Så er jeg sikkert tilbage i Maniitsoq efter min første rigtige jagt og så oven i købet en fire dages en af slagsen. Og det kan roligt siges at det var en begivenhedsrig tur, men masser af storslåede oplevelser, opture, nedture, ømme muskler, trætte kroppe og frisk luft. Men læn dig tilbage og bered dig på at læse en laaang beretning. I må undskylde den starter lidt pludselig om fredagen, men jeg fik ikke skrevet blog om torsdagen, så den hopper direkte ind i begivenhederne. Ikke at jeg havde en computer med på turen. Nej, toft blog v.2.0 var for en weekendstid gået analog. Papir og en skriver.
Om torsdagen kan det lige siges at sejlturen tog godt og vel 6 timer og hvis i har set filmen ’the perfect storm’ så har i en nogenlunde fornemmelse af hvordan jeg havde det de første 20 minutter, mens vi kæmpede os ud af Maniitsoq havnen og hen til mere stille vand. Jeg siger jer nogen bølger. Det var sidelæns i kæmpemæssige bakkedale bestående af et blåt og hvidt frådende hav, op og ned, nådesløst. Godt det kun varede de første 20 minutter. Derefter var vejret og havet tåleligt. Hvis I har lyst til at læse om vores udgang set fra land, så har Anne Maria skrevet om det i sin blog her. Men tilbage til jagten.
Fredag
Øv. Rigtig rigtig øv. Jeg sidder i Pers båd og er lige hjemvendt fra en succesfuld moskusjagt og det eneste jeg kan tænke er motherfucker pis. Jeg er ikke sur eller irriteret på nogen lige bortset fra mig selv og mit fantastiske møg uheld. Hvorfor, spørger du? Jo sagen er den at jeg lige har tabt Ulriks hightech superduper digital kamera… i vandet. Ikke i en vandpyt (hvis det så bare var det). Nej, jeg har tabt det i fjorden. På 4 meters dybde i vand hvor sigtbarheden er lig nul. Og det er skidt. Jeg har for det første ingen anelse om hvad det koster (men det er uden tvivl dyrt), jeg har ingen forsikring (har ikke lige råd til den slags) og så er alle vores billeder fra de to første dage (omkring 200) pist forsvundet. Pis pis pis.
Det skete da jeg roede i gummibåden fra Pers båd. Jeg havde ingen lommer eller tasker at have kameraet i, så jeg havde det under jakken, men desværre var jakken ikke lynet helt op, så da jeg rækker frem for at støde væk fra Jonas’ båd (hvor jeg lå til) sagde det ’plump’ og væk var kameraet. Hvorfor kunne det ikke bare falde ned i gummibåden? Typisk. Og Ulrik er her ikke engang så jeg kan fortælle ham det. Han er ved at partere og bære kødet ind til lejren, fra den tyr han nedlagde for godt 3 timer siden.
Men lad mig starte lidt før det, for det hele er nu ikke kun min skyld (derfor kan man godt have dårlig samvittighed). En halv time før Ulrik nedlagde sin tyr, var jeg nemlig selv med til at nedlægge en moskusokse, en ko. Jonas og jeg var den dynamiske duo, men selv om jeg havde riffel med, overlod jeg skyderiet til Jonas, eftersom han havde den rigtige kaliber til jobbet og var en helt del mere øvet end mig. Det var eftermiddag og Jonas og jeg havde stødt ind i en lille flok på fire dyr, og da de ikke lod sig drive, blev enige om at nedlægge et dyr. Der var ingen grund til at skyde flere, eftersom vi kun var os to, og en mand kan højest bære en halv ko anyway (medmindre man er grønlænder og er lettere hardcore, med dårlig knæ og ryg som følge). Flokken bestod af en tyr, to køer og en kalv. Vi bestemte os for at skyde den ene ko. Men koen havde i første omgang lidt andre planer. Første skud ramte den klokkeklart i hovedet, lige under det ene øje, men den blev stående. Ænsede det ligesom ikke. Først andet skud der ramte den i halsen fik den til at falde sammen med et sæt. Og så reagere resten af flokken og satte ellers i spæn hen over bjergsiden. Godt de ikke løb mod mig.. for de var ikke helt ufarlige.
Men der var ingen af de andre fra jagtteamet i nærheden, så vi begyndte at partere som man skal. Og så dukkede Ulrik og Christian pludselig op. De havde hørt skuddet og var i nærheden. Og så var det Ulrik tog sit kamera frem og tog billeder mens Jonas, Christian og mig havde fingrene nede kød, indvolde, pels og blod. Jeg siger det var en fascinerende oplevelse. Ikke for de alt for sarte bevares, men det var ikke så galt som jeg havde regnet med. For det første blødte det meget lidt. Der kom kun blod hvis man snittede i musklerne og det gjorde vi jo så lidt som muligt. Og lugten var heller ikke hverken skrækkelig eller forfærdelig. Kun tarmene og mavesækken havde lidt lugt de skulle af med. Sådan en indestængt moskusprut er lidt fæl, heldigvis er jo i det fri. Men mens vi havde hænderne godt begravet i moskuskød, så vi en moskus tyr lidt længere væk og Ulrik spørger spændt om han ikke skal skyde den, og Christian kommer lidt uovervejet til at sige at det lød da som en god idé. Før vi kan nå at sige ”øhh.. vent lige lidt” er Ulrik over af sted over hals og hoved og over alle bjerge med sit gevær i hånden, uden hverken sit kamera eller sin kniv. Lidt efter hører vi adskillige skud og så måtte Christian af sted for at hjælpe ham. Jonas og jeg blev og parterede vores ko færdig og fik så hver godt 30-40 kilos oppakning (jeg havde en rygsæk fyldt med kød samt to rifler, Jonas bar på hele bagkroppen) og kunne nu se frem til en gåtur på godt halvanden time i ujævnt terræn (for at sige det mildt). Men vi kunne jo ikke bare efterlade kameraet, og det eneste sted jeg havde plads (havde jo 30 kilos kød samt de to rifler) var under jakken. Kunne ikke engang hænge kameraet om halsen da der ikke var nogen strop på det.
Jeg var naturligvis fuldstændig smadret da jeg endelig ankom til bredden af fjorden hvor vi lå til ankers. Heldigvis blev jeg mødt af Per og Karsten der havde lidt tiltrængte forfriskninger med til mig. Lidt efter kom Christian og Jeppe, og de var alle fire på vej for ind for at hjælpe Ulrik med at bjerge hans dyr. For Ulrik havde gjort regning uden vært, da han skød sin tyr. For fint nok at man kan skyde en tyr, men manden havde jo ingenting til at bære dyret med. Overhovedet. For ikke at snakke om at størrelsen af dyret jo også var kolo enorm. Langt mere end hvad man skal udsætte to mennesker for. Så stakkels Christian var gået hele vejen tilbage til lejren for at hente forstærkning. Så det var dem jeg mødte ved fjordmundingen. Så dem af sted og mig alene tilbage med en gummibåd. Kød og i båden og rifler og så mig af sted til bådene. Først roede jeg over til Jonas’ båd for at aflevere hans riffel og kød (det deles senere). Og det var så da jeg lagde fra der at det skete. Jeg havde ganske ikke lige opmærksomheden på min jakke, jeg var desuden træt, svedt og ville over til Pers båd for at få et tiltrængt hvil. Jeg lænede mig frem, satte fra og… røv. Ikke ligefrem den perfekte afslutning på en meeeegeeet lang og meeegeeet hård dag. Men havde ulrik bare husket sit kamera i første omgang... ja, hvis og hvis, min røv er spids...
Dagen startede allerede klokken 5, hvor vi stod op for at være klar til at tage af sted over stok og sten på den store jagt klokken 6.00. Planen var at skulle finde dyrene, komme bag dem og så drive dem tilbage mod lejren. Se det lyder jo meget godt i teorien. Og dyr var der nok af. I dag har jeg nok set de første 40 moskusokser. Men drives, det ville de fanme ikke. For fik man dem endelig til at løbe, så er det enten i den forkerte retning, eller også skifter de lynhurtigt retning til den forkerte retning, lige som man troede at det endelig var lykkedes bare nogenlunde.
Der er nu noget helt specielt ved at stå 20-30 meter fra en fuldvoksen moskusokse tyr, der begynder at fnyse ud af næseborene og lave dybe truende lyde fordi den udmærket har set mig (det er jo meningen) og i stedet for at løbe væk, har bestemt sig for at beskytte flokken ved at tage kampen op, hvis det skal komme så vidt. Så er det man lige tager en dyb indånding og begynder at gå baglæns helt roligt. Ingen pludselig bevægelser. Bare nok skridt baglæns til at han begynder at slappe af igen.
Nåja, jeg har også set en ræv og 2 rensdyr i dag (ikke på samme tid). Vi skød dem ikke, men vi er jo heller ikke på rensdyr jagt. Vi er på moskusjagt uanset hvor indbydende rensdyr bøffer end måtte lyde.
Ja det lyder jo meget godt alt sammen, og det ville være fantastisk hvis jeg havde billederne der kunne følge op på historien, men de ligger desværre på bunden af fjorden. Øv. Igen.
Lørdag
Så er lørdag ved at være forbi og lad mig konkludere med det samme at mit humør i dag er væsentligt bedre på nuværende tidspunkt end samme tid i går. Ulrik tog det nemlig ret pænt (under omstændighederne). Det han var mest ked af var alle de fantastiske billeder der nu er gået tabt i det dunkle vand. Sort uheld. Men han vil lige undersøge hvad han kan gøre med sin forsikring. Så må jeg jo klare selvrisikoen hvis der er noget sådan. Lidt ligesom dengang jeg lånte min brors bil og kom til at bakke ind i en lygtepæl. Selvrisiko 1200 bobs. Det var lidt sure penge at punge ud med på en SU. Men det var ikke det vi skulle snakke om.
I dag har Team Per (på nær Per) holdt moskusfri. Vi bestemte os for at sove længe, overlade videre moskusjagt til de professionelle (Per, Jonas, Markus, Knud og konen var af sted igen), og ellers tage op ad elven lidt senere på dagen for at se om vi ikke kunne fange et par lækre fjeldørreder. Det ku vi så ikke. Jo Karsten fangede én, men det slår jo ikke helt til, når man skal affodre fem fuldvoksne mænd. Til gengæld havde vi tidligere på dagen fanget (hvad vi troede) fem torsk, men det fik vi så at vide var uvakker. Uvakker er hvad man spiser hvis der virkelig ikke er andet. Det er fiskenes svar på lykkehjulet – lidt tamt, smagløst og uden bid. Så vi havde stadigvæk kun en fisk til fem mænner. Til gengæld har vi jo masser af lækker moskuskød.
I går fik vi lækker lækker moskusmørbrad.. nammenammenam. Jeg siger jer det var godt. Det var i sandhed kød der smeltede på tungen og noget man kunne tygge med øjenbrynene, som min far plejer at sige. I dag står menuen så på (engangs)grillstegt fjeldørred og tilsvarende uvak (vi skla lige smage for at kunne udtale os om hvor dårlig den egentlig er), og så en moskus chiligryde med tilhørende ris. Ikke dårligt, ikke dårligt.
Angående ris, så er der noget der har undret mig ret længe efterhånden. For køber man en pose ris og kigger lidt på brugsanvisningen/opskriften fra de forskellige lande (typisk DK/N/S), så vil man opleve et af livets helt store mysterier. For hvorfor fanden er der en forskellig opskrift til hvert enkelt land? Den danske opskrift bruger 4½ dl vand til 3 dl ris, den norske bruger 6 dl vand til 3 dl ris og jeg orker slet ikke nævne hvad den svenske gør. Også tiden det skal koge er forskellig og trække tiden ligeså. Er der virkelig så stor forskel på hvordan man forbereder ris rundt omkring i Skandinavien, så man bliver nødt til at lave differentierede opskrifter på samme produkt? Fatter det i hvert fald ikke. Nå, men nu skal jeg spise, så det må vente…
Lidt senere samme lørdag
Nu har vi spist færdig og nej hvor er jeg grov mæt. På grænsen til forspist. Men sådan er det jo når det hele bare smager lidt for godt. På nær uvakken selvfølgelig. Den smagte af ingenting. Luft med citronsmag 8fra citronen vi havde brugt). Det var også det vi havde regnet med, så nu skal jeg bare lære at kende forskel på en uvak og en torsk (uvakken er i torskefamilien, så helt nemt er det ikke). Men i hvert fald godt vi kun lavede en.
Nåja, mens vi lå her i fjorden lidt tidligere, ankom en ny båd med en ældre mand og hvad der lignende hans søn. De skulle også på jagt og tog deres gummibåd over til os for lige at høre om hvor der var dyr og sårn. Og så lige for at høre om vi havde ammunition til en bestemt kaliber riffel (har glemt hvilken), for de var kommet af sted med den forkerte ammunition. Det må fanme være surt. At sejle helt fra Nuuk og så finde ud af man har glemt ammunition når man endelig ankommer. Vi kunne desværre ikke hjælpe ham, da vi brugte en anden kaliber en den ønskede. Skaden var dog ikke større end de havde en anden riffel med (+ ammunition), men den var lige under den kaliber det er lovligt at skyde moskus med. Rammer man først rigtigt gør dette dog ikke så meget. Et godt skud kan fælde et dyr uanset kaliber (til en hvis grænse naturligvis). Men des større kaliber, des større skade naturligvis. Det hænger jo sammen det skidt.
En anden ting jeg slet ikke hat har fortalt er hvor mange dyr vi havde planlagt at gå efter på denne tur. Vi er jo som tidligere nævnt 10 mand af sted. Efter lidt konfereren med de andre fandt vi ud af at vi (Team Per) gerne ville havde et par dyr; Jonas, jeppe og Markus ligeså; og Knud og hans kone også gerne ville have 2 dyr. Så seks dyr i alt. Jeg havde så lidt i min naivitet troet at så skyder vi, parterer, bærer og så deler vi i porten. Men sådan fungerer det ikke helt. For man får andel i det dyr man har været med til at nedlægge og bære. Ikke at man skal have trykket på aftrækkeren, men har man været med til at bære, så er man også med i delingen af rovet. Så jeg har lidt uforvaren anskaffet mig en halv ko. Det var jo Jonas og jeg der stod for dagens første moskus i går og kun os der bar. Så den er vores. Ingen andres. Men dette ’du må yde før du kan nyde’ delingsprincip betyder så også at man skal holde sig til når det sker. Og du der ikke er det i princippet bare ærgerligt, Sonnyboy. Lidt synd hvis man var med hele den første dag, intet fangede og så er blevet skadet så man ikke kan tage del i anden dagen, som for eksempel Jeppe blev det. Han havde desværre problemer med knæet, så han blev hjemme i båden lørdag. Men mon ikke de andre skænker ham en venlig tanke og et stykke kød eller to. Hvis ikke så behøver jeg ikke ligefrem 30 kilo. Det er begrænset hvor meget kød jeg skal spise med en vegetar kone, der flytter herop i februar, for slet ikke at tale om de kommende rensdyrjagte til at fylde resten af fryseren med. Nej, det er ikke helt sikkert at jeg har brug for en hel halv ko.
Andre oplevelser.. hmm.. Jo jeg har set en havørn i dag. Nøj, den er stor. Og endnu flottere live en på films. Det var fascinerende at stå ved kanten af den brusende elv og se den flyve af sted med sine lange, seje, yndefulde og majestætiske vingeslag. Fanme flot. Ja i det hel taget har det været en forbandet flot tur. Det kan godt være at selve drivjagt princippet virkede som en fod i en styrthjelm, men det gjorde så bare det at vi i stedet kom tæt på dyrene. Helt tæt. Så tæt at man kunne lugte dem. Den der karakteristiske lugt af dyr, bysbørn kun kender fra zoologisk have, eller hvis de er så heldige som mig at lande foran de vilde af slagsen ude i det fri.
Alt i alt har turen været skøn, hård, barsk, rå, smuk og helt forfærdeligt fantastisk. Det var bare lige derfor jeg i sin tid tog herop. For at få den slags oplevelser. Det er en opfyldelse af det selvbillede jeg havde for godt et år siden af mig siddende i min islandske sweater, fuldskæg i hele krydderen med piben i munden, lugtende lidt af gnu (eller moskus i det her tilfælde), kiggende på solen der går ned over fjorden og bjergene i det blikstille vand. Ned til sidste detalje. Det er et af de øjeblikke man ved aldrig lader sig helt forklare. Det er her lige nu. Det er smukt som bare fanden. Det er virkeligt. Det skal nydes.
mandag, august 27, 2007
torsdag, august 23, 2007
Oh oh.. we're in trouble...
I får lige vejrudsigten for i dag...
og for resten af ugen...
og for resten af ugen...
Det ser sgu ikke for godt ud. Håber da vi kommer afsted alligevel.
Jeg krydser fingre.. både for vejret og for turen.
onsdag, august 22, 2007
Anton, dine bukser er revnet...
Jeg har fået hul i røven. Altså på mine bukser. Det skete da jeg sad på min båd og skulle hoppe i land, for desværre havde jeg sat på nogle af de dersens plastik krogeagtige nogen der holder reb på plads. Og den synes altså lige den skulle have fat i mine bukser. Ritzzzz sagde det så. Og så havde jeg et hul i røven. Pis os. Hvis det havde været en hvilken som helst anden dag, så havde jeg truket lidt på skulderen og tænkt ”nå ja, jeg købet et par nye eller får nogen til at kigge på dem”. Nu er det bare sådan at jeg skal bruge de forbandede bukser i morgen! Dem og ingen andre! Det er nemlig mine dyrt indkøbte og dødsenssmarte fancy jagtbukser. For jeg skal på jagt. På moskusjagt.
Før jeg uddyber min snarlige moskusfadæser, so må jeg vist hellere lige sige ”hov” og ”nej, det må i undskylde”. For jeg har da vist været den falske blogskriver her de seneste par uger. Men der har altså været en grund til det. Som jeg postulerede i min sidste blog så har jeg været en smule hængt op. I sidste uge havde 30 undervisningstimer foruden møder, forberedelse, netcafe for de nye elever (slet ikke for mig selv, næ nej) og alt det andet renden rundt om sig selv der hører med til opstarten på en nyt år. Ikke at jeg klager. Nej, det var fint, det var sjovt, men det var fanme også hårdt. Og når man har haft en laaaang og hård dag, så er det første jeg tænker ikke ”nej hvor skal det bliver godt at skrive blog”. Sorry, men sådan er jeg desværre ikke indrettet. Jeg skal lige have et grand af overskud for at gøre den slags. Så det gør jeg så nu. Og der er sket ting og sager siden sidst. Jeg er for eksempel blevet klasselærer (stakkels unger) for ATX B. Eleverne er stadig rimelig forsagte, men jeg prikker til dem så godt som hele tiden for at ruske lidt op i dem. Det er første gang hvor jeg decideret har savnet en ballademager, der tør råber op og gøre lidt mere opmærksom på sig selv. De fleste forsøger jo at gå io et gå i et med væggen. Men det er ved at blive bedre. I min klasse er der i hvert fald 2-3 stykker der ikke er bange for at åbne munden. Men får jeg først lært dem at det ikke er farligt at sige noget på engelsk, så skal de nok komme efter det. Det er jeg overbevist om. Nå ja, jeg er begyndt at føre min undervisning udelukkende på engelsk. Det er faktisk utroligt befriende. Og indtil videre ser det ud som om at eleverne faktisk kan følge med – rocker sejt. Min excel undervisning af procesteknikerne går slag i slag. Jeg underviser så lidt som over muligt, men har i stedet opgaver med til dem, de skal lave med mig på sidelinien de kan spørge. Og jeg kan faktisk svare. Jepsen, jeg har sgu øvet mig. Og jeg må sige, det er fanme et smart program.
Og lige en indskudt sætning – jeg har sat mit uomtvistelige aftryk i denne by. Da jeg kom anede ingen af de ansatte i den lille pisiffik hvad jeg snakkede om når jeg pegede på morgenbrødet klokken 7.43 og bad om et spansk rundstykke. Det gør de nu. Alle sammen! Man skulle næsten tro de havde været på ”hvordan man tilfredsstiller ham den dumme dansker” –kursus. De er så meget ovenpå at de er holdt op med at spørge om det er det rigtige brød de har fat i. Nu putter de det bare i posen og bingo – et styks spansk rundstykke til mig og 4 kroner og 25 ører den anden vej. Altid rart at vide at jeg har gjort en forskel. Måske ikke den største forskel, men alligevel.
Tilbage til moskusjagten. Jonas, en fra Masanti, der er en habil og ivrig jæger har sat et større moskus projekt i gang. Vi er simpelthen 10 styk fuldvoksne mænner der skal af sted på en driver jagt. Meningen med sådan en (nu øser jeg lige af min fantastiske erfaring fra mine mange år som benhård jæger) er man sejler et sted hen, går ind i landet, kommer bag dyrene og så som en anden ko driver, driver dyrene ned til bådene hvor en eller to venter og skyder så dyrene dernede. Det smarte er naturligvis her at dyrene dør så tætte på bådene som overhovedet muligt, eftersom der godt kan sidde en 70 kilo kød på en fuldvoksen okse. Og det vejer jo. Men forstander Per fik til opgave at finde nogle folk der kunne være med til at drive disse kæmpe væsner ned til bådene og det har så resulteret i at Karsten, Christian, mig og naturligvis Per skal af sted. Derudover skal Masanti Ulrik også med. Os fem skal af sted i Per og Christians både. Jo jeg kunne godt have taget Madicken men jeg har stadig ikke hverken fået installeret GPS eller købt en VHF radio, så det var måske en dum idé. Så jeg sejler med Per istedet. Vi fem sejler i morgen (torsdag) omkring klokken 14.00 vil jeg gætte på (de andre fem fra Team Jonas tager allerede af sted ved 12 tiden), og selve turen er beregnet til de 5 til 6 timer da vi skal forholdsvis langt ind i Sønder Strømfjord. Fredag og lørdag står så i storjægernes tegn og søndag er det så hjemtransport. Det bliver sjovt.
Men eftersom vi på Team Per er 2 erfarne jægere (Per og Christian) og tre turister med nørdcertifikat, havde vi et lille infomøde i går aftes hos Per for lige at snakke om hvad vi i det hele taget skulle have med og hvad vi gjorde med mad og alt det der. De andre var utrolig gode til at tage alle opgaverne ud af hænderne på mig så til sidst stod jeg kun med tjansen at pakke mine egne sager, huske pulverblanding til varm kakao, kiks og så det vigtigst – øl. Ikke at det er en fulde tur. For tro mig, det er det ikke. Men som jeg sagde til de andre – hvis jeg har været ude og vade, skyde, partere og knokle røven ud af bukserne fra den lyse morgen til kvæld, så vil jeg dæleme gerne have en fyraftensbajer når vi er færdige. Bare en. Så jeg har købt en pose øl, altså 12 styks til alle os til deling (Ulrik drikker ikke øl, så det er en til hver af os per aften). Den bliver god.
Derudover har jeg været på shopping i dag. Jeg har købt to skovmandsskjorter, og en super duper sporty svedabsorberende langærmet undertrøje. Og så lige en kumme fryser. Jeg har længe manglet en og hvis jeg kommer hjem med 30 kilo ko, så skal jeg dæleme have noget at have det i. Heldigvis skulle jeg ikke frem med den kæmpestore tegnedreng, for hvorfor købe nyt når man kan købe kun lidt brugt til en del billigere penge? Ulrik og Merethe havde nemlig en kummefryser de havde købt sidste år til salg, og den var lige præcis den størrelse den skulle være. Min lejlighed er nemlig ikke så kæmpe stor, men jeg havde beregnet mig fem til at der godt kan stå en en meter bred og 70 cm dyb kumme fryser ude i mit vindfang. Og det var den de havde til salg. Det er fanme da timing på et højere plan. Så den er ved at fryse sig fast nu, så den er super klar når jeg kommer hjem med kød over nakken. Hep.
Og så var der lige det med mine bukser. Jeg har jo købt en riffel, men døjer stadig med at få monteringen til mit kikkertsigte. Og så er det heller ikke en stor nok kaliber til at skyde moskus med. Det vil sige at rammer man rigtig er det lige meget næsten hvilken kaliber man skyder med. Men skal man være sikker på at dyret ikke lider overlast hvis ikke man rammer præcis, så skal man have en større kaliber. Jeg tager nu mit gevær med alligevel. Ikke fordi jeg har tænkt mig at skyde en okse, men mere for en sikkerheds skyld. Til selvforsvar så at sige. Det kunne jo være at man pludselig ved en fejl kommer til at stå ansigt til ansigt med en sur ko, og så er det rart at kunne gøre noget andet end at løbe og blive stanget halvt fordærvet. Men jeg har jo ikke rigitg fået skudt min riffel ind som man siger, ja faktisk har jeg overhovedet ikke skudt med min riffel endnu. Før her til aften. Jeg tog Madicken og sejlede ud til en øde ø lidt ude i skærgården herude, og med megen møje og besvær lagde jeg så til. Her var det så at jeg fik revet det famøse hul i mine bukser. Og det er dælme irriterende for det var i mine cool jagtbukser. Nu er det bare nogle pinlige bukser med hul i røven.. under alle omstændigheder fik jeg da skudt lidt til måls og jeg fandt da ud af at jeg på en 50 meters afstand (sådan cirkus) kan ramme nogenlunde. Det kan godt ske at jeg ikke altid ramte selve skydeskiven, men jeg ramte papiret den stod på hver gang. Så helt tosset var det altså ikke. Og det var jo uden kikkertsigte må i lige huske.
Men jeg må hellere få pakket. Er ikke helt begyndt endnu. Har fundet nogle af tingene frem, men så hellere ikke mere, for jeg skulle jo lige på en lille sejltur, have fryseren over, lavet aftensmad, snakke med min kone over skype (får jo ikke snakket med hende de næste fire dage) og så skrevet blog, så I gik og troede at jeg helt havde opgivet jer.
I høre mere efter turen. Ha det godt så længe.
Før jeg uddyber min snarlige moskusfadæser, so må jeg vist hellere lige sige ”hov” og ”nej, det må i undskylde”. For jeg har da vist været den falske blogskriver her de seneste par uger. Men der har altså været en grund til det. Som jeg postulerede i min sidste blog så har jeg været en smule hængt op. I sidste uge havde 30 undervisningstimer foruden møder, forberedelse, netcafe for de nye elever (slet ikke for mig selv, næ nej) og alt det andet renden rundt om sig selv der hører med til opstarten på en nyt år. Ikke at jeg klager. Nej, det var fint, det var sjovt, men det var fanme også hårdt. Og når man har haft en laaaang og hård dag, så er det første jeg tænker ikke ”nej hvor skal det bliver godt at skrive blog”. Sorry, men sådan er jeg desværre ikke indrettet. Jeg skal lige have et grand af overskud for at gøre den slags. Så det gør jeg så nu. Og der er sket ting og sager siden sidst. Jeg er for eksempel blevet klasselærer (stakkels unger) for ATX B. Eleverne er stadig rimelig forsagte, men jeg prikker til dem så godt som hele tiden for at ruske lidt op i dem. Det er første gang hvor jeg decideret har savnet en ballademager, der tør råber op og gøre lidt mere opmærksom på sig selv. De fleste forsøger jo at gå io et gå i et med væggen. Men det er ved at blive bedre. I min klasse er der i hvert fald 2-3 stykker der ikke er bange for at åbne munden. Men får jeg først lært dem at det ikke er farligt at sige noget på engelsk, så skal de nok komme efter det. Det er jeg overbevist om. Nå ja, jeg er begyndt at føre min undervisning udelukkende på engelsk. Det er faktisk utroligt befriende. Og indtil videre ser det ud som om at eleverne faktisk kan følge med – rocker sejt. Min excel undervisning af procesteknikerne går slag i slag. Jeg underviser så lidt som over muligt, men har i stedet opgaver med til dem, de skal lave med mig på sidelinien de kan spørge. Og jeg kan faktisk svare. Jepsen, jeg har sgu øvet mig. Og jeg må sige, det er fanme et smart program.
Og lige en indskudt sætning – jeg har sat mit uomtvistelige aftryk i denne by. Da jeg kom anede ingen af de ansatte i den lille pisiffik hvad jeg snakkede om når jeg pegede på morgenbrødet klokken 7.43 og bad om et spansk rundstykke. Det gør de nu. Alle sammen! Man skulle næsten tro de havde været på ”hvordan man tilfredsstiller ham den dumme dansker” –kursus. De er så meget ovenpå at de er holdt op med at spørge om det er det rigtige brød de har fat i. Nu putter de det bare i posen og bingo – et styks spansk rundstykke til mig og 4 kroner og 25 ører den anden vej. Altid rart at vide at jeg har gjort en forskel. Måske ikke den største forskel, men alligevel.
Tilbage til moskusjagten. Jonas, en fra Masanti, der er en habil og ivrig jæger har sat et større moskus projekt i gang. Vi er simpelthen 10 styk fuldvoksne mænner der skal af sted på en driver jagt. Meningen med sådan en (nu øser jeg lige af min fantastiske erfaring fra mine mange år som benhård jæger) er man sejler et sted hen, går ind i landet, kommer bag dyrene og så som en anden ko driver, driver dyrene ned til bådene hvor en eller to venter og skyder så dyrene dernede. Det smarte er naturligvis her at dyrene dør så tætte på bådene som overhovedet muligt, eftersom der godt kan sidde en 70 kilo kød på en fuldvoksen okse. Og det vejer jo. Men forstander Per fik til opgave at finde nogle folk der kunne være med til at drive disse kæmpe væsner ned til bådene og det har så resulteret i at Karsten, Christian, mig og naturligvis Per skal af sted. Derudover skal Masanti Ulrik også med. Os fem skal af sted i Per og Christians både. Jo jeg kunne godt have taget Madicken men jeg har stadig ikke hverken fået installeret GPS eller købt en VHF radio, så det var måske en dum idé. Så jeg sejler med Per istedet. Vi fem sejler i morgen (torsdag) omkring klokken 14.00 vil jeg gætte på (de andre fem fra Team Jonas tager allerede af sted ved 12 tiden), og selve turen er beregnet til de 5 til 6 timer da vi skal forholdsvis langt ind i Sønder Strømfjord. Fredag og lørdag står så i storjægernes tegn og søndag er det så hjemtransport. Det bliver sjovt.
Men eftersom vi på Team Per er 2 erfarne jægere (Per og Christian) og tre turister med nørdcertifikat, havde vi et lille infomøde i går aftes hos Per for lige at snakke om hvad vi i det hele taget skulle have med og hvad vi gjorde med mad og alt det der. De andre var utrolig gode til at tage alle opgaverne ud af hænderne på mig så til sidst stod jeg kun med tjansen at pakke mine egne sager, huske pulverblanding til varm kakao, kiks og så det vigtigst – øl. Ikke at det er en fulde tur. For tro mig, det er det ikke. Men som jeg sagde til de andre – hvis jeg har været ude og vade, skyde, partere og knokle røven ud af bukserne fra den lyse morgen til kvæld, så vil jeg dæleme gerne have en fyraftensbajer når vi er færdige. Bare en. Så jeg har købt en pose øl, altså 12 styks til alle os til deling (Ulrik drikker ikke øl, så det er en til hver af os per aften). Den bliver god.
Derudover har jeg været på shopping i dag. Jeg har købt to skovmandsskjorter, og en super duper sporty svedabsorberende langærmet undertrøje. Og så lige en kumme fryser. Jeg har længe manglet en og hvis jeg kommer hjem med 30 kilo ko, så skal jeg dæleme have noget at have det i. Heldigvis skulle jeg ikke frem med den kæmpestore tegnedreng, for hvorfor købe nyt når man kan købe kun lidt brugt til en del billigere penge? Ulrik og Merethe havde nemlig en kummefryser de havde købt sidste år til salg, og den var lige præcis den størrelse den skulle være. Min lejlighed er nemlig ikke så kæmpe stor, men jeg havde beregnet mig fem til at der godt kan stå en en meter bred og 70 cm dyb kumme fryser ude i mit vindfang. Og det var den de havde til salg. Det er fanme da timing på et højere plan. Så den er ved at fryse sig fast nu, så den er super klar når jeg kommer hjem med kød over nakken. Hep.
Og så var der lige det med mine bukser. Jeg har jo købt en riffel, men døjer stadig med at få monteringen til mit kikkertsigte. Og så er det heller ikke en stor nok kaliber til at skyde moskus med. Det vil sige at rammer man rigtig er det lige meget næsten hvilken kaliber man skyder med. Men skal man være sikker på at dyret ikke lider overlast hvis ikke man rammer præcis, så skal man have en større kaliber. Jeg tager nu mit gevær med alligevel. Ikke fordi jeg har tænkt mig at skyde en okse, men mere for en sikkerheds skyld. Til selvforsvar så at sige. Det kunne jo være at man pludselig ved en fejl kommer til at stå ansigt til ansigt med en sur ko, og så er det rart at kunne gøre noget andet end at løbe og blive stanget halvt fordærvet. Men jeg har jo ikke rigitg fået skudt min riffel ind som man siger, ja faktisk har jeg overhovedet ikke skudt med min riffel endnu. Før her til aften. Jeg tog Madicken og sejlede ud til en øde ø lidt ude i skærgården herude, og med megen møje og besvær lagde jeg så til. Her var det så at jeg fik revet det famøse hul i mine bukser. Og det er dælme irriterende for det var i mine cool jagtbukser. Nu er det bare nogle pinlige bukser med hul i røven.. under alle omstændigheder fik jeg da skudt lidt til måls og jeg fandt da ud af at jeg på en 50 meters afstand (sådan cirkus) kan ramme nogenlunde. Det kan godt ske at jeg ikke altid ramte selve skydeskiven, men jeg ramte papiret den stod på hver gang. Så helt tosset var det altså ikke. Og det var jo uden kikkertsigte må i lige huske.
Men jeg må hellere få pakket. Er ikke helt begyndt endnu. Har fundet nogle af tingene frem, men så hellere ikke mere, for jeg skulle jo lige på en lille sejltur, have fryseren over, lavet aftensmad, snakke med min kone over skype (får jo ikke snakket med hende de næste fire dage) og så skrevet blog, så I gik og troede at jeg helt havde opgivet jer.
I høre mere efter turen. Ha det godt så længe.
tirsdag, august 07, 2007
ingen tid har vi nok af...
Jeg er ved at nå det punkt hvor jeg godt kunne bruge nogle flere timer i døgnet. Jeg er ikke helt stresset endnu, men jeg tror nok at næste uge kan gå hen og blive helt spændende. På den lidt anstrengende måde. Sagen er den at jeg på mandag skal undervise 8 timer straight. Først fire timer som et led i vores temauge om rygning og tobak og bagefter fire timer i brugen af excel, et program jeg ikke har rørt i jeg ved ikke hvor mange år. Doh. Nå men en ting af gangen.
I dag havde vi morgenmad med alle de nye elever. Ja alle eleverne var det så ikke, mere i retningen af alle dem der nu har nået frem. For byens flyvelandingsvejr har vist sig fra sin mindre flinke side. Derfor var der adskillige elever der ikke nåede frem til morgenmad og så er der vist stadig to der sidder fast i Kangerlussuaq på venteliste. Ærgerligt. Men vi havde morgenmad og præsenterede os selv for hinanden og de så da meget søde ud. Drengene lidt tøvende og pigerne generte, men sådan er det vel når man kommer til en ny skole med nye mennesker og man ikke rigtig kender nogen som helst. Det ska vi nok få pillet af dem. I morgen har vi den store ryste sammen dag bedre kendt som store lege dag. Vi skal spille twister, lave historie(gen)fortælling og en helt masse andre selskabslege hele formiddagen. Eftermiddagen er så sat af til Inuit Games, der er en slags styrkeprøver baseret på gamle eskimo lege for at blive en bedre jæger. Og de er benhårde. Bliver sjovt at se om eleverne kan lave de vilde ting, det kræver, eller blot falder helt sammen i forsøg på det. Men jeg er ganske overbevidst om at det sikkert er sundt for dem på en eller anden måde (hehe..). Om aftenen slapper vi så af og ser den meget spændende og yderst relevante dokumentarfilm ”The Prize of the Pole”. Torsdag har vi så lærerrådsmøde og fredag skal vi præsentere vores fag for eleverne.
Men hvad har alt det så med mandag at gøre? Jo det skal jeg da sige jer – jeg har ikke tid nok med alle de arrangementer på kryds og tværs til også at skulle forberede undervisning til hele næste uge. I hvert fald ikke i min arbejdstid. Tja.. der røg den weekend, tror jeg.
Angående temaugen er jeg ikke fuldstændig på bar bund. Jeg har fundet en forfærdelig masse informationer og har også læst dem, men mangler stadig den der planlægning af selve stoffet før jeg føler mig helt klar til at kaste mig ud i undervisningen af 16 mennesker, der helt sikkert forventer top notch undervisning. Af bedste skuffe. Intet mindre. Må heller forberede noget power point og noget gejl til smart boarded. Det plejer at tage kegler. Men meningen med temaugen er at vi skal se på rygning og tobak. Ikke med en løftet pegefinger, men derimod med en nysgerrighed angående alle fakta. For jo, det er da ikke sundt og ryg, men det hører de jo overalt hvor de kommer (i hvert fald hvis de har været i DK en tur), og det tror jeg simpelthen ikke, at de gider at høre endnu engang. Nej, vi vil lave tværfaglig undervisning, se på statistikker, lovgivning, regnskaber etc. For eksempel skal jeg se om jeg kan få dem til at finde ud af om staten tjener mere end de mister på rygning. Sygehusvæsenet bruger en masse penge på følgevirkningerne af rygning, men til gengæld tjener den danske stat nogen der ligner 23 kroner på hver pakke cigaretter der bliver solgt (jo den er god nok). Så vi vil se lidt på hele billedet og ikke kun skræmme billedet (men dog heller ikke opfordre til rygning).
Og så er der den der excel – hvor var det lige den kom ind i billedet. Jo, Kim skal aflastet igen igen med hensyn til timer, eftersom han har fået den klasse med fysik som Allan skulle have. Og Kim underviser altså allerede procesteknikerne, samt har eget firma, så det er jo ikke fordi manden keder sig. Tværtom. Så jeg, i kraft af jeg ikke har så mange undervisningstimer, er blevet aflastningsmanden. Bare ærgerligt at det er Excel jeg skal undervise i. Okay okay, jeg skal ikke lave sindssygt svære beregninger eller noget. Mit job er at gøre processteknikerne fortrolig med programmet inden vi senere på året skal til at lave nogle lidt sværere standard kalkuler. Problemet er bare at jeg ikke selv er helt fortrolig med det program. Mere. Har ikke kigget på de i ualmindelige tider, men har da før modtaget undervisning i det, og så vidt jeg husker er det ret simpelt. Så det skal nok gå, men tiden er bare ikke til kæmpe fantastiske forberedelser. Dammit.. min stakkels weekend.
Nå, men jeg vil lade være med at skrive om alle mine genvordigheder nu. Faktisk var det heller ikke det jeg gerne ville havde skrevet om i dag. Aller helst ville jeg have skrevet en laaaaang blog om alt det jeg lavede i sommerferien, men det må blive en anden gang. Forhåbentlig snart mens jeg stadig kan huske det.
Så er det tid til dyner. Ha det.
I dag havde vi morgenmad med alle de nye elever. Ja alle eleverne var det så ikke, mere i retningen af alle dem der nu har nået frem. For byens flyvelandingsvejr har vist sig fra sin mindre flinke side. Derfor var der adskillige elever der ikke nåede frem til morgenmad og så er der vist stadig to der sidder fast i Kangerlussuaq på venteliste. Ærgerligt. Men vi havde morgenmad og præsenterede os selv for hinanden og de så da meget søde ud. Drengene lidt tøvende og pigerne generte, men sådan er det vel når man kommer til en ny skole med nye mennesker og man ikke rigtig kender nogen som helst. Det ska vi nok få pillet af dem. I morgen har vi den store ryste sammen dag bedre kendt som store lege dag. Vi skal spille twister, lave historie(gen)fortælling og en helt masse andre selskabslege hele formiddagen. Eftermiddagen er så sat af til Inuit Games, der er en slags styrkeprøver baseret på gamle eskimo lege for at blive en bedre jæger. Og de er benhårde. Bliver sjovt at se om eleverne kan lave de vilde ting, det kræver, eller blot falder helt sammen i forsøg på det. Men jeg er ganske overbevidst om at det sikkert er sundt for dem på en eller anden måde (hehe..). Om aftenen slapper vi så af og ser den meget spændende og yderst relevante dokumentarfilm ”The Prize of the Pole”. Torsdag har vi så lærerrådsmøde og fredag skal vi præsentere vores fag for eleverne.
Men hvad har alt det så med mandag at gøre? Jo det skal jeg da sige jer – jeg har ikke tid nok med alle de arrangementer på kryds og tværs til også at skulle forberede undervisning til hele næste uge. I hvert fald ikke i min arbejdstid. Tja.. der røg den weekend, tror jeg.
Angående temaugen er jeg ikke fuldstændig på bar bund. Jeg har fundet en forfærdelig masse informationer og har også læst dem, men mangler stadig den der planlægning af selve stoffet før jeg føler mig helt klar til at kaste mig ud i undervisningen af 16 mennesker, der helt sikkert forventer top notch undervisning. Af bedste skuffe. Intet mindre. Må heller forberede noget power point og noget gejl til smart boarded. Det plejer at tage kegler. Men meningen med temaugen er at vi skal se på rygning og tobak. Ikke med en løftet pegefinger, men derimod med en nysgerrighed angående alle fakta. For jo, det er da ikke sundt og ryg, men det hører de jo overalt hvor de kommer (i hvert fald hvis de har været i DK en tur), og det tror jeg simpelthen ikke, at de gider at høre endnu engang. Nej, vi vil lave tværfaglig undervisning, se på statistikker, lovgivning, regnskaber etc. For eksempel skal jeg se om jeg kan få dem til at finde ud af om staten tjener mere end de mister på rygning. Sygehusvæsenet bruger en masse penge på følgevirkningerne af rygning, men til gengæld tjener den danske stat nogen der ligner 23 kroner på hver pakke cigaretter der bliver solgt (jo den er god nok). Så vi vil se lidt på hele billedet og ikke kun skræmme billedet (men dog heller ikke opfordre til rygning).
Og så er der den der excel – hvor var det lige den kom ind i billedet. Jo, Kim skal aflastet igen igen med hensyn til timer, eftersom han har fået den klasse med fysik som Allan skulle have. Og Kim underviser altså allerede procesteknikerne, samt har eget firma, så det er jo ikke fordi manden keder sig. Tværtom. Så jeg, i kraft af jeg ikke har så mange undervisningstimer, er blevet aflastningsmanden. Bare ærgerligt at det er Excel jeg skal undervise i. Okay okay, jeg skal ikke lave sindssygt svære beregninger eller noget. Mit job er at gøre processteknikerne fortrolig med programmet inden vi senere på året skal til at lave nogle lidt sværere standard kalkuler. Problemet er bare at jeg ikke selv er helt fortrolig med det program. Mere. Har ikke kigget på de i ualmindelige tider, men har da før modtaget undervisning i det, og så vidt jeg husker er det ret simpelt. Så det skal nok gå, men tiden er bare ikke til kæmpe fantastiske forberedelser. Dammit.. min stakkels weekend.
Nå, men jeg vil lade være med at skrive om alle mine genvordigheder nu. Faktisk var det heller ikke det jeg gerne ville havde skrevet om i dag. Aller helst ville jeg have skrevet en laaaaang blog om alt det jeg lavede i sommerferien, men det må blive en anden gang. Forhåbentlig snart mens jeg stadig kan huske det.
Så er det tid til dyner. Ha det.
mandag, august 06, 2007
Nyt = godt!
Ja så gik det ikke længere med hvidt på sort. Håber i kan lide det nye layout for nu prøver vi det i hvert fald. Et år med hvidt på sort er måske også længe nok. Grunden til at jeg har ændret farver og layout er at et par af mine læsere havde ytret et ønske om andre farver, da de mente det generede øjnene (tror Sine sagde hun så sort flimmer i 10 minutter efter hun havde læst min blog, og det kan vi jo ikke have).
Så derfor nye farver på en ny og opdateret blog! En ny blog til det nye år! Morgendagens blog i dag! .. eller noget...
Enjoy.
P.S. og jeg skal nok skrive en (rigtig) blog i morgen. Har bare lidt travlt for tiden, men mere om det i morgen.
Så derfor nye farver på en ny og opdateret blog! En ny blog til det nye år! Morgendagens blog i dag! .. eller noget...
Enjoy.
P.S. og jeg skal nok skrive en (rigtig) blog i morgen. Har bare lidt travlt for tiden, men mere om det i morgen.
onsdag, august 01, 2007
Dag 1 efter Allan
Jeg er kommet hjem igen. Og det er jo både godt og skidt som altid. Det er dejligt at være hjemme i Maniitsoq hvor vejret er blevet skønt, min båd venter og vi skal i gang med et nyt og spændende år på skolen. Samtidig er det træls ikke at sove sammen med min kone længere (det kan man jo hurtigt vænne sig til), familie og venner ser jeg ikke før om et halvt år igen og ja, så savner jeg min kone. Igen. Men det er jo vilkårene. Det vidste jeg jo da jeg sagde ja til jobbet, og apropos vide hvad man siger ja til, så ankom vores nye lærer Allan til Maniitsoq i går. Han blev ansat lidt før jeg tog på sommerferie, og skulle ankomme her i går. Det gjorde han så. Han starter så med at møde på arbejde i dag og sige at han tager hjem igen. Altså permanent. Snak om at smide en bombe. Damn, siger jeg bare.
Nu skal jeg passe lidt på hvad jeg skriver, for jeg ved at han læser min blog (hej Allan), og jeg skriver jo ikke denne blog for at hænge nogen ud. Men hold da op. 1 dag. Ja ikke engang. Per og Pia holdte vel nok det nærmeste vi har haft et krisemøde med os andre lærere her i formiddags for at se om vi kunne komme med nogle gode idéer når vi nu er ”lidt” underbemandede. Til mødet konstatere Per også lidt tørt at det var en ny grønlandsrekord for erhvervsskolerne. Helt seriøst. Så tillykke med det.
Det har da helt sikkert ikke været en nem beslutning for den kære nye lærer, der ifølge Pia tager hjem af personlige årsager. Ja, ikke at han er psykisk ustabil (ikke den slags personlige årsager) men manden er gift og har familie i DK, så jeg gætter på den har haft sin indflydelse. Jeg mødte ham meget kort før han skulle ind og snakke sidste detaljer med Per, hvor han hilste pænt og sagde meget rigtigt ”ja det bliver et kort visit, det var simpelthen for underligt da jeg først kom op, det må I undskylde” (sådan ca. i hvert fald). Ærgeligt. Han virkede ellers som en flink fyr. Men jeg skal ikke gøre mig klog på hans bevægegrunde, hvor reelle de end måtte være (og det er de da helt sikkert). Det er bare lidt ærgerligt at han ikke fandt ud af det her lidt før. Også for hans egen skyld. Turen herop er jo en økonomisk dræber af den værste skuffe. Når man skriver kontrakt på et job heroppe, så får man jo flytning og rejse betalt, både frem og tilbage, men overholder man ikke sin del af aftalen (som regel 3 års arbejde som min kontrakt lyder på) skal man selv betale. Og det er dyrt. Min flytning oprandt i lidt under 40.000. Det beløb kan man så gange med to (frem og tilbage) og lægge prisen på retur billetter til grønland oveni… ouch. Ja det kan godt ske jeg husker forkert med de 40.000, men det er i hvert fald ikke billigt det er helt sikkert. Så han må jo mene det når han siger at han ikke ønsker jobbet alligevel.
Men hvad gør ATI så, nu vi er en lærer i undertal. Ja faktisk to da en anden af lærerne skal videreuddanne sig i Norge. Men det var vi lidt mere forberedt på. Der blev kastet idéer frem og tilbage og sjovt nok var stemningen faktisk ret god til mødet. Det var som om at situationen var så grotesk at vi ikke andet end kunne grine af den. Det nytter i hvert fald ikke noget at græde. Det var også her Karsten konstaterede at dette måtte blive Dag 1 efter Allan. Orv ja, til mødet fik jeg også den sidste update på de kommende ATX elever (dem jeg underviser remember?). I år er der ikke en men to klasser, hvilket vil sige at jeg kun har 2/3 del af den undervisning jeg plejer. Så pludselig har jeg tid til at lave andre opgaver. Som for eksempel hjælpe lidt med procesteknikerne som Allan skulle undervise. Ikke at jeg kan undervise dem i alt muligt biologisk, men jeg har allerede aftalt med Kim at jeg tager undervisningen om projektskrivning (tekstbehandling, billedbehandling, opsætning, modeller etc.) som Kim ellers plejer, men han skal tage noget af Allans, så sådan forsøger vi alle at hjælpe til hvor vi kan. Og det skal nok gå alt sammen. Det bliver det sgu nødt til.
Nå men nok om vores lille chok start på ATI. Selv havde jeg æren af at tage del i en ny irriterende tradition. Sidste år da jeg fløj fra DK til Grønland kunne maskinen ikke lande i Maniitsoq på grund af tåge, så jeg måtte overnatte en nat i Nuuk og tage af sted monster tidligt den næste morgen. Hvad sker der da jeg tog af sted mandag? Vejret er fint i Kangerlussuaq, men selvfølgelig er der overordentligt tåget i Maniitsoq så vi flyver videre til regnfulde Nuuk (der havde det regnet fire dage i træk), overnattede og tog af sted næste morgen. Hvis det sker igen til næste år når jeg vender hjem fra sommerferie så må det anerkendes som et overjordisk metrologisk komplot mod mig. Intet mindre. Og så falder der brænde ned, Voldborg!¤#% grrrr... (jeg ved godt han er pensioneret, men han er den eneste jeg nogensinde har kunne huske navnet på). Så jeg ankom tirsdag, fik pakket lidt ud, besøgte skolen hvor jeg heldigt ankom 15 minutter før der var reception for Katteq der blev færdig med sin kontorelev uddannelse. Hun var hos os som elev og fra på mandag er hun hos os som fastansat kontorassistent. Dejligt. Men der var familie, venner, kolleger, rejer, tørret fisk, vin, sodavand, sandwich etc., så der var ikke sparet på noget. Hyggeligt.
Efter lidt tid tog jeg videre. Jeg sku ned til min båd. Per havde advaret mig om at der var kommet en del alger eller hvad der nu hedder (er det alger eller plankton og hvad er egentlig forskellen?) på min skrue og den del af motoren der er under vand. Så det skulle jeg nok lige skrubbe af, inden jeg tændte motoren, så det ikke blev suget ind i motoren (worst case scenarie, men ingen grund til at tage nogen chancer). Og det er helt normalt. Altså at der kommer alger når man ikke bruger en båd. Så på vej ned til båden købte jeg et par rengøringssvampe og en klud og daffede så ellers ned til mit lille dejlige orange lyn. Først skulle der lige tømmes vand (Per havde gjort det et par gange for mig, så der var ikke sååå meget igen). Så skulle toppen af motoren af (altså den del så man kan se motoren) så jeg kunne tjekke oliebalancen. Den var fin og så kunne jeg vippe motoren op og vaske den biologiske invasion væk. Og sjovt nok var det ikke træls. Det var en slags terapi. Afslappende. Jeg tror jeg begynder at forstå alle de småborgerlige ægtemænd der bruger hver deres søndag formiddag på at støvsuge den allerede pinligt rene Volvo, for derefter vaske og pudse bilen til man får ondt i øjnene af alt den skinnen. For her sad jeg på Maniitsoq mole og pudsede en motor for alger uden tanker om at lugte lidt af fisk eller at jeg faktisk sad i mine yndlingsbukser. Vejret var godt og humøret højt og efter jeg havde gjort skrue og motor fin bestemte jeg mig for at tage en lille tur. Bare lige for at Madicken lige skulle mærke at nu var far kommet hjem igen. Så jeg sejlede ud af havnen og lidt ud, hvor jeg stoppede motoren og liggende på kahytten med lidt god tobak og lette bølger, lå jeg og tænkte ved mig selv ”det her er fanme ikke det dummeste du nogensinde har gjort”, med tanke om min beslutning om at tage til grønland. Det var bare et af de her momenter hvor man finder ud af at man er tilfreds med sit liv. Et af de der små øjeblikke hvor det gik op for at jeg faktisk er en ganske lykkelig mand. Jeg har en båd i et land der har noget af den smukkeste og voldsomste natur du kan forestille dig. Jeg har et godt og udforende job. Jeg har fundet mit livs kærlighed, hun er min. Jo bevares, hun er ikke kommet herop endnu, men det gør hun jo senere. Det ved jeg jo. Og vennerne er der når jeg kommer tilbage igen. Så man sku være et skarn hvis man sku klage. Så det gør jeg ikke.
Synd jeg ikke kunne have fortalt Allan om den oplevelse.
Nu skal jeg passe lidt på hvad jeg skriver, for jeg ved at han læser min blog (hej Allan), og jeg skriver jo ikke denne blog for at hænge nogen ud. Men hold da op. 1 dag. Ja ikke engang. Per og Pia holdte vel nok det nærmeste vi har haft et krisemøde med os andre lærere her i formiddags for at se om vi kunne komme med nogle gode idéer når vi nu er ”lidt” underbemandede. Til mødet konstatere Per også lidt tørt at det var en ny grønlandsrekord for erhvervsskolerne. Helt seriøst. Så tillykke med det.
Det har da helt sikkert ikke været en nem beslutning for den kære nye lærer, der ifølge Pia tager hjem af personlige årsager. Ja, ikke at han er psykisk ustabil (ikke den slags personlige årsager) men manden er gift og har familie i DK, så jeg gætter på den har haft sin indflydelse. Jeg mødte ham meget kort før han skulle ind og snakke sidste detaljer med Per, hvor han hilste pænt og sagde meget rigtigt ”ja det bliver et kort visit, det var simpelthen for underligt da jeg først kom op, det må I undskylde” (sådan ca. i hvert fald). Ærgeligt. Han virkede ellers som en flink fyr. Men jeg skal ikke gøre mig klog på hans bevægegrunde, hvor reelle de end måtte være (og det er de da helt sikkert). Det er bare lidt ærgerligt at han ikke fandt ud af det her lidt før. Også for hans egen skyld. Turen herop er jo en økonomisk dræber af den værste skuffe. Når man skriver kontrakt på et job heroppe, så får man jo flytning og rejse betalt, både frem og tilbage, men overholder man ikke sin del af aftalen (som regel 3 års arbejde som min kontrakt lyder på) skal man selv betale. Og det er dyrt. Min flytning oprandt i lidt under 40.000. Det beløb kan man så gange med to (frem og tilbage) og lægge prisen på retur billetter til grønland oveni… ouch. Ja det kan godt ske jeg husker forkert med de 40.000, men det er i hvert fald ikke billigt det er helt sikkert. Så han må jo mene det når han siger at han ikke ønsker jobbet alligevel.
Men hvad gør ATI så, nu vi er en lærer i undertal. Ja faktisk to da en anden af lærerne skal videreuddanne sig i Norge. Men det var vi lidt mere forberedt på. Der blev kastet idéer frem og tilbage og sjovt nok var stemningen faktisk ret god til mødet. Det var som om at situationen var så grotesk at vi ikke andet end kunne grine af den. Det nytter i hvert fald ikke noget at græde. Det var også her Karsten konstaterede at dette måtte blive Dag 1 efter Allan. Orv ja, til mødet fik jeg også den sidste update på de kommende ATX elever (dem jeg underviser remember?). I år er der ikke en men to klasser, hvilket vil sige at jeg kun har 2/3 del af den undervisning jeg plejer. Så pludselig har jeg tid til at lave andre opgaver. Som for eksempel hjælpe lidt med procesteknikerne som Allan skulle undervise. Ikke at jeg kan undervise dem i alt muligt biologisk, men jeg har allerede aftalt med Kim at jeg tager undervisningen om projektskrivning (tekstbehandling, billedbehandling, opsætning, modeller etc.) som Kim ellers plejer, men han skal tage noget af Allans, så sådan forsøger vi alle at hjælpe til hvor vi kan. Og det skal nok gå alt sammen. Det bliver det sgu nødt til.
Nå men nok om vores lille chok start på ATI. Selv havde jeg æren af at tage del i en ny irriterende tradition. Sidste år da jeg fløj fra DK til Grønland kunne maskinen ikke lande i Maniitsoq på grund af tåge, så jeg måtte overnatte en nat i Nuuk og tage af sted monster tidligt den næste morgen. Hvad sker der da jeg tog af sted mandag? Vejret er fint i Kangerlussuaq, men selvfølgelig er der overordentligt tåget i Maniitsoq så vi flyver videre til regnfulde Nuuk (der havde det regnet fire dage i træk), overnattede og tog af sted næste morgen. Hvis det sker igen til næste år når jeg vender hjem fra sommerferie så må det anerkendes som et overjordisk metrologisk komplot mod mig. Intet mindre. Og så falder der brænde ned, Voldborg!¤#% grrrr... (jeg ved godt han er pensioneret, men han er den eneste jeg nogensinde har kunne huske navnet på). Så jeg ankom tirsdag, fik pakket lidt ud, besøgte skolen hvor jeg heldigt ankom 15 minutter før der var reception for Katteq der blev færdig med sin kontorelev uddannelse. Hun var hos os som elev og fra på mandag er hun hos os som fastansat kontorassistent. Dejligt. Men der var familie, venner, kolleger, rejer, tørret fisk, vin, sodavand, sandwich etc., så der var ikke sparet på noget. Hyggeligt.
Efter lidt tid tog jeg videre. Jeg sku ned til min båd. Per havde advaret mig om at der var kommet en del alger eller hvad der nu hedder (er det alger eller plankton og hvad er egentlig forskellen?) på min skrue og den del af motoren der er under vand. Så det skulle jeg nok lige skrubbe af, inden jeg tændte motoren, så det ikke blev suget ind i motoren (worst case scenarie, men ingen grund til at tage nogen chancer). Og det er helt normalt. Altså at der kommer alger når man ikke bruger en båd. Så på vej ned til båden købte jeg et par rengøringssvampe og en klud og daffede så ellers ned til mit lille dejlige orange lyn. Først skulle der lige tømmes vand (Per havde gjort det et par gange for mig, så der var ikke sååå meget igen). Så skulle toppen af motoren af (altså den del så man kan se motoren) så jeg kunne tjekke oliebalancen. Den var fin og så kunne jeg vippe motoren op og vaske den biologiske invasion væk. Og sjovt nok var det ikke træls. Det var en slags terapi. Afslappende. Jeg tror jeg begynder at forstå alle de småborgerlige ægtemænd der bruger hver deres søndag formiddag på at støvsuge den allerede pinligt rene Volvo, for derefter vaske og pudse bilen til man får ondt i øjnene af alt den skinnen. For her sad jeg på Maniitsoq mole og pudsede en motor for alger uden tanker om at lugte lidt af fisk eller at jeg faktisk sad i mine yndlingsbukser. Vejret var godt og humøret højt og efter jeg havde gjort skrue og motor fin bestemte jeg mig for at tage en lille tur. Bare lige for at Madicken lige skulle mærke at nu var far kommet hjem igen. Så jeg sejlede ud af havnen og lidt ud, hvor jeg stoppede motoren og liggende på kahytten med lidt god tobak og lette bølger, lå jeg og tænkte ved mig selv ”det her er fanme ikke det dummeste du nogensinde har gjort”, med tanke om min beslutning om at tage til grønland. Det var bare et af de her momenter hvor man finder ud af at man er tilfreds med sit liv. Et af de der små øjeblikke hvor det gik op for at jeg faktisk er en ganske lykkelig mand. Jeg har en båd i et land der har noget af den smukkeste og voldsomste natur du kan forestille dig. Jeg har et godt og udforende job. Jeg har fundet mit livs kærlighed, hun er min. Jo bevares, hun er ikke kommet herop endnu, men det gør hun jo senere. Det ved jeg jo. Og vennerne er der når jeg kommer tilbage igen. Så man sku være et skarn hvis man sku klage. Så det gør jeg ikke.
Synd jeg ikke kunne have fortalt Allan om den oplevelse.
søndag, juli 08, 2007
sommer, sol og søndag
Det er sommer, det er sol, det er søndag... Bortset fra at sol er det lettere sparsommeligt med her i det danske land, så passer det da meget godt. For ja, jeg er (endelig) kommet til Danmark. Ikke at der gik noget i vejen med hjemrejsen, næh, den forløb ganske planmæssigt og uden de store overraskelser. Bortset fra lidt turbulens da vi kom til det danske luftrum (alle de der regnskyer), kan man sågar sige at turen næsten var kedelig. men sådan er det jo med alt det flyveri. Dårlig benplads, mikroovnsmad der da er bedre end ingen mad, rigtig skidt film på en miniskærm med dårlig farveindstilling, en sidemand der lugter af lidt for mange gratis øl som man kæmper om armlænet med, strategisk timede toiletbesøg eftersom man sidder inderst og naturligvis de klaustrofobiske toiletbesøg. Det får man så en fire fem timer til at gå med. Det var så de 7000 kroner. Heldigvis var jeg lidt ligeglad, eftersom jeg lige havde fået to nye tegneserier med under armen sendt fra Amerika. Jo det vidste sig at være helt okay at jeg kom hjem en enkelt dag i Maniitsoq for så var der jo post (ligemed tegneserier). Så de blev læst og sammen med ipod i ørerne så glemte man lidt at man sad af h til i en flyver i alt for lang tid.
Men jeg ankom torsdag og efter at vente en godt og vel en time på min kuffert (jeg sværger der var familier med 7 kufferter der fik ALLE deres kufferter før mig) til stor modtagelse i lufthavnen af min mor og far og … min kone… mmmm. Det var dejligt. For hende har jeg jo slet ikke savnet. Vel. Slet ikke *host host*. Ikke at det ikke var rart at se sin mor og far igen, det er bare lidt noget andet. jeg blev i hvert fald hentet og mor og far kørte Camilla (min kone altså) hjem til Camilla, hvor vi så fik lidt kaffe og friskbagt kage og boller. I kan tro Camilla havde været hausfrau, nu svigermekanismen skulle på besøg. Men det var hyggeligt og efter en times tid trak mine forældre sig også tilbage, så jeg kunne få lidt kvalitetstid med min kone. Og det havde vi så. vi genoptog traditionen fra hendes grønlandsbesøg med et længere pyjamas party, og det var ganske enkelt helt vidunderligt. Så det blev vi ved med til lørdag hvor vi skulle til middag hos mine forældre. Før vi ankom var vi på en lille shoppetur i Fona hvor jeg kom til at bruge lidt for mange penge, men det var også død uretfærdigt. De havde jo alle de plader jeg gerne ville have. Flere af dem nogle jeg har ledt efter i laaang tid. Total unfair. Så jeg kan godt regne ud at den her ferie godt kan gå hen og blive ret dyr i længden hvis det bliver ved med at gå på samme måde. Og så skal vi jo til Berlin.
Det har jeg helt glemt at fortælle. Da mine forældre var til kaffe så gav de os en bunke penge til en bryllupsrejse (vi havde ønsket os et weekendophold et eller andet sted de selv måtte vælge). Se det er jo forfærdeligt pænt af dem, men nu havde Camilla og mig så bare problemet med at skulle vælge hvor vi skal hen, og hvornår. Vi blev hurtig enige om at det sku være en storbyferie og vi endte efter lang tid snak med valget mellem London og Berlin. London er jo en dejlig by. Jeg boede der selv for en 10 år siden (puha, man føler sig pludselig gammel), og den er jo propfyldt med teater, musical, shoppingmuligheder og masser af gallerier og museer hvis man nu er til den slags. Det samme er der selvfølgelig i berlin, problemet er bare lidt at det hele nok foregår lidt mere på tysk end det engelske, som jeg er lidt mere velbevandret i. Ja, tysk har aldrig været min aller stærkeste side. Jeg har heller ikke haft det siden 9. klasse hvor min kæreste hjalp mig med at skrive mine stile, hvilket betød at hun skrev og spurgte om jeg forstod hvor det skulle hedder sådan og sådan og jeg nikkede og hun så skrev videre (… ja virker det så virker det). Men Berlin har to ting der taler for sig. Der er ingen af os der har været der før og så er det billigere. jeg ved ikke om tingene er billigere men hotel og rejse er bare de der 30-40% billigere, så 3 dages overnatning på 5 stjernet hotel og flyrejse inklusiv kan gøres for en 5-6.000. Og det er altså for også begge to. Det synes jeg er i orden. Så det skal vi så i uge 30. Ren luksus, yay.
Men tilbage til forældre middagen. Den gik fint. Camilla er ved at vænne sig til min mors norsk/danske sammenblanding. Alt efter om min mor lige har været i Norge er det enten dansk med norske dialekt og gloser eller norsk med sporadiske spredt danske ord. Ikke verdens nemmeste, men jeg er jo sprog skadet fra barnsben af, så jeg forstår det jo helt okay. Men stakkels Camilla der vil gøre det bedste indtryk, er virkelig kommet på prøve. Hun klarer det nu helt fint. Maden var fin, selskabet dejligt og vi fik sågar set en af min fars evindelig hjemmefilm af vores sommerferie anno 1984. Lidt pinligt, men heller ikke mere end det faktisk var lidt hyggeligt at se igen. Det var den gang jeg var 8 år, min far havde brunt hår og skæg, min mors briller var store som colabunde, min storebrors stemme ikke var gået i overgang endnu og min farfar stadig var i live. Han var en dejlig mand, og det var helt rart at se ham igen. Så Camilla blev tvangsindlagt til flere timers hjemmebio med hele den pukkelryggede svigerfamilie. Arh.. flere timer er måske lidt overdrevet men i hvert fald en time, hvilket ikke desto mindre er nok til for selv en velbalanceret ungt individ at give ar på sjælen...
I dag stod den så på brunch og brætspil. Camillas to veninder havde krævet at få lov til at se papegøjen (altså mig), så det måtte jeg hellere rette mig efter. Så aftalen var at mødes med dem til brunch på en eller anden cafe jeg ikke lige kan huske hvad hedder nede ved søerne. Men brunch er jo noget tidligt stads og jeg er stadigvøk på grønlandsk tid mere eller mindre. Så det at skulle stå op klokken 9 er jo så godt som klokken 5 om morgenen. Yrk. Men op kom jeg og jeg kom da også i bad, men hurtig var jeg ikke. Nu skal det siges at Camilla normalt ikke er den i forholdet der er bedst til at komme ud af døren, da der aaaaaltiiid lige er lidt hår der skal sættes, makeup der skal lægges, tøj der skal vælges eller hvad nu ellers tøser kan finde på at bruge tid på lige inden man skal ud af døren. I dag var det så bare lidt omvendt. Hun var klar lang tid før, mens jeg sumpede lidt rundt og havde 40 andre ting jeg ”godt lige ville nå”. Ikke stresset, bare lidt langsom. Ved et eller andet mirakel nåede vi det alligevel til tiden og ved cafeen stod Mil (kort udgave af Camilla) og Siid (kort for Sigrid så vidt jeg husker) og Mils kæreste Jens (kort udgave af Jens) og ventede med en kæmpe buket blomster på os. Se det var da en velkomst der var til at føle på. Der blev hilst og bukket og vi indfandt os på cafeen fik bestilt brunch og vi kom i en hyggelig snak. Så længe Jens var der gik det helt fint hvis jeg selv skal sige det. Men efter en rum tid gik Jens (staklenm skulle hjem og passe sin influenza) og tøserne gik derefter lidt i indforstået modus og snakkede nu om en hel masse jeg aldrig har mødt og ting jeg aldrig har været med til. Lidt ligesom når jeg snakker med gutterne i Aalborg. Lidt sjovere at være en del af en være tilskuer til. Men ellers gik det godt. Jeg blev i hvert fald blåstemplet (tror jeg nok).
I aften står den så på brætspil hos Shurjeel sammen med en gammel rollespilskending Morten. Har ikke set nogle af dem i laaang tid, så det bliver jo dejligt. Shurjeel og jeg har det med at gå lidt for meget op i spillet når vi spiller, og kan sågar bære nag over flere spil, men sådan er der jo så meget. Håber jeg vinder (for så er der håneret). Så længe vi har det sjovt så kan det vel ikke gå helt galt. Hehe.
Tjaa. Det var vist alt for nu. Dejligt at være hjemme.
Men jeg ankom torsdag og efter at vente en godt og vel en time på min kuffert (jeg sværger der var familier med 7 kufferter der fik ALLE deres kufferter før mig) til stor modtagelse i lufthavnen af min mor og far og … min kone… mmmm. Det var dejligt. For hende har jeg jo slet ikke savnet. Vel. Slet ikke *host host*. Ikke at det ikke var rart at se sin mor og far igen, det er bare lidt noget andet. jeg blev i hvert fald hentet og mor og far kørte Camilla (min kone altså) hjem til Camilla, hvor vi så fik lidt kaffe og friskbagt kage og boller. I kan tro Camilla havde været hausfrau, nu svigermekanismen skulle på besøg. Men det var hyggeligt og efter en times tid trak mine forældre sig også tilbage, så jeg kunne få lidt kvalitetstid med min kone. Og det havde vi så. vi genoptog traditionen fra hendes grønlandsbesøg med et længere pyjamas party, og det var ganske enkelt helt vidunderligt. Så det blev vi ved med til lørdag hvor vi skulle til middag hos mine forældre. Før vi ankom var vi på en lille shoppetur i Fona hvor jeg kom til at bruge lidt for mange penge, men det var også død uretfærdigt. De havde jo alle de plader jeg gerne ville have. Flere af dem nogle jeg har ledt efter i laaang tid. Total unfair. Så jeg kan godt regne ud at den her ferie godt kan gå hen og blive ret dyr i længden hvis det bliver ved med at gå på samme måde. Og så skal vi jo til Berlin.
Det har jeg helt glemt at fortælle. Da mine forældre var til kaffe så gav de os en bunke penge til en bryllupsrejse (vi havde ønsket os et weekendophold et eller andet sted de selv måtte vælge). Se det er jo forfærdeligt pænt af dem, men nu havde Camilla og mig så bare problemet med at skulle vælge hvor vi skal hen, og hvornår. Vi blev hurtig enige om at det sku være en storbyferie og vi endte efter lang tid snak med valget mellem London og Berlin. London er jo en dejlig by. Jeg boede der selv for en 10 år siden (puha, man føler sig pludselig gammel), og den er jo propfyldt med teater, musical, shoppingmuligheder og masser af gallerier og museer hvis man nu er til den slags. Det samme er der selvfølgelig i berlin, problemet er bare lidt at det hele nok foregår lidt mere på tysk end det engelske, som jeg er lidt mere velbevandret i. Ja, tysk har aldrig været min aller stærkeste side. Jeg har heller ikke haft det siden 9. klasse hvor min kæreste hjalp mig med at skrive mine stile, hvilket betød at hun skrev og spurgte om jeg forstod hvor det skulle hedder sådan og sådan og jeg nikkede og hun så skrev videre (… ja virker det så virker det). Men Berlin har to ting der taler for sig. Der er ingen af os der har været der før og så er det billigere. jeg ved ikke om tingene er billigere men hotel og rejse er bare de der 30-40% billigere, så 3 dages overnatning på 5 stjernet hotel og flyrejse inklusiv kan gøres for en 5-6.000. Og det er altså for også begge to. Det synes jeg er i orden. Så det skal vi så i uge 30. Ren luksus, yay.
Men tilbage til forældre middagen. Den gik fint. Camilla er ved at vænne sig til min mors norsk/danske sammenblanding. Alt efter om min mor lige har været i Norge er det enten dansk med norske dialekt og gloser eller norsk med sporadiske spredt danske ord. Ikke verdens nemmeste, men jeg er jo sprog skadet fra barnsben af, så jeg forstår det jo helt okay. Men stakkels Camilla der vil gøre det bedste indtryk, er virkelig kommet på prøve. Hun klarer det nu helt fint. Maden var fin, selskabet dejligt og vi fik sågar set en af min fars evindelig hjemmefilm af vores sommerferie anno 1984. Lidt pinligt, men heller ikke mere end det faktisk var lidt hyggeligt at se igen. Det var den gang jeg var 8 år, min far havde brunt hår og skæg, min mors briller var store som colabunde, min storebrors stemme ikke var gået i overgang endnu og min farfar stadig var i live. Han var en dejlig mand, og det var helt rart at se ham igen. Så Camilla blev tvangsindlagt til flere timers hjemmebio med hele den pukkelryggede svigerfamilie. Arh.. flere timer er måske lidt overdrevet men i hvert fald en time, hvilket ikke desto mindre er nok til for selv en velbalanceret ungt individ at give ar på sjælen...
I dag stod den så på brunch og brætspil. Camillas to veninder havde krævet at få lov til at se papegøjen (altså mig), så det måtte jeg hellere rette mig efter. Så aftalen var at mødes med dem til brunch på en eller anden cafe jeg ikke lige kan huske hvad hedder nede ved søerne. Men brunch er jo noget tidligt stads og jeg er stadigvøk på grønlandsk tid mere eller mindre. Så det at skulle stå op klokken 9 er jo så godt som klokken 5 om morgenen. Yrk. Men op kom jeg og jeg kom da også i bad, men hurtig var jeg ikke. Nu skal det siges at Camilla normalt ikke er den i forholdet der er bedst til at komme ud af døren, da der aaaaaltiiid lige er lidt hår der skal sættes, makeup der skal lægges, tøj der skal vælges eller hvad nu ellers tøser kan finde på at bruge tid på lige inden man skal ud af døren. I dag var det så bare lidt omvendt. Hun var klar lang tid før, mens jeg sumpede lidt rundt og havde 40 andre ting jeg ”godt lige ville nå”. Ikke stresset, bare lidt langsom. Ved et eller andet mirakel nåede vi det alligevel til tiden og ved cafeen stod Mil (kort udgave af Camilla) og Siid (kort for Sigrid så vidt jeg husker) og Mils kæreste Jens (kort udgave af Jens) og ventede med en kæmpe buket blomster på os. Se det var da en velkomst der var til at føle på. Der blev hilst og bukket og vi indfandt os på cafeen fik bestilt brunch og vi kom i en hyggelig snak. Så længe Jens var der gik det helt fint hvis jeg selv skal sige det. Men efter en rum tid gik Jens (staklenm skulle hjem og passe sin influenza) og tøserne gik derefter lidt i indforstået modus og snakkede nu om en hel masse jeg aldrig har mødt og ting jeg aldrig har været med til. Lidt ligesom når jeg snakker med gutterne i Aalborg. Lidt sjovere at være en del af en være tilskuer til. Men ellers gik det godt. Jeg blev i hvert fald blåstemplet (tror jeg nok).
I aften står den så på brætspil hos Shurjeel sammen med en gammel rollespilskending Morten. Har ikke set nogle af dem i laaang tid, så det bliver jo dejligt. Shurjeel og jeg har det med at gå lidt for meget op i spillet når vi spiller, og kan sågar bære nag over flere spil, men sådan er der jo så meget. Håber jeg vinder (for så er der håneret). Så længe vi har det sjovt så kan det vel ikke gå helt galt. Hehe.
Tjaa. Det var vist alt for nu. Dejligt at være hjemme.
søndag, juli 01, 2007
Lottoskandale!
Der må være sket en fejl. Faktisk adskillige millioner fejl. Jeg vandt jo ikke. Her snakker jeg jo naturligvis om de der ufattelige mængder lottomillioner der stod på højkant denne højhellige lørdag. Først var det 58 millioner, så var det 64 og det endte vist med at være 74 millioner. Og så var der jo også Jokeren der var en 10 millioner. I hvert fald kunne man med den rigtige kombination vinde ret så mange penge. Og dem var det jo meningen at jeg skulle have mine fingre i. Karsten og undertegnede havde købt hver vores lottokupon og indgået en gentleman agreement om at hvis en af os vandt så delte vi lige over. Karsten var sikker på at han vandt for han havde aldrig spillet før og hvis ikke det var nok (det burde det jo have været) så var han overbevist om at jeg bragte ham held. Så vi var sikker i vores sag. Selv var jeg overbevist om at han fik den store gevinst og jeg scorede jokeren så tilsammen sku vi nok en 80 millioner, der jo så (desværre) skulle deles i to, men 40 millioner på kontoen er vel også en slags penge (man kan vel nøjes). Jeg havde ellers planlagt det hele, mit nye jetset liv i overhalingsbanen i Maniitsoq, champagnen der skulle flyde i en lind strøm, swimmingpoolen der skulle bygges på toppen i min nye penthouse lejlighed, det private jetfly til min kone (måske havde jeg ikke lige råd til et fly men man kan jo altid leje) så vi kunne se hinanden lidt oftere, så skulle jeg lige have startet et musikselskab, så mine stakkels venner endelig kunne udgives, min bror kunne få en cool bil eller hvad han nu havde lyst til at bruge en million på, for slet ikke tale om alle de dvd’er, cd’er, computerspil, elektroniske himstergimster og hvad der ellers hører til i en hver nørds fremtidige ønskehjem. Men jeg vil ikke købe en ny båd for min båd er sej. Måske skulle den shines lidt op, få det nyeste og sejeste udstyr installeret og sådan, men Madicken bliver. Kom heller ikke lige til nogen konklusion omkring mit job. Jeg kan egentlig godt lide at være lærer, så jeg tror næsten at jeg ville blive ved med det tiden ud (2 år endnu), men efter den tid har jeg lovet at Camilla (min dejlige kone) bestemmer hvor vi skal hen, så hvor end vi så endte så ville jeg slå mig ned med en bærbar og skrive en bestseller (det er jo sådan noget man bare gør når man er en sej millionær som mig) og udgive den på mit nye forlag og tjene endnu flere penge. Så I kan jo godt se at der må være sket en fejl. Da jeg slå op tekst tv og så at det så sandelig ikke var de tal jeg havde på min lottokupon blev jeg jo forvirret. Det kunne jo ikke passe. Og da Karsten ringede og sagde at han heller ikke havde vundet var forvirringen total. Vi overvejede at ringe til tekst tv for at sige til dem at de skulle sætte de rigtige tal på. Vi kunne bare ikke finde nummeret til dem. Så vi gik i biografen i stedet.
Det gik så heller ikke helt som planlagt. Sammen med Bodil (en af de andre kursister) havde vi købt billeter til Oceans 13, og vi fik købt slik, sodavand og var klar til 2 timer i selskab med alle de store stjerner (dem jeg ville have mænget mig med, hvis jeg havde vundet lotto). Lidt inde i filmen skulle Karsten lige ud og trække vejret gennem et filter. Den slags tager som regel en fem minutter, men manden kom ikke tilbage. Overhovedet. Det undrede os lidt, men jeg regnede med at han havde sat sig et andet sted efter han var kommet ind igen eller noget i den dur. Måske var han bare blev enig med sig selv om at filmen var kedelig og gået, men det ligner ham nu ikke at lave sådan et stunt. Vi så filmen færdig, og Bodil og jeg spejdede efter Karsten, men han var ingen steder at se. Da jeg kom hjem sms’ede (det kan jeg nemlig nu) jeg lige til ham for at høre hvor han blev af, og så var det jeg fik forklaringen. Katuaq (kulturhuset hvor biografen er) er blevet røgfri, og i den forbindelse skal man altså gå udenfor for at ryge. Hvad Karsten ikke vidste var at efter filmen var gået i gang var personalet mere eller mindre skredet og dørene var sat på automatisk smæklås. Så Karsten blev låst ude. Uden nogen mulighed for at komme ind igen. Jamen hvad er det der sker? Så efter han havde rendt omkring bygningen en tre fire gange og hevet i alle døre uden held så gav den stakkels mand op og gik slukøret hjem til hotellet igen.
Filmen var ellers fin. Men det skal I ikke sige til Karsten.
Derudover har jeg købt det dersens Illustreret Videnskab i dag. Ikke fordi jeg vil til at læse alt om det der videnskab, men mere fordi der var en IQ test med. Og jeg har de sidste par år gået med en svag mistanke om at jeg faktisk er ret klog. Måske endda Mensa materiale. Ja,ja den er god med dig. ”Ham den skaldede fjeldabe kan sgu da ikke komme i Mensa”, tænker du nok, ”det er jo for folk med noget mellem ørerne”. Men i de sidste par test jeg har taget rundt omkring på nettet har jeg scoret fra 128 til 136, og for at komme i Mensa skal man have 131 (eller 132, kan ikke helt huske det præcis). Nu er det bare sådan at ved at flere af de der test er der en usikkerheds faktor på et eller andet antal point så jeg ku rent faktisk være en del under (altså dummere end jeg går og bilder mig ind) eller lidt over (og dermed risiko for at være klog som bare pokker). Mensa selv har en test hvor usikkerheden er en del mindre og den de har på nettet prøvede jeg også tidligere. Her scorede jeg rimelig højt men ikke højt nok, så det var lidt en kold klud i hovedet når man nu gik med drømmen om at blive den klogeste pseudo eksimo i Grønland. Så nu skulle slaget stå. Illustreret Viden skab skulle afgøre om jeg skulle forsøge optagelse hos de der braniacs eller ej. Testen tog fat på både sprogforståelse, logik, billed- og mønstergenkendelse, hukommelse og regning og tog mig godt en times penge. Sprog, logik, billede og regning gik sådan set ok, men min hukommelse var ikke helt optimal. Det var noget med at huske numre der kom i en hvis rækkefølge en gang. Ikke helt nemt. Men jeg klarede mig bedre end jeg regnede med. Og hvad blev resultatet så? Skal jeg i Mensa? Nix, nada, desværre. Jeg fik den nette sum af IQ 125, hvilket vil sige at jeg stadig er 6 til 7 point fra top 0,2 procent af den samlede befolkning hvor Mensa folkene befinder sig, men til gengæld er jeg så klogere end 95% af verdens befolkning. Top 5% er da heller ikke aller værst, men det er lidt nederen at blive droppet igen, når man lige har læst at en to årig pige fra England er blevet optaget i Mensa. 2 årig! Hvad fanden sker der? En 2 årig kan klare opgaverne men jeg kan ikke? Tal om at føle sig en lille smule til grin. Oh well.
Nå, nok om det. Jeg skal i seng. Har en lang dag i morgen igen…. Mand nu må vi også snart være færdige med det her kursus så jeg kan komme hjem til min kone så hun kan se min selvlysende bornholmske frimærkesamling. Den er jeg sikker på bliver et hit…
Great. Jeg er endelig blevet fri for snakkekællingerne inde ved siden af og der er kommet en ny gæst. Hvad gør han så? Han snakker i søvne. Typisk.
Det gik så heller ikke helt som planlagt. Sammen med Bodil (en af de andre kursister) havde vi købt billeter til Oceans 13, og vi fik købt slik, sodavand og var klar til 2 timer i selskab med alle de store stjerner (dem jeg ville have mænget mig med, hvis jeg havde vundet lotto). Lidt inde i filmen skulle Karsten lige ud og trække vejret gennem et filter. Den slags tager som regel en fem minutter, men manden kom ikke tilbage. Overhovedet. Det undrede os lidt, men jeg regnede med at han havde sat sig et andet sted efter han var kommet ind igen eller noget i den dur. Måske var han bare blev enig med sig selv om at filmen var kedelig og gået, men det ligner ham nu ikke at lave sådan et stunt. Vi så filmen færdig, og Bodil og jeg spejdede efter Karsten, men han var ingen steder at se. Da jeg kom hjem sms’ede (det kan jeg nemlig nu) jeg lige til ham for at høre hvor han blev af, og så var det jeg fik forklaringen. Katuaq (kulturhuset hvor biografen er) er blevet røgfri, og i den forbindelse skal man altså gå udenfor for at ryge. Hvad Karsten ikke vidste var at efter filmen var gået i gang var personalet mere eller mindre skredet og dørene var sat på automatisk smæklås. Så Karsten blev låst ude. Uden nogen mulighed for at komme ind igen. Jamen hvad er det der sker? Så efter han havde rendt omkring bygningen en tre fire gange og hevet i alle døre uden held så gav den stakkels mand op og gik slukøret hjem til hotellet igen.
Filmen var ellers fin. Men det skal I ikke sige til Karsten.
Derudover har jeg købt det dersens Illustreret Videnskab i dag. Ikke fordi jeg vil til at læse alt om det der videnskab, men mere fordi der var en IQ test med. Og jeg har de sidste par år gået med en svag mistanke om at jeg faktisk er ret klog. Måske endda Mensa materiale. Ja,ja den er god med dig. ”Ham den skaldede fjeldabe kan sgu da ikke komme i Mensa”, tænker du nok, ”det er jo for folk med noget mellem ørerne”. Men i de sidste par test jeg har taget rundt omkring på nettet har jeg scoret fra 128 til 136, og for at komme i Mensa skal man have 131 (eller 132, kan ikke helt huske det præcis). Nu er det bare sådan at ved at flere af de der test er der en usikkerheds faktor på et eller andet antal point så jeg ku rent faktisk være en del under (altså dummere end jeg går og bilder mig ind) eller lidt over (og dermed risiko for at være klog som bare pokker). Mensa selv har en test hvor usikkerheden er en del mindre og den de har på nettet prøvede jeg også tidligere. Her scorede jeg rimelig højt men ikke højt nok, så det var lidt en kold klud i hovedet når man nu gik med drømmen om at blive den klogeste pseudo eksimo i Grønland. Så nu skulle slaget stå. Illustreret Viden skab skulle afgøre om jeg skulle forsøge optagelse hos de der braniacs eller ej. Testen tog fat på både sprogforståelse, logik, billed- og mønstergenkendelse, hukommelse og regning og tog mig godt en times penge. Sprog, logik, billede og regning gik sådan set ok, men min hukommelse var ikke helt optimal. Det var noget med at huske numre der kom i en hvis rækkefølge en gang. Ikke helt nemt. Men jeg klarede mig bedre end jeg regnede med. Og hvad blev resultatet så? Skal jeg i Mensa? Nix, nada, desværre. Jeg fik den nette sum af IQ 125, hvilket vil sige at jeg stadig er 6 til 7 point fra top 0,2 procent af den samlede befolkning hvor Mensa folkene befinder sig, men til gengæld er jeg så klogere end 95% af verdens befolkning. Top 5% er da heller ikke aller værst, men det er lidt nederen at blive droppet igen, når man lige har læst at en to årig pige fra England er blevet optaget i Mensa. 2 årig! Hvad fanden sker der? En 2 årig kan klare opgaverne men jeg kan ikke? Tal om at føle sig en lille smule til grin. Oh well.
Nå, nok om det. Jeg skal i seng. Har en lang dag i morgen igen…. Mand nu må vi også snart være færdige med det her kursus så jeg kan komme hjem til min kone så hun kan se min selvlysende bornholmske frimærkesamling. Den er jeg sikker på bliver et hit…
Great. Jeg er endelig blevet fri for snakkekællingerne inde ved siden af og der er kommet en ny gæst. Hvad gør han så? Han snakker i søvne. Typisk.
onsdag, juni 27, 2007
den mobile skarnsknægt
Det måtte jo ske. Jeg har igen fået en mobilos. Ja, den er god nok. René har endnu givet efter og glemt alt om mobilfrie principper og at det rent faktisk er ret dejligt at folk ikke kan få fat i dig 24 timer i døgnet 7 dage om ugen. Yrk. Bare tanken. Så hvorfor dog få en når jeg hellere vil være eneboer og eremit, leve for mig selv og helst kun kommunikere med omverdenen gennem røgsignaler fra min majspibe? Tjo, det er faktisk mest på grund af min båd. En vigtig regel når man er ude og sejle er at man har eller i det mindste har mulighed for radioforbindelse med omverdenen. Det anbefales sågar at man har mindst to måder at kommunikere med omverdenen med, i tilfælde af at den ene ikke virker. Så den VHF radio (som jeg endnu ikke har fået købt mig) er ikke nok, og så er den også kun ment til nødopkald. At du er løbet tør for benzin (dumt) er ikke en nødsituation. At din båd synker og/eller er i brand, du har mand over bord, du bliver overfaldet af en isbjørn eller noget tilsvarende – se det er en nødsituation. Vi taler altså om livsfare. Så til alt det andet gejl må man have et andet kommunikationsmiddel. Derfor mobiltelefon. Og så gør det jo ikke noget at jeg kan tale med min kone mens jeg er i Nuuk uden at give 10-12 kroner i minuttet som de kræver på Hotellets linie ud af huset…
At jeg ikke har købt den før nu hænger lidt sammen med at jeg er lidt en gnier. Der er ingen grund til at betale overpris hvis man kan undgå det. Og hvis der er en ting der er dyrt i grønland så er det en mobil telefon. I Danmark kan man få smidt en i nakken for en krone og et halvårsabonnement (det var det jeg gav for min sidste mobil), men heroppe koster de snildt mellem 1.500 og 3.500 eller mere. Og det gider jeg altså ikke give for noget jeg har tænkt mig at bruge så lidt som overhovedet muligt. Og så var det at jeg kom til Nuuk. I brugsen havde de nemlig tilbud på en lækker sag af en sort Motorola model W220 (reklamepenge tak, moto) der var sat ned fra 1.299 til 800 bobs. Se det er noget jeg kan forholde mig til. Så den købte jeg så. Så skulle jeg bare lige på posthuset (TelePost) og købe abonnement, få ladet telefonen op, aktiveret SIM kortet (det kan tage op til 2 dage heroppe) og så var jeg klar til kamp. Den blev klar og jeg fik ringet til min kone og efter samtalen sendte hun mig så en lille SMS for lige at checke nummeret. Jeg får åbnet indbakken og hvad ser jer? At beskeden er nummer 107! Sig mig lige en gang, har jeg ikke lige købt en sprit ny telefon måske? Hvordan fanden kan der så være så mange beskeder. Fanme for dårligt. Og så var de alle sammen på grønlandsk så jeg kunne ikke engang snage. Øv. Men så kom jeg også i tanke om at batteriet godt sad i da jeg åbnede kassen og der ikke sad sådan en fin plastik film på displayskærmen. Grunden til at jeg ved at der burde have været det er at Karsten købte samme mobil og den var nemlig med separat batteri og plastik. Så den eneste logiske konklusion var at brugsen havde solgt mig en brugt mobil. Ikke brugt længe men længe nok til den i hvert fald ikke var så sprit ny som den burde (de 106 ”fremmede” sms’er var sendt mellem marts og april i år). Det der var sket var højst sandsynligt at en havde købt den og efter en måneds tid fundet ud af at han hellere ville have en anden og gået tilbage og byttet tilbage. Men det skal de fanme gøre opmærksom på sådan noget.
Så mig op til brugsen og sige hør lige her, hvad er dog det for noget. De kunne godt se at det ikke var helt heldigt, men de kunne desværre ikke bytte til en ny, da Karsten havde købt den sidste. De kunne heller ikke få en ny hjem (ikke at jeg havde tænkt mig at blive i Nuuk og vendte på det), og de kunne heller ikke lige fremtrylle et nyt batteri, som egentlig var det jeg var mest irriteret over. De ville gerne tilbyde mig en anden model, men de nåede altså ikke den lille sorte stillige model til sokkerholderne, og jeg ville jo gerne beholde den. Modellen var der jo intet i vejen med. Men batterier har levetid og min var brugt. Så vil blev enige om et 200 kroners afslag til et nyt batterier. Har ingen idé om man kan få et batteri for 200 kroner men en 25% afslag i pris på noget der allerede er sat ned 40% er ikke helt at kimse af. Så fra 1.299 til 600 synes jeg er en helt pæn handel. Så jeg fik pengene, og er nu en glad indehaver af en næsten ny mobil.
Derudover har vi haft travlt her på Modul 2 af pædagogikum. Vi læser, diskuterer, får alt for lækker mad (det kan man mærkelig nok godt blive lidt træt af i længden), skriver, læser lidt mere, spiser og læser igen. Der er ikke meget fritid, med undtagelse af i dag, hvor vi har fået fri efter klokken 12. Og det trængte vi også til. Så Karsten og jeg var på en lille tur til Nuussuaq hvor jeg boede som barn. Vi travede rundt og jeg pegede hid og did om fortalte historier fra min barndom om hvem der nu havde boet der og der og alle de skarnsstreger jeg nu havde haft gang i. Ret sjovt egentlig. Tror ikke han kedede sig alt for meget. Vi tog også lige en slapper nede ved lystbåde havnen og sad på klipperne med en kold pilsner. Jeg siger dig, det er ikke det værste der kan ske. Mmmmm. Da vi kom hjem manglede vi lidt et aftensprojekt, da der hverken var noget i fjernsynet af nævneværdig karakter og biffen ikke viser noget værd at se før på fredag. Så jeg gik i brugsen (igen igen) og købte af ren nostalgiske årsager den nye Rocky Balboa (det er den sjette af dem, og den bedste siden 1 ca.). Nu kunne vi have sat os en på et af værelserne og set filmen på den lille bærbare skærm, men vi er jo altså ikke multimedienørder for ingenting. Så i stedet sneg vi os op til vores konference lokale hvor vi vidste at der var en projektor. Vi fik lånt nogle computerhøjtalere af personalet og så så vi ellers gode gamle Rocky på storskærm, mens der i det næste konferencelokale var fyldt af fine folk fra Nordisk Råd for Kultur og Uddannelse (mener det var det det hed). Vi følte lidt vi var et par skarnsknægte ude på ballade, men sjovt var det. Filmen var fin, måske mere nostalgisk en fantastisk spændende, men vi blev da underholdt.
Nu sidder jeg så og skriver lidt blog inden jeg skal forsøge at falde i søvn i den her ulidelige varme. Faktisk sover jeg ikke særlig godt her på hotellet. Puderne og seng er ikke helt optimale så jeg har lidt ondt i nakken og sover alt for let. Så slev om jeg får otte timer er jeg mere træt når jeg vågner en mine seks timer hjemme i Maniitsoq, men sådan er det jo at være hjemmefra. Men typisk mit helt så er jeg placeret på 1. sal aller yderst, lige ved siden af KNI bygningen der selvfølgelig er ved at få en ekstra etage på (eller noget i den stil) så denne morgen blev jeg vækket før tid af et kæmpe BRRRRRRRRRRUUUUUUMMMM. Jep, beton bor lige i ydervækken. Fedt. Receptionen tilbød at flytte mig, men jeg gider heller ikke være et alt for stort problembarn så jeg vil lige se om de også vækker mig på samme måde i morgen. Hvis de gør det er jeg den der er flyttet. For det var dæleme HØJT!.
Nå, ja. Lige et mærkeligt faktum. Den tobak, Sirius, jeg køber i Danmark og ryger i piben har jeg fundet heroppe. Det var en af de andre kursister (en eks piber) der gjorde mig opmærksom på at man kunne få den en gang i mellem. Så jeg gik ind i Pissifik og ganske rigtigt. Der stod en enlig dåse Sirius. Og nu kommer det mærkelige. Den kostede kun 45 kroner! I Danmark koster den typisk 98 kroner, og taget i betragtning af at en pakke smøger med 20 i koster 59 kroner heroppe og 31 kroner i Danmark giver det jo slet slet ingen mening. Men som min eks pibe ryger ven sagde ”lad vær med at sige det til dem!!”. Vi skulle jo nødig risikere at de finder ud af deres fejl og sætter den op for alle de andre stakkels piberygere i Grønland. Så derfor på opfordring siger jeg til alle jer der læser dette: Shhhhhhhhh……!
At jeg ikke har købt den før nu hænger lidt sammen med at jeg er lidt en gnier. Der er ingen grund til at betale overpris hvis man kan undgå det. Og hvis der er en ting der er dyrt i grønland så er det en mobil telefon. I Danmark kan man få smidt en i nakken for en krone og et halvårsabonnement (det var det jeg gav for min sidste mobil), men heroppe koster de snildt mellem 1.500 og 3.500 eller mere. Og det gider jeg altså ikke give for noget jeg har tænkt mig at bruge så lidt som overhovedet muligt. Og så var det at jeg kom til Nuuk. I brugsen havde de nemlig tilbud på en lækker sag af en sort Motorola model W220 (reklamepenge tak, moto) der var sat ned fra 1.299 til 800 bobs. Se det er noget jeg kan forholde mig til. Så den købte jeg så. Så skulle jeg bare lige på posthuset (TelePost) og købe abonnement, få ladet telefonen op, aktiveret SIM kortet (det kan tage op til 2 dage heroppe) og så var jeg klar til kamp. Den blev klar og jeg fik ringet til min kone og efter samtalen sendte hun mig så en lille SMS for lige at checke nummeret. Jeg får åbnet indbakken og hvad ser jer? At beskeden er nummer 107! Sig mig lige en gang, har jeg ikke lige købt en sprit ny telefon måske? Hvordan fanden kan der så være så mange beskeder. Fanme for dårligt. Og så var de alle sammen på grønlandsk så jeg kunne ikke engang snage. Øv. Men så kom jeg også i tanke om at batteriet godt sad i da jeg åbnede kassen og der ikke sad sådan en fin plastik film på displayskærmen. Grunden til at jeg ved at der burde have været det er at Karsten købte samme mobil og den var nemlig med separat batteri og plastik. Så den eneste logiske konklusion var at brugsen havde solgt mig en brugt mobil. Ikke brugt længe men længe nok til den i hvert fald ikke var så sprit ny som den burde (de 106 ”fremmede” sms’er var sendt mellem marts og april i år). Det der var sket var højst sandsynligt at en havde købt den og efter en måneds tid fundet ud af at han hellere ville have en anden og gået tilbage og byttet tilbage. Men det skal de fanme gøre opmærksom på sådan noget.
Så mig op til brugsen og sige hør lige her, hvad er dog det for noget. De kunne godt se at det ikke var helt heldigt, men de kunne desværre ikke bytte til en ny, da Karsten havde købt den sidste. De kunne heller ikke få en ny hjem (ikke at jeg havde tænkt mig at blive i Nuuk og vendte på det), og de kunne heller ikke lige fremtrylle et nyt batteri, som egentlig var det jeg var mest irriteret over. De ville gerne tilbyde mig en anden model, men de nåede altså ikke den lille sorte stillige model til sokkerholderne, og jeg ville jo gerne beholde den. Modellen var der jo intet i vejen med. Men batterier har levetid og min var brugt. Så vil blev enige om et 200 kroners afslag til et nyt batterier. Har ingen idé om man kan få et batteri for 200 kroner men en 25% afslag i pris på noget der allerede er sat ned 40% er ikke helt at kimse af. Så fra 1.299 til 600 synes jeg er en helt pæn handel. Så jeg fik pengene, og er nu en glad indehaver af en næsten ny mobil.
Derudover har vi haft travlt her på Modul 2 af pædagogikum. Vi læser, diskuterer, får alt for lækker mad (det kan man mærkelig nok godt blive lidt træt af i længden), skriver, læser lidt mere, spiser og læser igen. Der er ikke meget fritid, med undtagelse af i dag, hvor vi har fået fri efter klokken 12. Og det trængte vi også til. Så Karsten og jeg var på en lille tur til Nuussuaq hvor jeg boede som barn. Vi travede rundt og jeg pegede hid og did om fortalte historier fra min barndom om hvem der nu havde boet der og der og alle de skarnsstreger jeg nu havde haft gang i. Ret sjovt egentlig. Tror ikke han kedede sig alt for meget. Vi tog også lige en slapper nede ved lystbåde havnen og sad på klipperne med en kold pilsner. Jeg siger dig, det er ikke det værste der kan ske. Mmmmm. Da vi kom hjem manglede vi lidt et aftensprojekt, da der hverken var noget i fjernsynet af nævneværdig karakter og biffen ikke viser noget værd at se før på fredag. Så jeg gik i brugsen (igen igen) og købte af ren nostalgiske årsager den nye Rocky Balboa (det er den sjette af dem, og den bedste siden 1 ca.). Nu kunne vi have sat os en på et af værelserne og set filmen på den lille bærbare skærm, men vi er jo altså ikke multimedienørder for ingenting. Så i stedet sneg vi os op til vores konference lokale hvor vi vidste at der var en projektor. Vi fik lånt nogle computerhøjtalere af personalet og så så vi ellers gode gamle Rocky på storskærm, mens der i det næste konferencelokale var fyldt af fine folk fra Nordisk Råd for Kultur og Uddannelse (mener det var det det hed). Vi følte lidt vi var et par skarnsknægte ude på ballade, men sjovt var det. Filmen var fin, måske mere nostalgisk en fantastisk spændende, men vi blev da underholdt.
Nu sidder jeg så og skriver lidt blog inden jeg skal forsøge at falde i søvn i den her ulidelige varme. Faktisk sover jeg ikke særlig godt her på hotellet. Puderne og seng er ikke helt optimale så jeg har lidt ondt i nakken og sover alt for let. Så slev om jeg får otte timer er jeg mere træt når jeg vågner en mine seks timer hjemme i Maniitsoq, men sådan er det jo at være hjemmefra. Men typisk mit helt så er jeg placeret på 1. sal aller yderst, lige ved siden af KNI bygningen der selvfølgelig er ved at få en ekstra etage på (eller noget i den stil) så denne morgen blev jeg vækket før tid af et kæmpe BRRRRRRRRRRUUUUUUMMMM. Jep, beton bor lige i ydervækken. Fedt. Receptionen tilbød at flytte mig, men jeg gider heller ikke være et alt for stort problembarn så jeg vil lige se om de også vækker mig på samme måde i morgen. Hvis de gør det er jeg den der er flyttet. For det var dæleme HØJT!.
Nå, ja. Lige et mærkeligt faktum. Den tobak, Sirius, jeg køber i Danmark og ryger i piben har jeg fundet heroppe. Det var en af de andre kursister (en eks piber) der gjorde mig opmærksom på at man kunne få den en gang i mellem. Så jeg gik ind i Pissifik og ganske rigtigt. Der stod en enlig dåse Sirius. Og nu kommer det mærkelige. Den kostede kun 45 kroner! I Danmark koster den typisk 98 kroner, og taget i betragtning af at en pakke smøger med 20 i koster 59 kroner heroppe og 31 kroner i Danmark giver det jo slet slet ingen mening. Men som min eks pibe ryger ven sagde ”lad vær med at sige det til dem!!”. Vi skulle jo nødig risikere at de finder ud af deres fejl og sætter den op for alle de andre stakkels piberygere i Grønland. Så derfor på opfordring siger jeg til alle jer der læser dette: Shhhhhhhhh……!
søndag, juni 24, 2007
snakkekællinger...
SÅ HOLD DOG KÆFT KÆLLINGER! Øv. Jeg er endelig kommet til Nuuk, og klokken nærmer sig de tolv midnat. Egentlig burde jeg ligge i min seng og sove for i morgen begynder mit 10 dages pædagogikum modul 2. Men der er lige det der med at få lov til at sove. For rummet er lidt lydt.
Jeg må hellere starte med at sige at jeg endnu engang er indkvarteret på Hotel Hans Egede (og ikke på Hotel Nuuk som sidste gang). Rummet er faktisk ret dejligt, da de af en eller anden grund har set det nødvendigt at udstyre mig med et dobbeltværelse. Så jeg har en dobbelt seng, eller i princippet er det bare to enkelt senge der er sat sammen, at boltre mig på. Så det er jo dejligt. Men der er bare den ene lille slange i paradis at der er en dør (ud over udgangen) der fører indtil rummet ved siden af. Den er selvfølgelig låst, men den gør er at der er ret så lydt. Og nej der et ikke et nygift par inden ved siden af der giver den hele armen. Heldigvis. Nej det er derimod to kvinder, ja damer vil jeg næsten hellere sige. Og de har lyst til at snakke. Så det gør de så. De knævrer løs. Det vil sige den ene knævrer rigtig meget, mens den anden desperat prøver at komme med indspark til debatten hist og her, men jeg har på fornemmelsen af at den første helst bare vil have lov til at høre sig selv og så sig selv. For hun har noget på hjertet. ”Jamen så sagde han..”, ”jamen det var simpelthen bare så teenageagtigt”, ”nej, men hvad er der måske i vejen med at være single?”, ”det kan da godt ske at jeg i en alder af et eller andet burde..”, ”Johanne og Erik blev gift i…”. Tjo hun giver den gas. Jeg synes det var ret sjovt at hun ikke engang kunne få sig til at sige sin egen alder højt, ikke en gang over for hendes veninde. Så er hun nok nået de fyrre.
Jeg overvejede om jeg sku gå ind og bede dem om at dæmpe sig lidt, men de holdt jo ikke fest eller noget. De snakker bare. Fik vendt verdenssituationen. Eller de fik i hvert faldt vendt den ene venindes verdenssituation. Og det kan man jo godt trænge til en gang imellem. Så jeg holder min kæft og dyrker min zen bare en lille smule mere. havde lidt lyst at prøve om det der der med et glas på væggen og øret til glasset rent faktisk virkede, men tænkte det at det nok ikke var så godt for min karma at smuglytte som en anden pervers stodder, og desuden hører jeg jo fint som jeg sidder her ved min computer...
Men ud over tøser som naboer så kan jeg nu se frem til 10 dage på hotelværelse og et kursus der vil give mig minus fritid overhovedet. Hvis det går bare lidt lige som sidste gang, så skal vi knokle røven ud af bukserne med at læse, lytte og diskutere. Ikke at jeg klager. Hellere det end at skulle kede mig i ti dage. Meget hellere. Indtil videre har jeg et kompendium og en bog jeg med sikkerhed ved vi skal igennem, men lur mig om de ikke nok skal finde en stak ekstra materiale vi sikkert lige får som en lille hyggelig godnat læsning oven i hatten. Nu får vi jo se. Håber da om ikke andet at jeg bliver lidt klogere. Men det bliver nu dejligt at se alle de andre kursister igen. Det er jo de samme hoveder som til det sidste kursus, men de ti dage på hotel kunne jeg godt have undværet. Det bliver lidt ensformigt i længden at spise ude hele tiden og ikke at sove i sin egen seng. For at give mig selv lidt underholdning lagde jeg lidt films og serier på min transportable harddisk, men hvad gør den så nu jeg slutter den til min bærbare? Den strejker. Røv pis. Er lidt sur over det faktisk, men virker den ikke snart, så må jeg lige have den med til Aalborg. Den er jo kun et år gammel og garantien sku dække fint endnu. Håber bare ikke at det noget alvorligt.
Nå men nu er der blevet stille inde ved siden af. Den snaksalige veninde fandt vist ud af at klokken var blevet over tolv. Jeg må også hellere se puder. Damn, jeg har glemt at bestille vækning. Det må jeg hellere få gjort i en fart. Så kan jeg jo lige få købt lidt internet så jeg kan få den hersens blog op i en fart.
Godnat. P.S. har lige været nede i receptionen og købt internet. Fuck det er dyrt. 30 minutter koster 55 kroner, en time koster 100 kroner og 3 timer kan du så få til den favorable pris af 250 kroner. Helt ørli, hvad fanden har de gang i? jeg ku godt huske at det var dyrt, men for fanden da... Jeg sku til at spørge receptionisten tog pis på mig, men han så ikke ud til at han så ikke ud som om han jokede så jeg bed det i mig. Nu håber jeg dæleme i sætter pris på den her blog, for den var dyr!
Jeg må hellere starte med at sige at jeg endnu engang er indkvarteret på Hotel Hans Egede (og ikke på Hotel Nuuk som sidste gang). Rummet er faktisk ret dejligt, da de af en eller anden grund har set det nødvendigt at udstyre mig med et dobbeltværelse. Så jeg har en dobbelt seng, eller i princippet er det bare to enkelt senge der er sat sammen, at boltre mig på. Så det er jo dejligt. Men der er bare den ene lille slange i paradis at der er en dør (ud over udgangen) der fører indtil rummet ved siden af. Den er selvfølgelig låst, men den gør er at der er ret så lydt. Og nej der et ikke et nygift par inden ved siden af der giver den hele armen. Heldigvis. Nej det er derimod to kvinder, ja damer vil jeg næsten hellere sige. Og de har lyst til at snakke. Så det gør de så. De knævrer løs. Det vil sige den ene knævrer rigtig meget, mens den anden desperat prøver at komme med indspark til debatten hist og her, men jeg har på fornemmelsen af at den første helst bare vil have lov til at høre sig selv og så sig selv. For hun har noget på hjertet. ”Jamen så sagde han..”, ”jamen det var simpelthen bare så teenageagtigt”, ”nej, men hvad er der måske i vejen med at være single?”, ”det kan da godt ske at jeg i en alder af et eller andet burde..”, ”Johanne og Erik blev gift i…”. Tjo hun giver den gas. Jeg synes det var ret sjovt at hun ikke engang kunne få sig til at sige sin egen alder højt, ikke en gang over for hendes veninde. Så er hun nok nået de fyrre.
Jeg overvejede om jeg sku gå ind og bede dem om at dæmpe sig lidt, men de holdt jo ikke fest eller noget. De snakker bare. Fik vendt verdenssituationen. Eller de fik i hvert faldt vendt den ene venindes verdenssituation. Og det kan man jo godt trænge til en gang imellem. Så jeg holder min kæft og dyrker min zen bare en lille smule mere. havde lidt lyst at prøve om det der der med et glas på væggen og øret til glasset rent faktisk virkede, men tænkte det at det nok ikke var så godt for min karma at smuglytte som en anden pervers stodder, og desuden hører jeg jo fint som jeg sidder her ved min computer...
Men ud over tøser som naboer så kan jeg nu se frem til 10 dage på hotelværelse og et kursus der vil give mig minus fritid overhovedet. Hvis det går bare lidt lige som sidste gang, så skal vi knokle røven ud af bukserne med at læse, lytte og diskutere. Ikke at jeg klager. Hellere det end at skulle kede mig i ti dage. Meget hellere. Indtil videre har jeg et kompendium og en bog jeg med sikkerhed ved vi skal igennem, men lur mig om de ikke nok skal finde en stak ekstra materiale vi sikkert lige får som en lille hyggelig godnat læsning oven i hatten. Nu får vi jo se. Håber da om ikke andet at jeg bliver lidt klogere. Men det bliver nu dejligt at se alle de andre kursister igen. Det er jo de samme hoveder som til det sidste kursus, men de ti dage på hotel kunne jeg godt have undværet. Det bliver lidt ensformigt i længden at spise ude hele tiden og ikke at sove i sin egen seng. For at give mig selv lidt underholdning lagde jeg lidt films og serier på min transportable harddisk, men hvad gør den så nu jeg slutter den til min bærbare? Den strejker. Røv pis. Er lidt sur over det faktisk, men virker den ikke snart, så må jeg lige have den med til Aalborg. Den er jo kun et år gammel og garantien sku dække fint endnu. Håber bare ikke at det noget alvorligt.
Nå men nu er der blevet stille inde ved siden af. Den snaksalige veninde fandt vist ud af at klokken var blevet over tolv. Jeg må også hellere se puder. Damn, jeg har glemt at bestille vækning. Det må jeg hellere få gjort i en fart. Så kan jeg jo lige få købt lidt internet så jeg kan få den hersens blog op i en fart.
Godnat. P.S. har lige været nede i receptionen og købt internet. Fuck det er dyrt. 30 minutter koster 55 kroner, en time koster 100 kroner og 3 timer kan du så få til den favorable pris af 250 kroner. Helt ørli, hvad fanden har de gang i? jeg ku godt huske at det var dyrt, men for fanden da... Jeg sku til at spørge receptionisten tog pis på mig, men han så ikke ud til at han så ikke ud som om han jokede så jeg bed det i mig. Nu håber jeg dæleme i sætter pris på den her blog, for den var dyr!
mandag, juni 18, 2007
"inde i dit skaldede hoved"
Undskyld at jeg har holdt jer alle sammen utilgivelig længe på pinebænken. Med bekymrede miner har i dagligt tjekket min blog for klarede han den? Er han virkelig skipper nu? Og hvad med eleverne? Bestod de eller dumpede han dem alle? Hvordan forløb dimissionen og hvad laver man en weekend i Maniitsoq når vejret er herre dårligt?
For at starte fra starten så var torsdag hvor jeg skulle have de sidste 11 (tror nok det var 11) elever op. Nervøsiteten havde fortaget sig lidt hos mig. Efter onsdagens laaaangeee eksamensræs var jeg jo allerede en erfaren rotte i faget, så der var da ikke noget der kunne slå mig ud. Og det gik sådan set også fint. Ikke nogle store skandaler, kun et par elever der skulle have læst på pensum i stedet for at lave alt det andet man laver der er meget sjovere end at terpe til eksamen. Så de dumpede. Ærgerligt. I alt af de 24 elever der var til eksamen over de to dage var der fem der dumpede. Så er det man kan vælge at sige at nå nå nå, det er jo hele 20% der dumpede!! Skandale på ATI!! Eller man kan vende den om og sige – wow der var 80% der bestod, det var fanme flot. Tjaa.. jeg har vist altid været en af dem med et halvfyldt glas.
Men dagens solstråle historie var da min elev Nielsigne var til eksamen. Hun havde et par dage før eksamen kommet ind på kontoret for at få et par kopier af nogle tekster fra litteraturlisten. Hun skulle terpe for gymnasiet, hun gerne ville ind på, havde fortalt hende at hun skulle have 8 for at komme ind. Det var hun lidt nervøs for. Nielsigne er ikke specielt god til engelsk, men hun er bare en af de der med et gå på mod der kan råde bod på næsten alt. Hun ved hvad hun vil. Hun var den anden sidste der kom i engelsk og hun startede så med at trække en af de længste tekster vi har haft. Overhovedet. Men i stedet for at se et forskrækket knækket ansigt, så jeg et stort smil, hvorefter hun sagde ”Den har jeg læst!”. Og så gik hun glad ind til forberedelse. Efter 20 minutter var det så hendes tur til at snakke om den tekst hun havde trukket. Det var et brødrene Grimm eventyr (The True Bride) og Nielsigne snakkede. Og snakkede. Og snakkede. Så nåede vi lige at snakke lidt om hendes skriftlige projekt (Nielsigne snakkede og snakkede igen) og så skulle hun udenfor til de 1-3 minutters absolut pineri hvor man står og venter på karakteren. Dødsdommen. Eller forløselsen. Alt efter hvordan man nu har klaret den. Censor og undertegnede blev meget hurtigt enig og fik den kære elev ind igen. Hun var nervøs, men, forklarede vi hende, det behøvede hun ikke at være siden hun havde fået 11. I sku se hende. Hun var så glad at tårerne stod, hvilet så var ved at få censor til at få meget fugtige øjne. Men hun havde ærligt og redeligt fortjent det, så det var jo rart. Dejligt.
Om aftenen var det så min egen tur til at være til eksamen. Igen. Denne gang var det den praktiske skipper eksamen (hedder godt nok Duelighed, men skipper lyder lidt federe). Den praktiske del af eksamen gik ud på at vi skulle ud og sejle i en 200 hestekræfters Targa (stor båd). Til sammenligning kan jeg fortælle at Madicken har 60 heste, er en del kortere, og en del tættere vandet. I den skulle vi så først styre efter kompas og derefter lave øvelsen ”mand over bord”. Siden der ikke lige var en frivillig mandsperson til at hoppe overbord som vi skulle redde, måtte vi nøjes med at bruge en tom blå benzin dunk. Nu var det bare sådan at vinden var rimelig god den dag og strømmen heller ikke var lige nul. Så hvad sker der når man smider en tom dunk i havet? Den bliver i hvert fald ikke på sin plads, det er helt sikkert. Havde det været en mand, var han ikke drevet halvt så meget. Så da jeg skulle dreje båden rundt og få dunken indenfor opsamlingsradius, var det ikke mindre end så godt som umuligt. For det første var båden et stort skrummel der reagerede som en elefant på valium (jeg er kun vandt til min lille Madicken der reagere som en ninja på speed) og for det andet smed vind og vejr den dunk rundt som en drage i en orkan. Røv. Men til sidst lykkedes det på en eller anden måde at komme ind på den rigtige side uden at sejle dunken ned (det må man jo heller ikke) og få den op igen. Så sov godt i sikker vished at skulle du eller en blå benzin dunk falde overbord vil jeg kunne samle den op i tredje eller fjerde forsøg. Og som min lærer sagde, så er det vigtigste jo at den kommer op. Inde på land ventede resten af holdet der havde været ude og Anne Marie og Christian havde røget laks, nybagt brød og champagne med, for sådan noget skulle jo fejres. Og så var det også Anne Maries fødselsdag. 25 år. Igen. Nammenam.
Fredag var der dimission for alle vores dejlige elever. Der skulle være fælles morgenmad klokken 10.00, hvorefter der ville blive delt eksamensbeviser ud, sunget nogle fællessange og lavet lidt underholdning. Og angående den der underholdning så er det selvfølgelig noget jeg har været rodet ind i. Jeg er vel min fars søn. Jeg kan huske at da vi boede i Nuuk, så var det altid min far der var rodet ind i underholdning i Grønlandsbanken. Der var revy, jazzband, små film, børnehistorier om deres maskot og alt der imellem. Altid min far der havde en finger med i spilet. Og nu er jeg selv i Grønland og hvad laver jeg? Skriver sange og sketch til ATIs dimission. Sangen var på melodien ”så længe jeg lever” om handlede om alt det eleverne ikke længere skulle bekymre sig om, såsom:
Du siger dansk er noget pjat
Matematik, historie er jo dybt godnat
Samfundsfag jeg tror det næppe
Simpelthen fordi
Det er ligeså uforståeligt som biologi
Så længe jeg lever
Så længe mit hjerte slår
Så længe vil jeg huske A.T.IIIIIIIIII
Men nu er det år forbi
Ikke mere fysik kemi
Nu må du gå din egen vej
Og sådan blev den ved i en tre vers endnu. Ret sjov og omkvædet lærte de ret hurtig. Det er heller ikke helt uden grund vi havde valgt den melodi, da det altid har været den sang stakkels Karsten har stillet sig op og skrålet med bandet når han nu havde fået nok indenbords til at han havde fundet sin indre John Mogensen. Så folk kendte den fint.
Og så var der sketchen. Karsten og jeg skrev den en aften og den handlede om fire elever og en lærer, og om alle de ting elever nu gør når de ikke vil have undervisning ”lærer, du ser træt ud i dag, skal vi ikke gå en tur?”, ”Skal vi ikke se film / lege / spille spil”… Så krydret med nogle regler for klassen, umulige elever og en lærer der hellere vi på jagt og du har et nogenlunde billede af vores sketch. Det var selvfølgelig mig der var dum nok til at tage den største rolle (fordi jeg havde jo ingenting jeg skulle i dagene op til.. doh). Det var faktisk ret sjovt når vi skulle øve (Anne Marie, Karsten, Sine, Ulrik og mig) fordi det skulle jo være hemmeligt. Der var ingen der måtte vide hvad det gik ud på. Så det blev hurtigt en slags hemmelig loge vi mødtes i 15 minutter til en halv time om dagen for hurtigt at øve inden vi skulle videre før de andre opdagede os. De andre vidste godt at der skete noget, men hvad det var, havde de ingen idé om. Så sketchen kom præcis som vi havde håbet på, som et lyn fra en klar himmel. Lad os bare sige at den vakte stor stor jubel. Vi var et hit.
Om aftenen var der så fest. Ja egentlig skulle det have været en eftermiddags grillfest, men da det styrtregnede hele dagen ku vi ligesom skyde en hvid pind efter den idé. I stedet skulle det så være indendørs og blev derfor stille og roligt udsat time efter time.. Så festen der skulle være startet klokken 15 begyndte først ved en halv syv tiden om aftenen. Heldigvis havde jeg luret den så jeg var hjemme og slappe af et par timer før jeg tog tilbage til skolen. Festen var fin og hyggelig, og eleverne havde underholdning. Specielt var det da de udleverede gaver til de enkelte lærere, mig inklusiv, hvor de så lige gav os et par ord med på vejen. Jeg kan desværre ikke huske det helt ordret men ved mig var det en tak for at invitere eleverne ind i min fantasiverden ”inde i dit skaldede hoved”… det sidste sagt som kun Maalia kan sige det. Meget sødt og faktisk lidt rørende. Det var jo sidste gang jeg skulle se alle mine herlige, utaknemmelige, skøre, fantastiske, glade, trætte, kvikke, ligeglade, interesserede og alt i alt dejlige elever. Så jeg var hjemme lidt over tolv med et kæmpe smil på læberne og en lille klump i halsen.
Lørdag skulle jeg til en lille hyggemiddag hos Anna Marie og Christian, der havde inviteret Karsten, undertegnede og Kununnguaq (tror det staves sådan), vores duelighedslærer og både Anne Maries og Karstens censor til deres eksamener på ATI. Men det er sådan set ikke middagen der er det interessante, for bevares, den var dejlig. Fantastisk mad som sædvanligt (alt godt fra havet - røget laks, krabbekød mm. samt lammekølle plus alt det ekstra guf hun nu kan), godt selskab og god vin. Det var ikke det. Nej, for Anne Marie og Christian er jo flyttet op i hesteskoen (der er der man godt vil op, men der er en laaaaaaang venteliste) og har nok noget byens bedste udsigt. Den er fra 2. sal og med vand på begge sider. Og hvad kan man komme til at se i vand når man er på Grønland? Hvaler! Der er var mindst fire pukkelhvaler der boltrede sig i vandet ude i fjorden. De kom jævnligt op med et ordentligt blåst og vendte så deres store prægtige hale i vejret igen og dykkede. Intet mindre end… betagende… smukt.. rent. Man kunne ikke andet en at sidde klinet med ansigtet op i det vindue for at se hvor kom de nu op? Og hvad mange var der denne gang? Det var simpelthen så flot. Ærgerligt at man ikke selv var en båd derude så man kunne se dem lidt nærmere (der var to både derud der drønede rundt efter hvalerne for at komme tæt på), men det må blive en anden gang. Nu er de i hvert fald endelig ankommet.
Hep.
For at starte fra starten så var torsdag hvor jeg skulle have de sidste 11 (tror nok det var 11) elever op. Nervøsiteten havde fortaget sig lidt hos mig. Efter onsdagens laaaangeee eksamensræs var jeg jo allerede en erfaren rotte i faget, så der var da ikke noget der kunne slå mig ud. Og det gik sådan set også fint. Ikke nogle store skandaler, kun et par elever der skulle have læst på pensum i stedet for at lave alt det andet man laver der er meget sjovere end at terpe til eksamen. Så de dumpede. Ærgerligt. I alt af de 24 elever der var til eksamen over de to dage var der fem der dumpede. Så er det man kan vælge at sige at nå nå nå, det er jo hele 20% der dumpede!! Skandale på ATI!! Eller man kan vende den om og sige – wow der var 80% der bestod, det var fanme flot. Tjaa.. jeg har vist altid været en af dem med et halvfyldt glas.
Men dagens solstråle historie var da min elev Nielsigne var til eksamen. Hun havde et par dage før eksamen kommet ind på kontoret for at få et par kopier af nogle tekster fra litteraturlisten. Hun skulle terpe for gymnasiet, hun gerne ville ind på, havde fortalt hende at hun skulle have 8 for at komme ind. Det var hun lidt nervøs for. Nielsigne er ikke specielt god til engelsk, men hun er bare en af de der med et gå på mod der kan råde bod på næsten alt. Hun ved hvad hun vil. Hun var den anden sidste der kom i engelsk og hun startede så med at trække en af de længste tekster vi har haft. Overhovedet. Men i stedet for at se et forskrækket knækket ansigt, så jeg et stort smil, hvorefter hun sagde ”Den har jeg læst!”. Og så gik hun glad ind til forberedelse. Efter 20 minutter var det så hendes tur til at snakke om den tekst hun havde trukket. Det var et brødrene Grimm eventyr (The True Bride) og Nielsigne snakkede. Og snakkede. Og snakkede. Så nåede vi lige at snakke lidt om hendes skriftlige projekt (Nielsigne snakkede og snakkede igen) og så skulle hun udenfor til de 1-3 minutters absolut pineri hvor man står og venter på karakteren. Dødsdommen. Eller forløselsen. Alt efter hvordan man nu har klaret den. Censor og undertegnede blev meget hurtigt enig og fik den kære elev ind igen. Hun var nervøs, men, forklarede vi hende, det behøvede hun ikke at være siden hun havde fået 11. I sku se hende. Hun var så glad at tårerne stod, hvilet så var ved at få censor til at få meget fugtige øjne. Men hun havde ærligt og redeligt fortjent det, så det var jo rart. Dejligt.
Om aftenen var det så min egen tur til at være til eksamen. Igen. Denne gang var det den praktiske skipper eksamen (hedder godt nok Duelighed, men skipper lyder lidt federe). Den praktiske del af eksamen gik ud på at vi skulle ud og sejle i en 200 hestekræfters Targa (stor båd). Til sammenligning kan jeg fortælle at Madicken har 60 heste, er en del kortere, og en del tættere vandet. I den skulle vi så først styre efter kompas og derefter lave øvelsen ”mand over bord”. Siden der ikke lige var en frivillig mandsperson til at hoppe overbord som vi skulle redde, måtte vi nøjes med at bruge en tom blå benzin dunk. Nu var det bare sådan at vinden var rimelig god den dag og strømmen heller ikke var lige nul. Så hvad sker der når man smider en tom dunk i havet? Den bliver i hvert fald ikke på sin plads, det er helt sikkert. Havde det været en mand, var han ikke drevet halvt så meget. Så da jeg skulle dreje båden rundt og få dunken indenfor opsamlingsradius, var det ikke mindre end så godt som umuligt. For det første var båden et stort skrummel der reagerede som en elefant på valium (jeg er kun vandt til min lille Madicken der reagere som en ninja på speed) og for det andet smed vind og vejr den dunk rundt som en drage i en orkan. Røv. Men til sidst lykkedes det på en eller anden måde at komme ind på den rigtige side uden at sejle dunken ned (det må man jo heller ikke) og få den op igen. Så sov godt i sikker vished at skulle du eller en blå benzin dunk falde overbord vil jeg kunne samle den op i tredje eller fjerde forsøg. Og som min lærer sagde, så er det vigtigste jo at den kommer op. Inde på land ventede resten af holdet der havde været ude og Anne Marie og Christian havde røget laks, nybagt brød og champagne med, for sådan noget skulle jo fejres. Og så var det også Anne Maries fødselsdag. 25 år. Igen. Nammenam.
Fredag var der dimission for alle vores dejlige elever. Der skulle være fælles morgenmad klokken 10.00, hvorefter der ville blive delt eksamensbeviser ud, sunget nogle fællessange og lavet lidt underholdning. Og angående den der underholdning så er det selvfølgelig noget jeg har været rodet ind i. Jeg er vel min fars søn. Jeg kan huske at da vi boede i Nuuk, så var det altid min far der var rodet ind i underholdning i Grønlandsbanken. Der var revy, jazzband, små film, børnehistorier om deres maskot og alt der imellem. Altid min far der havde en finger med i spilet. Og nu er jeg selv i Grønland og hvad laver jeg? Skriver sange og sketch til ATIs dimission. Sangen var på melodien ”så længe jeg lever” om handlede om alt det eleverne ikke længere skulle bekymre sig om, såsom:
Du siger dansk er noget pjat
Matematik, historie er jo dybt godnat
Samfundsfag jeg tror det næppe
Simpelthen fordi
Det er ligeså uforståeligt som biologi
Så længe jeg lever
Så længe mit hjerte slår
Så længe vil jeg huske A.T.IIIIIIIIII
Men nu er det år forbi
Ikke mere fysik kemi
Nu må du gå din egen vej
Og sådan blev den ved i en tre vers endnu. Ret sjov og omkvædet lærte de ret hurtig. Det er heller ikke helt uden grund vi havde valgt den melodi, da det altid har været den sang stakkels Karsten har stillet sig op og skrålet med bandet når han nu havde fået nok indenbords til at han havde fundet sin indre John Mogensen. Så folk kendte den fint.
Og så var der sketchen. Karsten og jeg skrev den en aften og den handlede om fire elever og en lærer, og om alle de ting elever nu gør når de ikke vil have undervisning ”lærer, du ser træt ud i dag, skal vi ikke gå en tur?”, ”Skal vi ikke se film / lege / spille spil”… Så krydret med nogle regler for klassen, umulige elever og en lærer der hellere vi på jagt og du har et nogenlunde billede af vores sketch. Det var selvfølgelig mig der var dum nok til at tage den største rolle (fordi jeg havde jo ingenting jeg skulle i dagene op til.. doh). Det var faktisk ret sjovt når vi skulle øve (Anne Marie, Karsten, Sine, Ulrik og mig) fordi det skulle jo være hemmeligt. Der var ingen der måtte vide hvad det gik ud på. Så det blev hurtigt en slags hemmelig loge vi mødtes i 15 minutter til en halv time om dagen for hurtigt at øve inden vi skulle videre før de andre opdagede os. De andre vidste godt at der skete noget, men hvad det var, havde de ingen idé om. Så sketchen kom præcis som vi havde håbet på, som et lyn fra en klar himmel. Lad os bare sige at den vakte stor stor jubel. Vi var et hit.
Om aftenen var der så fest. Ja egentlig skulle det have været en eftermiddags grillfest, men da det styrtregnede hele dagen ku vi ligesom skyde en hvid pind efter den idé. I stedet skulle det så være indendørs og blev derfor stille og roligt udsat time efter time.. Så festen der skulle være startet klokken 15 begyndte først ved en halv syv tiden om aftenen. Heldigvis havde jeg luret den så jeg var hjemme og slappe af et par timer før jeg tog tilbage til skolen. Festen var fin og hyggelig, og eleverne havde underholdning. Specielt var det da de udleverede gaver til de enkelte lærere, mig inklusiv, hvor de så lige gav os et par ord med på vejen. Jeg kan desværre ikke huske det helt ordret men ved mig var det en tak for at invitere eleverne ind i min fantasiverden ”inde i dit skaldede hoved”… det sidste sagt som kun Maalia kan sige det. Meget sødt og faktisk lidt rørende. Det var jo sidste gang jeg skulle se alle mine herlige, utaknemmelige, skøre, fantastiske, glade, trætte, kvikke, ligeglade, interesserede og alt i alt dejlige elever. Så jeg var hjemme lidt over tolv med et kæmpe smil på læberne og en lille klump i halsen.
Lørdag skulle jeg til en lille hyggemiddag hos Anna Marie og Christian, der havde inviteret Karsten, undertegnede og Kununnguaq (tror det staves sådan), vores duelighedslærer og både Anne Maries og Karstens censor til deres eksamener på ATI. Men det er sådan set ikke middagen der er det interessante, for bevares, den var dejlig. Fantastisk mad som sædvanligt (alt godt fra havet - røget laks, krabbekød mm. samt lammekølle plus alt det ekstra guf hun nu kan), godt selskab og god vin. Det var ikke det. Nej, for Anne Marie og Christian er jo flyttet op i hesteskoen (der er der man godt vil op, men der er en laaaaaaang venteliste) og har nok noget byens bedste udsigt. Den er fra 2. sal og med vand på begge sider. Og hvad kan man komme til at se i vand når man er på Grønland? Hvaler! Der er var mindst fire pukkelhvaler der boltrede sig i vandet ude i fjorden. De kom jævnligt op med et ordentligt blåst og vendte så deres store prægtige hale i vejret igen og dykkede. Intet mindre end… betagende… smukt.. rent. Man kunne ikke andet en at sidde klinet med ansigtet op i det vindue for at se hvor kom de nu op? Og hvad mange var der denne gang? Det var simpelthen så flot. Ærgerligt at man ikke selv var en båd derude så man kunne se dem lidt nærmere (der var to både derud der drønede rundt efter hvalerne for at komme tæt på), men det må blive en anden gang. Nu er de i hvert fald endelig ankommet.
Hep.
onsdag, juni 13, 2007
den store eksamensdag
Puha. Lige nu har jeg mest af alt lyst til at synge den der Bølle Bob sang:
Jeg er træt så grusom træt
Jeg er færdig jeg har ikke flere kræfter
Jeg er led og ked af skolen
Lad mig side for mig selv
For jeg gider altså ikke høre efter
Ikke fordi jeg hverken er led og ked af skolen eller ikke gider at høre efter, men fordi jeg er.. ja, træt. I dag var en af de laaaange og mentalt udmagrende dage. Som jeg forklarede i går så var det også noget af et program jeg vågnede op til i morges. 15 elever til eksamen, samt jeg så bagefter selv skulle til eksamen i 2 timer eller mere.
Nå, men jeg vågnede og kiggede ud af vinduet. Tåge. Pis. Nu igen tænkte jeg. Min censor kommer jo aldrig til Maniitsoq hvis vejret bliver ved med at te sig på den måde. Jeg var ikke lige klar over hvornår flyet var meningen at det skulle lande men jeg var overbevist om at jeg kunne høre det kredse om byen da jeg daffede på arbejde omkring klokken halv otte. Mine eksamener skulle starte 8.40, så damen havde altså bare af at lande. Ellers skulle vi jo i gang med alle mulige og umulige plan B’er og C’er og hids dig op og herned. Så var det lige at kontoret fortalte at der var altså ingen flyver før klokken 10.15 uanset.. doh. Nå men betød så at vi skulle have gang i en midlertidig plan B, og det blev så Pia som censor med Per vores forstander som bisidder. Så det gjorde vi så. Efter et par fodfejl fra min side (jeg kom til at oversætte nogle af ordene i opgaveformuleringen for den første elev, og det skal de jo selv slå op…) gik det ellers strygende. Den ene elev afløste den anden og vi nærmede os hurtigt den første pause. Og så var det at vejret faktisk var blevet betydeligt bedre siden morgenens tågebanke over den ganske by…. SÅ FLYET VAR LANDET! Hurraaaa. Og ind trådte en ældre dame, Linda, min censor. Se det var et stort øjeblik for mig. I hvert fald røg der en sten fra mit hjerte. Puha. Ja ok det kørte meget godt med Pia og Per, men Per skulle selv være censor på en eksamen klokken 11, så der skulle vi have holdt en pause og omrokeret vores eksamenstidspunkter endnu engang hvis ikke min censor var kommet. Og for at være helt ærlig så orkede jeg ikke mere omrokering. Nok kan være nok. Nu skal vi altså have de her eksamener overstået. Så Linda fik lige en lille pustepause og kastede sig så med stor entusiasme ind i kampen.
Herefter kørte det stille og roligt på skinner. Og resultatet gik også lidt bedre en hvad jeg havde forventet. Ud af de 15 elever var der kun 3 der direkte dumpede og en del middel og et par stykker der sneg sig op på 9 og 10. Men uh det gør ondt helt ned i maven når en stakkels elev man har haft et helt år oplever at den frygtede og berygtede sorte klap går ned. BANG. Der er bare ikke noget at gøre. Man kan stille nok så mange ledende spørgsmål og forklare at de jo ikke skal være nervøse. Det hjælper bare ikke. Jeg føler virkelig for dem. Selv har jeg aldrig været glad for at gå til eksamen, men jeg har aldrig været direkte bange for det. Kun en gang har den famøse klap gået ned. Det var til erhvervsjura på den et årige handelsskole. Men der røg den godt nok også ned. Jeg er den dag i dag lykkelig for det 6 tal de gav mig. Det var ikke helt velfortjent. Kan huske at min far mente at det var fordi jeg brugte at for meget tid på at spille skuespil at jeg fik sådan en dårlig karakter (jeg havde hovedrollen i Fyrkatspillet den sommer), og det kunne jeg jo ikke have siddende på mig. Så jeg terpede og scorede så kun 10 og 11 taller i resten af mine eksamener. Bare for at lukke kæften på ham. Når jeg tænker over det, så var det garanteret bare en eller anden form for sindrig omvendt psykologi han havde gang i. Udspekulerede satan. Men han fik jo hvad han gerne ville have…
Vi var færdig med dagens sidste eksamen omkring halv fire, måtte jeg lige small talke lidt med min censor (flink dame, faktisk fra Amerika, så engelsk, det kan hun) og så skulle jeg ellers ud af døren og lige hjem og vende inden jeg skulle til den teoretiske del af min duelighedseksamen klokken 17.00. Jeg ankom og kunne nu se frem til først en skriftlig søkortsprøve der ville tage halvanden time, og derefter en mundtlig prøve i søfartsregler. Lad mig kort demonstrere hvad sådan noget går ud på. Den skriftlige opgave startede som følger:
Et mindre lystfartøj er på rejse fra København til Århus. Kl. 19.20, log 18,0 ses Svinbådan fyr (56° 09’ 1 N, 12° 32’ 6 Ø) skifter fra rødt til grønt i pejling devierende 091°, samtidig pejles Nakkehoved fyr (56° 07’ 2 N, 12° 20’ 7 Ø) i pejling devierende 231°. St.k.dv. 310°, mv. ø 2°.
a) Find devierende misvisning og deviation på den st.k.dv. 310°.
b) Find skibets obs. Sted kl. 19.20, og angiv br. og lg.
Og sådan fortsætter det en hel side ned. Til det har vi så et kort og vandet syd for Sjælland samt diverse dyrt indkøbte redskaber (passer, linealer, bøger) for så at stå på hovedet i halvanden time for at tegne ruter ind på kortet, beregne styret kurs retvisende om til beholden kurs retvisende (lang udregning), og lave kimingslinier, gisset sted, afdrift og så videre og så videre. Lad os bare sige at vi havde rimelig travlt. Jeg nåede det også kun lige på de halvanden time og jeg synes ellers selv at jeg holdte en god fart i nedskrivning og udregning. Jeg nåede det i hvert fald. Derefter brugte vores lærer og censor en lille halvtime på at tjekke vores kort og opgaver igennem mens vi sad på gangen og kunne diskutere hvem der havde gjort hvad rigtigt og forkert. Allerede her havde jeg en rimelig god fornemmelse for min egen overbevisende indsats. Da de var færdig med opgave tjekning hev de så os ind en efter en, ganske som jeg selv havde gjort ved mine elever kun timer forinden. Så skulle man trække et nummer og til det hørte nogle tegninger med nogle spørgsmål i sikkerhed til søs. Og jeg var selvfølgelig til sidst på listen over kursusgængere så jeg kom så sidste op. Nu var der altså gået knap to timer siden den skriftlige prøve så jeg var lidt træt. Lang dag og alt det der. Men jeg tankede op i den sidste energi, kom ind, trak et nummer og kunne nu sidde og se på et noget kompliceret billede. Det var natlanterner på et større maskindrevet skib. For en måned siden var jeg dumpet med et brag, men vi (Anna Maria, Christian, Sine og mig) har den sidste måned terpet som gale så det var bare ajunngilaq. I løbet af fem minutter havde jeg fortalt lærer og censor at der var tale om et slæbe skiv med et slæb på 200, jeg kunne se fra styrbord, og det var begrænset i sin manøvreevne, hvilket gjorde at jeg havde vigepligt og ikke ham som det ellers ville være tilfælde. Derudover fortalte jeg ufortrødent om tågesignal, vigepligtsregler og hvad alt det de prøvede at fælde mig på, men der var intet der bed på mig. Jeg var usårlig. Normalt for man 2 opgaver, men censor sagde efter min første opgave at siden jeg fint kunne ”den svære opgave” var der ingen grund til at tage en mere. SÅDAN! Tro lige jeg var lidt ovenpå da jeg kom ud.
Så nu sidder jeg hjemme og har på trods af at trætheden for længst har meldt sig taget mig sammen til at skrive blog. Hvordan skulle jeg ellers få lov til at blære mig?
Så er spørgsmålet bare om jeg også har hovedet i skyerne efter den praktiske prøve i morgen…
Jeg er træt så grusom træt
Jeg er færdig jeg har ikke flere kræfter
Jeg er led og ked af skolen
Lad mig side for mig selv
For jeg gider altså ikke høre efter
Ikke fordi jeg hverken er led og ked af skolen eller ikke gider at høre efter, men fordi jeg er.. ja, træt. I dag var en af de laaaange og mentalt udmagrende dage. Som jeg forklarede i går så var det også noget af et program jeg vågnede op til i morges. 15 elever til eksamen, samt jeg så bagefter selv skulle til eksamen i 2 timer eller mere.
Nå, men jeg vågnede og kiggede ud af vinduet. Tåge. Pis. Nu igen tænkte jeg. Min censor kommer jo aldrig til Maniitsoq hvis vejret bliver ved med at te sig på den måde. Jeg var ikke lige klar over hvornår flyet var meningen at det skulle lande men jeg var overbevist om at jeg kunne høre det kredse om byen da jeg daffede på arbejde omkring klokken halv otte. Mine eksamener skulle starte 8.40, så damen havde altså bare af at lande. Ellers skulle vi jo i gang med alle mulige og umulige plan B’er og C’er og hids dig op og herned. Så var det lige at kontoret fortalte at der var altså ingen flyver før klokken 10.15 uanset.. doh. Nå men betød så at vi skulle have gang i en midlertidig plan B, og det blev så Pia som censor med Per vores forstander som bisidder. Så det gjorde vi så. Efter et par fodfejl fra min side (jeg kom til at oversætte nogle af ordene i opgaveformuleringen for den første elev, og det skal de jo selv slå op…) gik det ellers strygende. Den ene elev afløste den anden og vi nærmede os hurtigt den første pause. Og så var det at vejret faktisk var blevet betydeligt bedre siden morgenens tågebanke over den ganske by…. SÅ FLYET VAR LANDET! Hurraaaa. Og ind trådte en ældre dame, Linda, min censor. Se det var et stort øjeblik for mig. I hvert fald røg der en sten fra mit hjerte. Puha. Ja ok det kørte meget godt med Pia og Per, men Per skulle selv være censor på en eksamen klokken 11, så der skulle vi have holdt en pause og omrokeret vores eksamenstidspunkter endnu engang hvis ikke min censor var kommet. Og for at være helt ærlig så orkede jeg ikke mere omrokering. Nok kan være nok. Nu skal vi altså have de her eksamener overstået. Så Linda fik lige en lille pustepause og kastede sig så med stor entusiasme ind i kampen.
Herefter kørte det stille og roligt på skinner. Og resultatet gik også lidt bedre en hvad jeg havde forventet. Ud af de 15 elever var der kun 3 der direkte dumpede og en del middel og et par stykker der sneg sig op på 9 og 10. Men uh det gør ondt helt ned i maven når en stakkels elev man har haft et helt år oplever at den frygtede og berygtede sorte klap går ned. BANG. Der er bare ikke noget at gøre. Man kan stille nok så mange ledende spørgsmål og forklare at de jo ikke skal være nervøse. Det hjælper bare ikke. Jeg føler virkelig for dem. Selv har jeg aldrig været glad for at gå til eksamen, men jeg har aldrig været direkte bange for det. Kun en gang har den famøse klap gået ned. Det var til erhvervsjura på den et årige handelsskole. Men der røg den godt nok også ned. Jeg er den dag i dag lykkelig for det 6 tal de gav mig. Det var ikke helt velfortjent. Kan huske at min far mente at det var fordi jeg brugte at for meget tid på at spille skuespil at jeg fik sådan en dårlig karakter (jeg havde hovedrollen i Fyrkatspillet den sommer), og det kunne jeg jo ikke have siddende på mig. Så jeg terpede og scorede så kun 10 og 11 taller i resten af mine eksamener. Bare for at lukke kæften på ham. Når jeg tænker over det, så var det garanteret bare en eller anden form for sindrig omvendt psykologi han havde gang i. Udspekulerede satan. Men han fik jo hvad han gerne ville have…
Vi var færdig med dagens sidste eksamen omkring halv fire, måtte jeg lige small talke lidt med min censor (flink dame, faktisk fra Amerika, så engelsk, det kan hun) og så skulle jeg ellers ud af døren og lige hjem og vende inden jeg skulle til den teoretiske del af min duelighedseksamen klokken 17.00. Jeg ankom og kunne nu se frem til først en skriftlig søkortsprøve der ville tage halvanden time, og derefter en mundtlig prøve i søfartsregler. Lad mig kort demonstrere hvad sådan noget går ud på. Den skriftlige opgave startede som følger:
Et mindre lystfartøj er på rejse fra København til Århus. Kl. 19.20, log 18,0 ses Svinbådan fyr (56° 09’ 1 N, 12° 32’ 6 Ø) skifter fra rødt til grønt i pejling devierende 091°, samtidig pejles Nakkehoved fyr (56° 07’ 2 N, 12° 20’ 7 Ø) i pejling devierende 231°. St.k.dv. 310°, mv. ø 2°.
a) Find devierende misvisning og deviation på den st.k.dv. 310°.
b) Find skibets obs. Sted kl. 19.20, og angiv br. og lg.
Og sådan fortsætter det en hel side ned. Til det har vi så et kort og vandet syd for Sjælland samt diverse dyrt indkøbte redskaber (passer, linealer, bøger) for så at stå på hovedet i halvanden time for at tegne ruter ind på kortet, beregne styret kurs retvisende om til beholden kurs retvisende (lang udregning), og lave kimingslinier, gisset sted, afdrift og så videre og så videre. Lad os bare sige at vi havde rimelig travlt. Jeg nåede det også kun lige på de halvanden time og jeg synes ellers selv at jeg holdte en god fart i nedskrivning og udregning. Jeg nåede det i hvert fald. Derefter brugte vores lærer og censor en lille halvtime på at tjekke vores kort og opgaver igennem mens vi sad på gangen og kunne diskutere hvem der havde gjort hvad rigtigt og forkert. Allerede her havde jeg en rimelig god fornemmelse for min egen overbevisende indsats. Da de var færdig med opgave tjekning hev de så os ind en efter en, ganske som jeg selv havde gjort ved mine elever kun timer forinden. Så skulle man trække et nummer og til det hørte nogle tegninger med nogle spørgsmål i sikkerhed til søs. Og jeg var selvfølgelig til sidst på listen over kursusgængere så jeg kom så sidste op. Nu var der altså gået knap to timer siden den skriftlige prøve så jeg var lidt træt. Lang dag og alt det der. Men jeg tankede op i den sidste energi, kom ind, trak et nummer og kunne nu sidde og se på et noget kompliceret billede. Det var natlanterner på et større maskindrevet skib. For en måned siden var jeg dumpet med et brag, men vi (Anna Maria, Christian, Sine og mig) har den sidste måned terpet som gale så det var bare ajunngilaq. I løbet af fem minutter havde jeg fortalt lærer og censor at der var tale om et slæbe skiv med et slæb på 200, jeg kunne se fra styrbord, og det var begrænset i sin manøvreevne, hvilket gjorde at jeg havde vigepligt og ikke ham som det ellers ville være tilfælde. Derudover fortalte jeg ufortrødent om tågesignal, vigepligtsregler og hvad alt det de prøvede at fælde mig på, men der var intet der bed på mig. Jeg var usårlig. Normalt for man 2 opgaver, men censor sagde efter min første opgave at siden jeg fint kunne ”den svære opgave” var der ingen grund til at tage en mere. SÅDAN! Tro lige jeg var lidt ovenpå da jeg kom ud.
Så nu sidder jeg hjemme og har på trods af at trætheden for længst har meldt sig taget mig sammen til at skrive blog. Hvordan skulle jeg ellers få lov til at blære mig?
Så er spørgsmålet bare om jeg også har hovedet i skyerne efter den praktiske prøve i morgen…
tirsdag, juni 12, 2007
grønland - eksamen: 1-0
Så oprandt dagen hvor vi sku se hvilken støbning denne her lærer (undertegnede) var lavet af. Ville alle mine elever gå der fra storsmilende med tocifrede karakterer eller kravle ud af eksamensrummet stortudende? Det var nemlig i dag at jeg skulle have mine første eksamener. Nøgleordet er her skulle.
Min censor, en lærer fra Jern og Metal skolen i Nuuk ved navn Linda, skulle ankomme fra Nuuk med flyveren klokken 7.30 tidsnok til den første eksamen klokken 10.00. Fint, fjong, der er styr på det. Jeg er for længst blevet færdig med mine eksamensopgaver, rettet dem, kopieret dem i passende sæt, sat i mapper, klippet numre ud som eleverne skal trække og alt det der en lærer nu skal før den brutale og nådesløse eksamen går i gang. Så jeg var frisk og klar da jeg vågnede denne morgen og kiggede ud af vinduet og så det grønlandske landskab og natur fra sin aller bedste side… håbede jeg. Det jeg så var så lidt noget andet. Det var tåge, tåge, tåge, regn og så lidt mere tåge. Hele byen var omringet af en stor uigennemtrængelig hvid mur. Og så var det jeg tænkte: ”Det sker bare ikke Lars Grimi”. For hvis det bare holdte stik en time mere, ku jeg jo godt regne ud at samtlige fly godt kunne skyde en hvid pind efter nogen som helst landing bare i nærheden af Maniitsoq. Og ingen landing, ingen censor. Ingen censor, ingen eksamen. Ingen arme, ingen småkager.
Nu ville jeg jo gerne have at jeg kunne fortælle at skyerne åbnede sig i sidste sekund inden flyet ankom og min censor ankom tidsmæssigt. Men det her er ikke noget hollywoodfilm, det er Grønland og selv om vejret kan vende på en tallerken heroppe, så sker det som regel kun når man ikke har brug for det. Så det skete ikke. Næh, derimod blev der ved med at være tåget hele dagen, så heller ikke eftermiddagens fly kunne lande. Så stakkels Linda endte i Kangerlussuaq, hvor hun tilbragte formiddag og eftermiddagen, og da tiden nærmede sig lidt over fem kom hun med en flyver fra Kangerlussuaq der så nu skulle prøve kræfter med naturens overhånd og få den flyver ned i Maniitsoq, briste eller bærer. Det bristede så. Flyveren gjorde et tappert forsøg men måtte give op og flyve videre til Nuuk. Så i det mindste kan Linda sove i sin egen seng i nat…
Men hvor står jeg så i alt det? Og hvad med eksamen? Tjaa, dagens eksamener blev aflyst og de otte elever blev flyttet over på de næste to dage, så i morgen bliver noget af en mundfuld med 15 eksamener så vidt jeg husker. Min censor er indtil videre stadig stakkels Linda, der hvis vejrguderne tillader det lander i morgen klokken 7.30 og så sammen med mig kaster sig ud i eksamen klokken 8.40. Der er selvfølgelig altid den mulighed at vejrguderne af en eller anden grund har set sig møgsure på os og så hun slet ikke ankommer i morgen, men så går min souschef Pia ind og er censor. Det er hende jeg overtog jobbet fra, så engelsk det kan hun, men for at det kan lade sige gøre, altså er formalia er i orden når censor er fra samme skole, så skal der være bisidder på. Bisidderen skal overse at alt foregår standsmæssigt. Så det kan være vi bliver en tre stykker udover eleven. Stakkels elever siger jeg bare. Uanset hvad så bliver der eksamen i morgen. Det skal der fanme.
Min censor, en lærer fra Jern og Metal skolen i Nuuk ved navn Linda, skulle ankomme fra Nuuk med flyveren klokken 7.30 tidsnok til den første eksamen klokken 10.00. Fint, fjong, der er styr på det. Jeg er for længst blevet færdig med mine eksamensopgaver, rettet dem, kopieret dem i passende sæt, sat i mapper, klippet numre ud som eleverne skal trække og alt det der en lærer nu skal før den brutale og nådesløse eksamen går i gang. Så jeg var frisk og klar da jeg vågnede denne morgen og kiggede ud af vinduet og så det grønlandske landskab og natur fra sin aller bedste side… håbede jeg. Det jeg så var så lidt noget andet. Det var tåge, tåge, tåge, regn og så lidt mere tåge. Hele byen var omringet af en stor uigennemtrængelig hvid mur. Og så var det jeg tænkte: ”Det sker bare ikke Lars Grimi”. For hvis det bare holdte stik en time mere, ku jeg jo godt regne ud at samtlige fly godt kunne skyde en hvid pind efter nogen som helst landing bare i nærheden af Maniitsoq. Og ingen landing, ingen censor. Ingen censor, ingen eksamen. Ingen arme, ingen småkager.
Nu ville jeg jo gerne have at jeg kunne fortælle at skyerne åbnede sig i sidste sekund inden flyet ankom og min censor ankom tidsmæssigt. Men det her er ikke noget hollywoodfilm, det er Grønland og selv om vejret kan vende på en tallerken heroppe, så sker det som regel kun når man ikke har brug for det. Så det skete ikke. Næh, derimod blev der ved med at være tåget hele dagen, så heller ikke eftermiddagens fly kunne lande. Så stakkels Linda endte i Kangerlussuaq, hvor hun tilbragte formiddag og eftermiddagen, og da tiden nærmede sig lidt over fem kom hun med en flyver fra Kangerlussuaq der så nu skulle prøve kræfter med naturens overhånd og få den flyver ned i Maniitsoq, briste eller bærer. Det bristede så. Flyveren gjorde et tappert forsøg men måtte give op og flyve videre til Nuuk. Så i det mindste kan Linda sove i sin egen seng i nat…
Men hvor står jeg så i alt det? Og hvad med eksamen? Tjaa, dagens eksamener blev aflyst og de otte elever blev flyttet over på de næste to dage, så i morgen bliver noget af en mundfuld med 15 eksamener så vidt jeg husker. Min censor er indtil videre stadig stakkels Linda, der hvis vejrguderne tillader det lander i morgen klokken 7.30 og så sammen med mig kaster sig ud i eksamen klokken 8.40. Der er selvfølgelig altid den mulighed at vejrguderne af en eller anden grund har set sig møgsure på os og så hun slet ikke ankommer i morgen, men så går min souschef Pia ind og er censor. Det er hende jeg overtog jobbet fra, så engelsk det kan hun, men for at det kan lade sige gøre, altså er formalia er i orden når censor er fra samme skole, så skal der være bisidder på. Bisidderen skal overse at alt foregår standsmæssigt. Så det kan være vi bliver en tre stykker udover eleven. Stakkels elever siger jeg bare. Uanset hvad så bliver der eksamen i morgen. Det skal der fanme.
fredag, juni 08, 2007
I dag ATI, i morgen verden!
Det dejlige vejr i Maniitsoq fortsætter med ufortrøden styrke. I dag indledte det de indledende dråber i hvad der ifølge DMI skal blive en 4 dages regn, slud og overskyet gråligt helvede på jord. Måske ikke lige helvede, men i hvert fald træls når man nu for en gang skyld havde sat næsen op efter at få sejlet denne weekend. Sidste uge var det tåge der gjorde man ikke kom ud i weekenden og nu er det altså regn. Det er faktisk noget møg, da vi har praktisk prøve i sejlads her på onsdag (eller er det torsdag?) og til sådan noget er det jo godt at have øvet lidt, men der bliver ved med at komme noget i vejen.. hele tiden. Røv.
Derudover er jeg stedet i graderne. Vi havde et af vores fantastisk inspirerende lærerrådsmøder, og siden det var skoleårets sidste møde skulle der også findes en ny lærerrådsformand. Lærerrådsformanden er i store træk ham der sørger for at der bliver indkaldt til de hersens månedlige møder, og tager i mod officielle gæster i det tilfælde at ingen fra ledelsen er til stede. Altså ikke verdens hårdeste job, men ikke desto mindre en vigtig funktion. Den fungerende lærerrådsformand var Karsten, og han mente altså at skolens nye mand skulle have den post. Den slags skal naturligvis til afstemning, men ifølge vedtægterne kan man ikke nægte, så jeg accepterede med resigneret hoved min nye post… Ej, så grelt var det ikke. Det er lidt en post der går på rundgang. Og de andre har været turen igennem (sine hele to år i træk…). Næste år bliver det så sikkert vores nye man Allan, der er ansat fra august. Men med øget ansvar kommer også øget løn!!! Jo jo jeg får hele halvanden time ekstra om ugen, så kom ikke her. Angående det med de officielle gæster så sker det ultra sjældent at der ikke er ledelse på skolen mens der er gæster. Kim snakkede om 2 gange på 18 år, men måske skulle man lave noget selvpromovering næste gang vi får besøg… folk kan jo ved et tilfælde blive låst inde på deres kontor (eller et skab).. ups.. ingen ledelse? Jamen så må den flinke engelsk lærer OG lærerrådsformand jo hellere træde til. Muhahahaha.. I dag ATI, i morgen verden!
Uh, der er sket noget ganske voldsomt, for jeg har jo fået brugt nogle flere af de hersens penge jeg har lånt af den dersens bank. Jeg har købt en riffel. Ja pas nu på. Jeg har fået købt mig en 223 Remington til når rensdyr sæsonen går ind. Riflen var på tilbud og kostede derfor kun 4.300, dertil kom så et kikkertsigte til 1.000 og så de monteringsholdere der skal til for at kikkertsigtet bliver på riflen – de kostede 200 kroner. Da jeg kom hjem fandt jeg så ud af at det var de forkerte monteringsdimser. De var for brede. Røv. Nå men mig ned i butikken igen. Nu er der jo ikke verdens største udvalg nede i pissifik, men jeg fandt da nogen der passede. Desværre kostede de så bare lige 800 mere end de andre. Jeg ledte lidt videre og fandt så samme model til 649. Stadig væk en bondegård for nogle sorte jerncirkler med nogle skruer i. Men mig tilbage til den lille lejlighed og forfra med arbejdet. De her passede perfekt og kikkerten blev monteret og det hele så fint ud, indtil jeg lige ville prøve at lade geværet (ikke med patroner, men blot hive tilbage i bundstykket), men ak.. kikkerten sad ikke højt nok til at bundstykket kunne komme helt tilbage. Og det skal den altså. Så bundstykket gik simpelthen i mod. Endnu mere pis. Så det er lidt der jeg er strandet. Der er ikke andre monteringsdimser fra pissifik der passer, så tror jeg tager ned og får mine penge tilbage (altså kun for dimserne) og køber nogle nye enten når jeg kommer til Nuuk, hvor udvalget alt andet lige må være større, eller når jeg kommer til DK og min dejlige kone. Ærgerligt, og specielt når det eneste der skal til er at de monteringsdimser var 2 cm højere. Det skal åbenbart ikke være helt nemt at være mig altid.
Men lige nu kunne jeg godt tænke mig at være i Danmark. Jeg savner min kone. Meget. Hun er i sommerhus med nogle veninder i 25 graders juni sommervejr og jeg sidder i gråt regnvejr heroppe. Ikke videre spændende, men det vidste man jo godt at man gik indtil når man starter sådan et underligt langdistance forhold. Nogle gange er det bare nemmere end andre. Og i dag er det så lidt træls.
Nej, det skal være løgn. Jeg skal ikke ende min blog i dag med ”buhu.. jeg har det så hårdt og min kone er her ikke..” Tudefjæs. Ingen arme ingen småkager som man siger. For alt går jo fint heroppe. I næste uge skal jeg have mine elever til eksamen tirsdag, onsdag og torsdag, og det bliver eddermanme spændende. Både med hensyn til at se hvad de får, men også hele det at have eksamen og skulle bedømme deres præstation. Håber min censor er god til sådan noget. Jeg bliver jo nødt til at lærer det af en eller anden. Derudover har jeg selv eksamen i duelighed. Så min aftenlæsning består af lærer nattelamper for forskellige skibe – tre lamper på række ned ad hvor den øverste og den nederste er røde og den midterste betyder f.eks. at skibet er begrænset i sin manøvreevne. Selv prøver jeg at lave små huskerim for de forskellige kombinationer. ”Grøn over hvid, trawlerbid” en grøn lampe over hvid betyder det er en fisketrawler, og i mit digt er der altså bid. ”Hvid over rød – den sikre død” hvid over rød er et lodsskib, så uden dem er man altså så godt som død.. eller noget. Det virker nogenlunde. Har bare ikke rim for alle endnu. Ellers skal weekenden gå med at rette de sidste skriftlige projekter og sende mails til eleverne inden mandag om de er bestået den eller ej, da det vil få indvirkning på deres mundtlige karakter. Så det er vel kun fair de får det at vide før de går til eksamen.
Tjaa, det var vist alt for nu. Må hellere få lavet noget aftensmad.
Derudover er jeg stedet i graderne. Vi havde et af vores fantastisk inspirerende lærerrådsmøder, og siden det var skoleårets sidste møde skulle der også findes en ny lærerrådsformand. Lærerrådsformanden er i store træk ham der sørger for at der bliver indkaldt til de hersens månedlige møder, og tager i mod officielle gæster i det tilfælde at ingen fra ledelsen er til stede. Altså ikke verdens hårdeste job, men ikke desto mindre en vigtig funktion. Den fungerende lærerrådsformand var Karsten, og han mente altså at skolens nye mand skulle have den post. Den slags skal naturligvis til afstemning, men ifølge vedtægterne kan man ikke nægte, så jeg accepterede med resigneret hoved min nye post… Ej, så grelt var det ikke. Det er lidt en post der går på rundgang. Og de andre har været turen igennem (sine hele to år i træk…). Næste år bliver det så sikkert vores nye man Allan, der er ansat fra august. Men med øget ansvar kommer også øget løn!!! Jo jo jeg får hele halvanden time ekstra om ugen, så kom ikke her. Angående det med de officielle gæster så sker det ultra sjældent at der ikke er ledelse på skolen mens der er gæster. Kim snakkede om 2 gange på 18 år, men måske skulle man lave noget selvpromovering næste gang vi får besøg… folk kan jo ved et tilfælde blive låst inde på deres kontor (eller et skab).. ups.. ingen ledelse? Jamen så må den flinke engelsk lærer OG lærerrådsformand jo hellere træde til. Muhahahaha.. I dag ATI, i morgen verden!
Uh, der er sket noget ganske voldsomt, for jeg har jo fået brugt nogle flere af de hersens penge jeg har lånt af den dersens bank. Jeg har købt en riffel. Ja pas nu på. Jeg har fået købt mig en 223 Remington til når rensdyr sæsonen går ind. Riflen var på tilbud og kostede derfor kun 4.300, dertil kom så et kikkertsigte til 1.000 og så de monteringsholdere der skal til for at kikkertsigtet bliver på riflen – de kostede 200 kroner. Da jeg kom hjem fandt jeg så ud af at det var de forkerte monteringsdimser. De var for brede. Røv. Nå men mig ned i butikken igen. Nu er der jo ikke verdens største udvalg nede i pissifik, men jeg fandt da nogen der passede. Desværre kostede de så bare lige 800 mere end de andre. Jeg ledte lidt videre og fandt så samme model til 649. Stadig væk en bondegård for nogle sorte jerncirkler med nogle skruer i. Men mig tilbage til den lille lejlighed og forfra med arbejdet. De her passede perfekt og kikkerten blev monteret og det hele så fint ud, indtil jeg lige ville prøve at lade geværet (ikke med patroner, men blot hive tilbage i bundstykket), men ak.. kikkerten sad ikke højt nok til at bundstykket kunne komme helt tilbage. Og det skal den altså. Så bundstykket gik simpelthen i mod. Endnu mere pis. Så det er lidt der jeg er strandet. Der er ikke andre monteringsdimser fra pissifik der passer, så tror jeg tager ned og får mine penge tilbage (altså kun for dimserne) og køber nogle nye enten når jeg kommer til Nuuk, hvor udvalget alt andet lige må være større, eller når jeg kommer til DK og min dejlige kone. Ærgerligt, og specielt når det eneste der skal til er at de monteringsdimser var 2 cm højere. Det skal åbenbart ikke være helt nemt at være mig altid.
Men lige nu kunne jeg godt tænke mig at være i Danmark. Jeg savner min kone. Meget. Hun er i sommerhus med nogle veninder i 25 graders juni sommervejr og jeg sidder i gråt regnvejr heroppe. Ikke videre spændende, men det vidste man jo godt at man gik indtil når man starter sådan et underligt langdistance forhold. Nogle gange er det bare nemmere end andre. Og i dag er det så lidt træls.
Nej, det skal være løgn. Jeg skal ikke ende min blog i dag med ”buhu.. jeg har det så hårdt og min kone er her ikke..” Tudefjæs. Ingen arme ingen småkager som man siger. For alt går jo fint heroppe. I næste uge skal jeg have mine elever til eksamen tirsdag, onsdag og torsdag, og det bliver eddermanme spændende. Både med hensyn til at se hvad de får, men også hele det at have eksamen og skulle bedømme deres præstation. Håber min censor er god til sådan noget. Jeg bliver jo nødt til at lærer det af en eller anden. Derudover har jeg selv eksamen i duelighed. Så min aftenlæsning består af lærer nattelamper for forskellige skibe – tre lamper på række ned ad hvor den øverste og den nederste er røde og den midterste betyder f.eks. at skibet er begrænset i sin manøvreevne. Selv prøver jeg at lave små huskerim for de forskellige kombinationer. ”Grøn over hvid, trawlerbid” en grøn lampe over hvid betyder det er en fisketrawler, og i mit digt er der altså bid. ”Hvid over rød – den sikre død” hvid over rød er et lodsskib, så uden dem er man altså så godt som død.. eller noget. Det virker nogenlunde. Har bare ikke rim for alle endnu. Ellers skal weekenden gå med at rette de sidste skriftlige projekter og sende mails til eleverne inden mandag om de er bestået den eller ej, da det vil få indvirkning på deres mundtlige karakter. Så det er vel kun fair de får det at vide før de går til eksamen.
Tjaa, det var vist alt for nu. Må hellere få lavet noget aftensmad.
lørdag, juni 02, 2007
De små forskelle 2
De sidste fem-10 minutter har en lille knægt råbt på sin far (”ADAAAAAADAAAA”) uden for mit vindue. Sådan ca med 10 sekunders mellemrum. Jeg ved ikke helt hvad man skal sige til det. Man kan beundre ham for sin stædighed og overbevisning om at far nok skal høre ham og reagere. Man kan også være bekymret for drenges åndsevne – at han ikke har fattet at 1) far ikke er der, 2) far sover eller på anden måde er forhindret i at give svar tilbage (ku være stiv af druk) 3) far ikke gider at reagere på sin skrig unge lige nu. Eller måske bare irriteret over at ungen ikke bare går op til sin far i stedet. Hvis far er så tæt på at man kan råbe ham op, så har ungen altså kunne gået op og ned til ham de første tyve gange mens han har stået herude og råbt. Mest af alt har jeg lyst til at åbne vinduet og skrige ”så hold dog kæft”. Eller Berit. Berit på grønlandsk betyder forsvind, så det er ikke det bedste at hedde heroppe, selvom det dog staves ”Periit” (måske er det med to e’er og et i), så udtales P som B.
Jeg har tænkt lidt over det der med de forskelle igen. For der er en del. Her tænker jeg specifikt på hvordan man gør ting derhjemme i lille Danmark og hvordan man gør tingene heroppe i det virkelig kolde nord. Ikke at knægten er super anderledes end danske børn. Næh, de skriger også på deres far eller mor uden at de selv vil lette røven (det trick har min storebror perfektioneret i sine unge dage ”MOOOOOOOOOR” for han vidste at hun altid kom rendende). Men at Berit og Peerit er tæt på og så alligevel så milevidt fra hinanden. Jo kigger man først efter er der faktisk mange små forskelle.
Et meget tydeligt eksempel er madvarer, der som jeg jo har skrevet om før, ikke altid er muligt at få de friskeste og største udvalg. For eksempel har jeg gået lidt over en uge (nærmere to) og ventet på frisk rugbrød i bare en af de små butikker. Helt umuligt. Til sidst kom der frossen rugbrød i brugsen, det købte jeg så og dagen efter var der frisk rugbrød i Pissifik.. suk. Nå ja, så overvejede jeg at købe nogle squash her forleden. Der var to i pakken og de så friske og fine ud, men der var ingen pris på. Og her er det måske godt med et lille grønlandsk husråd – gå aldrig ud fra at grøntsager er billiger, også selvom de ligner lort. Så friske grøntsager? Sikkert dyre. Jeg spurgte en af medarbejderne og jo, ganske rigtigt. De var dyre – 52 kroner for 2 squash! ”Flyfrisk” var hans forklaring. Til den pris skulle man forlange at squash plukkerne havde plantage lige ved siden af landingsbanen og direkte rutefart til maniitsoq, men det er måske for meget at håbe på. Jeg købte ikke squash den dag.
Ligesom danske pensionister er den ældre generation af grønlænderne ret så vilde med banko eller bingo. Men til forskel for danskere, har grønlænderne bare ikke fået en helt så gennemført konsensus om hvad det egentlig hedder og hvordan det staves. Derhjemme hedder det enten elle Bingo eller Banko. Heroppe kan det hedde Bingo, Banko, Bango eller Binco. Tror der er en eller to kombinationer mere, men har glemt dem her på stående fod. Og de her navne ses altså på plakater og des lige ret ofte. Det er ikke et enkeltstående tilfælde. Så hvis I er træt af at gå til Bingo kan i jo komme her op til Binco. Det skal nok være sjovt.
Biblioteket er også et kapitel for sig. For det første er det åbent på nogle lidt sære men forståelige tider. Det er ikke åbent om dagen, men åbner klokken 15-17 og nogle gange 19-21. ikke altid nemt at finde ud af, men som regel er der åbent omkring fyraften, så det er jo meget rart. Nu har jeg ikke været derinde så meget, men de har da lidt af hvert, både danske og grønlandske bøger. Deres hjemkaldelsessystem er også en lille smule mere afslappet end det danske. Er man en uge over tid i DK bliver man jo truet med bål og brand og går der en måned har du nærmest en advokat på nakken. Her får man når der er gået par uger over tid den første hjemkaldelse. Der står at man mangler at aflevere den og den bog og så hvad bogen koster. Ikke noget gebyr. Går der så en måned får du en ny hjemkaldelse, samme procedure. Ingen bøde kun hvad bøgerne er værd. Afleverer man efter 3 måneder (det har jeg prøvet) tager de mod bøgerne og siger tak. Ingen bøder what so ever. De er åbenbart bare glade for at få bøgerne igen. Se det er et bibliotekssystem efter mit hoved. Jeg tør slet ikke tænke over alle de penge jeg har betalt i bøde på landets forskellige biblioteker. Det er ikke små beløb kan jeg godt love jer. Lidt mere laissez faire og lidt mindre tysk paskontrol tak.
En anden ting jeg har lagt mærke til er at det er ikke alle biler der er i lige tip top synet tilstand. Langt fra. Specielt er der to toyotaer stationcars der kører rundt. De er simpelthen så rustne at fjernede man rusten ville bilerne falde fra hinanden. Den ene kofanger holdes oppe af gaffe for hulen da. Jeg forstår for det første ikke hvordan de kan køre den tilstand de er i og så forstår jeg heller ikke hvordan de overhovedet kan få lov til at køre, sådan som de ser ud. Var det i Danmark var de stoppet, konfiskeret og røget direkte på skrotten. Ingen tvivl om det. Men der er bare ikke rigtig noget lovpligtigt syn heroppe. I hvert fald ikke noget der bliver gennemført særligt effektivt. Så vores taxaer har dæk hvor slidebanerne er slidt af og den slags. Betryggende. Endnu en af de ting man bare må tage med. På den anden side er muligheden for at køre galt i et vildt og voldsomt biluheld ikke så stor når al kørsel er by kørsel, dvs. under de 50 km i timen, og der ikke er den konstante strøm af modkørende biler man kan smadre ind i. Så mange biler er der heller ikke i maniitsoq. Jeg vil gætte på at situationen er lidt anderledes i Nuuk, da der faktisk er ret så mange biler der. De har kø om morgenen når alle folk skal på arbejde. Det er eddermanme dumt. Der bor 13.000 indbyggere og alligevel er der kø. Hvorfor går folk ikke bare? Eller tager cyklen eller bussen? Så var der ingen kø. Men så vidt jeg hører er der vist også noget prestige i at have en bil. For de unge piger er der i hvert fald prestige i at have en kæreste med bil. Så er det mindre vigtigt at man ikke kan køre nogen steder.
Et sted hvor de godt måtte lave lidt mere ”eftersyn” er hos grillbarerne. Vi har et par stykker i byen og de er da ok, men her den anden dag fik jeg simpelthen den mest tarvelige burger. Det betyder naturligvis ikke at den var fordærvet, men rygterne går om folk der er blevet syge der og sårn. Så det ville være rart med den strikse danske hygiejne kontrol sådanne steder. Sikkert noget der sker lidt oftere i Nuuk, men ikke hos os.
Apropos hygiejne så har grønlænderne et noget specielt forhold til deres tænder. Eller også bare et afslappet forhold til det æstetiske billede af at have samtlige tænder i morgen. Det er mere regel end undtagelse at den voksne genration mangler op til ret mange pløkker i over og under mund. De heldigste mangler kun en enkelt tand eller to, men man kan bare ikke lade være med at se det. Og så vidt jeg se, så er de ret så ligeglade. Det er ikke noget man går op i. Og hvad så hvis man mangler halvdelen af tænderne i overmunden… men hvordan fanden spiser man? Det er bare lige lidt en fremmed tankegang når man er vokset op med tandlægebesøg og tandpudsning, tandbørstning etc. Og mangler man en tand skal der gøres noget. Man lader jo ikke bare står til. Med mindre man er grønlænder, altså. Og det til trods for at al tandlæge behandling er gratis forstås. Og dog, jeg skal også passe på ikke bare slå alle grønlændere over en kam. Der er mange med store hvide colgatesmil, specielt den yngre generation. Det jeg forsøger at fortælle er bare at de der mangler tænder (og dem synes der at være en del af) virker ret ligeglade med det. Det var bare det (jeg slog lige min politisk korrekthedsmåler til der).
En sidste forskel jeg lige vil kommentere er vejrudsigten. Det er altså kun heroppe man kan få en vejudsigt der lover sol hele natten. Meget mærkeligt. Det vil sige lige nu er der rigtig meget tåget og det har det været hele dagen. Men prøv at tjekke DMI og i vil se høj solskin hele natten. Underligt.
Men sådan er der jo så meget...
Jeg har tænkt lidt over det der med de forskelle igen. For der er en del. Her tænker jeg specifikt på hvordan man gør ting derhjemme i lille Danmark og hvordan man gør tingene heroppe i det virkelig kolde nord. Ikke at knægten er super anderledes end danske børn. Næh, de skriger også på deres far eller mor uden at de selv vil lette røven (det trick har min storebror perfektioneret i sine unge dage ”MOOOOOOOOOR” for han vidste at hun altid kom rendende). Men at Berit og Peerit er tæt på og så alligevel så milevidt fra hinanden. Jo kigger man først efter er der faktisk mange små forskelle.
Et meget tydeligt eksempel er madvarer, der som jeg jo har skrevet om før, ikke altid er muligt at få de friskeste og største udvalg. For eksempel har jeg gået lidt over en uge (nærmere to) og ventet på frisk rugbrød i bare en af de små butikker. Helt umuligt. Til sidst kom der frossen rugbrød i brugsen, det købte jeg så og dagen efter var der frisk rugbrød i Pissifik.. suk. Nå ja, så overvejede jeg at købe nogle squash her forleden. Der var to i pakken og de så friske og fine ud, men der var ingen pris på. Og her er det måske godt med et lille grønlandsk husråd – gå aldrig ud fra at grøntsager er billiger, også selvom de ligner lort. Så friske grøntsager? Sikkert dyre. Jeg spurgte en af medarbejderne og jo, ganske rigtigt. De var dyre – 52 kroner for 2 squash! ”Flyfrisk” var hans forklaring. Til den pris skulle man forlange at squash plukkerne havde plantage lige ved siden af landingsbanen og direkte rutefart til maniitsoq, men det er måske for meget at håbe på. Jeg købte ikke squash den dag.
Ligesom danske pensionister er den ældre generation af grønlænderne ret så vilde med banko eller bingo. Men til forskel for danskere, har grønlænderne bare ikke fået en helt så gennemført konsensus om hvad det egentlig hedder og hvordan det staves. Derhjemme hedder det enten elle Bingo eller Banko. Heroppe kan det hedde Bingo, Banko, Bango eller Binco. Tror der er en eller to kombinationer mere, men har glemt dem her på stående fod. Og de her navne ses altså på plakater og des lige ret ofte. Det er ikke et enkeltstående tilfælde. Så hvis I er træt af at gå til Bingo kan i jo komme her op til Binco. Det skal nok være sjovt.
Biblioteket er også et kapitel for sig. For det første er det åbent på nogle lidt sære men forståelige tider. Det er ikke åbent om dagen, men åbner klokken 15-17 og nogle gange 19-21. ikke altid nemt at finde ud af, men som regel er der åbent omkring fyraften, så det er jo meget rart. Nu har jeg ikke været derinde så meget, men de har da lidt af hvert, både danske og grønlandske bøger. Deres hjemkaldelsessystem er også en lille smule mere afslappet end det danske. Er man en uge over tid i DK bliver man jo truet med bål og brand og går der en måned har du nærmest en advokat på nakken. Her får man når der er gået par uger over tid den første hjemkaldelse. Der står at man mangler at aflevere den og den bog og så hvad bogen koster. Ikke noget gebyr. Går der så en måned får du en ny hjemkaldelse, samme procedure. Ingen bøde kun hvad bøgerne er værd. Afleverer man efter 3 måneder (det har jeg prøvet) tager de mod bøgerne og siger tak. Ingen bøder what so ever. De er åbenbart bare glade for at få bøgerne igen. Se det er et bibliotekssystem efter mit hoved. Jeg tør slet ikke tænke over alle de penge jeg har betalt i bøde på landets forskellige biblioteker. Det er ikke små beløb kan jeg godt love jer. Lidt mere laissez faire og lidt mindre tysk paskontrol tak.
En anden ting jeg har lagt mærke til er at det er ikke alle biler der er i lige tip top synet tilstand. Langt fra. Specielt er der to toyotaer stationcars der kører rundt. De er simpelthen så rustne at fjernede man rusten ville bilerne falde fra hinanden. Den ene kofanger holdes oppe af gaffe for hulen da. Jeg forstår for det første ikke hvordan de kan køre den tilstand de er i og så forstår jeg heller ikke hvordan de overhovedet kan få lov til at køre, sådan som de ser ud. Var det i Danmark var de stoppet, konfiskeret og røget direkte på skrotten. Ingen tvivl om det. Men der er bare ikke rigtig noget lovpligtigt syn heroppe. I hvert fald ikke noget der bliver gennemført særligt effektivt. Så vores taxaer har dæk hvor slidebanerne er slidt af og den slags. Betryggende. Endnu en af de ting man bare må tage med. På den anden side er muligheden for at køre galt i et vildt og voldsomt biluheld ikke så stor når al kørsel er by kørsel, dvs. under de 50 km i timen, og der ikke er den konstante strøm af modkørende biler man kan smadre ind i. Så mange biler er der heller ikke i maniitsoq. Jeg vil gætte på at situationen er lidt anderledes i Nuuk, da der faktisk er ret så mange biler der. De har kø om morgenen når alle folk skal på arbejde. Det er eddermanme dumt. Der bor 13.000 indbyggere og alligevel er der kø. Hvorfor går folk ikke bare? Eller tager cyklen eller bussen? Så var der ingen kø. Men så vidt jeg hører er der vist også noget prestige i at have en bil. For de unge piger er der i hvert fald prestige i at have en kæreste med bil. Så er det mindre vigtigt at man ikke kan køre nogen steder.
Et sted hvor de godt måtte lave lidt mere ”eftersyn” er hos grillbarerne. Vi har et par stykker i byen og de er da ok, men her den anden dag fik jeg simpelthen den mest tarvelige burger. Det betyder naturligvis ikke at den var fordærvet, men rygterne går om folk der er blevet syge der og sårn. Så det ville være rart med den strikse danske hygiejne kontrol sådanne steder. Sikkert noget der sker lidt oftere i Nuuk, men ikke hos os.
Apropos hygiejne så har grønlænderne et noget specielt forhold til deres tænder. Eller også bare et afslappet forhold til det æstetiske billede af at have samtlige tænder i morgen. Det er mere regel end undtagelse at den voksne genration mangler op til ret mange pløkker i over og under mund. De heldigste mangler kun en enkelt tand eller to, men man kan bare ikke lade være med at se det. Og så vidt jeg se, så er de ret så ligeglade. Det er ikke noget man går op i. Og hvad så hvis man mangler halvdelen af tænderne i overmunden… men hvordan fanden spiser man? Det er bare lige lidt en fremmed tankegang når man er vokset op med tandlægebesøg og tandpudsning, tandbørstning etc. Og mangler man en tand skal der gøres noget. Man lader jo ikke bare står til. Med mindre man er grønlænder, altså. Og det til trods for at al tandlæge behandling er gratis forstås. Og dog, jeg skal også passe på ikke bare slå alle grønlændere over en kam. Der er mange med store hvide colgatesmil, specielt den yngre generation. Det jeg forsøger at fortælle er bare at de der mangler tænder (og dem synes der at være en del af) virker ret ligeglade med det. Det var bare det (jeg slog lige min politisk korrekthedsmåler til der).
En sidste forskel jeg lige vil kommentere er vejrudsigten. Det er altså kun heroppe man kan få en vejudsigt der lover sol hele natten. Meget mærkeligt. Det vil sige lige nu er der rigtig meget tåget og det har det været hele dagen. Men prøv at tjekke DMI og i vil se høj solskin hele natten. Underligt.
Men sådan er der jo så meget...
Abonner på:
Opslag (Atom)
