Ahhh.. jeg sidder lige og velfortjent nyder min fyraftensbajer nummer to. Fyraftensbajer? En lørdag nat? Hvad foregår der dog deroppe i det høje nord, tænker den opmærksomme læser nok. Jamen det er der da en helt fornuftig forklaring på. Vi har nemlig haft kulturaften i Maniitsoq. Eller en slags afart af Open By Night møder Åbent Hus i den lille by.
For snart halvanden uge siden fortalte Per, forstanderen, at kommunen havde bestemt at vi skulle have en ”Kultur aften” her i byen, da det jo er det de unge de vil have. Resten af grønland har haft en (Nuuk og en række andre steder har i hvert fald), så det må vi jo også have, hvis vi skal se os selv i øjnene og hvis vi skal have en chance for at grine med af alle dem der ikke har haft en. Eller noget. Men Per sagde at kommunen i forbindelse med denne ”kulturaften” gerne vil have at så mange virksomheder som muligt havde åbent hus. Så idéen var at man meldte tilbage, hvis man ville være med, og så ville kommunen lave sedler og få reklamer i lokalradioen for arrangementet med navnene på de steder man så kunne besøge. Smart nok, gratis reklame og alt det der. Så det sku vi da bare gøre noget ved. Vi nedsatte et hurtigt ”Kulturudvalg” (det ene skal jo passe med det andet), der efter nogen forhandling og udbytning kom til at bestå af undertegnede, Per og Sine. Det var så vores store ansvar at gøre ATI klar til den store hob af folk, der på selve aftenen ville strømme til. Sine fik ansvar for Kage- og Kaffekontrol samt at blev lavet forskellige ting man kunne se i laboratoriet, Per stod for kontakt til omverden og logistik og jeg fik et overordnet teknisk ansvar arrangementet. I realiteten vil det så sige at jeg skulle lave to storslåede powerpoints, den ene med stemningsbilleder fra vores tre bygninger, ATI Skolen, Postkassen og Skolefabrikken, og den anden med fakta om vores uddannelser der skulle køre både på dansk og på grønlandsk. Ja, selve teksten, indholdet og oversættelsen havde jeg jo folk til, men at lave den med fancy pansy design var lagt i mine kyndige hænder. For slet ikke at snakke om stemningsbillederne, som jeg også skulle ud og tage. Dem tog jeg torsdag, da det er en af de tog dage jeg har undervisningsfri (jeg underviser mandag, onsdag og fredag), men jeg havde travlt den dag. Der skulle tages billeder, laves power point, forberedes undervisning til næste dag, observeres en af Anne Maries timer i forbindelse med min PG og så alt det andet man skal på en almindelig dag på kontoret. Men jeg nåede det hele og var ganske stolt af min egen indsats da jeg tog hjem torsdag eftermiddag.
Fredag startede dog med et slag i ansigtet på det ellers velfungerende ATI Kulturudvalg. Om morgenen inden jeg tager på kontoret drejer jeg jo som regel omkring Pisiffik og ser om de denne gang kan huske hvad et spansk rundstykke er for en størrelse (hende der kan huske det, er der ikke om morgenen for tiden så vi er tilbage til begyndelsen.. suk), og der så jeg en stak papirer med reklame for lørdagens store kultur arrangement, med navnene på de steder man kunne tage hen på både dansk og grønlandsk. Og hvad ser jeg, da jeg skimmer listen? Vi står ikke på den!!! Skandale, tænker jeg med det samme. Sammensværgelse. Inkompetence. Eller noget i den dur. Nogen har i hvert fald lavet en fejl og det kan jo ikke være os, ergo er det kommunen. Jeg marchere med hårde skridt hen til Per og stikker ham listen og spørger om det betyder at vi så ikke må lege med de store drenge alligevel, da det kommer fra ham: ”Det er min skyld… jeg har sgu da glemt at melde os til!” Ak ak ak. Jeg vidste jeg skulle have overtaget magten i kulturudvalget, men af respekt for min overordnede undlod jeg… og det er takken? ”Glemt”? Tsk. Men Per fik lavet nogle voldsomme undvigelsesmanøvrer og i løbet af fredagen blev fadæsen rettet, ATI kom med på en ny liste, der kom ud, reklamen i den lokale radio inkluderede nu også os, og så var det bare op til folk og de havde nået at høre noget som helst. Jeg havde ikke den store tiltro til det.
Men slaget skulle står fra klokken halv otte til halv ti lørdag aften, og vi havde aftalt at vi efter denne årets kulturbegivenhed, uanset om det var gået godt eller skidt, ville have en lille filmklubsaften (det var rent faktisk Anne Marie der inviterede denne gang). Vi skulle se den danske film Drømmen, men den vil jeg vende tilbage til senere. Vi ansvarlige hovedpersoner fra kulturudvalget mødte op ved en seks tiden, hvor der så blev flyttet de sidste borde, sat projektorer og computere op, laboratoriet gjort klar med mikroskoper med alger i, kaffe te og kage gjort klar i klasselokalerne der i dagens anledning var lavet til en slags café. Det var også her i caféen at mine stemningsbilleder kørte på repeat. Klokken passerede de halv otte uden de store hober havde overrendt vores ellers nydelige kaffe sortiment (vi var flere der havde fundet tid til at lave en kage, selv havde jeg lavet en noget sumpen chokolade kage), og jeg tænkte lidt ved mig selv at det her nok skulle blive meget lange to timer. Men så skete der noget, jeg ikke i mine vildeste drømme var forberedt på. Der kom folk. Og faktisk en del af dem. Ikke en kæmpe rush in på en gang, men de kom stille og roligt i en lind strøm, så stedet, spiste en kage, så lidt på billederne, var lige inde og vende i laboratoriet der specielt var et hit hos børnene, der her kunne se på ting under lup og mikroskop, og tog så videre til næste sted der var åbent. Kommunen havde oven i købet lejet byens eneste bus til at køre i rundefart i de to timer arrangementet varede, så folk kunne køre gratis fra sted til sted. Ren luksus. I godt halvanden time var der folk på ATI, ikke så lang tid af gangen, men god udskiftning og os lærere der havde bestemt os at møde op i dag (Per, Sine, Karsten, mig, Christian og Anne Marie) hyggede os da gevaldigt. Specielt underholdene var lokalradioens guerilla jounalist, der kvart over ni kom ind på skolen bevæbnet med en hørebollesnegl og en mikrofon. De sendte live og med et rovdyrs præcision kastede han sig først nådesløs over Karsten, dernæst Per og til sidst et par af vores elever vi havde fået til at komme for at kunne svare på spørgsmål (hvis der kom nogle). Ikke noget med at præsentere sig først (goddag jeg hedder det og det og kommer fra Manitsoq lokal radio og vil lige høre om jeg kan stille dig et par spørgsmål), det var åbenbart udeladt som overflødige høflighedsfraser. Nej, det var med det samme ”Hvad hedder du? Nå og hvad laver du her? Kan du beskrive hvad i laver her? Hvor mange elever har i” etc. Efter det indledende gik det dog vist ok. Tror vi slap fra det med æren i behold, selv om Karsten håbede lidt på at det ikke var live, da han selv mente at jan da vist fik sagt noget forfærdeligt vrøvl.
Men kulturaftenen løb til enden og da vi havde fået de sidste gæster gelejdet ud, var det tid til en god film. Som sagt så vi Drømmen af Niels Arden Oplev. En grumme men utrolig smuk film om overgangen fra den sorte skole til den mere ”løse” skole vi kender i dag, sat i 1969. Stor film og til min overraskelse var den klippet min gode ven Søren B. Ebbe. Ven og ven er måske så meget sagt. Jeg kender ham i hvert fald. Min eks eks eks kæreste og jeg lejede hans lejlighed, da vi var i London helt tilbage i 1996. Han skulle til Danmark, da han lige havde fået et job på en ny dansk tv serie kaldet Taxa (ja, den Taxa) og skulle have nogen til at passe på lejligheden, når han nu skulle være væk i mindst et halvt år. Det gjorde vi så. Og af samme grund har jeg holdt øje med ham på sidelinien, og spejdet efter navnet når der kom en ny dansk serie. Og man må sige han har haft travlt. Taxa, Edderkoppen, Krøniken, Rejseholdet, Ørnen, foruden film som Pizza King, Flyvende Farmor, En Kærlighedshistorie, Nordkraft og den nye Prag. Men som sagt, ham kender jeg. Lidt. Vil tvivle på at han kan kende mig, hvis han så mig og jeg har sådan set ikke set ham i ti år, men det er ikke så vigtigt. Jeg kendte ham før han blev kendt med de kendte og nede med de fede. Men det var vist et mindre sidespring.
Vi så i hvert fald film, og den var god. Da vi havde set den færdig, ryddet op og alt det kedelige man nu engang skal efter et sådant arrangement, havde jeg en ustyrlig løst til en enkelt fyraftensøl. Ikke mere end det. Bare en og forsøgte at sælge de andre lærere idéen om en enkelt i klubben (men kun hvis der ingen var derovre, da de ellers på dette tidspunkt ville være godt berusede og høre Big Fat Snake på storskærm…). Karsten var med på idéen, men til vores skræk var han løbet tør for kontanter og jeg havde glemt min pung derhjemme (den lå i den almindelige taske, og jeg havde min computertaske med, da vi brugte min computer til fremvisningen… øv). Heldigvis forbarmede Anna Marie sig over os og vi fik lånt en god 50 kroner, der kunne indbringe os en øl hver fra klubbens ølautomater. Men heller ikke mere. Og det var jo et eller andet sted ok. Så vi fik en øl, snakkede lidt om løst og fast, arrangementet og var vist begge lige overraskede over det store opbud der var på denne højhellige kulturaften. Efter en lille halvtime skiltes vore veje og jeg tog hjem, hvor jeg så bestemte mig for at få fyraftensbajer nummer to, jeg nu snart kan se en bund på. Det var også den eneste øl jeg havde i køleskabet, men den smager jo helt godt, når man ved at den er velfortjent. Mmmmm.. Jepper. Og så nåede jeg også lige at blogge inden jeg skal sove. Velfortjent, yderst velfortjent.
Mmmmmm…det var vist den øl.
For snart halvanden uge siden fortalte Per, forstanderen, at kommunen havde bestemt at vi skulle have en ”Kultur aften” her i byen, da det jo er det de unge de vil have. Resten af grønland har haft en (Nuuk og en række andre steder har i hvert fald), så det må vi jo også have, hvis vi skal se os selv i øjnene og hvis vi skal have en chance for at grine med af alle dem der ikke har haft en. Eller noget. Men Per sagde at kommunen i forbindelse med denne ”kulturaften” gerne vil have at så mange virksomheder som muligt havde åbent hus. Så idéen var at man meldte tilbage, hvis man ville være med, og så ville kommunen lave sedler og få reklamer i lokalradioen for arrangementet med navnene på de steder man så kunne besøge. Smart nok, gratis reklame og alt det der. Så det sku vi da bare gøre noget ved. Vi nedsatte et hurtigt ”Kulturudvalg” (det ene skal jo passe med det andet), der efter nogen forhandling og udbytning kom til at bestå af undertegnede, Per og Sine. Det var så vores store ansvar at gøre ATI klar til den store hob af folk, der på selve aftenen ville strømme til. Sine fik ansvar for Kage- og Kaffekontrol samt at blev lavet forskellige ting man kunne se i laboratoriet, Per stod for kontakt til omverden og logistik og jeg fik et overordnet teknisk ansvar arrangementet. I realiteten vil det så sige at jeg skulle lave to storslåede powerpoints, den ene med stemningsbilleder fra vores tre bygninger, ATI Skolen, Postkassen og Skolefabrikken, og den anden med fakta om vores uddannelser der skulle køre både på dansk og på grønlandsk. Ja, selve teksten, indholdet og oversættelsen havde jeg jo folk til, men at lave den med fancy pansy design var lagt i mine kyndige hænder. For slet ikke at snakke om stemningsbillederne, som jeg også skulle ud og tage. Dem tog jeg torsdag, da det er en af de tog dage jeg har undervisningsfri (jeg underviser mandag, onsdag og fredag), men jeg havde travlt den dag. Der skulle tages billeder, laves power point, forberedes undervisning til næste dag, observeres en af Anne Maries timer i forbindelse med min PG og så alt det andet man skal på en almindelig dag på kontoret. Men jeg nåede det hele og var ganske stolt af min egen indsats da jeg tog hjem torsdag eftermiddag.
Fredag startede dog med et slag i ansigtet på det ellers velfungerende ATI Kulturudvalg. Om morgenen inden jeg tager på kontoret drejer jeg jo som regel omkring Pisiffik og ser om de denne gang kan huske hvad et spansk rundstykke er for en størrelse (hende der kan huske det, er der ikke om morgenen for tiden så vi er tilbage til begyndelsen.. suk), og der så jeg en stak papirer med reklame for lørdagens store kultur arrangement, med navnene på de steder man kunne tage hen på både dansk og grønlandsk. Og hvad ser jeg, da jeg skimmer listen? Vi står ikke på den!!! Skandale, tænker jeg med det samme. Sammensværgelse. Inkompetence. Eller noget i den dur. Nogen har i hvert fald lavet en fejl og det kan jo ikke være os, ergo er det kommunen. Jeg marchere med hårde skridt hen til Per og stikker ham listen og spørger om det betyder at vi så ikke må lege med de store drenge alligevel, da det kommer fra ham: ”Det er min skyld… jeg har sgu da glemt at melde os til!” Ak ak ak. Jeg vidste jeg skulle have overtaget magten i kulturudvalget, men af respekt for min overordnede undlod jeg… og det er takken? ”Glemt”? Tsk. Men Per fik lavet nogle voldsomme undvigelsesmanøvrer og i løbet af fredagen blev fadæsen rettet, ATI kom med på en ny liste, der kom ud, reklamen i den lokale radio inkluderede nu også os, og så var det bare op til folk og de havde nået at høre noget som helst. Jeg havde ikke den store tiltro til det.
Men slaget skulle står fra klokken halv otte til halv ti lørdag aften, og vi havde aftalt at vi efter denne årets kulturbegivenhed, uanset om det var gået godt eller skidt, ville have en lille filmklubsaften (det var rent faktisk Anne Marie der inviterede denne gang). Vi skulle se den danske film Drømmen, men den vil jeg vende tilbage til senere. Vi ansvarlige hovedpersoner fra kulturudvalget mødte op ved en seks tiden, hvor der så blev flyttet de sidste borde, sat projektorer og computere op, laboratoriet gjort klar med mikroskoper med alger i, kaffe te og kage gjort klar i klasselokalerne der i dagens anledning var lavet til en slags café. Det var også her i caféen at mine stemningsbilleder kørte på repeat. Klokken passerede de halv otte uden de store hober havde overrendt vores ellers nydelige kaffe sortiment (vi var flere der havde fundet tid til at lave en kage, selv havde jeg lavet en noget sumpen chokolade kage), og jeg tænkte lidt ved mig selv at det her nok skulle blive meget lange to timer. Men så skete der noget, jeg ikke i mine vildeste drømme var forberedt på. Der kom folk. Og faktisk en del af dem. Ikke en kæmpe rush in på en gang, men de kom stille og roligt i en lind strøm, så stedet, spiste en kage, så lidt på billederne, var lige inde og vende i laboratoriet der specielt var et hit hos børnene, der her kunne se på ting under lup og mikroskop, og tog så videre til næste sted der var åbent. Kommunen havde oven i købet lejet byens eneste bus til at køre i rundefart i de to timer arrangementet varede, så folk kunne køre gratis fra sted til sted. Ren luksus. I godt halvanden time var der folk på ATI, ikke så lang tid af gangen, men god udskiftning og os lærere der havde bestemt os at møde op i dag (Per, Sine, Karsten, mig, Christian og Anne Marie) hyggede os da gevaldigt. Specielt underholdene var lokalradioens guerilla jounalist, der kvart over ni kom ind på skolen bevæbnet med en hørebollesnegl og en mikrofon. De sendte live og med et rovdyrs præcision kastede han sig først nådesløs over Karsten, dernæst Per og til sidst et par af vores elever vi havde fået til at komme for at kunne svare på spørgsmål (hvis der kom nogle). Ikke noget med at præsentere sig først (goddag jeg hedder det og det og kommer fra Manitsoq lokal radio og vil lige høre om jeg kan stille dig et par spørgsmål), det var åbenbart udeladt som overflødige høflighedsfraser. Nej, det var med det samme ”Hvad hedder du? Nå og hvad laver du her? Kan du beskrive hvad i laver her? Hvor mange elever har i” etc. Efter det indledende gik det dog vist ok. Tror vi slap fra det med æren i behold, selv om Karsten håbede lidt på at det ikke var live, da han selv mente at jan da vist fik sagt noget forfærdeligt vrøvl.
Men kulturaftenen løb til enden og da vi havde fået de sidste gæster gelejdet ud, var det tid til en god film. Som sagt så vi Drømmen af Niels Arden Oplev. En grumme men utrolig smuk film om overgangen fra den sorte skole til den mere ”løse” skole vi kender i dag, sat i 1969. Stor film og til min overraskelse var den klippet min gode ven Søren B. Ebbe. Ven og ven er måske så meget sagt. Jeg kender ham i hvert fald. Min eks eks eks kæreste og jeg lejede hans lejlighed, da vi var i London helt tilbage i 1996. Han skulle til Danmark, da han lige havde fået et job på en ny dansk tv serie kaldet Taxa (ja, den Taxa) og skulle have nogen til at passe på lejligheden, når han nu skulle være væk i mindst et halvt år. Det gjorde vi så. Og af samme grund har jeg holdt øje med ham på sidelinien, og spejdet efter navnet når der kom en ny dansk serie. Og man må sige han har haft travlt. Taxa, Edderkoppen, Krøniken, Rejseholdet, Ørnen, foruden film som Pizza King, Flyvende Farmor, En Kærlighedshistorie, Nordkraft og den nye Prag. Men som sagt, ham kender jeg. Lidt. Vil tvivle på at han kan kende mig, hvis han så mig og jeg har sådan set ikke set ham i ti år, men det er ikke så vigtigt. Jeg kendte ham før han blev kendt med de kendte og nede med de fede. Men det var vist et mindre sidespring.
Vi så i hvert fald film, og den var god. Da vi havde set den færdig, ryddet op og alt det kedelige man nu engang skal efter et sådant arrangement, havde jeg en ustyrlig løst til en enkelt fyraftensøl. Ikke mere end det. Bare en og forsøgte at sælge de andre lærere idéen om en enkelt i klubben (men kun hvis der ingen var derovre, da de ellers på dette tidspunkt ville være godt berusede og høre Big Fat Snake på storskærm…). Karsten var med på idéen, men til vores skræk var han løbet tør for kontanter og jeg havde glemt min pung derhjemme (den lå i den almindelige taske, og jeg havde min computertaske med, da vi brugte min computer til fremvisningen… øv). Heldigvis forbarmede Anna Marie sig over os og vi fik lånt en god 50 kroner, der kunne indbringe os en øl hver fra klubbens ølautomater. Men heller ikke mere. Og det var jo et eller andet sted ok. Så vi fik en øl, snakkede lidt om løst og fast, arrangementet og var vist begge lige overraskede over det store opbud der var på denne højhellige kulturaften. Efter en lille halvtime skiltes vore veje og jeg tog hjem, hvor jeg så bestemte mig for at få fyraftensbajer nummer to, jeg nu snart kan se en bund på. Det var også den eneste øl jeg havde i køleskabet, men den smager jo helt godt, når man ved at den er velfortjent. Mmmmm.. Jepper. Og så nåede jeg også lige at blogge inden jeg skal sove. Velfortjent, yderst velfortjent.
Mmmmmm…det var vist den øl.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar