Seminar in the BIG CITY, mandag

mandag: bønder på bytur … eller noget

Så er jeg kommet til storbyen. Det vil sige storbyen greenlandic style. Godthåbs indbyggertal ligger jo på de 15.000 sådan cirkus. Så sammenlignet med de danske forhold er det jo kun et godt gedigen provinshul ikke ulig Hobro hvor jeg har vokset op. Men i grønland er det her det sner, eller hvad det nu er man siger. Godthåb er verdens navle. og hvis vi skal starte et sted så kan jeg fortælle at der er HEL del mere trafik end i Maniitsoq, hvor trafikken hovedsageligt består af taxaer, hvoraf flere burde have udtjent deres værnepligt og sendt til skrot. Men sådan er der så meget.

Vi ankom med flyveren klokken 13.35 uden de store problemer, fik en taxa og ankom til min gamle kending Hotel Hans Egede og fik hver vores rum. Jeg har fornøjelsen af rum 233 med udsigt til en af hovedgaderne der livligt summer uden for mit vindue. Vi, når jeg siger vi mener jeg Pia, Karsten og undertegnede, lagde hurtigt vore ting og gik så på tur, som de bønder vi nu er, der endelig er kommet til hovedstædernes hovedstad, Nuuk Bigcity. Pia ville på lidt bogkøb og nået mens Karsten skulle finde Malene, hans veninde, der var og besøge ham sidste weekend. Hun er ansat som anklager og holder til på politigården, så der holdt jeg mig til. Vi fandt hende og aftalte at vi skulle ud og spise om aftenen. vi foreslog selv thai restauranten, der efter sigende skulle kunne deres kram, men da Malene kort indskød at Bryggeriet serverede nogle store rigtig gode cheeseburgere, havde vi ligesom ikke mere valg. Væk var drømme om de thailandske sandstrande og vi havde igen hovedet på rette køl, med alt hvad det indebar af amerikansk kulturimperialisme når den er allerbedst.

Men lige en indskudt bemærkning om Bryggeriet. For bryggeriet er Nuuks eget bryggeri, der så også lige har en restaurant og pub kaldet Brasseriet. Man kan ikke få deres øl på flaske, da de ikke lige har fået lov til at lave deres egen flaske under den grønlandske pantordning, men hvorfor de ikke bare kan bruge de gængse flasker er mig uvist. Det kan jo være tuborg har afvist dem for at bevare deres monopol, men det kan også bare være at bryggeriet vil forsøge sig med en eller anden hip flaske, der skal igennem en bureaukratisk mølle af en verden før de enten får lov eller bare afslag. For heroppe tager sådanne sager meeeeegeeeet lang tid. Har hørt om sager der kan flere år, hvis det indebærer at politikere rent faktisk skal tage stilling til noget som helst, der ligner noget nyt. Under alle omstændigheder er Brassereriet et nydeligt sted hvor Karsten og jeg lige var inde og smage på varen, der når man ikke kan får den på flaske jo bliver nødt til at drikke det som en fadøl. Men jeg forsøgte mig med deres klassisk variant og jeg må sige at de er da smagt meget værre. En lille smule fladere en tilsvarende tuborg/carlsberg, men har man blot en gang været på vinstue 90 på gammekongevej så ved man at det ikke nødvendigvis er en dårlig ting. De smagte faktisk fortræffeligt, desværre kan man så ikke sige det samme om prisen. Med en fadølspris på 60 kroner for 40cl er det i hvert fald ikke der jeg skal hen for at drikke mig en kæp i øret. Men en øl til min cheeseburger kan det nok blive til.
Hmmm.. det var da lige godt den længste indskudte bemærkning jeg til dato har skrevet, men det er nok også ok alt sammen. Karsten og jeg tog derefter på en lille tur ned til kolonihavnen, den gamle havn og kiggede lidt på isen i havnen, den gamle kirke, Hans Egede statuen, og ellers spankulerede lidt rundt. Vi fik sågar en fransk hotdog på en meget lokal grillbar. Ikke helt tilfreds betalte jeg 22 kroner for den. Ja ting i storbyen er dyrt, når jeg sammenlignet betaler 15 kroner for samme vare hjemme i Maniitsoq. Tsk, hvad de storbymennesker ikke bilder sig ind.
Men jeg har ikke så meget mere at fortælle lige nu. Klokken er 17.59 og jeg skal først være på restauranten med de andre klokken 19.00, så en anmeldelse må komme senere. Nå ja, når jeg nu siger de andre så mener jeg Pia, Karsten, Malene (hvis hun når det med alt hendes arbejde, ellers støder hun på til en øl bagefter) og så Christine, en lærer fra Sisimiut, der er med til e-lærings konferencen og desuden er leder af vores kommende engelske e-læringsprojekt.

Vender tilbage lidt senere. Hep.

Mandag aften: Cheeseburgeren der lod vente på sig

Puha klokken er nu et stykke over sengetid, men det er ikke mere end en 20 minutter siden vi endnu engang entrerede hotellet. Jo vi kom på Godthåb Bryghus (som åbenbart er den helt korrekte titel for bryggeriet/brasseriet) omkring klokken 19.00. Vi ventede så lige på Christine der havde meldt sin ankomst en lille halv time senere, hvilket i bagklogskabets lys bragte en del oplevelser med sig vi måske godt kunne have været foruden. For som de solidariske mennesker vi nu en gang er, så ventede vi med at bestille til hun kom. I mellemtiden nød vi en dejlig lokal brygget øl (de smager jo upåklageligt) og omkring 19.30 slog hun sig så til selskabet. Vi fik bestilt 5 gange cheeseburgere, siden vi åbenbart alle viste hvad kvalitet var… Og så gav vi os til at vente. Men så skete det så efter 10 minutters ventning. Lyset gik. I hele Godthåb.

Restauranten havde en nødgenerator, der sørgede for en nødtørftig belysning samt at fadølsanlægget ikke gik helt i stå. Men det var så godt og vel også alt. Køkkenet kunne i hvert fald ikke komme videre med vores cheeseburgers før strømmen kom tilbage. Så vi ventede, og mens vi ventede kunne vi jo bare bestille en øl mere (stadig til 60 kroner stykket mind you). Og der var jo ikke rigtig nogen der vidste hvornår den kom igen. Vi hørte at sidste gang elektriciteten røg i byen, blev den væk i 3 timer, så vi krydsede fingre og håbede på det bedste, mens snakken gik livligt omkring bordet, specielt omkring at det jo nok var min skyld at lyset var gået, siden at det skete præcis mens jeg var på toilettet. Hvordan de to ting lige skulle hænge sammen er kom vi ikke nærmere ind på, men man blev jo lidt overtroisk og vi håbede da også at den så ville komme igen, da jeg en halv time senere skulle der ud igen. Men så heldige var vi ikke. I vente tiden fik vi lidt nachos, men det var ikke helt en ligeværdig erstatning for den gode saftige cheesebuger, vi vidste vi havde i vente. Efter en time hørte vi rygter om at de havde fået lys i Nussuaq, og efter lidt sms’en fem og tilbage kunne Malene bekræfte at det var den. 15 minutter senere var den så også kommet et andet sted i nærheden, så vi følte os sikre på at nu skete der så snart noget. Halvanden time efter strømmen var gået kom den tilbage til stor jubel, i hvert fald for os. Nu var det jo kun et spørgsmål om tid før vi kunne får vores længe ventede måltid, men ak… Det tog så køkkenet en halv time før de fik fingeren ud og serveret for os, men til gengæld var den så også riiiiigtiig god. Jeg vil ikke nødvendigvis sige at den var værd at vente 2 timer på, men den var i hvert fald værd at vente på. Kæmpe stor og lækre pomfritter. Og så er det jo at man æder løs fordi man er så forpulet sulten, så nu sidder jeg på hotelværelset og har helt ondt i maven fordi jeg så jævla forædt. Men skulle jeg vælge mellem at gå sulten i seng eller have det som jeg har det nu, tror jeg nu nok jeg bare vælger det sidste. For det smagte jo godt.