I dag har jeg fået sæl. Ikke fået en kæledyrssæl, men altså smagt på sælkød. Igen. Første gang med tørret sælkød var ikke nogen større succes, så jeg var lidt spændt (læs: skrækslagen) da jeg sku prøve igen idag. Men lad mig starte ved begyndelsen.
Der er fødevareseminar i byen. Det er noget med forskellige fødevarerproducenter der samles og snakker om muligheder indenfor produktudvikling af grønlandsk produkter. Tror jeg nok. Ikke noget jeg skal være med til, det er der andre der skal fra skolen. Jeg var bare dernede en times tid for at tage nogle billeder for skolen. Så jeg kom ned efter endt undervisning (jeg underviste fra 8 til 14) og klipsede løs.
Der var faktisk en del folk, og en del udefra. Man havde ellers frygtet at det var umuligt at komme til byen, da der har været jætte dårligt vejr de sidste mange dage. Der har været alt fra regnvejr uafbrudt i et døgn til snestorm der så har raseret i 2 dage. Jeg tror det var mandag politiet anbefalede beboere i Nuuk ikke gå udenfor da der var vindstød af orkanstyrke… det blev det da heldigvis ikke her. Men de sidste par dage har hovedbeklædningen været min kosak hat godt ned om ørerne og så ellers et halstørklæde viklet omkring helt op over næsen så man kun lige kan se mine øjne. Det var også godt jeg ikke skulle af sted til Sisimiut alligevel. Pia skulle derop og mandag kunne hun ikke komme af sted. Tirsdag kom hun så af sted, men endte så med at sidde fast i Kangerlussuaq, da de skulle mellemlande der i stedet. Nu forsøger hun bare at komme hjem igen. Ja, vejret er en hård medspiller heroppe. Heldigvis har vi nu fået ordnet Camillas billet, så hun ikke længere skal frem og tilbage til Sisimiut før hun kan komme fra Kangerlussuaq til Maniitsoq. Så det er da altid noget. Nå, men det var vist et sidespor.
Udover alle de fornemme gæster (aner ikke hvem de er) var der fra ATI selvfølgelig vores forstander Per, men også elever fra vores procesteknikeruddannelse der lavede en bod, hvor man kunne smagsprøve deres produkter. De har nemlig produktudviklet på sælkød. Normalt er sælkød serveret som en grå masse der smager af indmad… yrk. Grunder til det smager lidt af indmad er at det er meget blodholdigt for de kan holde varmen eller noget, men sådan er det åbenbart at være sæl. Og så lugter det heller ikke særligt godt. Det har procesteknikerne så forsøgt at lave om på. At gøre det spiseligt for den hvide mand, så at sige. Så de har så forsøgt sig med forskellige produkter, så der var chilipate, hvidløgspate, pikantpate alle af sælkød, ribs med bbq, honning, og andre varianter, røget sælspæk, og forskellige variationer af tørret sælkød.
Jeg fik prøvet de forskellige pateer, og blev overrasket for de var faktisk var ret gode. Husk lige på at jeg er ret kræsen, specielt når jeg ved hvad det er jeg propper i munden. Derudover forsøgte jeg mig med bbq ribs, der var ok, og så også en honning variant, der var lidt vandet og lidt for sød. Men ved den traditionelle sælspæk og den røgede variant, der satte jeg altså grænsen for min eventyrløst inden for det grønlandske køkken. Det må blive en anden god gang.
Der var faktisk en del folk, og en del udefra. Man havde ellers frygtet at det var umuligt at komme til byen, da der har været jætte dårligt vejr de sidste mange dage. Der har været alt fra regnvejr uafbrudt i et døgn til snestorm der så har raseret i 2 dage. Jeg tror det var mandag politiet anbefalede beboere i Nuuk ikke gå udenfor da der var vindstød af orkanstyrke… det blev det da heldigvis ikke her. Men de sidste par dage har hovedbeklædningen været min kosak hat godt ned om ørerne og så ellers et halstørklæde viklet omkring helt op over næsen så man kun lige kan se mine øjne. Det var også godt jeg ikke skulle af sted til Sisimiut alligevel. Pia skulle derop og mandag kunne hun ikke komme af sted. Tirsdag kom hun så af sted, men endte så med at sidde fast i Kangerlussuaq, da de skulle mellemlande der i stedet. Nu forsøger hun bare at komme hjem igen. Ja, vejret er en hård medspiller heroppe. Heldigvis har vi nu fået ordnet Camillas billet, så hun ikke længere skal frem og tilbage til Sisimiut før hun kan komme fra Kangerlussuaq til Maniitsoq. Så det er da altid noget. Nå, men det var vist et sidespor.
Udover alle de fornemme gæster (aner ikke hvem de er) var der fra ATI selvfølgelig vores forstander Per, men også elever fra vores procesteknikeruddannelse der lavede en bod, hvor man kunne smagsprøve deres produkter. De har nemlig produktudviklet på sælkød. Normalt er sælkød serveret som en grå masse der smager af indmad… yrk. Grunder til det smager lidt af indmad er at det er meget blodholdigt for de kan holde varmen eller noget, men sådan er det åbenbart at være sæl. Og så lugter det heller ikke særligt godt. Det har procesteknikerne så forsøgt at lave om på. At gøre det spiseligt for den hvide mand, så at sige. Så de har så forsøgt sig med forskellige produkter, så der var chilipate, hvidløgspate, pikantpate alle af sælkød, ribs med bbq, honning, og andre varianter, røget sælspæk, og forskellige variationer af tørret sælkød.
Jeg fik prøvet de forskellige pateer, og blev overrasket for de var faktisk var ret gode. Husk lige på at jeg er ret kræsen, specielt når jeg ved hvad det er jeg propper i munden. Derudover forsøgte jeg mig med bbq ribs, der var ok, og så også en honning variant, der var lidt vandet og lidt for sød. Men ved den traditionelle sælspæk og den røgede variant, der satte jeg altså grænsen for min eventyrløst inden for det grønlandske køkken. Det må blive en anden god gang.
Derudover havde Klubbens egen inder, Radesh, fra 4. semester stået for en gryderet med sælkød han er ved at eksperimentere sig frem til. Og den var faktisk spiselig denne gang, men jeg sætter pris på lidt flere grøntsager, da kødet alene er lige sæl nok. Men jeg fik smagt og jeg overlevede. Og så fik jeg da også taget nogle billeder.
Men apropos så har jeg lidt ondt af stakkels Camilla. Hun er jo i den ulykkelige situation, at hun er vegetar. Altså ikke at de er en ulykkelig situation, men det er at hun skal være det på Grønland, kan meget hurtigt blive det. For eksempel er det umuligt at finde skyggen af kikærter, bønner og linser… indtil nu. For jeg har ledt og ledt de sidste par måneder og ikke fundet noget der bare ligner. I den store Pisiffik sagde det at det var noget de bestilte hjem en gang imellem, men det var ikke noget fast og man skulle bare tjekke en gang i mellem. Det har jeg så gjort – nada. Og de andre har heller ikke haft noget. Det har jeg jo så fortalt Camilla, der så for at være på den sikre side lige har sendt en pake herop med to pakker linser, bønner, vegetar postej og andre godbidder, for ca. 200 kroner i porto. Hvad finder jeg så i den store Brugs dagen efter? Jep, Linser. Både Grønne og røde, hvilket vil sige at hun kunne havde sparet ca. et kilo af forsendelsen (da de kommer i ½ kilos pakker). Øv. Stakkels pige. Men så må vi jo bare nyde dem, når de kommer herop. Hvis de altså når at ankomme til tiden. Det er er jo ikke sikkert. Jeg fik at vide at Air Greenland også bliver kaldt Immaqa Airlines – immaqa betyder ’måske’ på grønlandsk, hvilket er en glimrende betegnelse for et flyselskab hvor flyene ’måske’ afgår… men de har også lidt vejret i mod dem, i hvert fald lige for tiden. Posten kommer frem.. en gang…
Men apropos så har jeg lidt ondt af stakkels Camilla. Hun er jo i den ulykkelige situation, at hun er vegetar. Altså ikke at de er en ulykkelig situation, men det er at hun skal være det på Grønland, kan meget hurtigt blive det. For eksempel er det umuligt at finde skyggen af kikærter, bønner og linser… indtil nu. For jeg har ledt og ledt de sidste par måneder og ikke fundet noget der bare ligner. I den store Pisiffik sagde det at det var noget de bestilte hjem en gang imellem, men det var ikke noget fast og man skulle bare tjekke en gang i mellem. Det har jeg så gjort – nada. Og de andre har heller ikke haft noget. Det har jeg jo så fortalt Camilla, der så for at være på den sikre side lige har sendt en pake herop med to pakker linser, bønner, vegetar postej og andre godbidder, for ca. 200 kroner i porto. Hvad finder jeg så i den store Brugs dagen efter? Jep, Linser. Både Grønne og røde, hvilket vil sige at hun kunne havde sparet ca. et kilo af forsendelsen (da de kommer i ½ kilos pakker). Øv. Stakkels pige. Men så må vi jo bare nyde dem, når de kommer herop. Hvis de altså når at ankomme til tiden. Det er er jo ikke sikkert. Jeg fik at vide at Air Greenland også bliver kaldt Immaqa Airlines – immaqa betyder ’måske’ på grønlandsk, hvilket er en glimrende betegnelse for et flyselskab hvor flyene ’måske’ afgår… men de har også lidt vejret i mod dem, i hvert fald lige for tiden. Posten kommer frem.. en gang…
Nå, men det var vist alt for nu. Masser af mad af den ene og den anden slags. Selv sluttede jeg aftenen med at lave mig selv en god æggekage med knasende sprød bacon… mmmmm..
Bon appetit.
Bon appetit.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar