Surprise!!!

Så klappede fælden. Nu er det jo ingen hemmelighed at jeg ret godt kan li Camilla og det er så heldigvis gengældt. Og så er det jo sådan at folk der godt kan lide hinanden, de af og til flytter sammen, bliver forlovede og går hen og bliver gift. Sådan gør vi ikke. Vi har taget det hele lidt baglæns. Så…. Vi er blevet gift! Så. Nu er det blevet sagt. Puha. Nu mangler vi bare at flytte sammen og blive forlovede, men det må vente lidt endnu. Jo, den er god nok. Vi har givet hinanden et endegyldigt ja, i går på rådhuset i Maniitsoq.

Og nej, der er faktisk en grund til at du ikke har hørt om det før nu. Og nej du er ikke den eneste, der først læser om det nu. For vi har nemlig været enormt hemmelighedsfulde og spionagtige omkring det hele. Faktisk var der ingen på nær Karsten fra mit arbejde, der vidste om det indtil for en lille uge siden. Camilla nåede lige at fortælle et par af hendes veninder det inden hun drog nordenfjords, men ellers har vores munde været lukket med syv segl. Og det har ikke været helt nemt. Specielt ikke når vi sådan set har været forlovede siden jeg var hjemme sidst, det vil sige til jul. Så prøv I lige at holde en hemmelighed som det for alt og alle, venner, familie, kolleger, samtidig med at du skal rende frem og tilbage til kommuner, sende officielle papirer, modtage telefonopkald på kontoret fra kommunen mens andre er i rummet og stadig ikke give nogen en idé om hvad der foregår. Jo det har ikke været helt nemt. Hele den bureaukratiske mølle er et helt kapitel for sig, så det tror jeg vi skriver om lidt senere, for det var helt godnat, men summa summarum kan det siges at det ca. tog os to måneder at få papirarbejdet i orden, så en uge før Camilla kom herop, var det endelig faldet på plads. Til det kommer så køb af vielsesring, når man er flere tusind kilometer fra hinanden. Ikke nemt, men man kan meget med internettet, og nu sidder vi hver med vores 8 karat guld ring på venstre ringfinger.

Men vi mødte klokken 12.45 op på rådhuset, hvor borgmesterens sekretær, Birthe, stod og ventede på os. Birthe har virkelig været en medsammensvoren i hele vores lille vielseskomplot. Hun har trukket i trådene, ringet til alle mulige for at forhøre sig om bureaukratiske spidsfindigheder om papirer fra Danmark til Grønland og omvendt og om hvorvidt navneforandringer var muligt eller ikke. For der er loven anderledes i Grønland, men mere om det i en anden blog. Men Birthe har i hvert fald været en allieret, så det var kun naturligt at hun skulle være vores ene af to vidner. Det andet vidne var naturligvis Karsten, der var den eneste anden person i Maniitsoq der vidste om vores skumle planer. Så han dukkede også op klokken 12.45 i voldsomt pænt tøj, med kameraet klar.

Det hele skulle løbe af stablen i byrådssalen, og der var gjort klar med stearinlys, kaffe, the, småkager, sodavand og en lille skarp, som det (fik vi at vide) var kutyme når man blev gift på rådhuset. Det var dog ikke borgmesteren der skulle vie os (han kunne ikke), men derimod viceborgmesteren Mimi Karlsen, og jeg er ved at tro at hun var mindst lige så nervøs som os, da det var hendes første vielse alene. Men hun havde sit papir hun kunne holde sig til, så hun klarede det fint og både Camilla og jeg fik sagt hvert vores lavmælte men meget følte ja. Jeg havde egentlig forventet at Mimi nu ville sige ”har du ringene” og ”så må du kysse bruden” eller noget, men det gør de åbenbart ikke på rådhuset. Men vi fandt da ud af det alligevel. Så vi fandt ringene frem, fik en på hver vores venstre ringfinger og så kysset… mmmmm… det ku vi i hvert fald finde ud af. Alt i mens Karsten knipsede billeder af som en gal. I de 20 minutter eller mere vi var på rådhuset nåede han at tage 62 billeder. Skønt med en privat fotograf. Til sidst underskrivning af et par dokumenter, samt kaffe, te og en lille sherry eller bailey agtig ting og tilhørende småkager. Ikke dårligt.

Derefter tog Camilla og jeg hjem et par timer og slappede af, men havde aftalt med Karsten af han lige skulle advare ATI om at jeg altså ville give fyraftens øl, da der lige var noget Camilla og jeg ville fejre med dem. Så klokken halv fire dukkede vi op med øl, lidt mundgodt og en Asti (en eller anden faktisk glimrende sprüdelwasser) og fortalte at nu var vi altså blevet gift. Så blev der ønsket tillykke. Hyggeligt blev det i hvert fald. Efter et par timer på ATI tog vi så på Hotel Maniitsoq hvor byens fine restaurant er. Her havde vi dagen i forvejen ringet for at bestille bord og så lige høre om de overhovedet kunne lave noget vegetar mad. Det mente kokken ”da godt han kunne bikse sammen”, så der tog vi så op klokken seks. Det var en lettere spartansk anretning med båndpasta og forskellige grøntsager til. Absolut spiseligt og når der til hører sig en flaske rødvin og dejligt selskab går det hele jo straks ret okay. Et par timer senere var vi hjemme igen og lavede lidt dessert til os selv iført ens pyjamas hvor vi så så Dødbringende Våben 2 på flimmeren for derefter at gå i seng og sove, fuldstændig drænet for energi… Det var en lang dag, men skøn.

Nu har vi så også fået fortalt den glade nyhed til familien, både hendes og min, og det var ret sjovt. Lad os bare sige at kommentaren som ”der tog I sgu røven på os” er lydt mere end en gang. Men det kan være at vi får berettet mere fyldigt om en anden gang. Nu ligger der i hvert fald billeder fra vielsen på flick, så I kan se det ved selvsyn.