De små forskelle

Som dansker i Grønland er der mange ting man som tiden går begynder at lægge mærke til. Små ting der bare ikke er helt som i Danmark. Faktisk ret mange når man begynder at tænke efter. Nogen ubetydelige, nogen mærkelig, nogen irriterende og så er der nogen der bare er hamrende charmerende.

For at starte et sted er det der med 37 timers arbejdsuge ikke kommet til grønland. Heroppe hedder det 40 timers arbejdsuge. Punktum. Ikke at det hverken er irriterende eller direkte frustrerende, det er bare noget man må acceptere og nyde godt af når man så en gang vender hjem. ”37 timer siger du? pfff… Holder i ferie eller hvad?”

En sjov ting er det med biler og sikkerhedsbælter. Det er ikke lovpligtigt at køre med sikkerhedsbælte på hvilket vil sige at det er der ingen der gør. Nu er det jo heller ikke fordi at folk kører som død og helvede heroppe, og hvor skulle de i øvrigt køre hen? Maniitsoq er altså en ø og vejnettet er ikke så pokkers stort. Men det skal jo ikke afholde politiet fra at have problemer med biltyve. Suk, nogen ting ændre sig åbenbart ikke.

Så er der det med at grønlænderne hilser meget på hinanden. Ikke at de råber hej og går hen og trykker hinanden i hænderne, man fra barnsben har lært at det er det man skal gøre når man skal hilse på nogen. Næh, de nikker. Siger ikke hej eller den slags, men får lig øjenkontakt og gir lige et anerkendende jazznik i ens retning, hvilket man selvfølgelig sender lige tilbage. De meget rutinerede hilsere gør faktisk endnu mindre. De laver lige gonzo finten og nøjes med at løfte øjenbrynene, så de lidt minder om Gonzo fra Muppetshow (eller min gamle professor der havde for vane at løfte sine øjenbryn lettere sporadisk fra tid til anden). Det betyder det samme. Gonzo tricket kan også bruges i stedet for at sige ja, hvilket kan drive mig til vanvid i timerne når jeg spørger en elev om noget og i stedet for at svare ”ja, det er nemlig rigtigt” bare nøjes med at løfte øjenbrynene. Tja.. hvad kan man sige.

Nå, ja tilbage til det med biler, eller rettere sagt taxaer. Der er ret mange taxaer her i byen, og siden man ikke kan køre ret langt er turene heller ikke ret dyre. Men kan man bestille en taxa til et bestemt tidspunkt senere end nu og her og så regne med at den kommer? Nix. Forsøgte at bestille en morgen taxa til Jim så han var sikker på at komme til lufthavnen, så han kunne nå sin flyver. Det her var dagen før han skulle af sted, men tror du taxa ”centralen” ville modtage min bestilling? Nej men ih og åh, og det var jo en anden der ville være på vagt i morgen tidlig og man kunne jo ikke bare, og det var ikke så godt. Det var en kamp at få ham overtalt til at lægge en besked til den eller de personer der ville være der på arbejde næste morgen. Har faktisk ikke fundet ud af om taxaen nogensinde kom, men Jim kom da hjem så om han var gået derud, funder en taxa på taxapladsen eller om den faktisk kom er mig stadig uvist. Men hjem kom han.

Og det fører mig lidt til en anden mindre fed ting heroppe. Arbejdsmoral. Eller manglen på samme. Ikke at jeg slår alle grønlændere over en kam, men det der med at have stolthed ved sit arbejde er bare ikke så voldsomt udbredt, I hvert fald ikke hos den lille Pissifik, der for tiden er min yndlings aversion. Lad mig demonstrere ved at fortælle en lille oplevelse. Eller to.

1) jeg skal have noget sigtemel, da jeg har fået den latterlige idé at bage, hey, im the man. jeg går hen på hylden med mel og hvad ser jeg? Sigtemel. I kurven med den, men hov, hvad er det lige med slagsdatoen? Den er sgu da overskredet. Ikke med meget, men siden der er en sidste salgsdato må det jo betyde noget med at det nok var smartere at bruge det før datoen udløb. Jeg tager pakken og aflevere den til en af de ansatte (faktisk tror jeg det er bestyreren) som den gode og bekymrede forbruger jeg nu engang er. Han siger nå, og det var da ikke så godt og jeg gør ham opmærksom på at resten af sigtemelen, hviket vil sige de første 20 pakker på hylden, også er af samme datomærkning. Han siger, tak for det, den ordner vi. Lidt efter begynder en af de ansatte så at fylde en indkøbsvogn med de nu ukampdygtige sigtemels pakker. Hep, tænker jeg, nu er den hellig ko velforvaret. Men nej. Næste dag er de selv samme sigtemels pakker tilbage på hylderne. Og de står der endnu. Det holder bare ikke.

2) Jeg skal købe et par fiskefrikadeller i sådan en lille smart pakke der står i køledisken, da der er ret gode på en god skive rugbrød. Jeg tjekker salgsdatoen, da jeg jo har lært min lektie om den hersens butik. Fint, der er en hel uge tilbage, men hvad fanden. Der er mug på. Det er fanme da klamt, hvilket jeg så igen, som den flinke og bekymrede forbruger jeg er, gør en ansat opmærksom på. Hun tager pakken og siger ”nå” og går ud i baglokalet, smider den ud og går tilbage og fortsætter sit arbejde. Hun ikke så meget som indikere en bekymring for at nu en er muggen, så kunne det være at resten af pakkerne heller ikke var så lækre. Men når nu hun ikke vil tage affære, så kan jeg da. Jeg kigger resten af pakkerne igennem og ganske rigtigt, en af de andre har skimmel på den, yrk. Den tager jeg op til disken og siger ”det er da ikke særlig lækkert”. Svaret er nogenlunde ”jamen jeg forstår det ikke rigtigt”, og jeg svarer ”ja, det kan da godt ske, men er det ikke en idé at tjekke de andre pakker, for der er da åbenbart et eller andet helt galt med den sending”. Ikke noget svar. Jeg giver op og går. Der blev ikke gjort noget ved den sending.

Nej, faglig stolthed skal man lede længe efter hos pissifik. For eksempel morer jeg mig lidt når jeg om morgenen lige svinger omkring og køber mit morgenbrød, hvilket som regel består af et spansk rundstykke. Og umiddelbart efter jeg har afgivet min bestilling kan jeg se desperationen malet i deres øjne; ”hvad fanden var det nu et spansk er?”. De famler lidt i kurvene og tager tilfældige morgenbrød op ”det her?”, ”nej”, ”det her?”, ”nej”, ”det her?”, ”nej, det er det ved siden af”, ”det her?”, ”nej, det uden birkes på, ja det der”. Hele seancen burde efterhånden kunne kortes ned, men de glemmer det åbenbart fra den ene dag til den anden, for jeg skal igennem den hver morgen.

Og nu vi er ved madvarer. Mælk er jeg så godt som holdt op med at drikke. Langtidholdbart mælk smager bare ikke særligt godt. Det kan drikkes, men har bare en lidt mærkelig bismag. Til gengæld fejler den intet med lidt kakaopulver i eller når man bruger den i madlavning. Og så grøntsager. De er dyre. Og ikke altid lige friske. Salgsperioden på den slags luksusvarer er udvidet betydeligt i forholde til de danske forhold, så når man køber grøntsager skal man lige mærke efter at man ikke køber bløde løg før de rent faktisk har været på panden eller frostskadede (fra flyet) agurker, der så smatter ind efter 2 dage etc. Jo heroppe er jeg lidt glad for jeg ikke er vegetar, selv om det med lidt god vilje nok skulle kunne lade sig gøre.

En anden ting, der lidt er ret så irriterende når nu man bruger internettet så meget som jeg gør er at flatrate heroppe er en by i rusland. Det hele er felxrate, så du betaler for dit forbrug og online spil og IP telefoni det æder. Så slev om jeg ikke downloader spil i lage baner (det kan OVERHOVEDET ikke betale sig) så for jeg en internetregning der vil gøre brixtofte til skamme.. og der ændrer sig nok ikke foreløbigt.

Til sidst vil jeg lige slutte af med en af de dejlige charmerende ting, grønlandske skikke kan byde på. Heroppe fejrer man nemlig hinanden, også selvom dem, man fejrer, ikke er her. Indtil videre har der været kage og deslige på lærerværelset flere gange af samme grund. En gang fordi at et lærerpars søn fyldte år, og her skal det siges at sønnen altså bor i Danmark og ikke lige var på besøg. En anden gang var det en lærerindes mand der fyldte 40 selvom han altså ikke lige arbejder på skolen og ikke var der, og en tredje gang gav kollegieinspektøren kage fordi hans datter var blevet nummer 3 i en taekwondo konkurrence. Hvis ikke det er hyggeligt, så ved jeg snart ikke. Jeg glæder mig allerede til at fejre min farmors fødselsdag heroppe.

Hold da op. Det blev en lang smøre. Lidt brok, lidt undren og så lidt til at glæde sig over. Ja, det lyder som Grønland.