den liflige duft af nybagt rugbrød

I dag har jeg bagt mit livs første rugbrød. Ja umiddelbart lyder det ikke som den store kæmpe bedrift der fortjener lovprisninger og alsang i den nærmeste fremtid. For nej, det er ikke særligt svært at lave rugbrød. Slet ikke nu om stunder hvor man kan bruge de dersens mel blandinger hvor man kun skal tilsætte gær og vand, ælte ælte ælte, hæve hæve, in i ovnen og så pling – nybagt rugbrød. Nej. Svært er det ikke. Der er bare den hage ved rugbrød. Varmt rugbrød stinker.

Jeg ved godt at der nok er mange derude der er voldsomt uenig med mig på det punkt, men min yderst fintfølende næse skærer altså tænder hver gang den kommer i nærheden af varmt rugbrød, det værende rugbrød der bager i ovnen eller rugbrød der bliver ristet på… ja brødristeren. Det lugter bare ikke særligt godt. Selvfølgelig ææælsker Camilla til min store irritation både duften og smagen af varmt rugbrød. ”Det er da det bedste!” proklamerede hun i dag mens jeg var ved at drukne i lugten af rugbrød i ovnen. Sådan er vi heldigvis så forskellige. Og det var også lidt for at vise mig fra min gode side at jeg bestemte mig for at bage rugbrød i dag. For jeg havde som sagt aldrig prøvet det før, kan ikke fordrage lugten og jeg ved Camilla vældigt godt kan lide nybagt rugbrød. Og siden jeg havde bestemt mig for at aftensmaden skulle være æggekage, kunne det være lækkert med frisk rugbrød. Og det ville gøre Camilla glad.

Jeg må hellere lige indskyde at det altså ikke var fordi Camilla i nogen særlig grad trængte til at blive opmuntret eller noget. Eller vi har været uvenner eller noget. Næh. Faktisk går det rigtigt godt og måske mere derfor vil jeg gerne forsøge at vise mig fra min bedste side (i hvert fald fra min mere opofrende side). hun gør mig glad, og så vil jeg også gerne gøre hende glad.

Det er selvfølgelig ikke nogen hemmelighed at jeg blot behøver at kaste et glimt på hendes mave og så er jeg saligheden selv. For det kan ses. Maven kan ikke længere gå for ”hovsa, du har da taget lidt på”, nu er det mere ”hold da op, hvor langt er du henne?”. Maven strutter og vokser mere og mere for hver dag der går. Jeg glæder mig til om et par uger, når den kan begynde at høre. Så skal der spilles musik. Tror ungen skal høre noget jazz. Ikke at jeg har den store samling, men det jeg har, er old school smooth jazz, ikke noget af det der moderne fusions noget. Nix. Det der, der gør godt for sjælen. Der hvor man drømmer sig til en lille tilrøget bar med et glas whisky, mens man tænker lidt over livets store spørgsmål eller blot nyder øjeblikket i de små blå timer. Den slags jazz skal den lille høre.

Men indtil da må rugbrød kunne gøre det.

Og det blev faktisk rigtig godt. På trods af lugten.