Jeg lugter lidt af gnu

Hold nu op mine ben er smadret nu og jeg tør slet ikke tænke på hvordan de har det i morgen. Ak. Jep jeg har lige fået første lektion i livet som jæger – væn dig til at gå langt og meget.

Jo jeg har været på jagt. Og før I begynder med alle jeres spørgsmål om hvor mange tons rensdyr vi så hev med hjem, må jeg afsløre at vi altså ikke skød noget. Ikke fordi vi ikke ville men der var simpelthen ingen rensdyr. I hvert fald ikke der hvor vi var. Som Christian så smukt konstaterede ”Der skulle være så mange tusind rensdyr heroppe. De er i hvert fald ikke her”. Nix, vi så ikke et eneste. Vi så nogle spor i den frosne lyng efter nogen, men de var sikkert ikke helt nye. Men lad os starte med begyndelsen.

I går aftes ringede Christian og spurgte om jeg ville med på jagt denne tidlige morgen stund og jeg tænkte jo straks ”hep, jeg har jo jagttegn og alt muligt”, så jeg sagde jo ja tak, og begyndte at forberede mig på mine kommende strabadser. Jeg fik købt lidt kiks og sodavand ind, behandlet mine nye travestøvler så de var absolut vandtætte, kogt et par æg så jeg havde til madpakken og ellers nusset lidt hist her. Fandt tøj frem og så fremdeles. Næste morgen stod jeg op klokken 6.30, da vi skulle mødes ved båden lidt i 8.00. Det skulle i hvert fald ikke være mig de skulle vente på. Når jeg siger ”de” så mener jeg Christian og Signe. Signe er biologi lærer på skolen så vidt jeg husker (men vist også noget med laboratoriet så det kan være jeg digter når jeg siger biologi). Men jeg stod i hvert fald op og fik pakket min taske med kamera, lommekniv, 2x squash (nej ikke cola, er holdt op med det skidt), madpakke (4 halve med æg, gulerødder, 2 æbler og kiks), handsker, hue, pibe og tobak (den er god nok, men den vender jeg tilbage til i en helt anden blog), og alt det jeg ikke lige kan komme i tanke om nu, men jeg altså fik med. Og så tog jeg ud af døren.

Nede ved båden var Christian ved at gøre båden klar og Signe slog sig til os kort efter. Og hvilket vejr. Det kan godt ske at temperaturen har været under frysepunktet det meste af dagen, men når vinden siger 0 meter i sekundet, solen står højt på himlen og der ikke er en sky at se, så er det altså en himmelsk oplevelse at sejle gennem et så vildt, voldsomt og nøgent landskab som det er heroppe. Mine billeder gør det bare ikke retfærdighed. Selv ikke om jeg havde verdens bedste panorama kamera ville I forstå de størrelser og vidder og natur der er heroppe. Det er bare en af de der ting der må og skal opleves. Hver gang jeg er af sted og specielt en dag som i dag hvor vejret bare er lige i øjet, får jeg samme fornemmelse i maven som da jeg sad i to dage ved Taj Mahal og kiggede på solen der legede i marmoren, mens den stille men konstant skiftede position. Det er de stunder hvor man må erkende at man bare er en lille bitte ubetydelig del af noget MEEEEEEGEEEEET større og tak gud for det, og tak for at der findes så sublime æstetiske oplevelser, at man får et sug i maven bare af at tænke på det.

Nå men det var vist et sidespor. Vi kom af sted og havde en god halvanden times sejlads inden vi ankom til den fjord hvor der efter sigende skulle være mulighed for at komme et rensdyr eller to til livs (right…). Vi fik efter lidt besvær ankeret på plads og tog så gummibåden i land. Og hvilket land. Fjelde, klipper, store ferskvands søer, mos, lyng, sortebær og alt det andet vegetation jeg endnu ikke kender navnene på i en stor naturlig henkastet symmetri. Og så var det eller bare med at komme i gang med at gå. Hov jeg glemte vist lige at fortælle noget meget vigtigt. Eftersom jeg nu har fået mit jagttegn mente Christian at så kunne jeg jo godt låne hans anden riffel. Gisp. Og juppi. Nu var jeg jo ligesom en del af kliken. Signe havde sin egen riffel og Christian havde selv en lækker sag med et lidt tungere kaliber. Og nu havde jeg også en…. dun dun duuuun… lidet vidste jeg at det egentlig bare kom til at betyde at jeg skulle bære ekstra unødig vægt rundt i fem seks timer, men sådan er der jo så meget. Men vi kom af sted og travede og travede. Men ikke for hurtigt. Det jo sådan når man går på jagt (tag det fra en fagmand, jeg har jo hele EN jagt under bæltet nu), at man ikke skal gå for hurtigt, i hvert fald ikke hvis man tror der er dyr i nærheden. Så skal man hele tiden spejde rundt efter dem, gå stille, ikke larme og alt sådan noget ret sejt noget. Og nu havde jeg jo allerede hjemmefra investeret i en lille kikkert som jeg havde med, så jeg var cooool. Og så havde jeg jo også min lommekniv, jep, kom ikke her. Men efter at have gået på denne ikke alt for hurtige måde i et par timer holdte vi frokostpause og evaluerede situaitonen. Vi var nær en stor ferskvandssø, som vi havde en mistanke om der godt kunne være noget ved på den anden side af, så der tog vi så hen. En time senere havde vi stadig ikke set så meget som en rensdyr uldtot. Men vi havde som tidlige nævnt set spor i rimen så vi vidste at de på et eller andet tidspunkt havde været der. Da klokken var ved at passere 15.00 bestemte vi os for at vende næsen hjemad. Vi havde stadig en travetur på mindst en time før vi var ved båden og derefter en sejltur på halvanden time, og da solen er nede aller senest klokken 19.00, kunne vi ligeså godt begynde at tænke på det. Som sagt så gjort.

Nu løj jeg vist lidt før, da jeg sagde at solen stod højt på himlen. Det gør den nemlig ikke heroppe (i hvert fald ikke for tiden). Som Signe udtrykkede det, så bliver den hele tiden i en irriterende øjenhøjde. Det er jo noget med at Grønland ligger som den ligger og solen der kører rundt og alt det. Så heroppe går den ikke op i øst og hele vejen over hovedet på os og ned i vest. Den kommer lidt op og hænger så sådan lidt oppe hele dagen og går så ned igen, hvilket giver et mærkeligt men fascinerende landskab når der samtidig er frostgrader. Når man gik i fjeldene kunne man se hele områder hvor skyggen og dermed frosten stadig indhyllede hele landskabet og lige ved siden af bagte solen fra en skyfri himmel og havde smeltet al frost. Men nu da vi officielt ikke var på jagt længere kunne jeg gå og nyde disse landskabs spidsfindigheder mens vi travede hjem ad. Og jeg må sige, at til sidst kunne jeg godt mærke mine ben. Også i den grad. Og så lugtede jeg lidt af gnu. Men sådan er det at gå i et med naturen. Eller også var det bare fordi jeg havde for meget tøj på… under alle omstændigheder endte vi hjemme igen omkring klokken 18.00, tomhændede men en dejlig oplevelse rigere. Og så med udsigten til at vågne op med krampe i lægmusklerne i morgen tidlig…