lidt om slædehunde

Så er jeg ved at være færdig med første del af mit pædagogikum. 9 dage på hotel og så af sted med flyet mod Maniitsoq i morgen over middag. Hvis altså vejret tillader det. Flyene har jo ikke ligefrem fået lov til at fare af sted med pendul fart herfra. De har jo været så smarte at ligge lufthavnen et sted hvor nordvinden er specielt ondsindet hvis den blot når over 9 meter i sekundet. Fangerne advarede ledelsen før de startede, men de smarte herrer henviste til alle deres nymoderne målinger der sagde at det i hvert fald ikke var noget problem. Men det var det altså. Så er der ret mange fly der ikke kan lande, når vinden bare er lidt hård, det er noget med klipperne omkring og alt sådan noget geologisk halløjsa jeg alligevel ikke har styr på.

Faktum er at vi startede vores kursus torsdag den 4. januar og de sidste kursusdeltagere først indfandt sig søndag den 7. fordi de ikke kunne få lov at lande og endte i henholdsvis kangerlussuaq og nuuk. Til det kan man bare sige, tjaa, det er jo grønland. Det nytter ikke aat blive sur. Så kommer jeg af sted i morgen er det dejligt, hvis ikke så må jeg tage en dag eller to ekstra i Sisimiut. Så kan det jo være at jeg når den slædehundstur, jeg ikke har nået endnu. Men helt hundeafvisende har jeg ikke været. I tirsdags var vi ude først at fodre Jens Christians (en kursist) hunde og dernæst Christine og Jespers (2 lærere jeg kender andetsteds fra) hunde.

Slædehunde er nogle sjove størrelser. De er ikke kæledyr, men kan godt lige at blive klappet. De har et meget komplekst hierarki system man ikke skal blande sig i, og detroniserede hunde kan faktisk gå hen og få noget der ligner en depression. De kan klare ned til minus 50 grader selv om de der er lidt underernærede står og ryster her ved minus 22 grader vi har i dag. Underernæring behøver ikke at have noget med vanrøgt at gøre, eftersom de sagtens kan stjæle mad fra hinanden, specielt fra dem under dem i hierarkiet, og hvis man ikke er obs på hierarkiet, så kan en hund ende med ikke at have fået mad i meget lang tid. Tæverne kan finde på at dræbe hinandens unger og dødeligheden blandt nye kuld er generelt høj. Jeg hørte om 4 unger der overlevede ud af 30. Men der er mange grunde til den høje dødelighed; sygdom, hvis de ikke tager føde til sig, andre hunde, kulde etc.

Hos Christine og Jesper så vi så 4 hvalpe som så ud til at klare det. De var fem uger gamle og ak hvor var de bare kære. Små uldtotter, der helt uden forbehold løb lige hen til en, dødnysgerrige og kære som bare pokker. Det ville være dejligt at have sit eget hundespand i maniitsoq, men det kan ikke lade sig gøre. Grunden er at man kun kan have slædehunde nord for polarciklen, altså i grønland. Til gengæld kan man så ikke have andre hunde end slædehunde nord for cirklen, med mindre det er politihunde (der så vist endda har fået saksen). Dette gøres for at holde racen ren. I Canada er slædehunden blevet ødelagt af blandet raceforhold, da hunde er ret ligeglad med hvem de springer på. Og siden slædehunden er en rendyrket arbejdshund, er det jo ikke godt. I grønland passer man derfor meget på med at holde slædehunde og alle andre hunde adskilt. og det virker åbenbart, men det er ikke alle steder de går så meget op i at have velholdte dyr som her. Jeg har læst artikler om skrækeksempler med fangere der slå alle sidetænderne ud af hundene så de ikke skulle bide deres torv over og næst underernærede dem hele sommeren. Vanrøgt er værste skuffe der heldigvis, som det lyder til, ikke finder sted her i Sisimiut. Sisimiut skulle åbenbart sammen med Umanaq være et sted hvor der stadig er en vis stolthed omkring det at være fanger, hvilket også giver sig udtryk i at man er stolt hvis man kan fremvise de flotteste dyr. Og hundene er flotte. De er jo ikke langt fra ulve, hvilket man godt kan se på flere af dem.

Vi fik i hvert fald fodret dem i tirsdags og så var jeg ude med Jens Christian (og Karsten) igen i dag. Der var koldt (minus 22) men et helt fantastisk vejr. Klart og hvidt. Kæmpe bjerge med en himmel i blå og lilla nuancer. Man skal lige vende sig til at man efter kun 5 minutter har frost i skægget, men ens udånding sætter sig i skægget meget hurtigt og det endte i dag med nærmest isklumper i mit skæg. Det var vidunderligt. Intet mindre. Så forfærdeligt dejligt at få noget frisk luft, eftersom jeg har været indespærret de sidste par dage pga. af en influenza, der endnu engang har efterladt mig i kategorien ”skrantende”. Ikke sug nok til at blive i seng og syg nok til at have ondt i halsen, bankende hovedpine, snot i næsen og nedsat appetit. Men det er gået lidt bedre og så var en tur ud i minus 22 grader lige hvad jeg trængte til. Tsk…. Det var i hvert fald godt. Og min nye kaninskindshue er helt fantastisk. Tak mor.

I aften er der en tre retters menu på programmet med tilhørende flasker af rødvin sådan ligesom for at få en ordentlig afslutning på hele kursusforløbet. Herligt. Håber bare jeg spise noget. Jeg har da tænkt mig at tage lidt pænt tøj på, men halstørklædet undgår jeg nok ikke. Nu er det jo også så mange farver så det matcher jo næsten hvad som helst (kan godt høre jeg burde være designer…. not). Det bliver under alle omstændigheder sikkert rigtig rigtig hyggeligt.