Han er jo terrorist!

Jeg skal vist snart barberes. Det er en konklusion jeg må sande efter denne weekends tur til klubben hvor jeg ankom ved ni tiden sammen med Ulrik efter et mislykkedes forsøg på at holde netcafe på skolen. Der var simpelthen ikke kommet andre end os to. Jeg gjorde det mest fordi der skulle ligesom være en lærer til stede (jeg gad ikke rigtig den dag), siden Karsten først havde meldt ud han ville i klubben i stedet, men skiftede så mening og sagde at han kom, men klokken syv da vi skulle starte kom han så og sagde at han alligevel ikke gad. Forvirret? Blev bare lidt irriteret eftersom jeg selv føler lidt at den så hænger på mig, og det var ikke mig der inviterede alle elever i første omgang (via mail), næh det var Karsten efter opfordring af Ulrik. Tror nu nok mest at Karsten gjorde det fordi Ulrik synes det er super fedt. Karsten er vist lidt træt af at få bank i Battlefield 2. Men det var ikke det jeg skulle fortælle om.

Ulrik og undertegnede bestemte os for at når nu der ikke var nogen at lege med på computerne, så kunne vi da altid gå i klubben og få en øl. Som sagt så gjort. Og der var da rimeligt med folk.. og de var ikke helt appelsinfri. Ib fra Sukkertoppen rør havde skiftet job og ville i den anledning godt invitere til røget ål om eftermiddagen i forbindelse med fodboldkampen. Selv sad jeg lidt fast i en ordentlig omgang World of Warcraft på nettet da kampen blev spillet så jeg så os ikke spille 0-0 med arvefjenden. Og røget ål har heller aldrig rigtig været mig. Så adskillige at hoben i Klubben var allerede godt ved muffen efter adskillige timer med snaps, ål, fodbold og øl ad libitum. Da vi kom ind gik vi i baren, fik en øl (Ulrik dog en Smirnoff Ice), og faldt hurtigt i snak. Så var det jeg så at Stig stod og skulede olmt på mig. Det skal her indskydes at Stig er et ordentligt brød af en håndværker, og sjakbajs og når han skuler ondt så kan man godt begynde at få ticks ved øjet og sved på panden. Og jeg havde så vidt jeg vidste ikke gjort noget der sku have gjort ham ond i sulet. Pludselig udbryder manden så til den nærmeste, mens han peger på mig: ”hvem fanden er det? Hvem er han”, oprigtig irriteret på denne ukendte fremmede der maser sig ind på klubmedlemmernes enemærke. Altså lige indtil der så den nærmeste så siger til ham ”det er sgu da René”. Godt forvirret nu, for Stig kender mig godt, udbryder han ”jamen han har jo skæg i hele hovedet… han er jo terrorist”. Og så var det vi ikke helt kunne lade være med at grine. Selv stod Stig uden at vende mundvigene opad, overbevist om at vi ved en fejl havde lukket Osama bin Laden ind. Han blev dog god igen og aftenen blev ret våd. Jeg havde jo lidt jeg skulle indhente. Tror måske jeg lige bliver trimmet inden jeg sætter mine ben dernede igen.. skal jo nødig lægge mig ud med sjakbajsen… igen.

Faktisk var det en rimelig våd weekend generelt. De nye elever holdte introfest fredag og Karsten og jeg mente vi hellere måtte vise fanen. Vejret viste sig ikke fra den bedste side, men øl skulle vi da have. Det er bare lidt mærkeligt at sidde til en elevfest. Jo bevares, det er da sjovt og hyggeligt, men som lærer (føler jeg i hvert fald) kan man bare slet ikke slå sig løs. Jeg gider ikke at være ”ham den fulde lærer” (hvem gider det?), men man skal også lige vise at man altså ikke er en helt og aldeles tørvetriller. Det er lidt en balancegang. Grænsen går som regel for mig når enten eleverne bliver meget fulde og lidt for snaksaglig, jeg bliver fuld og lidt for snaksalig, eller de begynder at spille skodmusik. Det passede meget godt sidste år med at når de begyndte at spille technomusik så var klokken omkring 1 og jeg sku hjem. Men det var hyggeligt. Lidt underrepræsenteret fra lærerstabens side – der var kun mig og Karsten, og så kom der lidt senere et par stykker fra kontoret. Det skulle dog ikke afholde os fra at drikke nogle øl, få vrikket røven lidt til noget musika og ellers gå hjem lidt før alle de andre.

Orv ja. Jeg er blevet vejleder for første semester under deres første projektskrivning. Og i den forbindelse var jeg med på et virksomhedsbesøg ned på en af byens største arbejdspladser Fiskefabrikken, hvor vi kiggede på deres saltfiskproduktion. Vi skulle også have set krabbeproduktionen, men der kom desværre først krabber ind dagen efter. Men saltfisk kan også være spændende nok i sig selv. Vi blev vist rundt af produktionslederen, en superfin grønlandsk fyr ved navn Peter. Han vart tydelig meget inde i hele fiskeproduktionen, teknikker og deslige og han fortalte vidt og bredt. Specielt lagde han meget vægt på at de producerede efter den islandske metode. For det var kvalitet. Og kvalitet betyder mere salg og flere penge. Og det kan han jo have nok så ret i. Grunden til at det lige var den islandske metode og ikke den lad os sige norske, eller hebræiske.. Næ, Peter her havde nemlig arbejdet noget der ligner 15 år på netop Island med fiskeproduktion og specielt saltfisk, så han vidste ret meget. Den islandske metode er egentlig ret simpel. I stedet for at lave en kæmpe saltlage og lægge fiskene deri, så udnytter man at der er ret meget væske i netop fisken. Så man lægger bare fiskene i kæmpe kar med masser af salt mellem den. Efter nogle dage har der så dannet sig en naturlig lage fra væsken der allerede er i fisken. Når de så har lagt og saltet i det nogle flere dage tager man så bundpropperne ud på karet, og vupti er væsken væk. Så skal de tørre i lang tid og derefter er de næsten så godt som klar. Smart. Det var i hvert fald spændende at høre om og i det hele taget det at se fabrikken indefra nu jeg har set den udefra så mange gange. Procesteknikerne var også vældig interesserede og fik også rig lejlighed til at stille alle de spørgsmål de overhovedet kunne komme i tanke om. Det tydeligt at selvom Peter fra starten havde glemt han skulle vise os rundt, var stolt af fabrikken og godt kunne lide at fortælle om sit arbejde. God tur.

Nåja.. så har jeg brugt forfærdelige mængder af penge i dag. Først betalte jeg mine adskillige telefonregninger da havde hobet sig op fordi min PBS af en eller anden grund ikke virkede. Og da jeg var træt af det gik jeg ud og købte mig en ny CYKEL! Jo okay, det er ikke fordi man kan komme sååå langt heri byen, men den er altså mere bevendt end en bil. Og så er det godt for benene og alt det der. Det kom sig lidt af at jeg i et godt stykke tid har haft lyst til at få en cykel. Jeg er træt af at hver gang jeg skal ned til byen (og det ikke bare lige var brugsen 2 minutter herfra) så tog det 10-15 minutter at gå derned. Det var bare lidt en mental blokering at skulle ud på en tur på minimum 30 minutter for at få handlet lidt mere end sodavand, pasta og diverse ind. Næ, nu kan jeg spurte ned til min båd, den STORE brugs eller Pisiffik, ja eller HELT ud til tømmerhandelen hvis jeg mangler noget handymansgrej! Og den er sej. Ja, nok verdens sejeste cykel. Den er lækker, sort og mountain bike med 21 gear! Jep, kom ikke her. Det tog mig lidt tid at finde ud af hvor man i det hele taget kunne købe cykler her i byen, indtil jeg efter lidt tid forsøgte mig et sidste sted hvor jeg tilnærmelsesvis kune se logikken i de havde den slags – den før omtalte tømmehandlen. Eller også kendt som de hellige, eftersom den ejes af nogle indre mission folk. Flinke folk dog. Da jeg kom derhen stod der ganske rigtig spritnye cykler uden for og den ene så godt nok lidt ud som om den havde mit navn skrevet på den. Var dog ikke helt sikker før at den flinke forhandler slog 500 kroner af prisen – så var jeg helt sikker. Manden talte jo et sprog man kunne forstå. Så jo jeg er nu indehaveren af verdens sejeste cykel. Godt nok lidt fattigere, men så længe der er moskuskød i fryseren behøver jeg ikke at holde mig på vand og brød.

Nat med jer.