den mobile skarnsknægt

Det måtte jo ske. Jeg har igen fået en mobilos. Ja, den er god nok. René har endnu givet efter og glemt alt om mobilfrie principper og at det rent faktisk er ret dejligt at folk ikke kan få fat i dig 24 timer i døgnet 7 dage om ugen. Yrk. Bare tanken. Så hvorfor dog få en når jeg hellere vil være eneboer og eremit, leve for mig selv og helst kun kommunikere med omverdenen gennem røgsignaler fra min majspibe? Tjo, det er faktisk mest på grund af min båd. En vigtig regel når man er ude og sejle er at man har eller i det mindste har mulighed for radioforbindelse med omverdenen. Det anbefales sågar at man har mindst to måder at kommunikere med omverdenen med, i tilfælde af at den ene ikke virker. Så den VHF radio (som jeg endnu ikke har fået købt mig) er ikke nok, og så er den også kun ment til nødopkald. At du er løbet tør for benzin (dumt) er ikke en nødsituation. At din båd synker og/eller er i brand, du har mand over bord, du bliver overfaldet af en isbjørn eller noget tilsvarende – se det er en nødsituation. Vi taler altså om livsfare. Så til alt det andet gejl må man have et andet kommunikationsmiddel. Derfor mobiltelefon. Og så gør det jo ikke noget at jeg kan tale med min kone mens jeg er i Nuuk uden at give 10-12 kroner i minuttet som de kræver på Hotellets linie ud af huset…

At jeg ikke har købt den før nu hænger lidt sammen med at jeg er lidt en gnier. Der er ingen grund til at betale overpris hvis man kan undgå det. Og hvis der er en ting der er dyrt i grønland så er det en mobil telefon. I Danmark kan man få smidt en i nakken for en krone og et halvårsabonnement (det var det jeg gav for min sidste mobil), men heroppe koster de snildt mellem 1.500 og 3.500 eller mere. Og det gider jeg altså ikke give for noget jeg har tænkt mig at bruge så lidt som overhovedet muligt. Og så var det at jeg kom til Nuuk. I brugsen havde de nemlig tilbud på en lækker sag af en sort Motorola model W220 (reklamepenge tak, moto) der var sat ned fra 1.299 til 800 bobs. Se det er noget jeg kan forholde mig til. Så den købte jeg så. Så skulle jeg bare lige på posthuset (TelePost) og købe abonnement, få ladet telefonen op, aktiveret SIM kortet (det kan tage op til 2 dage heroppe) og så var jeg klar til kamp. Den blev klar og jeg fik ringet til min kone og efter samtalen sendte hun mig så en lille SMS for lige at checke nummeret. Jeg får åbnet indbakken og hvad ser jer? At beskeden er nummer 107! Sig mig lige en gang, har jeg ikke lige købt en sprit ny telefon måske? Hvordan fanden kan der så være så mange beskeder. Fanme for dårligt. Og så var de alle sammen på grønlandsk så jeg kunne ikke engang snage. Øv. Men så kom jeg også i tanke om at batteriet godt sad i da jeg åbnede kassen og der ikke sad sådan en fin plastik film på displayskærmen. Grunden til at jeg ved at der burde have været det er at Karsten købte samme mobil og den var nemlig med separat batteri og plastik. Så den eneste logiske konklusion var at brugsen havde solgt mig en brugt mobil. Ikke brugt længe men længe nok til den i hvert fald ikke var så sprit ny som den burde (de 106 ”fremmede” sms’er var sendt mellem marts og april i år). Det der var sket var højst sandsynligt at en havde købt den og efter en måneds tid fundet ud af at han hellere ville have en anden og gået tilbage og byttet tilbage. Men det skal de fanme gøre opmærksom på sådan noget.

Så mig op til brugsen og sige hør lige her, hvad er dog det for noget. De kunne godt se at det ikke var helt heldigt, men de kunne desværre ikke bytte til en ny, da Karsten havde købt den sidste. De kunne heller ikke få en ny hjem (ikke at jeg havde tænkt mig at blive i Nuuk og vendte på det), og de kunne heller ikke lige fremtrylle et nyt batteri, som egentlig var det jeg var mest irriteret over. De ville gerne tilbyde mig en anden model, men de nåede altså ikke den lille sorte stillige model til sokkerholderne, og jeg ville jo gerne beholde den. Modellen var der jo intet i vejen med. Men batterier har levetid og min var brugt. Så vil blev enige om et 200 kroners afslag til et nyt batterier. Har ingen idé om man kan få et batteri for 200 kroner men en 25% afslag i pris på noget der allerede er sat ned 40% er ikke helt at kimse af. Så fra 1.299 til 600 synes jeg er en helt pæn handel. Så jeg fik pengene, og er nu en glad indehaver af en næsten ny mobil.

Derudover har vi haft travlt her på Modul 2 af pædagogikum. Vi læser, diskuterer, får alt for lækker mad (det kan man mærkelig nok godt blive lidt træt af i længden), skriver, læser lidt mere, spiser og læser igen. Der er ikke meget fritid, med undtagelse af i dag, hvor vi har fået fri efter klokken 12. Og det trængte vi også til. Så Karsten og jeg var på en lille tur til Nuussuaq hvor jeg boede som barn. Vi travede rundt og jeg pegede hid og did om fortalte historier fra min barndom om hvem der nu havde boet der og der og alle de skarnsstreger jeg nu havde haft gang i. Ret sjovt egentlig. Tror ikke han kedede sig alt for meget. Vi tog også lige en slapper nede ved lystbåde havnen og sad på klipperne med en kold pilsner. Jeg siger dig, det er ikke det værste der kan ske. Mmmmm. Da vi kom hjem manglede vi lidt et aftensprojekt, da der hverken var noget i fjernsynet af nævneværdig karakter og biffen ikke viser noget værd at se før på fredag. Så jeg gik i brugsen (igen igen) og købte af ren nostalgiske årsager den nye Rocky Balboa (det er den sjette af dem, og den bedste siden 1 ca.). Nu kunne vi have sat os en på et af værelserne og set filmen på den lille bærbare skærm, men vi er jo altså ikke multimedienørder for ingenting. Så i stedet sneg vi os op til vores konference lokale hvor vi vidste at der var en projektor. Vi fik lånt nogle computerhøjtalere af personalet og så så vi ellers gode gamle Rocky på storskærm, mens der i det næste konferencelokale var fyldt af fine folk fra Nordisk Råd for Kultur og Uddannelse (mener det var det det hed). Vi følte lidt vi var et par skarnsknægte ude på ballade, men sjovt var det. Filmen var fin, måske mere nostalgisk en fantastisk spændende, men vi blev da underholdt.

Nu sidder jeg så og skriver lidt blog inden jeg skal forsøge at falde i søvn i den her ulidelige varme. Faktisk sover jeg ikke særlig godt her på hotellet. Puderne og seng er ikke helt optimale så jeg har lidt ondt i nakken og sover alt for let. Så slev om jeg får otte timer er jeg mere træt når jeg vågner en mine seks timer hjemme i Maniitsoq, men sådan er det jo at være hjemmefra. Men typisk mit helt så er jeg placeret på 1. sal aller yderst, lige ved siden af KNI bygningen der selvfølgelig er ved at få en ekstra etage på (eller noget i den stil) så denne morgen blev jeg vækket før tid af et kæmpe BRRRRRRRRRRUUUUUUMMMM. Jep, beton bor lige i ydervækken. Fedt. Receptionen tilbød at flytte mig, men jeg gider heller ikke være et alt for stort problembarn så jeg vil lige se om de også vækker mig på samme måde i morgen. Hvis de gør det er jeg den der er flyttet. For det var dæleme HØJT!.

Nå, ja. Lige et mærkeligt faktum. Den tobak, Sirius, jeg køber i Danmark og ryger i piben har jeg fundet heroppe. Det var en af de andre kursister (en eks piber) der gjorde mig opmærksom på at man kunne få den en gang i mellem. Så jeg gik ind i Pissifik og ganske rigtigt. Der stod en enlig dåse Sirius. Og nu kommer det mærkelige. Den kostede kun 45 kroner! I Danmark koster den typisk 98 kroner, og taget i betragtning af at en pakke smøger med 20 i koster 59 kroner heroppe og 31 kroner i Danmark giver det jo slet slet ingen mening. Men som min eks pibe ryger ven sagde ”lad vær med at sige det til dem!!”. Vi skulle jo nødig risikere at de finder ud af deres fejl og sætter den op for alle de andre stakkels piberygere i Grønland. Så derfor på opfordring siger jeg til alle jer der læser dette: Shhhhhhhhh……!

snakkekællinger...

SÅ HOLD DOG KÆFT KÆLLINGER! Øv. Jeg er endelig kommet til Nuuk, og klokken nærmer sig de tolv midnat. Egentlig burde jeg ligge i min seng og sove for i morgen begynder mit 10 dages pædagogikum modul 2. Men der er lige det der med at få lov til at sove. For rummet er lidt lydt.

Jeg må hellere starte med at sige at jeg endnu engang er indkvarteret på Hotel Hans Egede (og ikke på Hotel Nuuk som sidste gang). Rummet er faktisk ret dejligt, da de af en eller anden grund har set det nødvendigt at udstyre mig med et dobbeltværelse. Så jeg har en dobbelt seng, eller i princippet er det bare to enkelt senge der er sat sammen, at boltre mig på. Så det er jo dejligt. Men der er bare den ene lille slange i paradis at der er en dør (ud over udgangen) der fører indtil rummet ved siden af. Den er selvfølgelig låst, men den gør er at der er ret så lydt. Og nej der et ikke et nygift par inden ved siden af der giver den hele armen. Heldigvis. Nej det er derimod to kvinder, ja damer vil jeg næsten hellere sige. Og de har lyst til at snakke. Så det gør de så. De knævrer løs. Det vil sige den ene knævrer rigtig meget, mens den anden desperat prøver at komme med indspark til debatten hist og her, men jeg har på fornemmelsen af at den første helst bare vil have lov til at høre sig selv og så sig selv. For hun har noget på hjertet. ”Jamen så sagde han..”, ”jamen det var simpelthen bare så teenageagtigt”, ”nej, men hvad er der måske i vejen med at være single?”, ”det kan da godt ske at jeg i en alder af et eller andet burde..”, ”Johanne og Erik blev gift i…”. Tjo hun giver den gas. Jeg synes det var ret sjovt at hun ikke engang kunne få sig til at sige sin egen alder højt, ikke en gang over for hendes veninde. Så er hun nok nået de fyrre.

Jeg overvejede om jeg sku gå ind og bede dem om at dæmpe sig lidt, men de holdt jo ikke fest eller noget. De snakker bare. Fik vendt verdenssituationen. Eller de fik i hvert faldt vendt den ene venindes verdenssituation. Og det kan man jo godt trænge til en gang imellem. Så jeg holder min kæft og dyrker min zen bare en lille smule mere. havde lidt lyst at prøve om det der der med et glas på væggen og øret til glasset rent faktisk virkede, men tænkte det at det nok ikke var så godt for min karma at smuglytte som en anden pervers stodder, og desuden hører jeg jo fint som jeg sidder her ved min computer...

Men ud over tøser som naboer så kan jeg nu se frem til 10 dage på hotelværelse og et kursus der vil give mig minus fritid overhovedet. Hvis det går bare lidt lige som sidste gang, så skal vi knokle røven ud af bukserne med at læse, lytte og diskutere. Ikke at jeg klager. Hellere det end at skulle kede mig i ti dage. Meget hellere. Indtil videre har jeg et kompendium og en bog jeg med sikkerhed ved vi skal igennem, men lur mig om de ikke nok skal finde en stak ekstra materiale vi sikkert lige får som en lille hyggelig godnat læsning oven i hatten. Nu får vi jo se. Håber da om ikke andet at jeg bliver lidt klogere. Men det bliver nu dejligt at se alle de andre kursister igen. Det er jo de samme hoveder som til det sidste kursus, men de ti dage på hotel kunne jeg godt have undværet. Det bliver lidt ensformigt i længden at spise ude hele tiden og ikke at sove i sin egen seng. For at give mig selv lidt underholdning lagde jeg lidt films og serier på min transportable harddisk, men hvad gør den så nu jeg slutter den til min bærbare? Den strejker. Røv pis. Er lidt sur over det faktisk, men virker den ikke snart, så må jeg lige have den med til Aalborg. Den er jo kun et år gammel og garantien sku dække fint endnu. Håber bare ikke at det noget alvorligt.

Nå men nu er der blevet stille inde ved siden af. Den snaksalige veninde fandt vist ud af at klokken var blevet over tolv. Jeg må også hellere se puder. Damn, jeg har glemt at bestille vækning. Det må jeg hellere få gjort i en fart. Så kan jeg jo lige få købt lidt internet så jeg kan få den hersens blog op i en fart.

Godnat. P.S. har lige været nede i receptionen og købt internet. Fuck det er dyrt. 30 minutter koster 55 kroner, en time koster 100 kroner og 3 timer kan du så få til den favorable pris af 250 kroner. Helt ørli, hvad fanden har de gang i? jeg ku godt huske at det var dyrt, men for fanden da... Jeg sku til at spørge receptionisten tog pis på mig, men han så ikke ud til at han så ikke ud som om han jokede så jeg bed det i mig. Nu håber jeg dæleme i sætter pris på den her blog, for den var dyr!

"inde i dit skaldede hoved"

Undskyld at jeg har holdt jer alle sammen utilgivelig længe på pinebænken. Med bekymrede miner har i dagligt tjekket min blog for klarede han den? Er han virkelig skipper nu? Og hvad med eleverne? Bestod de eller dumpede han dem alle? Hvordan forløb dimissionen og hvad laver man en weekend i Maniitsoq når vejret er herre dårligt?

For at starte fra starten så var torsdag hvor jeg skulle have de sidste 11 (tror nok det var 11) elever op. Nervøsiteten havde fortaget sig lidt hos mig. Efter onsdagens laaaangeee eksamensræs var jeg jo allerede en erfaren rotte i faget, så der var da ikke noget der kunne slå mig ud. Og det gik sådan set også fint. Ikke nogle store skandaler, kun et par elever der skulle have læst på pensum i stedet for at lave alt det andet man laver der er meget sjovere end at terpe til eksamen. Så de dumpede. Ærgerligt. I alt af de 24 elever der var til eksamen over de to dage var der fem der dumpede. Så er det man kan vælge at sige at nå nå nå, det er jo hele 20% der dumpede!! Skandale på ATI!! Eller man kan vende den om og sige – wow der var 80% der bestod, det var fanme flot. Tjaa.. jeg har vist altid været en af dem med et halvfyldt glas.

Men dagens solstråle historie var da min elev Nielsigne var til eksamen. Hun havde et par dage før eksamen kommet ind på kontoret for at få et par kopier af nogle tekster fra litteraturlisten. Hun skulle terpe for gymnasiet, hun gerne ville ind på, havde fortalt hende at hun skulle have 8 for at komme ind. Det var hun lidt nervøs for. Nielsigne er ikke specielt god til engelsk, men hun er bare en af de der med et gå på mod der kan råde bod på næsten alt. Hun ved hvad hun vil. Hun var den anden sidste der kom i engelsk og hun startede så med at trække en af de længste tekster vi har haft. Overhovedet. Men i stedet for at se et forskrækket knækket ansigt, så jeg et stort smil, hvorefter hun sagde ”Den har jeg læst!”. Og så gik hun glad ind til forberedelse. Efter 20 minutter var det så hendes tur til at snakke om den tekst hun havde trukket. Det var et brødrene Grimm eventyr (The True Bride) og Nielsigne snakkede. Og snakkede. Og snakkede. Så nåede vi lige at snakke lidt om hendes skriftlige projekt (Nielsigne snakkede og snakkede igen) og så skulle hun udenfor til de 1-3 minutters absolut pineri hvor man står og venter på karakteren. Dødsdommen. Eller forløselsen. Alt efter hvordan man nu har klaret den. Censor og undertegnede blev meget hurtigt enig og fik den kære elev ind igen. Hun var nervøs, men, forklarede vi hende, det behøvede hun ikke at være siden hun havde fået 11. I sku se hende. Hun var så glad at tårerne stod, hvilet så var ved at få censor til at få meget fugtige øjne. Men hun havde ærligt og redeligt fortjent det, så det var jo rart. Dejligt.

Om aftenen var det så min egen tur til at være til eksamen. Igen. Denne gang var det den praktiske skipper eksamen (hedder godt nok Duelighed, men skipper lyder lidt federe). Den praktiske del af eksamen gik ud på at vi skulle ud og sejle i en 200 hestekræfters Targa (stor båd). Til sammenligning kan jeg fortælle at Madicken har 60 heste, er en del kortere, og en del tættere vandet. I den skulle vi så først styre efter kompas og derefter lave øvelsen ”mand over bord”. Siden der ikke lige var en frivillig mandsperson til at hoppe overbord som vi skulle redde, måtte vi nøjes med at bruge en tom blå benzin dunk. Nu var det bare sådan at vinden var rimelig god den dag og strømmen heller ikke var lige nul. Så hvad sker der når man smider en tom dunk i havet? Den bliver i hvert fald ikke på sin plads, det er helt sikkert. Havde det været en mand, var han ikke drevet halvt så meget. Så da jeg skulle dreje båden rundt og få dunken indenfor opsamlingsradius, var det ikke mindre end så godt som umuligt. For det første var båden et stort skrummel der reagerede som en elefant på valium (jeg er kun vandt til min lille Madicken der reagere som en ninja på speed) og for det andet smed vind og vejr den dunk rundt som en drage i en orkan. Røv. Men til sidst lykkedes det på en eller anden måde at komme ind på den rigtige side uden at sejle dunken ned (det må man jo heller ikke) og få den op igen. Så sov godt i sikker vished at skulle du eller en blå benzin dunk falde overbord vil jeg kunne samle den op i tredje eller fjerde forsøg. Og som min lærer sagde, så er det vigtigste jo at den kommer op. Inde på land ventede resten af holdet der havde været ude og Anne Marie og Christian havde røget laks, nybagt brød og champagne med, for sådan noget skulle jo fejres. Og så var det også Anne Maries fødselsdag. 25 år. Igen. Nammenam.

Fredag var der dimission for alle vores dejlige elever. Der skulle være fælles morgenmad klokken 10.00, hvorefter der ville blive delt eksamensbeviser ud, sunget nogle fællessange og lavet lidt underholdning. Og angående den der underholdning så er det selvfølgelig noget jeg har været rodet ind i. Jeg er vel min fars søn. Jeg kan huske at da vi boede i Nuuk, så var det altid min far der var rodet ind i underholdning i Grønlandsbanken. Der var revy, jazzband, små film, børnehistorier om deres maskot og alt der imellem. Altid min far der havde en finger med i spilet. Og nu er jeg selv i Grønland og hvad laver jeg? Skriver sange og sketch til ATIs dimission. Sangen var på melodien ”så længe jeg lever” om handlede om alt det eleverne ikke længere skulle bekymre sig om, såsom:

Du siger dansk er noget pjat
Matematik, historie er jo dybt godnat
Samfundsfag jeg tror det næppe
Simpelthen fordi
Det er ligeså uforståeligt som biologi

Så længe jeg lever
Så længe mit hjerte slår
Så længe vil jeg huske A.T.IIIIIIIIII
Men nu er det år forbi
Ikke mere fysik kemi
Nu må du gå din egen vej

Og sådan blev den ved i en tre vers endnu. Ret sjov og omkvædet lærte de ret hurtig. Det er heller ikke helt uden grund vi havde valgt den melodi, da det altid har været den sang stakkels Karsten har stillet sig op og skrålet med bandet når han nu havde fået nok indenbords til at han havde fundet sin indre John Mogensen. Så folk kendte den fint.

Og så var der sketchen. Karsten og jeg skrev den en aften og den handlede om fire elever og en lærer, og om alle de ting elever nu gør når de ikke vil have undervisning ”lærer, du ser træt ud i dag, skal vi ikke gå en tur?”, ”Skal vi ikke se film / lege / spille spil”… Så krydret med nogle regler for klassen, umulige elever og en lærer der hellere vi på jagt og du har et nogenlunde billede af vores sketch. Det var selvfølgelig mig der var dum nok til at tage den største rolle (fordi jeg havde jo ingenting jeg skulle i dagene op til.. doh). Det var faktisk ret sjovt når vi skulle øve (Anne Marie, Karsten, Sine, Ulrik og mig) fordi det skulle jo være hemmeligt. Der var ingen der måtte vide hvad det gik ud på. Så det blev hurtigt en slags hemmelig loge vi mødtes i 15 minutter til en halv time om dagen for hurtigt at øve inden vi skulle videre før de andre opdagede os. De andre vidste godt at der skete noget, men hvad det var, havde de ingen idé om. Så sketchen kom præcis som vi havde håbet på, som et lyn fra en klar himmel. Lad os bare sige at den vakte stor stor jubel. Vi var et hit.

Om aftenen var der så fest. Ja egentlig skulle det have været en eftermiddags grillfest, men da det styrtregnede hele dagen ku vi ligesom skyde en hvid pind efter den idé. I stedet skulle det så være indendørs og blev derfor stille og roligt udsat time efter time.. Så festen der skulle være startet klokken 15 begyndte først ved en halv syv tiden om aftenen. Heldigvis havde jeg luret den så jeg var hjemme og slappe af et par timer før jeg tog tilbage til skolen. Festen var fin og hyggelig, og eleverne havde underholdning. Specielt var det da de udleverede gaver til de enkelte lærere, mig inklusiv, hvor de så lige gav os et par ord med på vejen. Jeg kan desværre ikke huske det helt ordret men ved mig var det en tak for at invitere eleverne ind i min fantasiverden ”inde i dit skaldede hoved”… det sidste sagt som kun Maalia kan sige det. Meget sødt og faktisk lidt rørende. Det var jo sidste gang jeg skulle se alle mine herlige, utaknemmelige, skøre, fantastiske, glade, trætte, kvikke, ligeglade, interesserede og alt i alt dejlige elever. Så jeg var hjemme lidt over tolv med et kæmpe smil på læberne og en lille klump i halsen.

Lørdag skulle jeg til en lille hyggemiddag hos Anna Marie og Christian, der havde inviteret Karsten, undertegnede og Kununnguaq (tror det staves sådan), vores duelighedslærer og både Anne Maries og Karstens censor til deres eksamener på ATI. Men det er sådan set ikke middagen der er det interessante, for bevares, den var dejlig. Fantastisk mad som sædvanligt (alt godt fra havet - røget laks, krabbekød mm. samt lammekølle plus alt det ekstra guf hun nu kan), godt selskab og god vin. Det var ikke det. Nej, for Anne Marie og Christian er jo flyttet op i hesteskoen (der er der man godt vil op, men der er en laaaaaaang venteliste) og har nok noget byens bedste udsigt. Den er fra 2. sal og med vand på begge sider. Og hvad kan man komme til at se i vand når man er på Grønland? Hvaler! Der er var mindst fire pukkelhvaler der boltrede sig i vandet ude i fjorden. De kom jævnligt op med et ordentligt blåst og vendte så deres store prægtige hale i vejret igen og dykkede. Intet mindre end… betagende… smukt.. rent. Man kunne ikke andet en at sidde klinet med ansigtet op i det vindue for at se hvor kom de nu op? Og hvad mange var der denne gang? Det var simpelthen så flot. Ærgerligt at man ikke selv var en båd derude så man kunne se dem lidt nærmere (der var to både derud der drønede rundt efter hvalerne for at komme tæt på), men det må blive en anden gang. Nu er de i hvert fald endelig ankommet.

Hep.

den store eksamensdag

Puha. Lige nu har jeg mest af alt lyst til at synge den der Bølle Bob sang:

Jeg er træt så grusom træt
Jeg er færdig jeg har ikke flere kræfter
Jeg er led og ked af skolen
Lad mig side for mig selv
For jeg gider altså ikke høre efter

Ikke fordi jeg hverken er led og ked af skolen eller ikke gider at høre efter, men fordi jeg er.. ja, træt. I dag var en af de laaaange og mentalt udmagrende dage. Som jeg forklarede i går så var det også noget af et program jeg vågnede op til i morges. 15 elever til eksamen, samt jeg så bagefter selv skulle til eksamen i 2 timer eller mere.

Nå, men jeg vågnede og kiggede ud af vinduet. Tåge. Pis. Nu igen tænkte jeg. Min censor kommer jo aldrig til Maniitsoq hvis vejret bliver ved med at te sig på den måde. Jeg var ikke lige klar over hvornår flyet var meningen at det skulle lande men jeg var overbevist om at jeg kunne høre det kredse om byen da jeg daffede på arbejde omkring klokken halv otte. Mine eksamener skulle starte 8.40, så damen havde altså bare af at lande. Ellers skulle vi jo i gang med alle mulige og umulige plan B’er og C’er og hids dig op og herned. Så var det lige at kontoret fortalte at der var altså ingen flyver før klokken 10.15 uanset.. doh. Nå men betød så at vi skulle have gang i en midlertidig plan B, og det blev så Pia som censor med Per vores forstander som bisidder. Så det gjorde vi så. Efter et par fodfejl fra min side (jeg kom til at oversætte nogle af ordene i opgaveformuleringen for den første elev, og det skal de jo selv slå op…) gik det ellers strygende. Den ene elev afløste den anden og vi nærmede os hurtigt den første pause. Og så var det at vejret faktisk var blevet betydeligt bedre siden morgenens tågebanke over den ganske by…. SÅ FLYET VAR LANDET! Hurraaaa. Og ind trådte en ældre dame, Linda, min censor. Se det var et stort øjeblik for mig. I hvert fald røg der en sten fra mit hjerte. Puha. Ja ok det kørte meget godt med Pia og Per, men Per skulle selv være censor på en eksamen klokken 11, så der skulle vi have holdt en pause og omrokeret vores eksamenstidspunkter endnu engang hvis ikke min censor var kommet. Og for at være helt ærlig så orkede jeg ikke mere omrokering. Nok kan være nok. Nu skal vi altså have de her eksamener overstået. Så Linda fik lige en lille pustepause og kastede sig så med stor entusiasme ind i kampen.

Herefter kørte det stille og roligt på skinner. Og resultatet gik også lidt bedre en hvad jeg havde forventet. Ud af de 15 elever var der kun 3 der direkte dumpede og en del middel og et par stykker der sneg sig op på 9 og 10. Men uh det gør ondt helt ned i maven når en stakkels elev man har haft et helt år oplever at den frygtede og berygtede sorte klap går ned. BANG. Der er bare ikke noget at gøre. Man kan stille nok så mange ledende spørgsmål og forklare at de jo ikke skal være nervøse. Det hjælper bare ikke. Jeg føler virkelig for dem. Selv har jeg aldrig været glad for at gå til eksamen, men jeg har aldrig været direkte bange for det. Kun en gang har den famøse klap gået ned. Det var til erhvervsjura på den et årige handelsskole. Men der røg den godt nok også ned. Jeg er den dag i dag lykkelig for det 6 tal de gav mig. Det var ikke helt velfortjent. Kan huske at min far mente at det var fordi jeg brugte at for meget tid på at spille skuespil at jeg fik sådan en dårlig karakter (jeg havde hovedrollen i Fyrkatspillet den sommer), og det kunne jeg jo ikke have siddende på mig. Så jeg terpede og scorede så kun 10 og 11 taller i resten af mine eksamener. Bare for at lukke kæften på ham. Når jeg tænker over det, så var det garanteret bare en eller anden form for sindrig omvendt psykologi han havde gang i. Udspekulerede satan. Men han fik jo hvad han gerne ville have…

Vi var færdig med dagens sidste eksamen omkring halv fire, måtte jeg lige small talke lidt med min censor (flink dame, faktisk fra Amerika, så engelsk, det kan hun) og så skulle jeg ellers ud af døren og lige hjem og vende inden jeg skulle til den teoretiske del af min duelighedseksamen klokken 17.00. Jeg ankom og kunne nu se frem til først en skriftlig søkortsprøve der ville tage halvanden time, og derefter en mundtlig prøve i søfartsregler. Lad mig kort demonstrere hvad sådan noget går ud på. Den skriftlige opgave startede som følger:

Et mindre lystfartøj er på rejse fra København til Århus. Kl. 19.20, log 18,0 ses Svinbådan fyr (56° 09’ 1 N, 12° 32’ 6 Ø) skifter fra rødt til grønt i pejling devierende 091°, samtidig pejles Nakkehoved fyr (56° 07’ 2 N, 12° 20’ 7 Ø) i pejling devierende 231°. St.k.dv. 310°, mv. ø 2°.

a) Find devierende misvisning og deviation på den st.k.dv. 310°.
b) Find skibets obs. Sted kl. 19.20, og angiv br. og lg.

Og sådan fortsætter det en hel side ned. Til det har vi så et kort og vandet syd for Sjælland samt diverse dyrt indkøbte redskaber (passer, linealer, bøger) for så at stå på hovedet i halvanden time for at tegne ruter ind på kortet, beregne styret kurs retvisende om til beholden kurs retvisende (lang udregning), og lave kimingslinier, gisset sted, afdrift og så videre og så videre. Lad os bare sige at vi havde rimelig travlt. Jeg nåede det også kun lige på de halvanden time og jeg synes ellers selv at jeg holdte en god fart i nedskrivning og udregning. Jeg nåede det i hvert fald. Derefter brugte vores lærer og censor en lille halvtime på at tjekke vores kort og opgaver igennem mens vi sad på gangen og kunne diskutere hvem der havde gjort hvad rigtigt og forkert. Allerede her havde jeg en rimelig god fornemmelse for min egen overbevisende indsats. Da de var færdig med opgave tjekning hev de så os ind en efter en, ganske som jeg selv havde gjort ved mine elever kun timer forinden. Så skulle man trække et nummer og til det hørte nogle tegninger med nogle spørgsmål i sikkerhed til søs. Og jeg var selvfølgelig til sidst på listen over kursusgængere så jeg kom så sidste op. Nu var der altså gået knap to timer siden den skriftlige prøve så jeg var lidt træt. Lang dag og alt det der. Men jeg tankede op i den sidste energi, kom ind, trak et nummer og kunne nu sidde og se på et noget kompliceret billede. Det var natlanterner på et større maskindrevet skib. For en måned siden var jeg dumpet med et brag, men vi (Anna Maria, Christian, Sine og mig) har den sidste måned terpet som gale så det var bare ajunngilaq. I løbet af fem minutter havde jeg fortalt lærer og censor at der var tale om et slæbe skiv med et slæb på 200, jeg kunne se fra styrbord, og det var begrænset i sin manøvreevne, hvilket gjorde at jeg havde vigepligt og ikke ham som det ellers ville være tilfælde. Derudover fortalte jeg ufortrødent om tågesignal, vigepligtsregler og hvad alt det de prøvede at fælde mig på, men der var intet der bed på mig. Jeg var usårlig. Normalt for man 2 opgaver, men censor sagde efter min første opgave at siden jeg fint kunne ”den svære opgave” var der ingen grund til at tage en mere. SÅDAN! Tro lige jeg var lidt ovenpå da jeg kom ud.

Så nu sidder jeg hjemme og har på trods af at trætheden for længst har meldt sig taget mig sammen til at skrive blog. Hvordan skulle jeg ellers få lov til at blære mig?

Så er spørgsmålet bare om jeg også har hovedet i skyerne efter den praktiske prøve i morgen…

grønland - eksamen: 1-0

Så oprandt dagen hvor vi sku se hvilken støbning denne her lærer (undertegnede) var lavet af. Ville alle mine elever gå der fra storsmilende med tocifrede karakterer eller kravle ud af eksamensrummet stortudende? Det var nemlig i dag at jeg skulle have mine første eksamener. Nøgleordet er her skulle.

Min censor, en lærer fra Jern og Metal skolen i Nuuk ved navn Linda, skulle ankomme fra Nuuk med flyveren klokken 7.30 tidsnok til den første eksamen klokken 10.00. Fint, fjong, der er styr på det. Jeg er for længst blevet færdig med mine eksamensopgaver, rettet dem, kopieret dem i passende sæt, sat i mapper, klippet numre ud som eleverne skal trække og alt det der en lærer nu skal før den brutale og nådesløse eksamen går i gang. Så jeg var frisk og klar da jeg vågnede denne morgen og kiggede ud af vinduet og så det grønlandske landskab og natur fra sin aller bedste side… håbede jeg. Det jeg så var så lidt noget andet. Det var tåge, tåge, tåge, regn og så lidt mere tåge. Hele byen var omringet af en stor uigennemtrængelig hvid mur. Og så var det jeg tænkte: ”Det sker bare ikke Lars Grimi”. For hvis det bare holdte stik en time mere, ku jeg jo godt regne ud at samtlige fly godt kunne skyde en hvid pind efter nogen som helst landing bare i nærheden af Maniitsoq. Og ingen landing, ingen censor. Ingen censor, ingen eksamen. Ingen arme, ingen småkager.

Nu ville jeg jo gerne have at jeg kunne fortælle at skyerne åbnede sig i sidste sekund inden flyet ankom og min censor ankom tidsmæssigt. Men det her er ikke noget hollywoodfilm, det er Grønland og selv om vejret kan vende på en tallerken heroppe, så sker det som regel kun når man ikke har brug for det. Så det skete ikke. Næh, derimod blev der ved med at være tåget hele dagen, så heller ikke eftermiddagens fly kunne lande. Så stakkels Linda endte i Kangerlussuaq, hvor hun tilbragte formiddag og eftermiddagen, og da tiden nærmede sig lidt over fem kom hun med en flyver fra Kangerlussuaq der så nu skulle prøve kræfter med naturens overhånd og få den flyver ned i Maniitsoq, briste eller bærer. Det bristede så. Flyveren gjorde et tappert forsøg men måtte give op og flyve videre til Nuuk. Så i det mindste kan Linda sove i sin egen seng i nat…

Men hvor står jeg så i alt det? Og hvad med eksamen? Tjaa, dagens eksamener blev aflyst og de otte elever blev flyttet over på de næste to dage, så i morgen bliver noget af en mundfuld med 15 eksamener så vidt jeg husker. Min censor er indtil videre stadig stakkels Linda, der hvis vejrguderne tillader det lander i morgen klokken 7.30 og så sammen med mig kaster sig ud i eksamen klokken 8.40. Der er selvfølgelig altid den mulighed at vejrguderne af en eller anden grund har set sig møgsure på os og så hun slet ikke ankommer i morgen, men så går min souschef Pia ind og er censor. Det er hende jeg overtog jobbet fra, så engelsk det kan hun, men for at det kan lade sige gøre, altså er formalia er i orden når censor er fra samme skole, så skal der være bisidder på. Bisidderen skal overse at alt foregår standsmæssigt. Så det kan være vi bliver en tre stykker udover eleven. Stakkels elever siger jeg bare. Uanset hvad så bliver der eksamen i morgen. Det skal der fanme.

I dag ATI, i morgen verden!

Det dejlige vejr i Maniitsoq fortsætter med ufortrøden styrke. I dag indledte det de indledende dråber i hvad der ifølge DMI skal blive en 4 dages regn, slud og overskyet gråligt helvede på jord. Måske ikke lige helvede, men i hvert fald træls når man nu for en gang skyld havde sat næsen op efter at få sejlet denne weekend. Sidste uge var det tåge der gjorde man ikke kom ud i weekenden og nu er det altså regn. Det er faktisk noget møg, da vi har praktisk prøve i sejlads her på onsdag (eller er det torsdag?) og til sådan noget er det jo godt at have øvet lidt, men der bliver ved med at komme noget i vejen.. hele tiden. Røv.

Derudover er jeg stedet i graderne. Vi havde et af vores fantastisk inspirerende lærerrådsmøder, og siden det var skoleårets sidste møde skulle der også findes en ny lærerrådsformand. Lærerrådsformanden er i store træk ham der sørger for at der bliver indkaldt til de hersens månedlige møder, og tager i mod officielle gæster i det tilfælde at ingen fra ledelsen er til stede. Altså ikke verdens hårdeste job, men ikke desto mindre en vigtig funktion. Den fungerende lærerrådsformand var Karsten, og han mente altså at skolens nye mand skulle have den post. Den slags skal naturligvis til afstemning, men ifølge vedtægterne kan man ikke nægte, så jeg accepterede med resigneret hoved min nye post… Ej, så grelt var det ikke. Det er lidt en post der går på rundgang. Og de andre har været turen igennem (sine hele to år i træk…). Næste år bliver det så sikkert vores nye man Allan, der er ansat fra august. Men med øget ansvar kommer også øget løn!!! Jo jo jeg får hele halvanden time ekstra om ugen, så kom ikke her. Angående det med de officielle gæster så sker det ultra sjældent at der ikke er ledelse på skolen mens der er gæster. Kim snakkede om 2 gange på 18 år, men måske skulle man lave noget selvpromovering næste gang vi får besøg… folk kan jo ved et tilfælde blive låst inde på deres kontor (eller et skab).. ups.. ingen ledelse? Jamen så må den flinke engelsk lærer OG lærerrådsformand jo hellere træde til. Muhahahaha.. I dag ATI, i morgen verden!

Uh, der er sket noget ganske voldsomt, for jeg har jo fået brugt nogle flere af de hersens penge jeg har lånt af den dersens bank. Jeg har købt en riffel. Ja pas nu på. Jeg har fået købt mig en 223 Remington til når rensdyr sæsonen går ind. Riflen var på tilbud og kostede derfor kun 4.300, dertil kom så et kikkertsigte til 1.000 og så de monteringsholdere der skal til for at kikkertsigtet bliver på riflen – de kostede 200 kroner. Da jeg kom hjem fandt jeg så ud af at det var de forkerte monteringsdimser. De var for brede. Røv. Nå men mig ned i butikken igen. Nu er der jo ikke verdens største udvalg nede i pissifik, men jeg fandt da nogen der passede. Desværre kostede de så bare lige 800 mere end de andre. Jeg ledte lidt videre og fandt så samme model til 649. Stadig væk en bondegård for nogle sorte jerncirkler med nogle skruer i. Men mig tilbage til den lille lejlighed og forfra med arbejdet. De her passede perfekt og kikkerten blev monteret og det hele så fint ud, indtil jeg lige ville prøve at lade geværet (ikke med patroner, men blot hive tilbage i bundstykket), men ak.. kikkerten sad ikke højt nok til at bundstykket kunne komme helt tilbage. Og det skal den altså. Så bundstykket gik simpelthen i mod. Endnu mere pis. Så det er lidt der jeg er strandet. Der er ikke andre monteringsdimser fra pissifik der passer, så tror jeg tager ned og får mine penge tilbage (altså kun for dimserne) og køber nogle nye enten når jeg kommer til Nuuk, hvor udvalget alt andet lige må være større, eller når jeg kommer til DK og min dejlige kone. Ærgerligt, og specielt når det eneste der skal til er at de monteringsdimser var 2 cm højere. Det skal åbenbart ikke være helt nemt at være mig altid.

Men lige nu kunne jeg godt tænke mig at være i Danmark. Jeg savner min kone. Meget. Hun er i sommerhus med nogle veninder i 25 graders juni sommervejr og jeg sidder i gråt regnvejr heroppe. Ikke videre spændende, men det vidste man jo godt at man gik indtil når man starter sådan et underligt langdistance forhold. Nogle gange er det bare nemmere end andre. Og i dag er det så lidt træls.

Nej, det skal være løgn. Jeg skal ikke ende min blog i dag med ”buhu.. jeg har det så hårdt og min kone er her ikke..” Tudefjæs. Ingen arme ingen småkager som man siger. For alt går jo fint heroppe. I næste uge skal jeg have mine elever til eksamen tirsdag, onsdag og torsdag, og det bliver eddermanme spændende. Både med hensyn til at se hvad de får, men også hele det at have eksamen og skulle bedømme deres præstation. Håber min censor er god til sådan noget. Jeg bliver jo nødt til at lærer det af en eller anden. Derudover har jeg selv eksamen i duelighed. Så min aftenlæsning består af lærer nattelamper for forskellige skibe – tre lamper på række ned ad hvor den øverste og den nederste er røde og den midterste betyder f.eks. at skibet er begrænset i sin manøvreevne. Selv prøver jeg at lave små huskerim for de forskellige kombinationer. ”Grøn over hvid, trawlerbid” en grøn lampe over hvid betyder det er en fisketrawler, og i mit digt er der altså bid. ”Hvid over rød – den sikre død” hvid over rød er et lodsskib, så uden dem er man altså så godt som død.. eller noget. Det virker nogenlunde. Har bare ikke rim for alle endnu. Ellers skal weekenden gå med at rette de sidste skriftlige projekter og sende mails til eleverne inden mandag om de er bestået den eller ej, da det vil få indvirkning på deres mundtlige karakter. Så det er vel kun fair de får det at vide før de går til eksamen.

Tjaa, det var vist alt for nu. Må hellere få lavet noget aftensmad.

De små forskelle 2

De sidste fem-10 minutter har en lille knægt råbt på sin far (”ADAAAAAADAAAA”) uden for mit vindue. Sådan ca med 10 sekunders mellemrum. Jeg ved ikke helt hvad man skal sige til det. Man kan beundre ham for sin stædighed og overbevisning om at far nok skal høre ham og reagere. Man kan også være bekymret for drenges åndsevne – at han ikke har fattet at 1) far ikke er der, 2) far sover eller på anden måde er forhindret i at give svar tilbage (ku være stiv af druk) 3) far ikke gider at reagere på sin skrig unge lige nu. Eller måske bare irriteret over at ungen ikke bare går op til sin far i stedet. Hvis far er så tæt på at man kan råbe ham op, så har ungen altså kunne gået op og ned til ham de første tyve gange mens han har stået herude og råbt. Mest af alt har jeg lyst til at åbne vinduet og skrige ”så hold dog kæft”. Eller Berit. Berit på grønlandsk betyder forsvind, så det er ikke det bedste at hedde heroppe, selvom det dog staves ”Periit” (måske er det med to e’er og et i), så udtales P som B.

Jeg har tænkt lidt over det der med de forskelle igen. For der er en del. Her tænker jeg specifikt på hvordan man gør ting derhjemme i lille Danmark og hvordan man gør tingene heroppe i det virkelig kolde nord. Ikke at knægten er super anderledes end danske børn. Næh, de skriger også på deres far eller mor uden at de selv vil lette røven (det trick har min storebror perfektioneret i sine unge dage ”MOOOOOOOOOR” for han vidste at hun altid kom rendende). Men at Berit og Peerit er tæt på og så alligevel så milevidt fra hinanden. Jo kigger man først efter er der faktisk mange små forskelle.

Et meget tydeligt eksempel er madvarer, der som jeg jo har skrevet om før, ikke altid er muligt at få de friskeste og største udvalg. For eksempel har jeg gået lidt over en uge (nærmere to) og ventet på frisk rugbrød i bare en af de små butikker. Helt umuligt. Til sidst kom der frossen rugbrød i brugsen, det købte jeg så og dagen efter var der frisk rugbrød i Pissifik.. suk. Nå ja, så overvejede jeg at købe nogle squash her forleden. Der var to i pakken og de så friske og fine ud, men der var ingen pris på. Og her er det måske godt med et lille grønlandsk husråd – gå aldrig ud fra at grøntsager er billiger, også selvom de ligner lort. Så friske grøntsager? Sikkert dyre. Jeg spurgte en af medarbejderne og jo, ganske rigtigt. De var dyre – 52 kroner for 2 squash! ”Flyfrisk” var hans forklaring. Til den pris skulle man forlange at squash plukkerne havde plantage lige ved siden af landingsbanen og direkte rutefart til maniitsoq, men det er måske for meget at håbe på. Jeg købte ikke squash den dag.

Ligesom danske pensionister er den ældre generation af grønlænderne ret så vilde med banko eller bingo. Men til forskel for danskere, har grønlænderne bare ikke fået en helt så gennemført konsensus om hvad det egentlig hedder og hvordan det staves. Derhjemme hedder det enten elle Bingo eller Banko. Heroppe kan det hedde Bingo, Banko, Bango eller Binco. Tror der er en eller to kombinationer mere, men har glemt dem her på stående fod. Og de her navne ses altså på plakater og des lige ret ofte. Det er ikke et enkeltstående tilfælde. Så hvis I er træt af at gå til Bingo kan i jo komme her op til Binco. Det skal nok være sjovt.

Biblioteket er også et kapitel for sig. For det første er det åbent på nogle lidt sære men forståelige tider. Det er ikke åbent om dagen, men åbner klokken 15-17 og nogle gange 19-21. ikke altid nemt at finde ud af, men som regel er der åbent omkring fyraften, så det er jo meget rart. Nu har jeg ikke været derinde så meget, men de har da lidt af hvert, både danske og grønlandske bøger. Deres hjemkaldelsessystem er også en lille smule mere afslappet end det danske. Er man en uge over tid i DK bliver man jo truet med bål og brand og går der en måned har du nærmest en advokat på nakken. Her får man når der er gået par uger over tid den første hjemkaldelse. Der står at man mangler at aflevere den og den bog og så hvad bogen koster. Ikke noget gebyr. Går der så en måned får du en ny hjemkaldelse, samme procedure. Ingen bøde kun hvad bøgerne er værd. Afleverer man efter 3 måneder (det har jeg prøvet) tager de mod bøgerne og siger tak. Ingen bøder what so ever. De er åbenbart bare glade for at få bøgerne igen. Se det er et bibliotekssystem efter mit hoved. Jeg tør slet ikke tænke over alle de penge jeg har betalt i bøde på landets forskellige biblioteker. Det er ikke små beløb kan jeg godt love jer. Lidt mere laissez faire og lidt mindre tysk paskontrol tak.

En anden ting jeg har lagt mærke til er at det er ikke alle biler der er i lige tip top synet tilstand. Langt fra. Specielt er der to toyotaer stationcars der kører rundt. De er simpelthen så rustne at fjernede man rusten ville bilerne falde fra hinanden. Den ene kofanger holdes oppe af gaffe for hulen da. Jeg forstår for det første ikke hvordan de kan køre den tilstand de er i og så forstår jeg heller ikke hvordan de overhovedet kan få lov til at køre, sådan som de ser ud. Var det i Danmark var de stoppet, konfiskeret og røget direkte på skrotten. Ingen tvivl om det. Men der er bare ikke rigtig noget lovpligtigt syn heroppe. I hvert fald ikke noget der bliver gennemført særligt effektivt. Så vores taxaer har dæk hvor slidebanerne er slidt af og den slags. Betryggende. Endnu en af de ting man bare må tage med. På den anden side er muligheden for at køre galt i et vildt og voldsomt biluheld ikke så stor når al kørsel er by kørsel, dvs. under de 50 km i timen, og der ikke er den konstante strøm af modkørende biler man kan smadre ind i. Så mange biler er der heller ikke i maniitsoq. Jeg vil gætte på at situationen er lidt anderledes i Nuuk, da der faktisk er ret så mange biler der. De har kø om morgenen når alle folk skal på arbejde. Det er eddermanme dumt. Der bor 13.000 indbyggere og alligevel er der kø. Hvorfor går folk ikke bare? Eller tager cyklen eller bussen? Så var der ingen kø. Men så vidt jeg hører er der vist også noget prestige i at have en bil. For de unge piger er der i hvert fald prestige i at have en kæreste med bil. Så er det mindre vigtigt at man ikke kan køre nogen steder.

Et sted hvor de godt måtte lave lidt mere ”eftersyn” er hos grillbarerne. Vi har et par stykker i byen og de er da ok, men her den anden dag fik jeg simpelthen den mest tarvelige burger. Det betyder naturligvis ikke at den var fordærvet, men rygterne går om folk der er blevet syge der og sårn. Så det ville være rart med den strikse danske hygiejne kontrol sådanne steder. Sikkert noget der sker lidt oftere i Nuuk, men ikke hos os.

Apropos hygiejne så har grønlænderne et noget specielt forhold til deres tænder. Eller også bare et afslappet forhold til det æstetiske billede af at have samtlige tænder i morgen. Det er mere regel end undtagelse at den voksne genration mangler op til ret mange pløkker i over og under mund. De heldigste mangler kun en enkelt tand eller to, men man kan bare ikke lade være med at se det. Og så vidt jeg se, så er de ret så ligeglade. Det er ikke noget man går op i. Og hvad så hvis man mangler halvdelen af tænderne i overmunden… men hvordan fanden spiser man? Det er bare lige lidt en fremmed tankegang når man er vokset op med tandlægebesøg og tandpudsning, tandbørstning etc. Og mangler man en tand skal der gøres noget. Man lader jo ikke bare står til. Med mindre man er grønlænder, altså. Og det til trods for at al tandlæge behandling er gratis forstås. Og dog, jeg skal også passe på ikke bare slå alle grønlændere over en kam. Der er mange med store hvide colgatesmil, specielt den yngre generation. Det jeg forsøger at fortælle er bare at de der mangler tænder (og dem synes der at være en del af) virker ret ligeglade med det. Det var bare det (jeg slog lige min politisk korrekthedsmåler til der).

En sidste forskel jeg lige vil kommentere er vejrudsigten. Det er altså kun heroppe man kan få en vejudsigt der lover sol hele natten. Meget mærkeligt. Det vil sige lige nu er der rigtig meget tåget og det har det været hele dagen. Men prøv at tjekke DMI og i vil se høj solskin hele natten. Underligt.

Men sådan er der jo så meget...