top 5 i dårlig samvittighed

Hmmm. Ja jeg undskylder for den manglende opdatering på siden her siden onsdag. Det er ikke fordi jeg ikke gerne vil skrive en hel masse hver eneste dag, men for at sige det pænt, så er der ikke sket det helt store siden sidst. Faktisk er der ikke sket en skid. Ud over det sædvanlige naturligvis. For hverdagen går sin vante gang heroppe. Jeg har undervisning og prøver derudover at nå alle de ting, jeg ellers har lovet folk at jeg skal nå. Hvilket nok er min største grund til dårlig samvittighed.

Jeg er sådan indrettet at jeg som regel aldrig får dårlig samvittighed over noget jeg allerede har gjort. Det er livet for kort til. Gør jeg noget forkert siger jeg undskyld og kommer videre. Fnidder fnadder og prøve at snige sig uden om og ikke vil se sine egne fejl i øjnene… det holder ikke. Undskyld og videre. Hvis så jeg ikke siger undskyld kan det være fordi jeg egentlig ikke syntes jeg har gjort noget forkert. Næh, jeg får altid utrolig dårlig samvittighed over de ting jeg ikke får gjort. Top 5 over ting der giver mig dårlig samvittighed lyder som følger:

1. For et et halvt år siden skulle jeg lave noget photoshop for Claus’ kæreste Karungiy. Et større projekt jeg blev næsten færdig med, men gik så i stå. Jeg er stadig ikke blevet færdig. Den falske ven.
2. Jeg skal skrive et rollespilsscenarie til Fastaval 07 og er som sædvanlig håbløs bagefter. Jeg burde skrive det og ikke blog lige nu.
3. Rengøring. Der skal støvsuges en lille smule mere end der bliver gjort lige pt. Og så skal der altså ryddes op mine papirer der ligger og flyder overalt. Frustrerende at være et rodehoved, men der er ikke lige nogen der gør det for mig. Og så skal jeg vaske tøj lidt oftere. Jeg har sort bælte i store vasketøjsdynger.
4. Alle mine små ting jeg gerne vil have gjort men ikke finder tid til. Gå i motionscenter, øve mig på musikinstrumenter, skrive breve til alle dem jeg kender (det er jo ikke fordi jeg har glemt jer), sætter mig nok ind i min support rolle på e-forum (min undervisning har fået større prioritering), ringe mere til venner men glemmer så tidsforskellen og opgiver da klokken er 22-23 stykker derhjemme etc.
5. Betale regninger til tiden. Jeg ved det, der er noget der hedder betalingsservice, men det er bare aldrig blevet implementeret i min hjerne. Suk.

Ja, der er nok at hænge med næbbet over, hvis man endelig vil til det. Men så kan man jo også se på alt det jeg når heroppe.

• Jeg underviser 65 elever i engelsk
• Jeg står for filmklub (jeg viser Ice Age 1+2 på fredag)
• Jeg er den nye go-to-guy når det gælder ny software eller hardware (skal holde foredrag om vores nye smartboard på torsdag)
• Jeg tager pædagogikum
• Jeg får spillet spil med nye venner (settlers sæsonen raser i øjeblikket)
• Jeg er supporter på eforum (men kunne dog godt bruge lidt ekstra tid, men det kommer når jeg får mere overblik over min undervisning, hvilket jeg så småt er ved)
• Jeg plejer mit fantastisk dejlig forhold med min kæreste ved at bruge meget tid på at snakke med hende over skype, da hun jo bor (endnu) i DK.
• Jeg spiller World of Warcraft, dog en hel del mindre en for 6 måneder siden, men sådan er det jo at have et liv… (det var noget andet da jeg var arbejdsløs, kan jeg godt fortælle jer).
• Jeg får skrevet blog indtil flere gange om ugen, hvor alle I (hvem så end i er) kan følge med i min helt almindelig (og lidt kold eksotiske) hverdag.

Når man begynder at veje det op på den måde, så ser det jo ikke så slemt ud endda. Jeg når noget. Jeg har et godt arbejde, en dejlig kæreste, nogle gode kolleger og venner, jeg lærer noget. Så må den dårlige samvittighed vente lidt med at stå i fuld flor til senere. Men en ting er jeg da lige kommet i tanke om mens jeg sidder her. Klokken er ikke mere en 17.15 her og det er ikke pokkers lang tid siden jeg kom hjem. Men hvad glemmer jeg på skolen? Mit vasketøj. Jo, famne jo. Så nu skal jeg have termostøvler på, stor vinterfrakke hue og handsker og op til skolen igen fordi jeg ville få udryddet en af de ting på min dårlig samvittigheds liste. Suk. Hvad kan man lære af det? ”Vask mindre portioner - Glem oftere”? ”Genbrugt tøj er godt tøj?” I dont know.. måske skal jeg bare komme ud af døren inden mit tøj blive lidt træls at have med at gøre.

... og Grønland har vundet VM i håndbold!!!

Ja grønland har vundet i VM i håndbold. At dømme efter mine elevers reaktion skulle man tro at de havde vundet selve verdensmesterskabet, men det er nu en gang dejligt at se så stor entusiasme over bare en enkelt sejr. Deres første skal det så siges, så meget desto bedre. Til de uinviede kan det fortælles at Grønland i dag vandt over Australien 34-25 og lad mig lige citere: "Kampens store spiller blev igen Angutimmarik Kreutzmann fra Maniitsoq. Han scorede 15 mål, og blev valgt til kampens bedste spiller. Det er anden gang under VM, at han får den hæder." Her skal det naturligvis bemærket at spilleren kommer fra Maniitsoq. Mine elever kender ham og han er vist lidt en helt nu.

Men Grønlands deltagelse i VM i håndbold er ikke uproblematisk for os som lærere eller skolen generelt. Siden vi er 4 timer bagud, bliver kampene spillet på de mest usandsynlige tidspunkter (grønlands tid altså) hvilket gør at eleverne, der naturligvis gerne vil se kampene, nu de for første gang nogensinde er oppe at lege med de store drenge, konstant kommer rendende og hører om de ikke kan droppe undervisningen der og der, starte senere og så videre og så videre. Nu er reglerne jo sådan at man ikke bare kan give eleverne fri fordi der er håndbold i fjerneren (desværre) så indtil videre har jeg flyttet en time fra mandag til tirsdag og så startet i dag 20 minutter senere og så kørt resten af tiden uden frikvarter. Man kan jo ligeså godt forsøge at føje dem, for alternativet er at de ikke kommer til timen overhovedet. Det er jo i princippet ikke mit problem, jeg kan jo bare notere dem som fraværende, men det er nu sjovere, når alle er enige om at være der. Derudover får man jo også en lille stjerne hos dem, når man ikke bare er en røv med øre og holder på sit. Men sådan er der jo så meget.

Derudover er vores lille elæringsprojekt vi havde fire skoler imellem (Nuuk, Maniitsoq, Sisimiut og Rønne) blevet en større nyhed her i det grønlandske (og det bornholmske ikke at fornægte). Vi udsendte en pressemeddelelse her i fredags om hvad der havde gået for sig i november og december til et par lokalradioer, lokalaviser og et par andre steder og pludselig er sker der ting og sager. Det startede med at http://www.netavisen.gl/ bragte en lille artikel (så lille jeg næsten vil kalde det en notits) om søndagen, derefter fik vi et og et halvt minut på grønlandsk tv i et program kaldet Qanooroq mandag med genudsendelse tirsdag. Samme tirsdag var det så både i ”Nyheder fra Grønland” klokken 18.55 på P1 i Danmark, det var i den grønlandske radioavis heroppe, samt i Bornholms radio (hvad så end den hedder). og hvis det ikke er nok, så var der en længere artikel i Bornholms Tidende og næste uge er der så en artikel i Sisimiut lokalavis (de havde ikke plads i denne uge, siden der åbenbart var andre hårdtslående nyheder, de måtte have plads til). Jo vi er nogle værre linselus og medieludere. Men det er jo et dejligt argument for at skaffe penge til at gøre det igen næste år, ikke at jeg tror det bliver noget problem. Det føles i hvert fald rart at blive lagt lidt mærke til, ikke fordi mit navn står nogen steder med navns nævnelse. I indslag på tv, omtalte de vidst enda ATI som ATP, og kom med kryptiske formuleringer som ”de fokuserede i grupper” og ”sendte fiktive breve til hinanden”. Hmmm… Under alle omstændigheder er det da god reklame også selv om ATP snart begynder at få alle de ansøgninger vi skulle have haft. Thats leif. Men lidt en helt er man altså.

Nå ja, vejret er vendt igen heroppe. Også lige så det basker. Der er ikke længere regnvejr og sjap over alt. Nu sner det bare. Hele tiden. Det har det gjort hele dagen og hvis det gør som det plejer, så skal det nok sne stadigvæk i morgen når jeg står op.

streetrespekt, dansker søm og settlers sæsonstart

Jeg fatter det ikke. Jeg fatter det simpelthen ikke. At jeg, en forholdsvis fattet ung mand, logisk funderet, tror på teknologiens fremtoning i tidens tegn og alt det der, jeg fatter ikke at mit fysiske velvære kan være underkastet om der er overskyet eller ej. Men den er helt sikker hver gang.

Er der et ondt lavtryk får jeg for det første en ond hovedpine. For det andet sover jeg dårligt. Og i nat har jeg sovet rigtig dårligt. Jeg har vendt og drejet mig hele natten, vågnet i tide og utide og drømt obskure drømme, så jeg nærmest var mere udhvilet da jeg gik i seng, end da jeg stod op. Og hvorfor? Fordi temperaturen i Maniitsoq er steget fra minus til plus og der ligger et tungt lavtryk over os der bare bliver ved med at regne ned. Sneen (og den er der riiigtiiig meget af) er så småt ved at blive smeltet så gaderne flyder af en blanding af sjap nogle steder og vand med spejlglat is lige under vandoverfladen andre steder. Længe leve min fars gamle termostøvler jeg på groveste har tilranet mig. Varme, forede, og mørkeblå. De er seje og i dem må alle andre være mig dybt misundelig.

Men det er også en tid hvor det gælder om at holde tungen lige i munden og have balancenerven på overdrive. For der er glat. Og så kan vi jo bare vente på at det bliver minus temperaturer igen så der bliver mega ultra glat over alt. Så kunne det godt være man skulle overveje at tage sådanne pigge på skoene. ’Dansker søm’ bliver de også kaldt, hvilket fortæller lidt om hvor velset det er at rende rundt med dem på. Det er altså ikke noget man scorer point på. Til gengæld falder man ikke. Så det store spørgsmål nu er om jeg vil have streetrespect med risiko for at falde på røven og brække benet eller jeg vil kaldes en dansk pensionistwannabe, men bevare undgå tilfældig lemlæstelse ved frit fald på is. Forfængelighed forfængelig… Jeg tror jeg går efter streetrespekten lidt endnu. Det vil sige indtil mit første fald…

Derudover er Settlers sæsonen startet. Per, min kære forstander, ahr længe truet med at når de mørke nætter tager til, så finder han og et par venner settlers brættet frem og jeg var mere end velkommen. Men han havde ikke lige fundet en dag vi alle kunne. Men nu lykkedes det og søndag var dagen, eller rettere aftenen (klokken 18.00), vi skulle kæmpe om herredømmet over en stakkels lille ø. Jeg lagde vanen tro ud med at proklamere ”helle for at vinde” for ligesom at få det på plads. De andre (undtagen Per) fortalte mig at de var ligeglad med om jeg vandt, så længe Per ikke vandt. For det gør han åbenbart altid. Og så hjalp det også lidt på deres velvilje at jeg havde friskbagt chokoladetærte med. Men spillet gik i gang og det viste sig hurtigt at jeg rent faktisk havde lidt flair for spillet (nu hjælper det jo også at har spillet en del af del slags spil før) og kombineret med en heldig startposition gik jeg hurtigt hen og førte spillet. Det er bare ikke nødvendigvis en god ting, for fører du får du resten af spillerne på nakken, indtil du er kommet ned i støvet, mistet dine point og så er det altid den der har sagt mindst, gjort mindst, der efter alle de andre har slået hinanden ihjel lige går hen og vinder. Men jeg gav igen og efter fire og en halv time så det ud til at jeg skulle vinde men så blev jeg offer for regelsjusk. Det vil sige det var en regel de havde ”glemt” at fortælle mig, som pludselig kostede mig 2 point (man skal have 13 for at vinde), og dermed en hurtigere sejr. To point setback blev til at vi alle igen var mere lige og spilet kunne fortsætte, men efter fem timer (klokken var passeret 23) bestemte vi os for at sætte spillet på standbye til en anden dag. Vi skulle jo alle op og på arbejde. Men jeg er tæt på at vinde. Det er flere af de andre desværre også. Bliver spændende at se hvordan det spil ender.

Og så er der jo sket det skrækkelige at jeg har fået den nye udvidelse af World of Warcraft ind af døren. Resten af verden har spillet den i snart i en uge, men siden grønlandsposten jo er 5+ dage for at noget kommer herop, så er jeg lidt bagud. Men jeg har ikke så frygtelig travlt. Det gælder jo om at nyde at der endelig er noget nyt at se på i det spil jeg har spillet i to år. Men jeg skal nok lige se om jeg ikke kan balance mellem at have et liv og så leve online. Der er jo et job (altså i den virkelige verden) der skal passes.

Hep.

astmatisk læsertække og filmklubsekspertise

I dag har jeg været ved læge. For min astmatiske åndedrætsproblemer. Min medicin har sådan set virket fint, det skal så også siges at jeg har taget den flittigt. På pakken står der at man skal tage dem en gang hver sjette time (og højest 12 gange på et døgn), men jeg ahr ca. taget dem hver fjerde time. Og det har så hjulpet. Men det ændre jo ikke ved det faktum at jeg fejler et eller andet, altså har en allergi der er skyld i det, så til lægen med mig. Nu skulle jeg finde ud af hvad jeg var allergisk for. Troede jeg.

Da jeg kom ind til lægen snakkede vi lidt frem og tilbage om mit åndedrætsbesvær og omstændighederne omkring det. Jeg fik målt blodtryk (120 over 68 hviklet vist er ret så godt), fik lyttet på lungerne (endnu en gang fint der) og prøvede til sidst at blæse i sådan en ting, der ser om man har nok kræfter at puste med. Det havde jeg, ingen spor på astma der. Som han sagde, var der ingen spor på at jeg havde astma nu. Og jeg har det jo også fint nu, så det var jo ikke så mærkeligt. Men han havde heller ikke tænkt sig at begynde at sætte et større maskineri i gang for at finde ud af hvad der havde givet mig anfaldet i første omgang. For det første fordi det aldrig var sket før. Det var første gang, så jeg er ikke særlig sikker på hvad der kunne være grunden til anfaldet. Og det er åbenbart ret svært at finde grunden hvis ikke man på forhånd har en idé om hvad det kan være. Og så kostede det vist også en del, så han ville helst ikke skyde gråspurve med kanoner (det var ikke lige det han sagde, men det var den konklusion jeg fik med). Men skete det igen, fik jeg et nyt anfald, skulle jeg skynde mig tilbage og så skulle de nok sætte hele den bekostelige affære i gang. Indtil videre skulle jeg tage medicinen så længe jeg fandt det nødvendigt, men som han sagde, så var det jo ren symptom behandling, og det gjorde jo ikke noget ved selve allergien.

Det er nu er det ved at være lidt 12 timer siden jeg var til lægen og jeg har ikke taget min medicin siden i morges klokken 8, og har det stadig fint, så noget kan tyde på at den allergiske reaktion har fortaget sig. Så indtil videre laver jeg lige en mental note om at jeg er allergisk overfor Hotel Sisimiut, eller i hvert fald et eller andet i hotellet. Hvilket er lidt ærgerligt for det var nu et flinkt personale. Og det er jo det bedste hotel i byen. Ikke at jeg skal der op igen lige med det samme, men alligevel.

Angående det med at være i fremmede byer. Det er da helt godt for min indre grønlandsfarer at jeg er kommet på pædagogikum. Modul 2 jeg skal på til sommer (nærmere bestemt den 21. juni til den 1. juli) skal foregå i Qagortoq i Sydgrønland, og modul 3 skal være i Ilulissat der ligger en del nordligere en Sisimiut. Modul 3 er oveni købet medio oktober, så der skal nok være pænt koldt. Desuden er der så en eksamen engang i begyndelsen af 2008 i Nuuk. Så jeg for set noget af grønland, hvilket jo også er en af grundene til at jo tog herop i første omgang. Dejligt.

En anden ting jeg har tænkt lidt over er alle jer der læser min blog. Det er en underskøn blanding af familie og venner, venners familie, bekendte, folk jeg har arbejdet med, spillet rollespil med, gået på studie med og tilfældige der finder forbi min side. Da jeg var hjemme i jul fik jeg snakket med endnu flere jeg ikke anede fulgte med i mine grønlandske eskapader. Og så sent som i går ringede en psykolog mig op fra Sydgrønland, der spurgte mig til råds om copyrights forhold når man gerne vil have en filmklub, da han gerne vil forsøge at sætte de unge i gang med noget. Nu er jeg jo ikke en ekspert på området, men lidt vejledning kunne jeg da godt forsøge mig med, så jeg fortalte ham de to regler jeg altid har fulgt lige siden jeg havde filmklub på Herning højskole. De er at det skal være en lukket forsamling og at man ikke må tage penge for det. Så længe man kan kalde det en privat forsamling, er der mulighed for at man kan have sin røv dækket. Det var i hvert fald nok i 1997 da jeg gik på højskole (jeg ringede nemlig til nogle af de folk, Statens Filmcentral tror jeg, for at høre), men det kan være reglerne er blevet hårdere siden. Synes jeg har set en dansk advarsel hvor der også stod ordet ”klubber”, mens en anden amerikansk advarsel kun advarede om offentlig fremvisning. Så mit råd er nok at få det til at være så privat som overhovedet muligt.

Nå det var vist det fra filmklubsguruen René i dag. hvilket minder mig om at jeg snart må sætte næste film op, selv om jeg ikke lige ved hvad det skal være for en vi skal se. har overvejet en dobbelt forestilling med Ice Age 1 + 2. De er i hvert fald gode.

Og så en sidste ting her på falderebet (skal snart i seng), så har jeg endelig fået det gjort sådan at man IKKE skal registreres for at kunne ligge en kommentar på min blog. Nu kan alle kommentere løs. Det tog mig så også kun 6 måneder at finde ud af at man kunne justere det langt inde i systemet.

Og en alle raller sidste ting. Ulrik fra Masanti (flink fyr) viste mig lige hvor man kan finde verdens bedste mediaplayer. Hent den på www.videolan.org så har du kun brug for den ene og skal ikke rende og downloade codex og andet lort til din windows mediaplayer. Den er simpel og virker. Nu kan jeg pludselig se en hel masse film shurjeel sendte mig tidligere. yay. Så det kan da godt ske jeg ikke skal på hovedet i seng, men måske lige se første afsnit af tredje sæson af Battlestar Galactica. Nam.

den hjemvendte astmapatient (drama)

Ak, åhh, yrk, lad mig dø i fred (det er ikke for ingenting jeg har gået til drama)… Men jeg har faktisk for et par timer siden været på mit første besøg på Maniitsoq Hospital. Med mig selv som patient vel og mærket. Landet ligger nemlig sådan at den influenza jeg fik for et lille rum tid siden egentligt gik lidt i sig selv, mens jeg i stedet udviklede over de sidste fem dag et stigende åndedrætsbesvær. I går begyndte det så for alvor at være bekymrende. Det var som at være konstant stakåndet, hvilket skal siges at være ret ufedt og ubehageligt. Så længe jeg sidder og gør ingenting så går det, men jeg havde det mere eller mindre som om jeg havde løbet en marathon hvis blot jeg bevægede mig 10 meter, eller bøjede mig ned for at binde mine sko. Og i dag var det så helt skidt. Så skidt at jeg bestemte mig for (foranlediget af de andre, eftersom jeg er en klovn til selv at søge lægehjælp) at ringe til sygehuset i Maniitsoq for at høre om jeg kunne komme ind, så snart jeg havde landet i byen der ved halv tre tiden. Det kunne jeg sagtens, fortalte sygeplejersken. Selv var jeg rimelig overbevist om at den var en eller anden form for lungebetændelse, også selvom jeg ikke har feber, da man kan have noget der hedder kold lungebetændelse. Medicinen er så penicilin og på hovedet i seng, men sådan skulle det ikke være.

Flyet afgik som planlagt, og jeg ankom til Maniitsoq uden problemer. Ikke mange minutter senere stod jeg så på sygehuset og skulle til at blive undersøgt af en sygeplejerske. Det blev jeg så og resultatet kom lidt bag på mig. Ingen feber, masser af ilt til blodet, blodtrykket var tiptop og lungerne lød ikke til overhovedet at lide overlast. Dermed var lungebetændelse ude af billedet og jeg var egentlig erklæret rask, hvis ikke det var fordi jeg stadigvæk sad og næsten hvæsede foran hende, da jeg ikke kunne trække vejret ordentligt. Det endte med at jeg fik en inhalator som normalt bruges til astma patienter (men de bruges også til folk med åndedrætsbesvær som mig), og efter 5 minutter kunne jeg godt mærke at det faktisk hjalp.

Indtil videre er jeg nu så sendt hjem, men i starten af næste uge skal jeg derned igen, så vi kan finde ud af om jeg lider af astma eller hvad dælen der er i vejen med mig. Der var et par andre på kurset, der heller ikke havde det super, men det var pga. allergier i forhold til de tæpper og sengebetræk hotellet brugte. Jeg har bare aldrig haft hverken allergi eller astma, så det var ikke lige den første tanke der strejfede mig da jeg blev syg. Men det kan da godt ske jeg har astma. Forhåbentlig finder jeg ud af det i næste uge. Det er i hvert fald rart at kunne trække vejret lidt igen.

lidt om slædehunde

Så er jeg ved at være færdig med første del af mit pædagogikum. 9 dage på hotel og så af sted med flyet mod Maniitsoq i morgen over middag. Hvis altså vejret tillader det. Flyene har jo ikke ligefrem fået lov til at fare af sted med pendul fart herfra. De har jo været så smarte at ligge lufthavnen et sted hvor nordvinden er specielt ondsindet hvis den blot når over 9 meter i sekundet. Fangerne advarede ledelsen før de startede, men de smarte herrer henviste til alle deres nymoderne målinger der sagde at det i hvert fald ikke var noget problem. Men det var det altså. Så er der ret mange fly der ikke kan lande, når vinden bare er lidt hård, det er noget med klipperne omkring og alt sådan noget geologisk halløjsa jeg alligevel ikke har styr på.

Faktum er at vi startede vores kursus torsdag den 4. januar og de sidste kursusdeltagere først indfandt sig søndag den 7. fordi de ikke kunne få lov at lande og endte i henholdsvis kangerlussuaq og nuuk. Til det kan man bare sige, tjaa, det er jo grønland. Det nytter ikke aat blive sur. Så kommer jeg af sted i morgen er det dejligt, hvis ikke så må jeg tage en dag eller to ekstra i Sisimiut. Så kan det jo være at jeg når den slædehundstur, jeg ikke har nået endnu. Men helt hundeafvisende har jeg ikke været. I tirsdags var vi ude først at fodre Jens Christians (en kursist) hunde og dernæst Christine og Jespers (2 lærere jeg kender andetsteds fra) hunde.

Slædehunde er nogle sjove størrelser. De er ikke kæledyr, men kan godt lige at blive klappet. De har et meget komplekst hierarki system man ikke skal blande sig i, og detroniserede hunde kan faktisk gå hen og få noget der ligner en depression. De kan klare ned til minus 50 grader selv om de der er lidt underernærede står og ryster her ved minus 22 grader vi har i dag. Underernæring behøver ikke at have noget med vanrøgt at gøre, eftersom de sagtens kan stjæle mad fra hinanden, specielt fra dem under dem i hierarkiet, og hvis man ikke er obs på hierarkiet, så kan en hund ende med ikke at have fået mad i meget lang tid. Tæverne kan finde på at dræbe hinandens unger og dødeligheden blandt nye kuld er generelt høj. Jeg hørte om 4 unger der overlevede ud af 30. Men der er mange grunde til den høje dødelighed; sygdom, hvis de ikke tager føde til sig, andre hunde, kulde etc.

Hos Christine og Jesper så vi så 4 hvalpe som så ud til at klare det. De var fem uger gamle og ak hvor var de bare kære. Små uldtotter, der helt uden forbehold løb lige hen til en, dødnysgerrige og kære som bare pokker. Det ville være dejligt at have sit eget hundespand i maniitsoq, men det kan ikke lade sig gøre. Grunden er at man kun kan have slædehunde nord for polarciklen, altså i grønland. Til gengæld kan man så ikke have andre hunde end slædehunde nord for cirklen, med mindre det er politihunde (der så vist endda har fået saksen). Dette gøres for at holde racen ren. I Canada er slædehunden blevet ødelagt af blandet raceforhold, da hunde er ret ligeglad med hvem de springer på. Og siden slædehunden er en rendyrket arbejdshund, er det jo ikke godt. I grønland passer man derfor meget på med at holde slædehunde og alle andre hunde adskilt. og det virker åbenbart, men det er ikke alle steder de går så meget op i at have velholdte dyr som her. Jeg har læst artikler om skrækeksempler med fangere der slå alle sidetænderne ud af hundene så de ikke skulle bide deres torv over og næst underernærede dem hele sommeren. Vanrøgt er værste skuffe der heldigvis, som det lyder til, ikke finder sted her i Sisimiut. Sisimiut skulle åbenbart sammen med Umanaq være et sted hvor der stadig er en vis stolthed omkring det at være fanger, hvilket også giver sig udtryk i at man er stolt hvis man kan fremvise de flotteste dyr. Og hundene er flotte. De er jo ikke langt fra ulve, hvilket man godt kan se på flere af dem.

Vi fik i hvert fald fodret dem i tirsdags og så var jeg ude med Jens Christian (og Karsten) igen i dag. Der var koldt (minus 22) men et helt fantastisk vejr. Klart og hvidt. Kæmpe bjerge med en himmel i blå og lilla nuancer. Man skal lige vende sig til at man efter kun 5 minutter har frost i skægget, men ens udånding sætter sig i skægget meget hurtigt og det endte i dag med nærmest isklumper i mit skæg. Det var vidunderligt. Intet mindre. Så forfærdeligt dejligt at få noget frisk luft, eftersom jeg har været indespærret de sidste par dage pga. af en influenza, der endnu engang har efterladt mig i kategorien ”skrantende”. Ikke sug nok til at blive i seng og syg nok til at have ondt i halsen, bankende hovedpine, snot i næsen og nedsat appetit. Men det er gået lidt bedre og så var en tur ud i minus 22 grader lige hvad jeg trængte til. Tsk…. Det var i hvert fald godt. Og min nye kaninskindshue er helt fantastisk. Tak mor.

I aften er der en tre retters menu på programmet med tilhørende flasker af rødvin sådan ligesom for at få en ordentlig afslutning på hele kursusforløbet. Herligt. Håber bare jeg spise noget. Jeg har da tænkt mig at tage lidt pænt tøj på, men halstørklædet undgår jeg nok ikke. Nu er det jo også så mange farver så det matcher jo næsten hvad som helst (kan godt høre jeg burde være designer…. not). Det bliver under alle omstændigheder sikkert rigtig rigtig hyggeligt.

Cafe Sisimiut

Jeg er misundelig. Ikke på en enkelt ting eller fordi naboen har et sejere digital ur end mig. Næ jeg er misundelig på en hel by. Som i jo nok ved så har jeg for tiden fødderne plantet i den sisimiutske sne. Og jeg er altså blevet misundelig. På Sisimiut altså. For de har en cafe. Den er ikke noget stort og prangende, bare et hus hvor stueetagen er indrettet som cafe, hvor man kan bestille en cafe latte, en kop the eller i mit tilfælde en kop varm kakao plus et stykke lagkage til 20 kroner (det var også dagens tilbud men alligevel). Ej hvor jeg altså savner at gå på café. Okay okay jeg kunne jo bare have stillet mine cafe lyster nu jeg var i danmark, men jeg tror ikke det er selve cafeen jeg savner, men mere muligheden for at gå på cafe. Det at man bare lige vader ned og får en hyggelig kop mocca og diskuterer verdenssituationen med en god ven. Der er noget fredsommeligt over en cafe med den rette atmosfære. Man ved bare at det er godt for sjælen i det sekund man vader ind af døren. Min absolut yndlingscafe var en lille cafe i Oslo der hedder (måske hed, da jeg ikke ved om den er der endnu) Café Fiasko. Dejligt sted og sejere navn kan man altså ikke finde. Tror egentlig at navnet mest var grund til at jeg hang ud der. Det eneste jeg har set der kunne nærme sig det herhjemme er Cafe Smagløs i århus, der da også er ret hyggelig, men har en tendens til at tangere til den lidt for trendy.

Men altså jeg savner en café i Maniitsoq. Måske skulle man bare starte en selv. Måske hører høre cafe fiasko om de havde lyst til at have en søster cafe i Grønland: Cafe Fiasko 2. For den skal i hvert fald ikke hedde Cafe Maniitsoq. Måske skulle jeg undersøge hvad fiasko hedder på grønlands.

Nå jeg er i hvert fald på Sisimiut. Ud over de har en cafe ser den ud som så mange andre grønlandske bøger, blot lidt større, eftersom det jo er grønlands anden største by med sine (vist nok) 6.000 indbyggere. jeg mangler stadig at rigtig få en tur mens butikkerne er åbne, da vi arbejder ret meget på det her pædagogikum. Så jeg ved ikke helt hvad de har her i byen ud over at de har grønlands anden boghandel (den første var den i Nuuk). Tror ikke der er flere faktisk. Og så er der koldt. Rigtig koldt. Var lige på en lille tur ned til brugsen omkring klokken 16-17 stykker. Jeg siger dig mine kinder var pænt røde da jeg kom ind igen. Men det er heller ikke så mærkeligt med minusgrader fra 14 til 22.

Desværre ser det ikke ud til at jeg kommer på den helt store slædehundstur denne gang. Det var ellers noget af det jeg havde glædet mig rigtig meget til. Pædagogikum efterlader bare ikke særlig meget spildtid og når vi har fri klokken 16.00 så er der for det første ved at blive mørkt og for det andet har vi som regel en masse læsestof til dagen efter. Ikke fordi jeg klager. Det er pisse spændende og det er en kæmpe hjælp for mig som lærer at få den teoretiske ballast jeg længe har følt at jeg manglede. Så må slædehundeture vente til næste gang om nødvendigt. Dog får jeg en lille forsmag i morgen hvor jeg skal med Christine hen og fodre hendes hunde klokken 12.30, da vi har en halv fridag (yay). Så vi skal fodre hunde og nusse med 4 små hvalpe, der som hun selv siger ”sprænger nuttethedsskalaen”. Så det glæder jeg mig til.

Derudover er der ikke så meget at rapportere herfra. Jeg hygger mig med de andre kursister, nyder undervisningen, bander over kopimaskinen (den er fanme også ringe), læser side efter side om pædagogik og lærer og suger til mig og udveksler undervisningserfaringer. Nå ja, vi er på fuld pension så egentlig behøver jeg ikke forlade stedet, hvis jeg ikke lige orker, for morgenmad med blødkogt øg og lune morgenbrød, frokost med laks, ørred, andebryst, varm leverpostej med sprød bacon, sild, og tusind andre ting, samt en to retters aftensmad er jo lige her. Øv, jeg bliver næsten nød til at klage over at jeg har det for godt. Man kan jo ikke bare stille sig tilfreds.

Jul, nytår, kærlighed og moskusoksen Gustav

Nå det var så den jul. Jeg er nu hjemvendt til grønland, men rigtig hjemvendt er jeg nu ikke helt. Jeg sidder på et hotelværelse i Sisimiut og har lige overstået første dag af pædagogikum. Så Maniitsoq må vente til den 13. og internettet bliver også lidt restringeret siden det koster mig 80 kroner for en time. Typisk hotel priser, men heldigvis er der en risiko for at jeg kan få ATI til at betale for det når jeg kommer hjem igen.

Men julen har gået godt i år. Jeg ankom mandag ikke helt efter planen. Det vil sige vi landede klokken 2.58 om natten og ikke klokken 19.35, men bare det at jeg faktisk ankom var nok til at jeg vil kalde det en nogenlunde succes for luftfartselskaber overalt i verden, hvis bare det ikke var fordi at da vi så endelig var ankommet til lufthaven så lige skulle vente en time og fyrre minutter på min bagage. Det var eddermanme skod. Jeg var træt, jetlagged og små irritereret og så skal man vente i evigheder på sin bagage. Hvis så bare der var nogen til at informere dig om at det kommer til at tage lang tid eller io det mindste forklare hvorfor der er konkurrence i at være Danmarks langsomste lufthavn… Men ingen information, kun trætte passagerer.
Lige så lang og træls mandag var, lige så dejlig blev tirsdag, for jeg sku jo se Camilla igen. Suk. Den pige har virkelig smeltet mit hjerte og tirsdag var dagen vi skulle have helt for os selv i hendes lejlighed. Selv hendes bofælle havde været så flink at være væk til onsdag så det bare var Camilla og undertegnede. Men før vi kom så langt kidnappede jeg hende lige hen til min fars bank hvor der var reception for de skulle præsentere deres nye logo og holde noget jule tamtam for kunder og ansatte og noget. Så kunne jeg jo lige vise ansigtet, se min far og mor og introducere min store kærlighed. Lad os bare sige at slipse armeen var mødt talstærkt frem og gløggen var stærk, men det var dejligt at se dem igen. Og Camilla var dejlig som sædvanlig. Vi hang der en halv time og sneg os så væk for at få os noget alene tid hjemme hos Camilla. Og det gjorde vi så. Det næste der skete spoler vi lige let og elefant over, men lad os blot sige at vi kom i tanke om omkring klokken 22.30 at vi vist nok skulle have noget aftensmad. Så vi hentede pizzaer, pomfritter og cola og lagde os under dynen (igen) med en film og slappede helt af. Og så spoler vi igen. Jeg er jo gentleman.

Onsdag var vi i biffen (vi her er camilla og mine forældre) og se den nye james bond og hald da op – KICK ASS! Den var eddermanme godt skruet sammen. Lækker lækker lækker. Torsdag besøgte Camilla og mig Signe, Kasper og min yndlingsniece Martha. Den lille pige får stadig mit hjerte til at smelte på to sekunder. Så Camilla måtte se sig udkonkurreret for en aften, hvor jeg lavede modellervoksfigurer og diskuterede moskusokser med Martha. Jeg havde en gave med Martha, en lille moskusokse bamse og efter vi havde set billeder af moskusokser på nettet skulle vi jo finde et navn til oksen. Først mente hun den skulle hedde Martha, men da vi så fandt ud af det faktisk var en dreng var det nok ikke så hensigstmæssigt. vi kom alle med mere eller mindre opfindsomme forslag, indtil Martha endnu engang skar igennem og konstatere at den skulle hedde Gustav. Så nu er der en moskusokse ved navn Gustav i Sorgenfri. Der kan man bare se. Efter vi havde lagt Martha i seng, var det tid til at de voksne skulle lege eftersom Signe og Kasper havde investeret i den nye Nintendo Wii maskine hvor man skal være en hel del mere atletisk og aktiv en samtlige gamle maskiner hvor man bare sidder med en dødssyg kontroller. Her skal man nemlig svinge, slå, kaste sig til siden og virkelig bruge kroppen. Spørg bare tøserne hvordan de havde det efter 3 gange 3 minutters boksekamp mod hinanden. Med slet skjult stolthed kan jeg da lige indskyde at Camilla vandt med dommerstemmerne 2-1. Til gengæld fik jeg så læsterlige tæsk af Kasper. To gange i træk. Det var i hvert fald en super hyggelig aften, som det nu altid er hos dem. jeg hørte desuden af Gustav var kommet med i børnehave den næste dag, hvor Martha havde pralet med at moskusoksen Gustav havde hun fået af sin René og at de andre børn havde ikke en René. Altid dejligt at være populær, hehe.

Fredag besøgte vi Camillas forældre. De var søde. Eller det vil sige at de er søde. Det er faren der laver maden i huset og det må siges at være en glimrende fordeling for det ku han da godt finde ud af. Mmmmmm… Camilla fortalte at hendes mor vist ikke begår sig så godt i et køkken, så det lyder lidt som min far, der stadig praler af han var ugens kok i 1971 eller noget, da han var guide i spanien. Det var vist nogle ananas marinerede grillbøffer, men siden han kun praler og aldrig har lavet dem for os, så vil jeg tillade mig at betvivle hans madgener. Nå men vi overnattede hos den hyggelige familien Kofoed Sørensen og næste dag (den 23. dec) var jeg afsted mod den jyske hjemstavn i Hobro, familien og gaver.

Julen varer længe og koster mange penge siger man, men jeg synes nu egentlig julen var rimelig hurtig overstået. Nu startede den jo også først familiemæssigt den 23. og var over igen den 25. december. Den 26..tog mine forældre tilbage til Kbh og overlod huset i Hobro til mig, men det kommer jeg tilbage til. Det var i hvert fald en dejlig jul. Stille og rolig og ret så meget fuldstændig som vi plejer, men det er da altså noget så ufatteligt trygt ved. Vi ved hvad der sker, vi ved hvad vi skal have at spise, vi ved min storebror får mandlen og vi ved næsten på forhånd hvad det er vi får i gaver. Og hvor var det bare afslappende. Selv var det en ret indbringende jul. Ikke at jeg fik en stor gave til en million, i år var det mere en masse små gaver, der i hvert fald også løber op. Bøger, dvd’er, cd’er og et enkelt spil blev det til. Ja jeg fik super deluxe udgaven af tegn og gæt af min storebror. Ikke noget jeg havde ønsket mig, men jeg glæder mig usigeligt meget til at spille det med de andre lærere i vores lille spilleklub, men damn hvor var det nok lige den mindst fikse gave næst efter en kummefryser man kunne få med sig størrelsesmæssigt til grønland i en kuffert (jeg endte på 13 kilos overvægt der kom til at koste mig 723 kroner, men det var nu ikke kun spillet skal det dog siges). Jeg selv havde små gaver med, mest af alt tupilakker, stenfigurer og et par hæklede håndledsvarmere med perlemønster til min mor. Gaver var der i hvert fald nok af og næste dag var der stor frokost med alt for meget mad som sædvanlig, og om aftenen var der så den obligatoriske gamle bysbørn går i byen i Hobro, som jeg deltog ret aktivt i sammen med Thomas. Og kendte ansigter var der nok af. Og øl. Men det var i hvert fald hyggeligt og jeg endte med at få et lift hjem klokken 4 om morgenen af masbas (min ekses lillebror) der blev hentet af lillesøster Mette. Sjovt nok lignede hun sig selv selv om jeg ikke har set hende i en otte ti år.

26. stod så i tømmermændenes tegn (det var faktisk ikke så galt) og så kom Camilla fa det sjællandske i tog for vi skulle nemlig lege mand og kone i en uges tid helt for os selv der i udkanten af Hobro, hvor vi kunne få det hele for os selv. Og det var en dejlig uge. Generelt slappede vi bare af og nød hinandens selskab, jeg lærte at lave vegetarmad, vi så en hel sæson af scrubs og så spoler jeg lige lidt igen for hygge det skulle vi da. Derudover så var vi også til frokost hos min farmor, der var ved at gå ret så meget i panik over at Camilla var vegetar, for hvad spiser sådan nogle? Efter jeg fortalte at æg og ost var et hit kunne hun slappe af og så gik det jo faktisk ret fint. Vi fik også gæster fra Norge, da mine to kusiner Marianne og Elin og så Mariannes danske kæreste Mads kom forbi til middag. Nu er kæresten Mads både sindig jyde og svineavler, men det så faktisk ud til at han nød vores vegetarmad og min farmors legendariske wienerbrød satte prikken over i’et på endnu en dejlig aften.

Nytårsaften blev for ottende år i træk holdt sammen med brødrene Hansen (Claus og Anders) og Thomas og selvfølgelig Anders’ kæreste Tanja og Claus’ bedre halvdel Karungie og deres lille 9 måneder gamle bebs Rosa. Snak lige om en heartbreaker. Men før den fest løb af stablen havde camilla og jeg lige været til at lille formiddags arrangement på studenterhuset. Skønt at være i sin dagligstue igen (det er det vi plejer at kalde studenterhuset og dens dejlige sodamøbler). Og de var der jo alle de gamle dejlige gale aktivister. jeg fik uddelt knus til højre og venstre og fortalt lidt her og der, men kunne jo ikke så godt dvæle ved en enkelt for der var jo så mange der skulle hilses på. Men jeg nåede runden og ingen vi tog til Claus og Karungie for at hjælpe dem med madlavingen, så nåede vi lige omkring Sine og Thomas. Jeg ville også have sparket mig selv hårdt over skinnebenet, hvis ikke jeg havde nået dem, hvilket igen giver mig endnu dårligere samvittighed over at jeg faktisk ikke nåede at se Ruddi og Line og drengene. Så lad mig da lige sige et stort undskyld til dem. Det er jeg altså ked ad. I får topprioritet når jeg kommer hjem til sommer igen. Det lover jeg. Amar, halshug. Det vil sige topprioritet næst efter Camilla. Sorry.

Men Nytårsaften blev en ordentlig fest med tre retter mad, vegetariske alternative der blev en hård konkurrent til selve vores hovedret, vildsvine køllen, jeg nu synes var ret så fantastiske, men den fik altså kamp til stregen af Camilla og Karungies spinatpirogger. Derudover var der rødvin, mere mad, øl, kransekage, diskussioner (claus elsker en god debat) champagne, hygge, 80 års fødselsdagen, alt for meget snak om gamle tider (som sædvanlig), et lille videoindslag med os som 17 årige (lidt pinligt med mig på saxofon, men nu er der i hvert fald ikke rigtig noget der kan overraske Camilla) og vi sluttede natten af med en lille improviseret koncert med Ugly Duckling and his remaining friends from outer space (vores lille barberquartet vi har spillet on-off med de sidste 12 år). Alt i alt en fantastisk aften/nat og klokken 6.25 tog Camilla og jeg det første tog hjem til Hobro, sov ud og slappede af resten af dagen, for dagen efter at gøre lidt rengøring og så vende næsen hjemad mod det københavnske.

Her gik de sidste dage med lige at nå at hilse på Shurjeel og Gabby (de alle raller sidste jeg manglede at se, altså bortset fra Ruddi, og så alle de andre jeg har glemt, undskyld), nyde de sidste dage med Camilla og mine forældre og nu sidder jeg så minus 4 timer på et hotel værelse i Sisimiut og savner jeg alle sammen. Og så bliver det ret mærkeligt at sove alene i nat. Ja, jeg kan jo lige så godt begynde at glæde mig til at Camilla kommer til Grønland og besøger mig til påske. Gud, hvor jeg dog elsker den tøs.

Julefrokost part 2: Stuck i Kangerlussuaq

Det er nu mandag formiddag og jeg sidder i kangerlussuaq og venter på mit fly til kbh, der desværre er forsinket. Så længe det kommer og flyver igen med mig ombord, så går det nok det hele. Jeg var godt nok lidt bange for at det ikke skulle lykkedes at komme fra Maniitsoq her i dag. Der var god vind, sne og overskyet, ikke lige frem ideelt for en indflyvning. Men ca. 20 minutter forsinket ankom flyet og lettelsen var til at mærke for de ventende passagere, mig selv inklusiv. Vi skulle så lige omkring Sisimiut før ankomsten til Kangerlussuaq, men det kunne vi ikke. Der var simpelthen alt for dårligt vejr i Sisimiut til vi fik lov til at lande. Vind med hastighed op til 45 knob var lige i overkanten, så der er nogen der ikke kommer hjem derfra i dag. Surt. Men det er jo slet ikke det, den her blog skal handle om. Der var jo noget med en julefrokost, jeg lovede at skrive noget om. Faktisk lovede jeg vist at jeg skulle skrive den allerede i lørdags, og jeg fik da også begyndt, men det at lave ingen ting overhovedet fik alligevel top prioritet og jeg blev ikke færdig. I kan da lige læse mit lørdags skriblen.

”Av… mit… hoved. Ja jeg er stadig ikke helt kommet mig over mine tømmermænd, men jeg har ikke længere kvalme og det er faktisk lykkedes mig at spise noget (frysepizzaer igen igen yay). Jeg skal dog ikke bevæge mig for hurtigt for så få man den der hammer banket ind lige mellem øjnene igen, og det selv om jeg allerede har taget to hovedpinspiller.

Dagen er gået med at lave absolut så lidt som overhovedet muligt. Så Pikmin på nintendoen og scrubs på dvd’en har været i høj kurs. Jeg har dog været uden for, da jeg var løbet tør for sodavand. Ja jeg ved det, dårlig planlægning. Man tager ikke til julefrokost uden at have ”dagen derpå back up” klar.”

Sådan var ordene i lørdags. Ja, jeg havde det faktisk ret elendigt. Det bunder nok i bund og grund i det faktum at jeg er blevet en svagpisser. Så er det sagt. Der var en gang man kunne drikke uanede mængder af alkohol uden at lige skulle drikke en cola for lidt ligevægt, drak lidt mere og så lidt til og derefter cyklede hjem langs togskinnerne plørestiv, væltede på cyklen og stod op næste morgen for at skulle øve fyrkatspil på et eller andet ukristeligt tidspunkt. Det kan jeg bare ikke mere. Hverken drikke meget, cykle i beruset tilstand eller stå op næste morgen som om intet var hændt. Jeg er kommet til det stadie i mit liv hvor der ikke skal så pokkers meget til før mit overjeg kicker ind og begynder at beklage sig ”nu har du da vist lige fået rigeligt indenbords” og det krydres så med et mindre psykosomatisk kompleks der hedder ”hvor jeg nu mener jeg har fået for meget må det betyde at jeg så også skal have kvalme… nå men så her, nu har du kvalme” og siger overjeg’et ”der kan du selv se, du har kvalme, du er jo alt for fuld, gå dog hjem”. Og det gør jeg så. Som regel. Under alle omstændigheder vågner jeg altid op næste morgen og har det rigtig skidt.

Crap. Har lige fået at vide over intercommen at flyveren ikke kan lande endnu pga. glat landingsbane, men at vi vil få yderligere oplysninger om 20 minutter. De har bare at lande ordentligt og få mig med.

Selv Julefrokosten var fin og rigtig hyggelig og dejlig.

----

Ok det var vildt. Jeg havde lige skrevet overstående sætning og hvem støder jeg på her i lufthavnen? Mikkel. En af min helt gamle legekammerater fra Fjordparken og en jeg gik i parallel klasse med. Det er eddermanme syret. Så ham har jeg lge fået en god snak med. Han bor i Nuuk og har gjort det i halvandet år sammen med kæresten og deres lille søn, Anton, der er 2 år. Og lad os bare sige at Anton har godt ild i røven, men sød er han. Mikkel og familie skal til Hobro og fejre jul, så mon ikke jeg ser ham der lidt senere.

Udover det er flyet endelig landet, så det ser ud til at jeg kommer af sted i dag. Forsinket, men det er da bedre end slet ikke at komme af sted. Tilbage til julefrokosten.

Festen var som sagt fin, selv om der ikke lige var så mange man havde regnet med. Der var dækket op til 24 men som dagen fremskred fandt vi ud af at vi nok nærmere blev 12, så vi amputere bordet lidt så det ikke så helt ud som om at ingen gad være der. Selv om vi ”kun” var 12 betød det ikke at vi lavede mindre mad. Nix. Mad havde vi nok af. Omkring klokken 17.30 satte vi os til bords og begyndte i det helt umenneskelige fråseri og nej hvor var det godt. Fiskeret, frikadeller, flæskesteg, medister, flødekartofler, grønkål og så videre og så videre. Det skal siges at vi gjorde en indsats, men vi fik altså ikke bugt med den anseelige mængde mad. udover maden var der naturligvis øl, sodavand, rødvin, hvidvin, vodka og til sidst snaps, masser af snaps. Der var både rød aalborg, porse, dild snaps, juleakvavit og export snapsen. Jo, snaps var ikke det vi manglede. Og igen må det siges… vi gjorde en indsats. Men jeg forsøgte ikke blande alt for meget, så øl og snaps bestod min væske balance af det meste af aftenen, kun lige suppleret med en enkelt cola lidt sent på aftenen.

Efter mad var der gaver først fra ATI til os. Vi fik hver en kurv med en snild blanding af slik, frugt, en lommekniv (den er ret sej) og en lille papirlap med et billede af en 1gb memorystick. Masanti havde dem ikke lige hjemme, men så snart de kommer hjem, så får hver af lærerne en, så det er jo ikke særlig ringe endda. Derefter fik vi gaver fra vores nisseven. Hende jeg skulle give en gave kom ikke til festen, hvilket da er lidt ærgerligt, men så længe der var en gave til mig, var jeg glad. Og det var der. Jeg fik en drinks shaker, så nu kan jeg lave en ond white russian, men i må komme til grønland for at smage den… Og så fik jeg en julet vin holder. Sådan en nissemand der holder vinflasken i en skæv vinkel på ryggen. Han fik så lov til at holde min flaske rød aalborg resten af aftenen. Derudover var der spæde forsøg på at lære grønlandsk folkedans, lange diskussioner om musik, Hobro det viser sig at min forstander er fra Onsild og har gået på nordre skole ligesom mig, ja verden er lille nogen gange), indianer/egyptisk dans om juletræet og mere snaps. Og øl. Og snaps.

---

Nå nu er klokken 14.00 og vi har stadig ikke forladt Kangerlussuaq. Vi kom godt nok ud i flyveren lidt over time forsinket, men så ventede vi der en times tid, før kaptajnen meddelte at vi ikke kom af sted lige med det samme pga. af vejret. Der sner meget lige nu og siden temperaturen er på mellem -2 og -6 er det er tung tøsne agtig konsistens, der ikke godt for hverken startbanen eller flyet. Og den bliver bare ved med at falde. Vi gik af flyet med en melding om at vi gør et forsøg igen om fem timer, hvilket nu vil sige 4 en halv. Hvis det så lykkedes der, ankommer jeg en gang klokken 2 i nat i kbh. eller lignende. Og det er kun hvis vi kommer af sted. Ellers hedder det overnatning i Kangerlussuaq og et forsøg igen i morgen tidlig. Man jeg håber jeg ankommer i nat, eftersom planen hed at tilbringe hele dagen og natten med Camilla i morgen. Det er jo noget jeg sådan set helst ikke vil gå glip af nu jeg ikke har set hende i 4 måneder… suk. Men igen, det er jo ikke noget man kan hidse sig op over. Det er Grønland og vejret er bare noget man må affinde sig med. Ærgerligt, men shit happens. Nu har jeg da i det mindste fundet ud af at der er trådløst net (som man selvfølgelig skal betale dyre domme for) så nu kan jeg da opdatere bloggen og ellers lige skrive mail og advare nogen om den forsinkede ankomst.

Det bliver en lang dag.

Julefrokost part 1: forventningens glæde

Så er det lige ved at være den store årlige julefrokost her på ATI. Traditioner skal holdes i hævd og nye skal indledes. Og midt i det hele står jeg og forsøger at passe ind i hele den her storm af aktivitet (og stortrives naturligvis).

Ja vi har haft sidste skoledag for eleverne, hvilket i sin simpelhed betød at vi havde et morgenmads arrangement klokken 9.00 til 11.00 (selv om det kun varede til 10.00). Her fik vi lige en bid morgenbrød, sang en julesang på grønlands der gik så langsomt at selv jeg kunne følge med, forstanderen holdt en tale og Anna Marie uddelte præmier i en tegneseriekonkurrence hun havde holdt. Det handlede om at eleverne i dansk skulle lave en tegneserie over ”ondskaben” den svenske roman (og film) og den bedste vandt 300 kroner, næstbedst 200 og 3. bedst 100 (tror jeg nok). Næste alle eleverne var med i konkurrencen og både elever og ansatte på ATI havde stemt på deres favorit. Og det var med slet skjult stolthed at Ujuunnguaq (en af mine elever fra B) modtog førsteprisen. Men han er nu også ret god til det der med at tegne. Efter mødet skulle jeg ordne forskellige ting før jeg skulle på Brættet for at tage billeder til noget interview af gamle elever som vi er ved at køre i stilling, og siden bestyren dernede er en gammel elev, skulle der lige ordnes inden jul. Derefter var der online møde for supportere på www.eforum.gl, hvilket jeg jo er. Så det var fra klokken 12.00 og halvanden time frem. Og så skulle der også til at forberedes julefrokost.

Nu spurgte kontoret/ledelsen til sidste personalemøde efter frivillige der kunne lave noget mad hist og her og langt de fleste er gode til at hoppe ind og lave hint og meget. Selv havde jeg ikke lige meldt mig indtil jeg hørte at de stadigvæk manglede en til at lave frikadeller. Og jeg kan jo lave en meeeeaaaaan frikadelle (tak mor), så den meldte jeg mig på. Kontoret købrte jo alt ind, det eneste jeg skulle gøre var at lave skidtet og så stege det. Og det er så gjort nu. Vi har nemlig et køkken ovenpå og der har der været gang i kødgryderne de sidste mange timer. Og damn det er hyggeligt at stå fem mennesker i et lille rum, men mados over det hele og en god julebajer i hånden. Så er livet altså hver at leve. Og frikadellerne er blevet rigtig gode, Anna Marie er ved at lave hendes (har jeg ladet mig fortælle) legendariske og meget traditionsrige fiskeret, hvilket er lidt alt godt fra havet lettere stegt og derefter i fad med lidt fløde i ovnen. Lad os bare sige det så rigtig godt ud. Derudover er der flæskesteg og lammesteg i ovnen og en anden anretning med noget fisk i krabbeskjold… mmmmm…. Lad os bare konstatere at jeg ikke komme til at gå sulten i seng (med mindre jeg bliver for længe oppe). Nej, jeg tror ikke vi kommer til at mangle noget heroppe i det kolde nord. Og der er rigtig koldt for tiden, ca en minus 11-14 grader plus lidt vind.. prrrrhh..

Andre ting inden jeg må op og se hvordan det går i køkkenet (der er en time inden vi starter festen)… Søren er ankommet til Maniitsoq. Søren er Anna Marie og Christians søn, de har snakket meget om. Nu er han ankommet til en 3 ugers juleferie heroppe. Det er jo rart at se giraffen som man siger. Han virker i hvert fald rigtig rar, men nu har han jo også nogle dejlige forældre.

Derudover er min påklædning i aften lidt casual cool, med almindelige cowboybukser, min fine vinrøde skjorte og min grønne velour jakke. Hvis ikke det er julet så ved jeg ikke hvad.

Orv ja, vi har jo op til det her julefrokost haft en juleven vi skulle købe en gave til og lægge under træet. Min juleven er Susanne (ja hun læser nok ikke det her inden pakkerne uddeles så det tør jeg godt skrive), hende læreren der er sygemeldt. Håber hun kommer i aften, men regner med det gør hun siden hun kom kort til afslutningsmorgenmaden. Jeg har købt et rødt blinklys til hende, sådan et der ligner lidt en ambulance eller politi noget. Mest fordi hun før har klaget over nogen af eleverne ikke opførte sig ordentligt. Indlagt i pakken har jeg så skrevet en brugsansvisning der siger nogenlunde:
1) Indsæt batterier
2) Skal tændes hvis elever bliver dumme, larmer, trælse.
3) Nyd stilheden

Tænkte sådan lidt blink blink kunne hjælpe hende lidt. Men hun kan heller ikke få at vide at det er fra mig (med mindre jeg siger det selvfølgelig) for på pakkerne skal man skrive ”til [indsæt navn her] fra Julemanden”. Så det er total hemmeligt. Glæder mig lidt til at se hvad jeg får.

Obs obs obs. Har glemt at sige at jeg faktisk har bestemt mig for at starte på pædagogikum. Så samme dag jeg kommer fra DK igen (den 4,. Januar) skal jeg direkte til Sisimiut. Og der kender jeg allerede 2 der har egne hundespand så mon ikke jeg endelig for en tur på hundeslæden? Skriver lidt mere om det senere.

Nå men det er vist nok fra mig for nu. Må hellere til at gøre mig lidt mere klar. Jeg skriver engang igen i morgen, når jeg er kommet mig over de værste tømmermænd.

Knus.

seje halstørklæder, (for) søde frysepizzaer og duelighedstegn i kamelæon

Nå men nu kommer der en af de her ”nøj hvor er det egentlig sket meget siden sidst” blogge. For når man begynder at tage de små ting, så hober de sig lidt op efterhånden som man glemmer at skrive dem ned, og når man så gør, fylder de lidt. Nok snak, skriv for sulan.

Jeg har været til MUS i dag. MUS står for Medarbejder Udviklings Samtale, hvilket vil sige at det er et møde mellem medarbejderen (mig) og ledelsen (Per og Pia) hvor vi eller rettere sagt jeg fortæller hvordan jeg synes det går i forhold til en masse spørgsmål de har stillet på forhånd (fik dem på papir sidste uge). Det er spørgsmål om hvordan indeklimaet er, om ens ”værdisæt” stemmer overens med elevernes, hvordan det går internt med lærerne, om ens arbejdsopgaver (for mig er det f.eks. både lærer, it-trainie for skolen, supporter for e-forum, film klub mand, netspils entusiast, og designer af power point og håndbøger) og det svarer til ens ønsker/tid. Det kan også være hvis man ønsker noget for fremtiden, kurser og alt muligt andet. Plus at man også for en feedback fra ledelsen om hvordan de nu lige synes man klarer sig i det store hele. Nu er jeg jo ikke den der stod bagerst i køen når de uddelte snakketøjet så vores møde tog omkring 3 timer. Jepper. Men ved endt møde havde vi vist også dækket det der skulle dækkes, og jeg havde fået tilbudt at begynde mit pædagogikum allerede her til januar. Det er et halvandet års kursus i undervisnings teknik mm arbejdsgiver skal tilbyde undervisere inden 4 år efter ansættelse. Så i princippet behøvede de ikke at tilbyde mig det, da jeg er på en 3 årig kontrakt, men siden jeg selv udtrykte en lettere bekymring for min manglende teoretiske ballast på undervisningsfronten, synes de at det var måske en god idé. Problemet er bare at jeg skal bestemme mig hurtigt. Kurset starter en gang om året og det er altid i januar, så egentlig er jeg sent ude. Og det er vist oven i købet den 4. januar, der selvfølgelig er den samme dag jeg kommer hjem fra DK, så måske bliver det lidt forjabbet denne gang. Jeg vil lige kigge lidt på den i morgen og så bestemme mig. Det kan jo være jeg slet ikke kan nå at være der, så giver det ligesom sig selv.

For at tale om noget helt andet… frysepizzaer..mmmmmm… Har lige fortæret min nummer to på to dage. De har været væk fra fryseboksene i de to brugser jeg frekventerer jævnligt, så min søndags-nu-orker-jeg-ikke-at-lave-mad-fryse-pizza har været helt ude af billedet, til min store skuffelse. Nu var der ankommet nye forsyninger til den lille pissifik, så der blev fluks indkøbt 3 hvor der nu kun er en tilbage. Ja ja, jeg ved godt hverken i dag eller i går var søndag, men jeg blev bare så … glad og havde så meget lyst til pizza. Men deres udgave af hawaii (skinke + ananas for ikke kendere) var ikke helt til UG+, lidt for sød.

Nå ja, jeg er begyndt at gå til noget. Udover grønlands altså. Jeg er begyndt at gå til Duelighedstegn i Sejlads!!! Føler mig tilbage til spejderne hvor man skulle tage duelighedstegn i bål og knob og hvordan man snildest undgår at hakke fingrene af når man hugger brænde. Så fik man sådan en fin lille stof satan man så skulle sy på sin spejder dragt (jeg var naturligvis blå spejder). Men jeg er begyndt på det hersens kursus, og damn, det er altså ikke for småbørn. Der er eddermanme meget at huske på. En ting er hvordan man håndtere et kompas (har duelighedstegnet fra spejder så det kan jeg), men lægge en kurs, tyde sytten tusind forskellige afmærkninger på kortet, modregne afdrift fra søndenvind og strøm og alt muligt andet… puha. Men det er lidt sejt at kunne fyre noget af alt det her af, ”ja det er helt klart en isoleret fareafmærkning der er der bagbord, men husk nu at når retning for indgående altid er fra søen ind mod havnen vil den i realiteten lægge styrbord for dig, om du kommer fra land”, for bare at tage et eksempel. Og jo jeg har styr på styrbord og bagbord. Men der er vist også de to eneste maritime udtryk jeg har under bæltet indtil videre. Derudover har jeg investeret i bøger som ”Afmærkninger af danske farvande” og købt en sej enhåndspasser og sådan noget cool udstyr så man kan få det til at se ud som om man har forstand på det der sejlads noget. Jup. Kamelæonen René slår til igen. Det gælder bare om at have de rigtige rekvisitter.

Så har jeg fået pakker i dag. Hurra, endelig. Men jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal mene om det grønlandske postvæsen. For det der skete var lige som sidst at jeg efterhånden mister tålmodigheden når jeg ved at der er pakker på vej og de burde være der sidste uge. Jeg går ned på posthuset (efter at have tjekker postkassen for sedler om at der er ankommet noget, hvilket der ikke er) og siger ”halløj, er der rigtigt at der ikke er kommet noget til mig?” og så går de bagved og kigger og kommer ud med en hel favnfuld. Det kan godt ske de først er kommet med flyet lige i dag og at de så ikke er kommet videre i systemet, men det kan også godt være de var kommet fredag og ikke kommet videre i systemet. Jeg ved det ikke, men imponeret er jeg ikke endnu. Postvæsenet er dog heller ikke under de bedste vilkår. På flyveren har passagerer prioritet over postsække, og først efter postsække kommer pakker. Så har du en pakke og der er mange passagerer, så ryger pakken først på næste fly. Det er da godt at folk kommer frem, men det er eddermanme ikke fedt at vente på en pakke fordi flyselskabet har lavet overbooking eller noget. Når det kommer til mine pakker, er jeg ret utålmodig, men der kan jo være jeg en dag værdsætter deres prioritet når mit fly ikke kunne lande et eller andet sted, og jeg alligevel for lov at komme med flyet næste morgen på trods af overbooking. Ja, hindu køerne bræger lidt af mig lige nu. Ak, nu kom jeg til at brokke mig igen. Brok brok brok. Så stop mig dog. Tsk. For det var en god dag. Jeg fik jo mine pakker (det vil sige mangler stadig to), masser af dvd’er der var en fødseldagsgave til mig selv, samt et halstørklæde fra min mor (og far, men jeg tvivler på han var med på indkøb, den travle stakkel). Og det må jeg sige. Imponerende. Jeg sagde til min mor at jeg ønskede mig et halstørklæde der ”var langt som et ondt år og i lige så mange farver som regnbuen”. Og det fik jeg så. Halstørklædet er godt og vel 2 meter langt og i farverne gul, lilla, lyseblå, brun og mørkeblå. Perfekt. Elsker lange halstørklæder man kan jokke i eller få til at sidde i en dør. Se det er nemlig vinterkluns med stil.

Så er jeg også ved at være ved vejs ende. Der er mindre end en uge til at jeg drager mod DK, julegaverne er så godt som købt alle sammen og klokken er ved at være lidt for sent til noget som helt lige nu. Ak, ja, jeg glæder mig til at se jer alle sammen og tusind tak for al opmærksomheden ved min fødselsdag med lange mails, telefon opringninger, kommentarer på siden og så videre. Damn… Kommer lige i tanke om at jeg har glemt en. Tillykke med fødseldagen Sine. Den smuttede. Det var i går. Til gengæld glemte hun også min, så det går nok lige op et eller andet sted ;)

I hvert fald god jul alle sammen og håber vi ses når jeg nu betræder dansk jord igen.

knus.

P.S. Angående feedback fra ledelsen til MUS mødet... lad os bare sige jeg i hvert fald ikke bliver fyret denne gang (ja, det ku faktisk vældigt godt li mig).

Ringenes hvad for noget?

Filmaften! Yay. Hurra. Endelig. Yes sir. Hvornår var det nu det var? Er det nu? Nå, den film. Jeg vil helt vildt gerne men.. Det er super fedt du gør det, men jeg kan bare ikke lige. Lige meget. Nevermind. Var det i går? Ejj, hvor ærgerligt… Suk.

Nå, så brugte jeg endnu en weekend på filmklubben. Nu det er jul skal man jo se Ringenes Herre (ja det er ikke noget jeg har opfundet, det skal man bare) og det skal de da også have lov til heroppe. Og siden jeg jo er eneherskende diktator for livstid i ATIs Filmklub skal de så sandelig have det på stort lærred og med høj musik. Ja tak. Men det er jo en 12 timers forestilling, så hvordan kringler man lige den, siden det ikke er mange der orker 12 timer i træk, mig værende en undtagelse naturligvis.

Jeg bestemte mig for at fredag klokken 20.00 kunne man se ”Fellowship of the Ring” (nummer 1), og så lørdag henholdsvis ”Two Towers” (nummer 2) klokken 16.00 og ”Return of the King” (3’eren) klokken 20.00. Stadig lidt optimistisk eller i hvert fald ambitiøst med 8 timer lørdag, men på en god dag og i medvind og alt det der. Jeg var bare klar over med mig selv at jeg ikke gad at bruge 3 dage på at se dem. Søndag vil jeg gerne have for mig selv. Om søndagen går jeg rundt for mig selv og er søndags grim i pyjamas, spiller World of Warcraft og snakker med kæresten. Det er min dag og skal jeg se film, bliver det alene.

Fredagen kom og der kom faktisk lidt folk. Karsten naturligvis, men også Signe, René og Ulrik fra Masanti og Ulrik havde sågar konen med. Derudover var der også et par elever, så vi sad og hyggede os indtil lidt i 24.00 da filmen blev færdig. Fuld af fortrøstning tog jeg hjem og gik og glædede mig til at se næste film i godt selskab næste dag. Sådan skulle det naturligvis ikke gå. Langt fra.

Næste dag dukkede Karsten, René (fra Masanti) og Elisabeth (den ene elev fra dagen før) op til klokken 16.00 og ”The Two Towers”. Signe vidste jeg godt ikke kom, men jeg havde forventet Ulrik og konen, der da havde glædet sig til det dagen før. De har dog børn og sådan nogen tager tid og sårn, men René sagde at de ville komme til klokken 20.00 eller at Ulrik ville, da han vidst havde snakket noget om at gå lidt i byen. Vi fik da set filmen og var færdig lidt før 20.00, hvor Elisabeth måtte gå, da hun skulle lave mad og hun ikke lige havde fået fat i (før vi fortalte hende det) at vi skulle se nummer 3 med det samme. Karsten smuttede også, da han ville hjem og kigge på sin computer. Den mand har haft flere problemer med sin computer den sidste måned, end jeg har haft de sidste 3 år. Stakkel. Tilbage var så René og René (Dupont og Dupond), da Ulrik alligevel ikke kom og ingen andre fandt vej.

Så meget for julefilmen alle skal se og kunsten at gøre noget for nogen. Det er i hvert fald svært når der ingen er at gøre det for. For man skal ikke altid gå ud fra at ting arter sig som man nu går og håber. Som René sagde til mig da vi havde netspils dag ”Assumption is the mother of all fuck ups”. Og det kan han da have noget så grueligt ret i. Her oppe kan man godt føle at man ikke skal forvente at man gør en forskel. Nej, det er måske forkert. Måske mere at man ikke skal forvente, at hvis man gør noget, at folk så lige synes det er fedt. Eller også skal man bare ikke forvente noget. Hvis du ikke forventer noget, så bliver du ikke skuffet. Er det ikke det man plejer at sige?

Nå ja, brok brok brok. Nu skal i jo ikke tro jeg sidder med vinterdepression og er halv vejs på vej ud af vinduet med løkken om halsen. Jeg er egentlig ved ganske godt mod, bare lidt muggen over at når man gør noget for nogen at der så ikke lige er 10 personer der synes det er fedt. Det virker bare sådan lidt… ligegyldigt. Og man vil jo gerne betyde noget for nogen. Gøre en forskel og alt det der. Men, om ikke andet så var det da en god film. Og så har jeg hugget projektoren med hjem så gæt lige hvem der skal spille world of warcraft og nintendo på væggen i morgen?

I dag er minses fødselsdag HURRA HURRA HURRA!

Ja så er klokken efterhånden ved at være langt over 24.00 dansk tid så det må jo officielt være min fødselsdag. 31 år gammel. Tsk. Og så sidder man heroppe og kan ikke rigtig lige sige hej til sine venner og gi dem et kraftigt hint om at den øl der, den køber jo ikke sig selv, mens man nonchalant tømmer sin fadbamse. Men jeg har da alle intentioner om lige at få mig en fyraftens bajer i morgen, men først er der lige møde… Vi har jo vores månedlige lærerrådsmøde den første torsdag i måneden, og den falder så lige denne gang på min fødselsdag. Suk, 2 til 3 timer snak, snak og så lige mere snak. Men der er ok. Det meste er jo ret relevant for os som lærere, der er bare nogle gange kæden hopper af og det bliver lidt ligesom studenterhusets generalforsamlinger som de var før Spiff blev ordstyrer (og det var galt). Mødet er dog først klokken 14.30 og faktisk har jeg undervisningsfri i morgen, så det bliver ikke meget jeg får lavet før klokken mødetid. Dog har jeg lovet (jeg har i hvert fald lovet mig selv) at jeg vil bage til i morgen. Så det er jeg ved. Lige nu.

Kunne ikke rigtig komme til tidligere, da jeg var på som lærer til lektiehjælp her fra klokken 19 til 21. Jeg er som regel lidt til overs til de her lektiehjælps halløjsaer, da eleverne som regel vil have hjælp til matematik, kemi og fysik. Kemi og fysik kan jeg overhovedet ikke finde ud af. Kunne ikke greje det i hverken folkeskolen eller gymnasiet, og det er ikke blevet bedre siden. Matematik havde jeg på højt niveau i gymnasiet, men jeg var for at sige det mildt ret dårlig (årskarakter på 6 og 6, men til eksamen fik jeg 7 og 7, sådan!), og nu er gymnasiet også ved at være 12 år siden, så…. Det ender som regel med at jeg er ham alle børnene altid vælger til sidst, da jeg ikke altid lige har styr på det der med formler og sådan. Lidt til overs er jeg, men jeg er ved at komme efter det. Kan i hvert fald huske mere og mere per gang, så det ender jo med at jeg måske kan trække mig op på et 8 tal?

Men det var den bage kage ting jeg kom fra. I morgen tidlig vil jeg bage boller, men jeg syntes stadig der manglede noget, så jeg bestemte mig for at en chokolade kage måske var på sin plads, men siden det var noget jeg blev enig med mig selv om her til aften og den sidste brugs (den lige i nærheden) lukker klokken 22 havde jeg ikke lige til at finde opskrift, købe 20 ingredienser og derefter gå i gang. Så det blev den supernemme løsning (nej, jeg har ikke købt en færdigbagt, så langt er jeg alligevel ikke sunket). AMO pakken hvor man bare skal tilsætte vand og olie/margarine eller andet fedtet stads, røre rundt og putte i en bradepande og ind i ovnen, blev det jeg orkede her klokken halv ti om aftenen. Og jeg fik pakken købt på hjemvejen, kom hjem og gik i gang. I kan tro det gik fint, fik rørt rundt, bradepanden frem, bagepapir i, og hæld. Da jeg havde hældt dejen i syntes jeg godt nok der var lidt lidt. Så var det lige jeg kiggede en ekstra gang på opskriften, hvor der så stod at ”bradepanden” skulle være 25x30 cm. Altså ikke meget mere en et A4 ark, hvorefter jeg kiggede på min A3+ bradepande (se det er jo en rigtig bradepande, ikke det der dværgeskidt). Nu var det at jeg fik lidt sved på panden. Skulle jeg A) lave grønlands fladeste chokolade kage, B) droppe min chokolade kage idé helt og spise al dejen selv eller C) storme ned i Brugseneeraq og købe en ekstra pakke her 5 minutter i lukketid? Jeg tog løsning C og med bare tæer i snestøvler og dynejakke løb/halv skøjtede jeg ned til butikken, købte min pulver kage og stormede hjem igen. 5 minutter senere var den nye dej færdig og blev tilføjet ovenpå den ”gamle”, der nu så ud af lidt mere og var klar til at komme i ovnen, hvor den er færdig lige om lidt… uhhh, det dufter. Nu må vi håbe den smager af utrolig meget hjemmebag, så jeg virkelig scorer bonus point i morgen, og når de så på deres grædende knæ ydmygt tigger om at få denne fantastiske opskrift, må jeg henkastet sige, nej det går ikke, det er en hemmelig familieopskrift. Og sådan nogle holder man for sig selv.

Apropos hemmelig og så lige lidt om min fødselsdag igen. Jeg har købt gaver til mig selv. Nogen må jo gøre det. For det første har jeg bestilt nogle dvd’er over play.com jeg ret meget rammer mig i morgen, men jeg har efterhånden lært ikke at sætte min lid til det grønlandske postvæsen. Men det er en dejlig blanding af mine yndlingsfilm, jeg lige fik lyst til at eje, og så se igen, plus et par løse dark horses, jeg er ret overbevist om jeg vil elske. Men men men, det er ikke det eneste jeg har købt. I dag fandt jeg nemlig den bedsteste gave jeg har givet mig selv i rigtig lang tid – Dinosaurus krus!!! Hvor fedt er det ikke? Kæmpe store dejlige tekrus med en dinosaurus på, fire forskellige, som jeg selvfølgelig måtte have alle sammen af. De kostede den gigantiske formue af 20 kroner stykket. Så jeg gravede dybt i pungen og mindede mig tilbage til gymnasium tiden hvor jeg havde en dinosaurus klub med Sinepigen, Anne Bøgh og Bugge. Vi havde tilmed dinosaurus navne. jeg hed Renerex, sine var Brontosine, bugge hed Buggesaurus og Anne nåede vi aldrig helt at finde et passende navn til. Jep, det var den gang min dinosaurus refleks var i høj kurs. Tror jeg har den endnu et eller andet sted. Damn det var tider.

Nå, men det må være nok for nu. Mit vækkeur har lige gjort mig opmærksom på at min kage måske er færdig, så det må så hedde farvel for nu. Men i skal endelig ikke holde jer tilbage med lige at sende en hilsen og en lykønskning :)

Maniitsoq over and out.

syntax error, virus og håneret

Det er altså ikke særligt smart at når vi nu lige skal i gang med sidste uge af vores store e-lærings projekt med samtlige ATX klasser, at så bestemmer skolens server sig for at ligge sig syg med virus. Der er intet der virker. Overhovedet. Jo jeg kan logge ind på min egen computer på arbejdet, men det er også ligesom der det slutter. Der er ingen forbindelse til alt det jeg har liggende på serveren og der er ingen forbindelse til nettet, hvor alt vores materiale ligger. Lidt surt.

Det hele startede for at par uger siden da en af computerne begyndte at opføre sig underligt. Lukke ned og så ikke ville genstarte ordentligt. Den var kort sagt rigtig tvær. Karsten, vores kemilærer er også skolens it-supporter, så han tog konsekvensen og geninstallerede computeren (det er noget teknisk noget med at genskabe et mirror, jeg ikke er helt på den rene med, men det betyder i praksis at hvis mirror’et er nyt, så mister du ikke særligt meget data). For at undgå at glitchen skulle sprede sig begyndte han at geninstallere skolens andre computere, da de godt kan have brug for det en gang imellem. Problemet var bare at det ikke rigtig hjalp. Det gjorde det næsten værre. Vi fandt så ud ad at det mirror han havde brugt også havde sine fejl, siden der vist havde gemt sig en gammel virus på den. Så der blev skabt en ny mirror og på den igen. Og nu virkede det lidt bedre, men for en sikkerhedsskyld blev vores teknikere fra Masanti kaldt ind. De fandt så ud at der lå ca. 10 virusser på skolens servere og mæskede sig. De skulle naturligvis væk og det i en fart. Der blev over den sidste uge fjernet 9 af dem og så lørdag efter vores lan party ville Ulrik fra Masanti så lige fjerne den sidste. Det skulle han nok ikke lige have gjort…. Lortet gad ikke at virke igen. Så nu har han bakset med den server hele weekenden og i dag.

Efter mine 4 timers undervisning i dag tog jeg hjem, da jeg alligevel ikke kunne komme videre uden internet, så jeg ved faktisk ikke om det er oppe i morgen tirsdag. Lidt spændende. For vores undervisning står lidt og afhænger af om vore elever kan komme på det forbandede net. Eddermanme dårlig timing. Ikke at jeg klandre Ulrik for noget, næ du, alle de små fedtede nørder der sidder og programmerer ondartede virusser og sender dem af sted til alle og enhver… De skulle simpelthen have et nakkeskud samtlige af dem. Gud hvor har jeg mistet megen data på den konto, pga man ikke lige huskede at gemme hver tredje måned…. På den anden side kan det ikke undre nogen at skolens computere er inficeret med alverdens vira, da eleverne konstant downloade små dumme filmklip af folk der opfører sig åndssvagt, ”sjove” powerpoint slides eller musik, der kan drive selv den mest tålmodige hindu ko til vanvid. De er jo lige i målgruppen for spam og rundesending af irriterende mails. Ak. Håber i hvert fald det snart går i orden.

Derudover havde vi jo lan party i lørdags. Meget party var der jo ikke over det. Vi var rent faktisk mindre en første gang vi holdte det. Hvis der er noget jeg ikke kan klare er det folk der plager en i to uger om vi ikke snart skal spille igen, og så når vi gør det har de tømmermænd og ikke lige orker det. Det er fanme for ynkeligt. Vi havde ellers til 10 mennesker vi havde hørt fra, men vi endte med at være 6. Vi seks havde det så også ret sjovt skal så siges. Vi fik da spillet både Battlefield 2 og Halo, og gud hvor kan den helikopter altså bare tage livet af mig (i bogstaveligste forstand). Jeg har bare ikke motorik til at flyve den djævelske anordning. Jeg sætter mig som regel ind, letter, flyver lidt, vender på siden, styrter ned, dør. Det er bare ikke godt nok til rock. Men buggy bilen er jeg ret ferm til, desværre kan den lidt nemt skydes af de helikoptere de andre jo selvfølgelig er super seje til at flyve. Suk. Ikke mit spil. Men i Halo fik jeg revanche til deres store utilfredshed og min (naturligvis velfortjente) glæde, der selvfølgelig udmøntede sig en sejrsdans mens jeg sang ”in your face, in your face…” Tab og vind med samme sind? No way, den tåbe der sagde det, har vist kun prøvet at vinde. Næ du, håne-retten lever i bedste velgående.

Nå men det var nok nørderi for i dag.

/format C:

juleklip amok, børne paparazier og total yndlings job

Damn tiden den går altså hurtigt. Har lidt svært ved at fatte at sidst jeg opdatere min blog var i søndags og at det allerede er torsdag/fredag nu. Ja, ugerne går altså hurtigt her oppe. Også selvom der ikke er sket de store revolutioner, men små ting er der da sket hele ugen.

Tirsdag var jeg til juleklip på skolen. Det var arrangeret af et par af de ansatte og var sat til at starte klokken 19.00. Nu har jeg jo aldrig været den store juleklips ekspert, hvis man ser bort fra at jeg laver en ond musetrappe. Min storebror derimod var på et tidspunkt ret ferm til at lave de der stjerner man laver af 117 strimler man bøjer ind i hinanden. Det ku jeg aldrig få til at lykkedes (men jeg stadig lave et skib ud af et stykke papir, noget min farmor lærte mig da jeg var 5 år eller noget). Jeg var ikke helt klar over om jeg egentlig gad at tage derhen, men på den anden side fik jeg at vide at man sagtens bare kunne dukke op når det passede én (og nu burde man jo også støtte den slags arrangementer når der endelig er nogen der vil stå for den slags). Se det var jo toner der passede mig. Så efter lidt computerspil, aftensmaden og en lille snak med Camilla over Skype, daffede jeg omkring klokken 20.00 ned til skolen. Jeg havde vitterligt ikke regnet med at se andet en 2 lærere og måske 10 elever (hvis det var en god dag), så det syn der mødte mig kom sgu lidt bag på mig. Der var mennesker overalt og vores store lokale (der til dagligt er to klasselokaler delt af en skydevæg) var fyldt af ét stort langbord hvor der sad mennesker hele vejen ned. Der var unge som gamle, små børn, lærere, elever, gløg, varm kakao, æbleskiver med flormelis og syltetøj, karton i alle farver, glimmer, lim, sakse, skabeloner, hobbyknive, vejledninger, grønlandske julesange på anlægget og et leben uden lige. Folk havde taget familien med og det var svært ikke at få et smil på læben og bare komme lidt i det gode gamle julehumør. Det varede da heller ikke længe inden jeg havde konsumeret 4 (blev 5 og 6 senere) æbleskiver drukket to kopper kakao og klippet og samlet yderst nøjsommeligt et voldsomt fint julehjerte. Min indsats blegnede dog lidt når man så de overdådige opgaver de andre havde kastet sig over, så jeg gemte mit julehjerte lidt væk og bestemte mig for at tage nogle billeder i stedet, nu jeg var det og nu jeg havde husket mit kamera. Inden længe havde jeg taget det der skulle tages, og endte ved nogle børn ude i gangen der var ret så interesserede i hvordan sådan noget kamera halløjsa virker. Og de var også ret vilde da jeg bestemte mig for at ”nåja hvorfor ikke lade dem låne kameraet for en stund”. De… gik….. AMOK! Det var altså sjovt at se. De tog billeder af alt, men viste sig hurtigt at have en forkærlighed for at tage billeder af de andre børn der lavede grimasser. Men alle ungerne fik lov at prøve (en af gangen) og jeg holdt mig pænt i nærheden for lige at holde bare en lille smule øje med hvor mange fedtede fingre der kom på linsen. Men ellers havde de carte blanche hvilket der kom nogle ret sjove billeder ud af (de kommer op lidt senere, skal lige sortere da de tog ca 70). Og jeg kom hjem godt brugt men med et smil over hele fem øren.

Andre nyheder… Jeg blevet klasselærer for ATX A. I hvert fald midlertidigt. Deres lærer er desværre blevet sygemeldt indtil jul, så nu er jeg så deres fungerende klasselærer hvilket er lidt.. hyggeligt. De er lidt nogle høns når de først går lidt i selvsving med 12 piger og en dreng, men de er søde og dejlige alle sammen. Så det glæder jeg mig lidt til at snakke med dem om i morgen når jeg skal have dem igen (er først lige blevet det i dag).

Derudover står min lørdag i netspillets tegn. Vi skal nemlig have vores anden netcafe på skolen nogensinde. Vi havde en for et par uger siden (ups… det glemte jeg vist at skrive noget om, gjorde jeg ikke?), og vil nu gentage succesen. Sidst var der 6 elever, 2 lærere og så 3 ansatte fra den lokale computerforretning Masanti. Jo en lille drengerøv gemmer der sig i os alle. Vi håber selvfølgelig at der kommer endnu flere denne gang og at Karstens nye grafikkort når at komme med posten inden på lørdag, da det lidt er afgørende om han kan være med eller ej.

Nogen gange er det altså dejligt at være lærer, for for at det ikke skal være løgn så får jeg jo løn for at være med til disse arrangementer. Det gælder jo for os at skabe nogle arrangementer for eleverne, så de går og hygger sig og film klub og spil er ikke noget jeg har noget imod at bruge tid på uanset – så det er stort set for mig en win win situaiton. Det var nok lidt noget andet hvis jeg skulle være ansvarlig for en tøse-strikke klub, eller en frimærke klub hvis det nu var et hit heroppe. Men sådan er det ikke. Nix, smadre hinanden over nettet og spise popcorn til gode film… puha det er sørme hårdt nogle gange :)

Det var alt fra denne lille hurtige opdate. Skal nok skrive hvordan det går på lørdag selvom jeg har en anelse om at jeg får så mange bøllebank. Det er også bare fordi jeg ikke kan finde ud af at flyve den forbandede helikopter. Nå men nok om det senere.

Nat nat.

Ugen der gik

Ja, det var så den uge. Det er en anden ting jeg har lagt mærke. Ugerne går forfærdeligt hurtigt heroppe. Ikke måneder eller dage eller timerne, men ugerne. Først er det mandag og før jeg for set mig om, så er det blevet fredag og man skal holde weekend. Hurra tænker man, men så blinker man lige med øjnene to gange og så sidder man søndag og tænker gud, skal jeg allerede på arbejde igen i morgen?

Under alle omstændigheder så er ugen forløbet godt, alt taget i betragtning. Jeg fik fortalt mine forældre at jeg rent faktisk havde en kæreste - ja lige en dag før jeg bestemt mig for at skrive om det. Det ville ikke være helt fair overfor dem et eller andet sted, hvis de skulle læse om det her. Derudover køre vores elæringsprojekt fint på trods af visse fodfejl, ting vi simpelthen ikke lige havde gennemskuet før vi satte projektet i gang. Vi forsøger dog at få det til at køre så gnidningsfrit som overhovedet muligt og indtil videre går det.

Fredag havde vi endnu en gang ATIs fantastiske filmklub, hvor vi denne gang så en ny film til en afveksling. Vi så den nye SUPERMAN RETURNS og den var der en del der gerne ville se, så vi var da mellem 15-20 stykker der så superman flyve rundt med underbukserne udenpå bukserne og redde verden igen igen. Ikke videre fantastisk synes jeg, men nu har Superman heller aldrig sagt mig noget. Han er bare for pæn og han gør jo altid det rigtige, er flink og pæn og står for truth, justice and the american way. Suk. Næh du, giv mig hellere en mørk ond batman, der banker skurkene sønder og sammen. Det holder. Men vi set filmen og det var fint nok. Bagefter tog Karsten, Per og undertegnede lige et lille smut i klubben, hvor vi fik et par øl og et par spil billiard. Mand, hvor er jeg elendig til det spil. Når det endelig går godt er det mere held end forstand og når det går skidt (som det som oftest gør) så går det rigtig galt med 4 væltede kegler, rødt og den røde i hul… Det er åbenbart bare ikke mit spil, men hyggeligt det var det.

Lørdag var en dejlig dag. Slappede af foran computeren det meste af dagen og om aftenen var vi (Karsten, Pia, Anna Marie og Christian) inviteret til middag og brætspil hos Signe. Hvilket brætspil var hun ikke klar over men de havde før spillet alt fra Trivial Pursuit til tegn og gæt. Så det var de mere ”almindelige” spil. Eftersom jeg jo har et par mere eksotiske spil af slagsens bestemte jeg mig for at tage nogle med, så vi kunne se om der var noget de andre havde lyst til. Faktisk havde jeg min sportstaske fyldt (Matador, Roborally, Fuldrigger, Scotland Yard og Zombies) og efter en super lækker middag og lidt rødvin begyndte vi med fuldrigger, da det var noget vi alle sammen kunne relatere til (handel og magt og sørøvere og sårn). Det skal dog lige noteres at det var meningen at jeg også skulle have en flaske rødvin med, men jeg lavede igen finten med at komme for sent til spiritus salget. Ja, jeg var jo ikke klar over at det lukkede klokken 13.00 på en lørdag, kun at det lukkede klokken 18.00 alle andre dage. Men for at kompensere købte jeg noget slik og chips og chokolade, bare så vi havde lidt vi kunne gufle på, og det blev da også hurtigt spist.

Jeg vil lige lave en anden indskudt bemærkning her om spiritus salg. For vinflaskerne står nemlig i alle butikker (undtagen den store af pisifikkerne) bar salgsdisken. det vil sige man ikke kan komme til at læse på flasken, hvilket altså ikke gør det nemmere at vælge en flaske når man nu endelig er kommet til, og der står fem andre bag én, der bare skal have en pose øl. Ja, øl sælges i poser af 12 styk, eller i en kasse a 24 og koster ca. 14-15 kroner stykket, med mindre det er speciel brug som julebryg, påskebryg eller noget eksotisk som guld og deslige. Så kan de godt nå op på 22 kr. og det altså i en butik. Så i kan vel nok forstå det ikke lige er der mine penge falder. Det er simpelthen norske priser. Men tilbage til vinen. En ting er at man skal stå og pege og sige ”den der over, kan jeg lige se den.. er den go?”, men den stakkels ekspedient er total spejlblank når det kommer til kundeservice og aner absolut intet om vine og i stedet for at række én sin vin er hun nærmest ved at slå vinflasken ind før man har læst på den. Det er sgu lidt noget rod. Jeg vil stå med vinflasken i hånden, læse på flasken, tage mig god tid, se ud som om jeg har forstand på det bare lidt, og ikke blive stresset i en kø ved en disk fordi ekspedienten intet fatter. Ja ja.. ved det godt .. brok brok brok. Jeg glæder mig i hvert fald til at kunne bruge lidt tid på et ordentlig vin køb.

Men tilbage til spilaftenen. Da fuldrigger er for 2 til 4 deltagere og vi var 6 mennesker, valgte vi at inddele os på 3 hold, Karsten og jeg, Pia og Signe, Anna Marie og Christian. Nogle mennesker er bare hamrende asociale når det kommer til spil og i den kategori finder vi Anna Marie og Christian. Selv om jeg allerede før spillet havde startet havde deklareret ”Helle for at vinde” så vandt de alligevel. Det er simpelthen for dårligt. Nu skal det så også sige at vi ikke var for heldige med vores slag. Allerede i anden omgang kæntrede et af vores skibe med last ved Sydamerikas sydligste pynt og vi tabte et ræs til Lima fordi vi slog 9 hvor vi skulle have slået 10 (med 3 terninger). Nej, så det ku måske være os selv der saboterede det lidt, men det var heller ikke nemt at spille mod folk hvor alt lykkedes for dem ”nå skal vi den vej hvor der er tre storme, et isbjerg, modvind og skær? nej se, jeg slog rigtig godt på alle sammen”. Suk. Det kræver naturligvis revanche senere hen. Vi kan jo ikke have sådan en skamplet siddende på os. Næste gang omdanner vi alle vores skibe til piratskibe og erklærer alle de andre krig. Så kan de lærer det.

Søndag har været stille og rolig og har gået lidt med world of warcraft, hvor serveren nu er gået ned, hvilket betyder jeg påludselig har aftenen fri.. føles helt rart. Og så kunne jeg jo lige opdatere bloggen. Hep.

Og nu er der kun 22 dage til den 18.

AKTION PACKED PEEWEEEE!!!!

Nå, det må i altså undskylde. Den sidste blog jeg skrev var da vist lige lovlig røvkedelig. Helt drænet for energi, entusiasme og action. Som min far sagde så kan man jo ikke være lige fantastisk hver gang (eller noget). Men det skal der laves om på. jeg kan jo ikke have at folk begynder at mure i krogene.. ”Renés blog? Nej den er jeg holdt op med at læse. Røvkedelig siger jeg dig. Total tysk socialrealisme, tsk… ” Nix, det går ikke. Så denne gang skal der action på bordet: Underholdning. Jeg vil lefle for den laveste fællesnævner og sende brød og skuespil til folket. Der skal være løgn, bedrag og blod på bordet (eller papiret.. ja ok, skærmen). Nu skal det være ACTION PACKED PEEWEEEE!

Så derfor vil jeg starte den nu action fyldte blog og sige at jeg har LØJET FOR JER! Jep, jeg har ført jeg bag lyset. Jeg er en bedrager og vil nu mæske i mit eget bedrageri… muhahahha… Så vågnede i op hva? På den anden side kan det diskuteres hvorvidt jeg faktisk har løjet, siden jeg i sagens natur bare har undladt at sige noget helt bestemt. Holdt det lidt for mig selv. Så løjet er måske lidt stærkt. Nej, nu holde jeg altså op. DET ER NATURLIGVIS BEDRAG AF DEN VÆRSTE SLAGS! Men hvad er så mit bedrag, mit store svig? Jo, jeg har nemlig fået en KÆRESTE! Og hvad så tænker i, men haha jeg har faktisk haft hende i 3 måneder. ”Vil det så sige at han har haft en kæreste fra før han tog af sted og slet ikke sagt noget?” spørger I hjer selv. Det er nemlig lige hvad det vil sige. (Ok, krydser lige løgn og bedrag af på listen).

Sagen er nemlig den at på Roskilde Festival mødte jeg en fantastisk pige, der desværre på det tidspunkt havde en kæreste, som jeg faktisk også synes var rigtig flink (nej, ikke at jeg er til fyre, ku stadig bedst li hende). Vi gjorde ikke noget der men der var kemi, og ret meget af den. Vi fortsatte tiden efter med at skrive til hinanden. Jeg havde fået Grønlandsjobbet på det tidspunkt, så det ville jo være dumt at begynde noget både fordi jeg skulle af sted i 3 år og så lige fordi at den dejlige pige jo havde en sød kæreste. Så vi bestemte os til at det her flirteri måtte holde op og at vi jo kunne mødes lige inden jeg skulle af sted i Kbh, nu jeg alligevel var der, men at det naturligvis kun skulle være som venner. Det er jo sådan noget der virker ... i teorien.

Vi skulle i Zoo have og om aftenen have en hyggelig middag og noget rødvin hjemme hos mine forældre (de var i Jylland). Og jeg var virkelig minded på at vi bare skulle ses som venner, hvilket holdt lige indtil det sekund jeg så hende komme ud af bussen hvor jeg stod og ventede på hende.. suk. Mit hjerte hoppede lige et slag over og jeg havde ikke lyst til andet end at gi hende et stort smækkys, holde om hende og aldrig give slip. Og hun havde det heller ikke meget anderledes. Vi kæmpede hele eftermiddagen i zoo med at holde en afstand vi ikke kunne og det hele endte som sådan noget gør… Så ja, vi gjorde alt det vi ikke skulle gøre, men det gør egentlig ikke så meget for jeg er fantastisk forelsket i tøsen, og nej hun har ikke en kæreste mere. Der gik ikke mange dage efter vores lille encounter før det var ovre, hvilket jeg stadig har lidt dårlig samvittighed over.

Orv, action indslag – de råber og skriger ovenpå igen. Lige nu. Og jeg mener råber. Hun stor tuder og han skriger.. ikke nogen ord, bare skriger. Måske skulle jeg ringe efter politiet. Nå ja, det har jeg jo ikke fortalt, de vækkede mig for et par uger siden to dage i træk klokken 2.30 om natten ved at råbe af hinanden. Og det var selvfølgelig ikke en lørdag så man bare kunne sove længe, nix det var selvfølgelig en tirsdag og en onsdag. Jeg har overvejet at sende dem et brev ”Det ville være mig belejligt hvis din kone og dig kunne indskrænke jeres skænderi og/eller slagsmål til fredag og/eller lørdag aften mellem 19.00 og 21.00. Derudover vil formiddagen på et hvilket som helst tidspunkt undtagen naturligvis weekenden passe mig glimrende også, der har i carte blanche”. Se om de vil reagere på den. ”Nå nu er der lidt ro” skulle jeg til at skrive indtil jeg lige hørte konen løbende skrigende ud af lejligheden og ned af trappen. Nu må man da gå ud fra der bliver lidt ro, da der vist ikke er flere i lejligheden han kan råbe af. Ja, undskyld jeg lyder lidt kynisk, men efter et par omgang med skrige parret bliver man lidt immun. (Krydser action af på listen).

Men ja, jeg har banket mit hoved mange gange ind i væggen over det vi har gang i. Altså, jeg bor i Grønland, hvilket ligger ret mange tusind kilometer væk fra Danmark, hvor hun bor. Så man støder ikke lige ind i hinanden. heldigvis er Skype og netkameraet opfundet, så der går en del aftener med at snakke med den søde pige. Orv jeg har da helt glemt og sige hvad hun hedder. Camilla. Mmmmmm.. Camilla…. Så I kan nok tro jeg glæder mig til at komme hjem til jul.

Pis, hun er tilbage. Altså ikke Camilla (desværre). Konen. Hvor dum har man lov til at være? Nå, det bliver åbenbart ikke i nat jeg skal have en velfortjent og uafbrudt nattesøvn… suk. Men actionpacked, det bliver det sgu.

kedelig nørdeblog (så er i advaret)

Det er vist en af de der dage hvor alt bare går lidt langsommere. Nettet i dag har været ret dårligt, ikke at det er utroligt særligt i Grønland hvor vi jo specielt er kendt for vores hurtige internet, men alligevel. Det kan have sine gode dage, sine dårlige dage og så sine lousy dage. og i dag var lidt en af de sidste. Eller også er det bare min computer der brokker sig. Den er jo også ved at have et par år bagen, men jeg må sige den klarer sig stadig bemærkelsesværdigt godt alt taget i betragtning. Dog er jeg begyndt at drømme om den perfekte stationære computer med 19” fladskærm og et super grafik kort og en processor, ram, etc der bare sparker r…. Der er bare ikke de store muligheder for at købe sådan en heroppe. Der er jo kun en computerbutik i byen og udvalget er lidt spinkelt. Man kan også købe i Nuuk, og der har da også været en eller to computere der har set ok ud, men det er aldrig liiiigeee det man leder efter og så vil jeg hellere lige vente lidt endnu.

Apropos computere, så er vi nu startet med vores e-lærings forløb de fire skoler imellem. Hvis i husker så var det et samarbejde mellem ATI Maniitsoq, GU Nuuk, Handelsskolen Sisimiut (kan ikke huske det hele lange grønlandske navn), og VUC Bornholm (!) Jepper, så vi laver lige noget mellembys læring og interkontinental samarbejde. Der er så seks klasser involveret, hvoraf tre er mine, så jeg har hænderne fulde. Heldigvis hjælper Pia mig i undervisningen, da der er nok at spørgsmål at svare på vedrørende adgang til nettet, besvarelse af opgaver, grammatik, skrivning på engelsk etc. Men idéen er at vi har den her internetside hvor vi har lagt nogle opgaver op, der er et forum, der kan skrive deres profil og alt den slags gejl, og så skal de så arbejde i grupper på tværs af klasserne (og landene) for at løse de der opgaver vi så har lagt ud. Der er fem i hver gruppe og de må skrive til hinanden på forum, da de ikke nødvendigvis er online på samme tid. Det er jo en arbejdsform de skal vende sig til, men de klarer det sgu nok.
Vi startede mandag med de to første klasser og havde tredje her tirsdag. Og det gik egentlig godt. De loggede sig ind fandt med lidt besvær og lidt hjælp de forskellige ting så de kunne komme i gang. Det sværeste for dem bliver nok hele det her gruppe-uden-at-være-fysisk-i-gruppe-koncept. Men øvelse gør mester som man siger, og det virker begge veje. Hele forløbet er kun prøvet en gang før for nogen af lærerne og resten af os er ret grønne. Så vi skal jo også lige lære hvordan man bedst kan lære fra sig når man skal bruge det digitale medie.

Uanset så må i undskylde jeg ikke har opdateret bloggen så meget, men forklaringen er ret simpel. Arbejde og så at der rent faktisk ikke er sket særligt meget heroppe, med mindre i regner World of Warcraft (det der online spil jeg spiller) med i billedet. Så er der nemlig sket meget. Jeg er nemlig trådt tilbage som guildleader. Som nogen af jer ved så var jeg i spillet leder af ca 140 spillere fra hele europa, men jeg blev simpelthen træt af at gå online og så IKKE spille spillet, men derimod skulle afklare alle mulige mærkelige spørgsmål fra medlemmer og være sindssyg diplomatisk når alt jeg egentlig ville var at hygge mig lidt og slappe af. Men nix, syv hundrede beskeder senere så gad jeg altså ikke mere. I stedet for at stoppe med at spille (spillet fejler jo ikke noget) så trådte jeg tilbage som guildleader efter ca. et halvt år på posten. Så kan man vist også sige min værnepligt var udtjent. Og pludselig er det sjovt at spille igen. Endelig kan jeg slappe af og nyde spillet, hvilket er lidt farligt, da jeg jo har andre ting her i livet end at sidde og spille wow.

Bare rolig, jeg husker at komme i seng i ordentlig tid, at få noget at spise at være 110% på arbejde. Faktisk har jeg sidste måned haft så mange overarbejdstimer at jeg nu har fem dage jeg kan afspadsere i julen, eftersom jeg jo ikke har opsparet feriedage endnu. Så kom ikke her.
Hvilket minder mig om at jeg glæder mig helt afsindigt til jul. Nøj hvor bliver det godt at komme hjem til jer alle sammen. og der er faktisk kun 26 dage til at jeg står i Kbh’s lufthavn og siger ”Hep”. Og så er det jo at I skal svare ”Hey” lige efter, så det bliver lidt en ”Hep Hey” agtig ting… nå, man sku nok have været der. I hvert er der gruelig kort tid til, så begynd at glæde jer til den hjemvendte danske eskimo.

Men jeg lover at næste blog nok skal være mere actionpacked peeweee...

knus

De små forskelle

Som dansker i Grønland er der mange ting man som tiden går begynder at lægge mærke til. Små ting der bare ikke er helt som i Danmark. Faktisk ret mange når man begynder at tænke efter. Nogen ubetydelige, nogen mærkelig, nogen irriterende og så er der nogen der bare er hamrende charmerende.

For at starte et sted er det der med 37 timers arbejdsuge ikke kommet til grønland. Heroppe hedder det 40 timers arbejdsuge. Punktum. Ikke at det hverken er irriterende eller direkte frustrerende, det er bare noget man må acceptere og nyde godt af når man så en gang vender hjem. ”37 timer siger du? pfff… Holder i ferie eller hvad?”

En sjov ting er det med biler og sikkerhedsbælter. Det er ikke lovpligtigt at køre med sikkerhedsbælte på hvilket vil sige at det er der ingen der gør. Nu er det jo heller ikke fordi at folk kører som død og helvede heroppe, og hvor skulle de i øvrigt køre hen? Maniitsoq er altså en ø og vejnettet er ikke så pokkers stort. Men det skal jo ikke afholde politiet fra at have problemer med biltyve. Suk, nogen ting ændre sig åbenbart ikke.

Så er der det med at grønlænderne hilser meget på hinanden. Ikke at de råber hej og går hen og trykker hinanden i hænderne, man fra barnsben har lært at det er det man skal gøre når man skal hilse på nogen. Næh, de nikker. Siger ikke hej eller den slags, men får lig øjenkontakt og gir lige et anerkendende jazznik i ens retning, hvilket man selvfølgelig sender lige tilbage. De meget rutinerede hilsere gør faktisk endnu mindre. De laver lige gonzo finten og nøjes med at løfte øjenbrynene, så de lidt minder om Gonzo fra Muppetshow (eller min gamle professor der havde for vane at løfte sine øjenbryn lettere sporadisk fra tid til anden). Det betyder det samme. Gonzo tricket kan også bruges i stedet for at sige ja, hvilket kan drive mig til vanvid i timerne når jeg spørger en elev om noget og i stedet for at svare ”ja, det er nemlig rigtigt” bare nøjes med at løfte øjenbrynene. Tja.. hvad kan man sige.

Nå, ja tilbage til det med biler, eller rettere sagt taxaer. Der er ret mange taxaer her i byen, og siden man ikke kan køre ret langt er turene heller ikke ret dyre. Men kan man bestille en taxa til et bestemt tidspunkt senere end nu og her og så regne med at den kommer? Nix. Forsøgte at bestille en morgen taxa til Jim så han var sikker på at komme til lufthavnen, så han kunne nå sin flyver. Det her var dagen før han skulle af sted, men tror du taxa ”centralen” ville modtage min bestilling? Nej men ih og åh, og det var jo en anden der ville være på vagt i morgen tidlig og man kunne jo ikke bare, og det var ikke så godt. Det var en kamp at få ham overtalt til at lægge en besked til den eller de personer der ville være der på arbejde næste morgen. Har faktisk ikke fundet ud af om taxaen nogensinde kom, men Jim kom da hjem så om han var gået derud, funder en taxa på taxapladsen eller om den faktisk kom er mig stadig uvist. Men hjem kom han.

Og det fører mig lidt til en anden mindre fed ting heroppe. Arbejdsmoral. Eller manglen på samme. Ikke at jeg slår alle grønlændere over en kam, men det der med at have stolthed ved sit arbejde er bare ikke så voldsomt udbredt, I hvert fald ikke hos den lille Pissifik, der for tiden er min yndlings aversion. Lad mig demonstrere ved at fortælle en lille oplevelse. Eller to.

1) jeg skal have noget sigtemel, da jeg har fået den latterlige idé at bage, hey, im the man. jeg går hen på hylden med mel og hvad ser jeg? Sigtemel. I kurven med den, men hov, hvad er det lige med slagsdatoen? Den er sgu da overskredet. Ikke med meget, men siden der er en sidste salgsdato må det jo betyde noget med at det nok var smartere at bruge det før datoen udløb. Jeg tager pakken og aflevere den til en af de ansatte (faktisk tror jeg det er bestyreren) som den gode og bekymrede forbruger jeg nu engang er. Han siger nå, og det var da ikke så godt og jeg gør ham opmærksom på at resten af sigtemelen, hviket vil sige de første 20 pakker på hylden, også er af samme datomærkning. Han siger, tak for det, den ordner vi. Lidt efter begynder en af de ansatte så at fylde en indkøbsvogn med de nu ukampdygtige sigtemels pakker. Hep, tænker jeg, nu er den hellig ko velforvaret. Men nej. Næste dag er de selv samme sigtemels pakker tilbage på hylderne. Og de står der endnu. Det holder bare ikke.

2) Jeg skal købe et par fiskefrikadeller i sådan en lille smart pakke der står i køledisken, da der er ret gode på en god skive rugbrød. Jeg tjekker salgsdatoen, da jeg jo har lært min lektie om den hersens butik. Fint, der er en hel uge tilbage, men hvad fanden. Der er mug på. Det er fanme da klamt, hvilket jeg så igen, som den flinke og bekymrede forbruger jeg er, gør en ansat opmærksom på. Hun tager pakken og siger ”nå” og går ud i baglokalet, smider den ud og går tilbage og fortsætter sit arbejde. Hun ikke så meget som indikere en bekymring for at nu en er muggen, så kunne det være at resten af pakkerne heller ikke var så lækre. Men når nu hun ikke vil tage affære, så kan jeg da. Jeg kigger resten af pakkerne igennem og ganske rigtigt, en af de andre har skimmel på den, yrk. Den tager jeg op til disken og siger ”det er da ikke særlig lækkert”. Svaret er nogenlunde ”jamen jeg forstår det ikke rigtigt”, og jeg svarer ”ja, det kan da godt ske, men er det ikke en idé at tjekke de andre pakker, for der er da åbenbart et eller andet helt galt med den sending”. Ikke noget svar. Jeg giver op og går. Der blev ikke gjort noget ved den sending.

Nej, faglig stolthed skal man lede længe efter hos pissifik. For eksempel morer jeg mig lidt når jeg om morgenen lige svinger omkring og køber mit morgenbrød, hvilket som regel består af et spansk rundstykke. Og umiddelbart efter jeg har afgivet min bestilling kan jeg se desperationen malet i deres øjne; ”hvad fanden var det nu et spansk er?”. De famler lidt i kurvene og tager tilfældige morgenbrød op ”det her?”, ”nej”, ”det her?”, ”nej”, ”det her?”, ”nej, det er det ved siden af”, ”det her?”, ”nej, det uden birkes på, ja det der”. Hele seancen burde efterhånden kunne kortes ned, men de glemmer det åbenbart fra den ene dag til den anden, for jeg skal igennem den hver morgen.

Og nu vi er ved madvarer. Mælk er jeg så godt som holdt op med at drikke. Langtidholdbart mælk smager bare ikke særligt godt. Det kan drikkes, men har bare en lidt mærkelig bismag. Til gengæld fejler den intet med lidt kakaopulver i eller når man bruger den i madlavning. Og så grøntsager. De er dyre. Og ikke altid lige friske. Salgsperioden på den slags luksusvarer er udvidet betydeligt i forholde til de danske forhold, så når man køber grøntsager skal man lige mærke efter at man ikke køber bløde løg før de rent faktisk har været på panden eller frostskadede (fra flyet) agurker, der så smatter ind efter 2 dage etc. Jo heroppe er jeg lidt glad for jeg ikke er vegetar, selv om det med lidt god vilje nok skulle kunne lade sig gøre.

En anden ting, der lidt er ret så irriterende når nu man bruger internettet så meget som jeg gør er at flatrate heroppe er en by i rusland. Det hele er felxrate, så du betaler for dit forbrug og online spil og IP telefoni det æder. Så slev om jeg ikke downloader spil i lage baner (det kan OVERHOVEDET ikke betale sig) så for jeg en internetregning der vil gøre brixtofte til skamme.. og der ændrer sig nok ikke foreløbigt.

Til sidst vil jeg lige slutte af med en af de dejlige charmerende ting, grønlandske skikke kan byde på. Heroppe fejrer man nemlig hinanden, også selvom dem, man fejrer, ikke er her. Indtil videre har der været kage og deslige på lærerværelset flere gange af samme grund. En gang fordi at et lærerpars søn fyldte år, og her skal det siges at sønnen altså bor i Danmark og ikke lige var på besøg. En anden gang var det en lærerindes mand der fyldte 40 selvom han altså ikke lige arbejder på skolen og ikke var der, og en tredje gang gav kollegieinspektøren kage fordi hans datter var blevet nummer 3 i en taekwondo konkurrence. Hvis ikke det er hyggeligt, så ved jeg snart ikke. Jeg glæder mig allerede til at fejre min farmors fødselsdag heroppe.

Hold da op. Det blev en lang smøre. Lidt brok, lidt undren og så lidt til at glæde sig over. Ja, det lyder som Grønland.