pinsekaptajnen og den falske husbond

Ja, så er der snart kun en måned til at jeg kommer hjem til familie og venner.. og min dejlige kone. Datoen er den 5. juli og den bliver ikke ændret. Overhovedet ikke. Den kan ikke ændres. Og heller ikke refunderes. Sådan er det nemlig når man køber en rød billet i stedet for en grøn. Forskellen er at man med en grøn billet kan få den ændret og få den refunderet hvis man sku få lyst til det. Det og så 4.500 kroner - en rød billet koster 7.500 og en grøn koster 12.000. Og så vidt jeg kan se er refunderings- og ændringsretten det eneste man får for de 4.500 kroner. Det er fanme ikke meget. Jeg prøvede at skrive til Air Greenland for at høre om det virkeligt kunne passe. Det kunne det godt. Ja jeg skrev til dem om jeg kunne få min røde billet ændret til en afgang dagen før. De sagde at jeg havde købt en rød billet og den kunne IKKE ændres. Så spurgte jeg så om forskelle på rød og grøn billet og de 4.500 kroner. Så blev de lidt sure og gentog det med den røde billet. Ja, jeg kan da være ligeglad, det er ikke mig der spilder 4.500 kroner. Men tilbage til min kone.

Jeg har lige snakket med hende. Staklen var ret træt, men insisterede alligevel på at snakke, mens hun gabte om kap med sig selv. Det er ikke uden problemer sådan at have et lang distance forhold, og det gør det ikke nemmere at det er et lang distance ægteskab. Man bliver jo nødt til at snakke sammen ofte og tidsforskellen er lidt et slag i ansigtet. For skal vi snakke bliver det ofte omkring 23 dansk tid, men så er det omkring min aftensmadstid og er det ikke, er det alligevel omkring det tidspunkt hvor man kan udnytte aftenen til at være lidt produktiv, men siden jeg jo et medlem af den mandlige race, så ejer jeg ikke multitasking genet. Så jeg kan vælge at a) enten snakke med Camilla, b) lave noget produktivt men undvære at snakke camilla, C) snakke med Camilla og febrilsk forsøge at lave noget produktivt og håbløst fucke begge ting op. ”Tingen” jeg laver kan jeg ikke koncentrere mig om og Camilla bliver jeg fraværende overfor.. nix, det går bare ikke. Men nogengange når jeg bare et punkt hvor alle samtalerne irriterer mig mere end de gavner. Ikke at jeg er træt af Camilla, tværtom. Det er mere fordi jeg savner hende så forbandet meget og jeg savner at hun er her. Lige her. Så man kan røre hende og snakke mens man er i samme rum. Ikke alt det her langdistance pis. Men så går der et par dage, så er jeg god igen, og vi snakker endnu et par timer over skype. Den kærlighed, den kærlighed.

Men ugen har ellers budt på lidt af hvert. Pinsen blev nemlig ikke så grel som DMI ellers havde lovet. Lørdag var jeg til middag med Sine, Anna Marie og Christian på byens eneste restaurant af finere karakter, restauranten på Hotel Maniitsoq. Vi mente lidt det var på tide at vi mødtes andre steder end kun poå skolen eller til vores duelighedskursus (som jeg snart skal til eksamen i, arrhgh..). Så vi mødtes klokken havl otte på hotellet og kiggede lidt på det sparsommelige menu kort. Retterne var fine nok, men der er bare ikke så meget at vælge imellem. Til gengæld var det tæt på at jeg havde bestilt moskusoksemørbrad med gratineret hvalspæk. Har ingen anelse om det ville have været verdens dårligste beslutning, men de var udgået for det den aften, så jeg fandt ”desværre” ikke ud af det. Jeg endte med oksemørbrad der var anstændig med et par halve store kartofler der havde gennemgået en eller anden olieret behandling så de smagte lidt af søde halvbagte æbleskiver. Ikke videre heldigt. Bvadder. Men vi fik en god rødvin og snakkede og snakkede indtil klokken var 23-24 stykker. Under aftenen kom Anna Marie med den idé at vi skulle sejle ud midt på natten og se pinsesolen stå op. Så skulle vi have været ude ved en tre tiden om natten, så vi valgte at udskyde det lidt. Indtil klokken 6 i stedet. Sine hoppede dog fra, men vi tre andre var samlet igen ved båd havnen klokken 6.30, Anna Marie og Christian i deres båd, og jeg i Madicken. Yes sir. Kaptajn Toft slår til igen. Det blev en dejlig tur hvor vi sejlede lidt rundt i fjorden, prøvede at fange lidt fisk, men der var ikke rigtig andet en ulke der ville bide på. Tror ikke helt at fiskesæsonen er startet endnu. Men det komme nok.

Jeg var hjemme igen lidt over tolv og i en kombination af træthed og vane koblede jeg mig på World of Warcraft og kom lynhurtigt i en gruppe, hvor vi skulle smadre et skummelt sted i et par timer… men… så avr det lige at jeg fandt ud af at jeg var den totalt falske husbond. For Camilla kom på Skype og vi havde åbenbart aftalt at vi skulle snakke sammen der klokken 13.00. Hun havde skyndt sig tilbage fra Roskilde, hvor hun besøgte sine forældre, for at nå det. Og her sad jeg spillede wow og havde pludselig meget dårlig samvittighed. For jeg kunne jo heller ikke brænde gruppen af (det bliver man ikke særlig populær af i sådanne spil). Og Camilla var ikke lige den gladeste kone i Danmarks rige det kunne jeg godt høre. Tror endnu hun brugte ordet skuffet(av..). Så for engang skyld fik jeg investeret i et multitasking gen og jeg spillede faktisk okay samtidig med at jeg snakkede og lyttede og kommenterede interesseret på alt hvad hun sagde. Ja det var altså ikke kun ”ja, nå, det lyder godt skat..”. Jeg hørte faktisk efter, og fortalte selv vidt og bredt om vores fisketur og andre ting og sager. Tror egentlig bare at jeg var så overtræt at jeg var blevet ret så frisk. Det vatr åbenbart hvad der skulle til, men det er i hvert fald ikke en ting der skal prøves igen. Minder mig lidt om dengang da jeg var 13 år og mødte min daværende kæreste nede i byen en aften, hvor jeg var på vej med en ven over til en anden ven. Jeg sagde "hej og hvad laver du her?" Og så var det jo at hun ligesom sagde at hun "var på vej i biografen for at se en film.. med mig". Ups. Jeg burde jo have lært det nu. Skriv den slags ned, René! Det er ris til egen røv. Men Camilla blev god igen, sådan da.

Mandag var jeg igen ude og sejle, denne gang med Sine. Vi havde aftalt en eftermiddagstur hvis vejret var til det, og endnu engang var vejrguderne med os. Sådan da. Det var ikke sol fra en skyfri himmel og vindstille, men godt nok til råk. Og det gælder jo om at få noget træning inden vi skal til den praktiske del af eksamen i duelighed. Vi skal jo mestre at styre en Targa (STOR båd) i havn, samle en nødlidende op og sådan noget gejl. Og det skal så demonstreres med finesse og ynde som en balletdanser og ikke som en fordrukken elefant i en glasbutik (sådan er det lidt jeg har det nu). Så vi øver os. Sine og mig med søkort og pejlinger og jeg skal gi dig skal jeg, af sted ud i skærgården. Bare rolig, Sine havde en GPS med hvor der var gamle ruter med, så vi havde en nogenlunde mulighed for ikke at sejle på skær. Men vi fik sejlet lidt rundt om den store Maniitsoq ø, fisket lidt (stadig ingen fisk), snakket, sejlet, spist lidt kiks og madpakke, og vips så var der gået to timer. Og vejrtelefonen havde lovet at det ville blæse op i løbet af eftermiddagen og det gjorde det så. Så turen hjem blev en del mere bølget end turen ud. Forestil jer rutsjeturen i et tivoli, sådan op og ned op og ned. Så trækker du så en tredje del af glideturene ned væk og erstatter dem med fald på en halvmeters penge med dertilhørende brag, syk i maven og skumsprøjt over stævnen. Hehe. Det var sjovt. Jeg kunne ikke andet end at grine. Der var ikke det store at være nervøs for. For det første var vi ret tætte på havn, opg for det andet var bølgerne ikke særligt store. Men hvis det er hvad man kan få ud af små bølger så bliver det da voldsomt underholdende med store bølger.. måske lige underholdende nok. Vi kom i hvert fald hjem igen i et stykke. Denne gang.

Det var vist nok for nu. Ha det godt så længe.