Længe leve røvballe… suk

Nu har jeg altid været lidt sart i forhold til hvad det er jeg udsætter mine øregange for af musikalske input. Der er en nogle ting er helt vild med, nogle stykker jeg sagtens kan høre uden at få direkte kvalme, adskillige ting jeg kan tolerere og så er der bare nogle ting jeg over hovedet ikke orker. Og slet ikke i længere tid af gangen. Under denne kategori hører dansktoppen, heavy metal (og herunder alt det der bare lugter af fisk som dødsmetal, emo etc), hiphop og så lige min for tiden yndlings aversion nemlig røvballe, også kendt under termen suppe-steg-og-is-musik. Egentlig er røvballe musik i sin strikseste form ikke en musikgenre, men mere et sammensurium af bløde pop og rock hits fra de sidste 20-30 år som regel fremført af et såkaldt røvballe orkekster, af middelmådige ”kunstnere”, der har spillet disse numre i så mange år at de fuldstændig har drænet dem for al den liv, saft og kraft de en gang besad. Jeg må vidst lige sende en venlig tanke til min gode ven Thomas og så lige min egen fader, der jo i mange år har haft den lidet anerkendende titel ”røvballemusiker”. Stakler.

Men hvorfor i det hele taget snakke om røvballe når jeg er helt heroppe i Grønland, hvor de jo sikkert har deres helt egen særegen og enormt charmerende måde at udtrykke sig musikalsk, ikke sandt? NOOOOT! Her går man og tror man har det hårdt musikalsk i DK fordi at the voice eksisterer i det hele taget, eller fordi Kandis tjener styrtende med penge eller fordi man får en på lampen i en hvilken som helst pub på vestkysten hvis ikke man kan teksten til Himmehunden. Så skal i prøve at være her oppe.

For det første er der radioen. Suk. Radio. Hvis i forestiller sådan en rigtig dejlig charmerende lokalradio (nu er jeg altså lettere sarkastisk) hvor lyden aldrig er helt 100%, værterne overhovedet ikke det der tilnærmelsesvis hedder trænet og musikken konstant er en skøn blanding af grønlands svar på tre hvide duer, kære lille mormor, dansk pop anno 1983 og så en gang i blandt bare en god sang (hvilket som regel redder min dag) der både kan være jazz som forleden eller et nyere hit med white stripes (de skiftede så også ret hurtigt igen). Og hvorfor hører jeg det så, når jeg ikke kan fordrage det? Nu har jeg ikke rigtig noget valg, da der er en radio inde på lærerværelset, der af en eller anden grund kører konstant. Og den har kun to (måske tre, men har kun hørt to) indstillinger, nemlig lokalradioen fra Maniitsoq og så kanal 2 fra Kbh, der naturligvis KUN spiller sødsuppe 80’er hit fra den danske sangskat som Sig du kan li mig etc, og så de blødeste ækleste pophit. Pest eller kolera siger jeg bare. Så når jeg kan komme af sted med det, så bliver den slukket, men man skal jo heller ikke gøre sig uvenner med nogen, så…

Derudover var jeg til fest i fredags, der var en fest eleverne havde arrangeret. Den slags skal man jo støtte op om, og siden den eneste måde de kan tjene lidt penge til deres fælleskasse er ved ølsalg, er man jo forpligtiget som den gode lærer man er, at købe mindst et par øl i hvert fald. Man kan sågar argumentere for at jo flere øl du køber des bedre er du… Nah, jeg endte da med at købe nogen øl hos dem, men det sidste jeg gider er at farer pisse fuld og på rulleskøjter rundt blandt mine eleverer. Det må jeg nøjes med at pine mine venner med. Men til denne fest havde de så også skaffet et band, der vidst bare hedder Unos Band, da det er Uno der lidt er bandleder og de er lidt de lokale helte og sårn. Og hurra for det, men det er lidt typisk for folk uden indgående erfaring med koncerter at de for det første spiller for højt, der er ikke helt stemt i forhold til hinanden, og så er der altid en der er lidt dårligere end de andre. Deres rytmeguitarist var lidt en prøvelse for mine sarte ører. Han var da ok, men der ABSOLUT ingen variation, hverken i rytme eller lyd. Og når lyden er den velkendte highpitch skærende efterskole rytme lyd, bliver det eddermanme innerverende efter mere en 5 minutter. Og så når bandet bestemmer sig for at spille de samme grønlandske hits, der svarer til det vi på dansk vil kalde røvballe HELE aftenen, så går det hele bare op i en højere enhed. Det skal så siges at de spillede et par engelsk sprogede slagere som Radioheads ”Creep” (desværre drænet for den energi og pondus sangen fortjener og som jeg faktisk hørte bandet spille den med for lidt over en måned siden), Hotel California (der bare ikke gør det for mig sunget med en tyk grønlands accent), og vist noget Credence Clearwater Revival. Men jo jeg ved det, jeg er sart. For de var jo et hit til festen. Der blev danset og hoppet og hujet. Og det er da dejligt, men aftenen for mig og Karsten endte med at vi søgte tilflugt i Klubben, hvor vi kunne drikke os fulde i fred og høre den musik vi selv gerne ville. Så det blev bl.a. til raveonettes, rammstein og nirvana, men højdepunktet var dog da vi skrålede med på hele Klichés anden plade Okay Okay Boys. Det viste sig at den kunne vi begge to på rygraden, så der blev skrålet ”BAAAAG DE RØØØØDE BJEEEERGE” for fuld skrue, og jeg tror det var en god ting at det kun var os i klubben. I hvert fald var det en behagelig afslutning, om ikke andet så for mine øres skyld.