Ja, så er der snart kun en måned til at jeg kommer hjem til familie og venner.. og min dejlige kone. Datoen er den 5. juli og den bliver ikke ændret. Overhovedet ikke. Den kan ikke ændres. Og heller ikke refunderes. Sådan er det nemlig når man køber en rød billet i stedet for en grøn. Forskellen er at man med en grøn billet kan få den ændret og få den refunderet hvis man sku få lyst til det. Det og så 4.500 kroner - en rød billet koster 7.500 og en grøn koster 12.000. Og så vidt jeg kan se er refunderings- og ændringsretten det eneste man får for de 4.500 kroner. Det er fanme ikke meget. Jeg prøvede at skrive til Air Greenland for at høre om det virkeligt kunne passe. Det kunne det godt. Ja jeg skrev til dem om jeg kunne få min røde billet ændret til en afgang dagen før. De sagde at jeg havde købt en rød billet og den kunne IKKE ændres. Så spurgte jeg så om forskelle på rød og grøn billet og de 4.500 kroner. Så blev de lidt sure og gentog det med den røde billet. Ja, jeg kan da være ligeglad, det er ikke mig der spilder 4.500 kroner. Men tilbage til min kone.
Jeg har lige snakket med hende. Staklen var ret træt, men insisterede alligevel på at snakke, mens hun gabte om kap med sig selv. Det er ikke uden problemer sådan at have et lang distance forhold, og det gør det ikke nemmere at det er et lang distance ægteskab. Man bliver jo nødt til at snakke sammen ofte og tidsforskellen er lidt et slag i ansigtet. For skal vi snakke bliver det ofte omkring 23 dansk tid, men så er det omkring min aftensmadstid og er det ikke, er det alligevel omkring det tidspunkt hvor man kan udnytte aftenen til at være lidt produktiv, men siden jeg jo et medlem af den mandlige race, så ejer jeg ikke multitasking genet. Så jeg kan vælge at a) enten snakke med Camilla, b) lave noget produktivt men undvære at snakke camilla, C) snakke med Camilla og febrilsk forsøge at lave noget produktivt og håbløst fucke begge ting op. ”Tingen” jeg laver kan jeg ikke koncentrere mig om og Camilla bliver jeg fraværende overfor.. nix, det går bare ikke. Men nogengange når jeg bare et punkt hvor alle samtalerne irriterer mig mere end de gavner. Ikke at jeg er træt af Camilla, tværtom. Det er mere fordi jeg savner hende så forbandet meget og jeg savner at hun er her. Lige her. Så man kan røre hende og snakke mens man er i samme rum. Ikke alt det her langdistance pis. Men så går der et par dage, så er jeg god igen, og vi snakker endnu et par timer over skype. Den kærlighed, den kærlighed.
Men ugen har ellers budt på lidt af hvert. Pinsen blev nemlig ikke så grel som DMI ellers havde lovet. Lørdag var jeg til middag med Sine, Anna Marie og Christian på byens eneste restaurant af finere karakter, restauranten på Hotel Maniitsoq. Vi mente lidt det var på tide at vi mødtes andre steder end kun poå skolen eller til vores duelighedskursus (som jeg snart skal til eksamen i, arrhgh..). Så vi mødtes klokken havl otte på hotellet og kiggede lidt på det sparsommelige menu kort. Retterne var fine nok, men der er bare ikke så meget at vælge imellem. Til gengæld var det tæt på at jeg havde bestilt moskusoksemørbrad med gratineret hvalspæk. Har ingen anelse om det ville have været verdens dårligste beslutning, men de var udgået for det den aften, så jeg fandt ”desværre” ikke ud af det. Jeg endte med oksemørbrad der var anstændig med et par halve store kartofler der havde gennemgået en eller anden olieret behandling så de smagte lidt af søde halvbagte æbleskiver. Ikke videre heldigt. Bvadder. Men vi fik en god rødvin og snakkede og snakkede indtil klokken var 23-24 stykker. Under aftenen kom Anna Marie med den idé at vi skulle sejle ud midt på natten og se pinsesolen stå op. Så skulle vi have været ude ved en tre tiden om natten, så vi valgte at udskyde det lidt. Indtil klokken 6 i stedet. Sine hoppede dog fra, men vi tre andre var samlet igen ved båd havnen klokken 6.30, Anna Marie og Christian i deres båd, og jeg i Madicken. Yes sir. Kaptajn Toft slår til igen. Det blev en dejlig tur hvor vi sejlede lidt rundt i fjorden, prøvede at fange lidt fisk, men der var ikke rigtig andet en ulke der ville bide på. Tror ikke helt at fiskesæsonen er startet endnu. Men det komme nok.
Jeg var hjemme igen lidt over tolv og i en kombination af træthed og vane koblede jeg mig på World of Warcraft og kom lynhurtigt i en gruppe, hvor vi skulle smadre et skummelt sted i et par timer… men… så avr det lige at jeg fandt ud af at jeg var den totalt falske husbond. For Camilla kom på Skype og vi havde åbenbart aftalt at vi skulle snakke sammen der klokken 13.00. Hun havde skyndt sig tilbage fra Roskilde, hvor hun besøgte sine forældre, for at nå det. Og her sad jeg spillede wow og havde pludselig meget dårlig samvittighed. For jeg kunne jo heller ikke brænde gruppen af (det bliver man ikke særlig populær af i sådanne spil). Og Camilla var ikke lige den gladeste kone i Danmarks rige det kunne jeg godt høre. Tror endnu hun brugte ordet skuffet(av..). Så for engang skyld fik jeg investeret i et multitasking gen og jeg spillede faktisk okay samtidig med at jeg snakkede og lyttede og kommenterede interesseret på alt hvad hun sagde. Ja det var altså ikke kun ”ja, nå, det lyder godt skat..”. Jeg hørte faktisk efter, og fortalte selv vidt og bredt om vores fisketur og andre ting og sager. Tror egentlig bare at jeg var så overtræt at jeg var blevet ret så frisk. Det vatr åbenbart hvad der skulle til, men det er i hvert fald ikke en ting der skal prøves igen. Minder mig lidt om dengang da jeg var 13 år og mødte min daværende kæreste nede i byen en aften, hvor jeg var på vej med en ven over til en anden ven. Jeg sagde "hej og hvad laver du her?" Og så var det jo at hun ligesom sagde at hun "var på vej i biografen for at se en film.. med mig". Ups. Jeg burde jo have lært det nu. Skriv den slags ned, René! Det er ris til egen røv. Men Camilla blev god igen, sådan da.
Mandag var jeg igen ude og sejle, denne gang med Sine. Vi havde aftalt en eftermiddagstur hvis vejret var til det, og endnu engang var vejrguderne med os. Sådan da. Det var ikke sol fra en skyfri himmel og vindstille, men godt nok til råk. Og det gælder jo om at få noget træning inden vi skal til den praktiske del af eksamen i duelighed. Vi skal jo mestre at styre en Targa (STOR båd) i havn, samle en nødlidende op og sådan noget gejl. Og det skal så demonstreres med finesse og ynde som en balletdanser og ikke som en fordrukken elefant i en glasbutik (sådan er det lidt jeg har det nu). Så vi øver os. Sine og mig med søkort og pejlinger og jeg skal gi dig skal jeg, af sted ud i skærgården. Bare rolig, Sine havde en GPS med hvor der var gamle ruter med, så vi havde en nogenlunde mulighed for ikke at sejle på skær. Men vi fik sejlet lidt rundt om den store Maniitsoq ø, fisket lidt (stadig ingen fisk), snakket, sejlet, spist lidt kiks og madpakke, og vips så var der gået to timer. Og vejrtelefonen havde lovet at det ville blæse op i løbet af eftermiddagen og det gjorde det så. Så turen hjem blev en del mere bølget end turen ud. Forestil jer rutsjeturen i et tivoli, sådan op og ned op og ned. Så trækker du så en tredje del af glideturene ned væk og erstatter dem med fald på en halvmeters penge med dertilhørende brag, syk i maven og skumsprøjt over stævnen. Hehe. Det var sjovt. Jeg kunne ikke andet end at grine. Der var ikke det store at være nervøs for. For det første var vi ret tætte på havn, opg for det andet var bølgerne ikke særligt store. Men hvis det er hvad man kan få ud af små bølger så bliver det da voldsomt underholdende med store bølger.. måske lige underholdende nok. Vi kom i hvert fald hjem igen i et stykke. Denne gang.
Det var vist nok for nu. Ha det godt så længe.
onsdag, maj 30, 2007
fredag, maj 25, 2007
møgvejr...
Møgvejr. Ganske simpelt. Røv vejr. Her har man lige brugt 60.000 bobs på en båd og vi har forlænget weekend, og er mentalt klar til at bruge en hel weekend eller mere på de blå bølger. Vejret har hele ugen været fint og forårskåds, men så lige 20 minutter før jeg får fri i dag.. dum dum duuuuum.. snevejr. Og meget af det. Jepper. Vinteren nægter simpelthen at gi op endnu. No way jose. Pis. Og DMI har lovet at lortevejret fortsætter pinsen over.. endnu mere pis. Ja undskyld sprogbruget men det er .. fa.. for søren da træls. Og jo selvom der er sne og træls så er der stadig lyst. Hele tiden. der bliver aldrig mørkt for tiden, kun gråligt. Så nu når man går i seng uanset tidspunkt er der lyst. når man står op er det lyst. Jeg tror faktisk jeg synes at den evige formiddagssol er mere irriterende end vintermørket. Der kunne man da i det mindste sove uden mørklægningsgardiner.
Nå, men så kan jeg også bare sidde og spille computer i stedet, nu når jeg ikke kan komme ud og sejle. Suk. Nej, jeg har faktisk planer for weekenden. I morgen er vi en 4-5 lærere der tager en tur på hotellet og får noget godt at spise. Og om søndagen skal vi holde en netcafe (hvilket i det store hele blot vil sige at jeg spiller computer et andet sted i stedet for hjemme).
Men der er ellers sket hint og meget heroppe i det kolde nord. Ikke fuldstændigt action packed, men livet går sin vante gang og der sker en hel del små ting rundt omkring en, hvis man blot lige giver sig tid til at lægge mærke til det (og husker at notere det). For eksempel havde jeg i tirsdags min første eksamensvagt nogen sinde. Jepper. Vi havde skriftlig prøve i dansk, så vores elever havde fire timer til at skrive en dansk stil om et af fire emner. Der var noget samfundsrelevant, noget eventyr og sådan lidt for enhver smag. Jeg havde vagt fra 11 til 12, altså kun en times penge, men det var ret sjovt at prøve ”fra den anden side”. Ikke fordi der skete noget som sådan. Højdepunkterne tæller to elever jeg skulle følge ud på toilettet (de må jo ikke gå alene), at hælde vand op til et par stykker, uddele slettelak til et par elever (meget servicemindet ung mand her) og sidst men ikke mindst tage i mod stilene som eleverne blev færdige. Stakkels elever der sad og skulle svede i fire timer. Det var så heller ikke alle der holdte ud så længe. Vi havde en der gik efter 2 timer. Han havde skrevet næsten en hel side. Ingen grund til at overdrive…. Så havde vi en anden pige der gik efter 2 en halv time, hun havde så til gengæld skrevet 5 sider. Men sådan er vi jo så forskellige.
Apropos stakkels elever, så har mine elever de sidste tre uger skulle skrive et selvvalgt projekt om et eller andet emne der har relation til noget vi har læst om eller på anden måde beskæftiget os med. Det er så gået lidt op og ned kan man vist roligt afsløre. Vi brugte de fleste af timerne i uge 19 og 20 men det var ligesom ikke alle der rigtigt kom i gang, og så i dag faldt hammeren. I dag skulle projektet så være færdig og afleveres til undertegnede senest klokken 16.00. Og det er ikke et hvilket som helst projekt. Det er den større skriftlige opgave i stedet for at have en skriftlig dansk eksamen, så den tæller 20% af den mundtlige karakter. Hvis de altså ikke aflevere. Så hvis de ikke aflevere, men går op og score 10 så får de stadig kun 8. Det må eddermanme være nedern. Ærgerligt siger jeg bare. Nå men jeg er så lidt den onde lærer, da visse elever ikke helt kunne forstå at der altså var visse krav til projektet og det måske havde været en god idé at starte før i dag med at skrive projektet. Jo der sad elever og baksede med den umulige opgave at skrive 3-4 siders engelsk projekt samme dag som det skulle afleveres (1300 anslag uden mellemrum per side). En af dem var ellers frisk nok og kom ind på mit kontor og spurgte om hun ikke kunne aflevere på mandag. Til det måtte jeg jo bare sige ”næ, I har jo haft tre uger, desværre”. Ja, ond, men uretfærdig er jeg også. Inden jeg tog fra arbejde i dag tror jeg at jeg nåede op på 15 afleveringer ud af 26 elever. Ikke en alt for god statestik, men det kan være jeg husker forkert. Det håber jeg så sandelig.
Dog er det ikke alle elever der hader mig som pesten (tror kun der er et par stykker der godt kunne bruge at jeg faldt i vandet og blev der), faktisk blev jeg den anden dag mødt af råb fra en af mine elever der stod på kollegiets terrasse/brandgang/udvendige himstergimst. Hun råbte ”RENÈ! Jeg har skrevet en sang om dig! Vil du hører den?” Det var jo en chance jeg ikke helt kunne lade gå mig forbi så jeg sagde ja selvfølgelig og var klar til en velskreven vise om engelsklæren der ændrede hele deres liv med hans indsigtsfulde undervisning, der ligesom var i et med det de lige gik og tænkte. En tekst om hvor meget hun og de andre elever altid ville huske mig som verdens bedste engelsk lærer. Eller noget. Bare noget pænt. Det var dog ikke lige det jeg fik. I stedet begyndte hun dansende som en indianer at råbe synge ”HEEYAYAYA HEYAYA WUAAYAYYVIIK..” og så videre og så videre. Fuldstændig ligeglad med de ret så nysgerrige tilskuere der havde samlet sig i gården forneden. De var ligesom mig ret så flade af grin. Nu er denne lille syngetrold nu også beæret med et skuespillertalent, der gør at hun har det helt godt i rampelyset. Under alle omstændigheder takkede jeg mange gange for sangen, da hun endelig blev færdig (det tog lidt tid, da hun lige kom ind i en god bølge af yayata’er på et tidspunkt). Jeg takkede og sagde at jo, det ku jeg godt høre. Den ramte det sku meget godt. Også selvom det ikke lige var det jeg håbede på. Men det sagde jeg ikke til hende.
Ellers er der ikke meget at sige ud over måske at min farmor lige har haft 85 års fødselsdag, hvilket er lidt stort for mig. Den gamle kone er still going strong, hvilket bare er skønt. Jeg sendte hende et 16 siders brev her i mandags i håb om at det kunne nå frem i går til hendes fødselsdag og tro det eller ej, missionen lykkedes faktisk for en gang skyld. Brevet fik hun faktisk på selve dagen. Dejligt. I brevet havde jeg vedsendt en lille isbjørne broche lavet af ben. Den var vist et hit. Kommer lige i tanke om at hvis hun fylder 85, så er det ca præcis 10 år siden jeg var i Indien og Nepal. Jeg kan nemlig huske at efter den tur skulle jeg hjem til Danmark for at holde min farmors 75 års fødselsdag. 10 år.. ja, der er da sket lidt siden. Aalborg, uddannelse, job, Grønland, ægteskab. Ikke helt dårligt, hvis jeg selv skal sige det.
Men tillykke igen gamle kuorn :)
Nå, men så kan jeg også bare sidde og spille computer i stedet, nu når jeg ikke kan komme ud og sejle. Suk. Nej, jeg har faktisk planer for weekenden. I morgen er vi en 4-5 lærere der tager en tur på hotellet og får noget godt at spise. Og om søndagen skal vi holde en netcafe (hvilket i det store hele blot vil sige at jeg spiller computer et andet sted i stedet for hjemme).
Men der er ellers sket hint og meget heroppe i det kolde nord. Ikke fuldstændigt action packed, men livet går sin vante gang og der sker en hel del små ting rundt omkring en, hvis man blot lige giver sig tid til at lægge mærke til det (og husker at notere det). For eksempel havde jeg i tirsdags min første eksamensvagt nogen sinde. Jepper. Vi havde skriftlig prøve i dansk, så vores elever havde fire timer til at skrive en dansk stil om et af fire emner. Der var noget samfundsrelevant, noget eventyr og sådan lidt for enhver smag. Jeg havde vagt fra 11 til 12, altså kun en times penge, men det var ret sjovt at prøve ”fra den anden side”. Ikke fordi der skete noget som sådan. Højdepunkterne tæller to elever jeg skulle følge ud på toilettet (de må jo ikke gå alene), at hælde vand op til et par stykker, uddele slettelak til et par elever (meget servicemindet ung mand her) og sidst men ikke mindst tage i mod stilene som eleverne blev færdige. Stakkels elever der sad og skulle svede i fire timer. Det var så heller ikke alle der holdte ud så længe. Vi havde en der gik efter 2 timer. Han havde skrevet næsten en hel side. Ingen grund til at overdrive…. Så havde vi en anden pige der gik efter 2 en halv time, hun havde så til gengæld skrevet 5 sider. Men sådan er vi jo så forskellige.
Apropos stakkels elever, så har mine elever de sidste tre uger skulle skrive et selvvalgt projekt om et eller andet emne der har relation til noget vi har læst om eller på anden måde beskæftiget os med. Det er så gået lidt op og ned kan man vist roligt afsløre. Vi brugte de fleste af timerne i uge 19 og 20 men det var ligesom ikke alle der rigtigt kom i gang, og så i dag faldt hammeren. I dag skulle projektet så være færdig og afleveres til undertegnede senest klokken 16.00. Og det er ikke et hvilket som helst projekt. Det er den større skriftlige opgave i stedet for at have en skriftlig dansk eksamen, så den tæller 20% af den mundtlige karakter. Hvis de altså ikke aflevere. Så hvis de ikke aflevere, men går op og score 10 så får de stadig kun 8. Det må eddermanme være nedern. Ærgerligt siger jeg bare. Nå men jeg er så lidt den onde lærer, da visse elever ikke helt kunne forstå at der altså var visse krav til projektet og det måske havde været en god idé at starte før i dag med at skrive projektet. Jo der sad elever og baksede med den umulige opgave at skrive 3-4 siders engelsk projekt samme dag som det skulle afleveres (1300 anslag uden mellemrum per side). En af dem var ellers frisk nok og kom ind på mit kontor og spurgte om hun ikke kunne aflevere på mandag. Til det måtte jeg jo bare sige ”næ, I har jo haft tre uger, desværre”. Ja, ond, men uretfærdig er jeg også. Inden jeg tog fra arbejde i dag tror jeg at jeg nåede op på 15 afleveringer ud af 26 elever. Ikke en alt for god statestik, men det kan være jeg husker forkert. Det håber jeg så sandelig.
Dog er det ikke alle elever der hader mig som pesten (tror kun der er et par stykker der godt kunne bruge at jeg faldt i vandet og blev der), faktisk blev jeg den anden dag mødt af råb fra en af mine elever der stod på kollegiets terrasse/brandgang/udvendige himstergimst. Hun råbte ”RENÈ! Jeg har skrevet en sang om dig! Vil du hører den?” Det var jo en chance jeg ikke helt kunne lade gå mig forbi så jeg sagde ja selvfølgelig og var klar til en velskreven vise om engelsklæren der ændrede hele deres liv med hans indsigtsfulde undervisning, der ligesom var i et med det de lige gik og tænkte. En tekst om hvor meget hun og de andre elever altid ville huske mig som verdens bedste engelsk lærer. Eller noget. Bare noget pænt. Det var dog ikke lige det jeg fik. I stedet begyndte hun dansende som en indianer at råbe synge ”HEEYAYAYA HEYAYA WUAAYAYYVIIK..” og så videre og så videre. Fuldstændig ligeglad med de ret så nysgerrige tilskuere der havde samlet sig i gården forneden. De var ligesom mig ret så flade af grin. Nu er denne lille syngetrold nu også beæret med et skuespillertalent, der gør at hun har det helt godt i rampelyset. Under alle omstændigheder takkede jeg mange gange for sangen, da hun endelig blev færdig (det tog lidt tid, da hun lige kom ind i en god bølge af yayata’er på et tidspunkt). Jeg takkede og sagde at jo, det ku jeg godt høre. Den ramte det sku meget godt. Også selvom det ikke lige var det jeg håbede på. Men det sagde jeg ikke til hende.
Ellers er der ikke meget at sige ud over måske at min farmor lige har haft 85 års fødselsdag, hvilket er lidt stort for mig. Den gamle kone er still going strong, hvilket bare er skønt. Jeg sendte hende et 16 siders brev her i mandags i håb om at det kunne nå frem i går til hendes fødselsdag og tro det eller ej, missionen lykkedes faktisk for en gang skyld. Brevet fik hun faktisk på selve dagen. Dejligt. I brevet havde jeg vedsendt en lille isbjørne broche lavet af ben. Den var vist et hit. Kommer lige i tanke om at hvis hun fylder 85, så er det ca præcis 10 år siden jeg var i Indien og Nepal. Jeg kan nemlig huske at efter den tur skulle jeg hjem til Danmark for at holde min farmors 75 års fødselsdag. 10 år.. ja, der er da sket lidt siden. Aalborg, uddannelse, job, Grønland, ægteskab. Ikke helt dårligt, hvis jeg selv skal sige det.
Men tillykke igen gamle kuorn :)
søndag, maj 20, 2007
Du er skrupskør Madicken...
Jeg er nu officielt ejer af en 4,5 meter lang og 2 meter bred orange lyn af en skude fra den gang den slags var lavet for at holde. Ikke noget nymoderne strømlinede hvide spidser og smarte soltag. Ingen fancy habbengut så som cruisecontrol eller andet tosset, der kan gøre det nemmere for dig. Faktisk er der ingen luksus. Overhovedet. Der er en båd, en motor, en kahyt og det er ca. det. Og det skal da siges at den har nogle år på bagen og at det kan ses. Men som før nævnt er den fra en tid hvor man byggede noget kram, så den holder og den holder godt. Men der er meget der skal gøres hvis den skal blive HOT igen. Og det har jeg da tænkt mig. Først vil jeg dog bruge denne sæson (fra nu til og med oktober/november alt efter vejret) på at lære at sejle i det hele taget. Der er ingen grund til at bruge kostbar sejladstid på at sætte båd i stand. Det er det man kan bruge vinteren på. Til vinter får jeg derimod travlt. Jeg vil tage træpanelet til kahytten af (det kan skrues af) og pudse det på ATI værkstedet, for derefter at give det en ordentlig omgang teakolie. Træværket skriger lidt på en kærlig hånd. Derudover skal vi have lavet interiøret lidt mere campingagtigt. Kahytten blev før bare brugt som opmagasinering for fiskegarn, andet fiske udstyr, dragter, benzin, og alt muligt og umuligt grej, jeg ikke vil bruge så meget plads på som Per. Næh nu skal Ruth blive fin og lidt mere som den gang hvor jeg var lille og vi tog på camping ferie. Jeg har jo også købt den for at Camilla og jeg kan tage på tur sammen, sidde i kahytten og få en tår varm kakao og sove der hvis det er det vi vil. Hun er jo nok ikke interesseret i at ligge og sove på en dunk benzin… Desuden overvejer jeg at sende resten af båden (minus træpanel altså) på værft så de kan give undersiden (ydersiden på skroget) en god omgang. Det trænger den til. Malingen der sidder der, sidder lidt i små klaser og den flade jernstang der skulle gå fra stævn til agt er næsten rustet væk. Men der er ingen alger. Overhovedet. Hvilket er lidt et særsyn for en båd der har været så meget i vandet som Ruth nu har. Men det skyldes, som Per forklarede, at det maling der kom på sidst for en 6-7 år siden var af den farlige slags med masser af tungmetaller eller noget i (den er forbudt nu), der gør at der bare ikke kan gro noget på. Så det er jo godt nok. Men den maling skal slibes af (det der er tilbage) og bunden skal så have en ny lakering og sårn. Det kan godt ske jeg er enormt handy (næppe) men den slags vil jeg gerne have folk til, så det må jeg så betale mig fra. Per mente at 6.000 skulle kunne gøre det. Ak. Ja, det er jo en investering… Men der er nok at lave og som Camilla lettere sarkastisk spurgte; ”Har du købt et håndværker tilbud?” Og egentlig nej, for den sejler fint. Der er jo lige kommet ny motor på, så den spinder jo, sejler fint og båden bliver ovenpå vandet, så jeg kunne sådan set stoppe der. Men den har altså en hel del potentiale, så jeg tror altså ikke jeg kan lade være med at gøre et opgraderings forsøg her til vinter, handyman eller ej. Det skal så lige siges at jeg allerede har spurgt mig til råds og jeg får nok hjælp fra nogle af de mere rutinerede herrer her på stedet hvis alt går vel. Så har jeg altså heller ikke mere tiltro til mine egne evner end det.
Men nu vi er ved det. Ruth. Hun er jo er en gammel kending for nærmest alle folk her i byen. Folk ved hvem man snakker om når man siger at man har købt Ruth. ”Nå den, ja ja, den har sejlet så meget at den selv burde kunne finde vej” synes at være den gængse mening. Stabil og ikke uden underholdningsværdi åbenbart. Men som før nævnt så betyder en ny ejer som regel også et navneskifte, og det er altså noget der virkelig har fået min hjerne på overarbejde. For hvad døber man en båd? Forslagene har været mange med alt fra Titanic II, Karla, Sille, Lydia, Kerstine, Sigrid til Frøken, Ellen og Elvira. Men nej nej nej. Det var bare ikke det. Selv var jeg ret hooked på Frøken, men Camilla synes det lidt lød som om jeg havde en elskerinde, og det går jo heller ikke (kan i hvert fald hurtigt misforstås) hvis snakken går om at jeg tilbringer mere tid med frøkenen end med konen. Ærgerligt. Som I nok kan hører har det været lange og seje forhandlinger mellem mig og Camilla (der længe holdt på at Karla var det helt rigtige navn til en sej lille båd). Men ud af det blå kom navnet så pludselig under en af vores sene langstrakte forhandlinger – Madicken, efter Astrid Lindgreens børnebog. På dansk hedder den godt nok ”Grynet” men på original sproget er det altså Madicken og det bliver hovedpersonen også kaldt i filmudgaven. Til jer der ikke lige kan placere den er det historien om en lille pige og hendes lillesøster der i Sverige i starten af 1900 tallets Sverige utilsigtet laver en dejlig masse ballade, så som hoppe ud fra et garage tag med en paraply, gå på line på et hus tag, få masser af lus og den slags. Det er med andre ord en lille fræk charmetrold af en tøs med masser af gåpåmod. Ligesom Ruth. Altså Madicken. Nu. Så derfor.
Og Madicken er nu kommet i vandet. Det skete allerede onsdag, og jeg fik den bundet fast til en plads nede på bådforeningens bådbro. Godt nok har jeg ikke officielt fået en plads (der er laaang venteliste) med der var adskillige pladser jeg indtil kunne låne indtil jeg fik min egen plads. For der skulle hvis nok være indtil flere pladser til det der kategoriseres som ”små både”. Det er straks værre hvis man har en ”stor” båd. Der er der ca. 15 på venteliste. Så indtil videre låner jeg kasserens bådplads, hvilet passer mig fint. Torsdag var jeg så ude på min første rigtige tur, ikke alene dog. Er du helt vimmer. Så dum er jeg heller ikke. Som jeg ser det er det lidt som jeg har købt en bil før jeg har fået kørekort, ja før jeg har haft køretimer endda. Så nej Per med som støttepædagog, der kunne fortælle mig hvad der var smart at gøre hvornår (sejl f.eks. ikke gennem tang da det sætter sig i skruen) og den slags. Vi fik os en tur hen til rødfiskestedet vi havde været hen ved i efteråret, men det er stadig for tidligt for der var i hvert fald ingen fisk. Så legede vi mand overbord, hvilket er lidt mindre dramatisk end det lyder. Per smed en fender ud (ikke guitaren far, men en af de der plastik ting med luft i der sætter på siden af båden så den ikke braser ind i andre både og siger rids rids) og jeg cirklede så sejlede så rundt i forsøg på at få den på min styrbordsside så jeg kunne samle den op. MEGET SVÆRERE end det lyder vil jeg godt lige pointere. Det lykkedes til sidst, men igen nok mere held end forstand. Ja jeg har ikke møg meget føling for den stakkels skude endnu, men jeg har jo altså også kun været på en enkelt tur indtil videre. Det skal nok komme.
Der er bare tusind ting man skal huske. Benzin, Olie, vandmåler (for om der er vand i benzinen, så skal den tappes), nøgler, dødmandsknapper, omdrejninger, styrbord, bagbord, stævn, agter, søkort, varmt tøj og så videre. Det kommer nok. Men det varme tøj er klaret. Jeg har gjort min første indkøbsrunde der bestod af anker, ankertorv (reb til 20 kroner meteren), flydedragter (to store bamsedragter, en til Camilla og en til mig), søkort samt kortholder, almindeligt reb, hue, handsker (smarte strecht nogen der er one size fit all til 10 kroner stykket man så køber et bundt af af gangen), fendere, og lidt småtterier. Regningen blev så lige de 4000 kroner. Puha. Det bliver en dyr omgang. Og jeg er ikke engang kommet til de dyre indkøb endnu. Jeg skal have en GPS og en VHF radio. GPS er jeg lidt faldet for en GPS der også er ekkolod og kortplotter (så kan jeg se hvor jeg har været og hvor jeg er) men den koster 6.400 (faktisk billigt), og VHF radioen afhænger det lidt af om jeg vil have en stationær eller en håndholdt. Den kan så koste fra 1.100 til 2.600. Så skal jeg selvfølgelig lige betale båden og den nye motor der tilsammen lander på de 60.000. Her er motoren så lige dobbelt så dyr som selve båden, så kan i jo selv regne ud hvad der koster hvad.
Desværre blev det ikke til en masse sejlads her i weekenden da vejret igen har vendt på en tallerken. Der var ellers ved at være lækker forårsstemning. 70% af sneen var smeltet og hvad sker der så? Sne, sne og mere sne. Det har sneet det meste af fredag og nu lørdag. Så ingen sejlads. Tidligst mandag som det ser ud med vejrudsigten. Æv. Til gengæld skal jeg så ned til båden og lige fjerne lidt sne fra badunen og måske lige tømme lidt vand, hvis der er noget sne der er smeltet. Det skal man jo også huske. Men sådan er der så meget.
Hygge.
søndag, maj 13, 2007
travl uge..
Øv tiden går for hutigt heroppe. Det er jo hundrede år siden jeg har opdateret (ja ok en uge så), og pludselig er der jo sket 1000 ting man bliver nødt til at skrive. Og det udskyder man så fordi man jo gerne skal tage sig tid til at skrive og det kan jo tage lang tid, tid man ikke lige har i dag, men måske i morgen… men nu må jeg hellere tage mig sammen.
Til mit forsvar kan det så godt lige nævnes at det har været en travl uge. Og så har tankerne fokuseret sig lidt omkring den båd jeg har købt (men mere om det en af de næste par dage).
Mandag jeg brugte lidt af aftenen på at kigge på min nye båd (per viste den frem, men den var ret rodet, så vi aftalte at vi skulle rydde op og gøre rent torsdag); tirsdag var der sejladsundervisning; onsdag havde jeg efter endt arbejdsdag grønlandsk undervisning (altså hvor jeg bliver undervist, ikke omvendt) samt fra klokken 19-21 lektiecafe. Normalt er jeg altid dybt overset til lektiecafeen, da jeg hverken er ferm til matematik, fysik eller kemi, men denne gang havde jeg travlt. Mine stakkels elever har nemlig et projekt for, hvilket er noget de skal aflevere i stedet for at gå til skriftlig eksamen. De skal aflevere 3 til 4 maskinskrevne sider (dog kun 1300 anslag per side), hvilket de er godt bekymrede for. Men de knokler. Det vil sige der er nogle der knokler og så er der de der ikke rigtig er kommet i gang, og sikkert heller ikke kommer det. Det er lidt svært at hjælpe dem, da jeg jo heller ikke vil skrive projektet for dem. Men de der kom til lektiecafe lånte næsten alle en bærbar og skrev løs. Så jeg havde for en gang skyld travlt.
Torsdag var det så store rengøringsdag på den lille båd. Det orange lyn Ruth (det hedder den pt., men det er kutyme at ny ejer betyder nyt navn) blev skrubbet og skuret og blev faktisk ganske fin. Men der er lang vej igen (jeg skal nok elaborerer på mine kommende projektere for upshining i min næste blog) og der er en hel del jeg skal have købt. Men vi fik vasket og renset, til sidst fik vi os en velfortjent fyraftensøl mens vi sad på både. Det skal måske lige nævnes at båden altså ikke er i vandet endnu. Den er på et stativ i land. Det vil sige lige nu er den nede ved mekanikeren og få en ny motor på.
Fredag skulle Karsten komme klokken 20.00 om aftenen da vi havde aftalt at vi skulle skrive en sangtekst til afslutningsfesten over en flaske rødvin eller to. Klokken blev 20 og den blev også 20.30 uden jeg havde hverken set eller hørt fra Karsten. Nu er det sådan med Karsten at han som regel altid kommer for sent (ikke til timer, men som regel er han fan af det akademiske kvarter, når det kommer til aftaler) så jeg var ikke så nervøs. Men da klokken blev 21.00 begyndte jeg at blive lidt muggen. Hvis han ikke kunne komme eller havde bestemt sig for at noget andet var sjovere kunne han da godt lige have ringet når man nu sidder og venter på ham. Worst case scenario var at han sad fast i Klubben sammen med lidt for godt selskab hvorefter jeg ku forvente en opringning klokken 23 om jeg ikke lige kigger ned. Røv. Det gad jeg ikke. Så jeg bestemte mig for at ringe til ham for lige tjekke om han nu i det hele taget var hjemme (før jeg nu dømte ham som aftalebryder og festabe). Ingen hjemme, der var i hvert fald ingen der tog telefonen. Fanme for dårligt tænkte jeg og satte mig til at spille lidt world of warcraft. Fem minutter senere ringede telefonen. Åh nej tænkte jeg. Ringer de fra klubben allerede og er lidt for fulde og jeg alt for langt bagefter til at synes det er sjovt? Nej overhovedet ikke. Det var godt nok Karsten, men staklen var simpelthen bar faldet i søvn i sin stol og var lige vågnet op efter telefonen havde vækket ham. Han undskyldte mange gange og sagde at han ville være der så hurtigt som menneskeligt muligt. Ja, så var det jo slet ikke så galt alligevel og jeg fik lidt dårlig samvittighed over alle de tanker man gør sig om hvor dumme alle de andre er, når det slet ikke forholder sig sådan alligevel. Men Karsten dukkede op og vi fik drukket rødvin, diskuteret computerspil (det gør vi meget i), snakket shop talk (lærersnak), jeg fik vist ham min nintendo gamecube og diverse spil (hurra for pikmin) og ikke mindst fik vi prøvespillet den gode gamle Intellivision. Intellivision er en spillekonsol fra 1979 og den virker sgu stadig (det placerer den som generationen lige efter Pong). Grafikken er godt nok lidt af en ældre model (store firkanter), lyden lidt ensformig (der var samme lyd på både boksespillet og fodboldspillet) og gameplayet lidt begrænset, men do ikke mere begrænset end at man også den gang havde strategispil, sportsspil, skydespil etc. Jo maskinen blev ærbødigst pakket ud og nydt, respekteret og pakket væk igen, da det jo slet ikke var det vi skulle. Vi skulle jo skrive en sang. Og det fik vi da også gjort. Men jeg vil ikke gå i dybden med den her, da det jo skal være en overraskelse og der kan være elever der læser denne her blog (jeg ved at der i hvert fald er adskillige lærere der gør). Vil blot lige løfte sløret og sige at den synges på John Mogensens ”Så længe jeg lever” og handler om ATI, eleverne, fagene og sæl. Og den er sjov. Aftenen sluttede ved totiden tror jeg. Hyggeligt i hvert fald.
Lørdag stod på netcafe og en bytur. Først skulle jeg lige finde ud om min weekend skulle gå med båden, da den var kommet på værksted fredag eftermiddag og kunne være færdig fixet (ny motor på) allerede lørdag formiddag. Men sådan skulle det ikke gå. Jeg ringede derned for at høre hvor langt de var og Helge fortalte meget diplomatisk at de ville have været færdig hvis folk havde valgt at komme på arbejde. Det kunne der jo være noget om, så mandag var det næste bud. Det ville så sige at jeg ikke skulle tøffe rundt hele weekenden nede i havnen. Ergo bestemte jeg mig for at nyde min sidste weekend uden båd, i bedste world of warcraft dur. Jeg satte mig ned ved computeren og spillede næsten uafbrudt indtil jeg skulle på skolen klokken 18.30 om aftenen for at spille netspil mod de andre (og søndag har været lidt det samme, masser af computer). Dog er jeg lidt bekymret for min skærm. Da jeg kom end på skolen kunne vi ikke få den til at virke på min computer selv om den havde virket 10 minutter forinden herhjemme. Vi bøvlede og bøvlede, for det var ret mærkeligt. Computeren virkede på en anden skærm og skærmen virkede fint på en anden computer. Sammen virkede de bare ikke. Men nu har jeg en anden ledning til den anden indgang på skærmen så nu kører det indtil videre. Men det er noget jeg skal havde fundet ud af. Under alle omstændigheder fik vi slagtet hinanden til højre og venstre og jeg var specielt ringe den aften. Det kan godt ske jeg er en sej trold i world of warcraft men nakke folk i first person shooter der ikke er styret af computeren, det kan jeg ikke nikke nej. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige at jeg virkelig sucks. Jeg kunne ingenting ramme men alle kunne ramme mig. Hele tiden. Så det blev hurtigt en aften af de mere ensformige for mit vedkommende. Heldigvis kunne jeg ved samme lejlighed ”låne” et par film, så underholdningen der næste par uger er fint sikret hvis det skulle gå hen og blive møgvejr. Vi sluttede ved en halv et tiden og en del af os tog nu på Hotellet. Hotellet er hvad vi kalder Hotel Manitsoq, byens mere fine hotel. Her er der en bar der har åbent til klokken 2 (og sikkert mere hvis man har bestyreren i forsamlingen) og øl til 42 kroner. Det var jeg ikke helt tilfreds med da øl i klubben koster 20 kroner hvilket er en pris man kan tage og føle på. 42 er bare så.. nej. Bortset fra det jo er SVARET hvis man læser ”A Hitchhikers Guide To The Galaxy"… vi fik drukket et par øl ved baren. Der sad i forvejen et par kendte ansigter fra klubben plus det løse men i alt var vi ikke mere end en 12 stykker vil jeg tro. Klokken 2 tog i så på Ajo. Ajo er et sted jeg så nødigt sætter mine ben. Det er bare indbegrebet af hvorfor jeg er holdt op med at gå i byen. Giv mig en rolig beverding, der lugter af gammel øl og tobak, men fri mig for zebrastribede hynder, spejle på væggene og dum dum musik i højeste potens. Det. Er. Bare. Ikke. Mig. Punktum. Selskabet fejlede dog ikke noget og meget af tiden gik på at se på de andre gæster og dem var der nok af. Specielt interessante var de virkelig døddrukne. Dem der sad og hang, faldt i søv, vågnede op, slentrede lidt ferm og tilbage for ligesom at komme i stemning igen for til sidst at give op og falde i søvn endnu en gang. Det var et sørgeligt syn.
Og apropos fulde grønlændere så læste jeg forklaringen på hvorfor grønlændere ofte bliver så patte stive. Det var en artikel i grønlandsposten (den eller sermitsiaq) hvor en overlæge fra Nuuk forklarede at det hele gik ud på at inuitter, indianere og de fleste asiater (japanere og kinesere specielt) mangler to enzymer der gør at de nedbryder alkohol alt for langsomt. Hvor vi europæere forbrænder en genstand på en time kan en genstand tage mellem 4 og 5 timer for en inuit at nedbryde. Alkoholen bliver så at sige bare ved med at hobe sig op i kroppen og tager jo dage om at blive nedbrudt. Dette gør det jo unægtelig til et problem for et folkefærd der ikke alle er lige gode til at administrere denne alkohol forbrænding, hvilket vi har set så sent som denne uge, hvor der er indført komplet alkoholforbud i Qaanaq pga. af folk var så stive konstant at de vanrøgtede deres børn. Så med øjeblikkelig virkning blev der indført forbud overfor alle alkoholiske drikke over 2 komma et eller andet. Og det er ikke første gang en sådan politik er gennemført. Det er sket på østkysten og forbudet bliver opretholdt indtil der er sket en væsentlig forbedring i forholdene. Stakkels børn siger jeg.
Det skal dog på det kraftigste understreges at sådan er alle grønlændere IKKE. Det er jo ikke fordi jeg vader i alkoholikere, der ikke fatter en brik. Men vi må sande at de da eksisterer og de har en genetisk faldgrube der ikke gør det nemmere for dem.
Derudover er der vist ikke så meget at sige. Den store beslutning der ligger for de næste par dage er navnet på min båd. Der er en del muligheder, men jeg er ret vægelsindet omkring det. En beslutning vil bliver taget hurtigst muligt og i vil naturligvis være de første der få resultatet.
Til mit forsvar kan det så godt lige nævnes at det har været en travl uge. Og så har tankerne fokuseret sig lidt omkring den båd jeg har købt (men mere om det en af de næste par dage).
Mandag jeg brugte lidt af aftenen på at kigge på min nye båd (per viste den frem, men den var ret rodet, så vi aftalte at vi skulle rydde op og gøre rent torsdag); tirsdag var der sejladsundervisning; onsdag havde jeg efter endt arbejdsdag grønlandsk undervisning (altså hvor jeg bliver undervist, ikke omvendt) samt fra klokken 19-21 lektiecafe. Normalt er jeg altid dybt overset til lektiecafeen, da jeg hverken er ferm til matematik, fysik eller kemi, men denne gang havde jeg travlt. Mine stakkels elever har nemlig et projekt for, hvilket er noget de skal aflevere i stedet for at gå til skriftlig eksamen. De skal aflevere 3 til 4 maskinskrevne sider (dog kun 1300 anslag per side), hvilket de er godt bekymrede for. Men de knokler. Det vil sige der er nogle der knokler og så er der de der ikke rigtig er kommet i gang, og sikkert heller ikke kommer det. Det er lidt svært at hjælpe dem, da jeg jo heller ikke vil skrive projektet for dem. Men de der kom til lektiecafe lånte næsten alle en bærbar og skrev løs. Så jeg havde for en gang skyld travlt.
Torsdag var det så store rengøringsdag på den lille båd. Det orange lyn Ruth (det hedder den pt., men det er kutyme at ny ejer betyder nyt navn) blev skrubbet og skuret og blev faktisk ganske fin. Men der er lang vej igen (jeg skal nok elaborerer på mine kommende projektere for upshining i min næste blog) og der er en hel del jeg skal have købt. Men vi fik vasket og renset, til sidst fik vi os en velfortjent fyraftensøl mens vi sad på både. Det skal måske lige nævnes at båden altså ikke er i vandet endnu. Den er på et stativ i land. Det vil sige lige nu er den nede ved mekanikeren og få en ny motor på.
Fredag skulle Karsten komme klokken 20.00 om aftenen da vi havde aftalt at vi skulle skrive en sangtekst til afslutningsfesten over en flaske rødvin eller to. Klokken blev 20 og den blev også 20.30 uden jeg havde hverken set eller hørt fra Karsten. Nu er det sådan med Karsten at han som regel altid kommer for sent (ikke til timer, men som regel er han fan af det akademiske kvarter, når det kommer til aftaler) så jeg var ikke så nervøs. Men da klokken blev 21.00 begyndte jeg at blive lidt muggen. Hvis han ikke kunne komme eller havde bestemt sig for at noget andet var sjovere kunne han da godt lige have ringet når man nu sidder og venter på ham. Worst case scenario var at han sad fast i Klubben sammen med lidt for godt selskab hvorefter jeg ku forvente en opringning klokken 23 om jeg ikke lige kigger ned. Røv. Det gad jeg ikke. Så jeg bestemte mig for at ringe til ham for lige tjekke om han nu i det hele taget var hjemme (før jeg nu dømte ham som aftalebryder og festabe). Ingen hjemme, der var i hvert fald ingen der tog telefonen. Fanme for dårligt tænkte jeg og satte mig til at spille lidt world of warcraft. Fem minutter senere ringede telefonen. Åh nej tænkte jeg. Ringer de fra klubben allerede og er lidt for fulde og jeg alt for langt bagefter til at synes det er sjovt? Nej overhovedet ikke. Det var godt nok Karsten, men staklen var simpelthen bar faldet i søvn i sin stol og var lige vågnet op efter telefonen havde vækket ham. Han undskyldte mange gange og sagde at han ville være der så hurtigt som menneskeligt muligt. Ja, så var det jo slet ikke så galt alligevel og jeg fik lidt dårlig samvittighed over alle de tanker man gør sig om hvor dumme alle de andre er, når det slet ikke forholder sig sådan alligevel. Men Karsten dukkede op og vi fik drukket rødvin, diskuteret computerspil (det gør vi meget i), snakket shop talk (lærersnak), jeg fik vist ham min nintendo gamecube og diverse spil (hurra for pikmin) og ikke mindst fik vi prøvespillet den gode gamle Intellivision. Intellivision er en spillekonsol fra 1979 og den virker sgu stadig (det placerer den som generationen lige efter Pong). Grafikken er godt nok lidt af en ældre model (store firkanter), lyden lidt ensformig (der var samme lyd på både boksespillet og fodboldspillet) og gameplayet lidt begrænset, men do ikke mere begrænset end at man også den gang havde strategispil, sportsspil, skydespil etc. Jo maskinen blev ærbødigst pakket ud og nydt, respekteret og pakket væk igen, da det jo slet ikke var det vi skulle. Vi skulle jo skrive en sang. Og det fik vi da også gjort. Men jeg vil ikke gå i dybden med den her, da det jo skal være en overraskelse og der kan være elever der læser denne her blog (jeg ved at der i hvert fald er adskillige lærere der gør). Vil blot lige løfte sløret og sige at den synges på John Mogensens ”Så længe jeg lever” og handler om ATI, eleverne, fagene og sæl. Og den er sjov. Aftenen sluttede ved totiden tror jeg. Hyggeligt i hvert fald.
Lørdag stod på netcafe og en bytur. Først skulle jeg lige finde ud om min weekend skulle gå med båden, da den var kommet på værksted fredag eftermiddag og kunne være færdig fixet (ny motor på) allerede lørdag formiddag. Men sådan skulle det ikke gå. Jeg ringede derned for at høre hvor langt de var og Helge fortalte meget diplomatisk at de ville have været færdig hvis folk havde valgt at komme på arbejde. Det kunne der jo være noget om, så mandag var det næste bud. Det ville så sige at jeg ikke skulle tøffe rundt hele weekenden nede i havnen. Ergo bestemte jeg mig for at nyde min sidste weekend uden båd, i bedste world of warcraft dur. Jeg satte mig ned ved computeren og spillede næsten uafbrudt indtil jeg skulle på skolen klokken 18.30 om aftenen for at spille netspil mod de andre (og søndag har været lidt det samme, masser af computer). Dog er jeg lidt bekymret for min skærm. Da jeg kom end på skolen kunne vi ikke få den til at virke på min computer selv om den havde virket 10 minutter forinden herhjemme. Vi bøvlede og bøvlede, for det var ret mærkeligt. Computeren virkede på en anden skærm og skærmen virkede fint på en anden computer. Sammen virkede de bare ikke. Men nu har jeg en anden ledning til den anden indgang på skærmen så nu kører det indtil videre. Men det er noget jeg skal havde fundet ud af. Under alle omstændigheder fik vi slagtet hinanden til højre og venstre og jeg var specielt ringe den aften. Det kan godt ske jeg er en sej trold i world of warcraft men nakke folk i first person shooter der ikke er styret af computeren, det kan jeg ikke nikke nej. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige at jeg virkelig sucks. Jeg kunne ingenting ramme men alle kunne ramme mig. Hele tiden. Så det blev hurtigt en aften af de mere ensformige for mit vedkommende. Heldigvis kunne jeg ved samme lejlighed ”låne” et par film, så underholdningen der næste par uger er fint sikret hvis det skulle gå hen og blive møgvejr. Vi sluttede ved en halv et tiden og en del af os tog nu på Hotellet. Hotellet er hvad vi kalder Hotel Manitsoq, byens mere fine hotel. Her er der en bar der har åbent til klokken 2 (og sikkert mere hvis man har bestyreren i forsamlingen) og øl til 42 kroner. Det var jeg ikke helt tilfreds med da øl i klubben koster 20 kroner hvilket er en pris man kan tage og føle på. 42 er bare så.. nej. Bortset fra det jo er SVARET hvis man læser ”A Hitchhikers Guide To The Galaxy"… vi fik drukket et par øl ved baren. Der sad i forvejen et par kendte ansigter fra klubben plus det løse men i alt var vi ikke mere end en 12 stykker vil jeg tro. Klokken 2 tog i så på Ajo. Ajo er et sted jeg så nødigt sætter mine ben. Det er bare indbegrebet af hvorfor jeg er holdt op med at gå i byen. Giv mig en rolig beverding, der lugter af gammel øl og tobak, men fri mig for zebrastribede hynder, spejle på væggene og dum dum musik i højeste potens. Det. Er. Bare. Ikke. Mig. Punktum. Selskabet fejlede dog ikke noget og meget af tiden gik på at se på de andre gæster og dem var der nok af. Specielt interessante var de virkelig døddrukne. Dem der sad og hang, faldt i søv, vågnede op, slentrede lidt ferm og tilbage for ligesom at komme i stemning igen for til sidst at give op og falde i søvn endnu en gang. Det var et sørgeligt syn.
Og apropos fulde grønlændere så læste jeg forklaringen på hvorfor grønlændere ofte bliver så patte stive. Det var en artikel i grønlandsposten (den eller sermitsiaq) hvor en overlæge fra Nuuk forklarede at det hele gik ud på at inuitter, indianere og de fleste asiater (japanere og kinesere specielt) mangler to enzymer der gør at de nedbryder alkohol alt for langsomt. Hvor vi europæere forbrænder en genstand på en time kan en genstand tage mellem 4 og 5 timer for en inuit at nedbryde. Alkoholen bliver så at sige bare ved med at hobe sig op i kroppen og tager jo dage om at blive nedbrudt. Dette gør det jo unægtelig til et problem for et folkefærd der ikke alle er lige gode til at administrere denne alkohol forbrænding, hvilket vi har set så sent som denne uge, hvor der er indført komplet alkoholforbud i Qaanaq pga. af folk var så stive konstant at de vanrøgtede deres børn. Så med øjeblikkelig virkning blev der indført forbud overfor alle alkoholiske drikke over 2 komma et eller andet. Og det er ikke første gang en sådan politik er gennemført. Det er sket på østkysten og forbudet bliver opretholdt indtil der er sket en væsentlig forbedring i forholdene. Stakkels børn siger jeg.
Det skal dog på det kraftigste understreges at sådan er alle grønlændere IKKE. Det er jo ikke fordi jeg vader i alkoholikere, der ikke fatter en brik. Men vi må sande at de da eksisterer og de har en genetisk faldgrube der ikke gør det nemmere for dem.
Derudover er der vist ikke så meget at sige. Den store beslutning der ligger for de næste par dage er navnet på min båd. Der er en del muligheder, men jeg er ret vægelsindet omkring det. En beslutning vil bliver taget hurtigst muligt og i vil naturligvis være de første der få resultatet.
søndag, maj 06, 2007
APUSSUIT APUSSUIT!
Hvis jeg var solforbrændt sidste uge, så er jeg mere lig med de der arkeamerikanske kvinder der har fået aaaaaalt for meget sol i aaaaalt for lang tid så deres hud er helt mørkebrun og læderagtig. Lidt klamt. Hele mit ansigt har en grov brun kulør der skærer lige der hvor min hue har beskyttet min stakkels isse mod solens onde stråler.Jo ser i jeg har været på Apussuit. Apussuit, eller Apussuit Adventure Camp som det så smart hedder sig, er et skisport sted der ligger på toppen af en gletscher ca. 25 kilometer her fra byen. Man skal sejler derover og så tage en snescooter op på gletscheren hvor der så er et par hytter (tror jeg talte fem) som base for al den ski aktivitet du orker – både langrend, slalom og heli-skiing (dem der hopper ud fra en helikopter ned på noget sne, slalommer den hele vejen ned, bliver samlet op igen og tager op på en ny top). Det skulle efter sigende være et af de bedste steder i verden, og har da også været besøgt at det ene landshold efter det andet, kongelige og andre folk med røven fuld af penge. Jo billigt er det ikke, hvilket er en yderligere grund til at jeg egentlig ikke havde regnet med at komme derhen på min sølle lærerløn. Men sådan skulle det ikke være.
I sidste uge gik flere af eleverne rundt og sagde/råbte ”Apussuit Apussuit!” da de, fandt jeg ud af, havde fået arrangeret en tur derover, hvor de betalte lidt (375 kroner) og ATI så betalte et eller andet tillægsbeløb. Der skulle 10 elever af sted, samt en fra kontoret og en af vores rengøringsmedhjælpere. En dejlig lille broget flok og jeg ønskede dem al mulig held med det foretagende. Turen skulle være fredag morgen til aften, da vi jo havde fri pga. bededagsferien. Torsdag viste det sig så at en eller anden var hoppet fra og de nu havde en plads fri. Melissa (en af mine elever) mødte mig tilfældigt ved kontoret og spurgte mig om jeg egentlig ikke ville med nu der var en fri plads? Det var jo lidt en chance jeg ikke kunne lade gå fra mig så jeg sagde selvfølgelig ja, og brugte resten af dagen (når jeg ikke lige underviste) på at finde ski, og finde ud af hvad jeg egentlig skulle huske at have med.
Det var lidt ærgerligt for Sine (fra lærerstaben) ville også gerne have været med, men jeg tog jo den sidste plads så... Kunne ellers godt have brugt lidt dansk selskab, da det var en noget ensidig grønlandsk affære. Uanset så stod jeg klokken 7.00 næste morgen nede ved bådhavnen. Klokken 7 var en halvtime før vi skulle af sted og et kvarter før vi rent faktisk skulle mødes. Men bedre at komme for tidligt end for sent. Hader i det hele taget idéen om at nogen skal stå og vente på mig. Til gengæld hader jeg også at vente på andre. At vente på nogen er jo spildtid. Heldigvis kom folk til tiden. Det vil sige alle undtagen david, der åbenbart havde sovet over sig eller noget. Så vi tog af sted uden ham. Ret irriterende for så kunne Sine jo godt havde været med. Men sådan er der så meget. Tag et hiv af fredspiben og slap lidt af gamle mand..
Vi blev sejler derover af Per i hans nye båd og så en far til en af eleverne (ovenikøbet af hende der var hoppet fra, flink far). Turen forløb roligt og smertefrit men meget hurtigt. Der var krafter i de to maskiner og de havde intet imod at vise det. Vi ankom 45 minutter senere til en lille bådbro og blev modtaget af en tre snescootere, der så skule have os tolv mennesker med… øv, det betød at de skulle køre to gange og hvem var ikke hurtig nok ved havelågen? Mig selvfølgelig. Så jeg var sammen med 3 andre på hold to, der ellers så kunne begynde at traveturen mod toppen på gåben. Røv. Til gengæld var vejret helt fantastisk. Sol fra en skyfri himmel og omgivelserne var heller ikke sådan at kimse af. Bjerge, sten, sne, sol, skygge, dale, bakkekamme, mos der tittede frem og højt humør. Vi var klar til Apussuit, men det tog lige en snescootertur frem og tilbage før den var klar til os. Og det tager godt og vel 20 minutter at komme derop på sådan et monster. Så 40 minutter senere blev vi endelig hentet og så gik den vilde tur ellers opad. Jo længere vi kom op, jo mere sne omringede os for til sidst at være det eneste vi så på begge sider. Ja, både højre og venstre, foran og bagved. Vi var i sandhed på en gletscher. Efter 15 minutter kunne vi se hytterne på toppen af gletscheren og et par minutter stod vi foran fælleshytten. Her var der en lille bar, et køkken og en del borde, man kunne sidde ved og slappe af og spise sin medbragte mad eller den arrangerede frokost og aftensmad. Her skal det nævnes at vi var på økonomituren, så mad skulle vi selv have med. Derudover var der en fladskærm på væggen der viste Jumanji da vi kom. Lidt spøjst men et kærkomment gensyn med Robin Williams og en meget ung Kirsten Dunst. Den kiggede jeg så lidt på mens jeg spiste lidt pre-frokost. Man bliver jo altså frygtelig sulten af al den friske luft - og det skulle kun blive værre.
Men det var jo ikke for at se film på storskærm at man var taget op i en kilometers højde. Næh, jeg skulle ud på ski, på langrend for at være helt præcis. Jeg havde lånt skiene af skolen, stavene af Sine og så var det jo meningen at jeg skulle have ansigtet fuld af solcreme, men ak.. det var ingen steder at finde i de butikker jeg besøgte dagen før. Så jeg tænkte lidt for overbærende ”hvor galt kan det være? Det er jo kun en enkelt tur og sårn”. Det havde heller ikke været så galt hvis det ikke havde været formiddagssol fra en skyfri himmel, der skinner lige ned på flere tusind kvadratmeter ren sne, der skinner det lige tilbage i hovedet på dig. Lad os bare sige at der var meget hvidt. Og så den ”lille” tur jeg ville på, blev heller ikke så lille som planlagt. Jeg havde regnet med en til to timer. Aller højest tre. Og det startede da også godt. Jeg kom på tur med at par af tøserne, der viste sig at være selv dårligere end mig, hvilket boostede min selvtillid til en noget usikker højde. Jeg farede fra dem - de var altså også lidt langsomme, men det var den enes første gang på ski og den andens første gang i 20 år. Selv var jeg jo enorm øvet da jeg jo havde været ude en hel gang da Camilla var på besøg. Jeps. Den tur og så ellers masser af øvelse da jeg var 10 år. Jeg er jo så godt som professionel… Ja, kimen til noget stort og forfærdeligt var ligesom lagt rigtig godt og grundigt. Jeg tog i hvert fald af sted og stødte lidt senere ind i et par af mine elever, der var på vej op af en stor bakke for på toppen skulle man kunne se over til et fuglefjeld. Se det ville jeg jo gerne se, så jeg fulgte med, men den lille bakke gav mig så min første lektion i afstandsbedømmelse i store snelandskaber – når du tror noget er tæt på, så er det det ikke og hvad du tror vil tage 10 minutter tager mindst 30 minutter (hvis ikke en time). Godt en halv time senere var vi på toppen og mine ben var godt ødelagte af al den gåen opad. Jeg er jo altså ved at være en gammel mand og gamle mænd har det bedst med at gå ned af. Bare så I ved det. Men udsigten deroppe. Suk. Jeg kan sgu ikke rigtig beskrive det. Jo, det kan jeg da godt men det vil bare overhovedet ikke være dækkende på nogen måde. Det er en af de her ting, hvor man må sige ”du sku have været der”. Jeg tog også en masse billeder men til sidst gav jeg op, for det var jo bare billeder. Med et billede får du slet ikke den der kæmpe panorama fornemmelse, suset af at stå ansigt med en så storslået og barsk natur som den grønlandske og være omgivet af den i al sin glans som man kun kan være på kanten af en gletscher. Dog var der ikke nogen fugle så vidt vi kunne se endnu. Ynglesæsonen er også kun lige ved at skulle starte så de er nok på vej.
Efter at have taget et par billeder, et par dybe indåndinger og skiene på igen sagde jeg farvel til mine to elever og satte af sted på min videre færd. Der var nu gået godt og vel en time halvanden og jeg ville godt lige nå en time eller to inden frokost for så at tage en tur igen lidt senere. Vi skulle nemlig først af sted om aftenen klokken 20.00 og klokken var kun henad 11-12 stykker. Jeg satte afsted og efter lidt bøvl med at stå nedad bakke (havde mest bøvl med at finde en vinkel der ikke var for skarp) fandt jeg en lækker nylavet løjpe på en god rute væk fra hytterne ud i det åbne landskab. Lige noget for en verdensmand som mig. Efter en halvtimes tid begyndte at dreje bagom det store fjeld jeg havde været på og det orkede jeg altså ikke at skulle op på igen, så jeg måtte finde mig et nyt løjpespor. Jeg syne sat skimte et godt spor en ti minutters skitur derfra, hvor jeg også mindedes at have set et par skiløbere tidligere. Jeg tog fejl på begge punkter. Løjpen var ikke ti minutter væk, men en time, der havde ikke været skiløbere på den (de havde været nærmere hytterne) og nej, det var egentlig heller ikke en løjpe men et gammelt snescooter spor. Røv. Egentlig var jeg ikke hverken sur eller tvær over alt det her faren frem og tilbage for det hele var bare så storslået. Halvvejs på turen kom jeg også i tanke om at jeg havde min ipod med og efter lidt bladren frem og tilbage mellem forskellige plader endte jeg ved Coldplays ”X&Y” – pludselig gav åbningsnummeret Square one oplevelsen en hel ny dimension:
You're in control, is there anywhere you wanna go?
You're in control, is there anything you wanna know?
The future's for discovering
The space in which we're travelling
Smukt, siger jeg. Det var næsten for mange sanseindtryk på en gang. Men jeg vendte om (det blev jeg nødt til) og regnede nu med at turen hjem ville tage godt en time, siden jeg jo kunne se hytterne. Tsk. To timer senere var jeg endelig ankommet tilbage til civilisationens vugge. Klokken var 14.45 og jeg havde været af sted ca. 5 timer. Og jeg havde fået lidt for meget sol. For at sige det pænt.
Resten af dagen gik med at sove et par timer ude på terrassen med hætten over hovedet så jeg ikke fik mere sol, spise madpakke, snakke lidt med de andre, ryge lidt pibe, tage lidt billeder, snakke lidt med de andre gæster som de dumpede ind hen ad dagen. Jeg mødte et svensk trekløver der lige var startet på en 12 måneders tur hele jorden rundt, hvor de skal besøge 35 lande og mere end 70 skisteder. Apussuit var så det første sted, og et helt fantastisk sted at starte åbenbart. Den her uge står den så på Island, dernæst Frankrig, Australien, New Zealand, Chile og så videre og så videre. Turen har taget lidt mere end et år at planlægge og er for det meste sponsoreret, ellers kunne den tur hurtigt havde ødelagt deres økonomi. Men de skal både lave en dokumentarfilm og skrive om det hele på nettet. Man kan følge dem på http://www.verticalwayaround.com/, der efter sigende skulle opdateres en gang om ugen.Derudover mødte vi en masse franskmænd og generelt var stemningen ret god, men det kan dog også have lidt at gøre med at jeg havde 8 styks 16-18 årige nymfer af nogle grønlandske piger med, der solede sig det bedste de havde lært (ikke alt for bare dog, da der var koldt). Helt uden charme var de jo ikke og det var noget gæsterne kunne li. Ja ja da...
De sidste godt tre timer gik ret sløvt, men til sidst blev klokken 20.00 og vi kom på snescootere ned til havnen (molen) hvor vi blev hentet af Per og ”farmand”. Og nu sidder jeg så søndag aften. Træt. Forbrændt. Og drømmer mig tilbage på Apussuit. APUSSUIT APUSSUIT!
tirsdag, maj 01, 2007
Rypejagt for viderekommende...
Jeg er træt, mat i hele kroppen, sol(for)brændt i hele skallen, ondt i hovedet, men har det egentlig helt så okay. Ja jeg har det faktisk rigtig fint (mentalt altså, fysisk er jeg som en pensionist på invalidepension…) for jeg har været på jagt! Yes sir. Weekendkrigeren har endelig fået blod på tanden i den mere end litterære forstand.Det startede da per ringede lørdag eftermiddag og afblæste vores settlersaften. Han havde jo liiiige fået sin splinternye båd i vandet, så han ville godt ned til den i stedet. Det er jo helt forståeligt, til gengæld ville han så godt invitere mig på rypejagt dagen efter, altså søndag. Søndag morgen. Søndag meget tidlig morgen. Men en chance som det kunne jeg jo ikke lade gå fra mig, så jeg sagde selvfølgelig ja og efter en lille snak om hvad man skal huske at have med og hvad man skal lade være tilbage, var jeg i gang med at pakke til næsten morgens strabadser. Det gælder faktisk om ikke at have for meget tøj på, fandt jeg ud af. Du kommer til at bevæge dig rigtig meget så lange underbukser er bandlyst f.eks. Per anbefalede et par gode bukser, en langærmet (eller undertrøje og skjorte), en trøje, et par strømper, et par gode vandrestøvler, handsker og hue. Ikke nogen kæmpe jakke eller overtræksbukser. Ikke noget fancy. Men dog skal man huske en fleece jakke eller lignende til når man holder hvil, for der blev man gerne kold igen. Min version blev mine cowboybukser (jo de samme jeg blev gift i), en langærmet hvid uno t-shirt og min hullede og lasede gamle norske genser jeg købte i oslo tilbage i 1995. Den viste sig (som jeg også regnede med) at være den perfekte tykkelse. Derudover selvfølgelig min supermand hue, mine seje jagt handsker, mine tykke vandrestøvler (de kan tåle lidt mere vand end dem jeg går i til dagligt). Som fleece brugte jeg inderjakken i min vinterjakke. Perfekt. Og så på hovedet tidligt i seng. Not. Jeg kunne ikke få nosset mig færdig den dag. Jeg skulle også sørge for madpakke til mig selv, så jeg bagte boller. Så skulle tasken pakkes med pibe, kamera, sodavand, vand, kiks, plastikposer (husk dem altid), lommekniv, solbriller etc. Der var mange ting man skal huske. Og når man så først kommer i seng så kører tankerne om der nu er noget man har glemt, hvad skal man huske næste morgen og.. Klokken blev vist først halv et før jeg sov og jeg skulle op igen lidt i seks, da Per kom og hentede mig i bil klokken 6.30. Jeg kom op til tiden, og blev lidt nervøs da jeg så vejret – der var overskyet (sigtbarheden var ret ringe) og det sneede sagte. Ikke det optimale jagtvejr, men siden Per ikke havde ringet og aflyst, gik jeg ud fra at vi stadig havde en aftale. Så jeg tog et bad, fik morgenmad og ganske rigtigt blev hentet, hvorefter vi kørte ned til båden.
Turen hen til øen vi skulle på jagt på gik forholdsvist fint, der var sne, ikke så godt føre, men vi klarede det også selv om Per startede turen med at proklamere at vi både manglede GPS og VHF radio i den nye båd. Ikke så godt hvis vi kom på røven og strandede in the middle of nowhere. Til gengæld havde han sin mobil med og i de højder vi sku op i, der var der god forbindelse. Så… vi var nogenlunde sikre på at kunne få hjælp. Nogenlunde…
Men vi ankom til øen, smed anker ud og tog den nye gummibåd ind til kysten, smed båden på land og gjorde klar til at gå. Vi efterlod det vi ikke mente vi fik brug for (jakke, hylster til rifler, og den slags), og gik af sted. Vejret var stadig let sne og gråt men humøret var højt og vi fik hurtigt varmen ved blot at bevæge os. Vi blev dog hurtigt lidt nedslåede da vi så en kongeørn (flot) der fløj forbi lidt fra os. Det betyder nemlig at ryperne gemmer sig, siden de har det med ikke at ville ædes. Æv. Efter en lille halvtimes gåtur opad fik vi dog endelig det første bevis på ryper i området. Vi hørte nemlig den umiskendelige lyd af rypekaglen (eller hvad man nu kalder det). Det lyder aller mest af en krydsning mellem en frø der kvækker og en hane der forsøger at gurgle. Lidt besynderlig lyd, men jeg lærte hurtigt at kunne skelne den fra kragerne (eller var det ravne?) og hvad der ellers var af liv vi ikke var på jagt efter. Nu var det bare at finde den, snige sig ind på den, ikke skræmme den væk og så lige skyde den. Det er nemlig sådan at når man jager med salonrifler (kaliber .22) så skal man ramme den mens den sidder, eller være usandsynlig heldig vis du skal ramme den i flugt. Hvis det nu var med haglgevær man jagede med var det en hel anden sag. Så er det bare at pløkke uanset om den er i luften eller ej, den skal nok dø. Ikke ligefrem præcisionsarbejde, men det virker. Sådan var det bare ikke i dag. I dag stod den på kikkertsigte og snigeri af første klasse. Efter en 10 minutters søgen fandt vi den endelig. Nu skal det også siges at en rype er en lille hvid fugl, vi så vælger at jage i et hvidt snelandskab.. der var ingen der sagde det skulle være nemt. Men den var, nu var det bare at ramme. Per mente jeg skulle have æren af det første skud, selv om jeg var overbevist om at jeg både ville ramme ved siden og ramme mig selv i foden på samme tid. Men jeg ville da godt gøre et forsøg. Forinden havde jeg fået et mindre kursus i riffel etikette, så jeg var rimelig sikker på at det var den rigtige ende jeg pegede med, og lagde mig så ned for bedre at kunne støtte samtidig med at jeg sigtede. Jeg fik også fuglen i sigte, skulle til at skyde hvorefter den så bare traver lidt væk, så den nu er uden for synsfelt. Provokerende spankulerende fugl hvis du spørger mig. Som om han bare håner mig ”du kan alligevel ikke ramme så …”. Jeg måtte rykke tættere på og var nu i en dum situation hvor jeg skulle skyde i en vinkel opad, samtidig med at jeg kun kunne se hovedet. Intet mere end det. Nå, men jeg skulle jo alligevel skyde ved siden af af en eller anden grund og faktum at jeg kun kunne se hovedet var jo en glimrende undskyldning bagefter ”jamen jeg ku kun se hovedet så det er altså ikke fordi jeg er en elendig skytte..”. jo jeg ku ligeså godt forsøge. Jeg trak vejret ind, fingeren på aftrækkeren, rypen i sigtekornet og så.. stilhed… POW! Og så var fuglen væk. Den var ikke i mit sigtekorn, men den var heller ikke fløjet op. JEG RAMTE SGU! Ryper mod René: 0-1. jo jeg ramte den i halsen og det var en flot skud sagde Per. Lige efter bogen. Den fødte dræbermaskine (det sidste sagde Per altså ikke).
Men glade og berusede af den tidligere succes begav vi os op på ”knolden”. Når man hører ordet knold, tænker man på en lille forhøjning, man kan passere på ti minutter, men når Per henkastet siger ”vi skal op på knolden og vandrer” mener han en knokkel af et ufremkommeligt bjerg, hvor der både skal kravles, klatres, gå igennem sne til knæerne (når man ikke lige synker i til livet) og ellers forsøge ikke at falde udover kanten, for der er dæleme langt ned. Men hold nu kæft, hvor var det fantastisk. Det er jo drengerøv på første parket at hoppe rundt i bjergene med en ærtebøsse og skyde på vildt. Naturen får du ikke mere barsk og episk, vejret var mildt på trods af den dalende sne og selskabet herligt. Per er en behagelig sindrig jyde (kommer faktisk fra Hobro området), og jeg tog alle hans jagt guldkorn til mig som en hund efter is (ja vores hund elskede is, så…). Desværre var ryperne ikke enig med os i, at i dag skulle være deres sidste. Det tog os over fire timer fra vores første rype til vi fik nummer to. På et tidspunkt så vi tre og Per fik også skudt, men missede desværre. Det vil sige at der er en teoretisk mulighed for at han ramte. Lad mig forklare: Per ser en rype lande et stykke fra ham. Han nærmer sig, lægger sig og skyder. Han ser nu en rype flyve op i vild panik. Han går så ud fra at han ikke ramte og rypen i flugt er den selv samme fugl han skød efter. Men! Hvad nu hvis den fugl han først så fløj hen til en buddy rype (min allerbedste squash buddy rype ven) som Per ikke kunne se. Per skyder, rammer og så flyver den aller bedste squashbuddy rybe ven sin vej i vild flugt. For Per går nemlig ikke op og tjekker bagefter. Så teoretisk set kunne vi godt være en rype rigere. Teoretisk set altså.
Men fire timer, et fejlskud, en lille frokost, en forfærdelig masse traven op og ned senere og vi var på nippet til at give op. Vi havde ikke set en rypespor, hørt deres kaglen eller bare set en i flugt i over to timer og vi var trætte, sultne og jeg var lidt ved at miste modet. Vi bestemte os for at gøre det eneste logiske – holde en lille frokost mere. Når man er på jagt er det nemlig (mand jeg er jo et opslagsværk) ikke spise en stor frokost, for så kan man jo kun orke at slå mave. Næh, en lille frokost, men flere af dem. Så vi var ved frokost nummer to, da vi hørte det… bwwrrreeaaaoor… bwwwrreeaaor.. YES! Rypekaglen! Nu skulle vi bare lokalisere den. Efter lidt kiggen rundt med vores kikkerter fandt vi dem godt en hundrede meters penge fra os. Der var to der sad sammen og så en tredje på et fjeld ikke langt der fra. Vi fik hurtigt pakket og så af sted. Mens vi gik, sagde per at vi skulle prøve et tandem skud, hvilket vil sige at vi har hvert vores mål, den ene af os skyder først og den anden skyder så lige efter i håb om at fuglen ikke har fløjet endnu. Et svært skud, men lykkedes det var det besværet værd. Vi linede op, og Per mente jeg skulle skyde først, jeg skulle bare lige melde klar før jeg gjorde noget. Han ville følge lige efter men endnu et skud. Jeg stillede mig til rette, tog sigte, meldte klar og mærkede roen og adrenalinen begynde at rumstere i kroppen. Jeg holdt vejret, trykkede på aftrækkeren og så fuglen i sigtekornet give et ordentligt ryk. De var ingen tvivl, jeg havde ramt (ryper vs. René 0-2). Men skud nummer to faldt ikke. Den anden fugl var for hurtig, så Per undlod at skyde. Ærgerligt, men under alle omstændigheder havde vi lige fordoblet vores jagtbytte. Glimrende.
Vi gik videre, og var nu ikke så langt fra slutningen af vores tur. Vi var kun en halvtimes trav fra kyststedet vi lagde gummibåden. Nu var valget så om vi skulle gå den nemme flade vej, hvor der var kun var en lille sandsynlighed for at ryper kunne tænke sig at støde til, eller om vi tog ruten over bjergkammen og kom til noget mere rypelignende territorium? Jeg måtte vælge. I et anfald af hukommelsestab (jeg havde glemt at mine ben var fuldstændig syret til med mælkesyre og mine fødder var ømme, våde og i udu) valgte jeg naturligvis bjergkammen. Fjols. Det gik voldsomt opad, heldigvis var det en lille kam og ikke i den størrelsesorden vi havde været i nærkontakt med tidligere. Det tog os et kvarter / tyve minutters tid at komme over på den anden side. Der var der lidt mere åbent terræn og der.. ikke langt fra os var der to ryper. Vi sneg os ind og blev enige om at give tandem skuddet endnu en gang. Denne gang var det bare mig der skulle skyde som sidste mand. Puha. Den var værre. Men jeg lagde mig til rette, fik sigtet, fik en klar melding fra Per og ventede på at høre et skud, så jeg i samme splitsekund kunne trykke min aftrækker… træk vejret.. stilhed… POW… aftrækker ind… POW. En fugl fløj op. En blev liggende. Min blev liggende. Damn, jeg var godt klar over at jeg var hård, men sååå hård? Vi var dog heldige at pers fugl var så flink at lande lidt derfra igen, så han to minutter senere kunne give den et velrettet skud. Fantastisk – fire fugle. Ikke nogen fantastisk timeløn må man sige, men hele oplevelsen var bare så overvældende. Og så gør det jo ikke noget man har en statistik der hedder tre kugler, tre fugle. Per var også lidt overrasket over han missede to gange på turen. Det havde han nu ikke for vane, så han ville hjem og skyde på skive, så han kunne få rettet riflen til. Er den lidt skævt indstillet kan han jo skyde alt det han vil, men ikke ramme noget som helst. Det var nu sent på eftermiddagen og solen stod nu højt på en skyfri himmel. Vandet var spejlblankt da vi fik gummibåden i vandet og roede ud til Pers nye strømlinede super båd. Efter lidt moslen rundt (gummibåden skal fæstnes, ankeret op etc.) var vi på vej hjem igen. Hjemme på kajen kom Ulrik (vores kollegieforstander der havde haft bilen, mens vi var væk) og han skulle jo lige høre hvordan det var gået. Jeg fortalte ham stolt om mine store jagtbedrifter og han nikkede og sagde muntert ”du skal nok blive afhængig ligesom os andre”. Tjaa, det kan der da være noget om. Til sidst var der kun lige at Per skulle vise mig hvad dælen man lige gør med ryper, når nu de er skudt og sådan. Jo man kan skolde dem og så plukke i timevis og få fjer over hele hytten. Men det var Per holdt op med for længst. I stedet kan man skære et lille snit ved bryst benet og så simpelthen trække skindet og dermed alle fjerene af. Man blotter så brystet og skærer brystkødet ud, da det stort set er det eneste kød der er hver at spise (til gengæld smager det rigtig godt). Så det lærte jeg så. Og mandag fik jeg min første stykke rypebryst…mmmmm. Det var godt. Selvgjort er velgjort som man siger.
Puha. Det var en ordentlig omgang. Men sådan gik det altså. Min først jagt. Det varer dog langt tid til min næste, efter som sæsonen slutter den 1. maj, da det er ved at være yngletid. Så skal de have ro indtil den 1. august eller 1. september (kan ikke lige huske) hvorefter jagten går ind igen. Så jeg må nøjes med at fiske indtil jagtsæsonen starter igen – så skal vi også på rensdyrjagt… så bliver det pludselig lidt mere spændende – større rifler, større bytte og mere at slæbe på… glæder mig allerede. Men næste gang vil jeg nok huske solcremen, så jeg ikke bliver så rød i hele bøtten.
lørdag, april 28, 2007
Iskæmper og breve der aldrig blev læst
Klokken er 9 om morgenen denne højhellige lørdag og jeg er lige blevet vækket af høj dum dum musik fra naboen. Så er alt jo ved det gamle. Men jeg er ellers kommet hjem til Maniitsoq efter godt en uge i Nuuk, og jeg må sige det er altså ret dejligt at komme hjem igen. Nuuk er en fin by, bevares, men Maniitsoq har et lidt mere behageligt tempo og forsøger ikke desperat at ligne en storby på trods af at den reelt kun er et mellemstort provinshul (Nuuk er på størrelse med Hobro). Udvalget er dog en del større i Nuuk, så det er jo okay og hotel værelset havde Discovery så det var jo ikke helt spildt, når man kunne ligge på værelset og se Mythbusters og American Choppers. Nice.En ting jeg helt glemte at fortælle om Nuuk var at der er fantastisk meget drivis i den gamle havn. Kæmpe store stykke is i alskens former, størrelser og nuancer af hvid og blå. Jeg tog en tur derned på den gamle havn allerede mandag (efter jeg havde fortæret en hjemmelavet cheeseburger på brasseriet mums) hen ved aftenstid med mit kamera. Det var fanme flot. Disse iskæmper der bare drev forbi i deres eget adstadige tempo, mens folk bare stod på kajen og gloede, som kun mennesker kan det når de ser enten en ulykke eller noget der er så utroligt smukt og naturligt at det bare går lige henover hovedet på dem.
På vej hjem kom jeg forbi julemandens kontor. Jeg kan ikke huske det præcist men jeg er ret overbevist om at det blev lukket sidste år, da landstyret ikke ville støtte det længere med penge, så folk kunne svar på deres stakkels lille Oles enormt spændte brev til Julemanden. Det er jo lidt synd, men i den kæmpe store postkasse der står uden julemandens (tidligere) kontor, så jeg noget jeg synes der var endnu mere ærgerligt og decideret synd. I postkassen var der et glas panel og gennem det kunne man se at der var masser af breve derinde, uåbnede breve. Jeg tænkte straks ”nej, det er alle de breve fra sidste år der ikke fik svar, nej hvor er det synd”. Men det var det ikke. Det var derimod breve helt tilbage fra 1996-1998 så vidt jeg kunne se på poststemplerne. Flere hundrede breve fra hele verden julemanden aldrig fik læst. For dårligt hvis jeg selv må sige det. Måske skulle man ansøge om at få julemanden privatiseret så service niveauet kunne komme op på et anstændigt niveau. Jeg citere lige fra et af brevene der havde siden mod vinduet: ”Hej Julemand. Jeg håber jeg får et brev fra dig i år for sidste år fik jeg ikke.” Det gør jo ondt helt ind i hjertet. Der sidder en eller anden lille tøs nu på tiende år og venter svar fra julemanden. Suk. Man burde sende en klage. Måske til kulturforvaltningen i Nuuk kommune, men de siger nok bare at det er der taget hånd om - de har fyret Julemanden. Glædelig jul.
Hjemme i Maniitsoq er alt ved det gamle. Den største nyhed er at bådbroerne er kommet i vandet, hvilket betyder at foråret står for døren. Selv er jeg i forhandlinger med min bank om at låne en god sjat penge så jeg kan købe Per forstanders gammel båd, da han jo har købt en ny stor skrummel (flot nyt skrummel) af en båd. Det betyder jo at hans gamle båd er til salg. Med ny motor (den skal lige skiftes) kommer det op på en 60-65.000, og dertil skal der så lægges alskens ekstra materiale som GPS, bamsedragter, pulverslukker (6 liter), brandtæppe, nødraketter, søkort, fiskegrej, redningsveste, bådshage, køleboks, vandtæt container, nødblus, kompas, masser af tov og så bliver jeg nødt til at købe det gevær og den kummefryser, nu jeg skal fiske og skyde til højre og venstre, når tid er. Men alt det her koster jo penge og hvis banken siger nej, så bliver det jo ikke til det store. Jeg regner med svar fra dem i starten af næsten uge (de skulle lige beregne lidt på mit budget jeg sendte dem). Hel personligt vil jeg ærgre mig gul og blå hvis ikke får lov, for det fjerner en kæmpe mulighed for de specifik grønlandske oplevelser man kan få heroppe. Og så glæder jeg mig til at have båden sammen med Camilla når hun flytter herop. Og til den nysgerrige læser kan det siges at jo, hun har sagt god for indkøb af båd. Ellers ville jeg ikke drømme om det. Nu er vi jo to, så det…
Men dagen i dag skal gå med lidt World of Warcraft, så skal jeg have snakket et par timer med mind dejlige kone, nu jeg endelig er i nærheden af Skype, og så skal jeg (måske) spille Settlers hos Per i aften. Så alt i alt er der lagt op til en dejlig afslappet lørdag.
Kram.
onsdag, april 25, 2007
så er seminaret i gang...
Så er det blevet tirsdag aften. Klokken er omkring de lidt i syv, og om en lille halvtime skal jeg mødes med de andre seminar deltagere på Brasseriet. Det skal nok blive hyggeligt.De første par dage på seminar har gået slag i slag. Vi diskutere og debattere vores grønlandske elærings platform, hvordan vi optimere det, hvilke projekter der er i gang, hvem der supporter dem og en hel masse andet i den dur. Nu er det jo sådan at jeg ikke er supporter i ordets almindelige forstand, da jeg ikke skal være til rådighed for projekter som mange af de andre supportere skal. Peter Rømer og jeg er jo derimod supportere for to stykker software vi er ved at implementere i de grønlandske undervisnings institutioner. Det har været lidt trægt på den konto (jeg har ikke haft en skid at lave), men nu lyder det til at vi får vind i sejlene og måske endda også får lidt for travlt. Jeg har jo undervisning ved siden af, så jeg skal jo passe lidt på at det ikke også går ud over mine stakkels elever. Planen er i hvert fald at vi skal uf til de enkle skoler for at udbrede brugen af disse programmer. Og som der blev sagt ”Peter tager Sydgrønland og René tager Nordgrønland”, hvilket nok skal tolkes som om at jeg tager Nuuk og alt nord for der. Og så bliver det jo pludselig ret spændende. Jeg havde jo ikke noget mod ture til Sisimiut og Ilulissat, men mere nordligt bliver det nok heller ikke til. Men bare det at komme af sted, bliver rart nu jeg blev snydt for Ilulissat af Pædagogikum. Indtil videre slår jeg lidt koldt vand i blodet. Det kan jo være det ender med to ture til Nuuk, og så er det det. Dog mener Peter at når først folk får øjnene op for det vi skal præsentere, så bliver vi de to supportere der får aller mest travlt.
Vi arbejder i hvert fald med det på det her seminar og arbedjstiden er som regel 9 til 17-18 stykker. Så det er ikke fordi vi feder den. Dog blev der tid til at handle lidt ind i storbyen i går. Vi skulle først starte mandag klokken 13.00 så jeg fik købt følgende:
- et vækkeur - har brugt min mobiltelefon til det det sidste år, men glemte den i maniitsoq
- en ny pung - Alfons Åberg er ved at have udtjent sin værnepligt
- en deodorant -min kone kan så godt lide når jeg dufter af ultraviolet så nu har jeg også deodoranten
hehe.. ”min kone”. Har ikke vænnet mig til at hverken sige eller skrive det endnu. Og vi er heller ikke helt over diskussionen om jeg skal kalde hende min kone, min hustru, viv, bedre halvdel eller hvad. Det kan være vi ender på nuajara (er næsten sikker på det er det det hedder), der er ”min kone” på grønlandsk.
Apropos kone, så er det dælme træls at være mobilfri lige netop nu, da jeg jo ikke kan ringe til min kone fra et hotel hvor telefonerne ikke kan ringe ud. Det er lidt røv når man er vant til at høre hendes stemme mindst en fire-fem gange om ugen. I desperation gik jeg over på Hotel Hans Egede (vi er stadig under HHE selvom vi bor på Hotel Nuuk), og bad om at låne en telefon der. Jeg havde håbet på en lang snak med Camilla lige indtil jeg hørte taksten. 7,5 krone i minuttet for at ringe til en fastnettelefon og 12 kroner for at ringe til en mobiltelefon! Der er jo røveri ved højlys dag. Men jeg skulle altså snakke med tøsepigebarnet for at forblive nogenlunde ligevægtig, så jeg ringede og aftalte med hende at det altså blev kort. Det forstod hun godt da hun hørte prisen. Men fik snakket lidt og efter fem et halvt minut sluttede samtalen. Det var øv, men min økonomi var ikke lige til en time eller to på den konto. Til gengæld blev jeg glædeligt overrasket da jeg fik regningen. Hotellet havde nemlig glemt at slå en eller anden tæller ordentligt til så det blev først 27 kroner (5,5x12=66), men han lod mig så derefter gå uden regning, da han lidt opgav systemet. Yay – 1-0 til kærligheden.
Nu skal jeg til middag og i må hygge jer alt det i kan.
mandag, april 23, 2007
i nuuk igen igen (og lidt siden sidst)
Ups. Det var så den uge og lidt mere til. Ja, Camilla tog hjem for godt en uge siden og nu sidder jeg på et hotelværelse i Nuuk og skriver blog. Og min computer er enten dum eller bare langsom. Den opfører sig i hvert fald mærkeligt. Og langsomt. Men der er jo sket lidt af hver. Det gør der jo som regel på en uge. Men lad mig starte fra begyndelsen (det virker som sådan et godt sted at starte).
Camilla tog hjem mandag morgen med flyet klokken 8.30, hvilket jo var træls. Der var lidt overskyet og begyndende dårligt vejr, så jeg håbede jo lige til det sidste at flyveren gav op og fløj Maniitsoq hus forbi, så Camilla ”desværre” blev nødt til at spendere en nat eller to mere i byen hos mig. Men så heldig skulle man ikke være. Alt forløb planmæssigt, så det var jo skod. Så hende af sted og mig tilbage til undervisning klokken 10 til 14.10. Mine timer fra 8.00 til 9.40 havde jeg fået flyttet til tirsdag, så jeg kunne sige farvel til min kone, hvilket jo var rart og en god gestus fra skolens side, hvis jeg så bare havde husket denne ændring dagen efter. Nix, jeg var så distræt og ved siden af mig selv pga. af min pludselige ensomme tilværelse, at jeg fuldstændig havde glemt det. Så jeg sad i ATX B klassen og observerede Karsten undervise i kemi (til pædagogikum skal vi have et vis antal observationstimer), mens ATX A rendte rundt og ledte efter mig og ikke kunne forstå hvor jeg blev af. Pia kom til sidst i tanke om at jeg da vist havde mumlet noget om observation, og valgte så at tage min undervisning. Pinligt. Ikke kun overfor Pia, men så sandelig også for ATX A klassen, der lidt havde dådyrøjne og ”hvordan kunne du dog glemme os?” skrevet i panden bagefter. Så da jeg skulle undervise dem om onsdagen havde jeg så bagt en kage til dem som undskyldning. Og undskyldningen blev modtaget med stor begejstring.
Men alt i alt var det en skod uge. Rigtig rigtig træls det meste af tiden. Jeg var uoplagt, træt, distræt og manglede min Camilla når jeg kom hjem. Jeg havde lige vænnet mig til at hun var der og så var hun væk. Det var så dejligt at have nogen at komme hjem til og snakke med og bare det at se lidt fjernsyn blev jo en oplevelse af helt nye dimensioner. Noget man gjorde sammen. For slet ikke at tale om maden. Den pige kan jo altså forvandle mærkelige bønner og grønt til lækre retter. Efter hun er forsvundet er lidt som at komme på vand og brød. Kedeligt. Men vi kæmpede begge to for at komme i bedre humør, ikke mindst ved at snakke sammen over skype, hvilket bare gjorde det hele meget værre. Camilla var meget ked af det og jeg var også lidt skidt ved hele det her at være alt for langt fra hinanden ting, så vi kunne bare være i elendigt humør sammen. Øv. Og sådan gik der så en tre fire dage med at være distræt og i øv humør, men så gik jeg tidligt i seng onsdag eller torsdag, fik sovet helt ud og var mere eller mindre klar til at se verden i øjnene der hen mod slutningen af ugen. Og for lige at gøre mig i ekstra godt humør fik jeg en lille pakke forsendelse fra min altid fantastiske filmpusher Shurjeel. Han sendte mig 3 fyldte dvd med godter samt et af de dejligste og mest livsbekræftende breve jeg har fået i nyere tid. Det var lige hvad der skulle til. Skønt. Og så gjorde det jo ikke mig noget at jeg kunne sidde fredag aften og se 300 i god kvalitet på min storskærn. Yay.
Lørdag tog jeg så flyet til Nuuk. Jeg skal være til seminar fra mandag til onsdag (var oprindeligt til torsdag, men som jeg hører nu lyder det til at det allerede stopper onsdag). Her søndag skulle Peter Rømer og jeg så lige have lavet lidt forberedende arbejde, som vi så kunne præsentere på seminaret. Peter Rømer og jeg er suppportere på to programmer (coursegenie og viscon centra) der bruges til online møder mm., men det er jo ikke så tit vi lige støder ind i hinanden da han bor i Qaqotoq (Sydgrønland). Så vi aftalte at mødes en dag tidligere i Nuuk, så vi lige kunne få det af vejen. Preben fra Eforum support teamet sluttede sig også lige på vores forberedelse, så vi sad alle tre på Nuuk handelskole og arbejde fra klokken 10.00 til 16.00. De tog dog lige et par kunstgreb af komme ind på skolen, da vores forespørgsel om nøglekort og login (Peters forstander sendte forespørgslen til Nuuk Handelsskoles forstander) åbenbart ikke rigtig var kommet videre i systemet. Men vi fandt et mobil nummer så vi fik åbnet op, og fik login af en anden vi kendte over telefonen, så mere ugennemsigtigt var det hele nu heller ikke.
Jeg havde næsten glemt – lørdag aften havde jeg jo for mig selv, så jeg tænkte at jeg ville prøve Nuuks store biograf (ikke at der er en lille biograf i Nuuk, men det at der i det hele taget er en biograf er ret stort) i kulturhuset Katuaq. Og nu viste de også en film jeg gerne ville se, så hvorfor ikke. Så jeg købte billet til Danny Boyles episke sfi-fi Sunshine. 60 kroner var ok at give, da salen faktisk var ok, stor rummelig, god skærm, nogenlunde lyd anlæg, men kunne godt bruge lige 10-20% mere benplads. Men der var en kopholder! Det er ret vigtigt i min bog. Ja sågar næsten vigtigere en benplads. Og man kunne købe nylavede popcorn i foyeren, så jeg var sgu i helt okay humør, da filmen første startede, selvom de godt kunne få endnu større popcornposer for min skyld, men jeg er jo også lidt grådig når det kommer til popcorn… Og filmen var flot, episk, langsom på en fed måde for så at rigtig tage fat halvvejs inde. Lidt 2001 møder Alien (den første) uden de små og store rumvæsner. Aftenen blev sluttet af med en pizza på hotelværelset og så ellers discovery og filmkanal. Ikke dårligt.
Ja angående hotelværelset, så plejer vi jo at bo på Hotel Hans Egede (HHE), men det var åbenbart fyldt op, så vi er kommet på Hotel Nuuk. Værelserne er fine, lyse og meget standard. Ikke ulig HHE, men servicen er lettere bekymrende til tider. Eksempel – da jeg kom var der ikke sæbe på mit toilet (bøtten var tom) og det har jeg nu sagt til to forskellige receptionister. Det er stadig ikke ordnet. Og værelset er altså blevet gjort rent en gang i mellemtiden. Suk. Og telefonen er et helt kapitel for sig. Den er vist mest til pynt. For ifølge vejledningen skal man trykke på 9 for at blive stillet om til receptionen – det virker ikke. På telefonen er der en knap der hedder ’receptionen’ – den virker ikke. Og man kan ikke ringe til de andre værelser ved at trykke værelsesnummer. Og de ved ikke i receptionen hvad man skal, når man spørger. ”Jamen der sidder sådan en knap der hedder ’reception’… ja, smarte, hvis så bare den virkede. Og så glemte de at vække mig i morges. Jeg skulle vækkes klokken 8.00 da jeg skulle med de andre til morgen mad klokken 9.00. Jeg blev vækket klokken fem i ni af de andre der lige bankede på min dør. Og to minutter senere blev jeg så ringet op af receptionen der lige ville sige undskyld fordi de havde glemt min vækning... Suk.
Uhh.. jeg var ellers lidt nervøs for at jeg skulle mangle mit world of warcraft fix nu jeg er kommet så langt fra min dejlige computer, men hej – det her er jo Nuuk, det er hovedstaden! Det er jo her det sner (det gør der faktisk) så de har jo selvfølgelig netcafe. Så den var jeg lige et par timer på besøg hos i dag og jeg må sige at det gjorde de sgu meget godt. Gode nye maskiner, okay læderstole. Det eneste minus var bare de der 20-30 bebumsede teenagere der råbte og skreg ”jeg smadrer dig”, ”årrhh.. så du lige det? Fik dig”; ”du camper for vildt” og alt det der de nu råber når de spiller counterstrike. Faktisk råbte de ikke så meget alle sammen, men der var en tåbe af en knægt der absolut skulle kommentere alt hvad han gjorde og alle andre gjorde mod ham meget højt og meget dumt. Og selvfølgelig sad jeg ikke særligt langt fra ham (men heller ikke tæt nok til at vappe ham et par på siden). Men det gik og jeg fik leget trold i et par timer.
Angående counterstrike, så er det et spil jeg egentlig gerne har villet være god til, men min koordinationsevner og sigte er så krop elendigt at jeg altid var en af dem der døde flest gange og havde mindst kills (lige med at jeg havde skudt de andre meget få gange). Og andre gik så meget op i at være ufattelig sej i det, at jeg følte mig nødsaget til at starte en modbevægelse. Så jeg startede klanen ”Sitting Ducks” hvor vi havde mottoer som ”Join us and die” og ”altid god for et nederlag”. Men vi hyggede os for en stund med at få bøllebank, indtil folk blev træt af det (både os der fik bank og dem der gav dem). Overvejede at starte en ny klan der hed ”guys with glasses” under parolen ”you wouldnt hit a guy with glasses, would you?”, men det fik jeg aldrig kørt i stilling. Nå, det var vist også et sidespor.
Nu skal jeg til at se lidt discovery eller en af min filmpushers gaver, mens jeg spiser lidt chips og drikker lidt cola. Desværre kan jeg ikke oplade min blog endnu, da hotellet ikke har trådløst net (heller ikke net via ledning for den sags skyld), så det må vente til at jeg kommer i nærheden af noget andet. Det bliver nok først i morgen eftermiddag når selve seminaret begynder klokken 13.00. Med mindre jeg lige tager en time eller to på webcafeen inden… hmm… måske.
Ses.
Camilla tog hjem mandag morgen med flyet klokken 8.30, hvilket jo var træls. Der var lidt overskyet og begyndende dårligt vejr, så jeg håbede jo lige til det sidste at flyveren gav op og fløj Maniitsoq hus forbi, så Camilla ”desværre” blev nødt til at spendere en nat eller to mere i byen hos mig. Men så heldig skulle man ikke være. Alt forløb planmæssigt, så det var jo skod. Så hende af sted og mig tilbage til undervisning klokken 10 til 14.10. Mine timer fra 8.00 til 9.40 havde jeg fået flyttet til tirsdag, så jeg kunne sige farvel til min kone, hvilket jo var rart og en god gestus fra skolens side, hvis jeg så bare havde husket denne ændring dagen efter. Nix, jeg var så distræt og ved siden af mig selv pga. af min pludselige ensomme tilværelse, at jeg fuldstændig havde glemt det. Så jeg sad i ATX B klassen og observerede Karsten undervise i kemi (til pædagogikum skal vi have et vis antal observationstimer), mens ATX A rendte rundt og ledte efter mig og ikke kunne forstå hvor jeg blev af. Pia kom til sidst i tanke om at jeg da vist havde mumlet noget om observation, og valgte så at tage min undervisning. Pinligt. Ikke kun overfor Pia, men så sandelig også for ATX A klassen, der lidt havde dådyrøjne og ”hvordan kunne du dog glemme os?” skrevet i panden bagefter. Så da jeg skulle undervise dem om onsdagen havde jeg så bagt en kage til dem som undskyldning. Og undskyldningen blev modtaget med stor begejstring.
Men alt i alt var det en skod uge. Rigtig rigtig træls det meste af tiden. Jeg var uoplagt, træt, distræt og manglede min Camilla når jeg kom hjem. Jeg havde lige vænnet mig til at hun var der og så var hun væk. Det var så dejligt at have nogen at komme hjem til og snakke med og bare det at se lidt fjernsyn blev jo en oplevelse af helt nye dimensioner. Noget man gjorde sammen. For slet ikke at tale om maden. Den pige kan jo altså forvandle mærkelige bønner og grønt til lækre retter. Efter hun er forsvundet er lidt som at komme på vand og brød. Kedeligt. Men vi kæmpede begge to for at komme i bedre humør, ikke mindst ved at snakke sammen over skype, hvilket bare gjorde det hele meget værre. Camilla var meget ked af det og jeg var også lidt skidt ved hele det her at være alt for langt fra hinanden ting, så vi kunne bare være i elendigt humør sammen. Øv. Og sådan gik der så en tre fire dage med at være distræt og i øv humør, men så gik jeg tidligt i seng onsdag eller torsdag, fik sovet helt ud og var mere eller mindre klar til at se verden i øjnene der hen mod slutningen af ugen. Og for lige at gøre mig i ekstra godt humør fik jeg en lille pakke forsendelse fra min altid fantastiske filmpusher Shurjeel. Han sendte mig 3 fyldte dvd med godter samt et af de dejligste og mest livsbekræftende breve jeg har fået i nyere tid. Det var lige hvad der skulle til. Skønt. Og så gjorde det jo ikke mig noget at jeg kunne sidde fredag aften og se 300 i god kvalitet på min storskærn. Yay.
Lørdag tog jeg så flyet til Nuuk. Jeg skal være til seminar fra mandag til onsdag (var oprindeligt til torsdag, men som jeg hører nu lyder det til at det allerede stopper onsdag). Her søndag skulle Peter Rømer og jeg så lige have lavet lidt forberedende arbejde, som vi så kunne præsentere på seminaret. Peter Rømer og jeg er suppportere på to programmer (coursegenie og viscon centra) der bruges til online møder mm., men det er jo ikke så tit vi lige støder ind i hinanden da han bor i Qaqotoq (Sydgrønland). Så vi aftalte at mødes en dag tidligere i Nuuk, så vi lige kunne få det af vejen. Preben fra Eforum support teamet sluttede sig også lige på vores forberedelse, så vi sad alle tre på Nuuk handelskole og arbejde fra klokken 10.00 til 16.00. De tog dog lige et par kunstgreb af komme ind på skolen, da vores forespørgsel om nøglekort og login (Peters forstander sendte forespørgslen til Nuuk Handelsskoles forstander) åbenbart ikke rigtig var kommet videre i systemet. Men vi fandt et mobil nummer så vi fik åbnet op, og fik login af en anden vi kendte over telefonen, så mere ugennemsigtigt var det hele nu heller ikke.
Jeg havde næsten glemt – lørdag aften havde jeg jo for mig selv, så jeg tænkte at jeg ville prøve Nuuks store biograf (ikke at der er en lille biograf i Nuuk, men det at der i det hele taget er en biograf er ret stort) i kulturhuset Katuaq. Og nu viste de også en film jeg gerne ville se, så hvorfor ikke. Så jeg købte billet til Danny Boyles episke sfi-fi Sunshine. 60 kroner var ok at give, da salen faktisk var ok, stor rummelig, god skærm, nogenlunde lyd anlæg, men kunne godt bruge lige 10-20% mere benplads. Men der var en kopholder! Det er ret vigtigt i min bog. Ja sågar næsten vigtigere en benplads. Og man kunne købe nylavede popcorn i foyeren, så jeg var sgu i helt okay humør, da filmen første startede, selvom de godt kunne få endnu større popcornposer for min skyld, men jeg er jo også lidt grådig når det kommer til popcorn… Og filmen var flot, episk, langsom på en fed måde for så at rigtig tage fat halvvejs inde. Lidt 2001 møder Alien (den første) uden de små og store rumvæsner. Aftenen blev sluttet af med en pizza på hotelværelset og så ellers discovery og filmkanal. Ikke dårligt.
Ja angående hotelværelset, så plejer vi jo at bo på Hotel Hans Egede (HHE), men det var åbenbart fyldt op, så vi er kommet på Hotel Nuuk. Værelserne er fine, lyse og meget standard. Ikke ulig HHE, men servicen er lettere bekymrende til tider. Eksempel – da jeg kom var der ikke sæbe på mit toilet (bøtten var tom) og det har jeg nu sagt til to forskellige receptionister. Det er stadig ikke ordnet. Og værelset er altså blevet gjort rent en gang i mellemtiden. Suk. Og telefonen er et helt kapitel for sig. Den er vist mest til pynt. For ifølge vejledningen skal man trykke på 9 for at blive stillet om til receptionen – det virker ikke. På telefonen er der en knap der hedder ’receptionen’ – den virker ikke. Og man kan ikke ringe til de andre værelser ved at trykke værelsesnummer. Og de ved ikke i receptionen hvad man skal, når man spørger. ”Jamen der sidder sådan en knap der hedder ’reception’… ja, smarte, hvis så bare den virkede. Og så glemte de at vække mig i morges. Jeg skulle vækkes klokken 8.00 da jeg skulle med de andre til morgen mad klokken 9.00. Jeg blev vækket klokken fem i ni af de andre der lige bankede på min dør. Og to minutter senere blev jeg så ringet op af receptionen der lige ville sige undskyld fordi de havde glemt min vækning... Suk.
Uhh.. jeg var ellers lidt nervøs for at jeg skulle mangle mit world of warcraft fix nu jeg er kommet så langt fra min dejlige computer, men hej – det her er jo Nuuk, det er hovedstaden! Det er jo her det sner (det gør der faktisk) så de har jo selvfølgelig netcafe. Så den var jeg lige et par timer på besøg hos i dag og jeg må sige at det gjorde de sgu meget godt. Gode nye maskiner, okay læderstole. Det eneste minus var bare de der 20-30 bebumsede teenagere der råbte og skreg ”jeg smadrer dig”, ”årrhh.. så du lige det? Fik dig”; ”du camper for vildt” og alt det der de nu råber når de spiller counterstrike. Faktisk råbte de ikke så meget alle sammen, men der var en tåbe af en knægt der absolut skulle kommentere alt hvad han gjorde og alle andre gjorde mod ham meget højt og meget dumt. Og selvfølgelig sad jeg ikke særligt langt fra ham (men heller ikke tæt nok til at vappe ham et par på siden). Men det gik og jeg fik leget trold i et par timer.
Angående counterstrike, så er det et spil jeg egentlig gerne har villet være god til, men min koordinationsevner og sigte er så krop elendigt at jeg altid var en af dem der døde flest gange og havde mindst kills (lige med at jeg havde skudt de andre meget få gange). Og andre gik så meget op i at være ufattelig sej i det, at jeg følte mig nødsaget til at starte en modbevægelse. Så jeg startede klanen ”Sitting Ducks” hvor vi havde mottoer som ”Join us and die” og ”altid god for et nederlag”. Men vi hyggede os for en stund med at få bøllebank, indtil folk blev træt af det (både os der fik bank og dem der gav dem). Overvejede at starte en ny klan der hed ”guys with glasses” under parolen ”you wouldnt hit a guy with glasses, would you?”, men det fik jeg aldrig kørt i stilling. Nå, det var vist også et sidespor.
Nu skal jeg til at se lidt discovery eller en af min filmpushers gaver, mens jeg spiser lidt chips og drikker lidt cola. Desværre kan jeg ikke oplade min blog endnu, da hotellet ikke har trådløst net (heller ikke net via ledning for den sags skyld), så det må vente til at jeg kommer i nærheden af noget andet. Det bliver nok først i morgen eftermiddag når selve seminaret begynder klokken 13.00. Med mindre jeg lige tager en time eller to på webcafeen inden… hmm… måske.
Ses.
søndag, april 15, 2007
Ski, grønlandsk og gæster
Så er det nu. Den sidste time. I morgen er hun væk og 16 dages intensiv hygge og muchos kærlighed er med et sat på pause. Røv.Lidt har vi da nået de sidste par dage, men vi vil ikke helt gå i dybden med det, da vi hellere vil bruge lidt tid på hinanden end at skrive blog lige nu (det er ved at være pyjamastid). Men hvis I virkelig vil vide så har vi siden sidst bl.a. været på Maniitsoqs museum, hvilet i sig selv er lidt en bedrift. Det var kun fordi Anna Marie skulle derned med eleverne at vi også kom derned. Ved museet står der at der er åbent fra 9 til 16 men det er der ikke. Der er faktisk overhovedet ikke åbent på noget tidspunkt. Så Anna Marie ringede til turistkontoret, den tidligere forvalter, til kommunen og endte til sidst ved kulturforvaltningen, der så lovede at finde ham der skulle have været på arbejde – altså være nede og holde Museet åbent. Men vi kom derned og så deres lettere spøjse samling af alt muligt; malerier, billeder, rustne ting og sager, benværktøj, klæder, ting af træ man ikke vidste hvad var og hvad man ellers lige syntes havde en historisk værdi (f.eks. trampeorgler, skrivemaskiner og gamle royale billeder).
Derudover har Camilla været med til grønlandsk (sammen med mig altså). Hun tog flere notater end mig, fattede lidt af det, men overlod udtalen til os andre ”rutinerede”… Heldigvis havde jeg en af mine gode dage, så hun var ikke helt uimponeret. Under alle omstændigheder endte vi i klubben bagefter med Ib (vores lærer) og Hanne (den anden elev) og lidt faste medlemmer fra Klubben. Hyggeligt med et par fyraftensbajere.
Og og og… Camilla har været ud og stå på ski for første gang nogensinde!!! Og jeg for første gang i 20 år!!! Jepper, vi lånte 2 sæt langrends ski og tog et smut ud i blomsterdalen, for at dumme os foran alle de andre mennesker der også ville nyde det dejlige lørdags vejr med et par ski under fusserne. Og dem var der et par stykker af (vejret var også usandsynligt godt). Men vi klarede det faktisk overraskende godt. Vi faldt kun 2 gange hver og til Camillas undskyldning skal det siges at hun havde fået én defekt ski. Den sad ikke ordentlig fast (bindingen var lidt i udu) så hun havde lidt problemer. Jeg havde til gengæld fået verdens længste glatteste ski, så når jeg forsøgte mig ned af bakke, fik jeg så meget fart på og væltede da jeg ikke kunne styre mine ski. Men vi overlevede og har ingen brækkede ben. Camilla har dog et blåt mærke på knæet, men det var fra da hun faldt efter hun endelig havde fået skiene af. Så et nul til os.
Lørdag aften havde vi huset fuldt af gæster, eftersom vi havde inviteret til Maniitsoq mesterskaberne i Matador. Så Per, Karsten, Pia, Anne Marie og Christian kom lidt i otte og så gik spillet ellers i gang. Vi inddelte os på fire hold og begyndte så den benhårde kapitalistiske kamp for hotelkæder i det indre København. Nu er det jo sådan at man ikke kan have held både i spil og i kærlighed, hvilket Camilla og jeg hurtigt måtte sande. Vi var de første der røg håbløst på røven og ud af spillet da vi landede på Grønningen og måtte betale 22.000 kroner for et hotel ophold. Det var mere end vores budget kunne klare, så vi måtte trække os tilbage og i stedet se på de andre stakkels spillere blive tværet ud af en voldsom overlegen Per. Han kan bare det der med spil. Men vi hyggede os og de tusind forskellige snacks vi havde købt faldt i absolut god jord. Vi sluttede aftenen af med en røget laks på et stykke ristet franskbrød og lidt mere rødvin. Dejligt.
Og nu er det så søndag og flyet går i morgen tidlig. Øv. Så vi vil stoppe nu og bruge den sidste time inden vi skal i seng på lidt hygge i sofaen med en kop Chai te iført pyjamas (yay).
Godnat…
tirsdag, april 10, 2007
ris, reaktioner og ugen derpå
Camilla har lært at sige Kangerlussuaq som en rigtig indfødt! Hvilket vil sige at man udtaler det nogenlunde som gang-er-slus-su-ak, sådan ca. Jepper, Camilla er blevet en rigtig indfødt og har nu to gange været med til min sejladsundervisning, der i dag tog os et besøg ombord på byens politibåd, eller politikutter om man vil. Den var stor, det var koldt og havde voldsom meget udstyr ombord.Men siden vi blev gift en hin onsdag er der sket lidt. Vores hvedebrødsdage har mest af alt gået på at holde indendørs pyjamas party og vente i frygt og spænding på omverdenens reaktion på vores (forhåbentlig) uventede giftermål. Det hyppigst stillede spørgsmål vi har fået er om det var noget vi bare lige fandt på efter Camilla var kommet her op. Og til det kan vi lige indskyde det vi før har nævnt - nix, det var ikke en pludselig indskydelse at ”hey, lad os lige svinge omkring kommunen og blive smedet sammen”. For nej, desværre det er ikke Las Vegas, og nej Elvis er der ikke lige til at spørge ”Do you promise to not step on his blue suede shoes?”. Det kan man bare ikke i Kongeriget Danmark. Og slet ikke hvis man ikke bor i samme kommune, og slet slet slet ikke når den ene bor i Danmark og den anden bor i Grønland. Overhovedet ikke. Næh.. det var et noget så kedeligt som et nøje planlagt impulsivt superhemmeligt bryllup.
Men reaktionerne har været mange. Lige fra min kære mors et minuts stilhed i telefonen (hun var i chok) indtil hun fik sundet sig og skreg ”BRIAN KOM HER! RENÉ ER BLEVET GIFT!” hvor efter de begge knækkede sammen af grin og ønskede os et stort tillykke, til min storebrors reaktion der mest af alt gik ud på at han var overbevist om at jeg kom i BAD STANDING med mine svigerforældre, eftersom jeg havde tyvstjålet deres eneste datter uden nogen form for advarsel (hvilket morede ham rigtig meget). Det kom jeg dog ikke. Min farmor hører ikke så godt efterhånden, så hun troede først jeg havde taget gift, indtil hun fattede hvad det var jeg sagde og derefter mest af alt var ked af vi ikke lige var i nærheden så hun kunne give os et knus og et ordentligt tillykke. Camillas familie fik sig også lidt af en overraskelse, men ønskede os et stort tillykke og drak en skål for os. Hendes lillebror brød sammen af grin. Fra venner og bekendte har vi fået alt fra ”Tillykke med det, selvom jeg er ked af, at jeg ikke kunne være der til at kyle frossen ris på jer”, ”hvad sker der?... nå men tillykke”, ”HOLD DA HELT KÆFT....og et stort tillykke fra mig” (Thomas der svarede efter 37 minutter, hvor han både havde nået at læst mailen, snakket med Claus og Anders og skrive en mail tilbage, respekt) og fået en fantastisk flot collage med postordre brudepiger inklusiv pingviner, isbjørne, blomster og Nik og Jay fra Stina og Siiid, Camillas aller bedsteste veninder hele verden.
Og så er jo det store spørgsmål vi har fået fra vores forældre – hvad ønsker vi? Åh gud. For at være helt ærlig så aner vi det ikke. Det var ikke for de store gaver vi blev gift. Jeg ved godt at det jo er nu vi burde presse citronen, men der er bare ikke de helt ønsker. Vi har snakket lidt om et godt helbred, fred på jorden og evig kærlighed men… Det må vente lidt.
Derudover har der jo været super godt vejr her i påsken. Desværre er bådene dog ikke kommet i vandet endnu, så det har mest af alt stået på et par gode traveture på Maniitsoq ø. Først i adskillige timer i fjeldene heromkring og så i søndags op til Eiffeltårnet, hvilket egentlig blot er en radiosender på toppen af et fjeld, men der er ret langt oppe og der en trappe hele vejen op, så det er et yndet mål, hvis man skal have en killer udsigt udover byen. Så der var vi oppe. Og der var koldt på toppen. Der er rigtig skidt vejr nu, men jeg håber vejret bliver bedre i løbet af et par dage så vi kan låne et par ski af skolen og komme en tur ud. Men det vil tiden vise.
Vi har været til middag hos Anne Marie, der havde inviteret Per, Karsten, og de nygifte på middag. Hun serverede super lækker mix af snack grøntsager med dip, humus, soltørret tomat tappernade, cremet spinat noget med detilhørende æg, lækkert hjemmebagt brød, kikærter i noget sennep/honning dressing marinade agtigt (som Camilla lige vil kidnappe opskriften på), andesylte med æble og sveskekompot, indian curry gryde, røget ørred, røget rensdyrkød og til sidst en lammekølle… og til aller aller sidst en indisk version af klatkager stegt som æbleskiver (lavet af ris og kokosmælk) – en klatskive? Vi behøver vist ikke at sige at vi var MEGET mætte da vi trillede hjem. Og vi kan da lige sige at vi på vej hjem så et flot grønt dansende nordlys. Ahh.. det var en dejlig aften.
I dag er der så gået seks dage siden at vi blev gift og vi var ret overbeviste om at alle dem der nu havde en mening om den slags havde givet sig til kende. Aldrig kunne vi have taget mere fejl. For jeg skulle jo starte på arbejde igen. Da jeg kom til kontoret var der et papirstykke spor op til min stol hvor der lå ris og pasta. Allerede nu begyndte min spejdersans at skrige og med god grund for i løbet af 2 sekudner var hele kontoret fyldt med folk der smed ris efter mig og ellers prøvede at ramme alt på hele kontoret og ønskede mig tillykke. Derefter tog de store stærke fyre mig ellers under armen og løftede mig og hev mine sko af og ja.. du har gættet det.. klippede mine strømper. Og derudover havde de også puttet ris i bøger på skrive bordet, pasta i skufferne og toiletpapir i min ekstra trøje. Jo de havde haft travlt. Der var absolut liv og glæde dage. Men de ærgrede sig over at Camilla ikke også var der. Hun skulle altså også komme derned, og jeg fik strenge ordrer på at sige til når hun kom. Jeg vil ikke sige at jeg ligefrem lokkede Camilla til skolen, men jeg ringede da og aftalte at vi skulle ses til frokost. Egentlig regnede jeg med at festivitasen var forbi på det tidspunkt, men der undervurderede jeg grønlændernes næse for traditioner og et godt grin. Det skal lige siges at jeg havde fejet efter første angreb. Det skulle jeg jo ikke have gjort. For klokken lidt over tolv dukkede Camilla op og kom ind til mig på mit kontor, og vips så stod der kæmpe flok mennesker igen og smed ris og konfetti over hele en gang til. Efter det store ris inferno havde vi begge fået ris indenfor trøjen og selv i mine underbukser var der forvildet sig et par riskorn hvortil Charlottes (vores ene rengøringsdame) svarede ”YES!”. Det er åbenbart et af de helt store succeskriterier.
Men vi overlevede og har som sagt været til sejlads i dag. Og det var så den dag. Nu skal vi også til at i seng. Knus fra Maniitsoq.
P.S. vi har fået en efterspøgsel på et bedre link til flickr, et der var en direkte link til mine billeder, så her er det ---> link
torsdag, april 05, 2007
Surprise!!!
Så klappede fælden. Nu er det jo ingen hemmelighed at jeg ret godt kan li Camilla og det er så heldigvis gengældt. Og så er det jo sådan at folk der godt kan lide hinanden, de af og til flytter sammen, bliver forlovede og går hen og bliver gift. Sådan gør vi ikke. Vi har taget det hele lidt baglæns. Så…. Vi er blevet gift! Så. Nu er det blevet sagt. Puha. Nu mangler vi bare at flytte sammen og blive forlovede, men det må vente lidt endnu. Jo, den er god nok. Vi har givet hinanden et endegyldigt ja, i går på rådhuset i Maniitsoq.Og nej, der er faktisk en grund til at du ikke har hørt om det før nu. Og nej du er ikke den eneste, der først læser om det nu. For vi har nemlig været enormt hemmelighedsfulde og spionagtige omkring det hele. Faktisk var der ingen på nær Karsten fra mit arbejde, der vidste om det indtil for en lille uge siden. Camilla nåede lige at fortælle et par af hendes veninder det inden hun drog nordenfjords, men ellers har vores munde været lukket med syv segl. Og det har ikke været helt nemt. Specielt ikke når vi sådan set har været forlovede siden jeg var hjemme sidst, det vil sige til jul. Så prøv I lige at holde en hemmelighed som det for alt og alle, venner, familie, kolleger, samtidig med at du skal rende frem og tilbage til kommuner, sende officielle papirer, modtage telefonopkald på kontoret fra kommunen mens andre er i rummet og stadig ikke give nogen en idé om hvad der foregår. Jo det har ikke været helt nemt. Hele den bureaukratiske mølle er et helt kapitel for sig, så det tror jeg vi skriver om lidt senere, for det var helt godnat, men summa summarum kan det siges at det ca. tog os to måneder at få papirarbejdet i orden, så en uge før Camilla kom herop, var det endelig faldet på plads. Til det kommer så køb af vielsesring, når man er flere tusind kilometer fra hinanden. Ikke nemt, men man kan meget med internettet, og nu sidder vi hver med vores 8 karat guld ring på venstre ringfinger.
Men vi mødte klokken 12.45 op på rådhuset, hvor borgmesterens sekretær, Birthe, stod og ventede på os. Birthe har virkelig været en medsammensvoren i hele vores lille vielseskomplot. Hun har trukket i trådene, ringet til alle mulige for at forhøre sig om bureaukratiske spidsfindigheder om papirer fra Danmark til Grønland og omvendt og om hvorvidt navneforandringer var muligt eller ikke. For der er loven anderledes i Grønland, men mere om det i en anden blog. Men Birthe har i hvert fald været en allieret, så det var kun naturligt at hun skulle være vores ene af to vidner. Det andet vidne var naturligvis Karsten, der var den eneste anden person i Maniitsoq der vidste om vores skumle planer. Så han dukkede også op klokken 12.45 i voldsomt pænt tøj, med kameraet klar.
Det hele skulle løbe af stablen i byrådssalen, og der var gjort klar med stearinlys, kaffe, the, småkager, sodavand og en lille skarp, som det (fik vi at vide) var kutyme når man blev gift på rådhuset. Det var dog ikke borgmesteren der skulle vie os (han kunne ikke), men derimod viceborgmesteren Mimi Karlsen, og jeg er ved at tro at hun var mindst lige så nervøs som os, da det var hendes første vielse alene. Men hun havde sit papir hun kunne holde sig til, så hun klarede det fint og både Camilla og jeg fik sagt hvert vores lavmælte men meget følte ja. Jeg havde egentlig forventet at Mimi nu ville sige ”har du ringene” og ”så må du kysse bruden” eller noget, men det gør de åbenbart ikke på rådhuset. Men vi fandt da ud af det alligevel. Så vi fandt ringene frem, fik en på hver vores venstre ringfinger og så kysset… mmmmm… det ku vi i hvert fald finde ud af. Alt i mens Karsten knipsede billeder af som en gal. I de 20 minutter eller mere vi var på rådhuset nåede han at tage 62 billeder. Skønt med en privat fotograf. Til sidst underskrivning af et par dokumenter, samt kaffe, te og en lille sherry eller bailey agtig ting og tilhørende småkager. Ikke dårligt.
Derefter tog Camilla og jeg hjem et par timer og slappede af, men havde aftalt med Karsten af han lige skulle advare ATI om at jeg altså ville give fyraftens øl, da der lige var noget Camilla og jeg ville fejre med dem. Så klokken halv fire dukkede vi op med øl, lidt mundgodt og en Asti (en eller anden faktisk glimrende sprüdelwasser) og fortalte at nu var vi altså blevet gift. Så blev der ønsket tillykke. Hyggeligt blev det i hvert fald. Efter et par timer på ATI tog vi så på Hotel Maniitsoq hvor byens fine restaurant er. Her havde vi dagen i forvejen ringet for at bestille bord og så lige høre om de overhovedet kunne lave noget vegetar mad. Det mente kokken ”da godt han kunne bikse sammen”, så der tog vi så op klokken seks. Det var en lettere spartansk anretning med båndpasta og forskellige grøntsager til. Absolut spiseligt og når der til hører sig en flaske rødvin og dejligt selskab går det hele jo straks ret okay. Et par timer senere var vi hjemme igen og lavede lidt dessert til os selv iført ens pyjamas hvor vi så så Dødbringende Våben 2 på flimmeren for derefter at gå i seng og sove, fuldstændig drænet for energi… Det var en lang dag, men skøn.
Nu har vi så også fået fortalt den glade nyhed til familien, både hendes og min, og det var ret sjovt. Lad os bare sige at kommentaren som ”der tog I sgu røven på os” er lydt mere end en gang. Men det kan være at vi får berettet mere fyldigt om en anden gang. Nu ligger der i hvert fald billeder fra vielsen på flick, så I kan se det ved selvsyn.
mandag, april 02, 2007
Pyjamas par(ty)
Så er hun kommet! Yay! Ja, hun er altså ikke først lige kommet i dag, men derimod i fredags, så godt som planmæssigt. Kun 35 minutter forsinket, hvilket er hvad Immaqa Airlines går for en planmæssig ankomst (se Sæl sæl sæl og mere sæl, hvis du lige har glemt hvad Immaqa betyder… hehe).
Men hun ankom fredag, efter jeg havde gået rundt hele dagen og stresset rundt om mig selv, for hvad nu hvis hun ikke ankom? Hvad nu hvis hun strandede i Kangerlussuaq pga. råddent vejr? Så ku vi jo lige spilde en 3 dage på den konto, eller mere. Men sådan skulle det heldigvis ikke være. For hun sidder lige nu lige ved siden af mig og gaber. Og retter min dårlige stavning.
Og hvad har vi så fået tiden til at går med? Mangt og meget. Man kan sågar sige at vi har haft lidt travlt. Sådan da. Indtil videre har vi været til Kaffemik hos Ulrik og Merethe da deres yngste søn fyldte 2 år. Og pædagoiske som vi er købte vi et overdimensioneret kinder æg, der frarådes til børn under 3 år… Camilla var dog ikke helt enig i at det var den bedste gave, men vis mig et barn der ikke synes kinder æg er verdens bedste. Men der var kager, 3 styk forskellige, frikadeller, pølsehorn, pitabrød, salat, og masser af rød saftevand. Og så selvfølgelig masser af folk, som der hør og bør til en god kaffemik. Sådan ca. i rationen 50% voksne - 50% børn. Hyggeligt.
Efter kaffemik tog vi en tur i klubben, hvor den hårde kerne havde slået sig ned, ås der var masser af kolde øl og mandehørm, hvilket ikke så ud til at genere Camilla alt for meget, til gutternes overraskelse. De forsøgte dog til tider at lægge en dæmper på deres snak ”nej nu skal vi os.. og der er jo kvinder til stede” men de kunne aldrig holde det mere end et par minutter før snakken gik ufortrødent om det mænd nu brager ud om, når kvinder ikke er til stede. Og klokken var altså ikke mere end 16.30. Der var vi så en times tid eller mere.
Resten af weekenden tilbragte vi inden døre (da vejret alligevel var lort) med at være enormt meget par agtige ved at gå rundt i næsten matchende pyjamasser (den ene er grå den anden er blå, men ellers same same), lave lækker vegetar mad (lasagne, wokhelvede med noget ris noget), se films, og ellers varmet hinanden under dynen (ligget i ske med hænderne OVER dynen forstås). Nå ja, så har Camilla forsøgt at slå mit øje ud på et tidspunkt. Hun mener selv det ikke var helt med vilje, men jeg har min tvivl. Hun ramte i hvert fald rimelig klokkeklart, så jeg var lidt nervøs for at få et blåt øje. Men så galt gik det heldigvis ikke.
I dag har Camilla så været med på arbejde. Det vil sige hun dukkede op klokken 12 (lidt over, eftersom hun kom sent ud af døren.. tsk.. kvinder) og så fik vi frokost og hun hang ud indtil jeg holdt fri lidt i fire. Aftenen er så gået med at lave nogle vanvittige kikærtefrikadeller eller hvad man nu kalder dem med tilhørende kartoffelbåde, grønne bønner og bernaise sovs. Vores frikadeller var ikke helt 100 % men jeg er da hverken død eller syg så det er vel endnu en vegetarisk sejr i casa del Toft. Camilla bander lidt ved siden af mig.. hun ser så sød ud når hun er sur.. eller prøver at være det. Til gengæld kysser hun godt.
Men hun ankom fredag, efter jeg havde gået rundt hele dagen og stresset rundt om mig selv, for hvad nu hvis hun ikke ankom? Hvad nu hvis hun strandede i Kangerlussuaq pga. råddent vejr? Så ku vi jo lige spilde en 3 dage på den konto, eller mere. Men sådan skulle det heldigvis ikke være. For hun sidder lige nu lige ved siden af mig og gaber. Og retter min dårlige stavning.
Og hvad har vi så fået tiden til at går med? Mangt og meget. Man kan sågar sige at vi har haft lidt travlt. Sådan da. Indtil videre har vi været til Kaffemik hos Ulrik og Merethe da deres yngste søn fyldte 2 år. Og pædagoiske som vi er købte vi et overdimensioneret kinder æg, der frarådes til børn under 3 år… Camilla var dog ikke helt enig i at det var den bedste gave, men vis mig et barn der ikke synes kinder æg er verdens bedste. Men der var kager, 3 styk forskellige, frikadeller, pølsehorn, pitabrød, salat, og masser af rød saftevand. Og så selvfølgelig masser af folk, som der hør og bør til en god kaffemik. Sådan ca. i rationen 50% voksne - 50% børn. Hyggeligt.
Efter kaffemik tog vi en tur i klubben, hvor den hårde kerne havde slået sig ned, ås der var masser af kolde øl og mandehørm, hvilket ikke så ud til at genere Camilla alt for meget, til gutternes overraskelse. De forsøgte dog til tider at lægge en dæmper på deres snak ”nej nu skal vi os.. og der er jo kvinder til stede” men de kunne aldrig holde det mere end et par minutter før snakken gik ufortrødent om det mænd nu brager ud om, når kvinder ikke er til stede. Og klokken var altså ikke mere end 16.30. Der var vi så en times tid eller mere.
Resten af weekenden tilbragte vi inden døre (da vejret alligevel var lort) med at være enormt meget par agtige ved at gå rundt i næsten matchende pyjamasser (den ene er grå den anden er blå, men ellers same same), lave lækker vegetar mad (lasagne, wokhelvede med noget ris noget), se films, og ellers varmet hinanden under dynen (ligget i ske med hænderne OVER dynen forstås). Nå ja, så har Camilla forsøgt at slå mit øje ud på et tidspunkt. Hun mener selv det ikke var helt med vilje, men jeg har min tvivl. Hun ramte i hvert fald rimelig klokkeklart, så jeg var lidt nervøs for at få et blåt øje. Men så galt gik det heldigvis ikke.
I dag har Camilla så været med på arbejde. Det vil sige hun dukkede op klokken 12 (lidt over, eftersom hun kom sent ud af døren.. tsk.. kvinder) og så fik vi frokost og hun hang ud indtil jeg holdt fri lidt i fire. Aftenen er så gået med at lave nogle vanvittige kikærtefrikadeller eller hvad man nu kalder dem med tilhørende kartoffelbåde, grønne bønner og bernaise sovs. Vores frikadeller var ikke helt 100 % men jeg er da hverken død eller syg så det er vel endnu en vegetarisk sejr i casa del Toft. Camilla bander lidt ved siden af mig.. hun ser så sød ud når hun er sur.. eller prøver at være det. Til gengæld kysser hun godt.
Men nu gider vi ikke længere. Vi er lidt trætte og der er endnu en arbejdsdag i morgen. Så kan det jo være jeg kan få Camilla til at overtage bloggen på et senere tidspunkt. For vi har en del vi skal nå. Jeg vil se om jeg kan få hende overtalt til at tage med til sejladsundervisning i morgen. Derudover er der en vaskeægte seljtur på programmet, filmklub på ATI, vi skal besøge Anna Marie og måske stå på ski hvis vejret vil det og ATI har vores størrelser i sko. Og sårn noget.
Kram fra os.
Kram fra os.
Abonner på:
Opslag (Atom)
