Damn tiden den går altså hurtigt. Har lidt svært ved at fatte at sidst jeg opdatere min blog var i søndags og at det allerede er torsdag/fredag nu. Ja, ugerne går altså hurtigt her oppe. Også selvom der ikke er sket de store revolutioner, men små ting er der da sket hele ugen.
Tirsdag var jeg til juleklip på skolen. Det var arrangeret af et par af de ansatte og var sat til at starte klokken 19.00. Nu har jeg jo aldrig været den store juleklips ekspert, hvis man ser bort fra at jeg laver en ond musetrappe. Min storebror derimod var på et tidspunkt ret ferm til at lave de der stjerner man laver af 117 strimler man bøjer ind i hinanden. Det ku jeg aldrig få til at lykkedes (men jeg stadig lave et skib ud af et stykke papir, noget min farmor lærte mig da jeg var 5 år eller noget). Jeg var ikke helt klar over om jeg egentlig gad at tage derhen, men på den anden side fik jeg at vide at man sagtens bare kunne dukke op når det passede én (og nu burde man jo også støtte den slags arrangementer når der endelig er nogen der vil stå for den slags). Se det var jo toner der passede mig. Så efter lidt computerspil, aftensmaden og en lille snak med Camilla over Skype, daffede jeg omkring klokken 20.00 ned til skolen. Jeg havde vitterligt ikke regnet med at se andet en 2 lærere og måske 10 elever (hvis det var en god dag), så det syn der mødte mig kom sgu lidt bag på mig. Der var mennesker overalt og vores store lokale (der til dagligt er to klasselokaler delt af en skydevæg) var fyldt af ét stort langbord hvor der sad mennesker hele vejen ned. Der var unge som gamle, små børn, lærere, elever, gløg, varm kakao, æbleskiver med flormelis og syltetøj, karton i alle farver, glimmer, lim, sakse, skabeloner, hobbyknive, vejledninger, grønlandske julesange på anlægget og et leben uden lige. Folk havde taget familien med og det var svært ikke at få et smil på læben og bare komme lidt i det gode gamle julehumør. Det varede da heller ikke længe inden jeg havde konsumeret 4 (blev 5 og 6 senere) æbleskiver drukket to kopper kakao og klippet og samlet yderst nøjsommeligt et voldsomt fint julehjerte. Min indsats blegnede dog lidt når man så de overdådige opgaver de andre havde kastet sig over, så jeg gemte mit julehjerte lidt væk og bestemte mig for at tage nogle billeder i stedet, nu jeg var det og nu jeg havde husket mit kamera. Inden længe havde jeg taget det der skulle tages, og endte ved nogle børn ude i gangen der var ret så interesserede i hvordan sådan noget kamera halløjsa virker. Og de var også ret vilde da jeg bestemte mig for at ”nåja hvorfor ikke lade dem låne kameraet for en stund”. De… gik….. AMOK! Det var altså sjovt at se. De tog billeder af alt, men viste sig hurtigt at have en forkærlighed for at tage billeder af de andre børn der lavede grimasser. Men alle ungerne fik lov at prøve (en af gangen) og jeg holdt mig pænt i nærheden for lige at holde bare en lille smule øje med hvor mange fedtede fingre der kom på linsen. Men ellers havde de carte blanche hvilket der kom nogle ret sjove billeder ud af (de kommer op lidt senere, skal lige sortere da de tog ca 70). Og jeg kom hjem godt brugt men med et smil over hele fem øren.
Andre nyheder… Jeg blevet klasselærer for ATX A. I hvert fald midlertidigt. Deres lærer er desværre blevet sygemeldt indtil jul, så nu er jeg så deres fungerende klasselærer hvilket er lidt.. hyggeligt. De er lidt nogle høns når de først går lidt i selvsving med 12 piger og en dreng, men de er søde og dejlige alle sammen. Så det glæder jeg mig lidt til at snakke med dem om i morgen når jeg skal have dem igen (er først lige blevet det i dag).
Derudover står min lørdag i netspillets tegn. Vi skal nemlig have vores anden netcafe på skolen nogensinde. Vi havde en for et par uger siden (ups… det glemte jeg vist at skrive noget om, gjorde jeg ikke?), og vil nu gentage succesen. Sidst var der 6 elever, 2 lærere og så 3 ansatte fra den lokale computerforretning Masanti. Jo en lille drengerøv gemmer der sig i os alle. Vi håber selvfølgelig at der kommer endnu flere denne gang og at Karstens nye grafikkort når at komme med posten inden på lørdag, da det lidt er afgørende om han kan være med eller ej.
Nogen gange er det altså dejligt at være lærer, for for at det ikke skal være løgn så får jeg jo løn for at være med til disse arrangementer. Det gælder jo for os at skabe nogle arrangementer for eleverne, så de går og hygger sig og film klub og spil er ikke noget jeg har noget imod at bruge tid på uanset – så det er stort set for mig en win win situaiton. Det var nok lidt noget andet hvis jeg skulle være ansvarlig for en tøse-strikke klub, eller en frimærke klub hvis det nu var et hit heroppe. Men sådan er det ikke. Nix, smadre hinanden over nettet og spise popcorn til gode film… puha det er sørme hårdt nogle gange :)
Det var alt fra denne lille hurtige opdate. Skal nok skrive hvordan det går på lørdag selvom jeg har en anelse om at jeg får så mange bøllebank. Det er også bare fordi jeg ikke kan finde ud af at flyve den forbandede helikopter. Nå men nok om det senere.
Nat nat.
torsdag, november 30, 2006
søndag, november 26, 2006
Ugen der gik
Ja, det var så den uge. Det er en anden ting jeg har lagt mærke. Ugerne går forfærdeligt hurtigt heroppe. Ikke måneder eller dage eller timerne, men ugerne. Først er det mandag og før jeg for set mig om, så er det blevet fredag og man skal holde weekend. Hurra tænker man, men så blinker man lige med øjnene to gange og så sidder man søndag og tænker gud, skal jeg allerede på arbejde igen i morgen?
Under alle omstændigheder så er ugen forløbet godt, alt taget i betragtning. Jeg fik fortalt mine forældre at jeg rent faktisk havde en kæreste - ja lige en dag før jeg bestemt mig for at skrive om det. Det ville ikke være helt fair overfor dem et eller andet sted, hvis de skulle læse om det her. Derudover køre vores elæringsprojekt fint på trods af visse fodfejl, ting vi simpelthen ikke lige havde gennemskuet før vi satte projektet i gang. Vi forsøger dog at få det til at køre så gnidningsfrit som overhovedet muligt og indtil videre går det.
Fredag havde vi endnu en gang ATIs fantastiske filmklub, hvor vi denne gang så en ny film til en afveksling. Vi så den nye SUPERMAN RETURNS og den var der en del der gerne ville se, så vi var da mellem 15-20 stykker der så superman flyve rundt med underbukserne udenpå bukserne og redde verden igen igen. Ikke videre fantastisk synes jeg, men nu har Superman heller aldrig sagt mig noget. Han er bare for pæn og han gør jo altid det rigtige, er flink og pæn og står for truth, justice and the american way. Suk. Næh du, giv mig hellere en mørk ond batman, der banker skurkene sønder og sammen. Det holder. Men vi set filmen og det var fint nok. Bagefter tog Karsten, Per og undertegnede lige et lille smut i klubben, hvor vi fik et par øl og et par spil billiard. Mand, hvor er jeg elendig til det spil. Når det endelig går godt er det mere held end forstand og når det går skidt (som det som oftest gør) så går det rigtig galt med 4 væltede kegler, rødt og den røde i hul… Det er åbenbart bare ikke mit spil, men hyggeligt det var det.
Lørdag var en dejlig dag. Slappede af foran computeren det meste af dagen og om aftenen var vi (Karsten, Pia, Anna Marie og Christian) inviteret til middag og brætspil hos Signe. Hvilket brætspil var hun ikke klar over men de havde før spillet alt fra Trivial Pursuit til tegn og gæt. Så det var de mere ”almindelige” spil. Eftersom jeg jo har et par mere eksotiske spil af slagsens bestemte jeg mig for at tage nogle med, så vi kunne se om der var noget de andre havde lyst til. Faktisk havde jeg min sportstaske fyldt (Matador, Roborally, Fuldrigger, Scotland Yard og Zombies) og efter en super lækker middag og lidt rødvin begyndte vi med fuldrigger, da det var noget vi alle sammen kunne relatere til (handel og magt og sørøvere og sårn). Det skal dog lige noteres at det var meningen at jeg også skulle have en flaske rødvin med, men jeg lavede igen finten med at komme for sent til spiritus salget. Ja, jeg var jo ikke klar over at det lukkede klokken 13.00 på en lørdag, kun at det lukkede klokken 18.00 alle andre dage. Men for at kompensere købte jeg noget slik og chips og chokolade, bare så vi havde lidt vi kunne gufle på, og det blev da også hurtigt spist.
Jeg vil lige lave en anden indskudt bemærkning her om spiritus salg. For vinflaskerne står nemlig i alle butikker (undtagen den store af pisifikkerne) bar salgsdisken. det vil sige man ikke kan komme til at læse på flasken, hvilket altså ikke gør det nemmere at vælge en flaske når man nu endelig er kommet til, og der står fem andre bag én, der bare skal have en pose øl. Ja, øl sælges i poser af 12 styk, eller i en kasse a 24 og koster ca. 14-15 kroner stykket, med mindre det er speciel brug som julebryg, påskebryg eller noget eksotisk som guld og deslige. Så kan de godt nå op på 22 kr. og det altså i en butik. Så i kan vel nok forstå det ikke lige er der mine penge falder. Det er simpelthen norske priser. Men tilbage til vinen. En ting er at man skal stå og pege og sige ”den der over, kan jeg lige se den.. er den go?”, men den stakkels ekspedient er total spejlblank når det kommer til kundeservice og aner absolut intet om vine og i stedet for at række én sin vin er hun nærmest ved at slå vinflasken ind før man har læst på den. Det er sgu lidt noget rod. Jeg vil stå med vinflasken i hånden, læse på flasken, tage mig god tid, se ud som om jeg har forstand på det bare lidt, og ikke blive stresset i en kø ved en disk fordi ekspedienten intet fatter. Ja ja.. ved det godt .. brok brok brok. Jeg glæder mig i hvert fald til at kunne bruge lidt tid på et ordentlig vin køb.
Men tilbage til spilaftenen. Da fuldrigger er for 2 til 4 deltagere og vi var 6 mennesker, valgte vi at inddele os på 3 hold, Karsten og jeg, Pia og Signe, Anna Marie og Christian. Nogle mennesker er bare hamrende asociale når det kommer til spil og i den kategori finder vi Anna Marie og Christian. Selv om jeg allerede før spillet havde startet havde deklareret ”Helle for at vinde” så vandt de alligevel. Det er simpelthen for dårligt. Nu skal det så også sige at vi ikke var for heldige med vores slag. Allerede i anden omgang kæntrede et af vores skibe med last ved Sydamerikas sydligste pynt og vi tabte et ræs til Lima fordi vi slog 9 hvor vi skulle have slået 10 (med 3 terninger). Nej, så det ku måske være os selv der saboterede det lidt, men det var heller ikke nemt at spille mod folk hvor alt lykkedes for dem ”nå skal vi den vej hvor der er tre storme, et isbjerg, modvind og skær? nej se, jeg slog rigtig godt på alle sammen”. Suk. Det kræver naturligvis revanche senere hen. Vi kan jo ikke have sådan en skamplet siddende på os. Næste gang omdanner vi alle vores skibe til piratskibe og erklærer alle de andre krig. Så kan de lærer det.
Søndag har været stille og rolig og har gået lidt med world of warcraft, hvor serveren nu er gået ned, hvilket betyder jeg påludselig har aftenen fri.. føles helt rart. Og så kunne jeg jo lige opdatere bloggen. Hep.
Og nu er der kun 22 dage til den 18.
Under alle omstændigheder så er ugen forløbet godt, alt taget i betragtning. Jeg fik fortalt mine forældre at jeg rent faktisk havde en kæreste - ja lige en dag før jeg bestemt mig for at skrive om det. Det ville ikke være helt fair overfor dem et eller andet sted, hvis de skulle læse om det her. Derudover køre vores elæringsprojekt fint på trods af visse fodfejl, ting vi simpelthen ikke lige havde gennemskuet før vi satte projektet i gang. Vi forsøger dog at få det til at køre så gnidningsfrit som overhovedet muligt og indtil videre går det.
Fredag havde vi endnu en gang ATIs fantastiske filmklub, hvor vi denne gang så en ny film til en afveksling. Vi så den nye SUPERMAN RETURNS og den var der en del der gerne ville se, så vi var da mellem 15-20 stykker der så superman flyve rundt med underbukserne udenpå bukserne og redde verden igen igen. Ikke videre fantastisk synes jeg, men nu har Superman heller aldrig sagt mig noget. Han er bare for pæn og han gør jo altid det rigtige, er flink og pæn og står for truth, justice and the american way. Suk. Næh du, giv mig hellere en mørk ond batman, der banker skurkene sønder og sammen. Det holder. Men vi set filmen og det var fint nok. Bagefter tog Karsten, Per og undertegnede lige et lille smut i klubben, hvor vi fik et par øl og et par spil billiard. Mand, hvor er jeg elendig til det spil. Når det endelig går godt er det mere held end forstand og når det går skidt (som det som oftest gør) så går det rigtig galt med 4 væltede kegler, rødt og den røde i hul… Det er åbenbart bare ikke mit spil, men hyggeligt det var det.
Lørdag var en dejlig dag. Slappede af foran computeren det meste af dagen og om aftenen var vi (Karsten, Pia, Anna Marie og Christian) inviteret til middag og brætspil hos Signe. Hvilket brætspil var hun ikke klar over men de havde før spillet alt fra Trivial Pursuit til tegn og gæt. Så det var de mere ”almindelige” spil. Eftersom jeg jo har et par mere eksotiske spil af slagsens bestemte jeg mig for at tage nogle med, så vi kunne se om der var noget de andre havde lyst til. Faktisk havde jeg min sportstaske fyldt (Matador, Roborally, Fuldrigger, Scotland Yard og Zombies) og efter en super lækker middag og lidt rødvin begyndte vi med fuldrigger, da det var noget vi alle sammen kunne relatere til (handel og magt og sørøvere og sårn). Det skal dog lige noteres at det var meningen at jeg også skulle have en flaske rødvin med, men jeg lavede igen finten med at komme for sent til spiritus salget. Ja, jeg var jo ikke klar over at det lukkede klokken 13.00 på en lørdag, kun at det lukkede klokken 18.00 alle andre dage. Men for at kompensere købte jeg noget slik og chips og chokolade, bare så vi havde lidt vi kunne gufle på, og det blev da også hurtigt spist.
Jeg vil lige lave en anden indskudt bemærkning her om spiritus salg. For vinflaskerne står nemlig i alle butikker (undtagen den store af pisifikkerne) bar salgsdisken. det vil sige man ikke kan komme til at læse på flasken, hvilket altså ikke gør det nemmere at vælge en flaske når man nu endelig er kommet til, og der står fem andre bag én, der bare skal have en pose øl. Ja, øl sælges i poser af 12 styk, eller i en kasse a 24 og koster ca. 14-15 kroner stykket, med mindre det er speciel brug som julebryg, påskebryg eller noget eksotisk som guld og deslige. Så kan de godt nå op på 22 kr. og det altså i en butik. Så i kan vel nok forstå det ikke lige er der mine penge falder. Det er simpelthen norske priser. Men tilbage til vinen. En ting er at man skal stå og pege og sige ”den der over, kan jeg lige se den.. er den go?”, men den stakkels ekspedient er total spejlblank når det kommer til kundeservice og aner absolut intet om vine og i stedet for at række én sin vin er hun nærmest ved at slå vinflasken ind før man har læst på den. Det er sgu lidt noget rod. Jeg vil stå med vinflasken i hånden, læse på flasken, tage mig god tid, se ud som om jeg har forstand på det bare lidt, og ikke blive stresset i en kø ved en disk fordi ekspedienten intet fatter. Ja ja.. ved det godt .. brok brok brok. Jeg glæder mig i hvert fald til at kunne bruge lidt tid på et ordentlig vin køb.
Men tilbage til spilaftenen. Da fuldrigger er for 2 til 4 deltagere og vi var 6 mennesker, valgte vi at inddele os på 3 hold, Karsten og jeg, Pia og Signe, Anna Marie og Christian. Nogle mennesker er bare hamrende asociale når det kommer til spil og i den kategori finder vi Anna Marie og Christian. Selv om jeg allerede før spillet havde startet havde deklareret ”Helle for at vinde” så vandt de alligevel. Det er simpelthen for dårligt. Nu skal det så også sige at vi ikke var for heldige med vores slag. Allerede i anden omgang kæntrede et af vores skibe med last ved Sydamerikas sydligste pynt og vi tabte et ræs til Lima fordi vi slog 9 hvor vi skulle have slået 10 (med 3 terninger). Nej, så det ku måske være os selv der saboterede det lidt, men det var heller ikke nemt at spille mod folk hvor alt lykkedes for dem ”nå skal vi den vej hvor der er tre storme, et isbjerg, modvind og skær? nej se, jeg slog rigtig godt på alle sammen”. Suk. Det kræver naturligvis revanche senere hen. Vi kan jo ikke have sådan en skamplet siddende på os. Næste gang omdanner vi alle vores skibe til piratskibe og erklærer alle de andre krig. Så kan de lærer det.
Søndag har været stille og rolig og har gået lidt med world of warcraft, hvor serveren nu er gået ned, hvilket betyder jeg påludselig har aftenen fri.. føles helt rart. Og så kunne jeg jo lige opdatere bloggen. Hep.
Og nu er der kun 22 dage til den 18.
torsdag, november 23, 2006
AKTION PACKED PEEWEEEE!!!!
Nå, det må i altså undskylde. Den sidste blog jeg skrev var da vist lige lovlig røvkedelig. Helt drænet for energi, entusiasme og action. Som min far sagde så kan man jo ikke være lige fantastisk hver gang (eller noget). Men det skal der laves om på. jeg kan jo ikke have at folk begynder at mure i krogene.. ”Renés blog? Nej den er jeg holdt op med at læse. Røvkedelig siger jeg dig. Total tysk socialrealisme, tsk… ” Nix, det går ikke. Så denne gang skal der action på bordet: Underholdning. Jeg vil lefle for den laveste fællesnævner og sende brød og skuespil til folket. Der skal være løgn, bedrag og blod på bordet (eller papiret.. ja ok, skærmen). Nu skal det være ACTION PACKED PEEWEEEE!
Så derfor vil jeg starte den nu action fyldte blog og sige at jeg har LØJET FOR JER! Jep, jeg har ført jeg bag lyset. Jeg er en bedrager og vil nu mæske i mit eget bedrageri… muhahahha… Så vågnede i op hva? På den anden side kan det diskuteres hvorvidt jeg faktisk har løjet, siden jeg i sagens natur bare har undladt at sige noget helt bestemt. Holdt det lidt for mig selv. Så løjet er måske lidt stærkt. Nej, nu holde jeg altså op. DET ER NATURLIGVIS BEDRAG AF DEN VÆRSTE SLAGS! Men hvad er så mit bedrag, mit store svig? Jo, jeg har nemlig fået en KÆRESTE! Og hvad så tænker i, men haha jeg har faktisk haft hende i 3 måneder. ”Vil det så sige at han har haft en kæreste fra før han tog af sted og slet ikke sagt noget?” spørger I hjer selv. Det er nemlig lige hvad det vil sige. (Ok, krydser lige løgn og bedrag af på listen).
Sagen er nemlig den at på Roskilde Festival mødte jeg en fantastisk pige, der desværre på det tidspunkt havde en kæreste, som jeg faktisk også synes var rigtig flink (nej, ikke at jeg er til fyre, ku stadig bedst li hende). Vi gjorde ikke noget der men der var kemi, og ret meget af den. Vi fortsatte tiden efter med at skrive til hinanden. Jeg havde fået Grønlandsjobbet på det tidspunkt, så det ville jo være dumt at begynde noget både fordi jeg skulle af sted i 3 år og så lige fordi at den dejlige pige jo havde en sød kæreste. Så vi bestemte os til at det her flirteri måtte holde op og at vi jo kunne mødes lige inden jeg skulle af sted i Kbh, nu jeg alligevel var der, men at det naturligvis kun skulle være som venner. Det er jo sådan noget der virker ... i teorien.
Vi skulle i Zoo have og om aftenen have en hyggelig middag og noget rødvin hjemme hos mine forældre (de var i Jylland). Og jeg var virkelig minded på at vi bare skulle ses som venner, hvilket holdt lige indtil det sekund jeg så hende komme ud af bussen hvor jeg stod og ventede på hende.. suk. Mit hjerte hoppede lige et slag over og jeg havde ikke lyst til andet end at gi hende et stort smækkys, holde om hende og aldrig give slip. Og hun havde det heller ikke meget anderledes. Vi kæmpede hele eftermiddagen i zoo med at holde en afstand vi ikke kunne og det hele endte som sådan noget gør… Så ja, vi gjorde alt det vi ikke skulle gøre, men det gør egentlig ikke så meget for jeg er fantastisk forelsket i tøsen, og nej hun har ikke en kæreste mere. Der gik ikke mange dage efter vores lille encounter før det var ovre, hvilket jeg stadig har lidt dårlig samvittighed over.
Orv, action indslag – de råber og skriger ovenpå igen. Lige nu. Og jeg mener råber. Hun stor tuder og han skriger.. ikke nogen ord, bare skriger. Måske skulle jeg ringe efter politiet. Nå ja, det har jeg jo ikke fortalt, de vækkede mig for et par uger siden to dage i træk klokken 2.30 om natten ved at råbe af hinanden. Og det var selvfølgelig ikke en lørdag så man bare kunne sove længe, nix det var selvfølgelig en tirsdag og en onsdag. Jeg har overvejet at sende dem et brev ”Det ville være mig belejligt hvis din kone og dig kunne indskrænke jeres skænderi og/eller slagsmål til fredag og/eller lørdag aften mellem 19.00 og 21.00. Derudover vil formiddagen på et hvilket som helst tidspunkt undtagen naturligvis weekenden passe mig glimrende også, der har i carte blanche”. Se om de vil reagere på den. ”Nå nu er der lidt ro” skulle jeg til at skrive indtil jeg lige hørte konen løbende skrigende ud af lejligheden og ned af trappen. Nu må man da gå ud fra der bliver lidt ro, da der vist ikke er flere i lejligheden han kan råbe af. Ja, undskyld jeg lyder lidt kynisk, men efter et par omgang med skrige parret bliver man lidt immun. (Krydser action af på listen).
Men ja, jeg har banket mit hoved mange gange ind i væggen over det vi har gang i. Altså, jeg bor i Grønland, hvilket ligger ret mange tusind kilometer væk fra Danmark, hvor hun bor. Så man støder ikke lige ind i hinanden. heldigvis er Skype og netkameraet opfundet, så der går en del aftener med at snakke med den søde pige. Orv jeg har da helt glemt og sige hvad hun hedder. Camilla. Mmmmmm.. Camilla…. Så I kan nok tro jeg glæder mig til at komme hjem til jul.
Pis, hun er tilbage. Altså ikke Camilla (desværre). Konen. Hvor dum har man lov til at være? Nå, det bliver åbenbart ikke i nat jeg skal have en velfortjent og uafbrudt nattesøvn… suk. Men actionpacked, det bliver det sgu.
Så derfor vil jeg starte den nu action fyldte blog og sige at jeg har LØJET FOR JER! Jep, jeg har ført jeg bag lyset. Jeg er en bedrager og vil nu mæske i mit eget bedrageri… muhahahha… Så vågnede i op hva? På den anden side kan det diskuteres hvorvidt jeg faktisk har løjet, siden jeg i sagens natur bare har undladt at sige noget helt bestemt. Holdt det lidt for mig selv. Så løjet er måske lidt stærkt. Nej, nu holde jeg altså op. DET ER NATURLIGVIS BEDRAG AF DEN VÆRSTE SLAGS! Men hvad er så mit bedrag, mit store svig? Jo, jeg har nemlig fået en KÆRESTE! Og hvad så tænker i, men haha jeg har faktisk haft hende i 3 måneder. ”Vil det så sige at han har haft en kæreste fra før han tog af sted og slet ikke sagt noget?” spørger I hjer selv. Det er nemlig lige hvad det vil sige. (Ok, krydser lige løgn og bedrag af på listen).
Sagen er nemlig den at på Roskilde Festival mødte jeg en fantastisk pige, der desværre på det tidspunkt havde en kæreste, som jeg faktisk også synes var rigtig flink (nej, ikke at jeg er til fyre, ku stadig bedst li hende). Vi gjorde ikke noget der men der var kemi, og ret meget af den. Vi fortsatte tiden efter med at skrive til hinanden. Jeg havde fået Grønlandsjobbet på det tidspunkt, så det ville jo være dumt at begynde noget både fordi jeg skulle af sted i 3 år og så lige fordi at den dejlige pige jo havde en sød kæreste. Så vi bestemte os til at det her flirteri måtte holde op og at vi jo kunne mødes lige inden jeg skulle af sted i Kbh, nu jeg alligevel var der, men at det naturligvis kun skulle være som venner. Det er jo sådan noget der virker ... i teorien.
Vi skulle i Zoo have og om aftenen have en hyggelig middag og noget rødvin hjemme hos mine forældre (de var i Jylland). Og jeg var virkelig minded på at vi bare skulle ses som venner, hvilket holdt lige indtil det sekund jeg så hende komme ud af bussen hvor jeg stod og ventede på hende.. suk. Mit hjerte hoppede lige et slag over og jeg havde ikke lyst til andet end at gi hende et stort smækkys, holde om hende og aldrig give slip. Og hun havde det heller ikke meget anderledes. Vi kæmpede hele eftermiddagen i zoo med at holde en afstand vi ikke kunne og det hele endte som sådan noget gør… Så ja, vi gjorde alt det vi ikke skulle gøre, men det gør egentlig ikke så meget for jeg er fantastisk forelsket i tøsen, og nej hun har ikke en kæreste mere. Der gik ikke mange dage efter vores lille encounter før det var ovre, hvilket jeg stadig har lidt dårlig samvittighed over.
Orv, action indslag – de råber og skriger ovenpå igen. Lige nu. Og jeg mener råber. Hun stor tuder og han skriger.. ikke nogen ord, bare skriger. Måske skulle jeg ringe efter politiet. Nå ja, det har jeg jo ikke fortalt, de vækkede mig for et par uger siden to dage i træk klokken 2.30 om natten ved at råbe af hinanden. Og det var selvfølgelig ikke en lørdag så man bare kunne sove længe, nix det var selvfølgelig en tirsdag og en onsdag. Jeg har overvejet at sende dem et brev ”Det ville være mig belejligt hvis din kone og dig kunne indskrænke jeres skænderi og/eller slagsmål til fredag og/eller lørdag aften mellem 19.00 og 21.00. Derudover vil formiddagen på et hvilket som helst tidspunkt undtagen naturligvis weekenden passe mig glimrende også, der har i carte blanche”. Se om de vil reagere på den. ”Nå nu er der lidt ro” skulle jeg til at skrive indtil jeg lige hørte konen løbende skrigende ud af lejligheden og ned af trappen. Nu må man da gå ud fra der bliver lidt ro, da der vist ikke er flere i lejligheden han kan råbe af. Ja, undskyld jeg lyder lidt kynisk, men efter et par omgang med skrige parret bliver man lidt immun. (Krydser action af på listen).
Men ja, jeg har banket mit hoved mange gange ind i væggen over det vi har gang i. Altså, jeg bor i Grønland, hvilket ligger ret mange tusind kilometer væk fra Danmark, hvor hun bor. Så man støder ikke lige ind i hinanden. heldigvis er Skype og netkameraet opfundet, så der går en del aftener med at snakke med den søde pige. Orv jeg har da helt glemt og sige hvad hun hedder. Camilla. Mmmmmm.. Camilla…. Så I kan nok tro jeg glæder mig til at komme hjem til jul.
Pis, hun er tilbage. Altså ikke Camilla (desværre). Konen. Hvor dum har man lov til at være? Nå, det bliver åbenbart ikke i nat jeg skal have en velfortjent og uafbrudt nattesøvn… suk. Men actionpacked, det bliver det sgu.
tirsdag, november 21, 2006
kedelig nørdeblog (så er i advaret)
Det er vist en af de der dage hvor alt bare går lidt langsommere. Nettet i dag har været ret dårligt, ikke at det er utroligt særligt i Grønland hvor vi jo specielt er kendt for vores hurtige internet, men alligevel. Det kan have sine gode dage, sine dårlige dage og så sine lousy dage. og i dag var lidt en af de sidste. Eller også er det bare min computer der brokker sig. Den er jo også ved at have et par år bagen, men jeg må sige den klarer sig stadig bemærkelsesværdigt godt alt taget i betragtning. Dog er jeg begyndt at drømme om den perfekte stationære computer med 19” fladskærm og et super grafik kort og en processor, ram, etc der bare sparker r…. Der er bare ikke de store muligheder for at købe sådan en heroppe. Der er jo kun en computerbutik i byen og udvalget er lidt spinkelt. Man kan også købe i Nuuk, og der har da også været en eller to computere der har set ok ud, men det er aldrig liiiigeee det man leder efter og så vil jeg hellere lige vente lidt endnu.
Apropos computere, så er vi nu startet med vores e-lærings forløb de fire skoler imellem. Hvis i husker så var det et samarbejde mellem ATI Maniitsoq, GU Nuuk, Handelsskolen Sisimiut (kan ikke huske det hele lange grønlandske navn), og VUC Bornholm (!) Jepper, så vi laver lige noget mellembys læring og interkontinental samarbejde. Der er så seks klasser involveret, hvoraf tre er mine, så jeg har hænderne fulde. Heldigvis hjælper Pia mig i undervisningen, da der er nok at spørgsmål at svare på vedrørende adgang til nettet, besvarelse af opgaver, grammatik, skrivning på engelsk etc. Men idéen er at vi har den her internetside hvor vi har lagt nogle opgaver op, der er et forum, der kan skrive deres profil og alt den slags gejl, og så skal de så arbejde i grupper på tværs af klasserne (og landene) for at løse de der opgaver vi så har lagt ud. Der er fem i hver gruppe og de må skrive til hinanden på forum, da de ikke nødvendigvis er online på samme tid. Det er jo en arbejdsform de skal vende sig til, men de klarer det sgu nok.
Vi startede mandag med de to første klasser og havde tredje her tirsdag. Og det gik egentlig godt. De loggede sig ind fandt med lidt besvær og lidt hjælp de forskellige ting så de kunne komme i gang. Det sværeste for dem bliver nok hele det her gruppe-uden-at-være-fysisk-i-gruppe-koncept. Men øvelse gør mester som man siger, og det virker begge veje. Hele forløbet er kun prøvet en gang før for nogen af lærerne og resten af os er ret grønne. Så vi skal jo også lige lære hvordan man bedst kan lære fra sig når man skal bruge det digitale medie.
Uanset så må i undskylde jeg ikke har opdateret bloggen så meget, men forklaringen er ret simpel. Arbejde og så at der rent faktisk ikke er sket særligt meget heroppe, med mindre i regner World of Warcraft (det der online spil jeg spiller) med i billedet. Så er der nemlig sket meget. Jeg er nemlig trådt tilbage som guildleader. Som nogen af jer ved så var jeg i spillet leder af ca 140 spillere fra hele europa, men jeg blev simpelthen træt af at gå online og så IKKE spille spillet, men derimod skulle afklare alle mulige mærkelige spørgsmål fra medlemmer og være sindssyg diplomatisk når alt jeg egentlig ville var at hygge mig lidt og slappe af. Men nix, syv hundrede beskeder senere så gad jeg altså ikke mere. I stedet for at stoppe med at spille (spillet fejler jo ikke noget) så trådte jeg tilbage som guildleader efter ca. et halvt år på posten. Så kan man vist også sige min værnepligt var udtjent. Og pludselig er det sjovt at spille igen. Endelig kan jeg slappe af og nyde spillet, hvilket er lidt farligt, da jeg jo har andre ting her i livet end at sidde og spille wow.
Bare rolig, jeg husker at komme i seng i ordentlig tid, at få noget at spise at være 110% på arbejde. Faktisk har jeg sidste måned haft så mange overarbejdstimer at jeg nu har fem dage jeg kan afspadsere i julen, eftersom jeg jo ikke har opsparet feriedage endnu. Så kom ikke her.
Hvilket minder mig om at jeg glæder mig helt afsindigt til jul. Nøj hvor bliver det godt at komme hjem til jer alle sammen. og der er faktisk kun 26 dage til at jeg står i Kbh’s lufthavn og siger ”Hep”. Og så er det jo at I skal svare ”Hey” lige efter, så det bliver lidt en ”Hep Hey” agtig ting… nå, man sku nok have været der. I hvert er der gruelig kort tid til, så begynd at glæde jer til den hjemvendte danske eskimo.
Men jeg lover at næste blog nok skal være mere actionpacked peeweee...
knus
Apropos computere, så er vi nu startet med vores e-lærings forløb de fire skoler imellem. Hvis i husker så var det et samarbejde mellem ATI Maniitsoq, GU Nuuk, Handelsskolen Sisimiut (kan ikke huske det hele lange grønlandske navn), og VUC Bornholm (!) Jepper, så vi laver lige noget mellembys læring og interkontinental samarbejde. Der er så seks klasser involveret, hvoraf tre er mine, så jeg har hænderne fulde. Heldigvis hjælper Pia mig i undervisningen, da der er nok at spørgsmål at svare på vedrørende adgang til nettet, besvarelse af opgaver, grammatik, skrivning på engelsk etc. Men idéen er at vi har den her internetside hvor vi har lagt nogle opgaver op, der er et forum, der kan skrive deres profil og alt den slags gejl, og så skal de så arbejde i grupper på tværs af klasserne (og landene) for at løse de der opgaver vi så har lagt ud. Der er fem i hver gruppe og de må skrive til hinanden på forum, da de ikke nødvendigvis er online på samme tid. Det er jo en arbejdsform de skal vende sig til, men de klarer det sgu nok.
Vi startede mandag med de to første klasser og havde tredje her tirsdag. Og det gik egentlig godt. De loggede sig ind fandt med lidt besvær og lidt hjælp de forskellige ting så de kunne komme i gang. Det sværeste for dem bliver nok hele det her gruppe-uden-at-være-fysisk-i-gruppe-koncept. Men øvelse gør mester som man siger, og det virker begge veje. Hele forløbet er kun prøvet en gang før for nogen af lærerne og resten af os er ret grønne. Så vi skal jo også lige lære hvordan man bedst kan lære fra sig når man skal bruge det digitale medie.
Uanset så må i undskylde jeg ikke har opdateret bloggen så meget, men forklaringen er ret simpel. Arbejde og så at der rent faktisk ikke er sket særligt meget heroppe, med mindre i regner World of Warcraft (det der online spil jeg spiller) med i billedet. Så er der nemlig sket meget. Jeg er nemlig trådt tilbage som guildleader. Som nogen af jer ved så var jeg i spillet leder af ca 140 spillere fra hele europa, men jeg blev simpelthen træt af at gå online og så IKKE spille spillet, men derimod skulle afklare alle mulige mærkelige spørgsmål fra medlemmer og være sindssyg diplomatisk når alt jeg egentlig ville var at hygge mig lidt og slappe af. Men nix, syv hundrede beskeder senere så gad jeg altså ikke mere. I stedet for at stoppe med at spille (spillet fejler jo ikke noget) så trådte jeg tilbage som guildleader efter ca. et halvt år på posten. Så kan man vist også sige min værnepligt var udtjent. Og pludselig er det sjovt at spille igen. Endelig kan jeg slappe af og nyde spillet, hvilket er lidt farligt, da jeg jo har andre ting her i livet end at sidde og spille wow.
Bare rolig, jeg husker at komme i seng i ordentlig tid, at få noget at spise at være 110% på arbejde. Faktisk har jeg sidste måned haft så mange overarbejdstimer at jeg nu har fem dage jeg kan afspadsere i julen, eftersom jeg jo ikke har opsparet feriedage endnu. Så kom ikke her.
Hvilket minder mig om at jeg glæder mig helt afsindigt til jul. Nøj hvor bliver det godt at komme hjem til jer alle sammen. og der er faktisk kun 26 dage til at jeg står i Kbh’s lufthavn og siger ”Hep”. Og så er det jo at I skal svare ”Hey” lige efter, så det bliver lidt en ”Hep Hey” agtig ting… nå, man sku nok have været der. I hvert er der gruelig kort tid til, så begynd at glæde jer til den hjemvendte danske eskimo.
Men jeg lover at næste blog nok skal være mere actionpacked peeweee...
knus
onsdag, november 15, 2006
De små forskelle
Som dansker i Grønland er der mange ting man som tiden går begynder at lægge mærke til. Små ting der bare ikke er helt som i Danmark. Faktisk ret mange når man begynder at tænke efter. Nogen ubetydelige, nogen mærkelig, nogen irriterende og så er der nogen der bare er hamrende charmerende.
For at starte et sted er det der med 37 timers arbejdsuge ikke kommet til grønland. Heroppe hedder det 40 timers arbejdsuge. Punktum. Ikke at det hverken er irriterende eller direkte frustrerende, det er bare noget man må acceptere og nyde godt af når man så en gang vender hjem. ”37 timer siger du? pfff… Holder i ferie eller hvad?”
En sjov ting er det med biler og sikkerhedsbælter. Det er ikke lovpligtigt at køre med sikkerhedsbælte på hvilket vil sige at det er der ingen der gør. Nu er det jo heller ikke fordi at folk kører som død og helvede heroppe, og hvor skulle de i øvrigt køre hen? Maniitsoq er altså en ø og vejnettet er ikke så pokkers stort. Men det skal jo ikke afholde politiet fra at have problemer med biltyve. Suk, nogen ting ændre sig åbenbart ikke.
Så er der det med at grønlænderne hilser meget på hinanden. Ikke at de råber hej og går hen og trykker hinanden i hænderne, man fra barnsben har lært at det er det man skal gøre når man skal hilse på nogen. Næh, de nikker. Siger ikke hej eller den slags, men får lig øjenkontakt og gir lige et anerkendende jazznik i ens retning, hvilket man selvfølgelig sender lige tilbage. De meget rutinerede hilsere gør faktisk endnu mindre. De laver lige gonzo finten og nøjes med at løfte øjenbrynene, så de lidt minder om Gonzo fra Muppetshow (eller min gamle professor der havde for vane at løfte sine øjenbryn lettere sporadisk fra tid til anden). Det betyder det samme. Gonzo tricket kan også bruges i stedet for at sige ja, hvilket kan drive mig til vanvid i timerne når jeg spørger en elev om noget og i stedet for at svare ”ja, det er nemlig rigtigt” bare nøjes med at løfte øjenbrynene. Tja.. hvad kan man sige.
Nå, ja tilbage til det med biler, eller rettere sagt taxaer. Der er ret mange taxaer her i byen, og siden man ikke kan køre ret langt er turene heller ikke ret dyre. Men kan man bestille en taxa til et bestemt tidspunkt senere end nu og her og så regne med at den kommer? Nix. Forsøgte at bestille en morgen taxa til Jim så han var sikker på at komme til lufthavnen, så han kunne nå sin flyver. Det her var dagen før han skulle af sted, men tror du taxa ”centralen” ville modtage min bestilling? Nej men ih og åh, og det var jo en anden der ville være på vagt i morgen tidlig og man kunne jo ikke bare, og det var ikke så godt. Det var en kamp at få ham overtalt til at lægge en besked til den eller de personer der ville være der på arbejde næste morgen. Har faktisk ikke fundet ud af om taxaen nogensinde kom, men Jim kom da hjem så om han var gået derud, funder en taxa på taxapladsen eller om den faktisk kom er mig stadig uvist. Men hjem kom han.
Og det fører mig lidt til en anden mindre fed ting heroppe. Arbejdsmoral. Eller manglen på samme. Ikke at jeg slår alle grønlændere over en kam, men det der med at have stolthed ved sit arbejde er bare ikke så voldsomt udbredt, I hvert fald ikke hos den lille Pissifik, der for tiden er min yndlings aversion. Lad mig demonstrere ved at fortælle en lille oplevelse. Eller to.
1) jeg skal have noget sigtemel, da jeg har fået den latterlige idé at bage, hey, im the man. jeg går hen på hylden med mel og hvad ser jeg? Sigtemel. I kurven med den, men hov, hvad er det lige med slagsdatoen? Den er sgu da overskredet. Ikke med meget, men siden der er en sidste salgsdato må det jo betyde noget med at det nok var smartere at bruge det før datoen udløb. Jeg tager pakken og aflevere den til en af de ansatte (faktisk tror jeg det er bestyreren) som den gode og bekymrede forbruger jeg nu engang er. Han siger nå, og det var da ikke så godt og jeg gør ham opmærksom på at resten af sigtemelen, hviket vil sige de første 20 pakker på hylden, også er af samme datomærkning. Han siger, tak for det, den ordner vi. Lidt efter begynder en af de ansatte så at fylde en indkøbsvogn med de nu ukampdygtige sigtemels pakker. Hep, tænker jeg, nu er den hellig ko velforvaret. Men nej. Næste dag er de selv samme sigtemels pakker tilbage på hylderne. Og de står der endnu. Det holder bare ikke.
2) Jeg skal købe et par fiskefrikadeller i sådan en lille smart pakke der står i køledisken, da der er ret gode på en god skive rugbrød. Jeg tjekker salgsdatoen, da jeg jo har lært min lektie om den hersens butik. Fint, der er en hel uge tilbage, men hvad fanden. Der er mug på. Det er fanme da klamt, hvilket jeg så igen, som den flinke og bekymrede forbruger jeg er, gør en ansat opmærksom på. Hun tager pakken og siger ”nå” og går ud i baglokalet, smider den ud og går tilbage og fortsætter sit arbejde. Hun ikke så meget som indikere en bekymring for at nu en er muggen, så kunne det være at resten af pakkerne heller ikke var så lækre. Men når nu hun ikke vil tage affære, så kan jeg da. Jeg kigger resten af pakkerne igennem og ganske rigtigt, en af de andre har skimmel på den, yrk. Den tager jeg op til disken og siger ”det er da ikke særlig lækkert”. Svaret er nogenlunde ”jamen jeg forstår det ikke rigtigt”, og jeg svarer ”ja, det kan da godt ske, men er det ikke en idé at tjekke de andre pakker, for der er da åbenbart et eller andet helt galt med den sending”. Ikke noget svar. Jeg giver op og går. Der blev ikke gjort noget ved den sending.
Nej, faglig stolthed skal man lede længe efter hos pissifik. For eksempel morer jeg mig lidt når jeg om morgenen lige svinger omkring og køber mit morgenbrød, hvilket som regel består af et spansk rundstykke. Og umiddelbart efter jeg har afgivet min bestilling kan jeg se desperationen malet i deres øjne; ”hvad fanden var det nu et spansk er?”. De famler lidt i kurvene og tager tilfældige morgenbrød op ”det her?”, ”nej”, ”det her?”, ”nej”, ”det her?”, ”nej, det er det ved siden af”, ”det her?”, ”nej, det uden birkes på, ja det der”. Hele seancen burde efterhånden kunne kortes ned, men de glemmer det åbenbart fra den ene dag til den anden, for jeg skal igennem den hver morgen.
Og nu vi er ved madvarer. Mælk er jeg så godt som holdt op med at drikke. Langtidholdbart mælk smager bare ikke særligt godt. Det kan drikkes, men har bare en lidt mærkelig bismag. Til gengæld fejler den intet med lidt kakaopulver i eller når man bruger den i madlavning. Og så grøntsager. De er dyre. Og ikke altid lige friske. Salgsperioden på den slags luksusvarer er udvidet betydeligt i forholde til de danske forhold, så når man køber grøntsager skal man lige mærke efter at man ikke køber bløde løg før de rent faktisk har været på panden eller frostskadede (fra flyet) agurker, der så smatter ind efter 2 dage etc. Jo heroppe er jeg lidt glad for jeg ikke er vegetar, selv om det med lidt god vilje nok skulle kunne lade sig gøre.
En anden ting, der lidt er ret så irriterende når nu man bruger internettet så meget som jeg gør er at flatrate heroppe er en by i rusland. Det hele er felxrate, så du betaler for dit forbrug og online spil og IP telefoni det æder. Så slev om jeg ikke downloader spil i lage baner (det kan OVERHOVEDET ikke betale sig) så for jeg en internetregning der vil gøre brixtofte til skamme.. og der ændrer sig nok ikke foreløbigt.
Til sidst vil jeg lige slutte af med en af de dejlige charmerende ting, grønlandske skikke kan byde på. Heroppe fejrer man nemlig hinanden, også selvom dem, man fejrer, ikke er her. Indtil videre har der været kage og deslige på lærerværelset flere gange af samme grund. En gang fordi at et lærerpars søn fyldte år, og her skal det siges at sønnen altså bor i Danmark og ikke lige var på besøg. En anden gang var det en lærerindes mand der fyldte 40 selvom han altså ikke lige arbejder på skolen og ikke var der, og en tredje gang gav kollegieinspektøren kage fordi hans datter var blevet nummer 3 i en taekwondo konkurrence. Hvis ikke det er hyggeligt, så ved jeg snart ikke. Jeg glæder mig allerede til at fejre min farmors fødselsdag heroppe.
Hold da op. Det blev en lang smøre. Lidt brok, lidt undren og så lidt til at glæde sig over. Ja, det lyder som Grønland.
For at starte et sted er det der med 37 timers arbejdsuge ikke kommet til grønland. Heroppe hedder det 40 timers arbejdsuge. Punktum. Ikke at det hverken er irriterende eller direkte frustrerende, det er bare noget man må acceptere og nyde godt af når man så en gang vender hjem. ”37 timer siger du? pfff… Holder i ferie eller hvad?”
En sjov ting er det med biler og sikkerhedsbælter. Det er ikke lovpligtigt at køre med sikkerhedsbælte på hvilket vil sige at det er der ingen der gør. Nu er det jo heller ikke fordi at folk kører som død og helvede heroppe, og hvor skulle de i øvrigt køre hen? Maniitsoq er altså en ø og vejnettet er ikke så pokkers stort. Men det skal jo ikke afholde politiet fra at have problemer med biltyve. Suk, nogen ting ændre sig åbenbart ikke.
Så er der det med at grønlænderne hilser meget på hinanden. Ikke at de råber hej og går hen og trykker hinanden i hænderne, man fra barnsben har lært at det er det man skal gøre når man skal hilse på nogen. Næh, de nikker. Siger ikke hej eller den slags, men får lig øjenkontakt og gir lige et anerkendende jazznik i ens retning, hvilket man selvfølgelig sender lige tilbage. De meget rutinerede hilsere gør faktisk endnu mindre. De laver lige gonzo finten og nøjes med at løfte øjenbrynene, så de lidt minder om Gonzo fra Muppetshow (eller min gamle professor der havde for vane at løfte sine øjenbryn lettere sporadisk fra tid til anden). Det betyder det samme. Gonzo tricket kan også bruges i stedet for at sige ja, hvilket kan drive mig til vanvid i timerne når jeg spørger en elev om noget og i stedet for at svare ”ja, det er nemlig rigtigt” bare nøjes med at løfte øjenbrynene. Tja.. hvad kan man sige.
Nå, ja tilbage til det med biler, eller rettere sagt taxaer. Der er ret mange taxaer her i byen, og siden man ikke kan køre ret langt er turene heller ikke ret dyre. Men kan man bestille en taxa til et bestemt tidspunkt senere end nu og her og så regne med at den kommer? Nix. Forsøgte at bestille en morgen taxa til Jim så han var sikker på at komme til lufthavnen, så han kunne nå sin flyver. Det her var dagen før han skulle af sted, men tror du taxa ”centralen” ville modtage min bestilling? Nej men ih og åh, og det var jo en anden der ville være på vagt i morgen tidlig og man kunne jo ikke bare, og det var ikke så godt. Det var en kamp at få ham overtalt til at lægge en besked til den eller de personer der ville være der på arbejde næste morgen. Har faktisk ikke fundet ud af om taxaen nogensinde kom, men Jim kom da hjem så om han var gået derud, funder en taxa på taxapladsen eller om den faktisk kom er mig stadig uvist. Men hjem kom han.
Og det fører mig lidt til en anden mindre fed ting heroppe. Arbejdsmoral. Eller manglen på samme. Ikke at jeg slår alle grønlændere over en kam, men det der med at have stolthed ved sit arbejde er bare ikke så voldsomt udbredt, I hvert fald ikke hos den lille Pissifik, der for tiden er min yndlings aversion. Lad mig demonstrere ved at fortælle en lille oplevelse. Eller to.
1) jeg skal have noget sigtemel, da jeg har fået den latterlige idé at bage, hey, im the man. jeg går hen på hylden med mel og hvad ser jeg? Sigtemel. I kurven med den, men hov, hvad er det lige med slagsdatoen? Den er sgu da overskredet. Ikke med meget, men siden der er en sidste salgsdato må det jo betyde noget med at det nok var smartere at bruge det før datoen udløb. Jeg tager pakken og aflevere den til en af de ansatte (faktisk tror jeg det er bestyreren) som den gode og bekymrede forbruger jeg nu engang er. Han siger nå, og det var da ikke så godt og jeg gør ham opmærksom på at resten af sigtemelen, hviket vil sige de første 20 pakker på hylden, også er af samme datomærkning. Han siger, tak for det, den ordner vi. Lidt efter begynder en af de ansatte så at fylde en indkøbsvogn med de nu ukampdygtige sigtemels pakker. Hep, tænker jeg, nu er den hellig ko velforvaret. Men nej. Næste dag er de selv samme sigtemels pakker tilbage på hylderne. Og de står der endnu. Det holder bare ikke.
2) Jeg skal købe et par fiskefrikadeller i sådan en lille smart pakke der står i køledisken, da der er ret gode på en god skive rugbrød. Jeg tjekker salgsdatoen, da jeg jo har lært min lektie om den hersens butik. Fint, der er en hel uge tilbage, men hvad fanden. Der er mug på. Det er fanme da klamt, hvilket jeg så igen, som den flinke og bekymrede forbruger jeg er, gør en ansat opmærksom på. Hun tager pakken og siger ”nå” og går ud i baglokalet, smider den ud og går tilbage og fortsætter sit arbejde. Hun ikke så meget som indikere en bekymring for at nu en er muggen, så kunne det være at resten af pakkerne heller ikke var så lækre. Men når nu hun ikke vil tage affære, så kan jeg da. Jeg kigger resten af pakkerne igennem og ganske rigtigt, en af de andre har skimmel på den, yrk. Den tager jeg op til disken og siger ”det er da ikke særlig lækkert”. Svaret er nogenlunde ”jamen jeg forstår det ikke rigtigt”, og jeg svarer ”ja, det kan da godt ske, men er det ikke en idé at tjekke de andre pakker, for der er da åbenbart et eller andet helt galt med den sending”. Ikke noget svar. Jeg giver op og går. Der blev ikke gjort noget ved den sending.
Nej, faglig stolthed skal man lede længe efter hos pissifik. For eksempel morer jeg mig lidt når jeg om morgenen lige svinger omkring og køber mit morgenbrød, hvilket som regel består af et spansk rundstykke. Og umiddelbart efter jeg har afgivet min bestilling kan jeg se desperationen malet i deres øjne; ”hvad fanden var det nu et spansk er?”. De famler lidt i kurvene og tager tilfældige morgenbrød op ”det her?”, ”nej”, ”det her?”, ”nej”, ”det her?”, ”nej, det er det ved siden af”, ”det her?”, ”nej, det uden birkes på, ja det der”. Hele seancen burde efterhånden kunne kortes ned, men de glemmer det åbenbart fra den ene dag til den anden, for jeg skal igennem den hver morgen.
Og nu vi er ved madvarer. Mælk er jeg så godt som holdt op med at drikke. Langtidholdbart mælk smager bare ikke særligt godt. Det kan drikkes, men har bare en lidt mærkelig bismag. Til gengæld fejler den intet med lidt kakaopulver i eller når man bruger den i madlavning. Og så grøntsager. De er dyre. Og ikke altid lige friske. Salgsperioden på den slags luksusvarer er udvidet betydeligt i forholde til de danske forhold, så når man køber grøntsager skal man lige mærke efter at man ikke køber bløde løg før de rent faktisk har været på panden eller frostskadede (fra flyet) agurker, der så smatter ind efter 2 dage etc. Jo heroppe er jeg lidt glad for jeg ikke er vegetar, selv om det med lidt god vilje nok skulle kunne lade sig gøre.
En anden ting, der lidt er ret så irriterende når nu man bruger internettet så meget som jeg gør er at flatrate heroppe er en by i rusland. Det hele er felxrate, så du betaler for dit forbrug og online spil og IP telefoni det æder. Så slev om jeg ikke downloader spil i lage baner (det kan OVERHOVEDET ikke betale sig) så for jeg en internetregning der vil gøre brixtofte til skamme.. og der ændrer sig nok ikke foreløbigt.
Til sidst vil jeg lige slutte af med en af de dejlige charmerende ting, grønlandske skikke kan byde på. Heroppe fejrer man nemlig hinanden, også selvom dem, man fejrer, ikke er her. Indtil videre har der været kage og deslige på lærerværelset flere gange af samme grund. En gang fordi at et lærerpars søn fyldte år, og her skal det siges at sønnen altså bor i Danmark og ikke lige var på besøg. En anden gang var det en lærerindes mand der fyldte 40 selvom han altså ikke lige arbejder på skolen og ikke var der, og en tredje gang gav kollegieinspektøren kage fordi hans datter var blevet nummer 3 i en taekwondo konkurrence. Hvis ikke det er hyggeligt, så ved jeg snart ikke. Jeg glæder mig allerede til at fejre min farmors fødselsdag heroppe.
Hold da op. Det blev en lang smøre. Lidt brok, lidt undren og så lidt til at glæde sig over. Ja, det lyder som Grønland.
torsdag, november 09, 2006
Bond og pakkeløsninger
Jeg ved godt jeg ingen penge har, og dem bruger jeg så. Flere gange. Det kan jo heller ikke passe at bare fordi jeg skal betale to gange husleje (heldigvis sidste gang) og fordi hjemmestyret fucker min løn op, at jeg skal leve et liv uden luksus. Nej vel? Hell no. For den læser der er ubekendt med min familie kan jeg så fortælle at det er nu min far siger ”hvabehar?”. Men det kan være han falder lidt til ro, når han hører hvad det er jeg har købt og så ryster lidt på hovedet over hvad det kostede.
Jo ser i, jeg var for det første lige et smut nede i pissifik forledern (den ene af de to brugskæder, remember?) og overpå har de lidt forskelligt cd, anlæg, dyner, køleskaber etc etc. Og lige der stod der en lille boks med 007 logoet, og så et lille tilbudsskilt på. Nu er jeg jo lidt en sucker for gode tilbud og specielt hvis det er film, og endnu mere hvis det er gode film, og James Bond bliver vist ikke mere klassisk. Samtlige James Bond film, fra ny naturligvis, for 750 kr. Jeg ved godt 750 kr er mange penge og specielt når man ingen har, men folkens… 750 kroner for 20 styks James Bond fra ny? Det giver en stykpris pr dvd på 37,5!!! Stik lige den. Men jeg blev jo lige nødt til at tjekke nettet for at se om den kunne fås billigere andre steder (ville bare lige tjekke at jeg ikke blev røvrendt), og over play.com som plejer at have priserne i orden kostede samtlige James Bond i en lille kuffert på tilbud 209 pund, hvilket nærmer sig de 2500. Så kom ikke her :)
Tjaa.. i kan jo godt regne ud hvordan den historie ender. Jeg er nu den meeeeegeeeet stolte ejer af samtlige James Bond film der er lavet, lige undtagen den nye naturligvis, der først kommer i biffen her til november (har vi en biograf date når jeg kommer hjem til jul, far?).
Jeg har retfærdiggjort det over for mig selv (det skal man jo når man ingen penge har) med at det bliver godt at have dem når der nu bliver mørkt her til vinter. Da mit tv ikke rigtig modtager noget signal, så er det jo rart man lige kan sætte en actionpacked film på af de helt store. Actionpacked er måske et stort ord at bruge om de første par stykker. Har indtil videre set Dr. No og From Russia With Love. Jeg må sige jeg var noget kun skuffet over Dr. No. Den var jo ret kedelig, for nu at sige det som det er. Bond, i skikkelse af Sean Connery, var naturligvis cool som bare pokker, men historien var lidt forvirrende og andre gange lidt for gennemskuelig og slåskampene noget kun halvhjertede og teatralske. Men den havde elementerne; den super onde skurk med det mærkelige handicap (hans hænder var lavet til jernkløer efter en uheldig strålingsulykke), de lækre babes (ursula Andress der kommer op på strandkanten iført bikini, ja tak), skurke der dør for at godt ord og en kæmpe underjordisk base, der bliver sprunget i luften til sidst. Men det er bare lidt bedre udført mange gange senere. Nu skal tiden den er lavet og alt det der jo tages i betragtning, og det er jo DEN første. Så alt senere er plagiat, men alligevel. Sad efter filmen med lidt en fornemmelse af at ”øv er de første 10 film sådan her alle sammen”, men det var de heldigvis. Allerede ved nummer to From Russia With Love, var James Bond blevet meget bedre. Her er det igen den onde organisation S.P.E.C.T.R.E.R. der forsøger sig med at føre russerne og briterne ud mod hinanden og gøre den kolde krig lidt varmere. Super film, med hotte babes, bedre kampscener, eksplosioner og en mere fortættet fortælling, hvor man virkelig sad og nød det gode håndværk og skuespilspræstationer, der faktisk holdt. Jeg glæder mig allerede til at se resten af serien. Og så måske lige snuppe en vodka martini, rystet ikke omrørt naturligvis.
Deruover har det jo også være den helt store pakkedag i dag. Jeg fik ikke mindre end 3 pakker med posten – HURRAAA.. 2 jeg selv havde betalt (igen med pengene etc.) og så en fra min allestedsnærværende sugardaddy og seriepusher Shurjeel (kaster lige et par håndtegn din vej). Ahhh… endelig fik jeg mine fantastiske bøger om zombier jeg skal bruge til mit kommende scenarie jeg skal skrive. Og så naturligvis femte del af den zombie tegneserie jeg følger med i (kan I begynde at se et mønster der begynder med Z?). Derudover fik jeg adskillige bøger jeg skal bruge i undervisningen, navnlig Fight Club, Trainspotting og en Stephen King bog hvor novellen til baggrund for ”En verden udenfor” (den hedder Rita Hayworth and The Shawshank Redemtion) er i. Derudover var der lige en bog mere med Chuck Palahniuk, ham der har skrevet Fight Club, og Trainspotting filmen, jeg glæder mig til at se med mine elever. Mest fordi de ikke kommer til at fatte en dyt af hvad de siger eftersom de hele er på meget tykt skotsk. Hehehe… små hjerner små fornøjelser.. eller noget.
Og så fik jeg jo en lille pakke med ikke mindre end 3 dvd fra min sugardaddy, nice! Adskillige film og nye afsnit af serier jeg ikke kan se heroppe… det bliver ikke meget bedre. Jeg for jo ikke tid til at tage på arbejde med alt det jeg skal se og læse. Gad vide hvor mange gange man kan melde sig syg uden de fatter mistanke? Shhhh…. det hørte I ikke. Host host.. ja, den er god nok.. kan mærke sygdommen langsomt få sit tag i mig … host host… jep, en hel dag på sofaen here i come :)
Jo ser i, jeg var for det første lige et smut nede i pissifik forledern (den ene af de to brugskæder, remember?) og overpå har de lidt forskelligt cd, anlæg, dyner, køleskaber etc etc. Og lige der stod der en lille boks med 007 logoet, og så et lille tilbudsskilt på. Nu er jeg jo lidt en sucker for gode tilbud og specielt hvis det er film, og endnu mere hvis det er gode film, og James Bond bliver vist ikke mere klassisk. Samtlige James Bond film, fra ny naturligvis, for 750 kr. Jeg ved godt 750 kr er mange penge og specielt når man ingen har, men folkens… 750 kroner for 20 styks James Bond fra ny? Det giver en stykpris pr dvd på 37,5!!! Stik lige den. Men jeg blev jo lige nødt til at tjekke nettet for at se om den kunne fås billigere andre steder (ville bare lige tjekke at jeg ikke blev røvrendt), og over play.com som plejer at have priserne i orden kostede samtlige James Bond i en lille kuffert på tilbud 209 pund, hvilket nærmer sig de 2500. Så kom ikke her :)
Tjaa.. i kan jo godt regne ud hvordan den historie ender. Jeg er nu den meeeeegeeeet stolte ejer af samtlige James Bond film der er lavet, lige undtagen den nye naturligvis, der først kommer i biffen her til november (har vi en biograf date når jeg kommer hjem til jul, far?).
Jeg har retfærdiggjort det over for mig selv (det skal man jo når man ingen penge har) med at det bliver godt at have dem når der nu bliver mørkt her til vinter. Da mit tv ikke rigtig modtager noget signal, så er det jo rart man lige kan sætte en actionpacked film på af de helt store. Actionpacked er måske et stort ord at bruge om de første par stykker. Har indtil videre set Dr. No og From Russia With Love. Jeg må sige jeg var noget kun skuffet over Dr. No. Den var jo ret kedelig, for nu at sige det som det er. Bond, i skikkelse af Sean Connery, var naturligvis cool som bare pokker, men historien var lidt forvirrende og andre gange lidt for gennemskuelig og slåskampene noget kun halvhjertede og teatralske. Men den havde elementerne; den super onde skurk med det mærkelige handicap (hans hænder var lavet til jernkløer efter en uheldig strålingsulykke), de lækre babes (ursula Andress der kommer op på strandkanten iført bikini, ja tak), skurke der dør for at godt ord og en kæmpe underjordisk base, der bliver sprunget i luften til sidst. Men det er bare lidt bedre udført mange gange senere. Nu skal tiden den er lavet og alt det der jo tages i betragtning, og det er jo DEN første. Så alt senere er plagiat, men alligevel. Sad efter filmen med lidt en fornemmelse af at ”øv er de første 10 film sådan her alle sammen”, men det var de heldigvis. Allerede ved nummer to From Russia With Love, var James Bond blevet meget bedre. Her er det igen den onde organisation S.P.E.C.T.R.E.R. der forsøger sig med at føre russerne og briterne ud mod hinanden og gøre den kolde krig lidt varmere. Super film, med hotte babes, bedre kampscener, eksplosioner og en mere fortættet fortælling, hvor man virkelig sad og nød det gode håndværk og skuespilspræstationer, der faktisk holdt. Jeg glæder mig allerede til at se resten af serien. Og så måske lige snuppe en vodka martini, rystet ikke omrørt naturligvis.
Deruover har det jo også være den helt store pakkedag i dag. Jeg fik ikke mindre end 3 pakker med posten – HURRAAA.. 2 jeg selv havde betalt (igen med pengene etc.) og så en fra min allestedsnærværende sugardaddy og seriepusher Shurjeel (kaster lige et par håndtegn din vej). Ahhh… endelig fik jeg mine fantastiske bøger om zombier jeg skal bruge til mit kommende scenarie jeg skal skrive. Og så naturligvis femte del af den zombie tegneserie jeg følger med i (kan I begynde at se et mønster der begynder med Z?). Derudover fik jeg adskillige bøger jeg skal bruge i undervisningen, navnlig Fight Club, Trainspotting og en Stephen King bog hvor novellen til baggrund for ”En verden udenfor” (den hedder Rita Hayworth and The Shawshank Redemtion) er i. Derudover var der lige en bog mere med Chuck Palahniuk, ham der har skrevet Fight Club, og Trainspotting filmen, jeg glæder mig til at se med mine elever. Mest fordi de ikke kommer til at fatte en dyt af hvad de siger eftersom de hele er på meget tykt skotsk. Hehehe… små hjerner små fornøjelser.. eller noget.
Og så fik jeg jo en lille pakke med ikke mindre end 3 dvd fra min sugardaddy, nice! Adskillige film og nye afsnit af serier jeg ikke kan se heroppe… det bliver ikke meget bedre. Jeg for jo ikke tid til at tage på arbejde med alt det jeg skal se og læse. Gad vide hvor mange gange man kan melde sig syg uden de fatter mistanke? Shhhh…. det hørte I ikke. Host host.. ja, den er god nok.. kan mærke sygdommen langsomt få sit tag i mig … host host… jep, en hel dag på sofaen here i come :)
mandag, november 06, 2006
Super Ekspres Pakkepost Greenlandic style
Ahh.. jeg har fået pakkepost i dag fra mine forældre. Yay. 2,5 kilos godter, og det var dyrt. At sende altså. For dem. Det kostede mine forældre 350 kroner, men så skulle det også være det tætteste man kunne komme en ekspres levering. Den blev så sendt sidste mandag, så en uge tog det. Hurra… super ekspres aldrig set hurtigere… suk. Nogle gange kan man altså man er langt fra lands lov og ret. Som da jeg fik min sidste telefon regning for min mobil telefon. 2500 kroner, og det er egentlig ikke fordi jeg har ringet særligt meget, men folk har ringet til mig, hvilket åbenbart er noget telefonselskabet synes jeg skal betale for, og gerne flere gange på en gang.
Men tilbage til min pakkepost, for der var så sandelig godter i det monster af en kasse. For det første var der lange underbukser og en langærmet undertrøje af sådan noget smart super stof der sikkert kan holde mig varm på nordpolen og kold i sahara. Derudover var der på stof fronten (nej ikke den slags stoffer, rigtig stof… til tøj og sårn) en kortærmet blå skjorte fra australien, hvor mine forældre jo lige har været. Så kan jeg jo sidde og tænke på kænguruer mens jeg fisker blandt hvalerne heroppe. Mine dejlige forældre havde advaret mig om at de ville sende lidt godter så jeg kunne godt nå at sende en lille ønske seddel med, hvis der lige var noget jeg stod og manglede heroppe i det kolde nord. Det gjorde jeg så. Så for det første var der nye strenge til den gamle spanske guitar , for jeg er jo helt vild god til at spille på sådan en. Eller også skulle jeg bare sige at det kan jeg da blive. Et eller andet skal jeg jo bruge de næste 3 år på. under alle omstændigheder kan mit guitarspil da kun gå fremad (det bliver nok ikke meget værre i hvert fald). For det andet sendte de Rhonda Harris’ nye cd herop ”Tell the world we tried”… ahh… endelig noget ordentlig musik. Lækkert lækkert. Specielt nummeret ”Lungs” kunne godt komme til at køre ret så meget på repeat heroppe. Måske skulle jeg lære at spille det.. right. Nå men til sidst havde jeg bestilt nogle mikrobølge popcorn da jeg ikke finde nogen som helt heroppe. ”Desværre” har jeg så i mellemtiden fundet den eneste butik i Maniitsoq der har dem. Ikke at det gør noget. Nu har jeg nemlig de bedste af slagsen. 12 pakker fra Netto, yes sir, det holder.
Og som kronen på værket så varmede det mit hjerte da jeg i pakken fandt en dvd med de første 4 afsnit af den nyeste omgang med Ørnen. YES! Det skal lige at den faktisk går heroppe på KNR, men min forbindelse er så irriterende dårlig at jeg helt er holdt op med at se fjernsyn. Det er ikke engang løgn. René Toft ser ikke mere fjernsyn. Den er god nok. Men det afholder mig jo ikke at se dvd. Så jeg har jo indtil videre fået set to sæsoner af Futurama, en sæson af ”Scrubs”, første sæson af ”Dead like me”, og er gået i gang med samtlige James Bond (men mere om det senere).
Nu kan jeg bare gå og glæde mig til de næste par pakker. Har nogle bøger på vej fra Amazon både til mig selv og nogle til undervisning, samt at Shurjeel har varslet at der måske var et par godter på vej… nam. Shurjeel har rent faktisk sendt mig en dvd tidligere, så han er officielt fået status som min serie pusher og sugardaddy. Respekt :)
Det var vist alt for nu, for jeg skal lige se lidt ørnen inden jeg går i seng. Nat nat.
Men tilbage til min pakkepost, for der var så sandelig godter i det monster af en kasse. For det første var der lange underbukser og en langærmet undertrøje af sådan noget smart super stof der sikkert kan holde mig varm på nordpolen og kold i sahara. Derudover var der på stof fronten (nej ikke den slags stoffer, rigtig stof… til tøj og sårn) en kortærmet blå skjorte fra australien, hvor mine forældre jo lige har været. Så kan jeg jo sidde og tænke på kænguruer mens jeg fisker blandt hvalerne heroppe. Mine dejlige forældre havde advaret mig om at de ville sende lidt godter så jeg kunne godt nå at sende en lille ønske seddel med, hvis der lige var noget jeg stod og manglede heroppe i det kolde nord. Det gjorde jeg så. Så for det første var der nye strenge til den gamle spanske guitar , for jeg er jo helt vild god til at spille på sådan en. Eller også skulle jeg bare sige at det kan jeg da blive. Et eller andet skal jeg jo bruge de næste 3 år på. under alle omstændigheder kan mit guitarspil da kun gå fremad (det bliver nok ikke meget værre i hvert fald). For det andet sendte de Rhonda Harris’ nye cd herop ”Tell the world we tried”… ahh… endelig noget ordentlig musik. Lækkert lækkert. Specielt nummeret ”Lungs” kunne godt komme til at køre ret så meget på repeat heroppe. Måske skulle jeg lære at spille det.. right. Nå men til sidst havde jeg bestilt nogle mikrobølge popcorn da jeg ikke finde nogen som helt heroppe. ”Desværre” har jeg så i mellemtiden fundet den eneste butik i Maniitsoq der har dem. Ikke at det gør noget. Nu har jeg nemlig de bedste af slagsen. 12 pakker fra Netto, yes sir, det holder.
Og som kronen på værket så varmede det mit hjerte da jeg i pakken fandt en dvd med de første 4 afsnit af den nyeste omgang med Ørnen. YES! Det skal lige at den faktisk går heroppe på KNR, men min forbindelse er så irriterende dårlig at jeg helt er holdt op med at se fjernsyn. Det er ikke engang løgn. René Toft ser ikke mere fjernsyn. Den er god nok. Men det afholder mig jo ikke at se dvd. Så jeg har jo indtil videre fået set to sæsoner af Futurama, en sæson af ”Scrubs”, første sæson af ”Dead like me”, og er gået i gang med samtlige James Bond (men mere om det senere).
Nu kan jeg bare gå og glæde mig til de næste par pakker. Har nogle bøger på vej fra Amazon både til mig selv og nogle til undervisning, samt at Shurjeel har varslet at der måske var et par godter på vej… nam. Shurjeel har rent faktisk sendt mig en dvd tidligere, så han er officielt fået status som min serie pusher og sugardaddy. Respekt :)
Det var vist alt for nu, for jeg skal lige se lidt ørnen inden jeg går i seng. Nat nat.
søndag, november 05, 2006
Længe leve røvballe… suk
Nu har jeg altid været lidt sart i forhold til hvad det er jeg udsætter mine øregange for af musikalske input. Der er en nogle ting er helt vild med, nogle stykker jeg sagtens kan høre uden at få direkte kvalme, adskillige ting jeg kan tolerere og så er der bare nogle ting jeg over hovedet ikke orker. Og slet ikke i længere tid af gangen. Under denne kategori hører dansktoppen, heavy metal (og herunder alt det der bare lugter af fisk som dødsmetal, emo etc), hiphop og så lige min for tiden yndlings aversion nemlig røvballe, også kendt under termen suppe-steg-og-is-musik. Egentlig er røvballe musik i sin strikseste form ikke en musikgenre, men mere et sammensurium af bløde pop og rock hits fra de sidste 20-30 år som regel fremført af et såkaldt røvballe orkekster, af middelmådige ”kunstnere”, der har spillet disse numre i så mange år at de fuldstændig har drænet dem for al den liv, saft og kraft de en gang besad. Jeg må vidst lige sende en venlig tanke til min gode ven Thomas og så lige min egen fader, der jo i mange år har haft den lidet anerkendende titel ”røvballemusiker”. Stakler.
Men hvorfor i det hele taget snakke om røvballe når jeg er helt heroppe i Grønland, hvor de jo sikkert har deres helt egen særegen og enormt charmerende måde at udtrykke sig musikalsk, ikke sandt? NOOOOT! Her går man og tror man har det hårdt musikalsk i DK fordi at the voice eksisterer i det hele taget, eller fordi Kandis tjener styrtende med penge eller fordi man får en på lampen i en hvilken som helst pub på vestkysten hvis ikke man kan teksten til Himmehunden. Så skal i prøve at være her oppe.
For det første er der radioen. Suk. Radio. Hvis i forestiller sådan en rigtig dejlig charmerende lokalradio (nu er jeg altså lettere sarkastisk) hvor lyden aldrig er helt 100%, værterne overhovedet ikke det der tilnærmelsesvis hedder trænet og musikken konstant er en skøn blanding af grønlands svar på tre hvide duer, kære lille mormor, dansk pop anno 1983 og så en gang i blandt bare en god sang (hvilket som regel redder min dag) der både kan være jazz som forleden eller et nyere hit med white stripes (de skiftede så også ret hurtigt igen). Og hvorfor hører jeg det så, når jeg ikke kan fordrage det? Nu har jeg ikke rigtig noget valg, da der er en radio inde på lærerværelset, der af en eller anden grund kører konstant. Og den har kun to (måske tre, men har kun hørt to) indstillinger, nemlig lokalradioen fra Maniitsoq og så kanal 2 fra Kbh, der naturligvis KUN spiller sødsuppe 80’er hit fra den danske sangskat som Sig du kan li mig etc, og så de blødeste ækleste pophit. Pest eller kolera siger jeg bare. Så når jeg kan komme af sted med det, så bliver den slukket, men man skal jo heller ikke gøre sig uvenner med nogen, så…
Derudover var jeg til fest i fredags, der var en fest eleverne havde arrangeret. Den slags skal man jo støtte op om, og siden den eneste måde de kan tjene lidt penge til deres fælleskasse er ved ølsalg, er man jo forpligtiget som den gode lærer man er, at købe mindst et par øl i hvert fald. Man kan sågar argumentere for at jo flere øl du køber des bedre er du… Nah, jeg endte da med at købe nogen øl hos dem, men det sidste jeg gider er at farer pisse fuld og på rulleskøjter rundt blandt mine eleverer. Det må jeg nøjes med at pine mine venner med. Men til denne fest havde de så også skaffet et band, der vidst bare hedder Unos Band, da det er Uno der lidt er bandleder og de er lidt de lokale helte og sårn. Og hurra for det, men det er lidt typisk for folk uden indgående erfaring med koncerter at de for det første spiller for højt, der er ikke helt stemt i forhold til hinanden, og så er der altid en der er lidt dårligere end de andre. Deres rytmeguitarist var lidt en prøvelse for mine sarte ører. Han var da ok, men der ABSOLUT ingen variation, hverken i rytme eller lyd. Og når lyden er den velkendte highpitch skærende efterskole rytme lyd, bliver det eddermanme innerverende efter mere en 5 minutter. Og så når bandet bestemmer sig for at spille de samme grønlandske hits, der svarer til det vi på dansk vil kalde røvballe HELE aftenen, så går det hele bare op i en højere enhed. Det skal så siges at de spillede et par engelsk sprogede slagere som Radioheads ”Creep” (desværre drænet for den energi og pondus sangen fortjener og som jeg faktisk hørte bandet spille den med for lidt over en måned siden), Hotel California (der bare ikke gør det for mig sunget med en tyk grønlands accent), og vist noget Credence Clearwater Revival. Men jo jeg ved det, jeg er sart. For de var jo et hit til festen. Der blev danset og hoppet og hujet. Og det er da dejligt, men aftenen for mig og Karsten endte med at vi søgte tilflugt i Klubben, hvor vi kunne drikke os fulde i fred og høre den musik vi selv gerne ville. Så det blev bl.a. til raveonettes, rammstein og nirvana, men højdepunktet var dog da vi skrålede med på hele Klichés anden plade Okay Okay Boys. Det viste sig at den kunne vi begge to på rygraden, så der blev skrålet ”BAAAAG DE RØØØØDE BJEEEERGE” for fuld skrue, og jeg tror det var en god ting at det kun var os i klubben. I hvert fald var det en behagelig afslutning, om ikke andet så for mine øres skyld.
Men hvorfor i det hele taget snakke om røvballe når jeg er helt heroppe i Grønland, hvor de jo sikkert har deres helt egen særegen og enormt charmerende måde at udtrykke sig musikalsk, ikke sandt? NOOOOT! Her går man og tror man har det hårdt musikalsk i DK fordi at the voice eksisterer i det hele taget, eller fordi Kandis tjener styrtende med penge eller fordi man får en på lampen i en hvilken som helst pub på vestkysten hvis ikke man kan teksten til Himmehunden. Så skal i prøve at være her oppe.
For det første er der radioen. Suk. Radio. Hvis i forestiller sådan en rigtig dejlig charmerende lokalradio (nu er jeg altså lettere sarkastisk) hvor lyden aldrig er helt 100%, værterne overhovedet ikke det der tilnærmelsesvis hedder trænet og musikken konstant er en skøn blanding af grønlands svar på tre hvide duer, kære lille mormor, dansk pop anno 1983 og så en gang i blandt bare en god sang (hvilket som regel redder min dag) der både kan være jazz som forleden eller et nyere hit med white stripes (de skiftede så også ret hurtigt igen). Og hvorfor hører jeg det så, når jeg ikke kan fordrage det? Nu har jeg ikke rigtig noget valg, da der er en radio inde på lærerværelset, der af en eller anden grund kører konstant. Og den har kun to (måske tre, men har kun hørt to) indstillinger, nemlig lokalradioen fra Maniitsoq og så kanal 2 fra Kbh, der naturligvis KUN spiller sødsuppe 80’er hit fra den danske sangskat som Sig du kan li mig etc, og så de blødeste ækleste pophit. Pest eller kolera siger jeg bare. Så når jeg kan komme af sted med det, så bliver den slukket, men man skal jo heller ikke gøre sig uvenner med nogen, så…
Derudover var jeg til fest i fredags, der var en fest eleverne havde arrangeret. Den slags skal man jo støtte op om, og siden den eneste måde de kan tjene lidt penge til deres fælleskasse er ved ølsalg, er man jo forpligtiget som den gode lærer man er, at købe mindst et par øl i hvert fald. Man kan sågar argumentere for at jo flere øl du køber des bedre er du… Nah, jeg endte da med at købe nogen øl hos dem, men det sidste jeg gider er at farer pisse fuld og på rulleskøjter rundt blandt mine eleverer. Det må jeg nøjes med at pine mine venner med. Men til denne fest havde de så også skaffet et band, der vidst bare hedder Unos Band, da det er Uno der lidt er bandleder og de er lidt de lokale helte og sårn. Og hurra for det, men det er lidt typisk for folk uden indgående erfaring med koncerter at de for det første spiller for højt, der er ikke helt stemt i forhold til hinanden, og så er der altid en der er lidt dårligere end de andre. Deres rytmeguitarist var lidt en prøvelse for mine sarte ører. Han var da ok, men der ABSOLUT ingen variation, hverken i rytme eller lyd. Og når lyden er den velkendte highpitch skærende efterskole rytme lyd, bliver det eddermanme innerverende efter mere en 5 minutter. Og så når bandet bestemmer sig for at spille de samme grønlandske hits, der svarer til det vi på dansk vil kalde røvballe HELE aftenen, så går det hele bare op i en højere enhed. Det skal så siges at de spillede et par engelsk sprogede slagere som Radioheads ”Creep” (desværre drænet for den energi og pondus sangen fortjener og som jeg faktisk hørte bandet spille den med for lidt over en måned siden), Hotel California (der bare ikke gør det for mig sunget med en tyk grønlands accent), og vist noget Credence Clearwater Revival. Men jo jeg ved det, jeg er sart. For de var jo et hit til festen. Der blev danset og hoppet og hujet. Og det er da dejligt, men aftenen for mig og Karsten endte med at vi søgte tilflugt i Klubben, hvor vi kunne drikke os fulde i fred og høre den musik vi selv gerne ville. Så det blev bl.a. til raveonettes, rammstein og nirvana, men højdepunktet var dog da vi skrålede med på hele Klichés anden plade Okay Okay Boys. Det viste sig at den kunne vi begge to på rygraden, så der blev skrålet ”BAAAAG DE RØØØØDE BJEEEERGE” for fuld skrue, og jeg tror det var en god ting at det kun var os i klubben. I hvert fald var det en behagelig afslutning, om ikke andet så for mine øres skyld.
onsdag, november 01, 2006
resten af ugen (altså sidste uge)
Ok ok undskyld. Så er det sagt. Jeg ved det godt, jeg er bagud. Men jeg har altså haft bare en anelse travlt, så det her med at skrive blog er bare ligesom ikke blevet gjort. Men den skriver jo ikke sig selv, så jeg må jo til det. Jeg kan jo lige starte med at fortælle hvordan sidste uge gik efter tirsdag.
Onsdag var en lidt mærkelig dag, da den stod på workshop uden work. Først var jeg til en tilsyneladende workshop om materiale fremstilling, men det var egentlig mere en enkelt kvinde der stod og forklarede hvordan de i DK havde gjort det. Ikke at der er noget i vejen med det, da det både var lærerigt og inspirerende, men workshop var det dæleme ikke. Den næste workshop var om et online konference program og med det sparsomt virkende trådløse net på Katuag fik flere af os logget os ind på det møde foredrags holderen ahvde oprettet og som vi så kunne se på storskærmen samtidig. Meget svar, men da jeg havde prøvet at bruge det før, var der heller ikke det helt nye under solen. Alt i alt en nogenlunde dag, men lidt for lidt work. Var efterhånden træt af at høre på foredragsholdere.
Aftenen blev dog lidt anderledes, da jeg faldt godt i snak med en fyr der hed Lasse og som boede på Sisimiut, hvor han underviste på en eller anden skole jeg lige har glemt nu. Derudover havde han fået anskaffet sig 19 hunde og selv lavet en hundeslæde. Handyman, det tror jeg nok man kan sige. Og det er sgu sjovt som verden nogen gange er forfærdelig lille. Da jeg fortalte at jeg kommer fra Hobro ringede han til sin kone, der også kommer fra Hobro og spurgte om hun kendte en René Toft. Og hun svarede så ”Kim Tofts lillebror?” Damn, siger jeg bare. Hun, tror hun hed Jeanette, havde oveni købet være over hos os i gamle dage. Tsk. Der kan man bare se. Men i hvert fald endte Lasse og jeg på en dejlig thailandsk restaurant hvor vi hver konsumerede 5 retter. Spørg lige om jeg var mæt bagefter.
Torsdag blev også lidt en pudsig dag. En god ting var at der denne gang rent faktisk var workshops med work. Lærte basis værktøjerne ved et program der gør det nemmere at lave word dokumenter til html. Smart og nemt. Efter frokostpausen var der så mere, men der var lige en ting jeg hellere ville nå end at skulle få mere info in i skallen. Jeg havde nemlig en hemmelig plan (ikke mere hemmelig end jeg fortalte alle de andre om den) om at tage til Nussuaq og besøge min gamle skole, Nussuup Artuafia. Som sagt så gjort. Og det var sgu lidt mærkeligt at se den igen. Selv om den så nok så stor og imponerende ud på afstand, så kunne man godt se den var slidt når man kom nærmere på den. Nu skal i jo huske på at den var helt ny da jeg gik på den, så alt det der slemme graffiti, det var jo slet ikke opfundet den gang. Men ikke nok med at den så slidt ud, da jeg først kom ind var den også pludselig meget mindre end jeg husker den. Tror nok det egentlig er mig der er blevet større, men det er lidt sjovt som barndomsminder kan snyde en. Under alle omstændigheder så tog jeg en tur på kontoret for lige at melde min ankomst, da jeg havde tænkt mig at tage lidt billeder af stedet. Det kunne jo være de ville undre sig lidt om hvorfor en eller anden dum dansker rendte rundt og tog billeder af deres skole. Det endte i hvert fald med at jeg fik en god snak med sekretæren på skolen, da sågar fandt mine gamle papirer frem fra fjernarkivet. Det var lidt pudsigt at se mine gamle karakterer og de få udtalelser der var. Blandt andet udtalelsen fra min gamle skole, da jeg skulle skifte til Nussuup. Det skal lige sige sjeg skulle skifte skole fordi de endelig havde bygget en skole der hvor jeg boede, og ikke fordi jeg lavede ballade (ja ok, det kan da godt være jeg lavede ballade men i hvert fald ikke nok til at blive smidt ud af skolen for). I den udtalelse står der blandt andet (fik en kopi); ”Meget svingende opførsel, sød og positiv eller sur og uoplagt. Noget snaksom og højrøstet”. Man skulle tro de snakkede om mine elever… De skriver også; ”René har let ved dansk og klarer sig fint når han selv vil, men det kniber lidt med at koncentrere sig om arbejdet”. Tjaaa.. sådan tror jeg nok jeg havde det hele skoletiden. Men det var sikkert deres undervisning der var røvkedelig. Det siger vi lige i hvert fald. det var i hvert fald sjovt at læse og se skolen igen, men der var ingen af de gamle lærere tilbage overhovedet, hvilket var lidt ærgerligt.
Om aftenen var der så afskedsmiddag for de forskellige deltagere af seminaret. Dette skete på Værftet, en hyggeligt restaurant nede i kolonihavnen. Der var der linet op til selskab og hold nu op det var lækker mad. Først en eller anden form for fiskeanretning, der smagte usandsynligt godt men bagefter… mmmmmm… det møreste lam og det aller aller aller møreste rensdyrsmedaljon. Det kan slet ikke forklares hvor mørt og lækkert det stykke kød det var. Det tætteste er vel det min far han plejer at sige når han får et godt stykke dejlig mørt kød – det er så mørt at man kan tygge det med øjenbrynene og så smelter det på tungen. Ikke helt forkert i det her tilfælde. Til sidst var der noget citron frobe eller hvad det nu er det der fancy stads hedder. Det smagte i hvert fald fint. Og så var det jo godt selskab.
Jeg tog dog forholdsvis tidligt hjem (var på hotellet kl.23), da jeg skulle yderst tidligt op. Vi skulle med flyveren klokken 7.00 hvilket betyder at man skal tjekke ind klokken 6.00 (en time før og sårn), hvilket igen betød at vi fik morgenmad klokken 5.15 og tog taxa lidt efter 5.30. Man, hvis ikke det er før fanden får sko på, så ved jeg ikke rigtig. Men vi kom op og kom af sted og landede fint i Maniitsoq igen, hvor jeg lige skulle igennem 6 timers undervisning – yay..huraaa.. årh pis. Nå ja, og så havde jeg smarte også sat det op så jeg skulle stå for filmklub om aftenen. Suk. Hvor når er det lige jeg lærer ikke at tage munden for fuld. Men men men det blev faktisk en filmklub hvor der rent faktisk kom nogen. Succes. Vi var vel en 10-15 stykker der så Goldeneye (James Bond i ved). Og efter det tog jeg lige i klubben, fik et par øl, men så tog jeg også hjem og fik et velfortjent nats søvn.
Onsdag var en lidt mærkelig dag, da den stod på workshop uden work. Først var jeg til en tilsyneladende workshop om materiale fremstilling, men det var egentlig mere en enkelt kvinde der stod og forklarede hvordan de i DK havde gjort det. Ikke at der er noget i vejen med det, da det både var lærerigt og inspirerende, men workshop var det dæleme ikke. Den næste workshop var om et online konference program og med det sparsomt virkende trådløse net på Katuag fik flere af os logget os ind på det møde foredrags holderen ahvde oprettet og som vi så kunne se på storskærmen samtidig. Meget svar, men da jeg havde prøvet at bruge det før, var der heller ikke det helt nye under solen. Alt i alt en nogenlunde dag, men lidt for lidt work. Var efterhånden træt af at høre på foredragsholdere.
Aftenen blev dog lidt anderledes, da jeg faldt godt i snak med en fyr der hed Lasse og som boede på Sisimiut, hvor han underviste på en eller anden skole jeg lige har glemt nu. Derudover havde han fået anskaffet sig 19 hunde og selv lavet en hundeslæde. Handyman, det tror jeg nok man kan sige. Og det er sgu sjovt som verden nogen gange er forfærdelig lille. Da jeg fortalte at jeg kommer fra Hobro ringede han til sin kone, der også kommer fra Hobro og spurgte om hun kendte en René Toft. Og hun svarede så ”Kim Tofts lillebror?” Damn, siger jeg bare. Hun, tror hun hed Jeanette, havde oveni købet være over hos os i gamle dage. Tsk. Der kan man bare se. Men i hvert fald endte Lasse og jeg på en dejlig thailandsk restaurant hvor vi hver konsumerede 5 retter. Spørg lige om jeg var mæt bagefter.
Torsdag blev også lidt en pudsig dag. En god ting var at der denne gang rent faktisk var workshops med work. Lærte basis værktøjerne ved et program der gør det nemmere at lave word dokumenter til html. Smart og nemt. Efter frokostpausen var der så mere, men der var lige en ting jeg hellere ville nå end at skulle få mere info in i skallen. Jeg havde nemlig en hemmelig plan (ikke mere hemmelig end jeg fortalte alle de andre om den) om at tage til Nussuaq og besøge min gamle skole, Nussuup Artuafia. Som sagt så gjort. Og det var sgu lidt mærkeligt at se den igen. Selv om den så nok så stor og imponerende ud på afstand, så kunne man godt se den var slidt når man kom nærmere på den. Nu skal i jo huske på at den var helt ny da jeg gik på den, så alt det der slemme graffiti, det var jo slet ikke opfundet den gang. Men ikke nok med at den så slidt ud, da jeg først kom ind var den også pludselig meget mindre end jeg husker den. Tror nok det egentlig er mig der er blevet større, men det er lidt sjovt som barndomsminder kan snyde en. Under alle omstændigheder så tog jeg en tur på kontoret for lige at melde min ankomst, da jeg havde tænkt mig at tage lidt billeder af stedet. Det kunne jo være de ville undre sig lidt om hvorfor en eller anden dum dansker rendte rundt og tog billeder af deres skole. Det endte i hvert fald med at jeg fik en god snak med sekretæren på skolen, da sågar fandt mine gamle papirer frem fra fjernarkivet. Det var lidt pudsigt at se mine gamle karakterer og de få udtalelser der var. Blandt andet udtalelsen fra min gamle skole, da jeg skulle skifte til Nussuup. Det skal lige sige sjeg skulle skifte skole fordi de endelig havde bygget en skole der hvor jeg boede, og ikke fordi jeg lavede ballade (ja ok, det kan da godt være jeg lavede ballade men i hvert fald ikke nok til at blive smidt ud af skolen for). I den udtalelse står der blandt andet (fik en kopi); ”Meget svingende opførsel, sød og positiv eller sur og uoplagt. Noget snaksom og højrøstet”. Man skulle tro de snakkede om mine elever… De skriver også; ”René har let ved dansk og klarer sig fint når han selv vil, men det kniber lidt med at koncentrere sig om arbejdet”. Tjaaa.. sådan tror jeg nok jeg havde det hele skoletiden. Men det var sikkert deres undervisning der var røvkedelig. Det siger vi lige i hvert fald. det var i hvert fald sjovt at læse og se skolen igen, men der var ingen af de gamle lærere tilbage overhovedet, hvilket var lidt ærgerligt.
Om aftenen var der så afskedsmiddag for de forskellige deltagere af seminaret. Dette skete på Værftet, en hyggeligt restaurant nede i kolonihavnen. Der var der linet op til selskab og hold nu op det var lækker mad. Først en eller anden form for fiskeanretning, der smagte usandsynligt godt men bagefter… mmmmmm… det møreste lam og det aller aller aller møreste rensdyrsmedaljon. Det kan slet ikke forklares hvor mørt og lækkert det stykke kød det var. Det tætteste er vel det min far han plejer at sige når han får et godt stykke dejlig mørt kød – det er så mørt at man kan tygge det med øjenbrynene og så smelter det på tungen. Ikke helt forkert i det her tilfælde. Til sidst var der noget citron frobe eller hvad det nu er det der fancy stads hedder. Det smagte i hvert fald fint. Og så var det jo godt selskab.
Jeg tog dog forholdsvis tidligt hjem (var på hotellet kl.23), da jeg skulle yderst tidligt op. Vi skulle med flyveren klokken 7.00 hvilket betyder at man skal tjekke ind klokken 6.00 (en time før og sårn), hvilket igen betød at vi fik morgenmad klokken 5.15 og tog taxa lidt efter 5.30. Man, hvis ikke det er før fanden får sko på, så ved jeg ikke rigtig. Men vi kom op og kom af sted og landede fint i Maniitsoq igen, hvor jeg lige skulle igennem 6 timers undervisning – yay..huraaa.. årh pis. Nå ja, og så havde jeg smarte også sat det op så jeg skulle stå for filmklub om aftenen. Suk. Hvor når er det lige jeg lærer ikke at tage munden for fuld. Men men men det blev faktisk en filmklub hvor der rent faktisk kom nogen. Succes. Vi var vel en 10-15 stykker der så Goldeneye (James Bond i ved). Og efter det tog jeg lige i klubben, fik et par øl, men så tog jeg også hjem og fik et velfortjent nats søvn.
onsdag, oktober 25, 2006
Tirsdags seminar, snak og pizza
Tjaa.. tirsdag har været en del mindre actionpacked end mandag. ja altså ud over selve seminaret, der hele tirsdag her har bestået af det ene oplæg efter det andet om e-læring, forskellige organisationers brug eller manglende brug af e-læring, et foredrag om hvordan internettet hænger sammen i Grønland (ret spændende faktisk på trods af en øretæveindbydende oplægsholder). faktisk var der oplæg fra klokken 9.00 til 16.00 med små indlagte pauser så det er ikke uden grund jeg er lidt træt i skallen her til aften.
Men selv om ikke alle foredrag var lige relevante (specielt et omkring grønlandsk fly et eller andet med en noget påståelig kvindemenneske), var der alligevel bonuser og alt i alt var det en god dag. Jeg har fået snakket med en del mennesker. Først og fremmest de jeg skal lave forkskellige projekter med, samt et par ekstra flinke mennesker fra skoler og steder jeg endnu ikke kan udtale. Men en anden bonus var internet. Tak gud og skaber for det trådløse internet der fra organisators side er sat til rådighed når mens vi befinder os på Katuaq. For den uindviede er Katuaq Nuuks ”nye” kulturhus (den her i hvert fald kommet efter jeg boede der sidst) hvor taget er bølget og højt, inspireret af nordlyset. Fantastisk flot sted faktisk. Her er byens biograf, en god cafe og en hel del kultur arrangementer, og så lige denne her konference med alt hvad der dertil hører af frokostanretninger, kaffe og kage og alt det andet pamper happengut, der gør det hele lidt sjovere.
Da jeg ikke rigtig orkede den store restaurant tur bestemte Pia og undertegnede sig for at hente Pizza på den lokale pizza og sidde på værelset for først at se ”Langt fra Las Vegas” på tv2 zulu og derefter ”Myth Busters” på Discovery. SKØNT! Det er jo som at være hjemme igen med alle de (5) kanaler Hotel Hans Egede kan diske op med. Det var i hvert fald dejlig afslappende. Må også hellere være klar til i morgen, da det kræver en hel del mere nærvær i morgen da hele dagen består af workshops. Jeg skal til workshop om materialefremstilling tille-læring, samt netbaseret videokonference. Onsdag handler det så om programmerne Course Genie og Viscon Centra, der ligeledes er programmer man kan bruge i sin e-lærings implementering i undervisningen. Det skal nok blive sjovt alt sammen.
Orv, jeg glemte vist at fortælle at vi i går var inde i byens boghandel. Fin forretning og fanme om de ikke havde den bog jeg ledte forgæves efter i Kbh for to måneder siden, nemlig Kadavermarch af Dennis Jürgensen. Den er der åbenbart ikke så meget rift om heroppe. Men den fik jeg i hvert fald købt så nu har jeg noget dejlig lækker godnatlæsning om de døde der vandrer… og spiser lidt af de levende… og sårn. Hmmm.. Gad egentlig vide hvorfor jeg ikke synes jeg sov særligt godt i nat?
Men selv om ikke alle foredrag var lige relevante (specielt et omkring grønlandsk fly et eller andet med en noget påståelig kvindemenneske), var der alligevel bonuser og alt i alt var det en god dag. Jeg har fået snakket med en del mennesker. Først og fremmest de jeg skal lave forkskellige projekter med, samt et par ekstra flinke mennesker fra skoler og steder jeg endnu ikke kan udtale. Men en anden bonus var internet. Tak gud og skaber for det trådløse internet der fra organisators side er sat til rådighed når mens vi befinder os på Katuaq. For den uindviede er Katuaq Nuuks ”nye” kulturhus (den her i hvert fald kommet efter jeg boede der sidst) hvor taget er bølget og højt, inspireret af nordlyset. Fantastisk flot sted faktisk. Her er byens biograf, en god cafe og en hel del kultur arrangementer, og så lige denne her konference med alt hvad der dertil hører af frokostanretninger, kaffe og kage og alt det andet pamper happengut, der gør det hele lidt sjovere.
Da jeg ikke rigtig orkede den store restaurant tur bestemte Pia og undertegnede sig for at hente Pizza på den lokale pizza og sidde på værelset for først at se ”Langt fra Las Vegas” på tv2 zulu og derefter ”Myth Busters” på Discovery. SKØNT! Det er jo som at være hjemme igen med alle de (5) kanaler Hotel Hans Egede kan diske op med. Det var i hvert fald dejlig afslappende. Må også hellere være klar til i morgen, da det kræver en hel del mere nærvær i morgen da hele dagen består af workshops. Jeg skal til workshop om materialefremstilling tille-læring, samt netbaseret videokonference. Onsdag handler det så om programmerne Course Genie og Viscon Centra, der ligeledes er programmer man kan bruge i sin e-lærings implementering i undervisningen. Det skal nok blive sjovt alt sammen.
Orv, jeg glemte vist at fortælle at vi i går var inde i byens boghandel. Fin forretning og fanme om de ikke havde den bog jeg ledte forgæves efter i Kbh for to måneder siden, nemlig Kadavermarch af Dennis Jürgensen. Den er der åbenbart ikke så meget rift om heroppe. Men den fik jeg i hvert fald købt så nu har jeg noget dejlig lækker godnatlæsning om de døde der vandrer… og spiser lidt af de levende… og sårn. Hmmm.. Gad egentlig vide hvorfor jeg ikke synes jeg sov særligt godt i nat?
tirsdag, oktober 24, 2006
Seminar in the BIG CITY, mandag
mandag: bønder på bytur … eller noget
Så er jeg kommet til storbyen. Det vil sige storbyen greenlandic style. Godthåbs indbyggertal ligger jo på de 15.000 sådan cirkus. Så sammenlignet med de danske forhold er det jo kun et godt gedigen provinshul ikke ulig Hobro hvor jeg har vokset op. Men i grønland er det her det sner, eller hvad det nu er man siger. Godthåb er verdens navle. og hvis vi skal starte et sted så kan jeg fortælle at der er HEL del mere trafik end i Maniitsoq, hvor trafikken hovedsageligt består af taxaer, hvoraf flere burde have udtjent deres værnepligt og sendt til skrot. Men sådan er der så meget.
Vi ankom med flyveren klokken 13.35 uden de store problemer, fik en taxa og ankom til min gamle kending Hotel Hans Egede og fik hver vores rum. Jeg har fornøjelsen af rum 233 med udsigt til en af hovedgaderne der livligt summer uden for mit vindue. Vi, når jeg siger vi mener jeg Pia, Karsten og undertegnede, lagde hurtigt vore ting og gik så på tur, som de bønder vi nu er, der endelig er kommet til hovedstædernes hovedstad, Nuuk Bigcity. Pia ville på lidt bogkøb og nået mens Karsten skulle finde Malene, hans veninde, der var og besøge ham sidste weekend. Hun er ansat som anklager og holder til på politigården, så der holdt jeg mig til. Vi fandt hende og aftalte at vi skulle ud og spise om aftenen. vi foreslog selv thai restauranten, der efter sigende skulle kunne deres kram, men da Malene kort indskød at Bryggeriet serverede nogle store rigtig gode cheeseburgere, havde vi ligesom ikke mere valg. Væk var drømme om de thailandske sandstrande og vi havde igen hovedet på rette køl, med alt hvad det indebar af amerikansk kulturimperialisme når den er allerbedst.
Men lige en indskudt bemærkning om Bryggeriet. For bryggeriet er Nuuks eget bryggeri, der så også lige har en restaurant og pub kaldet Brasseriet. Man kan ikke få deres øl på flaske, da de ikke lige har fået lov til at lave deres egen flaske under den grønlandske pantordning, men hvorfor de ikke bare kan bruge de gængse flasker er mig uvist. Det kan jo være tuborg har afvist dem for at bevare deres monopol, men det kan også bare være at bryggeriet vil forsøge sig med en eller anden hip flaske, der skal igennem en bureaukratisk mølle af en verden før de enten får lov eller bare afslag. For heroppe tager sådanne sager meeeeegeeeet lang tid. Har hørt om sager der kan flere år, hvis det indebærer at politikere rent faktisk skal tage stilling til noget som helst, der ligner noget nyt. Under alle omstændigheder er Brassereriet et nydeligt sted hvor Karsten og jeg lige var inde og smage på varen, der når man ikke kan får den på flaske jo bliver nødt til at drikke det som en fadøl. Men jeg forsøgte mig med deres klassisk variant og jeg må sige at de er da smagt meget værre. En lille smule fladere en tilsvarende tuborg/carlsberg, men har man blot en gang været på vinstue 90 på gammekongevej så ved man at det ikke nødvendigvis er en dårlig ting. De smagte faktisk fortræffeligt, desværre kan man så ikke sige det samme om prisen. Med en fadølspris på 60 kroner for 40cl er det i hvert fald ikke der jeg skal hen for at drikke mig en kæp i øret. Men en øl til min cheeseburger kan det nok blive til.
Hmmm.. det var da lige godt den længste indskudte bemærkning jeg til dato har skrevet, men det er nok også ok alt sammen. Karsten og jeg tog derefter på en lille tur ned til kolonihavnen, den gamle havn og kiggede lidt på isen i havnen, den gamle kirke, Hans Egede statuen, og ellers spankulerede lidt rundt. Vi fik sågar en fransk hotdog på en meget lokal grillbar. Ikke helt tilfreds betalte jeg 22 kroner for den. Ja ting i storbyen er dyrt, når jeg sammenlignet betaler 15 kroner for samme vare hjemme i Maniitsoq. Tsk, hvad de storbymennesker ikke bilder sig ind.
Men jeg har ikke så meget mere at fortælle lige nu. Klokken er 17.59 og jeg skal først være på restauranten med de andre klokken 19.00, så en anmeldelse må komme senere. Nå ja, når jeg nu siger de andre så mener jeg Pia, Karsten, Malene (hvis hun når det med alt hendes arbejde, ellers støder hun på til en øl bagefter) og så Christine, en lærer fra Sisimiut, der er med til e-lærings konferencen og desuden er leder af vores kommende engelske e-læringsprojekt.
Vender tilbage lidt senere. Hep.
Mandag aften: Cheeseburgeren der lod vente på sig
Puha klokken er nu et stykke over sengetid, men det er ikke mere end en 20 minutter siden vi endnu engang entrerede hotellet. Jo vi kom på Godthåb Bryghus (som åbenbart er den helt korrekte titel for bryggeriet/brasseriet) omkring klokken 19.00. Vi ventede så lige på Christine der havde meldt sin ankomst en lille halv time senere, hvilket i bagklogskabets lys bragte en del oplevelser med sig vi måske godt kunne have været foruden. For som de solidariske mennesker vi nu en gang er, så ventede vi med at bestille til hun kom. I mellemtiden nød vi en dejlig lokal brygget øl (de smager jo upåklageligt) og omkring 19.30 slog hun sig så til selskabet. Vi fik bestilt 5 gange cheeseburgere, siden vi åbenbart alle viste hvad kvalitet var… Og så gav vi os til at vente. Men så skete det så efter 10 minutters ventning. Lyset gik. I hele Godthåb.
Restauranten havde en nødgenerator, der sørgede for en nødtørftig belysning samt at fadølsanlægget ikke gik helt i stå. Men det var så godt og vel også alt. Køkkenet kunne i hvert fald ikke komme videre med vores cheeseburgers før strømmen kom tilbage. Så vi ventede, og mens vi ventede kunne vi jo bare bestille en øl mere (stadig til 60 kroner stykket mind you). Og der var jo ikke rigtig nogen der vidste hvornår den kom igen. Vi hørte at sidste gang elektriciteten røg i byen, blev den væk i 3 timer, så vi krydsede fingre og håbede på det bedste, mens snakken gik livligt omkring bordet, specielt omkring at det jo nok var min skyld at lyset var gået, siden at det skete præcis mens jeg var på toilettet. Hvordan de to ting lige skulle hænge sammen er kom vi ikke nærmere ind på, men man blev jo lidt overtroisk og vi håbede da også at den så ville komme igen, da jeg en halv time senere skulle der ud igen. Men så heldige var vi ikke. I vente tiden fik vi lidt nachos, men det var ikke helt en ligeværdig erstatning for den gode saftige cheesebuger, vi vidste vi havde i vente. Efter en time hørte vi rygter om at de havde fået lys i Nussuaq, og efter lidt sms’en fem og tilbage kunne Malene bekræfte at det var den. 15 minutter senere var den så også kommet et andet sted i nærheden, så vi følte os sikre på at nu skete der så snart noget. Halvanden time efter strømmen var gået kom den tilbage til stor jubel, i hvert fald for os. Nu var det jo kun et spørgsmål om tid før vi kunne får vores længe ventede måltid, men ak… Det tog så køkkenet en halv time før de fik fingeren ud og serveret for os, men til gengæld var den så også riiiiigtiig god. Jeg vil ikke nødvendigvis sige at den var værd at vente 2 timer på, men den var i hvert fald værd at vente på. Kæmpe stor og lækre pomfritter. Og så er det jo at man æder løs fordi man er så forpulet sulten, så nu sidder jeg på hotelværelset og har helt ondt i maven fordi jeg så jævla forædt. Men skulle jeg vælge mellem at gå sulten i seng eller have det som jeg har det nu, tror jeg nu nok jeg bare vælger det sidste. For det smagte jo godt.
Så er jeg kommet til storbyen. Det vil sige storbyen greenlandic style. Godthåbs indbyggertal ligger jo på de 15.000 sådan cirkus. Så sammenlignet med de danske forhold er det jo kun et godt gedigen provinshul ikke ulig Hobro hvor jeg har vokset op. Men i grønland er det her det sner, eller hvad det nu er man siger. Godthåb er verdens navle. og hvis vi skal starte et sted så kan jeg fortælle at der er HEL del mere trafik end i Maniitsoq, hvor trafikken hovedsageligt består af taxaer, hvoraf flere burde have udtjent deres værnepligt og sendt til skrot. Men sådan er der så meget.
Vi ankom med flyveren klokken 13.35 uden de store problemer, fik en taxa og ankom til min gamle kending Hotel Hans Egede og fik hver vores rum. Jeg har fornøjelsen af rum 233 med udsigt til en af hovedgaderne der livligt summer uden for mit vindue. Vi, når jeg siger vi mener jeg Pia, Karsten og undertegnede, lagde hurtigt vore ting og gik så på tur, som de bønder vi nu er, der endelig er kommet til hovedstædernes hovedstad, Nuuk Bigcity. Pia ville på lidt bogkøb og nået mens Karsten skulle finde Malene, hans veninde, der var og besøge ham sidste weekend. Hun er ansat som anklager og holder til på politigården, så der holdt jeg mig til. Vi fandt hende og aftalte at vi skulle ud og spise om aftenen. vi foreslog selv thai restauranten, der efter sigende skulle kunne deres kram, men da Malene kort indskød at Bryggeriet serverede nogle store rigtig gode cheeseburgere, havde vi ligesom ikke mere valg. Væk var drømme om de thailandske sandstrande og vi havde igen hovedet på rette køl, med alt hvad det indebar af amerikansk kulturimperialisme når den er allerbedst.
Men lige en indskudt bemærkning om Bryggeriet. For bryggeriet er Nuuks eget bryggeri, der så også lige har en restaurant og pub kaldet Brasseriet. Man kan ikke få deres øl på flaske, da de ikke lige har fået lov til at lave deres egen flaske under den grønlandske pantordning, men hvorfor de ikke bare kan bruge de gængse flasker er mig uvist. Det kan jo være tuborg har afvist dem for at bevare deres monopol, men det kan også bare være at bryggeriet vil forsøge sig med en eller anden hip flaske, der skal igennem en bureaukratisk mølle af en verden før de enten får lov eller bare afslag. For heroppe tager sådanne sager meeeeegeeeet lang tid. Har hørt om sager der kan flere år, hvis det indebærer at politikere rent faktisk skal tage stilling til noget som helst, der ligner noget nyt. Under alle omstændigheder er Brassereriet et nydeligt sted hvor Karsten og jeg lige var inde og smage på varen, der når man ikke kan får den på flaske jo bliver nødt til at drikke det som en fadøl. Men jeg forsøgte mig med deres klassisk variant og jeg må sige at de er da smagt meget værre. En lille smule fladere en tilsvarende tuborg/carlsberg, men har man blot en gang været på vinstue 90 på gammekongevej så ved man at det ikke nødvendigvis er en dårlig ting. De smagte faktisk fortræffeligt, desværre kan man så ikke sige det samme om prisen. Med en fadølspris på 60 kroner for 40cl er det i hvert fald ikke der jeg skal hen for at drikke mig en kæp i øret. Men en øl til min cheeseburger kan det nok blive til.
Hmmm.. det var da lige godt den længste indskudte bemærkning jeg til dato har skrevet, men det er nok også ok alt sammen. Karsten og jeg tog derefter på en lille tur ned til kolonihavnen, den gamle havn og kiggede lidt på isen i havnen, den gamle kirke, Hans Egede statuen, og ellers spankulerede lidt rundt. Vi fik sågar en fransk hotdog på en meget lokal grillbar. Ikke helt tilfreds betalte jeg 22 kroner for den. Ja ting i storbyen er dyrt, når jeg sammenlignet betaler 15 kroner for samme vare hjemme i Maniitsoq. Tsk, hvad de storbymennesker ikke bilder sig ind.
Men jeg har ikke så meget mere at fortælle lige nu. Klokken er 17.59 og jeg skal først være på restauranten med de andre klokken 19.00, så en anmeldelse må komme senere. Nå ja, når jeg nu siger de andre så mener jeg Pia, Karsten, Malene (hvis hun når det med alt hendes arbejde, ellers støder hun på til en øl bagefter) og så Christine, en lærer fra Sisimiut, der er med til e-lærings konferencen og desuden er leder af vores kommende engelske e-læringsprojekt.
Vender tilbage lidt senere. Hep.
Mandag aften: Cheeseburgeren der lod vente på sig
Puha klokken er nu et stykke over sengetid, men det er ikke mere end en 20 minutter siden vi endnu engang entrerede hotellet. Jo vi kom på Godthåb Bryghus (som åbenbart er den helt korrekte titel for bryggeriet/brasseriet) omkring klokken 19.00. Vi ventede så lige på Christine der havde meldt sin ankomst en lille halv time senere, hvilket i bagklogskabets lys bragte en del oplevelser med sig vi måske godt kunne have været foruden. For som de solidariske mennesker vi nu en gang er, så ventede vi med at bestille til hun kom. I mellemtiden nød vi en dejlig lokal brygget øl (de smager jo upåklageligt) og omkring 19.30 slog hun sig så til selskabet. Vi fik bestilt 5 gange cheeseburgere, siden vi åbenbart alle viste hvad kvalitet var… Og så gav vi os til at vente. Men så skete det så efter 10 minutters ventning. Lyset gik. I hele Godthåb.
Restauranten havde en nødgenerator, der sørgede for en nødtørftig belysning samt at fadølsanlægget ikke gik helt i stå. Men det var så godt og vel også alt. Køkkenet kunne i hvert fald ikke komme videre med vores cheeseburgers før strømmen kom tilbage. Så vi ventede, og mens vi ventede kunne vi jo bare bestille en øl mere (stadig til 60 kroner stykket mind you). Og der var jo ikke rigtig nogen der vidste hvornår den kom igen. Vi hørte at sidste gang elektriciteten røg i byen, blev den væk i 3 timer, så vi krydsede fingre og håbede på det bedste, mens snakken gik livligt omkring bordet, specielt omkring at det jo nok var min skyld at lyset var gået, siden at det skete præcis mens jeg var på toilettet. Hvordan de to ting lige skulle hænge sammen er kom vi ikke nærmere ind på, men man blev jo lidt overtroisk og vi håbede da også at den så ville komme igen, da jeg en halv time senere skulle der ud igen. Men så heldige var vi ikke. I vente tiden fik vi lidt nachos, men det var ikke helt en ligeværdig erstatning for den gode saftige cheesebuger, vi vidste vi havde i vente. Efter en time hørte vi rygter om at de havde fået lys i Nussuaq, og efter lidt sms’en fem og tilbage kunne Malene bekræfte at det var den. 15 minutter senere var den så også kommet et andet sted i nærheden, så vi følte os sikre på at nu skete der så snart noget. Halvanden time efter strømmen var gået kom den tilbage til stor jubel, i hvert fald for os. Nu var det jo kun et spørgsmål om tid før vi kunne får vores længe ventede måltid, men ak… Det tog så køkkenet en halv time før de fik fingeren ud og serveret for os, men til gengæld var den så også riiiiigtiig god. Jeg vil ikke nødvendigvis sige at den var værd at vente 2 timer på, men den var i hvert fald værd at vente på. Kæmpe stor og lækre pomfritter. Og så er det jo at man æder løs fordi man er så forpulet sulten, så nu sidder jeg på hotelværelset og har helt ondt i maven fordi jeg så jævla forædt. Men skulle jeg vælge mellem at gå sulten i seng eller have det som jeg har det nu, tror jeg nu nok jeg bare vælger det sidste. For det smagte jo godt.
lørdag, oktober 21, 2006
Jeg lugter lidt af gnu
Hold nu op mine ben er smadret nu og jeg tør slet ikke tænke på hvordan de har det i morgen. Ak. Jep jeg har lige fået første lektion i livet som jæger – væn dig til at gå langt og meget.
Jo jeg har været på jagt. Og før I begynder med alle jeres spørgsmål om hvor mange tons rensdyr vi så hev med hjem, må jeg afsløre at vi altså ikke skød noget. Ikke fordi vi ikke ville men der var simpelthen ingen rensdyr. I hvert fald ikke der hvor vi var. Som Christian så smukt konstaterede ”Der skulle være så mange tusind rensdyr heroppe. De er i hvert fald ikke her”. Nix, vi så ikke et eneste. Vi så nogle spor i den frosne lyng efter nogen, men de var sikkert ikke helt nye. Men lad os starte med begyndelsen.
I går aftes ringede Christian og spurgte om jeg ville med på jagt denne tidlige morgen stund og jeg tænkte jo straks ”hep, jeg har jo jagttegn og alt muligt”, så jeg sagde jo ja tak, og begyndte at forberede mig på mine kommende strabadser. Jeg fik købt lidt kiks og sodavand ind, behandlet mine nye travestøvler så de var absolut vandtætte, kogt et par æg så jeg havde til madpakken og ellers nusset lidt hist her. Fandt tøj frem og så fremdeles. Næste morgen stod jeg op klokken 6.30, da vi skulle mødes ved båden lidt i 8.00. Det skulle i hvert fald ikke være mig de skulle vente på. Når jeg siger ”de” så mener jeg Christian og Signe. Signe er biologi lærer på skolen så vidt jeg husker (men vist også noget med laboratoriet så det kan være jeg digter når jeg siger biologi). Men jeg stod i hvert fald op og fik pakket min taske med kamera, lommekniv, 2x squash (nej ikke cola, er holdt op med det skidt), madpakke (4 halve med æg, gulerødder, 2 æbler og kiks), handsker, hue, pibe og tobak (den er god nok, men den vender jeg tilbage til i en helt anden blog), og alt det jeg ikke lige kan komme i tanke om nu, men jeg altså fik med. Og så tog jeg ud af døren.
Nede ved båden var Christian ved at gøre båden klar og Signe slog sig til os kort efter. Og hvilket vejr. Det kan godt ske at temperaturen har været under frysepunktet det meste af dagen, men når vinden siger 0 meter i sekundet, solen står højt på himlen og der ikke er en sky at se, så er det altså en himmelsk oplevelse at sejle gennem et så vildt, voldsomt og nøgent landskab som det er heroppe. Mine billeder gør det bare ikke retfærdighed. Selv ikke om jeg havde verdens bedste panorama kamera ville I forstå de størrelser og vidder og natur der er heroppe. Det er bare en af de der ting der må og skal opleves. Hver gang jeg er af sted og specielt en dag som i dag hvor vejret bare er lige i øjet, får jeg samme fornemmelse i maven som da jeg sad i to dage ved Taj Mahal og kiggede på solen der legede i marmoren, mens den stille men konstant skiftede position. Det er de stunder hvor man må erkende at man bare er en lille bitte ubetydelig del af noget MEEEEEEGEEEEET større og tak gud for det, og tak for at der findes så sublime æstetiske oplevelser, at man får et sug i maven bare af at tænke på det.
Nå men det var vist et sidespor. Vi kom af sted og havde en god halvanden times sejlads inden vi ankom til den fjord hvor der efter sigende skulle være mulighed for at komme et rensdyr eller to til livs (right…). Vi fik efter lidt besvær ankeret på plads og tog så gummibåden i land. Og hvilket land. Fjelde, klipper, store ferskvands søer, mos, lyng, sortebær og alt det andet vegetation jeg endnu ikke kender navnene på i en stor naturlig henkastet symmetri. Og så var det eller bare med at komme i gang med at gå. Hov jeg glemte vist lige at fortælle noget meget vigtigt. Eftersom jeg nu har fået mit jagttegn mente Christian at så kunne jeg jo godt låne hans anden riffel. Gisp. Og juppi. Nu var jeg jo ligesom en del af kliken. Signe havde sin egen riffel og Christian havde selv en lækker sag med et lidt tungere kaliber. Og nu havde jeg også en…. dun dun duuuun… lidet vidste jeg at det egentlig bare kom til at betyde at jeg skulle bære ekstra unødig vægt rundt i fem seks timer, men sådan er der jo så meget. Men vi kom af sted og travede og travede. Men ikke for hurtigt. Det jo sådan når man går på jagt (tag det fra en fagmand, jeg har jo hele EN jagt under bæltet nu), at man ikke skal gå for hurtigt, i hvert fald ikke hvis man tror der er dyr i nærheden. Så skal man hele tiden spejde rundt efter dem, gå stille, ikke larme og alt sådan noget ret sejt noget. Og nu havde jeg jo allerede hjemmefra investeret i en lille kikkert som jeg havde med, så jeg var cooool. Og så havde jeg jo også min lommekniv, jep, kom ikke her. Men efter at have gået på denne ikke alt for hurtige måde i et par timer holdte vi frokostpause og evaluerede situaitonen. Vi var nær en stor ferskvandssø, som vi havde en mistanke om der godt kunne være noget ved på den anden side af, så der tog vi så hen. En time senere havde vi stadig ikke set så meget som en rensdyr uldtot. Men vi havde som tidlige nævnt set spor i rimen så vi vidste at de på et eller andet tidspunkt havde været der. Da klokken var ved at passere 15.00 bestemte vi os for at vende næsen hjemad. Vi havde stadig en travetur på mindst en time før vi var ved båden og derefter en sejltur på halvanden time, og da solen er nede aller senest klokken 19.00, kunne vi ligeså godt begynde at tænke på det. Som sagt så gjort.
Nu løj jeg vist lidt før, da jeg sagde at solen stod højt på himlen. Det gør den nemlig ikke heroppe (i hvert fald ikke for tiden). Som Signe udtrykkede det, så bliver den hele tiden i en irriterende øjenhøjde. Det er jo noget med at Grønland ligger som den ligger og solen der kører rundt og alt det. Så heroppe går den ikke op i øst og hele vejen over hovedet på os og ned i vest. Den kommer lidt op og hænger så sådan lidt oppe hele dagen og går så ned igen, hvilket giver et mærkeligt men fascinerende landskab når der samtidig er frostgrader. Når man gik i fjeldene kunne man se hele områder hvor skyggen og dermed frosten stadig indhyllede hele landskabet og lige ved siden af bagte solen fra en skyfri himmel og havde smeltet al frost. Men nu da vi officielt ikke var på jagt længere kunne jeg gå og nyde disse landskabs spidsfindigheder mens vi travede hjem ad. Og jeg må sige, at til sidst kunne jeg godt mærke mine ben. Også i den grad. Og så lugtede jeg lidt af gnu. Men sådan er det at gå i et med naturen. Eller også var det bare fordi jeg havde for meget tøj på… under alle omstændigheder endte vi hjemme igen omkring klokken 18.00, tomhændede men en dejlig oplevelse rigere. Og så med udsigten til at vågne op med krampe i lægmusklerne i morgen tidlig…
Jo jeg har været på jagt. Og før I begynder med alle jeres spørgsmål om hvor mange tons rensdyr vi så hev med hjem, må jeg afsløre at vi altså ikke skød noget. Ikke fordi vi ikke ville men der var simpelthen ingen rensdyr. I hvert fald ikke der hvor vi var. Som Christian så smukt konstaterede ”Der skulle være så mange tusind rensdyr heroppe. De er i hvert fald ikke her”. Nix, vi så ikke et eneste. Vi så nogle spor i den frosne lyng efter nogen, men de var sikkert ikke helt nye. Men lad os starte med begyndelsen.
I går aftes ringede Christian og spurgte om jeg ville med på jagt denne tidlige morgen stund og jeg tænkte jo straks ”hep, jeg har jo jagttegn og alt muligt”, så jeg sagde jo ja tak, og begyndte at forberede mig på mine kommende strabadser. Jeg fik købt lidt kiks og sodavand ind, behandlet mine nye travestøvler så de var absolut vandtætte, kogt et par æg så jeg havde til madpakken og ellers nusset lidt hist her. Fandt tøj frem og så fremdeles. Næste morgen stod jeg op klokken 6.30, da vi skulle mødes ved båden lidt i 8.00. Det skulle i hvert fald ikke være mig de skulle vente på. Når jeg siger ”de” så mener jeg Christian og Signe. Signe er biologi lærer på skolen så vidt jeg husker (men vist også noget med laboratoriet så det kan være jeg digter når jeg siger biologi). Men jeg stod i hvert fald op og fik pakket min taske med kamera, lommekniv, 2x squash (nej ikke cola, er holdt op med det skidt), madpakke (4 halve med æg, gulerødder, 2 æbler og kiks), handsker, hue, pibe og tobak (den er god nok, men den vender jeg tilbage til i en helt anden blog), og alt det jeg ikke lige kan komme i tanke om nu, men jeg altså fik med. Og så tog jeg ud af døren.
Nede ved båden var Christian ved at gøre båden klar og Signe slog sig til os kort efter. Og hvilket vejr. Det kan godt ske at temperaturen har været under frysepunktet det meste af dagen, men når vinden siger 0 meter i sekundet, solen står højt på himlen og der ikke er en sky at se, så er det altså en himmelsk oplevelse at sejle gennem et så vildt, voldsomt og nøgent landskab som det er heroppe. Mine billeder gør det bare ikke retfærdighed. Selv ikke om jeg havde verdens bedste panorama kamera ville I forstå de størrelser og vidder og natur der er heroppe. Det er bare en af de der ting der må og skal opleves. Hver gang jeg er af sted og specielt en dag som i dag hvor vejret bare er lige i øjet, får jeg samme fornemmelse i maven som da jeg sad i to dage ved Taj Mahal og kiggede på solen der legede i marmoren, mens den stille men konstant skiftede position. Det er de stunder hvor man må erkende at man bare er en lille bitte ubetydelig del af noget MEEEEEEGEEEEET større og tak gud for det, og tak for at der findes så sublime æstetiske oplevelser, at man får et sug i maven bare af at tænke på det.
Nå men det var vist et sidespor. Vi kom af sted og havde en god halvanden times sejlads inden vi ankom til den fjord hvor der efter sigende skulle være mulighed for at komme et rensdyr eller to til livs (right…). Vi fik efter lidt besvær ankeret på plads og tog så gummibåden i land. Og hvilket land. Fjelde, klipper, store ferskvands søer, mos, lyng, sortebær og alt det andet vegetation jeg endnu ikke kender navnene på i en stor naturlig henkastet symmetri. Og så var det eller bare med at komme i gang med at gå. Hov jeg glemte vist lige at fortælle noget meget vigtigt. Eftersom jeg nu har fået mit jagttegn mente Christian at så kunne jeg jo godt låne hans anden riffel. Gisp. Og juppi. Nu var jeg jo ligesom en del af kliken. Signe havde sin egen riffel og Christian havde selv en lækker sag med et lidt tungere kaliber. Og nu havde jeg også en…. dun dun duuuun… lidet vidste jeg at det egentlig bare kom til at betyde at jeg skulle bære ekstra unødig vægt rundt i fem seks timer, men sådan er der jo så meget. Men vi kom af sted og travede og travede. Men ikke for hurtigt. Det jo sådan når man går på jagt (tag det fra en fagmand, jeg har jo hele EN jagt under bæltet nu), at man ikke skal gå for hurtigt, i hvert fald ikke hvis man tror der er dyr i nærheden. Så skal man hele tiden spejde rundt efter dem, gå stille, ikke larme og alt sådan noget ret sejt noget. Og nu havde jeg jo allerede hjemmefra investeret i en lille kikkert som jeg havde med, så jeg var cooool. Og så havde jeg jo også min lommekniv, jep, kom ikke her. Men efter at have gået på denne ikke alt for hurtige måde i et par timer holdte vi frokostpause og evaluerede situaitonen. Vi var nær en stor ferskvandssø, som vi havde en mistanke om der godt kunne være noget ved på den anden side af, så der tog vi så hen. En time senere havde vi stadig ikke set så meget som en rensdyr uldtot. Men vi havde som tidlige nævnt set spor i rimen så vi vidste at de på et eller andet tidspunkt havde været der. Da klokken var ved at passere 15.00 bestemte vi os for at vende næsen hjemad. Vi havde stadig en travetur på mindst en time før vi var ved båden og derefter en sejltur på halvanden time, og da solen er nede aller senest klokken 19.00, kunne vi ligeså godt begynde at tænke på det. Som sagt så gjort.
Nu løj jeg vist lidt før, da jeg sagde at solen stod højt på himlen. Det gør den nemlig ikke heroppe (i hvert fald ikke for tiden). Som Signe udtrykkede det, så bliver den hele tiden i en irriterende øjenhøjde. Det er jo noget med at Grønland ligger som den ligger og solen der kører rundt og alt det. Så heroppe går den ikke op i øst og hele vejen over hovedet på os og ned i vest. Den kommer lidt op og hænger så sådan lidt oppe hele dagen og går så ned igen, hvilket giver et mærkeligt men fascinerende landskab når der samtidig er frostgrader. Når man gik i fjeldene kunne man se hele områder hvor skyggen og dermed frosten stadig indhyllede hele landskabet og lige ved siden af bagte solen fra en skyfri himmel og havde smeltet al frost. Men nu da vi officielt ikke var på jagt længere kunne jeg gå og nyde disse landskabs spidsfindigheder mens vi travede hjem ad. Og jeg må sige, at til sidst kunne jeg godt mærke mine ben. Også i den grad. Og så lugtede jeg lidt af gnu. Men sådan er det at gå i et med naturen. Eller også var det bare fordi jeg havde for meget tøj på… under alle omstændigheder endte vi hjemme igen omkring klokken 18.00, tomhændede men en dejlig oplevelse rigere. Og så med udsigten til at vågne op med krampe i lægmusklerne i morgen tidlig…
tirsdag, oktober 17, 2006
tudeprinsesse
Jeg tørrer lige tårerne væk så jeg kan komme til at skrive lidt her. Nå, du troede lige? Nej sagen er den at jeg lige har hakket et kæmpe løg og det kom jeg eddermanme til at tude over og det svier stadig i øjnene. Jeg er i gang med at lave min legendariske fiskesuppe, da jeg trænger til noget stærkt her mens jeg stadig skranter. I kan da lige få opskriften:
Fiskesuppe/gryde agtigt lækkert noget
Fisk (lidt lige meget hvad, bare det er fra havet)
1 dåse kokosmælk
Olivenolie
Løg
Hvidløg
Chili er ikke obligatorisk, men uhhhh hvor det varmer.
Gulerødder
Squash
(Andre grøntsager?)
To håndfulde basmati ris
Tre glas vand
En lemon/citrus agtig sur ting
Krydderi og /eller krydderurter
1. Hak grøntsager og del fisken i nogle lunser.
2. Olie i gryden, løg i ned sammen med hvidløg. Ikke svitse. Masser af krydderi.
3. Hakkede grøntsager i gryden, dernæst ris og vand. Dernæst kokosmælk.
4. Når det koger, skru lidt ned, læg fisk på toppen af suppen og hæld saft fra lemon i og læg låg på.
5. Lad simre i 15 minutter med låg på.
6. TADAAA! Spis og vær glad.
Opskriften har jeg tyvstjålet en gang i tidernes morgen fra et eller program med jamie oliver og har bare lige gjort den lidt mere menneskevenlig hvad ingredienser angår.
Nå men tilbage til bloggen, der i dag bliver lidt en brok blog. For det er faktisk lidt hårdt at være mig heroppe. Som i ved går jeg lidt og skranter. Jeg kan mærke at jeg er ved at blive syg, men jeg bliver bare ikke syg. Det vil sige jeg egentlig bare går og bliver mere træt, eftersom jeg sover dårligere (ikke hjulpet af mine overboer men det vender jeg tilbage til), og bliver mere og mere irritabel. Nej jeg er ikke en veritabel overskuds duracel kanin lige for tiden. Og når man ikke er det, så hjælper det jo ikke at hjemmestyret bliver ved med at klokke i ens løn. Lad mig forklare.
Det er sådan at jeg er offentlig ansat. ATI er en erhvervsskole, der et eller andet sted hører under hjemmestyret (den grønlandske version af regeringen) hvilket vil sige at de ordner eller i hvert fald udbetaler min løn fra Nuuk. Omkring den 30 var jeg så den heldige vinder af mi første løn udbetaling, men hov.. manglede der ikke noget? De havde ikke indregnet mit fuldt lovlige og må jeg sige obligatoriske fradrag, der rundt regnet giver mig 2-3.000 mere udbetalt om måneden. Vi ringer til dem og får så den melding at den er så sandelig min egen skyld, da jeg jo ikke har været på kommunekontorets skatteafdeling, hvor jeg skal have mit skattekort og sende det til dem før de kan gøre noget som helst, men for jeg gjort det så skal de sørge for at det er i orden fra næste måned af. ’Dumme mig’ tænker jeg og begiver mig på kommunens skatte kontoret for at gøre det man åbenbart skal gøre når man ankommer til en ny kommune. Det vil sige, jeg har jo været nede og melde mig på kommunen, glemte bare skattekontoret i samme ombæring. Næh, hov det gjorde jeg ikke, for på skattekontoret fortæller de mig at de har alt hvad de skal bruge, eftersom det er blevet tilsendt fra grønlands repræsentation i danmark udfra alle de papirer jeg udfyldte til dem (og der var mange). Og de papirer, fortæller de yderligere, skulle også være sendt til hjemmestyret i Nuuk. Nu er spørgsmålet så bare om de er det, for ingen i Nuuk har set dem og kontordamerne på ATI har lagt vandret i luften for at være bindeled for kommunen i Maniitsog og hjemmestyret i Nuuk. Sikke noget rod. Det har nu stået på lidt over en uge… ikke lige en bonus til ens humør.
Og så lige en anden nedtursting nu vi er i gang. Mine overboer, eller måske mine overboers overboer, er nogle råbehoveder af en anden verden. Jeg gik i seng i går onkring klokken 22.00 og sov som et lille barn lige indtil jeg blev vækket af et meget højt skænderi som jeg umiddelbart vil regne med kom ovenoverfra, men måske skråt overfor eller længere oppe, eftersom de råbte ret højt. Det var det klassiske råbe kælling, råbe (fuld) mand sure på hinanden scenarie. Men hvis de så bare ville få det overstået. Næh.. hver gang der var blevet ro og man tænkte ’endelig’ så var en af dem dumme nok til at tage diskussionen op igen og så råbte de jo i løbet af nul komma fem begge to. Og så ligger man der i seng, egentlig ikke bare for om nogen af dem kommer noget til, som man burde være, men egentlig bare møgirriteret over at to voksne mennesker står og råber af hinanden som små børn klokken 24.00 om natten. Kunne de ikke have råbt af hinanden klokken 21.00 i stedet for, så jeg kunne få noget søvn? Og hvad skal der dog til for at lukke kæften på dem? Skal jeg troppe op i min pyjamas og banke på ovenpå eller vil manden bare åbne op med et haglgevær? Skal man ringe til politiet og anmelde husspektakel og hvad er i det hele taget politiets nummer heroppe? Ikke lige de tanker jeg ønsker at have når jeg burde ligge og sove. Men jeg har bestemt mig for at sker det igen, bliver jeg nødt til at gå ud på opgangen for at blive sikker på hvor det kommer fra. Derefter vil jeg skrive et klagebrev til dem hvor jeg frabeder mig husspektakel efter klokken 22.00. Så kan de lære det…
Orv ja, ja var også til middag fredag hos Karsten der have 2 veninder på besøg, en fra DK og en fra Nuuk. De var begge meget københavnske (eller i hvert fald sjællandske og ja, jeg ved godt det ikke nødvendigvis er det samme) og når nu Karsten også er fra den halvsvenske djævleø, var jeg lidt i undertal og debatter om nødvendigheden af jyske motorveje mellem undertegnede og Malene, jurist i Nuuk, blev ret ophedet. Mest fordi hun mente at jyder generelt ikke havde brug for motorveje og det var nok på sjælland. Og så måske fordi hun debatterede på samme måde som Claus når han får lidt at drikke, nemlig mest for at provokere. Ikke på en ond måde, men for at få dig op af stolen. Men en underholdende aften med masser af vin, øl, rejer, krabber, ovnbagte fisk, en lille tur i klubben og så endelig for at ende på Aju, det lokale diskotek, hvor jeg til sidst måtte give op og tage hjem for at se om jeg kunne kaste op. Det lykkedes (heldigvis) ikke. Og så søndag blev jeg ringet op af Anne Marie og Kristian om jeg ville med ud og sejle. Jeg må helt ærligt sige at jeg havde mine betænkeligheder eftersom mit hoved kunne have haft det bedre, men efter jeg overlevede den første halve time på vandet uden alt for meget kvalme, ja så gik det fint. Det endte faktisk med at blive en helt dejlig tur. Afslappende hvor jeg fik taget en masse gode naturbilleder, men dem kan i se på www.flickr.com. Husk at lede efter billeder af ’toft.inc’ der er mit ”kunstnernavn’, dog mest fordi René Toft var optaget.
Og nu sidder den kloge læser (ja, mor) og siger.. ”ej men så er han da også selv ude om at han bliver syg, sådan som han drikker øl og sejler ud og alting”, men det er netop pointen… Jeg ville gerne blive lidt syg så jeg ku få det overstået, men lykkedes det? Nix. Jeg skranter stadig ”kun”. Heldigvis har ja det lidt fiskesuppe at blive varm på. Mmmmmmm… chili og hvidløg….
Fiskesuppe/gryde agtigt lækkert noget
Fisk (lidt lige meget hvad, bare det er fra havet)
1 dåse kokosmælk
Olivenolie
Løg
Hvidløg
Chili er ikke obligatorisk, men uhhhh hvor det varmer.
Gulerødder
Squash
(Andre grøntsager?)
To håndfulde basmati ris
Tre glas vand
En lemon/citrus agtig sur ting
Krydderi og /eller krydderurter
1. Hak grøntsager og del fisken i nogle lunser.
2. Olie i gryden, løg i ned sammen med hvidløg. Ikke svitse. Masser af krydderi.
3. Hakkede grøntsager i gryden, dernæst ris og vand. Dernæst kokosmælk.
4. Når det koger, skru lidt ned, læg fisk på toppen af suppen og hæld saft fra lemon i og læg låg på.
5. Lad simre i 15 minutter med låg på.
6. TADAAA! Spis og vær glad.
Opskriften har jeg tyvstjålet en gang i tidernes morgen fra et eller program med jamie oliver og har bare lige gjort den lidt mere menneskevenlig hvad ingredienser angår.
Nå men tilbage til bloggen, der i dag bliver lidt en brok blog. For det er faktisk lidt hårdt at være mig heroppe. Som i ved går jeg lidt og skranter. Jeg kan mærke at jeg er ved at blive syg, men jeg bliver bare ikke syg. Det vil sige jeg egentlig bare går og bliver mere træt, eftersom jeg sover dårligere (ikke hjulpet af mine overboer men det vender jeg tilbage til), og bliver mere og mere irritabel. Nej jeg er ikke en veritabel overskuds duracel kanin lige for tiden. Og når man ikke er det, så hjælper det jo ikke at hjemmestyret bliver ved med at klokke i ens løn. Lad mig forklare.
Det er sådan at jeg er offentlig ansat. ATI er en erhvervsskole, der et eller andet sted hører under hjemmestyret (den grønlandske version af regeringen) hvilket vil sige at de ordner eller i hvert fald udbetaler min løn fra Nuuk. Omkring den 30 var jeg så den heldige vinder af mi første løn udbetaling, men hov.. manglede der ikke noget? De havde ikke indregnet mit fuldt lovlige og må jeg sige obligatoriske fradrag, der rundt regnet giver mig 2-3.000 mere udbetalt om måneden. Vi ringer til dem og får så den melding at den er så sandelig min egen skyld, da jeg jo ikke har været på kommunekontorets skatteafdeling, hvor jeg skal have mit skattekort og sende det til dem før de kan gøre noget som helst, men for jeg gjort det så skal de sørge for at det er i orden fra næste måned af. ’Dumme mig’ tænker jeg og begiver mig på kommunens skatte kontoret for at gøre det man åbenbart skal gøre når man ankommer til en ny kommune. Det vil sige, jeg har jo været nede og melde mig på kommunen, glemte bare skattekontoret i samme ombæring. Næh, hov det gjorde jeg ikke, for på skattekontoret fortæller de mig at de har alt hvad de skal bruge, eftersom det er blevet tilsendt fra grønlands repræsentation i danmark udfra alle de papirer jeg udfyldte til dem (og der var mange). Og de papirer, fortæller de yderligere, skulle også være sendt til hjemmestyret i Nuuk. Nu er spørgsmålet så bare om de er det, for ingen i Nuuk har set dem og kontordamerne på ATI har lagt vandret i luften for at være bindeled for kommunen i Maniitsog og hjemmestyret i Nuuk. Sikke noget rod. Det har nu stået på lidt over en uge… ikke lige en bonus til ens humør.
Og så lige en anden nedtursting nu vi er i gang. Mine overboer, eller måske mine overboers overboer, er nogle råbehoveder af en anden verden. Jeg gik i seng i går onkring klokken 22.00 og sov som et lille barn lige indtil jeg blev vækket af et meget højt skænderi som jeg umiddelbart vil regne med kom ovenoverfra, men måske skråt overfor eller længere oppe, eftersom de råbte ret højt. Det var det klassiske råbe kælling, råbe (fuld) mand sure på hinanden scenarie. Men hvis de så bare ville få det overstået. Næh.. hver gang der var blevet ro og man tænkte ’endelig’ så var en af dem dumme nok til at tage diskussionen op igen og så råbte de jo i løbet af nul komma fem begge to. Og så ligger man der i seng, egentlig ikke bare for om nogen af dem kommer noget til, som man burde være, men egentlig bare møgirriteret over at to voksne mennesker står og råber af hinanden som små børn klokken 24.00 om natten. Kunne de ikke have råbt af hinanden klokken 21.00 i stedet for, så jeg kunne få noget søvn? Og hvad skal der dog til for at lukke kæften på dem? Skal jeg troppe op i min pyjamas og banke på ovenpå eller vil manden bare åbne op med et haglgevær? Skal man ringe til politiet og anmelde husspektakel og hvad er i det hele taget politiets nummer heroppe? Ikke lige de tanker jeg ønsker at have når jeg burde ligge og sove. Men jeg har bestemt mig for at sker det igen, bliver jeg nødt til at gå ud på opgangen for at blive sikker på hvor det kommer fra. Derefter vil jeg skrive et klagebrev til dem hvor jeg frabeder mig husspektakel efter klokken 22.00. Så kan de lære det…
Orv ja, ja var også til middag fredag hos Karsten der have 2 veninder på besøg, en fra DK og en fra Nuuk. De var begge meget københavnske (eller i hvert fald sjællandske og ja, jeg ved godt det ikke nødvendigvis er det samme) og når nu Karsten også er fra den halvsvenske djævleø, var jeg lidt i undertal og debatter om nødvendigheden af jyske motorveje mellem undertegnede og Malene, jurist i Nuuk, blev ret ophedet. Mest fordi hun mente at jyder generelt ikke havde brug for motorveje og det var nok på sjælland. Og så måske fordi hun debatterede på samme måde som Claus når han får lidt at drikke, nemlig mest for at provokere. Ikke på en ond måde, men for at få dig op af stolen. Men en underholdende aften med masser af vin, øl, rejer, krabber, ovnbagte fisk, en lille tur i klubben og så endelig for at ende på Aju, det lokale diskotek, hvor jeg til sidst måtte give op og tage hjem for at se om jeg kunne kaste op. Det lykkedes (heldigvis) ikke. Og så søndag blev jeg ringet op af Anne Marie og Kristian om jeg ville med ud og sejle. Jeg må helt ærligt sige at jeg havde mine betænkeligheder eftersom mit hoved kunne have haft det bedre, men efter jeg overlevede den første halve time på vandet uden alt for meget kvalme, ja så gik det fint. Det endte faktisk med at blive en helt dejlig tur. Afslappende hvor jeg fik taget en masse gode naturbilleder, men dem kan i se på www.flickr.com. Husk at lede efter billeder af ’toft.inc’ der er mit ”kunstnernavn’, dog mest fordi René Toft var optaget.
Og nu sidder den kloge læser (ja, mor) og siger.. ”ej men så er han da også selv ude om at han bliver syg, sådan som han drikker øl og sejler ud og alting”, men det er netop pointen… Jeg ville gerne blive lidt syg så jeg ku få det overstået, men lykkedes det? Nix. Jeg skranter stadig ”kun”. Heldigvis har ja det lidt fiskesuppe at blive varm på. Mmmmmmm… chili og hvidløg….
søndag, oktober 15, 2006
Under himlens skørter
Klokken er 01.06 lørdag nat og jeg er lige kommet ind af døren fra en lille gåtur ud i den frostklare nat. Jeg har de sidste par uger lovet mig selv at jeg skulle huske at komme ud på en gåtur for at se på nordlys, som der har været en del af her på det sidste. Men jeg har ikke fået det set enten fordi jeg har gået tidligere i seng og glemt det, eller når jeg så husker det, så er der overskyet eller på anden måde møgvejr. Men ikke i nat.
Da jeg kom udenfor glimtede stjernerne smukt foroven og jeg tænkte ”yes sir, i can boogie” og med kameraet i lommen begik jeg mig op af vejen på vej mod pynten for at se på nordlys. Jeg havde dog knapt kommet ud på vejen overhovedet før jeg fik øje på det. Ind over byen som et hvidt gråt spøgelsestæppe lå nordlyset og blafrede i slowmotion. ”Øv” tænkte jeg, for hvis nordlyset var inde over byen, så kunne jeg jo ikke se det fra pynten jeg var på vej op til. Det var så lige indtil at jeg opdagede at nordlyset fortsatte henover mig og langt ud over fjorden. Det var som om det jeg havde stået og stirret på kun var toppen af isbjerget og nu havde resten af isbjerget faldet ned i hovedet på mig. Hold nu op det var stort. Og smukt.
Jeg skyndte mig op til pynten hvor byens fyrtårn sporadisk glimter. De folk der er heldige at have en lejlighed her har byens bedste udsigt ud over hele fjordområdet. Og hvis de kiggede ud af vinduet her til aften ville de også se en lysballet af en anden verden. Christian fortalte mig at en anden dansker en gang, en maler der skulle male nordlyset, beskrev det som at kigge op under en dansers skørter. Altid i bevægelse. En smuk beskrivelse, for smukt var det at sidde på pynten og bare se naturen opføre sig ganske vidunderlig. Jeg forsøgte at tage billeder af det, men desværre til ingen verdens nytte. Problemet er at man ser nordlys aller bedst, når der ikke er andre lyskilder, og jo mindre lyskilder der er, des mindre er sandsynligheden for at man kan tage et billede. Så jeg pakkede kameraet i lommen igen og nød forestillingen i stedet.
Da jeg kom udenfor glimtede stjernerne smukt foroven og jeg tænkte ”yes sir, i can boogie” og med kameraet i lommen begik jeg mig op af vejen på vej mod pynten for at se på nordlys. Jeg havde dog knapt kommet ud på vejen overhovedet før jeg fik øje på det. Ind over byen som et hvidt gråt spøgelsestæppe lå nordlyset og blafrede i slowmotion. ”Øv” tænkte jeg, for hvis nordlyset var inde over byen, så kunne jeg jo ikke se det fra pynten jeg var på vej op til. Det var så lige indtil at jeg opdagede at nordlyset fortsatte henover mig og langt ud over fjorden. Det var som om det jeg havde stået og stirret på kun var toppen af isbjerget og nu havde resten af isbjerget faldet ned i hovedet på mig. Hold nu op det var stort. Og smukt.
Jeg skyndte mig op til pynten hvor byens fyrtårn sporadisk glimter. De folk der er heldige at have en lejlighed her har byens bedste udsigt ud over hele fjordområdet. Og hvis de kiggede ud af vinduet her til aften ville de også se en lysballet af en anden verden. Christian fortalte mig at en anden dansker en gang, en maler der skulle male nordlyset, beskrev det som at kigge op under en dansers skørter. Altid i bevægelse. En smuk beskrivelse, for smukt var det at sidde på pynten og bare se naturen opføre sig ganske vidunderlig. Jeg forsøgte at tage billeder af det, men desværre til ingen verdens nytte. Problemet er at man ser nordlys aller bedst, når der ikke er andre lyskilder, og jo mindre lyskilder der er, des mindre er sandsynligheden for at man kan tage et billede. Så jeg pakkede kameraet i lommen igen og nød forestillingen i stedet.
onsdag, oktober 11, 2006
Renemik ateqarpunga og andre løse ender
Jeg har i dag haft min første grønlandsk time og til jer der bare har hørt en lille smule grønlandsk eller sågar har stødt et grønlandsk ord i ny og næ, skal det bare siges… det kan godt ske det ser mærkeligt ud og underligt, men det er MEGET værre. Hold nu op man kan brække tungen på det stads og så er grammatikken så langt fra det danske sprog at jeg er ved at være glad for at jeg skal være her oppe i mindst tre år for ellers kommer jeg da aldrig nogen vegne. Men det er faktisk ret sjovt, men som sagt ret indviklet da, som jeg fik forklaret af IB, det er et polysyntetisk sprog, og det er det danske ikke. Jeg er ikke helt klar over hvad forskellen præcis består i, men grammatikken er i hvert fald i øst hvis dansk er i vest. Nu skal jeg i hvert fald have grønlandsk hver onsdag klokken 16.15 og så en time frem så det kan være jeg på et tidspunkt faktisk kan snakke lidt grønlandsk og for det andet måske kan forklare lige præcis hvad det der polysyntetiske går ud på. Nåja, det der står i overskriften betyder bare 'jeg hedder René'.
Derudover er jeg ikke blevet rask, men jeg er heldigvis heller ikke blevet voldsomt meget værre (endnu). Jeg tror den eneste grund til at jeg har klaret mig gennem dagen er at jeg ikke har haft tid til at gå i stå. Jeg har undervist hele dagen og efter det skulle jeg selv undervises og da jeg kom hjem, smed jeg lige tasken og greb kameraet, da der simpelthen var den smukkeste halvmåne mellem de sneklædte bjerge på den anden side af den store fjord. Da det så var gjort stod den på aftensmad med godt med chili og hvidløg (skal jo influenzaen til livs) og nu sidder jeg så og skriver blog. ”Du må ikke gå i stå, du må ikke gå i stå, du må ikke….”. Men jeg har en snigende fornemmelse af at jeg kommer til at lægge mig på langs enten torsdag eller fredag. Yay.. super weekend jeg går i møde… røv.
Nå ja, så er der en masse små meddelelser. Jeg har fået mit jagtegn med posten her sidste uge. Se det kan de sende hurtigt, men har jeg fået et sygesikringsbevis? Nix. Gad vide om man overhovedet får sådan et heroppe. Min hylde står stadig, den er ikke faldet ned endnu, så den har indtil videre stået tidens test, på trods af mine fem tommelfingre og et utilgiveligt dårligt handyman gen. jeg kan ikke huske om jeg har nævnt det før, men jeg har fået et skur. Det har nu stået der hele tiden, men det var først for en uge siden jeg fandt ud af at jeg havde det. Der lå en masse crap derinde fra enten de tidlige ejere eller andre der lige syne sdet var sjovt at rode med noget noget derinde. Det bad jeg så videværten/værterne om at fjerne og de sagde ja ja, men gjorde de det så? Næh, ikke en skid. Så meget for arbejdsmoral. Men så sparer jeg da de øl (man kan jo godt sende en venlig tanke når folk faktisk udfører et lortejob, selv om de får penge for, men når de så ikke gør det kan man også bare drikke dem selv). Så ikke synderligt imponeret over mine viceværter. Til gengæld har jeg selv tømt mit skur og proppet mine flyttekasser derned og har nu oven i købet investeret i en hængelås, så der ikke er nogen der begynder at smide lort derind igen.
Jeg kan også lige fortælle (hvis jeg heller ikke har nævnt det tidligere) at jeg skal til konference i uge 43 i Nuuk. Det er en e-lærings konference hvor der kommer nogle repræsentanter fra forskellige skoler (mest gymnasielle og erhvervs skoler) samt noget privat erhverv. Vi tager derned mandag og konferencen varer så fra tirsdag til torsdag. Så vender vi snuden hjemad fredag hvor jeg så lige når hjem til at undervise 3 klasser i træk… suk. Hård uge, men jeg glæder mig som et lille barn juleaften. JUBII… René skal til storbyen :) Det skal nok blive sjovt og endnu en god måde at lære de andre lærere at kende endnu bedre, da vi er 4 der skal af sted fra vores skole. Og så bliver det også godt at hilse på nogen fra de andre skoler, jeg kender fra fora fra nettet, hvor vi er ved forberede et e-lærings forløb på kryds af klasser i Sisimiut, Nuuk, Maniitsoq og så Rønne på Bornholm (jup, den er god nok, medmindre det ikke lige er Rønne, det er i hvert fald Bornholm).
Og på falderebet... Jeg har nu bestilt rejse hjem til jul! Jepper depper. Så jeg tager "hjem" mandag den 18. december, fejrer jul og nytår, og tager så tilbage til Grønland onsdag den 4. januar. 7.640 bobs kommer det til at koste, så det er ikke engang såååå galt endda. Billeterne kan komme til at koste helt op til 12.000 for en retur, men der går også rygter om at, hvis man har is i maven, kan vente (nogen gange ret længe) på en tilbudsbillet, så man kan komme helt ned på 4.000 for en retur. En af lærerne plejer vist at gøre det på den måde, men lige den første gang her vælger jeg ikke at have is i maven for det første fordi jeg er overrasket over man i det hele taget kan få billeten ned på 7.640 (hvis man bestiller i god tid) og så også lidt fordi jeg er blevet sponsoreret hjemmefra (så jeg skal bare have den billet så de ved jeg kommer hjem i det hele taget). Glæder mig.
Men jeg skal også til at slutte. Har fået en del kopper varm saft i dag, men en kop til tror jeg nok lige det kan blive til…
Derudover er jeg ikke blevet rask, men jeg er heldigvis heller ikke blevet voldsomt meget værre (endnu). Jeg tror den eneste grund til at jeg har klaret mig gennem dagen er at jeg ikke har haft tid til at gå i stå. Jeg har undervist hele dagen og efter det skulle jeg selv undervises og da jeg kom hjem, smed jeg lige tasken og greb kameraet, da der simpelthen var den smukkeste halvmåne mellem de sneklædte bjerge på den anden side af den store fjord. Da det så var gjort stod den på aftensmad med godt med chili og hvidløg (skal jo influenzaen til livs) og nu sidder jeg så og skriver blog. ”Du må ikke gå i stå, du må ikke gå i stå, du må ikke….”. Men jeg har en snigende fornemmelse af at jeg kommer til at lægge mig på langs enten torsdag eller fredag. Yay.. super weekend jeg går i møde… røv.
Nå ja, så er der en masse små meddelelser. Jeg har fået mit jagtegn med posten her sidste uge. Se det kan de sende hurtigt, men har jeg fået et sygesikringsbevis? Nix. Gad vide om man overhovedet får sådan et heroppe. Min hylde står stadig, den er ikke faldet ned endnu, så den har indtil videre stået tidens test, på trods af mine fem tommelfingre og et utilgiveligt dårligt handyman gen. jeg kan ikke huske om jeg har nævnt det før, men jeg har fået et skur. Det har nu stået der hele tiden, men det var først for en uge siden jeg fandt ud af at jeg havde det. Der lå en masse crap derinde fra enten de tidlige ejere eller andre der lige syne sdet var sjovt at rode med noget noget derinde. Det bad jeg så videværten/værterne om at fjerne og de sagde ja ja, men gjorde de det så? Næh, ikke en skid. Så meget for arbejdsmoral. Men så sparer jeg da de øl (man kan jo godt sende en venlig tanke når folk faktisk udfører et lortejob, selv om de får penge for, men når de så ikke gør det kan man også bare drikke dem selv). Så ikke synderligt imponeret over mine viceværter. Til gengæld har jeg selv tømt mit skur og proppet mine flyttekasser derned og har nu oven i købet investeret i en hængelås, så der ikke er nogen der begynder at smide lort derind igen.
Jeg kan også lige fortælle (hvis jeg heller ikke har nævnt det tidligere) at jeg skal til konference i uge 43 i Nuuk. Det er en e-lærings konference hvor der kommer nogle repræsentanter fra forskellige skoler (mest gymnasielle og erhvervs skoler) samt noget privat erhverv. Vi tager derned mandag og konferencen varer så fra tirsdag til torsdag. Så vender vi snuden hjemad fredag hvor jeg så lige når hjem til at undervise 3 klasser i træk… suk. Hård uge, men jeg glæder mig som et lille barn juleaften. JUBII… René skal til storbyen :) Det skal nok blive sjovt og endnu en god måde at lære de andre lærere at kende endnu bedre, da vi er 4 der skal af sted fra vores skole. Og så bliver det også godt at hilse på nogen fra de andre skoler, jeg kender fra fora fra nettet, hvor vi er ved forberede et e-lærings forløb på kryds af klasser i Sisimiut, Nuuk, Maniitsoq og så Rønne på Bornholm (jup, den er god nok, medmindre det ikke lige er Rønne, det er i hvert fald Bornholm).
Og på falderebet... Jeg har nu bestilt rejse hjem til jul! Jepper depper. Så jeg tager "hjem" mandag den 18. december, fejrer jul og nytår, og tager så tilbage til Grønland onsdag den 4. januar. 7.640 bobs kommer det til at koste, så det er ikke engang såååå galt endda. Billeterne kan komme til at koste helt op til 12.000 for en retur, men der går også rygter om at, hvis man har is i maven, kan vente (nogen gange ret længe) på en tilbudsbillet, så man kan komme helt ned på 4.000 for en retur. En af lærerne plejer vist at gøre det på den måde, men lige den første gang her vælger jeg ikke at have is i maven for det første fordi jeg er overrasket over man i det hele taget kan få billeten ned på 7.640 (hvis man bestiller i god tid) og så også lidt fordi jeg er blevet sponsoreret hjemmefra (så jeg skal bare have den billet så de ved jeg kommer hjem i det hele taget). Glæder mig.
Men jeg skal også til at slutte. Har fået en del kopper varm saft i dag, men en kop til tror jeg nok lige det kan blive til…
tirsdag, oktober 10, 2006
Host host!
Så faldt den første sne. Eller det er faktisk løgn. Der er ikke faldet sne, men der er til gengæld blevet minusgrader, så nu er der er ret så spejlglat visse steder. Det gælder om at holde balancen når man nu begiver sig uden for en dør. Men gud hvor er det dog smukt, sådan når solen endelig er kommet frem igen og luften er helt frostklar, bjergene har fået fornyet deres snekappe igen der langt borte og vandet er roligt med en enkelt jolle sejlende forbi. Ren episk landskabsmaleri.
Og så er det jo også lige for tiden at vi har gang i den helt store influenza epidemi. Indtil i dag var det gået mig hus forbi, men nu er fælden så småt ved at klappe. Jeg er ved at blive mat i koderne selvom jeg får søvn nok, har ondt i halsen, hoster lidt og har en generel hovedpine der er lidt svær at komme af med. Øv øv øv. Her i dag havde jeg heldigvis kun en undervisningstime fra 10 til 11.30, så jeg valgte at tage tidligt hjem og sidder nu i pyjamas bukser med dyne over mig og har husket at investere i ribena saft (til varm saft) og honning (til honning the). Så jeg er nogenlunde forberedt. Håber bare jeg får det bedre, for jeg har 3 undervisningstimer i morgen, samt min første grønlandsktime. Læreren er den tidligere forstander Ib, og han spurgte mig om jeg kunne huske noget fra da jeg boede her som barn… Og der må jeg tilstår, ikke det der ligner. Kan af en eller anden grund stadig huske den grønlandske børnesang jeg lærte i 1.klasse, men det er vist også det. Så jeg skal starte ret meget forfra, men jeg har jo også 3 år til det…
Tror det er ved at være tid til et par panodil. I må have det godt så længe.
Og så er det jo også lige for tiden at vi har gang i den helt store influenza epidemi. Indtil i dag var det gået mig hus forbi, men nu er fælden så småt ved at klappe. Jeg er ved at blive mat i koderne selvom jeg får søvn nok, har ondt i halsen, hoster lidt og har en generel hovedpine der er lidt svær at komme af med. Øv øv øv. Her i dag havde jeg heldigvis kun en undervisningstime fra 10 til 11.30, så jeg valgte at tage tidligt hjem og sidder nu i pyjamas bukser med dyne over mig og har husket at investere i ribena saft (til varm saft) og honning (til honning the). Så jeg er nogenlunde forberedt. Håber bare jeg får det bedre, for jeg har 3 undervisningstimer i morgen, samt min første grønlandsktime. Læreren er den tidligere forstander Ib, og han spurgte mig om jeg kunne huske noget fra da jeg boede her som barn… Og der må jeg tilstår, ikke det der ligner. Kan af en eller anden grund stadig huske den grønlandske børnesang jeg lærte i 1.klasse, men det er vist også det. Så jeg skal starte ret meget forfra, men jeg har jo også 3 år til det…
Tror det er ved at være tid til et par panodil. I må have det godt så længe.
lørdag, oktober 07, 2006
Palle alene i filmverdenen
Som tidligere nævnt, er jeg blevet soloansvarlig for ATIs filmklub. Jer der kender mig vil jo vide at films og sådan ligger mit hjerte meget nært så at få lov til at (i hvert fald til at starte med) diktatorisk at få lov til at vælge hvilken film man skal se projekteret op på et kæmpe lærred og med god lyd.. tjaa.. det tror jeg nok godt lige jeg kan holde til.
Men filmklubben er jo et tiltag ATI forsøger at have hvert år for elevernes skyld og specielt de elever der bor på kollegiet. Det kan jo blive begrænset hvor meget der er at lave i en lille by som Maniitsoq og når nu vintermørket rigtig tager til, er det ret hyggeligt at sidde og se et par gode film i godt selskab. Hep, tænkte jeg jo til mit første lærerrådsmåde, det skal jeg nok stå for. Og efter en lille måned her i det grønlandske var det på tide at sætte handling bag ord og således gjort. Jeg satte plakater op på skolen om at jeg fredag ville vise Robert Rodriguez og Frank Millers Sin City. En fantastisk æstetisk og ondskabsfuld actionfyldt film noir historie baseret på en flok tegneserie skrevet af Frank Miller med stjerner som Bruce Willis, Jessica Alba, Clive Owen, Mickey Rourke, Britthany Murphy etc. Selv Quentin Tarantino har været inde over og har gæsteinstrueret et lille segment af filmen. God film, voldsom, hip, med stjerner, det må da være det de unge de vil ha, tænkte jeg.
Fredag kom og efter undervisning daffede jeg i byen for at betale regninger på postkontoret, for det er jo så pragtfuldt indrettet heroppe at posthuset lukker klokken 15.00 og kommunen klokken 14.00 og det alle dage. Hvornår dælen har det nogensinde været smart? Så det er altså kun folk der har natarbejde eller arbejdsløse der kan bruge dem eller hvad? Nogen ting heroppe giver ikke helt mening, men det er sikkert bare en af de ting jeg må vende mig til. Jeg havde aftalt med Karsten at vi skulle mødes på skolen klokken 19.30, så vi kunne sætte anlæg op, da filmen skulle vises klokken 20.00 ifølge min flotte plakat. Den sku vises i Qiterleq, det største af undervisningslokalerne på ATI.
Klokken 19.30 var jeg på skolen med min film, men havde selvfølgelig glemt min computer, jeg havde mumlet noget om at vi skulle se filmen på. Skolen har en bærbar man kan se film på, men var ikke klar over hvor god den var, så jeg spurtede hjem for at hente min egen. Ikke at der er sååååå pokkers langt, men nok til at give en man uden alt for fantastiks kondi sved på panden, stakånde og generel utilfredshed med kroppen. Men jeg nåede hjem, hentede computeren og tilbage igen på ca. 15 minutter, hvilket er meget godt gået hvis jeg selv skal sige det. Karsten havde ryttet gulvet for borde og sat lydanlægget op i mellemtiden så vi satte projekter og computer op. Vores forstander Per ankom også for at se noget tegneserie action og i fællesskab fik så sat et par sofaer ind så vi rigtig kunne hygge. Nu manglede vi bare eleverne…
Klokken blev 20.00 og det var stadig kun Karsten, Per og undertegnede, men så dukkede en af eleverne op, en af gutterne, der lige ville sige at de altså ikke havde spist endnu, så det ku altså godt ske de kom ned senere. Måske en halv time senere, hvorefter han daffede af igen. Men filmen var sat til klokken 20.00 og da vi ikke kan vente på folk, der siger de måske dukker op senere, satte vi filmen i gang. Efter et par smårettelser de første 10 minutter, lyd og billede, var det perfekt og vi kunne nu nyde Hartigan, Marv og Dwight smadre sig vej gennem Sin City i det her rimelig tomme klasselokale. Ca 30 minutter senere dukkede der så to elever op, to gutter, oo de satte sig ind for at se lidt af filmen. Og når jeg siger ’lidt’ af filmen, så mener jeg lidt. For der gik jo ikke 2 minutter efter de havde sat sig før telefonen ringede og den ene af dem absolut blev nødt til at tage den. Samtalen var kort og blev hurtig afløst af lidt sms frem og tilbage. Efter 30 minutter (hvis ikke det var efter 20) gik de to fyre igen, men før de gik ud af døren, tog den ene mig på skulderen og sagde glad ”god film”. Og så er det liiiigeeee jeg spørger mig selv, hvis det er du synes filmen er så djævelsk god, hvorfor er det så lige at du ikke bliver? Det kan da pisse mig lidt af. Nå men der kan jo være tusind grunde, fest, piger eller noget trækker, og fred være med det. Men filmen fik vi da set færdig og vi endte lige så mange som vi startede. Vi ryddede op og rykkede hver til sit.
Og nu er det så jeg lidt spørger mig selv… er det det værd? Skal man sætte himmel og jord i bevægelse for at 2 elever kan sætte sig ned i 20 minutter og sende sms’er? På den anden side så er det jo ikke tosset at have en storskærm helt for sig selv og så se en god film. Og hvis de alligevel ikke kommer, kan man jo være endnu mere diktatorisk i sit udvalg af film, men skal jo ikke nødvendigvis være ’ung med de unge’. Så kan man jo se ’Once upon a time in the west’ eller andre store lidt langsomme klassiker. Hmm.. jeg tror jeg forsøger et par gange mere for så at holde en lille status engang i november. Idéen var jo også lidt at eleverne på et eller andet tidspunkt kunne tage over, men det bliver da ikke lige med det samme.
Men husk! Film skal ses i bio.. øhh… klasselokalet?
Men filmklubben er jo et tiltag ATI forsøger at have hvert år for elevernes skyld og specielt de elever der bor på kollegiet. Det kan jo blive begrænset hvor meget der er at lave i en lille by som Maniitsoq og når nu vintermørket rigtig tager til, er det ret hyggeligt at sidde og se et par gode film i godt selskab. Hep, tænkte jeg jo til mit første lærerrådsmåde, det skal jeg nok stå for. Og efter en lille måned her i det grønlandske var det på tide at sætte handling bag ord og således gjort. Jeg satte plakater op på skolen om at jeg fredag ville vise Robert Rodriguez og Frank Millers Sin City. En fantastisk æstetisk og ondskabsfuld actionfyldt film noir historie baseret på en flok tegneserie skrevet af Frank Miller med stjerner som Bruce Willis, Jessica Alba, Clive Owen, Mickey Rourke, Britthany Murphy etc. Selv Quentin Tarantino har været inde over og har gæsteinstrueret et lille segment af filmen. God film, voldsom, hip, med stjerner, det må da være det de unge de vil ha, tænkte jeg.
Fredag kom og efter undervisning daffede jeg i byen for at betale regninger på postkontoret, for det er jo så pragtfuldt indrettet heroppe at posthuset lukker klokken 15.00 og kommunen klokken 14.00 og det alle dage. Hvornår dælen har det nogensinde været smart? Så det er altså kun folk der har natarbejde eller arbejdsløse der kan bruge dem eller hvad? Nogen ting heroppe giver ikke helt mening, men det er sikkert bare en af de ting jeg må vende mig til. Jeg havde aftalt med Karsten at vi skulle mødes på skolen klokken 19.30, så vi kunne sætte anlæg op, da filmen skulle vises klokken 20.00 ifølge min flotte plakat. Den sku vises i Qiterleq, det største af undervisningslokalerne på ATI.
Klokken 19.30 var jeg på skolen med min film, men havde selvfølgelig glemt min computer, jeg havde mumlet noget om at vi skulle se filmen på. Skolen har en bærbar man kan se film på, men var ikke klar over hvor god den var, så jeg spurtede hjem for at hente min egen. Ikke at der er sååååå pokkers langt, men nok til at give en man uden alt for fantastiks kondi sved på panden, stakånde og generel utilfredshed med kroppen. Men jeg nåede hjem, hentede computeren og tilbage igen på ca. 15 minutter, hvilket er meget godt gået hvis jeg selv skal sige det. Karsten havde ryttet gulvet for borde og sat lydanlægget op i mellemtiden så vi satte projekter og computer op. Vores forstander Per ankom også for at se noget tegneserie action og i fællesskab fik så sat et par sofaer ind så vi rigtig kunne hygge. Nu manglede vi bare eleverne…
Klokken blev 20.00 og det var stadig kun Karsten, Per og undertegnede, men så dukkede en af eleverne op, en af gutterne, der lige ville sige at de altså ikke havde spist endnu, så det ku altså godt ske de kom ned senere. Måske en halv time senere, hvorefter han daffede af igen. Men filmen var sat til klokken 20.00 og da vi ikke kan vente på folk, der siger de måske dukker op senere, satte vi filmen i gang. Efter et par smårettelser de første 10 minutter, lyd og billede, var det perfekt og vi kunne nu nyde Hartigan, Marv og Dwight smadre sig vej gennem Sin City i det her rimelig tomme klasselokale. Ca 30 minutter senere dukkede der så to elever op, to gutter, oo de satte sig ind for at se lidt af filmen. Og når jeg siger ’lidt’ af filmen, så mener jeg lidt. For der gik jo ikke 2 minutter efter de havde sat sig før telefonen ringede og den ene af dem absolut blev nødt til at tage den. Samtalen var kort og blev hurtig afløst af lidt sms frem og tilbage. Efter 30 minutter (hvis ikke det var efter 20) gik de to fyre igen, men før de gik ud af døren, tog den ene mig på skulderen og sagde glad ”god film”. Og så er det liiiigeeee jeg spørger mig selv, hvis det er du synes filmen er så djævelsk god, hvorfor er det så lige at du ikke bliver? Det kan da pisse mig lidt af. Nå men der kan jo være tusind grunde, fest, piger eller noget trækker, og fred være med det. Men filmen fik vi da set færdig og vi endte lige så mange som vi startede. Vi ryddede op og rykkede hver til sit.
Og nu er det så jeg lidt spørger mig selv… er det det værd? Skal man sætte himmel og jord i bevægelse for at 2 elever kan sætte sig ned i 20 minutter og sende sms’er? På den anden side så er det jo ikke tosset at have en storskærm helt for sig selv og så se en god film. Og hvis de alligevel ikke kommer, kan man jo være endnu mere diktatorisk i sit udvalg af film, men skal jo ikke nødvendigvis være ’ung med de unge’. Så kan man jo se ’Once upon a time in the west’ eller andre store lidt langsomme klassiker. Hmm.. jeg tror jeg forsøger et par gange mere for så at holde en lille status engang i november. Idéen var jo også lidt at eleverne på et eller andet tidspunkt kunne tage over, men det bliver da ikke lige med det samme.
Men husk! Film skal ses i bio.. øhh… klasselokalet?
lørdag, september 30, 2006
Handyman fra helvede + grønlands dyreste lasagne
Jeg tror ikke jeg nogensinde bliver håndværker. Jeg er simpelthen ikke bygget til det. Men det er sjovt nok som man altid er overbevist om at ”nå den der ting, den kan jeg sku hurtigt samle.. no problem!” og fem minutter senere har man savet sig selv i benene, tømrerlus over alt, man har væltet den forkerte væg (selv om det var et bord man sku samle), og alt ens værktøj er enten bøjet eller gået i brand. Jep, nogenlunde sådan er det for mig. Jeg fik nemlig den smarte idé at jeg sku have sat en hylde op herhjemme. Her gjorde jeg allerede min første fejl – idéen var at jeg sku sætte den op. Dumt dumt dumt.
Det hele blev lidt sat i gang af at jeg havde det lidt rodet herhjemme, samtidig med at jeg stadig mangler at tømme et par flyttekasser. Og hvad er den bedste og sikreste måde du får ryddet op på? Det er jo som bekendt ved at invitere gæster. Så jeg inviterede Karsten og Susanne (2 af mine kolleger) til en hyggelige tag-dine-gamle-plader-med-aften hos mig og så sku jeg nok stå for maden (den kommer jeg til). Men for at få lidt mere plads til inholdet af alle de kasser mangler jeg en smule hyldeplads for at sige det pænt. Så jeg tog i onsdags hen til tømmerhandelen for at se om de havde noget. Og ganske rigtigt, de havde både hylde og de der ophængsting man fæstner til væggen og sætter hylden på… ak, hvad er det de hedder. Men jeg fik desuden nogle skruer, et lille bor til træet som jeg ku bruge med skolens boremaskine jeg allerede havde lånt, en måtte til mit vindfang og desuden en .. fåk, jeg kan ikke huske navne nu. Sådan en der måler om noget nu er lige. Mand jeg er håbløs.
Men jeg kom hjem og begyndte min store bore-løs-overalt fase, en handymand som mig jo skal igennem. Jeg fik sat skruer så mit trådløse net og mine andre internetbokse kunne komme op på væggen istedet for at at lægge på gulvet. Nu mangler jeg bare nogle kortere ledninger til dem. Derefter kom turen til skruer så jeg ku sætte nogle billeder op. Jeg vil sige de blev lige.. sådan da. Det er også unfair når et billede er så stort at det skal bruge to skruer og ikke kan nøjes med en lige i midten. Som sagt.. næsten lige. Godt nok til rock i hvert fald. men billederne kom op, nu var der kun hylden tilbage. jeg blev enig med mig selv om at væggene af gips ikke nødvendigvis kunne holde vægten af en hylde med en masse mærkelig bøger på, så jeg gik med en kenders mine efter ydervæggen, der tydeligvis var af beton. Først skulle der markeres hvor jeg skulle bore og disse blev så tjekket efter med mit nyerhvervede vaterpas (se jeg kom i tanke om det). Efter jeg havde gjort det var det ”bare” at begynde at bore. Hold nu kæft det er noget man kan få ondt i armen af og specielt i beton. Og specielt når det øverste hul jeg skal bore i begge sider (der er jo to af de der holder-tingerster) lige præcis er blevet placeret der hvor der løber en af de der store jernstænger man altså IKKE kan bore i. Røv røv røv. Og fra da af gik det lettere ned af bakke. Et sted var skruen for lang i forhold til mit hul, og jeg ku ikke få den ud, da jeg havde smadret gevindet. Et andet sted var mit hul ikke vater alligevel, så jeg måtte bore et nyt ved siden af. Og så var de skruer jeg havde fået af damen i tømmerhandelen forlange til hylden, så jeg havde nær skruet en af dem helt gennem, men gennemskuede heldigvis hurtigt hendes fejl (ik min) så jeg skiftede om til nogle andre skruer jeg havde haft med fra DK. Alt i alt så kom hylden op tro det eller ej. Det tog langt længere tid end jeg regnede med, den er kun støttet af 4 ud af 6 skruer i væggen og den ene skrue kommer aldrig, gentager aldrig, ud igen. Men ser man bort fra det, så er det nu blevet et meget pænt resultat ud af det. Mine eneste kommentar lige nu er, at jeg er glad for at jeg ikke købte to som jeg havde planer om fra starten af…
Men jeg blev i hvert fald færdig med at være handy og fik ryddet op indtil gæsterne kom, hvilket så viste sig at blive gæst. Susanne kunne ikke alligevel da det kom til stykket. Det var jo bare synd for hende, for så gik hun glip af grønlands bedste og absolut dyreste lasagne. Når det er jeg laver lasagne så er mine 2 hovedingredienser altid chili og rødvin. Der skal et enkelt chili i (uden kerner, vi er jo ikke umenneskelige) og så skal sovsen i være baseret på rødvin, der får lov til at koge alkoholen af en times tid. Men hvad er det lige der er super dyrt heroppe? Alkohol og grønsager.. og så smøger, men dem skal der ikke lige bruges nogen af i min lasagne. En ting er at jeg skal bruge grøntsager, de er tilpas dyre, men det er bare ikke er muligt at få dem i de rigtige mængder. Jeg skal bruge ét chili, ikke to, ikke tre, men ét. Og hvad kan man ikke få enkeltvis? chilier naturligvis. Jeg blev nødt til at købe en pakke med 8 styks til 32 kroner, derudover så også købe en ”billig” flaske rødvin til 75 kr (tro mig det er omkring det billigste du kan få heroppe, der bare er nogenlunde drikkelig), 250g champignon for 25kr. og en masse andre ting, der alt i alt løb op til de omkring 250 kroner. Mindst. Men det er jo ikke den slags man skal hænge sig i når man invitere gæster.. gæst. Den blev i hvert fald god og vi havde en hyggelig aften med masser vinylplader, rødvin, senere hen øl og en tur i klubben. Men det varer nok lidt før jeg lavet en lasagne igen.
Det hele blev lidt sat i gang af at jeg havde det lidt rodet herhjemme, samtidig med at jeg stadig mangler at tømme et par flyttekasser. Og hvad er den bedste og sikreste måde du får ryddet op på? Det er jo som bekendt ved at invitere gæster. Så jeg inviterede Karsten og Susanne (2 af mine kolleger) til en hyggelige tag-dine-gamle-plader-med-aften hos mig og så sku jeg nok stå for maden (den kommer jeg til). Men for at få lidt mere plads til inholdet af alle de kasser mangler jeg en smule hyldeplads for at sige det pænt. Så jeg tog i onsdags hen til tømmerhandelen for at se om de havde noget. Og ganske rigtigt, de havde både hylde og de der ophængsting man fæstner til væggen og sætter hylden på… ak, hvad er det de hedder. Men jeg fik desuden nogle skruer, et lille bor til træet som jeg ku bruge med skolens boremaskine jeg allerede havde lånt, en måtte til mit vindfang og desuden en .. fåk, jeg kan ikke huske navne nu. Sådan en der måler om noget nu er lige. Mand jeg er håbløs.
Men jeg kom hjem og begyndte min store bore-løs-overalt fase, en handymand som mig jo skal igennem. Jeg fik sat skruer så mit trådløse net og mine andre internetbokse kunne komme op på væggen istedet for at at lægge på gulvet. Nu mangler jeg bare nogle kortere ledninger til dem. Derefter kom turen til skruer så jeg ku sætte nogle billeder op. Jeg vil sige de blev lige.. sådan da. Det er også unfair når et billede er så stort at det skal bruge to skruer og ikke kan nøjes med en lige i midten. Som sagt.. næsten lige. Godt nok til rock i hvert fald. men billederne kom op, nu var der kun hylden tilbage. jeg blev enig med mig selv om at væggene af gips ikke nødvendigvis kunne holde vægten af en hylde med en masse mærkelig bøger på, så jeg gik med en kenders mine efter ydervæggen, der tydeligvis var af beton. Først skulle der markeres hvor jeg skulle bore og disse blev så tjekket efter med mit nyerhvervede vaterpas (se jeg kom i tanke om det). Efter jeg havde gjort det var det ”bare” at begynde at bore. Hold nu kæft det er noget man kan få ondt i armen af og specielt i beton. Og specielt når det øverste hul jeg skal bore i begge sider (der er jo to af de der holder-tingerster) lige præcis er blevet placeret der hvor der løber en af de der store jernstænger man altså IKKE kan bore i. Røv røv røv. Og fra da af gik det lettere ned af bakke. Et sted var skruen for lang i forhold til mit hul, og jeg ku ikke få den ud, da jeg havde smadret gevindet. Et andet sted var mit hul ikke vater alligevel, så jeg måtte bore et nyt ved siden af. Og så var de skruer jeg havde fået af damen i tømmerhandelen forlange til hylden, så jeg havde nær skruet en af dem helt gennem, men gennemskuede heldigvis hurtigt hendes fejl (ik min) så jeg skiftede om til nogle andre skruer jeg havde haft med fra DK. Alt i alt så kom hylden op tro det eller ej. Det tog langt længere tid end jeg regnede med, den er kun støttet af 4 ud af 6 skruer i væggen og den ene skrue kommer aldrig, gentager aldrig, ud igen. Men ser man bort fra det, så er det nu blevet et meget pænt resultat ud af det. Mine eneste kommentar lige nu er, at jeg er glad for at jeg ikke købte to som jeg havde planer om fra starten af…
Men jeg blev i hvert fald færdig med at være handy og fik ryddet op indtil gæsterne kom, hvilket så viste sig at blive gæst. Susanne kunne ikke alligevel da det kom til stykket. Det var jo bare synd for hende, for så gik hun glip af grønlands bedste og absolut dyreste lasagne. Når det er jeg laver lasagne så er mine 2 hovedingredienser altid chili og rødvin. Der skal et enkelt chili i (uden kerner, vi er jo ikke umenneskelige) og så skal sovsen i være baseret på rødvin, der får lov til at koge alkoholen af en times tid. Men hvad er det lige der er super dyrt heroppe? Alkohol og grønsager.. og så smøger, men dem skal der ikke lige bruges nogen af i min lasagne. En ting er at jeg skal bruge grøntsager, de er tilpas dyre, men det er bare ikke er muligt at få dem i de rigtige mængder. Jeg skal bruge ét chili, ikke to, ikke tre, men ét. Og hvad kan man ikke få enkeltvis? chilier naturligvis. Jeg blev nødt til at købe en pakke med 8 styks til 32 kroner, derudover så også købe en ”billig” flaske rødvin til 75 kr (tro mig det er omkring det billigste du kan få heroppe, der bare er nogenlunde drikkelig), 250g champignon for 25kr. og en masse andre ting, der alt i alt løb op til de omkring 250 kroner. Mindst. Men det er jo ikke den slags man skal hænge sig i når man invitere gæster.. gæst. Den blev i hvert fald god og vi havde en hyggelig aften med masser vinylplader, rødvin, senere hen øl og en tur i klubben. Men det varer nok lidt før jeg lavet en lasagne igen.
tirsdag, september 26, 2006
Maniitsoq big city guide
Det er på tide du, kære læser, lærer lidt om byen maniitsoq, siden du åbenbart følger med i hvad det er jeg laver heroppe i det kolde nord. Men lad mig forsøge at beskrive Maniitsoq efter bedste evne.
Maniitsoq betyder den ujævne, hvilket passer meget godt siden byens huse ligger spredt lidt over fjeldene her. Der er lidt som om at man tænkte; ”næh sikke en fin lille fjord, den snupper vi”.. ”undskyld boss, men hvad med alle fjeldene?”, ”dem bygger vi bare på og så giver vi det et eller andet navn som giver det lidt lokal kolorit, så synes alle det er charmerende i stedet for irriterende”, ”mand, du er smart boss”. Og sådan blev det til at maniitsoq ligger hvor den gør. Eller noget lignende. Der er i hvert fald mange trapper rundt omkring, men de også nødvendige hvad man skal op til de huse øverst oppe. I gamle dage blev Maniitsoq kaldt Grønlands Venedig eftersom der var meget vand mellem bygningerne, kanaler, fjorde etc. men de fleste af dem er nu fyldt med sten, så der ku blive bygget bygninger som vores kære kommune kontor, hallen og så fremdeles, alt i fremskridtets navn. Så ingen Venedig mere, kun en lille sukkertop. Nårh nej, det er der heller ikke. På dansk hedder Maniitsoq Sukkertoppen, men det er faktisk lidt en fejl, eller man kan i hvert fald sige at navnet har mistet sin historiske lokalitets relevans, efter at Sukkertoppen er toppen af de bjerge man kan se hvor maniitsoq lå i ’gamle’ dage. Jep, de flyttede byen. Kan ikke lige huske hvornår, men nu er der stadig bygden, Kangaamiut, hvor den ’gamle’ maniitsoq lå.
Ifølge kommunens hjemmeside bor der i selve maniitsoq by 2.884 indbyggere, hvilket gør Maniitsoq til Grønlands fjerde største by (Nuuk nummer 1, Sissimiut nummer 2 og så er jeg ikke helt klar over nummer 3). Tager man Maniitsoq kommunens tre bygder Kangaamiut (401 indbyggere), Napasoq (98 indbyggere) og Atammik (239 indbyggere) med, så kommer vi helt op på 3.622 indbyggere alt i alt. Så kom ikke her. Arealmæssigt ligger kommunen heller ikke på den lade side. Kommunen er på 79.500 km2, hvor der til sammenligning kan fortælles at Danmarks samlede areal tæller 43.090 km2. Desværre kan man sige det lidt er falsk varebetegnelse eftersom der ”kun” er 17.000 km2 (lidt over to gange sjælland), der ikke er dækket af is.
Men på trods af den ringe størrelse (i hvert fald efter dansk standard, og nu tænker jeg indbyggermæssigt) så har Maniitsoq (næsten) alle morderne bekvemligheder; der er videoforretning, pizzaria (endnu en ting jeg mangler at få prøvet), en computerforretning/arkitektfirma, en grillbar og 2 cafeterier der også sælger grillmad, en sportsforretning, 4 brugser hvoraf to har åbent til kl 21-22, en tøjforretning, et autoværksted, en bank, fiskefabrikker, to skoler, to erhvervsskoler (det er her jeg arbejder, altså på den ene), 2 hoteller (og vist en lowbudget en også jeg ikke har set endnu), en hal med masser af muligheder for sport, et museum, en herre klub (det er den hemmelige klub jeg lover at vende tilbage til), brættet (fiskemarkedet) og endnu flere ting jeg ikke lige kan komme i tanke om på stående fod. Det væsentligste ved disse forretninger er, at ved flere af dem skal man vide hvor de ligger, ellers finder man dem aldrig. Grønlændere har nemlig en tendens til ikke at bruge tid på store butiksvinduer med fantastiske udstillinger og lækre overdimensionerede neonskilte, der fortæller at her ligger bennys videobiks altså. Nix, en forretning ligger ofte i en bygning der ligner alle de andre bygninger man kan bo i, og så er det lidt man skal vide at derinde bag døren er byens pizzaria altså. Nu har Pizzariaet faktisk været så flinke at sætte et lille håndmalet skilt op så man kan se det er her det sner. Det har byens videobiks til gengæld ikke. Og heller ikke grillbaren.. det tog mig over en uge før jeg regnede ud at det var her jeg kunne får en fransk hotdog til 15 kr.
Maniitsoq har også et par berømtheder. For det første bor her grønlands ældste kvinde. Hun hedder Charlotte Petersen, er 99 og fylder 100 år den 18. juli 2007. Derudover arbejder der på skolen en flink gut der hedder Ulrik. Han er pedel og kollegieansvarlig. Derudover er han keyboardmand i grønlands svar på Pink Floyd, bandet Naneruaq. De blev dannet i 1982 og nåede at lave to plader før de gik i opløsning. Nu er de efter 19 år samlet igen og ved at indspille deres 3. plade. Spændende.
Derudover er der jo selve fjorden, eller fjordene tror jeg måske det er nemmere at sige. Der er fjord og skærgård for alle pengene her i området, men en beskrivelse må blive en anden gang, eller måske bare en løbende ting jeg får gjort efterhånden som jeg får set den. Og så er der også Apussuit, der er grønlands bedste skisted og åbenbart så fantastisk at de kongelige har været der, samt norges landshold i langrend osv. også lige har været på studieophold. Men siden det for det første er en tre timers sejlads herfra, samt sikkert heller ikke er gratis, så må det lige vare en lille stund før jeg får besøgt stedet og derefter kan få fortalt dig kære læser om det. Men kommer tid kommer råd, for det er helt sikkert et besøg værd. Men jeg lover at vende tilbage om at dette og mere. Jeg har jo kun lige skrabet overfladen. Giv mig nu en chance.
Alt i alt er det en dejlig by på godt og ondt. Alting går en smule langsommere end derhjemme, men kan man først overkomme temposkiftet og omgivelsernes og landskabet mere barske og ofte episke karakter, så klarer man det nok.
Maniitsoq betyder den ujævne, hvilket passer meget godt siden byens huse ligger spredt lidt over fjeldene her. Der er lidt som om at man tænkte; ”næh sikke en fin lille fjord, den snupper vi”.. ”undskyld boss, men hvad med alle fjeldene?”, ”dem bygger vi bare på og så giver vi det et eller andet navn som giver det lidt lokal kolorit, så synes alle det er charmerende i stedet for irriterende”, ”mand, du er smart boss”. Og sådan blev det til at maniitsoq ligger hvor den gør. Eller noget lignende. Der er i hvert fald mange trapper rundt omkring, men de også nødvendige hvad man skal op til de huse øverst oppe. I gamle dage blev Maniitsoq kaldt Grønlands Venedig eftersom der var meget vand mellem bygningerne, kanaler, fjorde etc. men de fleste af dem er nu fyldt med sten, så der ku blive bygget bygninger som vores kære kommune kontor, hallen og så fremdeles, alt i fremskridtets navn. Så ingen Venedig mere, kun en lille sukkertop. Nårh nej, det er der heller ikke. På dansk hedder Maniitsoq Sukkertoppen, men det er faktisk lidt en fejl, eller man kan i hvert fald sige at navnet har mistet sin historiske lokalitets relevans, efter at Sukkertoppen er toppen af de bjerge man kan se hvor maniitsoq lå i ’gamle’ dage. Jep, de flyttede byen. Kan ikke lige huske hvornår, men nu er der stadig bygden, Kangaamiut, hvor den ’gamle’ maniitsoq lå.
Ifølge kommunens hjemmeside bor der i selve maniitsoq by 2.884 indbyggere, hvilket gør Maniitsoq til Grønlands fjerde største by (Nuuk nummer 1, Sissimiut nummer 2 og så er jeg ikke helt klar over nummer 3). Tager man Maniitsoq kommunens tre bygder Kangaamiut (401 indbyggere), Napasoq (98 indbyggere) og Atammik (239 indbyggere) med, så kommer vi helt op på 3.622 indbyggere alt i alt. Så kom ikke her. Arealmæssigt ligger kommunen heller ikke på den lade side. Kommunen er på 79.500 km2, hvor der til sammenligning kan fortælles at Danmarks samlede areal tæller 43.090 km2. Desværre kan man sige det lidt er falsk varebetegnelse eftersom der ”kun” er 17.000 km2 (lidt over to gange sjælland), der ikke er dækket af is.
Men på trods af den ringe størrelse (i hvert fald efter dansk standard, og nu tænker jeg indbyggermæssigt) så har Maniitsoq (næsten) alle morderne bekvemligheder; der er videoforretning, pizzaria (endnu en ting jeg mangler at få prøvet), en computerforretning/arkitektfirma, en grillbar og 2 cafeterier der også sælger grillmad, en sportsforretning, 4 brugser hvoraf to har åbent til kl 21-22, en tøjforretning, et autoværksted, en bank, fiskefabrikker, to skoler, to erhvervsskoler (det er her jeg arbejder, altså på den ene), 2 hoteller (og vist en lowbudget en også jeg ikke har set endnu), en hal med masser af muligheder for sport, et museum, en herre klub (det er den hemmelige klub jeg lover at vende tilbage til), brættet (fiskemarkedet) og endnu flere ting jeg ikke lige kan komme i tanke om på stående fod. Det væsentligste ved disse forretninger er, at ved flere af dem skal man vide hvor de ligger, ellers finder man dem aldrig. Grønlændere har nemlig en tendens til ikke at bruge tid på store butiksvinduer med fantastiske udstillinger og lækre overdimensionerede neonskilte, der fortæller at her ligger bennys videobiks altså. Nix, en forretning ligger ofte i en bygning der ligner alle de andre bygninger man kan bo i, og så er det lidt man skal vide at derinde bag døren er byens pizzaria altså. Nu har Pizzariaet faktisk været så flinke at sætte et lille håndmalet skilt op så man kan se det er her det sner. Det har byens videobiks til gengæld ikke. Og heller ikke grillbaren.. det tog mig over en uge før jeg regnede ud at det var her jeg kunne får en fransk hotdog til 15 kr.
Maniitsoq har også et par berømtheder. For det første bor her grønlands ældste kvinde. Hun hedder Charlotte Petersen, er 99 og fylder 100 år den 18. juli 2007. Derudover arbejder der på skolen en flink gut der hedder Ulrik. Han er pedel og kollegieansvarlig. Derudover er han keyboardmand i grønlands svar på Pink Floyd, bandet Naneruaq. De blev dannet i 1982 og nåede at lave to plader før de gik i opløsning. Nu er de efter 19 år samlet igen og ved at indspille deres 3. plade. Spændende.
Derudover er der jo selve fjorden, eller fjordene tror jeg måske det er nemmere at sige. Der er fjord og skærgård for alle pengene her i området, men en beskrivelse må blive en anden gang, eller måske bare en løbende ting jeg får gjort efterhånden som jeg får set den. Og så er der også Apussuit, der er grønlands bedste skisted og åbenbart så fantastisk at de kongelige har været der, samt norges landshold i langrend osv. også lige har været på studieophold. Men siden det for det første er en tre timers sejlads herfra, samt sikkert heller ikke er gratis, så må det lige vare en lille stund før jeg får besøgt stedet og derefter kan få fortalt dig kære læser om det. Men kommer tid kommer råd, for det er helt sikkert et besøg værd. Men jeg lover at vende tilbage om at dette og mere. Jeg har jo kun lige skrabet overfladen. Giv mig nu en chance.
Alt i alt er det en dejlig by på godt og ondt. Alting går en smule langsommere end derhjemme, men kan man først overkomme temposkiftet og omgivelsernes og landskabet mere barske og ofte episke karakter, så klarer man det nok.
lørdag, september 23, 2006
grønlands største dræbermaskine
Noget af det første nogle af mine kolleger spurgte mig om var, om jeg gik på jagt. Og hvis jeg ikke gjorde, kom jeg til det, sagde de. Og så var det jeg tænkte... 3 år? tjaaa.. man kan jo ligeså godt hyle som de ulve man er blandt eller hvordan det ellers er det gamle ordsprog siger. Og når jeg nu ikke personligt har noget imod jagt og måske mere ser det som et spændende alternativ til at glo tv en hel weekend, end en forbrydelse mod moder natur. Men hvor er det man starter, hvis man skal blive den fødte jæger? Skal man have våbentilladelse? Jagttegn?
Her oppe kan de ikke rigtig se nødvendigheden i en våbentilladelse, så det eneste du skal gøre for at få lov til at plaffe løs, er at få dig et jagttegn. Og det indebærer blot at du skal gå ned på kommunen for at udfylde en lille blanket med navn og adresse hvorefter de sender den videre til Nuuk, der så sender dig et jagttegn og et lille administrativt gebyr på en 30 kr eller noget. Ikke ligefrem de store formalier, men det skal være i orden før du kravler i jagttøjet. Et jagttegn giver så tilladelse til de mindre dyr som fugle, harer etc. For at skyde rensdyr og moskusokser og lignende skal man først have et jagttegn og så få sig en separat tilladelse (en licitation) til den slags. Det er dog vist noget med at moskusokser kan du først få lov til at skyde, når du har boet heroppe et par år. Det plejede at være sådan med rensdyr også, men efter der nu er aaaalt for mange af dem, ødelægger det livsbetingelserne for dem i det lange løb, hvilket jo er lidt ironisk. Men jeg læste lidt tidligere at der i 2004 var 30.000 rensdyr for meget! Og det er jo immervæk noget der kan spolere status quo for racen, når det kommer til at finde mad, for gør de ikke det, dør der for mange af vinterkulden, da de ikke har fået den nødvendige mad til at overleve, eller noget. Det er lidt uklart for mig hvordan det nu er det hænger sammen, men summa summarum er at man vist kan skyde dem fra day one (hvis ellers man indhenter licitationen, selvsagt).
Så jeg har været nede på kommunen for at hente mig et jagttegn. Det er jo ikke fordi at jeg nu bestemt mig for at være grønlands største dræbermaskine, men det er bedre at få formalier i orden, i tilfælde af jeg sku gå hen og blive inviteret på jagt. Men ud over jagttegnet og tilladelserne så er der to andre meget vigtige man som jæger må erhverve sig: et gevær og en kummefryser. Et gevær er jo lidt essentielt på disse egne, eftersom dyrene her ikke ligger sig ned og dør fordi jeg peger på dem og siger bang (selv om det ville være lidt smart, men så sku man huske ikke pege sine fingre mod andre mennesker og så ku det hurtigt blive noget rod). Men det er som sagt ret vigtigt med en riffel (åh åh, er der forskel på en riffel og et gevær? dammit jeg er en novice, det må uudersøges), da rensdyr sæsonen så småt er ved at gå i gang. Men sådan en lille sag er jo dyr (fra 1.000 til 10.000 koster de man kan købe her i byen), så det må blive en gang når jeg har fået løn, hvis der stadig er penge på kontoen med dobbelt husleje og mærkelige engangsbeløb for oprettelse af det ene og det andet. Og så hvis jeg endelig får skudt noget, så er det vigtigt at have en kummefryser. Det er immervæk lidt svært at få proppet et halvt rensdyr i den lille gnalling af en frysetop, der er på mit køleskab, så investeres det skal der.
Ja, ja jeg når det nok, det hele. indtil videre må jeg jo blot vente på mit jagttegn og indtil videre kan jeg så fiske, hvis det er nogen forbarmer sig over mig og tager mig med ud. Men jeg skal også have lært at sejle den båd… jeg når det nok jeg når det nok…
Her oppe kan de ikke rigtig se nødvendigheden i en våbentilladelse, så det eneste du skal gøre for at få lov til at plaffe løs, er at få dig et jagttegn. Og det indebærer blot at du skal gå ned på kommunen for at udfylde en lille blanket med navn og adresse hvorefter de sender den videre til Nuuk, der så sender dig et jagttegn og et lille administrativt gebyr på en 30 kr eller noget. Ikke ligefrem de store formalier, men det skal være i orden før du kravler i jagttøjet. Et jagttegn giver så tilladelse til de mindre dyr som fugle, harer etc. For at skyde rensdyr og moskusokser og lignende skal man først have et jagttegn og så få sig en separat tilladelse (en licitation) til den slags. Det er dog vist noget med at moskusokser kan du først få lov til at skyde, når du har boet heroppe et par år. Det plejede at være sådan med rensdyr også, men efter der nu er aaaalt for mange af dem, ødelægger det livsbetingelserne for dem i det lange løb, hvilket jo er lidt ironisk. Men jeg læste lidt tidligere at der i 2004 var 30.000 rensdyr for meget! Og det er jo immervæk noget der kan spolere status quo for racen, når det kommer til at finde mad, for gør de ikke det, dør der for mange af vinterkulden, da de ikke har fået den nødvendige mad til at overleve, eller noget. Det er lidt uklart for mig hvordan det nu er det hænger sammen, men summa summarum er at man vist kan skyde dem fra day one (hvis ellers man indhenter licitationen, selvsagt).
Så jeg har været nede på kommunen for at hente mig et jagttegn. Det er jo ikke fordi at jeg nu bestemt mig for at være grønlands største dræbermaskine, men det er bedre at få formalier i orden, i tilfælde af jeg sku gå hen og blive inviteret på jagt. Men ud over jagttegnet og tilladelserne så er der to andre meget vigtige man som jæger må erhverve sig: et gevær og en kummefryser. Et gevær er jo lidt essentielt på disse egne, eftersom dyrene her ikke ligger sig ned og dør fordi jeg peger på dem og siger bang (selv om det ville være lidt smart, men så sku man huske ikke pege sine fingre mod andre mennesker og så ku det hurtigt blive noget rod). Men det er som sagt ret vigtigt med en riffel (åh åh, er der forskel på en riffel og et gevær? dammit jeg er en novice, det må uudersøges), da rensdyr sæsonen så småt er ved at gå i gang. Men sådan en lille sag er jo dyr (fra 1.000 til 10.000 koster de man kan købe her i byen), så det må blive en gang når jeg har fået løn, hvis der stadig er penge på kontoen med dobbelt husleje og mærkelige engangsbeløb for oprettelse af det ene og det andet. Og så hvis jeg endelig får skudt noget, så er det vigtigt at have en kummefryser. Det er immervæk lidt svært at få proppet et halvt rensdyr i den lille gnalling af en frysetop, der er på mit køleskab, så investeres det skal der.
Ja, ja jeg når det nok, det hele. indtil videre må jeg jo blot vente på mit jagttegn og indtil videre kan jeg så fiske, hvis det er nogen forbarmer sig over mig og tager mig med ud. Men jeg skal også have lært at sejle den båd… jeg når det nok jeg når det nok…
Abonner på:
Opslag (Atom)
