den mobile skarnsknægt

Det måtte jo ske. Jeg har igen fået en mobilos. Ja, den er god nok. René har endnu givet efter og glemt alt om mobilfrie principper og at det rent faktisk er ret dejligt at folk ikke kan få fat i dig 24 timer i døgnet 7 dage om ugen. Yrk. Bare tanken. Så hvorfor dog få en når jeg hellere vil være eneboer og eremit, leve for mig selv og helst kun kommunikere med omverdenen gennem røgsignaler fra min majspibe? Tjo, det er faktisk mest på grund af min båd. En vigtig regel når man er ude og sejle er at man har eller i det mindste har mulighed for radioforbindelse med omverdenen. Det anbefales sågar at man har mindst to måder at kommunikere med omverdenen med, i tilfælde af at den ene ikke virker. Så den VHF radio (som jeg endnu ikke har fået købt mig) er ikke nok, og så er den også kun ment til nødopkald. At du er løbet tør for benzin (dumt) er ikke en nødsituation. At din båd synker og/eller er i brand, du har mand over bord, du bliver overfaldet af en isbjørn eller noget tilsvarende – se det er en nødsituation. Vi taler altså om livsfare. Så til alt det andet gejl må man have et andet kommunikationsmiddel. Derfor mobiltelefon. Og så gør det jo ikke noget at jeg kan tale med min kone mens jeg er i Nuuk uden at give 10-12 kroner i minuttet som de kræver på Hotellets linie ud af huset…

At jeg ikke har købt den før nu hænger lidt sammen med at jeg er lidt en gnier. Der er ingen grund til at betale overpris hvis man kan undgå det. Og hvis der er en ting der er dyrt i grønland så er det en mobil telefon. I Danmark kan man få smidt en i nakken for en krone og et halvårsabonnement (det var det jeg gav for min sidste mobil), men heroppe koster de snildt mellem 1.500 og 3.500 eller mere. Og det gider jeg altså ikke give for noget jeg har tænkt mig at bruge så lidt som overhovedet muligt. Og så var det at jeg kom til Nuuk. I brugsen havde de nemlig tilbud på en lækker sag af en sort Motorola model W220 (reklamepenge tak, moto) der var sat ned fra 1.299 til 800 bobs. Se det er noget jeg kan forholde mig til. Så den købte jeg så. Så skulle jeg bare lige på posthuset (TelePost) og købe abonnement, få ladet telefonen op, aktiveret SIM kortet (det kan tage op til 2 dage heroppe) og så var jeg klar til kamp. Den blev klar og jeg fik ringet til min kone og efter samtalen sendte hun mig så en lille SMS for lige at checke nummeret. Jeg får åbnet indbakken og hvad ser jer? At beskeden er nummer 107! Sig mig lige en gang, har jeg ikke lige købt en sprit ny telefon måske? Hvordan fanden kan der så være så mange beskeder. Fanme for dårligt. Og så var de alle sammen på grønlandsk så jeg kunne ikke engang snage. Øv. Men så kom jeg også i tanke om at batteriet godt sad i da jeg åbnede kassen og der ikke sad sådan en fin plastik film på displayskærmen. Grunden til at jeg ved at der burde have været det er at Karsten købte samme mobil og den var nemlig med separat batteri og plastik. Så den eneste logiske konklusion var at brugsen havde solgt mig en brugt mobil. Ikke brugt længe men længe nok til den i hvert fald ikke var så sprit ny som den burde (de 106 ”fremmede” sms’er var sendt mellem marts og april i år). Det der var sket var højst sandsynligt at en havde købt den og efter en måneds tid fundet ud af at han hellere ville have en anden og gået tilbage og byttet tilbage. Men det skal de fanme gøre opmærksom på sådan noget.

Så mig op til brugsen og sige hør lige her, hvad er dog det for noget. De kunne godt se at det ikke var helt heldigt, men de kunne desværre ikke bytte til en ny, da Karsten havde købt den sidste. De kunne heller ikke få en ny hjem (ikke at jeg havde tænkt mig at blive i Nuuk og vendte på det), og de kunne heller ikke lige fremtrylle et nyt batteri, som egentlig var det jeg var mest irriteret over. De ville gerne tilbyde mig en anden model, men de nåede altså ikke den lille sorte stillige model til sokkerholderne, og jeg ville jo gerne beholde den. Modellen var der jo intet i vejen med. Men batterier har levetid og min var brugt. Så vil blev enige om et 200 kroners afslag til et nyt batterier. Har ingen idé om man kan få et batteri for 200 kroner men en 25% afslag i pris på noget der allerede er sat ned 40% er ikke helt at kimse af. Så fra 1.299 til 600 synes jeg er en helt pæn handel. Så jeg fik pengene, og er nu en glad indehaver af en næsten ny mobil.

Derudover har vi haft travlt her på Modul 2 af pædagogikum. Vi læser, diskuterer, får alt for lækker mad (det kan man mærkelig nok godt blive lidt træt af i længden), skriver, læser lidt mere, spiser og læser igen. Der er ikke meget fritid, med undtagelse af i dag, hvor vi har fået fri efter klokken 12. Og det trængte vi også til. Så Karsten og jeg var på en lille tur til Nuussuaq hvor jeg boede som barn. Vi travede rundt og jeg pegede hid og did om fortalte historier fra min barndom om hvem der nu havde boet der og der og alle de skarnsstreger jeg nu havde haft gang i. Ret sjovt egentlig. Tror ikke han kedede sig alt for meget. Vi tog også lige en slapper nede ved lystbåde havnen og sad på klipperne med en kold pilsner. Jeg siger dig, det er ikke det værste der kan ske. Mmmmm. Da vi kom hjem manglede vi lidt et aftensprojekt, da der hverken var noget i fjernsynet af nævneværdig karakter og biffen ikke viser noget værd at se før på fredag. Så jeg gik i brugsen (igen igen) og købte af ren nostalgiske årsager den nye Rocky Balboa (det er den sjette af dem, og den bedste siden 1 ca.). Nu kunne vi have sat os en på et af værelserne og set filmen på den lille bærbare skærm, men vi er jo altså ikke multimedienørder for ingenting. Så i stedet sneg vi os op til vores konference lokale hvor vi vidste at der var en projektor. Vi fik lånt nogle computerhøjtalere af personalet og så så vi ellers gode gamle Rocky på storskærm, mens der i det næste konferencelokale var fyldt af fine folk fra Nordisk Råd for Kultur og Uddannelse (mener det var det det hed). Vi følte lidt vi var et par skarnsknægte ude på ballade, men sjovt var det. Filmen var fin, måske mere nostalgisk en fantastisk spændende, men vi blev da underholdt.

Nu sidder jeg så og skriver lidt blog inden jeg skal forsøge at falde i søvn i den her ulidelige varme. Faktisk sover jeg ikke særlig godt her på hotellet. Puderne og seng er ikke helt optimale så jeg har lidt ondt i nakken og sover alt for let. Så slev om jeg får otte timer er jeg mere træt når jeg vågner en mine seks timer hjemme i Maniitsoq, men sådan er det jo at være hjemmefra. Men typisk mit helt så er jeg placeret på 1. sal aller yderst, lige ved siden af KNI bygningen der selvfølgelig er ved at få en ekstra etage på (eller noget i den stil) så denne morgen blev jeg vækket før tid af et kæmpe BRRRRRRRRRRUUUUUUMMMM. Jep, beton bor lige i ydervækken. Fedt. Receptionen tilbød at flytte mig, men jeg gider heller ikke være et alt for stort problembarn så jeg vil lige se om de også vækker mig på samme måde i morgen. Hvis de gør det er jeg den der er flyttet. For det var dæleme HØJT!.

Nå, ja. Lige et mærkeligt faktum. Den tobak, Sirius, jeg køber i Danmark og ryger i piben har jeg fundet heroppe. Det var en af de andre kursister (en eks piber) der gjorde mig opmærksom på at man kunne få den en gang i mellem. Så jeg gik ind i Pissifik og ganske rigtigt. Der stod en enlig dåse Sirius. Og nu kommer det mærkelige. Den kostede kun 45 kroner! I Danmark koster den typisk 98 kroner, og taget i betragtning af at en pakke smøger med 20 i koster 59 kroner heroppe og 31 kroner i Danmark giver det jo slet slet ingen mening. Men som min eks pibe ryger ven sagde ”lad vær med at sige det til dem!!”. Vi skulle jo nødig risikere at de finder ud af deres fejl og sætter den op for alle de andre stakkels piberygere i Grønland. Så derfor på opfordring siger jeg til alle jer der læser dette: Shhhhhhhhh……!