tirsdag, marts 06, 2007

Den Store Sportsdag (av det gjorde nas...)


Jeg har ikke lyst til at tænke på i morgen. Den bliver hård. Min ryg knager, mine ben værker, min hænder er godt brugte og forstrukne, er lidt øm over højre øje, mine boller har haft det bedre og jeg skal passe på min venstre fod jeg har vredet om på i kampens hede. Jepper, der har været sportsdag på ATI med stil.

Louise havde sørget for at vi kunne låne byens hal fra klokken 9 til 15 i dag, så efter et lille pittstop på ATI begav jeg mig ned i Hallen med min sportstaske men mit fantastiske sportstøj, for sådan noget har jeg jo forfærdeligt meget af *host host*. Sandt at sige tog det mig et stykke tid at finde noget tøj i det hele taget. Havde håbet på at jeg havde et par nyere shorts en mine skotsternede Bermuda shorts der efterhånden må have en 15 år på bagen. Men hvis det var stilen, så måtte jeg hellere finde en trøje der var ligeså gammel, så jeg fandt min blå, hullede og meget forvaskede ”I got totally pissed in London in 1995” t-shirt frem. Jep, der var ikke et øje tørt. Meget retro.

Men klokken 9 havde de fleste indfundet sig og vi opvarmede lidt ved at løbe lidt og skyde til et par bolde, og jeg kunne ret hurtigt mærke at min varslede superform vist for længst havde forladt mig. I stedet frygtede jeg nu allerede fra morgenstunden sidestik, krampe, vejrtrækningsbesvær og andre dårligdomme. For vi havde et hårdt program vi skulle igennem; trillebør, æg på ske, tovtrækning, fodbold med handicap (se senere), håndbold og så den store ATI cup i indendørs fodbold. Der var rigeligt med muligheder for at komme galt af sted.

Den første event var klassikeren trillebør. Vi blev delt i 4 hold, med ca. 8 på hvert hold, der hver i sær så skulle to og to efter tur løbe af sted med hinanden som trillebør og når man kom ned til bunden af hallen byttede man. I kan godt huske det ikke sandt? Det der med en holder dine fødder mens du møver dig af sted med dine arme som drivkraft. Desværre tøserne på holdet ikke så dygtige til denne klassiske disciplin, og vi blev kun nummer to på trods af min fantastiske præstation. Jeg var faktisk ret hurtig, og jeg fik da også respekt fra forstanderen, der beundrede min teknik. Tror det mest af alt lignende en bulldog, der farer frem.

Dernæst var det æg på ske, eller i dette tilfælde haggysack (eller hvad den nu hedder) på ske. Denne gang tre hold, hver med en ske og bold, og samme strækning – ned til den anden ende af hallen og tilbage igen. Mistede man bolden skulle man starte forfra, med mindre man var kommet ned til den anden ende, så skulle man starte derfra hvis man tabte. Mit hold startede rigtig godt, og så længe ud til at være en klar vinder, blandt andet på grund af min fejlfri præstation naturligvis, men desværre var en af vores holddeltagere ligeså forsigtig som en gal elefant i en glasbutik og havde en balancenerve der mest af alt mindede om en vejrhane i en skypumpe, så det… igen måtte vi nøjes med en anden plads.

Nu var det så at det blev lidt mærkeligt. For nu skulle vi spille fodbold, eller hvad man nu kan kalde denne mystiske afart. For reglerne var de samme. To hold, to mål, en bold, scor hos de andre og alt det der, men før kampen går i gang skal alle der er med have et par briller på lavet af to plastikkrus med små huller i bunden, der gør at du kan stort se 5% af hvad du plejer og dit synsfelt er fordelt i to forskellige retninger. Ja det vil lige ferm være en fordel at være skeløjet i den her sportsgren. En ting er at man ikke kan se noget, og har et dybdesyn som en enøjet, men nu skal man så spille fodbold samtidig. Det er altså så godt som umuligt, men meget morsomt. Og specielt hvis man kigger på. Så der bliver grinet højt. Selv var jeg på banen i første halvleg, og jeg stank til det. Havde en hovedkollision med en af mine elever (der gik ud over mig skal det siges) og jeg rørte knap bolden, for man kunne selvfølgelig ikke se den, når den kom tæt på en. Nej, det havde for mig en lidt større underholdningsværdi at sidde på bænken og at kigge på hvordan folk løb forvildede rundt (gerne forbi bolden), stødte ind i hinanden, skød forbi bolden og ellers farede rundt som hovedløse høns. Det så ret sjovt ud, men jeg tror næppe det er en fodbold variant der bliver optaget som en olympisk sportsgren. Efter dette sportsafbræk fandt vi endnu en klassiker frem – tovtrækning. Først var det lærerne mod eleverne, som vi vandt. Og derefter var det kvinderne mod mændene som vi også vandt. Et dejligt lille ego boost på trods af ens håndflader bagefter var røde som bare pokker og godt brugte. Men vi vandt.

Før middagspausen var der så håndbold, hvor der var tre hold der spillede i to gange ti minutter mod hinanden på kryds og tværs. Håndbolden hoppede jeg let og elefant over, da det ikke lige er mig. I hvert fald ikke med den kondi jeg holder mig, og jeg sku også gemme min energi til den store ATI kup i indendørsfodbold. Men de gik til den og klokken 11.30 var der frokost, sponsoreret af ATI. Så jeg fik mig en lækker sandwich med æg, rejer og tomat og drak en sådan juice firkant ting. Og så var det tid til opgørets time.

Reglerne for indendørsfodbold er simple. Du har fire spillere på hvert hold (det er de gamle regler, ifølge nye regler må man vist have 5), målmanden må ikke røre bolden med hænderne overhovedet og du kan bruge banderne lige så tosset du vil. Vores kampe havde kun en varighed af fem minutter per kamp, men det var mest grundet at vi havde en hulens masse kampe vi skulle igennem. I den store turnering var der nemlig seks hold; ATX A, B, C, procesteknikerne, kontor + personale og til sidst lærerne. På grund af mandefald fra lærernes side havde vi erhvervet os vores forstander, Per, på vores hold, der nu bestod af Karsten, den dødsensfarlige midtbanespiller, Per, den utrættelige overalt spiller, Louise, den aggressive angriber, og mig, den kondiløse men determinerede målmand. Et blændende hold, der noks skulle nå langt. Nu er det bare sådan at denne sportsdag et eller andet sted er for eleverne, så det var ikke meningen at hverken kontoret eller os lærere skulle løbe af med sejren. Vi ville i hvert fald på vores hold forsøge at vinde lidt, men tabe nok til at vi ikke gik videre, eller aller højest i hvert fald skulle komme til at kæmpe om en tredje plads (vi så ville tabe). Det var i hvert fald planen. Alle hold skulle fem kampe (så havde de kæmpet mod alle de andre hold) og til sidst skulle nummer fem og seks i kamp om femte pladsen, nummer tre og fire om tredje pladsen, og til sidst nummer et og to om første pladsen. Når man vil tabe med vilje, skal man jo ikke bare give op og lade folk komme til. De må jo gerne gøre en indsats. Desværre kom vi til at gøre en lidt fro stor indsats selv. Jeg tror vi blev lidt grebet af hvor godt det gik, så den første kamp (mod kontoret) vandt vi 4-0. Lidt skidt begyndelse for et hold der gerne ville tabe. Anden kamp (mod procesteknikerne) blev 2-0 til os, hvilket ikke gjorde situationen bedre. Heldigvis tabte vi til ATX C 0-1. At Mika gav mig en hæl i bollerne kan have noget med det at gøre. Jeg havde det i hvert fald ikke så godt resten af kampen. Men det var et uheld trods alt. Jeg løb lige bag ham da han fyrede en bold af og da han er en af de der, der opererer med høje benløft så fik jeg hans hæl i bollerne. Det gjorde nas. Heldigvis ramte han ikke kronjuvelerne klokkerent, for så havde jeg overhovedet ikke kunne gennemføre resten af dagen. Det var nok mere hvad man kalde et ondt snit. Nas. Nå men tilbage til kampene.

Den store overraskelse kom da vi spillede mod ATX B, der tidligere havde vist formidabel form og angrebsstyrke. Vi startede med at score et mål, for ligesom ikke bare at lægge os ned, men at give dem, noget at indhente, men det skete bare ikke. De store kæmper var simpelthen blevet trætte. Så vi kom til at vinde kampen vist oven i købet 2-0. Ups. Nu blev vi nødt til at have et nederlag hvis ikke vi skulle ende i finalen. Vi skulle nu spille mod ATX A, og vi gjorde vores for ikke at presse alt for meget. Kampen endte da også 0-1 til dem, men ikke fordi vi havde foræret dem sejren. Nej, tøserne havde et godt to mod en angreb, der fik mig udplaceret. Og så var der mål. Nu var vi jo overbevist om at finalen stod mellem ATX B og ATX C, men ak, vi havde talt forkert. C klassen havde ikke vundet 3 men derimod vundet to og spillet en uafgjort, hvilket betød at vi alligevel var i finalen mod ATX B, vi allerede tidligere havde slået. Damn. Kampene om femte og tredje pladsen blev afgjort det var nu tid til le grande finale. Jeg havde et par kampe forinden vredet om på foden, hvilket gjorde lidt nas, men siden vi var underbemandede, altså ikke havde nogen udskiftere, måtte jeg bide smerten i mig og humpe lidt rundt. Heldigvis stod jeg jo på mål, så det gik. Godt nok havde Karsten og jeg lidt bagerste mand kørende, men jeg passede lidt på, så jeg håber at det ikke tager revanche i morgen tidlig. Men kampen blev fløjet i gang, og vi gjorde som før, det vil sige vi ville jo ikke bare lægge os ned. Jeg ville holde buret rent så længe jeg kunne og vi ville holde lidt igen med målene i den anden ende. Heldigvis havde ATX B fået lidt flere kræfter og stillede med et stærkt hold der pressede os fra starten af. I løbet af et par minutter havde de fået et mål, hvilket nu gav os ”lov” til at gå ned og score. Vi måtte jo godt bevare spændingen lidt. Det gjorde vi så. Problemet var bare at der nu stod 1-1 og de fem minutter køb stille og roligt ud. Vi blev enige om at vi så skulle spille til første mål. Bolden blev givet op og kampen rasede med fornyet energi. Per havde en stor chance i modstanderens ende, men ”brændte” den så spændingen blev opholdt indtil det endeligt lykkedes ATXerne at score mod os. Et godt mål i en svær vinkel. Respekt for den. Karsten der stod på mål havde ikke en chance. Så de vandt den store cup, vi tabte med æren i behold og kunne se eleverne i øjnene bagefter.

Til sidst var der præmie overrækkelse hvor vi fik vores sølv (farvede) trofæ og lovning om nogle materielle goder, der stadig befandt sig på ATI. Lige præcis hvad det er fik jeg ikke fat på, da det blev fortalt på grønlandsk, men Per mumlede noget om noget kaffe. Så det bliver nok ikke lige mig, der gør krav på det.

mandag, marts 05, 2007

generalforsamling i Klubben

VVVRRROOOOOOMMMMMMM…. Og det var så den weekend. Hold nu op det gik pænt stærkt. Synes lige der var fredag, men nu er mandagen snart færdig. Hvor er det lige det hele forsvinder hen. Nå, man jeg har da ikke kedet mig her i weekenden.

Fredag foregik sådan nogenlunde fredeligt med mig, en god bøf, pommes fritter og en rigtig læskefed bearnaise sovs (nej den var for fed til at være sauce)..mmmmmmm. Tilsæt dertil lidt computerspil, nogle afsnit af serien Lost som Ulrik fra Masanti lige har gjort mig afhængig af, og så lidt telefoneri med kæresten ”hjemme” i Danmark, så er det nok et meget godt billede af min fredag. Dejlig afslappende.

Lørdag startede lidt på samme måde. Computerspil med den gamle garde på world of warcraft, lidt snak med kæresten, og så ellers ud af fjerene og ned til Klubben til den årlige generalforsamling. Den startede klokken 16.00 og der var lovet mad til os efter mødet, og hvilket møde. Der var ca. en 15-20 stykker ud af de 30 medlemmer klubben har der havde mødt op på denne høj hellige lørdag, for at have lidt indflydelse på klubbens fremtid. Selv var jeg lidt mødt op for at se hvad det nu var for en fisk. Lidt for at mænge mig måske. Det er jo ikke alle medlemmer jeg har set. Jeg havde i hvert fald ikke helt tænkt mig at lave nogle revolutioner den dag. Man skal jo lige lære stedet, folkene, kutymerne at kende før man begynder at råbe op. Ellers for man nok bare en over næbbet. Men det var nu ikke fordi var så farligt. Det skal lige nævnes at der kun er mandlige medlemmer i klubben, så stemningen var ret.. lummer. Ikke at der ikke må være kvindelige medlemmer ifølge vores vedtægter, men det har bare ikke rigtig været på tale (som en af medlemmerne sagde ”ja de kan jo ikke være med lem, høhø..” jo stemningen var lagt). Der var sågar forslag om at få kvinder forbudt på stedet inden klokken blev 23, men det blev afvist som ”kvindefjendsk”, de var jo søde nok når de var der. Ellers var de store diskussioner om hvorvidt ølpriserne skulle sættes op (blankt afvist), om kontingentet skulle sættes op (en del diskussion men dog afvist) og om åbningstiden skulle udvides (afvist midlertidigt, da det var et for sent indkommet forslag og at det var ok at stedet lukker klokken 24 i hverdage, så folk kan komme op på arbejde dagen efter). Ellers så økonomien ok ud, på trods af et lån i huset. Som en sagde så er det jo en sund forening, hvortil en svarede ”ja økonomisk, dæleme ikke sundhedsmæssigt” hvortil vi grinede alle sammen. Det skal så lidt ses i lyset af at vi alle sad med en god kold øl og at de fleste medlemmer nok vejer en god del over idealvægten. I det hele tiden var der en sjov stemning, der nok kun kan komme når mænd er samlet sammen med udsigt til et par øl og en gratis middag på en afslappet lørdag. Selve generalforsamlingen var overstået på godt en times tid og så var det tid til en fornuftig omgang kartoffelmos med noget kød (lidt labskovsagtigt, smagte ret godt hvis man er til den slags, og det var jeg lidt den dag), persille, rødbeder, samt en skive rugbrød der fik en af medlemmerne til at spørge om det var hestens fødselsdag. De var pænt tykke. Og så ellers øl. Jeg hang ud i et par timer, drak et par øl, men bestemte mig så for at tage hjem i et par timer for lige at få briller på (havde haft kontaktlinser på om eftermiddagen), drikke en sodavand og så ellers forsøge at tage et par billeder af den der famøse måneformørkelse. Desværre var den jo nok lige så fotogen som Pia Kjærsgaard på en god dag, så det fik jeg ikke meget ud af. Til gengæld fik jag taget med ned i klubben, da jeg vendte tilbage ved en otte tiden. Og så drak vi flere øl. Og flere øl. Og….

Søndag vågnede jeg så op med ondt i hovedet. Sjovt nok. Og så var den weekend ved at være forbi.

torsdag, marts 01, 2007

baggårdspuma, tennissko og minus handy

Ak, verden er af lave. Otto Brandenburg, Baggårdspumaen er død. Så skide være med at Nørrebro på nuværende tidspunkt ligner en krigszone som vi kender fra films, og den tur jeg havde mulighed for til Sisimiut nok ikke bliver til noget. Otto er død. Nu er det ikke fordi jeg har noget voldsomt personligt forhold til manden, men han var bare så… sej. Hans rå stemme. Og så virkede han bare som en utrolig sympatisk mand. Øv.

Tjaa, ud over det er der ikke sket det helt store heroppe. Det var meningen at jeg måske skulle til Sisimiut i uge 12 til et eforums kursus, men de har lidt svært ved at tage en beslutning om jeg skal med, for det er åbenbart kun for ”nye” supportere af eforum og siden at jeg jo har været supporter siden november, så er jeg jo helt klart og logisk nok sat i kategorien ”gammel” supporter. Der kan man bare se. Det går hurtigt heroppe. Jeg har jo heller ikke lyst til at tage af sted.. op til hundeslædeturer og astma. Hvem har dog lyst til det? (astmaen kan jeg da godt være foruden, men hundeslæde.. suk).

Ellers går livet sin vante gang heroppe. Ugerne går rigtig hurtige (som de plejer), hvilket er ret dejligt. Ikke fordi jeg har travlt med at få det her Grønlandsophold overstået i en fart, men det betyder nemlig at jeg nu kan begynde at tælle dage til Camilla ankommer i det grønlandske, i modsætning til før, hvor det vi altid talte i hele måneder.. suk. Men nu er der 29 dage til hun står i Maniitsoq lufthavn og skal tilbringe påske plus lidt ekstra i armene på mig. Ahhh.. det bliver dejligt. Ja skønt lige frem. Vidunderligt tilmed.

Nå ja, jeg har købt indendørs tennis sko. Så nogen man skal have hvis man skal dyrke indendørs sport. Jeg kan allerede mærke at jeg er blevet meget sundere og har tabt tre kilo bare ved at købe dem. Det lover godt. Nej, det var nu ikke fordi jeg har de store planer om at blive den nye store helse/sports guru, men lidt motion skader jo ikke. Og på tirsdag har skolen lege/sports dag fra klokken 9 til 15, der kommer til at foregå i hallen, så man må jo hellere være forberedt på det værste. Jeg slipper jo nok ikke for at røre mig. Men det bliver der nok en hel blog ud af på tirsdag. Sikkert noget om hvor dårlig kondi jeg var i og hvor dårlig taber jeg i virkeligheden er…

Apropos ting jeg er inviteret til, jeg skal til generalforsamling i ”Klubben” på lørdag. Det starter klokken 16.00 og efter mødet er der middag. Så ved vi jo godt hvordan det ender. Men jeg skal lige se i min brandert om jeg ikke kan huske at tage et par billeder af måneformørkelsen mellem klokken 20.00 og 22.00. Det kunne godt gå hen og blive ret flot.

Og så er jeg eller lidt i gang med et projekt med at hænge rullegardiner op. En simpel opgave skulle man tro, men skruerne skal desværre bores ind i selve vinduesrammen for at kunne være der, og nu er jeg jo ca ligeså meget handy man som en våd avis er god til at tænde ild med, så jeg gør hvis mere skade end gavn. Indtil videre har jeg lånt skolens boremaskine og fået en ud af tre op. Men jeg stoppede ved nummer 2, da skruen ligesom gik i stå.. og så var jeg også ved at flække noget træ i rammen, hvilket jeg efterhånden har lært at det er skidt ting. Så jeg skal lige på skolen og hente et nyt (læs: mindre) bor, så jeg kan komme videre.

Nå den var kort i dag, men det blev også så djævelsk lang sidste gang, så det er nok godt nok.

Ha det godt.

søndag, februar 25, 2007

Den Store Kulturaften


Ahhh.. jeg sidder lige og velfortjent nyder min fyraftensbajer nummer to. Fyraftensbajer? En lørdag nat? Hvad foregår der dog deroppe i det høje nord, tænker den opmærksomme læser nok. Jamen det er der da en helt fornuftig forklaring på. Vi har nemlig haft kulturaften i Maniitsoq. Eller en slags afart af Open By Night møder Åbent Hus i den lille by.

For snart halvanden uge siden fortalte Per, forstanderen, at kommunen havde bestemt at vi skulle have en ”Kultur aften” her i byen, da det jo er det de unge de vil have. Resten af grønland har haft en (Nuuk og en række andre steder har i hvert fald), så det må vi jo også have, hvis vi skal se os selv i øjnene og hvis vi skal have en chance for at grine med af alle dem der ikke har haft en. Eller noget. Men Per sagde at kommunen i forbindelse med denne ”kulturaften” gerne vil have at så mange virksomheder som muligt havde åbent hus. Så idéen var at man meldte tilbage, hvis man ville være med, og så ville kommunen lave sedler og få reklamer i lokalradioen for arrangementet med navnene på de steder man så kunne besøge. Smart nok, gratis reklame og alt det der. Så det sku vi da bare gøre noget ved. Vi nedsatte et hurtigt ”Kulturudvalg” (det ene skal jo passe med det andet), der efter nogen forhandling og udbytning kom til at bestå af undertegnede, Per og Sine. Det var så vores store ansvar at gøre ATI klar til den store hob af folk, der på selve aftenen ville strømme til. Sine fik ansvar for Kage- og Kaffekontrol samt at blev lavet forskellige ting man kunne se i laboratoriet, Per stod for kontakt til omverden og logistik og jeg fik et overordnet teknisk ansvar arrangementet. I realiteten vil det så sige at jeg skulle lave to storslåede powerpoints, den ene med stemningsbilleder fra vores tre bygninger, ATI Skolen, Postkassen og Skolefabrikken, og den anden med fakta om vores uddannelser der skulle køre både på dansk og på grønlandsk. Ja, selve teksten, indholdet og oversættelsen havde jeg jo folk til, men at lave den med fancy pansy design var lagt i mine kyndige hænder. For slet ikke at snakke om stemningsbillederne, som jeg også skulle ud og tage. Dem tog jeg torsdag, da det er en af de tog dage jeg har undervisningsfri (jeg underviser mandag, onsdag og fredag), men jeg havde travlt den dag. Der skulle tages billeder, laves power point, forberedes undervisning til næste dag, observeres en af Anne Maries timer i forbindelse med min PG og så alt det andet man skal på en almindelig dag på kontoret. Men jeg nåede det hele og var ganske stolt af min egen indsats da jeg tog hjem torsdag eftermiddag.

Fredag startede dog med et slag i ansigtet på det ellers velfungerende ATI Kulturudvalg. Om morgenen inden jeg tager på kontoret drejer jeg jo som regel omkring Pisiffik og ser om de denne gang kan huske hvad et spansk rundstykke er for en størrelse (hende der kan huske det, er der ikke om morgenen for tiden så vi er tilbage til begyndelsen.. suk), og der så jeg en stak papirer med reklame for lørdagens store kultur arrangement, med navnene på de steder man kunne tage hen på både dansk og grønlandsk. Og hvad ser jeg, da jeg skimmer listen? Vi står ikke på den!!! Skandale, tænker jeg med det samme. Sammensværgelse. Inkompetence. Eller noget i den dur. Nogen har i hvert fald lavet en fejl og det kan jo ikke være os, ergo er det kommunen. Jeg marchere med hårde skridt hen til Per og stikker ham listen og spørger om det betyder at vi så ikke må lege med de store drenge alligevel, da det kommer fra ham: ”Det er min skyld… jeg har sgu da glemt at melde os til!” Ak ak ak. Jeg vidste jeg skulle have overtaget magten i kulturudvalget, men af respekt for min overordnede undlod jeg… og det er takken? ”Glemt”? Tsk. Men Per fik lavet nogle voldsomme undvigelsesmanøvrer og i løbet af fredagen blev fadæsen rettet, ATI kom med på en ny liste, der kom ud, reklamen i den lokale radio inkluderede nu også os, og så var det bare op til folk og de havde nået at høre noget som helst. Jeg havde ikke den store tiltro til det.

Men slaget skulle står fra klokken halv otte til halv ti lørdag aften, og vi havde aftalt at vi efter denne årets kulturbegivenhed, uanset om det var gået godt eller skidt, ville have en lille filmklubsaften (det var rent faktisk Anne Marie der inviterede denne gang). Vi skulle se den danske film Drømmen, men den vil jeg vende tilbage til senere. Vi ansvarlige hovedpersoner fra kulturudvalget mødte op ved en seks tiden, hvor der så blev flyttet de sidste borde, sat projektorer og computere op, laboratoriet gjort klar med mikroskoper med alger i, kaffe te og kage gjort klar i klasselokalerne der i dagens anledning var lavet til en slags café. Det var også her i caféen at mine stemningsbilleder kørte på repeat. Klokken passerede de halv otte uden de store hober havde overrendt vores ellers nydelige kaffe sortiment (vi var flere der havde fundet tid til at lave en kage, selv havde jeg lavet en noget sumpen chokolade kage), og jeg tænkte lidt ved mig selv at det her nok skulle blive meget lange to timer. Men så skete der noget, jeg ikke i mine vildeste drømme var forberedt på. Der kom folk. Og faktisk en del af dem. Ikke en kæmpe rush in på en gang, men de kom stille og roligt i en lind strøm, så stedet, spiste en kage, så lidt på billederne, var lige inde og vende i laboratoriet der specielt var et hit hos børnene, der her kunne se på ting under lup og mikroskop, og tog så videre til næste sted der var åbent. Kommunen havde oven i købet lejet byens eneste bus til at køre i rundefart i de to timer arrangementet varede, så folk kunne køre gratis fra sted til sted. Ren luksus. I godt halvanden time var der folk på ATI, ikke så lang tid af gangen, men god udskiftning og os lærere der havde bestemt os at møde op i dag (Per, Sine, Karsten, mig, Christian og Anne Marie) hyggede os da gevaldigt. Specielt underholdene var lokalradioens guerilla jounalist, der kvart over ni kom ind på skolen bevæbnet med en hørebollesnegl og en mikrofon. De sendte live og med et rovdyrs præcision kastede han sig først nådesløs over Karsten, dernæst Per og til sidst et par af vores elever vi havde fået til at komme for at kunne svare på spørgsmål (hvis der kom nogle). Ikke noget med at præsentere sig først (goddag jeg hedder det og det og kommer fra Manitsoq lokal radio og vil lige høre om jeg kan stille dig et par spørgsmål), det var åbenbart udeladt som overflødige høflighedsfraser. Nej, det var med det samme ”Hvad hedder du? Nå og hvad laver du her? Kan du beskrive hvad i laver her? Hvor mange elever har i” etc. Efter det indledende gik det dog vist ok. Tror vi slap fra det med æren i behold, selv om Karsten håbede lidt på at det ikke var live, da han selv mente at jan da vist fik sagt noget forfærdeligt vrøvl.

Men kulturaftenen løb til enden og da vi havde fået de sidste gæster gelejdet ud, var det tid til en god film. Som sagt så vi Drømmen af Niels Arden Oplev. En grumme men utrolig smuk film om overgangen fra den sorte skole til den mere ”løse” skole vi kender i dag, sat i 1969. Stor film og til min overraskelse var den klippet min gode ven Søren B. Ebbe. Ven og ven er måske så meget sagt. Jeg kender ham i hvert fald. Min eks eks eks kæreste og jeg lejede hans lejlighed, da vi var i London helt tilbage i 1996. Han skulle til Danmark, da han lige havde fået et job på en ny dansk tv serie kaldet Taxa (ja, den Taxa) og skulle have nogen til at passe på lejligheden, når han nu skulle være væk i mindst et halvt år. Det gjorde vi så. Og af samme grund har jeg holdt øje med ham på sidelinien, og spejdet efter navnet når der kom en ny dansk serie. Og man må sige han har haft travlt. Taxa, Edderkoppen, Krøniken, Rejseholdet, Ørnen, foruden film som Pizza King, Flyvende Farmor, En Kærlighedshistorie, Nordkraft og den nye Prag. Men som sagt, ham kender jeg. Lidt. Vil tvivle på at han kan kende mig, hvis han så mig og jeg har sådan set ikke set ham i ti år, men det er ikke så vigtigt. Jeg kendte ham før han blev kendt med de kendte og nede med de fede. Men det var vist et mindre sidespring.

Vi så i hvert fald film, og den var god. Da vi havde set den færdig, ryddet op og alt det kedelige man nu engang skal efter et sådant arrangement, havde jeg en ustyrlig løst til en enkelt fyraftensøl. Ikke mere end det. Bare en og forsøgte at sælge de andre lærere idéen om en enkelt i klubben (men kun hvis der ingen var derovre, da de ellers på dette tidspunkt ville være godt berusede og høre Big Fat Snake på storskærm…). Karsten var med på idéen, men til vores skræk var han løbet tør for kontanter og jeg havde glemt min pung derhjemme (den lå i den almindelige taske, og jeg havde min computertaske med, da vi brugte min computer til fremvisningen… øv). Heldigvis forbarmede Anna Marie sig over os og vi fik lånt en god 50 kroner, der kunne indbringe os en øl hver fra klubbens ølautomater. Men heller ikke mere. Og det var jo et eller andet sted ok. Så vi fik en øl, snakkede lidt om løst og fast, arrangementet og var vist begge lige overraskede over det store opbud der var på denne højhellige kulturaften. Efter en lille halvtime skiltes vore veje og jeg tog hjem, hvor jeg så bestemte mig for at få fyraftensbajer nummer to, jeg nu snart kan se en bund på. Det var også den eneste øl jeg havde i køleskabet, men den smager jo helt godt, når man ved at den er velfortjent. Mmmmm.. Jepper. Og så nåede jeg også lige at blogge inden jeg skal sove. Velfortjent, yderst velfortjent.

Mmmmmm…det var vist den øl.

mandag, februar 19, 2007

Take me to your leader


Mand jeg har sovet dårligt i nat. Seriøst dårligt. Kan ikke huske jeg sidst har sovet så elendigt. Det startede med at jeg gik i seng med en knaldende hovedpine. Jeg bestemte mig for at siden jeg alligevel skulle sove kunne det ikke betale sig at tage et par piller. Det skulle jeg nok have gjort alligevel. Jeg vågnede flere gange i løbet af natten og hver gang med en endnu værre hovedpine. Klokken 3 gav jeg op og fik spist et par piller. Det hjalp lidt, men sov alligevel skidt, bare minus hovedpinen.

Men i dag var der fastelavnsarrangement på skolen. Det skulle foregå i 4. lektion (klokken 14.30) hvilket betød at mine timer med C klassen bliver udskudt til en anden dag, hvilket passer mig fint, da jeg var ret træt i dag. Men ikke at jeg tog hjem og tog en middagslur. Nix jeg skulle jo til fastelavns og det i fuldt kostume, jeg lavede i går. Der er jo ikke noget sjovere end at få lov til at klæde sig ud en gang i blandt og der skal altså ikke mere end en veludviklet fantasi før man kan lave nogle ret sjove ting. Og i år var det altså faldet mig ind at jeg skulle være robot. I ved med papkasse på kroppen og en på hovedet, og så tegne lidt på kassen og skære et par huller til arme og øjne og sådan. Nu er jeg bare lidt mere pernippen når deetaljer. Så en papkasse hvor der står Øbro flyttefirma hjælper ikke overbevisende på min robots troværdighed. Så jeg købte to ruller sølvpapir og gik så ellers i gang med tapen. Lidt over en time siden havde jeg kreeret en ondskabsfuld dræber robot, eller måske bare en rar kæmpe der med en metallisk stemme deklarerer ”Take me to you leader!” På skolen blev den så lige opgraderet med et par meget coole sprittusch tegninger af blinklys. Jep der var stil over den. Men prikken over i’et var at jeg på min robothoved havde tapet et blåt politiblink ovenpå, der kørte rundt og lyste. Er det bare sejt eller hvad? Før jeg trak i kasserne tapede jeg desuden mine bukser til med sølvpapir, så de matchede min fantastiske sølv beskinnede overkrop. Og jeg siger jer, der var ikke et øje tørt. Jeg var lidt en helt, men også lidt en sundhedsrisiko at være i nærheden, da jeg havde lavet mit udkigs spalte for højt, så jeg kunne ikke se særligt langt ned. Og det er ikke alle grønlændere der er særligt høje, så jeg blev ved med at støde ind i nogle af dem. Ikke så heldigt, men værre var, jeg kunne jo ikke se tønden man skulle slå den forbandede kat af. Og mine arme var lidt handikappede af kassens udformning, men folk grinede og så var det vel ok et eller andet sted. Bagefter var der fastelavnsboller, varm kakao og uddeling ag kattekroner til kattekongen og dronningen, foruden valg af bedste kostume. Jeg vandt ikke. Øv. Til gengæld vant Maalia, der var klædt ud som sjofel trucker.. hun var ret god, så jeg bøjede mig og pakkede min dødsstråle væk. Hun fik lov at slippe. Denne gang.

Ja, hvad ellers.. nå ja, endnu en mad skandale i den lille pisifik, min yndlingsaversion, hvis det ikke var fordi jeg handlede ind der i tide og utide. Denne gang gik det ud over kartoflerne. Deres system i pisiffik (i hvert fald i denne her) er at tage en stor papkasse og åbne den i bunden, hvorefter man så fylder papkassen med kartofler. Simpelt og effektivt. Papkassen står så på et eller andet bord, så det hele er i en fornuftig højde. Der har jeg da tid købt kartofler. Ingen problem. Jeg valgte dem selv og det gjorde jeg ved at føle på hver enkelt kartoffel før jeg puttede den i en pose, da der var indtil flere der var lidt slatne og havde spirer etc. Men det skulle vise sig at det var meget værre end det. For en ting at man har et system, der tillader dig at have en masse kartofler på et forholdsvis lille areal, men hvis du aldrig skifter papkasse eller i det mindste tømmer den helt, men blot hælder nye på, så sidder der altså ret mange i hjørnerne der bare rådner og rådner og rådner. Man skulle tro disse folk havde fået et hoved til at tænke med, men de bliver ved med at overraske mig. Så en dag jeg kom ind i pisiffik sidset uge, var der 2 stakkelts 14 piegr, der havde fået til opgave at muge ud i den føromtalte. Det stank. Det var simpelthen ulækkert. Grønne kartofler, mug, klamhed en masse. De kan altså skuffe mig gang på gang.

Derudover var jeg på tur i Koldedalen med Anne Marie og Christian her søndag eftermiddag. Det var en skøn, lang gåtur. Vejret var dejligt og et par timers gå tur blev det til. Som Anne Marie sagde så måtte det også dække motionen for den her uge. Jeg er så enig. Vi sluttede turen af med varm, kakao og friskbagte boller. Ikke så ringe endda.

Nå ja så lige på falderebet. I går nat drømte jeg at jeg barberede Sven Ole Thorsen siddende i en sandkasse.. stik den. Til jer der ikke lige kan huske hvem den legendariske Sven Ole Thorsen er, så er det ham dansker fittness manden der er ven med Arnold Schzwartsnegger og har en bitte rolle i alle hans film, hvor han som regel ender med at blive dræbt eller i det mindste få bank. Det er også ham der i Gladiator spiller den gamle legendariske gladiator, Tiger, der alligevel får bank af Russel Crowe, men ikke før han får proklameret på den værste omgang dansker engelsk ”viii hu ar abåut to daj salååt ju” (we who are about to die, salute you). Ganske skrækkeligt moment i filmhistorien, men man kan jo argumentere for at folk i rom og gladiatorer i særdeleshed kom fra hele kloden og ikke talte lige godt engelsk. På den anden side talte de overhovedet ikke engelsk derned i rom, så det giver nok udmærket mening afterall…

Nå, det var alt fra mig i denne omgang. Sov godt. Jeg skal i hvert fald gøre mit bedste.

Kaffemik!

Ja ja ja.. jeg ved det godt.. ”skriver han aldrig igen eller hvad? Er han bare den total falske blogskriver? Røv, hvor er han usej.” etc. Men jeg har haft travlt. Rigtig travlt. Ikke så meget med jobbet eller filmklub eller hvad jeg nu ellers render rundt og laver… næh, jeg kom til at love nogle folk i DK at jeg ville skrive et scenarie til deres kongress kaldet Fastaval, der foregår hele påsken et sted i Århus omegnen. For de uindviede kan det nævnes at et scenarie er en historie til rollespil og nej ikke den slags rollespil (liverollespil), hvor man render rundt i skoven med papsværd og slår hinanden i hovedet, men den slags hvor man sidder omkring et bord og slå med terninger og spiser chips og drikker cola, mens man selv synes man er helt vildt sej fordi ens karakter har +4 på sit sværd og kan tale orkisk. Den slags rollespil, der holder altså :)

Det hersens scenarie skulle have været færdig den 1. februar, men der var jeg jo overhovedet ikke i nærheden af at være færdig. Planen havde været at skrive lidt mens jeg var hjemme i julen, men der gik lidt besøge-alle-mulige-og-være-enorm-meget-kæreste i den, så det blev ikke til noget. Og det var ligesom ret svært at sætte sig ned og skrive uafbrudt, da man jo har job, alle mulige og umulige projekter, foruden alle de dårlige undskyldninger man nu ellers kunne komme på, for at tage sig sammen (nej, jeg skriver bare to sider i morgen…). Men jeg fik lidt deadline forskydning og så gik det ellers ret hurtigt. Og den sidste uge har været fuldstændig amok. Jeg har stort set ikke lavet andet end at skrive scenarie alle hverdags aftner. Og så blev jeg endelig færdig med mit scenarie her fredag nat/lørdag morgen (klokken 5.30 ca..). 47 siders blod sved og tarme (det er jo et zombiescenarie). Nu er det sendt af sted til dem der skal have det, så nu er det bare at nyde sin dyrekøbte fritid igen og så må jeg jo klappe mig selv lidt på ryggen. Tak for kampen René. Selv tak.

Derudover er der faktisk sket et par sjove ting hist og her. For jeg har været til min første kaffemik. Kaffemik er grønlands version af åbent hus, og de gør det mere eller mindre hver gang der er noget der skal fejre (bryllupper, fødselsdage, jubilæer osv.). Så hvis de nu har kaffemik hele tiden, hvorfor er det så første gang jeg prøver det? Jo, nu er det sådan at kaffemik som regel starter midt på dagen altså hen ad klokken 12, det vil sige i arbejdstiden. Den (eller de) person(er) der holder kaffemik tager simpelthen fri fra arbejde den dag. Og så skal der bages. For kaffemik kræver nemlig mere end bare lidt kaffe. Til den kaffemik jeg var til, var der kager og mange af dem. Jeg tror jeg talte 7-9 forskellige kager (forskellige lagkager, gulerodskage, æblekage etc.) foruden frisklavede boller, alt hjemmebagt. Ikke noget købehelvede her. Der var tørret rensdyrkød, mattak, rejer, krabbe og fiskesuppe. Og så naturligvis te og kaffe. Men jeg kender jo ikke så mange og det der med at brase ind i fremmede menneskers fest er ikke lige mig, og da slet ikke i arbejdstiden hvor jeg burde enten undervise eller sidde på kontoret og forberede mig. Så jeg har venligt sagt nej til de kaffemik invitationer jeg indtil nu har fået. En kaffemik er nu heller ikke så formel. Det er enten et lille opslag, en mail rundt eller jungletrommerne der lyder. Jeg har endnu ikke oplevet en personlig invitation til et kaffemik. Det kan godt have noget at gøre med at det heller ikke forventes at man skal blive der i super lang tid. Man skal komme ind, sige tillykke, spise lidt af deres mad og så ellers gå igen efter lidt tid, så der er plads til andre.

Derudover er Anna Marie en kilde til et væld af information. Vi deler jo kontor og sidder ofte og småsludre. Som hun fortæller så er kaffemik ikke obligatorisk. Man behøver ikke at komme. Det er helt op til en selv. Men de ser gerne man kommer, og som Anna Marie siger, de lægger skam også mærke til hvis man ikke kommer. Hvis man holder sig for sig selv, kan man hurtigt få prædikatet ”ham eller hende der ikke kommer til kaffemik”, hvilket nok er et socialt stigma på størrelse med det at blive valgt sidst i fodbold i skolegården. Så det skal naturligvis plejes. Man behøver ikke at komme til alle kaffemik, men du bliver nødt til at komme til nogle. Ellers er du en paria på kaffemikkens sociale rangstige. Og det kan vi jo ikke have. Så af frygt for at blive nådesløst stemplet, måtte jeg jo af sted til kaffemik midt i arbejdstiden. Nu er torsdag heldigvis heller ikke den værste dag, da jeg har undervisningsfri. Og kontorpersonalet kørte derop så vi skulle heller ikke gå, Anna Marie og mig. Jeg har helt glemt at sige at det var en ag lærerne, Louise, der fyldte 25 år, der holdte kaffemik. Selv om hun ”kun” er 25 har hun allerede en uddannelse, mand og børn (2 eller 3) og bor i et ret lækkert hus må jeg sige. Imponerende. Tror hun er en tøs der ved hvad hun vil. Og kaffemik der ville hun, for der var det der skulle være. Hold da op. Til det kunne Anna Marie så yderligere fortælle at kaffemik også var en slags måde at demonstrere at man var en god husmor. Alt skulle bages selv og de stakkels koner står ofte i køkkenet til langt ud på natten, dagen før, for at det hele er klar på selve dagen. Så kan de vise at de i hvert fald er rigtig dygtige og folk kan give dem et anerkendende jazz nik og notere i deres kaffemik karakterbog at de står distancen. Nogen steder var der også forsøgt usagte regler som at der skulle være en kage for hvert år der skulle fejres, det gøres dog vist kun til børnefødselsdags kaffemik. Ellers vil det godt nok være et helvede: ”tillykke med de 32 år.. kun 31 kager? Tsk. Det går jo virkelig ikke”. Suk.

Men vi var der en lille times tid, hvor jeg nåede tre forskellige stykker kage, en bolle, rejer og fiskesuppe… mmmmmm. Det var godt. Derefter forduftede vi så igen tilbage til kontoret og videre med arbejdet, forvisset om at jeg for en tid undgår at blive stemplet som kaffemikkens svar på spedalske.

Men jeg vil stoppe her.. er træt og skal tidligt op. Har egentlig meget mere jeg skal fortælle, men det må blive i morgen. Der er både flere madskandaler i pisifik, robotkostumer, søndagstraveture og mystiske drømme, der bare ikke giver mening. Alt sammen en gang i morgen. Det lover jeg.

søndag, februar 11, 2007

nørd power!!!

Så var der endnu en gang lørdagskamp på liv og død på den stakkels ATI skole, der måtte læge hus til søvnfrarøvede unge mænd med computere under armen og en fast overbevisning om at de var de benhårde krigere, meget sejere end alle de andre (selv om de godt vidste jeg var lige den my endnu sejere). Jo jo der var LAN party/computerspils bonanza her lørdag aften. Vi havde lært af skade og startede så sent som klokken 19.00 denne gang. De sidste to gange havde vi startet henholdsvis klokken 10 og 11, hvilket resulterede i flere timers venten før der kom nogle folk. Så klokken 19 var Ulrik, Karsten og undertegnede klar, det vil sige vi var i hvert fald ankommet og var ved så småt at stille op. Reglerne er jo at man tager sin egen computer, keyboard og mus med. Skærmen kan man låne, da vi alligevel sidder i computerrummet. Grundet til at man skal tage sin egen computer med at selvfølgelig at skolen ikke har købt fæle gamer maskiner der kan køre videre vildt, men blot noget der ligner avancerede skrivemaskiner, som kan det en computer på en arbejdsplads skal kunne. Så spille kan man ikke med mindre det er 7 kabale, west, eller noget andet meget avanceret.

Men mens vi snakker om at medbringe computere, så plejer jeg jo at medbringe min bærbare computer. Den er nem at have med, den kan køre spillene, dog ikke i verdens bedste opløsning (det er jo en bærbar) og så er den sej og hedder Magnus. Men jeg har længe ønsket mig en stationær computer, og det af flere grunde. For det første fordi min bærbare er ved at have et par år på bagen og trænger lidt til en opdatering, hvis jeg skal spille de nyeste spil. For det andet da jeg gerne vil se de nyeste spil en sej opløsning, men en tredje og sidste grund er en jeg virkelig har mærket det sidste års tid: min nakke gør nas. En bærbar er tænkt som en computer du bruger når du er mobil. Det er ikke tænkt som en computer du skal sidde ved i timevis, dag ud og dag ind. For du sidder og kigger ned hele tiden i en dårlig vinkel. Du har brug for at kigge mere lige, ergo du har brug for en almindelig skærm. Og det har jeg fået nu. Og ikke kun skærm, men en sprit ny computer. Ahhhhhhh… Men hvordan fik jeg dog råd til det spørger nogen måske.. Vel, nu kommer jeg fra et hjem hvor jeg fik at vide at man ikke taler om pengesager, og da slet ikke med fremmede mennesker. Jeg kan da sige så meget at jeg er kommet til lidt penge og jeg bestemte mig for at bruge nogen af dem på noget fornuftigt (i mit hoved er en ny computer i hvert fald fornuftig…nørd), inden de alle forsvandt til regninger (har betalt dem den her gang). Jeg sender i hvert fald lige en stor varm tanke, et knus og en dybtfølt tak til ham der gjorde det muligt. Tak.

Men jeg har fået en ny computer, yay. Det er en 3,8 ghz, 2 gb ram, 160 gb ram (opdaterer på et eller andet tidspunkt med 400 mere) og et 156 grafik kort. Ja, grafik kortet halter, men det er blot til låns indtil mit 512 kommer. Og så skal der skrues op for polygonerne. Yes sir. Men et kapitel for sig er min skærm. Ja det er ikke bare en skærm, det er skærmen. 22” widescreen. Den er større end mit fjernsyn og kræver lidt tilvænning, men nej hvor er den sej. Helt fantastisk, og så fik den ret mange jaloux blikke, under vores store episke kampe.

Det var dog ikke altid helt problemfrit at have en netcafe. Vores netkabler er til tider sat op på håbløse måder internt, nå vi kobler vores eksterne server på (vi låner kablerne, ikke serveren), hvilket resultere i at vi ikke altid kan finde hinanden, og hvad der virker i nogen spil, virker ikke i andre. Normalt plejer jeg at være godt med, men i går gik det galt til sidst. Jeg kunne ikke spille med på Battlefield 2, men det gik fint med både Halo og Alien vs. Predator 2, hvor der så til gengæld var andre der havde lidt problemer. Jeg tror ikke det lykkedes at samle alle parter i et spil på noget tidspunkt, men det var nu en hyggelig aften alligevel. Vi 8 personer der var der fik spillet spil, drukket masser af sodavand, spist chips, råbt og skreget og ellers hygget os, som kun nørder nu engang kan.

Ellers går det fint på Casa del Toft el Maniitsoq. Jeg har fået støvsuget, lavet lasagne, mangler at tage mig kærligt at min forvoksede opvask, og undervisningen går faktisk helt pænt, hvis jeg selv skal sige. Det eneste jeg er bagud med er mit scenarie til Fastaval. Jeg har min deadline i morgen (den er allerede rykket), men jeg tvivler på jeg når det. Jeg synes bare den bliver ved med at vokse. Hver gang jeg vil skrive en sætning er de to nye ting jeg gerne vil have med. Men den er snart færdig (honest), men jeg skulle nok have givet den en hårdere skalle tidligere. Ja, sådan kan det jo gå. Men færdig det bliver den. Aller senest midt i næste uge. Så nu er det sagt. Nu skal jeg bare overholde det. Det må jo så betyde at jeg må slippe tasterne her og gå tilbage til mit scenarie.

Ha det.

mandag, februar 05, 2007

puha... sikke en weekend

Så er hende råbekællingen gået i gang inde ved siden af igen. Jeg orker ikke at høre på dem igen og siden de lige har ødelagt mine planer for at komme tidlig i seng (hvem prøver jeg at narre?) så udnytter jeg i stedet tiden på lidt blogskrivning. For at undgå at høre på deres rabalder har jeg taget hørebøffer på og hører nu Editors fantastiske plade The Back Room. Det må absolut være en af de bedste plader der udkom sidste år. Den holder uanset hvor mange gange jeg hører den. Og jeg har hørt dem rigtig mange gange. Men jeg havde ellers lidt af en weekend. Der var både filmklub, øl og settlers på menuen så jeg havde hænderne fulde.

Filmklubben løb af stablen fredag med min Ice Age 1+2 dobbelt feature der startede klokken 20.00. Nu ligger landet sådan at fredag også var den dag hvor de fleste gav los, slog sig løs siden at der nu var penge på kontoen, så risikoen forelå for endnu en aften med tomme sale og mig siddende alene med min squash og en pose popcorn. Hertil hører det at festen mine naboer startede torsdag aften faktisk ikke var en særlig voldsom affære. Den ebbede stille ud omkring klokken 23-24 og jeg fik min nattesøvn. Anna Marie mente dog at det kunne have noget at gøre med at folk på 14 dages løn først fik penge på kontoen om fredagen. Det kunne meget vel hænge sådan sammen, så derfor min frygt for ensomme timer i filmklubben. Og det så da også en smule skidt ud til at starte med. Min trofaste sidekick Karsten havde meldt fra. Han ville drikke et par øl i klubben, da han havde set Ice Age mange gange (han mumlede godt nok om at han gerne ville se 2’eren, men det blev ikke lige denne gang). Men klokken nærmede sig 20.00 og jeg havde fået sat udstyret op, og pludselig om ikke der kom folk. Der var 4-5 af mine normale atx elever og så kom der 3-4 elever fra procestekniker uddannelsen og de havde børn med. Det havde jeg jo slet ikke tænkt på. Med animationsfilm kan man jo ramme et helt andet segment (… hmmm… måske en aften med cirkeline næste gang?). Vi endte i hvert fald med at være en 15-16 stykker til den første film og godt og vel 11-12 til nummer 2. I forhold til tidligere filmklubsaftener må det betegnes som en stor succes, og det var nu en gang nogle dejlige film. Vi sad i hvert fald og grinede højlydt alle sammen. I starten var jeg godt nok i tvivl om jeg skulle vise filmene med dansk tale men forældrene mente at børnene alligevel var så små at det forstod de ikke endnu. Og grønlandsk tale var der jo ikke ligesom. Så det blev på engelsk (phew… det er bare lidt sjovere på originalsproget).

Lørdag var jeg og alle de andre medlemmer af klubben (ja, undskyld, men jeg mangler stadig at skrive en blog dedikeret til klubben.. skal nok) inviteret til 10 års jubilæum. Det var Benny, ejeren af Hotel Maniitsoq, der fejrede at han nu havde været 10 år i Maniitsoq. Det skete i Klubbens lokaler på behørig maner med gule ærter, stegt flæsk, kogt medister og dertil hørende kogte kartofler. Nu har jeg aldrig været meget for gule ærter, men flæsk og medister er helt fint og når man så ved siden får gratis øl og snaps ad libitum går det hele lidt nemmere. Det var meningen jeg bare lige skulle ned en times tid, vise ansigtet, drikke en øl, råbe hurra og gå hjem igen, men sådan skulle det ikke være. Der skete jo det skrækkelige at da jeg endelig kom der ned, så havde jeg det faktisk sjovt. Der var masser af mennesker fra alle dele af vores lille samfund (men stadig kun medlemmer af vores lille loge agtige klub), og så et par enkle påhæng. For eksempel var den gamle forstander og min nuværende grønlandslære Ib der, med sin kone, byens præst(inde). Så nu er huset velsignet var der nogle der mente. Dertil var der slagteren, rørlæggere, elektrikere, lærere, murere, politi og mange andre folk, der et eller andet sted er rare at kende, når man nu bor i et så lille samfund og i hvert fald skal være her mindst 2½ år mere. Og det gjorde jeg så. Jeg fik snakket med folk jeg kendte og flere jeg ikke lige var sikker på hvem var og der gik op til adskillige øl i den, ud over de der seks syv snaps der var røget ned under spisning. Der blev spillet søm, billard, drukket godt med spiritus, diskuteret vidt og bredt og gerne om alle dem der ikke var der (i kan tro man lærer noget ved at holde sin kæft og lytte). Det endte med jeg stavrede hjemad ved ti tiden om aftenen, hønefuld. Men jeg skulle ikke ofre, til gengæld vågnede jeg klokken 7 med en ond ond ond tømmermandshovedpine. Den bankede hårdt. Noget væske, et par panodil og et par timer mere i sengen gjorde underværker og jeg var ved at være klar til det afgørende slag i settlers, der skulle være ved Per søndag aften.

Stillingen var efter en søndag og en torsdags spil at Per havde vundet to spil i træk (og guderne må vide hvor mange inden jeg kom med i forsamlingen) og vi var nu i gang med tredje spil, hvor han og Henrik stod stærkest, Michael nummer tre og jeg til sidst, da jeg var placeret af helvede til på kortet. Lidt min egen skyld, men sådan er der jo så meget. Så denne søndag skulle dette tredje spil afgøres (vi var begyndt på det sidste torsdag, men nåede ikke at blive færdig). Det var ret tydeligt at hvis jeg skulle vinde skulle der ske et mirakel, og det skete der så ikke. Nej jeg vandt ikke. Men det gjorde Per heller ikke! Yay. Det blev nemlig et glimrende, strategisk spillet spil, der heldigvis for alles ego (undtagen Pers) blev vundet af Michael. Han fik virkelig rykket i de sidste omgange og tog de to ”store” indenom, med en velplaceret vej (man får 2 point for den længste vej, det var det jeg mistede point på i første spil husker i vel nok), en metropol, nogle heldige kort kombinationer og et køligt strategisk overblik. Godt spillet. Det fik han også ros for efter kampen og den tronranede mester måtte anerkende overmagten. Og så kunne vi ellers nyde min medbragte nybagte drømmekage. Jeg kunne jo lige så godt få gjort en tradition ud af det (det med kagebagning altså), så jeg bagte en kage i min tømmermands efterdønninger. Den blev faktisk ret fin, med kokos snask på toppen, jepper. Selv er jeg mere vild med chokoladekage men sådan er der så meget. Den blev i hvert fald godt modtaget uanset.

Nu spiller naboen musik for fulde drøn. Ja musik er måske så meget sagt. Det er noget orgel helvede skråstregs spillemands musik med en knivspids dansktop på grønlandsk. Og lige under det kan man fra tid til anden høre dem råbe af hinanden. Den kærlighed… Suk. Det er dog den ynkeligste og mest dysfunktionelle udgave af et forhold jeg længe har været vidne til. Så skrid dog fra ham, så vi andre kan få lidt ro. Øv. Nå men godnat da, når jeg kommer så langt.

torsdag, februar 01, 2007

lidt om lidt af hvert (og lidt brok)

Så er der gået penge ind på kontoen. Kan jeg høre. Fra naboen der spiller Safri Duo på fulde drøn. Det vil sige det gjorde de for lidt siden, og nu er der så stille igen. Jeg frygter lidt at det blot er stilhed før stormen. Det er jo ved at være lidt siden de fik løn sidst, siden man i grønland får løn for januar lige før jul. Men nu er der penge mellem hænderne for alle de festglade skabsalkoholister (ja det er der selvfølgelig også for alle dem, der faktisk ikke er alkoholikere, bevares). Problemet for mig at jeg er lidt fanget i løvens gab, da jeg jo bor i en opgang, hvor man skulle tro der boede festglade teenagere, men det er så bare festglade 40-50 årige, der ikke lige har lært at tage hensyn til andre folks sengetid eller bygningens lydisolering eller mangel på samme. Det skal nok blive en spændende weekend. Uden tvivl.

Derudover har jeg været på hospitalet i dag. Nej, nej, jeg har ikke fået endnu et akut vejtrækningsproblem. Denne gang var det lidt mere fredeligt. Jeg har bare usandsynligt ondt i nakke og skuldre, hvilket kommer sig af for meget tid foran den her skærm. Og så er der et eller andet nerveværk der har sat sig fast så min venstre arm gør lidt nas. Men jeg kom der ned og fik snakket med en fysioterapeut (tror nok han var det, han havde en grøn uniform på, men det ku være en sygeplejerske, men jeg tror nok de har hvid dragt på). Desværre var svaret fra ham at jeg skulle lave nogle øvelser, som jeg så fik på et stykke papir. Øvelser? Det vil sige at jeg rent faktisk selv skal gøre en indsats for mit eget helbred? Uhørt siger jeg. Hvad er der sket med de lette løsninger? En pille, lidt massage og så lige et knæk i nakken så er det væk? Det er jo for dårligt at man selv skal tage ansvar for noget som helst. Jeg siger jer, vores sygehusvæsen er ikke hvad det har været.

---

OK 2 ting. Nu er der lige gået en halv time siden jeg sidst skrev og jo de holder fest nedenunder. Pis. Det betyder at hvis det går virkelig hårdt for sig, så kan jeg se frem til en nat på sofaen, eftersom støjniveauet med deres irriterende grønlandske svar på dansktop (ikke at den danske dansktop er et hak bedre) er urimeligt højt. Og når musikken er høj, bliver festaberne jo nødt til at håbe til hinanden. Yay. Mere larm. Selvfølgelig kunne jeg også være heldig og festen slutter klokken 24.00 og alle går til ro, da folk jo skal på arbejde i morgen. Ja, helt klart. Det er da det der sker…

Og så den anden ting. Jeg har lige gennemprøvet mit træningsprogram for min skulde-nakke infiltration. Shit, det gjorde nas. Jeg håber eddermanme det hjælper for det er da selvpineri i højeste potens. Men man får strækket ud, det er der da ingen tvivl om. Jeg kan allerede mærke at min nakke føles lidt bedre. Men der er et stykke vej endnu. Fysioterapeuten anbefalede en uges brug af træningsprogrammet tre gange dagligt. Som han sagde, så var det bedste at man gjorde det 3 gange hver dag resten af livet, men han var realist, så hvis jeg gjorde en indsats i den følgende uge, så skulle det være nok i denne omgang.

Så til noget helt andet. Jeg har holdt mit foredrag om det der smartboard (vores digitale tavle) i dag for de andre lærere, samt et par ekstra. Og det gik jo ret godt hvis jeg selv skal sige det (og det skal jeg jo). Jeg løb ind i et par tekniske problemer undervejs, men fandt ud af det og blev kun klogere af det. Den er fanme smart, og det lød til at de andre lærere også blev lidt begejstrede for den. Nu skal vi bare have sat vores stationære projektorer op, så er vi (jeg er i hvert fald) klar til at implementere den i undervisningen.

Apropos tavle og problemer, så blev jeg i går nød til at tilkalde pedel assistance midt i undervisningen. Jeg var ved at bruge tavlen men skulle lige vise noget på verdenskortet (de der gamle nogle man trækker ned) der selvfølgelig så satte sig fast, midt på kortet. Så jeg kunne ikke se den verden jeg skulle bruge, og jeg kunne ikke bruge min tavle som kortet nok så behændigt skyggede for. Den ville hverken frem eller tilbage op eller ned. Så jeg sendte en elev af sted efter pedellen, der så blev til vores pedel in spe Nuka, der fik kortet fjernet ved hjælp af en skruetrækker. Væk skulle den i hvert fald. Så havde jeg bare ikke noget kort til undervisningen. Det ville have været smart med en digital tavle, hvor jeg lige kunne hive verdenskortet frem og tegne på det som var det det naturligste i verden. Endda med flere farver, da tavlen har både rød, blå, grøn og sort. Jepper, ingen smalle steder i bredgade.

Derudover er ugen gået med hvad den ellers plejer at byde sig med. Grønlandsk undervisning, sejlkursus, skype med kæresten, world of warcraft, forsøge at skrive scenarie til dk, masser af undervisning og andre arbejdsmæssige opgaver. Grønlandsk må jeg lige vende tilbage med i en anden blog for det er ved at være et kapitel for sig. Det sprog er for sindssygt. Det er utrolig godt at vide noget om, men det er om noget sprog helt anderledes end dansk, så jeg siger da stakkels elever. Og jeg prøver at lære dem engelsk? Deres stakkels hjerner må jo køre på overdrev en gang i blandt (hvis ikke hele tiden). Sejlkurset er også ret så indviklet, men jeg har da lært at sige vinden kommer tværs for agter om styrbord eller noget. Det betyder at hvis du kigger ligefrem på skibet og står ca i midten, så kommer vinden ind fra side på din højre side bagved dig. Det er lidt nemmere at tegne. Derudover snakker vi om pejlemærker der skal være overét, styret eller beholden kurs devierende, logbog, stedlinier, kimingsafstand og 1000 andre fremmede begreber, jeg har lidt svært at få mit hoved til at acceptere som medlemmer af det danske sprog. Forhåbentlig ender det da med at jeg for lært det og jeg så rent faktisk får mit duelighedstegn, så jeg kan sejle lidt rundt her til sommer i skolens lille båd. Det vil være lidt sejt.

Orv ja, jeg fik lige irriterende nyheder i går. Vores pædagogikum, der ellers var lagt sommer i Qaqortoq og vinter i Ilulisat, har lige fået skiftet byer, tillnoget af det mest dødsyge du kan forestille dig. Sommermodulet er nu i Nuuk. Røv. Og endnu værre – vintermodulet ligger nu i Maniitsoq!!! Hvad fanden har de gang i? Nu får jeg jo overhovedet ikke set Grønland som det var planen. De kan sgu da ikke bare ændre det hele tiden. Det er eddermame fejt. Det synes jeg. SÅ nu er der ingen sydgrøndland til mig til sommer og ingen nordgrønland (i hvert en del nordligere en Maniitsoq) til næste vinter. Jeg tror jeg vil klage. kan de ændre det en gang, kan de vel ændre det igen. Jeg kan bare ikke se pointen med at være i Nuuk. Der er jo alt for mange distraherings muligheder (det er jo en storby), hvilket der jo ikke vil være hvis man er på et hotel i en lille by, Så skal du nemlig nok få lavet dine lektier om aftenen. Det bliver nok sværere i Nuuk. Der er jo restauranter der skal prøves, en biograf der skal besøges, en svømmehal osv. Nuuk er da en fin by, men jeg vil bare hellere bo på et crappy hotel i sydpå og så se noget, i stedet for at bo i luksus og se hovedstanden en gang til. Så fantastisk er den altså heller ikke. Hmmm… jeg må se hvem det er jeg skal snakke med. Det er vist en dame der hedder Lisbeth der har det sidste ord. jeg må hellere skrue den gamle charme på og se om hun ikke kan se det fornuftige i at jeg får set landet, nu de er så heldige at have mig heroppe. Det er da kun rimeligt. Nemlig.

Men det er vist nok for nu. Jeg vil gøre et forsøg på at gå i seng, selv om klokken kun er 23.26. Festen er vel ikke engang på sit højeste endnu. Jeg krydser fingre for en god nattesøvn og håber at der kommer nogen til min filmklub i morgen. VI skal jo se Ice Age 1 og 2, så nu må vi jo bare vente og se om der kommer nogen. Vil man se på de små glæder kan man jo kun takke for at der ikke er nogen økonomi involveret i den filmklub, ellers var vi da vist gået konkurs for længst. Glæder mig i hvert fald til at se filmene om ikke andet.

Godnat (…måske).

mandag, januar 29, 2007

top 5 i dårlig samvittighed

Hmmm. Ja jeg undskylder for den manglende opdatering på siden her siden onsdag. Det er ikke fordi jeg ikke gerne vil skrive en hel masse hver eneste dag, men for at sige det pænt, så er der ikke sket det helt store siden sidst. Faktisk er der ikke sket en skid. Ud over det sædvanlige naturligvis. For hverdagen går sin vante gang heroppe. Jeg har undervisning og prøver derudover at nå alle de ting, jeg ellers har lovet folk at jeg skal nå. Hvilket nok er min største grund til dårlig samvittighed.

Jeg er sådan indrettet at jeg som regel aldrig får dårlig samvittighed over noget jeg allerede har gjort. Det er livet for kort til. Gør jeg noget forkert siger jeg undskyld og kommer videre. Fnidder fnadder og prøve at snige sig uden om og ikke vil se sine egne fejl i øjnene… det holder ikke. Undskyld og videre. Hvis så jeg ikke siger undskyld kan det være fordi jeg egentlig ikke syntes jeg har gjort noget forkert. Næh, jeg får altid utrolig dårlig samvittighed over de ting jeg ikke får gjort. Top 5 over ting der giver mig dårlig samvittighed lyder som følger:


  1. For et et halvt år siden skulle jeg lave noget photoshop for Claus’ kæreste Karungiy. Et større projekt jeg blev næsten færdig med, men gik så i stå. Jeg er stadig ikke blevet færdig. Den falske ven.
  2. Jeg skal skrive et rollespilsscenarie til Fastaval 07 og er som sædvanlig håbløs bagefter. Jeg burde skrive det og ikke blog lige nu.
  3. Rengøring. Der skal støvsuges en lille smule mere end der bliver gjort lige pt. Og så skal der altså ryddes op mine papirer der ligger og flyder overalt. Frustrerende at være et rodehoved, men der er ikke lige nogen der gør det for mig. Og så skal jeg vaske tøj lidt oftere. Jeg har sort bælte i store vasketøjsdynger.
  4. Alle mine små ting jeg gerne vil have gjort men ikke finder tid til. Gå i motionscenter, øve mig på musikinstrumenter, skrive breve til alle dem jeg kender (det er jo ikke fordi jeg har glemt jer), sætter mig nok ind i min support rolle på e-forum (min undervisning har fået større prioritering), ringe mere til venner men glemmer så tidsforskellen og opgiver da klokken er 22-23 stykker derhjemme etc.
  5. Betale regninger til tiden. Jeg ved det, der er noget der hedder betalingsservice, men det er bare aldrig blevet implementeret i min hjerne. Suk.

Ja, der er nok at hænge med næbbet over, hvis man endelig vil til det. Men så kan man jo også se på alt det jeg når heroppe.

  • Jeg underviser 65 elever i engelsk
  • Jeg står for filmklub (jeg viser Ice Age 1+2 på fredag)
  • Jeg er den nye go-to-guy når det gælder ny software eller hardware (skal holde foredrag om vores nye smartboard på torsdag)
  • Jeg tager pædagogikum
  • Jeg får spillet spil med nye venner (settlers sæsonen raser i øjeblikket)
  • Jeg er supporter på eforum (men kunne dog godt bruge lidt ekstra tid, men det kommer når jeg får mere overblik over min undervisning, hvilket jeg så småt er ved)
  • Jeg plejer mit fantastisk dejlig forhold med min kæreste ved at bruge meget tid på at snakke med hende over skype, da hun jo bor (endnu) i DK.
  • Jeg spiller World of Warcraft, dog en hel del mindre en for 6 måneder siden, men sådan er det jo at have et liv… (det var noget andet da jeg var arbejdsløs, kan jeg godt fortælle jer).
  • Jeg får skrevet blog indtil flere gange om ugen, hvor alle I (hvem så end i er) kan følge med i min helt almindelig (og lidt kold eksotiske) hverdag.

Når man begynder at veje det op på den måde, så ser det jo ikke så slemt ud endda. Jeg når noget. Jeg har et godt arbejde, en dejlig kæreste, nogle gode kolleger og venner, jeg lærer noget. Så må den dårlige samvittighed vente lidt med at stå i fuld flor til senere. Men en ting er jeg da lige kommet i tanke om mens jeg sidder her. Klokken er ikke mere en 17.15 her og det er ikke pokkers lang tid siden jeg kom hjem. Men hvad glemmer jeg på skolen? Mit vasketøj. Jo, famne jo. Så nu skal jeg have termostøvler på, stor vinterfrakke hue og handsker og op til skolen igen fordi jeg ville få udryddet en af de ting på min dårlig samvittigheds liste. Suk. Hvad kan man lære af det? ”Vask mindre portioner - Glem oftere”? ”Genbrugt tøj er godt tøj?” I dont know.. måske skal jeg bare komme ud af døren inden mit tøj blive lidt træls at have med at gøre.

onsdag, januar 24, 2007

... og Grønland har vundet VM i håndbold!!!

Ja grønland har vundet i VM i håndbold. At dømme efter mine elevers reaktion skulle man tro at de havde vundet selve verdensmesterskabet, men det er nu en gang dejligt at se så stor entusiasme over bare en enkelt sejr. Deres første skal det så siges, så meget desto bedre. Til de uinviede kan det fortælles at Grønland i dag vandt over Australien 34-25 og lad mig lige citere: "Kampens store spiller blev igen Angutimmarik Kreutzmann fra Maniitsoq. Han scorede 15 mål, og blev valgt til kampens bedste spiller. Det er anden gang under VM, at han får den hæder." Her skal det naturligvis bemærket at spilleren kommer fra Maniitsoq. Mine elever kender ham og han er vist lidt en helt nu.

Men Grønlands deltagelse i VM i håndbold er ikke uproblematisk for os som lærere eller skolen generelt. Siden vi er 4 timer bagud, bliver kampene spillet på de mest usandsynlige tidspunkter (grønlands tid altså) hvilket gør at eleverne, der naturligvis gerne vil se kampene, nu de for første gang nogensinde er oppe at lege med de store drenge, konstant kommer rendende og hører om de ikke kan droppe undervisningen der og der, starte senere og så videre og så videre. Nu er reglerne jo sådan at man ikke bare kan give eleverne fri fordi der er håndbold i fjerneren (desværre) så indtil videre har jeg flyttet en time fra mandag til tirsdag og så startet i dag 20 minutter senere og så kørt resten af tiden uden frikvarter. Man kan jo ligeså godt forsøge at føje dem, for alternativet er at de ikke kommer til timen overhovedet. Det er jo i princippet ikke mit problem, jeg kan jo bare notere dem som fraværende, men det er nu sjovere, når alle er enige om at være der. Derudover får man jo også en lille stjerne hos dem, når man ikke bare er en røv med øre og holder på sit. Men sådan er der jo så meget.

Derudover er vores lille elæringsprojekt vi havde fire skoler imellem (Nuuk, Maniitsoq, Sisimiut og Rønne) blevet en større nyhed her i det grønlandske (og det bornholmske ikke at fornægte). Vi udsendte en pressemeddelelse her i fredags om hvad der havde gået for sig i november og december til et par lokalradioer, lokalaviser og et par andre steder og pludselig er sker der ting og sager. Det startede med at http://www.netavisen.gl/ bragte en lille artikel (så lille jeg næsten vil kalde det en notits) om søndagen, derefter fik vi et og et halvt minut på grønlandsk tv i et program kaldet Qanooroq mandag med genudsendelse tirsdag. Samme tirsdag var det så både i ”Nyheder fra Grønland” klokken 18.55 på P1 i Danmark, det var i den grønlandske radioavis heroppe, samt i Bornholms radio (hvad så end den hedder). og hvis det ikke er nok, så var der en længere artikel i Bornholms Tidende og næste uge er der så en artikel i Sisimiut lokalavis (de havde ikke plads i denne uge, siden der åbenbart var andre hårdtslående nyheder, de måtte have plads til). Jo vi er nogle værre linselus og medieludere. Men det er jo et dejligt argument for at skaffe penge til at gøre det igen næste år, ikke at jeg tror det bliver noget problem. Det føles i hvert fald rart at blive lagt lidt mærke til, ikke fordi mit navn står nogen steder med navns nævnelse. I indslag på tv, omtalte de vidst enda ATI som ATP, og kom med kryptiske formuleringer som ”de fokuserede i grupper” og ”sendte fiktive breve til hinanden”. Hmmm… Under alle omstændigheder er det da god reklame også selv om ATP snart begynder at få alle de ansøgninger vi skulle have haft. Thats leif. Men lidt en helt er man altså.

Nå ja, vejret er vendt igen heroppe. Også lige så det basker. Der er ikke længere regnvejr og sjap over alt. Nu sner det bare. Hele tiden. Det har det gjort hele dagen og hvis det gør som det plejer, så skal det nok sne stadigvæk i morgen når jeg står op.

mandag, januar 22, 2007

streetrespekt, dansker søm og settlers sæsonstart

Jeg fatter det ikke. Jeg fatter det simpelthen ikke. At jeg, en forholdsvis fattet ung mand, logisk funderet, tror på teknologiens fremtoning i tidens tegn og alt det der, jeg fatter ikke at mit fysiske velvære kan være underkastet om der er overskyet eller ej. Men den er helt sikker hver gang.

Er der et ondt lavtryk får jeg for det første en ond hovedpine. For det andet sover jeg dårligt. Og i nat har jeg sovet rigtig dårligt. Jeg har vendt og drejet mig hele natten, vågnet i tide og utide og drømt obskure drømme, så jeg nærmest var mere udhvilet da jeg gik i seng, end da jeg stod op. Og hvorfor? Fordi temperaturen i Maniitsoq er steget fra minus til plus og der ligger et tungt lavtryk over os der bare bliver ved med at regne ned. Sneen (og den er der riiigtiiig meget af) er så småt ved at blive smeltet så gaderne flyder af en blanding af sjap nogle steder og vand med spejlglat is lige under vandoverfladen andre steder. Længe leve min fars gamle termostøvler jeg på groveste har tilranet mig. Varme, forede, og mørkeblå. De er seje og i dem må alle andre være mig dybt misundelig.

Men det er også en tid hvor det gælder om at holde tungen lige i munden og have balancenerven på overdrive. For der er glat. Og så kan vi jo bare vente på at det bliver minus temperaturer igen så der bliver mega ultra glat over alt. Så kunne det godt være man skulle overveje at tage sådanne pigge på skoene. ’Dansker søm’ bliver de også kaldt, hvilket fortæller lidt om hvor velset det er at rende rundt med dem på. Det er altså ikke noget man scorer point på. Til gengæld falder man ikke. Så det store spørgsmål nu er om jeg vil have streetrespect med risiko for at falde på røven og brække benet eller jeg vil kaldes en dansk pensionistwannabe, men bevare undgå tilfældig lemlæstelse ved frit fald på is. Forfængelighed forfængelig… Jeg tror jeg går efter streetrespekten lidt endnu. Det vil sige indtil mit første fald…

Derudover er Settlers sæsonen startet. Per, min kære forstander, ahr længe truet med at når de mørke nætter tager til, så finder han og et par venner settlers brættet frem og jeg var mere end velkommen. Men han havde ikke lige fundet en dag vi alle kunne. Men nu lykkedes det og søndag var dagen, eller rettere aftenen (klokken 18.00), vi skulle kæmpe om herredømmet over en stakkels lille ø. Jeg lagde vanen tro ud med at proklamere ”helle for at vinde” for ligesom at få det på plads. De andre (undtagen Per) fortalte mig at de var ligeglad med om jeg vandt, så længe Per ikke vandt. For det gør han åbenbart altid. Og så hjalp det også lidt på deres velvilje at jeg havde friskbagt chokoladetærte med. Men spillet gik i gang og det viste sig hurtigt at jeg rent faktisk havde lidt flair for spillet (nu hjælper det jo også at har spillet en del af del slags spil før) og kombineret med en heldig startposition gik jeg hurtigt hen og førte spillet. Det er bare ikke nødvendigvis en god ting, for fører du får du resten af spillerne på nakken, indtil du er kommet ned i støvet, mistet dine point og så er det altid den der har sagt mindst, gjort mindst, der efter alle de andre har slået hinanden ihjel lige går hen og vinder. Men jeg gav igen og efter fire og en halv time så det ud til at jeg skulle vinde men så blev jeg offer for regelsjusk. Det vil sige det var en regel de havde ”glemt” at fortælle mig, som pludselig kostede mig 2 point (man skal have 13 for at vinde), og dermed en hurtigere sejr. To point setback blev til at vi alle igen var mere lige og spilet kunne fortsætte, men efter fem timer (klokken var passeret 23) bestemte vi os for at sætte spillet på standbye til en anden dag. Vi skulle jo alle op og på arbejde. Men jeg er tæt på at vinde. Det er flere af de andre desværre også. Bliver spændende at se hvordan det spil ender.

Og så er der jo sket det skrækkelige at jeg har fået den nye udvidelse af World of Warcraft ind af døren. Resten af verden har spillet den i snart i en uge, men siden grønlandsposten jo er 5+ dage for at noget kommer herop, så er jeg lidt bagud. Men jeg har ikke så frygtelig travlt. Det gælder jo om at nyde at der endelig er noget nyt at se på i det spil jeg har spillet i to år. Men jeg skal nok lige se om jeg ikke kan balance mellem at have et liv og så leve online. Der er jo et job (altså i den virkelige verden) der skal passes.

Hep.

torsdag, januar 18, 2007

astmatisk læsertække og filmklubsekspertise

I dag har jeg været ved læge. For min astmatiske åndedrætsproblemer. Min medicin har sådan set virket fint, det skal så også siges at jeg har taget den flittigt. På pakken står der at man skal tage dem en gang hver sjette time (og højest 12 gange på et døgn), men jeg ahr ca. taget dem hver fjerde time. Og det har så hjulpet. Men det ændre jo ikke ved det faktum at jeg fejler et eller andet, altså har en allergi der er skyld i det, så til lægen med mig. Nu skulle jeg finde ud af hvad jeg var allergisk for. Troede jeg.

Da jeg kom ind til lægen snakkede vi lidt frem og tilbage om mit åndedrætsbesvær og omstændighederne omkring det. Jeg fik målt blodtryk (120 over 68 hviklet vist er ret så godt), fik lyttet på lungerne (endnu en gang fint der) og prøvede til sidst at blæse i sådan en ting, der ser om man har nok kræfter at puste med. Det havde jeg, ingen spor på astma der. Som han sagde, var der ingen spor på at jeg havde astma nu. Og jeg har det jo også fint nu, så det var jo ikke så mærkeligt. Men han havde heller ikke tænkt sig at begynde at sætte et større maskineri i gang for at finde ud af hvad der havde givet mig anfaldet i første omgang. For det første fordi det aldrig var sket før. Det var første gang, så jeg er ikke særlig sikker på hvad der kunne være grunden til anfaldet. Og det er åbenbart ret svært at finde grunden hvis ikke man på forhånd har en idé om hvad det kan være. Og så kostede det vist også en del, så han ville helst ikke skyde gråspurve med kanoner (det var ikke lige det han sagde, men det var den konklusion jeg fik med). Men skete det igen, fik jeg et nyt anfald, skulle jeg skynde mig tilbage og så skulle de nok sætte hele den bekostelige affære i gang. Indtil videre skulle jeg tage medicinen så længe jeg fandt det nødvendigt, men som han sagde, så var det jo ren symptom behandling, og det gjorde jo ikke noget ved selve allergien.

Det er nu er det ved at være lidt 12 timer siden jeg var til lægen og jeg har ikke taget min medicin siden i morges klokken 8, og har det stadig fint, så noget kan tyde på at den allergiske reaktion har fortaget sig. Så indtil videre laver jeg lige en mental note om at jeg er allergisk overfor Hotel Sisimiut, eller i hvert fald et eller andet i hotellet. Hvilket er lidt ærgerligt for det var nu et flinkt personale. Og det er jo det bedste hotel i byen. Ikke at jeg skal der op igen lige med det samme, men alligevel.

Angående det med at være i fremmede byer. Det er da helt godt for min indre grønlandsfarer at jeg er kommet på pædagogikum. Modul 2 jeg skal på til sommer (nærmere bestemt den 21. juni til den 1. juli) skal foregå i Qagortoq i Sydgrønland, og modul 3 skal være i Ilulissat der ligger en del nordligere en Sisimiut. Modul 3 er oveni købet medio oktober, så der skal nok være pænt koldt. Desuden er der så en eksamen engang i begyndelsen af 2008 i Nuuk. Så jeg for set noget af grønland, hvilket jo også er en af grundene til at jo tog herop i første omgang. Dejligt.

En anden ting jeg har tænkt lidt over er alle jer der læser min blog. Det er en underskøn blanding af familie og venner, venners familie, bekendte, folk jeg har arbejdet med, spillet rollespil med, gået på studie med og tilfældige der finder forbi min side. Da jeg var hjemme i jul fik jeg snakket med endnu flere jeg ikke anede fulgte med i mine grønlandske eskapader. Og så sent som i går ringede en psykolog mig op fra Sydgrønland, der spurgte mig til råds om copyrights forhold når man gerne vil have en filmklub, da han gerne vil forsøge at sætte de unge i gang med noget. Nu er jeg jo ikke en ekspert på området, men lidt vejledning kunne jeg da godt forsøge mig med, så jeg fortalte ham de to regler jeg altid har fulgt lige siden jeg havde filmklub på Herning højskole. De er at det skal være en lukket forsamling og at man ikke må tage penge for det. Så længe man kan kalde det en privat forsamling, er der mulighed for at man kan have sin røv dækket. Det var i hvert fald nok i 1997 da jeg gik på højskole (jeg ringede nemlig til nogle af de folk, Statens Filmcentral tror jeg, for at høre), men det kan være reglerne er blevet hårdere siden. Synes jeg har set en dansk advarsel hvor der også stod ordet ”klubber”, mens en anden amerikansk advarsel kun advarede om offentlig fremvisning. Så mit råd er nok at få det til at være så privat som overhovedet muligt.

Nå det var vist det fra filmklubsguruen René i dag. hvilket minder mig om at jeg snart må sætte næste film op, selv om jeg ikke lige ved hvad det skal være for en vi skal se. har overvejet en dobbelt forestilling med Ice Age 1 + 2. De er i hvert fald gode.

Og så en sidste ting her på falderebet (skal snart i seng), så har jeg endelig fået det gjort sådan at man IKKE skal registreres for at kunne ligge en kommentar på min blog. Nu kan alle kommentere løs. Det tog mig så også kun 6 måneder at finde ud af at man kunne justere det langt inde i systemet.

Og en alle raller sidste ting. Ulrik fra Masanti (flink fyr) viste mig lige hvor man kan finde verdens bedste mediaplayer. Hent den på www.videolan.org så har du kun brug for den ene og skal ikke rende og downloade codex og andet lort til din windows mediaplayer. Den er simpel og virker. Nu kan jeg pludselig se en hel masse film shurjeel sendte mig tidligere. yay. Så det kan da godt ske jeg ikke skal på hovedet i seng, men måske lige se første afsnit af tredje sæson af Battlestar Galactica. Nam.

lørdag, januar 13, 2007

den hjemvendte astmapatient (drama)

Ak, åhh, yrk, lad mig dø i fred (det er ikke for ingenting jeg har gået til drama)… Men jeg har faktisk for et par timer siden været på mit første besøg på Maniitsoq Hospital. Med mig selv som patient vel og mærket. Landet ligger nemlig sådan at den influenza jeg fik for et lille rum tid siden egentligt gik lidt i sig selv, mens jeg i stedet udviklede over de sidste fem dag et stigende åndedrætsbesvær. I går begyndte det så for alvor at være bekymrende. Det var som at være konstant stakåndet, hvilket skal siges at være ret ufedt og ubehageligt. Så længe jeg sidder og gør ingenting så går det, men jeg havde det mere eller mindre som om jeg havde løbet en marathon hvis blot jeg bevægede mig 10 meter, eller bøjede mig ned for at binde mine sko. Og i dag var det så helt skidt. Så skidt at jeg bestemte mig for (foranlediget af de andre, eftersom jeg er en klovn til selv at søge lægehjælp) at ringe til sygehuset i Maniitsoq for at høre om jeg kunne komme ind, så snart jeg havde landet i byen der ved halv tre tiden. Det kunne jeg sagtens, fortalte sygeplejersken. Selv var jeg rimelig overbevist om at den var en eller anden form for lungebetændelse, også selvom jeg ikke har feber, da man kan have noget der hedder kold lungebetændelse. Medicinen er så penicilin og på hovedet i seng, men sådan skulle det ikke være.

Flyet afgik som planlagt, og jeg ankom til Maniitsoq uden problemer. Ikke mange minutter senere stod jeg så på sygehuset og skulle til at blive undersøgt af en sygeplejerske. Det blev jeg så og resultatet kom lidt bag på mig. Ingen feber, masser af ilt til blodet, blodtrykket var tiptop og lungerne lød ikke til overhovedet at lide overlast. Dermed var lungebetændelse ude af billedet og jeg var egentlig erklæret rask, hvis ikke det var fordi jeg stadigvæk sad og næsten hvæsede foran hende, da jeg ikke kunne trække vejret ordentligt. Det endte med at jeg fik en inhalator som normalt bruges til astma patienter (men de bruges også til folk med åndedrætsbesvær som mig), og efter 5 minutter kunne jeg godt mærke at det faktisk hjalp.

Indtil videre er jeg nu så sendt hjem, men i starten af næste uge skal jeg derned igen, så vi kan finde ud af om jeg lider af astma eller hvad dælen der er i vejen med mig. Der var et par andre på kurset, der heller ikke havde det super, men det var pga. allergier i forhold til de tæpper og sengebetræk hotellet brugte. Jeg har bare aldrig haft hverken allergi eller astma, så det var ikke lige den første tanke der strejfede mig da jeg blev syg. Men det kan da godt ske jeg har astma. Forhåbentlig finder jeg ud af det i næste uge. Det er i hvert fald rart at kunne trække vejret lidt igen.

fredag, januar 12, 2007

lidt om slædehunde

Så er jeg ved at være færdig med første del af mit pædagogikum. 9 dage på hotel og så af sted med flyet mod Maniitsoq i morgen over middag. Hvis altså vejret tillader det. Flyene har jo ikke ligefrem fået lov til at fare af sted med pendul fart herfra. De har jo været så smarte at ligge lufthavnen et sted hvor nordvinden er specielt ondsindet hvis den blot når over 9 meter i sekundet. Fangerne advarede ledelsen før de startede, men de smarte herrer henviste til alle deres nymoderne målinger der sagde at det i hvert fald ikke var noget problem. Men det var det altså. Så er der ret mange fly der ikke kan lande, når vinden bare er lidt hård, det er noget med klipperne omkring og alt sådan noget geologisk halløjsa jeg alligevel ikke har styr på.

Faktum er at vi startede vores kursus torsdag den 4. januar og de sidste kursusdeltagere først indfandt sig søndag den 7. fordi de ikke kunne få lov at lande og endte i henholdsvis kangerlussuaq og nuuk. Til det kan man bare sige, tjaa, det er jo grønland. Det nytter ikke aat blive sur. Så kommer jeg af sted i morgen er det dejligt, hvis ikke så må jeg tage en dag eller to ekstra i Sisimiut. Så kan det jo være at jeg når den slædehundstur, jeg ikke har nået endnu. Men helt hundeafvisende har jeg ikke været. I tirsdags var vi ude først at fodre Jens Christians (en kursist) hunde og dernæst Christine og Jespers (2 lærere jeg kender andetsteds fra) hunde.

Slædehunde er nogle sjove størrelser. De er ikke kæledyr, men kan godt lige at blive klappet. De har et meget komplekst hierarki system man ikke skal blande sig i, og detroniserede hunde kan faktisk gå hen og få noget der ligner en depression. De kan klare ned til minus 50 grader selv om de der er lidt underernærede står og ryster her ved minus 22 grader vi har i dag. Underernæring behøver ikke at have noget med vanrøgt at gøre, eftersom de sagtens kan stjæle mad fra hinanden, specielt fra dem under dem i hierarkiet, og hvis man ikke er obs på hierarkiet, så kan en hund ende med ikke at have fået mad i meget lang tid. Tæverne kan finde på at dræbe hinandens unger og dødeligheden blandt nye kuld er generelt høj. Jeg hørte om 4 unger der overlevede ud af 30. Men der er mange grunde til den høje dødelighed; sygdom, hvis de ikke tager føde til sig, andre hunde, kulde etc.

Hos Christine og Jesper så vi så 4 hvalpe som så ud til at klare det. De var fem uger gamle og ak hvor var de bare kære. Små uldtotter, der helt uden forbehold løb lige hen til en, dødnysgerrige og kære som bare pokker. Det ville være dejligt at have sit eget hundespand i maniitsoq, men det kan ikke lade sig gøre. Grunden er at man kun kan have slædehunde nord for polarciklen, altså i grønland. Til gengæld kan man så ikke have andre hunde end slædehunde nord for cirklen, med mindre det er politihunde (der så vist endda har fået saksen). Dette gøres for at holde racen ren. I Canada er slædehunden blevet ødelagt af blandet raceforhold, da hunde er ret ligeglad med hvem de springer på. Og siden slædehunden er en rendyrket arbejdshund, er det jo ikke godt. I grønland passer man derfor meget på med at holde slædehunde og alle andre hunde adskilt. og det virker åbenbart, men det er ikke alle steder de går så meget op i at have velholdte dyr som her. Jeg har læst artikler om skrækeksempler med fangere der slå alle sidetænderne ud af hundene så de ikke skulle bide deres torv over og næst underernærede dem hele sommeren. Vanrøgt er værste skuffe der heldigvis, som det lyder til, ikke finder sted her i Sisimiut. Sisimiut skulle åbenbart sammen med Umanaq være et sted hvor der stadig er en vis stolthed omkring det at være fanger, hvilket også giver sig udtryk i at man er stolt hvis man kan fremvise de flotteste dyr. Og hundene er flotte. De er jo ikke langt fra ulve, hvilket man godt kan se på flere af dem.

Vi fik i hvert fald fodret dem i tirsdags og så var jeg ude med Jens Christian (og Karsten) igen i dag. Der var koldt (minus 22) men et helt fantastisk vejr. Klart og hvidt. Kæmpe bjerge med en himmel i blå og lilla nuancer. Man skal lige vende sig til at man efter kun 5 minutter har frost i skægget, men ens udånding sætter sig i skægget meget hurtigt og det endte i dag med nærmest isklumper i mit skæg. Det var vidunderligt. Intet mindre. Så forfærdeligt dejligt at få noget frisk luft, eftersom jeg har været indespærret de sidste par dage pga. af en influenza, der endnu engang har efterladt mig i kategorien ”skrantende”. Ikke sug nok til at blive i seng og syg nok til at have ondt i halsen, bankende hovedpine, snot i næsen og nedsat appetit. Men det er gået lidt bedre og så var en tur ud i minus 22 grader lige hvad jeg trængte til. Tsk…. Det var i hvert fald godt. Og min nye kaninskindshue er helt fantastisk. Tak mor.

I aften er der en tre retters menu på programmet med tilhørende flasker af rødvin sådan ligesom for at få en ordentlig afslutning på hele kursusforløbet. Herligt. Håber bare jeg spise noget. Jeg har da tænkt mig at tage lidt pænt tøj på, men halstørklædet undgår jeg nok ikke. Nu er det jo også så mange farver så det matcher jo næsten hvad som helst (kan godt høre jeg burde være designer…. not). Det bliver under alle omstændigheder sikkert rigtig rigtig hyggeligt.

mandag, januar 08, 2007

Cafe Sisimiut

Jeg er misundelig. Ikke på en enkelt ting eller fordi naboen har et sejere digital ur end mig. Næ jeg er misundelig på en hel by. Som i jo nok ved så har jeg for tiden fødderne plantet i den sisimiutske sne. Og jeg er altså blevet misundelig. På Sisimiut altså. For de har en cafe. Den er ikke noget stort og prangende, bare et hus hvor stueetagen er indrettet som cafe, hvor man kan bestille en cafe latte, en kop the eller i mit tilfælde en kop varm kakao plus et stykke lagkage til 20 kroner (det var også dagens tilbud men alligevel). Ej hvor jeg altså savner at gå på café. Okay okay jeg kunne jo bare have stillet mine cafe lyster nu jeg var i danmark, men jeg tror ikke det er selve cafeen jeg savner, men mere muligheden for at gå på cafe. Det at man bare lige vader ned og får en hyggelig kop mocca og diskuterer verdenssituationen med en god ven. Der er noget fredsommeligt over en cafe med den rette atmosfære. Man ved bare at det er godt for sjælen i det sekund man vader ind af døren. Min absolut yndlingscafe var en lille cafe i Oslo der hedder (måske hed, da jeg ikke ved om den er der endnu) Café Fiasko. Dejligt sted og sejere navn kan man altså ikke finde. Tror egentlig at navnet mest var grund til at jeg hang ud der. Det eneste jeg har set der kunne nærme sig det herhjemme er Cafe Smagløs i århus, der da også er ret hyggelig, men har en tendens til at tangere til den lidt for trendy.

Men altså jeg savner en café i Maniitsoq. Måske skulle man bare starte en selv. Måske hører høre cafe fiasko om de havde lyst til at have en søster cafe i Grønland: Cafe Fiasko 2. For den skal i hvert fald ikke hedde Cafe Maniitsoq. Måske skulle jeg undersøge hvad fiasko hedder på grønlands.

Nå jeg er i hvert fald på Sisimiut. Ud over de har en cafe ser den ud som så mange andre grønlandske bøger, blot lidt større, eftersom det jo er grønlands anden største by med sine (vist nok) 6.000 indbyggere. jeg mangler stadig at rigtig få en tur mens butikkerne er åbne, da vi arbejder ret meget på det her pædagogikum. Så jeg ved ikke helt hvad de har her i byen ud over at de har grønlands anden boghandel (den første var den i Nuuk). Tror ikke der er flere faktisk. Og så er der koldt. Rigtig koldt. Var lige på en lille tur ned til brugsen omkring klokken 16-17 stykker. Jeg siger dig mine kinder var pænt røde da jeg kom ind igen. Men det er heller ikke så mærkeligt med minusgrader fra 14 til 22.

Desværre ser det ikke ud til at jeg kommer på den helt store slædehundstur denne gang. Det var ellers noget af det jeg havde glædet mig rigtig meget til. Pædagogikum efterlader bare ikke særlig meget spildtid og når vi har fri klokken 16.00 så er der for det første ved at blive mørkt og for det andet har vi som regel en masse læsestof til dagen efter. Ikke fordi jeg klager. Det er pisse spændende og det er en kæmpe hjælp for mig som lærer at få den teoretiske ballast jeg længe har følt at jeg manglede. Så må slædehundeture vente til næste gang om nødvendigt. Dog får jeg en lille forsmag i morgen hvor jeg skal med Christine hen og fodre hendes hunde klokken 12.30, da vi har en halv fridag (yay). Så vi skal fodre hunde og nusse med 4 små hvalpe, der som hun selv siger ”sprænger nuttethedsskalaen”. Så det glæder jeg mig til.

Derudover er der ikke så meget at rapportere herfra. Jeg hygger mig med de andre kursister, nyder undervisningen, bander over kopimaskinen (den er fanme også ringe), læser side efter side om pædagogik og lærer og suger til mig og udveksler undervisningserfaringer. Nå ja, vi er på fuld pension så egentlig behøver jeg ikke forlade stedet, hvis jeg ikke lige orker, for morgenmad med blødkogt øg og lune morgenbrød, frokost med laks, ørred, andebryst, varm leverpostej med sprød bacon, sild, og tusind andre ting, samt en to retters aftensmad er jo lige her. Øv, jeg bliver næsten nød til at klage over at jeg har det for godt. Man kan jo ikke bare stille sig tilfreds.

torsdag, januar 04, 2007

Jul, nytår, kærlighed og moskusoksen Gustav

Nå det var så den jul. Jeg er nu hjemvendt til grønland, men rigtig hjemvendt er jeg nu ikke helt. Jeg sidder på et hotelværelse i Sisimiut og har lige overstået første dag af pædagogikum. Så Maniitsoq må vente til den 13. og internettet bliver også lidt restringeret siden det koster mig 80 kroner for en time. Typisk hotel priser, men heldigvis er der en risiko for at jeg kan få ATI til at betale for det når jeg kommer hjem igen.

Men julen har gået godt i år. Jeg ankom mandag ikke helt efter planen. Det vil sige vi landede klokken 2.58 om natten og ikke klokken 19.35, men bare det at jeg faktisk ankom var nok til at jeg vil kalde det en nogenlunde succes for luftfartselskaber overalt i verden, hvis bare det ikke var fordi at da vi så endelig var ankommet til lufthaven så lige skulle vente en time og fyrre minutter på min bagage. Det var eddermanme skod. Jeg var træt, jetlagged og små irritereret og så skal man vente i evigheder på sin bagage. Hvis så bare der var nogen til at informere dig om at det kommer til at tage lang tid eller io det mindste forklare hvorfor der er konkurrence i at være Danmarks langsomste lufthavn… Men ingen information, kun trætte passagerer.
Lige så lang og træls mandag var, lige så dejlig blev tirsdag, for jeg sku jo se Camilla igen. Suk. Den pige har virkelig smeltet mit hjerte og tirsdag var dagen vi skulle have helt for os selv i hendes lejlighed. Selv hendes bofælle havde været så flink at være væk til onsdag så det bare var Camilla og undertegnede. Men før vi kom så langt kidnappede jeg hende lige hen til min fars bank hvor der var reception for de skulle præsentere deres nye logo og holde noget jule tamtam for kunder og ansatte og noget. Så kunne jeg jo lige vise ansigtet, se min far og mor og introducere min store kærlighed. Lad os bare sige at slipse armeen var mødt talstærkt frem og gløggen var stærk, men det var dejligt at se dem igen. Og Camilla var dejlig som sædvanlig. Vi hang der en halv time og sneg os så væk for at få os noget alene tid hjemme hos Camilla. Og det gjorde vi så. Det næste der skete spoler vi lige let og elefant over, men lad os blot sige at vi kom i tanke om omkring klokken 22.30 at vi vist nok skulle have noget aftensmad. Så vi hentede pizzaer, pomfritter og cola og lagde os under dynen (igen) med en film og slappede helt af. Og så spoler vi igen. Jeg er jo gentleman.

Onsdag var vi i biffen (vi her er camilla og mine forældre) og se den nye james bond og hald da op – KICK ASS! Den var eddermanme godt skruet sammen. Lækker lækker lækker. Torsdag besøgte Camilla og mig Signe, Kasper og min yndlingsniece Martha. Den lille pige får stadig mit hjerte til at smelte på to sekunder. Så Camilla måtte se sig udkonkurreret for en aften, hvor jeg lavede modellervoksfigurer og diskuterede moskusokser med Martha. Jeg havde en gave med Martha, en lille moskusokse bamse og efter vi havde set billeder af moskusokser på nettet skulle vi jo finde et navn til oksen. Først mente hun den skulle hedde Martha, men da vi så fandt ud af det faktisk var en dreng var det nok ikke så hensigstmæssigt. vi kom alle med mere eller mindre opfindsomme forslag, indtil Martha endnu engang skar igennem og konstatere at den skulle hedde Gustav. Så nu er der en moskusokse ved navn Gustav i Sorgenfri. Der kan man bare se. Efter vi havde lagt Martha i seng, var det tid til at de voksne skulle lege eftersom Signe og Kasper havde investeret i den nye Nintendo Wii maskine hvor man skal være en hel del mere atletisk og aktiv en samtlige gamle maskiner hvor man bare sidder med en dødssyg kontroller. Her skal man nemlig svinge, slå, kaste sig til siden og virkelig bruge kroppen. Spørg bare tøserne hvordan de havde det efter 3 gange 3 minutters boksekamp mod hinanden. Med slet skjult stolthed kan jeg da lige indskyde at Camilla vandt med dommerstemmerne 2-1. Til gengæld fik jeg så læsterlige tæsk af Kasper. To gange i træk. Det var i hvert fald en super hyggelig aften, som det nu altid er hos dem. jeg hørte desuden af Gustav var kommet med i børnehave den næste dag, hvor Martha havde pralet med at moskusoksen Gustav havde hun fået af sin René og at de andre børn havde ikke en René. Altid dejligt at være populær, hehe.

Fredag besøgte vi Camillas forældre. De var søde. Eller det vil sige at de er søde. Det er faren der laver maden i huset og det må siges at være en glimrende fordeling for det ku han da godt finde ud af. Mmmmmm… Camilla fortalte at hendes mor vist ikke begår sig så godt i et køkken, så det lyder lidt som min far, der stadig praler af han var ugens kok i 1971 eller noget, da han var guide i spanien. Det var vist nogle ananas marinerede grillbøffer, men siden han kun praler og aldrig har lavet dem for os, så vil jeg tillade mig at betvivle hans madgener. Nå men vi overnattede hos den hyggelige familien Kofoed Sørensen og næste dag (den 23. dec) var jeg afsted mod den jyske hjemstavn i Hobro, familien og gaver.

Julen varer længe og koster mange penge siger man, men jeg synes nu egentlig julen var rimelig hurtig overstået. Nu startede den jo også først familiemæssigt den 23. og var over igen den 25. december. Den 26..tog mine forældre tilbage til Kbh og overlod huset i Hobro til mig, men det kommer jeg tilbage til. Det var i hvert fald en dejlig jul. Stille og rolig og ret så meget fuldstændig som vi plejer, men det er da altså noget så ufatteligt trygt ved. Vi ved hvad der sker, vi ved hvad vi skal have at spise, vi ved min storebror får mandlen og vi ved næsten på forhånd hvad det er vi får i gaver. Og hvor var det bare afslappende. Selv var det en ret indbringende jul. Ikke at jeg fik en stor gave til en million, i år var det mere en masse små gaver, der i hvert fald også løber op. Bøger, dvd’er, cd’er og et enkelt spil blev det til. Ja jeg fik super deluxe udgaven af tegn og gæt af min storebror. Ikke noget jeg havde ønsket mig, men jeg glæder mig usigeligt meget til at spille det med de andre lærere i vores lille spilleklub, men damn hvor var det nok lige den mindst fikse gave næst efter en kummefryser man kunne få med sig størrelsesmæssigt til grønland i en kuffert (jeg endte på 13 kilos overvægt der kom til at koste mig 723 kroner, men det var nu ikke kun spillet skal det dog siges). Jeg selv havde små gaver med, mest af alt tupilakker, stenfigurer og et par hæklede håndledsvarmere med perlemønster til min mor. Gaver var der i hvert fald nok af og næste dag var der stor frokost med alt for meget mad som sædvanlig, og om aftenen var der så den obligatoriske gamle bysbørn går i byen i Hobro, som jeg deltog ret aktivt i sammen med Thomas. Og kendte ansigter var der nok af. Og øl. Men det var i hvert fald hyggeligt og jeg endte med at få et lift hjem klokken 4 om morgenen af masbas (min ekses lillebror) der blev hentet af lillesøster Mette. Sjovt nok lignede hun sig selv selv om jeg ikke har set hende i en otte ti år.

26. stod så i tømmermændenes tegn (det var faktisk ikke så galt) og så kom Camilla fa det sjællandske i tog for vi skulle nemlig lege mand og kone i en uges tid helt for os selv der i udkanten af Hobro, hvor vi kunne få det hele for os selv. Og det var en dejlig uge. Generelt slappede vi bare af og nød hinandens selskab, jeg lærte at lave vegetarmad, vi så en hel sæson af scrubs og så spoler jeg lige lidt igen for hygge det skulle vi da. Derudover så var vi også til frokost hos min farmor, der var ved at gå ret så meget i panik over at Camilla var vegetar, for hvad spiser sådan nogle? Efter jeg fortalte at æg og ost var et hit kunne hun slappe af og så gik det jo faktisk ret fint. Vi fik også gæster fra Norge, da mine to kusiner Marianne og Elin og så Mariannes danske kæreste Mads kom forbi til middag. Nu er kæresten Mads både sindig jyde og svineavler, men det så faktisk ud til at han nød vores vegetarmad og min farmors legendariske wienerbrød satte prikken over i’et på endnu en dejlig aften.

Nytårsaften blev for ottende år i træk holdt sammen med brødrene Hansen (Claus og Anders) og Thomas og selvfølgelig Anders’ kæreste Tanja og Claus’ bedre halvdel Karungie og deres lille 9 måneder gamle bebs Rosa. Snak lige om en heartbreaker. Men før den fest løb af stablen havde camilla og jeg lige været til at lille formiddags arrangement på studenterhuset. Skønt at være i sin dagligstue igen (det er det vi plejer at kalde studenterhuset og dens dejlige sodamøbler). Og de var der jo alle de gamle dejlige gale aktivister. jeg fik uddelt knus til højre og venstre og fortalt lidt her og der, men kunne jo ikke så godt dvæle ved en enkelt for der var jo så mange der skulle hilses på. Men jeg nåede runden og ingen vi tog til Claus og Karungie for at hjælpe dem med madlavingen, så nåede vi lige omkring Sine og Thomas. Jeg ville også have sparket mig selv hårdt over skinnebenet, hvis ikke jeg havde nået dem, hvilket igen giver mig endnu dårligere samvittighed over at jeg faktisk ikke nåede at se Ruddi og Line og drengene. Så lad mig da lige sige et stort undskyld til dem. Det er jeg altså ked ad. I får topprioritet når jeg kommer hjem til sommer igen. Det lover jeg. Amar, halshug. Det vil sige topprioritet næst efter Camilla. Sorry.

Men Nytårsaften blev en ordentlig fest med tre retter mad, vegetariske alternative der blev en hård konkurrent til selve vores hovedret, vildsvine køllen, jeg nu synes var ret så fantastiske, men den fik altså kamp til stregen af Camilla og Karungies spinatpirogger. Derudover var der rødvin, mere mad, øl, kransekage, diskussioner (claus elsker en god debat) champagne, hygge, 80 års fødselsdagen, alt for meget snak om gamle tider (som sædvanlig), et lille videoindslag med os som 17 årige (lidt pinligt med mig på saxofon, men nu er der i hvert fald ikke rigtig noget der kan overraske Camilla) og vi sluttede natten af med en lille improviseret koncert med Ugly Duckling and his remaining friends from outer space (vores lille barberquartet vi har spillet on-off med de sidste 12 år). Alt i alt en fantastisk aften/nat og klokken 6.25 tog Camilla og jeg det første tog hjem til Hobro, sov ud og slappede af resten af dagen, for dagen efter at gøre lidt rengøring og så vende næsen hjemad mod det københavnske.

Her gik de sidste dage med lige at nå at hilse på Shurjeel og Gabby (de alle raller sidste jeg manglede at se, altså bortset fra Ruddi, og så alle de andre jeg har glemt, undskyld), nyde de sidste dage med Camilla og mine forældre og nu sidder jeg så minus 4 timer på et hotel værelse i Sisimiut og savner jeg alle sammen. Og så bliver det ret mærkeligt at sove alene i nat. Ja, jeg kan jo lige så godt begynde at glæde mig til at Camilla kommer til Grønland og besøger mig til påske. Gud, hvor jeg dog elsker den tøs.