travl uge..

Øv tiden går for hutigt heroppe. Det er jo hundrede år siden jeg har opdateret (ja ok en uge så), og pludselig er der jo sket 1000 ting man bliver nødt til at skrive. Og det udskyder man så fordi man jo gerne skal tage sig tid til at skrive og det kan jo tage lang tid, tid man ikke lige har i dag, men måske i morgen… men nu må jeg hellere tage mig sammen.

Til mit forsvar kan det så godt lige nævnes at det har været en travl uge. Og så har tankerne fokuseret sig lidt omkring den båd jeg har købt (men mere om det en af de næste par dage).
Mandag jeg brugte lidt af aftenen på at kigge på min nye båd (per viste den frem, men den var ret rodet, så vi aftalte at vi skulle rydde op og gøre rent torsdag); tirsdag var der sejladsundervisning; onsdag havde jeg efter endt arbejdsdag grønlandsk undervisning (altså hvor jeg bliver undervist, ikke omvendt) samt fra klokken 19-21 lektiecafe. Normalt er jeg altid dybt overset til lektiecafeen, da jeg hverken er ferm til matematik, fysik eller kemi, men denne gang havde jeg travlt. Mine stakkels elever har nemlig et projekt for, hvilket er noget de skal aflevere i stedet for at gå til skriftlig eksamen. De skal aflevere 3 til 4 maskinskrevne sider (dog kun 1300 anslag per side), hvilket de er godt bekymrede for. Men de knokler. Det vil sige der er nogle der knokler og så er der de der ikke rigtig er kommet i gang, og sikkert heller ikke kommer det. Det er lidt svært at hjælpe dem, da jeg jo heller ikke vil skrive projektet for dem. Men de der kom til lektiecafe lånte næsten alle en bærbar og skrev løs. Så jeg havde for en gang skyld travlt.

Torsdag var det så store rengøringsdag på den lille båd. Det orange lyn Ruth (det hedder den pt., men det er kutyme at ny ejer betyder nyt navn) blev skrubbet og skuret og blev faktisk ganske fin. Men der er lang vej igen (jeg skal nok elaborerer på mine kommende projektere for upshining i min næste blog) og der er en hel del jeg skal have købt. Men vi fik vasket og renset, til sidst fik vi os en velfortjent fyraftensøl mens vi sad på både. Det skal måske lige nævnes at båden altså ikke er i vandet endnu. Den er på et stativ i land. Det vil sige lige nu er den nede ved mekanikeren og få en ny motor på.

Fredag skulle Karsten komme klokken 20.00 om aftenen da vi havde aftalt at vi skulle skrive en sangtekst til afslutningsfesten over en flaske rødvin eller to. Klokken blev 20 og den blev også 20.30 uden jeg havde hverken set eller hørt fra Karsten. Nu er det sådan med Karsten at han som regel altid kommer for sent (ikke til timer, men som regel er han fan af det akademiske kvarter, når det kommer til aftaler) så jeg var ikke så nervøs. Men da klokken blev 21.00 begyndte jeg at blive lidt muggen. Hvis han ikke kunne komme eller havde bestemt sig for at noget andet var sjovere kunne han da godt lige have ringet når man nu sidder og venter på ham. Worst case scenario var at han sad fast i Klubben sammen med lidt for godt selskab hvorefter jeg ku forvente en opringning klokken 23 om jeg ikke lige kigger ned. Røv. Det gad jeg ikke. Så jeg bestemte mig for at ringe til ham for lige tjekke om han nu i det hele taget var hjemme (før jeg nu dømte ham som aftalebryder og festabe). Ingen hjemme, der var i hvert fald ingen der tog telefonen. Fanme for dårligt tænkte jeg og satte mig til at spille lidt world of warcraft. Fem minutter senere ringede telefonen. Åh nej tænkte jeg. Ringer de fra klubben allerede og er lidt for fulde og jeg alt for langt bagefter til at synes det er sjovt? Nej overhovedet ikke. Det var godt nok Karsten, men staklen var simpelthen bar faldet i søvn i sin stol og var lige vågnet op efter telefonen havde vækket ham. Han undskyldte mange gange og sagde at han ville være der så hurtigt som menneskeligt muligt. Ja, så var det jo slet ikke så galt alligevel og jeg fik lidt dårlig samvittighed over alle de tanker man gør sig om hvor dumme alle de andre er, når det slet ikke forholder sig sådan alligevel. Men Karsten dukkede op og vi fik drukket rødvin, diskuteret computerspil (det gør vi meget i), snakket shop talk (lærersnak), jeg fik vist ham min nintendo gamecube og diverse spil (hurra for pikmin) og ikke mindst fik vi prøvespillet den gode gamle Intellivision. Intellivision er en spillekonsol fra 1979 og den virker sgu stadig (det placerer den som generationen lige efter Pong). Grafikken er godt nok lidt af en ældre model (store firkanter), lyden lidt ensformig (der var samme lyd på både boksespillet og fodboldspillet) og gameplayet lidt begrænset, men do ikke mere begrænset end at man også den gang havde strategispil, sportsspil, skydespil etc. Jo maskinen blev ærbødigst pakket ud og nydt, respekteret og pakket væk igen, da det jo slet ikke var det vi skulle. Vi skulle jo skrive en sang. Og det fik vi da også gjort. Men jeg vil ikke gå i dybden med den her, da det jo skal være en overraskelse og der kan være elever der læser denne her blog (jeg ved at der i hvert fald er adskillige lærere der gør). Vil blot lige løfte sløret og sige at den synges på John Mogensens ”Så længe jeg lever” og handler om ATI, eleverne, fagene og sæl. Og den er sjov. Aftenen sluttede ved totiden tror jeg. Hyggeligt i hvert fald.

Lørdag stod på netcafe og en bytur. Først skulle jeg lige finde ud om min weekend skulle gå med båden, da den var kommet på værksted fredag eftermiddag og kunne være færdig fixet (ny motor på) allerede lørdag formiddag. Men sådan skulle det ikke gå. Jeg ringede derned for at høre hvor langt de var og Helge fortalte meget diplomatisk at de ville have været færdig hvis folk havde valgt at komme på arbejde. Det kunne der jo være noget om, så mandag var det næste bud. Det ville så sige at jeg ikke skulle tøffe rundt hele weekenden nede i havnen. Ergo bestemte jeg mig for at nyde min sidste weekend uden båd, i bedste world of warcraft dur. Jeg satte mig ned ved computeren og spillede næsten uafbrudt indtil jeg skulle på skolen klokken 18.30 om aftenen for at spille netspil mod de andre (og søndag har været lidt det samme, masser af computer). Dog er jeg lidt bekymret for min skærm. Da jeg kom end på skolen kunne vi ikke få den til at virke på min computer selv om den havde virket 10 minutter forinden herhjemme. Vi bøvlede og bøvlede, for det var ret mærkeligt. Computeren virkede på en anden skærm og skærmen virkede fint på en anden computer. Sammen virkede de bare ikke. Men nu har jeg en anden ledning til den anden indgang på skærmen så nu kører det indtil videre. Men det er noget jeg skal havde fundet ud af. Under alle omstændigheder fik vi slagtet hinanden til højre og venstre og jeg var specielt ringe den aften. Det kan godt ske jeg er en sej trold i world of warcraft men nakke folk i first person shooter der ikke er styret af computeren, det kan jeg ikke nikke nej. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige at jeg virkelig sucks. Jeg kunne ingenting ramme men alle kunne ramme mig. Hele tiden. Så det blev hurtigt en aften af de mere ensformige for mit vedkommende. Heldigvis kunne jeg ved samme lejlighed ”låne” et par film, så underholdningen der næste par uger er fint sikret hvis det skulle gå hen og blive møgvejr. Vi sluttede ved en halv et tiden og en del af os tog nu på Hotellet. Hotellet er hvad vi kalder Hotel Manitsoq, byens mere fine hotel. Her er der en bar der har åbent til klokken 2 (og sikkert mere hvis man har bestyreren i forsamlingen) og øl til 42 kroner. Det var jeg ikke helt tilfreds med da øl i klubben koster 20 kroner hvilket er en pris man kan tage og føle på. 42 er bare så.. nej. Bortset fra det jo er SVARET hvis man læser ”A Hitchhikers Guide To The Galaxy"… vi fik drukket et par øl ved baren. Der sad i forvejen et par kendte ansigter fra klubben plus det løse men i alt var vi ikke mere end en 12 stykker vil jeg tro. Klokken 2 tog i så på Ajo. Ajo er et sted jeg så nødigt sætter mine ben. Det er bare indbegrebet af hvorfor jeg er holdt op med at gå i byen. Giv mig en rolig beverding, der lugter af gammel øl og tobak, men fri mig for zebrastribede hynder, spejle på væggene og dum dum musik i højeste potens. Det. Er. Bare. Ikke. Mig. Punktum. Selskabet fejlede dog ikke noget og meget af tiden gik på at se på de andre gæster og dem var der nok af. Specielt interessante var de virkelig døddrukne. Dem der sad og hang, faldt i søv, vågnede op, slentrede lidt ferm og tilbage for ligesom at komme i stemning igen for til sidst at give op og falde i søvn endnu en gang. Det var et sørgeligt syn.

Og apropos fulde grønlændere så læste jeg forklaringen på hvorfor grønlændere ofte bliver så patte stive. Det var en artikel i grønlandsposten (den eller sermitsiaq) hvor en overlæge fra Nuuk forklarede at det hele gik ud på at inuitter, indianere og de fleste asiater (japanere og kinesere specielt) mangler to enzymer der gør at de nedbryder alkohol alt for langsomt. Hvor vi europæere forbrænder en genstand på en time kan en genstand tage mellem 4 og 5 timer for en inuit at nedbryde. Alkoholen bliver så at sige bare ved med at hobe sig op i kroppen og tager jo dage om at blive nedbrudt. Dette gør det jo unægtelig til et problem for et folkefærd der ikke alle er lige gode til at administrere denne alkohol forbrænding, hvilket vi har set så sent som denne uge, hvor der er indført komplet alkoholforbud i Qaanaq pga. af folk var så stive konstant at de vanrøgtede deres børn. Så med øjeblikkelig virkning blev der indført forbud overfor alle alkoholiske drikke over 2 komma et eller andet. Og det er ikke første gang en sådan politik er gennemført. Det er sket på østkysten og forbudet bliver opretholdt indtil der er sket en væsentlig forbedring i forholdene. Stakkels børn siger jeg.

Det skal dog på det kraftigste understreges at sådan er alle grønlændere IKKE. Det er jo ikke fordi jeg vader i alkoholikere, der ikke fatter en brik. Men vi må sande at de da eksisterer og de har en genetisk faldgrube der ikke gør det nemmere for dem.

Derudover er der vist ikke så meget at sige. Den store beslutning der ligger for de næste par dage er navnet på min båd. Der er en del muligheder, men jeg er ret vægelsindet omkring det. En beslutning vil bliver taget hurtigst muligt og i vil naturligvis være de første der få resultatet.