Ski, grønlandsk og gæster

Så er det nu. Den sidste time. I morgen er hun væk og 16 dages intensiv hygge og muchos kærlighed er med et sat på pause. Røv.

Lidt har vi da nået de sidste par dage, men vi vil ikke helt gå i dybden med det, da vi hellere vil bruge lidt tid på hinanden end at skrive blog lige nu (det er ved at være pyjamastid). Men hvis I virkelig vil vide så har vi siden sidst bl.a. været på Maniitsoqs museum, hvilet i sig selv er lidt en bedrift. Det var kun fordi Anna Marie skulle derned med eleverne at vi også kom derned. Ved museet står der at der er åbent fra 9 til 16 men det er der ikke. Der er faktisk overhovedet ikke åbent på noget tidspunkt. Så Anna Marie ringede til turistkontoret, den tidligere forvalter, til kommunen og endte til sidst ved kulturforvaltningen, der så lovede at finde ham der skulle have været på arbejde – altså være nede og holde Museet åbent. Men vi kom derned og så deres lettere spøjse samling af alt muligt; malerier, billeder, rustne ting og sager, benværktøj, klæder, ting af træ man ikke vidste hvad var og hvad man ellers lige syntes havde en historisk værdi (f.eks. trampeorgler, skrivemaskiner og gamle royale billeder).

Derudover har Camilla været med til grønlandsk (sammen med mig altså). Hun tog flere notater end mig, fattede lidt af det, men overlod udtalen til os andre ”rutinerede”… Heldigvis havde jeg en af mine gode dage, så hun var ikke helt uimponeret. Under alle omstændigheder endte vi i klubben bagefter med Ib (vores lærer) og Hanne (den anden elev) og lidt faste medlemmer fra Klubben. Hyggeligt med et par fyraftensbajere.

Og og og… Camilla har været ud og stå på ski for første gang nogensinde!!! Og jeg for første gang i 20 år!!! Jepper, vi lånte 2 sæt langrends ski og tog et smut ud i blomsterdalen, for at dumme os foran alle de andre mennesker der også ville nyde det dejlige lørdags vejr med et par ski under fusserne. Og dem var der et par stykker af (vejret var også usandsynligt godt). Men vi klarede det faktisk overraskende godt. Vi faldt kun 2 gange hver og til Camillas undskyldning skal det siges at hun havde fået én defekt ski. Den sad ikke ordentlig fast (bindingen var lidt i udu) så hun havde lidt problemer. Jeg havde til gengæld fået verdens længste glatteste ski, så når jeg forsøgte mig ned af bakke, fik jeg så meget fart på og væltede da jeg ikke kunne styre mine ski. Men vi overlevede og har ingen brækkede ben. Camilla har dog et blåt mærke på knæet, men det var fra da hun faldt efter hun endelig havde fået skiene af. Så et nul til os.

Lørdag aften havde vi huset fuldt af gæster, eftersom vi havde inviteret til Maniitsoq mesterskaberne i Matador. Så Per, Karsten, Pia, Anne Marie og Christian kom lidt i otte og så gik spillet ellers i gang. Vi inddelte os på fire hold og begyndte så den benhårde kapitalistiske kamp for hotelkæder i det indre København. Nu er det jo sådan at man ikke kan have held både i spil og i kærlighed, hvilket Camilla og jeg hurtigt måtte sande. Vi var de første der røg håbløst på røven og ud af spillet da vi landede på Grønningen og måtte betale 22.000 kroner for et hotel ophold. Det var mere end vores budget kunne klare, så vi måtte trække os tilbage og i stedet se på de andre stakkels spillere blive tværet ud af en voldsom overlegen Per. Han kan bare det der med spil. Men vi hyggede os og de tusind forskellige snacks vi havde købt faldt i absolut god jord. Vi sluttede aftenen af med en røget laks på et stykke ristet franskbrød og lidt mere rødvin. Dejligt.

Og nu er det så søndag og flyet går i morgen tidlig. Øv. Så vi vil stoppe nu og bruge den sidste time inden vi skal i seng på lidt hygge i sofaen med en kop Chai te iført pyjamas (yay).

Godnat…