tiden at blive afbrudt i VORES spil. Men den stakkels pige har det heller ikke nemt. Hun keder sig bravt og jeg forsøger så godt som jeg kan, samtidig med at tingene spidser en smule til på arbejdet. For jeg har travlt. Denne uge har jeg 26 timers undervisning, foruden to meeeegeeet lange møder, så hvornår jeg skal finde tid til også at forberede mig, kan jeg ikke helt se endnu. Heldigvis har jeg jo gjort mange af tingene før, så jeg håber det går på rutinen indtil at jeg når mit moratorium her til jul. Ahhh… Og så vi håber på snarlig bedring, for Camilla har lovet at stå for ALT næste uge. Så det glæder jeg mig til, eller rettere det glæder VI os til.

Men det skete jo mange andre ting i sidste uge. Vi (her taler jeg om Grønland og ikke om kun Camilla og undertegnede) havde, som den velinformerede læser nok allerede ved, valg sidste tirsdag. Og det forløb uden den store dramatik. 75-80% sagde ja og resten sagde nej. Det var aldrig hverjkenm farligt eller spændende. Politikerne fik som de gerne ville have det (undtagen Demokraterne der havde agiteret for et nej), og næsten alle var glade og stolte for nu kunne de kalde sig et anerkendt folk og være herre i eget hus og bare vente på at millionerne fra undergrunden begynder at rulle ind på bankkontoen. Hurra. Eller noget. Det er vel okay. Nu må vores dejlige folkevalgte politikere bare ikke falde i fælden og begynde at tage områder hjem de ikke økonomisk er klar til endnu. Men de kunne nu godt finde på det, for de har jo penge nok og lidt for stolte grønlændere (i den betydning at siden Grønland nu er så godt som selvstændigt så skal alt hvad der komme til Grønland af afdelinger etc. også til Grønland og det kan ikke gå hurtigt nok, for Grønland kan selv). Men jeg er da glad på deres vegne, dog afventende for resultatet på længere sigt.

Selv går jeg lidt for tiden og synger ”det sørme det sandt december” lidt for mig selv, for i dag er det jo gået hen og blevet december og dermed også sådan rigtig jul. Og det kan også mærkes på skolen. Vores rengørings damer tager julepyntningsritualet meget seriøst, så hele skolen er stille og roligt ved at blive omdannet til Gertrud Sands stue. Der er kravlenisser, julekort og guirlander overalt og naturligvis julestjerner med lys i i hvert et vindue (noget som grønlænderne gør meget i). Så bare vendt, om en uge er det betydeligt værre. Eller bedre. Alt efter hvordan man har det med mængden af julepynt. Men jeg har også lavet noget julepynt for onsdag stod i juleklipningens tegn på skolen. Vi havde huset fyldt med elever og familie der alle lavede julestjerne og skar uroer ud og tegnede og klippede og klistrede til den helt store guldmedalje. For der var faktisk præmier for den mindste julestjerne og den flotteste rose (af det dersens crepe papir) og så for længste guirlande på tid (konkurrence mellem klasserne). Men der var til min store skuffelse hverken præmier for den sejeste juleninja eller cooleste jule moskus, noget som jeg ellers havde brugt lang tid på (som billedet i al sin tydelighed viser). Heldigvis var der på æbleskiver, varm kakao, pebernødder og chokolade kage (den sidstnævnte havde jeg bagt), så jeg hyggede mig da også. Og i morgen skal ninja nissen op og hænge på kontor døren under overskriften ”Du må have en farlig jul og ninja nytår!”. Nemlig ja.

de 11 millioner og mig, Maniitsoqs hjemmebiograf og håbet om en mixed double

11 millioner nørder sidder nu og spiller world of warcrafts aller nyeste udvidelse ”Wrath of the Lich King”, man med savlende dirrende læber har ventet med længsel i godt et år. Udgivelsesdatoen den 13. november har mange set frem til som små børn ser frem til juleaften, og natåbent på udgivelselsesdagen var en realitet selv i Danmark. Men ikke her på Grønland. Heroppe er der vel ikke mange der ve at der er noget der hedder World of Warcraft i det hele taget. Måske i Nuuk, hvor man godt kan spille det på netcafeer. Men i Maniitsoq er det umuligt at opdrive spillet, så jeg har været nødsetdt til at forudbestille det via en engelsk hjemmeside og dermed få den med posten. Og det startede da også meget godt. I mandags (den 10. november) fik jeg en mail om at nu var pakken sendt – YES! – hvilket i bedste fald betød at jeg faktisk kunne få den på selve dagen torsdag eller måske allerede onsdag. Nå nej, vi får jo ikke fly fra Kangerlussuaq om onsdagen, så ingen post den dag. Nå men så kommer den torsdag. Nej, heller ikke. Dårligt vejr. Fredag? Heller ikke, dårligt vejr, så ingen fly og ingen post og derfor ingen spil til mig. Lørdag har posthuset ikke åbent, men det gjorde hverken fra eller til for vejret fortsatte hele weekenden og mandag med. Problemet er ikke så meget at der er dårligt vejr, for det har vi sgu så tit heroppe. Problemet for lufthavnen ligger også i at temperaturen lige nu ligger og svinger omkring de 0 grader. Det betyder et mix af is på landingsbanen blandet med uhyre mængder vand der bliver ved med at fosse ned, blive til lidt sne i ny og næ og så til regn igen. Og Maniitsoq lufthavn er af en eller anden uvis grund ikke i besiddelse af afisnings udstyr (lyder lidt dumt, men det skrev Sermitsiaq her). Men uanset afisningsudstyr så tvivler jeg på at der er mange fly der kan lande for tiden nogen steder overhovedet. Air Greenland havde allerede i går 300 strandede passagerer rundt omkring på kysten og i dag er det ikke blevet bedre. Et Danmarks fly måtte vende tilbage til Danmark med uforrettet sag og vi fik kun et ud af tre fly til at lande i dag og det var den fra Nuuk, og ikke den fra Kangerlussuaq. Så jeg har stadig ikke modtaget nogen pakke så jeg kan komme videre med mit spil, jeg har spillet de sidste fire år. Jeg har det lidt som Kaizers Orchestra synger på deres nyeste skive: ”Der fins to typer folk, den eine er alle de andre og den anden er meg”. 11 millioner hygger sig med nye levels og kæmpe nye områder med masser af action og jeg er fanget i byens kæmpestore sjap-o-rama af sne, slud og vand. Den bedste beslutning jeg gjorde i dag var at tage termostøvler på da jeg skulle på arbejde. Og mine regnbukser var også et hit. Et andet hit ville være post.

Men bare fordi man ikke kan få lov til at få post skal verden jo ikke gå i stå af den grund, selv om det godt kunne føles sådan da jeg gik weekenden i møde uden min post. Så Camilla og undertegnede inviterede i stedet Mads, Marie, Alma, Tea og Markus til Maniitsoq Biograf i vores stue vel og mærket. Vi havde lånt en projektor på skolen, sat den til en computer med lyden over mit anlæg og indrettet stuen så alt var rettet mod ”lærredet” (hvilket var endevæggen i vores stue). Bagerst stod sofaen, foran den kom vores to sofastole, mellem dem stod projektoren på et lille bord og foran sofastole og projektor havde vi pustet vores kæmpe to personers luftmadras på, så man også kunne ligge der. Der var linet på til den helt store film aften, men det var ikke en hvilket som helst film aften – det var nemlig en film og burger aften. Så inden filmene begyndte af rulle over lærredet havde vi bagt brød, stegt bøffer (både vegetarudgaven af røde linser og noget andet godt og varianten bestående af hakket moskuskød og masser af det), hakket salat, agurk, tomat og alt det der ellers høre sig til i en rigtig burger. Nøj, den smagte godt. Det er simpelthen år og dage siden jeg har fået burger og jeg siger dig, den var al ventetiden værd. Og så havde vi lånt et par films for det hele ikke skulle være noget jeg allerede havde set og som stod i min samling. Men vi startede med to børnefilm, ”Monsters Inc” Og ”Lille Virgil og Orla Frøsnapper”, eftersom lille Alma også var med. Da klokken blev ni og Orla var blevet færdig blev Alma puttet i vores seng og så fik vi set noget action og noget engelsk humor. Da klokken blev 2 stoppede vi, Mads, Marie og Alma tog hjem og vi andre bestemte os for at kigge ned i klubben. Vi skulle bare lige vende, men det viste sig så at tage lidt længere tid end planlagt. Men hyggeligt var det. Faktisk så hyggeligt at Camilla og jeg først var hjemme lidt over seks om morgenen(!). Pokkers lang tid siden jeg har holdt så længe, men det har nok også noget med at gøre at indtil klokken 2 havde drikkevarerne udelukkende bestået af sodavand. Man servere jo ikke alkohol i en biograf.

Søndag gik med at spise lidt burger (igen), ligge og se film på vores store lærred (igen igen) og ellers slappe helt af. Det var en god søndag.

Og i dag regner det som sagt. I morgen ser vejrudsigten ikke bedre ud, så min post lader nok vente lidt længere på sig. Til gengæld skal jeg ned i den lokale sportsforretning og købe en badminton ketcher. Jeg skal nemlig i gang med badminton sammen med Tea. Camillas led kan ikke klare den slags udfoldelser så Tea og mig har slået os sammen og vi er lige ved at finde ud af om der måske gemmer sig et par stykker mere, så vi kan få gang i en double. Det kunne være ret dejligt, da man så ikke skal hoppe så meget rundt som ved single. Min motion kan jo ligge på et meget lille sted.

Nå, det var vist nok for i dag. Jeg har lige et par stile jeg skal have rette inden jeg går til ro. Hav det.

den lille bloguge #6: kort og godt

Vi har fået nisser. Jeg er overbevist om at vi har fået madglade nisser. For uanset hvor meget vi vasker op, så forsvinder den aldrig. I går var den så stor at vi blev nødt til at tage den i etaper, hvilket i realiteten betyder at vi ikke blev færdige og i står der så på mystisk vis ligeså meget som i går. Man skulle tro at der var uvorne opvaskenisser på spil, der sniger sig ind om natten og sviner en masse bestik og tallerkner til for at vi endnu engang næste morgen har noget at give os til.. suk. Livet er for kort til opvask.

Men i dag lykkedes det så at få båden op af vandet. Jeg ringede om morgenen og fik så en tid til ophaling klokken 15.00. Lidt over 15 var min båd så op af vandet og på ladet af en ladvogn og lidt efter på sit stativ foran ATI. Hurtigt og effektivt. Nu mangler jeg så bare at tømme båden og dække den til med træplader over kahytten og presenninger over hele båden så den er klar til den lange kolde vinter.

Lige et par updates før jeg går i seng (jo det bliver en kort blog i dag, troede ikke jeg havde det i mig):

Vores nye lærer er ikke taget hjem! Det vil sige at han nu har været her over en uge. Så jeg tror på det nu. Ja, han har sågar haft sine første undervisningstimer nu, og siden han ikke har løbet skrigende bort (endnu) må det være et godt tegn.

Skal også lige nævnes at vores personlige dørsælger Sarah nåede at komme hele to gange mere sidste uge efter jeg skrev bloggen. Så hurra for det.. eller hvad man nu siger til det.

Ha det godt. Og sov godt.

Den lille bloguge #5: drømmen om en Ph.D. i lingvistik

Grønlandsk er et besynderligt sprog. Jeg har nu haft sporadisk undervisning i sproget i lidt over to år og der er da noget der begynder at hænge fast, men der vil da absolut gå mange år før jeg vil være i stand til at holde en bare nogenlunde samtale. Det hjælper heller ikke at det er så fundamentalt forskelligt fra det danske sprog (eller generelt europæiske sprogstammer), og er opbyggeligt i små tillæg til det enkelte ord. Tror vores lærer startede med at kalde det et polysentetisk sprog (sammensat af mange små dele). 80% af alle ord er ”født” som udsagnsord og så kommer der ellers tillæg på tillæg til at ordet til sidst er en sætning, et sted eller det der ligner. Lad mig tage et eksempel: Restaurant.

Restaurant hedder på grønlandsk neriniartarfik, og betyder direkte oversat Stedet hvor man plejer at have til hensigt at spise. Stammen er nerivoq, der betyder at spise. Niar er et tillæg der betyder har til hensigt, tar er lige med plejer og fik betyder stedet hvor. Så sammen betyder det hele så det der sted hvor man har til hensigt at spise. Egentlig meget logisk. Bortset fra så at værtshus hedder imerniartarfik, hvilket betyder stedet hvor man plejer at have til hensigt at drikke vand. Og jeg har været på grønlandske værtshuse og de plejer absolut ikke at drikke vand. Men måske skal man se det som en hensigt om at drikke våde varer?

Og så er der alle deres bøjninger. Jeg var aldrig god til tysk fordi der var alle de mærkelige bøjninger. Men tag det så og gang det med mange, så har du grønlandsk. Plus så at der ikke er nogle som helst ord der minder om noget du kender. Arh, det er måske lidt løgn. Der har sneget sig et fåtal af danske og engelske ord ind som så er blevet grønlandiseret, om du vil. Æble hedder ibili, bil er biili, farvel hedder baj (fra goodbye). Og der er flere af den slags. Selv navne får en grønlandsk behandling. Knud hedder for eksempel på grønlandsk Kunuk.

Men for at vende tilbage til bøjningerne. Det er altid den sidste del af ordet der viser hvem der gør hvad. Nerivoq viser os at det er han, hun eller den der spiser. Nerivunga så er det mig der spiser - altså jeg spiser eller spiste, som det også kan være. Vi har nemlig på grønlandsk ikke fortid og nutid og fremtid. Vi har fortid/nutids bøjning, og fremtid. Så nutidsbøjningen kan også betyde at det er sket. Det må man så hører ud af konteksten. Til gengæld er der så også når/hvis og da/fordi bøjning. Så hvis man siger ”jeg spiser når maden er færdig”, så vil jeg spiser være nerivunga (sådan lige ud af landevejen) men når maden er færdig få en helt anden endelse og ikke bare voq (eler poq) som det sig ellers ”plejer”. Så skal man over på en helt andet tabel med tyve nye endelser. Og så er der endelserne for genstandsled (jeg tager den) og … hvordan man nogensinde kan gennemføre en samtale uden en ph.d. i lingvistik kan nogensinde gå over min forstand. De må have nogle kloge unger heroppe.

Der er også ret så mange ord der minder om hinanden men absolut betyder vidt forskellige ting. Hvis ikke man passer på kan man komme grueligt galt af sted.

Eksempel #1: Arnaq betyder kvinde, mens annak betyder lort. Så da jeg sidste år havde en elev ved navn Arnannuaq (betyder lille kvinde) gjorde jeg mig ellers umage for at udtale R’et, men endte alligevel med en storgrinende kommentar om at ”du har altså lige kaldt mig lille lort”. Resten af året blev hun så kaldt ved hendes efternavn, Hansen.

Eksempel #2: Nuliara betyder min kone og naluara betyder det ved jeg ikke. Så når jeg kommer med min kone nede i byen og de spørger "Kinana" (hvem er det?) så skal jeg altså sige det første og ikke det sidste. Ellers kan det hurtigt blive pinligt…

Nå, det blev lige en lille blog om det grønlandske sprog. Jeg vil bare benytte lejligheden her til sidst til at sige at hvis der er grammatiske eller stavemæssige fejl i min korte gennemgang af det grønlandske sprog, så undskylder jeg på forhånd. Jeg har desværre ikke en ph.d. i lingvistik, og grammatik har aldrig været min stærke side. Så bær over med mig. Jeg prøver i det mindste, men det dælme ikke nemt.

Takuss (vi ses).

Den lille bloguge #4: Oprørsk efterskole revy, blog blokerende bytur og ophalingsbestillingsproblemer

I går var vi til revy. Revy siger du? Ja den er god nok. Efterskolen havde i forbindelse med vores stort anlagte (not) kulturweekend lavet en revy, på meget kort tid og udelukkende med elever (men med lærernes hjælp). Revyen er dog ikke en del af det officielle kultur program, eftersom det var kulturprogramsudvaget ikke sikker på kunne passe ind. Hvad fanden er det for en holdning? De skal da tage imod alt det initiativ de overhovedet kan finde i den her udørk af et kultur landskab. Initiativ er noget af det dyrebareste man kan have i et land som Grønland, om ikke andet så da for at vise efterskolens elever at byens står bag dem. Men det var åbenbart for meget forlangt. Til gengæld var efterskolen ligeglade med om de var med på programmet eller ej, og lavede plakater som de satte op rundt i byen og havde så forestilling fredag klokken 20.00. Sådan! Initiativ!

Det skal siges at den eneste grund til at jeg bevægede mig af sted til en efterskole revy er for at støtte Mads og Marie, der jo er lærere på skolen og egentlig også for at støtte eleverne. Det må være svært at være så langt hjemmefra og så ikke føle sig velkommen. Så Camilla, Tea og undertegnede havde en hyggelig middag og tog så til revy. Vi havde frygtet at vi ville ende som de eneste publikummer, men heldigvis blev der næsten fyldt i lokalet. Og vi hyggede os. Jo, stykket og skuespillet var måske ikke verdens bedste, men eleverne var charmerende nervøse og selvom musikerne og sangerne måske ikke altid fandt tonen så red hele forestillingen på en følelse at ”vi gør det famne alligevel”. Og selv om det meste var på grønlandsk fattede man som dansker sagtens en del pointer, så man kunne sagtens more sig. Hele forestillingen tog omkring en times penge og bagefter var der kaffe og kage på efterskolens kollegium. Det fik vi så. Det vil sige jeg drak the eftersom jeg stadig ikke har lært at drikke kaffe. Jeg ved det godt – så bliv dog voksen. Men det må blive en anden gang.

Efter et par stykker kage (og the) tog Tea, Camilla, undertegnede og efterskolens forstander Flemming, i klubben. Flemming havde aldrig været der før og var både forbavset og henrykt over at der var sådan en oase midt i dette kolde hvide landskab (orv, ja, sneen har lagt sig og det er blevet godt koldt igen). Det var egentlig planen at jeg skulle tidligt (eller i hvert fald tidligere) hjem så jeg kunne nå at skrive blog inden jeg kom i seng, men selskabet var godt og klubben emmede god stemning og lutter kendte mennesker. Så det blev en lang og hyggelig aften/nat, der endte på Aju, byens eneste diskotek. Jeg har før sagt lidet flatterende ting om Aju og specielt dens indretning og valg af musik, men jeg vil nøjes med at sige at det ikke er blevet bedre. Heldigvis var selskabet jo fint og vi hyggede os. Og der var mange der. Rigtig mange. Det hænger så også sammen med at de fjorten dags lønnede fik løn samme dag og de studerende fik SU i sidste uge. Så der skule festes. Og jeg endte som sædvanlig med at forsøge at finde en balance mellem at hygge mig storslået og ikke blive alt for fuld eftersom jeg kunne se de først 10-15 elever og tidligere elever omkring mig. Og jeg synes faktisk det gik helt okay. Klokken tre var det så hjem og på hovedet i seng.

På falderebet vil jeg lige fortælle en lille anekdote om endnu et eksempel på den grønlandske ”i sidste øjebliks” syndrom. I næste uge skal jeg have båden op af vandet, hvilket sker ved at man bestiller en kranbil til at komme og hente den på af vandet og køre den hen til dens overvintrings stativ. Jeg ringede fredag eftermiddag til Transportservice og samtalen gik nogenlunde sådan her.

”Transportservice”
”Goddag, du taler med René Toft, jeg skulle høre hvornår I har tid til at tage min båd op af vandet?”
”Det kan vi ikke, vi har alt for travlt lige nu.”
”Jamen det skal jo ikke være i dag. Har I måske tid på mandag”.
”Det ved jeg ikke. Ring mandag morgen”

Booking og planlægning er åbenbart ikke deres stærke side. Jeg fik i hvert fald ikke booket en bådophaling, og må sætte min lid til at jeg ringer før de andre mulige bådophalere på mandag. Men sådan er der så meget.

Godnat.

Den lille bloguge #3: eventyret om den spanske skulkedag, den ufrivillige babysitter og den onde arabiske sørøver Omar

I dag er det så første torsdag i måneden, hvilket ikke betyder noget specielt for ret mange mennesker, men på vores skole betyder første torsdag i måneden lærerrådsmøde. Og siden jeg er lærerrådsformand (jo, den er god nok - de turde godt give mig det ansvar…) er det ligesom noget jeg står for. Det foregår om eftermiddagen og på gode dage tager det ikke så lang tid (halvanden time) og på de mindre gode dage kan det tage tre til fire timer. I dag var det en af de slemme. Tre en halvtimes møde om skole, elever, udvalg, projekter og alt den slags man bliver nødt til at sætte sig ned og snakke om en gang imellem for en skole kan fungere. Men nej, hvor kan det godt trække tænder ud en gang imellem. Så bagefter var jeg rimelig kvæstet og jeg havde stadig spansk undervisning at se frem til klokken 19.00. Yrk. Aftenskole er fint, men efter en lang dag på jobbet kan det godt være en smule hårdt, så jeg besluttede mig for at skulke i dag. Alternativet var at sidde dernede og kæmpe med at holde mig vågen. Jeg havde set frem til en aften hjemme på sofaen med Camilla, men fordi hun troede jeg skulle til spansk havde hun sagt ja til at være babysitter for Alma, mens Mads og Marie var nede og øve revy med efterskolens elever. De skal opføre en revy for byens borgere i morgen aften og de havde derfor brug for en øver mere her til aften og Camilla havde derfor lovet at hjælpe til og passe Alma inden hun skulle i seng.

Nu kunne jeg så vælge enten at sidde hjemme alene og kukkelure, eller tage med Camilla ned og lege babysitter. Jeg valgte det sidste. Det ville også være dejligt at lave noget sammen med min kone for en gang skyld. Og det var ikke et helt dårligt valg. Mads og Marie tog af sted da vi kom og nu var det så tid til lidt leg inden det så var senge tid for Alma. ”Leg” indebar så at udstyre mig med alle Almas halskæder og armbånd (de kom så på ørerne eftersom mine håndled var lige store nok). Jo jeg var meget yndig. Derefter lavede vi ”fælder” med selv samme smykker - noget med at lægge smykker på folks fødder mens de holdte sig for øjnene til meget stor moro for lille Alma der var ved at flække af grin mens hun snedigt lagde en halskæde om ens store plader. Derefter skulle der nattøj på, børstes tænder og i seng, hvor jeg så læste hele to historier for hende. Første ”Kender du Pippi Langstrømpe” (altid et hit) og så ”Min morfar er sørøver” (lige op i min boldgade inklusiv en ond arabisk sørøver ved navn Omar med en meget stor guldskat og flyvende tæpper). Derefter fik Camilla jobbet at ”nusse” Alma i søvn, hvilket så tog lidt mere end en time… Imens lå jeg nedenunder i stuen og slappede af med et glas cola og så lidt DVD. Puha det er sørme hårdt at være babysitter.

Ikke meget senere kom Mads og Marie hjem igen og vi fik lidt is (ikke så meget mig da det var cappuccino is… kaffe bvadr) og en kop the mens vi snakkede om løst og fast. Alt i alt en super hyggelig og afslappende aften. Lige hvad jeg havde brug for.