Camilla har lært at sige Kangerlussuaq som en rigtig indfødt! Hvilket vil sige at man udtaler det nogenlunde som gang-er-slus-su-ak, sådan ca. Jepper, Camilla er blevet en rigtig indfødt og har nu to gange været med til min sejladsundervisning, der i dag tog os et besøg ombord på byens politibåd, eller politikutter om man vil. Den var stor, det var koldt og havde voldsom meget udstyr ombord.Men siden vi blev gift en hin onsdag er der sket lidt. Vores hvedebrødsdage har mest af alt gået på at holde indendørs pyjamas party og vente i frygt og spænding på omverdenens reaktion på vores (forhåbentlig) uventede giftermål. Det hyppigst stillede spørgsmål vi har fået er om det var noget vi bare lige fandt på efter Camilla var kommet her op. Og til det kan vi lige indskyde det vi før har nævnt - nix, det var ikke en pludselig indskydelse at ”hey, lad os lige svinge omkring kommunen og blive smedet sammen”. For nej, desværre det er ikke Las Vegas, og nej Elvis er der ikke lige til at spørge ”Do you promise to not step on his blue suede shoes?”. Det kan man bare ikke i Kongeriget Danmark. Og slet ikke hvis man ikke bor i samme kommune, og slet slet slet ikke når den ene bor i Danmark og den anden bor i Grønland. Overhovedet ikke. Næh.. det var et noget så kedeligt som et nøje planlagt impulsivt superhemmeligt bryllup.
Men reaktionerne har været mange. Lige fra min kære mors et minuts stilhed i telefonen (hun var i chok) indtil hun fik sundet sig og skreg ”BRIAN KOM HER! RENÉ ER BLEVET GIFT!” hvor efter de begge knækkede sammen af grin og ønskede os et stort tillykke, til min storebrors reaktion der mest af alt gik ud på at han var overbevist om at jeg kom i BAD STANDING med mine svigerforældre, eftersom jeg havde tyvstjålet deres eneste datter uden nogen form for advarsel (hvilket morede ham rigtig meget). Det kom jeg dog ikke. Min farmor hører ikke så godt efterhånden, så hun troede først jeg havde taget gift, indtil hun fattede hvad det var jeg sagde og derefter mest af alt var ked af vi ikke lige var i nærheden så hun kunne give os et knus og et ordentligt tillykke. Camillas familie fik sig også lidt af en overraskelse, men ønskede os et stort tillykke og drak en skål for os. Hendes lillebror brød sammen af grin. Fra venner og bekendte har vi fået alt fra ”Tillykke med det, selvom jeg er ked af, at jeg ikke kunne være der til at kyle frossen ris på jer”, ”hvad sker der?... nå men tillykke”, ”HOLD DA HELT KÆFT....og et stort tillykke fra mig” (Thomas der svarede efter 37 minutter, hvor han både havde nået at læst mailen, snakket med Claus og Anders og skrive en mail tilbage, respekt) og fået en fantastisk flot collage med postordre brudepiger inklusiv pingviner, isbjørne, blomster og Nik og Jay fra Stina og Siiid, Camillas aller bedsteste veninder hele verden.
Og så er jo det store spørgsmål vi har fået fra vores forældre – hvad ønsker vi? Åh gud. For at være helt ærlig så aner vi det ikke. Det var ikke for de store gaver vi blev gift. Jeg ved godt at det jo er nu vi burde presse citronen, men der er bare ikke de helt ønsker. Vi har snakket lidt om et godt helbred, fred på jorden og evig kærlighed men… Det må vente lidt.
Derudover har der jo været super godt vejr her i påsken. Desværre er bådene dog ikke kommet i vandet endnu, så det har mest af alt stået på et par gode traveture på Maniitsoq ø. Først i adskillige timer i fjeldene heromkring og så i søndags op til Eiffeltårnet, hvilket egentlig blot er en radiosender på toppen af et fjeld, men der er ret langt oppe og der en trappe hele vejen op, så det er et yndet mål, hvis man skal have en killer udsigt udover byen. Så der var vi oppe. Og der var koldt på toppen. Der er rigtig skidt vejr nu, men jeg håber vejret bliver bedre i løbet af et par dage så vi kan låne et par ski af skolen og komme en tur ud. Men det vil tiden vise.
Vi har været til middag hos Anne Marie, der havde inviteret Per, Karsten, og de nygifte på middag. Hun serverede super lækker mix af snack grøntsager med dip, humus, soltørret tomat tappernade, cremet spinat noget med detilhørende æg, lækkert hjemmebagt brød, kikærter i noget sennep/honning dressing marinade agtigt (som Camilla lige vil kidnappe opskriften på), andesylte med æble og sveskekompot, indian curry gryde, røget ørred, røget rensdyrkød og til sidst en lammekølle… og til aller aller sidst en indisk version af klatkager stegt som æbleskiver (lavet af ris og kokosmælk) – en klatskive? Vi behøver vist ikke at sige at vi var MEGET mætte da vi trillede hjem. Og vi kan da lige sige at vi på vej hjem så et flot grønt dansende nordlys. Ahh.. det var en dejlig aften.
I dag er der så gået seks dage siden at vi blev gift og vi var ret overbeviste om at alle dem der nu havde en mening om den slags havde givet sig til kende. Aldrig kunne vi have taget mere fejl. For jeg skulle jo starte på arbejde igen. Da jeg kom til kontoret var der et papirstykke spor op til min stol hvor der lå ris og pasta. Allerede nu begyndte min spejdersans at skrige og med god grund for i løbet af 2 sekudner var hele kontoret fyldt med folk der smed ris efter mig og ellers prøvede at ramme alt på hele kontoret og ønskede mig tillykke. Derefter tog de store stærke fyre mig ellers under armen og løftede mig og hev mine sko af og ja.. du har gættet det.. klippede mine strømper. Og derudover havde de også puttet ris i bøger på skrive bordet, pasta i skufferne og toiletpapir i min ekstra trøje. Jo de havde haft travlt. Der var absolut liv og glæde dage. Men de ærgrede sig over at Camilla ikke også var der. Hun skulle altså også komme derned, og jeg fik strenge ordrer på at sige til når hun kom. Jeg vil ikke sige at jeg ligefrem lokkede Camilla til skolen, men jeg ringede da og aftalte at vi skulle ses til frokost. Egentlig regnede jeg med at festivitasen var forbi på det tidspunkt, men der undervurderede jeg grønlændernes næse for traditioner og et godt grin. Det skal lige siges at jeg havde fejet efter første angreb. Det skulle jeg jo ikke have gjort. For klokken lidt over tolv dukkede Camilla op og kom ind til mig på mit kontor, og vips så stod der kæmpe flok mennesker igen og smed ris og konfetti over hele en gang til. Efter det store ris inferno havde vi begge fået ris indenfor trøjen og selv i mine underbukser var der forvildet sig et par riskorn hvortil Charlottes (vores ene rengøringsdame) svarede ”YES!”. Det er åbenbart et af de helt store succeskriterier.
Men vi overlevede og har som sagt været til sejlads i dag. Og det var så den dag. Nu skal vi også til at i seng. Knus fra Maniitsoq.
P.S. vi har fået en efterspøgsel på et bedre link til flickr, et der var en direkte link til mine billeder, så her er det ---> link
Ingen kommentarer:
Send en kommentar