mandag, april 02, 2007

Pyjamas par(ty)

Så er hun kommet! Yay! Ja, hun er altså ikke først lige kommet i dag, men derimod i fredags, så godt som planmæssigt. Kun 35 minutter forsinket, hvilket er hvad Immaqa Airlines går for en planmæssig ankomst (se Sæl sæl sæl og mere sæl, hvis du lige har glemt hvad Immaqa betyder… hehe).

Men hun ankom fredag, efter jeg havde gået rundt hele dagen og stresset rundt om mig selv, for hvad nu hvis hun ikke ankom? Hvad nu hvis hun strandede i Kangerlussuaq pga. råddent vejr? Så ku vi jo lige spilde en 3 dage på den konto, eller mere. Men sådan skulle det heldigvis ikke være. For hun sidder lige nu lige ved siden af mig og gaber. Og retter min dårlige stavning.

Og hvad har vi så fået tiden til at går med? Mangt og meget. Man kan sågar sige at vi har haft lidt travlt. Sådan da. Indtil videre har vi været til Kaffemik hos Ulrik og Merethe da deres yngste søn fyldte 2 år. Og pædagoiske som vi er købte vi et overdimensioneret kinder æg, der frarådes til børn under 3 år… Camilla var dog ikke helt enig i at det var den bedste gave, men vis mig et barn der ikke synes kinder æg er verdens bedste. Men der var kager, 3 styk forskellige, frikadeller, pølsehorn, pitabrød, salat, og masser af rød saftevand. Og så selvfølgelig masser af folk, som der hør og bør til en god kaffemik. Sådan ca. i rationen 50% voksne - 50% børn. Hyggeligt.

Efter kaffemik tog vi en tur i klubben, hvor den hårde kerne havde slået sig ned, ås der var masser af kolde øl og mandehørm, hvilket ikke så ud til at genere Camilla alt for meget, til gutternes overraskelse. De forsøgte dog til tider at lægge en dæmper på deres snak ”nej nu skal vi os.. og der er jo kvinder til stede” men de kunne aldrig holde det mere end et par minutter før snakken gik ufortrødent om det mænd nu brager ud om, når kvinder ikke er til stede. Og klokken var altså ikke mere end 16.30. Der var vi så en times tid eller mere.

Resten af weekenden tilbragte vi inden døre (da vejret alligevel var lort) med at være enormt meget par agtige ved at gå rundt i næsten matchende pyjamasser (den ene er grå den anden er blå, men ellers same same), lave lækker vegetar mad (lasagne, wokhelvede med noget ris noget), se films, og ellers varmet hinanden under dynen (ligget i ske med hænderne OVER dynen forstås). Nå ja, så har Camilla forsøgt at slå mit øje ud på et tidspunkt. Hun mener selv det ikke var helt med vilje, men jeg har min tvivl. Hun ramte i hvert fald rimelig klokkeklart, så jeg var lidt nervøs for at få et blåt øje. Men så galt gik det heldigvis ikke.

I dag har Camilla så været med på arbejde. Det vil sige hun dukkede op klokken 12 (lidt over, eftersom hun kom sent ud af døren.. tsk.. kvinder) og så fik vi frokost og hun hang ud indtil jeg holdt fri lidt i fire. Aftenen er så gået med at lave nogle vanvittige kikærtefrikadeller eller hvad man nu kalder dem med tilhørende kartoffelbåde, grønne bønner og bernaise sovs. Vores frikadeller var ikke helt 100 % men jeg er da hverken død eller syg så det er vel endnu en vegetarisk sejr i casa del Toft. Camilla bander lidt ved siden af mig.. hun ser så sød ud når hun er sur.. eller prøver at være det. Til gengæld kysser hun godt.
Men nu gider vi ikke længere. Vi er lidt trætte og der er endnu en arbejdsdag i morgen. Så kan det jo være jeg kan få Camilla til at overtage bloggen på et senere tidspunkt. For vi har en del vi skal nå. Jeg vil se om jeg kan få hende overtalt til at tage med til sejladsundervisning i morgen. Derudover er der en vaskeægte seljtur på programmet, filmklub på ATI, vi skal besøge Anna Marie og måske stå på ski hvis vejret vil det og ATI har vores størrelser i sko. Og sårn noget.

Kram fra os.

torsdag, marts 29, 2007

Maniitsup Bussii here I come!

Endelig! Endelig fik jeg brug for et lift lige på samme tidspunkt som bussen så endelig kom. Fantastik. Nå ja.. lad mig hellere begynde ved begyndelsen.

Jeg har været på indkøb i dag. Sådan for alvor. Camilla kommer jo i morgen og det er ikke sådan at få gæst i 14 dage. Og så en vegetar. Og så en kæreste oveni. Så skal man jo vise sig fra sin alle raller bedste side. Så jeg gik på indkøb. Der blev købt masser af dåser (tomater, bønner, bønnespire), linser (røde og grønne), bønner (flere denne gang tørre), frugt og grønt (både friske og frosne) - løg, hvidløg, porrer, grøn og rød peberfrugt, honningmelon, 2 pærer, 2 æbler, 2 kiwier, 2 appelsiner, 8 mandariner/klementiner (hvad er forskellen på de to?), soltørrede tomater, almindelige tomater og så diverse frosne grøntsager, her var der også nogle bønner), ost både revet og pålæg, to nye tandbørster, en dejskraber (en pludselige indskydelse), sodavand, chips.. og en stavblender.

Nu har jeg jo aldrig før haft brug for en stavblender, men det er åbenbart et yderst essentielt værktøj i et hvert vegetar køkken med respekt for sig selv. Camilla var nær faldet bagover, da jeg fortalte ”at sådan en ejede jeg altså ikke”. Så jeg har været ude at investere. Ikke overvældende summer, men alligevel. Den kostede 100 kroner og er sikkert noget billigt lort, men så længe den holder mens Camilla er her, er jeg sådan set glad nok. Det er altså ikke fordi jeg er en fedterøv, at jeg ikke købte en dyrere model, men der var altså ikke andre modeller. Det er jo ikke Dalle Valle det her. Man må købe hvad der er. Sådan er det.

Men jeg kom altså stavrende ud af Brugsen med mine tre proppede poser og tænkte ”nej, det får jeg aldrig trasket hjem med, jeg snupper sgu en taxa”. Så på vej over til taxapladsen, kommer jeg jo forbi busstoppestedet, og gud hjælpeme – DER HOLDER BUSSEN!

Jeg må vist hellere forklare hvorfor det er ret så fantastisk. Bussen i Maniitsoq har nemlig ingen tidsplan. Der er ingen der ved præcis hvornår den kører, ud over chaufføren. Man stiger på når den kommer (hvis man altså vil med), hvilket er lidt når du mindst venter det. Der er faste busstoppesteder rundt i byen, men der er altså ingen busplaner sat op ved dem. Så man kan stå og vente i alt fra timer til minutter, da man ingen mulighed har for at vide om den lige har været, om buschaufføren holder fri i dag, eller om den bare ikke lige kører om torsdagen efter klokken 16.00. Ikke til at vide. Så jeg har lidt jagtet denne bus i det her halve år og et par måneder jeg nu har været heroppe (jo den er god nok, der er gået så lang tid). Jeg har set den kører forbi men aldrig når jeg havde tid til at tage en tur og aldrig i den rigtige retning. Og som jeg vist har forklaret tidligere, så ser den ret sjov ud. Det ligner en miniudgave af de der amerikanske fangebusser, blot helt i sort. Det lykkedes mig (endelig) at tage et billede af den for en lille måned siden, så i kan jo få syn for sagen, eller hvad det nu er man siger.

Men jeg løb så godt jeg nu kunne med tre store indkøbsposer over til bussen og fik betalt de 13 kroner der koster for en voksen (et barn koster 8 kroner – det kan I lærer lidt af Nordjyske trafikselskab!!). Men vi kørte af sted og jeg tænkte ”yes sir, nu er jeg jo hjemme på ingen tid”, da jeg allerede vidste at bussen lægger sin rute kun 20 meter fra min opgang. Men kender man mig og mit forhold til alt hvad der er grønlandsk, så skulle det jo ikke gå sådan. For hvad jeg ikke vidste var, at bussen altså også skulle ud til den modsatte ende af byen, og det var altså det den skulle lige nu. Først. Så den kørte altså i helt modsatte retning. Ikke helt ud til lufthavnen men tæt på. Men bussen kørte til den falske ende af byen, vendte om og kørte glad og fro tilbage til mit udgangspunkt igen, brugsen, hvor den så ventede lidt og kørte af sted igen – nu mod den rigtige ende af byen. På vejen blev den pænt fyldt op af ældre lidt svære og gangbesværede damer, der alle kendte hinanden. Ret hyggeligt når alle de andre sagde ”bai” når en stod af.

Så jeg fik da en hyggelig tur i byens fantastiske, bedste, billigste og eneste bybus. Men har man travlt er det altså ikke lige den man skal satse på. For godt nok er den billig, men den kører altså også godt ud i kringelkrogene for helst at få alle folk helt hjem. Så en masse omveje. Ingen lige linje her. Og de der busskilte er selvfølgelig kun vejledende. Skal man af et sted hvor man ikke lige kan se et skilt, siger man det bare og han stopper. Det tager de ikke så tungt heroppe. Men det betyder selvfølgelig også at jeg kom af nærmest ved trappeopgangen. Herligt. Det var da en oplevelse.

tirsdag, marts 27, 2007

fødselsdagsfest, firmafodbold, ticks og dåsemad

Tsk, så er der jo nærmest gået en uge siden sidste siden sidste blog. Tiden går uhyggeligt hurtigt heroppe. Og vejret er lidt en prøvelse for tiden. Den ene dag er det snestorm, den næste høj solskin fra en skyfri himmel og i dag er der så snestorm igen med træls tung sne, da vi nærmer os frysepunktet. Vejret re 100% træls, men man kan jo glæde sig over at det vender hurtigt heroppe. De lover høj solskin igen i morgen, men skidt igen fredag, dog ikke så skidt som i dag. Det håber jeg dæleme heller ikke, for det er jo på fredag Camilla kommer herop. Så kan det lige passe at hun sidder fast i Kangerlussuaq eller noget andet råddent. Hun skal være her. Men det var egentlig ikke vejret jeg ville snakke om, for der er faktisk sket et par ting i løbet af ugen, der er værd at nævne.

Lørdag var der en 30 års fødselsdagsfest i klubben. Anders, en af medlemmerne holdte fest på behørig maner. Den startede klokken 13.30, med de første par øl, gave aflevering og hyggeligt samvær (som man siger) og en time senere var der mad. Endnu engang en middag hentet fra det klassiske danske køkken – stegt flæsk med kartofler og persillesovs.. mmmmmm. Det var dæleme gur (godt). Til det var der øl og snaps...og sodavand hvis man var til den slags (men det var der ike mange der var). Der var masser af gæster, en dejlig afslappet stemning (sådan er det jo når der er gratis mad og drikke), Ib fortalte vittigheder (jeg har et par med hjem far), og vi fik da også gang i en billard turnering. Man skulle trække en makker og jeg fik Marcus. Vi var så omtrent lige dårlige, hvilket ikke siger så lidt, så vi røg ret hurtigt ud af den turnering. Jo, vi lavede en del flere minus point end positive. Det var som om heldet bare ikke var med mig. Hver gang jeg fik kegler og det hele var fedt, så røg den røde i hul. Bare ikke mit spil. Men jeg tror også jeg og Thomas (guitar thomas) er de eneste der kan ”prale” med at vi engang har fået 100 kroner for at holde op med at spille billard. Vi spillede en gang mod hinanden og vi var begge så dårlige at det trak ret meget ud. Til sidst kom der en op og sagde at vi ku få 100 kroner hvis vi stoppede nu, for nu ville de altså godt til at spille. Men lad nu det ligge. Her i klubben blev klokken 18.00 og vi startede den store landskamp mellem Danmark og Spanien på storskærm (væggen) og det var jo en fadæse, så da vi nåede halvlegen tænkte jeg at den fik vi da vist ikke hevet hjem igen. Så jeg ville lige bruge tiden i anden halvleg på at tage hjem og vende en tur. Lige få kontaktlinserne ud og sårn. Desværre blev jeg så træt da jeg kom hjem at jeg aldrig kom af sted igen. Jeg endte aftenen på sofaen med en god film, popcorn og lidt sodavand. Og så faldt jeg i søvn og vågnede på sofaen igen klokken et om natten. Det var så mit que til at gå i seng.

Søndag blev heller ikke uden spænding. Jeg er jo så småt ved at gøre lidt rent, så der ser nogenlunde ordentligt ud når Camilla kommer herop. Og søndag stod den på støvsugning, hvilket betød at i stuen skulle jeg lige rydde lamper og andre løse artefakter ud først. Det gik også fint og jeg fik støvsuget hele hytten i løbet af dagen. Lige før jeg skal i seng en gang ved klokken halv tolv om aftenen kommer jeg så i tanke om at jeg egentlig lige skal have tingene ind i stuen igen. Så ind med mikrobølgeovn, men da turen kommer til lampen.. går det frygteligt galt. Af en eller anden grund har designeren af denne formidable stuelampe (standerlampe) bestemt sig for at den øverste glas lampeskærm, bare skal være der løst, ikke fastsat med skruer, klemmer eller noget. Den skal hvile derpå, så at sige. Det er så fint nok at den hviler, det holder bare ikke når jeg flytter den og rammer det øverste af dørkarmen og lampeskærmen ryger af, rammer gulvet og smadrer i TUSIND STYKKER! Så er det man sætter sig ned i 2 sekunder og siger lidt for sig selv ”…fåk…” mens man bider sig i underlæben, mens man får et lille tick ved det ene øje. Jeg siger jer, det var ikke sjovt. En ting er at jeg har smadret en del af min lampe, det overlever jeg nok. Det var mere irriterende at skulle til at samle glasstykker op klokken lort om natten nar man allerhelst blot vil sove. Og når de store stykker så er fjernet skal man så lige støvsuge igen. Så spildt formiddags arbejde. Dobbelt røv. Jeg var ikke helt tilfreds med tilværelsen da jeg gik i seng. Og jeg var ret bombet næste dag da jeg skulle have 6 undervisningstimer.

Mandag var der arrangeret byens officielle indendørs firmafodbolds turnering. Og jeg havde optimist som jeg var, skrevet mig på til ATIs herrehold, der på papiret bestod af ATX eleverne David, Ture, Mika, vores pedel Nuka, procestekniker eleven Uno, og fra lærerstaben mig og Karsten. Det var altså på papiret. Men Nuka havde været syg samme dag, og derfor ikke været på arbejde, Karsten meldte fra i ellevte time da han ikke lige kunne overskue det, så allerede her, så det skidt ud. Fra 7 til 5. Det var klassisk 4 mands indendørs, så en udskifter var lidt til at overkomme. Men da man så kom ned i hallen dukkede Ture selvfølgelig ikke op, til gengæld havde Nuka prioriteret sine kræfter fint, så hans formiddag og eftermiddag under dynen havde gjort ham klar igen. Heldigvis, da han hurtigt viste sig at være vores bedste spiller. Så vi var endnu engang på 5 spillere, hvilket til min rædsel betød at jeg nok desværre måtte se i øjnene at jeg rent faktisk kom til at spille. Yrk. Første kamp lovede ellers godt. Vi vandt den 2-1, dog ikke pga. af min overvældende indsats. Jeg blev smidt ud på et tidspunkt, da man ikke må skyde bolden direkte uden for banen (der er bander). Men ved et målspark ramte jeg helt ved siden af og bolden fløj ud, hvilket dommerne så også mente jeg skulle. Man skal så være ude indtil at der bliver scoret igen. De andre fik heldigvis også en ud, og da status qou blev opnået kunne vi score igen og vinde kampen. Yay. Desværre gik de resterende kampe ikke lige så godt. Anden kamp var en uafgjort, tredje kamp tabte vi med et eller to mål og i fjerde kamp blev vi fuldstændig ydmyget. 1-9 var slutresultatet. Der var ikke andet at gøre end at smile af det og da jeg var på sidelininen under den kamp kom jeg med til råb som ”Ja, gutter nu har i dem, det er alt sammen en del af taktikken”, da vi var bagud 0-7, ”De er gået i vores fælde, nu vinde vi!” da vi fik udlignet til 1-8 og der var 30 sekunder tilbage ud af en 6 minutters kamp. Tja.. lad os bare sige at folk fik noget at grine af og vi ikke ligefrem gik videre til semifinalerne. Sådan er der så meget.

I dag er jeg så blevet hjemme fra arbejde. Sagde til kontoret at jeg arbejde hjemme, men arbejde er det nu ikke blevet så meget til. Jeg har ondt i halsen og kan mærke antydningen af influenza, så jeg har været under dynen det meste af dagen. Godt nok siddet ved computeren, men under dynen. Og så har jeg skippet sejlads i dag. Synes bare ikke jeg ville ud i det der frygtelige vejr. Af samme grund blev jeg nødt til at kigge dybt i skabene for at finde noget til noget aftensmad. Og det blev så til alt godt på dåse i dag. Opskriften er simpel:

1. Du tager 1 dåse hakkede tomater og putter i en kasserolle (åben den først kloge åge).
2. Så tager du 1 dåse chilibønner. Husk at hæld overskydende sovs fra, da det klamt sødt og slet ikke chiliagtigt.
3. Dernæst tager du 1 dåse cocktailpølser. Du kan bruge noget af væsken i sovsen og hælde resten fra. Cocktailpølser var lidt en fejl, da jeg kom til at åbne den forkerte dåse, men tænkte så ”tjaaa.. hvorfor ikke”.
4. For at neutralisere den lettere klamme chilisovsesmag, der aldrig haft noget med chili at gøre tager du 1 dåse kokosmælk, en lad være med at bruge en hel dåse som jeg gjorde. Det bliver for meget og du skal nu til at neutralisere den lidt for søde kokos smag.
5. Masser af ketchup for at udligne for meget kokos og hvad der ellers måtte være tilbage af den lidt klamme smag af ”chilisovs”
6. Tilsæt dertil noget pasta af en eller anden slags.
7. Put pasta i en dyb tallerken og tag bønne/cocktail sovsen op med en hulske (eller hedder det hulsi?), da du på denne måde for så lidt sovs med som muligt. Sovsen fejler som sådan ikke noget, men den kan blive for meget, hvis man ikke passer på.

Tjaa.. retten blev faktisk spiselig, selv om det så skidt ud på et tidspunkt. Jeg er da mæt og hverken syg (mere end før) eller død endnu, så et eller andet har jeg da gjort rigtigt.

Jeg tror dog at jeg vil til at sige godnat for denne gang. Måske lige med en henkastet bemærkning om at jeg er i de indledende runder i et muligt bådkøb. Tjaa, så kan I tænke lidt over det.

onsdag, marts 21, 2007

Sæl sæl sæl og så lige sæl

I dag har jeg fået sæl. Ikke fået en kæledyrssæl, men altså smagt på sælkød. Igen. Første gang med tørret sælkød var ikke nogen større succes, så jeg var lidt spændt (læs: skrækslagen) da jeg sku prøve igen idag. Men lad mig starte ved begyndelsen.

Der er fødevareseminar i byen. Det er noget med forskellige fødevarerproducenter der samles og snakker om muligheder indenfor produktudvikling af grønlandsk produkter. Tror jeg nok. Ikke noget jeg skal være med til, det er der andre der skal fra skolen. Jeg var bare dernede en times tid for at tage nogle billeder for skolen. Så jeg kom ned efter endt undervisning (jeg underviste fra 8 til 14) og klipsede løs.

Der var faktisk en del folk, og en del udefra. Man havde ellers frygtet at det var umuligt at komme til byen, da der har været jætte dårligt vejr de sidste mange dage. Der har været alt fra regnvejr uafbrudt i et døgn til snestorm der så har raseret i 2 dage. Jeg tror det var mandag politiet anbefalede beboere i Nuuk ikke gå udenfor da der var vindstød af orkanstyrke… det blev det da heldigvis ikke her. Men de sidste par dage har hovedbeklædningen været min kosak hat godt ned om ørerne og så ellers et halstørklæde viklet omkring helt op over næsen så man kun lige kan se mine øjne. Det var også godt jeg ikke skulle af sted til Sisimiut alligevel. Pia skulle derop og mandag kunne hun ikke komme af sted. Tirsdag kom hun så af sted, men endte så med at sidde fast i Kangerlussuaq, da de skulle mellemlande der i stedet. Nu forsøger hun bare at komme hjem igen. Ja, vejret er en hård medspiller heroppe. Heldigvis har vi nu fået ordnet Camillas billet, så hun ikke længere skal frem og tilbage til Sisimiut før hun kan komme fra Kangerlussuaq til Maniitsoq. Så det er da altid noget. Nå, men det var vist et sidespor.

Udover alle de fornemme gæster (aner ikke hvem de er) var der fra ATI selvfølgelig vores forstander Per, men også elever fra vores procesteknikeruddannelse der lavede en bod, hvor man kunne smagsprøve deres produkter. De har nemlig produktudviklet på sælkød. Normalt er sælkød serveret som en grå masse der smager af indmad… yrk. Grunder til det smager lidt af indmad er at det er meget blodholdigt for de kan holde varmen eller noget, men sådan er det åbenbart at være sæl. Og så lugter det heller ikke særligt godt. Det har procesteknikerne så forsøgt at lave om på. At gøre det spiseligt for den hvide mand, så at sige. Så de har så forsøgt sig med forskellige produkter, så der var chilipate, hvidløgspate, pikantpate alle af sælkød, ribs med bbq, honning, og andre varianter, røget sælspæk, og forskellige variationer af tørret sælkød.

Jeg fik prøvet de forskellige pateer, og blev overrasket for de var faktisk var ret gode. Husk lige på at jeg er ret kræsen, specielt når jeg ved hvad det er jeg propper i munden. Derudover forsøgte jeg mig med bbq ribs, der var ok, og så også en honning variant, der var lidt vandet og lidt for sød. Men ved den traditionelle sælspæk og den røgede variant, der satte jeg altså grænsen for min eventyrløst inden for det grønlandske køkken. Det må blive en anden god gang.
Derudover havde Klubbens egen inder, Radesh, fra 4. semester stået for en gryderet med sælkød han er ved at eksperimentere sig frem til. Og den var faktisk spiselig denne gang, men jeg sætter pris på lidt flere grøntsager, da kødet alene er lige sæl nok. Men jeg fik smagt og jeg overlevede. Og så fik jeg da også taget nogle billeder.

Men apropos så har jeg lidt ondt af stakkels Camilla. Hun er jo i den ulykkelige situation, at hun er vegetar. Altså ikke at de er en ulykkelig situation, men det er at hun skal være det på Grønland, kan meget hurtigt blive det. For eksempel er det umuligt at finde skyggen af kikærter, bønner og linser… indtil nu. For jeg har ledt og ledt de sidste par måneder og ikke fundet noget der bare ligner. I den store Pisiffik sagde det at det var noget de bestilte hjem en gang imellem, men det var ikke noget fast og man skulle bare tjekke en gang i mellem. Det har jeg så gjort – nada. Og de andre har heller ikke haft noget. Det har jeg jo så fortalt Camilla, der så for at være på den sikre side lige har sendt en pake herop med to pakker linser, bønner, vegetar postej og andre godbidder, for ca. 200 kroner i porto. Hvad finder jeg så i den store Brugs dagen efter? Jep, Linser. Både Grønne og røde, hvilket vil sige at hun kunne havde sparet ca. et kilo af forsendelsen (da de kommer i ½ kilos pakker). Øv. Stakkels pige. Men så må vi jo bare nyde dem, når de kommer herop. Hvis de altså når at ankomme til tiden. Det er er jo ikke sikkert. Jeg fik at vide at Air Greenland også bliver kaldt Immaqa Airlines – immaqa betyder ’måske’ på grønlandsk, hvilket er en glimrende betegnelse for et flyselskab hvor flyene ’måske’ afgår… men de har også lidt vejret i mod dem, i hvert fald lige for tiden. Posten kommer frem.. en gang…
Nå, men det var vist alt for nu. Masser af mad af den ene og den anden slags. Selv sluttede jeg aftenen med at lave mig selv en god æggekage med knasende sprød bacon… mmmmm..

Bon appetit.

søndag, marts 18, 2007

danskerfest aflyst... (søndags update)

Hvad er det der sker? Jeg bliver vækket klokken 8.25 af festen fra i går, der fortsætter på uformindsket styrke. En mand mand en guitar og en 5-10 mennesker der skråler med på ”SÅÅÅ LÆÆÆÆNGE JAJ LEEVEER…” Ikke lige den aller fedeste måde at blive vækket på. Men mellem deres skråleri snakkede de også en hel del (meget højt) og jeg må nu konstatere at det IKKE er en dansker fest. Overhovedet. De snakker meget grønlandsk. Så det vil altså sige at grønlændere faktisk godt kan have en hel aften hvor de ikke hører grønlandsk version af dansktoppen, hvilket jo i og for sig er en god nyhed. Men hvorfor de skal fortsætte festen fra morgenstunden med høj snak, masser af grin og skrål (det er da bedre en skænderi) og fællessang har jeg ikke lige fattet. Men måske er det en masser venner der har samlet sig en weekend for at fejer noget, eller en familiefest eller noget i den stil. Den er i hvert fald hjertelig. De griner hele tiden og har det vist ret sjovt. Så fred være med det. En ting er i hvert fald sikkert – jeg kommer til at trænge til en eftermiddagslur i dag.

JAJ ÆLSKER KÅN DAJ!

Klokken er 1.57 og der er fest. Ikke hos mig velsagtens, men et eller andet sted i bygningen. Der er stemning kan jeg høre og høj musik og der bliver skrålet endnu højere. Der er bare en forskel i forhold til de andre fester jeg har måttet lægge øre til, efter som jeg faktisk tror det her er en dansker fest. Det er, kan jeg høre, en meget syngende flok, og repertoiret byder på nogle dansker klassikere som for eksempel ”Kom tilbage til mig” med back to back (i en forfærdelig lang version hvor de blev ved med at skråle ”KÅM TÆLBAJE TÆL MAJ JAJ ÆLSKER KÅN DAJ” i en uendelighed). De har også været omkring Queen, Credence Clearwater Revival og andre fortærskede klassikere. Og det er lige præcis højt nok til at jeg ikke rigtig orker at gå i seng. Men det kan jeg jo snart blive nødt til.

Indtil videre har jeg dog underholdt mig selv med et mindre projekt, jeg kom til at starte på før jeg tog til Settlers aften hos Per i dag (som jeg tabte, suk). Jeg er nemmerlig begyndt at sætte mine cd’er i alfabetisk rækkefølge. Damn, det er lang tid siden jeg gjorde det sidst. Når jeg skulle høre en cd, kunne jeg jo ikke finde noget som helst, efter som de stod fuldstændig hulter til bulter. Det måtte gøres noget. NU! Så nu er alle mine cd’er lagt i bunker efter bogstaverne i vores kære alfabet ud over hele stuebordet. Sjovt sådan at kigge alle sine cd’er igennem igen. Der var faktisk mange jeg havde glemt, nogle jeg burde høre oftere, nogle der er en skandale jeg ikke hører oftere og andre der fortjener at blive hørt bare i ny og næ. Lige nu hører jeg på en cd med den norske kunstner Anja Gabarek, jeg helt havde glemt. Kan huske at jeg købte den da jeg boede i Oslo tilbage i 1996. Overraskende god plade og helt sikkert en af dem der skal høres en del gange før man fatter den. Den holder stadig, selv om den er lidt out there. Og så er der alle de cd’er det var bedst at de blev glemt. Jeg nævner i flæng Army of Lovers, Funk Star Deluxe, De Nattergale… der er uden tvivl mange andre tvivlsomme cd’er i bunkerne. Det ku være jeg sku luge lidt ud, nu jeg er ved det. Pakke dem væk, så man ikke får fordømmende blikke, når man får venner over og de lige skimmer samlingen. På den anden side, så er det ikke så pokkers tit jeg får besøg.. i hvert fald ikke af de venner, der rent faktisk har en viden om musik der er stor nok til at komme med et fordømmende blik jeg skal tage alvorligt.

Men man finder ud af nogle interessante ting om sin samling, når man sådan sætter den ”i orden”. For eksempel har jeg foruroligende mange cd’er med bands der starter med enten S (Suede, Slowdive, Mikael Simpson, Speaker Bite Me, The Smiths, The Sundays etc.) eller M (My Bloody Valentine, Morcheeba, Moon Gringo, Morrissey, Miranda Sex garden osv.). Antalsmæssigt er der ca. 83 der starter med S og 54 med M, hvorimod jeg kun har 7 cd’er der starter med J (Joy Division, Je’mapelle Mads, James, Jane’s Addiction og et par stykker mere). Det er åbenbart ikke særlig trendy og hipt at hedde noget med J. Nå ja, så har jeg 49 cd’er med The Cure (til det kommer så lp’er og bånd, jeg ikke lige har tal på).

Nå, man skal åbenbart bare give sig til at skrive blog, så holder festen op. Klokken er 2.41, der er nogenlunde roligt og jeg må også hellere se dyner. Er ret træt og jeg skal jo op så jeg kan blive færdig med mit store projekt. Det er jo meningen at cd’erne skal op på hylden igen.

Natter.

tirsdag, marts 13, 2007

Allahs Sidste Ønske!

Ok den bliver kort i dag. Vejret er gået helt bananas heroppe. Der er sne, sne, sne og så lige lidt mere sne. Det sneede vild og tovligt da jeg gik på arbejde og så sandelig om det ikke stadig sneede vildt og tovligt da jeg gik hjem fra arbejde igen. Jepper, non stop sne, hele dagen – og aftenen. Herligt. Jeg kan ikke lade være med at synes at det er ret fedt. Det er jo det her Grønland man forestiller sig, når man sidder i Danmark og regnvejr i december måned. Snehvide landskaber, sneen der fyger om ørerne på dig og vinden der rusker i din jakke, mens du forsøger at holde halstørklædet over næsen (nej det er ikke længere frivilligt med halstørklæde). Det er det det handler om. Og det er i hvert fald en million gange federe en regnvejr, som jeg aldrig har haft meget til overs for.

Derudover må jeg lige fortælle kort om den spændende mail jeg modtog i morges. Det skal siges at den flot nok havde sneget sig uden om mit spamfilter og var adresseret til mig fra en hvis Mr. Walid Mohammed. Han skrev en meget lang og rørende mail om at han var 72 år, muslim og fra Dubai. Han lå nu for døden, havde tre måneder tilbage, da han havde lungekræft og havde mistet talens brug og var for øvrigt blevet lam. Jo, den fik ikke for lidt, og han kunne da også kun skrive dette brev med hjælp af sin personlige sygeplejerske. For manden havde penge, masser af penge. Selv var han forældreløs, men hårdt arbejde havde båret frugt og nu ville Allah altså at han skulle overdrage sine penge til en vildt fremmed, som så skulle bygge et hjem for forældreløse i det land man nu er i. Så det han fortæller er at han vil give mig (tjek lige det her) 12 millioner dollars (!!!) til at bygge det her hjem.. tja.. i Grønland. Navnet skal så være Mohammed Orphanage Home. Det eneste jeg skal for at blive forvalter for alle disse penge er at sende mit navn, adresse, telefon og faxnummer, samt navnet på mit firma (?). Jeg må nok hellere skynde mig inden den gamle muslim dør.. NOT!

Hold nu kæft en forestilling mand. Stakkels mand, der ligger på sit dødslejre og hører Allahs sidste befaling om at bygge et hjem på grønland? Tror ikke lige det sker. Egentlig tror jeg kun jeg har fået spammailen fordi han (eller de der har lavet det her stunt) har troet at Toft.inc (der er i min mailadresse) rent faktisk står for Toft Incorporated, som så betyder penge man kan snydes for. Eller hvad ved jeg. Håber i hvert fald ikke, at der er nogen der falder for sådan et latterligt nummer. Og det er jo også at tage pis på Allah og misbruge hans navn (og det ved vi jo godt at det skal man passe på med i disse tider). Synes bare den var grotesk nok til at jeg lige ville nævne den, for hold da op hvor violinerne kører på højtryk – dødsleje, sidste ønske, forældreløs, mistet talens brug og lam.. come on.

Men det var vist det. Lovede at gøre det kort i dag.

mandag, marts 12, 2007

mandefald på ATI

Sikke en start på ugen. Knap var jeg færdig med at forklare om føn vind mig her og føn vind mig der og bortforklare det grønlands vintervejr som en myte opfundet af de varme lande for at få flere kunder, før at vejret heroppe bliver godt træls og grønlandsk. Nej, træls er måske så meget sagt. Koldere og mere sne, og så gråt og overskyet (hvilket er lidt træls). Og hvad sker der når vejret vender? Folk bliver syge. Ikke mig (endnu) heldigvis.

Men der var mandefald på ATI, da jeg kom på arbejde i dag. Karsten, Susanne og Jane, to lærere og en fra kontoret var alle blevet syge. Derudover sad Per og Sine, der havde været til møde i Nuuk i sidste uge, fast i Sisimiut, hvor de af en eller anden grund skulle mellemlande (Sisimiut ligger nord for både Nuuk og Maniitsoq). Så vi var fem mand i undertal og te af dem lærere, hvilket gjorde at Pias logistiske evner blev sat lidt på en prøve. Hun skulle jo gerne have skemaerne til at passe, så eleverne ikke fik alt for mange huller, samt heller ikke mistede timer pga. manglende lærere. Det er noget med at flytte timer frem og tilbage mellem dem der er på skolen og dem der falder til senere (når de bliver raske og lander og sårn). For mig betød det ikke det helt store. Jeg skulle undervise hele dagen alligevel. Jeg fik flyttet to timer rundt i dag, men det gjorde ikke noget. Der ud over blev jeg spurgt om jeg havde noget at underholde ATX A med i en time (mens de skulle have haft matematik), noget de kunne arbejde med selv, hvilket jeg tilfældigvis havde. Selv skulle jeg undervise andet sted. I morgen ser dog unægtelig anderledes ud. Tirsdag er normalt undervisningsfri, det er den så ikke længere. Indtil videre skal jeg have 4 timer som så enten er flyttet fra onsdag eller (hvis folk ikke dukker om til onsdag) fra næste uge. Ja, det er logistik.. lad være med at spørge.

Apropos mærkelige mellemlandinger. Min dejlige kæreste Camilla skal jo besøge mig den 30. marts og så være her et par uger frem. Men hendes tur herop er ret opskur, i hvert fald ifølge den mail hun ahr fået fra Air Greenland. Hun skal fra København til Maniitsoq med et flyskift i Kangerlussuaq (som altid) og fra starten fik hun at vide, at hun efter Kangerlussuaq skulle mellemlande i Sisimiut i et par timer, før hun så skulle med en flyver direkte fra Sisimiut til Maniitsoq. Nu har hun så fået en ny besked, nemlig at hun skal til Sisimiut fra Kangerlussuaq, vente et par timer, for derefter at tage på et fly fra Sisimiut til Maniitsoq, der så mellemlander i Kangerlussuaq! Det er jo ikke særligt hensigtsmæssigt, for at sige det mildt. For det første fordi hun ikke har nogen grund til at tage til Sisimiut, hvis hun alligevel skal tilbage til Kangerlussuaq igen. For det andet fordi det at mellemlande i Sisimiut altid er lidt for spændende. Det er svært at lande der pga. af den der vind ting, de glemte at tage højde for da de byggede lufthavnen, men har man først landet, er det ikke så stort et problem at lette. Camilla skal bare af flyveren i Sisimiut og vendte på at den kommer tilbage igen efter hende, og kan den ikke lande, ja, så er hun stuck i Sisimiut weekenden over… uden mig. Så jeg mægler lidt frem og tilbage med Air Greenland, der indtil videre ikke helt har fundet fejlen i deres mellemlandingsberegninger. Men jeg kæmper videre.

Derudover er der ikke sket det store. Jo jeg har fået vasket lidt tøj, hvilket er lidt af en bedrift. Det hørte til under kategorien ”ting der skulle være gjort i weekenden men blev syltet pga. WoW”. I samme kategori er rette stile, støvsuge, købe bord og stole på tilbud, ringe til min storebror, skrevet mere blog, uploade billeder til flickr, og skrive PG projekt færdigt. Det eneste jeg nåede var at flytte alt jeg havde på min bærbare over til min stationære, hvilket var lidt en bedrift i sig selv. Og så lige kigge lidt mere på PG rapporten (er næsten færdig)... Jeg når det nok. Ajuunngilaq.

Det var vist alt for nu. Hyg jer.

søndag, marts 11, 2007

lidt om vind og vejr

Endelig en hel friweekend. Kun mig og min dejlige computer og World of Warcraft. Det er ved at være lang tid siden jeg har brugt så meget tid på det spil, og det er vist også fint. For tiden går hurtigt når man stener rundt og laver den ene mission efter den anden. Rigtig hurtigt. Men det er da lykkedes mig at stige to levels over weekenden (lvl 67 til 69!), så kom ikke her. Normalt tager det mig uger at stige bare en level, så det siger vil lidt om for det første hvor meget jeg har spillet denne weekend, og to - hvor lidt jeg spiller i hverdagene. Derfor har jeg ikke alt for dårlig samvittighed. Ja, jeg ved godt – få dig et liv, gå dog en tur, se naturen… jeg havde også aftalt med Anna Marie og Christian at vi skulle ud og spadsere i dag søndag, hvis vejret var til det, men det var det ikke. Overskyet og sne. Ikke ligefrem det ideelle ”gå en tur og nyd det dejlige vejr” vejr. Så vi aflyste indtil der kom bedre vejr, hvilket der så ikke gjorde.

Men det grønlandske vejr er vist også lidt en misforstået størrelse. For nej, der er ikke minus en milliard grader hele tiden og der render ikke isbjørne rundt i gaderne. Det tror de fleste af jer sikkert heller ikke, men det kunne jo være at der var en ubegavet amerikaner eller to, der fulgte med i min blog fra tid til anden (og nej, jeg snakker ikke om dig Jennifer). Faktisk har denne vinter været meget mild (det er i hvert fald det jeg har fået at vide). Irriterende mild til tider, for det har gået ud over sikkerheden.. der har simpelthen været pisseglat pga. af fænomenet føn (kan ikke huske om jeg har fortalt om det før, men i får den lige igen så):

"Føn er det tyske ord for et vejrfænomen som er almindeligt i bjergområder og andre højtliggende områder som f.eks. Grøndlands indlandsis. En föhnvind er en luft fra højtliggende områder som blæser ned i lavlandet. Ligesom luften bliver kold når man kommer op, så bliver föhn'en varm når den falder ned. På Grønland kan föhn om vinteren få sneen til at smelte for derefter når vejret bliver normalt igen, få sjappet til at fryse til en hård skorpe"
(Citatet er tyvstjålet fra www.goetze.dk, der er ulriks hjemmeside.. han har så hugget det et andet sted fra).

Men den her føn, er altså rimelig udtalt for tiden. Så er der varmt om formiddagen, eftermiddagen, lige de der plusgrader, der gør at ting begynder at smelte.. lidt. Om aften er der så koldt igen og alt bliver dejligt glat.. eller bare mere glat.

En anden ting angående vejret er at da jeg tog herop, troede jeg at der ville blive super mørkt om vinteren og depressionerne ville kaste sig over mig i takt med at der blev mørkere og mørkere. Det blev der bare aldrig rigtigt. Jo bevares, der var da en overgang hvor der var mørkt når jeg gik på arbejde og mørkt når jeg gik hjem, men så lang tid varede den periode heller ikke. Eller også var det bare fordi at jeg befandt mig hele julen i Danmark at jeg gik glip af den. I hvert fald er der ikke mørkt længere (jo om aftenen, men du ved hvad jeg mener). Til gengæld har jeg hørt at der bliv træls lyst til sommer. Ulrik fortalte at forældre opgiver at holde deres børns sovetider i ferien så der leger børn ude klokken halv fire om morgenen, siden der alligevel er lyst. Nedern. Jeg gider dæleme ikke at høre på barneråb og leg hele natten. Nå, men man skal jo ikke tage sorgerne på forskud og alt det der.

Lige nu er vejret fint og meget åbent for føn (desværre), og jeg kan nøjes med at have lange underbukser på indenunder mine bukser, i mordsætning til når der er rigtig koldt, hvor jeg har overtræksbukserne på når jeg er ude (plus lange underhyler når det virkelig går hårdt for sig). Derudover er der altid trøje, vinterjakke, hue og handsker. Det slipper jeg dog ikke for lige med det samme. Halstørklædet er dog frivilligt.

Tjaa, jeg må vist også til at se lidt dyner. Undskyld den lidt fattige blog, men der er vitterligt ikke sket meget denne weekend. Men det må da være betryggende at vide at vinterdepressionen er på et minimum… så det bliver ikke i denne omgang at jeg gør drastiske forsøg på at skære halspulsåren over med en neglesaks (eller noget). Jeg overlevede. Jeg har det fint. Det kunne måske også have noget at gøre med at jeg har haft Camilla hele tiden (og har hende stadig altså). Kommer faktisk lige i tanke om at da jeg spurgte indtil alt det her med den lange vinter og depression og sårn, der sagde Per forstander (tror jeg nok det var) at den nok var nemmere at komme igennem hvis ikke var single. Eller også var det noget jeg læste et sted om hvordan det er at leve heroppe. Jeg kommer i tvivl. Under alle omstændigheder, så tror jeg det har været et kæmpe plus for mig at have Camilla, som jeg kunne snakke med. For snakket det har vi.

Ej, jeg må slutte nu. Nu skal det være. Nat.

tirsdag, marts 06, 2007

Den Store Sportsdag (av det gjorde nas...)


Jeg har ikke lyst til at tænke på i morgen. Den bliver hård. Min ryg knager, mine ben værker, min hænder er godt brugte og forstrukne, er lidt øm over højre øje, mine boller har haft det bedre og jeg skal passe på min venstre fod jeg har vredet om på i kampens hede. Jepper, der har været sportsdag på ATI med stil.

Louise havde sørget for at vi kunne låne byens hal fra klokken 9 til 15 i dag, så efter et lille pittstop på ATI begav jeg mig ned i Hallen med min sportstaske men mit fantastiske sportstøj, for sådan noget har jeg jo forfærdeligt meget af *host host*. Sandt at sige tog det mig et stykke tid at finde noget tøj i det hele taget. Havde håbet på at jeg havde et par nyere shorts en mine skotsternede Bermuda shorts der efterhånden må have en 15 år på bagen. Men hvis det var stilen, så måtte jeg hellere finde en trøje der var ligeså gammel, så jeg fandt min blå, hullede og meget forvaskede ”I got totally pissed in London in 1995” t-shirt frem. Jep, der var ikke et øje tørt. Meget retro.

Men klokken 9 havde de fleste indfundet sig og vi opvarmede lidt ved at løbe lidt og skyde til et par bolde, og jeg kunne ret hurtigt mærke at min varslede superform vist for længst havde forladt mig. I stedet frygtede jeg nu allerede fra morgenstunden sidestik, krampe, vejrtrækningsbesvær og andre dårligdomme. For vi havde et hårdt program vi skulle igennem; trillebør, æg på ske, tovtrækning, fodbold med handicap (se senere), håndbold og så den store ATI cup i indendørs fodbold. Der var rigeligt med muligheder for at komme galt af sted.

Den første event var klassikeren trillebør. Vi blev delt i 4 hold, med ca. 8 på hvert hold, der hver i sær så skulle to og to efter tur løbe af sted med hinanden som trillebør og når man kom ned til bunden af hallen byttede man. I kan godt huske det ikke sandt? Det der med en holder dine fødder mens du møver dig af sted med dine arme som drivkraft. Desværre tøserne på holdet ikke så dygtige til denne klassiske disciplin, og vi blev kun nummer to på trods af min fantastiske præstation. Jeg var faktisk ret hurtig, og jeg fik da også respekt fra forstanderen, der beundrede min teknik. Tror det mest af alt lignende en bulldog, der farer frem.

Dernæst var det æg på ske, eller i dette tilfælde haggysack (eller hvad den nu hedder) på ske. Denne gang tre hold, hver med en ske og bold, og samme strækning – ned til den anden ende af hallen og tilbage igen. Mistede man bolden skulle man starte forfra, med mindre man var kommet ned til den anden ende, så skulle man starte derfra hvis man tabte. Mit hold startede rigtig godt, og så længe ud til at være en klar vinder, blandt andet på grund af min fejlfri præstation naturligvis, men desværre var en af vores holddeltagere ligeså forsigtig som en gal elefant i en glasbutik og havde en balancenerve der mest af alt mindede om en vejrhane i en skypumpe, så det… igen måtte vi nøjes med en anden plads.

Nu var det så at det blev lidt mærkeligt. For nu skulle vi spille fodbold, eller hvad man nu kan kalde denne mystiske afart. For reglerne var de samme. To hold, to mål, en bold, scor hos de andre og alt det der, men før kampen går i gang skal alle der er med have et par briller på lavet af to plastikkrus med små huller i bunden, der gør at du kan stort se 5% af hvad du plejer og dit synsfelt er fordelt i to forskellige retninger. Ja det vil lige ferm være en fordel at være skeløjet i den her sportsgren. En ting er at man ikke kan se noget, og har et dybdesyn som en enøjet, men nu skal man så spille fodbold samtidig. Det er altså så godt som umuligt, men meget morsomt. Og specielt hvis man kigger på. Så der bliver grinet højt. Selv var jeg på banen i første halvleg, og jeg stank til det. Havde en hovedkollision med en af mine elever (der gik ud over mig skal det siges) og jeg rørte knap bolden, for man kunne selvfølgelig ikke se den, når den kom tæt på en. Nej, det havde for mig en lidt større underholdningsværdi at sidde på bænken og at kigge på hvordan folk løb forvildede rundt (gerne forbi bolden), stødte ind i hinanden, skød forbi bolden og ellers farede rundt som hovedløse høns. Det så ret sjovt ud, men jeg tror næppe det er en fodbold variant der bliver optaget som en olympisk sportsgren. Efter dette sportsafbræk fandt vi endnu en klassiker frem – tovtrækning. Først var det lærerne mod eleverne, som vi vandt. Og derefter var det kvinderne mod mændene som vi også vandt. Et dejligt lille ego boost på trods af ens håndflader bagefter var røde som bare pokker og godt brugte. Men vi vandt.

Før middagspausen var der så håndbold, hvor der var tre hold der spillede i to gange ti minutter mod hinanden på kryds og tværs. Håndbolden hoppede jeg let og elefant over, da det ikke lige er mig. I hvert fald ikke med den kondi jeg holder mig, og jeg sku også gemme min energi til den store ATI kup i indendørsfodbold. Men de gik til den og klokken 11.30 var der frokost, sponsoreret af ATI. Så jeg fik mig en lækker sandwich med æg, rejer og tomat og drak en sådan juice firkant ting. Og så var det tid til opgørets time.

Reglerne for indendørsfodbold er simple. Du har fire spillere på hvert hold (det er de gamle regler, ifølge nye regler må man vist have 5), målmanden må ikke røre bolden med hænderne overhovedet og du kan bruge banderne lige så tosset du vil. Vores kampe havde kun en varighed af fem minutter per kamp, men det var mest grundet at vi havde en hulens masse kampe vi skulle igennem. I den store turnering var der nemlig seks hold; ATX A, B, C, procesteknikerne, kontor + personale og til sidst lærerne. På grund af mandefald fra lærernes side havde vi erhvervet os vores forstander, Per, på vores hold, der nu bestod af Karsten, den dødsensfarlige midtbanespiller, Per, den utrættelige overalt spiller, Louise, den aggressive angriber, og mig, den kondiløse men determinerede målmand. Et blændende hold, der noks skulle nå langt. Nu er det bare sådan at denne sportsdag et eller andet sted er for eleverne, så det var ikke meningen at hverken kontoret eller os lærere skulle løbe af med sejren. Vi ville i hvert fald på vores hold forsøge at vinde lidt, men tabe nok til at vi ikke gik videre, eller aller højest i hvert fald skulle komme til at kæmpe om en tredje plads (vi så ville tabe). Det var i hvert fald planen. Alle hold skulle fem kampe (så havde de kæmpet mod alle de andre hold) og til sidst skulle nummer fem og seks i kamp om femte pladsen, nummer tre og fire om tredje pladsen, og til sidst nummer et og to om første pladsen. Når man vil tabe med vilje, skal man jo ikke bare give op og lade folk komme til. De må jo gerne gøre en indsats. Desværre kom vi til at gøre en lidt fro stor indsats selv. Jeg tror vi blev lidt grebet af hvor godt det gik, så den første kamp (mod kontoret) vandt vi 4-0. Lidt skidt begyndelse for et hold der gerne ville tabe. Anden kamp (mod procesteknikerne) blev 2-0 til os, hvilket ikke gjorde situationen bedre. Heldigvis tabte vi til ATX C 0-1. At Mika gav mig en hæl i bollerne kan have noget med det at gøre. Jeg havde det i hvert fald ikke så godt resten af kampen. Men det var et uheld trods alt. Jeg løb lige bag ham da han fyrede en bold af og da han er en af de der, der opererer med høje benløft så fik jeg hans hæl i bollerne. Det gjorde nas. Heldigvis ramte han ikke kronjuvelerne klokkerent, for så havde jeg overhovedet ikke kunne gennemføre resten af dagen. Det var nok mere hvad man kalde et ondt snit. Nas. Nå men tilbage til kampene.

Den store overraskelse kom da vi spillede mod ATX B, der tidligere havde vist formidabel form og angrebsstyrke. Vi startede med at score et mål, for ligesom ikke bare at lægge os ned, men at give dem, noget at indhente, men det skete bare ikke. De store kæmper var simpelthen blevet trætte. Så vi kom til at vinde kampen vist oven i købet 2-0. Ups. Nu blev vi nødt til at have et nederlag hvis ikke vi skulle ende i finalen. Vi skulle nu spille mod ATX A, og vi gjorde vores for ikke at presse alt for meget. Kampen endte da også 0-1 til dem, men ikke fordi vi havde foræret dem sejren. Nej, tøserne havde et godt to mod en angreb, der fik mig udplaceret. Og så var der mål. Nu var vi jo overbevist om at finalen stod mellem ATX B og ATX C, men ak, vi havde talt forkert. C klassen havde ikke vundet 3 men derimod vundet to og spillet en uafgjort, hvilket betød at vi alligevel var i finalen mod ATX B, vi allerede tidligere havde slået. Damn. Kampene om femte og tredje pladsen blev afgjort det var nu tid til le grande finale. Jeg havde et par kampe forinden vredet om på foden, hvilket gjorde lidt nas, men siden vi var underbemandede, altså ikke havde nogen udskiftere, måtte jeg bide smerten i mig og humpe lidt rundt. Heldigvis stod jeg jo på mål, så det gik. Godt nok havde Karsten og jeg lidt bagerste mand kørende, men jeg passede lidt på, så jeg håber at det ikke tager revanche i morgen tidlig. Men kampen blev fløjet i gang, og vi gjorde som før, det vil sige vi ville jo ikke bare lægge os ned. Jeg ville holde buret rent så længe jeg kunne og vi ville holde lidt igen med målene i den anden ende. Heldigvis havde ATX B fået lidt flere kræfter og stillede med et stærkt hold der pressede os fra starten af. I løbet af et par minutter havde de fået et mål, hvilket nu gav os ”lov” til at gå ned og score. Vi måtte jo godt bevare spændingen lidt. Det gjorde vi så. Problemet var bare at der nu stod 1-1 og de fem minutter køb stille og roligt ud. Vi blev enige om at vi så skulle spille til første mål. Bolden blev givet op og kampen rasede med fornyet energi. Per havde en stor chance i modstanderens ende, men ”brændte” den så spændingen blev opholdt indtil det endeligt lykkedes ATXerne at score mod os. Et godt mål i en svær vinkel. Respekt for den. Karsten der stod på mål havde ikke en chance. Så de vandt den store cup, vi tabte med æren i behold og kunne se eleverne i øjnene bagefter.

Til sidst var der præmie overrækkelse hvor vi fik vores sølv (farvede) trofæ og lovning om nogle materielle goder, der stadig befandt sig på ATI. Lige præcis hvad det er fik jeg ikke fat på, da det blev fortalt på grønlandsk, men Per mumlede noget om noget kaffe. Så det bliver nok ikke lige mig, der gør krav på det.

mandag, marts 05, 2007

generalforsamling i Klubben

VVVRRROOOOOOMMMMMMM…. Og det var så den weekend. Hold nu op det gik pænt stærkt. Synes lige der var fredag, men nu er mandagen snart færdig. Hvor er det lige det hele forsvinder hen. Nå, man jeg har da ikke kedet mig her i weekenden.

Fredag foregik sådan nogenlunde fredeligt med mig, en god bøf, pommes fritter og en rigtig læskefed bearnaise sovs (nej den var for fed til at være sauce)..mmmmmmm. Tilsæt dertil lidt computerspil, nogle afsnit af serien Lost som Ulrik fra Masanti lige har gjort mig afhængig af, og så lidt telefoneri med kæresten ”hjemme” i Danmark, så er det nok et meget godt billede af min fredag. Dejlig afslappende.

Lørdag startede lidt på samme måde. Computerspil med den gamle garde på world of warcraft, lidt snak med kæresten, og så ellers ud af fjerene og ned til Klubben til den årlige generalforsamling. Den startede klokken 16.00 og der var lovet mad til os efter mødet, og hvilket møde. Der var ca. en 15-20 stykker ud af de 30 medlemmer klubben har der havde mødt op på denne høj hellige lørdag, for at have lidt indflydelse på klubbens fremtid. Selv var jeg lidt mødt op for at se hvad det nu var for en fisk. Lidt for at mænge mig måske. Det er jo ikke alle medlemmer jeg har set. Jeg havde i hvert fald ikke helt tænkt mig at lave nogle revolutioner den dag. Man skal jo lige lære stedet, folkene, kutymerne at kende før man begynder at råbe op. Ellers for man nok bare en over næbbet. Men det var nu ikke fordi var så farligt. Det skal lige nævnes at der kun er mandlige medlemmer i klubben, så stemningen var ret.. lummer. Ikke at der ikke må være kvindelige medlemmer ifølge vores vedtægter, men det har bare ikke rigtig været på tale (som en af medlemmerne sagde ”ja de kan jo ikke være med lem, høhø..” jo stemningen var lagt). Der var sågar forslag om at få kvinder forbudt på stedet inden klokken blev 23, men det blev afvist som ”kvindefjendsk”, de var jo søde nok når de var der. Ellers var de store diskussioner om hvorvidt ølpriserne skulle sættes op (blankt afvist), om kontingentet skulle sættes op (en del diskussion men dog afvist) og om åbningstiden skulle udvides (afvist midlertidigt, da det var et for sent indkommet forslag og at det var ok at stedet lukker klokken 24 i hverdage, så folk kan komme op på arbejde dagen efter). Ellers så økonomien ok ud, på trods af et lån i huset. Som en sagde så er det jo en sund forening, hvortil en svarede ”ja økonomisk, dæleme ikke sundhedsmæssigt” hvortil vi grinede alle sammen. Det skal så lidt ses i lyset af at vi alle sad med en god kold øl og at de fleste medlemmer nok vejer en god del over idealvægten. I det hele tiden var der en sjov stemning, der nok kun kan komme når mænd er samlet sammen med udsigt til et par øl og en gratis middag på en afslappet lørdag. Selve generalforsamlingen var overstået på godt en times tid og så var det tid til en fornuftig omgang kartoffelmos med noget kød (lidt labskovsagtigt, smagte ret godt hvis man er til den slags, og det var jeg lidt den dag), persille, rødbeder, samt en skive rugbrød der fik en af medlemmerne til at spørge om det var hestens fødselsdag. De var pænt tykke. Og så ellers øl. Jeg hang ud i et par timer, drak et par øl, men bestemte mig så for at tage hjem i et par timer for lige at få briller på (havde haft kontaktlinser på om eftermiddagen), drikke en sodavand og så ellers forsøge at tage et par billeder af den der famøse måneformørkelse. Desværre var den jo nok lige så fotogen som Pia Kjærsgaard på en god dag, så det fik jeg ikke meget ud af. Til gengæld fik jag taget med ned i klubben, da jeg vendte tilbage ved en otte tiden. Og så drak vi flere øl. Og flere øl. Og….

Søndag vågnede jeg så op med ondt i hovedet. Sjovt nok. Og så var den weekend ved at være forbi.

torsdag, marts 01, 2007

baggårdspuma, tennissko og minus handy

Ak, verden er af lave. Otto Brandenburg, Baggårdspumaen er død. Så skide være med at Nørrebro på nuværende tidspunkt ligner en krigszone som vi kender fra films, og den tur jeg havde mulighed for til Sisimiut nok ikke bliver til noget. Otto er død. Nu er det ikke fordi jeg har noget voldsomt personligt forhold til manden, men han var bare så… sej. Hans rå stemme. Og så virkede han bare som en utrolig sympatisk mand. Øv.

Tjaa, ud over det er der ikke sket det helt store heroppe. Det var meningen at jeg måske skulle til Sisimiut i uge 12 til et eforums kursus, men de har lidt svært ved at tage en beslutning om jeg skal med, for det er åbenbart kun for ”nye” supportere af eforum og siden at jeg jo har været supporter siden november, så er jeg jo helt klart og logisk nok sat i kategorien ”gammel” supporter. Der kan man bare se. Det går hurtigt heroppe. Jeg har jo heller ikke lyst til at tage af sted.. op til hundeslædeturer og astma. Hvem har dog lyst til det? (astmaen kan jeg da godt være foruden, men hundeslæde.. suk).

Ellers går livet sin vante gang heroppe. Ugerne går rigtig hurtige (som de plejer), hvilket er ret dejligt. Ikke fordi jeg har travlt med at få det her Grønlandsophold overstået i en fart, men det betyder nemlig at jeg nu kan begynde at tælle dage til Camilla ankommer i det grønlandske, i modsætning til før, hvor det vi altid talte i hele måneder.. suk. Men nu er der 29 dage til hun står i Maniitsoq lufthavn og skal tilbringe påske plus lidt ekstra i armene på mig. Ahhh.. det bliver dejligt. Ja skønt lige frem. Vidunderligt tilmed.

Nå ja, jeg har købt indendørs tennis sko. Så nogen man skal have hvis man skal dyrke indendørs sport. Jeg kan allerede mærke at jeg er blevet meget sundere og har tabt tre kilo bare ved at købe dem. Det lover godt. Nej, det var nu ikke fordi jeg har de store planer om at blive den nye store helse/sports guru, men lidt motion skader jo ikke. Og på tirsdag har skolen lege/sports dag fra klokken 9 til 15, der kommer til at foregå i hallen, så man må jo hellere være forberedt på det værste. Jeg slipper jo nok ikke for at røre mig. Men det bliver der nok en hel blog ud af på tirsdag. Sikkert noget om hvor dårlig kondi jeg var i og hvor dårlig taber jeg i virkeligheden er…

Apropos ting jeg er inviteret til, jeg skal til generalforsamling i ”Klubben” på lørdag. Det starter klokken 16.00 og efter mødet er der middag. Så ved vi jo godt hvordan det ender. Men jeg skal lige se i min brandert om jeg ikke kan huske at tage et par billeder af måneformørkelsen mellem klokken 20.00 og 22.00. Det kunne godt gå hen og blive ret flot.

Og så er jeg eller lidt i gang med et projekt med at hænge rullegardiner op. En simpel opgave skulle man tro, men skruerne skal desværre bores ind i selve vinduesrammen for at kunne være der, og nu er jeg jo ca ligeså meget handy man som en våd avis er god til at tænde ild med, så jeg gør hvis mere skade end gavn. Indtil videre har jeg lånt skolens boremaskine og fået en ud af tre op. Men jeg stoppede ved nummer 2, da skruen ligesom gik i stå.. og så var jeg også ved at flække noget træ i rammen, hvilket jeg efterhånden har lært at det er skidt ting. Så jeg skal lige på skolen og hente et nyt (læs: mindre) bor, så jeg kan komme videre.

Nå den var kort i dag, men det blev også så djævelsk lang sidste gang, så det er nok godt nok.

Ha det godt.

søndag, februar 25, 2007

Den Store Kulturaften


Ahhh.. jeg sidder lige og velfortjent nyder min fyraftensbajer nummer to. Fyraftensbajer? En lørdag nat? Hvad foregår der dog deroppe i det høje nord, tænker den opmærksomme læser nok. Jamen det er der da en helt fornuftig forklaring på. Vi har nemlig haft kulturaften i Maniitsoq. Eller en slags afart af Open By Night møder Åbent Hus i den lille by.

For snart halvanden uge siden fortalte Per, forstanderen, at kommunen havde bestemt at vi skulle have en ”Kultur aften” her i byen, da det jo er det de unge de vil have. Resten af grønland har haft en (Nuuk og en række andre steder har i hvert fald), så det må vi jo også have, hvis vi skal se os selv i øjnene og hvis vi skal have en chance for at grine med af alle dem der ikke har haft en. Eller noget. Men Per sagde at kommunen i forbindelse med denne ”kulturaften” gerne vil have at så mange virksomheder som muligt havde åbent hus. Så idéen var at man meldte tilbage, hvis man ville være med, og så ville kommunen lave sedler og få reklamer i lokalradioen for arrangementet med navnene på de steder man så kunne besøge. Smart nok, gratis reklame og alt det der. Så det sku vi da bare gøre noget ved. Vi nedsatte et hurtigt ”Kulturudvalg” (det ene skal jo passe med det andet), der efter nogen forhandling og udbytning kom til at bestå af undertegnede, Per og Sine. Det var så vores store ansvar at gøre ATI klar til den store hob af folk, der på selve aftenen ville strømme til. Sine fik ansvar for Kage- og Kaffekontrol samt at blev lavet forskellige ting man kunne se i laboratoriet, Per stod for kontakt til omverden og logistik og jeg fik et overordnet teknisk ansvar arrangementet. I realiteten vil det så sige at jeg skulle lave to storslåede powerpoints, den ene med stemningsbilleder fra vores tre bygninger, ATI Skolen, Postkassen og Skolefabrikken, og den anden med fakta om vores uddannelser der skulle køre både på dansk og på grønlandsk. Ja, selve teksten, indholdet og oversættelsen havde jeg jo folk til, men at lave den med fancy pansy design var lagt i mine kyndige hænder. For slet ikke at snakke om stemningsbillederne, som jeg også skulle ud og tage. Dem tog jeg torsdag, da det er en af de tog dage jeg har undervisningsfri (jeg underviser mandag, onsdag og fredag), men jeg havde travlt den dag. Der skulle tages billeder, laves power point, forberedes undervisning til næste dag, observeres en af Anne Maries timer i forbindelse med min PG og så alt det andet man skal på en almindelig dag på kontoret. Men jeg nåede det hele og var ganske stolt af min egen indsats da jeg tog hjem torsdag eftermiddag.

Fredag startede dog med et slag i ansigtet på det ellers velfungerende ATI Kulturudvalg. Om morgenen inden jeg tager på kontoret drejer jeg jo som regel omkring Pisiffik og ser om de denne gang kan huske hvad et spansk rundstykke er for en størrelse (hende der kan huske det, er der ikke om morgenen for tiden så vi er tilbage til begyndelsen.. suk), og der så jeg en stak papirer med reklame for lørdagens store kultur arrangement, med navnene på de steder man kunne tage hen på både dansk og grønlandsk. Og hvad ser jeg, da jeg skimmer listen? Vi står ikke på den!!! Skandale, tænker jeg med det samme. Sammensværgelse. Inkompetence. Eller noget i den dur. Nogen har i hvert fald lavet en fejl og det kan jo ikke være os, ergo er det kommunen. Jeg marchere med hårde skridt hen til Per og stikker ham listen og spørger om det betyder at vi så ikke må lege med de store drenge alligevel, da det kommer fra ham: ”Det er min skyld… jeg har sgu da glemt at melde os til!” Ak ak ak. Jeg vidste jeg skulle have overtaget magten i kulturudvalget, men af respekt for min overordnede undlod jeg… og det er takken? ”Glemt”? Tsk. Men Per fik lavet nogle voldsomme undvigelsesmanøvrer og i løbet af fredagen blev fadæsen rettet, ATI kom med på en ny liste, der kom ud, reklamen i den lokale radio inkluderede nu også os, og så var det bare op til folk og de havde nået at høre noget som helst. Jeg havde ikke den store tiltro til det.

Men slaget skulle står fra klokken halv otte til halv ti lørdag aften, og vi havde aftalt at vi efter denne årets kulturbegivenhed, uanset om det var gået godt eller skidt, ville have en lille filmklubsaften (det var rent faktisk Anne Marie der inviterede denne gang). Vi skulle se den danske film Drømmen, men den vil jeg vende tilbage til senere. Vi ansvarlige hovedpersoner fra kulturudvalget mødte op ved en seks tiden, hvor der så blev flyttet de sidste borde, sat projektorer og computere op, laboratoriet gjort klar med mikroskoper med alger i, kaffe te og kage gjort klar i klasselokalerne der i dagens anledning var lavet til en slags café. Det var også her i caféen at mine stemningsbilleder kørte på repeat. Klokken passerede de halv otte uden de store hober havde overrendt vores ellers nydelige kaffe sortiment (vi var flere der havde fundet tid til at lave en kage, selv havde jeg lavet en noget sumpen chokolade kage), og jeg tænkte lidt ved mig selv at det her nok skulle blive meget lange to timer. Men så skete der noget, jeg ikke i mine vildeste drømme var forberedt på. Der kom folk. Og faktisk en del af dem. Ikke en kæmpe rush in på en gang, men de kom stille og roligt i en lind strøm, så stedet, spiste en kage, så lidt på billederne, var lige inde og vende i laboratoriet der specielt var et hit hos børnene, der her kunne se på ting under lup og mikroskop, og tog så videre til næste sted der var åbent. Kommunen havde oven i købet lejet byens eneste bus til at køre i rundefart i de to timer arrangementet varede, så folk kunne køre gratis fra sted til sted. Ren luksus. I godt halvanden time var der folk på ATI, ikke så lang tid af gangen, men god udskiftning og os lærere der havde bestemt os at møde op i dag (Per, Sine, Karsten, mig, Christian og Anne Marie) hyggede os da gevaldigt. Specielt underholdene var lokalradioens guerilla jounalist, der kvart over ni kom ind på skolen bevæbnet med en hørebollesnegl og en mikrofon. De sendte live og med et rovdyrs præcision kastede han sig først nådesløs over Karsten, dernæst Per og til sidst et par af vores elever vi havde fået til at komme for at kunne svare på spørgsmål (hvis der kom nogle). Ikke noget med at præsentere sig først (goddag jeg hedder det og det og kommer fra Manitsoq lokal radio og vil lige høre om jeg kan stille dig et par spørgsmål), det var åbenbart udeladt som overflødige høflighedsfraser. Nej, det var med det samme ”Hvad hedder du? Nå og hvad laver du her? Kan du beskrive hvad i laver her? Hvor mange elever har i” etc. Efter det indledende gik det dog vist ok. Tror vi slap fra det med æren i behold, selv om Karsten håbede lidt på at det ikke var live, da han selv mente at jan da vist fik sagt noget forfærdeligt vrøvl.

Men kulturaftenen løb til enden og da vi havde fået de sidste gæster gelejdet ud, var det tid til en god film. Som sagt så vi Drømmen af Niels Arden Oplev. En grumme men utrolig smuk film om overgangen fra den sorte skole til den mere ”løse” skole vi kender i dag, sat i 1969. Stor film og til min overraskelse var den klippet min gode ven Søren B. Ebbe. Ven og ven er måske så meget sagt. Jeg kender ham i hvert fald. Min eks eks eks kæreste og jeg lejede hans lejlighed, da vi var i London helt tilbage i 1996. Han skulle til Danmark, da han lige havde fået et job på en ny dansk tv serie kaldet Taxa (ja, den Taxa) og skulle have nogen til at passe på lejligheden, når han nu skulle være væk i mindst et halvt år. Det gjorde vi så. Og af samme grund har jeg holdt øje med ham på sidelinien, og spejdet efter navnet når der kom en ny dansk serie. Og man må sige han har haft travlt. Taxa, Edderkoppen, Krøniken, Rejseholdet, Ørnen, foruden film som Pizza King, Flyvende Farmor, En Kærlighedshistorie, Nordkraft og den nye Prag. Men som sagt, ham kender jeg. Lidt. Vil tvivle på at han kan kende mig, hvis han så mig og jeg har sådan set ikke set ham i ti år, men det er ikke så vigtigt. Jeg kendte ham før han blev kendt med de kendte og nede med de fede. Men det var vist et mindre sidespring.

Vi så i hvert fald film, og den var god. Da vi havde set den færdig, ryddet op og alt det kedelige man nu engang skal efter et sådant arrangement, havde jeg en ustyrlig løst til en enkelt fyraftensøl. Ikke mere end det. Bare en og forsøgte at sælge de andre lærere idéen om en enkelt i klubben (men kun hvis der ingen var derovre, da de ellers på dette tidspunkt ville være godt berusede og høre Big Fat Snake på storskærm…). Karsten var med på idéen, men til vores skræk var han løbet tør for kontanter og jeg havde glemt min pung derhjemme (den lå i den almindelige taske, og jeg havde min computertaske med, da vi brugte min computer til fremvisningen… øv). Heldigvis forbarmede Anna Marie sig over os og vi fik lånt en god 50 kroner, der kunne indbringe os en øl hver fra klubbens ølautomater. Men heller ikke mere. Og det var jo et eller andet sted ok. Så vi fik en øl, snakkede lidt om løst og fast, arrangementet og var vist begge lige overraskede over det store opbud der var på denne højhellige kulturaften. Efter en lille halvtime skiltes vore veje og jeg tog hjem, hvor jeg så bestemte mig for at få fyraftensbajer nummer to, jeg nu snart kan se en bund på. Det var også den eneste øl jeg havde i køleskabet, men den smager jo helt godt, når man ved at den er velfortjent. Mmmmm.. Jepper. Og så nåede jeg også lige at blogge inden jeg skal sove. Velfortjent, yderst velfortjent.

Mmmmmm…det var vist den øl.

mandag, februar 19, 2007

Take me to your leader


Mand jeg har sovet dårligt i nat. Seriøst dårligt. Kan ikke huske jeg sidst har sovet så elendigt. Det startede med at jeg gik i seng med en knaldende hovedpine. Jeg bestemte mig for at siden jeg alligevel skulle sove kunne det ikke betale sig at tage et par piller. Det skulle jeg nok have gjort alligevel. Jeg vågnede flere gange i løbet af natten og hver gang med en endnu værre hovedpine. Klokken 3 gav jeg op og fik spist et par piller. Det hjalp lidt, men sov alligevel skidt, bare minus hovedpinen.

Men i dag var der fastelavnsarrangement på skolen. Det skulle foregå i 4. lektion (klokken 14.30) hvilket betød at mine timer med C klassen bliver udskudt til en anden dag, hvilket passer mig fint, da jeg var ret træt i dag. Men ikke at jeg tog hjem og tog en middagslur. Nix jeg skulle jo til fastelavns og det i fuldt kostume, jeg lavede i går. Der er jo ikke noget sjovere end at få lov til at klæde sig ud en gang i blandt og der skal altså ikke mere end en veludviklet fantasi før man kan lave nogle ret sjove ting. Og i år var det altså faldet mig ind at jeg skulle være robot. I ved med papkasse på kroppen og en på hovedet, og så tegne lidt på kassen og skære et par huller til arme og øjne og sådan. Nu er jeg bare lidt mere pernippen når deetaljer. Så en papkasse hvor der står Øbro flyttefirma hjælper ikke overbevisende på min robots troværdighed. Så jeg købte to ruller sølvpapir og gik så ellers i gang med tapen. Lidt over en time siden havde jeg kreeret en ondskabsfuld dræber robot, eller måske bare en rar kæmpe der med en metallisk stemme deklarerer ”Take me to you leader!” På skolen blev den så lige opgraderet med et par meget coole sprittusch tegninger af blinklys. Jep der var stil over den. Men prikken over i’et var at jeg på min robothoved havde tapet et blåt politiblink ovenpå, der kørte rundt og lyste. Er det bare sejt eller hvad? Før jeg trak i kasserne tapede jeg desuden mine bukser til med sølvpapir, så de matchede min fantastiske sølv beskinnede overkrop. Og jeg siger jer, der var ikke et øje tørt. Jeg var lidt en helt, men også lidt en sundhedsrisiko at være i nærheden, da jeg havde lavet mit udkigs spalte for højt, så jeg kunne ikke se særligt langt ned. Og det er ikke alle grønlændere der er særligt høje, så jeg blev ved med at støde ind i nogle af dem. Ikke så heldigt, men værre var, jeg kunne jo ikke se tønden man skulle slå den forbandede kat af. Og mine arme var lidt handikappede af kassens udformning, men folk grinede og så var det vel ok et eller andet sted. Bagefter var der fastelavnsboller, varm kakao og uddeling ag kattekroner til kattekongen og dronningen, foruden valg af bedste kostume. Jeg vandt ikke. Øv. Til gengæld vant Maalia, der var klædt ud som sjofel trucker.. hun var ret god, så jeg bøjede mig og pakkede min dødsstråle væk. Hun fik lov at slippe. Denne gang.

Ja, hvad ellers.. nå ja, endnu en mad skandale i den lille pisifik, min yndlingsaversion, hvis det ikke var fordi jeg handlede ind der i tide og utide. Denne gang gik det ud over kartoflerne. Deres system i pisiffik (i hvert fald i denne her) er at tage en stor papkasse og åbne den i bunden, hvorefter man så fylder papkassen med kartofler. Simpelt og effektivt. Papkassen står så på et eller andet bord, så det hele er i en fornuftig højde. Der har jeg da tid købt kartofler. Ingen problem. Jeg valgte dem selv og det gjorde jeg ved at føle på hver enkelt kartoffel før jeg puttede den i en pose, da der var indtil flere der var lidt slatne og havde spirer etc. Men det skulle vise sig at det var meget værre end det. For en ting at man har et system, der tillader dig at have en masse kartofler på et forholdsvis lille areal, men hvis du aldrig skifter papkasse eller i det mindste tømmer den helt, men blot hælder nye på, så sidder der altså ret mange i hjørnerne der bare rådner og rådner og rådner. Man skulle tro disse folk havde fået et hoved til at tænke med, men de bliver ved med at overraske mig. Så en dag jeg kom ind i pisiffik sidset uge, var der 2 stakkelts 14 piegr, der havde fået til opgave at muge ud i den føromtalte. Det stank. Det var simpelthen ulækkert. Grønne kartofler, mug, klamhed en masse. De kan altså skuffe mig gang på gang.

Derudover var jeg på tur i Koldedalen med Anne Marie og Christian her søndag eftermiddag. Det var en skøn, lang gåtur. Vejret var dejligt og et par timers gå tur blev det til. Som Anne Marie sagde så måtte det også dække motionen for den her uge. Jeg er så enig. Vi sluttede turen af med varm, kakao og friskbagte boller. Ikke så ringe endda.

Nå ja så lige på falderebet. I går nat drømte jeg at jeg barberede Sven Ole Thorsen siddende i en sandkasse.. stik den. Til jer der ikke lige kan huske hvem den legendariske Sven Ole Thorsen er, så er det ham dansker fittness manden der er ven med Arnold Schzwartsnegger og har en bitte rolle i alle hans film, hvor han som regel ender med at blive dræbt eller i det mindste få bank. Det er også ham der i Gladiator spiller den gamle legendariske gladiator, Tiger, der alligevel får bank af Russel Crowe, men ikke før han får proklameret på den værste omgang dansker engelsk ”viii hu ar abåut to daj salååt ju” (we who are about to die, salute you). Ganske skrækkeligt moment i filmhistorien, men man kan jo argumentere for at folk i rom og gladiatorer i særdeleshed kom fra hele kloden og ikke talte lige godt engelsk. På den anden side talte de overhovedet ikke engelsk derned i rom, så det giver nok udmærket mening afterall…

Nå, det var alt fra mig i denne omgang. Sov godt. Jeg skal i hvert fald gøre mit bedste.

Kaffemik!

Ja ja ja.. jeg ved det godt.. ”skriver han aldrig igen eller hvad? Er han bare den total falske blogskriver? Røv, hvor er han usej.” etc. Men jeg har haft travlt. Rigtig travlt. Ikke så meget med jobbet eller filmklub eller hvad jeg nu ellers render rundt og laver… næh, jeg kom til at love nogle folk i DK at jeg ville skrive et scenarie til deres kongress kaldet Fastaval, der foregår hele påsken et sted i Århus omegnen. For de uindviede kan det nævnes at et scenarie er en historie til rollespil og nej ikke den slags rollespil (liverollespil), hvor man render rundt i skoven med papsværd og slår hinanden i hovedet, men den slags hvor man sidder omkring et bord og slå med terninger og spiser chips og drikker cola, mens man selv synes man er helt vildt sej fordi ens karakter har +4 på sit sværd og kan tale orkisk. Den slags rollespil, der holder altså :)

Det hersens scenarie skulle have været færdig den 1. februar, men der var jeg jo overhovedet ikke i nærheden af at være færdig. Planen havde været at skrive lidt mens jeg var hjemme i julen, men der gik lidt besøge-alle-mulige-og-være-enorm-meget-kæreste i den, så det blev ikke til noget. Og det var ligesom ret svært at sætte sig ned og skrive uafbrudt, da man jo har job, alle mulige og umulige projekter, foruden alle de dårlige undskyldninger man nu ellers kunne komme på, for at tage sig sammen (nej, jeg skriver bare to sider i morgen…). Men jeg fik lidt deadline forskydning og så gik det ellers ret hurtigt. Og den sidste uge har været fuldstændig amok. Jeg har stort set ikke lavet andet end at skrive scenarie alle hverdags aftner. Og så blev jeg endelig færdig med mit scenarie her fredag nat/lørdag morgen (klokken 5.30 ca..). 47 siders blod sved og tarme (det er jo et zombiescenarie). Nu er det sendt af sted til dem der skal have det, så nu er det bare at nyde sin dyrekøbte fritid igen og så må jeg jo klappe mig selv lidt på ryggen. Tak for kampen René. Selv tak.

Derudover er der faktisk sket et par sjove ting hist og her. For jeg har været til min første kaffemik. Kaffemik er grønlands version af åbent hus, og de gør det mere eller mindre hver gang der er noget der skal fejre (bryllupper, fødselsdage, jubilæer osv.). Så hvis de nu har kaffemik hele tiden, hvorfor er det så første gang jeg prøver det? Jo, nu er det sådan at kaffemik som regel starter midt på dagen altså hen ad klokken 12, det vil sige i arbejdstiden. Den (eller de) person(er) der holder kaffemik tager simpelthen fri fra arbejde den dag. Og så skal der bages. For kaffemik kræver nemlig mere end bare lidt kaffe. Til den kaffemik jeg var til, var der kager og mange af dem. Jeg tror jeg talte 7-9 forskellige kager (forskellige lagkager, gulerodskage, æblekage etc.) foruden frisklavede boller, alt hjemmebagt. Ikke noget købehelvede her. Der var tørret rensdyrkød, mattak, rejer, krabbe og fiskesuppe. Og så naturligvis te og kaffe. Men jeg kender jo ikke så mange og det der med at brase ind i fremmede menneskers fest er ikke lige mig, og da slet ikke i arbejdstiden hvor jeg burde enten undervise eller sidde på kontoret og forberede mig. Så jeg har venligt sagt nej til de kaffemik invitationer jeg indtil nu har fået. En kaffemik er nu heller ikke så formel. Det er enten et lille opslag, en mail rundt eller jungletrommerne der lyder. Jeg har endnu ikke oplevet en personlig invitation til et kaffemik. Det kan godt have noget at gøre med at det heller ikke forventes at man skal blive der i super lang tid. Man skal komme ind, sige tillykke, spise lidt af deres mad og så ellers gå igen efter lidt tid, så der er plads til andre.

Derudover er Anna Marie en kilde til et væld af information. Vi deler jo kontor og sidder ofte og småsludre. Som hun fortæller så er kaffemik ikke obligatorisk. Man behøver ikke at komme. Det er helt op til en selv. Men de ser gerne man kommer, og som Anna Marie siger, de lægger skam også mærke til hvis man ikke kommer. Hvis man holder sig for sig selv, kan man hurtigt få prædikatet ”ham eller hende der ikke kommer til kaffemik”, hvilket nok er et socialt stigma på størrelse med det at blive valgt sidst i fodbold i skolegården. Så det skal naturligvis plejes. Man behøver ikke at komme til alle kaffemik, men du bliver nødt til at komme til nogle. Ellers er du en paria på kaffemikkens sociale rangstige. Og det kan vi jo ikke have. Så af frygt for at blive nådesløst stemplet, måtte jeg jo af sted til kaffemik midt i arbejdstiden. Nu er torsdag heldigvis heller ikke den værste dag, da jeg har undervisningsfri. Og kontorpersonalet kørte derop så vi skulle heller ikke gå, Anna Marie og mig. Jeg har helt glemt at sige at det var en ag lærerne, Louise, der fyldte 25 år, der holdte kaffemik. Selv om hun ”kun” er 25 har hun allerede en uddannelse, mand og børn (2 eller 3) og bor i et ret lækkert hus må jeg sige. Imponerende. Tror hun er en tøs der ved hvad hun vil. Og kaffemik der ville hun, for der var det der skulle være. Hold da op. Til det kunne Anna Marie så yderligere fortælle at kaffemik også var en slags måde at demonstrere at man var en god husmor. Alt skulle bages selv og de stakkels koner står ofte i køkkenet til langt ud på natten, dagen før, for at det hele er klar på selve dagen. Så kan de vise at de i hvert fald er rigtig dygtige og folk kan give dem et anerkendende jazz nik og notere i deres kaffemik karakterbog at de står distancen. Nogen steder var der også forsøgt usagte regler som at der skulle være en kage for hvert år der skulle fejres, det gøres dog vist kun til børnefødselsdags kaffemik. Ellers vil det godt nok være et helvede: ”tillykke med de 32 år.. kun 31 kager? Tsk. Det går jo virkelig ikke”. Suk.

Men vi var der en lille times tid, hvor jeg nåede tre forskellige stykker kage, en bolle, rejer og fiskesuppe… mmmmmm. Det var godt. Derefter forduftede vi så igen tilbage til kontoret og videre med arbejdet, forvisset om at jeg for en tid undgår at blive stemplet som kaffemikkens svar på spedalske.

Men jeg vil stoppe her.. er træt og skal tidligt op. Har egentlig meget mere jeg skal fortælle, men det må blive i morgen. Der er både flere madskandaler i pisifik, robotkostumer, søndagstraveture og mystiske drømme, der bare ikke giver mening. Alt sammen en gang i morgen. Det lover jeg.

søndag, februar 11, 2007

nørd power!!!

Så var der endnu en gang lørdagskamp på liv og død på den stakkels ATI skole, der måtte læge hus til søvnfrarøvede unge mænd med computere under armen og en fast overbevisning om at de var de benhårde krigere, meget sejere end alle de andre (selv om de godt vidste jeg var lige den my endnu sejere). Jo jo der var LAN party/computerspils bonanza her lørdag aften. Vi havde lært af skade og startede så sent som klokken 19.00 denne gang. De sidste to gange havde vi startet henholdsvis klokken 10 og 11, hvilket resulterede i flere timers venten før der kom nogle folk. Så klokken 19 var Ulrik, Karsten og undertegnede klar, det vil sige vi var i hvert fald ankommet og var ved så småt at stille op. Reglerne er jo at man tager sin egen computer, keyboard og mus med. Skærmen kan man låne, da vi alligevel sidder i computerrummet. Grundet til at man skal tage sin egen computer med at selvfølgelig at skolen ikke har købt fæle gamer maskiner der kan køre videre vildt, men blot noget der ligner avancerede skrivemaskiner, som kan det en computer på en arbejdsplads skal kunne. Så spille kan man ikke med mindre det er 7 kabale, west, eller noget andet meget avanceret.

Men mens vi snakker om at medbringe computere, så plejer jeg jo at medbringe min bærbare computer. Den er nem at have med, den kan køre spillene, dog ikke i verdens bedste opløsning (det er jo en bærbar) og så er den sej og hedder Magnus. Men jeg har længe ønsket mig en stationær computer, og det af flere grunde. For det første fordi min bærbare er ved at have et par år på bagen og trænger lidt til en opdatering, hvis jeg skal spille de nyeste spil. For det andet da jeg gerne vil se de nyeste spil en sej opløsning, men en tredje og sidste grund er en jeg virkelig har mærket det sidste års tid: min nakke gør nas. En bærbar er tænkt som en computer du bruger når du er mobil. Det er ikke tænkt som en computer du skal sidde ved i timevis, dag ud og dag ind. For du sidder og kigger ned hele tiden i en dårlig vinkel. Du har brug for at kigge mere lige, ergo du har brug for en almindelig skærm. Og det har jeg fået nu. Og ikke kun skærm, men en sprit ny computer. Ahhhhhhh… Men hvordan fik jeg dog råd til det spørger nogen måske.. Vel, nu kommer jeg fra et hjem hvor jeg fik at vide at man ikke taler om pengesager, og da slet ikke med fremmede mennesker. Jeg kan da sige så meget at jeg er kommet til lidt penge og jeg bestemte mig for at bruge nogen af dem på noget fornuftigt (i mit hoved er en ny computer i hvert fald fornuftig…nørd), inden de alle forsvandt til regninger (har betalt dem den her gang). Jeg sender i hvert fald lige en stor varm tanke, et knus og en dybtfølt tak til ham der gjorde det muligt. Tak.

Men jeg har fået en ny computer, yay. Det er en 3,8 ghz, 2 gb ram, 160 gb ram (opdaterer på et eller andet tidspunkt med 400 mere) og et 156 grafik kort. Ja, grafik kortet halter, men det er blot til låns indtil mit 512 kommer. Og så skal der skrues op for polygonerne. Yes sir. Men et kapitel for sig er min skærm. Ja det er ikke bare en skærm, det er skærmen. 22” widescreen. Den er større end mit fjernsyn og kræver lidt tilvænning, men nej hvor er den sej. Helt fantastisk, og så fik den ret mange jaloux blikke, under vores store episke kampe.

Det var dog ikke altid helt problemfrit at have en netcafe. Vores netkabler er til tider sat op på håbløse måder internt, nå vi kobler vores eksterne server på (vi låner kablerne, ikke serveren), hvilket resultere i at vi ikke altid kan finde hinanden, og hvad der virker i nogen spil, virker ikke i andre. Normalt plejer jeg at være godt med, men i går gik det galt til sidst. Jeg kunne ikke spille med på Battlefield 2, men det gik fint med både Halo og Alien vs. Predator 2, hvor der så til gengæld var andre der havde lidt problemer. Jeg tror ikke det lykkedes at samle alle parter i et spil på noget tidspunkt, men det var nu en hyggelig aften alligevel. Vi 8 personer der var der fik spillet spil, drukket masser af sodavand, spist chips, råbt og skreget og ellers hygget os, som kun nørder nu engang kan.

Ellers går det fint på Casa del Toft el Maniitsoq. Jeg har fået støvsuget, lavet lasagne, mangler at tage mig kærligt at min forvoksede opvask, og undervisningen går faktisk helt pænt, hvis jeg selv skal sige. Det eneste jeg er bagud med er mit scenarie til Fastaval. Jeg har min deadline i morgen (den er allerede rykket), men jeg tvivler på jeg når det. Jeg synes bare den bliver ved med at vokse. Hver gang jeg vil skrive en sætning er de to nye ting jeg gerne vil have med. Men den er snart færdig (honest), men jeg skulle nok have givet den en hårdere skalle tidligere. Ja, sådan kan det jo gå. Men færdig det bliver den. Aller senest midt i næste uge. Så nu er det sagt. Nu skal jeg bare overholde det. Det må jo så betyde at jeg må slippe tasterne her og gå tilbage til mit scenarie.

Ha det.

mandag, februar 05, 2007

puha... sikke en weekend

Så er hende råbekællingen gået i gang inde ved siden af igen. Jeg orker ikke at høre på dem igen og siden de lige har ødelagt mine planer for at komme tidlig i seng (hvem prøver jeg at narre?) så udnytter jeg i stedet tiden på lidt blogskrivning. For at undgå at høre på deres rabalder har jeg taget hørebøffer på og hører nu Editors fantastiske plade The Back Room. Det må absolut være en af de bedste plader der udkom sidste år. Den holder uanset hvor mange gange jeg hører den. Og jeg har hørt dem rigtig mange gange. Men jeg havde ellers lidt af en weekend. Der var både filmklub, øl og settlers på menuen så jeg havde hænderne fulde.

Filmklubben løb af stablen fredag med min Ice Age 1+2 dobbelt feature der startede klokken 20.00. Nu ligger landet sådan at fredag også var den dag hvor de fleste gav los, slog sig løs siden at der nu var penge på kontoen, så risikoen forelå for endnu en aften med tomme sale og mig siddende alene med min squash og en pose popcorn. Hertil hører det at festen mine naboer startede torsdag aften faktisk ikke var en særlig voldsom affære. Den ebbede stille ud omkring klokken 23-24 og jeg fik min nattesøvn. Anna Marie mente dog at det kunne have noget at gøre med at folk på 14 dages løn først fik penge på kontoen om fredagen. Det kunne meget vel hænge sådan sammen, så derfor min frygt for ensomme timer i filmklubben. Og det så da også en smule skidt ud til at starte med. Min trofaste sidekick Karsten havde meldt fra. Han ville drikke et par øl i klubben, da han havde set Ice Age mange gange (han mumlede godt nok om at han gerne ville se 2’eren, men det blev ikke lige denne gang). Men klokken nærmede sig 20.00 og jeg havde fået sat udstyret op, og pludselig om ikke der kom folk. Der var 4-5 af mine normale atx elever og så kom der 3-4 elever fra procestekniker uddannelsen og de havde børn med. Det havde jeg jo slet ikke tænkt på. Med animationsfilm kan man jo ramme et helt andet segment (… hmmm… måske en aften med cirkeline næste gang?). Vi endte i hvert fald med at være en 15-16 stykker til den første film og godt og vel 11-12 til nummer 2. I forhold til tidligere filmklubsaftener må det betegnes som en stor succes, og det var nu en gang nogle dejlige film. Vi sad i hvert fald og grinede højlydt alle sammen. I starten var jeg godt nok i tvivl om jeg skulle vise filmene med dansk tale men forældrene mente at børnene alligevel var så små at det forstod de ikke endnu. Og grønlandsk tale var der jo ikke ligesom. Så det blev på engelsk (phew… det er bare lidt sjovere på originalsproget).

Lørdag var jeg og alle de andre medlemmer af klubben (ja, undskyld, men jeg mangler stadig at skrive en blog dedikeret til klubben.. skal nok) inviteret til 10 års jubilæum. Det var Benny, ejeren af Hotel Maniitsoq, der fejrede at han nu havde været 10 år i Maniitsoq. Det skete i Klubbens lokaler på behørig maner med gule ærter, stegt flæsk, kogt medister og dertil hørende kogte kartofler. Nu har jeg aldrig været meget for gule ærter, men flæsk og medister er helt fint og når man så ved siden får gratis øl og snaps ad libitum går det hele lidt nemmere. Det var meningen jeg bare lige skulle ned en times tid, vise ansigtet, drikke en øl, råbe hurra og gå hjem igen, men sådan skulle det ikke være. Der skete jo det skrækkelige at da jeg endelig kom der ned, så havde jeg det faktisk sjovt. Der var masser af mennesker fra alle dele af vores lille samfund (men stadig kun medlemmer af vores lille loge agtige klub), og så et par enkle påhæng. For eksempel var den gamle forstander og min nuværende grønlandslære Ib der, med sin kone, byens præst(inde). Så nu er huset velsignet var der nogle der mente. Dertil var der slagteren, rørlæggere, elektrikere, lærere, murere, politi og mange andre folk, der et eller andet sted er rare at kende, når man nu bor i et så lille samfund og i hvert fald skal være her mindst 2½ år mere. Og det gjorde jeg så. Jeg fik snakket med folk jeg kendte og flere jeg ikke lige var sikker på hvem var og der gik op til adskillige øl i den, ud over de der seks syv snaps der var røget ned under spisning. Der blev spillet søm, billard, drukket godt med spiritus, diskuteret vidt og bredt og gerne om alle dem der ikke var der (i kan tro man lærer noget ved at holde sin kæft og lytte). Det endte med jeg stavrede hjemad ved ti tiden om aftenen, hønefuld. Men jeg skulle ikke ofre, til gengæld vågnede jeg klokken 7 med en ond ond ond tømmermandshovedpine. Den bankede hårdt. Noget væske, et par panodil og et par timer mere i sengen gjorde underværker og jeg var ved at være klar til det afgørende slag i settlers, der skulle være ved Per søndag aften.

Stillingen var efter en søndag og en torsdags spil at Per havde vundet to spil i træk (og guderne må vide hvor mange inden jeg kom med i forsamlingen) og vi var nu i gang med tredje spil, hvor han og Henrik stod stærkest, Michael nummer tre og jeg til sidst, da jeg var placeret af helvede til på kortet. Lidt min egen skyld, men sådan er der jo så meget. Så denne søndag skulle dette tredje spil afgøres (vi var begyndt på det sidste torsdag, men nåede ikke at blive færdig). Det var ret tydeligt at hvis jeg skulle vinde skulle der ske et mirakel, og det skete der så ikke. Nej jeg vandt ikke. Men det gjorde Per heller ikke! Yay. Det blev nemlig et glimrende, strategisk spillet spil, der heldigvis for alles ego (undtagen Pers) blev vundet af Michael. Han fik virkelig rykket i de sidste omgange og tog de to ”store” indenom, med en velplaceret vej (man får 2 point for den længste vej, det var det jeg mistede point på i første spil husker i vel nok), en metropol, nogle heldige kort kombinationer og et køligt strategisk overblik. Godt spillet. Det fik han også ros for efter kampen og den tronranede mester måtte anerkende overmagten. Og så kunne vi ellers nyde min medbragte nybagte drømmekage. Jeg kunne jo lige så godt få gjort en tradition ud af det (det med kagebagning altså), så jeg bagte en kage i min tømmermands efterdønninger. Den blev faktisk ret fin, med kokos snask på toppen, jepper. Selv er jeg mere vild med chokoladekage men sådan er der så meget. Den blev i hvert fald godt modtaget uanset.

Nu spiller naboen musik for fulde drøn. Ja musik er måske så meget sagt. Det er noget orgel helvede skråstregs spillemands musik med en knivspids dansktop på grønlandsk. Og lige under det kan man fra tid til anden høre dem råbe af hinanden. Den kærlighed… Suk. Det er dog den ynkeligste og mest dysfunktionelle udgave af et forhold jeg længe har været vidne til. Så skrid dog fra ham, så vi andre kan få lidt ro. Øv. Nå men godnat da, når jeg kommer så langt.

torsdag, februar 01, 2007

lidt om lidt af hvert (og lidt brok)

Så er der gået penge ind på kontoen. Kan jeg høre. Fra naboen der spiller Safri Duo på fulde drøn. Det vil sige det gjorde de for lidt siden, og nu er der så stille igen. Jeg frygter lidt at det blot er stilhed før stormen. Det er jo ved at være lidt siden de fik løn sidst, siden man i grønland får løn for januar lige før jul. Men nu er der penge mellem hænderne for alle de festglade skabsalkoholister (ja det er der selvfølgelig også for alle dem, der faktisk ikke er alkoholikere, bevares). Problemet for mig at jeg er lidt fanget i løvens gab, da jeg jo bor i en opgang, hvor man skulle tro der boede festglade teenagere, men det er så bare festglade 40-50 årige, der ikke lige har lært at tage hensyn til andre folks sengetid eller bygningens lydisolering eller mangel på samme. Det skal nok blive en spændende weekend. Uden tvivl.

Derudover har jeg været på hospitalet i dag. Nej, nej, jeg har ikke fået endnu et akut vejtrækningsproblem. Denne gang var det lidt mere fredeligt. Jeg har bare usandsynligt ondt i nakke og skuldre, hvilket kommer sig af for meget tid foran den her skærm. Og så er der et eller andet nerveværk der har sat sig fast så min venstre arm gør lidt nas. Men jeg kom der ned og fik snakket med en fysioterapeut (tror nok han var det, han havde en grøn uniform på, men det ku være en sygeplejerske, men jeg tror nok de har hvid dragt på). Desværre var svaret fra ham at jeg skulle lave nogle øvelser, som jeg så fik på et stykke papir. Øvelser? Det vil sige at jeg rent faktisk selv skal gøre en indsats for mit eget helbred? Uhørt siger jeg. Hvad er der sket med de lette løsninger? En pille, lidt massage og så lige et knæk i nakken så er det væk? Det er jo for dårligt at man selv skal tage ansvar for noget som helst. Jeg siger jer, vores sygehusvæsen er ikke hvad det har været.

---

OK 2 ting. Nu er der lige gået en halv time siden jeg sidst skrev og jo de holder fest nedenunder. Pis. Det betyder at hvis det går virkelig hårdt for sig, så kan jeg se frem til en nat på sofaen, eftersom støjniveauet med deres irriterende grønlandske svar på dansktop (ikke at den danske dansktop er et hak bedre) er urimeligt højt. Og når musikken er høj, bliver festaberne jo nødt til at håbe til hinanden. Yay. Mere larm. Selvfølgelig kunne jeg også være heldig og festen slutter klokken 24.00 og alle går til ro, da folk jo skal på arbejde i morgen. Ja, helt klart. Det er da det der sker…

Og så den anden ting. Jeg har lige gennemprøvet mit træningsprogram for min skulde-nakke infiltration. Shit, det gjorde nas. Jeg håber eddermanme det hjælper for det er da selvpineri i højeste potens. Men man får strækket ud, det er der da ingen tvivl om. Jeg kan allerede mærke at min nakke føles lidt bedre. Men der er et stykke vej endnu. Fysioterapeuten anbefalede en uges brug af træningsprogrammet tre gange dagligt. Som han sagde, så var det bedste at man gjorde det 3 gange hver dag resten af livet, men han var realist, så hvis jeg gjorde en indsats i den følgende uge, så skulle det være nok i denne omgang.

Så til noget helt andet. Jeg har holdt mit foredrag om det der smartboard (vores digitale tavle) i dag for de andre lærere, samt et par ekstra. Og det gik jo ret godt hvis jeg selv skal sige det (og det skal jeg jo). Jeg løb ind i et par tekniske problemer undervejs, men fandt ud af det og blev kun klogere af det. Den er fanme smart, og det lød til at de andre lærere også blev lidt begejstrede for den. Nu skal vi bare have sat vores stationære projektorer op, så er vi (jeg er i hvert fald) klar til at implementere den i undervisningen.

Apropos tavle og problemer, så blev jeg i går nød til at tilkalde pedel assistance midt i undervisningen. Jeg var ved at bruge tavlen men skulle lige vise noget på verdenskortet (de der gamle nogle man trækker ned) der selvfølgelig så satte sig fast, midt på kortet. Så jeg kunne ikke se den verden jeg skulle bruge, og jeg kunne ikke bruge min tavle som kortet nok så behændigt skyggede for. Den ville hverken frem eller tilbage op eller ned. Så jeg sendte en elev af sted efter pedellen, der så blev til vores pedel in spe Nuka, der fik kortet fjernet ved hjælp af en skruetrækker. Væk skulle den i hvert fald. Så havde jeg bare ikke noget kort til undervisningen. Det ville have været smart med en digital tavle, hvor jeg lige kunne hive verdenskortet frem og tegne på det som var det det naturligste i verden. Endda med flere farver, da tavlen har både rød, blå, grøn og sort. Jepper, ingen smalle steder i bredgade.

Derudover er ugen gået med hvad den ellers plejer at byde sig med. Grønlandsk undervisning, sejlkursus, skype med kæresten, world of warcraft, forsøge at skrive scenarie til dk, masser af undervisning og andre arbejdsmæssige opgaver. Grønlandsk må jeg lige vende tilbage med i en anden blog for det er ved at være et kapitel for sig. Det sprog er for sindssygt. Det er utrolig godt at vide noget om, men det er om noget sprog helt anderledes end dansk, så jeg siger da stakkels elever. Og jeg prøver at lære dem engelsk? Deres stakkels hjerner må jo køre på overdrev en gang i blandt (hvis ikke hele tiden). Sejlkurset er også ret så indviklet, men jeg har da lært at sige vinden kommer tværs for agter om styrbord eller noget. Det betyder at hvis du kigger ligefrem på skibet og står ca i midten, så kommer vinden ind fra side på din højre side bagved dig. Det er lidt nemmere at tegne. Derudover snakker vi om pejlemærker der skal være overét, styret eller beholden kurs devierende, logbog, stedlinier, kimingsafstand og 1000 andre fremmede begreber, jeg har lidt svært at få mit hoved til at acceptere som medlemmer af det danske sprog. Forhåbentlig ender det da med at jeg for lært det og jeg så rent faktisk får mit duelighedstegn, så jeg kan sejle lidt rundt her til sommer i skolens lille båd. Det vil være lidt sejt.

Orv ja, jeg fik lige irriterende nyheder i går. Vores pædagogikum, der ellers var lagt sommer i Qaqortoq og vinter i Ilulisat, har lige fået skiftet byer, tillnoget af det mest dødsyge du kan forestille dig. Sommermodulet er nu i Nuuk. Røv. Og endnu værre – vintermodulet ligger nu i Maniitsoq!!! Hvad fanden har de gang i? Nu får jeg jo overhovedet ikke set Grønland som det var planen. De kan sgu da ikke bare ændre det hele tiden. Det er eddermame fejt. Det synes jeg. SÅ nu er der ingen sydgrøndland til mig til sommer og ingen nordgrønland (i hvert en del nordligere en Maniitsoq) til næste vinter. Jeg tror jeg vil klage. kan de ændre det en gang, kan de vel ændre det igen. Jeg kan bare ikke se pointen med at være i Nuuk. Der er jo alt for mange distraherings muligheder (det er jo en storby), hvilket der jo ikke vil være hvis man er på et hotel i en lille by, Så skal du nemlig nok få lavet dine lektier om aftenen. Det bliver nok sværere i Nuuk. Der er jo restauranter der skal prøves, en biograf der skal besøges, en svømmehal osv. Nuuk er da en fin by, men jeg vil bare hellere bo på et crappy hotel i sydpå og så se noget, i stedet for at bo i luksus og se hovedstanden en gang til. Så fantastisk er den altså heller ikke. Hmmm… jeg må se hvem det er jeg skal snakke med. Det er vist en dame der hedder Lisbeth der har det sidste ord. jeg må hellere skrue den gamle charme på og se om hun ikke kan se det fornuftige i at jeg får set landet, nu de er så heldige at have mig heroppe. Det er da kun rimeligt. Nemlig.

Men det er vist nok for nu. Jeg vil gøre et forsøg på at gå i seng, selv om klokken kun er 23.26. Festen er vel ikke engang på sit højeste endnu. Jeg krydser fingre for en god nattesøvn og håber at der kommer nogen til min filmklub i morgen. VI skal jo se Ice Age 1 og 2, så nu må vi jo bare vente og se om der kommer nogen. Vil man se på de små glæder kan man jo kun takke for at der ikke er nogen økonomi involveret i den filmklub, ellers var vi da vist gået konkurs for længst. Glæder mig i hvert fald til at se filmene om ikke andet.

Godnat (…måske).