Tjaa.. tirsdag har været en del mindre actionpacked end mandag. ja altså ud over selve seminaret, der hele tirsdag her har bestået af det ene oplæg efter det andet om e-læring, forskellige organisationers brug eller manglende brug af e-læring, et foredrag om hvordan internettet hænger sammen i Grønland (ret spændende faktisk på trods af en øretæveindbydende oplægsholder). faktisk var der oplæg fra klokken 9.00 til 16.00 med små indlagte pauser så det er ikke uden grund jeg er lidt træt i skallen her til aften.
Men selv om ikke alle foredrag var lige relevante (specielt et omkring grønlandsk fly et eller andet med en noget påståelig kvindemenneske), var der alligevel bonuser og alt i alt var det en god dag. Jeg har fået snakket med en del mennesker. Først og fremmest de jeg skal lave forkskellige projekter med, samt et par ekstra flinke mennesker fra skoler og steder jeg endnu ikke kan udtale. Men en anden bonus var internet. Tak gud og skaber for det trådløse internet der fra organisators side er sat til rådighed når mens vi befinder os på Katuaq. For den uindviede er Katuaq Nuuks ”nye” kulturhus (den her i hvert fald kommet efter jeg boede der sidst) hvor taget er bølget og højt, inspireret af nordlyset. Fantastisk flot sted faktisk. Her er byens biograf, en god cafe og en hel del kultur arrangementer, og så lige denne her konference med alt hvad der dertil hører af frokostanretninger, kaffe og kage og alt det andet pamper happengut, der gør det hele lidt sjovere.
Da jeg ikke rigtig orkede den store restaurant tur bestemte Pia og undertegnede sig for at hente Pizza på den lokale pizza og sidde på værelset for først at se ”Langt fra Las Vegas” på tv2 zulu og derefter ”Myth Busters” på Discovery. SKØNT! Det er jo som at være hjemme igen med alle de (5) kanaler Hotel Hans Egede kan diske op med. Det var i hvert fald dejlig afslappende. Må også hellere være klar til i morgen, da det kræver en hel del mere nærvær i morgen da hele dagen består af workshops. Jeg skal til workshop om materialefremstilling tille-læring, samt netbaseret videokonference. Onsdag handler det så om programmerne Course Genie og Viscon Centra, der ligeledes er programmer man kan bruge i sin e-lærings implementering i undervisningen. Det skal nok blive sjovt alt sammen.
Orv, jeg glemte vist at fortælle at vi i går var inde i byens boghandel. Fin forretning og fanme om de ikke havde den bog jeg ledte forgæves efter i Kbh for to måneder siden, nemlig Kadavermarch af Dennis Jürgensen. Den er der åbenbart ikke så meget rift om heroppe. Men den fik jeg i hvert fald købt så nu har jeg noget dejlig lækker godnatlæsning om de døde der vandrer… og spiser lidt af de levende… og sårn. Hmmm.. Gad egentlig vide hvorfor jeg ikke synes jeg sov særligt godt i nat?
onsdag, oktober 25, 2006
tirsdag, oktober 24, 2006
Seminar in the BIG CITY, mandag
mandag: bønder på bytur … eller noget
Så er jeg kommet til storbyen. Det vil sige storbyen greenlandic style. Godthåbs indbyggertal ligger jo på de 15.000 sådan cirkus. Så sammenlignet med de danske forhold er det jo kun et godt gedigen provinshul ikke ulig Hobro hvor jeg har vokset op. Men i grønland er det her det sner, eller hvad det nu er man siger. Godthåb er verdens navle. og hvis vi skal starte et sted så kan jeg fortælle at der er HEL del mere trafik end i Maniitsoq, hvor trafikken hovedsageligt består af taxaer, hvoraf flere burde have udtjent deres værnepligt og sendt til skrot. Men sådan er der så meget.
Vi ankom med flyveren klokken 13.35 uden de store problemer, fik en taxa og ankom til min gamle kending Hotel Hans Egede og fik hver vores rum. Jeg har fornøjelsen af rum 233 med udsigt til en af hovedgaderne der livligt summer uden for mit vindue. Vi, når jeg siger vi mener jeg Pia, Karsten og undertegnede, lagde hurtigt vore ting og gik så på tur, som de bønder vi nu er, der endelig er kommet til hovedstædernes hovedstad, Nuuk Bigcity. Pia ville på lidt bogkøb og nået mens Karsten skulle finde Malene, hans veninde, der var og besøge ham sidste weekend. Hun er ansat som anklager og holder til på politigården, så der holdt jeg mig til. Vi fandt hende og aftalte at vi skulle ud og spise om aftenen. vi foreslog selv thai restauranten, der efter sigende skulle kunne deres kram, men da Malene kort indskød at Bryggeriet serverede nogle store rigtig gode cheeseburgere, havde vi ligesom ikke mere valg. Væk var drømme om de thailandske sandstrande og vi havde igen hovedet på rette køl, med alt hvad det indebar af amerikansk kulturimperialisme når den er allerbedst.
Men lige en indskudt bemærkning om Bryggeriet. For bryggeriet er Nuuks eget bryggeri, der så også lige har en restaurant og pub kaldet Brasseriet. Man kan ikke få deres øl på flaske, da de ikke lige har fået lov til at lave deres egen flaske under den grønlandske pantordning, men hvorfor de ikke bare kan bruge de gængse flasker er mig uvist. Det kan jo være tuborg har afvist dem for at bevare deres monopol, men det kan også bare være at bryggeriet vil forsøge sig med en eller anden hip flaske, der skal igennem en bureaukratisk mølle af en verden før de enten får lov eller bare afslag. For heroppe tager sådanne sager meeeeegeeeet lang tid. Har hørt om sager der kan flere år, hvis det indebærer at politikere rent faktisk skal tage stilling til noget som helst, der ligner noget nyt. Under alle omstændigheder er Brassereriet et nydeligt sted hvor Karsten og jeg lige var inde og smage på varen, der når man ikke kan får den på flaske jo bliver nødt til at drikke det som en fadøl. Men jeg forsøgte mig med deres klassisk variant og jeg må sige at de er da smagt meget værre. En lille smule fladere en tilsvarende tuborg/carlsberg, men har man blot en gang været på vinstue 90 på gammekongevej så ved man at det ikke nødvendigvis er en dårlig ting. De smagte faktisk fortræffeligt, desværre kan man så ikke sige det samme om prisen. Med en fadølspris på 60 kroner for 40cl er det i hvert fald ikke der jeg skal hen for at drikke mig en kæp i øret. Men en øl til min cheeseburger kan det nok blive til.
Hmmm.. det var da lige godt den længste indskudte bemærkning jeg til dato har skrevet, men det er nok også ok alt sammen. Karsten og jeg tog derefter på en lille tur ned til kolonihavnen, den gamle havn og kiggede lidt på isen i havnen, den gamle kirke, Hans Egede statuen, og ellers spankulerede lidt rundt. Vi fik sågar en fransk hotdog på en meget lokal grillbar. Ikke helt tilfreds betalte jeg 22 kroner for den. Ja ting i storbyen er dyrt, når jeg sammenlignet betaler 15 kroner for samme vare hjemme i Maniitsoq. Tsk, hvad de storbymennesker ikke bilder sig ind.
Men jeg har ikke så meget mere at fortælle lige nu. Klokken er 17.59 og jeg skal først være på restauranten med de andre klokken 19.00, så en anmeldelse må komme senere. Nå ja, når jeg nu siger de andre så mener jeg Pia, Karsten, Malene (hvis hun når det med alt hendes arbejde, ellers støder hun på til en øl bagefter) og så Christine, en lærer fra Sisimiut, der er med til e-lærings konferencen og desuden er leder af vores kommende engelske e-læringsprojekt.
Vender tilbage lidt senere. Hep.
Mandag aften: Cheeseburgeren der lod vente på sig
Puha klokken er nu et stykke over sengetid, men det er ikke mere end en 20 minutter siden vi endnu engang entrerede hotellet. Jo vi kom på Godthåb Bryghus (som åbenbart er den helt korrekte titel for bryggeriet/brasseriet) omkring klokken 19.00. Vi ventede så lige på Christine der havde meldt sin ankomst en lille halv time senere, hvilket i bagklogskabets lys bragte en del oplevelser med sig vi måske godt kunne have været foruden. For som de solidariske mennesker vi nu en gang er, så ventede vi med at bestille til hun kom. I mellemtiden nød vi en dejlig lokal brygget øl (de smager jo upåklageligt) og omkring 19.30 slog hun sig så til selskabet. Vi fik bestilt 5 gange cheeseburgere, siden vi åbenbart alle viste hvad kvalitet var… Og så gav vi os til at vente. Men så skete det så efter 10 minutters ventning. Lyset gik. I hele Godthåb.
Restauranten havde en nødgenerator, der sørgede for en nødtørftig belysning samt at fadølsanlægget ikke gik helt i stå. Men det var så godt og vel også alt. Køkkenet kunne i hvert fald ikke komme videre med vores cheeseburgers før strømmen kom tilbage. Så vi ventede, og mens vi ventede kunne vi jo bare bestille en øl mere (stadig til 60 kroner stykket mind you). Og der var jo ikke rigtig nogen der vidste hvornår den kom igen. Vi hørte at sidste gang elektriciteten røg i byen, blev den væk i 3 timer, så vi krydsede fingre og håbede på det bedste, mens snakken gik livligt omkring bordet, specielt omkring at det jo nok var min skyld at lyset var gået, siden at det skete præcis mens jeg var på toilettet. Hvordan de to ting lige skulle hænge sammen er kom vi ikke nærmere ind på, men man blev jo lidt overtroisk og vi håbede da også at den så ville komme igen, da jeg en halv time senere skulle der ud igen. Men så heldige var vi ikke. I vente tiden fik vi lidt nachos, men det var ikke helt en ligeværdig erstatning for den gode saftige cheesebuger, vi vidste vi havde i vente. Efter en time hørte vi rygter om at de havde fået lys i Nussuaq, og efter lidt sms’en fem og tilbage kunne Malene bekræfte at det var den. 15 minutter senere var den så også kommet et andet sted i nærheden, så vi følte os sikre på at nu skete der så snart noget. Halvanden time efter strømmen var gået kom den tilbage til stor jubel, i hvert fald for os. Nu var det jo kun et spørgsmål om tid før vi kunne får vores længe ventede måltid, men ak… Det tog så køkkenet en halv time før de fik fingeren ud og serveret for os, men til gengæld var den så også riiiiigtiig god. Jeg vil ikke nødvendigvis sige at den var værd at vente 2 timer på, men den var i hvert fald værd at vente på. Kæmpe stor og lækre pomfritter. Og så er det jo at man æder løs fordi man er så forpulet sulten, så nu sidder jeg på hotelværelset og har helt ondt i maven fordi jeg så jævla forædt. Men skulle jeg vælge mellem at gå sulten i seng eller have det som jeg har det nu, tror jeg nu nok jeg bare vælger det sidste. For det smagte jo godt.
Så er jeg kommet til storbyen. Det vil sige storbyen greenlandic style. Godthåbs indbyggertal ligger jo på de 15.000 sådan cirkus. Så sammenlignet med de danske forhold er det jo kun et godt gedigen provinshul ikke ulig Hobro hvor jeg har vokset op. Men i grønland er det her det sner, eller hvad det nu er man siger. Godthåb er verdens navle. og hvis vi skal starte et sted så kan jeg fortælle at der er HEL del mere trafik end i Maniitsoq, hvor trafikken hovedsageligt består af taxaer, hvoraf flere burde have udtjent deres værnepligt og sendt til skrot. Men sådan er der så meget.
Vi ankom med flyveren klokken 13.35 uden de store problemer, fik en taxa og ankom til min gamle kending Hotel Hans Egede og fik hver vores rum. Jeg har fornøjelsen af rum 233 med udsigt til en af hovedgaderne der livligt summer uden for mit vindue. Vi, når jeg siger vi mener jeg Pia, Karsten og undertegnede, lagde hurtigt vore ting og gik så på tur, som de bønder vi nu er, der endelig er kommet til hovedstædernes hovedstad, Nuuk Bigcity. Pia ville på lidt bogkøb og nået mens Karsten skulle finde Malene, hans veninde, der var og besøge ham sidste weekend. Hun er ansat som anklager og holder til på politigården, så der holdt jeg mig til. Vi fandt hende og aftalte at vi skulle ud og spise om aftenen. vi foreslog selv thai restauranten, der efter sigende skulle kunne deres kram, men da Malene kort indskød at Bryggeriet serverede nogle store rigtig gode cheeseburgere, havde vi ligesom ikke mere valg. Væk var drømme om de thailandske sandstrande og vi havde igen hovedet på rette køl, med alt hvad det indebar af amerikansk kulturimperialisme når den er allerbedst.
Men lige en indskudt bemærkning om Bryggeriet. For bryggeriet er Nuuks eget bryggeri, der så også lige har en restaurant og pub kaldet Brasseriet. Man kan ikke få deres øl på flaske, da de ikke lige har fået lov til at lave deres egen flaske under den grønlandske pantordning, men hvorfor de ikke bare kan bruge de gængse flasker er mig uvist. Det kan jo være tuborg har afvist dem for at bevare deres monopol, men det kan også bare være at bryggeriet vil forsøge sig med en eller anden hip flaske, der skal igennem en bureaukratisk mølle af en verden før de enten får lov eller bare afslag. For heroppe tager sådanne sager meeeeegeeeet lang tid. Har hørt om sager der kan flere år, hvis det indebærer at politikere rent faktisk skal tage stilling til noget som helst, der ligner noget nyt. Under alle omstændigheder er Brassereriet et nydeligt sted hvor Karsten og jeg lige var inde og smage på varen, der når man ikke kan får den på flaske jo bliver nødt til at drikke det som en fadøl. Men jeg forsøgte mig med deres klassisk variant og jeg må sige at de er da smagt meget værre. En lille smule fladere en tilsvarende tuborg/carlsberg, men har man blot en gang været på vinstue 90 på gammekongevej så ved man at det ikke nødvendigvis er en dårlig ting. De smagte faktisk fortræffeligt, desværre kan man så ikke sige det samme om prisen. Med en fadølspris på 60 kroner for 40cl er det i hvert fald ikke der jeg skal hen for at drikke mig en kæp i øret. Men en øl til min cheeseburger kan det nok blive til.
Hmmm.. det var da lige godt den længste indskudte bemærkning jeg til dato har skrevet, men det er nok også ok alt sammen. Karsten og jeg tog derefter på en lille tur ned til kolonihavnen, den gamle havn og kiggede lidt på isen i havnen, den gamle kirke, Hans Egede statuen, og ellers spankulerede lidt rundt. Vi fik sågar en fransk hotdog på en meget lokal grillbar. Ikke helt tilfreds betalte jeg 22 kroner for den. Ja ting i storbyen er dyrt, når jeg sammenlignet betaler 15 kroner for samme vare hjemme i Maniitsoq. Tsk, hvad de storbymennesker ikke bilder sig ind.
Men jeg har ikke så meget mere at fortælle lige nu. Klokken er 17.59 og jeg skal først være på restauranten med de andre klokken 19.00, så en anmeldelse må komme senere. Nå ja, når jeg nu siger de andre så mener jeg Pia, Karsten, Malene (hvis hun når det med alt hendes arbejde, ellers støder hun på til en øl bagefter) og så Christine, en lærer fra Sisimiut, der er med til e-lærings konferencen og desuden er leder af vores kommende engelske e-læringsprojekt.
Vender tilbage lidt senere. Hep.
Mandag aften: Cheeseburgeren der lod vente på sig
Puha klokken er nu et stykke over sengetid, men det er ikke mere end en 20 minutter siden vi endnu engang entrerede hotellet. Jo vi kom på Godthåb Bryghus (som åbenbart er den helt korrekte titel for bryggeriet/brasseriet) omkring klokken 19.00. Vi ventede så lige på Christine der havde meldt sin ankomst en lille halv time senere, hvilket i bagklogskabets lys bragte en del oplevelser med sig vi måske godt kunne have været foruden. For som de solidariske mennesker vi nu en gang er, så ventede vi med at bestille til hun kom. I mellemtiden nød vi en dejlig lokal brygget øl (de smager jo upåklageligt) og omkring 19.30 slog hun sig så til selskabet. Vi fik bestilt 5 gange cheeseburgere, siden vi åbenbart alle viste hvad kvalitet var… Og så gav vi os til at vente. Men så skete det så efter 10 minutters ventning. Lyset gik. I hele Godthåb.
Restauranten havde en nødgenerator, der sørgede for en nødtørftig belysning samt at fadølsanlægget ikke gik helt i stå. Men det var så godt og vel også alt. Køkkenet kunne i hvert fald ikke komme videre med vores cheeseburgers før strømmen kom tilbage. Så vi ventede, og mens vi ventede kunne vi jo bare bestille en øl mere (stadig til 60 kroner stykket mind you). Og der var jo ikke rigtig nogen der vidste hvornår den kom igen. Vi hørte at sidste gang elektriciteten røg i byen, blev den væk i 3 timer, så vi krydsede fingre og håbede på det bedste, mens snakken gik livligt omkring bordet, specielt omkring at det jo nok var min skyld at lyset var gået, siden at det skete præcis mens jeg var på toilettet. Hvordan de to ting lige skulle hænge sammen er kom vi ikke nærmere ind på, men man blev jo lidt overtroisk og vi håbede da også at den så ville komme igen, da jeg en halv time senere skulle der ud igen. Men så heldige var vi ikke. I vente tiden fik vi lidt nachos, men det var ikke helt en ligeværdig erstatning for den gode saftige cheesebuger, vi vidste vi havde i vente. Efter en time hørte vi rygter om at de havde fået lys i Nussuaq, og efter lidt sms’en fem og tilbage kunne Malene bekræfte at det var den. 15 minutter senere var den så også kommet et andet sted i nærheden, så vi følte os sikre på at nu skete der så snart noget. Halvanden time efter strømmen var gået kom den tilbage til stor jubel, i hvert fald for os. Nu var det jo kun et spørgsmål om tid før vi kunne får vores længe ventede måltid, men ak… Det tog så køkkenet en halv time før de fik fingeren ud og serveret for os, men til gengæld var den så også riiiiigtiig god. Jeg vil ikke nødvendigvis sige at den var værd at vente 2 timer på, men den var i hvert fald værd at vente på. Kæmpe stor og lækre pomfritter. Og så er det jo at man æder løs fordi man er så forpulet sulten, så nu sidder jeg på hotelværelset og har helt ondt i maven fordi jeg så jævla forædt. Men skulle jeg vælge mellem at gå sulten i seng eller have det som jeg har det nu, tror jeg nu nok jeg bare vælger det sidste. For det smagte jo godt.
lørdag, oktober 21, 2006
Jeg lugter lidt af gnu
Hold nu op mine ben er smadret nu og jeg tør slet ikke tænke på hvordan de har det i morgen. Ak. Jep jeg har lige fået første lektion i livet som jæger – væn dig til at gå langt og meget.
Jo jeg har været på jagt. Og før I begynder med alle jeres spørgsmål om hvor mange tons rensdyr vi så hev med hjem, må jeg afsløre at vi altså ikke skød noget. Ikke fordi vi ikke ville men der var simpelthen ingen rensdyr. I hvert fald ikke der hvor vi var. Som Christian så smukt konstaterede ”Der skulle være så mange tusind rensdyr heroppe. De er i hvert fald ikke her”. Nix, vi så ikke et eneste. Vi så nogle spor i den frosne lyng efter nogen, men de var sikkert ikke helt nye. Men lad os starte med begyndelsen.
I går aftes ringede Christian og spurgte om jeg ville med på jagt denne tidlige morgen stund og jeg tænkte jo straks ”hep, jeg har jo jagttegn og alt muligt”, så jeg sagde jo ja tak, og begyndte at forberede mig på mine kommende strabadser. Jeg fik købt lidt kiks og sodavand ind, behandlet mine nye travestøvler så de var absolut vandtætte, kogt et par æg så jeg havde til madpakken og ellers nusset lidt hist her. Fandt tøj frem og så fremdeles. Næste morgen stod jeg op klokken 6.30, da vi skulle mødes ved båden lidt i 8.00. Det skulle i hvert fald ikke være mig de skulle vente på. Når jeg siger ”de” så mener jeg Christian og Signe. Signe er biologi lærer på skolen så vidt jeg husker (men vist også noget med laboratoriet så det kan være jeg digter når jeg siger biologi). Men jeg stod i hvert fald op og fik pakket min taske med kamera, lommekniv, 2x squash (nej ikke cola, er holdt op med det skidt), madpakke (4 halve med æg, gulerødder, 2 æbler og kiks), handsker, hue, pibe og tobak (den er god nok, men den vender jeg tilbage til i en helt anden blog), og alt det jeg ikke lige kan komme i tanke om nu, men jeg altså fik med. Og så tog jeg ud af døren.
Nede ved båden var Christian ved at gøre båden klar og Signe slog sig til os kort efter. Og hvilket vejr. Det kan godt ske at temperaturen har været under frysepunktet det meste af dagen, men når vinden siger 0 meter i sekundet, solen står højt på himlen og der ikke er en sky at se, så er det altså en himmelsk oplevelse at sejle gennem et så vildt, voldsomt og nøgent landskab som det er heroppe. Mine billeder gør det bare ikke retfærdighed. Selv ikke om jeg havde verdens bedste panorama kamera ville I forstå de størrelser og vidder og natur der er heroppe. Det er bare en af de der ting der må og skal opleves. Hver gang jeg er af sted og specielt en dag som i dag hvor vejret bare er lige i øjet, får jeg samme fornemmelse i maven som da jeg sad i to dage ved Taj Mahal og kiggede på solen der legede i marmoren, mens den stille men konstant skiftede position. Det er de stunder hvor man må erkende at man bare er en lille bitte ubetydelig del af noget MEEEEEEGEEEEET større og tak gud for det, og tak for at der findes så sublime æstetiske oplevelser, at man får et sug i maven bare af at tænke på det.
Nå men det var vist et sidespor. Vi kom af sted og havde en god halvanden times sejlads inden vi ankom til den fjord hvor der efter sigende skulle være mulighed for at komme et rensdyr eller to til livs (right…). Vi fik efter lidt besvær ankeret på plads og tog så gummibåden i land. Og hvilket land. Fjelde, klipper, store ferskvands søer, mos, lyng, sortebær og alt det andet vegetation jeg endnu ikke kender navnene på i en stor naturlig henkastet symmetri. Og så var det eller bare med at komme i gang med at gå. Hov jeg glemte vist lige at fortælle noget meget vigtigt. Eftersom jeg nu har fået mit jagttegn mente Christian at så kunne jeg jo godt låne hans anden riffel. Gisp. Og juppi. Nu var jeg jo ligesom en del af kliken. Signe havde sin egen riffel og Christian havde selv en lækker sag med et lidt tungere kaliber. Og nu havde jeg også en…. dun dun duuuun… lidet vidste jeg at det egentlig bare kom til at betyde at jeg skulle bære ekstra unødig vægt rundt i fem seks timer, men sådan er der jo så meget. Men vi kom af sted og travede og travede. Men ikke for hurtigt. Det jo sådan når man går på jagt (tag det fra en fagmand, jeg har jo hele EN jagt under bæltet nu), at man ikke skal gå for hurtigt, i hvert fald ikke hvis man tror der er dyr i nærheden. Så skal man hele tiden spejde rundt efter dem, gå stille, ikke larme og alt sådan noget ret sejt noget. Og nu havde jeg jo allerede hjemmefra investeret i en lille kikkert som jeg havde med, så jeg var cooool. Og så havde jeg jo også min lommekniv, jep, kom ikke her. Men efter at have gået på denne ikke alt for hurtige måde i et par timer holdte vi frokostpause og evaluerede situaitonen. Vi var nær en stor ferskvandssø, som vi havde en mistanke om der godt kunne være noget ved på den anden side af, så der tog vi så hen. En time senere havde vi stadig ikke set så meget som en rensdyr uldtot. Men vi havde som tidlige nævnt set spor i rimen så vi vidste at de på et eller andet tidspunkt havde været der. Da klokken var ved at passere 15.00 bestemte vi os for at vende næsen hjemad. Vi havde stadig en travetur på mindst en time før vi var ved båden og derefter en sejltur på halvanden time, og da solen er nede aller senest klokken 19.00, kunne vi ligeså godt begynde at tænke på det. Som sagt så gjort.
Nu løj jeg vist lidt før, da jeg sagde at solen stod højt på himlen. Det gør den nemlig ikke heroppe (i hvert fald ikke for tiden). Som Signe udtrykkede det, så bliver den hele tiden i en irriterende øjenhøjde. Det er jo noget med at Grønland ligger som den ligger og solen der kører rundt og alt det. Så heroppe går den ikke op i øst og hele vejen over hovedet på os og ned i vest. Den kommer lidt op og hænger så sådan lidt oppe hele dagen og går så ned igen, hvilket giver et mærkeligt men fascinerende landskab når der samtidig er frostgrader. Når man gik i fjeldene kunne man se hele områder hvor skyggen og dermed frosten stadig indhyllede hele landskabet og lige ved siden af bagte solen fra en skyfri himmel og havde smeltet al frost. Men nu da vi officielt ikke var på jagt længere kunne jeg gå og nyde disse landskabs spidsfindigheder mens vi travede hjem ad. Og jeg må sige, at til sidst kunne jeg godt mærke mine ben. Også i den grad. Og så lugtede jeg lidt af gnu. Men sådan er det at gå i et med naturen. Eller også var det bare fordi jeg havde for meget tøj på… under alle omstændigheder endte vi hjemme igen omkring klokken 18.00, tomhændede men en dejlig oplevelse rigere. Og så med udsigten til at vågne op med krampe i lægmusklerne i morgen tidlig…
Jo jeg har været på jagt. Og før I begynder med alle jeres spørgsmål om hvor mange tons rensdyr vi så hev med hjem, må jeg afsløre at vi altså ikke skød noget. Ikke fordi vi ikke ville men der var simpelthen ingen rensdyr. I hvert fald ikke der hvor vi var. Som Christian så smukt konstaterede ”Der skulle være så mange tusind rensdyr heroppe. De er i hvert fald ikke her”. Nix, vi så ikke et eneste. Vi så nogle spor i den frosne lyng efter nogen, men de var sikkert ikke helt nye. Men lad os starte med begyndelsen.
I går aftes ringede Christian og spurgte om jeg ville med på jagt denne tidlige morgen stund og jeg tænkte jo straks ”hep, jeg har jo jagttegn og alt muligt”, så jeg sagde jo ja tak, og begyndte at forberede mig på mine kommende strabadser. Jeg fik købt lidt kiks og sodavand ind, behandlet mine nye travestøvler så de var absolut vandtætte, kogt et par æg så jeg havde til madpakken og ellers nusset lidt hist her. Fandt tøj frem og så fremdeles. Næste morgen stod jeg op klokken 6.30, da vi skulle mødes ved båden lidt i 8.00. Det skulle i hvert fald ikke være mig de skulle vente på. Når jeg siger ”de” så mener jeg Christian og Signe. Signe er biologi lærer på skolen så vidt jeg husker (men vist også noget med laboratoriet så det kan være jeg digter når jeg siger biologi). Men jeg stod i hvert fald op og fik pakket min taske med kamera, lommekniv, 2x squash (nej ikke cola, er holdt op med det skidt), madpakke (4 halve med æg, gulerødder, 2 æbler og kiks), handsker, hue, pibe og tobak (den er god nok, men den vender jeg tilbage til i en helt anden blog), og alt det jeg ikke lige kan komme i tanke om nu, men jeg altså fik med. Og så tog jeg ud af døren.
Nede ved båden var Christian ved at gøre båden klar og Signe slog sig til os kort efter. Og hvilket vejr. Det kan godt ske at temperaturen har været under frysepunktet det meste af dagen, men når vinden siger 0 meter i sekundet, solen står højt på himlen og der ikke er en sky at se, så er det altså en himmelsk oplevelse at sejle gennem et så vildt, voldsomt og nøgent landskab som det er heroppe. Mine billeder gør det bare ikke retfærdighed. Selv ikke om jeg havde verdens bedste panorama kamera ville I forstå de størrelser og vidder og natur der er heroppe. Det er bare en af de der ting der må og skal opleves. Hver gang jeg er af sted og specielt en dag som i dag hvor vejret bare er lige i øjet, får jeg samme fornemmelse i maven som da jeg sad i to dage ved Taj Mahal og kiggede på solen der legede i marmoren, mens den stille men konstant skiftede position. Det er de stunder hvor man må erkende at man bare er en lille bitte ubetydelig del af noget MEEEEEEGEEEEET større og tak gud for det, og tak for at der findes så sublime æstetiske oplevelser, at man får et sug i maven bare af at tænke på det.
Nå men det var vist et sidespor. Vi kom af sted og havde en god halvanden times sejlads inden vi ankom til den fjord hvor der efter sigende skulle være mulighed for at komme et rensdyr eller to til livs (right…). Vi fik efter lidt besvær ankeret på plads og tog så gummibåden i land. Og hvilket land. Fjelde, klipper, store ferskvands søer, mos, lyng, sortebær og alt det andet vegetation jeg endnu ikke kender navnene på i en stor naturlig henkastet symmetri. Og så var det eller bare med at komme i gang med at gå. Hov jeg glemte vist lige at fortælle noget meget vigtigt. Eftersom jeg nu har fået mit jagttegn mente Christian at så kunne jeg jo godt låne hans anden riffel. Gisp. Og juppi. Nu var jeg jo ligesom en del af kliken. Signe havde sin egen riffel og Christian havde selv en lækker sag med et lidt tungere kaliber. Og nu havde jeg også en…. dun dun duuuun… lidet vidste jeg at det egentlig bare kom til at betyde at jeg skulle bære ekstra unødig vægt rundt i fem seks timer, men sådan er der jo så meget. Men vi kom af sted og travede og travede. Men ikke for hurtigt. Det jo sådan når man går på jagt (tag det fra en fagmand, jeg har jo hele EN jagt under bæltet nu), at man ikke skal gå for hurtigt, i hvert fald ikke hvis man tror der er dyr i nærheden. Så skal man hele tiden spejde rundt efter dem, gå stille, ikke larme og alt sådan noget ret sejt noget. Og nu havde jeg jo allerede hjemmefra investeret i en lille kikkert som jeg havde med, så jeg var cooool. Og så havde jeg jo også min lommekniv, jep, kom ikke her. Men efter at have gået på denne ikke alt for hurtige måde i et par timer holdte vi frokostpause og evaluerede situaitonen. Vi var nær en stor ferskvandssø, som vi havde en mistanke om der godt kunne være noget ved på den anden side af, så der tog vi så hen. En time senere havde vi stadig ikke set så meget som en rensdyr uldtot. Men vi havde som tidlige nævnt set spor i rimen så vi vidste at de på et eller andet tidspunkt havde været der. Da klokken var ved at passere 15.00 bestemte vi os for at vende næsen hjemad. Vi havde stadig en travetur på mindst en time før vi var ved båden og derefter en sejltur på halvanden time, og da solen er nede aller senest klokken 19.00, kunne vi ligeså godt begynde at tænke på det. Som sagt så gjort.
Nu løj jeg vist lidt før, da jeg sagde at solen stod højt på himlen. Det gør den nemlig ikke heroppe (i hvert fald ikke for tiden). Som Signe udtrykkede det, så bliver den hele tiden i en irriterende øjenhøjde. Det er jo noget med at Grønland ligger som den ligger og solen der kører rundt og alt det. Så heroppe går den ikke op i øst og hele vejen over hovedet på os og ned i vest. Den kommer lidt op og hænger så sådan lidt oppe hele dagen og går så ned igen, hvilket giver et mærkeligt men fascinerende landskab når der samtidig er frostgrader. Når man gik i fjeldene kunne man se hele områder hvor skyggen og dermed frosten stadig indhyllede hele landskabet og lige ved siden af bagte solen fra en skyfri himmel og havde smeltet al frost. Men nu da vi officielt ikke var på jagt længere kunne jeg gå og nyde disse landskabs spidsfindigheder mens vi travede hjem ad. Og jeg må sige, at til sidst kunne jeg godt mærke mine ben. Også i den grad. Og så lugtede jeg lidt af gnu. Men sådan er det at gå i et med naturen. Eller også var det bare fordi jeg havde for meget tøj på… under alle omstændigheder endte vi hjemme igen omkring klokken 18.00, tomhændede men en dejlig oplevelse rigere. Og så med udsigten til at vågne op med krampe i lægmusklerne i morgen tidlig…
tirsdag, oktober 17, 2006
tudeprinsesse
Jeg tørrer lige tårerne væk så jeg kan komme til at skrive lidt her. Nå, du troede lige? Nej sagen er den at jeg lige har hakket et kæmpe løg og det kom jeg eddermanme til at tude over og det svier stadig i øjnene. Jeg er i gang med at lave min legendariske fiskesuppe, da jeg trænger til noget stærkt her mens jeg stadig skranter. I kan da lige få opskriften:
Fiskesuppe/gryde agtigt lækkert noget
Fisk (lidt lige meget hvad, bare det er fra havet)
1 dåse kokosmælk
Olivenolie
Løg
Hvidløg
Chili er ikke obligatorisk, men uhhhh hvor det varmer.
Gulerødder
Squash
(Andre grøntsager?)
To håndfulde basmati ris
Tre glas vand
En lemon/citrus agtig sur ting
Krydderi og /eller krydderurter
1. Hak grøntsager og del fisken i nogle lunser.
2. Olie i gryden, løg i ned sammen med hvidløg. Ikke svitse. Masser af krydderi.
3. Hakkede grøntsager i gryden, dernæst ris og vand. Dernæst kokosmælk.
4. Når det koger, skru lidt ned, læg fisk på toppen af suppen og hæld saft fra lemon i og læg låg på.
5. Lad simre i 15 minutter med låg på.
6. TADAAA! Spis og vær glad.
Opskriften har jeg tyvstjålet en gang i tidernes morgen fra et eller program med jamie oliver og har bare lige gjort den lidt mere menneskevenlig hvad ingredienser angår.
Nå men tilbage til bloggen, der i dag bliver lidt en brok blog. For det er faktisk lidt hårdt at være mig heroppe. Som i ved går jeg lidt og skranter. Jeg kan mærke at jeg er ved at blive syg, men jeg bliver bare ikke syg. Det vil sige jeg egentlig bare går og bliver mere træt, eftersom jeg sover dårligere (ikke hjulpet af mine overboer men det vender jeg tilbage til), og bliver mere og mere irritabel. Nej jeg er ikke en veritabel overskuds duracel kanin lige for tiden. Og når man ikke er det, så hjælper det jo ikke at hjemmestyret bliver ved med at klokke i ens løn. Lad mig forklare.
Det er sådan at jeg er offentlig ansat. ATI er en erhvervsskole, der et eller andet sted hører under hjemmestyret (den grønlandske version af regeringen) hvilket vil sige at de ordner eller i hvert fald udbetaler min løn fra Nuuk. Omkring den 30 var jeg så den heldige vinder af mi første løn udbetaling, men hov.. manglede der ikke noget? De havde ikke indregnet mit fuldt lovlige og må jeg sige obligatoriske fradrag, der rundt regnet giver mig 2-3.000 mere udbetalt om måneden. Vi ringer til dem og får så den melding at den er så sandelig min egen skyld, da jeg jo ikke har været på kommunekontorets skatteafdeling, hvor jeg skal have mit skattekort og sende det til dem før de kan gøre noget som helst, men for jeg gjort det så skal de sørge for at det er i orden fra næste måned af. ’Dumme mig’ tænker jeg og begiver mig på kommunens skatte kontoret for at gøre det man åbenbart skal gøre når man ankommer til en ny kommune. Det vil sige, jeg har jo været nede og melde mig på kommunen, glemte bare skattekontoret i samme ombæring. Næh, hov det gjorde jeg ikke, for på skattekontoret fortæller de mig at de har alt hvad de skal bruge, eftersom det er blevet tilsendt fra grønlands repræsentation i danmark udfra alle de papirer jeg udfyldte til dem (og der var mange). Og de papirer, fortæller de yderligere, skulle også være sendt til hjemmestyret i Nuuk. Nu er spørgsmålet så bare om de er det, for ingen i Nuuk har set dem og kontordamerne på ATI har lagt vandret i luften for at være bindeled for kommunen i Maniitsog og hjemmestyret i Nuuk. Sikke noget rod. Det har nu stået på lidt over en uge… ikke lige en bonus til ens humør.
Og så lige en anden nedtursting nu vi er i gang. Mine overboer, eller måske mine overboers overboer, er nogle råbehoveder af en anden verden. Jeg gik i seng i går onkring klokken 22.00 og sov som et lille barn lige indtil jeg blev vækket af et meget højt skænderi som jeg umiddelbart vil regne med kom ovenoverfra, men måske skråt overfor eller længere oppe, eftersom de råbte ret højt. Det var det klassiske råbe kælling, råbe (fuld) mand sure på hinanden scenarie. Men hvis de så bare ville få det overstået. Næh.. hver gang der var blevet ro og man tænkte ’endelig’ så var en af dem dumme nok til at tage diskussionen op igen og så råbte de jo i løbet af nul komma fem begge to. Og så ligger man der i seng, egentlig ikke bare for om nogen af dem kommer noget til, som man burde være, men egentlig bare møgirriteret over at to voksne mennesker står og råber af hinanden som små børn klokken 24.00 om natten. Kunne de ikke have råbt af hinanden klokken 21.00 i stedet for, så jeg kunne få noget søvn? Og hvad skal der dog til for at lukke kæften på dem? Skal jeg troppe op i min pyjamas og banke på ovenpå eller vil manden bare åbne op med et haglgevær? Skal man ringe til politiet og anmelde husspektakel og hvad er i det hele taget politiets nummer heroppe? Ikke lige de tanker jeg ønsker at have når jeg burde ligge og sove. Men jeg har bestemt mig for at sker det igen, bliver jeg nødt til at gå ud på opgangen for at blive sikker på hvor det kommer fra. Derefter vil jeg skrive et klagebrev til dem hvor jeg frabeder mig husspektakel efter klokken 22.00. Så kan de lære det…
Orv ja, ja var også til middag fredag hos Karsten der have 2 veninder på besøg, en fra DK og en fra Nuuk. De var begge meget københavnske (eller i hvert fald sjællandske og ja, jeg ved godt det ikke nødvendigvis er det samme) og når nu Karsten også er fra den halvsvenske djævleø, var jeg lidt i undertal og debatter om nødvendigheden af jyske motorveje mellem undertegnede og Malene, jurist i Nuuk, blev ret ophedet. Mest fordi hun mente at jyder generelt ikke havde brug for motorveje og det var nok på sjælland. Og så måske fordi hun debatterede på samme måde som Claus når han får lidt at drikke, nemlig mest for at provokere. Ikke på en ond måde, men for at få dig op af stolen. Men en underholdende aften med masser af vin, øl, rejer, krabber, ovnbagte fisk, en lille tur i klubben og så endelig for at ende på Aju, det lokale diskotek, hvor jeg til sidst måtte give op og tage hjem for at se om jeg kunne kaste op. Det lykkedes (heldigvis) ikke. Og så søndag blev jeg ringet op af Anne Marie og Kristian om jeg ville med ud og sejle. Jeg må helt ærligt sige at jeg havde mine betænkeligheder eftersom mit hoved kunne have haft det bedre, men efter jeg overlevede den første halve time på vandet uden alt for meget kvalme, ja så gik det fint. Det endte faktisk med at blive en helt dejlig tur. Afslappende hvor jeg fik taget en masse gode naturbilleder, men dem kan i se på www.flickr.com. Husk at lede efter billeder af ’toft.inc’ der er mit ”kunstnernavn’, dog mest fordi René Toft var optaget.
Og nu sidder den kloge læser (ja, mor) og siger.. ”ej men så er han da også selv ude om at han bliver syg, sådan som han drikker øl og sejler ud og alting”, men det er netop pointen… Jeg ville gerne blive lidt syg så jeg ku få det overstået, men lykkedes det? Nix. Jeg skranter stadig ”kun”. Heldigvis har ja det lidt fiskesuppe at blive varm på. Mmmmmmm… chili og hvidløg….
Fiskesuppe/gryde agtigt lækkert noget
Fisk (lidt lige meget hvad, bare det er fra havet)
1 dåse kokosmælk
Olivenolie
Løg
Hvidløg
Chili er ikke obligatorisk, men uhhhh hvor det varmer.
Gulerødder
Squash
(Andre grøntsager?)
To håndfulde basmati ris
Tre glas vand
En lemon/citrus agtig sur ting
Krydderi og /eller krydderurter
1. Hak grøntsager og del fisken i nogle lunser.
2. Olie i gryden, løg i ned sammen med hvidløg. Ikke svitse. Masser af krydderi.
3. Hakkede grøntsager i gryden, dernæst ris og vand. Dernæst kokosmælk.
4. Når det koger, skru lidt ned, læg fisk på toppen af suppen og hæld saft fra lemon i og læg låg på.
5. Lad simre i 15 minutter med låg på.
6. TADAAA! Spis og vær glad.
Opskriften har jeg tyvstjålet en gang i tidernes morgen fra et eller program med jamie oliver og har bare lige gjort den lidt mere menneskevenlig hvad ingredienser angår.
Nå men tilbage til bloggen, der i dag bliver lidt en brok blog. For det er faktisk lidt hårdt at være mig heroppe. Som i ved går jeg lidt og skranter. Jeg kan mærke at jeg er ved at blive syg, men jeg bliver bare ikke syg. Det vil sige jeg egentlig bare går og bliver mere træt, eftersom jeg sover dårligere (ikke hjulpet af mine overboer men det vender jeg tilbage til), og bliver mere og mere irritabel. Nej jeg er ikke en veritabel overskuds duracel kanin lige for tiden. Og når man ikke er det, så hjælper det jo ikke at hjemmestyret bliver ved med at klokke i ens løn. Lad mig forklare.
Det er sådan at jeg er offentlig ansat. ATI er en erhvervsskole, der et eller andet sted hører under hjemmestyret (den grønlandske version af regeringen) hvilket vil sige at de ordner eller i hvert fald udbetaler min løn fra Nuuk. Omkring den 30 var jeg så den heldige vinder af mi første løn udbetaling, men hov.. manglede der ikke noget? De havde ikke indregnet mit fuldt lovlige og må jeg sige obligatoriske fradrag, der rundt regnet giver mig 2-3.000 mere udbetalt om måneden. Vi ringer til dem og får så den melding at den er så sandelig min egen skyld, da jeg jo ikke har været på kommunekontorets skatteafdeling, hvor jeg skal have mit skattekort og sende det til dem før de kan gøre noget som helst, men for jeg gjort det så skal de sørge for at det er i orden fra næste måned af. ’Dumme mig’ tænker jeg og begiver mig på kommunens skatte kontoret for at gøre det man åbenbart skal gøre når man ankommer til en ny kommune. Det vil sige, jeg har jo været nede og melde mig på kommunen, glemte bare skattekontoret i samme ombæring. Næh, hov det gjorde jeg ikke, for på skattekontoret fortæller de mig at de har alt hvad de skal bruge, eftersom det er blevet tilsendt fra grønlands repræsentation i danmark udfra alle de papirer jeg udfyldte til dem (og der var mange). Og de papirer, fortæller de yderligere, skulle også være sendt til hjemmestyret i Nuuk. Nu er spørgsmålet så bare om de er det, for ingen i Nuuk har set dem og kontordamerne på ATI har lagt vandret i luften for at være bindeled for kommunen i Maniitsog og hjemmestyret i Nuuk. Sikke noget rod. Det har nu stået på lidt over en uge… ikke lige en bonus til ens humør.
Og så lige en anden nedtursting nu vi er i gang. Mine overboer, eller måske mine overboers overboer, er nogle råbehoveder af en anden verden. Jeg gik i seng i går onkring klokken 22.00 og sov som et lille barn lige indtil jeg blev vækket af et meget højt skænderi som jeg umiddelbart vil regne med kom ovenoverfra, men måske skråt overfor eller længere oppe, eftersom de råbte ret højt. Det var det klassiske råbe kælling, råbe (fuld) mand sure på hinanden scenarie. Men hvis de så bare ville få det overstået. Næh.. hver gang der var blevet ro og man tænkte ’endelig’ så var en af dem dumme nok til at tage diskussionen op igen og så råbte de jo i løbet af nul komma fem begge to. Og så ligger man der i seng, egentlig ikke bare for om nogen af dem kommer noget til, som man burde være, men egentlig bare møgirriteret over at to voksne mennesker står og råber af hinanden som små børn klokken 24.00 om natten. Kunne de ikke have råbt af hinanden klokken 21.00 i stedet for, så jeg kunne få noget søvn? Og hvad skal der dog til for at lukke kæften på dem? Skal jeg troppe op i min pyjamas og banke på ovenpå eller vil manden bare åbne op med et haglgevær? Skal man ringe til politiet og anmelde husspektakel og hvad er i det hele taget politiets nummer heroppe? Ikke lige de tanker jeg ønsker at have når jeg burde ligge og sove. Men jeg har bestemt mig for at sker det igen, bliver jeg nødt til at gå ud på opgangen for at blive sikker på hvor det kommer fra. Derefter vil jeg skrive et klagebrev til dem hvor jeg frabeder mig husspektakel efter klokken 22.00. Så kan de lære det…
Orv ja, ja var også til middag fredag hos Karsten der have 2 veninder på besøg, en fra DK og en fra Nuuk. De var begge meget københavnske (eller i hvert fald sjællandske og ja, jeg ved godt det ikke nødvendigvis er det samme) og når nu Karsten også er fra den halvsvenske djævleø, var jeg lidt i undertal og debatter om nødvendigheden af jyske motorveje mellem undertegnede og Malene, jurist i Nuuk, blev ret ophedet. Mest fordi hun mente at jyder generelt ikke havde brug for motorveje og det var nok på sjælland. Og så måske fordi hun debatterede på samme måde som Claus når han får lidt at drikke, nemlig mest for at provokere. Ikke på en ond måde, men for at få dig op af stolen. Men en underholdende aften med masser af vin, øl, rejer, krabber, ovnbagte fisk, en lille tur i klubben og så endelig for at ende på Aju, det lokale diskotek, hvor jeg til sidst måtte give op og tage hjem for at se om jeg kunne kaste op. Det lykkedes (heldigvis) ikke. Og så søndag blev jeg ringet op af Anne Marie og Kristian om jeg ville med ud og sejle. Jeg må helt ærligt sige at jeg havde mine betænkeligheder eftersom mit hoved kunne have haft det bedre, men efter jeg overlevede den første halve time på vandet uden alt for meget kvalme, ja så gik det fint. Det endte faktisk med at blive en helt dejlig tur. Afslappende hvor jeg fik taget en masse gode naturbilleder, men dem kan i se på www.flickr.com. Husk at lede efter billeder af ’toft.inc’ der er mit ”kunstnernavn’, dog mest fordi René Toft var optaget.
Og nu sidder den kloge læser (ja, mor) og siger.. ”ej men så er han da også selv ude om at han bliver syg, sådan som han drikker øl og sejler ud og alting”, men det er netop pointen… Jeg ville gerne blive lidt syg så jeg ku få det overstået, men lykkedes det? Nix. Jeg skranter stadig ”kun”. Heldigvis har ja det lidt fiskesuppe at blive varm på. Mmmmmmm… chili og hvidløg….
søndag, oktober 15, 2006
Under himlens skørter
Klokken er 01.06 lørdag nat og jeg er lige kommet ind af døren fra en lille gåtur ud i den frostklare nat. Jeg har de sidste par uger lovet mig selv at jeg skulle huske at komme ud på en gåtur for at se på nordlys, som der har været en del af her på det sidste. Men jeg har ikke fået det set enten fordi jeg har gået tidligere i seng og glemt det, eller når jeg så husker det, så er der overskyet eller på anden måde møgvejr. Men ikke i nat.
Da jeg kom udenfor glimtede stjernerne smukt foroven og jeg tænkte ”yes sir, i can boogie” og med kameraet i lommen begik jeg mig op af vejen på vej mod pynten for at se på nordlys. Jeg havde dog knapt kommet ud på vejen overhovedet før jeg fik øje på det. Ind over byen som et hvidt gråt spøgelsestæppe lå nordlyset og blafrede i slowmotion. ”Øv” tænkte jeg, for hvis nordlyset var inde over byen, så kunne jeg jo ikke se det fra pynten jeg var på vej op til. Det var så lige indtil at jeg opdagede at nordlyset fortsatte henover mig og langt ud over fjorden. Det var som om det jeg havde stået og stirret på kun var toppen af isbjerget og nu havde resten af isbjerget faldet ned i hovedet på mig. Hold nu op det var stort. Og smukt.
Jeg skyndte mig op til pynten hvor byens fyrtårn sporadisk glimter. De folk der er heldige at have en lejlighed her har byens bedste udsigt ud over hele fjordområdet. Og hvis de kiggede ud af vinduet her til aften ville de også se en lysballet af en anden verden. Christian fortalte mig at en anden dansker en gang, en maler der skulle male nordlyset, beskrev det som at kigge op under en dansers skørter. Altid i bevægelse. En smuk beskrivelse, for smukt var det at sidde på pynten og bare se naturen opføre sig ganske vidunderlig. Jeg forsøgte at tage billeder af det, men desværre til ingen verdens nytte. Problemet er at man ser nordlys aller bedst, når der ikke er andre lyskilder, og jo mindre lyskilder der er, des mindre er sandsynligheden for at man kan tage et billede. Så jeg pakkede kameraet i lommen igen og nød forestillingen i stedet.
Da jeg kom udenfor glimtede stjernerne smukt foroven og jeg tænkte ”yes sir, i can boogie” og med kameraet i lommen begik jeg mig op af vejen på vej mod pynten for at se på nordlys. Jeg havde dog knapt kommet ud på vejen overhovedet før jeg fik øje på det. Ind over byen som et hvidt gråt spøgelsestæppe lå nordlyset og blafrede i slowmotion. ”Øv” tænkte jeg, for hvis nordlyset var inde over byen, så kunne jeg jo ikke se det fra pynten jeg var på vej op til. Det var så lige indtil at jeg opdagede at nordlyset fortsatte henover mig og langt ud over fjorden. Det var som om det jeg havde stået og stirret på kun var toppen af isbjerget og nu havde resten af isbjerget faldet ned i hovedet på mig. Hold nu op det var stort. Og smukt.
Jeg skyndte mig op til pynten hvor byens fyrtårn sporadisk glimter. De folk der er heldige at have en lejlighed her har byens bedste udsigt ud over hele fjordområdet. Og hvis de kiggede ud af vinduet her til aften ville de også se en lysballet af en anden verden. Christian fortalte mig at en anden dansker en gang, en maler der skulle male nordlyset, beskrev det som at kigge op under en dansers skørter. Altid i bevægelse. En smuk beskrivelse, for smukt var det at sidde på pynten og bare se naturen opføre sig ganske vidunderlig. Jeg forsøgte at tage billeder af det, men desværre til ingen verdens nytte. Problemet er at man ser nordlys aller bedst, når der ikke er andre lyskilder, og jo mindre lyskilder der er, des mindre er sandsynligheden for at man kan tage et billede. Så jeg pakkede kameraet i lommen igen og nød forestillingen i stedet.
onsdag, oktober 11, 2006
Renemik ateqarpunga og andre løse ender
Jeg har i dag haft min første grønlandsk time og til jer der bare har hørt en lille smule grønlandsk eller sågar har stødt et grønlandsk ord i ny og næ, skal det bare siges… det kan godt ske det ser mærkeligt ud og underligt, men det er MEGET værre. Hold nu op man kan brække tungen på det stads og så er grammatikken så langt fra det danske sprog at jeg er ved at være glad for at jeg skal være her oppe i mindst tre år for ellers kommer jeg da aldrig nogen vegne. Men det er faktisk ret sjovt, men som sagt ret indviklet da, som jeg fik forklaret af IB, det er et polysyntetisk sprog, og det er det danske ikke. Jeg er ikke helt klar over hvad forskellen præcis består i, men grammatikken er i hvert fald i øst hvis dansk er i vest. Nu skal jeg i hvert fald have grønlandsk hver onsdag klokken 16.15 og så en time frem så det kan være jeg på et tidspunkt faktisk kan snakke lidt grønlandsk og for det andet måske kan forklare lige præcis hvad det der polysyntetiske går ud på. Nåja, det der står i overskriften betyder bare 'jeg hedder René'.
Derudover er jeg ikke blevet rask, men jeg er heldigvis heller ikke blevet voldsomt meget værre (endnu). Jeg tror den eneste grund til at jeg har klaret mig gennem dagen er at jeg ikke har haft tid til at gå i stå. Jeg har undervist hele dagen og efter det skulle jeg selv undervises og da jeg kom hjem, smed jeg lige tasken og greb kameraet, da der simpelthen var den smukkeste halvmåne mellem de sneklædte bjerge på den anden side af den store fjord. Da det så var gjort stod den på aftensmad med godt med chili og hvidløg (skal jo influenzaen til livs) og nu sidder jeg så og skriver blog. ”Du må ikke gå i stå, du må ikke gå i stå, du må ikke….”. Men jeg har en snigende fornemmelse af at jeg kommer til at lægge mig på langs enten torsdag eller fredag. Yay.. super weekend jeg går i møde… røv.
Nå ja, så er der en masse små meddelelser. Jeg har fået mit jagtegn med posten her sidste uge. Se det kan de sende hurtigt, men har jeg fået et sygesikringsbevis? Nix. Gad vide om man overhovedet får sådan et heroppe. Min hylde står stadig, den er ikke faldet ned endnu, så den har indtil videre stået tidens test, på trods af mine fem tommelfingre og et utilgiveligt dårligt handyman gen. jeg kan ikke huske om jeg har nævnt det før, men jeg har fået et skur. Det har nu stået der hele tiden, men det var først for en uge siden jeg fandt ud af at jeg havde det. Der lå en masse crap derinde fra enten de tidlige ejere eller andre der lige syne sdet var sjovt at rode med noget noget derinde. Det bad jeg så videværten/værterne om at fjerne og de sagde ja ja, men gjorde de det så? Næh, ikke en skid. Så meget for arbejdsmoral. Men så sparer jeg da de øl (man kan jo godt sende en venlig tanke når folk faktisk udfører et lortejob, selv om de får penge for, men når de så ikke gør det kan man også bare drikke dem selv). Så ikke synderligt imponeret over mine viceværter. Til gengæld har jeg selv tømt mit skur og proppet mine flyttekasser derned og har nu oven i købet investeret i en hængelås, så der ikke er nogen der begynder at smide lort derind igen.
Jeg kan også lige fortælle (hvis jeg heller ikke har nævnt det tidligere) at jeg skal til konference i uge 43 i Nuuk. Det er en e-lærings konference hvor der kommer nogle repræsentanter fra forskellige skoler (mest gymnasielle og erhvervs skoler) samt noget privat erhverv. Vi tager derned mandag og konferencen varer så fra tirsdag til torsdag. Så vender vi snuden hjemad fredag hvor jeg så lige når hjem til at undervise 3 klasser i træk… suk. Hård uge, men jeg glæder mig som et lille barn juleaften. JUBII… René skal til storbyen :) Det skal nok blive sjovt og endnu en god måde at lære de andre lærere at kende endnu bedre, da vi er 4 der skal af sted fra vores skole. Og så bliver det også godt at hilse på nogen fra de andre skoler, jeg kender fra fora fra nettet, hvor vi er ved forberede et e-lærings forløb på kryds af klasser i Sisimiut, Nuuk, Maniitsoq og så Rønne på Bornholm (jup, den er god nok, medmindre det ikke lige er Rønne, det er i hvert fald Bornholm).
Og på falderebet... Jeg har nu bestilt rejse hjem til jul! Jepper depper. Så jeg tager "hjem" mandag den 18. december, fejrer jul og nytår, og tager så tilbage til Grønland onsdag den 4. januar. 7.640 bobs kommer det til at koste, så det er ikke engang såååå galt endda. Billeterne kan komme til at koste helt op til 12.000 for en retur, men der går også rygter om at, hvis man har is i maven, kan vente (nogen gange ret længe) på en tilbudsbillet, så man kan komme helt ned på 4.000 for en retur. En af lærerne plejer vist at gøre det på den måde, men lige den første gang her vælger jeg ikke at have is i maven for det første fordi jeg er overrasket over man i det hele taget kan få billeten ned på 7.640 (hvis man bestiller i god tid) og så også lidt fordi jeg er blevet sponsoreret hjemmefra (så jeg skal bare have den billet så de ved jeg kommer hjem i det hele taget). Glæder mig.
Men jeg skal også til at slutte. Har fået en del kopper varm saft i dag, men en kop til tror jeg nok lige det kan blive til…
Derudover er jeg ikke blevet rask, men jeg er heldigvis heller ikke blevet voldsomt meget værre (endnu). Jeg tror den eneste grund til at jeg har klaret mig gennem dagen er at jeg ikke har haft tid til at gå i stå. Jeg har undervist hele dagen og efter det skulle jeg selv undervises og da jeg kom hjem, smed jeg lige tasken og greb kameraet, da der simpelthen var den smukkeste halvmåne mellem de sneklædte bjerge på den anden side af den store fjord. Da det så var gjort stod den på aftensmad med godt med chili og hvidløg (skal jo influenzaen til livs) og nu sidder jeg så og skriver blog. ”Du må ikke gå i stå, du må ikke gå i stå, du må ikke….”. Men jeg har en snigende fornemmelse af at jeg kommer til at lægge mig på langs enten torsdag eller fredag. Yay.. super weekend jeg går i møde… røv.
Nå ja, så er der en masse små meddelelser. Jeg har fået mit jagtegn med posten her sidste uge. Se det kan de sende hurtigt, men har jeg fået et sygesikringsbevis? Nix. Gad vide om man overhovedet får sådan et heroppe. Min hylde står stadig, den er ikke faldet ned endnu, så den har indtil videre stået tidens test, på trods af mine fem tommelfingre og et utilgiveligt dårligt handyman gen. jeg kan ikke huske om jeg har nævnt det før, men jeg har fået et skur. Det har nu stået der hele tiden, men det var først for en uge siden jeg fandt ud af at jeg havde det. Der lå en masse crap derinde fra enten de tidlige ejere eller andre der lige syne sdet var sjovt at rode med noget noget derinde. Det bad jeg så videværten/værterne om at fjerne og de sagde ja ja, men gjorde de det så? Næh, ikke en skid. Så meget for arbejdsmoral. Men så sparer jeg da de øl (man kan jo godt sende en venlig tanke når folk faktisk udfører et lortejob, selv om de får penge for, men når de så ikke gør det kan man også bare drikke dem selv). Så ikke synderligt imponeret over mine viceværter. Til gengæld har jeg selv tømt mit skur og proppet mine flyttekasser derned og har nu oven i købet investeret i en hængelås, så der ikke er nogen der begynder at smide lort derind igen.
Jeg kan også lige fortælle (hvis jeg heller ikke har nævnt det tidligere) at jeg skal til konference i uge 43 i Nuuk. Det er en e-lærings konference hvor der kommer nogle repræsentanter fra forskellige skoler (mest gymnasielle og erhvervs skoler) samt noget privat erhverv. Vi tager derned mandag og konferencen varer så fra tirsdag til torsdag. Så vender vi snuden hjemad fredag hvor jeg så lige når hjem til at undervise 3 klasser i træk… suk. Hård uge, men jeg glæder mig som et lille barn juleaften. JUBII… René skal til storbyen :) Det skal nok blive sjovt og endnu en god måde at lære de andre lærere at kende endnu bedre, da vi er 4 der skal af sted fra vores skole. Og så bliver det også godt at hilse på nogen fra de andre skoler, jeg kender fra fora fra nettet, hvor vi er ved forberede et e-lærings forløb på kryds af klasser i Sisimiut, Nuuk, Maniitsoq og så Rønne på Bornholm (jup, den er god nok, medmindre det ikke lige er Rønne, det er i hvert fald Bornholm).
Og på falderebet... Jeg har nu bestilt rejse hjem til jul! Jepper depper. Så jeg tager "hjem" mandag den 18. december, fejrer jul og nytår, og tager så tilbage til Grønland onsdag den 4. januar. 7.640 bobs kommer det til at koste, så det er ikke engang såååå galt endda. Billeterne kan komme til at koste helt op til 12.000 for en retur, men der går også rygter om at, hvis man har is i maven, kan vente (nogen gange ret længe) på en tilbudsbillet, så man kan komme helt ned på 4.000 for en retur. En af lærerne plejer vist at gøre det på den måde, men lige den første gang her vælger jeg ikke at have is i maven for det første fordi jeg er overrasket over man i det hele taget kan få billeten ned på 7.640 (hvis man bestiller i god tid) og så også lidt fordi jeg er blevet sponsoreret hjemmefra (så jeg skal bare have den billet så de ved jeg kommer hjem i det hele taget). Glæder mig.
Men jeg skal også til at slutte. Har fået en del kopper varm saft i dag, men en kop til tror jeg nok lige det kan blive til…
tirsdag, oktober 10, 2006
Host host!
Så faldt den første sne. Eller det er faktisk løgn. Der er ikke faldet sne, men der er til gengæld blevet minusgrader, så nu er der er ret så spejlglat visse steder. Det gælder om at holde balancen når man nu begiver sig uden for en dør. Men gud hvor er det dog smukt, sådan når solen endelig er kommet frem igen og luften er helt frostklar, bjergene har fået fornyet deres snekappe igen der langt borte og vandet er roligt med en enkelt jolle sejlende forbi. Ren episk landskabsmaleri.
Og så er det jo også lige for tiden at vi har gang i den helt store influenza epidemi. Indtil i dag var det gået mig hus forbi, men nu er fælden så småt ved at klappe. Jeg er ved at blive mat i koderne selvom jeg får søvn nok, har ondt i halsen, hoster lidt og har en generel hovedpine der er lidt svær at komme af med. Øv øv øv. Her i dag havde jeg heldigvis kun en undervisningstime fra 10 til 11.30, så jeg valgte at tage tidligt hjem og sidder nu i pyjamas bukser med dyne over mig og har husket at investere i ribena saft (til varm saft) og honning (til honning the). Så jeg er nogenlunde forberedt. Håber bare jeg får det bedre, for jeg har 3 undervisningstimer i morgen, samt min første grønlandsktime. Læreren er den tidligere forstander Ib, og han spurgte mig om jeg kunne huske noget fra da jeg boede her som barn… Og der må jeg tilstår, ikke det der ligner. Kan af en eller anden grund stadig huske den grønlandske børnesang jeg lærte i 1.klasse, men det er vist også det. Så jeg skal starte ret meget forfra, men jeg har jo også 3 år til det…
Tror det er ved at være tid til et par panodil. I må have det godt så længe.
Og så er det jo også lige for tiden at vi har gang i den helt store influenza epidemi. Indtil i dag var det gået mig hus forbi, men nu er fælden så småt ved at klappe. Jeg er ved at blive mat i koderne selvom jeg får søvn nok, har ondt i halsen, hoster lidt og har en generel hovedpine der er lidt svær at komme af med. Øv øv øv. Her i dag havde jeg heldigvis kun en undervisningstime fra 10 til 11.30, så jeg valgte at tage tidligt hjem og sidder nu i pyjamas bukser med dyne over mig og har husket at investere i ribena saft (til varm saft) og honning (til honning the). Så jeg er nogenlunde forberedt. Håber bare jeg får det bedre, for jeg har 3 undervisningstimer i morgen, samt min første grønlandsktime. Læreren er den tidligere forstander Ib, og han spurgte mig om jeg kunne huske noget fra da jeg boede her som barn… Og der må jeg tilstår, ikke det der ligner. Kan af en eller anden grund stadig huske den grønlandske børnesang jeg lærte i 1.klasse, men det er vist også det. Så jeg skal starte ret meget forfra, men jeg har jo også 3 år til det…
Tror det er ved at være tid til et par panodil. I må have det godt så længe.
lørdag, oktober 07, 2006
Palle alene i filmverdenen
Som tidligere nævnt, er jeg blevet soloansvarlig for ATIs filmklub. Jer der kender mig vil jo vide at films og sådan ligger mit hjerte meget nært så at få lov til at (i hvert fald til at starte med) diktatorisk at få lov til at vælge hvilken film man skal se projekteret op på et kæmpe lærred og med god lyd.. tjaa.. det tror jeg nok godt lige jeg kan holde til.
Men filmklubben er jo et tiltag ATI forsøger at have hvert år for elevernes skyld og specielt de elever der bor på kollegiet. Det kan jo blive begrænset hvor meget der er at lave i en lille by som Maniitsoq og når nu vintermørket rigtig tager til, er det ret hyggeligt at sidde og se et par gode film i godt selskab. Hep, tænkte jeg jo til mit første lærerrådsmåde, det skal jeg nok stå for. Og efter en lille måned her i det grønlandske var det på tide at sætte handling bag ord og således gjort. Jeg satte plakater op på skolen om at jeg fredag ville vise Robert Rodriguez og Frank Millers Sin City. En fantastisk æstetisk og ondskabsfuld actionfyldt film noir historie baseret på en flok tegneserie skrevet af Frank Miller med stjerner som Bruce Willis, Jessica Alba, Clive Owen, Mickey Rourke, Britthany Murphy etc. Selv Quentin Tarantino har været inde over og har gæsteinstrueret et lille segment af filmen. God film, voldsom, hip, med stjerner, det må da være det de unge de vil ha, tænkte jeg.
Fredag kom og efter undervisning daffede jeg i byen for at betale regninger på postkontoret, for det er jo så pragtfuldt indrettet heroppe at posthuset lukker klokken 15.00 og kommunen klokken 14.00 og det alle dage. Hvornår dælen har det nogensinde været smart? Så det er altså kun folk der har natarbejde eller arbejdsløse der kan bruge dem eller hvad? Nogen ting heroppe giver ikke helt mening, men det er sikkert bare en af de ting jeg må vende mig til. Jeg havde aftalt med Karsten at vi skulle mødes på skolen klokken 19.30, så vi kunne sætte anlæg op, da filmen skulle vises klokken 20.00 ifølge min flotte plakat. Den sku vises i Qiterleq, det største af undervisningslokalerne på ATI.
Klokken 19.30 var jeg på skolen med min film, men havde selvfølgelig glemt min computer, jeg havde mumlet noget om at vi skulle se filmen på. Skolen har en bærbar man kan se film på, men var ikke klar over hvor god den var, så jeg spurtede hjem for at hente min egen. Ikke at der er sååååå pokkers langt, men nok til at give en man uden alt for fantastiks kondi sved på panden, stakånde og generel utilfredshed med kroppen. Men jeg nåede hjem, hentede computeren og tilbage igen på ca. 15 minutter, hvilket er meget godt gået hvis jeg selv skal sige det. Karsten havde ryttet gulvet for borde og sat lydanlægget op i mellemtiden så vi satte projekter og computer op. Vores forstander Per ankom også for at se noget tegneserie action og i fællesskab fik så sat et par sofaer ind så vi rigtig kunne hygge. Nu manglede vi bare eleverne…
Klokken blev 20.00 og det var stadig kun Karsten, Per og undertegnede, men så dukkede en af eleverne op, en af gutterne, der lige ville sige at de altså ikke havde spist endnu, så det ku altså godt ske de kom ned senere. Måske en halv time senere, hvorefter han daffede af igen. Men filmen var sat til klokken 20.00 og da vi ikke kan vente på folk, der siger de måske dukker op senere, satte vi filmen i gang. Efter et par smårettelser de første 10 minutter, lyd og billede, var det perfekt og vi kunne nu nyde Hartigan, Marv og Dwight smadre sig vej gennem Sin City i det her rimelig tomme klasselokale. Ca 30 minutter senere dukkede der så to elever op, to gutter, oo de satte sig ind for at se lidt af filmen. Og når jeg siger ’lidt’ af filmen, så mener jeg lidt. For der gik jo ikke 2 minutter efter de havde sat sig før telefonen ringede og den ene af dem absolut blev nødt til at tage den. Samtalen var kort og blev hurtig afløst af lidt sms frem og tilbage. Efter 30 minutter (hvis ikke det var efter 20) gik de to fyre igen, men før de gik ud af døren, tog den ene mig på skulderen og sagde glad ”god film”. Og så er det liiiigeeee jeg spørger mig selv, hvis det er du synes filmen er så djævelsk god, hvorfor er det så lige at du ikke bliver? Det kan da pisse mig lidt af. Nå men der kan jo være tusind grunde, fest, piger eller noget trækker, og fred være med det. Men filmen fik vi da set færdig og vi endte lige så mange som vi startede. Vi ryddede op og rykkede hver til sit.
Og nu er det så jeg lidt spørger mig selv… er det det værd? Skal man sætte himmel og jord i bevægelse for at 2 elever kan sætte sig ned i 20 minutter og sende sms’er? På den anden side så er det jo ikke tosset at have en storskærm helt for sig selv og så se en god film. Og hvis de alligevel ikke kommer, kan man jo være endnu mere diktatorisk i sit udvalg af film, men skal jo ikke nødvendigvis være ’ung med de unge’. Så kan man jo se ’Once upon a time in the west’ eller andre store lidt langsomme klassiker. Hmm.. jeg tror jeg forsøger et par gange mere for så at holde en lille status engang i november. Idéen var jo også lidt at eleverne på et eller andet tidspunkt kunne tage over, men det bliver da ikke lige med det samme.
Men husk! Film skal ses i bio.. øhh… klasselokalet?
Men filmklubben er jo et tiltag ATI forsøger at have hvert år for elevernes skyld og specielt de elever der bor på kollegiet. Det kan jo blive begrænset hvor meget der er at lave i en lille by som Maniitsoq og når nu vintermørket rigtig tager til, er det ret hyggeligt at sidde og se et par gode film i godt selskab. Hep, tænkte jeg jo til mit første lærerrådsmåde, det skal jeg nok stå for. Og efter en lille måned her i det grønlandske var det på tide at sætte handling bag ord og således gjort. Jeg satte plakater op på skolen om at jeg fredag ville vise Robert Rodriguez og Frank Millers Sin City. En fantastisk æstetisk og ondskabsfuld actionfyldt film noir historie baseret på en flok tegneserie skrevet af Frank Miller med stjerner som Bruce Willis, Jessica Alba, Clive Owen, Mickey Rourke, Britthany Murphy etc. Selv Quentin Tarantino har været inde over og har gæsteinstrueret et lille segment af filmen. God film, voldsom, hip, med stjerner, det må da være det de unge de vil ha, tænkte jeg.
Fredag kom og efter undervisning daffede jeg i byen for at betale regninger på postkontoret, for det er jo så pragtfuldt indrettet heroppe at posthuset lukker klokken 15.00 og kommunen klokken 14.00 og det alle dage. Hvornår dælen har det nogensinde været smart? Så det er altså kun folk der har natarbejde eller arbejdsløse der kan bruge dem eller hvad? Nogen ting heroppe giver ikke helt mening, men det er sikkert bare en af de ting jeg må vende mig til. Jeg havde aftalt med Karsten at vi skulle mødes på skolen klokken 19.30, så vi kunne sætte anlæg op, da filmen skulle vises klokken 20.00 ifølge min flotte plakat. Den sku vises i Qiterleq, det største af undervisningslokalerne på ATI.
Klokken 19.30 var jeg på skolen med min film, men havde selvfølgelig glemt min computer, jeg havde mumlet noget om at vi skulle se filmen på. Skolen har en bærbar man kan se film på, men var ikke klar over hvor god den var, så jeg spurtede hjem for at hente min egen. Ikke at der er sååååå pokkers langt, men nok til at give en man uden alt for fantastiks kondi sved på panden, stakånde og generel utilfredshed med kroppen. Men jeg nåede hjem, hentede computeren og tilbage igen på ca. 15 minutter, hvilket er meget godt gået hvis jeg selv skal sige det. Karsten havde ryttet gulvet for borde og sat lydanlægget op i mellemtiden så vi satte projekter og computer op. Vores forstander Per ankom også for at se noget tegneserie action og i fællesskab fik så sat et par sofaer ind så vi rigtig kunne hygge. Nu manglede vi bare eleverne…
Klokken blev 20.00 og det var stadig kun Karsten, Per og undertegnede, men så dukkede en af eleverne op, en af gutterne, der lige ville sige at de altså ikke havde spist endnu, så det ku altså godt ske de kom ned senere. Måske en halv time senere, hvorefter han daffede af igen. Men filmen var sat til klokken 20.00 og da vi ikke kan vente på folk, der siger de måske dukker op senere, satte vi filmen i gang. Efter et par smårettelser de første 10 minutter, lyd og billede, var det perfekt og vi kunne nu nyde Hartigan, Marv og Dwight smadre sig vej gennem Sin City i det her rimelig tomme klasselokale. Ca 30 minutter senere dukkede der så to elever op, to gutter, oo de satte sig ind for at se lidt af filmen. Og når jeg siger ’lidt’ af filmen, så mener jeg lidt. For der gik jo ikke 2 minutter efter de havde sat sig før telefonen ringede og den ene af dem absolut blev nødt til at tage den. Samtalen var kort og blev hurtig afløst af lidt sms frem og tilbage. Efter 30 minutter (hvis ikke det var efter 20) gik de to fyre igen, men før de gik ud af døren, tog den ene mig på skulderen og sagde glad ”god film”. Og så er det liiiigeeee jeg spørger mig selv, hvis det er du synes filmen er så djævelsk god, hvorfor er det så lige at du ikke bliver? Det kan da pisse mig lidt af. Nå men der kan jo være tusind grunde, fest, piger eller noget trækker, og fred være med det. Men filmen fik vi da set færdig og vi endte lige så mange som vi startede. Vi ryddede op og rykkede hver til sit.
Og nu er det så jeg lidt spørger mig selv… er det det værd? Skal man sætte himmel og jord i bevægelse for at 2 elever kan sætte sig ned i 20 minutter og sende sms’er? På den anden side så er det jo ikke tosset at have en storskærm helt for sig selv og så se en god film. Og hvis de alligevel ikke kommer, kan man jo være endnu mere diktatorisk i sit udvalg af film, men skal jo ikke nødvendigvis være ’ung med de unge’. Så kan man jo se ’Once upon a time in the west’ eller andre store lidt langsomme klassiker. Hmm.. jeg tror jeg forsøger et par gange mere for så at holde en lille status engang i november. Idéen var jo også lidt at eleverne på et eller andet tidspunkt kunne tage over, men det bliver da ikke lige med det samme.
Men husk! Film skal ses i bio.. øhh… klasselokalet?
Abonner på:
Opslag (Atom)
