i nuuk igen igen (og lidt siden sidst)

Ups. Det var så den uge og lidt mere til. Ja, Camilla tog hjem for godt en uge siden og nu sidder jeg på et hotelværelse i Nuuk og skriver blog. Og min computer er enten dum eller bare langsom. Den opfører sig i hvert fald mærkeligt. Og langsomt. Men der er jo sket lidt af hver. Det gør der jo som regel på en uge. Men lad mig starte fra begyndelsen (det virker som sådan et godt sted at starte).

Camilla tog hjem mandag morgen med flyet klokken 8.30, hvilket jo var træls. Der var lidt overskyet og begyndende dårligt vejr, så jeg håbede jo lige til det sidste at flyveren gav op og fløj Maniitsoq hus forbi, så Camilla ”desværre” blev nødt til at spendere en nat eller to mere i byen hos mig. Men så heldig skulle man ikke være. Alt forløb planmæssigt, så det var jo skod. Så hende af sted og mig tilbage til undervisning klokken 10 til 14.10. Mine timer fra 8.00 til 9.40 havde jeg fået flyttet til tirsdag, så jeg kunne sige farvel til min kone, hvilket jo var rart og en god gestus fra skolens side, hvis jeg så bare havde husket denne ændring dagen efter. Nix, jeg var så distræt og ved siden af mig selv pga. af min pludselige ensomme tilværelse, at jeg fuldstændig havde glemt det. Så jeg sad i ATX B klassen og observerede Karsten undervise i kemi (til pædagogikum skal vi have et vis antal observationstimer), mens ATX A rendte rundt og ledte efter mig og ikke kunne forstå hvor jeg blev af. Pia kom til sidst i tanke om at jeg da vist havde mumlet noget om observation, og valgte så at tage min undervisning. Pinligt. Ikke kun overfor Pia, men så sandelig også for ATX A klassen, der lidt havde dådyrøjne og ”hvordan kunne du dog glemme os?” skrevet i panden bagefter. Så da jeg skulle undervise dem om onsdagen havde jeg så bagt en kage til dem som undskyldning. Og undskyldningen blev modtaget med stor begejstring.

Men alt i alt var det en skod uge. Rigtig rigtig træls det meste af tiden. Jeg var uoplagt, træt, distræt og manglede min Camilla når jeg kom hjem. Jeg havde lige vænnet mig til at hun var der og så var hun væk. Det var så dejligt at have nogen at komme hjem til og snakke med og bare det at se lidt fjernsyn blev jo en oplevelse af helt nye dimensioner. Noget man gjorde sammen. For slet ikke at tale om maden. Den pige kan jo altså forvandle mærkelige bønner og grønt til lækre retter. Efter hun er forsvundet er lidt som at komme på vand og brød. Kedeligt. Men vi kæmpede begge to for at komme i bedre humør, ikke mindst ved at snakke sammen over skype, hvilket bare gjorde det hele meget værre. Camilla var meget ked af det og jeg var også lidt skidt ved hele det her at være alt for langt fra hinanden ting, så vi kunne bare være i elendigt humør sammen. Øv. Og sådan gik der så en tre fire dage med at være distræt og i øv humør, men så gik jeg tidligt i seng onsdag eller torsdag, fik sovet helt ud og var mere eller mindre klar til at se verden i øjnene der hen mod slutningen af ugen. Og for lige at gøre mig i ekstra godt humør fik jeg en lille pakke forsendelse fra min altid fantastiske filmpusher Shurjeel. Han sendte mig 3 fyldte dvd med godter samt et af de dejligste og mest livsbekræftende breve jeg har fået i nyere tid. Det var lige hvad der skulle til. Skønt. Og så gjorde det jo ikke mig noget at jeg kunne sidde fredag aften og se 300 i god kvalitet på min storskærn. Yay.

Lørdag tog jeg så flyet til Nuuk. Jeg skal være til seminar fra mandag til onsdag (var oprindeligt til torsdag, men som jeg hører nu lyder det til at det allerede stopper onsdag). Her søndag skulle Peter Rømer og jeg så lige have lavet lidt forberedende arbejde, som vi så kunne præsentere på seminaret. Peter Rømer og jeg er suppportere på to programmer (coursegenie og viscon centra) der bruges til online møder mm., men det er jo ikke så tit vi lige støder ind i hinanden da han bor i Qaqotoq (Sydgrønland). Så vi aftalte at mødes en dag tidligere i Nuuk, så vi lige kunne få det af vejen. Preben fra Eforum support teamet sluttede sig også lige på vores forberedelse, så vi sad alle tre på Nuuk handelskole og arbejde fra klokken 10.00 til 16.00. De tog dog lige et par kunstgreb af komme ind på skolen, da vores forespørgsel om nøglekort og login (Peters forstander sendte forespørgslen til Nuuk Handelsskoles forstander) åbenbart ikke rigtig var kommet videre i systemet. Men vi fandt et mobil nummer så vi fik åbnet op, og fik login af en anden vi kendte over telefonen, så mere ugennemsigtigt var det hele nu heller ikke.
Jeg havde næsten glemt – lørdag aften havde jeg jo for mig selv, så jeg tænkte at jeg ville prøve Nuuks store biograf (ikke at der er en lille biograf i Nuuk, men det at der i det hele taget er en biograf er ret stort) i kulturhuset Katuaq. Og nu viste de også en film jeg gerne ville se, så hvorfor ikke. Så jeg købte billet til Danny Boyles episke sfi-fi Sunshine. 60 kroner var ok at give, da salen faktisk var ok, stor rummelig, god skærm, nogenlunde lyd anlæg, men kunne godt bruge lige 10-20% mere benplads. Men der var en kopholder! Det er ret vigtigt i min bog. Ja sågar næsten vigtigere en benplads. Og man kunne købe nylavede popcorn i foyeren, så jeg var sgu i helt okay humør, da filmen første startede, selvom de godt kunne få endnu større popcornposer for min skyld, men jeg er jo også lidt grådig når det kommer til popcorn… Og filmen var flot, episk, langsom på en fed måde for så at rigtig tage fat halvvejs inde. Lidt 2001 møder Alien (den første) uden de små og store rumvæsner. Aftenen blev sluttet af med en pizza på hotelværelset og så ellers discovery og filmkanal. Ikke dårligt.

Ja angående hotelværelset, så plejer vi jo at bo på Hotel Hans Egede (HHE), men det var åbenbart fyldt op, så vi er kommet på Hotel Nuuk. Værelserne er fine, lyse og meget standard. Ikke ulig HHE, men servicen er lettere bekymrende til tider. Eksempel – da jeg kom var der ikke sæbe på mit toilet (bøtten var tom) og det har jeg nu sagt til to forskellige receptionister. Det er stadig ikke ordnet. Og værelset er altså blevet gjort rent en gang i mellemtiden. Suk. Og telefonen er et helt kapitel for sig. Den er vist mest til pynt. For ifølge vejledningen skal man trykke på 9 for at blive stillet om til receptionen – det virker ikke. På telefonen er der en knap der hedder ’receptionen’ – den virker ikke. Og man kan ikke ringe til de andre værelser ved at trykke værelsesnummer. Og de ved ikke i receptionen hvad man skal, når man spørger. ”Jamen der sidder sådan en knap der hedder ’reception’… ja, smarte, hvis så bare den virkede. Og så glemte de at vække mig i morges. Jeg skulle vækkes klokken 8.00 da jeg skulle med de andre til morgen mad klokken 9.00. Jeg blev vækket klokken fem i ni af de andre der lige bankede på min dør. Og to minutter senere blev jeg så ringet op af receptionen der lige ville sige undskyld fordi de havde glemt min vækning... Suk.

Uhh.. jeg var ellers lidt nervøs for at jeg skulle mangle mit world of warcraft fix nu jeg er kommet så langt fra min dejlige computer, men hej – det her er jo Nuuk, det er hovedstaden! Det er jo her det sner (det gør der faktisk) så de har jo selvfølgelig netcafe. Så den var jeg lige et par timer på besøg hos i dag og jeg må sige at det gjorde de sgu meget godt. Gode nye maskiner, okay læderstole. Det eneste minus var bare de der 20-30 bebumsede teenagere der råbte og skreg ”jeg smadrer dig”, ”årrhh.. så du lige det? Fik dig”; ”du camper for vildt” og alt det der de nu råber når de spiller counterstrike. Faktisk råbte de ikke så meget alle sammen, men der var en tåbe af en knægt der absolut skulle kommentere alt hvad han gjorde og alle andre gjorde mod ham meget højt og meget dumt. Og selvfølgelig sad jeg ikke særligt langt fra ham (men heller ikke tæt nok til at vappe ham et par på siden). Men det gik og jeg fik leget trold i et par timer.

Angående counterstrike, så er det et spil jeg egentlig gerne har villet være god til, men min koordinationsevner og sigte er så krop elendigt at jeg altid var en af dem der døde flest gange og havde mindst kills (lige med at jeg havde skudt de andre meget få gange). Og andre gik så meget op i at være ufattelig sej i det, at jeg følte mig nødsaget til at starte en modbevægelse. Så jeg startede klanen ”Sitting Ducks” hvor vi havde mottoer som ”Join us and die” og ”altid god for et nederlag”. Men vi hyggede os for en stund med at få bøllebank, indtil folk blev træt af det (både os der fik bank og dem der gav dem). Overvejede at starte en ny klan der hed ”guys with glasses” under parolen ”you wouldnt hit a guy with glasses, would you?”, men det fik jeg aldrig kørt i stilling. Nå, det var vist også et sidespor.

Nu skal jeg til at se lidt discovery eller en af min filmpushers gaver, mens jeg spiser lidt chips og drikker lidt cola. Desværre kan jeg ikke oplade min blog endnu, da hotellet ikke har trådløst net (heller ikke net via ledning for den sags skyld), så det må vente til at jeg kommer i nærheden af noget andet. Det bliver nok først i morgen eftermiddag når selve seminaret begynder klokken 13.00. Med mindre jeg lige tager en time eller to på webcafeen inden… hmm… måske.

Ses.

Ski, grønlandsk og gæster

Så er det nu. Den sidste time. I morgen er hun væk og 16 dages intensiv hygge og muchos kærlighed er med et sat på pause. Røv.

Lidt har vi da nået de sidste par dage, men vi vil ikke helt gå i dybden med det, da vi hellere vil bruge lidt tid på hinanden end at skrive blog lige nu (det er ved at være pyjamastid). Men hvis I virkelig vil vide så har vi siden sidst bl.a. været på Maniitsoqs museum, hvilet i sig selv er lidt en bedrift. Det var kun fordi Anna Marie skulle derned med eleverne at vi også kom derned. Ved museet står der at der er åbent fra 9 til 16 men det er der ikke. Der er faktisk overhovedet ikke åbent på noget tidspunkt. Så Anna Marie ringede til turistkontoret, den tidligere forvalter, til kommunen og endte til sidst ved kulturforvaltningen, der så lovede at finde ham der skulle have været på arbejde – altså være nede og holde Museet åbent. Men vi kom derned og så deres lettere spøjse samling af alt muligt; malerier, billeder, rustne ting og sager, benværktøj, klæder, ting af træ man ikke vidste hvad var og hvad man ellers lige syntes havde en historisk værdi (f.eks. trampeorgler, skrivemaskiner og gamle royale billeder).

Derudover har Camilla været med til grønlandsk (sammen med mig altså). Hun tog flere notater end mig, fattede lidt af det, men overlod udtalen til os andre ”rutinerede”… Heldigvis havde jeg en af mine gode dage, så hun var ikke helt uimponeret. Under alle omstændigheder endte vi i klubben bagefter med Ib (vores lærer) og Hanne (den anden elev) og lidt faste medlemmer fra Klubben. Hyggeligt med et par fyraftensbajere.

Og og og… Camilla har været ud og stå på ski for første gang nogensinde!!! Og jeg for første gang i 20 år!!! Jepper, vi lånte 2 sæt langrends ski og tog et smut ud i blomsterdalen, for at dumme os foran alle de andre mennesker der også ville nyde det dejlige lørdags vejr med et par ski under fusserne. Og dem var der et par stykker af (vejret var også usandsynligt godt). Men vi klarede det faktisk overraskende godt. Vi faldt kun 2 gange hver og til Camillas undskyldning skal det siges at hun havde fået én defekt ski. Den sad ikke ordentlig fast (bindingen var lidt i udu) så hun havde lidt problemer. Jeg havde til gengæld fået verdens længste glatteste ski, så når jeg forsøgte mig ned af bakke, fik jeg så meget fart på og væltede da jeg ikke kunne styre mine ski. Men vi overlevede og har ingen brækkede ben. Camilla har dog et blåt mærke på knæet, men det var fra da hun faldt efter hun endelig havde fået skiene af. Så et nul til os.

Lørdag aften havde vi huset fuldt af gæster, eftersom vi havde inviteret til Maniitsoq mesterskaberne i Matador. Så Per, Karsten, Pia, Anne Marie og Christian kom lidt i otte og så gik spillet ellers i gang. Vi inddelte os på fire hold og begyndte så den benhårde kapitalistiske kamp for hotelkæder i det indre København. Nu er det jo sådan at man ikke kan have held både i spil og i kærlighed, hvilket Camilla og jeg hurtigt måtte sande. Vi var de første der røg håbløst på røven og ud af spillet da vi landede på Grønningen og måtte betale 22.000 kroner for et hotel ophold. Det var mere end vores budget kunne klare, så vi måtte trække os tilbage og i stedet se på de andre stakkels spillere blive tværet ud af en voldsom overlegen Per. Han kan bare det der med spil. Men vi hyggede os og de tusind forskellige snacks vi havde købt faldt i absolut god jord. Vi sluttede aftenen af med en røget laks på et stykke ristet franskbrød og lidt mere rødvin. Dejligt.

Og nu er det så søndag og flyet går i morgen tidlig. Øv. Så vi vil stoppe nu og bruge den sidste time inden vi skal i seng på lidt hygge i sofaen med en kop Chai te iført pyjamas (yay).

Godnat…

ris, reaktioner og ugen derpå

Camilla har lært at sige Kangerlussuaq som en rigtig indfødt! Hvilket vil sige at man udtaler det nogenlunde som gang-er-slus-su-ak, sådan ca. Jepper, Camilla er blevet en rigtig indfødt og har nu to gange været med til min sejladsundervisning, der i dag tog os et besøg ombord på byens politibåd, eller politikutter om man vil. Den var stor, det var koldt og havde voldsom meget udstyr ombord.

Men siden vi blev gift en hin onsdag er der sket lidt. Vores hvedebrødsdage har mest af alt gået på at holde indendørs pyjamas party og vente i frygt og spænding på omverdenens reaktion på vores (forhåbentlig) uventede giftermål. Det hyppigst stillede spørgsmål vi har fået er om det var noget vi bare lige fandt på efter Camilla var kommet her op. Og til det kan vi lige indskyde det vi før har nævnt - nix, det var ikke en pludselig indskydelse at ”hey, lad os lige svinge omkring kommunen og blive smedet sammen”. For nej, desværre det er ikke Las Vegas, og nej Elvis er der ikke lige til at spørge ”Do you promise to not step on his blue suede shoes?”. Det kan man bare ikke i Kongeriget Danmark. Og slet ikke hvis man ikke bor i samme kommune, og slet slet slet ikke når den ene bor i Danmark og den anden bor i Grønland. Overhovedet ikke. Næh.. det var et noget så kedeligt som et nøje planlagt impulsivt superhemmeligt bryllup.

Men reaktionerne har været mange. Lige fra min kære mors et minuts stilhed i telefonen (hun var i chok) indtil hun fik sundet sig og skreg ”BRIAN KOM HER! RENÉ ER BLEVET GIFT!” hvor efter de begge knækkede sammen af grin og ønskede os et stort tillykke, til min storebrors reaktion der mest af alt gik ud på at han var overbevist om at jeg kom i BAD STANDING med mine svigerforældre, eftersom jeg havde tyvstjålet deres eneste datter uden nogen form for advarsel (hvilket morede ham rigtig meget). Det kom jeg dog ikke. Min farmor hører ikke så godt efterhånden, så hun troede først jeg havde taget gift, indtil hun fattede hvad det var jeg sagde og derefter mest af alt var ked af vi ikke lige var i nærheden så hun kunne give os et knus og et ordentligt tillykke. Camillas familie fik sig også lidt af en overraskelse, men ønskede os et stort tillykke og drak en skål for os. Hendes lillebror brød sammen af grin. Fra venner og bekendte har vi fået alt fra ”Tillykke med det, selvom jeg er ked af, at jeg ikke kunne være der til at kyle frossen ris på jer”, ”hvad sker der?... nå men tillykke”, ”HOLD DA HELT KÆFT....og et stort tillykke fra mig” (Thomas der svarede efter 37 minutter, hvor han både havde nået at læst mailen, snakket med Claus og Anders og skrive en mail tilbage, respekt) og fået en fantastisk flot collage med postordre brudepiger inklusiv pingviner, isbjørne, blomster og Nik og Jay fra Stina og Siiid, Camillas aller bedsteste veninder hele verden.

Og så er jo det store spørgsmål vi har fået fra vores forældre – hvad ønsker vi? Åh gud. For at være helt ærlig så aner vi det ikke. Det var ikke for de store gaver vi blev gift. Jeg ved godt at det jo er nu vi burde presse citronen, men der er bare ikke de helt ønsker. Vi har snakket lidt om et godt helbred, fred på jorden og evig kærlighed men… Det må vente lidt.

Derudover har der jo været super godt vejr her i påsken. Desværre er bådene dog ikke kommet i vandet endnu, så det har mest af alt stået på et par gode traveture på Maniitsoq ø. Først i adskillige timer i fjeldene heromkring og så i søndags op til Eiffeltårnet, hvilket egentlig blot er en radiosender på toppen af et fjeld, men der er ret langt oppe og der en trappe hele vejen op, så det er et yndet mål, hvis man skal have en killer udsigt udover byen. Så der var vi oppe. Og der var koldt på toppen. Der er rigtig skidt vejr nu, men jeg håber vejret bliver bedre i løbet af et par dage så vi kan låne et par ski af skolen og komme en tur ud. Men det vil tiden vise.

Vi har været til middag hos Anne Marie, der havde inviteret Per, Karsten, og de nygifte på middag. Hun serverede super lækker mix af snack grøntsager med dip, humus, soltørret tomat tappernade, cremet spinat noget med detilhørende æg, lækkert hjemmebagt brød, kikærter i noget sennep/honning dressing marinade agtigt (som Camilla lige vil kidnappe opskriften på), andesylte med æble og sveskekompot, indian curry gryde, røget ørred, røget rensdyrkød og til sidst en lammekølle… og til aller aller sidst en indisk version af klatkager stegt som æbleskiver (lavet af ris og kokosmælk) – en klatskive? Vi behøver vist ikke at sige at vi var MEGET mætte da vi trillede hjem. Og vi kan da lige sige at vi på vej hjem så et flot grønt dansende nordlys. Ahh.. det var en dejlig aften.

I dag er der så gået seks dage siden at vi blev gift og vi var ret overbeviste om at alle dem der nu havde en mening om den slags havde givet sig til kende. Aldrig kunne vi have taget mere fejl. For jeg skulle jo starte på arbejde igen. Da jeg kom til kontoret var der et papirstykke spor op til min stol hvor der lå ris og pasta. Allerede nu begyndte min spejdersans at skrige og med god grund for i løbet af 2 sekudner var hele kontoret fyldt med folk der smed ris efter mig og ellers prøvede at ramme alt på hele kontoret og ønskede mig tillykke. Derefter tog de store stærke fyre mig ellers under armen og løftede mig og hev mine sko af og ja.. du har gættet det.. klippede mine strømper. Og derudover havde de også puttet ris i bøger på skrive bordet, pasta i skufferne og toiletpapir i min ekstra trøje. Jo de havde haft travlt. Der var absolut liv og glæde dage. Men de ærgrede sig over at Camilla ikke også var der. Hun skulle altså også komme derned, og jeg fik strenge ordrer på at sige til når hun kom. Jeg vil ikke sige at jeg ligefrem lokkede Camilla til skolen, men jeg ringede da og aftalte at vi skulle ses til frokost. Egentlig regnede jeg med at festivitasen var forbi på det tidspunkt, men der undervurderede jeg grønlændernes næse for traditioner og et godt grin. Det skal lige siges at jeg havde fejet efter første angreb. Det skulle jeg jo ikke have gjort. For klokken lidt over tolv dukkede Camilla op og kom ind til mig på mit kontor, og vips så stod der kæmpe flok mennesker igen og smed ris og konfetti over hele en gang til. Efter det store ris inferno havde vi begge fået ris indenfor trøjen og selv i mine underbukser var der forvildet sig et par riskorn hvortil Charlottes (vores ene rengøringsdame) svarede ”YES!”. Det er åbenbart et af de helt store succeskriterier.

Men vi overlevede og har som sagt været til sejlads i dag. Og det var så den dag. Nu skal vi også til at i seng. Knus fra Maniitsoq.

P.S. vi har fået en efterspøgsel på et bedre link til flickr, et der var en direkte link til mine billeder, så her er det ---> link

Surprise!!!

Så klappede fælden. Nu er det jo ingen hemmelighed at jeg ret godt kan li Camilla og det er så heldigvis gengældt. Og så er det jo sådan at folk der godt kan lide hinanden, de af og til flytter sammen, bliver forlovede og går hen og bliver gift. Sådan gør vi ikke. Vi har taget det hele lidt baglæns. Så…. Vi er blevet gift! Så. Nu er det blevet sagt. Puha. Nu mangler vi bare at flytte sammen og blive forlovede, men det må vente lidt endnu. Jo, den er god nok. Vi har givet hinanden et endegyldigt ja, i går på rådhuset i Maniitsoq.

Og nej, der er faktisk en grund til at du ikke har hørt om det før nu. Og nej du er ikke den eneste, der først læser om det nu. For vi har nemlig været enormt hemmelighedsfulde og spionagtige omkring det hele. Faktisk var der ingen på nær Karsten fra mit arbejde, der vidste om det indtil for en lille uge siden. Camilla nåede lige at fortælle et par af hendes veninder det inden hun drog nordenfjords, men ellers har vores munde været lukket med syv segl. Og det har ikke været helt nemt. Specielt ikke når vi sådan set har været forlovede siden jeg var hjemme sidst, det vil sige til jul. Så prøv I lige at holde en hemmelighed som det for alt og alle, venner, familie, kolleger, samtidig med at du skal rende frem og tilbage til kommuner, sende officielle papirer, modtage telefonopkald på kontoret fra kommunen mens andre er i rummet og stadig ikke give nogen en idé om hvad der foregår. Jo det har ikke været helt nemt. Hele den bureaukratiske mølle er et helt kapitel for sig, så det tror jeg vi skriver om lidt senere, for det var helt godnat, men summa summarum kan det siges at det ca. tog os to måneder at få papirarbejdet i orden, så en uge før Camilla kom herop, var det endelig faldet på plads. Til det kommer så køb af vielsesring, når man er flere tusind kilometer fra hinanden. Ikke nemt, men man kan meget med internettet, og nu sidder vi hver med vores 8 karat guld ring på venstre ringfinger.

Men vi mødte klokken 12.45 op på rådhuset, hvor borgmesterens sekretær, Birthe, stod og ventede på os. Birthe har virkelig været en medsammensvoren i hele vores lille vielseskomplot. Hun har trukket i trådene, ringet til alle mulige for at forhøre sig om bureaukratiske spidsfindigheder om papirer fra Danmark til Grønland og omvendt og om hvorvidt navneforandringer var muligt eller ikke. For der er loven anderledes i Grønland, men mere om det i en anden blog. Men Birthe har i hvert fald været en allieret, så det var kun naturligt at hun skulle være vores ene af to vidner. Det andet vidne var naturligvis Karsten, der var den eneste anden person i Maniitsoq der vidste om vores skumle planer. Så han dukkede også op klokken 12.45 i voldsomt pænt tøj, med kameraet klar.

Det hele skulle løbe af stablen i byrådssalen, og der var gjort klar med stearinlys, kaffe, the, småkager, sodavand og en lille skarp, som det (fik vi at vide) var kutyme når man blev gift på rådhuset. Det var dog ikke borgmesteren der skulle vie os (han kunne ikke), men derimod viceborgmesteren Mimi Karlsen, og jeg er ved at tro at hun var mindst lige så nervøs som os, da det var hendes første vielse alene. Men hun havde sit papir hun kunne holde sig til, så hun klarede det fint og både Camilla og jeg fik sagt hvert vores lavmælte men meget følte ja. Jeg havde egentlig forventet at Mimi nu ville sige ”har du ringene” og ”så må du kysse bruden” eller noget, men det gør de åbenbart ikke på rådhuset. Men vi fandt da ud af det alligevel. Så vi fandt ringene frem, fik en på hver vores venstre ringfinger og så kysset… mmmmm… det ku vi i hvert fald finde ud af. Alt i mens Karsten knipsede billeder af som en gal. I de 20 minutter eller mere vi var på rådhuset nåede han at tage 62 billeder. Skønt med en privat fotograf. Til sidst underskrivning af et par dokumenter, samt kaffe, te og en lille sherry eller bailey agtig ting og tilhørende småkager. Ikke dårligt.

Derefter tog Camilla og jeg hjem et par timer og slappede af, men havde aftalt med Karsten af han lige skulle advare ATI om at jeg altså ville give fyraftens øl, da der lige var noget Camilla og jeg ville fejre med dem. Så klokken halv fire dukkede vi op med øl, lidt mundgodt og en Asti (en eller anden faktisk glimrende sprüdelwasser) og fortalte at nu var vi altså blevet gift. Så blev der ønsket tillykke. Hyggeligt blev det i hvert fald. Efter et par timer på ATI tog vi så på Hotel Maniitsoq hvor byens fine restaurant er. Her havde vi dagen i forvejen ringet for at bestille bord og så lige høre om de overhovedet kunne lave noget vegetar mad. Det mente kokken ”da godt han kunne bikse sammen”, så der tog vi så op klokken seks. Det var en lettere spartansk anretning med båndpasta og forskellige grøntsager til. Absolut spiseligt og når der til hører sig en flaske rødvin og dejligt selskab går det hele jo straks ret okay. Et par timer senere var vi hjemme igen og lavede lidt dessert til os selv iført ens pyjamas hvor vi så så Dødbringende Våben 2 på flimmeren for derefter at gå i seng og sove, fuldstændig drænet for energi… Det var en lang dag, men skøn.

Nu har vi så også fået fortalt den glade nyhed til familien, både hendes og min, og det var ret sjovt. Lad os bare sige at kommentaren som ”der tog I sgu røven på os” er lydt mere end en gang. Men det kan være at vi får berettet mere fyldigt om en anden gang. Nu ligger der i hvert fald billeder fra vielsen på flick, så I kan se det ved selvsyn.

Pyjamas par(ty)

Så er hun kommet! Yay! Ja, hun er altså ikke først lige kommet i dag, men derimod i fredags, så godt som planmæssigt. Kun 35 minutter forsinket, hvilket er hvad Immaqa Airlines går for en planmæssig ankomst (se Sæl sæl sæl og mere sæl, hvis du lige har glemt hvad Immaqa betyder… hehe).

Men hun ankom fredag, efter jeg havde gået rundt hele dagen og stresset rundt om mig selv, for hvad nu hvis hun ikke ankom? Hvad nu hvis hun strandede i Kangerlussuaq pga. råddent vejr? Så ku vi jo lige spilde en 3 dage på den konto, eller mere. Men sådan skulle det heldigvis ikke være. For hun sidder lige nu lige ved siden af mig og gaber. Og retter min dårlige stavning.

Og hvad har vi så fået tiden til at går med? Mangt og meget. Man kan sågar sige at vi har haft lidt travlt. Sådan da. Indtil videre har vi været til Kaffemik hos Ulrik og Merethe da deres yngste søn fyldte 2 år. Og pædagoiske som vi er købte vi et overdimensioneret kinder æg, der frarådes til børn under 3 år… Camilla var dog ikke helt enig i at det var den bedste gave, men vis mig et barn der ikke synes kinder æg er verdens bedste. Men der var kager, 3 styk forskellige, frikadeller, pølsehorn, pitabrød, salat, og masser af rød saftevand. Og så selvfølgelig masser af folk, som der hør og bør til en god kaffemik. Sådan ca. i rationen 50% voksne - 50% børn. Hyggeligt.

Efter kaffemik tog vi en tur i klubben, hvor den hårde kerne havde slået sig ned, ås der var masser af kolde øl og mandehørm, hvilket ikke så ud til at genere Camilla alt for meget, til gutternes overraskelse. De forsøgte dog til tider at lægge en dæmper på deres snak ”nej nu skal vi os.. og der er jo kvinder til stede” men de kunne aldrig holde det mere end et par minutter før snakken gik ufortrødent om det mænd nu brager ud om, når kvinder ikke er til stede. Og klokken var altså ikke mere end 16.30. Der var vi så en times tid eller mere.

Resten af weekenden tilbragte vi inden døre (da vejret alligevel var lort) med at være enormt meget par agtige ved at gå rundt i næsten matchende pyjamasser (den ene er grå den anden er blå, men ellers same same), lave lækker vegetar mad (lasagne, wokhelvede med noget ris noget), se films, og ellers varmet hinanden under dynen (ligget i ske med hænderne OVER dynen forstås). Nå ja, så har Camilla forsøgt at slå mit øje ud på et tidspunkt. Hun mener selv det ikke var helt med vilje, men jeg har min tvivl. Hun ramte i hvert fald rimelig klokkeklart, så jeg var lidt nervøs for at få et blåt øje. Men så galt gik det heldigvis ikke.

I dag har Camilla så været med på arbejde. Det vil sige hun dukkede op klokken 12 (lidt over, eftersom hun kom sent ud af døren.. tsk.. kvinder) og så fik vi frokost og hun hang ud indtil jeg holdt fri lidt i fire. Aftenen er så gået med at lave nogle vanvittige kikærtefrikadeller eller hvad man nu kalder dem med tilhørende kartoffelbåde, grønne bønner og bernaise sovs. Vores frikadeller var ikke helt 100 % men jeg er da hverken død eller syg så det er vel endnu en vegetarisk sejr i casa del Toft. Camilla bander lidt ved siden af mig.. hun ser så sød ud når hun er sur.. eller prøver at være det. Til gengæld kysser hun godt.

Men nu gider vi ikke længere. Vi er lidt trætte og der er endnu en arbejdsdag i morgen. Så kan det jo være jeg kan få Camilla til at overtage bloggen på et senere tidspunkt. For vi har en del vi skal nå. Jeg vil se om jeg kan få hende overtalt til at tage med til sejladsundervisning i morgen. Derudover er der en vaskeægte seljtur på programmet, filmklub på ATI, vi skal besøge Anna Marie og måske stå på ski hvis vejret vil det og ATI har vores størrelser i sko. Og sårn noget.

Kram fra os.

Maniitsup Bussii here I come!

Endelig! Endelig fik jeg brug for et lift lige på samme tidspunkt som bussen så endelig kom. Fantastik. Nå ja.. lad mig hellere begynde ved begyndelsen.

Jeg har været på indkøb i dag. Sådan for alvor. Camilla kommer jo i morgen og det er ikke sådan at få gæst i 14 dage. Og så en vegetar. Og så en kæreste oveni. Så skal man jo vise sig fra sin alle raller bedste side. Så jeg gik på indkøb. Der blev købt masser af dåser (tomater, bønner, bønnespire), linser (røde og grønne), bønner (flere denne gang tørre), frugt og grønt (både friske og frosne) - løg, hvidløg, porrer, grøn og rød peberfrugt, honningmelon, 2 pærer, 2 æbler, 2 kiwier, 2 appelsiner, 8 mandariner/klementiner (hvad er forskellen på de to?), soltørrede tomater, almindelige tomater og så diverse frosne grøntsager, her var der også nogle bønner), ost både revet og pålæg, to nye tandbørster, en dejskraber (en pludselige indskydelse), sodavand, chips.. og en stavblender.

Nu har jeg jo aldrig før haft brug for en stavblender, men det er åbenbart et yderst essentielt værktøj i et hvert vegetar køkken med respekt for sig selv. Camilla var nær faldet bagover, da jeg fortalte ”at sådan en ejede jeg altså ikke”. Så jeg har været ude at investere. Ikke overvældende summer, men alligevel. Den kostede 100 kroner og er sikkert noget billigt lort, men så længe den holder mens Camilla er her, er jeg sådan set glad nok. Det er altså ikke fordi jeg er en fedterøv, at jeg ikke købte en dyrere model, men der var altså ikke andre modeller. Det er jo ikke Dalle Valle det her. Man må købe hvad der er. Sådan er det.

Men jeg kom altså stavrende ud af Brugsen med mine tre proppede poser og tænkte ”nej, det får jeg aldrig trasket hjem med, jeg snupper sgu en taxa”. Så på vej over til taxapladsen, kommer jeg jo forbi busstoppestedet, og gud hjælpeme – DER HOLDER BUSSEN!

Jeg må vist hellere forklare hvorfor det er ret så fantastisk. Bussen i Maniitsoq har nemlig ingen tidsplan. Der er ingen der ved præcis hvornår den kører, ud over chaufføren. Man stiger på når den kommer (hvis man altså vil med), hvilket er lidt når du mindst venter det. Der er faste busstoppesteder rundt i byen, men der er altså ingen busplaner sat op ved dem. Så man kan stå og vente i alt fra timer til minutter, da man ingen mulighed har for at vide om den lige har været, om buschaufføren holder fri i dag, eller om den bare ikke lige kører om torsdagen efter klokken 16.00. Ikke til at vide. Så jeg har lidt jagtet denne bus i det her halve år og et par måneder jeg nu har været heroppe (jo den er god nok, der er gået så lang tid). Jeg har set den kører forbi men aldrig når jeg havde tid til at tage en tur og aldrig i den rigtige retning. Og som jeg vist har forklaret tidligere, så ser den ret sjov ud. Det ligner en miniudgave af de der amerikanske fangebusser, blot helt i sort. Det lykkedes mig (endelig) at tage et billede af den for en lille måned siden, så i kan jo få syn for sagen, eller hvad det nu er man siger.

Men jeg løb så godt jeg nu kunne med tre store indkøbsposer over til bussen og fik betalt de 13 kroner der koster for en voksen (et barn koster 8 kroner – det kan I lærer lidt af Nordjyske trafikselskab!!). Men vi kørte af sted og jeg tænkte ”yes sir, nu er jeg jo hjemme på ingen tid”, da jeg allerede vidste at bussen lægger sin rute kun 20 meter fra min opgang. Men kender man mig og mit forhold til alt hvad der er grønlandsk, så skulle det jo ikke gå sådan. For hvad jeg ikke vidste var, at bussen altså også skulle ud til den modsatte ende af byen, og det var altså det den skulle lige nu. Først. Så den kørte altså i helt modsatte retning. Ikke helt ud til lufthavnen men tæt på. Men bussen kørte til den falske ende af byen, vendte om og kørte glad og fro tilbage til mit udgangspunkt igen, brugsen, hvor den så ventede lidt og kørte af sted igen – nu mod den rigtige ende af byen. På vejen blev den pænt fyldt op af ældre lidt svære og gangbesværede damer, der alle kendte hinanden. Ret hyggeligt når alle de andre sagde ”bai” når en stod af.

Så jeg fik da en hyggelig tur i byens fantastiske, bedste, billigste og eneste bybus. Men har man travlt er det altså ikke lige den man skal satse på. For godt nok er den billig, men den kører altså også godt ud i kringelkrogene for helst at få alle folk helt hjem. Så en masse omveje. Ingen lige linje her. Og de der busskilte er selvfølgelig kun vejledende. Skal man af et sted hvor man ikke lige kan se et skilt, siger man det bare og han stopper. Det tager de ikke så tungt heroppe. Men det betyder selvfølgelig også at jeg kom af nærmest ved trappeopgangen. Herligt. Det var da en oplevelse.

fødselsdagsfest, firmafodbold, ticks og dåsemad

Tsk, så er der jo nærmest gået en uge siden sidste siden sidste blog. Tiden går uhyggeligt hurtigt heroppe. Og vejret er lidt en prøvelse for tiden. Den ene dag er det snestorm, den næste høj solskin fra en skyfri himmel og i dag er der så snestorm igen med træls tung sne, da vi nærmer os frysepunktet. Vejret re 100% træls, men man kan jo glæde sig over at det vender hurtigt heroppe. De lover høj solskin igen i morgen, men skidt igen fredag, dog ikke så skidt som i dag. Det håber jeg dæleme heller ikke, for det er jo på fredag Camilla kommer herop. Så kan det lige passe at hun sidder fast i Kangerlussuaq eller noget andet råddent. Hun skal være her. Men det var egentlig ikke vejret jeg ville snakke om, for der er faktisk sket et par ting i løbet af ugen, der er værd at nævne.

Lørdag var der en 30 års fødselsdagsfest i klubben. Anders, en af medlemmerne holdte fest på behørig maner. Den startede klokken 13.30, med de første par øl, gave aflevering og hyggeligt samvær (som man siger) og en time senere var der mad. Endnu engang en middag hentet fra det klassiske danske køkken – stegt flæsk med kartofler og persillesovs.. mmmmmm. Det var dæleme gur (godt). Til det var der øl og snaps...og sodavand hvis man var til den slags (men det var der ike mange der var). Der var masser af gæster, en dejlig afslappet stemning (sådan er det jo når der er gratis mad og drikke), Ib fortalte vittigheder (jeg har et par med hjem far), og vi fik da også gang i en billard turnering. Man skulle trække en makker og jeg fik Marcus. Vi var så omtrent lige dårlige, hvilket ikke siger så lidt, så vi røg ret hurtigt ud af den turnering. Jo, vi lavede en del flere minus point end positive. Det var som om heldet bare ikke var med mig. Hver gang jeg fik kegler og det hele var fedt, så røg den røde i hul. Bare ikke mit spil. Men jeg tror også jeg og Thomas (guitar thomas) er de eneste der kan ”prale” med at vi engang har fået 100 kroner for at holde op med at spille billard. Vi spillede en gang mod hinanden og vi var begge så dårlige at det trak ret meget ud. Til sidst kom der en op og sagde at vi ku få 100 kroner hvis vi stoppede nu, for nu ville de altså godt til at spille. Men lad nu det ligge. Her i klubben blev klokken 18.00 og vi startede den store landskamp mellem Danmark og Spanien på storskærm (væggen) og det var jo en fadæse, så da vi nåede halvlegen tænkte jeg at den fik vi da vist ikke hevet hjem igen. Så jeg ville lige bruge tiden i anden halvleg på at tage hjem og vende en tur. Lige få kontaktlinserne ud og sårn. Desværre blev jeg så træt da jeg kom hjem at jeg aldrig kom af sted igen. Jeg endte aftenen på sofaen med en god film, popcorn og lidt sodavand. Og så faldt jeg i søvn og vågnede på sofaen igen klokken et om natten. Det var så mit que til at gå i seng.

Søndag blev heller ikke uden spænding. Jeg er jo så småt ved at gøre lidt rent, så der ser nogenlunde ordentligt ud når Camilla kommer herop. Og søndag stod den på støvsugning, hvilket betød at i stuen skulle jeg lige rydde lamper og andre løse artefakter ud først. Det gik også fint og jeg fik støvsuget hele hytten i løbet af dagen. Lige før jeg skal i seng en gang ved klokken halv tolv om aftenen kommer jeg så i tanke om at jeg egentlig lige skal have tingene ind i stuen igen. Så ind med mikrobølgeovn, men da turen kommer til lampen.. går det frygteligt galt. Af en eller anden grund har designeren af denne formidable stuelampe (standerlampe) bestemt sig for at den øverste glas lampeskærm, bare skal være der løst, ikke fastsat med skruer, klemmer eller noget. Den skal hvile derpå, så at sige. Det er så fint nok at den hviler, det holder bare ikke når jeg flytter den og rammer det øverste af dørkarmen og lampeskærmen ryger af, rammer gulvet og smadrer i TUSIND STYKKER! Så er det man sætter sig ned i 2 sekunder og siger lidt for sig selv ”…fåk…” mens man bider sig i underlæben, mens man får et lille tick ved det ene øje. Jeg siger jer, det var ikke sjovt. En ting er at jeg har smadret en del af min lampe, det overlever jeg nok. Det var mere irriterende at skulle til at samle glasstykker op klokken lort om natten nar man allerhelst blot vil sove. Og når de store stykker så er fjernet skal man så lige støvsuge igen. Så spildt formiddags arbejde. Dobbelt røv. Jeg var ikke helt tilfreds med tilværelsen da jeg gik i seng. Og jeg var ret bombet næste dag da jeg skulle have 6 undervisningstimer.

Mandag var der arrangeret byens officielle indendørs firmafodbolds turnering. Og jeg havde optimist som jeg var, skrevet mig på til ATIs herrehold, der på papiret bestod af ATX eleverne David, Ture, Mika, vores pedel Nuka, procestekniker eleven Uno, og fra lærerstaben mig og Karsten. Det var altså på papiret. Men Nuka havde været syg samme dag, og derfor ikke været på arbejde, Karsten meldte fra i ellevte time da han ikke lige kunne overskue det, så allerede her, så det skidt ud. Fra 7 til 5. Det var klassisk 4 mands indendørs, så en udskifter var lidt til at overkomme. Men da man så kom ned i hallen dukkede Ture selvfølgelig ikke op, til gengæld havde Nuka prioriteret sine kræfter fint, så hans formiddag og eftermiddag under dynen havde gjort ham klar igen. Heldigvis, da han hurtigt viste sig at være vores bedste spiller. Så vi var endnu engang på 5 spillere, hvilket til min rædsel betød at jeg nok desværre måtte se i øjnene at jeg rent faktisk kom til at spille. Yrk. Første kamp lovede ellers godt. Vi vandt den 2-1, dog ikke pga. af min overvældende indsats. Jeg blev smidt ud på et tidspunkt, da man ikke må skyde bolden direkte uden for banen (der er bander). Men ved et målspark ramte jeg helt ved siden af og bolden fløj ud, hvilket dommerne så også mente jeg skulle. Man skal så være ude indtil at der bliver scoret igen. De andre fik heldigvis også en ud, og da status qou blev opnået kunne vi score igen og vinde kampen. Yay. Desværre gik de resterende kampe ikke lige så godt. Anden kamp var en uafgjort, tredje kamp tabte vi med et eller to mål og i fjerde kamp blev vi fuldstændig ydmyget. 1-9 var slutresultatet. Der var ikke andet at gøre end at smile af det og da jeg var på sidelininen under den kamp kom jeg med til råb som ”Ja, gutter nu har i dem, det er alt sammen en del af taktikken”, da vi var bagud 0-7, ”De er gået i vores fælde, nu vinde vi!” da vi fik udlignet til 1-8 og der var 30 sekunder tilbage ud af en 6 minutters kamp. Tja.. lad os bare sige at folk fik noget at grine af og vi ikke ligefrem gik videre til semifinalerne. Sådan er der så meget.

I dag er jeg så blevet hjemme fra arbejde. Sagde til kontoret at jeg arbejde hjemme, men arbejde er det nu ikke blevet så meget til. Jeg har ondt i halsen og kan mærke antydningen af influenza, så jeg har været under dynen det meste af dagen. Godt nok siddet ved computeren, men under dynen. Og så har jeg skippet sejlads i dag. Synes bare ikke jeg ville ud i det der frygtelige vejr. Af samme grund blev jeg nødt til at kigge dybt i skabene for at finde noget til noget aftensmad. Og det blev så til alt godt på dåse i dag. Opskriften er simpel:

1. Du tager 1 dåse hakkede tomater og putter i en kasserolle (åben den først kloge åge).
2. Så tager du 1 dåse chilibønner. Husk at hæld overskydende sovs fra, da det klamt sødt og slet ikke chiliagtigt.
3. Dernæst tager du 1 dåse cocktailpølser. Du kan bruge noget af væsken i sovsen og hælde resten fra. Cocktailpølser var lidt en fejl, da jeg kom til at åbne den forkerte dåse, men tænkte så ”tjaaa.. hvorfor ikke”.
4. For at neutralisere den lettere klamme chilisovsesmag, der aldrig haft noget med chili at gøre tager du 1 dåse kokosmælk, en lad være med at bruge en hel dåse som jeg gjorde. Det bliver for meget og du skal nu til at neutralisere den lidt for søde kokos smag.
5. Masser af ketchup for at udligne for meget kokos og hvad der ellers måtte være tilbage af den lidt klamme smag af ”chilisovs”
6. Tilsæt dertil noget pasta af en eller anden slags.
7. Put pasta i en dyb tallerken og tag bønne/cocktail sovsen op med en hulske (eller hedder det hulsi?), da du på denne måde for så lidt sovs med som muligt. Sovsen fejler som sådan ikke noget, men den kan blive for meget, hvis man ikke passer på.

Tjaa.. retten blev faktisk spiselig, selv om det så skidt ud på et tidspunkt. Jeg er da mæt og hverken syg (mere end før) eller død endnu, så et eller andet har jeg da gjort rigtigt.

Jeg tror dog at jeg vil til at sige godnat for denne gang. Måske lige med en henkastet bemærkning om at jeg er i de indledende runder i et muligt bådkøb. Tjaa, så kan I tænke lidt over det.

Sæl sæl sæl og så lige sæl

I dag har jeg fået sæl. Ikke fået en kæledyrssæl, men altså smagt på sælkød. Igen. Første gang med tørret sælkød var ikke nogen større succes, så jeg var lidt spændt (læs: skrækslagen) da jeg sku prøve igen idag. Men lad mig starte ved begyndelsen.

Der er fødevareseminar i byen. Det er noget med forskellige fødevarerproducenter der samles og snakker om muligheder indenfor produktudvikling af grønlandsk produkter. Tror jeg nok. Ikke noget jeg skal være med til, det er der andre der skal fra skolen. Jeg var bare dernede en times tid for at tage nogle billeder for skolen. Så jeg kom ned efter endt undervisning (jeg underviste fra 8 til 14) og klipsede løs.

Der var faktisk en del folk, og en del udefra. Man havde ellers frygtet at det var umuligt at komme til byen, da der har været jætte dårligt vejr de sidste mange dage. Der har været alt fra regnvejr uafbrudt i et døgn til snestorm der så har raseret i 2 dage. Jeg tror det var mandag politiet anbefalede beboere i Nuuk ikke gå udenfor da der var vindstød af orkanstyrke… det blev det da heldigvis ikke her. Men de sidste par dage har hovedbeklædningen været min kosak hat godt ned om ørerne og så ellers et halstørklæde viklet omkring helt op over næsen så man kun lige kan se mine øjne. Det var også godt jeg ikke skulle af sted til Sisimiut alligevel. Pia skulle derop og mandag kunne hun ikke komme af sted. Tirsdag kom hun så af sted, men endte så med at sidde fast i Kangerlussuaq, da de skulle mellemlande der i stedet. Nu forsøger hun bare at komme hjem igen. Ja, vejret er en hård medspiller heroppe. Heldigvis har vi nu fået ordnet Camillas billet, så hun ikke længere skal frem og tilbage til Sisimiut før hun kan komme fra Kangerlussuaq til Maniitsoq. Så det er da altid noget. Nå, men det var vist et sidespor.

Udover alle de fornemme gæster (aner ikke hvem de er) var der fra ATI selvfølgelig vores forstander Per, men også elever fra vores procesteknikeruddannelse der lavede en bod, hvor man kunne smagsprøve deres produkter. De har nemlig produktudviklet på sælkød. Normalt er sælkød serveret som en grå masse der smager af indmad… yrk. Grunder til det smager lidt af indmad er at det er meget blodholdigt for de kan holde varmen eller noget, men sådan er det åbenbart at være sæl. Og så lugter det heller ikke særligt godt. Det har procesteknikerne så forsøgt at lave om på. At gøre det spiseligt for den hvide mand, så at sige. Så de har så forsøgt sig med forskellige produkter, så der var chilipate, hvidløgspate, pikantpate alle af sælkød, ribs med bbq, honning, og andre varianter, røget sælspæk, og forskellige variationer af tørret sælkød.

Jeg fik prøvet de forskellige pateer, og blev overrasket for de var faktisk var ret gode. Husk lige på at jeg er ret kræsen, specielt når jeg ved hvad det er jeg propper i munden. Derudover forsøgte jeg mig med bbq ribs, der var ok, og så også en honning variant, der var lidt vandet og lidt for sød. Men ved den traditionelle sælspæk og den røgede variant, der satte jeg altså grænsen for min eventyrløst inden for det grønlandske køkken. Det må blive en anden god gang.

Derudover havde Klubbens egen inder, Radesh, fra 4. semester stået for en gryderet med sælkød han er ved at eksperimentere sig frem til. Og den var faktisk spiselig denne gang, men jeg sætter pris på lidt flere grøntsager, da kødet alene er lige sæl nok. Men jeg fik smagt og jeg overlevede. Og så fik jeg da også taget nogle billeder.

Men apropos så har jeg lidt ondt af stakkels Camilla. Hun er jo i den ulykkelige situation, at hun er vegetar. Altså ikke at de er en ulykkelig situation, men det er at hun skal være det på Grønland, kan meget hurtigt blive det. For eksempel er det umuligt at finde skyggen af kikærter, bønner og linser… indtil nu. For jeg har ledt og ledt de sidste par måneder og ikke fundet noget der bare ligner. I den store Pisiffik sagde det at det var noget de bestilte hjem en gang imellem, men det var ikke noget fast og man skulle bare tjekke en gang i mellem. Det har jeg så gjort – nada. Og de andre har heller ikke haft noget. Det har jeg jo så fortalt Camilla, der så for at være på den sikre side lige har sendt en pake herop med to pakker linser, bønner, vegetar postej og andre godbidder, for ca. 200 kroner i porto. Hvad finder jeg så i den store Brugs dagen efter? Jep, Linser. Både Grønne og røde, hvilket vil sige at hun kunne havde sparet ca. et kilo af forsendelsen (da de kommer i ½ kilos pakker). Øv. Stakkels pige. Men så må vi jo bare nyde dem, når de kommer herop. Hvis de altså når at ankomme til tiden. Det er er jo ikke sikkert. Jeg fik at vide at Air Greenland også bliver kaldt Immaqa Airlines – immaqa betyder ’måske’ på grønlandsk, hvilket er en glimrende betegnelse for et flyselskab hvor flyene ’måske’ afgår… men de har også lidt vejret i mod dem, i hvert fald lige for tiden. Posten kommer frem.. en gang…

Nå, men det var vist alt for nu. Masser af mad af den ene og den anden slags. Selv sluttede jeg aftenen med at lave mig selv en god æggekage med knasende sprød bacon… mmmmm..

Bon appetit.

danskerfest aflyst... (søndags update)

Hvad er det der sker? Jeg bliver vækket klokken 8.25 af festen fra i går, der fortsætter på uformindsket styrke. En mand mand en guitar og en 5-10 mennesker der skråler med på ”SÅÅÅ LÆÆÆÆNGE JAJ LEEVEER…” Ikke lige den aller fedeste måde at blive vækket på. Men mellem deres skråleri snakkede de også en hel del (meget højt) og jeg må nu konstatere at det IKKE er en dansker fest. Overhovedet. De snakker meget grønlandsk. Så det vil altså sige at grønlændere faktisk godt kan have en hel aften hvor de ikke hører grønlandsk version af dansktoppen, hvilket jo i og for sig er en god nyhed. Men hvorfor de skal fortsætte festen fra morgenstunden med høj snak, masser af grin og skrål (det er da bedre en skænderi) og fællessang har jeg ikke lige fattet. Men måske er det en masser venner der har samlet sig en weekend for at fejer noget, eller en familiefest eller noget i den stil. Den er i hvert fald hjertelig. De griner hele tiden og har det vist ret sjovt. Så fred være med det. En ting er i hvert fald sikkert – jeg kommer til at trænge til en eftermiddagslur i dag.

JAJ ÆLSKER KÅN DAJ!

Klokken er 1.57 og der er fest. Ikke hos mig velsagtens, men et eller andet sted i bygningen. Der er stemning kan jeg høre og høj musik og der bliver skrålet endnu højere. Der er bare en forskel i forhold til de andre fester jeg har måttet lægge øre til, efter som jeg faktisk tror det her er en dansker fest. Det er, kan jeg høre, en meget syngende flok, og repertoiret byder på nogle dansker klassikere som for eksempel ”Kom tilbage til mig” med back to back (i en forfærdelig lang version hvor de blev ved med at skråle ”KÅM TÆLBAJE TÆL MAJ JAJ ÆLSKER KÅN DAJ” i en uendelighed). De har også været omkring Queen, Credence Clearwater Revival og andre fortærskede klassikere. Og det er lige præcis højt nok til at jeg ikke rigtig orker at gå i seng. Men det kan jeg jo snart blive nødt til.

Indtil videre har jeg dog underholdt mig selv med et mindre projekt, jeg kom til at starte på før jeg tog til Settlers aften hos Per i dag (som jeg tabte, suk). Jeg er nemmerlig begyndt at sætte mine cd’er i alfabetisk rækkefølge. Damn, det er lang tid siden jeg gjorde det sidst. Når jeg skulle høre en cd, kunne jeg jo ikke finde noget som helst, efter som de stod fuldstændig hulter til bulter. Det måtte gøres noget. NU! Så nu er alle mine cd’er lagt i bunker efter bogstaverne i vores kære alfabet ud over hele stuebordet. Sjovt sådan at kigge alle sine cd’er igennem igen. Der var faktisk mange jeg havde glemt, nogle jeg burde høre oftere, nogle der er en skandale jeg ikke hører oftere og andre der fortjener at blive hørt bare i ny og næ. Lige nu hører jeg på en cd med den norske kunstner Anja Gabarek, jeg helt havde glemt. Kan huske at jeg købte den da jeg boede i Oslo tilbage i 1996. Overraskende god plade og helt sikkert en af dem der skal høres en del gange før man fatter den. Den holder stadig, selv om den er lidt out there. Og så er der alle de cd’er det var bedst at de blev glemt. Jeg nævner i flæng Army of Lovers, Funk Star Deluxe, De Nattergale… der er uden tvivl mange andre tvivlsomme cd’er i bunkerne. Det ku være jeg sku luge lidt ud, nu jeg er ved det. Pakke dem væk, så man ikke får fordømmende blikke, når man får venner over og de lige skimmer samlingen. På den anden side, så er det ikke så pokkers tit jeg får besøg.. i hvert fald ikke af de venner, der rent faktisk har en viden om musik der er stor nok til at komme med et fordømmende blik jeg skal tage alvorligt.

Men man finder ud af nogle interessante ting om sin samling, når man sådan sætter den ”i orden”. For eksempel har jeg foruroligende mange cd’er med bands der starter med enten S (Suede, Slowdive, Mikael Simpson, Speaker Bite Me, The Smiths, The Sundays etc.) eller M (My Bloody Valentine, Morcheeba, Moon Gringo, Morrissey, Miranda Sex garden osv.). Antalsmæssigt er der ca. 83 der starter med S og 54 med M, hvorimod jeg kun har 7 cd’er der starter med J (Joy Division, Je’mapelle Mads, James, Jane’s Addiction og et par stykker mere). Det er åbenbart ikke særlig trendy og hipt at hedde noget med J. Nå ja, så har jeg 49 cd’er med The Cure (til det kommer så lp’er og bånd, jeg ikke lige har tal på).

Nå, man skal åbenbart bare give sig til at skrive blog, så holder festen op. Klokken er 2.41, der er nogenlunde roligt og jeg må også hellere se dyner. Er ret træt og jeg skal jo op så jeg kan blive færdig med mit store projekt. Det er jo meningen at cd’erne skal op på hylden igen.

Natter.

Allahs Sidste Ønske!

Ok den bliver kort i dag. Vejret er gået helt bananas heroppe. Der er sne, sne, sne og så lige lidt mere sne. Det sneede vild og tovligt da jeg gik på arbejde og så sandelig om det ikke stadig sneede vildt og tovligt da jeg gik hjem fra arbejde igen. Jepper, non stop sne, hele dagen – og aftenen. Herligt. Jeg kan ikke lade være med at synes at det er ret fedt. Det er jo det her Grønland man forestiller sig, når man sidder i Danmark og regnvejr i december måned. Snehvide landskaber, sneen der fyger om ørerne på dig og vinden der rusker i din jakke, mens du forsøger at holde halstørklædet over næsen (nej det er ikke længere frivilligt med halstørklæde). Det er det det handler om. Og det er i hvert fald en million gange federe en regnvejr, som jeg aldrig har haft meget til overs for.

Derudover må jeg lige fortælle kort om den spændende mail jeg modtog i morges. Det skal siges at den flot nok havde sneget sig uden om mit spamfilter og var adresseret til mig fra en hvis Mr. Walid Mohammed. Han skrev en meget lang og rørende mail om at han var 72 år, muslim og fra Dubai. Han lå nu for døden, havde tre måneder tilbage, da han havde lungekræft og havde mistet talens brug og var for øvrigt blevet lam. Jo, den fik ikke for lidt, og han kunne da også kun skrive dette brev med hjælp af sin personlige sygeplejerske. For manden havde penge, masser af penge. Selv var han forældreløs, men hårdt arbejde havde båret frugt og nu ville Allah altså at han skulle overdrage sine penge til en vildt fremmed, som så skulle bygge et hjem for forældreløse i det land man nu er i. Så det han fortæller er at han vil give mig (tjek lige det her) 12 millioner dollars (!!!) til at bygge det her hjem.. tja.. i Grønland. Navnet skal så være Mohammed Orphanage Home. Det eneste jeg skal for at blive forvalter for alle disse penge er at sende mit navn, adresse, telefon og faxnummer, samt navnet på mit firma (?). Jeg må nok hellere skynde mig inden den gamle muslim dør.. NOT!

Hold nu kæft en forestilling mand. Stakkels mand, der ligger på sit dødslejre og hører Allahs sidste befaling om at bygge et hjem på grønland? Tror ikke lige det sker. Egentlig tror jeg kun jeg har fået spammailen fordi han (eller de der har lavet det her stunt) har troet at Toft.inc (der er i min mailadresse) rent faktisk står for Toft Incorporated, som så betyder penge man kan snydes for. Eller hvad ved jeg. Håber i hvert fald ikke, at der er nogen der falder for sådan et latterligt nummer. Og det er jo også at tage pis på Allah og misbruge hans navn (og det ved vi jo godt at det skal man passe på med i disse tider). Synes bare den var grotesk nok til at jeg lige ville nævne den, for hold da op hvor violinerne kører på højtryk – dødsleje, sidste ønske, forældreløs, mistet talens brug og lam.. come on.

Men det var vist det. Lovede at gøre det kort i dag.

mandefald på ATI

Sikke en start på ugen. Knap var jeg færdig med at forklare om føn vind mig her og føn vind mig der og bortforklare det grønlands vintervejr som en myte opfundet af de varme lande for at få flere kunder, før at vejret heroppe bliver godt træls og grønlandsk. Nej, træls er måske så meget sagt. Koldere og mere sne, og så gråt og overskyet (hvilket er lidt træls). Og hvad sker der når vejret vender? Folk bliver syge. Ikke mig (endnu) heldigvis.

Men der var mandefald på ATI, da jeg kom på arbejde i dag. Karsten, Susanne og Jane, to lærere og en fra kontoret var alle blevet syge. Derudover sad Per og Sine, der havde været til møde i Nuuk i sidste uge, fast i Sisimiut, hvor de af en eller anden grund skulle mellemlande (Sisimiut ligger nord for både Nuuk og Maniitsoq). Så vi var fem mand i undertal og te af dem lærere, hvilket gjorde at Pias logistiske evner blev sat lidt på en prøve. Hun skulle jo gerne have skemaerne til at passe, så eleverne ikke fik alt for mange huller, samt heller ikke mistede timer pga. manglende lærere. Det er noget med at flytte timer frem og tilbage mellem dem der er på skolen og dem der falder til senere (når de bliver raske og lander og sårn). For mig betød det ikke det helt store. Jeg skulle undervise hele dagen alligevel. Jeg fik flyttet to timer rundt i dag, men det gjorde ikke noget. Der ud over blev jeg spurgt om jeg havde noget at underholde ATX A med i en time (mens de skulle have haft matematik), noget de kunne arbejde med selv, hvilket jeg tilfældigvis havde. Selv skulle jeg undervise andet sted. I morgen ser dog unægtelig anderledes ud. Tirsdag er normalt undervisningsfri, det er den så ikke længere. Indtil videre skal jeg have 4 timer som så enten er flyttet fra onsdag eller (hvis folk ikke dukker om til onsdag) fra næste uge. Ja, det er logistik.. lad være med at spørge.

Apropos mærkelige mellemlandinger. Min dejlige kæreste Camilla skal jo besøge mig den 30. marts og så være her et par uger frem. Men hendes tur herop er ret opskur, i hvert fald ifølge den mail hun ahr fået fra Air Greenland. Hun skal fra København til Maniitsoq med et flyskift i Kangerlussuaq (som altid) og fra starten fik hun at vide, at hun efter Kangerlussuaq skulle mellemlande i Sisimiut i et par timer, før hun så skulle med en flyver direkte fra Sisimiut til Maniitsoq. Nu har hun så fået en ny besked, nemlig at hun skal til Sisimiut fra Kangerlussuaq, vente et par timer, for derefter at tage på et fly fra Sisimiut til Maniitsoq, der så mellemlander i Kangerlussuaq! Det er jo ikke særligt hensigtsmæssigt, for at sige det mildt. For det første fordi hun ikke har nogen grund til at tage til Sisimiut, hvis hun alligevel skal tilbage til Kangerlussuaq igen. For det andet fordi det at mellemlande i Sisimiut altid er lidt for spændende. Det er svært at lande der pga. af den der vind ting, de glemte at tage højde for da de byggede lufthavnen, men har man først landet, er det ikke så stort et problem at lette. Camilla skal bare af flyveren i Sisimiut og vendte på at den kommer tilbage igen efter hende, og kan den ikke lande, ja, så er hun stuck i Sisimiut weekenden over… uden mig. Så jeg mægler lidt frem og tilbage med Air Greenland, der indtil videre ikke helt har fundet fejlen i deres mellemlandingsberegninger. Men jeg kæmper videre.

Derudover er der ikke sket det store. Jo jeg har fået vasket lidt tøj, hvilket er lidt af en bedrift. Det hørte til under kategorien ”ting der skulle være gjort i weekenden men blev syltet pga. WoW”. I samme kategori er rette stile, støvsuge, købe bord og stole på tilbud, ringe til min storebror, skrevet mere blog, uploade billeder til flickr, og skrive PG projekt færdigt. Det eneste jeg nåede var at flytte alt jeg havde på min bærbare over til min stationære, hvilket var lidt en bedrift i sig selv. Og så lige kigge lidt mere på PG rapporten (er næsten færdig)... Jeg når det nok. Ajuunngilaq.

Det var vist alt for nu. Hyg jer.

lidt om vind og vejr

Endelig en hel friweekend. Kun mig og min dejlige computer og World of Warcraft. Det er ved at være lang tid siden jeg har brugt så meget tid på det spil, og det er vist også fint. For tiden går hurtigt når man stener rundt og laver den ene mission efter den anden. Rigtig hurtigt. Men det er da lykkedes mig at stige to levels over weekenden (lvl 67 til 69!), så kom ikke her. Normalt tager det mig uger at stige bare en level, så det siger vil lidt om for det første hvor meget jeg har spillet denne weekend, og to - hvor lidt jeg spiller i hverdagene. Derfor har jeg ikke alt for dårlig samvittighed. Ja, jeg ved godt – få dig et liv, gå dog en tur, se naturen… jeg havde også aftalt med Anna Marie og Christian at vi skulle ud og spadsere i dag søndag, hvis vejret var til det, men det var det ikke. Overskyet og sne. Ikke ligefrem det ideelle ”gå en tur og nyd det dejlige vejr” vejr. Så vi aflyste indtil der kom bedre vejr, hvilket der så ikke gjorde.

Men det grønlandske vejr er vist også lidt en misforstået størrelse. For nej, der er ikke minus en milliard grader hele tiden og der render ikke isbjørne rundt i gaderne. Det tror de fleste af jer sikkert heller ikke, men det kunne jo være at der var en ubegavet amerikaner eller to, der fulgte med i min blog fra tid til anden (og nej, jeg snakker ikke om dig Jennifer). Faktisk har denne vinter været meget mild (det er i hvert fald det jeg har fået at vide). Irriterende mild til tider, for det har gået ud over sikkerheden.. der har simpelthen været pisseglat pga. af fænomenet føn (kan ikke huske om jeg har fortalt om det før, men i får den lige igen så):

"Føn er det tyske ord for et vejrfænomen som er almindeligt i bjergområder og andre højtliggende områder som f.eks. Grøndlands indlandsis. En föhnvind er en luft fra højtliggende områder som blæser ned i lavlandet. Ligesom luften bliver kold når man kommer op, så bliver föhn'en varm når den falder ned. På Grønland kan föhn om vinteren få sneen til at smelte for derefter når vejret bliver normalt igen, få sjappet til at fryse til en hård skorpe"
(Citatet er tyvstjålet fra www.goetze.dk, der er ulriks hjemmeside.. han har så hugget det et andet sted fra).

Men den her føn, er altså rimelig udtalt for tiden. Så er der varmt om formiddagen, eftermiddagen, lige de der plusgrader, der gør at ting begynder at smelte.. lidt. Om aften er der så koldt igen og alt bliver dejligt glat.. eller bare mere glat.

En anden ting angående vejret er at da jeg tog herop, troede jeg at der ville blive super mørkt om vinteren og depressionerne ville kaste sig over mig i takt med at der blev mørkere og mørkere. Det blev der bare aldrig rigtigt. Jo bevares, der var da en overgang hvor der var mørkt når jeg gik på arbejde og mørkt når jeg gik hjem, men så lang tid varede den periode heller ikke. Eller også var det bare fordi at jeg befandt mig hele julen i Danmark at jeg gik glip af den. I hvert fald er der ikke mørkt længere (jo om aftenen, men du ved hvad jeg mener). Til gengæld har jeg hørt at der bliv træls lyst til sommer. Ulrik fortalte at forældre opgiver at holde deres børns sovetider i ferien så der leger børn ude klokken halv fire om morgenen, siden der alligevel er lyst. Nedern. Jeg gider dæleme ikke at høre på barneråb og leg hele natten. Nå, men man skal jo ikke tage sorgerne på forskud og alt det der.

Lige nu er vejret fint og meget åbent for føn (desværre), og jeg kan nøjes med at have lange underbukser på indenunder mine bukser, i mordsætning til når der er rigtig koldt, hvor jeg har overtræksbukserne på når jeg er ude (plus lange underhyler når det virkelig går hårdt for sig). Derudover er der altid trøje, vinterjakke, hue og handsker. Det slipper jeg dog ikke for lige med det samme. Halstørklædet er dog frivilligt.

Tjaa, jeg må vist også til at se lidt dyner. Undskyld den lidt fattige blog, men der er vitterligt ikke sket meget denne weekend. Men det må da være betryggende at vide at vinterdepressionen er på et minimum… så det bliver ikke i denne omgang at jeg gør drastiske forsøg på at skære halspulsåren over med en neglesaks (eller noget). Jeg overlevede. Jeg har det fint. Det kunne måske også have noget at gøre med at jeg har haft Camilla hele tiden (og har hende stadig altså). Kommer faktisk lige i tanke om at da jeg spurgte indtil alt det her med den lange vinter og depression og sårn, der sagde Per forstander (tror jeg nok det var) at den nok var nemmere at komme igennem hvis ikke var single. Eller også var det noget jeg læste et sted om hvordan det er at leve heroppe. Jeg kommer i tvivl. Under alle omstændigheder, så tror jeg det har været et kæmpe plus for mig at have Camilla, som jeg kunne snakke med. For snakket det har vi.

Ej, jeg må slutte nu. Nu skal det være. Nat.

Den Store Sportsdag (av det gjorde nas...)

Jeg har ikke lyst til at tænke på i morgen. Den bliver hård. Min ryg knager, mine ben værker, min hænder er godt brugte og forstrukne, er lidt øm over højre øje, mine boller har haft det bedre og jeg skal passe på min venstre fod jeg har vredet om på i kampens hede. Jepper, der har været sportsdag på ATI med stil.

Louise havde sørget for at vi kunne låne byens hal fra klokken 9 til 15 i dag, så efter et lille pittstop på ATI begav jeg mig ned i Hallen med min sportstaske men mit fantastiske sportstøj, for sådan noget har jeg jo forfærdeligt meget af *host host*. Sandt at sige tog det mig et stykke tid at finde noget tøj i det hele taget. Havde håbet på at jeg havde et par nyere shorts en mine skotsternede Bermuda shorts der efterhånden må have en 15 år på bagen. Men hvis det var stilen, så måtte jeg hellere finde en trøje der var ligeså gammel, så jeg fandt min blå, hullede og meget forvaskede ”I got totally pissed in London in 1995” t-shirt frem. Jep, der var ikke et øje tørt. Meget retro.

Men klokken 9 havde de fleste indfundet sig og vi opvarmede lidt ved at løbe lidt og skyde til et par bolde, og jeg kunne ret hurtigt mærke at min varslede superform vist for længst havde forladt mig. I stedet frygtede jeg nu allerede fra morgenstunden sidestik, krampe, vejrtrækningsbesvær og andre dårligdomme. For vi havde et hårdt program vi skulle igennem; trillebør, æg på ske, tovtrækning, fodbold med handicap (se senere), håndbold og så den store ATI cup i indendørs fodbold. Der var rigeligt med muligheder for at komme galt af sted.

Den første event var klassikeren trillebør. Vi blev delt i 4 hold, med ca. 8 på hvert hold, der hver i sær så skulle to og to efter tur løbe af sted med hinanden som trillebør og når man kom ned til bunden af hallen byttede man. I kan godt huske det ikke sandt? Det der med en holder dine fødder mens du møver dig af sted med dine arme som drivkraft. Desværre tøserne på holdet ikke så dygtige til denne klassiske disciplin, og vi blev kun nummer to på trods af min fantastiske præstation. Jeg var faktisk ret hurtig, og jeg fik da også respekt fra forstanderen, der beundrede min teknik. Tror det mest af alt lignende en bulldog, der farer frem.

Dernæst var det æg på ske, eller i dette tilfælde haggysack (eller hvad den nu hedder) på ske. Denne gang tre hold, hver med en ske og bold, og samme strækning – ned til den anden ende af hallen og tilbage igen. Mistede man bolden skulle man starte forfra, med mindre man var kommet ned til den anden ende, så skulle man starte derfra hvis man tabte. Mit hold startede rigtig godt, og så længe ud til at være en klar vinder, blandt andet på grund af min fejlfri præstation naturligvis, men desværre var en af vores holddeltagere ligeså forsigtig som en gal elefant i en glasbutik og havde en balancenerve der mest af alt mindede om en vejrhane i en skypumpe, så det… igen måtte vi nøjes med en anden plads.

Nu var det så at det blev lidt mærkeligt. For nu skulle vi spille fodbold, eller hvad man nu kan kalde denne mystiske afart. For reglerne var de samme. To hold, to mål, en bold, scor hos de andre og alt det der, men før kampen går i gang skal alle der er med have et par briller på lavet af to plastikkrus med små huller i bunden, der gør at du kan stort se 5% af hvad du plejer og dit synsfelt er fordelt i to forskellige retninger. Ja det vil lige ferm være en fordel at være skeløjet i den her sportsgren. En ting er at man ikke kan se noget, og har et dybdesyn som en enøjet, men nu skal man så spille fodbold samtidig. Det er altså så godt som umuligt, men meget morsomt. Og specielt hvis man kigger på. Så der bliver grinet højt. Selv var jeg på banen i første halvleg, og jeg stank til det. Havde en hovedkollision med en af mine elever (der gik ud over mig skal det siges) og jeg rørte knap bolden, for man kunne selvfølgelig ikke se den, når den kom tæt på en. Nej, det havde for mig en lidt større underholdningsværdi at sidde på bænken og at kigge på hvordan folk løb forvildede rundt (gerne forbi bolden), stødte ind i hinanden, skød forbi bolden og ellers farede rundt som hovedløse høns. Det så ret sjovt ud, men jeg tror næppe det er en fodbold variant der bliver optaget som en olympisk sportsgren. Efter dette sportsafbræk fandt vi endnu en klassiker frem – tovtrækning. Først var det lærerne mod eleverne, som vi vandt. Og derefter var det kvinderne mod mændene som vi også vandt. Et dejligt lille ego boost på trods af ens håndflader bagefter var røde som bare pokker og godt brugte. Men vi vandt.

Før middagspausen var der så håndbold, hvor der var tre hold der spillede i to gange ti minutter mod hinanden på kryds og tværs. Håndbolden hoppede jeg let og elefant over, da det ikke lige er mig. I hvert fald ikke med den kondi jeg holder mig, og jeg sku også gemme min energi til den store ATI kup i indendørsfodbold. Men de gik til den og klokken 11.30 var der frokost, sponsoreret af ATI. Så jeg fik mig en lækker sandwich med æg, rejer og tomat og drak en sådan juice firkant ting. Og så var det tid til opgørets time.

Reglerne for indendørsfodbold er simple. Du har fire spillere på hvert hold (det er de gamle regler, ifølge nye regler må man vist have 5), målmanden må ikke røre bolden med hænderne overhovedet og du kan bruge banderne lige så tosset du vil. Vores kampe havde kun en varighed af fem minutter per kamp, men det var mest grundet at vi havde en hulens masse kampe vi skulle igennem. I den store turnering var der nemlig seks hold; ATX A, B, C, procesteknikerne, kontor + personale og til sidst lærerne. På grund af mandefald fra lærernes side havde vi erhvervet os vores forstander, Per, på vores hold, der nu bestod af Karsten, den dødsensfarlige midtbanespiller, Per, den utrættelige overalt spiller, Louise, den aggressive angriber, og mig, den kondiløse men determinerede målmand. Et blændende hold, der noks skulle nå langt. Nu er det bare sådan at denne sportsdag et eller andet sted er for eleverne, så det var ikke meningen at hverken kontoret eller os lærere skulle løbe af med sejren. Vi ville i hvert fald på vores hold forsøge at vinde lidt, men tabe nok til at vi ikke gik videre, eller aller højest i hvert fald skulle komme til at kæmpe om en tredje plads (vi så ville tabe). Det var i hvert fald planen. Alle hold skulle fem kampe (så havde de kæmpet mod alle de andre hold) og til sidst skulle nummer fem og seks i kamp om femte pladsen, nummer tre og fire om tredje pladsen, og til sidst nummer et og to om første pladsen. Når man vil tabe med vilje, skal man jo ikke bare give op og lade folk komme til. De må jo gerne gøre en indsats. Desværre kom vi til at gøre en lidt fro stor indsats selv. Jeg tror vi blev lidt grebet af hvor godt det gik, så den første kamp (mod kontoret) vandt vi 4-0. Lidt skidt begyndelse for et hold der gerne ville tabe. Anden kamp (mod procesteknikerne) blev 2-0 til os, hvilket ikke gjorde situationen bedre. Heldigvis tabte vi til ATX C 0-1. At Mika gav mig en hæl i bollerne kan have noget med det at gøre. Jeg havde det i hvert fald ikke så godt resten af kampen. Men det var et uheld trods alt. Jeg løb lige bag ham da han fyrede en bold af og da han er en af de der, der opererer med høje benløft så fik jeg hans hæl i bollerne. Det gjorde nas. Heldigvis ramte han ikke kronjuvelerne klokkerent, for så havde jeg overhovedet ikke kunne gennemføre resten af dagen. Det var nok mere hvad man kalde et ondt snit. Nas. Nå men tilbage til kampene.

Den store overraskelse kom da vi spillede mod ATX B, der tidligere havde vist formidabel form og angrebsstyrke. Vi startede med at score et mål, for ligesom ikke bare at lægge os ned, men at give dem, noget at indhente, men det skete bare ikke. De store kæmper var simpelthen blevet trætte. Så vi kom til at vinde kampen vist oven i købet 2-0. Ups. Nu blev vi nødt til at have et nederlag hvis ikke vi skulle ende i finalen. Vi skulle nu spille mod ATX A, og vi gjorde vores for ikke at presse alt for meget. Kampen endte da også 0-1 til dem, men ikke fordi vi havde foræret dem sejren. Nej, tøserne havde et godt to mod en angreb, der fik mig udplaceret. Og så var der mål. Nu var vi jo overbevist om at finalen stod mellem ATX B og ATX C, men ak, vi havde talt forkert. C klassen havde ikke vundet 3 men derimod vundet to og spillet en uafgjort, hvilket betød at vi alligevel var i finalen mod ATX B, vi allerede tidligere havde slået. Damn. Kampene om femte og tredje pladsen blev afgjort det var nu tid til le grande finale. Jeg havde et par kampe forinden vredet om på foden, hvilket gjorde lidt nas, men siden vi var underbemandede, altså ikke havde nogen udskiftere, måtte jeg bide smerten i mig og humpe lidt rundt. Heldigvis stod jeg jo på mål, så det gik. Godt nok havde Karsten og jeg lidt bagerste mand kørende, men jeg passede lidt på, så jeg håber at det ikke tager revanche i morgen tidlig. Men kampen blev fløjet i gang, og vi gjorde som før, det vil sige vi ville jo ikke bare lægge os ned. Jeg ville holde buret rent så længe jeg kunne og vi ville holde lidt igen med målene i den anden ende. Heldigvis havde ATX B fået lidt flere kræfter og stillede med et stærkt hold der pressede os fra starten af. I løbet af et par minutter havde de fået et mål, hvilket nu gav os ”lov” til at gå ned og score. Vi måtte jo godt bevare spændingen lidt. Det gjorde vi så. Problemet var bare at der nu stod 1-1 og de fem minutter køb stille og roligt ud. Vi blev enige om at vi så skulle spille til første mål. Bolden blev givet op og kampen rasede med fornyet energi. Per havde en stor chance i modstanderens ende, men ”brændte” den så spændingen blev opholdt indtil det endeligt lykkedes ATXerne at score mod os. Et godt mål i en svær vinkel. Respekt for den. Karsten der stod på mål havde ikke en chance. Så de vandt den store cup, vi tabte med æren i behold og kunne se eleverne i øjnene bagefter.

Til sidst var der præmie overrækkelse hvor vi fik vores sølv (farvede) trofæ og lovning om nogle materielle goder, der stadig befandt sig på ATI. Lige præcis hvad det er fik jeg ikke fat på, da det blev fortalt på grønlandsk, men Per mumlede noget om noget kaffe. Så det bliver nok ikke lige mig, der gør krav på det.

generalforsamling i Klubben

VVVRRROOOOOOMMMMMMM…. Og det var så den weekend. Hold nu op det gik pænt stærkt. Synes lige der var fredag, men nu er mandagen snart færdig. Hvor er det lige det hele forsvinder hen. Nå, man jeg har da ikke kedet mig her i weekenden.

Fredag foregik sådan nogenlunde fredeligt med mig, en god bøf, pommes fritter og en rigtig læskefed bearnaise sovs (nej den var for fed til at være sauce)..mmmmmmm. Tilsæt dertil lidt computerspil, nogle afsnit af serien Lost som Ulrik fra Masanti lige har gjort mig afhængig af, og så lidt telefoneri med kæresten ”hjemme” i Danmark, så er det nok et meget godt billede af min fredag. Dejlig afslappende.

Lørdag startede lidt på samme måde. Computerspil med den gamle garde på world of warcraft, lidt snak med kæresten, og så ellers ud af fjerene og ned til Klubben til den årlige generalforsamling. Den startede klokken 16.00 og der var lovet mad til os efter mødet, og hvilket møde. Der var ca. en 15-20 stykker ud af de 30 medlemmer klubben har der havde mødt op på denne høj hellige lørdag, for at have lidt indflydelse på klubbens fremtid. Selv var jeg lidt mødt op for at se hvad det nu var for en fisk. Lidt for at mænge mig måske. Det er jo ikke alle medlemmer jeg har set. Jeg havde i hvert fald ikke helt tænkt mig at lave nogle revolutioner den dag. Man skal jo lige lære stedet, folkene, kutymerne at kende før man begynder at råbe op. Ellers for man nok bare en over næbbet. Men det var nu ikke fordi var så farligt. Det skal lige nævnes at der kun er mandlige medlemmer i klubben, så stemningen var ret.. lummer. Ikke at der ikke må være kvindelige medlemmer ifølge vores vedtægter, men det har bare ikke rigtig været på tale (som en af medlemmerne sagde ”ja de kan jo ikke være med lem, høhø..” jo stemningen var lagt). Der var sågar forslag om at få kvinder forbudt på stedet inden klokken blev 23, men det blev afvist som ”kvindefjendsk”, de var jo søde nok når de var der. Ellers var de store diskussioner om hvorvidt ølpriserne skulle sættes op (blankt afvist), om kontingentet skulle sættes op (en del diskussion men dog afvist) og om åbningstiden skulle udvides (afvist midlertidigt, da det var et for sent indkommet forslag og at det var ok at stedet lukker klokken 24 i hverdage, så folk kan komme op på arbejde dagen efter). Ellers så økonomien ok ud, på trods af et lån i huset. Som en sagde så er det jo en sund forening, hvortil en svarede ”ja økonomisk, dæleme ikke sundhedsmæssigt” hvortil vi grinede alle sammen. Det skal så lidt ses i lyset af at vi alle sad med en god kold øl og at de fleste medlemmer nok vejer en god del over idealvægten. I det hele tiden var der en sjov stemning, der nok kun kan komme når mænd er samlet sammen med udsigt til et par øl og en gratis middag på en afslappet lørdag. Selve generalforsamlingen var overstået på godt en times tid og så var det tid til en fornuftig omgang kartoffelmos med noget kød (lidt labskovsagtigt, smagte ret godt hvis man er til den slags, og det var jeg lidt den dag), persille, rødbeder, samt en skive rugbrød der fik en af medlemmerne til at spørge om det var hestens fødselsdag. De var pænt tykke. Og så ellers øl. Jeg hang ud i et par timer, drak et par øl, men bestemte mig så for at tage hjem i et par timer for lige at få briller på (havde haft kontaktlinser på om eftermiddagen), drikke en sodavand og så ellers forsøge at tage et par billeder af den der famøse måneformørkelse. Desværre var den jo nok lige så fotogen som Pia Kjærsgaard på en god dag, så det fik jeg ikke meget ud af. Til gengæld fik jag taget med ned i klubben, da jeg vendte tilbage ved en otte tiden. Og så drak vi flere øl. Og flere øl. Og….

Søndag vågnede jeg så op med ondt i hovedet. Sjovt nok. Og så var den weekend ved at være forbi.

baggårdspuma, tennissko og minus handy

Ak, verden er af lave. Otto Brandenburg, Baggårdspumaen er død. Så skide være med at Nørrebro på nuværende tidspunkt ligner en krigszone som vi kender fra films, og den tur jeg havde mulighed for til Sisimiut nok ikke bliver til noget. Otto er død. Nu er det ikke fordi jeg har noget voldsomt personligt forhold til manden, men han var bare så… sej. Hans rå stemme. Og så virkede han bare som en utrolig sympatisk mand. Øv.

Tjaa, ud over det er der ikke sket det helt store heroppe. Det var meningen at jeg måske skulle til Sisimiut i uge 12 til et eforums kursus, men de har lidt svært ved at tage en beslutning om jeg skal med, for det er åbenbart kun for ”nye” supportere af eforum og siden at jeg jo har været supporter siden november, så er jeg jo helt klart og logisk nok sat i kategorien ”gammel” supporter. Der kan man bare se. Det går hurtigt heroppe. Jeg har jo heller ikke lyst til at tage af sted.. op til hundeslædeturer og astma. Hvem har dog lyst til det? (astmaen kan jeg da godt være foruden, men hundeslæde.. suk).

Ellers går livet sin vante gang heroppe. Ugerne går rigtig hurtige (som de plejer), hvilket er ret dejligt. Ikke fordi jeg har travlt med at få det her Grønlandsophold overstået i en fart, men det betyder nemlig at jeg nu kan begynde at tælle dage til Camilla ankommer i det grønlandske, i modsætning til før, hvor det vi altid talte i hele måneder.. suk. Men nu er der 29 dage til hun står i Maniitsoq lufthavn og skal tilbringe påske plus lidt ekstra i armene på mig. Ahhh.. det bliver dejligt. Ja skønt lige frem. Vidunderligt tilmed.

Nå ja, jeg har købt indendørs tennis sko. Så nogen man skal have hvis man skal dyrke indendørs sport. Jeg kan allerede mærke at jeg er blevet meget sundere og har tabt tre kilo bare ved at købe dem. Det lover godt. Nej, det var nu ikke fordi jeg har de store planer om at blive den nye store helse/sports guru, men lidt motion skader jo ikke. Og på tirsdag har skolen lege/sports dag fra klokken 9 til 15, der kommer til at foregå i hallen, så man må jo hellere være forberedt på det værste. Jeg slipper jo nok ikke for at røre mig. Men det bliver der nok en hel blog ud af på tirsdag. Sikkert noget om hvor dårlig kondi jeg var i og hvor dårlig taber jeg i virkeligheden er…

Apropos ting jeg er inviteret til, jeg skal til generalforsamling i ”Klubben” på lørdag. Det starter klokken 16.00 og efter mødet er der middag. Så ved vi jo godt hvordan det ender. Men jeg skal lige se i min brandert om jeg ikke kan huske at tage et par billeder af måneformørkelsen mellem klokken 20.00 og 22.00. Det kunne godt gå hen og blive ret flot.

Og så er jeg eller lidt i gang med et projekt med at hænge rullegardiner op. En simpel opgave skulle man tro, men skruerne skal desværre bores ind i selve vinduesrammen for at kunne være der, og nu er jeg jo ca ligeså meget handy man som en våd avis er god til at tænde ild med, så jeg gør hvis mere skade end gavn. Indtil videre har jeg lånt skolens boremaskine og fået en ud af tre op. Men jeg stoppede ved nummer 2, da skruen ligesom gik i stå.. og så var jeg også ved at flække noget træ i rammen, hvilket jeg efterhånden har lært at det er skidt ting. Så jeg skal lige på skolen og hente et nyt (læs: mindre) bor, så jeg kan komme videre.

Nå den var kort i dag, men det blev også så djævelsk lang sidste gang, så det er nok godt nok.

Ha det godt.

Den Store Kulturaften

Ahhh.. jeg sidder lige og velfortjent nyder min fyraftensbajer nummer to. Fyraftensbajer? En lørdag nat? Hvad foregår der dog deroppe i det høje nord, tænker den opmærksomme læser nok. Jamen det er der da en helt fornuftig forklaring på. Vi har nemlig haft kulturaften i Maniitsoq. Eller en slags afart af Open By Night møder Åbent Hus i den lille by.

For snart halvanden uge siden fortalte Per, forstanderen, at kommunen havde bestemt at vi skulle have en ”Kultur aften” her i byen, da det jo er det de unge de vil have. Resten af grønland har haft en (Nuuk og en række andre steder har i hvert fald), så det må vi jo også have, hvis vi skal se os selv i øjnene og hvis vi skal have en chance for at grine med af alle dem der ikke har haft en. Eller noget. Men Per sagde at kommunen i forbindelse med denne ”kulturaften” gerne vil have at så mange virksomheder som muligt havde åbent hus. Så idéen var at man meldte tilbage, hvis man ville være med, og så ville kommunen lave sedler og få reklamer i lokalradioen for arrangementet med navnene på de steder man så kunne besøge. Smart nok, gratis reklame og alt det der. Så det sku vi da bare gøre noget ved. Vi nedsatte et hurtigt ”Kulturudvalg” (det ene skal jo passe med det andet), der efter nogen forhandling og udbytning kom til at bestå af undertegnede, Per og Sine. Det var så vores store ansvar at gøre ATI klar til den store hob af folk, der på selve aftenen ville strømme til. Sine fik ansvar for Kage- og Kaffekontrol samt at blev lavet forskellige ting man kunne se i laboratoriet, Per stod for kontakt til omverden og logistik og jeg fik et overordnet teknisk ansvar arrangementet. I realiteten vil det så sige at jeg skulle lave to storslåede powerpoints, den ene med stemningsbilleder fra vores tre bygninger, ATI Skolen, Postkassen og Skolefabrikken, og den anden med fakta om vores uddannelser der skulle køre både på dansk og på grønlandsk. Ja, selve teksten, indholdet og oversættelsen havde jeg jo folk til, men at lave den med fancy pansy design var lagt i mine kyndige hænder. For slet ikke at snakke om stemningsbillederne, som jeg også skulle ud og tage. Dem tog jeg torsdag, da det er en af de tog dage jeg har undervisningsfri (jeg underviser mandag, onsdag og fredag), men jeg havde travlt den dag. Der skulle tages billeder, laves power point, forberedes undervisning til næste dag, observeres en af Anne Maries timer i forbindelse med min PG og så alt det andet man skal på en almindelig dag på kontoret. Men jeg nåede det hele og var ganske stolt af min egen indsats da jeg tog hjem torsdag eftermiddag.

Fredag startede dog med et slag i ansigtet på det ellers velfungerende ATI Kulturudvalg. Om morgenen inden jeg tager på kontoret drejer jeg jo som regel omkring Pisiffik og ser om de denne gang kan huske hvad et spansk rundstykke er for en størrelse (hende der kan huske det, er der ikke om morgenen for tiden så vi er tilbage til begyndelsen.. suk), og der så jeg en stak papirer med reklame for lørdagens store kultur arrangement, med navnene på de steder man kunne tage hen på både dansk og grønlandsk. Og hvad ser jeg, da jeg skimmer listen? Vi står ikke på den!!! Skandale, tænker jeg med det samme. Sammensværgelse. Inkompetence. Eller noget i den dur. Nogen har i hvert fald lavet en fejl og det kan jo ikke være os, ergo er det kommunen. Jeg marchere med hårde skridt hen til Per og stikker ham listen og spørger om det betyder at vi så ikke må lege med de store drenge alligevel, da det kommer fra ham: ”Det er min skyld… jeg har sgu da glemt at melde os til!” Ak ak ak. Jeg vidste jeg skulle have overtaget magten i kulturudvalget, men af respekt for min overordnede undlod jeg… og det er takken? ”Glemt”? Tsk. Men Per fik lavet nogle voldsomme undvigelsesmanøvrer og i løbet af fredagen blev fadæsen rettet, ATI kom med på en ny liste, der kom ud, reklamen i den lokale radio inkluderede nu også os, og så var det bare op til folk og de havde nået at høre noget som helst. Jeg havde ikke den store tiltro til det.

Men slaget skulle står fra klokken halv otte til halv ti lørdag aften, og vi havde aftalt at vi efter denne årets kulturbegivenhed, uanset om det var gået godt eller skidt, ville have en lille filmklubsaften (det var rent faktisk Anne Marie der inviterede denne gang). Vi skulle se den danske film Drømmen, men den vil jeg vende tilbage til senere. Vi ansvarlige hovedpersoner fra kulturudvalget mødte op ved en seks tiden, hvor der så blev flyttet de sidste borde, sat projektorer og computere op, laboratoriet gjort klar med mikroskoper med alger i, kaffe te og kage gjort klar i klasselokalerne der i dagens anledning var lavet til en slags café. Det var også her i caféen at mine stemningsbilleder kørte på repeat. Klokken passerede de halv otte uden de store hober havde overrendt vores ellers nydelige kaffe sortiment (vi var flere der havde fundet tid til at lave en kage, selv havde jeg lavet en noget sumpen chokolade kage), og jeg tænkte lidt ved mig selv at det her nok skulle blive meget lange to timer. Men så skete der noget, jeg ikke i mine vildeste drømme var forberedt på. Der kom folk. Og faktisk en del af dem. Ikke en kæmpe rush in på en gang, men de kom stille og roligt i en lind strøm, så stedet, spiste en kage, så lidt på billederne, var lige inde og vende i laboratoriet der specielt var et hit hos børnene, der her kunne se på ting under lup og mikroskop, og tog så videre til næste sted der var åbent. Kommunen havde oven i købet lejet byens eneste bus til at køre i rundefart i de to timer arrangementet varede, så folk kunne køre gratis fra sted til sted. Ren luksus. I godt halvanden time var der folk på ATI, ikke så lang tid af gangen, men god udskiftning og os lærere der havde bestemt os at møde op i dag (Per, Sine, Karsten, mig, Christian og Anne Marie) hyggede os da gevaldigt. Specielt underholdene var lokalradioens guerilla jounalist, der kvart over ni kom ind på skolen bevæbnet med en hørebollesnegl og en mikrofon. De sendte live og med et rovdyrs præcision kastede han sig først nådesløs over Karsten, dernæst Per og til sidst et par af vores elever vi havde fået til at komme for at kunne svare på spørgsmål (hvis der kom nogle). Ikke noget med at præsentere sig først (goddag jeg hedder det og det og kommer fra Manitsoq lokal radio og vil lige høre om jeg kan stille dig et par spørgsmål), det var åbenbart udeladt som overflødige høflighedsfraser. Nej, det var med det samme ”Hvad hedder du? Nå og hvad laver du her? Kan du beskrive hvad i laver her? Hvor mange elever har i” etc. Efter det indledende gik det dog vist ok. Tror vi slap fra det med æren i behold, selv om Karsten håbede lidt på at det ikke var live, da han selv mente at jan da vist fik sagt noget forfærdeligt vrøvl.

Men kulturaftenen løb til enden og da vi havde fået de sidste gæster gelejdet ud, var det tid til en god film. Som sagt så vi Drømmen af Niels Arden Oplev. En grumme men utrolig smuk film om overgangen fra den sorte skole til den mere ”løse” skole vi kender i dag, sat i 1969. Stor film og til min overraskelse var den klippet min gode ven Søren B. Ebbe. Ven og ven er måske så meget sagt. Jeg kender ham i hvert fald. Min eks eks eks kæreste og jeg lejede hans lejlighed, da vi var i London helt tilbage i 1996. Han skulle til Danmark, da han lige havde fået et job på en ny dansk tv serie kaldet Taxa (ja, den Taxa) og skulle have nogen til at passe på lejligheden, når han nu skulle være væk i mindst et halvt år. Det gjorde vi så. Og af samme grund har jeg holdt øje med ham på sidelinien, og spejdet efter navnet når der kom en ny dansk serie. Og man må sige han har haft travlt. Taxa, Edderkoppen, Krøniken, Rejseholdet, Ørnen, foruden film som Pizza King, Flyvende Farmor, En Kærlighedshistorie, Nordkraft og den nye Prag. Men som sagt, ham kender jeg. Lidt. Vil tvivle på at han kan kende mig, hvis han så mig og jeg har sådan set ikke set ham i ti år, men det er ikke så vigtigt. Jeg kendte ham før han blev kendt med de kendte og nede med de fede. Men det var vist et mindre sidespring.

Vi så i hvert fald film, og den var god. Da vi havde set den færdig, ryddet op og alt det kedelige man nu engang skal efter et sådant arrangement, havde jeg en ustyrlig løst til en enkelt fyraftensøl. Ikke mere end det. Bare en og forsøgte at sælge de andre lærere idéen om en enkelt i klubben (men kun hvis der ingen var derovre, da de ellers på dette tidspunkt ville være godt berusede og høre Big Fat Snake på storskærm…). Karsten var med på idéen, men til vores skræk var han løbet tør for kontanter og jeg havde glemt min pung derhjemme (den lå i den almindelige taske, og jeg havde min computertaske med, da vi brugte min computer til fremvisningen… øv). Heldigvis forbarmede Anna Marie sig over os og vi fik lånt en god 50 kroner, der kunne indbringe os en øl hver fra klubbens ølautomater. Men heller ikke mere. Og det var jo et eller andet sted ok. Så vi fik en øl, snakkede lidt om løst og fast, arrangementet og var vist begge lige overraskede over det store opbud der var på denne højhellige kulturaften. Efter en lille halvtime skiltes vore veje og jeg tog hjem, hvor jeg så bestemte mig for at få fyraftensbajer nummer to, jeg nu snart kan se en bund på. Det var også den eneste øl jeg havde i køleskabet, men den smager jo helt godt, når man ved at den er velfortjent. Mmmmm.. Jepper. Og så nåede jeg også lige at blogge inden jeg skal sove. Velfortjent, yderst velfortjent.

Mmmmmm…det var vist den øl.

Take me to your leader

Mand jeg har sovet dårligt i nat. Seriøst dårligt. Kan ikke huske jeg sidst har sovet så elendigt. Det startede med at jeg gik i seng med en knaldende hovedpine. Jeg bestemte mig for at siden jeg alligevel skulle sove kunne det ikke betale sig at tage et par piller. Det skulle jeg nok have gjort alligevel. Jeg vågnede flere gange i løbet af natten og hver gang med en endnu værre hovedpine. Klokken 3 gav jeg op og fik spist et par piller. Det hjalp lidt, men sov alligevel skidt, bare minus hovedpinen.

Men i dag var der fastelavnsarrangement på skolen. Det skulle foregå i 4. lektion (klokken 14.30) hvilket betød at mine timer med C klassen bliver udskudt til en anden dag, hvilket passer mig fint, da jeg var ret træt i dag. Men ikke at jeg tog hjem og tog en middagslur. Nix jeg skulle jo til fastelavns og det i fuldt kostume, jeg lavede i går. Der er jo ikke noget sjovere end at få lov til at klæde sig ud en gang i blandt og der skal altså ikke mere end en veludviklet fantasi før man kan lave nogle ret sjove ting. Og i år var det altså faldet mig ind at jeg skulle være robot. I ved med papkasse på kroppen og en på hovedet, og så tegne lidt på kassen og skære et par huller til arme og øjne og sådan. Nu er jeg bare lidt mere pernippen når deetaljer. Så en papkasse hvor der står Øbro flyttefirma hjælper ikke overbevisende på min robots troværdighed. Så jeg købte to ruller sølvpapir og gik så ellers i gang med tapen. Lidt over en time siden havde jeg kreeret en ondskabsfuld dræber robot, eller måske bare en rar kæmpe der med en metallisk stemme deklarerer ”Take me to you leader!” På skolen blev den så lige opgraderet med et par meget coole sprittusch tegninger af blinklys. Jep der var stil over den. Men prikken over i’et var at jeg på min robothoved havde tapet et blåt politiblink ovenpå, der kørte rundt og lyste. Er det bare sejt eller hvad? Før jeg trak i kasserne tapede jeg desuden mine bukser til med sølvpapir, så de matchede min fantastiske sølv beskinnede overkrop. Og jeg siger jer, der var ikke et øje tørt. Jeg var lidt en helt, men også lidt en sundhedsrisiko at være i nærheden, da jeg havde lavet mit udkigs spalte for højt, så jeg kunne ikke se særligt langt ned. Og det er ikke alle grønlændere der er særligt høje, så jeg blev ved med at støde ind i nogle af dem. Ikke så heldigt, men værre var, jeg kunne jo ikke se tønden man skulle slå den forbandede kat af. Og mine arme var lidt handikappede af kassens udformning, men folk grinede og så var det vel ok et eller andet sted. Bagefter var der fastelavnsboller, varm kakao og uddeling ag kattekroner til kattekongen og dronningen, foruden valg af bedste kostume. Jeg vandt ikke. Øv. Til gengæld vant Maalia, der var klædt ud som sjofel trucker.. hun var ret god, så jeg bøjede mig og pakkede min dødsstråle væk. Hun fik lov at slippe. Denne gang.

Ja, hvad ellers.. nå ja, endnu en mad skandale i den lille pisifik, min yndlingsaversion, hvis det ikke var fordi jeg handlede ind der i tide og utide. Denne gang gik det ud over kartoflerne. Deres system i pisiffik (i hvert fald i denne her) er at tage en stor papkasse og åbne den i bunden, hvorefter man så fylder papkassen med kartofler. Simpelt og effektivt. Papkassen står så på et eller andet bord, så det hele er i en fornuftig højde. Der har jeg da tid købt kartofler. Ingen problem. Jeg valgte dem selv og det gjorde jeg ved at føle på hver enkelt kartoffel før jeg puttede den i en pose, da der var indtil flere der var lidt slatne og havde spirer etc. Men det skulle vise sig at det var meget værre end det. For en ting at man har et system, der tillader dig at have en masse kartofler på et forholdsvis lille areal, men hvis du aldrig skifter papkasse eller i det mindste tømmer den helt, men blot hælder nye på, så sidder der altså ret mange i hjørnerne der bare rådner og rådner og rådner. Man skulle tro disse folk havde fået et hoved til at tænke med, men de bliver ved med at overraske mig. Så en dag jeg kom ind i pisiffik sidset uge, var der 2 stakkelts 14 piegr, der havde fået til opgave at muge ud i den føromtalte. Det stank. Det var simpelthen ulækkert. Grønne kartofler, mug, klamhed en masse. De kan altså skuffe mig gang på gang.

Derudover var jeg på tur i Koldedalen med Anne Marie og Christian her søndag eftermiddag. Det var en skøn, lang gåtur. Vejret var dejligt og et par timers gå tur blev det til. Som Anne Marie sagde så måtte det også dække motionen for den her uge. Jeg er så enig. Vi sluttede turen af med varm, kakao og friskbagte boller. Ikke så ringe endda.

Nå ja så lige på falderebet. I går nat drømte jeg at jeg barberede Sven Ole Thorsen siddende i en sandkasse.. stik den. Til jer der ikke lige kan huske hvem den legendariske Sven Ole Thorsen er, så er det ham dansker fittness manden der er ven med Arnold Schzwartsnegger og har en bitte rolle i alle hans film, hvor han som regel ender med at blive dræbt eller i det mindste få bank. Det er også ham der i Gladiator spiller den gamle legendariske gladiator, Tiger, der alligevel får bank af Russel Crowe, men ikke før han får proklameret på den værste omgang dansker engelsk ”viii hu ar abåut to daj salååt ju” (we who are about to die, salute you). Ganske skrækkeligt moment i filmhistorien, men man kan jo argumentere for at folk i rom og gladiatorer i særdeleshed kom fra hele kloden og ikke talte lige godt engelsk. På den anden side talte de overhovedet ikke engelsk derned i rom, så det giver nok udmærket mening afterall…

Nå, det var alt fra mig i denne omgang. Sov godt. Jeg skal i hvert fald gøre mit bedste.