Lottoskandale!

Der må være sket en fejl. Faktisk adskillige millioner fejl. Jeg vandt jo ikke. Her snakker jeg jo naturligvis om de der ufattelige mængder lottomillioner der stod på højkant denne højhellige lørdag. Først var det 58 millioner, så var det 64 og det endte vist med at være 74 millioner. Og så var der jo også Jokeren der var en 10 millioner. I hvert fald kunne man med den rigtige kombination vinde ret så mange penge. Og dem var det jo meningen at jeg skulle have mine fingre i. Karsten og undertegnede havde købt hver vores lottokupon og indgået en gentleman agreement om at hvis en af os vandt så delte vi lige over. Karsten var sikker på at han vandt for han havde aldrig spillet før og hvis ikke det var nok (det burde det jo have været) så var han overbevist om at jeg bragte ham held. Så vi var sikker i vores sag. Selv var jeg overbevist om at han fik den store gevinst og jeg scorede jokeren så tilsammen sku vi nok en 80 millioner, der jo så (desværre) skulle deles i to, men 40 millioner på kontoen er vel også en slags penge (man kan vel nøjes). Jeg havde ellers planlagt det hele, mit nye jetset liv i overhalingsbanen i Maniitsoq, champagnen der skulle flyde i en lind strøm, swimmingpoolen der skulle bygges på toppen i min nye penthouse lejlighed, det private jetfly til min kone (måske havde jeg ikke lige råd til et fly men man kan jo altid leje) så vi kunne se hinanden lidt oftere, så skulle jeg lige have startet et musikselskab, så mine stakkels venner endelig kunne udgives, min bror kunne få en cool bil eller hvad han nu havde lyst til at bruge en million på, for slet ikke tale om alle de dvd’er, cd’er, computerspil, elektroniske himstergimster og hvad der ellers hører til i en hver nørds fremtidige ønskehjem. Men jeg vil ikke købe en ny båd for min båd er sej. Måske skulle den shines lidt op, få det nyeste og sejeste udstyr installeret og sådan, men Madicken bliver. Kom heller ikke lige til nogen konklusion omkring mit job. Jeg kan egentlig godt lide at være lærer, så jeg tror næsten at jeg ville blive ved med det tiden ud (2 år endnu), men efter den tid har jeg lovet at Camilla (min dejlige kone) bestemmer hvor vi skal hen, så hvor end vi så endte så ville jeg slå mig ned med en bærbar og skrive en bestseller (det er jo sådan noget man bare gør når man er en sej millionær som mig) og udgive den på mit nye forlag og tjene endnu flere penge. Så I kan jo godt se at der må være sket en fejl. Da jeg slå op tekst tv og så at det så sandelig ikke var de tal jeg havde på min lottokupon blev jeg jo forvirret. Det kunne jo ikke passe. Og da Karsten ringede og sagde at han heller ikke havde vundet var forvirringen total. Vi overvejede at ringe til tekst tv for at sige til dem at de skulle sætte de rigtige tal på. Vi kunne bare ikke finde nummeret til dem. Så vi gik i biografen i stedet.

Det gik så heller ikke helt som planlagt. Sammen med Bodil (en af de andre kursister) havde vi købt billeter til Oceans 13, og vi fik købt slik, sodavand og var klar til 2 timer i selskab med alle de store stjerner (dem jeg ville have mænget mig med, hvis jeg havde vundet lotto). Lidt inde i filmen skulle Karsten lige ud og trække vejret gennem et filter. Den slags tager som regel en fem minutter, men manden kom ikke tilbage. Overhovedet. Det undrede os lidt, men jeg regnede med at han havde sat sig et andet sted efter han var kommet ind igen eller noget i den dur. Måske var han bare blev enig med sig selv om at filmen var kedelig og gået, men det ligner ham nu ikke at lave sådan et stunt. Vi så filmen færdig, og Bodil og jeg spejdede efter Karsten, men han var ingen steder at se. Da jeg kom hjem sms’ede (det kan jeg nemlig nu) jeg lige til ham for at høre hvor han blev af, og så var det jeg fik forklaringen. Katuaq (kulturhuset hvor biografen er) er blevet røgfri, og i den forbindelse skal man altså gå udenfor for at ryge. Hvad Karsten ikke vidste var at efter filmen var gået i gang var personalet mere eller mindre skredet og dørene var sat på automatisk smæklås. Så Karsten blev låst ude. Uden nogen mulighed for at komme ind igen. Jamen hvad er det der sker? Så efter han havde rendt omkring bygningen en tre fire gange og hevet i alle døre uden held så gav den stakkels mand op og gik slukøret hjem til hotellet igen.

Filmen var ellers fin. Men det skal I ikke sige til Karsten.

Derudover har jeg købt det dersens Illustreret Videnskab i dag. Ikke fordi jeg vil til at læse alt om det der videnskab, men mere fordi der var en IQ test med. Og jeg har de sidste par år gået med en svag mistanke om at jeg faktisk er ret klog. Måske endda Mensa materiale. Ja,ja den er god med dig. ”Ham den skaldede fjeldabe kan sgu da ikke komme i Mensa”, tænker du nok, ”det er jo for folk med noget mellem ørerne”. Men i de sidste par test jeg har taget rundt omkring på nettet har jeg scoret fra 128 til 136, og for at komme i Mensa skal man have 131 (eller 132, kan ikke helt huske det præcis). Nu er det bare sådan at ved at flere af de der test er der en usikkerheds faktor på et eller andet antal point så jeg ku rent faktisk være en del under (altså dummere end jeg går og bilder mig ind) eller lidt over (og dermed risiko for at være klog som bare pokker). Mensa selv har en test hvor usikkerheden er en del mindre og den de har på nettet prøvede jeg også tidligere. Her scorede jeg rimelig højt men ikke højt nok, så det var lidt en kold klud i hovedet når man nu gik med drømmen om at blive den klogeste pseudo eksimo i Grønland. Så nu skulle slaget stå. Illustreret Viden skab skulle afgøre om jeg skulle forsøge optagelse hos de der braniacs eller ej. Testen tog fat på både sprogforståelse, logik, billed- og mønstergenkendelse, hukommelse og regning og tog mig godt en times penge. Sprog, logik, billede og regning gik sådan set ok, men min hukommelse var ikke helt optimal. Det var noget med at huske numre der kom i en hvis rækkefølge en gang. Ikke helt nemt. Men jeg klarede mig bedre end jeg regnede med. Og hvad blev resultatet så? Skal jeg i Mensa? Nix, nada, desværre. Jeg fik den nette sum af IQ 125, hvilket vil sige at jeg stadig er 6 til 7 point fra top 0,2 procent af den samlede befolkning hvor Mensa folkene befinder sig, men til gengæld er jeg så klogere end 95% af verdens befolkning. Top 5% er da heller ikke aller værst, men det er lidt nederen at blive droppet igen, når man lige har læst at en to årig pige fra England er blevet optaget i Mensa. 2 årig! Hvad fanden sker der? En 2 årig kan klare opgaverne men jeg kan ikke? Tal om at føle sig en lille smule til grin. Oh well.

Nå, nok om det. Jeg skal i seng. Har en lang dag i morgen igen…. Mand nu må vi også snart være færdige med det her kursus så jeg kan komme hjem til min kone så hun kan se min selvlysende bornholmske frimærkesamling. Den er jeg sikker på bliver et hit…

Great. Jeg er endelig blevet fri for snakkekællingerne inde ved siden af og der er kommet en ny gæst. Hvad gør han så? Han snakker i søvne. Typisk.

den mobile skarnsknægt

Det måtte jo ske. Jeg har igen fået en mobilos. Ja, den er god nok. René har endnu givet efter og glemt alt om mobilfrie principper og at det rent faktisk er ret dejligt at folk ikke kan få fat i dig 24 timer i døgnet 7 dage om ugen. Yrk. Bare tanken. Så hvorfor dog få en når jeg hellere vil være eneboer og eremit, leve for mig selv og helst kun kommunikere med omverdenen gennem røgsignaler fra min majspibe? Tjo, det er faktisk mest på grund af min båd. En vigtig regel når man er ude og sejle er at man har eller i det mindste har mulighed for radioforbindelse med omverdenen. Det anbefales sågar at man har mindst to måder at kommunikere med omverdenen med, i tilfælde af at den ene ikke virker. Så den VHF radio (som jeg endnu ikke har fået købt mig) er ikke nok, og så er den også kun ment til nødopkald. At du er løbet tør for benzin (dumt) er ikke en nødsituation. At din båd synker og/eller er i brand, du har mand over bord, du bliver overfaldet af en isbjørn eller noget tilsvarende – se det er en nødsituation. Vi taler altså om livsfare. Så til alt det andet gejl må man have et andet kommunikationsmiddel. Derfor mobiltelefon. Og så gør det jo ikke noget at jeg kan tale med min kone mens jeg er i Nuuk uden at give 10-12 kroner i minuttet som de kræver på Hotellets linie ud af huset…

At jeg ikke har købt den før nu hænger lidt sammen med at jeg er lidt en gnier. Der er ingen grund til at betale overpris hvis man kan undgå det. Og hvis der er en ting der er dyrt i grønland så er det en mobil telefon. I Danmark kan man få smidt en i nakken for en krone og et halvårsabonnement (det var det jeg gav for min sidste mobil), men heroppe koster de snildt mellem 1.500 og 3.500 eller mere. Og det gider jeg altså ikke give for noget jeg har tænkt mig at bruge så lidt som overhovedet muligt. Og så var det at jeg kom til Nuuk. I brugsen havde de nemlig tilbud på en lækker sag af en sort Motorola model W220 (reklamepenge tak, moto) der var sat ned fra 1.299 til 800 bobs. Se det er noget jeg kan forholde mig til. Så den købte jeg så. Så skulle jeg bare lige på posthuset (TelePost) og købe abonnement, få ladet telefonen op, aktiveret SIM kortet (det kan tage op til 2 dage heroppe) og så var jeg klar til kamp. Den blev klar og jeg fik ringet til min kone og efter samtalen sendte hun mig så en lille SMS for lige at checke nummeret. Jeg får åbnet indbakken og hvad ser jer? At beskeden er nummer 107! Sig mig lige en gang, har jeg ikke lige købt en sprit ny telefon måske? Hvordan fanden kan der så være så mange beskeder. Fanme for dårligt. Og så var de alle sammen på grønlandsk så jeg kunne ikke engang snage. Øv. Men så kom jeg også i tanke om at batteriet godt sad i da jeg åbnede kassen og der ikke sad sådan en fin plastik film på displayskærmen. Grunden til at jeg ved at der burde have været det er at Karsten købte samme mobil og den var nemlig med separat batteri og plastik. Så den eneste logiske konklusion var at brugsen havde solgt mig en brugt mobil. Ikke brugt længe men længe nok til den i hvert fald ikke var så sprit ny som den burde (de 106 ”fremmede” sms’er var sendt mellem marts og april i år). Det der var sket var højst sandsynligt at en havde købt den og efter en måneds tid fundet ud af at han hellere ville have en anden og gået tilbage og byttet tilbage. Men det skal de fanme gøre opmærksom på sådan noget.

Så mig op til brugsen og sige hør lige her, hvad er dog det for noget. De kunne godt se at det ikke var helt heldigt, men de kunne desværre ikke bytte til en ny, da Karsten havde købt den sidste. De kunne heller ikke få en ny hjem (ikke at jeg havde tænkt mig at blive i Nuuk og vendte på det), og de kunne heller ikke lige fremtrylle et nyt batteri, som egentlig var det jeg var mest irriteret over. De ville gerne tilbyde mig en anden model, men de nåede altså ikke den lille sorte stillige model til sokkerholderne, og jeg ville jo gerne beholde den. Modellen var der jo intet i vejen med. Men batterier har levetid og min var brugt. Så vil blev enige om et 200 kroners afslag til et nyt batterier. Har ingen idé om man kan få et batteri for 200 kroner men en 25% afslag i pris på noget der allerede er sat ned 40% er ikke helt at kimse af. Så fra 1.299 til 600 synes jeg er en helt pæn handel. Så jeg fik pengene, og er nu en glad indehaver af en næsten ny mobil.

Derudover har vi haft travlt her på Modul 2 af pædagogikum. Vi læser, diskuterer, får alt for lækker mad (det kan man mærkelig nok godt blive lidt træt af i længden), skriver, læser lidt mere, spiser og læser igen. Der er ikke meget fritid, med undtagelse af i dag, hvor vi har fået fri efter klokken 12. Og det trængte vi også til. Så Karsten og jeg var på en lille tur til Nuussuaq hvor jeg boede som barn. Vi travede rundt og jeg pegede hid og did om fortalte historier fra min barndom om hvem der nu havde boet der og der og alle de skarnsstreger jeg nu havde haft gang i. Ret sjovt egentlig. Tror ikke han kedede sig alt for meget. Vi tog også lige en slapper nede ved lystbåde havnen og sad på klipperne med en kold pilsner. Jeg siger dig, det er ikke det værste der kan ske. Mmmmm. Da vi kom hjem manglede vi lidt et aftensprojekt, da der hverken var noget i fjernsynet af nævneværdig karakter og biffen ikke viser noget værd at se før på fredag. Så jeg gik i brugsen (igen igen) og købte af ren nostalgiske årsager den nye Rocky Balboa (det er den sjette af dem, og den bedste siden 1 ca.). Nu kunne vi have sat os en på et af værelserne og set filmen på den lille bærbare skærm, men vi er jo altså ikke multimedienørder for ingenting. Så i stedet sneg vi os op til vores konference lokale hvor vi vidste at der var en projektor. Vi fik lånt nogle computerhøjtalere af personalet og så så vi ellers gode gamle Rocky på storskærm, mens der i det næste konferencelokale var fyldt af fine folk fra Nordisk Råd for Kultur og Uddannelse (mener det var det det hed). Vi følte lidt vi var et par skarnsknægte ude på ballade, men sjovt var det. Filmen var fin, måske mere nostalgisk en fantastisk spændende, men vi blev da underholdt.

Nu sidder jeg så og skriver lidt blog inden jeg skal forsøge at falde i søvn i den her ulidelige varme. Faktisk sover jeg ikke særlig godt her på hotellet. Puderne og seng er ikke helt optimale så jeg har lidt ondt i nakken og sover alt for let. Så slev om jeg får otte timer er jeg mere træt når jeg vågner en mine seks timer hjemme i Maniitsoq, men sådan er det jo at være hjemmefra. Men typisk mit helt så er jeg placeret på 1. sal aller yderst, lige ved siden af KNI bygningen der selvfølgelig er ved at få en ekstra etage på (eller noget i den stil) så denne morgen blev jeg vækket før tid af et kæmpe BRRRRRRRRRRUUUUUUMMMM. Jep, beton bor lige i ydervækken. Fedt. Receptionen tilbød at flytte mig, men jeg gider heller ikke være et alt for stort problembarn så jeg vil lige se om de også vækker mig på samme måde i morgen. Hvis de gør det er jeg den der er flyttet. For det var dæleme HØJT!.

Nå, ja. Lige et mærkeligt faktum. Den tobak, Sirius, jeg køber i Danmark og ryger i piben har jeg fundet heroppe. Det var en af de andre kursister (en eks piber) der gjorde mig opmærksom på at man kunne få den en gang i mellem. Så jeg gik ind i Pissifik og ganske rigtigt. Der stod en enlig dåse Sirius. Og nu kommer det mærkelige. Den kostede kun 45 kroner! I Danmark koster den typisk 98 kroner, og taget i betragtning af at en pakke smøger med 20 i koster 59 kroner heroppe og 31 kroner i Danmark giver det jo slet slet ingen mening. Men som min eks pibe ryger ven sagde ”lad vær med at sige det til dem!!”. Vi skulle jo nødig risikere at de finder ud af deres fejl og sætter den op for alle de andre stakkels piberygere i Grønland. Så derfor på opfordring siger jeg til alle jer der læser dette: Shhhhhhhhh……!

snakkekællinger...

SÅ HOLD DOG KÆFT KÆLLINGER! Øv. Jeg er endelig kommet til Nuuk, og klokken nærmer sig de tolv midnat. Egentlig burde jeg ligge i min seng og sove for i morgen begynder mit 10 dages pædagogikum modul 2. Men der er lige det der med at få lov til at sove. For rummet er lidt lydt.

Jeg må hellere starte med at sige at jeg endnu engang er indkvarteret på Hotel Hans Egede (og ikke på Hotel Nuuk som sidste gang). Rummet er faktisk ret dejligt, da de af en eller anden grund har set det nødvendigt at udstyre mig med et dobbeltværelse. Så jeg har en dobbelt seng, eller i princippet er det bare to enkelt senge der er sat sammen, at boltre mig på. Så det er jo dejligt. Men der er bare den ene lille slange i paradis at der er en dør (ud over udgangen) der fører indtil rummet ved siden af. Den er selvfølgelig låst, men den gør er at der er ret så lydt. Og nej der et ikke et nygift par inden ved siden af der giver den hele armen. Heldigvis. Nej det er derimod to kvinder, ja damer vil jeg næsten hellere sige. Og de har lyst til at snakke. Så det gør de så. De knævrer løs. Det vil sige den ene knævrer rigtig meget, mens den anden desperat prøver at komme med indspark til debatten hist og her, men jeg har på fornemmelsen af at den første helst bare vil have lov til at høre sig selv og så sig selv. For hun har noget på hjertet. ”Jamen så sagde han..”, ”jamen det var simpelthen bare så teenageagtigt”, ”nej, men hvad er der måske i vejen med at være single?”, ”det kan da godt ske at jeg i en alder af et eller andet burde..”, ”Johanne og Erik blev gift i…”. Tjo hun giver den gas. Jeg synes det var ret sjovt at hun ikke engang kunne få sig til at sige sin egen alder højt, ikke en gang over for hendes veninde. Så er hun nok nået de fyrre.

Jeg overvejede om jeg sku gå ind og bede dem om at dæmpe sig lidt, men de holdt jo ikke fest eller noget. De snakker bare. Fik vendt verdenssituationen. Eller de fik i hvert faldt vendt den ene venindes verdenssituation. Og det kan man jo godt trænge til en gang imellem. Så jeg holder min kæft og dyrker min zen bare en lille smule mere. havde lidt lyst at prøve om det der der med et glas på væggen og øret til glasset rent faktisk virkede, men tænkte det at det nok ikke var så godt for min karma at smuglytte som en anden pervers stodder, og desuden hører jeg jo fint som jeg sidder her ved min computer...

Men ud over tøser som naboer så kan jeg nu se frem til 10 dage på hotelværelse og et kursus der vil give mig minus fritid overhovedet. Hvis det går bare lidt lige som sidste gang, så skal vi knokle røven ud af bukserne med at læse, lytte og diskutere. Ikke at jeg klager. Hellere det end at skulle kede mig i ti dage. Meget hellere. Indtil videre har jeg et kompendium og en bog jeg med sikkerhed ved vi skal igennem, men lur mig om de ikke nok skal finde en stak ekstra materiale vi sikkert lige får som en lille hyggelig godnat læsning oven i hatten. Nu får vi jo se. Håber da om ikke andet at jeg bliver lidt klogere. Men det bliver nu dejligt at se alle de andre kursister igen. Det er jo de samme hoveder som til det sidste kursus, men de ti dage på hotel kunne jeg godt have undværet. Det bliver lidt ensformigt i længden at spise ude hele tiden og ikke at sove i sin egen seng. For at give mig selv lidt underholdning lagde jeg lidt films og serier på min transportable harddisk, men hvad gør den så nu jeg slutter den til min bærbare? Den strejker. Røv pis. Er lidt sur over det faktisk, men virker den ikke snart, så må jeg lige have den med til Aalborg. Den er jo kun et år gammel og garantien sku dække fint endnu. Håber bare ikke at det noget alvorligt.

Nå men nu er der blevet stille inde ved siden af. Den snaksalige veninde fandt vist ud af at klokken var blevet over tolv. Jeg må også hellere se puder. Damn, jeg har glemt at bestille vækning. Det må jeg hellere få gjort i en fart. Så kan jeg jo lige få købt lidt internet så jeg kan få den hersens blog op i en fart.

Godnat. P.S. har lige været nede i receptionen og købt internet. Fuck det er dyrt. 30 minutter koster 55 kroner, en time koster 100 kroner og 3 timer kan du så få til den favorable pris af 250 kroner. Helt ørli, hvad fanden har de gang i? jeg ku godt huske at det var dyrt, men for fanden da... Jeg sku til at spørge receptionisten tog pis på mig, men han så ikke ud til at han så ikke ud som om han jokede så jeg bed det i mig. Nu håber jeg dæleme i sætter pris på den her blog, for den var dyr!

"inde i dit skaldede hoved"

Undskyld at jeg har holdt jer alle sammen utilgivelig længe på pinebænken. Med bekymrede miner har i dagligt tjekket min blog for klarede han den? Er han virkelig skipper nu? Og hvad med eleverne? Bestod de eller dumpede han dem alle? Hvordan forløb dimissionen og hvad laver man en weekend i Maniitsoq når vejret er herre dårligt?

For at starte fra starten så var torsdag hvor jeg skulle have de sidste 11 (tror nok det var 11) elever op. Nervøsiteten havde fortaget sig lidt hos mig. Efter onsdagens laaaangeee eksamensræs var jeg jo allerede en erfaren rotte i faget, så der var da ikke noget der kunne slå mig ud. Og det gik sådan set også fint. Ikke nogle store skandaler, kun et par elever der skulle have læst på pensum i stedet for at lave alt det andet man laver der er meget sjovere end at terpe til eksamen. Så de dumpede. Ærgerligt. I alt af de 24 elever der var til eksamen over de to dage var der fem der dumpede. Så er det man kan vælge at sige at nå nå nå, det er jo hele 20% der dumpede!! Skandale på ATI!! Eller man kan vende den om og sige – wow der var 80% der bestod, det var fanme flot. Tjaa.. jeg har vist altid været en af dem med et halvfyldt glas.

Men dagens solstråle historie var da min elev Nielsigne var til eksamen. Hun havde et par dage før eksamen kommet ind på kontoret for at få et par kopier af nogle tekster fra litteraturlisten. Hun skulle terpe for gymnasiet, hun gerne ville ind på, havde fortalt hende at hun skulle have 8 for at komme ind. Det var hun lidt nervøs for. Nielsigne er ikke specielt god til engelsk, men hun er bare en af de der med et gå på mod der kan råde bod på næsten alt. Hun ved hvad hun vil. Hun var den anden sidste der kom i engelsk og hun startede så med at trække en af de længste tekster vi har haft. Overhovedet. Men i stedet for at se et forskrækket knækket ansigt, så jeg et stort smil, hvorefter hun sagde ”Den har jeg læst!”. Og så gik hun glad ind til forberedelse. Efter 20 minutter var det så hendes tur til at snakke om den tekst hun havde trukket. Det var et brødrene Grimm eventyr (The True Bride) og Nielsigne snakkede. Og snakkede. Og snakkede. Så nåede vi lige at snakke lidt om hendes skriftlige projekt (Nielsigne snakkede og snakkede igen) og så skulle hun udenfor til de 1-3 minutters absolut pineri hvor man står og venter på karakteren. Dødsdommen. Eller forløselsen. Alt efter hvordan man nu har klaret den. Censor og undertegnede blev meget hurtigt enig og fik den kære elev ind igen. Hun var nervøs, men, forklarede vi hende, det behøvede hun ikke at være siden hun havde fået 11. I sku se hende. Hun var så glad at tårerne stod, hvilet så var ved at få censor til at få meget fugtige øjne. Men hun havde ærligt og redeligt fortjent det, så det var jo rart. Dejligt.

Om aftenen var det så min egen tur til at være til eksamen. Igen. Denne gang var det den praktiske skipper eksamen (hedder godt nok Duelighed, men skipper lyder lidt federe). Den praktiske del af eksamen gik ud på at vi skulle ud og sejle i en 200 hestekræfters Targa (stor båd). Til sammenligning kan jeg fortælle at Madicken har 60 heste, er en del kortere, og en del tættere vandet. I den skulle vi så først styre efter kompas og derefter lave øvelsen ”mand over bord”. Siden der ikke lige var en frivillig mandsperson til at hoppe overbord som vi skulle redde, måtte vi nøjes med at bruge en tom blå benzin dunk. Nu var det bare sådan at vinden var rimelig god den dag og strømmen heller ikke var lige nul. Så hvad sker der når man smider en tom dunk i havet? Den bliver i hvert fald ikke på sin plads, det er helt sikkert. Havde det været en mand, var han ikke drevet halvt så meget. Så da jeg skulle dreje båden rundt og få dunken indenfor opsamlingsradius, var det ikke mindre end så godt som umuligt. For det første var båden et stort skrummel der reagerede som en elefant på valium (jeg er kun vandt til min lille Madicken der reagere som en ninja på speed) og for det andet smed vind og vejr den dunk rundt som en drage i en orkan. Røv. Men til sidst lykkedes det på en eller anden måde at komme ind på den rigtige side uden at sejle dunken ned (det må man jo heller ikke) og få den op igen. Så sov godt i sikker vished at skulle du eller en blå benzin dunk falde overbord vil jeg kunne samle den op i tredje eller fjerde forsøg. Og som min lærer sagde, så er det vigtigste jo at den kommer op. Inde på land ventede resten af holdet der havde været ude og Anne Marie og Christian havde røget laks, nybagt brød og champagne med, for sådan noget skulle jo fejres. Og så var det også Anne Maries fødselsdag. 25 år. Igen. Nammenam.

Fredag var der dimission for alle vores dejlige elever. Der skulle være fælles morgenmad klokken 10.00, hvorefter der ville blive delt eksamensbeviser ud, sunget nogle fællessange og lavet lidt underholdning. Og angående den der underholdning så er det selvfølgelig noget jeg har været rodet ind i. Jeg er vel min fars søn. Jeg kan huske at da vi boede i Nuuk, så var det altid min far der var rodet ind i underholdning i Grønlandsbanken. Der var revy, jazzband, små film, børnehistorier om deres maskot og alt der imellem. Altid min far der havde en finger med i spilet. Og nu er jeg selv i Grønland og hvad laver jeg? Skriver sange og sketch til ATIs dimission. Sangen var på melodien ”så længe jeg lever” om handlede om alt det eleverne ikke længere skulle bekymre sig om, såsom:

Du siger dansk er noget pjat
Matematik, historie er jo dybt godnat
Samfundsfag jeg tror det næppe
Simpelthen fordi
Det er ligeså uforståeligt som biologi

Så længe jeg lever
Så længe mit hjerte slår
Så længe vil jeg huske A.T.IIIIIIIIII
Men nu er det år forbi
Ikke mere fysik kemi
Nu må du gå din egen vej

Og sådan blev den ved i en tre vers endnu. Ret sjov og omkvædet lærte de ret hurtig. Det er heller ikke helt uden grund vi havde valgt den melodi, da det altid har været den sang stakkels Karsten har stillet sig op og skrålet med bandet når han nu havde fået nok indenbords til at han havde fundet sin indre John Mogensen. Så folk kendte den fint.

Og så var der sketchen. Karsten og jeg skrev den en aften og den handlede om fire elever og en lærer, og om alle de ting elever nu gør når de ikke vil have undervisning ”lærer, du ser træt ud i dag, skal vi ikke gå en tur?”, ”Skal vi ikke se film / lege / spille spil”… Så krydret med nogle regler for klassen, umulige elever og en lærer der hellere vi på jagt og du har et nogenlunde billede af vores sketch. Det var selvfølgelig mig der var dum nok til at tage den største rolle (fordi jeg havde jo ingenting jeg skulle i dagene op til.. doh). Det var faktisk ret sjovt når vi skulle øve (Anne Marie, Karsten, Sine, Ulrik og mig) fordi det skulle jo være hemmeligt. Der var ingen der måtte vide hvad det gik ud på. Så det blev hurtigt en slags hemmelig loge vi mødtes i 15 minutter til en halv time om dagen for hurtigt at øve inden vi skulle videre før de andre opdagede os. De andre vidste godt at der skete noget, men hvad det var, havde de ingen idé om. Så sketchen kom præcis som vi havde håbet på, som et lyn fra en klar himmel. Lad os bare sige at den vakte stor stor jubel. Vi var et hit.

Om aftenen var der så fest. Ja egentlig skulle det have været en eftermiddags grillfest, men da det styrtregnede hele dagen ku vi ligesom skyde en hvid pind efter den idé. I stedet skulle det så være indendørs og blev derfor stille og roligt udsat time efter time.. Så festen der skulle være startet klokken 15 begyndte først ved en halv syv tiden om aftenen. Heldigvis havde jeg luret den så jeg var hjemme og slappe af et par timer før jeg tog tilbage til skolen. Festen var fin og hyggelig, og eleverne havde underholdning. Specielt var det da de udleverede gaver til de enkelte lærere, mig inklusiv, hvor de så lige gav os et par ord med på vejen. Jeg kan desværre ikke huske det helt ordret men ved mig var det en tak for at invitere eleverne ind i min fantasiverden ”inde i dit skaldede hoved”… det sidste sagt som kun Maalia kan sige det. Meget sødt og faktisk lidt rørende. Det var jo sidste gang jeg skulle se alle mine herlige, utaknemmelige, skøre, fantastiske, glade, trætte, kvikke, ligeglade, interesserede og alt i alt dejlige elever. Så jeg var hjemme lidt over tolv med et kæmpe smil på læberne og en lille klump i halsen.

Lørdag skulle jeg til en lille hyggemiddag hos Anna Marie og Christian, der havde inviteret Karsten, undertegnede og Kununnguaq (tror det staves sådan), vores duelighedslærer og både Anne Maries og Karstens censor til deres eksamener på ATI. Men det er sådan set ikke middagen der er det interessante, for bevares, den var dejlig. Fantastisk mad som sædvanligt (alt godt fra havet - røget laks, krabbekød mm. samt lammekølle plus alt det ekstra guf hun nu kan), godt selskab og god vin. Det var ikke det. Nej, for Anne Marie og Christian er jo flyttet op i hesteskoen (der er der man godt vil op, men der er en laaaaaaang venteliste) og har nok noget byens bedste udsigt. Den er fra 2. sal og med vand på begge sider. Og hvad kan man komme til at se i vand når man er på Grønland? Hvaler! Der er var mindst fire pukkelhvaler der boltrede sig i vandet ude i fjorden. De kom jævnligt op med et ordentligt blåst og vendte så deres store prægtige hale i vejret igen og dykkede. Intet mindre end… betagende… smukt.. rent. Man kunne ikke andet en at sidde klinet med ansigtet op i det vindue for at se hvor kom de nu op? Og hvad mange var der denne gang? Det var simpelthen så flot. Ærgerligt at man ikke selv var en båd derude så man kunne se dem lidt nærmere (der var to både derud der drønede rundt efter hvalerne for at komme tæt på), men det må blive en anden gang. Nu er de i hvert fald endelig ankommet.

Hep.

den store eksamensdag

Puha. Lige nu har jeg mest af alt lyst til at synge den der Bølle Bob sang:

Jeg er træt så grusom træt
Jeg er færdig jeg har ikke flere kræfter
Jeg er led og ked af skolen
Lad mig side for mig selv
For jeg gider altså ikke høre efter

Ikke fordi jeg hverken er led og ked af skolen eller ikke gider at høre efter, men fordi jeg er.. ja, træt. I dag var en af de laaaange og mentalt udmagrende dage. Som jeg forklarede i går så var det også noget af et program jeg vågnede op til i morges. 15 elever til eksamen, samt jeg så bagefter selv skulle til eksamen i 2 timer eller mere.

Nå, men jeg vågnede og kiggede ud af vinduet. Tåge. Pis. Nu igen tænkte jeg. Min censor kommer jo aldrig til Maniitsoq hvis vejret bliver ved med at te sig på den måde. Jeg var ikke lige klar over hvornår flyet var meningen at det skulle lande men jeg var overbevist om at jeg kunne høre det kredse om byen da jeg daffede på arbejde omkring klokken halv otte. Mine eksamener skulle starte 8.40, så damen havde altså bare af at lande. Ellers skulle vi jo i gang med alle mulige og umulige plan B’er og C’er og hids dig op og herned. Så var det lige at kontoret fortalte at der var altså ingen flyver før klokken 10.15 uanset.. doh. Nå men betød så at vi skulle have gang i en midlertidig plan B, og det blev så Pia som censor med Per vores forstander som bisidder. Så det gjorde vi så. Efter et par fodfejl fra min side (jeg kom til at oversætte nogle af ordene i opgaveformuleringen for den første elev, og det skal de jo selv slå op…) gik det ellers strygende. Den ene elev afløste den anden og vi nærmede os hurtigt den første pause. Og så var det at vejret faktisk var blevet betydeligt bedre siden morgenens tågebanke over den ganske by…. SÅ FLYET VAR LANDET! Hurraaaa. Og ind trådte en ældre dame, Linda, min censor. Se det var et stort øjeblik for mig. I hvert fald røg der en sten fra mit hjerte. Puha. Ja ok det kørte meget godt med Pia og Per, men Per skulle selv være censor på en eksamen klokken 11, så der skulle vi have holdt en pause og omrokeret vores eksamenstidspunkter endnu engang hvis ikke min censor var kommet. Og for at være helt ærlig så orkede jeg ikke mere omrokering. Nok kan være nok. Nu skal vi altså have de her eksamener overstået. Så Linda fik lige en lille pustepause og kastede sig så med stor entusiasme ind i kampen.

Herefter kørte det stille og roligt på skinner. Og resultatet gik også lidt bedre en hvad jeg havde forventet. Ud af de 15 elever var der kun 3 der direkte dumpede og en del middel og et par stykker der sneg sig op på 9 og 10. Men uh det gør ondt helt ned i maven når en stakkels elev man har haft et helt år oplever at den frygtede og berygtede sorte klap går ned. BANG. Der er bare ikke noget at gøre. Man kan stille nok så mange ledende spørgsmål og forklare at de jo ikke skal være nervøse. Det hjælper bare ikke. Jeg føler virkelig for dem. Selv har jeg aldrig været glad for at gå til eksamen, men jeg har aldrig været direkte bange for det. Kun en gang har den famøse klap gået ned. Det var til erhvervsjura på den et årige handelsskole. Men der røg den godt nok også ned. Jeg er den dag i dag lykkelig for det 6 tal de gav mig. Det var ikke helt velfortjent. Kan huske at min far mente at det var fordi jeg brugte at for meget tid på at spille skuespil at jeg fik sådan en dårlig karakter (jeg havde hovedrollen i Fyrkatspillet den sommer), og det kunne jeg jo ikke have siddende på mig. Så jeg terpede og scorede så kun 10 og 11 taller i resten af mine eksamener. Bare for at lukke kæften på ham. Når jeg tænker over det, så var det garanteret bare en eller anden form for sindrig omvendt psykologi han havde gang i. Udspekulerede satan. Men han fik jo hvad han gerne ville have…

Vi var færdig med dagens sidste eksamen omkring halv fire, måtte jeg lige small talke lidt med min censor (flink dame, faktisk fra Amerika, så engelsk, det kan hun) og så skulle jeg ellers ud af døren og lige hjem og vende inden jeg skulle til den teoretiske del af min duelighedseksamen klokken 17.00. Jeg ankom og kunne nu se frem til først en skriftlig søkortsprøve der ville tage halvanden time, og derefter en mundtlig prøve i søfartsregler. Lad mig kort demonstrere hvad sådan noget går ud på. Den skriftlige opgave startede som følger:

Et mindre lystfartøj er på rejse fra København til Århus. Kl. 19.20, log 18,0 ses Svinbådan fyr (56° 09’ 1 N, 12° 32’ 6 Ø) skifter fra rødt til grønt i pejling devierende 091°, samtidig pejles Nakkehoved fyr (56° 07’ 2 N, 12° 20’ 7 Ø) i pejling devierende 231°. St.k.dv. 310°, mv. ø 2°.

a) Find devierende misvisning og deviation på den st.k.dv. 310°.
b) Find skibets obs. Sted kl. 19.20, og angiv br. og lg.

Og sådan fortsætter det en hel side ned. Til det har vi så et kort og vandet syd for Sjælland samt diverse dyrt indkøbte redskaber (passer, linealer, bøger) for så at stå på hovedet i halvanden time for at tegne ruter ind på kortet, beregne styret kurs retvisende om til beholden kurs retvisende (lang udregning), og lave kimingslinier, gisset sted, afdrift og så videre og så videre. Lad os bare sige at vi havde rimelig travlt. Jeg nåede det også kun lige på de halvanden time og jeg synes ellers selv at jeg holdte en god fart i nedskrivning og udregning. Jeg nåede det i hvert fald. Derefter brugte vores lærer og censor en lille halvtime på at tjekke vores kort og opgaver igennem mens vi sad på gangen og kunne diskutere hvem der havde gjort hvad rigtigt og forkert. Allerede her havde jeg en rimelig god fornemmelse for min egen overbevisende indsats. Da de var færdig med opgave tjekning hev de så os ind en efter en, ganske som jeg selv havde gjort ved mine elever kun timer forinden. Så skulle man trække et nummer og til det hørte nogle tegninger med nogle spørgsmål i sikkerhed til søs. Og jeg var selvfølgelig til sidst på listen over kursusgængere så jeg kom så sidste op. Nu var der altså gået knap to timer siden den skriftlige prøve så jeg var lidt træt. Lang dag og alt det der. Men jeg tankede op i den sidste energi, kom ind, trak et nummer og kunne nu sidde og se på et noget kompliceret billede. Det var natlanterner på et større maskindrevet skib. For en måned siden var jeg dumpet med et brag, men vi (Anna Maria, Christian, Sine og mig) har den sidste måned terpet som gale så det var bare ajunngilaq. I løbet af fem minutter havde jeg fortalt lærer og censor at der var tale om et slæbe skiv med et slæb på 200, jeg kunne se fra styrbord, og det var begrænset i sin manøvreevne, hvilket gjorde at jeg havde vigepligt og ikke ham som det ellers ville være tilfælde. Derudover fortalte jeg ufortrødent om tågesignal, vigepligtsregler og hvad alt det de prøvede at fælde mig på, men der var intet der bed på mig. Jeg var usårlig. Normalt for man 2 opgaver, men censor sagde efter min første opgave at siden jeg fint kunne ”den svære opgave” var der ingen grund til at tage en mere. SÅDAN! Tro lige jeg var lidt ovenpå da jeg kom ud.

Så nu sidder jeg hjemme og har på trods af at trætheden for længst har meldt sig taget mig sammen til at skrive blog. Hvordan skulle jeg ellers få lov til at blære mig?

Så er spørgsmålet bare om jeg også har hovedet i skyerne efter den praktiske prøve i morgen…

grønland - eksamen: 1-0

Så oprandt dagen hvor vi sku se hvilken støbning denne her lærer (undertegnede) var lavet af. Ville alle mine elever gå der fra storsmilende med tocifrede karakterer eller kravle ud af eksamensrummet stortudende? Det var nemlig i dag at jeg skulle have mine første eksamener. Nøgleordet er her skulle.

Min censor, en lærer fra Jern og Metal skolen i Nuuk ved navn Linda, skulle ankomme fra Nuuk med flyveren klokken 7.30 tidsnok til den første eksamen klokken 10.00. Fint, fjong, der er styr på det. Jeg er for længst blevet færdig med mine eksamensopgaver, rettet dem, kopieret dem i passende sæt, sat i mapper, klippet numre ud som eleverne skal trække og alt det der en lærer nu skal før den brutale og nådesløse eksamen går i gang. Så jeg var frisk og klar da jeg vågnede denne morgen og kiggede ud af vinduet og så det grønlandske landskab og natur fra sin aller bedste side… håbede jeg. Det jeg så var så lidt noget andet. Det var tåge, tåge, tåge, regn og så lidt mere tåge. Hele byen var omringet af en stor uigennemtrængelig hvid mur. Og så var det jeg tænkte: ”Det sker bare ikke Lars Grimi”. For hvis det bare holdte stik en time mere, ku jeg jo godt regne ud at samtlige fly godt kunne skyde en hvid pind efter nogen som helst landing bare i nærheden af Maniitsoq. Og ingen landing, ingen censor. Ingen censor, ingen eksamen. Ingen arme, ingen småkager.

Nu ville jeg jo gerne have at jeg kunne fortælle at skyerne åbnede sig i sidste sekund inden flyet ankom og min censor ankom tidsmæssigt. Men det her er ikke noget hollywoodfilm, det er Grønland og selv om vejret kan vende på en tallerken heroppe, så sker det som regel kun når man ikke har brug for det. Så det skete ikke. Næh, derimod blev der ved med at være tåget hele dagen, så heller ikke eftermiddagens fly kunne lande. Så stakkels Linda endte i Kangerlussuaq, hvor hun tilbragte formiddag og eftermiddagen, og da tiden nærmede sig lidt over fem kom hun med en flyver fra Kangerlussuaq der så nu skulle prøve kræfter med naturens overhånd og få den flyver ned i Maniitsoq, briste eller bærer. Det bristede så. Flyveren gjorde et tappert forsøg men måtte give op og flyve videre til Nuuk. Så i det mindste kan Linda sove i sin egen seng i nat…

Men hvor står jeg så i alt det? Og hvad med eksamen? Tjaa, dagens eksamener blev aflyst og de otte elever blev flyttet over på de næste to dage, så i morgen bliver noget af en mundfuld med 15 eksamener så vidt jeg husker. Min censor er indtil videre stadig stakkels Linda, der hvis vejrguderne tillader det lander i morgen klokken 7.30 og så sammen med mig kaster sig ud i eksamen klokken 8.40. Der er selvfølgelig altid den mulighed at vejrguderne af en eller anden grund har set sig møgsure på os og så hun slet ikke ankommer i morgen, men så går min souschef Pia ind og er censor. Det er hende jeg overtog jobbet fra, så engelsk det kan hun, men for at det kan lade sige gøre, altså er formalia er i orden når censor er fra samme skole, så skal der være bisidder på. Bisidderen skal overse at alt foregår standsmæssigt. Så det kan være vi bliver en tre stykker udover eleven. Stakkels elever siger jeg bare. Uanset hvad så bliver der eksamen i morgen. Det skal der fanme.

I dag ATI, i morgen verden!

Det dejlige vejr i Maniitsoq fortsætter med ufortrøden styrke. I dag indledte det de indledende dråber i hvad der ifølge DMI skal blive en 4 dages regn, slud og overskyet gråligt helvede på jord. Måske ikke lige helvede, men i hvert fald træls når man nu for en gang skyld havde sat næsen op efter at få sejlet denne weekend. Sidste uge var det tåge der gjorde man ikke kom ud i weekenden og nu er det altså regn. Det er faktisk noget møg, da vi har praktisk prøve i sejlads her på onsdag (eller er det torsdag?) og til sådan noget er det jo godt at have øvet lidt, men der bliver ved med at komme noget i vejen.. hele tiden. Røv.

Derudover er jeg stedet i graderne. Vi havde et af vores fantastisk inspirerende lærerrådsmøder, og siden det var skoleårets sidste møde skulle der også findes en ny lærerrådsformand. Lærerrådsformanden er i store træk ham der sørger for at der bliver indkaldt til de hersens månedlige møder, og tager i mod officielle gæster i det tilfælde at ingen fra ledelsen er til stede. Altså ikke verdens hårdeste job, men ikke desto mindre en vigtig funktion. Den fungerende lærerrådsformand var Karsten, og han mente altså at skolens nye mand skulle have den post. Den slags skal naturligvis til afstemning, men ifølge vedtægterne kan man ikke nægte, så jeg accepterede med resigneret hoved min nye post… Ej, så grelt var det ikke. Det er lidt en post der går på rundgang. Og de andre har været turen igennem (sine hele to år i træk…). Næste år bliver det så sikkert vores nye man Allan, der er ansat fra august. Men med øget ansvar kommer også øget løn!!! Jo jo jeg får hele halvanden time ekstra om ugen, så kom ikke her. Angående det med de officielle gæster så sker det ultra sjældent at der ikke er ledelse på skolen mens der er gæster. Kim snakkede om 2 gange på 18 år, men måske skulle man lave noget selvpromovering næste gang vi får besøg… folk kan jo ved et tilfælde blive låst inde på deres kontor (eller et skab).. ups.. ingen ledelse? Jamen så må den flinke engelsk lærer OG lærerrådsformand jo hellere træde til. Muhahahaha.. I dag ATI, i morgen verden!

Uh, der er sket noget ganske voldsomt, for jeg har jo fået brugt nogle flere af de hersens penge jeg har lånt af den dersens bank. Jeg har købt en riffel. Ja pas nu på. Jeg har fået købt mig en 223 Remington til når rensdyr sæsonen går ind. Riflen var på tilbud og kostede derfor kun 4.300, dertil kom så et kikkertsigte til 1.000 og så de monteringsholdere der skal til for at kikkertsigtet bliver på riflen – de kostede 200 kroner. Da jeg kom hjem fandt jeg så ud af at det var de forkerte monteringsdimser. De var for brede. Røv. Nå men mig ned i butikken igen. Nu er der jo ikke verdens største udvalg nede i pissifik, men jeg fandt da nogen der passede. Desværre kostede de så bare lige 800 mere end de andre. Jeg ledte lidt videre og fandt så samme model til 649. Stadig væk en bondegård for nogle sorte jerncirkler med nogle skruer i. Men mig tilbage til den lille lejlighed og forfra med arbejdet. De her passede perfekt og kikkerten blev monteret og det hele så fint ud, indtil jeg lige ville prøve at lade geværet (ikke med patroner, men blot hive tilbage i bundstykket), men ak.. kikkerten sad ikke højt nok til at bundstykket kunne komme helt tilbage. Og det skal den altså. Så bundstykket gik simpelthen i mod. Endnu mere pis. Så det er lidt der jeg er strandet. Der er ikke andre monteringsdimser fra pissifik der passer, så tror jeg tager ned og får mine penge tilbage (altså kun for dimserne) og køber nogle nye enten når jeg kommer til Nuuk, hvor udvalget alt andet lige må være større, eller når jeg kommer til DK og min dejlige kone. Ærgerligt, og specielt når det eneste der skal til er at de monteringsdimser var 2 cm højere. Det skal åbenbart ikke være helt nemt at være mig altid.

Men lige nu kunne jeg godt tænke mig at være i Danmark. Jeg savner min kone. Meget. Hun er i sommerhus med nogle veninder i 25 graders juni sommervejr og jeg sidder i gråt regnvejr heroppe. Ikke videre spændende, men det vidste man jo godt at man gik indtil når man starter sådan et underligt langdistance forhold. Nogle gange er det bare nemmere end andre. Og i dag er det så lidt træls.

Nej, det skal være løgn. Jeg skal ikke ende min blog i dag med ”buhu.. jeg har det så hårdt og min kone er her ikke..” Tudefjæs. Ingen arme ingen småkager som man siger. For alt går jo fint heroppe. I næste uge skal jeg have mine elever til eksamen tirsdag, onsdag og torsdag, og det bliver eddermanme spændende. Både med hensyn til at se hvad de får, men også hele det at have eksamen og skulle bedømme deres præstation. Håber min censor er god til sådan noget. Jeg bliver jo nødt til at lærer det af en eller anden. Derudover har jeg selv eksamen i duelighed. Så min aftenlæsning består af lærer nattelamper for forskellige skibe – tre lamper på række ned ad hvor den øverste og den nederste er røde og den midterste betyder f.eks. at skibet er begrænset i sin manøvreevne. Selv prøver jeg at lave små huskerim for de forskellige kombinationer. ”Grøn over hvid, trawlerbid” en grøn lampe over hvid betyder det er en fisketrawler, og i mit digt er der altså bid. ”Hvid over rød – den sikre død” hvid over rød er et lodsskib, så uden dem er man altså så godt som død.. eller noget. Det virker nogenlunde. Har bare ikke rim for alle endnu. Ellers skal weekenden gå med at rette de sidste skriftlige projekter og sende mails til eleverne inden mandag om de er bestået den eller ej, da det vil få indvirkning på deres mundtlige karakter. Så det er vel kun fair de får det at vide før de går til eksamen.

Tjaa, det var vist alt for nu. Må hellere få lavet noget aftensmad.

De små forskelle 2

De sidste fem-10 minutter har en lille knægt råbt på sin far (”ADAAAAAADAAAA”) uden for mit vindue. Sådan ca med 10 sekunders mellemrum. Jeg ved ikke helt hvad man skal sige til det. Man kan beundre ham for sin stædighed og overbevisning om at far nok skal høre ham og reagere. Man kan også være bekymret for drenges åndsevne – at han ikke har fattet at 1) far ikke er der, 2) far sover eller på anden måde er forhindret i at give svar tilbage (ku være stiv af druk) 3) far ikke gider at reagere på sin skrig unge lige nu. Eller måske bare irriteret over at ungen ikke bare går op til sin far i stedet. Hvis far er så tæt på at man kan råbe ham op, så har ungen altså kunne gået op og ned til ham de første tyve gange mens han har stået herude og råbt. Mest af alt har jeg lyst til at åbne vinduet og skrige ”så hold dog kæft”. Eller Berit. Berit på grønlandsk betyder forsvind, så det er ikke det bedste at hedde heroppe, selvom det dog staves ”Periit” (måske er det med to e’er og et i), så udtales P som B.

Jeg har tænkt lidt over det der med de forskelle igen. For der er en del. Her tænker jeg specifikt på hvordan man gør ting derhjemme i lille Danmark og hvordan man gør tingene heroppe i det virkelig kolde nord. Ikke at knægten er super anderledes end danske børn. Næh, de skriger også på deres far eller mor uden at de selv vil lette røven (det trick har min storebror perfektioneret i sine unge dage ”MOOOOOOOOOR” for han vidste at hun altid kom rendende). Men at Berit og Peerit er tæt på og så alligevel så milevidt fra hinanden. Jo kigger man først efter er der faktisk mange små forskelle.

Et meget tydeligt eksempel er madvarer, der som jeg jo har skrevet om før, ikke altid er muligt at få de friskeste og største udvalg. For eksempel har jeg gået lidt over en uge (nærmere to) og ventet på frisk rugbrød i bare en af de små butikker. Helt umuligt. Til sidst kom der frossen rugbrød i brugsen, det købte jeg så og dagen efter var der frisk rugbrød i Pissifik.. suk. Nå ja, så overvejede jeg at købe nogle squash her forleden. Der var to i pakken og de så friske og fine ud, men der var ingen pris på. Og her er det måske godt med et lille grønlandsk husråd – gå aldrig ud fra at grøntsager er billiger, også selvom de ligner lort. Så friske grøntsager? Sikkert dyre. Jeg spurgte en af medarbejderne og jo, ganske rigtigt. De var dyre – 52 kroner for 2 squash! ”Flyfrisk” var hans forklaring. Til den pris skulle man forlange at squash plukkerne havde plantage lige ved siden af landingsbanen og direkte rutefart til maniitsoq, men det er måske for meget at håbe på. Jeg købte ikke squash den dag.

Ligesom danske pensionister er den ældre generation af grønlænderne ret så vilde med banko eller bingo. Men til forskel for danskere, har grønlænderne bare ikke fået en helt så gennemført konsensus om hvad det egentlig hedder og hvordan det staves. Derhjemme hedder det enten elle Bingo eller Banko. Heroppe kan det hedde Bingo, Banko, Bango eller Binco. Tror der er en eller to kombinationer mere, men har glemt dem her på stående fod. Og de her navne ses altså på plakater og des lige ret ofte. Det er ikke et enkeltstående tilfælde. Så hvis I er træt af at gå til Bingo kan i jo komme her op til Binco. Det skal nok være sjovt.

Biblioteket er også et kapitel for sig. For det første er det åbent på nogle lidt sære men forståelige tider. Det er ikke åbent om dagen, men åbner klokken 15-17 og nogle gange 19-21. ikke altid nemt at finde ud af, men som regel er der åbent omkring fyraften, så det er jo meget rart. Nu har jeg ikke været derinde så meget, men de har da lidt af hvert, både danske og grønlandske bøger. Deres hjemkaldelsessystem er også en lille smule mere afslappet end det danske. Er man en uge over tid i DK bliver man jo truet med bål og brand og går der en måned har du nærmest en advokat på nakken. Her får man når der er gået par uger over tid den første hjemkaldelse. Der står at man mangler at aflevere den og den bog og så hvad bogen koster. Ikke noget gebyr. Går der så en måned får du en ny hjemkaldelse, samme procedure. Ingen bøde kun hvad bøgerne er værd. Afleverer man efter 3 måneder (det har jeg prøvet) tager de mod bøgerne og siger tak. Ingen bøder what so ever. De er åbenbart bare glade for at få bøgerne igen. Se det er et bibliotekssystem efter mit hoved. Jeg tør slet ikke tænke over alle de penge jeg har betalt i bøde på landets forskellige biblioteker. Det er ikke små beløb kan jeg godt love jer. Lidt mere laissez faire og lidt mindre tysk paskontrol tak.

En anden ting jeg har lagt mærke til er at det er ikke alle biler der er i lige tip top synet tilstand. Langt fra. Specielt er der to toyotaer stationcars der kører rundt. De er simpelthen så rustne at fjernede man rusten ville bilerne falde fra hinanden. Den ene kofanger holdes oppe af gaffe for hulen da. Jeg forstår for det første ikke hvordan de kan køre den tilstand de er i og så forstår jeg heller ikke hvordan de overhovedet kan få lov til at køre, sådan som de ser ud. Var det i Danmark var de stoppet, konfiskeret og røget direkte på skrotten. Ingen tvivl om det. Men der er bare ikke rigtig noget lovpligtigt syn heroppe. I hvert fald ikke noget der bliver gennemført særligt effektivt. Så vores taxaer har dæk hvor slidebanerne er slidt af og den slags. Betryggende. Endnu en af de ting man bare må tage med. På den anden side er muligheden for at køre galt i et vildt og voldsomt biluheld ikke så stor når al kørsel er by kørsel, dvs. under de 50 km i timen, og der ikke er den konstante strøm af modkørende biler man kan smadre ind i. Så mange biler er der heller ikke i maniitsoq. Jeg vil gætte på at situationen er lidt anderledes i Nuuk, da der faktisk er ret så mange biler der. De har kø om morgenen når alle folk skal på arbejde. Det er eddermanme dumt. Der bor 13.000 indbyggere og alligevel er der kø. Hvorfor går folk ikke bare? Eller tager cyklen eller bussen? Så var der ingen kø. Men så vidt jeg hører er der vist også noget prestige i at have en bil. For de unge piger er der i hvert fald prestige i at have en kæreste med bil. Så er det mindre vigtigt at man ikke kan køre nogen steder.

Et sted hvor de godt måtte lave lidt mere ”eftersyn” er hos grillbarerne. Vi har et par stykker i byen og de er da ok, men her den anden dag fik jeg simpelthen den mest tarvelige burger. Det betyder naturligvis ikke at den var fordærvet, men rygterne går om folk der er blevet syge der og sårn. Så det ville være rart med den strikse danske hygiejne kontrol sådanne steder. Sikkert noget der sker lidt oftere i Nuuk, men ikke hos os.

Apropos hygiejne så har grønlænderne et noget specielt forhold til deres tænder. Eller også bare et afslappet forhold til det æstetiske billede af at have samtlige tænder i morgen. Det er mere regel end undtagelse at den voksne genration mangler op til ret mange pløkker i over og under mund. De heldigste mangler kun en enkelt tand eller to, men man kan bare ikke lade være med at se det. Og så vidt jeg se, så er de ret så ligeglade. Det er ikke noget man går op i. Og hvad så hvis man mangler halvdelen af tænderne i overmunden… men hvordan fanden spiser man? Det er bare lige lidt en fremmed tankegang når man er vokset op med tandlægebesøg og tandpudsning, tandbørstning etc. Og mangler man en tand skal der gøres noget. Man lader jo ikke bare står til. Med mindre man er grønlænder, altså. Og det til trods for at al tandlæge behandling er gratis forstås. Og dog, jeg skal også passe på ikke bare slå alle grønlændere over en kam. Der er mange med store hvide colgatesmil, specielt den yngre generation. Det jeg forsøger at fortælle er bare at de der mangler tænder (og dem synes der at være en del af) virker ret ligeglade med det. Det var bare det (jeg slog lige min politisk korrekthedsmåler til der).

En sidste forskel jeg lige vil kommentere er vejrudsigten. Det er altså kun heroppe man kan få en vejudsigt der lover sol hele natten. Meget mærkeligt. Det vil sige lige nu er der rigtig meget tåget og det har det været hele dagen. Men prøv at tjekke DMI og i vil se høj solskin hele natten. Underligt.

Men sådan er der jo så meget...

pinsekaptajnen og den falske husbond

Ja, så er der snart kun en måned til at jeg kommer hjem til familie og venner.. og min dejlige kone. Datoen er den 5. juli og den bliver ikke ændret. Overhovedet ikke. Den kan ikke ændres. Og heller ikke refunderes. Sådan er det nemlig når man køber en rød billet i stedet for en grøn. Forskellen er at man med en grøn billet kan få den ændret og få den refunderet hvis man sku få lyst til det. Det og så 4.500 kroner - en rød billet koster 7.500 og en grøn koster 12.000. Og så vidt jeg kan se er refunderings- og ændringsretten det eneste man får for de 4.500 kroner. Det er fanme ikke meget. Jeg prøvede at skrive til Air Greenland for at høre om det virkeligt kunne passe. Det kunne det godt. Ja jeg skrev til dem om jeg kunne få min røde billet ændret til en afgang dagen før. De sagde at jeg havde købt en rød billet og den kunne IKKE ændres. Så spurgte jeg så om forskelle på rød og grøn billet og de 4.500 kroner. Så blev de lidt sure og gentog det med den røde billet. Ja, jeg kan da være ligeglad, det er ikke mig der spilder 4.500 kroner. Men tilbage til min kone.

Jeg har lige snakket med hende. Staklen var ret træt, men insisterede alligevel på at snakke, mens hun gabte om kap med sig selv. Det er ikke uden problemer sådan at have et lang distance forhold, og det gør det ikke nemmere at det er et lang distance ægteskab. Man bliver jo nødt til at snakke sammen ofte og tidsforskellen er lidt et slag i ansigtet. For skal vi snakke bliver det ofte omkring 23 dansk tid, men så er det omkring min aftensmadstid og er det ikke, er det alligevel omkring det tidspunkt hvor man kan udnytte aftenen til at være lidt produktiv, men siden jeg jo et medlem af den mandlige race, så ejer jeg ikke multitasking genet. Så jeg kan vælge at a) enten snakke med Camilla, b) lave noget produktivt men undvære at snakke camilla, C) snakke med Camilla og febrilsk forsøge at lave noget produktivt og håbløst fucke begge ting op. ”Tingen” jeg laver kan jeg ikke koncentrere mig om og Camilla bliver jeg fraværende overfor.. nix, det går bare ikke. Men nogengange når jeg bare et punkt hvor alle samtalerne irriterer mig mere end de gavner. Ikke at jeg er træt af Camilla, tværtom. Det er mere fordi jeg savner hende så forbandet meget og jeg savner at hun er her. Lige her. Så man kan røre hende og snakke mens man er i samme rum. Ikke alt det her langdistance pis. Men så går der et par dage, så er jeg god igen, og vi snakker endnu et par timer over skype. Den kærlighed, den kærlighed.

Men ugen har ellers budt på lidt af hvert. Pinsen blev nemlig ikke så grel som DMI ellers havde lovet. Lørdag var jeg til middag med Sine, Anna Marie og Christian på byens eneste restaurant af finere karakter, restauranten på Hotel Maniitsoq. Vi mente lidt det var på tide at vi mødtes andre steder end kun poå skolen eller til vores duelighedskursus (som jeg snart skal til eksamen i, arrhgh..). Så vi mødtes klokken havl otte på hotellet og kiggede lidt på det sparsommelige menu kort. Retterne var fine nok, men der er bare ikke så meget at vælge imellem. Til gengæld var det tæt på at jeg havde bestilt moskusoksemørbrad med gratineret hvalspæk. Har ingen anelse om det ville have været verdens dårligste beslutning, men de var udgået for det den aften, så jeg fandt ”desværre” ikke ud af det. Jeg endte med oksemørbrad der var anstændig med et par halve store kartofler der havde gennemgået en eller anden olieret behandling så de smagte lidt af søde halvbagte æbleskiver. Ikke videre heldigt. Bvadder. Men vi fik en god rødvin og snakkede og snakkede indtil klokken var 23-24 stykker. Under aftenen kom Anna Marie med den idé at vi skulle sejle ud midt på natten og se pinsesolen stå op. Så skulle vi have været ude ved en tre tiden om natten, så vi valgte at udskyde det lidt. Indtil klokken 6 i stedet. Sine hoppede dog fra, men vi tre andre var samlet igen ved båd havnen klokken 6.30, Anna Marie og Christian i deres båd, og jeg i Madicken. Yes sir. Kaptajn Toft slår til igen. Det blev en dejlig tur hvor vi sejlede lidt rundt i fjorden, prøvede at fange lidt fisk, men der var ikke rigtig andet en ulke der ville bide på. Tror ikke helt at fiskesæsonen er startet endnu. Men det komme nok.

Jeg var hjemme igen lidt over tolv og i en kombination af træthed og vane koblede jeg mig på World of Warcraft og kom lynhurtigt i en gruppe, hvor vi skulle smadre et skummelt sted i et par timer… men… så avr det lige at jeg fandt ud af at jeg var den totalt falske husbond. For Camilla kom på Skype og vi havde åbenbart aftalt at vi skulle snakke sammen der klokken 13.00. Hun havde skyndt sig tilbage fra Roskilde, hvor hun besøgte sine forældre, for at nå det. Og her sad jeg spillede wow og havde pludselig meget dårlig samvittighed. For jeg kunne jo heller ikke brænde gruppen af (det bliver man ikke særlig populær af i sådanne spil). Og Camilla var ikke lige den gladeste kone i Danmarks rige det kunne jeg godt høre. Tror endnu hun brugte ordet skuffet(av..). Så for engang skyld fik jeg investeret i et multitasking gen og jeg spillede faktisk okay samtidig med at jeg snakkede og lyttede og kommenterede interesseret på alt hvad hun sagde. Ja det var altså ikke kun ”ja, nå, det lyder godt skat..”. Jeg hørte faktisk efter, og fortalte selv vidt og bredt om vores fisketur og andre ting og sager. Tror egentlig bare at jeg var så overtræt at jeg var blevet ret så frisk. Det vatr åbenbart hvad der skulle til, men det er i hvert fald ikke en ting der skal prøves igen. Minder mig lidt om dengang da jeg var 13 år og mødte min daværende kæreste nede i byen en aften, hvor jeg var på vej med en ven over til en anden ven. Jeg sagde "hej og hvad laver du her?" Og så var det jo at hun ligesom sagde at hun "var på vej i biografen for at se en film.. med mig". Ups. Jeg burde jo have lært det nu. Skriv den slags ned, René! Det er ris til egen røv. Men Camilla blev god igen, sådan da.

Mandag var jeg igen ude og sejle, denne gang med Sine. Vi havde aftalt en eftermiddagstur hvis vejret var til det, og endnu engang var vejrguderne med os. Sådan da. Det var ikke sol fra en skyfri himmel og vindstille, men godt nok til råk. Og det gælder jo om at få noget træning inden vi skal til den praktiske del af eksamen i duelighed. Vi skal jo mestre at styre en Targa (STOR båd) i havn, samle en nødlidende op og sådan noget gejl. Og det skal så demonstreres med finesse og ynde som en balletdanser og ikke som en fordrukken elefant i en glasbutik (sådan er det lidt jeg har det nu). Så vi øver os. Sine og mig med søkort og pejlinger og jeg skal gi dig skal jeg, af sted ud i skærgården. Bare rolig, Sine havde en GPS med hvor der var gamle ruter med, så vi havde en nogenlunde mulighed for ikke at sejle på skær. Men vi fik sejlet lidt rundt om den store Maniitsoq ø, fisket lidt (stadig ingen fisk), snakket, sejlet, spist lidt kiks og madpakke, og vips så var der gået to timer. Og vejrtelefonen havde lovet at det ville blæse op i løbet af eftermiddagen og det gjorde det så. Så turen hjem blev en del mere bølget end turen ud. Forestil jer rutsjeturen i et tivoli, sådan op og ned op og ned. Så trækker du så en tredje del af glideturene ned væk og erstatter dem med fald på en halvmeters penge med dertilhørende brag, syk i maven og skumsprøjt over stævnen. Hehe. Det var sjovt. Jeg kunne ikke andet end at grine. Der var ikke det store at være nervøs for. For det første var vi ret tætte på havn, opg for det andet var bølgerne ikke særligt store. Men hvis det er hvad man kan få ud af små bølger så bliver det da voldsomt underholdende med store bølger.. måske lige underholdende nok. Vi kom i hvert fald hjem igen i et stykke. Denne gang.

Det var vist nok for nu. Ha det godt så længe.

møgvejr...

Møgvejr. Ganske simpelt. Røv vejr. Her har man lige brugt 60.000 bobs på en båd og vi har forlænget weekend, og er mentalt klar til at bruge en hel weekend eller mere på de blå bølger. Vejret har hele ugen været fint og forårskåds, men så lige 20 minutter før jeg får fri i dag.. dum dum duuuuum.. snevejr. Og meget af det. Jepper. Vinteren nægter simpelthen at gi op endnu. No way jose. Pis. Og DMI har lovet at lortevejret fortsætter pinsen over.. endnu mere pis. Ja undskyld sprogbruget men det er .. fa.. for søren da træls. Og jo selvom der er sne og træls så er der stadig lyst. Hele tiden. der bliver aldrig mørkt for tiden, kun gråligt. Så nu når man går i seng uanset tidspunkt er der lyst. når man står op er det lyst. Jeg tror faktisk jeg synes at den evige formiddagssol er mere irriterende end vintermørket. Der kunne man da i det mindste sove uden mørklægningsgardiner.

Nå, men så kan jeg også bare sidde og spille computer i stedet, nu når jeg ikke kan komme ud og sejle. Suk. Nej, jeg har faktisk planer for weekenden. I morgen er vi en 4-5 lærere der tager en tur på hotellet og får noget godt at spise. Og om søndagen skal vi holde en netcafe (hvilket i det store hele blot vil sige at jeg spiller computer et andet sted i stedet for hjemme).

Men der er ellers sket hint og meget heroppe i det kolde nord. Ikke fuldstændigt action packed, men livet går sin vante gang og der sker en hel del små ting rundt omkring en, hvis man blot lige giver sig tid til at lægge mærke til det (og husker at notere det). For eksempel havde jeg i tirsdags min første eksamensvagt nogen sinde. Jepper. Vi havde skriftlig prøve i dansk, så vores elever havde fire timer til at skrive en dansk stil om et af fire emner. Der var noget samfundsrelevant, noget eventyr og sådan lidt for enhver smag. Jeg havde vagt fra 11 til 12, altså kun en times penge, men det var ret sjovt at prøve ”fra den anden side”. Ikke fordi der skete noget som sådan. Højdepunkterne tæller to elever jeg skulle følge ud på toilettet (de må jo ikke gå alene), at hælde vand op til et par stykker, uddele slettelak til et par elever (meget servicemindet ung mand her) og sidst men ikke mindst tage i mod stilene som eleverne blev færdige. Stakkels elever der sad og skulle svede i fire timer. Det var så heller ikke alle der holdte ud så længe. Vi havde en der gik efter 2 timer. Han havde skrevet næsten en hel side. Ingen grund til at overdrive…. Så havde vi en anden pige der gik efter 2 en halv time, hun havde så til gengæld skrevet 5 sider. Men sådan er vi jo så forskellige.

Apropos stakkels elever, så har mine elever de sidste tre uger skulle skrive et selvvalgt projekt om et eller andet emne der har relation til noget vi har læst om eller på anden måde beskæftiget os med. Det er så gået lidt op og ned kan man vist roligt afsløre. Vi brugte de fleste af timerne i uge 19 og 20 men det var ligesom ikke alle der rigtigt kom i gang, og så i dag faldt hammeren. I dag skulle projektet så være færdig og afleveres til undertegnede senest klokken 16.00. Og det er ikke et hvilket som helst projekt. Det er den større skriftlige opgave i stedet for at have en skriftlig dansk eksamen, så den tæller 20% af den mundtlige karakter. Hvis de altså ikke aflevere. Så hvis de ikke aflevere, men går op og score 10 så får de stadig kun 8. Det må eddermanme være nedern. Ærgerligt siger jeg bare. Nå men jeg er så lidt den onde lærer, da visse elever ikke helt kunne forstå at der altså var visse krav til projektet og det måske havde været en god idé at starte før i dag med at skrive projektet. Jo der sad elever og baksede med den umulige opgave at skrive 3-4 siders engelsk projekt samme dag som det skulle afleveres (1300 anslag uden mellemrum per side). En af dem var ellers frisk nok og kom ind på mit kontor og spurgte om hun ikke kunne aflevere på mandag. Til det måtte jeg jo bare sige ”næ, I har jo haft tre uger, desværre”. Ja, ond, men uretfærdig er jeg også. Inden jeg tog fra arbejde i dag tror jeg at jeg nåede op på 15 afleveringer ud af 26 elever. Ikke en alt for god statestik, men det kan være jeg husker forkert. Det håber jeg så sandelig.

Dog er det ikke alle elever der hader mig som pesten (tror kun der er et par stykker der godt kunne bruge at jeg faldt i vandet og blev der), faktisk blev jeg den anden dag mødt af råb fra en af mine elever der stod på kollegiets terrasse/brandgang/udvendige himstergimst. Hun råbte ”RENÈ! Jeg har skrevet en sang om dig! Vil du hører den?” Det var jo en chance jeg ikke helt kunne lade gå mig forbi så jeg sagde ja selvfølgelig og var klar til en velskreven vise om engelsklæren der ændrede hele deres liv med hans indsigtsfulde undervisning, der ligesom var i et med det de lige gik og tænkte. En tekst om hvor meget hun og de andre elever altid ville huske mig som verdens bedste engelsk lærer. Eller noget. Bare noget pænt. Det var dog ikke lige det jeg fik. I stedet begyndte hun dansende som en indianer at råbe synge ”HEEYAYAYA HEYAYA WUAAYAYYVIIK..” og så videre og så videre. Fuldstændig ligeglad med de ret så nysgerrige tilskuere der havde samlet sig i gården forneden. De var ligesom mig ret så flade af grin. Nu er denne lille syngetrold nu også beæret med et skuespillertalent, der gør at hun har det helt godt i rampelyset. Under alle omstændigheder takkede jeg mange gange for sangen, da hun endelig blev færdig (det tog lidt tid, da hun lige kom ind i en god bølge af yayata’er på et tidspunkt). Jeg takkede og sagde at jo, det ku jeg godt høre. Den ramte det sku meget godt. Også selvom det ikke lige var det jeg håbede på. Men det sagde jeg ikke til hende.

Ellers er der ikke meget at sige ud over måske at min farmor lige har haft 85 års fødselsdag, hvilket er lidt stort for mig. Den gamle kone er still going strong, hvilket bare er skønt. Jeg sendte hende et 16 siders brev her i mandags i håb om at det kunne nå frem i går til hendes fødselsdag og tro det eller ej, missionen lykkedes faktisk for en gang skyld. Brevet fik hun faktisk på selve dagen. Dejligt. I brevet havde jeg vedsendt en lille isbjørne broche lavet af ben. Den var vist et hit. Kommer lige i tanke om at hvis hun fylder 85, så er det ca præcis 10 år siden jeg var i Indien og Nepal. Jeg kan nemlig huske at efter den tur skulle jeg hjem til Danmark for at holde min farmors 75 års fødselsdag. 10 år.. ja, der er da sket lidt siden. Aalborg, uddannelse, job, Grønland, ægteskab. Ikke helt dårligt, hvis jeg selv skal sige det.

Men tillykke igen gamle kuorn :)

Du er skrupskør Madicken...

Jeg er nu officielt ejer af en 4,5 meter lang og 2 meter bred orange lyn af en skude fra den gang den slags var lavet for at holde. Ikke noget nymoderne strømlinede hvide spidser og smarte soltag. Ingen fancy habbengut så som cruisecontrol eller andet tosset, der kan gøre det nemmere for dig. Faktisk er der ingen luksus. Overhovedet. Der er en båd, en motor, en kahyt og det er ca. det. Og det skal da siges at den har nogle år på bagen og at det kan ses. Men som før nævnt er den fra en tid hvor man byggede noget kram, så den holder og den holder godt. Men der er meget der skal gøres hvis den skal blive HOT igen. Og det har jeg da tænkt mig. Først vil jeg dog bruge denne sæson (fra nu til og med oktober/november alt efter vejret) på at lære at sejle i det hele taget. Der er ingen grund til at bruge kostbar sejladstid på at sætte båd i stand. Det er det man kan bruge vinteren på. Til vinter får jeg derimod travlt.

Jeg vil tage træpanelet til kahytten af (det kan skrues af) og pudse det på ATI værkstedet, for derefter at give det en ordentlig omgang teakolie. Træværket skriger lidt på en kærlig hånd. Derudover skal vi have lavet interiøret lidt mere campingagtigt. Kahytten blev før bare brugt som opmagasinering for fiskegarn, andet fiske udstyr, dragter, benzin, og alt muligt og umuligt grej, jeg ikke vil bruge så meget plads på som Per. Næh nu skal Ruth blive fin og lidt mere som den gang hvor jeg var lille og vi tog på camping ferie. Jeg har jo også købt den for at Camilla og jeg kan tage på tur sammen, sidde i kahytten og få en tår varm kakao og sove der hvis det er det vi vil. Hun er jo nok ikke interesseret i at ligge og sove på en dunk benzin… Desuden overvejer jeg at sende resten af båden (minus træpanel altså) på værft så de kan give undersiden (ydersiden på skroget) en god omgang. Det trænger den til. Malingen der sidder der, sidder lidt i små klaser og den flade jernstang der skulle gå fra stævn til agt er næsten rustet væk. Men der er ingen alger. Overhovedet. Hvilket er lidt et særsyn for en båd der har været så meget i vandet som Ruth nu har. Men det skyldes, som Per forklarede, at det maling der kom på sidst for en 6-7 år siden var af den farlige slags med masser af tungmetaller eller noget i (den er forbudt nu), der gør at der bare ikke kan gro noget på. Så det er jo godt nok. Men den maling skal slibes af (det der er tilbage) og bunden skal så have en ny lakering og sårn. Det kan godt ske jeg er enormt handy (næppe) men den slags vil jeg gerne have folk til, så det må jeg så betale mig fra. Per mente at 6.000 skulle kunne gøre det. Ak. Ja, det er jo en investering… Men der er nok at lave og som Camilla lettere sarkastisk spurgte; ”Har du købt et håndværker tilbud?” Og egentlig nej, for den sejler fint. Der er jo lige kommet ny motor på, så den spinder jo, sejler fint og båden bliver ovenpå vandet, så jeg kunne sådan set stoppe der. Men den har altså en hel del potentiale, så jeg tror altså ikke jeg kan lade være med at gøre et opgraderings forsøg her til vinter, handyman eller ej. Det skal så lige siges at jeg allerede har spurgt mig til råds og jeg får nok hjælp fra nogle af de mere rutinerede herrer her på stedet hvis alt går vel. Så har jeg altså heller ikke mere tiltro til mine egne evner end det.

Men nu vi er ved det. Ruth. Hun er jo er en gammel kending for nærmest alle folk her i byen. Folk ved hvem man snakker om når man siger at man har købt Ruth. ”Nå den, ja ja, den har sejlet så meget at den selv burde kunne finde vej” synes at være den gængse mening. Stabil og ikke uden underholdningsværdi åbenbart. Men som før nævnt så betyder en ny ejer som regel også et navneskifte, og det er altså noget der virkelig har fået min hjerne på overarbejde. For hvad døber man en båd? Forslagene har været mange med alt fra Titanic II, Karla, Sille, Lydia, Kerstine, Sigrid til Frøken, Ellen og Elvira. Men nej nej nej. Det var bare ikke det. Selv var jeg ret hooked på Frøken, men Camilla synes det lidt lød som om jeg havde en elskerinde, og det går jo heller ikke (kan i hvert fald hurtigt misforstås) hvis snakken går om at jeg tilbringer mere tid med frøkenen end med konen. Ærgerligt. Som I nok kan hører har det været lange og seje forhandlinger mellem mig og Camilla (der længe holdt på at Karla var det helt rigtige navn til en sej lille båd). Men ud af det blå kom navnet så pludselig under en af vores sene langstrakte forhandlinger – Madicken, efter Astrid Lindgreens børnebog. På dansk hedder den godt nok ”Grynet” men på original sproget er det altså Madicken og det bliver hovedpersonen også kaldt i filmudgaven. Til jer der ikke lige kan placere den er det historien om en lille pige og hendes lillesøster der i Sverige i starten af 1900 tallets Sverige utilsigtet laver en dejlig masse ballade, så som hoppe ud fra et garage tag med en paraply, gå på line på et hus tag, få masser af lus og den slags. Det er med andre ord en lille fræk charmetrold af en tøs med masser af gåpåmod. Ligesom Ruth. Altså Madicken. Nu. Så derfor.

Og Madicken er nu kommet i vandet. Det skete allerede onsdag, og jeg fik den bundet fast til en plads nede på bådforeningens bådbro. Godt nok har jeg ikke officielt fået en plads (der er laaang venteliste) med der var adskillige pladser jeg indtil kunne låne indtil jeg fik min egen plads. For der skulle hvis nok være indtil flere pladser til det der kategoriseres som ”små både”. Det er straks værre hvis man har en ”stor” båd. Der er der ca. 15 på venteliste. Så indtil videre låner jeg kasserens bådplads, hvilet passer mig fint. Torsdag var jeg så ude på min første rigtige tur, ikke alene dog. Er du helt vimmer. Så dum er jeg heller ikke. Som jeg ser det er det lidt som jeg har købt en bil før jeg har fået kørekort, ja før jeg har haft køretimer endda. Så nej Per med som støttepædagog, der kunne fortælle mig hvad der var smart at gøre hvornår (sejl f.eks. ikke gennem tang da det sætter sig i skruen) og den slags. Vi fik os en tur hen til rødfiskestedet vi havde været hen ved i efteråret, men det er stadig for tidligt for der var i hvert fald ingen fisk. Så legede vi mand overbord, hvilket er lidt mindre dramatisk end det lyder. Per smed en fender ud (ikke guitaren far, men en af de der plastik ting med luft i der sætter på siden af båden så den ikke braser ind i andre både og siger rids rids) og jeg cirklede så sejlede så rundt i forsøg på at få den på min styrbordsside så jeg kunne samle den op. MEGET SVÆRERE end det lyder vil jeg godt lige pointere. Det lykkedes til sidst, men igen nok mere held end forstand. Ja jeg har ikke møg meget føling for den stakkels skude endnu, men jeg har jo altså også kun været på en enkelt tur indtil videre. Det skal nok komme.

Der er bare tusind ting man skal huske. Benzin, Olie, vandmåler (for om der er vand i benzinen, så skal den tappes), nøgler, dødmandsknapper, omdrejninger, styrbord, bagbord, stævn, agter, søkort, varmt tøj og så videre. Det kommer nok. Men det varme tøj er klaret. Jeg har gjort min første indkøbsrunde der bestod af anker, ankertorv (reb til 20 kroner meteren), flydedragter (to store bamsedragter, en til Camilla og en til mig), søkort samt kortholder, almindeligt reb, hue, handsker (smarte strecht nogen der er one size fit all til 10 kroner stykket man så køber et bundt af af gangen), fendere, og lidt småtterier. Regningen blev så lige de 4000 kroner. Puha. Det bliver en dyr omgang. Og jeg er ikke engang kommet til de dyre indkøb endnu. Jeg skal have en GPS og en VHF radio. GPS er jeg lidt faldet for en GPS der også er ekkolod og kortplotter (så kan jeg se hvor jeg har været og hvor jeg er) men den koster 6.400 (faktisk billigt), og VHF radioen afhænger det lidt af om jeg vil have en stationær eller en håndholdt. Den kan så koste fra 1.100 til 2.600. Så skal jeg selvfølgelig lige betale båden og den nye motor der tilsammen lander på de 60.000. Her er motoren så lige dobbelt så dyr som selve båden, så kan i jo selv regne ud hvad der koster hvad.

Desværre blev det ikke til en masse sejlads her i weekenden da vejret igen har vendt på en tallerken. Der var ellers ved at være lækker forårsstemning. 70% af sneen var smeltet og hvad sker der så? Sne, sne og mere sne. Det har sneet det meste af fredag og nu lørdag. Så ingen sejlads. Tidligst mandag som det ser ud med vejrudsigten. Æv. Til gengæld skal jeg så ned til båden og lige fjerne lidt sne fra badunen og måske lige tømme lidt vand, hvis der er noget sne der er smeltet. Det skal man jo også huske. Men sådan er der så meget.

Hygge.

travl uge..

Øv tiden går for hutigt heroppe. Det er jo hundrede år siden jeg har opdateret (ja ok en uge så), og pludselig er der jo sket 1000 ting man bliver nødt til at skrive. Og det udskyder man så fordi man jo gerne skal tage sig tid til at skrive og det kan jo tage lang tid, tid man ikke lige har i dag, men måske i morgen… men nu må jeg hellere tage mig sammen.

Til mit forsvar kan det så godt lige nævnes at det har været en travl uge. Og så har tankerne fokuseret sig lidt omkring den båd jeg har købt (men mere om det en af de næste par dage).
Mandag jeg brugte lidt af aftenen på at kigge på min nye båd (per viste den frem, men den var ret rodet, så vi aftalte at vi skulle rydde op og gøre rent torsdag); tirsdag var der sejladsundervisning; onsdag havde jeg efter endt arbejdsdag grønlandsk undervisning (altså hvor jeg bliver undervist, ikke omvendt) samt fra klokken 19-21 lektiecafe. Normalt er jeg altid dybt overset til lektiecafeen, da jeg hverken er ferm til matematik, fysik eller kemi, men denne gang havde jeg travlt. Mine stakkels elever har nemlig et projekt for, hvilket er noget de skal aflevere i stedet for at gå til skriftlig eksamen. De skal aflevere 3 til 4 maskinskrevne sider (dog kun 1300 anslag per side), hvilket de er godt bekymrede for. Men de knokler. Det vil sige der er nogle der knokler og så er der de der ikke rigtig er kommet i gang, og sikkert heller ikke kommer det. Det er lidt svært at hjælpe dem, da jeg jo heller ikke vil skrive projektet for dem. Men de der kom til lektiecafe lånte næsten alle en bærbar og skrev løs. Så jeg havde for en gang skyld travlt.

Torsdag var det så store rengøringsdag på den lille båd. Det orange lyn Ruth (det hedder den pt., men det er kutyme at ny ejer betyder nyt navn) blev skrubbet og skuret og blev faktisk ganske fin. Men der er lang vej igen (jeg skal nok elaborerer på mine kommende projektere for upshining i min næste blog) og der er en hel del jeg skal have købt. Men vi fik vasket og renset, til sidst fik vi os en velfortjent fyraftensøl mens vi sad på både. Det skal måske lige nævnes at båden altså ikke er i vandet endnu. Den er på et stativ i land. Det vil sige lige nu er den nede ved mekanikeren og få en ny motor på.

Fredag skulle Karsten komme klokken 20.00 om aftenen da vi havde aftalt at vi skulle skrive en sangtekst til afslutningsfesten over en flaske rødvin eller to. Klokken blev 20 og den blev også 20.30 uden jeg havde hverken set eller hørt fra Karsten. Nu er det sådan med Karsten at han som regel altid kommer for sent (ikke til timer, men som regel er han fan af det akademiske kvarter, når det kommer til aftaler) så jeg var ikke så nervøs. Men da klokken blev 21.00 begyndte jeg at blive lidt muggen. Hvis han ikke kunne komme eller havde bestemt sig for at noget andet var sjovere kunne han da godt lige have ringet når man nu sidder og venter på ham. Worst case scenario var at han sad fast i Klubben sammen med lidt for godt selskab hvorefter jeg ku forvente en opringning klokken 23 om jeg ikke lige kigger ned. Røv. Det gad jeg ikke. Så jeg bestemte mig for at ringe til ham for lige tjekke om han nu i det hele taget var hjemme (før jeg nu dømte ham som aftalebryder og festabe). Ingen hjemme, der var i hvert fald ingen der tog telefonen. Fanme for dårligt tænkte jeg og satte mig til at spille lidt world of warcraft. Fem minutter senere ringede telefonen. Åh nej tænkte jeg. Ringer de fra klubben allerede og er lidt for fulde og jeg alt for langt bagefter til at synes det er sjovt? Nej overhovedet ikke. Det var godt nok Karsten, men staklen var simpelthen bar faldet i søvn i sin stol og var lige vågnet op efter telefonen havde vækket ham. Han undskyldte mange gange og sagde at han ville være der så hurtigt som menneskeligt muligt. Ja, så var det jo slet ikke så galt alligevel og jeg fik lidt dårlig samvittighed over alle de tanker man gør sig om hvor dumme alle de andre er, når det slet ikke forholder sig sådan alligevel. Men Karsten dukkede op og vi fik drukket rødvin, diskuteret computerspil (det gør vi meget i), snakket shop talk (lærersnak), jeg fik vist ham min nintendo gamecube og diverse spil (hurra for pikmin) og ikke mindst fik vi prøvespillet den gode gamle Intellivision. Intellivision er en spillekonsol fra 1979 og den virker sgu stadig (det placerer den som generationen lige efter Pong). Grafikken er godt nok lidt af en ældre model (store firkanter), lyden lidt ensformig (der var samme lyd på både boksespillet og fodboldspillet) og gameplayet lidt begrænset, men do ikke mere begrænset end at man også den gang havde strategispil, sportsspil, skydespil etc. Jo maskinen blev ærbødigst pakket ud og nydt, respekteret og pakket væk igen, da det jo slet ikke var det vi skulle. Vi skulle jo skrive en sang. Og det fik vi da også gjort. Men jeg vil ikke gå i dybden med den her, da det jo skal være en overraskelse og der kan være elever der læser denne her blog (jeg ved at der i hvert fald er adskillige lærere der gør). Vil blot lige løfte sløret og sige at den synges på John Mogensens ”Så længe jeg lever” og handler om ATI, eleverne, fagene og sæl. Og den er sjov. Aftenen sluttede ved totiden tror jeg. Hyggeligt i hvert fald.

Lørdag stod på netcafe og en bytur. Først skulle jeg lige finde ud om min weekend skulle gå med båden, da den var kommet på værksted fredag eftermiddag og kunne være færdig fixet (ny motor på) allerede lørdag formiddag. Men sådan skulle det ikke gå. Jeg ringede derned for at høre hvor langt de var og Helge fortalte meget diplomatisk at de ville have været færdig hvis folk havde valgt at komme på arbejde. Det kunne der jo være noget om, så mandag var det næste bud. Det ville så sige at jeg ikke skulle tøffe rundt hele weekenden nede i havnen. Ergo bestemte jeg mig for at nyde min sidste weekend uden båd, i bedste world of warcraft dur. Jeg satte mig ned ved computeren og spillede næsten uafbrudt indtil jeg skulle på skolen klokken 18.30 om aftenen for at spille netspil mod de andre (og søndag har været lidt det samme, masser af computer). Dog er jeg lidt bekymret for min skærm. Da jeg kom end på skolen kunne vi ikke få den til at virke på min computer selv om den havde virket 10 minutter forinden herhjemme. Vi bøvlede og bøvlede, for det var ret mærkeligt. Computeren virkede på en anden skærm og skærmen virkede fint på en anden computer. Sammen virkede de bare ikke. Men nu har jeg en anden ledning til den anden indgang på skærmen så nu kører det indtil videre. Men det er noget jeg skal havde fundet ud af. Under alle omstændigheder fik vi slagtet hinanden til højre og venstre og jeg var specielt ringe den aften. Det kan godt ske jeg er en sej trold i world of warcraft men nakke folk i first person shooter der ikke er styret af computeren, det kan jeg ikke nikke nej. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige at jeg virkelig sucks. Jeg kunne ingenting ramme men alle kunne ramme mig. Hele tiden. Så det blev hurtigt en aften af de mere ensformige for mit vedkommende. Heldigvis kunne jeg ved samme lejlighed ”låne” et par film, så underholdningen der næste par uger er fint sikret hvis det skulle gå hen og blive møgvejr. Vi sluttede ved en halv et tiden og en del af os tog nu på Hotellet. Hotellet er hvad vi kalder Hotel Manitsoq, byens mere fine hotel. Her er der en bar der har åbent til klokken 2 (og sikkert mere hvis man har bestyreren i forsamlingen) og øl til 42 kroner. Det var jeg ikke helt tilfreds med da øl i klubben koster 20 kroner hvilket er en pris man kan tage og føle på. 42 er bare så.. nej. Bortset fra det jo er SVARET hvis man læser ”A Hitchhikers Guide To The Galaxy"… vi fik drukket et par øl ved baren. Der sad i forvejen et par kendte ansigter fra klubben plus det løse men i alt var vi ikke mere end en 12 stykker vil jeg tro. Klokken 2 tog i så på Ajo. Ajo er et sted jeg så nødigt sætter mine ben. Det er bare indbegrebet af hvorfor jeg er holdt op med at gå i byen. Giv mig en rolig beverding, der lugter af gammel øl og tobak, men fri mig for zebrastribede hynder, spejle på væggene og dum dum musik i højeste potens. Det. Er. Bare. Ikke. Mig. Punktum. Selskabet fejlede dog ikke noget og meget af tiden gik på at se på de andre gæster og dem var der nok af. Specielt interessante var de virkelig døddrukne. Dem der sad og hang, faldt i søv, vågnede op, slentrede lidt ferm og tilbage for ligesom at komme i stemning igen for til sidst at give op og falde i søvn endnu en gang. Det var et sørgeligt syn.

Og apropos fulde grønlændere så læste jeg forklaringen på hvorfor grønlændere ofte bliver så patte stive. Det var en artikel i grønlandsposten (den eller sermitsiaq) hvor en overlæge fra Nuuk forklarede at det hele gik ud på at inuitter, indianere og de fleste asiater (japanere og kinesere specielt) mangler to enzymer der gør at de nedbryder alkohol alt for langsomt. Hvor vi europæere forbrænder en genstand på en time kan en genstand tage mellem 4 og 5 timer for en inuit at nedbryde. Alkoholen bliver så at sige bare ved med at hobe sig op i kroppen og tager jo dage om at blive nedbrudt. Dette gør det jo unægtelig til et problem for et folkefærd der ikke alle er lige gode til at administrere denne alkohol forbrænding, hvilket vi har set så sent som denne uge, hvor der er indført komplet alkoholforbud i Qaanaq pga. af folk var så stive konstant at de vanrøgtede deres børn. Så med øjeblikkelig virkning blev der indført forbud overfor alle alkoholiske drikke over 2 komma et eller andet. Og det er ikke første gang en sådan politik er gennemført. Det er sket på østkysten og forbudet bliver opretholdt indtil der er sket en væsentlig forbedring i forholdene. Stakkels børn siger jeg.

Det skal dog på det kraftigste understreges at sådan er alle grønlændere IKKE. Det er jo ikke fordi jeg vader i alkoholikere, der ikke fatter en brik. Men vi må sande at de da eksisterer og de har en genetisk faldgrube der ikke gør det nemmere for dem.

Derudover er der vist ikke så meget at sige. Den store beslutning der ligger for de næste par dage er navnet på min båd. Der er en del muligheder, men jeg er ret vægelsindet omkring det. En beslutning vil bliver taget hurtigst muligt og i vil naturligvis være de første der få resultatet.

APUSSUIT APUSSUIT!

Hvis jeg var solforbrændt sidste uge, så er jeg mere lig med de der arkeamerikanske kvinder der har fået aaaaaalt for meget sol i aaaaalt for lang tid så deres hud er helt mørkebrun og læderagtig. Lidt klamt. Hele mit ansigt har en grov brun kulør der skærer lige der hvor min hue har beskyttet min stakkels isse mod solens onde stråler.

Jo ser i jeg har været på Apussuit. Apussuit, eller Apussuit Adventure Camp som det så smart hedder sig, er et skisport sted der ligger på toppen af en gletscher ca. 25 kilometer her fra byen. Man skal sejler derover og så tage en snescooter op på gletscheren hvor der så er et par hytter (tror jeg talte fem) som base for al den ski aktivitet du orker – både langrend, slalom og heli-skiing (dem der hopper ud fra en helikopter ned på noget sne, slalommer den hele vejen ned, bliver samlet op igen og tager op på en ny top). Det skulle efter sigende være et af de bedste steder i verden, og har da også været besøgt at det ene landshold efter det andet, kongelige og andre folk med røven fuld af penge. Jo billigt er det ikke, hvilket er en yderligere grund til at jeg egentlig ikke havde regnet med at komme derhen på min sølle lærerløn. Men sådan skulle det ikke være.

I sidste uge gik flere af eleverne rundt og sagde/råbte ”Apussuit Apussuit!” da de, fandt jeg ud af, havde fået arrangeret en tur derover, hvor de betalte lidt (375 kroner) og ATI så betalte et eller andet tillægsbeløb. Der skulle 10 elever af sted, samt en fra kontoret og en af vores rengøringsmedhjælpere. En dejlig lille broget flok og jeg ønskede dem al mulig held med det foretagende. Turen skulle være fredag morgen til aften, da vi jo havde fri pga. bededagsferien. Torsdag viste det sig så at en eller anden var hoppet fra og de nu havde en plads fri. Melissa (en af mine elever) mødte mig tilfældigt ved kontoret og spurgte mig om jeg egentlig ikke ville med nu der var en fri plads? Det var jo lidt en chance jeg ikke kunne lade gå fra mig så jeg sagde selvfølgelig ja, og brugte resten af dagen (når jeg ikke lige underviste) på at finde ski, og finde ud af hvad jeg egentlig skulle huske at have med.

Det var lidt ærgerligt for Sine (fra lærerstaben) ville også gerne have været med, men jeg tog jo den sidste plads så... Kunne ellers godt have brugt lidt dansk selskab, da det var en noget ensidig grønlandsk affære. Uanset så stod jeg klokken 7.00 næste morgen nede ved bådhavnen. Klokken 7 var en halvtime før vi skulle af sted og et kvarter før vi rent faktisk skulle mødes. Men bedre at komme for tidligt end for sent. Hader i det hele taget idéen om at nogen skal stå og vente på mig. Til gengæld hader jeg også at vente på andre. At vente på nogen er jo spildtid. Heldigvis kom folk til tiden. Det vil sige alle undtagen david, der åbenbart havde sovet over sig eller noget. Så vi tog af sted uden ham. Ret irriterende for så kunne Sine jo godt havde været med. Men sådan er der så meget. Tag et hiv af fredspiben og slap lidt af gamle mand..

Vi blev sejler derover af Per i hans nye båd og så en far til en af eleverne (ovenikøbet af hende der var hoppet fra, flink far). Turen forløb roligt og smertefrit men meget hurtigt. Der var krafter i de to maskiner og de havde intet imod at vise det. Vi ankom 45 minutter senere til en lille bådbro og blev modtaget af en tre snescootere, der så skule have os tolv mennesker med… øv, det betød at de skulle køre to gange og hvem var ikke hurtig nok ved havelågen? Mig selvfølgelig. Så jeg var sammen med 3 andre på hold to, der ellers så kunne begynde at traveturen mod toppen på gåben. Røv. Til gengæld var vejret helt fantastisk. Sol fra en skyfri himmel og omgivelserne var heller ikke sådan at kimse af. Bjerge, sten, sne, sol, skygge, dale, bakkekamme, mos der tittede frem og højt humør. Vi var klar til Apussuit, men det tog lige en snescootertur frem og tilbage før den var klar til os. Og det tager godt og vel 20 minutter at komme derop på sådan et monster. Så 40 minutter senere blev vi endelig hentet og så gik den vilde tur ellers opad. Jo længere vi kom op, jo mere sne omringede os for til sidst at være det eneste vi så på begge sider. Ja, både højre og venstre, foran og bagved. Vi var i sandhed på en gletscher. Efter 15 minutter kunne vi se hytterne på toppen af gletscheren og et par minutter stod vi foran fælleshytten. Her var der en lille bar, et køkken og en del borde, man kunne sidde ved og slappe af og spise sin medbragte mad eller den arrangerede frokost og aftensmad. Her skal det nævnes at vi var på økonomituren, så mad skulle vi selv have med. Derudover var der en fladskærm på væggen der viste Jumanji da vi kom. Lidt spøjst men et kærkomment gensyn med Robin Williams og en meget ung Kirsten Dunst. Den kiggede jeg så lidt på mens jeg spiste lidt pre-frokost. Man bliver jo altså frygtelig sulten af al den friske luft - og det skulle kun blive værre.

Men det var jo ikke for at se film på storskærm at man var taget op i en kilometers højde. Næh, jeg skulle ud på ski, på langrend for at være helt præcis. Jeg havde lånt skiene af skolen, stavene af Sine og så var det jo meningen at jeg skulle have ansigtet fuld af solcreme, men ak.. det var ingen steder at finde i de butikker jeg besøgte dagen før. Så jeg tænkte lidt for overbærende ”hvor galt kan det være? Det er jo kun en enkelt tur og sårn”. Det havde heller ikke været så galt hvis det ikke havde været formiddagssol fra en skyfri himmel, der skinner lige ned på flere tusind kvadratmeter ren sne, der skinner det lige tilbage i hovedet på dig. Lad os bare sige at der var meget hvidt. Og så den ”lille” tur jeg ville på, blev heller ikke så lille som planlagt. Jeg havde regnet med en til to timer. Aller højest tre. Og det startede da også godt. Jeg kom på tur med at par af tøserne, der viste sig at være selv dårligere end mig, hvilket boostede min selvtillid til en noget usikker højde. Jeg farede fra dem - de var altså også lidt langsomme, men det var den enes første gang på ski og den andens første gang i 20 år. Selv var jeg jo enorm øvet da jeg jo havde været ude en hel gang da Camilla var på besøg. Jeps. Den tur og så ellers masser af øvelse da jeg var 10 år. Jeg er jo så godt som professionel… Ja, kimen til noget stort og forfærdeligt var ligesom lagt rigtig godt og grundigt. Jeg tog i hvert fald af sted og stødte lidt senere ind i et par af mine elever, der var på vej op af en stor bakke for på toppen skulle man kunne se over til et fuglefjeld. Se det ville jeg jo gerne se, så jeg fulgte med, men den lille bakke gav mig så min første lektion i afstandsbedømmelse i store snelandskaber – når du tror noget er tæt på, så er det det ikke og hvad du tror vil tage 10 minutter tager mindst 30 minutter (hvis ikke en time). Godt en halv time senere var vi på toppen og mine ben var godt ødelagte af al den gåen opad. Jeg er jo altså ved at være en gammel mand og gamle mænd har det bedst med at gå ned af. Bare så I ved det. Men udsigten deroppe. Suk. Jeg kan sgu ikke rigtig beskrive det. Jo, det kan jeg da godt men det vil bare overhovedet ikke være dækkende på nogen måde. Det er en af de her ting, hvor man må sige ”du sku have været der”. Jeg tog også en masse billeder men til sidst gav jeg op, for det var jo bare billeder. Med et billede får du slet ikke den der kæmpe panorama fornemmelse, suset af at stå ansigt med en så storslået og barsk natur som den grønlandske og være omgivet af den i al sin glans som man kun kan være på kanten af en gletscher. Dog var der ikke nogen fugle så vidt vi kunne se endnu. Ynglesæsonen er også kun lige ved at skulle starte så de er nok på vej.

Efter at have taget et par billeder, et par dybe indåndinger og skiene på igen sagde jeg farvel til mine to elever og satte af sted på min videre færd. Der var nu gået godt og vel en time halvanden og jeg ville godt lige nå en time eller to inden frokost for så at tage en tur igen lidt senere. Vi skulle nemlig først af sted om aftenen klokken 20.00 og klokken var kun henad 11-12 stykker. Jeg satte afsted og efter lidt bøvl med at stå nedad bakke (havde mest bøvl med at finde en vinkel der ikke var for skarp) fandt jeg en lækker nylavet løjpe på en god rute væk fra hytterne ud i det åbne landskab. Lige noget for en verdensmand som mig. Efter en halvtimes tid begyndte at dreje bagom det store fjeld jeg havde været på og det orkede jeg altså ikke at skulle op på igen, så jeg måtte finde mig et nyt løjpespor. Jeg syne sat skimte et godt spor en ti minutters skitur derfra, hvor jeg også mindedes at have set et par skiløbere tidligere. Jeg tog fejl på begge punkter. Løjpen var ikke ti minutter væk, men en time, der havde ikke været skiløbere på den (de havde været nærmere hytterne) og nej, det var egentlig heller ikke en løjpe men et gammelt snescooter spor. Røv. Egentlig var jeg ikke hverken sur eller tvær over alt det her faren frem og tilbage for det hele var bare så storslået. Halvvejs på turen kom jeg også i tanke om at jeg havde min ipod med og efter lidt bladren frem og tilbage mellem forskellige plader endte jeg ved Coldplays ”X&Y” – pludselig gav åbningsnummeret Square one oplevelsen en hel ny dimension:

You're in control, is there anywhere you wanna go?
You're in control, is there anything you wanna know?
The future's for discovering
The space in which we're travelling

Smukt, siger jeg. Det var næsten for mange sanseindtryk på en gang. Men jeg vendte om (det blev jeg nødt til) og regnede nu med at turen hjem ville tage godt en time, siden jeg jo kunne se hytterne. Tsk. To timer senere var jeg endelig ankommet tilbage til civilisationens vugge. Klokken var 14.45 og jeg havde været af sted ca. 5 timer. Og jeg havde fået lidt for meget sol. For at sige det pænt.

Resten af dagen gik med at sove et par timer ude på terrassen med hætten over hovedet så jeg ikke fik mere sol, spise madpakke, snakke lidt med de andre, ryge lidt pibe, tage lidt billeder, snakke lidt med de andre gæster som de dumpede ind hen ad dagen. Jeg mødte et svensk trekløver der lige var startet på en 12 måneders tur hele jorden rundt, hvor de skal besøge 35 lande og mere end 70 skisteder. Apussuit var så det første sted, og et helt fantastisk sted at starte åbenbart. Den her uge står den så på Island, dernæst Frankrig, Australien, New Zealand, Chile og så videre og så videre. Turen har taget lidt mere end et år at planlægge og er for det meste sponsoreret, ellers kunne den tur hurtigt havde ødelagt deres økonomi. Men de skal både lave en dokumentarfilm og skrive om det hele på nettet. Man kan følge dem på http://www.verticalwayaround.com/, der efter sigende skulle opdateres en gang om ugen.
Derudover mødte vi en masse franskmænd og generelt var stemningen ret god, men det kan dog også have lidt at gøre med at jeg havde 8 styks 16-18 årige nymfer af nogle grønlandske piger med, der solede sig det bedste de havde lært (ikke alt for bare dog, da der var koldt). Helt uden charme var de jo ikke og det var noget gæsterne kunne li. Ja ja da...

De sidste godt tre timer gik ret sløvt, men til sidst blev klokken 20.00 og vi kom på snescootere ned til havnen (molen) hvor vi blev hentet af Per og ”farmand”. Og nu sidder jeg så søndag aften. Træt. Forbrændt. Og drømmer mig tilbage på Apussuit. APUSSUIT APUSSUIT!