Rypejagt for viderekommende...

Jeg er træt, mat i hele kroppen, sol(for)brændt i hele skallen, ondt i hovedet, men har det egentlig helt så okay. Ja jeg har det faktisk rigtig fint (mentalt altså, fysisk er jeg som en pensionist på invalidepension…) for jeg har været på jagt! Yes sir. Weekendkrigeren har endelig fået blod på tanden i den mere end litterære forstand.

Det startede da per ringede lørdag eftermiddag og afblæste vores settlersaften. Han havde jo liiiige fået sin splinternye båd i vandet, så han ville godt ned til den i stedet. Det er jo helt forståeligt, til gengæld ville han så godt invitere mig på rypejagt dagen efter, altså søndag. Søndag morgen. Søndag meget tidlig morgen. Men en chance som det kunne jeg jo ikke lade gå fra mig, så jeg sagde selvfølgelig ja og efter en lille snak om hvad man skal huske at have med og hvad man skal lade være tilbage, var jeg i gang med at pakke til næsten morgens strabadser. Det gælder faktisk om ikke at have for meget tøj på, fandt jeg ud af. Du kommer til at bevæge dig rigtig meget så lange underbukser er bandlyst f.eks. Per anbefalede et par gode bukser, en langærmet (eller undertrøje og skjorte), en trøje, et par strømper, et par gode vandrestøvler, handsker og hue. Ikke nogen kæmpe jakke eller overtræksbukser. Ikke noget fancy. Men dog skal man huske en fleece jakke eller lignende til når man holder hvil, for der blev man gerne kold igen. Min version blev mine cowboybukser (jo de samme jeg blev gift i), en langærmet hvid uno t-shirt og min hullede og lasede gamle norske genser jeg købte i oslo tilbage i 1995. Den viste sig (som jeg også regnede med) at være den perfekte tykkelse. Derudover selvfølgelig min supermand hue, mine seje jagt handsker, mine tykke vandrestøvler (de kan tåle lidt mere vand end dem jeg går i til dagligt). Som fleece brugte jeg inderjakken i min vinterjakke. Perfekt. Og så på hovedet tidligt i seng. Not. Jeg kunne ikke få nosset mig færdig den dag. Jeg skulle også sørge for madpakke til mig selv, så jeg bagte boller. Så skulle tasken pakkes med pibe, kamera, sodavand, vand, kiks, plastikposer (husk dem altid), lommekniv, solbriller etc. Der var mange ting man skal huske. Og når man så først kommer i seng så kører tankerne om der nu er noget man har glemt, hvad skal man huske næste morgen og.. Klokken blev vist først halv et før jeg sov og jeg skulle op igen lidt i seks, da Per kom og hentede mig i bil klokken 6.30. Jeg kom op til tiden, og blev lidt nervøs da jeg så vejret – der var overskyet (sigtbarheden var ret ringe) og det sneede sagte. Ikke det optimale jagtvejr, men siden Per ikke havde ringet og aflyst, gik jeg ud fra at vi stadig havde en aftale. Så jeg tog et bad, fik morgenmad og ganske rigtigt blev hentet, hvorefter vi kørte ned til båden.

Turen hen til øen vi skulle på jagt på gik forholdsvist fint, der var sne, ikke så godt føre, men vi klarede det også selv om Per startede turen med at proklamere at vi både manglede GPS og VHF radio i den nye båd. Ikke så godt hvis vi kom på røven og strandede in the middle of nowhere. Til gengæld havde han sin mobil med og i de højder vi sku op i, der var der god forbindelse. Så… vi var nogenlunde sikre på at kunne få hjælp. Nogenlunde…

Men vi ankom til øen, smed anker ud og tog den nye gummibåd ind til kysten, smed båden på land og gjorde klar til at gå. Vi efterlod det vi ikke mente vi fik brug for (jakke, hylster til rifler, og den slags), og gik af sted. Vejret var stadig let sne og gråt men humøret var højt og vi fik hurtigt varmen ved blot at bevæge os. Vi blev dog hurtigt lidt nedslåede da vi så en kongeørn (flot) der fløj forbi lidt fra os. Det betyder nemlig at ryperne gemmer sig, siden de har det med ikke at ville ædes. Æv. Efter en lille halvtimes gåtur opad fik vi dog endelig det første bevis på ryper i området. Vi hørte nemlig den umiskendelige lyd af rypekaglen (eller hvad man nu kalder det). Det lyder aller mest af en krydsning mellem en frø der kvækker og en hane der forsøger at gurgle. Lidt besynderlig lyd, men jeg lærte hurtigt at kunne skelne den fra kragerne (eller var det ravne?) og hvad der ellers var af liv vi ikke var på jagt efter. Nu var det bare at finde den, snige sig ind på den, ikke skræmme den væk og så lige skyde den. Det er nemlig sådan at når man jager med salonrifler (kaliber .22) så skal man ramme den mens den sidder, eller være usandsynlig heldig vis du skal ramme den i flugt. Hvis det nu var med haglgevær man jagede med var det en hel anden sag. Så er det bare at pløkke uanset om den er i luften eller ej, den skal nok dø. Ikke ligefrem præcisionsarbejde, men det virker. Sådan var det bare ikke i dag. I dag stod den på kikkertsigte og snigeri af første klasse. Efter en 10 minutters søgen fandt vi den endelig. Nu skal det også siges at en rype er en lille hvid fugl, vi så vælger at jage i et hvidt snelandskab.. der var ingen der sagde det skulle være nemt. Men den var, nu var det bare at ramme. Per mente jeg skulle have æren af det første skud, selv om jeg var overbevist om at jeg både ville ramme ved siden og ramme mig selv i foden på samme tid. Men jeg ville da godt gøre et forsøg. Forinden havde jeg fået et mindre kursus i riffel etikette, så jeg var rimelig sikker på at det var den rigtige ende jeg pegede med, og lagde mig så ned for bedre at kunne støtte samtidig med at jeg sigtede. Jeg fik også fuglen i sigte, skulle til at skyde hvorefter den så bare traver lidt væk, så den nu er uden for synsfelt. Provokerende spankulerende fugl hvis du spørger mig. Som om han bare håner mig ”du kan alligevel ikke ramme så …”. Jeg måtte rykke tættere på og var nu i en dum situation hvor jeg skulle skyde i en vinkel opad, samtidig med at jeg kun kunne se hovedet. Intet mere end det. Nå, men jeg skulle jo alligevel skyde ved siden af af en eller anden grund og faktum at jeg kun kunne se hovedet var jo en glimrende undskyldning bagefter ”jamen jeg ku kun se hovedet så det er altså ikke fordi jeg er en elendig skytte..”. jo jeg ku ligeså godt forsøge. Jeg trak vejret ind, fingeren på aftrækkeren, rypen i sigtekornet og så.. stilhed… POW! Og så var fuglen væk. Den var ikke i mit sigtekorn, men den var heller ikke fløjet op. JEG RAMTE SGU! Ryper mod René: 0-1. jo jeg ramte den i halsen og det var en flot skud sagde Per. Lige efter bogen. Den fødte dræbermaskine (det sidste sagde Per altså ikke).

Men glade og berusede af den tidligere succes begav vi os op på ”knolden”. Når man hører ordet knold, tænker man på en lille forhøjning, man kan passere på ti minutter, men når Per henkastet siger ”vi skal op på knolden og vandrer” mener han en knokkel af et ufremkommeligt bjerg, hvor der både skal kravles, klatres, gå igennem sne til knæerne (når man ikke lige synker i til livet) og ellers forsøge ikke at falde udover kanten, for der er dæleme langt ned. Men hold nu kæft, hvor var det fantastisk. Det er jo drengerøv på første parket at hoppe rundt i bjergene med en ærtebøsse og skyde på vildt. Naturen får du ikke mere barsk og episk, vejret var mildt på trods af den dalende sne og selskabet herligt. Per er en behagelig sindrig jyde (kommer faktisk fra Hobro området), og jeg tog alle hans jagt guldkorn til mig som en hund efter is (ja vores hund elskede is, så…). Desværre var ryperne ikke enig med os i, at i dag skulle være deres sidste. Det tog os over fire timer fra vores første rype til vi fik nummer to. På et tidspunkt så vi tre og Per fik også skudt, men missede desværre. Det vil sige at der er en teoretisk mulighed for at han ramte. Lad mig forklare: Per ser en rype lande et stykke fra ham. Han nærmer sig, lægger sig og skyder. Han ser nu en rype flyve op i vild panik. Han går så ud fra at han ikke ramte og rypen i flugt er den selv samme fugl han skød efter. Men! Hvad nu hvis den fugl han først så fløj hen til en buddy rype (min allerbedste squash buddy rype ven) som Per ikke kunne se. Per skyder, rammer og så flyver den aller bedste squashbuddy rybe ven sin vej i vild flugt. For Per går nemlig ikke op og tjekker bagefter. Så teoretisk set kunne vi godt være en rype rigere. Teoretisk set altså.

Men fire timer, et fejlskud, en lille frokost, en forfærdelig masse traven op og ned senere og vi var på nippet til at give op. Vi havde ikke set en rypespor, hørt deres kaglen eller bare set en i flugt i over to timer og vi var trætte, sultne og jeg var lidt ved at miste modet. Vi bestemte os for at gøre det eneste logiske – holde en lille frokost mere. Når man er på jagt er det nemlig (mand jeg er jo et opslagsværk) ikke spise en stor frokost, for så kan man jo kun orke at slå mave. Næh, en lille frokost, men flere af dem. Så vi var ved frokost nummer to, da vi hørte det… bwwrrreeaaaoor… bwwwrreeaaor.. YES! Rypekaglen! Nu skulle vi bare lokalisere den. Efter lidt kiggen rundt med vores kikkerter fandt vi dem godt en hundrede meters penge fra os. Der var to der sad sammen og så en tredje på et fjeld ikke langt der fra. Vi fik hurtigt pakket og så af sted. Mens vi gik, sagde per at vi skulle prøve et tandem skud, hvilket vil sige at vi har hvert vores mål, den ene af os skyder først og den anden skyder så lige efter i håb om at fuglen ikke har fløjet endnu. Et svært skud, men lykkedes det var det besværet værd. Vi linede op, og Per mente jeg skulle skyde først, jeg skulle bare lige melde klar før jeg gjorde noget. Han ville følge lige efter men endnu et skud. Jeg stillede mig til rette, tog sigte, meldte klar og mærkede roen og adrenalinen begynde at rumstere i kroppen. Jeg holdt vejret, trykkede på aftrækkeren og så fuglen i sigtekornet give et ordentligt ryk. De var ingen tvivl, jeg havde ramt (ryper vs. René 0-2). Men skud nummer to faldt ikke. Den anden fugl var for hurtig, så Per undlod at skyde. Ærgerligt, men under alle omstændigheder havde vi lige fordoblet vores jagtbytte. Glimrende.

Vi gik videre, og var nu ikke så langt fra slutningen af vores tur. Vi var kun en halvtimes trav fra kyststedet vi lagde gummibåden. Nu var valget så om vi skulle gå den nemme flade vej, hvor der var kun var en lille sandsynlighed for at ryper kunne tænke sig at støde til, eller om vi tog ruten over bjergkammen og kom til noget mere rypelignende territorium? Jeg måtte vælge. I et anfald af hukommelsestab (jeg havde glemt at mine ben var fuldstændig syret til med mælkesyre og mine fødder var ømme, våde og i udu) valgte jeg naturligvis bjergkammen. Fjols. Det gik voldsomt opad, heldigvis var det en lille kam og ikke i den størrelsesorden vi havde været i nærkontakt med tidligere. Det tog os et kvarter / tyve minutters tid at komme over på den anden side. Der var der lidt mere åbent terræn og der.. ikke langt fra os var der to ryper. Vi sneg os ind og blev enige om at give tandem skuddet endnu en gang. Denne gang var det bare mig der skulle skyde som sidste mand. Puha. Den var værre. Men jeg lagde mig til rette, fik sigtet, fik en klar melding fra Per og ventede på at høre et skud, så jeg i samme splitsekund kunne trykke min aftrækker… træk vejret.. stilhed… POW… aftrækker ind… POW. En fugl fløj op. En blev liggende. Min blev liggende. Damn, jeg var godt klar over at jeg var hård, men sååå hård? Vi var dog heldige at pers fugl var så flink at lande lidt derfra igen, så han to minutter senere kunne give den et velrettet skud. Fantastisk – fire fugle. Ikke nogen fantastisk timeløn må man sige, men hele oplevelsen var bare så overvældende. Og så gør det jo ikke noget man har en statistik der hedder tre kugler, tre fugle. Per var også lidt overrasket over han missede to gange på turen. Det havde han nu ikke for vane, så han ville hjem og skyde på skive, så han kunne få rettet riflen til. Er den lidt skævt indstillet kan han jo skyde alt det han vil, men ikke ramme noget som helst.

Det var nu sent på eftermiddagen og solen stod nu højt på en skyfri himmel. Vandet var spejlblankt da vi fik gummibåden i vandet og roede ud til Pers nye strømlinede super båd. Efter lidt moslen rundt (gummibåden skal fæstnes, ankeret op etc.) var vi på vej hjem igen. Hjemme på kajen kom Ulrik (vores kollegieforstander der havde haft bilen, mens vi var væk) og han skulle jo lige høre hvordan det var gået. Jeg fortalte ham stolt om mine store jagtbedrifter og han nikkede og sagde muntert ”du skal nok blive afhængig ligesom os andre”. Tjaa, det kan der da være noget om. Til sidst var der kun lige at Per skulle vise mig hvad dælen man lige gør med ryper, når nu de er skudt og sådan. Jo man kan skolde dem og så plukke i timevis og få fjer over hele hytten. Men det var Per holdt op med for længst. I stedet kan man skære et lille snit ved bryst benet og så simpelthen trække skindet og dermed alle fjerene af. Man blotter så brystet og skærer brystkødet ud, da det stort set er det eneste kød der er hver at spise (til gengæld smager det rigtig godt). Så det lærte jeg så. Og mandag fik jeg min første stykke rypebryst…mmmmm. Det var godt. Selvgjort er velgjort som man siger.

Puha. Det var en ordentlig omgang. Men sådan gik det altså. Min først jagt. Det varer dog langt tid til min næste, efter som sæsonen slutter den 1. maj, da det er ved at være yngletid. Så skal de have ro indtil den 1. august eller 1. september (kan ikke lige huske) hvorefter jagten går ind igen. Så jeg må nøjes med at fiske indtil jagtsæsonen starter igen – så skal vi også på rensdyrjagt… så bliver det pludselig lidt mere spændende – større rifler, større bytte og mere at slæbe på… glæder mig allerede. Men næste gang vil jeg nok huske solcremen, så jeg ikke bliver så rød i hele bøtten.