Jeg har ikke lyst til at tænke på i morgen. Den bliver hård. Min ryg knager, mine ben værker, min hænder er godt brugte og forstrukne, er lidt øm over højre øje, mine boller har haft det bedre og jeg skal passe på min venstre fod jeg har vredet om på i kampens hede. Jepper, der har været sportsdag på ATI med stil.
Louise havde sørget for at vi kunne låne byens hal fra klokken 9 til 15 i dag, så efter et lille pittstop på ATI begav jeg mig ned i Hallen med min sportstaske men mit fantastiske sportstøj, for sådan noget har jeg jo forfærdeligt meget af *host host*. Sandt at sige tog det mig et stykke tid at finde noget tøj i det hele taget. Havde håbet på at jeg havde et par nyere shorts en mine skotsternede Bermuda shorts der efterhånden må have en 15 år på bagen. Men hvis det var stilen, så måtte jeg hellere finde en trøje der var ligeså gammel, så jeg fandt min blå, hullede og meget forvaskede ”I got totally pissed in London in 1995” t-shirt frem. Jep, der var ikke et øje tørt. Meget retro.
Men klokken 9 havde de fleste indfundet sig og vi opvarmede lidt ved at løbe lidt og skyde til et par bolde, og jeg kunne ret hurtigt mærke at min varslede superform vist for længst havde forladt mig. I stedet frygtede jeg nu allerede fra morgenstunden sidestik, krampe, vejrtrækningsbesvær og andre dårligdomme. For vi havde et hårdt program vi skulle igennem; trillebør, æg på ske, tovtrækning, fodbold med handicap (se senere), håndbold og så den store ATI cup i indendørs fodbold. Der var rigeligt med muligheder for at komme galt af sted.
Den første event var klassikeren trillebør. Vi blev delt i 4 hold, med ca. 8 på hvert hold, der hver i sær så skulle to og to efter tur løbe af sted med hinanden som trillebør og når man kom ned til bunden af hallen byttede man. I kan godt huske det ikke sandt? Det der med en holder dine fødder mens du møver dig af sted med dine arme som drivkraft. Desværre tøserne på holdet ikke så dygtige til denne klassiske disciplin, og vi blev kun nummer to på trods af min fantastiske præstation. Jeg var faktisk ret hurtig, og jeg fik da også respekt fra forstanderen, der beundrede min teknik. Tror det mest af alt lignende en bulldog, der farer frem.
Dernæst var det æg på ske, eller i dette tilfælde haggysack (eller hvad den nu hedder) på ske. Denne gang tre hold, hver med en ske og bold, og samme strækning – ned til den anden ende af hallen og tilbage igen. Mistede man bolden skulle man starte forfra, med mindre man var kommet ned til den anden ende, så skulle man starte derfra hvis man tabte. Mit hold startede rigtig godt, og så længe ud til at være en klar vinder, blandt andet på grund af min fejlfri præstation naturligvis, men desværre var en af vores holddeltagere ligeså forsigtig som en gal elefant i en glasbutik og havde en balancenerve der mest af alt mindede om en vejrhane i en skypumpe, så det… igen måtte vi nøjes med en anden plads.
Nu var det så at det blev lidt mærkeligt. For nu skulle vi spille fodbold, eller hvad man nu kan kalde denne mystiske afart. For reglerne var de samme. To hold, to mål, en bold, scor hos de andre og alt det der, men før kampen går i gang skal alle der er med have et par briller på lavet af to plastikkrus med små huller i bunden, der gør at du kan stort se 5% af hvad du plejer og dit synsfelt er fordelt i to forskellige retninger. Ja det vil lige ferm være en fordel at være skeløjet i den her sportsgren. En ting er at man ikke kan se noget, og har et dybdesyn som en enøjet, men nu skal man så spille fodbold samtidig. Det er altså så godt som umuligt, men meget morsomt. Og specielt hvis man kigger på. Så der bliver grinet højt. Selv var jeg på banen i første halvleg, og jeg stank til det. Havde en hovedkollision med en af mine elever (der gik ud over mig skal det siges) og jeg rørte knap bolden, for man kunne selvfølgelig ikke se den, når den kom tæt på en. Nej, det havde for mig en lidt større underholdningsværdi at sidde på bænken og at kigge på hvordan folk løb forvildede rundt (gerne forbi bolden), stødte ind i hinanden, skød forbi bolden og ellers farede rundt som hovedløse høns. Det så ret sjovt ud, men jeg tror næppe det er en fodbold variant der bliver optaget som en olympisk sportsgren. Efter dette sportsafbræk fandt vi endnu en klassiker frem – tovtrækning. Først var det lærerne mod eleverne, som vi vandt. Og derefter var det kvinderne mod mændene som vi også vandt. Et dejligt lille ego boost på trods af ens håndflader bagefter var røde som bare pokker og godt brugte. Men vi vandt.
Før middagspausen var der så håndbold, hvor der var tre hold der spillede i to gange ti minutter mod hinanden på kryds og tværs. Håndbolden hoppede jeg let og elefant over, da det ikke lige er mig. I hvert fald ikke med den kondi jeg holder mig, og jeg sku også gemme min energi til den store ATI kup i indendørsfodbold. Men de gik til den og klokken 11.30 var der frokost, sponsoreret af ATI. Så jeg fik mig en lækker sandwich med æg, rejer og tomat og drak en sådan juice firkant ting. Og så var det tid til opgørets time.
Reglerne for indendørsfodbold er simple. Du har fire spillere på hvert hold (det er de gamle regler, ifølge nye regler må man vist have 5), målmanden må ikke røre bolden med hænderne overhovedet og du kan bruge banderne lige så tosset du vil. Vores kampe havde kun en varighed af fem minutter per kamp, men det var mest grundet at vi havde en hulens masse kampe vi skulle igennem. I den store turnering var der nemlig seks hold; ATX A, B, C, procesteknikerne, kontor + personale og til sidst lærerne. På grund af mandefald fra lærernes side havde vi erhvervet os vores forstander, Per, på vores hold, der nu bestod af Karsten, den dødsensfarlige midtbanespiller, Per, den utrættelige overalt spiller, Louise, den aggressive angriber, og mig, den kondiløse men determinerede målmand. Et blændende hold, der noks skulle nå langt. Nu er det bare sådan at denne sportsdag et eller andet sted er for eleverne, så det var ikke meningen at hverken kontoret eller os lærere skulle løbe af med sejren. Vi ville i hvert fald på vores hold forsøge at vinde lidt, men tabe nok til at vi ikke gik videre, eller aller højest i hvert fald skulle komme til at kæmpe om en tredje plads (vi så ville tabe). Det var i hvert fald planen. Alle hold skulle fem kampe (så havde de kæmpet mod alle de andre hold) og til sidst skulle nummer fem og seks i kamp om femte pladsen, nummer tre og fire om tredje pladsen, og til sidst nummer et og to om første pladsen. Når man vil tabe med vilje, skal man jo ikke bare give op og lade folk komme til. De må jo gerne gøre en indsats. Desværre kom vi til at gøre en lidt fro stor indsats selv. Jeg tror vi blev lidt grebet af hvor godt det gik, så den første kamp (mod kontoret) vandt vi 4-0. Lidt skidt begyndelse for et hold der gerne ville tabe. Anden kamp (mod procesteknikerne) blev 2-0 til os, hvilket ikke gjorde situationen bedre. Heldigvis tabte vi til ATX C 0-1. At Mika gav mig en hæl i bollerne kan have noget med det at gøre. Jeg havde det i hvert fald ikke så godt resten af kampen. Men det var et uheld trods alt. Jeg løb lige bag ham da han fyrede en bold af og da han er en af de der, der opererer med høje benløft så fik jeg hans hæl i bollerne. Det gjorde nas. Heldigvis ramte han ikke kronjuvelerne klokkerent, for så havde jeg overhovedet ikke kunne gennemføre resten af dagen. Det var nok mere hvad man kalde et ondt snit. Nas. Nå men tilbage til kampene.
Den store overraskelse kom da vi spillede mod ATX B, der tidligere havde vist formidabel form og angrebsstyrke. Vi startede med at score et mål, for ligesom ikke bare at lægge os ned, men at give dem, noget at indhente, men det skete bare ikke. De store kæmper var simpelthen blevet trætte. Så vi kom til at vinde kampen vist oven i købet 2-0. Ups. Nu blev vi nødt til at have et nederlag hvis ikke vi skulle ende i finalen. Vi skulle nu spille mod ATX A, og vi gjorde vores for ikke at presse alt for meget. Kampen endte da også 0-1 til dem, men ikke fordi vi havde foræret dem sejren. Nej, tøserne havde et godt to mod en angreb, der fik mig udplaceret. Og så var der mål. Nu var vi jo overbevist om at finalen stod mellem ATX B og ATX C, men ak, vi havde talt forkert. C klassen havde ikke vundet 3 men derimod vundet to og spillet en uafgjort, hvilket betød at vi alligevel var i finalen mod ATX B, vi allerede tidligere havde slået. Damn. Kampene om femte og tredje pladsen blev afgjort det var nu tid til le grande finale. Jeg havde et par kampe forinden vredet om på foden, hvilket gjorde lidt nas, men siden vi var underbemandede, altså ikke havde nogen udskiftere, måtte jeg bide smerten i mig og humpe lidt rundt. Heldigvis stod jeg jo på mål, så det gik. Godt nok havde Karsten og jeg lidt bagerste mand kørende, men jeg passede lidt på, så jeg håber at det ikke tager revanche i morgen tidlig. Men kampen blev fløjet i gang, og vi gjorde som før, det vil sige vi ville jo ikke bare lægge os ned. Jeg ville holde buret rent så længe jeg kunne og vi ville holde lidt igen med målene i den anden ende. Heldigvis havde ATX B fået lidt flere kræfter og stillede med et stærkt hold der pressede os fra starten af. I løbet af et par minutter havde de fået et mål, hvilket nu gav os ”lov” til at gå ned og score. Vi måtte jo godt bevare spændingen lidt. Det gjorde vi så. Problemet var bare at der nu stod 1-1 og de fem minutter køb stille og roligt ud. Vi blev enige om at vi så skulle spille til første mål. Bolden blev givet op og kampen rasede med fornyet energi. Per havde en stor chance i modstanderens ende, men ”brændte” den så spændingen blev opholdt indtil det endeligt lykkedes ATXerne at score mod os. Et godt mål i en svær vinkel. Respekt for den. Karsten der stod på mål havde ikke en chance. Så de vandt den store cup, vi tabte med æren i behold og kunne se eleverne i øjnene bagefter.
Til sidst var der præmie overrækkelse hvor vi fik vores sølv (farvede) trofæ og lovning om nogle materielle goder, der stadig befandt sig på ATI. Lige præcis hvad det er fik jeg ikke fat på, da det blev fortalt på grønlandsk, men Per mumlede noget om noget kaffe. Så det bliver nok ikke lige mig, der gør krav på det.
Louise havde sørget for at vi kunne låne byens hal fra klokken 9 til 15 i dag, så efter et lille pittstop på ATI begav jeg mig ned i Hallen med min sportstaske men mit fantastiske sportstøj, for sådan noget har jeg jo forfærdeligt meget af *host host*. Sandt at sige tog det mig et stykke tid at finde noget tøj i det hele taget. Havde håbet på at jeg havde et par nyere shorts en mine skotsternede Bermuda shorts der efterhånden må have en 15 år på bagen. Men hvis det var stilen, så måtte jeg hellere finde en trøje der var ligeså gammel, så jeg fandt min blå, hullede og meget forvaskede ”I got totally pissed in London in 1995” t-shirt frem. Jep, der var ikke et øje tørt. Meget retro.
Men klokken 9 havde de fleste indfundet sig og vi opvarmede lidt ved at løbe lidt og skyde til et par bolde, og jeg kunne ret hurtigt mærke at min varslede superform vist for længst havde forladt mig. I stedet frygtede jeg nu allerede fra morgenstunden sidestik, krampe, vejrtrækningsbesvær og andre dårligdomme. For vi havde et hårdt program vi skulle igennem; trillebør, æg på ske, tovtrækning, fodbold med handicap (se senere), håndbold og så den store ATI cup i indendørs fodbold. Der var rigeligt med muligheder for at komme galt af sted.
Den første event var klassikeren trillebør. Vi blev delt i 4 hold, med ca. 8 på hvert hold, der hver i sær så skulle to og to efter tur løbe af sted med hinanden som trillebør og når man kom ned til bunden af hallen byttede man. I kan godt huske det ikke sandt? Det der med en holder dine fødder mens du møver dig af sted med dine arme som drivkraft. Desværre tøserne på holdet ikke så dygtige til denne klassiske disciplin, og vi blev kun nummer to på trods af min fantastiske præstation. Jeg var faktisk ret hurtig, og jeg fik da også respekt fra forstanderen, der beundrede min teknik. Tror det mest af alt lignende en bulldog, der farer frem.
Dernæst var det æg på ske, eller i dette tilfælde haggysack (eller hvad den nu hedder) på ske. Denne gang tre hold, hver med en ske og bold, og samme strækning – ned til den anden ende af hallen og tilbage igen. Mistede man bolden skulle man starte forfra, med mindre man var kommet ned til den anden ende, så skulle man starte derfra hvis man tabte. Mit hold startede rigtig godt, og så længe ud til at være en klar vinder, blandt andet på grund af min fejlfri præstation naturligvis, men desværre var en af vores holddeltagere ligeså forsigtig som en gal elefant i en glasbutik og havde en balancenerve der mest af alt mindede om en vejrhane i en skypumpe, så det… igen måtte vi nøjes med en anden plads.
Nu var det så at det blev lidt mærkeligt. For nu skulle vi spille fodbold, eller hvad man nu kan kalde denne mystiske afart. For reglerne var de samme. To hold, to mål, en bold, scor hos de andre og alt det der, men før kampen går i gang skal alle der er med have et par briller på lavet af to plastikkrus med små huller i bunden, der gør at du kan stort se 5% af hvad du plejer og dit synsfelt er fordelt i to forskellige retninger. Ja det vil lige ferm være en fordel at være skeløjet i den her sportsgren. En ting er at man ikke kan se noget, og har et dybdesyn som en enøjet, men nu skal man så spille fodbold samtidig. Det er altså så godt som umuligt, men meget morsomt. Og specielt hvis man kigger på. Så der bliver grinet højt. Selv var jeg på banen i første halvleg, og jeg stank til det. Havde en hovedkollision med en af mine elever (der gik ud over mig skal det siges) og jeg rørte knap bolden, for man kunne selvfølgelig ikke se den, når den kom tæt på en. Nej, det havde for mig en lidt større underholdningsværdi at sidde på bænken og at kigge på hvordan folk løb forvildede rundt (gerne forbi bolden), stødte ind i hinanden, skød forbi bolden og ellers farede rundt som hovedløse høns. Det så ret sjovt ud, men jeg tror næppe det er en fodbold variant der bliver optaget som en olympisk sportsgren. Efter dette sportsafbræk fandt vi endnu en klassiker frem – tovtrækning. Først var det lærerne mod eleverne, som vi vandt. Og derefter var det kvinderne mod mændene som vi også vandt. Et dejligt lille ego boost på trods af ens håndflader bagefter var røde som bare pokker og godt brugte. Men vi vandt.
Før middagspausen var der så håndbold, hvor der var tre hold der spillede i to gange ti minutter mod hinanden på kryds og tværs. Håndbolden hoppede jeg let og elefant over, da det ikke lige er mig. I hvert fald ikke med den kondi jeg holder mig, og jeg sku også gemme min energi til den store ATI kup i indendørsfodbold. Men de gik til den og klokken 11.30 var der frokost, sponsoreret af ATI. Så jeg fik mig en lækker sandwich med æg, rejer og tomat og drak en sådan juice firkant ting. Og så var det tid til opgørets time.
Reglerne for indendørsfodbold er simple. Du har fire spillere på hvert hold (det er de gamle regler, ifølge nye regler må man vist have 5), målmanden må ikke røre bolden med hænderne overhovedet og du kan bruge banderne lige så tosset du vil. Vores kampe havde kun en varighed af fem minutter per kamp, men det var mest grundet at vi havde en hulens masse kampe vi skulle igennem. I den store turnering var der nemlig seks hold; ATX A, B, C, procesteknikerne, kontor + personale og til sidst lærerne. På grund af mandefald fra lærernes side havde vi erhvervet os vores forstander, Per, på vores hold, der nu bestod af Karsten, den dødsensfarlige midtbanespiller, Per, den utrættelige overalt spiller, Louise, den aggressive angriber, og mig, den kondiløse men determinerede målmand. Et blændende hold, der noks skulle nå langt. Nu er det bare sådan at denne sportsdag et eller andet sted er for eleverne, så det var ikke meningen at hverken kontoret eller os lærere skulle løbe af med sejren. Vi ville i hvert fald på vores hold forsøge at vinde lidt, men tabe nok til at vi ikke gik videre, eller aller højest i hvert fald skulle komme til at kæmpe om en tredje plads (vi så ville tabe). Det var i hvert fald planen. Alle hold skulle fem kampe (så havde de kæmpet mod alle de andre hold) og til sidst skulle nummer fem og seks i kamp om femte pladsen, nummer tre og fire om tredje pladsen, og til sidst nummer et og to om første pladsen. Når man vil tabe med vilje, skal man jo ikke bare give op og lade folk komme til. De må jo gerne gøre en indsats. Desværre kom vi til at gøre en lidt fro stor indsats selv. Jeg tror vi blev lidt grebet af hvor godt det gik, så den første kamp (mod kontoret) vandt vi 4-0. Lidt skidt begyndelse for et hold der gerne ville tabe. Anden kamp (mod procesteknikerne) blev 2-0 til os, hvilket ikke gjorde situationen bedre. Heldigvis tabte vi til ATX C 0-1. At Mika gav mig en hæl i bollerne kan have noget med det at gøre. Jeg havde det i hvert fald ikke så godt resten af kampen. Men det var et uheld trods alt. Jeg løb lige bag ham da han fyrede en bold af og da han er en af de der, der opererer med høje benløft så fik jeg hans hæl i bollerne. Det gjorde nas. Heldigvis ramte han ikke kronjuvelerne klokkerent, for så havde jeg overhovedet ikke kunne gennemføre resten af dagen. Det var nok mere hvad man kalde et ondt snit. Nas. Nå men tilbage til kampene.
Den store overraskelse kom da vi spillede mod ATX B, der tidligere havde vist formidabel form og angrebsstyrke. Vi startede med at score et mål, for ligesom ikke bare at lægge os ned, men at give dem, noget at indhente, men det skete bare ikke. De store kæmper var simpelthen blevet trætte. Så vi kom til at vinde kampen vist oven i købet 2-0. Ups. Nu blev vi nødt til at have et nederlag hvis ikke vi skulle ende i finalen. Vi skulle nu spille mod ATX A, og vi gjorde vores for ikke at presse alt for meget. Kampen endte da også 0-1 til dem, men ikke fordi vi havde foræret dem sejren. Nej, tøserne havde et godt to mod en angreb, der fik mig udplaceret. Og så var der mål. Nu var vi jo overbevist om at finalen stod mellem ATX B og ATX C, men ak, vi havde talt forkert. C klassen havde ikke vundet 3 men derimod vundet to og spillet en uafgjort, hvilket betød at vi alligevel var i finalen mod ATX B, vi allerede tidligere havde slået. Damn. Kampene om femte og tredje pladsen blev afgjort det var nu tid til le grande finale. Jeg havde et par kampe forinden vredet om på foden, hvilket gjorde lidt nas, men siden vi var underbemandede, altså ikke havde nogen udskiftere, måtte jeg bide smerten i mig og humpe lidt rundt. Heldigvis stod jeg jo på mål, så det gik. Godt nok havde Karsten og jeg lidt bagerste mand kørende, men jeg passede lidt på, så jeg håber at det ikke tager revanche i morgen tidlig. Men kampen blev fløjet i gang, og vi gjorde som før, det vil sige vi ville jo ikke bare lægge os ned. Jeg ville holde buret rent så længe jeg kunne og vi ville holde lidt igen med målene i den anden ende. Heldigvis havde ATX B fået lidt flere kræfter og stillede med et stærkt hold der pressede os fra starten af. I løbet af et par minutter havde de fået et mål, hvilket nu gav os ”lov” til at gå ned og score. Vi måtte jo godt bevare spændingen lidt. Det gjorde vi så. Problemet var bare at der nu stod 1-1 og de fem minutter køb stille og roligt ud. Vi blev enige om at vi så skulle spille til første mål. Bolden blev givet op og kampen rasede med fornyet energi. Per havde en stor chance i modstanderens ende, men ”brændte” den så spændingen blev opholdt indtil det endeligt lykkedes ATXerne at score mod os. Et godt mål i en svær vinkel. Respekt for den. Karsten der stod på mål havde ikke en chance. Så de vandt den store cup, vi tabte med æren i behold og kunne se eleverne i øjnene bagefter.
Til sidst var der præmie overrækkelse hvor vi fik vores sølv (farvede) trofæ og lovning om nogle materielle goder, der stadig befandt sig på ATI. Lige præcis hvad det er fik jeg ikke fat på, da det blev fortalt på grønlandsk, men Per mumlede noget om noget kaffe. Så det bliver nok ikke lige mig, der gør krav på det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar