De små forskelle 2

De sidste fem-10 minutter har en lille knægt råbt på sin far (”ADAAAAAADAAAA”) uden for mit vindue. Sådan ca med 10 sekunders mellemrum. Jeg ved ikke helt hvad man skal sige til det. Man kan beundre ham for sin stædighed og overbevisning om at far nok skal høre ham og reagere. Man kan også være bekymret for drenges åndsevne – at han ikke har fattet at 1) far ikke er der, 2) far sover eller på anden måde er forhindret i at give svar tilbage (ku være stiv af druk) 3) far ikke gider at reagere på sin skrig unge lige nu. Eller måske bare irriteret over at ungen ikke bare går op til sin far i stedet. Hvis far er så tæt på at man kan råbe ham op, så har ungen altså kunne gået op og ned til ham de første tyve gange mens han har stået herude og råbt. Mest af alt har jeg lyst til at åbne vinduet og skrige ”så hold dog kæft”. Eller Berit. Berit på grønlandsk betyder forsvind, så det er ikke det bedste at hedde heroppe, selvom det dog staves ”Periit” (måske er det med to e’er og et i), så udtales P som B.

Jeg har tænkt lidt over det der med de forskelle igen. For der er en del. Her tænker jeg specifikt på hvordan man gør ting derhjemme i lille Danmark og hvordan man gør tingene heroppe i det virkelig kolde nord. Ikke at knægten er super anderledes end danske børn. Næh, de skriger også på deres far eller mor uden at de selv vil lette røven (det trick har min storebror perfektioneret i sine unge dage ”MOOOOOOOOOR” for han vidste at hun altid kom rendende). Men at Berit og Peerit er tæt på og så alligevel så milevidt fra hinanden. Jo kigger man først efter er der faktisk mange små forskelle.

Et meget tydeligt eksempel er madvarer, der som jeg jo har skrevet om før, ikke altid er muligt at få de friskeste og største udvalg. For eksempel har jeg gået lidt over en uge (nærmere to) og ventet på frisk rugbrød i bare en af de små butikker. Helt umuligt. Til sidst kom der frossen rugbrød i brugsen, det købte jeg så og dagen efter var der frisk rugbrød i Pissifik.. suk. Nå ja, så overvejede jeg at købe nogle squash her forleden. Der var to i pakken og de så friske og fine ud, men der var ingen pris på. Og her er det måske godt med et lille grønlandsk husråd – gå aldrig ud fra at grøntsager er billiger, også selvom de ligner lort. Så friske grøntsager? Sikkert dyre. Jeg spurgte en af medarbejderne og jo, ganske rigtigt. De var dyre – 52 kroner for 2 squash! ”Flyfrisk” var hans forklaring. Til den pris skulle man forlange at squash plukkerne havde plantage lige ved siden af landingsbanen og direkte rutefart til maniitsoq, men det er måske for meget at håbe på. Jeg købte ikke squash den dag.

Ligesom danske pensionister er den ældre generation af grønlænderne ret så vilde med banko eller bingo. Men til forskel for danskere, har grønlænderne bare ikke fået en helt så gennemført konsensus om hvad det egentlig hedder og hvordan det staves. Derhjemme hedder det enten elle Bingo eller Banko. Heroppe kan det hedde Bingo, Banko, Bango eller Binco. Tror der er en eller to kombinationer mere, men har glemt dem her på stående fod. Og de her navne ses altså på plakater og des lige ret ofte. Det er ikke et enkeltstående tilfælde. Så hvis I er træt af at gå til Bingo kan i jo komme her op til Binco. Det skal nok være sjovt.

Biblioteket er også et kapitel for sig. For det første er det åbent på nogle lidt sære men forståelige tider. Det er ikke åbent om dagen, men åbner klokken 15-17 og nogle gange 19-21. ikke altid nemt at finde ud af, men som regel er der åbent omkring fyraften, så det er jo meget rart. Nu har jeg ikke været derinde så meget, men de har da lidt af hvert, både danske og grønlandske bøger. Deres hjemkaldelsessystem er også en lille smule mere afslappet end det danske. Er man en uge over tid i DK bliver man jo truet med bål og brand og går der en måned har du nærmest en advokat på nakken. Her får man når der er gået par uger over tid den første hjemkaldelse. Der står at man mangler at aflevere den og den bog og så hvad bogen koster. Ikke noget gebyr. Går der så en måned får du en ny hjemkaldelse, samme procedure. Ingen bøde kun hvad bøgerne er værd. Afleverer man efter 3 måneder (det har jeg prøvet) tager de mod bøgerne og siger tak. Ingen bøder what so ever. De er åbenbart bare glade for at få bøgerne igen. Se det er et bibliotekssystem efter mit hoved. Jeg tør slet ikke tænke over alle de penge jeg har betalt i bøde på landets forskellige biblioteker. Det er ikke små beløb kan jeg godt love jer. Lidt mere laissez faire og lidt mindre tysk paskontrol tak.

En anden ting jeg har lagt mærke til er at det er ikke alle biler der er i lige tip top synet tilstand. Langt fra. Specielt er der to toyotaer stationcars der kører rundt. De er simpelthen så rustne at fjernede man rusten ville bilerne falde fra hinanden. Den ene kofanger holdes oppe af gaffe for hulen da. Jeg forstår for det første ikke hvordan de kan køre den tilstand de er i og så forstår jeg heller ikke hvordan de overhovedet kan få lov til at køre, sådan som de ser ud. Var det i Danmark var de stoppet, konfiskeret og røget direkte på skrotten. Ingen tvivl om det. Men der er bare ikke rigtig noget lovpligtigt syn heroppe. I hvert fald ikke noget der bliver gennemført særligt effektivt. Så vores taxaer har dæk hvor slidebanerne er slidt af og den slags. Betryggende. Endnu en af de ting man bare må tage med. På den anden side er muligheden for at køre galt i et vildt og voldsomt biluheld ikke så stor når al kørsel er by kørsel, dvs. under de 50 km i timen, og der ikke er den konstante strøm af modkørende biler man kan smadre ind i. Så mange biler er der heller ikke i maniitsoq. Jeg vil gætte på at situationen er lidt anderledes i Nuuk, da der faktisk er ret så mange biler der. De har kø om morgenen når alle folk skal på arbejde. Det er eddermanme dumt. Der bor 13.000 indbyggere og alligevel er der kø. Hvorfor går folk ikke bare? Eller tager cyklen eller bussen? Så var der ingen kø. Men så vidt jeg hører er der vist også noget prestige i at have en bil. For de unge piger er der i hvert fald prestige i at have en kæreste med bil. Så er det mindre vigtigt at man ikke kan køre nogen steder.

Et sted hvor de godt måtte lave lidt mere ”eftersyn” er hos grillbarerne. Vi har et par stykker i byen og de er da ok, men her den anden dag fik jeg simpelthen den mest tarvelige burger. Det betyder naturligvis ikke at den var fordærvet, men rygterne går om folk der er blevet syge der og sårn. Så det ville være rart med den strikse danske hygiejne kontrol sådanne steder. Sikkert noget der sker lidt oftere i Nuuk, men ikke hos os.

Apropos hygiejne så har grønlænderne et noget specielt forhold til deres tænder. Eller også bare et afslappet forhold til det æstetiske billede af at have samtlige tænder i morgen. Det er mere regel end undtagelse at den voksne genration mangler op til ret mange pløkker i over og under mund. De heldigste mangler kun en enkelt tand eller to, men man kan bare ikke lade være med at se det. Og så vidt jeg se, så er de ret så ligeglade. Det er ikke noget man går op i. Og hvad så hvis man mangler halvdelen af tænderne i overmunden… men hvordan fanden spiser man? Det er bare lige lidt en fremmed tankegang når man er vokset op med tandlægebesøg og tandpudsning, tandbørstning etc. Og mangler man en tand skal der gøres noget. Man lader jo ikke bare står til. Med mindre man er grønlænder, altså. Og det til trods for at al tandlæge behandling er gratis forstås. Og dog, jeg skal også passe på ikke bare slå alle grønlændere over en kam. Der er mange med store hvide colgatesmil, specielt den yngre generation. Det jeg forsøger at fortælle er bare at de der mangler tænder (og dem synes der at være en del af) virker ret ligeglade med det. Det var bare det (jeg slog lige min politisk korrekthedsmåler til der).

En sidste forskel jeg lige vil kommentere er vejrudsigten. Det er altså kun heroppe man kan få en vejudsigt der lover sol hele natten. Meget mærkeligt. Det vil sige lige nu er der rigtig meget tåget og det har det været hele dagen. Men prøv at tjekke DMI og i vil se høj solskin hele natten. Underligt.

Men sådan er der jo så meget...