Hold nu op jeg har haft et program den her uge. Puha, intet under at jeg ikke er helt klar til flytning i morgen (men jeg er altså kommet ret langt, nu jeg selv skal sige det). Men lad mig kort opsummere...
Mandag var jeg i byen med den altid underskønne Anne Læsø og vores alle sammens yndlings folkeskole lærer Bjerring. Ikke nogen vild i gaden agtig tur, men mere en bæverding spille terning på de lokale steder, mens man kyler lidt øl og et par shots ned og bruger nogle ti kroner i en jukebox der ikke har set en opdatering i 10 år. Hep, det bliver snart ikke bedre og mere afslappende end det. Vi havde i hvert fald nogle dejlige sene nattetimer på stud, victoria og til sidst west end.
Onsdag stod i den dårlige smags tjeneste med stor hjælp fra Jennifer. Damn hun har nogle kitchede film.. Her gik jeg og troede jeg havde en mærkelig smag når det kommer til film, men nix, den lille amerikaner slår mig med flere længder. Ii hvert fald havde vi aftalt for længe siden at vi skulle se Breakin 1 + 2. Breakin er en film der blev rimelig stor i de glade 80'ere, hvor electric boogie og breakdance var på sit højeste. Jeg kan huske jeg så dem som ung purk, da jeg selv dansede rundt i hele stuen, forsøgte at spinne rundt på hovedet og kaldte mig mærkelig navne som mr. electric eller noget tilsvarende fjollet. Åh ja, det var de gode gamle dage. Men i hvert fald glædede jeg mig til et gensyn med den film og så den fortsættelse jeg aldrig fik set back in the days. 1'eren var som jeg huskede den, rimelig camp, men faktisk ret fed med masser af god musik, masser af dansemontager og ellers en rimelig godt skruet sammen film. 2'eren derimod var direkte frygtelig. Det var meget tydeligt at den kun var lavet for at lukrere på den første films succes. Der var ingen hiostorie ud over at de tre helte fra nummer et forsøger at redde deres lokale ungdomscenter fra at blive opkøbt for at blive lavet om til et indkøbscenter (hold da kæft en original historie... aldrig hørt før.. hvordan kunne de IKKE få den oscar for amnuskript?). Og så er den så urealistisk. Alt og alle bryder konstant ud i dans. Patienter på hospitaler, parkeringsvagter, læger.. sygt siger jeg, sygt. Men vi sluttede aftenen/natten af med at se john Waters fantastiske 50'er pastiche "Cry Baby" og så den helt utrolig dårlige Xanadu... ak, en aften. Men det var hyggeligt og så havde jeg jo lavet min efterhånden halvkendte rødvin/chili lasagne så Jennifer var helt i topform. Vi var færdige med at se film klokken 4 eller saådan noget. 2 ret gode film og 2 uhyggeligt dårlige film. Ja 50/50 er vel ok, når man nu selv har været ude om det :)
fortsættes senere...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar