APUSSUIT APUSSUIT!

Hvis jeg var solforbrændt sidste uge, så er jeg mere lig med de der arkeamerikanske kvinder der har fået aaaaaalt for meget sol i aaaaalt for lang tid så deres hud er helt mørkebrun og læderagtig. Lidt klamt. Hele mit ansigt har en grov brun kulør der skærer lige der hvor min hue har beskyttet min stakkels isse mod solens onde stråler.

Jo ser i jeg har været på Apussuit. Apussuit, eller Apussuit Adventure Camp som det så smart hedder sig, er et skisport sted der ligger på toppen af en gletscher ca. 25 kilometer her fra byen. Man skal sejler derover og så tage en snescooter op på gletscheren hvor der så er et par hytter (tror jeg talte fem) som base for al den ski aktivitet du orker – både langrend, slalom og heli-skiing (dem der hopper ud fra en helikopter ned på noget sne, slalommer den hele vejen ned, bliver samlet op igen og tager op på en ny top). Det skulle efter sigende være et af de bedste steder i verden, og har da også været besøgt at det ene landshold efter det andet, kongelige og andre folk med røven fuld af penge. Jo billigt er det ikke, hvilket er en yderligere grund til at jeg egentlig ikke havde regnet med at komme derhen på min sølle lærerløn. Men sådan skulle det ikke være.

I sidste uge gik flere af eleverne rundt og sagde/råbte ”Apussuit Apussuit!” da de, fandt jeg ud af, havde fået arrangeret en tur derover, hvor de betalte lidt (375 kroner) og ATI så betalte et eller andet tillægsbeløb. Der skulle 10 elever af sted, samt en fra kontoret og en af vores rengøringsmedhjælpere. En dejlig lille broget flok og jeg ønskede dem al mulig held med det foretagende. Turen skulle være fredag morgen til aften, da vi jo havde fri pga. bededagsferien. Torsdag viste det sig så at en eller anden var hoppet fra og de nu havde en plads fri. Melissa (en af mine elever) mødte mig tilfældigt ved kontoret og spurgte mig om jeg egentlig ikke ville med nu der var en fri plads? Det var jo lidt en chance jeg ikke kunne lade gå fra mig så jeg sagde selvfølgelig ja, og brugte resten af dagen (når jeg ikke lige underviste) på at finde ski, og finde ud af hvad jeg egentlig skulle huske at have med.

Det var lidt ærgerligt for Sine (fra lærerstaben) ville også gerne have været med, men jeg tog jo den sidste plads så... Kunne ellers godt have brugt lidt dansk selskab, da det var en noget ensidig grønlandsk affære. Uanset så stod jeg klokken 7.00 næste morgen nede ved bådhavnen. Klokken 7 var en halvtime før vi skulle af sted og et kvarter før vi rent faktisk skulle mødes. Men bedre at komme for tidligt end for sent. Hader i det hele taget idéen om at nogen skal stå og vente på mig. Til gengæld hader jeg også at vente på andre. At vente på nogen er jo spildtid. Heldigvis kom folk til tiden. Det vil sige alle undtagen david, der åbenbart havde sovet over sig eller noget. Så vi tog af sted uden ham. Ret irriterende for så kunne Sine jo godt havde været med. Men sådan er der så meget. Tag et hiv af fredspiben og slap lidt af gamle mand..

Vi blev sejler derover af Per i hans nye båd og så en far til en af eleverne (ovenikøbet af hende der var hoppet fra, flink far). Turen forløb roligt og smertefrit men meget hurtigt. Der var krafter i de to maskiner og de havde intet imod at vise det. Vi ankom 45 minutter senere til en lille bådbro og blev modtaget af en tre snescootere, der så skule have os tolv mennesker med… øv, det betød at de skulle køre to gange og hvem var ikke hurtig nok ved havelågen? Mig selvfølgelig. Så jeg var sammen med 3 andre på hold to, der ellers så kunne begynde at traveturen mod toppen på gåben. Røv. Til gengæld var vejret helt fantastisk. Sol fra en skyfri himmel og omgivelserne var heller ikke sådan at kimse af. Bjerge, sten, sne, sol, skygge, dale, bakkekamme, mos der tittede frem og højt humør. Vi var klar til Apussuit, men det tog lige en snescootertur frem og tilbage før den var klar til os. Og det tager godt og vel 20 minutter at komme derop på sådan et monster. Så 40 minutter senere blev vi endelig hentet og så gik den vilde tur ellers opad. Jo længere vi kom op, jo mere sne omringede os for til sidst at være det eneste vi så på begge sider. Ja, både højre og venstre, foran og bagved. Vi var i sandhed på en gletscher. Efter 15 minutter kunne vi se hytterne på toppen af gletscheren og et par minutter stod vi foran fælleshytten. Her var der en lille bar, et køkken og en del borde, man kunne sidde ved og slappe af og spise sin medbragte mad eller den arrangerede frokost og aftensmad. Her skal det nævnes at vi var på økonomituren, så mad skulle vi selv have med. Derudover var der en fladskærm på væggen der viste Jumanji da vi kom. Lidt spøjst men et kærkomment gensyn med Robin Williams og en meget ung Kirsten Dunst. Den kiggede jeg så lidt på mens jeg spiste lidt pre-frokost. Man bliver jo altså frygtelig sulten af al den friske luft - og det skulle kun blive værre.

Men det var jo ikke for at se film på storskærm at man var taget op i en kilometers højde. Næh, jeg skulle ud på ski, på langrend for at være helt præcis. Jeg havde lånt skiene af skolen, stavene af Sine og så var det jo meningen at jeg skulle have ansigtet fuld af solcreme, men ak.. det var ingen steder at finde i de butikker jeg besøgte dagen før. Så jeg tænkte lidt for overbærende ”hvor galt kan det være? Det er jo kun en enkelt tur og sårn”. Det havde heller ikke været så galt hvis det ikke havde været formiddagssol fra en skyfri himmel, der skinner lige ned på flere tusind kvadratmeter ren sne, der skinner det lige tilbage i hovedet på dig. Lad os bare sige at der var meget hvidt. Og så den ”lille” tur jeg ville på, blev heller ikke så lille som planlagt. Jeg havde regnet med en til to timer. Aller højest tre. Og det startede da også godt. Jeg kom på tur med at par af tøserne, der viste sig at være selv dårligere end mig, hvilket boostede min selvtillid til en noget usikker højde. Jeg farede fra dem - de var altså også lidt langsomme, men det var den enes første gang på ski og den andens første gang i 20 år. Selv var jeg jo enorm øvet da jeg jo havde været ude en hel gang da Camilla var på besøg. Jeps. Den tur og så ellers masser af øvelse da jeg var 10 år. Jeg er jo så godt som professionel… Ja, kimen til noget stort og forfærdeligt var ligesom lagt rigtig godt og grundigt. Jeg tog i hvert fald af sted og stødte lidt senere ind i et par af mine elever, der var på vej op af en stor bakke for på toppen skulle man kunne se over til et fuglefjeld. Se det ville jeg jo gerne se, så jeg fulgte med, men den lille bakke gav mig så min første lektion i afstandsbedømmelse i store snelandskaber – når du tror noget er tæt på, så er det det ikke og hvad du tror vil tage 10 minutter tager mindst 30 minutter (hvis ikke en time). Godt en halv time senere var vi på toppen og mine ben var godt ødelagte af al den gåen opad. Jeg er jo altså ved at være en gammel mand og gamle mænd har det bedst med at gå ned af. Bare så I ved det. Men udsigten deroppe. Suk. Jeg kan sgu ikke rigtig beskrive det. Jo, det kan jeg da godt men det vil bare overhovedet ikke være dækkende på nogen måde. Det er en af de her ting, hvor man må sige ”du sku have været der”. Jeg tog også en masse billeder men til sidst gav jeg op, for det var jo bare billeder. Med et billede får du slet ikke den der kæmpe panorama fornemmelse, suset af at stå ansigt med en så storslået og barsk natur som den grønlandske og være omgivet af den i al sin glans som man kun kan være på kanten af en gletscher. Dog var der ikke nogen fugle så vidt vi kunne se endnu. Ynglesæsonen er også kun lige ved at skulle starte så de er nok på vej.

Efter at have taget et par billeder, et par dybe indåndinger og skiene på igen sagde jeg farvel til mine to elever og satte af sted på min videre færd. Der var nu gået godt og vel en time halvanden og jeg ville godt lige nå en time eller to inden frokost for så at tage en tur igen lidt senere. Vi skulle nemlig først af sted om aftenen klokken 20.00 og klokken var kun henad 11-12 stykker. Jeg satte afsted og efter lidt bøvl med at stå nedad bakke (havde mest bøvl med at finde en vinkel der ikke var for skarp) fandt jeg en lækker nylavet løjpe på en god rute væk fra hytterne ud i det åbne landskab. Lige noget for en verdensmand som mig. Efter en halvtimes tid begyndte at dreje bagom det store fjeld jeg havde været på og det orkede jeg altså ikke at skulle op på igen, så jeg måtte finde mig et nyt løjpespor. Jeg syne sat skimte et godt spor en ti minutters skitur derfra, hvor jeg også mindedes at have set et par skiløbere tidligere. Jeg tog fejl på begge punkter. Løjpen var ikke ti minutter væk, men en time, der havde ikke været skiløbere på den (de havde været nærmere hytterne) og nej, det var egentlig heller ikke en løjpe men et gammelt snescooter spor. Røv. Egentlig var jeg ikke hverken sur eller tvær over alt det her faren frem og tilbage for det hele var bare så storslået. Halvvejs på turen kom jeg også i tanke om at jeg havde min ipod med og efter lidt bladren frem og tilbage mellem forskellige plader endte jeg ved Coldplays ”X&Y” – pludselig gav åbningsnummeret Square one oplevelsen en hel ny dimension:

You're in control, is there anywhere you wanna go?
You're in control, is there anything you wanna know?
The future's for discovering
The space in which we're travelling

Smukt, siger jeg. Det var næsten for mange sanseindtryk på en gang. Men jeg vendte om (det blev jeg nødt til) og regnede nu med at turen hjem ville tage godt en time, siden jeg jo kunne se hytterne. Tsk. To timer senere var jeg endelig ankommet tilbage til civilisationens vugge. Klokken var 14.45 og jeg havde været af sted ca. 5 timer. Og jeg havde fået lidt for meget sol. For at sige det pænt.

Resten af dagen gik med at sove et par timer ude på terrassen med hætten over hovedet så jeg ikke fik mere sol, spise madpakke, snakke lidt med de andre, ryge lidt pibe, tage lidt billeder, snakke lidt med de andre gæster som de dumpede ind hen ad dagen. Jeg mødte et svensk trekløver der lige var startet på en 12 måneders tur hele jorden rundt, hvor de skal besøge 35 lande og mere end 70 skisteder. Apussuit var så det første sted, og et helt fantastisk sted at starte åbenbart. Den her uge står den så på Island, dernæst Frankrig, Australien, New Zealand, Chile og så videre og så videre. Turen har taget lidt mere end et år at planlægge og er for det meste sponsoreret, ellers kunne den tur hurtigt havde ødelagt deres økonomi. Men de skal både lave en dokumentarfilm og skrive om det hele på nettet. Man kan følge dem på http://www.verticalwayaround.com/, der efter sigende skulle opdateres en gang om ugen.
Derudover mødte vi en masse franskmænd og generelt var stemningen ret god, men det kan dog også have lidt at gøre med at jeg havde 8 styks 16-18 årige nymfer af nogle grønlandske piger med, der solede sig det bedste de havde lært (ikke alt for bare dog, da der var koldt). Helt uden charme var de jo ikke og det var noget gæsterne kunne li. Ja ja da...

De sidste godt tre timer gik ret sløvt, men til sidst blev klokken 20.00 og vi kom på snescootere ned til havnen (molen) hvor vi blev hentet af Per og ”farmand”. Og nu sidder jeg så søndag aften. Træt. Forbrændt. Og drømmer mig tilbage på Apussuit. APUSSUIT APUSSUIT!