Av min krop og øv min ryg. Jeg er mørbanket så det må være tirsdag. Badminton var hårdt i dag, eller også er det bare mig der er modtagelig overfor ømhed (den trælse slags) i dag. Min ryg, mine skuldre, nakke, mine lår, lægmuskler har bare haft det bedre. Selv mit højre øje er ømt. Det skal så lige siges at der er en god grund til det – jeg fik en fjerbold lige i øjet i dag! Den slags er klart ikke anbefalelsesværdigt. Det gør nemlig nas. Men jeg har ikke fået et blåt øje eller noget. Måske fordi den landede lige på øjet, som jeg vist nok tror at jeg havde nået at lukke inden det skete. Min kontaktlinse var i hvert fald ikke faldet ud, da jeg efter lidt av-for-pokker-tid endelig fik åbnet øjet igen. Så min krop er ikke på min side i dag.
Det er resten af mig heller ikke. Jeg tror jeg har en lidt kollektiv off day i dag. Jeg er træt, uoplagt og ondt i hovedet (måske på grund af min nakke der er helt i skvadder). Og jeg burde have været social super lærer i dag og dukket op til vores fastelavnsarrangement klokken 15.00, men jeg orkede bare ikke. Og så havde jeg heller ikke fået forberedt en udklædning, hvilket ikke ligner mig. Men jeg havde simpelthen glemt det. Og når jeg ikke kan komme som noget forberedt hvor folk siger ”nøj, det var flot/fint/sjovt/godt tænkt” så vil jeg helst lade være. Kald mig bare pernittengryn men sådan har vi alle vores små forfængeligheder. Så min manglende tilstedeværelse skal jeg nok høre for i morgen, men så må jeg jo tage det med.
Derudover er jeg kommet alvorligt i tænkeboks omkring min fremtid på det danske arbejdsmarked. Jeg er så småt begyndt at kigge på jobmuligheder, hvilket i særdeleshed er en jungle. Hvor vil jeg hen? I den offentlige sektor? Private firma? Kæmpe koncern? Lille selskab? Tilbage til universitet som underviser? Hvad dælen vil jeg egentlig?
Det hjalp ikke at IT-Universitetet i Kbh. havde slået nye Ph.d. stillinger op også under computerspil som jo er noget af det jeg rigtig godt kunne tænke mig. Det betyder så bare at jeg skal have skrevet en ansøgning inden midten af april, hvilket i sig selv godt kan lade sig gøre. Men normalt skal man gerne referere til alt muligt sejt teori man har tænkt sig at bruge, og her er så nok det nærmeste jeg kommer en akilleshæl. Jeg har jo rent faktisk været ude af det videnskabelige game i mere en 3 år (damn), og der er jo sikkert kommet et læs af smarte bøger og kanon litteratur siden da, jeg bare ikke er ajour med. Og kan jeg overhovedet huske noget af det teori jeg har læst i det hele taget? Der er ingen tvivl om at jeg skal trække mig selv noget voldsomt i hårrødderne og starte fra noget der ligner scratch.
Det er da et forsøg værd.
Men er det det jeg vil?
tirsdag, februar 24, 2009
mandag, februar 23, 2009
bloguge #6: i embedes medfør.. det er rigtigt nok
I forlængelse af gårsdagens Band of Brothers maraton så er det måske på sin plads at fortælle at dette overdådighedshorn af krigsdrama også var mere eller mindre i embedes medfør. Ikke at det var noget jeg fik penge for eller noget, men min undervisning for tiden er hensat til et anden verdenskrigs tema, i samløb med Anna Marie og hendes undervisning. Hun snakke Churchill gruppen og ser Drengene fra Sct. Petri med dem, mens jeg snakker de store linier for krigen og går også berører Grønlands rolle under krigen. Ret spændende læsning når det kommer til stykket, og mærkeligt at tænke på at tyskerne var så nordligt som nordøstkysten af Grønland for at anlægge en vejr station, og den eneste grund til det ikke lykkedes var 7 mænd fra Sirius patruljen. Der blev taget fanger, bombet lejr med bombefly, skudt med skarpt og jagten gik først den ene vej så den anden vej. Og når jeg skriver vej, mener jeg is, sne, minusgrader, ubarmhjertig vind, blandt ulve og isbjørne i noget af det mest ugæstfri terræn du overhovedet kan forestille dig. Jo, drama var der også heroppe. David Howarth skrev i 1957 en bog om hele dramaet med navnet ”The Sledge Patrol”. Den blev senere oversat til dansk under navnet ”Fodspor i Sneen”, og sågar til grønlandsk under navnet ”Tunume Sorssungnek”. At der eksisterer sådan en bog er selvfølgelig først noget jeg finder ud af i dag, når hele temaet snart er ovre (øv). Under alle omstændigheder har jeg bestilt bogen og glæder mig til at læse den. Den lyder til at blive spændende. I mellem tiden får eleverne så lov at se en dokumentarfilm i morgen om 2. verdenskrig og onsdag står den på Quiz. Så får vi se hvor meget de kan huske. Bliver spændende om de overhovedet kan huske noget som helst.
Men jeg må smutte. De sender lige om lidt opsummering fra den store Oscar uddeling og jeg har med vilje undladt at læse nyheder, der kunne afsløre noget som helst. Så er det ligesom lidt sjovere.
Ha det.
Men jeg må smutte. De sender lige om lidt opsummering fra den store Oscar uddeling og jeg har med vilje undladt at læse nyheder, der kunne afsløre noget som helst. Så er det ligesom lidt sjovere.
Ha det.
søndag, februar 22, 2009
bloguge #5: sunday sunday here again...
Ahh.. søndag. For nogen heroppe er søndag lige med lange ski ture og andre sundheds fits, men for mig og Camilla betyder søndag (næsten uanset vejret, som i dag var ganske udmærket) at vi laver absolut så lidt som overhovedet muligt. Den eneste aftale jeg havde i dag var med Markus der skulle komme op med chips cola og hotdog pølser og så skulle vi se den sidste halvdel af serien Band of Brothers. Band of Brothers, for jer der ikke er bekendt med den, er en serie i 10 dele af hver en times varighed om faldskærmssoldaterne fra Easy kompagniet, der under 2. verdenskrig var nok det man i dag ville kalde eliten. De kæmpede ved Normandiet, Holland, Frankrig og til sidst i Tyskland. Fantastisk serie.
Her skal det lige indskydes at når vi ser film så er det altså ikke bare på den lille flimmerkasse (selv om vores ikke er så bette endda), nej, den slags overlader vi til amatørerne. Næh, det er med projektor op på endevæggen og lyd over mit stereoanlæg. Der er dømt biograf over hele linien. Som mr. Bogart sagde det ”Husk. Film skal ses i biografen.” Så det gør vi så.
Som jeg sagde så skulle vi se anden del af serien, underforstået den sidste halvdel af serien og ikke andet afsnit. Den første halvdel (afsnit 1 til 6) slugte vi sidste søndag sammen med 4 poser chips, 10 halve liter cola, slik, en tyndsteg, 1 kilo kartofler i skiver og sovs. Jo vi gjorde et ihærdigt forsøg på at æde os selv ihjel. Jeg havde decideret maveonde da jeg gik i seng. Det var som om min mave havde fået tømmermænd. Og da jeg vågnede kunne jeg stadig smage tyndsteg, hvilket jeg stort set kunne resten af dagen. Øv. Så i dag havde vi lært lektien og havde skåret ned på overforbruget. Det blev kun til et par poser chips, 3 colaer hver og så et par velvalgte hotdogs. Mmmmmmm. Lækkert. Så fire afsnit og en dokumentarfilm senere var vi igen ganske tilfreds med hvordan vores søndag var blevet brugt. Det kan godt ske vi ikke har fået super meget motion eller set særligt meget af de smukke omgivelser, men jeg vælger at se på det som mental afslapning. Godt for sjælen. Hårdt for maven.
Her skal det lige indskydes at når vi ser film så er det altså ikke bare på den lille flimmerkasse (selv om vores ikke er så bette endda), nej, den slags overlader vi til amatørerne. Næh, det er med projektor op på endevæggen og lyd over mit stereoanlæg. Der er dømt biograf over hele linien. Som mr. Bogart sagde det ”Husk. Film skal ses i biografen.” Så det gør vi så.
Som jeg sagde så skulle vi se anden del af serien, underforstået den sidste halvdel af serien og ikke andet afsnit. Den første halvdel (afsnit 1 til 6) slugte vi sidste søndag sammen med 4 poser chips, 10 halve liter cola, slik, en tyndsteg, 1 kilo kartofler i skiver og sovs. Jo vi gjorde et ihærdigt forsøg på at æde os selv ihjel. Jeg havde decideret maveonde da jeg gik i seng. Det var som om min mave havde fået tømmermænd. Og da jeg vågnede kunne jeg stadig smage tyndsteg, hvilket jeg stort set kunne resten af dagen. Øv. Så i dag havde vi lært lektien og havde skåret ned på overforbruget. Det blev kun til et par poser chips, 3 colaer hver og så et par velvalgte hotdogs. Mmmmmmm. Lækkert. Så fire afsnit og en dokumentarfilm senere var vi igen ganske tilfreds med hvordan vores søndag var blevet brugt. Det kan godt ske vi ikke har fået super meget motion eller set særligt meget af de smukke omgivelser, men jeg vælger at se på det som mental afslapning. Godt for sjælen. Hårdt for maven.
lørdag, februar 21, 2009
bloguge #4: den perfekte nabo?
Jeg ved ikke helt hvad det er med mig og naboer. Jeg skal åbenbart bo ved siden af et par der ikke kan med hinanden til den ene side og fest aber til den anden side. Sådan var det i den gamle lejlighed og sådan er det også nu. Det vil sige jeg faktisk ikke er helt sikker på at fest aberne stadig bor inde ved siden af. De holdte nogle gevaldige fester en overgang og det var absolut ikke forbeholdt weekenden. Det hjalp så ikke på min overbærenhed at jeg fik at vide at fyren der boede der var en af byens hashpushere. Så fest abe og hashpusher = den perfekte nabo? Tror jeg næppe. Han gjorde sig heldigvis uheldigt nok bemærket til at adskillige naboer uafhængigt klagede over ham, hvilket betyder at de går rundt til naboerne omkring dem og beder dem underskrive at de og de holdt fest og larmede etc. og at det var træls. Så sender de klagen til INI der så sender de omstridte naboer en officiel klage. Får de så tre klager på et halvt år eller sådan noget, så bliver deres lejemål opsagt. Og det er lidt det, jeg håber er sket med vores. Jeg har i hvert fald underskrevet de første to klager. Faktisk sådan jeg opdagede at jeg var nabo til det nye tandlæge par i byen. Flinke unge mennesker.
Men naboerne på den anden side er en anden historie. De holder kun fest i weekenden. Og larmer ikke uforbeholden meget når de gør det. Til gengæld kan de så godt lide at skrige af hinanden en gang i mellem. Ja ok ”godt lide” er måske en overdrivelse, men når man ikke fatter en meget af hvad de råber om, så er det svært at bedømme hvad det hele går ud på. Er det et skænderi over hvem der skal have den sidste øl i posen, eller er det jalousiens bitre malurt der gør sin entré. Eller skændes de blot om hvem der er bedst i X-Faktor?
(Naboens hypotetiske diskussion oversat fra grønlandsk)
”Du kan da ikke mene at Asian Sensation er bedre end Alien Beat Club!”
”Jo, deres timing og positive energi er livsbekræftende og gør mig i bedre humør end at se en leftover gruppe af overskydende solister!”
”ARRHH! TAG DET I DIG IGEN! ABC ABC ABC!” (smækker med døren for øget effekt).
”ALDRIG! ASIAN SENSATION FÅRÆVAR!!!” (smækker også med døren et par gange for at understrege sin pointe).
”Skal vi tage op smutte ned og drikke nogle bajere?”
”Ja, ok”.
De skændtes i hvert fald i dag under alle omstændigheder lige så ruderne blafrede på et tidspunkt. Og så blev der stille, hvilket som regel betyder at de er smuttet i byen. Håber ikke de lokale er så standhaftige med deres favorit dernede, ellers kan det hurtigt går galt.
ASIAN SENSATION FÅRÆVAR!
Men naboerne på den anden side er en anden historie. De holder kun fest i weekenden. Og larmer ikke uforbeholden meget når de gør det. Til gengæld kan de så godt lide at skrige af hinanden en gang i mellem. Ja ok ”godt lide” er måske en overdrivelse, men når man ikke fatter en meget af hvad de råber om, så er det svært at bedømme hvad det hele går ud på. Er det et skænderi over hvem der skal have den sidste øl i posen, eller er det jalousiens bitre malurt der gør sin entré. Eller skændes de blot om hvem der er bedst i X-Faktor?
(Naboens hypotetiske diskussion oversat fra grønlandsk)
”Du kan da ikke mene at Asian Sensation er bedre end Alien Beat Club!”
”Jo, deres timing og positive energi er livsbekræftende og gør mig i bedre humør end at se en leftover gruppe af overskydende solister!”
”ARRHH! TAG DET I DIG IGEN! ABC ABC ABC!” (smækker med døren for øget effekt).
”ALDRIG! ASIAN SENSATION FÅRÆVAR!!!” (smækker også med døren et par gange for at understrege sin pointe).
”Skal vi tage op smutte ned og drikke nogle bajere?”
”Ja, ok”.
De skændtes i hvert fald i dag under alle omstændigheder lige så ruderne blafrede på et tidspunkt. Og så blev der stille, hvilket som regel betyder at de er smuttet i byen. Håber ikke de lokale er så standhaftige med deres favorit dernede, ellers kan det hurtigt går galt.
ASIAN SENSATION FÅRÆVAR!
torsdag, februar 19, 2009
bloguge #3: Best and worst case scenario
Jeg skal være far. Det ved jeg godt at den trofaste læser allerede ved, men der er mange ting omkring det der med at blive far jeg ikke er helt afklaret med. Og der er også mange ting som Camilla og undertegnede mangler at få på plads. Vi har nu også et halv års tid til at finde ud af det, så det går nok, men diskussioner er der nok af. Vil vi gerne vide hvad barnets køn bliver? Hvad skal barnet hedde? Skal barnet døbes? Hvor vil vi gerne have at barnet vokser op? Hvilken slags opdragelse vil vi gerne have vores barn får? Hvor stor rolle skal den øvrige familie fylde og hvad med venner og bekendte? Går vi overhovedet tid til andet end at passe den lille ny? Og hvad med mig som far? Hvilken rolle moderen får giver sig selv, men hvor står farmand, mig, i hele den her ligning? Får jeg en aktiv rolle eller bliver jeg degraderet til stik-i-rend-dreng og hjemmets eneforsørger, mens Camilla kan bruge uanede mængder af tid på den bette?
Det sidste håber jeg godt nok ikke, for det får jeg nok fra Camilla allerede før den bette overhovedet blev en realitet. Jo, Camilla har endnu engang faldet og slået sit knæ på isen. Så jeg er igen blevet tjener/slave for den stakkels klodsmajor. Sidste sommer vred hun foden rundt på farmors trappe og humpede rundt i måneder efter. Til jul faldt hun og slog sin knæskal så hun var sengeliggende i et par uger og nu det her… Og så tæller jeg ikke hendes ene uge i starten af graviditeten hvor hun var influenzaramt big time. Så stod den også på sofaligning og ”Reeeeeenéeeee… kan du ikke lige..”
Man kan da altid håbe at det ikke er så galt den her gang. Jeg krydser fingre.
Men det var faktisk ikke det jeg ville skrive om i dag. Det var mere i forlængelse af alle de der spørgsmål vi går og tumler med. For en ting er hvad vi selv kan gøre for at ungen vokser op som et bare et nogenlunde normalt menneske, men hvad med alt det der allerede er bestemt. Det vi ikke kan gøre noget ved. Gener. Hvad er det den her unge har fået fra mig og hvad har den fra Camilla? Som jeg ser det er der et worst case og worst case scenarie i spil.
Best case: Babyen er smuk som sin mor, har hendes hårpragt og hendes øjne. Den lille har desuden farmands (mit) flair for det skriftlige, familien Tofts musikalitet, min kærlighed til de skrå brædder, godt suppleret af Camillas fantastiske kreativitet, utrolige empati, åbenhed over for al mad, og som har en eventyrlyst, der aldrig vil holde han/hun tilbage. Måske som kronen på værket arve en smule pengemæssig ansvarlighed fra sin farfar og madtalent fra morfar.
Worst case: Det modsatte. En unge der ender skaldet og halvblind som sin far, og har en mild ordblindhed fra sin mors side, mit temperament og hang til overspringshandlinger, uden en tone i livet, en krone på lommen eller anden krydderi på hylden end salt og peber.
Ak, det kan gå så grueligt galt. Eller det kan blive verdens mest fantastiske unge. På den anden side bliver vi nok alligevel en af de der forældre par der bare ikke kan se at deres unge ikke er talentet. Dem der mener ungen skal blive opera sanger fordi ungens stemme skærer i ørerne, eller skal være model fordi de synes hun er charmerende.
Nah, pjat. Vi får et geni, så den slags kommer slet ikke på tale. Sov godt.
Det sidste håber jeg godt nok ikke, for det får jeg nok fra Camilla allerede før den bette overhovedet blev en realitet. Jo, Camilla har endnu engang faldet og slået sit knæ på isen. Så jeg er igen blevet tjener/slave for den stakkels klodsmajor. Sidste sommer vred hun foden rundt på farmors trappe og humpede rundt i måneder efter. Til jul faldt hun og slog sin knæskal så hun var sengeliggende i et par uger og nu det her… Og så tæller jeg ikke hendes ene uge i starten af graviditeten hvor hun var influenzaramt big time. Så stod den også på sofaligning og ”Reeeeeenéeeee… kan du ikke lige..”
Man kan da altid håbe at det ikke er så galt den her gang. Jeg krydser fingre.
Men det var faktisk ikke det jeg ville skrive om i dag. Det var mere i forlængelse af alle de der spørgsmål vi går og tumler med. For en ting er hvad vi selv kan gøre for at ungen vokser op som et bare et nogenlunde normalt menneske, men hvad med alt det der allerede er bestemt. Det vi ikke kan gøre noget ved. Gener. Hvad er det den her unge har fået fra mig og hvad har den fra Camilla? Som jeg ser det er der et worst case og worst case scenarie i spil.
Best case: Babyen er smuk som sin mor, har hendes hårpragt og hendes øjne. Den lille har desuden farmands (mit) flair for det skriftlige, familien Tofts musikalitet, min kærlighed til de skrå brædder, godt suppleret af Camillas fantastiske kreativitet, utrolige empati, åbenhed over for al mad, og som har en eventyrlyst, der aldrig vil holde han/hun tilbage. Måske som kronen på værket arve en smule pengemæssig ansvarlighed fra sin farfar og madtalent fra morfar.
Worst case: Det modsatte. En unge der ender skaldet og halvblind som sin far, og har en mild ordblindhed fra sin mors side, mit temperament og hang til overspringshandlinger, uden en tone i livet, en krone på lommen eller anden krydderi på hylden end salt og peber.
Ak, det kan gå så grueligt galt. Eller det kan blive verdens mest fantastiske unge. På den anden side bliver vi nok alligevel en af de der forældre par der bare ikke kan se at deres unge ikke er talentet. Dem der mener ungen skal blive opera sanger fordi ungens stemme skærer i ørerne, eller skal være model fordi de synes hun er charmerende.
Nah, pjat. Vi får et geni, så den slags kommer slet ikke på tale. Sov godt.
bloguge #2: All in!
I går var meget lang og meget travlt så selv om jeg lovede amar halshug at ville skrive en blog så blev det kun ved tanken. Faktisk er onsdag nok den hårdeste dag på ugen, eftersom den indebærer 6 timers undervisning, 2 timers grønlandsk og en fyraftens øl i klubben. Ikke at det sidste er hårdt, mere blot en til trængt pause. Normalt ville min onsdag så slutte der med at Camilla og jeg ville tage hjem fra klubben lave noget sen aftensmad og så slappe af foran flimmerkassen lidt inden vi kastede os i seng. Men i går var der først undervisning, grønlandsk, en øl i klubben, skynde sig hjem, smøre et par franskbrødsmadder og så ud af døren, da Per havde inviteret til denne sæsons anden Settlers kamp. Vi har i år fået en meget sen start da Per jo lige havde en lang ferie i New Zealand. Men vi er startet nu og årets første kamp sidste uge vant Jonas. Det er som regel Jonas, Per og undertegnede der udkæmper de (knapt så) blodige slag om verdensherredømmet, men i går havde vi en fjerde mand med Morten, der er gæst hos Per. Han har boet heroppe før og efter sigende lidt af en haj til det der Settlers. Så jeg regnede ikke med at vinde over nogen som helst. Men det gjorde jeg! Yay mig. Det handlede vidst mest af alt om at jeg havde fået tiltusket mig spillets bedste felt og at terningerne blev ved med at slå det nummer. Så lidt held og et par gode kombinationer og vupti – 3 timer senere har jeg vundet. Selv om Jonas ikke var tilfreds med at tabe på nogen måde (det var nu heller ikke hans dag i går), så havde han det okay med at det ikke var dem udefra der gik ind og tromlede de lokale (selvfølgelig sagt med et smil), og det kan der da være noget om.
Derudover render jeg rundt med en dræbende hovedpine for tiden. Jeg tror den mest af alt er affødt af spændinger i nakken, som igen måske er kommet af 1) min mega dårlige sovepude og 2) badminton. Nu har vi (vi er fast en lille gruppe på 5-8 venner) efterhånden spillet næsten hver tirsdag siden et godt stykke før jul og jeg har en fejl, når jeg spiller badminton. Jeg går hele vejen. Hvis der er en bold der ser helt umulig ud, men der måske er 5-10% chance for at få hvis man kastede sig, så kaster jeg mig. De fleste almindelige folk (folk ved deres fulde fem) havde nok kiget på bolden og tænkt, ”den kan jeg ikke nå”, eller ”hvis jeg får den kommer det til at gøre nas”. Men ikke mig. Jeg kaster mig i bedste matrix stil ind over banen til højre og venstre, hvilket indtil videre har kostet mig et par ømme ben, knæ, forstrukne muskler og sidst en meget øm lillefinger. Og hvis jeg ikke tager fejl – spændinger i nakken. Men jeg bliver nu ved med at give de der ekstra procent, også selv om det nogen gange ser ud til jeg lægger mere ned an står op under en kamp. Jo jo, det er da træls når man virkelig har givet sig og ikke når bolden, men på den anden side er det fedt når man endelig tager sådan en ”umulig” bold. Så er det fedt igen. Og så skal man jo ikke kimse af de beundrende blikke man får. Eller hovedrysten over sådan en gammel mand, der går all in, som Mikael siger det.
Hvis så bare den her hovedpine kunne gå væk. Måske skulle jeg begynde at strække ud…
Derudover render jeg rundt med en dræbende hovedpine for tiden. Jeg tror den mest af alt er affødt af spændinger i nakken, som igen måske er kommet af 1) min mega dårlige sovepude og 2) badminton. Nu har vi (vi er fast en lille gruppe på 5-8 venner) efterhånden spillet næsten hver tirsdag siden et godt stykke før jul og jeg har en fejl, når jeg spiller badminton. Jeg går hele vejen. Hvis der er en bold der ser helt umulig ud, men der måske er 5-10% chance for at få hvis man kastede sig, så kaster jeg mig. De fleste almindelige folk (folk ved deres fulde fem) havde nok kiget på bolden og tænkt, ”den kan jeg ikke nå”, eller ”hvis jeg får den kommer det til at gøre nas”. Men ikke mig. Jeg kaster mig i bedste matrix stil ind over banen til højre og venstre, hvilket indtil videre har kostet mig et par ømme ben, knæ, forstrukne muskler og sidst en meget øm lillefinger. Og hvis jeg ikke tager fejl – spændinger i nakken. Men jeg bliver nu ved med at give de der ekstra procent, også selv om det nogen gange ser ud til jeg lægger mere ned an står op under en kamp. Jo jo, det er da træls når man virkelig har givet sig og ikke når bolden, men på den anden side er det fedt når man endelig tager sådan en ”umulig” bold. Så er det fedt igen. Og så skal man jo ikke kimse af de beundrende blikke man får. Eller hovedrysten over sådan en gammel mand, der går all in, som Mikael siger det.
Hvis så bare den her hovedpine kunne gå væk. Måske skulle jeg begynde at strække ud…
tirsdag, februar 17, 2009
bloguge #1: nye tider
Av. Jeg ved det godt. Min blogning de sidste par måneder har været på den ringe side af katastrofal. Men der har været en del om ørerne og dårlige undskyldninger er der nok af. Men nu kan det være nok. Der skal nye boller på suppen. Ikke at jeg har tænkt mig at skrive en roman hver aften fra nu af og så til vi drager mod de sydlige himmelstrøg (DK), men der skal lidt mere indsats på bordet. Så jeg har givet mig selv en lille test. Den næste uge skal der falde en blog hver dag, men den må ikke være lang. Jeg har jo lidt for vane at når jeg skal skrive, så skal det helst være en laaaaang svada om alt og intet, hvilket måske også er derfor jeg ikke har været så aktiv på det seneste. Jeg har simpelthen ikke orket at skulle tage fakkelen op, og skrive side op og ned. Så nu vil jeg fra nu af forsøge kun at skrive side ned. Så kan jeg skrive siden op i morgen.
Og hvad er der så sket siden sidst? Tjaa. Camilla er stadig gravid så det er godt nyt. Og hendes morgenkvalme er nu ved at være afløst af morgen/aftenkvalme, så to for ens pris. Suk. Heldigvis er hun ved at få lidt mere energi. Hun ligger ikke hele dagen på sofaen og kigger med dådyr øjne i min retning mens hun kalder ”Reeenéee.. kan du ikke lige… (indsæt: lave mad, hente noget vand, støvsuge, vaske op, hente mere frugt og/eller knækbrød)”. Ja, hun er sågar begyndt at lave mad igen. Så det er lidt sjovere at være mig igen, og sikkert også at være Camilla når det kommer til stykket. Men vi ved stadig ikke præcist hvor langt hun er henne, eftersom vi først skal til scanning den 3. marts. 14 dage mere.
Og nu har vi også fået sagt det til de folk det skal siges til. Sådan da. Der er stadig et par stykker i DK der ikke har fået nyheden (men måske læser de blog?), men ellers er vi ved at have hele vejen rundt. Jeg gav hjemmebagt morgenbrød på skolen en dag og fortalte personalet den store nyhed, efter jeg ugen forinden havde fortalt Per det og fortalt at vi nu har planlagt at tage hjem. Det var han selvfølgelig ked af, men vores beslutning var forståelig. Så personalet ved det godt, dog mangler eleverne at få det at vide. Ikke at jeg fortæller alt til mine elever, men der f.eks. et par tøser der i løbet af skoleåret har skubbet til mig og spurgt om vi (altså Camilla og mig) ikke skulle have nogle børn? Jeg slog det hen og sagde at det skulle vi da på et tidspunkt. Jeg havde ikke lyst til at fortælle at vi faktisk gjorde en indsats men der indtil nu ikke havde været held i bøssen, eller hvad man nu siger. Undrer mig egentlig også at eleverne ikke har fundet ud af et allerede, efter flere af dem er på meget god fod med resten af personalet. Jeg er åbenbart ikke særlig god sladder…
Det er nok også godt det samme.
Og hvad er der så sket siden sidst? Tjaa. Camilla er stadig gravid så det er godt nyt. Og hendes morgenkvalme er nu ved at være afløst af morgen/aftenkvalme, så to for ens pris. Suk. Heldigvis er hun ved at få lidt mere energi. Hun ligger ikke hele dagen på sofaen og kigger med dådyr øjne i min retning mens hun kalder ”Reeenéee.. kan du ikke lige… (indsæt: lave mad, hente noget vand, støvsuge, vaske op, hente mere frugt og/eller knækbrød)”. Ja, hun er sågar begyndt at lave mad igen. Så det er lidt sjovere at være mig igen, og sikkert også at være Camilla når det kommer til stykket. Men vi ved stadig ikke præcist hvor langt hun er henne, eftersom vi først skal til scanning den 3. marts. 14 dage mere.
Og nu har vi også fået sagt det til de folk det skal siges til. Sådan da. Der er stadig et par stykker i DK der ikke har fået nyheden (men måske læser de blog?), men ellers er vi ved at have hele vejen rundt. Jeg gav hjemmebagt morgenbrød på skolen en dag og fortalte personalet den store nyhed, efter jeg ugen forinden havde fortalt Per det og fortalt at vi nu har planlagt at tage hjem. Det var han selvfølgelig ked af, men vores beslutning var forståelig. Så personalet ved det godt, dog mangler eleverne at få det at vide. Ikke at jeg fortæller alt til mine elever, men der f.eks. et par tøser der i løbet af skoleåret har skubbet til mig og spurgt om vi (altså Camilla og mig) ikke skulle have nogle børn? Jeg slog det hen og sagde at det skulle vi da på et tidspunkt. Jeg havde ikke lyst til at fortælle at vi faktisk gjorde en indsats men der indtil nu ikke havde været held i bøssen, eller hvad man nu siger. Undrer mig egentlig også at eleverne ikke har fundet ud af et allerede, efter flere af dem er på meget god fod med resten af personalet. Jeg er åbenbart ikke særlig god sladder…
Det er nok også godt det samme.
mandag, februar 02, 2009
Store beslutninger og meget lykkelige omstændigheder!
Camilla er gravid! Simpelthen. Vi skal have en bette. Camilla skal være mor. Hold da kæft. Det må så betyde at jeg skal være far! Jeg kan ikke helt lade være med at sidde med et saligt smil, når jeg tænker over det, for det er noget jeg har ønsket mig brændende, nærmest lige siden jeg mødte Camilla. For hun var jo og er den eneste ene. Og det har jeg jo vidst siden jeg mødte hende første gang, hvilket også er grunden til vi jo har taget det hele lidt bagvendt. Gift, flyttet sammen og nu forældre. Om en rum tid dog.
Bare lige for at få det på det rene – nej, det er ikke noget vi lige så lige har fundet ud af. Vi har vidst det i lidt over en måned. Men siden det var meget tidligt i forløbet turde vi ikke helt sige det til gud og hver mand. Men tiden går og vi burde være omkring de 12 uger nu, så nu tør vi godt gøre det officielt.
Faktisk ved vi ikke helt præcis hvor langt Camilla er henne endnu, for scanning heroppe er ikke sådan lige til. Den eneste der er i stand til at lave en scanning er i Danmark til undersøgelse (har ikke helt fået fat i om hun selv fejler noget, eller er i Danmark for at undersøge nogen), så indtil videre er det tidligste vi kan få en scanning 3. marts. Bah. Forsigtige beregninger sætter dog terminen til en gang i august, selv om intet er sikkert endnu. Vi har brug for den pokkers scanning. Men sådan er det jo heroppe. Til gengæld har Camilla været til en flink jordemoder og fået et tjek, samt et hav af vitaminer, hun skal spise hver dag.
At vi venter barn fandt vi ud af juleaftensmorgen, ved at Camilla kom ind med en graviditets test med en lille hvid sløjfe om, et usikkert smil og sagde glædelig jul. Og jeg har aldrig fået en bedre julegave nogensinde. For, nej, det var ikke en smutter, som det så smukt hedder i fagsprog. Tværtom. Vi har forsøgt det sidste halve års tid at blive under ”lykkelige omstændigheder”, men siden Camilla først lige havde stoppet med p-piller var hele det dersens biologiske cyklus fuldstændig ødelagt. Så menstruation på menstruation udeblev og vi havde ikke rigtig noget tidspunkt at gå efter. Vi ”skød i blinde” som det også hedder sig i fagsprog. Men ramte alligevel plet, åbenbart. For lige nu bliver Camillas mave stille og roligt større, hun er enormt træt hele tiden (meget normalt i første trimester), hun er så godt som konstant sulten og så lider hun voldsomt af kvalme. Og jeg forsøger at støtte så godt som jeg nu engang kan. Ikke altid nemt når man virkelig skal gå for et dag til dag middagsindkøb, for hun ved ikke altid hvad hun har lyst til. Men knækbrød er et stort hit for tiden. Dem spiser hun næsten hele tiden. Det og så drikker hun vand. Også om natten. Stort glas ved siden af sengen.
For resten – undskyld. Undskyld at det er ved at være en krig siden jeg har formuleret så meget som en sætning her på bloggen. Men graviditeten er nok det der har været mest skyld i den fadæse. For jeg måtte ikke sige det endnu. Camilla havde en veninde der var i thailand og først kom hjem i gang i sidste uge, og hun skulle ikke have læst det på bloggen før Camilla fik det sagt. Fair nok. Og så var vores forstander også på ferie og kom først hjem her i fredags. Og ham ville jeg også gerne lige få en snak med før jeg gjorde det helt officielt, eftersom det at vi skal have et barn har ret så store konsekvenser for os, på mere en den helt personlige familieforøgelsesplan. Jo, jo, jeg kunne bare have skrevet om noget andet, men jeg havde faktisk ikke rigtig lyst til at skrive om noget som helst andet end at Camilla er gravid og jeg skal være far. Nix. Alt andet synes en smule ligegyldigt. For det ikke skulle være løgn, så skulle jeg også lige skrive et rollespilsscenarie færdigt her i januar, så jeg orkede ikke rigtigt at skrive mere alligevel.
Men tilbage til det med konsekvenserne. At vi skal have et barn har tvunget os til at tage nogle beslutninger som vi ikke nødvendigvis havde taget, var vi uden lyden af små futter i den nære horisont. Vi tager nemlig hjem til Danmark til sommer. Og bliver. Vi havde overvejet at blive et år mere, men det skulle jo være et år med flere bådture, jagt, fiskeri og besøge andre steder i det grønlandske land. Noget som en stor mave og siden en lille toft jr. måske ikke helt tillader. Det kommer nok til at handle mere om ungen nu har det godt end om vi får set noget. Og så er det økonomien. Alle de chancer der har været for at få en lidt bedre løn er faldet til jorden, så rent finansielt vil det mest ansvarlige være at tage tilbage til Danmark. Jeg skal jo til at forsørge en familie. Ikke bare mig og Camilla. Damn. Får helt sommerfugle i maven bare ved tanken. Men jo, vi tager hjem. Også for at blive i den umiddelbare nærhed af den nærmeste familie. Noget jeg tror min mor vil sætte pris på. Hun har trods alt glædet sig til at blive farmor de sidste 10 år, så vil det da også være synd hvis vi boede alt for mange tusinde kilometer væk.
Nu mangler jeg bare at gøre det officielt på arbejdet. Det samme med Camilla. Hun har heller ikke fortalt nogen det endnu. Men der er en på arbejdet, der har sin mistanke. Det var nemlig en ældre kvinde på arbejdet, der fortalte Camilla, at hun var gravid. Hun er en af de ansatte, der den 23. december kiggede på Camilla og sagde at hun så anderledes ud. Det var hendes øjne. Hun var gravid. Og ganske rigtigt, dagen efter tog Camilla testen og den var god nok. Mystisk, er der findes folk der kan se den slags. Men ret det fik hun og godt det samme. For jeg glæder mig. Også i den grad.
Jeg skal famne være far!
Bare lige for at få det på det rene – nej, det er ikke noget vi lige så lige har fundet ud af. Vi har vidst det i lidt over en måned. Men siden det var meget tidligt i forløbet turde vi ikke helt sige det til gud og hver mand. Men tiden går og vi burde være omkring de 12 uger nu, så nu tør vi godt gøre det officielt.
Faktisk ved vi ikke helt præcis hvor langt Camilla er henne endnu, for scanning heroppe er ikke sådan lige til. Den eneste der er i stand til at lave en scanning er i Danmark til undersøgelse (har ikke helt fået fat i om hun selv fejler noget, eller er i Danmark for at undersøge nogen), så indtil videre er det tidligste vi kan få en scanning 3. marts. Bah. Forsigtige beregninger sætter dog terminen til en gang i august, selv om intet er sikkert endnu. Vi har brug for den pokkers scanning. Men sådan er det jo heroppe. Til gengæld har Camilla været til en flink jordemoder og fået et tjek, samt et hav af vitaminer, hun skal spise hver dag.
At vi venter barn fandt vi ud af juleaftensmorgen, ved at Camilla kom ind med en graviditets test med en lille hvid sløjfe om, et usikkert smil og sagde glædelig jul. Og jeg har aldrig fået en bedre julegave nogensinde. For, nej, det var ikke en smutter, som det så smukt hedder i fagsprog. Tværtom. Vi har forsøgt det sidste halve års tid at blive under ”lykkelige omstændigheder”, men siden Camilla først lige havde stoppet med p-piller var hele det dersens biologiske cyklus fuldstændig ødelagt. Så menstruation på menstruation udeblev og vi havde ikke rigtig noget tidspunkt at gå efter. Vi ”skød i blinde” som det også hedder sig i fagsprog. Men ramte alligevel plet, åbenbart. For lige nu bliver Camillas mave stille og roligt større, hun er enormt træt hele tiden (meget normalt i første trimester), hun er så godt som konstant sulten og så lider hun voldsomt af kvalme. Og jeg forsøger at støtte så godt som jeg nu engang kan. Ikke altid nemt når man virkelig skal gå for et dag til dag middagsindkøb, for hun ved ikke altid hvad hun har lyst til. Men knækbrød er et stort hit for tiden. Dem spiser hun næsten hele tiden. Det og så drikker hun vand. Også om natten. Stort glas ved siden af sengen.
For resten – undskyld. Undskyld at det er ved at være en krig siden jeg har formuleret så meget som en sætning her på bloggen. Men graviditeten er nok det der har været mest skyld i den fadæse. For jeg måtte ikke sige det endnu. Camilla havde en veninde der var i thailand og først kom hjem i gang i sidste uge, og hun skulle ikke have læst det på bloggen før Camilla fik det sagt. Fair nok. Og så var vores forstander også på ferie og kom først hjem her i fredags. Og ham ville jeg også gerne lige få en snak med før jeg gjorde det helt officielt, eftersom det at vi skal have et barn har ret så store konsekvenser for os, på mere en den helt personlige familieforøgelsesplan. Jo, jo, jeg kunne bare have skrevet om noget andet, men jeg havde faktisk ikke rigtig lyst til at skrive om noget som helst andet end at Camilla er gravid og jeg skal være far. Nix. Alt andet synes en smule ligegyldigt. For det ikke skulle være løgn, så skulle jeg også lige skrive et rollespilsscenarie færdigt her i januar, så jeg orkede ikke rigtigt at skrive mere alligevel.
Men tilbage til det med konsekvenserne. At vi skal have et barn har tvunget os til at tage nogle beslutninger som vi ikke nødvendigvis havde taget, var vi uden lyden af små futter i den nære horisont. Vi tager nemlig hjem til Danmark til sommer. Og bliver. Vi havde overvejet at blive et år mere, men det skulle jo være et år med flere bådture, jagt, fiskeri og besøge andre steder i det grønlandske land. Noget som en stor mave og siden en lille toft jr. måske ikke helt tillader. Det kommer nok til at handle mere om ungen nu har det godt end om vi får set noget. Og så er det økonomien. Alle de chancer der har været for at få en lidt bedre løn er faldet til jorden, så rent finansielt vil det mest ansvarlige være at tage tilbage til Danmark. Jeg skal jo til at forsørge en familie. Ikke bare mig og Camilla. Damn. Får helt sommerfugle i maven bare ved tanken. Men jo, vi tager hjem. Også for at blive i den umiddelbare nærhed af den nærmeste familie. Noget jeg tror min mor vil sætte pris på. Hun har trods alt glædet sig til at blive farmor de sidste 10 år, så vil det da også være synd hvis vi boede alt for mange tusinde kilometer væk.
Nu mangler jeg bare at gøre det officielt på arbejdet. Det samme med Camilla. Hun har heller ikke fortalt nogen det endnu. Men der er en på arbejdet, der har sin mistanke. Det var nemlig en ældre kvinde på arbejdet, der fortalte Camilla, at hun var gravid. Hun er en af de ansatte, der den 23. december kiggede på Camilla og sagde at hun så anderledes ud. Det var hendes øjne. Hun var gravid. Og ganske rigtigt, dagen efter tog Camilla testen og den var god nok. Mystisk, er der findes folk der kan se den slags. Men ret det fik hun og godt det samme. For jeg glæder mig. Også i den grad.
Jeg skal famne være far!
Abonner på:
Opslag (Atom)
