Cafe Sisimiut

Jeg er misundelig. Ikke på en enkelt ting eller fordi naboen har et sejere digital ur end mig. Næ jeg er misundelig på en hel by. Som i jo nok ved så har jeg for tiden fødderne plantet i den sisimiutske sne. Og jeg er altså blevet misundelig. På Sisimiut altså. For de har en cafe. Den er ikke noget stort og prangende, bare et hus hvor stueetagen er indrettet som cafe, hvor man kan bestille en cafe latte, en kop the eller i mit tilfælde en kop varm kakao plus et stykke lagkage til 20 kroner (det var også dagens tilbud men alligevel). Ej hvor jeg altså savner at gå på café. Okay okay jeg kunne jo bare have stillet mine cafe lyster nu jeg var i danmark, men jeg tror ikke det er selve cafeen jeg savner, men mere muligheden for at gå på cafe. Det at man bare lige vader ned og får en hyggelig kop mocca og diskuterer verdenssituationen med en god ven. Der er noget fredsommeligt over en cafe med den rette atmosfære. Man ved bare at det er godt for sjælen i det sekund man vader ind af døren. Min absolut yndlingscafe var en lille cafe i Oslo der hedder (måske hed, da jeg ikke ved om den er der endnu) Café Fiasko. Dejligt sted og sejere navn kan man altså ikke finde. Tror egentlig at navnet mest var grund til at jeg hang ud der. Det eneste jeg har set der kunne nærme sig det herhjemme er Cafe Smagløs i århus, der da også er ret hyggelig, men har en tendens til at tangere til den lidt for trendy.

Men altså jeg savner en café i Maniitsoq. Måske skulle man bare starte en selv. Måske hører høre cafe fiasko om de havde lyst til at have en søster cafe i Grønland: Cafe Fiasko 2. For den skal i hvert fald ikke hedde Cafe Maniitsoq. Måske skulle jeg undersøge hvad fiasko hedder på grønlands.

Nå jeg er i hvert fald på Sisimiut. Ud over de har en cafe ser den ud som så mange andre grønlandske bøger, blot lidt større, eftersom det jo er grønlands anden største by med sine (vist nok) 6.000 indbyggere. jeg mangler stadig at rigtig få en tur mens butikkerne er åbne, da vi arbejder ret meget på det her pædagogikum. Så jeg ved ikke helt hvad de har her i byen ud over at de har grønlands anden boghandel (den første var den i Nuuk). Tror ikke der er flere faktisk. Og så er der koldt. Rigtig koldt. Var lige på en lille tur ned til brugsen omkring klokken 16-17 stykker. Jeg siger dig mine kinder var pænt røde da jeg kom ind igen. Men det er heller ikke så mærkeligt med minusgrader fra 14 til 22.

Desværre ser det ikke ud til at jeg kommer på den helt store slædehundstur denne gang. Det var ellers noget af det jeg havde glædet mig rigtig meget til. Pædagogikum efterlader bare ikke særlig meget spildtid og når vi har fri klokken 16.00 så er der for det første ved at blive mørkt og for det andet har vi som regel en masse læsestof til dagen efter. Ikke fordi jeg klager. Det er pisse spændende og det er en kæmpe hjælp for mig som lærer at få den teoretiske ballast jeg længe har følt at jeg manglede. Så må slædehundeture vente til næste gang om nødvendigt. Dog får jeg en lille forsmag i morgen hvor jeg skal med Christine hen og fodre hendes hunde klokken 12.30, da vi har en halv fridag (yay). Så vi skal fodre hunde og nusse med 4 små hvalpe, der som hun selv siger ”sprænger nuttethedsskalaen”. Så det glæder jeg mig til.

Derudover er der ikke så meget at rapportere herfra. Jeg hygger mig med de andre kursister, nyder undervisningen, bander over kopimaskinen (den er fanme også ringe), læser side efter side om pædagogik og lærer og suger til mig og udveksler undervisningserfaringer. Nå ja, vi er på fuld pension så egentlig behøver jeg ikke forlade stedet, hvis jeg ikke lige orker, for morgenmad med blødkogt øg og lune morgenbrød, frokost med laks, ørred, andebryst, varm leverpostej med sprød bacon, sild, og tusind andre ting, samt en to retters aftensmad er jo lige her. Øv, jeg bliver næsten nød til at klage over at jeg har det for godt. Man kan jo ikke bare stille sig tilfreds.