Der må være sket en fejl. Faktisk adskillige millioner fejl. Jeg vandt jo ikke. Her snakker jeg jo naturligvis om de der ufattelige mængder lottomillioner der stod på højkant denne højhellige lørdag. Først var det 58 millioner, så var det 64 og det endte vist med at være 74 millioner. Og så var der jo også Jokeren der var en 10 millioner. I hvert fald kunne man med den rigtige kombination vinde ret så mange penge. Og dem var det jo meningen at jeg skulle have mine fingre i. Karsten og undertegnede havde købt hver vores lottokupon og indgået en gentleman agreement om at hvis en af os vandt så delte vi lige over. Karsten var sikker på at han vandt for han havde aldrig spillet før og hvis ikke det var nok (det burde det jo have været) så var han overbevist om at jeg bragte ham held. Så vi var sikker i vores sag. Selv var jeg overbevist om at han fik den store gevinst og jeg scorede jokeren så tilsammen sku vi nok en 80 millioner, der jo så (desværre) skulle deles i to, men 40 millioner på kontoen er vel også en slags penge (man kan vel nøjes). Jeg havde ellers planlagt det hele, mit nye jetset liv i overhalingsbanen i Maniitsoq, champagnen der skulle flyde i en lind strøm, swimmingpoolen der skulle bygges på toppen i min nye penthouse lejlighed, det private jetfly til min kone (måske havde jeg ikke lige råd til et fly men man kan jo altid leje) så vi kunne se hinanden lidt oftere, så skulle jeg lige have startet et musikselskab, så mine stakkels venner endelig kunne udgives, min bror kunne få en cool bil eller hvad han nu havde lyst til at bruge en million på, for slet ikke tale om alle de dvd’er, cd’er, computerspil, elektroniske himstergimster og hvad der ellers hører til i en hver nørds fremtidige ønskehjem. Men jeg vil ikke købe en ny båd for min båd er sej. Måske skulle den shines lidt op, få det nyeste og sejeste udstyr installeret og sådan, men Madicken bliver. Kom heller ikke lige til nogen konklusion omkring mit job. Jeg kan egentlig godt lide at være lærer, så jeg tror næsten at jeg ville blive ved med det tiden ud (2 år endnu), men efter den tid har jeg lovet at Camilla (min dejlige kone) bestemmer hvor vi skal hen, så hvor end vi så endte så ville jeg slå mig ned med en bærbar og skrive en bestseller (det er jo sådan noget man bare gør når man er en sej millionær som mig) og udgive den på mit nye forlag og tjene endnu flere penge. Så I kan jo godt se at der må være sket en fejl. Da jeg slå op tekst tv og så at det så sandelig ikke var de tal jeg havde på min lottokupon blev jeg jo forvirret. Det kunne jo ikke passe. Og da Karsten ringede og sagde at han heller ikke havde vundet var forvirringen total. Vi overvejede at ringe til tekst tv for at sige til dem at de skulle sætte de rigtige tal på. Vi kunne bare ikke finde nummeret til dem. Så vi gik i biografen i stedet.
Det gik så heller ikke helt som planlagt. Sammen med Bodil (en af de andre kursister) havde vi købt billeter til Oceans 13, og vi fik købt slik, sodavand og var klar til 2 timer i selskab med alle de store stjerner (dem jeg ville have mænget mig med, hvis jeg havde vundet lotto). Lidt inde i filmen skulle Karsten lige ud og trække vejret gennem et filter. Den slags tager som regel en fem minutter, men manden kom ikke tilbage. Overhovedet. Det undrede os lidt, men jeg regnede med at han havde sat sig et andet sted efter han var kommet ind igen eller noget i den dur. Måske var han bare blev enig med sig selv om at filmen var kedelig og gået, men det ligner ham nu ikke at lave sådan et stunt. Vi så filmen færdig, og Bodil og jeg spejdede efter Karsten, men han var ingen steder at se. Da jeg kom hjem sms’ede (det kan jeg nemlig nu) jeg lige til ham for at høre hvor han blev af, og så var det jeg fik forklaringen. Katuaq (kulturhuset hvor biografen er) er blevet røgfri, og i den forbindelse skal man altså gå udenfor for at ryge. Hvad Karsten ikke vidste var at efter filmen var gået i gang var personalet mere eller mindre skredet og dørene var sat på automatisk smæklås. Så Karsten blev låst ude. Uden nogen mulighed for at komme ind igen. Jamen hvad er det der sker? Så efter han havde rendt omkring bygningen en tre fire gange og hevet i alle døre uden held så gav den stakkels mand op og gik slukøret hjem til hotellet igen.
Filmen var ellers fin. Men det skal I ikke sige til Karsten.
Derudover har jeg købt det dersens Illustreret Videnskab i dag. Ikke fordi jeg vil til at læse alt om det der videnskab, men mere fordi der var en IQ test med. Og jeg har de sidste par år gået med en svag mistanke om at jeg faktisk er ret klog. Måske endda Mensa materiale. Ja,ja den er god med dig. ”Ham den skaldede fjeldabe kan sgu da ikke komme i Mensa”, tænker du nok, ”det er jo for folk med noget mellem ørerne”. Men i de sidste par test jeg har taget rundt omkring på nettet har jeg scoret fra 128 til 136, og for at komme i Mensa skal man have 131 (eller 132, kan ikke helt huske det præcis). Nu er det bare sådan at ved at flere af de der test er der en usikkerheds faktor på et eller andet antal point så jeg ku rent faktisk være en del under (altså dummere end jeg går og bilder mig ind) eller lidt over (og dermed risiko for at være klog som bare pokker). Mensa selv har en test hvor usikkerheden er en del mindre og den de har på nettet prøvede jeg også tidligere. Her scorede jeg rimelig højt men ikke højt nok, så det var lidt en kold klud i hovedet når man nu gik med drømmen om at blive den klogeste pseudo eksimo i Grønland. Så nu skulle slaget stå. Illustreret Viden skab skulle afgøre om jeg skulle forsøge optagelse hos de der braniacs eller ej. Testen tog fat på både sprogforståelse, logik, billed- og mønstergenkendelse, hukommelse og regning og tog mig godt en times penge. Sprog, logik, billede og regning gik sådan set ok, men min hukommelse var ikke helt optimal. Det var noget med at huske numre der kom i en hvis rækkefølge en gang. Ikke helt nemt. Men jeg klarede mig bedre end jeg regnede med. Og hvad blev resultatet så? Skal jeg i Mensa? Nix, nada, desværre. Jeg fik den nette sum af IQ 125, hvilket vil sige at jeg stadig er 6 til 7 point fra top 0,2 procent af den samlede befolkning hvor Mensa folkene befinder sig, men til gengæld er jeg så klogere end 95% af verdens befolkning. Top 5% er da heller ikke aller værst, men det er lidt nederen at blive droppet igen, når man lige har læst at en to årig pige fra England er blevet optaget i Mensa. 2 årig! Hvad fanden sker der? En 2 årig kan klare opgaverne men jeg kan ikke? Tal om at føle sig en lille smule til grin. Oh well.
Nå, nok om det. Jeg skal i seng. Har en lang dag i morgen igen…. Mand nu må vi også snart være færdige med det her kursus så jeg kan komme hjem til min kone så hun kan se min selvlysende bornholmske frimærkesamling. Den er jeg sikker på bliver et hit…
Great. Jeg er endelig blevet fri for snakkekællingerne inde ved siden af og der er kommet en ny gæst. Hvad gør han så? Han snakker i søvne. Typisk.
søndag, juli 01, 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar