Tirsdags seminar, snak og pizza

Tjaa.. tirsdag har været en del mindre actionpacked end mandag. ja altså ud over selve seminaret, der hele tirsdag her har bestået af det ene oplæg efter det andet om e-læring, forskellige organisationers brug eller manglende brug af e-læring, et foredrag om hvordan internettet hænger sammen i Grønland (ret spændende faktisk på trods af en øretæveindbydende oplægsholder). faktisk var der oplæg fra klokken 9.00 til 16.00 med små indlagte pauser så det er ikke uden grund jeg er lidt træt i skallen her til aften.

Men selv om ikke alle foredrag var lige relevante (specielt et omkring grønlandsk fly et eller andet med en noget påståelig kvindemenneske), var der alligevel bonuser og alt i alt var det en god dag. Jeg har fået snakket med en del mennesker. Først og fremmest de jeg skal lave forkskellige projekter med, samt et par ekstra flinke mennesker fra skoler og steder jeg endnu ikke kan udtale. Men en anden bonus var internet. Tak gud og skaber for det trådløse internet der fra organisators side er sat til rådighed når mens vi befinder os på Katuaq. For den uindviede er Katuaq Nuuks ”nye” kulturhus (den her i hvert fald kommet efter jeg boede der sidst) hvor taget er bølget og højt, inspireret af nordlyset. Fantastisk flot sted faktisk. Her er byens biograf, en god cafe og en hel del kultur arrangementer, og så lige denne her konference med alt hvad der dertil hører af frokostanretninger, kaffe og kage og alt det andet pamper happengut, der gør det hele lidt sjovere.

Da jeg ikke rigtig orkede den store restaurant tur bestemte Pia og undertegnede sig for at hente Pizza på den lokale pizza og sidde på værelset for først at se ”Langt fra Las Vegas” på tv2 zulu og derefter ”Myth Busters” på Discovery. SKØNT! Det er jo som at være hjemme igen med alle de (5) kanaler Hotel Hans Egede kan diske op med. Det var i hvert fald dejlig afslappende. Må også hellere være klar til i morgen, da det kræver en hel del mere nærvær i morgen da hele dagen består af workshops. Jeg skal til workshop om materialefremstilling tille-læring, samt netbaseret videokonference. Onsdag handler det så om programmerne Course Genie og Viscon Centra, der ligeledes er programmer man kan bruge i sin e-lærings implementering i undervisningen. Det skal nok blive sjovt alt sammen.

Orv, jeg glemte vist at fortælle at vi i går var inde i byens boghandel. Fin forretning og fanme om de ikke havde den bog jeg ledte forgæves efter i Kbh for to måneder siden, nemlig Kadavermarch af Dennis Jürgensen. Den er der åbenbart ikke så meget rift om heroppe. Men den fik jeg i hvert fald købt så nu har jeg noget dejlig lækker godnatlæsning om de døde der vandrer… og spiser lidt af de levende… og sårn. Hmmm.. Gad egentlig vide hvorfor jeg ikke synes jeg sov særligt godt i nat?

Seminar in the BIG CITY, mandag

mandag: bønder på bytur … eller noget

Så er jeg kommet til storbyen. Det vil sige storbyen greenlandic style. Godthåbs indbyggertal ligger jo på de 15.000 sådan cirkus. Så sammenlignet med de danske forhold er det jo kun et godt gedigen provinshul ikke ulig Hobro hvor jeg har vokset op. Men i grønland er det her det sner, eller hvad det nu er man siger. Godthåb er verdens navle. og hvis vi skal starte et sted så kan jeg fortælle at der er HEL del mere trafik end i Maniitsoq, hvor trafikken hovedsageligt består af taxaer, hvoraf flere burde have udtjent deres værnepligt og sendt til skrot. Men sådan er der så meget.

Vi ankom med flyveren klokken 13.35 uden de store problemer, fik en taxa og ankom til min gamle kending Hotel Hans Egede og fik hver vores rum. Jeg har fornøjelsen af rum 233 med udsigt til en af hovedgaderne der livligt summer uden for mit vindue. Vi, når jeg siger vi mener jeg Pia, Karsten og undertegnede, lagde hurtigt vore ting og gik så på tur, som de bønder vi nu er, der endelig er kommet til hovedstædernes hovedstad, Nuuk Bigcity. Pia ville på lidt bogkøb og nået mens Karsten skulle finde Malene, hans veninde, der var og besøge ham sidste weekend. Hun er ansat som anklager og holder til på politigården, så der holdt jeg mig til. Vi fandt hende og aftalte at vi skulle ud og spise om aftenen. vi foreslog selv thai restauranten, der efter sigende skulle kunne deres kram, men da Malene kort indskød at Bryggeriet serverede nogle store rigtig gode cheeseburgere, havde vi ligesom ikke mere valg. Væk var drømme om de thailandske sandstrande og vi havde igen hovedet på rette køl, med alt hvad det indebar af amerikansk kulturimperialisme når den er allerbedst.

Men lige en indskudt bemærkning om Bryggeriet. For bryggeriet er Nuuks eget bryggeri, der så også lige har en restaurant og pub kaldet Brasseriet. Man kan ikke få deres øl på flaske, da de ikke lige har fået lov til at lave deres egen flaske under den grønlandske pantordning, men hvorfor de ikke bare kan bruge de gængse flasker er mig uvist. Det kan jo være tuborg har afvist dem for at bevare deres monopol, men det kan også bare være at bryggeriet vil forsøge sig med en eller anden hip flaske, der skal igennem en bureaukratisk mølle af en verden før de enten får lov eller bare afslag. For heroppe tager sådanne sager meeeeegeeeet lang tid. Har hørt om sager der kan flere år, hvis det indebærer at politikere rent faktisk skal tage stilling til noget som helst, der ligner noget nyt. Under alle omstændigheder er Brassereriet et nydeligt sted hvor Karsten og jeg lige var inde og smage på varen, der når man ikke kan får den på flaske jo bliver nødt til at drikke det som en fadøl. Men jeg forsøgte mig med deres klassisk variant og jeg må sige at de er da smagt meget værre. En lille smule fladere en tilsvarende tuborg/carlsberg, men har man blot en gang været på vinstue 90 på gammekongevej så ved man at det ikke nødvendigvis er en dårlig ting. De smagte faktisk fortræffeligt, desværre kan man så ikke sige det samme om prisen. Med en fadølspris på 60 kroner for 40cl er det i hvert fald ikke der jeg skal hen for at drikke mig en kæp i øret. Men en øl til min cheeseburger kan det nok blive til.
Hmmm.. det var da lige godt den længste indskudte bemærkning jeg til dato har skrevet, men det er nok også ok alt sammen. Karsten og jeg tog derefter på en lille tur ned til kolonihavnen, den gamle havn og kiggede lidt på isen i havnen, den gamle kirke, Hans Egede statuen, og ellers spankulerede lidt rundt. Vi fik sågar en fransk hotdog på en meget lokal grillbar. Ikke helt tilfreds betalte jeg 22 kroner for den. Ja ting i storbyen er dyrt, når jeg sammenlignet betaler 15 kroner for samme vare hjemme i Maniitsoq. Tsk, hvad de storbymennesker ikke bilder sig ind.
Men jeg har ikke så meget mere at fortælle lige nu. Klokken er 17.59 og jeg skal først være på restauranten med de andre klokken 19.00, så en anmeldelse må komme senere. Nå ja, når jeg nu siger de andre så mener jeg Pia, Karsten, Malene (hvis hun når det med alt hendes arbejde, ellers støder hun på til en øl bagefter) og så Christine, en lærer fra Sisimiut, der er med til e-lærings konferencen og desuden er leder af vores kommende engelske e-læringsprojekt.

Vender tilbage lidt senere. Hep.

Mandag aften: Cheeseburgeren der lod vente på sig

Puha klokken er nu et stykke over sengetid, men det er ikke mere end en 20 minutter siden vi endnu engang entrerede hotellet. Jo vi kom på Godthåb Bryghus (som åbenbart er den helt korrekte titel for bryggeriet/brasseriet) omkring klokken 19.00. Vi ventede så lige på Christine der havde meldt sin ankomst en lille halv time senere, hvilket i bagklogskabets lys bragte en del oplevelser med sig vi måske godt kunne have været foruden. For som de solidariske mennesker vi nu en gang er, så ventede vi med at bestille til hun kom. I mellemtiden nød vi en dejlig lokal brygget øl (de smager jo upåklageligt) og omkring 19.30 slog hun sig så til selskabet. Vi fik bestilt 5 gange cheeseburgere, siden vi åbenbart alle viste hvad kvalitet var… Og så gav vi os til at vente. Men så skete det så efter 10 minutters ventning. Lyset gik. I hele Godthåb.

Restauranten havde en nødgenerator, der sørgede for en nødtørftig belysning samt at fadølsanlægget ikke gik helt i stå. Men det var så godt og vel også alt. Køkkenet kunne i hvert fald ikke komme videre med vores cheeseburgers før strømmen kom tilbage. Så vi ventede, og mens vi ventede kunne vi jo bare bestille en øl mere (stadig til 60 kroner stykket mind you). Og der var jo ikke rigtig nogen der vidste hvornår den kom igen. Vi hørte at sidste gang elektriciteten røg i byen, blev den væk i 3 timer, så vi krydsede fingre og håbede på det bedste, mens snakken gik livligt omkring bordet, specielt omkring at det jo nok var min skyld at lyset var gået, siden at det skete præcis mens jeg var på toilettet. Hvordan de to ting lige skulle hænge sammen er kom vi ikke nærmere ind på, men man blev jo lidt overtroisk og vi håbede da også at den så ville komme igen, da jeg en halv time senere skulle der ud igen. Men så heldige var vi ikke. I vente tiden fik vi lidt nachos, men det var ikke helt en ligeværdig erstatning for den gode saftige cheesebuger, vi vidste vi havde i vente. Efter en time hørte vi rygter om at de havde fået lys i Nussuaq, og efter lidt sms’en fem og tilbage kunne Malene bekræfte at det var den. 15 minutter senere var den så også kommet et andet sted i nærheden, så vi følte os sikre på at nu skete der så snart noget. Halvanden time efter strømmen var gået kom den tilbage til stor jubel, i hvert fald for os. Nu var det jo kun et spørgsmål om tid før vi kunne får vores længe ventede måltid, men ak… Det tog så køkkenet en halv time før de fik fingeren ud og serveret for os, men til gengæld var den så også riiiiigtiig god. Jeg vil ikke nødvendigvis sige at den var værd at vente 2 timer på, men den var i hvert fald værd at vente på. Kæmpe stor og lækre pomfritter. Og så er det jo at man æder løs fordi man er så forpulet sulten, så nu sidder jeg på hotelværelset og har helt ondt i maven fordi jeg så jævla forædt. Men skulle jeg vælge mellem at gå sulten i seng eller have det som jeg har det nu, tror jeg nu nok jeg bare vælger det sidste. For det smagte jo godt.

Jeg lugter lidt af gnu

Hold nu op mine ben er smadret nu og jeg tør slet ikke tænke på hvordan de har det i morgen. Ak. Jep jeg har lige fået første lektion i livet som jæger – væn dig til at gå langt og meget.

Jo jeg har været på jagt. Og før I begynder med alle jeres spørgsmål om hvor mange tons rensdyr vi så hev med hjem, må jeg afsløre at vi altså ikke skød noget. Ikke fordi vi ikke ville men der var simpelthen ingen rensdyr. I hvert fald ikke der hvor vi var. Som Christian så smukt konstaterede ”Der skulle være så mange tusind rensdyr heroppe. De er i hvert fald ikke her”. Nix, vi så ikke et eneste. Vi så nogle spor i den frosne lyng efter nogen, men de var sikkert ikke helt nye. Men lad os starte med begyndelsen.

I går aftes ringede Christian og spurgte om jeg ville med på jagt denne tidlige morgen stund og jeg tænkte jo straks ”hep, jeg har jo jagttegn og alt muligt”, så jeg sagde jo ja tak, og begyndte at forberede mig på mine kommende strabadser. Jeg fik købt lidt kiks og sodavand ind, behandlet mine nye travestøvler så de var absolut vandtætte, kogt et par æg så jeg havde til madpakken og ellers nusset lidt hist her. Fandt tøj frem og så fremdeles. Næste morgen stod jeg op klokken 6.30, da vi skulle mødes ved båden lidt i 8.00. Det skulle i hvert fald ikke være mig de skulle vente på. Når jeg siger ”de” så mener jeg Christian og Signe. Signe er biologi lærer på skolen så vidt jeg husker (men vist også noget med laboratoriet så det kan være jeg digter når jeg siger biologi). Men jeg stod i hvert fald op og fik pakket min taske med kamera, lommekniv, 2x squash (nej ikke cola, er holdt op med det skidt), madpakke (4 halve med æg, gulerødder, 2 æbler og kiks), handsker, hue, pibe og tobak (den er god nok, men den vender jeg tilbage til i en helt anden blog), og alt det jeg ikke lige kan komme i tanke om nu, men jeg altså fik med. Og så tog jeg ud af døren.

Nede ved båden var Christian ved at gøre båden klar og Signe slog sig til os kort efter. Og hvilket vejr. Det kan godt ske at temperaturen har været under frysepunktet det meste af dagen, men når vinden siger 0 meter i sekundet, solen står højt på himlen og der ikke er en sky at se, så er det altså en himmelsk oplevelse at sejle gennem et så vildt, voldsomt og nøgent landskab som det er heroppe. Mine billeder gør det bare ikke retfærdighed. Selv ikke om jeg havde verdens bedste panorama kamera ville I forstå de størrelser og vidder og natur der er heroppe. Det er bare en af de der ting der må og skal opleves. Hver gang jeg er af sted og specielt en dag som i dag hvor vejret bare er lige i øjet, får jeg samme fornemmelse i maven som da jeg sad i to dage ved Taj Mahal og kiggede på solen der legede i marmoren, mens den stille men konstant skiftede position. Det er de stunder hvor man må erkende at man bare er en lille bitte ubetydelig del af noget MEEEEEEGEEEEET større og tak gud for det, og tak for at der findes så sublime æstetiske oplevelser, at man får et sug i maven bare af at tænke på det.

Nå men det var vist et sidespor. Vi kom af sted og havde en god halvanden times sejlads inden vi ankom til den fjord hvor der efter sigende skulle være mulighed for at komme et rensdyr eller to til livs (right…). Vi fik efter lidt besvær ankeret på plads og tog så gummibåden i land. Og hvilket land. Fjelde, klipper, store ferskvands søer, mos, lyng, sortebær og alt det andet vegetation jeg endnu ikke kender navnene på i en stor naturlig henkastet symmetri. Og så var det eller bare med at komme i gang med at gå. Hov jeg glemte vist lige at fortælle noget meget vigtigt. Eftersom jeg nu har fået mit jagttegn mente Christian at så kunne jeg jo godt låne hans anden riffel. Gisp. Og juppi. Nu var jeg jo ligesom en del af kliken. Signe havde sin egen riffel og Christian havde selv en lækker sag med et lidt tungere kaliber. Og nu havde jeg også en…. dun dun duuuun… lidet vidste jeg at det egentlig bare kom til at betyde at jeg skulle bære ekstra unødig vægt rundt i fem seks timer, men sådan er der jo så meget. Men vi kom af sted og travede og travede. Men ikke for hurtigt. Det jo sådan når man går på jagt (tag det fra en fagmand, jeg har jo hele EN jagt under bæltet nu), at man ikke skal gå for hurtigt, i hvert fald ikke hvis man tror der er dyr i nærheden. Så skal man hele tiden spejde rundt efter dem, gå stille, ikke larme og alt sådan noget ret sejt noget. Og nu havde jeg jo allerede hjemmefra investeret i en lille kikkert som jeg havde med, så jeg var cooool. Og så havde jeg jo også min lommekniv, jep, kom ikke her. Men efter at have gået på denne ikke alt for hurtige måde i et par timer holdte vi frokostpause og evaluerede situaitonen. Vi var nær en stor ferskvandssø, som vi havde en mistanke om der godt kunne være noget ved på den anden side af, så der tog vi så hen. En time senere havde vi stadig ikke set så meget som en rensdyr uldtot. Men vi havde som tidlige nævnt set spor i rimen så vi vidste at de på et eller andet tidspunkt havde været der. Da klokken var ved at passere 15.00 bestemte vi os for at vende næsen hjemad. Vi havde stadig en travetur på mindst en time før vi var ved båden og derefter en sejltur på halvanden time, og da solen er nede aller senest klokken 19.00, kunne vi ligeså godt begynde at tænke på det. Som sagt så gjort.

Nu løj jeg vist lidt før, da jeg sagde at solen stod højt på himlen. Det gør den nemlig ikke heroppe (i hvert fald ikke for tiden). Som Signe udtrykkede det, så bliver den hele tiden i en irriterende øjenhøjde. Det er jo noget med at Grønland ligger som den ligger og solen der kører rundt og alt det. Så heroppe går den ikke op i øst og hele vejen over hovedet på os og ned i vest. Den kommer lidt op og hænger så sådan lidt oppe hele dagen og går så ned igen, hvilket giver et mærkeligt men fascinerende landskab når der samtidig er frostgrader. Når man gik i fjeldene kunne man se hele områder hvor skyggen og dermed frosten stadig indhyllede hele landskabet og lige ved siden af bagte solen fra en skyfri himmel og havde smeltet al frost. Men nu da vi officielt ikke var på jagt længere kunne jeg gå og nyde disse landskabs spidsfindigheder mens vi travede hjem ad. Og jeg må sige, at til sidst kunne jeg godt mærke mine ben. Også i den grad. Og så lugtede jeg lidt af gnu. Men sådan er det at gå i et med naturen. Eller også var det bare fordi jeg havde for meget tøj på… under alle omstændigheder endte vi hjemme igen omkring klokken 18.00, tomhændede men en dejlig oplevelse rigere. Og så med udsigten til at vågne op med krampe i lægmusklerne i morgen tidlig…

tudeprinsesse

Jeg tørrer lige tårerne væk så jeg kan komme til at skrive lidt her. Nå, du troede lige? Nej sagen er den at jeg lige har hakket et kæmpe løg og det kom jeg eddermanme til at tude over og det svier stadig i øjnene. Jeg er i gang med at lave min legendariske fiskesuppe, da jeg trænger til noget stærkt her mens jeg stadig skranter. I kan da lige få opskriften:

Fiskesuppe/gryde agtigt lækkert noget
Fisk (lidt lige meget hvad, bare det er fra havet)
1 dåse kokosmælk
Olivenolie
Løg
Hvidløg
Chili er ikke obligatorisk, men uhhhh hvor det varmer.
Gulerødder
Squash
(Andre grøntsager?)
To håndfulde basmati ris
Tre glas vand
En lemon/citrus agtig sur ting
Krydderi og /eller krydderurter

1. Hak grøntsager og del fisken i nogle lunser.
2. Olie i gryden, løg i ned sammen med hvidløg. Ikke svitse. Masser af krydderi.
3. Hakkede grøntsager i gryden, dernæst ris og vand. Dernæst kokosmælk.
4. Når det koger, skru lidt ned, læg fisk på toppen af suppen og hæld saft fra lemon i og læg låg på.
5. Lad simre i 15 minutter med låg på.
6. TADAAA! Spis og vær glad.

Opskriften har jeg tyvstjålet en gang i tidernes morgen fra et eller program med jamie oliver og har bare lige gjort den lidt mere menneskevenlig hvad ingredienser angår.

Nå men tilbage til bloggen, der i dag bliver lidt en brok blog. For det er faktisk lidt hårdt at være mig heroppe. Som i ved går jeg lidt og skranter. Jeg kan mærke at jeg er ved at blive syg, men jeg bliver bare ikke syg. Det vil sige jeg egentlig bare går og bliver mere træt, eftersom jeg sover dårligere (ikke hjulpet af mine overboer men det vender jeg tilbage til), og bliver mere og mere irritabel. Nej jeg er ikke en veritabel overskuds duracel kanin lige for tiden. Og når man ikke er det, så hjælper det jo ikke at hjemmestyret bliver ved med at klokke i ens løn. Lad mig forklare.

Det er sådan at jeg er offentlig ansat. ATI er en erhvervsskole, der et eller andet sted hører under hjemmestyret (den grønlandske version af regeringen) hvilket vil sige at de ordner eller i hvert fald udbetaler min løn fra Nuuk. Omkring den 30 var jeg så den heldige vinder af mi første løn udbetaling, men hov.. manglede der ikke noget? De havde ikke indregnet mit fuldt lovlige og må jeg sige obligatoriske fradrag, der rundt regnet giver mig 2-3.000 mere udbetalt om måneden. Vi ringer til dem og får så den melding at den er så sandelig min egen skyld, da jeg jo ikke har været på kommunekontorets skatteafdeling, hvor jeg skal have mit skattekort og sende det til dem før de kan gøre noget som helst, men for jeg gjort det så skal de sørge for at det er i orden fra næste måned af. ’Dumme mig’ tænker jeg og begiver mig på kommunens skatte kontoret for at gøre det man åbenbart skal gøre når man ankommer til en ny kommune. Det vil sige, jeg har jo været nede og melde mig på kommunen, glemte bare skattekontoret i samme ombæring. Næh, hov det gjorde jeg ikke, for på skattekontoret fortæller de mig at de har alt hvad de skal bruge, eftersom det er blevet tilsendt fra grønlands repræsentation i danmark udfra alle de papirer jeg udfyldte til dem (og der var mange). Og de papirer, fortæller de yderligere, skulle også være sendt til hjemmestyret i Nuuk. Nu er spørgsmålet så bare om de er det, for ingen i Nuuk har set dem og kontordamerne på ATI har lagt vandret i luften for at være bindeled for kommunen i Maniitsog og hjemmestyret i Nuuk. Sikke noget rod. Det har nu stået på lidt over en uge… ikke lige en bonus til ens humør.

Og så lige en anden nedtursting nu vi er i gang. Mine overboer, eller måske mine overboers overboer, er nogle råbehoveder af en anden verden. Jeg gik i seng i går onkring klokken 22.00 og sov som et lille barn lige indtil jeg blev vækket af et meget højt skænderi som jeg umiddelbart vil regne med kom ovenoverfra, men måske skråt overfor eller længere oppe, eftersom de råbte ret højt. Det var det klassiske råbe kælling, råbe (fuld) mand sure på hinanden scenarie. Men hvis de så bare ville få det overstået. Næh.. hver gang der var blevet ro og man tænkte ’endelig’ så var en af dem dumme nok til at tage diskussionen op igen og så råbte de jo i løbet af nul komma fem begge to. Og så ligger man der i seng, egentlig ikke bare for om nogen af dem kommer noget til, som man burde være, men egentlig bare møgirriteret over at to voksne mennesker står og råber af hinanden som små børn klokken 24.00 om natten. Kunne de ikke have råbt af hinanden klokken 21.00 i stedet for, så jeg kunne få noget søvn? Og hvad skal der dog til for at lukke kæften på dem? Skal jeg troppe op i min pyjamas og banke på ovenpå eller vil manden bare åbne op med et haglgevær? Skal man ringe til politiet og anmelde husspektakel og hvad er i det hele taget politiets nummer heroppe? Ikke lige de tanker jeg ønsker at have når jeg burde ligge og sove. Men jeg har bestemt mig for at sker det igen, bliver jeg nødt til at gå ud på opgangen for at blive sikker på hvor det kommer fra. Derefter vil jeg skrive et klagebrev til dem hvor jeg frabeder mig husspektakel efter klokken 22.00. Så kan de lære det…

Orv ja, ja var også til middag fredag hos Karsten der have 2 veninder på besøg, en fra DK og en fra Nuuk. De var begge meget københavnske (eller i hvert fald sjællandske og ja, jeg ved godt det ikke nødvendigvis er det samme) og når nu Karsten også er fra den halvsvenske djævleø, var jeg lidt i undertal og debatter om nødvendigheden af jyske motorveje mellem undertegnede og Malene, jurist i Nuuk, blev ret ophedet. Mest fordi hun mente at jyder generelt ikke havde brug for motorveje og det var nok på sjælland. Og så måske fordi hun debatterede på samme måde som Claus når han får lidt at drikke, nemlig mest for at provokere. Ikke på en ond måde, men for at få dig op af stolen. Men en underholdende aften med masser af vin, øl, rejer, krabber, ovnbagte fisk, en lille tur i klubben og så endelig for at ende på Aju, det lokale diskotek, hvor jeg til sidst måtte give op og tage hjem for at se om jeg kunne kaste op. Det lykkedes (heldigvis) ikke. Og så søndag blev jeg ringet op af Anne Marie og Kristian om jeg ville med ud og sejle. Jeg må helt ærligt sige at jeg havde mine betænkeligheder eftersom mit hoved kunne have haft det bedre, men efter jeg overlevede den første halve time på vandet uden alt for meget kvalme, ja så gik det fint. Det endte faktisk med at blive en helt dejlig tur. Afslappende hvor jeg fik taget en masse gode naturbilleder, men dem kan i se på www.flickr.com. Husk at lede efter billeder af ’toft.inc’ der er mit ”kunstnernavn’, dog mest fordi René Toft var optaget.

Og nu sidder den kloge læser (ja, mor) og siger.. ”ej men så er han da også selv ude om at han bliver syg, sådan som han drikker øl og sejler ud og alting”, men det er netop pointen… Jeg ville gerne blive lidt syg så jeg ku få det overstået, men lykkedes det? Nix. Jeg skranter stadig ”kun”. Heldigvis har ja det lidt fiskesuppe at blive varm på. Mmmmmmm… chili og hvidløg….

Under himlens skørter

Klokken er 01.06 lørdag nat og jeg er lige kommet ind af døren fra en lille gåtur ud i den frostklare nat. Jeg har de sidste par uger lovet mig selv at jeg skulle huske at komme ud på en gåtur for at se på nordlys, som der har været en del af her på det sidste. Men jeg har ikke fået det set enten fordi jeg har gået tidligere i seng og glemt det, eller når jeg så husker det, så er der overskyet eller på anden måde møgvejr. Men ikke i nat.

Da jeg kom udenfor glimtede stjernerne smukt foroven og jeg tænkte ”yes sir, i can boogie” og med kameraet i lommen begik jeg mig op af vejen på vej mod pynten for at se på nordlys. Jeg havde dog knapt kommet ud på vejen overhovedet før jeg fik øje på det. Ind over byen som et hvidt gråt spøgelsestæppe lå nordlyset og blafrede i slowmotion. ”Øv” tænkte jeg, for hvis nordlyset var inde over byen, så kunne jeg jo ikke se det fra pynten jeg var på vej op til. Det var så lige indtil at jeg opdagede at nordlyset fortsatte henover mig og langt ud over fjorden. Det var som om det jeg havde stået og stirret på kun var toppen af isbjerget og nu havde resten af isbjerget faldet ned i hovedet på mig. Hold nu op det var stort. Og smukt.

Jeg skyndte mig op til pynten hvor byens fyrtårn sporadisk glimter. De folk der er heldige at have en lejlighed her har byens bedste udsigt ud over hele fjordområdet. Og hvis de kiggede ud af vinduet her til aften ville de også se en lysballet af en anden verden. Christian fortalte mig at en anden dansker en gang, en maler der skulle male nordlyset, beskrev det som at kigge op under en dansers skørter. Altid i bevægelse. En smuk beskrivelse, for smukt var det at sidde på pynten og bare se naturen opføre sig ganske vidunderlig. Jeg forsøgte at tage billeder af det, men desværre til ingen verdens nytte. Problemet er at man ser nordlys aller bedst, når der ikke er andre lyskilder, og jo mindre lyskilder der er, des mindre er sandsynligheden for at man kan tage et billede. Så jeg pakkede kameraet i lommen igen og nød forestillingen i stedet.

Renemik ateqarpunga og andre løse ender

Jeg har i dag haft min første grønlandsk time og til jer der bare har hørt en lille smule grønlandsk eller sågar har stødt et grønlandsk ord i ny og næ, skal det bare siges… det kan godt ske det ser mærkeligt ud og underligt, men det er MEGET værre. Hold nu op man kan brække tungen på det stads og så er grammatikken så langt fra det danske sprog at jeg er ved at være glad for at jeg skal være her oppe i mindst tre år for ellers kommer jeg da aldrig nogen vegne. Men det er faktisk ret sjovt, men som sagt ret indviklet da, som jeg fik forklaret af IB, det er et polysyntetisk sprog, og det er det danske ikke. Jeg er ikke helt klar over hvad forskellen præcis består i, men grammatikken er i hvert fald i øst hvis dansk er i vest. Nu skal jeg i hvert fald have grønlandsk hver onsdag klokken 16.15 og så en time frem så det kan være jeg på et tidspunkt faktisk kan snakke lidt grønlandsk og for det andet måske kan forklare lige præcis hvad det der polysyntetiske går ud på. Nåja, det der står i overskriften betyder bare 'jeg hedder René'.

Derudover er jeg ikke blevet rask, men jeg er heldigvis heller ikke blevet voldsomt meget værre (endnu). Jeg tror den eneste grund til at jeg har klaret mig gennem dagen er at jeg ikke har haft tid til at gå i stå. Jeg har undervist hele dagen og efter det skulle jeg selv undervises og da jeg kom hjem, smed jeg lige tasken og greb kameraet, da der simpelthen var den smukkeste halvmåne mellem de sneklædte bjerge på den anden side af den store fjord. Da det så var gjort stod den på aftensmad med godt med chili og hvidløg (skal jo influenzaen til livs) og nu sidder jeg så og skriver blog. ”Du må ikke gå i stå, du må ikke gå i stå, du må ikke….”. Men jeg har en snigende fornemmelse af at jeg kommer til at lægge mig på langs enten torsdag eller fredag. Yay.. super weekend jeg går i møde… røv.

Nå ja, så er der en masse små meddelelser. Jeg har fået mit jagtegn med posten her sidste uge. Se det kan de sende hurtigt, men har jeg fået et sygesikringsbevis? Nix. Gad vide om man overhovedet får sådan et heroppe. Min hylde står stadig, den er ikke faldet ned endnu, så den har indtil videre stået tidens test, på trods af mine fem tommelfingre og et utilgiveligt dårligt handyman gen. jeg kan ikke huske om jeg har nævnt det før, men jeg har fået et skur. Det har nu stået der hele tiden, men det var først for en uge siden jeg fandt ud af at jeg havde det. Der lå en masse crap derinde fra enten de tidlige ejere eller andre der lige syne sdet var sjovt at rode med noget noget derinde. Det bad jeg så videværten/værterne om at fjerne og de sagde ja ja, men gjorde de det så? Næh, ikke en skid. Så meget for arbejdsmoral. Men så sparer jeg da de øl (man kan jo godt sende en venlig tanke når folk faktisk udfører et lortejob, selv om de får penge for, men når de så ikke gør det kan man også bare drikke dem selv). Så ikke synderligt imponeret over mine viceværter. Til gengæld har jeg selv tømt mit skur og proppet mine flyttekasser derned og har nu oven i købet investeret i en hængelås, så der ikke er nogen der begynder at smide lort derind igen.

Jeg kan også lige fortælle (hvis jeg heller ikke har nævnt det tidligere) at jeg skal til konference i uge 43 i Nuuk. Det er en e-lærings konference hvor der kommer nogle repræsentanter fra forskellige skoler (mest gymnasielle og erhvervs skoler) samt noget privat erhverv. Vi tager derned mandag og konferencen varer så fra tirsdag til torsdag. Så vender vi snuden hjemad fredag hvor jeg så lige når hjem til at undervise 3 klasser i træk… suk. Hård uge, men jeg glæder mig som et lille barn juleaften. JUBII… René skal til storbyen :) Det skal nok blive sjovt og endnu en god måde at lære de andre lærere at kende endnu bedre, da vi er 4 der skal af sted fra vores skole. Og så bliver det også godt at hilse på nogen fra de andre skoler, jeg kender fra fora fra nettet, hvor vi er ved forberede et e-lærings forløb på kryds af klasser i Sisimiut, Nuuk, Maniitsoq og så Rønne på Bornholm (jup, den er god nok, medmindre det ikke lige er Rønne, det er i hvert fald Bornholm).

Og på falderebet... Jeg har nu bestilt rejse hjem til jul! Jepper depper. Så jeg tager "hjem" mandag den 18. december, fejrer jul og nytår, og tager så tilbage til Grønland onsdag den 4. januar. 7.640 bobs kommer det til at koste, så det er ikke engang såååå galt endda. Billeterne kan komme til at koste helt op til 12.000 for en retur, men der går også rygter om at, hvis man har is i maven, kan vente (nogen gange ret længe) på en tilbudsbillet, så man kan komme helt ned på 4.000 for en retur. En af lærerne plejer vist at gøre det på den måde, men lige den første gang her vælger jeg ikke at have is i maven for det første fordi jeg er overrasket over man i det hele taget kan få billeten ned på 7.640 (hvis man bestiller i god tid) og så også lidt fordi jeg er blevet sponsoreret hjemmefra (så jeg skal bare have den billet så de ved jeg kommer hjem i det hele taget). Glæder mig.

Men jeg skal også til at slutte. Har fået en del kopper varm saft i dag, men en kop til tror jeg nok lige det kan blive til…

Host host!

Så faldt den første sne. Eller det er faktisk løgn. Der er ikke faldet sne, men der er til gengæld blevet minusgrader, så nu er der er ret så spejlglat visse steder. Det gælder om at holde balancen når man nu begiver sig uden for en dør. Men gud hvor er det dog smukt, sådan når solen endelig er kommet frem igen og luften er helt frostklar, bjergene har fået fornyet deres snekappe igen der langt borte og vandet er roligt med en enkelt jolle sejlende forbi. Ren episk landskabsmaleri.

Og så er det jo også lige for tiden at vi har gang i den helt store influenza epidemi. Indtil i dag var det gået mig hus forbi, men nu er fælden så småt ved at klappe. Jeg er ved at blive mat i koderne selvom jeg får søvn nok, har ondt i halsen, hoster lidt og har en generel hovedpine der er lidt svær at komme af med. Øv øv øv. Her i dag havde jeg heldigvis kun en undervisningstime fra 10 til 11.30, så jeg valgte at tage tidligt hjem og sidder nu i pyjamas bukser med dyne over mig og har husket at investere i ribena saft (til varm saft) og honning (til honning the). Så jeg er nogenlunde forberedt. Håber bare jeg får det bedre, for jeg har 3 undervisningstimer i morgen, samt min første grønlandsktime. Læreren er den tidligere forstander Ib, og han spurgte mig om jeg kunne huske noget fra da jeg boede her som barn… Og der må jeg tilstår, ikke det der ligner. Kan af en eller anden grund stadig huske den grønlandske børnesang jeg lærte i 1.klasse, men det er vist også det. Så jeg skal starte ret meget forfra, men jeg har jo også 3 år til det…

Tror det er ved at være tid til et par panodil. I må have det godt så længe.

Palle alene i filmverdenen

Som tidligere nævnt, er jeg blevet soloansvarlig for ATIs filmklub. Jer der kender mig vil jo vide at films og sådan ligger mit hjerte meget nært så at få lov til at (i hvert fald til at starte med) diktatorisk at få lov til at vælge hvilken film man skal se projekteret op på et kæmpe lærred og med god lyd.. tjaa.. det tror jeg nok godt lige jeg kan holde til.

Men filmklubben er jo et tiltag ATI forsøger at have hvert år for elevernes skyld og specielt de elever der bor på kollegiet. Det kan jo blive begrænset hvor meget der er at lave i en lille by som Maniitsoq og når nu vintermørket rigtig tager til, er det ret hyggeligt at sidde og se et par gode film i godt selskab. Hep, tænkte jeg jo til mit første lærerrådsmåde, det skal jeg nok stå for. Og efter en lille måned her i det grønlandske var det på tide at sætte handling bag ord og således gjort. Jeg satte plakater op på skolen om at jeg fredag ville vise Robert Rodriguez og Frank Millers Sin City. En fantastisk æstetisk og ondskabsfuld actionfyldt film noir historie baseret på en flok tegneserie skrevet af Frank Miller med stjerner som Bruce Willis, Jessica Alba, Clive Owen, Mickey Rourke, Britthany Murphy etc. Selv Quentin Tarantino har været inde over og har gæsteinstrueret et lille segment af filmen. God film, voldsom, hip, med stjerner, det må da være det de unge de vil ha, tænkte jeg.

Fredag kom og efter undervisning daffede jeg i byen for at betale regninger på postkontoret, for det er jo så pragtfuldt indrettet heroppe at posthuset lukker klokken 15.00 og kommunen klokken 14.00 og det alle dage. Hvornår dælen har det nogensinde været smart? Så det er altså kun folk der har natarbejde eller arbejdsløse der kan bruge dem eller hvad? Nogen ting heroppe giver ikke helt mening, men det er sikkert bare en af de ting jeg må vende mig til. Jeg havde aftalt med Karsten at vi skulle mødes på skolen klokken 19.30, så vi kunne sætte anlæg op, da filmen skulle vises klokken 20.00 ifølge min flotte plakat. Den sku vises i Qiterleq, det største af undervisningslokalerne på ATI.

Klokken 19.30 var jeg på skolen med min film, men havde selvfølgelig glemt min computer, jeg havde mumlet noget om at vi skulle se filmen på. Skolen har en bærbar man kan se film på, men var ikke klar over hvor god den var, så jeg spurtede hjem for at hente min egen. Ikke at der er sååååå pokkers langt, men nok til at give en man uden alt for fantastiks kondi sved på panden, stakånde og generel utilfredshed med kroppen. Men jeg nåede hjem, hentede computeren og tilbage igen på ca. 15 minutter, hvilket er meget godt gået hvis jeg selv skal sige det. Karsten havde ryttet gulvet for borde og sat lydanlægget op i mellemtiden så vi satte projekter og computer op. Vores forstander Per ankom også for at se noget tegneserie action og i fællesskab fik så sat et par sofaer ind så vi rigtig kunne hygge. Nu manglede vi bare eleverne…

Klokken blev 20.00 og det var stadig kun Karsten, Per og undertegnede, men så dukkede en af eleverne op, en af gutterne, der lige ville sige at de altså ikke havde spist endnu, så det ku altså godt ske de kom ned senere. Måske en halv time senere, hvorefter han daffede af igen. Men filmen var sat til klokken 20.00 og da vi ikke kan vente på folk, der siger de måske dukker op senere, satte vi filmen i gang. Efter et par smårettelser de første 10 minutter, lyd og billede, var det perfekt og vi kunne nu nyde Hartigan, Marv og Dwight smadre sig vej gennem Sin City i det her rimelig tomme klasselokale. Ca 30 minutter senere dukkede der så to elever op, to gutter, oo de satte sig ind for at se lidt af filmen. Og når jeg siger ’lidt’ af filmen, så mener jeg lidt. For der gik jo ikke 2 minutter efter de havde sat sig før telefonen ringede og den ene af dem absolut blev nødt til at tage den. Samtalen var kort og blev hurtig afløst af lidt sms frem og tilbage. Efter 30 minutter (hvis ikke det var efter 20) gik de to fyre igen, men før de gik ud af døren, tog den ene mig på skulderen og sagde glad ”god film”. Og så er det liiiigeeee jeg spørger mig selv, hvis det er du synes filmen er så djævelsk god, hvorfor er det så lige at du ikke bliver? Det kan da pisse mig lidt af. Nå men der kan jo være tusind grunde, fest, piger eller noget trækker, og fred være med det. Men filmen fik vi da set færdig og vi endte lige så mange som vi startede. Vi ryddede op og rykkede hver til sit.

Og nu er det så jeg lidt spørger mig selv… er det det værd? Skal man sætte himmel og jord i bevægelse for at 2 elever kan sætte sig ned i 20 minutter og sende sms’er? På den anden side så er det jo ikke tosset at have en storskærm helt for sig selv og så se en god film. Og hvis de alligevel ikke kommer, kan man jo være endnu mere diktatorisk i sit udvalg af film, men skal jo ikke nødvendigvis være ’ung med de unge’. Så kan man jo se ’Once upon a time in the west’ eller andre store lidt langsomme klassiker. Hmm.. jeg tror jeg forsøger et par gange mere for så at holde en lille status engang i november. Idéen var jo også lidt at eleverne på et eller andet tidspunkt kunne tage over, men det bliver da ikke lige med det samme.

Men husk! Film skal ses i bio.. øhh… klasselokalet?

Handyman fra helvede + grønlands dyreste lasagne

Jeg tror ikke jeg nogensinde bliver håndværker. Jeg er simpelthen ikke bygget til det. Men det er sjovt nok som man altid er overbevist om at ”nå den der ting, den kan jeg sku hurtigt samle.. no problem!” og fem minutter senere har man savet sig selv i benene, tømrerlus over alt, man har væltet den forkerte væg (selv om det var et bord man sku samle), og alt ens værktøj er enten bøjet eller gået i brand. Jep, nogenlunde sådan er det for mig. Jeg fik nemlig den smarte idé at jeg sku have sat en hylde op herhjemme. Her gjorde jeg allerede min første fejl – idéen var at jeg sku sætte den op. Dumt dumt dumt.

Det hele blev lidt sat i gang af at jeg havde det lidt rodet herhjemme, samtidig med at jeg stadig mangler at tømme et par flyttekasser. Og hvad er den bedste og sikreste måde du får ryddet op på? Det er jo som bekendt ved at invitere gæster. Så jeg inviterede Karsten og Susanne (2 af mine kolleger) til en hyggelige tag-dine-gamle-plader-med-aften hos mig og så sku jeg nok stå for maden (den kommer jeg til). Men for at få lidt mere plads til inholdet af alle de kasser mangler jeg en smule hyldeplads for at sige det pænt. Så jeg tog i onsdags hen til tømmerhandelen for at se om de havde noget. Og ganske rigtigt, de havde både hylde og de der ophængsting man fæstner til væggen og sætter hylden på… ak, hvad er det de hedder. Men jeg fik desuden nogle skruer, et lille bor til træet som jeg ku bruge med skolens boremaskine jeg allerede havde lånt, en måtte til mit vindfang og desuden en .. fåk, jeg kan ikke huske navne nu. Sådan en der måler om noget nu er lige. Mand jeg er håbløs.

Men jeg kom hjem og begyndte min store bore-løs-overalt fase, en handymand som mig jo skal igennem. Jeg fik sat skruer så mit trådløse net og mine andre internetbokse kunne komme op på væggen istedet for at at lægge på gulvet. Nu mangler jeg bare nogle kortere ledninger til dem. Derefter kom turen til skruer så jeg ku sætte nogle billeder op. Jeg vil sige de blev lige.. sådan da. Det er også unfair når et billede er så stort at det skal bruge to skruer og ikke kan nøjes med en lige i midten. Som sagt.. næsten lige. Godt nok til rock i hvert fald. men billederne kom op, nu var der kun hylden tilbage. jeg blev enig med mig selv om at væggene af gips ikke nødvendigvis kunne holde vægten af en hylde med en masse mærkelig bøger på, så jeg gik med en kenders mine efter ydervæggen, der tydeligvis var af beton. Først skulle der markeres hvor jeg skulle bore og disse blev så tjekket efter med mit nyerhvervede vaterpas (se jeg kom i tanke om det). Efter jeg havde gjort det var det ”bare” at begynde at bore. Hold nu kæft det er noget man kan få ondt i armen af og specielt i beton. Og specielt når det øverste hul jeg skal bore i begge sider (der er jo to af de der holder-tingerster) lige præcis er blevet placeret der hvor der løber en af de der store jernstænger man altså IKKE kan bore i. Røv røv røv. Og fra da af gik det lettere ned af bakke. Et sted var skruen for lang i forhold til mit hul, og jeg ku ikke få den ud, da jeg havde smadret gevindet. Et andet sted var mit hul ikke vater alligevel, så jeg måtte bore et nyt ved siden af. Og så var de skruer jeg havde fået af damen i tømmerhandelen forlange til hylden, så jeg havde nær skruet en af dem helt gennem, men gennemskuede heldigvis hurtigt hendes fejl (ik min) så jeg skiftede om til nogle andre skruer jeg havde haft med fra DK. Alt i alt så kom hylden op tro det eller ej. Det tog langt længere tid end jeg regnede med, den er kun støttet af 4 ud af 6 skruer i væggen og den ene skrue kommer aldrig, gentager aldrig, ud igen. Men ser man bort fra det, så er det nu blevet et meget pænt resultat ud af det. Mine eneste kommentar lige nu er, at jeg er glad for at jeg ikke købte to som jeg havde planer om fra starten af…

Men jeg blev i hvert fald færdig med at være handy og fik ryddet op indtil gæsterne kom, hvilket så viste sig at blive gæst. Susanne kunne ikke alligevel da det kom til stykket. Det var jo bare synd for hende, for så gik hun glip af grønlands bedste og absolut dyreste lasagne. Når det er jeg laver lasagne så er mine 2 hovedingredienser altid chili og rødvin. Der skal et enkelt chili i (uden kerner, vi er jo ikke umenneskelige) og så skal sovsen i være baseret på rødvin, der får lov til at koge alkoholen af en times tid. Men hvad er det lige der er super dyrt heroppe? Alkohol og grønsager.. og så smøger, men dem skal der ikke lige bruges nogen af i min lasagne. En ting er at jeg skal bruge grøntsager, de er tilpas dyre, men det er bare ikke er muligt at få dem i de rigtige mængder. Jeg skal bruge ét chili, ikke to, ikke tre, men ét. Og hvad kan man ikke få enkeltvis? chilier naturligvis. Jeg blev nødt til at købe en pakke med 8 styks til 32 kroner, derudover så også købe en ”billig” flaske rødvin til 75 kr (tro mig det er omkring det billigste du kan få heroppe, der bare er nogenlunde drikkelig), 250g champignon for 25kr. og en masse andre ting, der alt i alt løb op til de omkring 250 kroner. Mindst. Men det er jo ikke den slags man skal hænge sig i når man invitere gæster.. gæst. Den blev i hvert fald god og vi havde en hyggelig aften med masser vinylplader, rødvin, senere hen øl og en tur i klubben. Men det varer nok lidt før jeg lavet en lasagne igen.

Maniitsoq big city guide

Det er på tide du, kære læser, lærer lidt om byen maniitsoq, siden du åbenbart følger med i hvad det er jeg laver heroppe i det kolde nord. Men lad mig forsøge at beskrive Maniitsoq efter bedste evne.

Maniitsoq betyder den ujævne, hvilket passer meget godt siden byens huse ligger spredt lidt over fjeldene her. Der er lidt som om at man tænkte; ”næh sikke en fin lille fjord, den snupper vi”.. ”undskyld boss, men hvad med alle fjeldene?”, ”dem bygger vi bare på og så giver vi det et eller andet navn som giver det lidt lokal kolorit, så synes alle det er charmerende i stedet for irriterende”, ”mand, du er smart boss”. Og sådan blev det til at maniitsoq ligger hvor den gør. Eller noget lignende. Der er i hvert fald mange trapper rundt omkring, men de også nødvendige hvad man skal op til de huse øverst oppe. I gamle dage blev Maniitsoq kaldt Grønlands Venedig eftersom der var meget vand mellem bygningerne, kanaler, fjorde etc. men de fleste af dem er nu fyldt med sten, så der ku blive bygget bygninger som vores kære kommune kontor, hallen og så fremdeles, alt i fremskridtets navn. Så ingen Venedig mere, kun en lille sukkertop. Nårh nej, det er der heller ikke. På dansk hedder Maniitsoq Sukkertoppen, men det er faktisk lidt en fejl, eller man kan i hvert fald sige at navnet har mistet sin historiske lokalitets relevans, efter at Sukkertoppen er toppen af de bjerge man kan se hvor maniitsoq lå i ’gamle’ dage. Jep, de flyttede byen. Kan ikke lige huske hvornår, men nu er der stadig bygden, Kangaamiut, hvor den ’gamle’ maniitsoq lå.

Ifølge kommunens hjemmeside bor der i selve maniitsoq by 2.884 indbyggere, hvilket gør Maniitsoq til Grønlands fjerde største by (Nuuk nummer 1, Sissimiut nummer 2 og så er jeg ikke helt klar over nummer 3). Tager man Maniitsoq kommunens tre bygder Kangaamiut (401 indbyggere), Napasoq (98 indbyggere) og Atammik (239 indbyggere) med, så kommer vi helt op på 3.622 indbyggere alt i alt. Så kom ikke her. Arealmæssigt ligger kommunen heller ikke på den lade side. Kommunen er på 79.500 km2, hvor der til sammenligning kan fortælles at Danmarks samlede areal tæller 43.090 km2. Desværre kan man sige det lidt er falsk varebetegnelse eftersom der ”kun” er 17.000 km2 (lidt over to gange sjælland), der ikke er dækket af is.

Men på trods af den ringe størrelse (i hvert fald efter dansk standard, og nu tænker jeg indbyggermæssigt) så har Maniitsoq (næsten) alle morderne bekvemligheder; der er videoforretning, pizzaria (endnu en ting jeg mangler at få prøvet), en computerforretning/arkitektfirma, en grillbar og 2 cafeterier der også sælger grillmad, en sportsforretning, 4 brugser hvoraf to har åbent til kl 21-22, en tøjforretning, et autoværksted, en bank, fiskefabrikker, to skoler, to erhvervsskoler (det er her jeg arbejder, altså på den ene), 2 hoteller (og vist en lowbudget en også jeg ikke har set endnu), en hal med masser af muligheder for sport, et museum, en herre klub (det er den hemmelige klub jeg lover at vende tilbage til), brættet (fiskemarkedet) og endnu flere ting jeg ikke lige kan komme i tanke om på stående fod. Det væsentligste ved disse forretninger er, at ved flere af dem skal man vide hvor de ligger, ellers finder man dem aldrig. Grønlændere har nemlig en tendens til ikke at bruge tid på store butiksvinduer med fantastiske udstillinger og lækre overdimensionerede neonskilte, der fortæller at her ligger bennys videobiks altså. Nix, en forretning ligger ofte i en bygning der ligner alle de andre bygninger man kan bo i, og så er det lidt man skal vide at derinde bag døren er byens pizzaria altså. Nu har Pizzariaet faktisk været så flinke at sætte et lille håndmalet skilt op så man kan se det er her det sner. Det har byens videobiks til gengæld ikke. Og heller ikke grillbaren.. det tog mig over en uge før jeg regnede ud at det var her jeg kunne får en fransk hotdog til 15 kr.

Maniitsoq har også et par berømtheder. For det første bor her grønlands ældste kvinde. Hun hedder Charlotte Petersen, er 99 og fylder 100 år den 18. juli 2007. Derudover arbejder der på skolen en flink gut der hedder Ulrik. Han er pedel og kollegieansvarlig. Derudover er han keyboardmand i grønlands svar på Pink Floyd, bandet Naneruaq. De blev dannet i 1982 og nåede at lave to plader før de gik i opløsning. Nu er de efter 19 år samlet igen og ved at indspille deres 3. plade. Spændende.

Derudover er der jo selve fjorden, eller fjordene tror jeg måske det er nemmere at sige. Der er fjord og skærgård for alle pengene her i området, men en beskrivelse må blive en anden gang, eller måske bare en løbende ting jeg får gjort efterhånden som jeg får set den. Og så er der også Apussuit, der er grønlands bedste skisted og åbenbart så fantastisk at de kongelige har været der, samt norges landshold i langrend osv. også lige har været på studieophold. Men siden det for det første er en tre timers sejlads herfra, samt sikkert heller ikke er gratis, så må det lige vare en lille stund før jeg får besøgt stedet og derefter kan få fortalt dig kære læser om det. Men kommer tid kommer råd, for det er helt sikkert et besøg værd. Men jeg lover at vende tilbage om at dette og mere. Jeg har jo kun lige skrabet overfladen. Giv mig nu en chance.

Alt i alt er det en dejlig by på godt og ondt. Alting går en smule langsommere end derhjemme, men kan man først overkomme temposkiftet og omgivelsernes og landskabet mere barske og ofte episke karakter, så klarer man det nok.

grønlands største dræbermaskine

Noget af det første nogle af mine kolleger spurgte mig om var, om jeg gik på jagt. Og hvis jeg ikke gjorde, kom jeg til det, sagde de. Og så var det jeg tænkte... 3 år? tjaaa.. man kan jo ligeså godt hyle som de ulve man er blandt eller hvordan det ellers er det gamle ordsprog siger. Og når jeg nu ikke personligt har noget imod jagt og måske mere ser det som et spændende alternativ til at glo tv en hel weekend, end en forbrydelse mod moder natur. Men hvor er det man starter, hvis man skal blive den fødte jæger? Skal man have våbentilladelse? Jagttegn?

Her oppe kan de ikke rigtig se nødvendigheden i en våbentilladelse, så det eneste du skal gøre for at få lov til at plaffe løs, er at få dig et jagttegn. Og det indebærer blot at du skal gå ned på kommunen for at udfylde en lille blanket med navn og adresse hvorefter de sender den videre til Nuuk, der så sender dig et jagttegn og et lille administrativt gebyr på en 30 kr eller noget. Ikke ligefrem de store formalier, men det skal være i orden før du kravler i jagttøjet. Et jagttegn giver så tilladelse til de mindre dyr som fugle, harer etc. For at skyde rensdyr og moskusokser og lignende skal man først have et jagttegn og så få sig en separat tilladelse (en licitation) til den slags. Det er dog vist noget med at moskusokser kan du først få lov til at skyde, når du har boet heroppe et par år. Det plejede at være sådan med rensdyr også, men efter der nu er aaaalt for mange af dem, ødelægger det livsbetingelserne for dem i det lange løb, hvilket jo er lidt ironisk. Men jeg læste lidt tidligere at der i 2004 var 30.000 rensdyr for meget! Og det er jo immervæk noget der kan spolere status quo for racen, når det kommer til at finde mad, for gør de ikke det, dør der for mange af vinterkulden, da de ikke har fået den nødvendige mad til at overleve, eller noget. Det er lidt uklart for mig hvordan det nu er det hænger sammen, men summa summarum er at man vist kan skyde dem fra day one (hvis ellers man indhenter licitationen, selvsagt).

Så jeg har været nede på kommunen for at hente mig et jagttegn. Det er jo ikke fordi at jeg nu bestemt mig for at være grønlands største dræbermaskine, men det er bedre at få formalier i orden, i tilfælde af jeg sku gå hen og blive inviteret på jagt. Men ud over jagttegnet og tilladelserne så er der to andre meget vigtige man som jæger må erhverve sig: et gevær og en kummefryser. Et gevær er jo lidt essentielt på disse egne, eftersom dyrene her ikke ligger sig ned og dør fordi jeg peger på dem og siger bang (selv om det ville være lidt smart, men så sku man huske ikke pege sine fingre mod andre mennesker og så ku det hurtigt blive noget rod). Men det er som sagt ret vigtigt med en riffel (åh åh, er der forskel på en riffel og et gevær? dammit jeg er en novice, det må uudersøges), da rensdyr sæsonen så småt er ved at gå i gang. Men sådan en lille sag er jo dyr (fra 1.000 til 10.000 koster de man kan købe her i byen), så det må blive en gang når jeg har fået løn, hvis der stadig er penge på kontoen med dobbelt husleje og mærkelige engangsbeløb for oprettelse af det ene og det andet. Og så hvis jeg endelig får skudt noget, så er det vigtigt at have en kummefryser. Det er immervæk lidt svært at få proppet et halvt rensdyr i den lille gnalling af en frysetop, der er på mit køleskab, så investeres det skal der.

Ja, ja jeg når det nok, det hele. indtil videre må jeg jo blot vente på mit jagttegn og indtil videre kan jeg så fiske, hvis det er nogen forbarmer sig over mig og tager mig med ud. Men jeg skal også have lært at sejle den båd… jeg når det nok jeg når det nok…

ud med snøren

Hold da kæft. Er lige kommet hjem for en time siden fra en helt fantastisk dejlig aften sejltur, hvor Per (forstanderen) og undertegnede tog ud for at fange os nogle rødfisk. Det hele startede med at han hen over middag sagde at hvis vejret holdt (det var rigtig godt vejr, skal det siges) så ville han ud ved fem tiden og se om han kunne finde stedet for rødfisk, og.. ja hvis jeg havde lyst kunne jeg da bare tage med. Nu er det sådan at jeg de sidste par dage har rettet opgaver i vildskab og forberedt mig som et besat dyr (også i min såkaldte fritid) så hvis der var noget jeg trængte til, så var det en tur væk fra min computer og mit skrivebord, men undervisningen til i morgen skulle jo også forberedes. Heldigvis havde jeg kun undervisning fra kl. 8 til 12.30 så resten af dagen kløede jeg på for at forberede mig så meget som overhovedet muligt til de kommende dage, så jeg kunne tage på fisketur med god samvittighed. Og da jeg fik fri klokken 16.00 var jeg masser af forberedt på de kommende dages og måske lidt af næste uges undervisning. Jeg stormede hjem, fik lige en enkelt rugbrød i munden fik gjort mig lidt klar, skiftet tøj og så ellers ud af døren igen, eftersom vi skulle mødes på havnen klokken 17.00.

Vejret holdt. Lad os bare sige det sådan. Der var eminent godt vejr og bølgerne var forholdsvis rolige, så i havde en dejlig tur ud til det sted, hvor der efter sigende skulle være rødfisk. Det er sådan med det at fiske i fjordene heroppe, at man kan sidde forgæves i timevis, hvis ikke man lige ved præcis hvor de er. Hvis man så ved det, kan man til gengæld hive dem i land en efter en. Det var sådan et sted vi fandt til torsk sidste weekend igen, men nu var det rødfisk det galt. Han vidste at der var et inde i en fjord et lille stykke fra maniitsoq, men i stedet for at tage direkte til det gps noterede sted ville han lige prøve lykken lidt i nærheden. Og gud ske tak og lov for det. Knapt havde vi smidt snøren i vandet og ramt bunden de der 60 meter nede før at vi fik bid (jeg fik bid først.. hehe). Og ganske rigtig – det var rødfisk. Der gik ikke mange sekunder efter jeg havde fået min første ombord på båden før per havde sin første med oppe også. Vi forsøgte en gang til og igen var der bid øjeblikkeligt. per var ikke langsom til at notere stedet på sin gps som ”rødfisk 3”, da det nu var det tredje sted han havde fundet med rødfisk, og efter havd jeg forstod klart det bedste. Fiskene bed på med det samme og de var store og lækre. Faktisk havde jeg to bid på en gang, men desværre mistede jeg den ene i min iver for at hive dem ombord. En anden ting du kære læser skal vide er at hiver man en fisk op til vandoverfladen fra 50+ meter dybt vand og gør man det hurtigt nok, så får fisken dykkersyge. Dens øjne bugner udaf og dens mave kommer ud af munden på den. Det er nemlig lidt smart, for mister man en fisk (hopper den af krogen) lige før vandoverfladen så i stedet for at svømme nedaf, så flyder den lidt op til vandoverfladen, før den kommer sig og tager af sted. Så er man hurtig nok, så kan man fange en fisk igen selv om den er hoppet af krogen. Men det var jeg jo ikke. Jeg havde ikke lige teknikken på at få en åleglat fisk op af vandet med de bare næver og per var i gang med at filme min kamp mod de røde fisk fra det store dyb. Så den forsvandt. Og det skete to gange at jeg mistede en fisk. Øv. Men det gør nu ikke så meget, for der var nok af dem og jeg hev dem ind uanset i et hidsigt tempo. Det eneste vi skulle gøre var at justere vores position, efter som vi drev lidt, og så ellers smide linen i, ramme bunden, hive lidt op, trække i snoren, og havde fisken ikke bidt på efter vi havde pilket max 5 gange, var vi det forkerte sted. Så træfsikkert var det.

Til sidst begyndte solen af gå ned og vi måtte også hellere vende snuden hjemad mens vi endnu kunne se noget. Vi havde et mindre væddemål i gang, mens vi sejlede hjemad, om hvor mange fisk vi havde fanget. Mit bud var 14-15 og Per mente alligevel at vi lå på 19-20 stykker. Og det vidste sig at han fik (mest) ret. 18 super lækre store (nogen større end andre) rødfisk havde vi fanget, da vi fik talt op hjemme på kajen. Heldigvis havde Per sprættet fiskene op og fjernet indvolde ude ved det hotte fiskested, så der var ikke andet at gøre end fordele aftenens fangst. Jeg nøjedes med en 6 stykker til at starte med, da jeg lige skulle se hvor meget plads der var en min lille fryser. per ville så en gang i morgen fileterer et par af de andre til mig, og så skulle jeg sige til når og hvis jeg havde plads. Det fandt jeg så ud af, da jeg kom hjem, at det har jeg snildt plads til. Efter jeg fik hakket hovederne af mine seks fisk, fyldte de jo ikke mere end at der sagtens er plads til 6 til hvis det skulle være. Så nu er der 5 lækre fisk i min fryser og en i mit køleskab, for gæt lige hvad jeg skal have at spise i morgen aften…

flyttehelvede

Nu er jeg næsten helt færdig.. og så også kun næsten. Her taler jeg naturligvis om min sidste dages ret så omfattende indflytning i min nye lejlighed (den er i hvert fald ny for mig). Vi startede tirsdag med at flytte det hele ind og når jeg siger det hele, så taler jeg om ret store mængder af ting jeg har fået skrabet sammen de sidste mange år. Der var ca 24 flyttekasser fyldt med cd’er, dvd’er, tøj, bøger, ledninger, køkkenudstyr, dippedutter, dingenoter og andre mere eller mindre nødvendige og unødvendige himstergimster. Det er meget nemt når man pakker det hele; ”ja klart den skal jeg da have med”, man tænker bare ikke lige på at man også finde plads til det når man kommer frem i den anden ende. Derudover var der stuebord, sofamøbler, skrive bord, reoler, seng, tvbord, natbord, højtalere, anlæg, puder, lamper og naturligvis mit fjernsyn. Og sikkert nogle flere ting jeg har glemt.

Men selve indflytningen gik smertefrit, set efter grønlands standard. Flyttemændene havde dog sagt at de ville kontakte mig mandag når de var klar til at kaste mine ting ind i lejligheden (tingene ankom med skib søndag), men da de ikke havde ringet klokken 15, ringede jeg til dem. Og så var det først pludselig tirsdag… suk. Men tirsdag klokken 10 kunne de, hvilket betød at jeg lige skulle bytte en time med susanne, før jeg kunne komme og lukke op. Men de kom og i løbet af en lille halv time, var mine ting indlogeret i deres nye bo. Dejligt. Så var det bare at gå amok i åbningshelvede, og det gjorde jeg så. Første dag fik jeg pakket alle møbler ud, samlet natbord og tv bord (jeg skulle lige finde mit værktøj først i en af kasserne), samle en enkel lampe så jeg havde lidt lys og lige tømme 10 kasser med noget køkkenstads, sko etc. Onsdag kom turen til den anden lampe, reolerne, cd og dvd’erne, min nye skrivebordsstol og ellers en all round tømning af kasser. Torsdag gik jeg i elektronisk mode, hvor det at få min printer til at virke tog en hel del tid. Den gad jo naturligvis ikke virke hvis man fulgte brugsanvisningen, så efter jeg indså det (det tog et par timer) afinstallerede jeg det jeg havde installeret og startede forfra ved kuu at bruge windows. Og så virkede det. Mærkeligt når brugsanvisningen er til for at modarbejde dig… tsk. Lidt det samme problem har jeg med det trådløse net jeg har investeret i. Brugsanvisningen er så såre simpel at man jo burde tænke ”det her kan jo ikke gå galt”, men os der ved en smule bedre tænker i stedet straks ”årh pis, der står jo ikke en skid om hvad man skal gøre hvis det nu går galt”. Og så går det galt. Men jeg tager den ned i butikken om en lille times tid. Har ringet derned oo aftalt det, ikke fordi jeg tror maskinen fejler noget, men det er jo bare ikke så nemt at sætte det op som producenterne åbenbart gerne vil en til at tro.

Derudover står menuen i aften på stereoanlæg og nintendo opsætning, samt lidt spaghetti bolognese. Efter jeg prøvede en hvalbøf i går, trænger jeg til noget, der er en smule mere hjemligt… ikke at hval smagte dårligt, jeg brød mig bare ikke specielt meget om det. En lille smule sejt, en lille smule mærkelig konsistens, en lettere irriterende bismag.. jeg ved det ikke. Jeg tror faktisk det vil være glimrende, hvis det blev marieneret en dag eller to. Sådan i godt med oliven olie, løg, lidt citron måske. Så kødet blev lidt mere medgørligt.

Under alle omstændigheder går det fint heroppe. Des mere jeg underviser, des mere føler jeg en spirende sympati for alle de lærere der havde mig i gymnasiet (ja og folkeskolen for den sags skyld). Stakkels mennesker. Men derudover så regner det her og gør det på anden dagen. Torsdag væltede det ned hele dagen, men i dag er det mere moderat møgvejr. Nå ja, jeg har en fridag i dag, den såkaldte ”flyttefri”-dag man kan påkalde sig som tilflytter. Og nej mor, jeg var ikke længe oppe og står mega sent op fordi jeg ikke skulle noget. Torsdag gik jeg i seng klokken 23 og stod op klokken 7 (måske trak jeg den lidt, men ikke længere end 7.30), så jeg kunne få noget ud af dagen. Så jeg havde allerede været nede i byen og tilbage igen før klokken 11. Dejligt. Nu skal jeg derned igen, så jeg kan få fikset det trådløse net.

ses

på gyngende grund

Ak jeg er fuldstændig smadret efter en lang, hård og helt igennem fantastisk weekend. Jeg sidder nu her i postkassen og gynger lidt for meget for mig selv, efter to dage på vandet og har en hovedpine fordi jeg har fået for meget sol og ikke rigtig haft noget solcreme til hovedet. Men ser man bort fra det…

Fredag havde eleverne arrangeret en intro fest hvor lærerne også var velkomne, så der troppede jeg jo også op. Det var en dejlig fest, men jeg tror jeg skriver om den lidt senere i forbindelse med nogle andre tanker jeg har gjort mig om det at være lærer, for i denne omgang er det nemlig det der skete lørdag og søndag der er lidt vigtigt.

Lørdag var fantastisk, intet mindre. Vi skulle nogle stykker fra arbejdet af sted på en bærtur ude i skærgården (ikke at man nødvendigvis kalder den det, men fjorden minder lidt om sådan en svensk skærgård). Vi var 7 afsted; Christian og Anne Marie, Kathrine, Jim, Marianne og hendes 6 årige søn og så mig, og sejlede derfor i to både. ATI har deres lille båd med en kraftig påhængsmotor og så har Christian og anne marie en dejlig stor båd med kahyt. På ATIs båd var Marianne skipper og der tog jeg med hende og hendes søn, mens de andre hensank i luksus på ’store’. Men af sted kom vi mod Mariannes families sommerhytte. Det lå i dejlige idylliske omgivelser og var det bær vi ville have, var vi absolut kommet til det rigtige sted. Op af fjeldet var de kilovis af sortebær der bare ventede på at blive plukket. Efter vi havde gjort det et stykke tid var det gået hen og blevet lavvande hvilket betød at tangen på kysten var kommet til syne og her gemmer der sig nogen gange muslinger, mente anne marie og nej hvor fik hun ret. Fire mand høj ’plukkede’ vi muslinger ud af tang og mudder i en lille halvtime og havde hurtig 4 spandefulde og der var MANGE flere hvor de kom fra….vi ku bare ikke bære flere.

Da vandet begyndte lidt at stige igen (der er 4 timer mellem højvande og lavvande har jeg lært), pakkede vi sammen og tog ud i bådene igen. Nu sku vi ud og fiske, eller rettere pilke. Efter små 20 minutter fandt vi det perfekte sted. Nu er det jo bare sådan at jeg jo lidt er en bydreng, og sådan noget som at fiske, gå på jagt samle blåbær er omtrent lige så fremmed som smagen af gris for en overbevist muslim. Men jeg tænkte alligevel at ’nu vi var her…’ så jeg kastede mig ud i det. Jim var den der var først med biddene. Han nåede at hive to torsk i land før at vi andre kom på banen. Efter lidt begynder besvær slog jeg dog igen og hev en beauty af en torsk ind. Det var ikke den største der blev fanget den dag, men det var garanteret den bedste. i alt tror jeg at vi fik fanget en 10 torsk (mest fordi christian lige sluttede af med at fange en på hver krog, hvilket vil sige 5 styks på en gang og flere af dem store flotte fisk). Men vi tog hjem af igen lidt i syv og var godt kvæstede, men jim og undertegnede gik alligevel i gang med at koge muslinger da vi kom hjem, da det er sådan noget man vist skal gøre så hurtig som muligt. Så den aften fik vi muslinger med hvidløg i smør, lidt brød til og lidt rester jim havde af røget laks og ørred. Hvad kan jeg sige? ’Ren luksus’ tror jeg nok dækker meget godt. Og efter middagen kogte vi resten af muslingerne, og derefter frøs vi dem ned, så nu har jeg lækre muslinger til fiskesuppe mm. Om aftenen tog vi i ’klubben’ med Karsten og før vi vidste det var klokken halv tre og vi tog hjem ad.
Næste morgen tog Jim ned på brættet for at tage prøver af fisk som de kom ind om morgenen, og der mødte han Anne Marie (eller Mie som Christian kalder hende) og Christian der proklamerede at de ville af sted igen og hvis vi ville med, så havde vi en lille time inden afgang. Så vi samlede vores gear en gang til og drog af sted, denne gang med kurs mod indlandsisen helt i bunden af fjorden. Hold nu kæft det var flot. Helt fantastisk natur, fjeld på begge sider, isflager i vandet og for enden af fjorden flere tusind år gammel is, der bare lå og buldrede. Jep, indlandsis buldrer nøjagtig ligesom torden. Jeg forventede hele tiden at der skulle trække op til storm og lynene slå ned om ørerne på mig. Men sådan larmer de altså.

Men helt inde i fjorden så vi også en sæl der solbadede på et isstykke, hvilket er et noget usædvanligt syn, siden de som regel kun lige kigger op for at få luft for derefter at skynde sig at dykke ned igen. Det var en chance Christian ikke ville lade gå fra sig, så frem med riffelen og POOOOOOWWWW… mand det var højt. Han ramte dog ikke og sælen gled hurtigt ned i vandet igen. Fem minutter senere så vi en ny sæl, der åbenbart ikke mente høje brag sku afholde den fra at solbade. POOOOWWW… igen et miss, til gengæld fik jeg et knaldgodt billede af vandet der står op, da kuglen rammer vandet lige foran sælen. ’Desværre’ tog jeg det med Mies kamera, så billedet må i vente lidt med at se (hvis jeg er heldig har jeg det i morgen, så skal jeg nok lige opdatere bloggen med det). Men igen ramte vi ikke noget og havde nærmest opgivet foretaget, da vi tredje gang så endnu en sæl lige som vi var ved at sejle ud af det isfyldte område. POOOOOOWWW… og denne gang ramte christian. Først var vi i tvivl, da sælen som de andre gange dykkede ned, men da vi nærmede os isflagen hvor den havde ligget var der blodspor, så vi begyndte at spejde. Vi så den hurtigt komme til overfladen et stykke derfra, hvor den med de sidste kræfter forsøgte af komme op og få luft. vi kom hen til og forsøgte med krog at trække den op, men den vred sig fri og gik ned endnu engang. Kort efter kom den op igen et stykke væk og for at undgå en lang dødskamp, lagde christian an og gav den nådestødet (hvilket fjernede det meste af baghovedet). Vi fik den endelig fanget ind og surret fast til båden.

Derefter sejlede hjem men halvvejs gav vi os til at pilke igen, samme sted vi havde været så heldige med dagen før. Vi fik fanget et par fisk hist og her (jeg fangede endnu en torsk, hep for mig), men dagens store overraskelse kom, da Jim pludselig annoncerede at han havde noget rigtig stort på krogen. Og det kan man vist roligt sige at han havde. Da han efter megen møje og besvær fik trukket sin fangst ombord på båden, viste det sig at være en 9 kilos motherfucker af an torsk. DEN VAR KÆMPE! jeg siger dig, det var sådan en torsk de andre torsk brugte til at skræmme de små torsk med; ”hvis ikke du spiser dine plankton kommer gamle Killer efter dig og sluger dig i en mundfuld!” (faktisk havde han en torsk i maven da vi sprættede ham op på størrelse med den jeg havde fanget). Jeg har aldrig set noget lignende.

Efter en fantastisk dag på vandet tog vi hjem igen og trætte som vi var orkede ingen af skulle til at sprætte sæl op nu. Christian mente dog at grønlænderne bandt en sæl til båden og lod den blive i vandet natten over, hvis de ikke havde tid til ordne den med det samme. Det skulle vi komme til at lære, at det gjorde de så ikke. For næste dag, da jeg kom på arbejde aftalte mie med Kathrine at hun skulle gå ned til båden og hente sælen for derefter at flænse den og der så hun så at vi jo ikke havde sprættet den op, som man åbenbart skal gøre, hvis det er man lader den blive i vand. Hvis ikke man gør det svulmer den op og kødet er ødelagt, for ikke at sige skindet hvis heller ikke er så godt længere. Faktisk er det sådan at spiser man kødet alligevel bliver man syg og mister håret (og så er det ikke engang løgn). Det er det man mener der skete med borgmesteren, der åbenbart mistede alt håret over en nat. Stakkels mand. Men det var ærgerligt for så var det jo alt i alt lidt spild af sæl og stakkels den at blive offer for dumme danskere, der ikke helt ved hvad de har med at gøre. Den fejl kommer vi ikke til at begå en gang til.

På trods af spildt sæl (det har jeg det trods alt lidt dårligt med), gyngende ben der ikke helt kan finde ud af de er kommet på land og et solstegt snudeskaft, så var det alt i alt en helt igennem fantastisk weekend. Absolut fantastisk.

p.s. endnu engang undskylder jeg på internettets vegne at jeg ikke har kunne brilliere med billeder i denne blog, men den her *beeeep* *beeeep* hjemmeside har pludselige enormt svært ved at uploade billeder, selv om den sagtens kunne for en uge side. Sådan noget *beeeeep*. I kan dog få en hurtig teaser her http://img178.imageshack.us/img178/2120/grnland275fq8.jpg
fortvivlede knus herfra.

lidt om sælkød, middag, diktat og livet

Så er det gået et par dage mere og jeg er stadig i live og ved godt mod. Jeg er ellers ved at blive klogere på hvad det vil sige at være lærer på ati med alt hvad det indebærer af undervisningsmetoder, møder, og det med at sige for meget (jeg er et par dyrekøbte erfaringer rigere på den konto men det vender jeg tilbage til).

I dag har jeg smagt tørret sæl. Kim (en af lærerne) havde noget med, og det mente han at jeg skulle smage. Det vil sige han viste mig noget tørret sort snusk jeg ikke kunne se hoved og hale på og sagde at det skulle jeg smage. Og det gjorde jeg så. Ikke at jeg er en sippe, men det smagte faktisk ikke overraskende godt. Den bedste måde at beskrive det på er vel noget meget røget kød der smager lidt af lever. Nu er jeg jo hverken fan af røget kød (jo måske fisk bare ikke ål) og da slet ikke af lever, men jeg smagte på det og spiste hele min bid uden at blinke, hvilket er lidt af en personlig sejr. Men til alle jer der undrer jer, så er der ikke lever i tørret sæl (den får bare den smag når den ikke bliver tørret fuldtændig i bund) og nej den er heller ikke røget, men jeg synes bare der var en lettere røget et eller andet over det. Under alle omstændigheder ikke nødvendigvis noget jeg vil gentage. Nu kan jeg i det mindste udtale mig om det, siden jeg jo faktisk har smagt det.

Derudover var jeg til en super hyggelig middag i går hos Anne Marie og Christian. De er et ældre ægtepar der begge er lærere på skolen og de havde dejlige som de er inviteret Jim (min skotske havbiolog og roomate her i postkassen), karsten (en anden flink lærer på stedet) og undertegnede til middag. Og hvilken middag. Det skal dog lige siges at før vi ankom gjorde jim og jeg er skrækkelig opdagelse. Som de gode og velopdragne gæster vi er ville vi jo gerne have en flaske rødvin med til vore værter, men selv om butikken faktisk er åben, må de ikke sælge alkohol efter klokken 18, og det overholder de faktisk. Bugger. Så vi måtte købe noget chokolade istedet, og undskylde mange gange da vi ankom. Så ved vi i hvert fald det til en anden gang. Men tilbage til middagen. Vi startede med røget laks med lidt salat og noget... muuuuums siger jeg bare. Til hovedret fik vi lammekølle med kartofler og alskens tilbehør... mere mums. Det lam var så mørt at ja.. jeg mangler ord, men tro mig det var godt. Anne Marie fortalte også at hun havde været hjemme i frokostfritimen for at sætte den i ovnen, hvilket betyder at den har fået noget nær 7-8 timer i ovnen. Ak hvor var det godt. Men for ikke kun at dvæle ved maden, så fejlede selskabet heller ikke noget. Der blev diskuteret om løst og fast om alt mellem himmel og jord, men ret så meget om fisk, dyr, fauna og den slags. Det er vel hvad man kan forvente når man har en havbiolog til bords :) Det var i hvert fald en brandhyggelig aften der endte med en rigtig godt røget whiskey kaldet Laphroaig fra Skotland.. serveret med lidt vand (det SKAL den, trust me) og så chokolade... skønt.

Men jeg har i hvert fald lige overlevet min tredje undervisningsdag og denne gang en ordentlig en af slagsen. Jeg havde 3 timer (hvilket jo er 3 x 1time og 30 reel undervisningstid), hvor jeg blandt andet fandt ud af at en diktat godt kan have sine fordele. Egentlig havde jeg den mest for at give dem et ordforråd til min næsteopgave hvor de skal lave en turist folder om maniitsoq på engelsk. Det vil give dem en mulighed for at lære lidt om byen, da en hel del af eleverne jo faktisk ikke kommer herfra. Mand, jeg er udspekuleret. Min næste store plan er at pudse Jim på dem hvor han agere lidt dum (daft) og intetanende turist der spørger om alt mellem himmel og jord i henhold til maniitsoq, mest for at se om det ikke kan få dem til at tænke lidt mere over hvad der kunne være relevant for en turist (og så også lidt fordi jeg kan.. hehe). Jeg glæder mig allerede til at pudse den gale skotte på dem og han er heldigvis helt med på den.

Nå ja, jeg har været til lærerrådsmøde i dag. Det er et møde der den første torsdag i måneden og det tog intet mindre end 3 timer. Og det var vist godt klaret for en af de møder. Kan næsten ikke vente til første torsdag i næste måned... nej det var ikke så galt. Og så har jeg lært en hård lektie. Du skal virkelig passe på hvad du siger. Ikke at jeg har jokket io spinaten og gjort folk sure, tværtom. Men man skal bare ikke begynde at sige at man kan et eller andet, som foreksempel da jeg begyndte at give pia på kontoret et mindre lynkursus i billedbehandling på computeren og forklare hvorfor det billedet på computer og det på papir ikke altid gør som man tror, og vupti, så er jeg mere eller mindre shanghaiet til at holde et kursus for resten af lærerne om det... Jepper man skal vare sin mund, men på den anden side set så er det jo multimedie jeg er uddannet indenfor, så det burde ikke være en umulig opgave. men det blev stadfæstet til mødet og så kom jeg (igen uvidende som jeg er) til at nævne ati's tilbagevendende filmklubben (havde høre lidt om den fra andre lærere) og vupti, nu er jeg den stolte formand eller sikkert eneste torvholder i ATI filmklub.. ja, jeg kunne jo have trukket et kortere strå en end filmklub, nu er jeg bare mere bange for at jeg kommer til at bruge for meget tid på den :) Den bliver i hvert fald god at have i de mørke vintermåneder.

Ellers har jeg det fint, men jeg må sige at jeg med sorg måtte læse at vi har mistet nogle gode mennesker denne her uge. Først Steve Irwin mr. crododile hunter himself der blev dræbt af en pilrokke under en film optagelse og nu onsdag mr. news Steen Bostrup. Det er jo den ene gæve kæmpe efter den anden, og så endda før deres tid. Ærgeligt.

Men det er jo den vej livet går en gang imellem.

knus herfra

Snydt... men gode nyheder

Nå, det skal man åbenbart vende sig til her i Grønland. Når noget er aftalt og man har fået beskeden så er der alligevel overhovedet ikke sikkert at tingene forholder sig som man troede de gjorde. Suk. Så derfor… mine ting er IKKE ankommet til byen med skibet i søndags, så jeg skal IKKE flytte hele dagen i dag og i morgen. Til gengæld kommer de så på søndag (den sku så være god nok, men man kan jo aldrig vide), så jeg må bo en uge mere i postkassen.

Til gengæld har jeg gode nyheder til alle der bare havde en snært af en idé om at besøge mig på grønland men straks gav op, da jeg sagde 10-12.000 for en retur. Jeg var lige inde og tjekke air greenlands hjemmeside (www.airgreenland.gl) og en for sjov skyld tastede jeg en rejse ind for marts næste år fra kbh til maniitsoq med 14 dage mellem oprejse og hjemrejse. Det løb op i alt til 6.500 kroner. Så det er åbenbart ikke helt forfærdeligt, men man skal nok være lidt i god tid eller noget. Håber i hvert fald at det får et par af jer til at spare sammen.

hr. Blomme kommer til byen

Så er det sket. Jeg er nu officielt blevet en lærer. I dag har jeg haft mine første to undervisningstimer (en undervisningstime varer 1 timer og 40 minutter), fået min ilddåb og har desperat forsøgt at lære nogle hormonfyldte unge grønlændere det engelske sprog. Det er naturligvis ikke noget man lige lærer på 2 timer, men jeg kom da nogenlunde fra start.

Min første time var klasse ATX B (der er A, B og C) klokken 10.00. Jeg havde forberedt mig ved at dele de halvanden time op i to ”almindelige” timer af 45 minutter med en pause på 10 minutter i mellem, hvilket de lærer også gør. Så hvis jeg fjernede den vil jeg nok blive korsfæstet. Første time skulle så gå med at snakke lidt om det engelske sprog og hvordan de bruger det hver dag uden nødvendigvis at være klar over det gennem musik, film, spil, internettet etc. Og hvis de havde spørgsmål til mig og hvem jeg nu var kunne vi også lige tage det. Til sidst i første time sku vi hører Johnny Cash’s Folsom Prison Blues og gennemgå teksten til den (lade dem oversætte den og snakke lidt om den)… Anden time sku så gå med gruppe arbejde over en tekst om det engelske sprog med dertil hørende opgaver. Alt i alt rimeligt godt planlagt hvis jeg selv må sige det.

Fuld af tiltro til at jeg da havde fat i den lange ende, trådte jeg ind til min første time, med gloriefyldte drømme om at få platten for Årets Lærer i Grønland anno 2006 efter første time, men sådan sku det ikke lige gå. For der var lige en ting jeg ikke havde taget med i mine kalkulationer… nemlig at elverne ikke siger et ord overhovedet, hvis de kan blive fri. Så der røg lige halvdelen af den første undervisningstime, eftersom den jo var baseret på diskussion og ikke rigtig monolog. I stedet for at være færdig med johnny cash efter 45 minutter var jeg løbet tør for materiale allerede efter 27 minutter. Som en panikløsning indførte jeg pause efter de 30, hvilket kom lidt bag på eleverne, men under påskud af et vi lige efter pausen skulle i gang med en ekstra lang omgang gruppearbejde jokkede jeg lettere panikslagen ned til mit kontor. Jeg fik en hurtig snak med Pia, min souschef, der fortalte mig et tricks of the trade var at trække tiden ud ved bogudlevering, og da jeg lige skulle have afleveret 36 styks ordbøger til klassen gik den første stykke tid (5-10 minutter) efter pausen med det. Nu var vi næsten tilbage på tidsplanen, så jeg var mere rolig og satte dem i grupper. Det så ud som om det passede dem bedre, og de nåede at blive færdig med opgaverne så vi lige ku nå at gennemgå dem inden min første undervisningstime udrandt.

Efter de timer inklusiv feberredninger og tidsudtræk, var der ikke meget der ku slå mig ud af kurs. Da anden undervisningstime gik i gang, denne gang med ATX C, var jeg forberedt og fik faktisk tiden til at passe selv på første time. Alt i alt gik dagen måske lidt værre end jeg havde håbet, men bedre end man ku forvente. Går faktisk lidt og glæder mig til at undervise ATX A i morgen, da det jo naturligvis ikke kan gå galt (right…) og årest platte igen er min.

Men en anden ting er at efter min undervisning i morgen skal jeg til at flytte. Jeg fik nøglerne i dag og var lige en lille smuttur henne for at se lejligheden (uden kamera desværre) og den er faktisk rigtig fin. Den er på 50,9 m2 fordelt på toilet, gang, soveværelse og køkken der går ud i stuen. Og så så den velholdt ud, hvilket man ikke lige kunne sige om opgangen udenfor. Den så da herrens ud, men lejligheden fejler ikke noget. Internet har jeg også fået bestilt, så i løbet af denne her eller næste uge sku jeg være faldet helt til ro i min nye dejlige lejlighed. Og så kan i jo bare kigge forbi :)

Morten Korch go home

Jeg bor i Postkassen. Det er i hvert fald hvad den kaldes af lærerne, men det er nu mest fordi den er rød. Ikke helt postkasserød men ret rød uanset. Det er en bygning der hører under ATI og har et par lejligheder, der er ved at blive lavet om til grupperum for de studerende. Og her har jeg så en seng, sofaer, køkken, internet indtil min egen lejlighed bliver klar.

Apropos min egen lejlighed så var det jo meningen jeg først skulle have den fra og med den 15. september, hvilket også var en af grundene til at jeg først fik flyttet alle mine ting den 21. august, da det ca. tager 4 uger før de her oppe i det høje nord. Men noget af det første jeg fik af vide da jeg endelig ankom var at min lejlighed mere eller mindre var klar til indflytning, hvilket jo lidt sux når jeg nu ikke har mine ting at flytte ind. En hel tom lejlighed er ikke verdens fedeste, men så var det at vi lige tjekkede hvornår mine ting ville ankomme i det hele taget og det viser sig at de ankommer i morgen… jeg har åbenbart været ret heldig med at sende mine ting af sted og ramt en afgang med det samme, for skibet tager åbenbart kuu 12 dage om at sejle fra aalborg (eller hvor den ellers lige tog af sted fra) til maniitsoq. Det tager nok lige et par dage før at de finder frem til mine ting og sårn, men det gør ikke så meget da jeg alligevel ikke får nøglen til lejligheden før mandag. Og så holder jeg (flytte)fri onsdag så jeg kan finde lidt til rette i min nye lejlighed, som jeg også glæder mig lidt til at se.

Udover det så havde jeg en dejlig første dag i maniitsoq i går. Jeg blev hentet i lufthavnen af forstander Per og vi tog en lille rundtur rundt i byen for til sidst at ende ved ATI skolen. Her mødte jeg resten af lærerne, fik mit eget kontorbord med fancy computer, reolplads og plads i køleskabet til lidt frokost der spises ca. 12.30. Jeg blev introduceret til fotokopimaskinen, det pædagogiske værksted (minidepotet), biblioteket hvor lærerbøgerne står (fik en kæmpe bunke med mig), lærerværelset og alle de andre steder på skolen. Men skolen har så vidt jeg er foreløbig orienteret indtil videre tre afdelinger i byen; der er selve skolen, så er der postkassen med grupperum og til sidst skolefabrikken der ligger på havnen hvor de kan skære og hvad de ellers gør i fisk og andre dyr. Derudover er der kollegiet, hvor alle eleverne bor og så har skolen desuden en jolle jeg ikke lige har fået prøvet endnu, men det kommer nok snart.

Resten af dagen gik med at sætte mig lidt ind i computersystemet, hvor alting var, hvem alle var, få en fredags fyraftens øl med lærerne, blive introduceret for den hemmelige klub (den vender jeg snart tilbage til i en mere fydlestgørende blog), og til sidst havde jeg en usandsynlig dejlig 3 retter middag med forstander Per og souschef Pia på byens hotel. Fik laks til forret, det møreste lam til hovedret og belgisk vaffel til dessert. Jeg var meget træt og meget mæt da jeg endelig kastede mig i seng klokken 22.30.

Men jeg må nu sige at det nu er lidt mærkeligt at være den nye lærer i det lille samfund. Før min første dag var omme havde jeg blevet tiltalt René 2 gange af folk jeg ellers aldrig havde mødt før, den ene vores pedel og den anden af en elev. De vidste hvem jeg var, hvilket er lidt mærkeligt, når jeg ikke kender en sjæl. Men jeg er jo ventet og siden det jo er et lille samfund bliver meeeegeeeet svært (læs: umuligt) at være anonym. Jeg føler mig lidt som i en gammel morten korch film…
- ”Halløj unge mand, nå så De er den nye Lærer, hr. Toft”
- ”Jamen det er dog rigtigt. Hvordan kunne De dog vide det min gode mand?”
- ”De er jo det eneste nye ansigt på disse kanter i ualmindelige tider, unge mand.”
- ”Åh, det er også rigtigt, hahaha, der kan dog man bare se. Der var Jeg da vist en fjollerik”

Det kræver lidt tilvænning men det skal nok gå alt sammen…

Til sidst vil jeg lige sige undskyld fordi der ikke er noget billede med dagens blog, men det ville ikke lige virke i dag. Men det er ikke første gang jeg har haft problemer men denher hjemmeside, når jeg skal oplade. Det må blive en anden gang. Jeg havde ellers et rigtig godt billede af det meste af byen taget fra et af de omkringliggende fjelde jeg lige havde en kravletur (sku også lige lige op af en hulens masse trapper først) op på.

kram herfra.

Lige ved og næsten

12.15
Så er jeg ankommet til Kangerlussuaq og alt i alt så ligner det sig selv, hvilket vil sige sådan som jeg kan huske det var for 23 år siden, da jeg forlod grønland i 1987. Det vil sige på nær lige en tacky souvenir shop, der blandt andet sælger lyserøde bøllehatte til moderigtige teenage tøser uden smag eller noget. Det gamle skilt med flytiderne til hele verden står her stadig og tiden til nordpolen kan hermed bekræftes at den er 3 timer og 15 minutter.

Ellers gik turen herop uden de store problemer og så fik jeg jo den store ære at sidde i samme fly med nephew (uuhhhh…) der (fandt jeg ud af) skal til Nuuk og spille koncert i Hallen i morgen. Det var faktisk deres skyld vi blev lidt forsinkede, da flyet bestemte sig for at vente på dem før de tog af sted. Det er vel også ok køerne til checkin taget i betragtning. Jeg kom 2 timer i forvejen og jeg nåede det kun lige. Så jaja, jeg vælger at pålægge mig mit buddhistiske sindelag og sige nåja, stjerner og sårn.

Lige nu sidder jeg blot og venter på at klokken skal pasere 12.40 (grønlandsk tid altså) så check in til mit fly starter. Og så er next stop Maniitsoq. bliver spændende at se hvem det er der tager imod mig i lufthavnen og om jeg nu kan holde mig vågen til længere end klokken 20.00 (24.00 dansk tid), da mor, far og undertegnede var en anelse tidligt oppe i morges og jeg så oveni kom ret sent i seng (der er altid lige en sidste ting der skal ordnes). Men jeg må jo vente.

17.23
dum dum dum… jeg har stiftet mit første bekendtskab med grønlands omskiftelige og til tider barske natur. For jeg er havnet i Nuuk (Godthåb). Nu vil den kvikke læser jo nok lige vågne op af stolen og sige noget lignende ”hey tog idioten det forkerte fly eller hvad? sku han ikke til manihoksak eller sårn noget?”. Og jo jeg sku gerne være endt i Maniitsoq efter planen, men flyet jeg skulle med fra kangerlussuaq skulle videre til Nuuk efter pitstoppet i maniitsoq. Og her er det så det går galt. For flyet kan ikke lande i manitsoq pga af pludselig dårligt vejr (tåge åge eller noget). Så i stedet for at kværne rundt i luften for at vente på godt vejr, vurderede pilot og dem sådan en nu snakker med at der ikke helt var benzin til det, da det åbenbart godt kan tage lang tid, så de fløj i stedet videre til Nuuk. Og her er jeg så nu. Og jeg kan først komme videre i morgen tidlig, men er til gengæld blevet stationeret på byens fashionable Hotel Hans Egede, med gratis aftensmad (det ku lige passe andet…).

Egentlig er det ikke så tosset endda, da jeg allerede nu har været rundt en god tur i hele Nuuk og Nussuaq, blandt andet for at mit gamle hus (midten af et rækkehus) på manngua 1B, set min gamle skole, masser af byen jeg helt havde glemt, en gammel forboldbane, optikeren hvor jeg fik mine første par briller, grønlandsbanken der nu ligger på den forkerte side af torvet, biblioteket, kirken hvor min storebrog blev konfimeret og alle mulige andre steder. Ikke at jeg har været så langt, men næsten hvorend jeg går er der minder tilknyttet. Det hele ligner sig selv ufattelig meget, og så alligevel overhovedet ikke. Noget er mere slidt andet helt nyt. Det er lidt mærkeligt at lige få en hurtig tour de force i barndomsminder sådan smidt ind fra siden, men jeg har taget nogle billeder, så kan jeg lige sidde og fundere lidt over dem bagefter. Jeg tror jeg har nået lidt overload i sanseindtryk og har faktisk bestemt mig for at holde en aften for mig selv på hotelværelset, med lidt dvd, cola og chips, hvilket bringer mig til MIT FØRSTE STORE KULTURCHOK OK OK OK (ekko ekko).

I gætter aldrig hvad det er.. i Grønland kan man IKKE FÅ COLA PÅ HALVANDEN LITER FLASKER!!!!! nix, nada, does not compute, kan ikke lade sig gøre. Man kan kun få coca cola på enten 25cl eller 0.5l. Så er det lige jeg spørger hvor det logiske i det er… nå ja, men jeg blev jo bare nødt til at købe 3 af slagsen i stedet, men det bliver sikkert en glimrende måde at skære ned på sit cola forbrug på, for det ser så voldsomt ud, når man lige går på rov i colaboksen.

Under alle omstændigheder så gør jeg et nyt forsøg på at komme til maniitsoq i morgen. Ønsk mig held og lykke.

dagen før dagen...

Ak så er det blevet dagen før dagen eller rettere natten før dagen, da klokken er ved at være 24 (24 minutter i) styks, og da jeg ved hvor lang tid det normalt tager mig at skrive det her, skal den nok nå at passere 24... tsk.

Det har været en underlig uge den her. ja faktisk har de sidste par uger været mærkelige. De har været underligt mærket af det hele er sådan lidt definitivt slut. Det hele er sådan lidt "for sidste gang" også selv om jeg allerede er tilbage i DK på juleferie om en 4 måneders tid.

Men alt har været en sidste gang, hvilket jo selvfølgelig er helt forkert. Men man kan ikke llde være med at tænke at det potentielt kan have været en sidste tur på boulevarden i 9000 beton, en sidste kylling bacon sandwich hos Tage, en sidste tur på stud med lidt hygge after hours som man kun kan som aktivist, en sidste togtur til kbh, en sidste tur til sorgenfri for at besøge signe, kasper og min lille prinsesse martha, en sidste tur i zoo med camilla, en sidste tur på hvide lam for at høre old school (og her mener jeg OLD school) jazz med shurjeel og ruddi, en sidste tur i fantask med k.k. og til sidst en sidste gang hvor mor laver hendes pantenterede (det burde den i hvert fald være) kylling med pomfritter og hygge aften med mine forældre.

Det er bare sådan et elementært stort skift i min tilværelse jeg skal til her i morgen tidlig, så det er selvfølgelig noget der har lagt mig en del på sinde, og jeg vil allerede nu undskylde til alle dem jeg ikke nåede at sige farvel til (eller på gensyn som det burde hedde sig), og alle dem jeg sagde farvel til som hvor jeg ikke tog mig den tid jeg burde. Undskyld.

Nå så er det ligesom ude af verden. Nu er det så jeg skal ligge søvnløs hele natten og tænke over hvad dælen det er der er i vente for mig deroppe... gisp. Jeg ved jeg skal undervise 3 klasser i engelsk på c niveau, men hvor gode eller dårlige de kan sproget aner jeg intet om. mit største problem bliver sikkert ikke engang at undervise dem (hvilket kan blive svært nok, da jeg er ret grøn på feltet) men nok at lære alle deres navne. En ting er at jeg i forvejen dårlig til navne, men en anden er når man sikkert den første lange tid knap nok kan udtale navnene. Åh gud hvor kommer de til at grine af mine desperate forsøg på at hakke mig igennem navn efter navn. Det kan være jeg bare skal kalde dem ved deres efternavn, det har i det mindste en god sandsynlighed for at være jensen, lübert eller andersen eller noget tilsvarende overkommeligt.

Gad vide om jeg overhovedet kan falde i søvn i nat. Jeg ligger sikkert bare og stirrer ud i luften med sommerfugle i maven og tænker lidt over skæbnens evindelige puds den spiller tilstedeværelsen. Hvem dælen sku tro jeg sku ende på grønland som engelsk lærer?

Men nu jeg er ved emnet, så kan jeg jo lige så godt fortælle hvorfor det i det hele taget er at jeg tager derop. Det er der jo nok et par stykker der undrer sig over (mig selv inkluderet en gang i blandt), men der er faktisk flere årsager. Den første er ret åbenlys. Jobbet. Efter at have været arbejdsløs i et år, er der faktisk nogen der gider at ansætte mig og ikke bare tage mig ind til samtale for der efter at sige "dur ikke, næste", hvilket jo må siges at være et bonus. Dernæst er der Grønland. Som de fleste allerede ved så boede jeg som barn 4 år på Grønland og jeg har de sidste mange år svoret at jeg gerne ville tilbage og opleve landet med voksne øjne. Og det må man sige at jeg får rigelig lejlighed til. En tredje grund er for udnervisningserfaringen der ligger i et treårigt undervisningsjob. Det er jo noget jeg altid kan bruge hvad end mit job bliver en gang senere hen. En sidste ting er at jeg også tager til Grønland for at komme alle de dårlige vaner jeg har fået de sidste par år til livs. Efter et år som arbejdsløs har man fundet lidt for godt til rette foran computeren og rører sig ikke halvt så meget som man burde og ens kost er lidt dikteret af en understøttelse der kunne være brugt bedre. Jeg glæder mig til at tage til grønland og tage del i hverdagen deroppe, om det være sig byens fodbold hold (jo, jeg har fodboldstøvler), fjeldvandring, fiskeri, skiture både langrend og slalom, sejle langs kysten, gå til taekwondo (det er MEGET stort på grønland, go figure) eller om det bare er at hænge ud på Brættet (det lokale fiskemarked) en lørdag formiddag. Jeg glæder mig med andre ord til at geare lidt ned. jeg tror eller håber i hvert fald at roen falder lidt over mig og jeg nyder naturen og omgivelserne og det lille bysamfund (3.500 indbyggere). Ak, det lyder som om jeg skal i tempel og blive buddist munk eller noget. Sådan er det jo heller ikke ment. under alle omstændigheder tror jeg i hvert fald at det bliver sundt for mig.

Om ca en 12 timer sidder jeg i Kangerlussuaq aka Sønder Strømfjord og venter på mit fly/helikopter (er ikke helt klar over hvad det bliver), der skal transportere mig til Maniitsoq.

Nå, nu har jeg vist rantet længe nok. Klokken er forlængst paseret de 24 som forventet og jeg er lidt halv træt. I må alle have det godt herhjemme og pas nu på jer selv og hinanden.