det lille hurtigt voksende intetkøn og resten af verden

I dag var vi til Camillas scanning nummer to. Efter sigende skulle det ikke være helt normalt med to scanninger så hurtigt efter hinanden men vi var stadig i tvivl om undfangelsestidspunktet, så der blev bestemt at vi (Camilla) skulle scannes igen. Denne gang for at se om babyen havde vokset til den størrelse de havde regnet med, babyen skulle være, hvis den var i 17. uge. Som de altså regnede med. Og den bette havde lige præcis den størrelse de havde regnet med, hvilket vil sige sådan cirka dobbelt så stor som sidst vi så på ham (eller hende). Og det er jo altså ikke særlig lang tid siden. Damn, det går hurtigt. Og Camilla hun vokser stille og roligt. Ja, maven vokser. Ikke Camilla.

Jeg tror faktisk jeg er mere vild med bare at ligge ved siden af Camilla for tiden og have en hånd på hendes mave end at se en utydelig scanning med en eller anden underlig rummand der flyder rundt i et lille sort univers af fostervand. Maven kan jeg mærke. Den lille rummand må vente nogle måneder endnu. Fem måneder plus det løse for at være mere præcis. Men han var der stadig. Mere aktiv denne gang. Det var som om han var ved at finde ud af hvordan han kunne bruge armen. Den blev i hvert fald bevæget en del. Måske fordi det lille univers for et øjeblik blev mindre efter det blev presset på af et insisterende scanningsapparat. Tror ikke han var helt tilfreds med det.

Nu skal det lige siges at vi stadig ikke ved om det bliver en dreng eller en pige. Det er omkring nu at der begynder at være mulighed for at se hvilket køn det er, men man skal vist være lidt heldig med hvordan barnet ligger osv. Damen, tror hun hed Margrethe, forsøgte at finde ud af det, men desværre uden held. Så må vi jo bare tage den når den lille kommer til verden i stedet for. Det varer i hvert fald et godt stykke tid til at vi skal scannes igen (hvis i overhovedet skal), for det bliver først når vi ankommer til DK igen.

Uanset køn, eller mangel på samme, så glæder jeg mig umådeligt meget til at vise den lille størrelse frem for hele verden og vise den bette hele verden. Det kan godt ske han sætter mere pris på en frisk dosis modermælk end verden rundt på 80 dage den første tid, men alligevel. Jeg kan ikke helt lade være med at have en lyst til at rejse rundt for tiden. Til London en tur igen, se stedet og møde et par venner jeg har derovre. Til Norge og besøge familien jeg nærmest ikke har set de sidste 3-4 år. Og så er der selvfølgelig Nord- og Sydgrønland. Smukke steder der desværre hverken er tid eller økonomi til at se i denne omgang. Men så må det jo blive senere når den bette måske også vil sætte pris på lidt sne. Så må vi bare håbe at der er økonomi til det på det tidspunkt. Nå ja, selvfølgelig er der det. På det tidspunkt er Camilla en kendis designer. Det har jeg allerede informeret hende om for længe siden at det var det jeg regnede med. Er ikke sikker på hun var så overbevidst som jeg var, mnen sådan er der så meget.

Dejligt som det hele nok skal løse sig.

den liflige duft af nybagt rugbrød

I dag har jeg bagt mit livs første rugbrød. Ja umiddelbart lyder det ikke som den store kæmpe bedrift der fortjener lovprisninger og alsang i den nærmeste fremtid. For nej, det er ikke særligt svært at lave rugbrød. Slet ikke nu om stunder hvor man kan bruge de dersens mel blandinger hvor man kun skal tilsætte gær og vand, ælte ælte ælte, hæve hæve, in i ovnen og så pling – nybagt rugbrød. Nej. Svært er det ikke. Der er bare den hage ved rugbrød. Varmt rugbrød stinker.

Jeg ved godt at der nok er mange derude der er voldsomt uenig med mig på det punkt, men min yderst fintfølende næse skærer altså tænder hver gang den kommer i nærheden af varmt rugbrød, det værende rugbrød der bager i ovnen eller rugbrød der bliver ristet på… ja brødristeren. Det lugter bare ikke særligt godt. Selvfølgelig ææælsker Camilla til min store irritation både duften og smagen af varmt rugbrød. ”Det er da det bedste!” proklamerede hun i dag mens jeg var ved at drukne i lugten af rugbrød i ovnen. Sådan er vi heldigvis så forskellige. Og det var også lidt for at vise mig fra min gode side at jeg bestemte mig for at bage rugbrød i dag. For jeg havde som sagt aldrig prøvet det før, kan ikke fordrage lugten og jeg ved Camilla vældigt godt kan lide nybagt rugbrød. Og siden jeg havde bestemt mig for at aftensmaden skulle være æggekage, kunne det være lækkert med frisk rugbrød. Og det ville gøre Camilla glad.

Jeg må hellere lige indskyde at det altså ikke var fordi Camilla i nogen særlig grad trængte til at blive opmuntret eller noget. Eller vi har været uvenner eller noget. Næh. Faktisk går det rigtigt godt og måske mere derfor vil jeg gerne forsøge at vise mig fra min bedste side (i hvert fald fra min mere opofrende side). hun gør mig glad, og så vil jeg også gerne gøre hende glad.

Det er selvfølgelig ikke nogen hemmelighed at jeg blot behøver at kaste et glimt på hendes mave og så er jeg saligheden selv. For det kan ses. Maven kan ikke længere gå for ”hovsa, du har da taget lidt på”, nu er det mere ”hold da op, hvor langt er du henne?”. Maven strutter og vokser mere og mere for hver dag der går. Jeg glæder mig til om et par uger, når den kan begynde at høre. Så skal der spilles musik. Tror ungen skal høre noget jazz. Ikke at jeg har den store samling, men det jeg har, er old school smooth jazz, ikke noget af det der moderne fusions noget. Nix. Det der, der gør godt for sjælen. Der hvor man drømmer sig til en lille tilrøget bar med et glas whisky, mens man tænker lidt over livets store spørgsmål eller blot nyder øjeblikket i de små blå timer. Den slags jazz skal den lille høre.

Men indtil da må rugbrød kunne gøre det.

Og det blev faktisk rigtig godt. På trods af lugten.

mit lille mirakel

Som lovet - her er det første ”billede” af den lille ny så. Jeg ved godt det for det utrænede øje ikke helt er til at se hverken hoved eller hale på det her billede. Men den er god nok. Der er en bette. Han (jeg bliver ved lidt endnu med at kalde babyen ham, det virker mere personligt end at kalde det den eller babyen) ligger på ryggen i toppen af billedet. Man kan se antydningen af en rygsøjle der går ind til hovedet der er i midten kiggende op mod det mørke ingenting. Og som de så smukt pointerede på arbejdet da jeg viste dem billedet, så ligner han far (mig). Han har i hvert fald lige så meget hår.

Hår eller ingen hår så er det et lille mirakel. Mit mirakel.

den første scanning

Han vinkede. Den lille vinkede til os.

Vi spoler lige tiden lidt tilbage. For cirka en måned siden fik Camilla en tid til scanning den 3. marts og dagen oprandt så i dag. Jeg havde fået flyttet lidt rundt på mit skema så jeg kunne komme med (tak Anna Marie), for det var noget jeg overhovedet ikke havde lyst til at gå glip af. Det første billede af den lille. Det første glimt af vores fælles fremtid. Jeg bliver helt blank i øjnene bare af at tænke på det.

Men som sagt så oprandt dagen og vi indfandt os på hospitalet klokken 10 som vi havde fået at vide. Vi kom ind til lidt samtale med en sygeplejerske og fødselshjælper, der spurgte Camilla hvordan det gik og forsøgte at regne lidt frem og tilbage på hvor langt hun mon var henne. 13 uger mente de. Og terminen blev sat til den 5. september. Om de havde ret kunne kun en scanning afklare, hvilket de ville gøre lidt senere. Først skulle de lytte efter hjertelyd. Camilla kom op på briksen og fødselshjælperen (kan desværre ikke huske hvad hun hed, men hun var en ældre grønlandsk kvinde der så ud som om hun vidste hvad hun gjorde og foruden havde gjort det tusind gange før) tog en slags minimikrofon til maven på Camilla. Først var der ikke rigtig noget. Så var der ”Dun .. Dun… Dun… Dun” en tung langsom hjerterytme. Det var Camilla fortalte hun. Hun kørte mikrofonen lidt rundt og pludselig fandt hun den: ”dundundundundundundundun”. Et lille hjerte der hamrede derudaf. Uafbrudt. Og så forsvandt det igen. Mikrofonen havde ændret stilling og lyden var væk. Men den havde været der. Og den var stærk.

Jeg kunne ikke lade være med at smile og være… ja, stolt. Jeg skal være far. Pludselig er det hele ikke så uvirkeligt og uhåndgribeligt. Jeg kunne høre ham. Han er der.

Okay, nu er det altså ikke fordi at vi ved om det bliver en dreng eller en pige endnu. Overhovedet. Og vi fik heller ikke noget at vide i dag der kan afklare det spørgsmål hverken den ene eller den anden vej. Men. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det, men der er bare en eller anden konsensus om at det bliver en dreng. Jeg har det bare på fornemmelsen og er allerede ved et par lejligheder kommet til at omtale den kommende baby som ham. Andre har det lidt på samme måde. Og så er der jo min semisynske bedsteven Shurjeel, der har et eller andet med død og graviditeter. Det lyder voldsomt, men han ved når de kommer. Ved dem han kender vel og mærket. Han vidste da jeg ringede at Camilla var gravid før jeg fortalte det (kan selvfølgelig være et tilfælde, men jeg stoler lidt på hans ”evne”) og han har så sagt at det bliver en dreng. Om han har ret kan kun tiden vise. Uanset om det bliver en pige eller dreng så var lyden ikke til at tage fejl af. Der er et lille hjerte inde i Camillas mave der banker på højtryk for at vokse sig stor og stærk.

En ting er at høre det, en anden ting er at se det. Og det fik vi også lov til. Vi flyttede lokale og nu lå Camilla på endnu en briks og fik det der slimede creme på maven man altid ser gravide får på films. Scanneren blev lagt på maven og efter lidt køren rundt var han der. Eller hun. Babyen. Lille bitte med et stort hoved en krop, arme, ben. Ikke at vi kunne se det hele på en gang. Alt efter hvordan fødselshjælperen vendte scanningsapparatet så man mere eller mindre af den lille. Det første vi så hovedet fra oven, så skiftede vi stilling og pludselig så vi den lille fra siden. Og der var en lille arm og en lille hånd. Og den bevægede sig, Som om den lille skulle vinke til os. Højst sandsynligt knyttede den bette bare næven, men jeg tog det som en klar hilsen til mor og far, et ”so long, vi ses snart du gamle”.

Det. var. overvældende.

Fødselshjælperen fandt nogle vinkler hvor hun kunne måle den lilles hoved og krop og på den måde se hvor langt Camilla var henne. Og de havde åbenbart regnet rigtigt. For størrelsen, sagde de, stemte godt overens med 13 uger.

Da vi kom ud sagde Camilla at det var rart at se at der faktisk var noget derinde i maven. Og det kan hun da have så evigt ret i. En ting er at man har taget test og tøsen har morgenkvalme og er evigt sulten, men at faktisk se og høre det, er en helt anden ting. Pludselig har man noget konkret at kunne forholde sig til. Vi ved at hjertet køre på fuldt tryk, at den lille er 7 cm fra rumpen til hovedet (man måler ikke benene med endnu, siden de er krøllet sammen foran – fosterstilling du ved) og at han kan vinke. Det kan kun gå godt.

Gud hvor jeg dog glæder mig til at blive far.


P.S. Det er så nu at jeg rigtig gerne ville have lagt det billede vi fik med hjem fra scanningen, men desværre er den scanning af scanningen jeg gjorde på skolen gået i skvadder, så jeg må lave en ny i morgen. Jeg lover at lægge den på så hurtigt jeg kan i morgen. Jeg undskylder mange gange, men det kunne desværre ikke være anderledes.