sommer, sol og søndag

Det er sommer, det er sol, det er søndag... Bortset fra at sol er det lettere sparsommeligt med her i det danske land, så passer det da meget godt. For ja, jeg er (endelig) kommet til Danmark. Ikke at der gik noget i vejen med hjemrejsen, næh, den forløb ganske planmæssigt og uden de store overraskelser. Bortset fra lidt turbulens da vi kom til det danske luftrum (alle de der regnskyer), kan man sågar sige at turen næsten var kedelig. men sådan er det jo med alt det flyveri. Dårlig benplads, mikroovnsmad der da er bedre end ingen mad, rigtig skidt film på en miniskærm med dårlig farveindstilling, en sidemand der lugter af lidt for mange gratis øl som man kæmper om armlænet med, strategisk timede toiletbesøg eftersom man sidder inderst og naturligvis de klaustrofobiske toiletbesøg. Det får man så en fire fem timer til at gå med. Det var så de 7000 kroner. Heldigvis var jeg lidt ligeglad, eftersom jeg lige havde fået to nye tegneserier med under armen sendt fra Amerika. Jo det vidste sig at være helt okay at jeg kom hjem en enkelt dag i Maniitsoq for så var der jo post (ligemed tegneserier). Så de blev læst og sammen med ipod i ørerne så glemte man lidt at man sad af h til i en flyver i alt for lang tid.

Men jeg ankom torsdag og efter at vente en godt og vel en time på min kuffert (jeg sværger der var familier med 7 kufferter der fik ALLE deres kufferter før mig) til stor modtagelse i lufthavnen af min mor og far og … min kone… mmmm. Det var dejligt. For hende har jeg jo slet ikke savnet. Vel. Slet ikke *host host*. Ikke at det ikke var rart at se sin mor og far igen, det er bare lidt noget andet. jeg blev i hvert fald hentet og mor og far kørte Camilla (min kone altså) hjem til Camilla, hvor vi så fik lidt kaffe og friskbagt kage og boller. I kan tro Camilla havde været hausfrau, nu svigermekanismen skulle på besøg. Men det var hyggeligt og efter en times tid trak mine forældre sig også tilbage, så jeg kunne få lidt kvalitetstid med min kone. Og det havde vi så. vi genoptog traditionen fra hendes grønlandsbesøg med et længere pyjamas party, og det var ganske enkelt helt vidunderligt. Så det blev vi ved med til lørdag hvor vi skulle til middag hos mine forældre. Før vi ankom var vi på en lille shoppetur i Fona hvor jeg kom til at bruge lidt for mange penge, men det var også død uretfærdigt. De havde jo alle de plader jeg gerne ville have. Flere af dem nogle jeg har ledt efter i laaang tid. Total unfair. Så jeg kan godt regne ud at den her ferie godt kan gå hen og blive ret dyr i længden hvis det bliver ved med at gå på samme måde. Og så skal vi jo til Berlin.

Det har jeg helt glemt at fortælle. Da mine forældre var til kaffe så gav de os en bunke penge til en bryllupsrejse (vi havde ønsket os et weekendophold et eller andet sted de selv måtte vælge). Se det er jo forfærdeligt pænt af dem, men nu havde Camilla og mig så bare problemet med at skulle vælge hvor vi skal hen, og hvornår. Vi blev hurtig enige om at det sku være en storbyferie og vi endte efter lang tid snak med valget mellem London og Berlin. London er jo en dejlig by. Jeg boede der selv for en 10 år siden (puha, man føler sig pludselig gammel), og den er jo propfyldt med teater, musical, shoppingmuligheder og masser af gallerier og museer hvis man nu er til den slags. Det samme er der selvfølgelig i berlin, problemet er bare lidt at det hele nok foregår lidt mere på tysk end det engelske, som jeg er lidt mere velbevandret i. Ja, tysk har aldrig været min aller stærkeste side. Jeg har heller ikke haft det siden 9. klasse hvor min kæreste hjalp mig med at skrive mine stile, hvilket betød at hun skrev og spurgte om jeg forstod hvor det skulle hedder sådan og sådan og jeg nikkede og hun så skrev videre (… ja virker det så virker det). Men Berlin har to ting der taler for sig. Der er ingen af os der har været der før og så er det billigere. jeg ved ikke om tingene er billigere men hotel og rejse er bare de der 30-40% billigere, så 3 dages overnatning på 5 stjernet hotel og flyrejse inklusiv kan gøres for en 5-6.000. Og det er altså for også begge to. Det synes jeg er i orden. Så det skal vi så i uge 30. Ren luksus, yay.

Men tilbage til forældre middagen. Den gik fint. Camilla er ved at vænne sig til min mors norsk/danske sammenblanding. Alt efter om min mor lige har været i Norge er det enten dansk med norske dialekt og gloser eller norsk med sporadiske spredt danske ord. Ikke verdens nemmeste, men jeg er jo sprog skadet fra barnsben af, så jeg forstår det jo helt okay. Men stakkels Camilla der vil gøre det bedste indtryk, er virkelig kommet på prøve. Hun klarer det nu helt fint. Maden var fin, selskabet dejligt og vi fik sågar set en af min fars evindelig hjemmefilm af vores sommerferie anno 1984. Lidt pinligt, men heller ikke mere end det faktisk var lidt hyggeligt at se igen. Det var den gang jeg var 8 år, min far havde brunt hår og skæg, min mors briller var store som colabunde, min storebrors stemme ikke var gået i overgang endnu og min farfar stadig var i live. Han var en dejlig mand, og det var helt rart at se ham igen. Så Camilla blev tvangsindlagt til flere timers hjemmebio med hele den pukkelryggede svigerfamilie. Arh.. flere timer er måske lidt overdrevet men i hvert fald en time, hvilket ikke desto mindre er nok til for selv en velbalanceret ungt individ at give ar på sjælen...

I dag stod den så på brunch og brætspil. Camillas to veninder havde krævet at få lov til at se papegøjen (altså mig), så det måtte jeg hellere rette mig efter. Så aftalen var at mødes med dem til brunch på en eller anden cafe jeg ikke lige kan huske hvad hedder nede ved søerne. Men brunch er jo noget tidligt stads og jeg er stadigvøk på grønlandsk tid mere eller mindre. Så det at skulle stå op klokken 9 er jo så godt som klokken 5 om morgenen. Yrk. Men op kom jeg og jeg kom da også i bad, men hurtig var jeg ikke. Nu skal det siges at Camilla normalt ikke er den i forholdet der er bedst til at komme ud af døren, da der aaaaaltiiid lige er lidt hår der skal sættes, makeup der skal lægges, tøj der skal vælges eller hvad nu ellers tøser kan finde på at bruge tid på lige inden man skal ud af døren. I dag var det så bare lidt omvendt. Hun var klar lang tid før, mens jeg sumpede lidt rundt og havde 40 andre ting jeg ”godt lige ville nå”. Ikke stresset, bare lidt langsom. Ved et eller andet mirakel nåede vi det alligevel til tiden og ved cafeen stod Mil (kort udgave af Camilla) og Siid (kort for Sigrid så vidt jeg husker) og Mils kæreste Jens (kort udgave af Jens) og ventede med en kæmpe buket blomster på os. Se det var da en velkomst der var til at føle på. Der blev hilst og bukket og vi indfandt os på cafeen fik bestilt brunch og vi kom i en hyggelig snak. Så længe Jens var der gik det helt fint hvis jeg selv skal sige det. Men efter en rum tid gik Jens (staklenm skulle hjem og passe sin influenza) og tøserne gik derefter lidt i indforstået modus og snakkede nu om en hel masse jeg aldrig har mødt og ting jeg aldrig har været med til. Lidt ligesom når jeg snakker med gutterne i Aalborg. Lidt sjovere at være en del af en være tilskuer til. Men ellers gik det godt. Jeg blev i hvert fald blåstemplet (tror jeg nok).

I aften står den så på brætspil hos Shurjeel sammen med en gammel rollespilskending Morten. Har ikke set nogle af dem i laaang tid, så det bliver jo dejligt. Shurjeel og jeg har det med at gå lidt for meget op i spillet når vi spiller, og kan sågar bære nag over flere spil, men sådan er der jo så meget. Håber jeg vinder (for så er der håneret). Så længe vi har det sjovt så kan det vel ikke gå helt galt. Hehe.

Tjaa. Det var vist alt for nu. Dejligt at være hjemme.

Lottoskandale!

Der må være sket en fejl. Faktisk adskillige millioner fejl. Jeg vandt jo ikke. Her snakker jeg jo naturligvis om de der ufattelige mængder lottomillioner der stod på højkant denne højhellige lørdag. Først var det 58 millioner, så var det 64 og det endte vist med at være 74 millioner. Og så var der jo også Jokeren der var en 10 millioner. I hvert fald kunne man med den rigtige kombination vinde ret så mange penge. Og dem var det jo meningen at jeg skulle have mine fingre i. Karsten og undertegnede havde købt hver vores lottokupon og indgået en gentleman agreement om at hvis en af os vandt så delte vi lige over. Karsten var sikker på at han vandt for han havde aldrig spillet før og hvis ikke det var nok (det burde det jo have været) så var han overbevist om at jeg bragte ham held. Så vi var sikker i vores sag. Selv var jeg overbevist om at han fik den store gevinst og jeg scorede jokeren så tilsammen sku vi nok en 80 millioner, der jo så (desværre) skulle deles i to, men 40 millioner på kontoen er vel også en slags penge (man kan vel nøjes). Jeg havde ellers planlagt det hele, mit nye jetset liv i overhalingsbanen i Maniitsoq, champagnen der skulle flyde i en lind strøm, swimmingpoolen der skulle bygges på toppen i min nye penthouse lejlighed, det private jetfly til min kone (måske havde jeg ikke lige råd til et fly men man kan jo altid leje) så vi kunne se hinanden lidt oftere, så skulle jeg lige have startet et musikselskab, så mine stakkels venner endelig kunne udgives, min bror kunne få en cool bil eller hvad han nu havde lyst til at bruge en million på, for slet ikke tale om alle de dvd’er, cd’er, computerspil, elektroniske himstergimster og hvad der ellers hører til i en hver nørds fremtidige ønskehjem. Men jeg vil ikke købe en ny båd for min båd er sej. Måske skulle den shines lidt op, få det nyeste og sejeste udstyr installeret og sådan, men Madicken bliver. Kom heller ikke lige til nogen konklusion omkring mit job. Jeg kan egentlig godt lide at være lærer, så jeg tror næsten at jeg ville blive ved med det tiden ud (2 år endnu), men efter den tid har jeg lovet at Camilla (min dejlige kone) bestemmer hvor vi skal hen, så hvor end vi så endte så ville jeg slå mig ned med en bærbar og skrive en bestseller (det er jo sådan noget man bare gør når man er en sej millionær som mig) og udgive den på mit nye forlag og tjene endnu flere penge. Så I kan jo godt se at der må være sket en fejl. Da jeg slå op tekst tv og så at det så sandelig ikke var de tal jeg havde på min lottokupon blev jeg jo forvirret. Det kunne jo ikke passe. Og da Karsten ringede og sagde at han heller ikke havde vundet var forvirringen total. Vi overvejede at ringe til tekst tv for at sige til dem at de skulle sætte de rigtige tal på. Vi kunne bare ikke finde nummeret til dem. Så vi gik i biografen i stedet.

Det gik så heller ikke helt som planlagt. Sammen med Bodil (en af de andre kursister) havde vi købt billeter til Oceans 13, og vi fik købt slik, sodavand og var klar til 2 timer i selskab med alle de store stjerner (dem jeg ville have mænget mig med, hvis jeg havde vundet lotto). Lidt inde i filmen skulle Karsten lige ud og trække vejret gennem et filter. Den slags tager som regel en fem minutter, men manden kom ikke tilbage. Overhovedet. Det undrede os lidt, men jeg regnede med at han havde sat sig et andet sted efter han var kommet ind igen eller noget i den dur. Måske var han bare blev enig med sig selv om at filmen var kedelig og gået, men det ligner ham nu ikke at lave sådan et stunt. Vi så filmen færdig, og Bodil og jeg spejdede efter Karsten, men han var ingen steder at se. Da jeg kom hjem sms’ede (det kan jeg nemlig nu) jeg lige til ham for at høre hvor han blev af, og så var det jeg fik forklaringen. Katuaq (kulturhuset hvor biografen er) er blevet røgfri, og i den forbindelse skal man altså gå udenfor for at ryge. Hvad Karsten ikke vidste var at efter filmen var gået i gang var personalet mere eller mindre skredet og dørene var sat på automatisk smæklås. Så Karsten blev låst ude. Uden nogen mulighed for at komme ind igen. Jamen hvad er det der sker? Så efter han havde rendt omkring bygningen en tre fire gange og hevet i alle døre uden held så gav den stakkels mand op og gik slukøret hjem til hotellet igen.

Filmen var ellers fin. Men det skal I ikke sige til Karsten.

Derudover har jeg købt det dersens Illustreret Videnskab i dag. Ikke fordi jeg vil til at læse alt om det der videnskab, men mere fordi der var en IQ test med. Og jeg har de sidste par år gået med en svag mistanke om at jeg faktisk er ret klog. Måske endda Mensa materiale. Ja,ja den er god med dig. ”Ham den skaldede fjeldabe kan sgu da ikke komme i Mensa”, tænker du nok, ”det er jo for folk med noget mellem ørerne”. Men i de sidste par test jeg har taget rundt omkring på nettet har jeg scoret fra 128 til 136, og for at komme i Mensa skal man have 131 (eller 132, kan ikke helt huske det præcis). Nu er det bare sådan at ved at flere af de der test er der en usikkerheds faktor på et eller andet antal point så jeg ku rent faktisk være en del under (altså dummere end jeg går og bilder mig ind) eller lidt over (og dermed risiko for at være klog som bare pokker). Mensa selv har en test hvor usikkerheden er en del mindre og den de har på nettet prøvede jeg også tidligere. Her scorede jeg rimelig højt men ikke højt nok, så det var lidt en kold klud i hovedet når man nu gik med drømmen om at blive den klogeste pseudo eksimo i Grønland. Så nu skulle slaget stå. Illustreret Viden skab skulle afgøre om jeg skulle forsøge optagelse hos de der braniacs eller ej. Testen tog fat på både sprogforståelse, logik, billed- og mønstergenkendelse, hukommelse og regning og tog mig godt en times penge. Sprog, logik, billede og regning gik sådan set ok, men min hukommelse var ikke helt optimal. Det var noget med at huske numre der kom i en hvis rækkefølge en gang. Ikke helt nemt. Men jeg klarede mig bedre end jeg regnede med. Og hvad blev resultatet så? Skal jeg i Mensa? Nix, nada, desværre. Jeg fik den nette sum af IQ 125, hvilket vil sige at jeg stadig er 6 til 7 point fra top 0,2 procent af den samlede befolkning hvor Mensa folkene befinder sig, men til gengæld er jeg så klogere end 95% af verdens befolkning. Top 5% er da heller ikke aller værst, men det er lidt nederen at blive droppet igen, når man lige har læst at en to årig pige fra England er blevet optaget i Mensa. 2 årig! Hvad fanden sker der? En 2 årig kan klare opgaverne men jeg kan ikke? Tal om at føle sig en lille smule til grin. Oh well.

Nå, nok om det. Jeg skal i seng. Har en lang dag i morgen igen…. Mand nu må vi også snart være færdige med det her kursus så jeg kan komme hjem til min kone så hun kan se min selvlysende bornholmske frimærkesamling. Den er jeg sikker på bliver et hit…

Great. Jeg er endelig blevet fri for snakkekællingerne inde ved siden af og der er kommet en ny gæst. Hvad gør han så? Han snakker i søvne. Typisk.