båd kaos og lorte valg

Nå. Det var så det skod valg. Fire år mere med det fjols ved magten. Hvis så bare en stemme på Fogh var en stemme på Fogh, men desværre så er en stemme på Fogh blevet en stemme på Pia K. og hendes menneskehadske syn (alle andre end danske i hvert fald), og en stemme på en pro bush idioti der aldrig er at se en ende på. Jo det er der så, for Bush kan man da heldigvis ikke stemme på igen. Gid man havde den regel i DK.

Og ja forresten så fik jeg faktisk også stemt. Men eftersom jeg ikke længere er bosat i Danmark, er jeg nødsaget til at kun at stemme på en af de grønlandske politikere der kommer til folketinget. Øv. Men jeg var på kommunen og brevstemme i fredags, eftersom jeg jo er her i Nuuk på selv valgdagen. En anden der stemte var Rajesh fra klubben, hvilket så gav ham en artikel i Sermitsiaq. Sådan. Den er her.

Derudover sidder jeg nu i Nuuk og skal forestille at forberede mig til morgendagens strabadser. Bom bom bom.. skal nok. Gider bare ikke lige nu. Er lidt tvær over valget, og savner min kone. Det var nu vi skulle have en times samtale om hvor dum Pia K var og alle de vælgere der ikke lige stemte på den anden fløj. Men nej, sådan kan det ikke blive, for når man rejser så skal man jo altid glemme en ting. Bare en ting. Og den her gang var det så min oplader til min telefon, så den er ved at løbe tør for strøm. Great… Ikke lige min dag, Og nå ja – de andre gange jeg har været på byens bedste hoteller hvor det har været fjong og fint… og hvad bor jeg på nu? Sømandshjemmet. Alt andet var åbenbart optaget med valg og jeg skal gi dig skal jeg. Det er fanme røv. Fire overnatninger i en nedslidt seng, mens det eneste selskab er verdens mindste fjernsyn. Heldigvis har jeg så fået et af de rum med bad og toilet. Fra starten havde jeg fået uden, men det skyndte jeg mig ned og fik byttet. Som om jeg gad at overnatte fire nætter i et skod værelse med bad på gangen. Nej tak. Der tror jeg nok jeg sætter grænsen. Men personalet her er da meget søde. Ikke ligefrem det man kalder et ungt, uddannet personale, men måske mere lettere slidt som interiøret. Tror det er det man kalder det grå guld.

Nå ja. Båd sæsonen er ved at være slut. Bådebroerne bliver taget op den 15. november, hvilket vil sige at båden skal være oppe inden da. Så jeg fik lidt travlt her i fredags. En ting var at jeg havde seks timers undervisning hvilket vel var som det skulle være, men samtidig skulle jeg også finde et stativ til min båd, eftersom det oprindelige stativ var gået hen og blevet hugget. Det var i hvert fald forsvundet. Og hvis jeg skulle af sted mandag til Nuuk, så skule jeg jo gerne have båden op fredag. Og det er jo ikke særlig smart at få den op, hvis ikke man har noget at stille den på. Jeg har fået Pias båd plads der er lige uden for skolen hvilket er super. Pia har lige solgt sin båd, da hun jo flytter til Qaanaq, og hendes båd skal så til Ilulisat eller noget. Vi havde så håbet lidt på at siden han (ham der købte båden) sikkert skal sejle derop med den, så var han ikke interesseret i at skulle slæbe stativet derop også, men sådan skulle det ikke være. Fredag meddelte han at han kom og hentede stativet. Pis. Der var jeg så ved at gå lidt i panik. Hvor fanden skulle man få et båd stativ fra med nul timers varsel? Heldigvis havde Tobias nogle stykker i sin bådbiks. Så det blev lige 700 bobs for stort set fire stykker træ sat lidt på tværs af hinanden og så med lidt forstærkning og noget. Men det var der og det virker. Men at få båden op fredag nåede jeg ikke. Heldigvis skulle Per også have sin båd op mandag, så han lovede at tage min båd med op når han nu var i gang. Flink mand må man sige. Så jeg kunne ånde lettet på resten af weekenden. Jeg behøvede ikke længere at tænke på at min båd var var endt sine dage på åbent hav, efter ophaling af bådebroerne.

Lørdag havde jeg så aftalt med Marcus og søsteren han har besøg af at vi skulle ud en lille tur. En sidste tur med Madicken inden vinterens kolde klamme hånd endelig får bugt med vores skipper instinkt. Det var i hvert fald planen. Vi kom ned, fik motoren tændt, kom i tøjet (de store varme dragter), fik fjernet sne fra båden, og fik lagt fra kajen… nu var der bare lige det lille problem – rattet kunne ikke dreje. Overhovedet. Det vil sige at vi kun kunne komme en vej, lige ud. Ikke til højre eller venstre. Kun lige ud. Heldigvis for os var lige ud ind i en båd (jaja, vi havde jo ikke fart på) så vi kunne komme tilbage til kajen. Vi måtte konkludere at der var gået frost i styrekablet og derfor give op. Jeg forsøgte at ringe til Per for at vide om der var et top hemmeligt sejler trick, der kunne redde vores tur, men han var desværre ikke hjemme. Øv. For dagen efter fik jeg så talt med ham – og jo, der var et tophemmeligt sejlertrick, der faktisk kunne have reddet vores tur. Det er nemlig ikke selve styrekablet der fryser fast, men derimod jernstangen for enden af styrekablet der fryser fast i det jernrør den holdes af. Så når frosten melder sig skal man altså lige sørge for at have en termokande med kogende vand med, så hælder man det over og vupti, så har man en 100% funktionsdygtig Madicken igen. Ærgerligt at han ikke lige fortalte mig den lille detalje da jeg købte båden, men dengang stod solen højt på himlen med 15 grader i skyggen. Ikke lige der man tænker på frostklemte styrekabler og den slags. Oh well. Til gengæld fik vi (Marcus og søster Matilde og jeg) spillet brætspil og spist frokost i min fine lejlighed. Super hyggeligt. Og jeg vandt – yay mig (jeg bliver aldrig nogen god vært…). Lørdag aften var vi i klubben og det var også her lørdag aften at Charles kom ind med båden fra Napasoq. Han tog så lige en nat på sofaen før han kunne indkvartere sig på Hotel Heilman Lyberth, eftersom receptionen vist lukker ret tidligt om lørdagen. Det endte med at vi sag og snakkede til klokken halv fem om morgenen. Søndag prøvede jeg så at lave lidt arbejde om eftermiddagen men det gik lidt op i hat og briller. Jeg sad mest af alt bare og kiggede lidt på internettet på arbejdet (det virkede ikke derhjemme) og om aftenen kom Charles til middag. Han insisterede på at lave aftensmad, hvilket jeg jo godt kunne forlige mig med. Og manden er jo vegetar så jeg havde købt en masse grønsager til middagen. Men hvad gør fjolset så? Jo, han er så høflig at han ikke vil bruge alle mine grøntsager så det ender med at vi får en lasagne uden rigtig andet i en hvidløg. Der er intet i vejen med hvidløg, men nu havde jeg jo altså købt gulerødder og perberfrugter, og der var linser og bønner i skabet, for bare at nævne lidt. Sådan går det når man er lidt for høflig og man so vært ikke lige for sagt det helt rigtigt – ”HER! Brug det hele. DET HELE!”. Det må blive en anden gang. Til gengæld fik vi så en lille pizza bagefter, så jeg gik da ikke sulten i seng. Det var nu hyggeligt og man kunne godt mærke på ham at han var glad for at få lov til at snakke med engelsktalende mennesker igen.

Og nu er jeg så i Nuuk, og jo, nu må jeg vist hellere til at få lavet den præsentation til i morgen. I må have det.