"inde i dit skaldede hoved"

Undskyld at jeg har holdt jer alle sammen utilgivelig længe på pinebænken. Med bekymrede miner har i dagligt tjekket min blog for klarede han den? Er han virkelig skipper nu? Og hvad med eleverne? Bestod de eller dumpede han dem alle? Hvordan forløb dimissionen og hvad laver man en weekend i Maniitsoq når vejret er herre dårligt?

For at starte fra starten så var torsdag hvor jeg skulle have de sidste 11 (tror nok det var 11) elever op. Nervøsiteten havde fortaget sig lidt hos mig. Efter onsdagens laaaangeee eksamensræs var jeg jo allerede en erfaren rotte i faget, så der var da ikke noget der kunne slå mig ud. Og det gik sådan set også fint. Ikke nogle store skandaler, kun et par elever der skulle have læst på pensum i stedet for at lave alt det andet man laver der er meget sjovere end at terpe til eksamen. Så de dumpede. Ærgerligt. I alt af de 24 elever der var til eksamen over de to dage var der fem der dumpede. Så er det man kan vælge at sige at nå nå nå, det er jo hele 20% der dumpede!! Skandale på ATI!! Eller man kan vende den om og sige – wow der var 80% der bestod, det var fanme flot. Tjaa.. jeg har vist altid været en af dem med et halvfyldt glas.

Men dagens solstråle historie var da min elev Nielsigne var til eksamen. Hun havde et par dage før eksamen kommet ind på kontoret for at få et par kopier af nogle tekster fra litteraturlisten. Hun skulle terpe for gymnasiet, hun gerne ville ind på, havde fortalt hende at hun skulle have 8 for at komme ind. Det var hun lidt nervøs for. Nielsigne er ikke specielt god til engelsk, men hun er bare en af de der med et gå på mod der kan råde bod på næsten alt. Hun ved hvad hun vil. Hun var den anden sidste der kom i engelsk og hun startede så med at trække en af de længste tekster vi har haft. Overhovedet. Men i stedet for at se et forskrækket knækket ansigt, så jeg et stort smil, hvorefter hun sagde ”Den har jeg læst!”. Og så gik hun glad ind til forberedelse. Efter 20 minutter var det så hendes tur til at snakke om den tekst hun havde trukket. Det var et brødrene Grimm eventyr (The True Bride) og Nielsigne snakkede. Og snakkede. Og snakkede. Så nåede vi lige at snakke lidt om hendes skriftlige projekt (Nielsigne snakkede og snakkede igen) og så skulle hun udenfor til de 1-3 minutters absolut pineri hvor man står og venter på karakteren. Dødsdommen. Eller forløselsen. Alt efter hvordan man nu har klaret den. Censor og undertegnede blev meget hurtigt enig og fik den kære elev ind igen. Hun var nervøs, men, forklarede vi hende, det behøvede hun ikke at være siden hun havde fået 11. I sku se hende. Hun var så glad at tårerne stod, hvilet så var ved at få censor til at få meget fugtige øjne. Men hun havde ærligt og redeligt fortjent det, så det var jo rart. Dejligt.

Om aftenen var det så min egen tur til at være til eksamen. Igen. Denne gang var det den praktiske skipper eksamen (hedder godt nok Duelighed, men skipper lyder lidt federe). Den praktiske del af eksamen gik ud på at vi skulle ud og sejle i en 200 hestekræfters Targa (stor båd). Til sammenligning kan jeg fortælle at Madicken har 60 heste, er en del kortere, og en del tættere vandet. I den skulle vi så først styre efter kompas og derefter lave øvelsen ”mand over bord”. Siden der ikke lige var en frivillig mandsperson til at hoppe overbord som vi skulle redde, måtte vi nøjes med at bruge en tom blå benzin dunk. Nu var det bare sådan at vinden var rimelig god den dag og strømmen heller ikke var lige nul. Så hvad sker der når man smider en tom dunk i havet? Den bliver i hvert fald ikke på sin plads, det er helt sikkert. Havde det været en mand, var han ikke drevet halvt så meget. Så da jeg skulle dreje båden rundt og få dunken indenfor opsamlingsradius, var det ikke mindre end så godt som umuligt. For det første var båden et stort skrummel der reagerede som en elefant på valium (jeg er kun vandt til min lille Madicken der reagere som en ninja på speed) og for det andet smed vind og vejr den dunk rundt som en drage i en orkan. Røv. Men til sidst lykkedes det på en eller anden måde at komme ind på den rigtige side uden at sejle dunken ned (det må man jo heller ikke) og få den op igen. Så sov godt i sikker vished at skulle du eller en blå benzin dunk falde overbord vil jeg kunne samle den op i tredje eller fjerde forsøg. Og som min lærer sagde, så er det vigtigste jo at den kommer op. Inde på land ventede resten af holdet der havde været ude og Anne Marie og Christian havde røget laks, nybagt brød og champagne med, for sådan noget skulle jo fejres. Og så var det også Anne Maries fødselsdag. 25 år. Igen. Nammenam.

Fredag var der dimission for alle vores dejlige elever. Der skulle være fælles morgenmad klokken 10.00, hvorefter der ville blive delt eksamensbeviser ud, sunget nogle fællessange og lavet lidt underholdning. Og angående den der underholdning så er det selvfølgelig noget jeg har været rodet ind i. Jeg er vel min fars søn. Jeg kan huske at da vi boede i Nuuk, så var det altid min far der var rodet ind i underholdning i Grønlandsbanken. Der var revy, jazzband, små film, børnehistorier om deres maskot og alt der imellem. Altid min far der havde en finger med i spilet. Og nu er jeg selv i Grønland og hvad laver jeg? Skriver sange og sketch til ATIs dimission. Sangen var på melodien ”så længe jeg lever” om handlede om alt det eleverne ikke længere skulle bekymre sig om, såsom:

Du siger dansk er noget pjat
Matematik, historie er jo dybt godnat
Samfundsfag jeg tror det næppe
Simpelthen fordi
Det er ligeså uforståeligt som biologi

Så længe jeg lever
Så længe mit hjerte slår
Så længe vil jeg huske A.T.IIIIIIIIII
Men nu er det år forbi
Ikke mere fysik kemi
Nu må du gå din egen vej

Og sådan blev den ved i en tre vers endnu. Ret sjov og omkvædet lærte de ret hurtig. Det er heller ikke helt uden grund vi havde valgt den melodi, da det altid har været den sang stakkels Karsten har stillet sig op og skrålet med bandet når han nu havde fået nok indenbords til at han havde fundet sin indre John Mogensen. Så folk kendte den fint.

Og så var der sketchen. Karsten og jeg skrev den en aften og den handlede om fire elever og en lærer, og om alle de ting elever nu gør når de ikke vil have undervisning ”lærer, du ser træt ud i dag, skal vi ikke gå en tur?”, ”Skal vi ikke se film / lege / spille spil”… Så krydret med nogle regler for klassen, umulige elever og en lærer der hellere vi på jagt og du har et nogenlunde billede af vores sketch. Det var selvfølgelig mig der var dum nok til at tage den største rolle (fordi jeg havde jo ingenting jeg skulle i dagene op til.. doh). Det var faktisk ret sjovt når vi skulle øve (Anne Marie, Karsten, Sine, Ulrik og mig) fordi det skulle jo være hemmeligt. Der var ingen der måtte vide hvad det gik ud på. Så det blev hurtigt en slags hemmelig loge vi mødtes i 15 minutter til en halv time om dagen for hurtigt at øve inden vi skulle videre før de andre opdagede os. De andre vidste godt at der skete noget, men hvad det var, havde de ingen idé om. Så sketchen kom præcis som vi havde håbet på, som et lyn fra en klar himmel. Lad os bare sige at den vakte stor stor jubel. Vi var et hit.

Om aftenen var der så fest. Ja egentlig skulle det have været en eftermiddags grillfest, men da det styrtregnede hele dagen ku vi ligesom skyde en hvid pind efter den idé. I stedet skulle det så være indendørs og blev derfor stille og roligt udsat time efter time.. Så festen der skulle være startet klokken 15 begyndte først ved en halv syv tiden om aftenen. Heldigvis havde jeg luret den så jeg var hjemme og slappe af et par timer før jeg tog tilbage til skolen. Festen var fin og hyggelig, og eleverne havde underholdning. Specielt var det da de udleverede gaver til de enkelte lærere, mig inklusiv, hvor de så lige gav os et par ord med på vejen. Jeg kan desværre ikke huske det helt ordret men ved mig var det en tak for at invitere eleverne ind i min fantasiverden ”inde i dit skaldede hoved”… det sidste sagt som kun Maalia kan sige det. Meget sødt og faktisk lidt rørende. Det var jo sidste gang jeg skulle se alle mine herlige, utaknemmelige, skøre, fantastiske, glade, trætte, kvikke, ligeglade, interesserede og alt i alt dejlige elever. Så jeg var hjemme lidt over tolv med et kæmpe smil på læberne og en lille klump i halsen.

Lørdag skulle jeg til en lille hyggemiddag hos Anna Marie og Christian, der havde inviteret Karsten, undertegnede og Kununnguaq (tror det staves sådan), vores duelighedslærer og både Anne Maries og Karstens censor til deres eksamener på ATI. Men det er sådan set ikke middagen der er det interessante, for bevares, den var dejlig. Fantastisk mad som sædvanligt (alt godt fra havet - røget laks, krabbekød mm. samt lammekølle plus alt det ekstra guf hun nu kan), godt selskab og god vin. Det var ikke det. Nej, for Anne Marie og Christian er jo flyttet op i hesteskoen (der er der man godt vil op, men der er en laaaaaaang venteliste) og har nok noget byens bedste udsigt. Den er fra 2. sal og med vand på begge sider. Og hvad kan man komme til at se i vand når man er på Grønland? Hvaler! Der er var mindst fire pukkelhvaler der boltrede sig i vandet ude i fjorden. De kom jævnligt op med et ordentligt blåst og vendte så deres store prægtige hale i vejret igen og dykkede. Intet mindre end… betagende… smukt.. rent. Man kunne ikke andet en at sidde klinet med ansigtet op i det vindue for at se hvor kom de nu op? Og hvad mange var der denne gang? Det var simpelthen så flot. Ærgerligt at man ikke selv var en båd derude så man kunne se dem lidt nærmere (der var to både derud der drønede rundt efter hvalerne for at komme tæt på), men det må blive en anden gang. Nu er de i hvert fald endelig ankommet.

Hep.