lønningsdag på godt og ondt eller mr. Romantic og de røde Khemere

I morgen er det endnu engang lønningsdag. Og gud ske tak og lov for det. December var dyr og januar har virkelig trukket økonomiske tænder ud af et allerede hårdt prøvet budget. Gaver, rejse, lidt for stor husleje, flyrejse, flytning og alle de andre udgifter, regninger og ekstra ting der bare hober sig op har gjort det hovedpineindbydende at kigge på sin bankudskrift. Så det er med et lettelsens suk at jeg hilser morgendagen velkommen med alt hvad det indebærer af dejlige hårdt tjente klingende mønt, der rasler lige ned i lommen.. nej, nok nærmere bankkontoens sorte sugende hul. Ej, så er det heller ikke værre, og jeg har også taget visse forholdsregler for at være sikker på at februar ikke kommer til at gå udelukkende vand og brød, kærlighed og kildevand. Arbejdet har udbetalt hvad der hedder ferietillæg, hvilket giver lidt ekstra, samt at jeg hopper over mit afdrag på mit banklån denne måned. Det skulle nok tage det værste. Forhåbentlig.

Og med morgendagens lønningsfest følger også den sædvanlige feststemning for en hel del af resten af byens indbyggere. Lønningsdag er lig med ølkasser over disken i de lokale brugser, stole smil i små tegnebøger, feststemte naboer med en dunst af alkohol omkring dem og en generel eufori, jeg selv kan huske fra da jeg gik på gymnasiet og lige havde fået SU. Men det er immervæk nogle år siden. Og det er ikke kun ungdommen jeg taler om. Det er faktisk slet ikke ungdommen jeg taler om. Og nej, det er ikke for at cementere den grønlandske karikerede arketype vi ser for os, mens vi ’danskere’ bruger udtryk som ”grønlænderstiv” eller hvad vi nu siger i vores uvidenhed mens vi dømmer et helt folk over en kam. Men uanset hvordan man vender og drejer det, så eksistere denne karikatur i bedste velgående. Denne weekend dranker, der lever for festen, hyggen, sangen, hvilket er fint. En god fest er en god ting. Det bliver bare sørgeligt når den kommer på bekostning af andre. Og jeg kan ikke lade være med at sukke indvendig når jeg passere en gammel stiv kone nede i brugsen, der stinker af alkohol mens hun halv svajende køber en pose øl onsdag eftermiddag. Eller tirsdag. Eller hvornår det ellers var hun sidst løb tør. Heldigvis er det langt fra alle der der sådan. Men der er en del.

Apropos alkohol så er min naboer i 101 vist også lidt nogle fest aber. Slet ikke i samme dur som der jeg boede før. Der var det jo i tide og utide, selv i hverdage. Mine nye naboer holder fest, men det er aldrig super højt, og kun en gang har det været en hverdag. Heldigvis er min nye lejlighed bare kun halv så lydt som før, og mit soveværelse ligger i midten af lejligheden så ’skaden’ forbliver minimal på min nattesøvn. Og det er jo altid noget. Men jeg har mødt min nabo to gange, og begge gange har han lugtet af alkohol og begge gange var om eftermiddagen. Ikke et godt signal hvis jeg skal være helt ærlig. Dog virker han da ret flink. Vi fik første gang en lille snak. Han introducerede sig og fortalte at han var kok på et skib, ude 14 dage og hjemme 14. Det kan jo være derfor at der skal gives gas når nu han endelig er hjemme. Er bare ikke helt sikker på det lige er måden. På den anden side så skal jeg heller ikke fortælle hvordan andre skal leve deres liv. Og så har de så vidt jeg kan se heller ingen børn, så de skader kun dem selv. De har det jo sikkert sjovt nok, så skål til dem.

Av, det blev vist en lidt mere deprimerende blog end jeg regnede med. Det var ikke meningen. Hvad kan jeg sige at lidt mere positiv karakter? Der er jo altid Camilla, min dejlige kone. Der er nu kun en uge til at hun står af flyet og flytter ind hos mig. Det er da positivt. Hun kommer torsdag og jeg har taget fredag fri for vi skal have en laaaang weekend, hvor jo mindre vi skal uden for en dør jo bedre. Tror det jeg glæder mig allermest til at fredag morgen hvor jeg kan vise hende solopgangen hun kan se fra vores tre stuevinduer. Jeg siger det er et syn for guder. I morges var det en ildrød glød bag bjergene i det fjerne. Fantastisk. Intet mindre. Helt og aldeles fantastisk. Som I kan se på billedet jeg tog. Så det skal hun se in real life. Og bagefter skal vi ligge på sofaen i pyjamas med dyne over os og se en eller anden dødssyg serie, mens vi bare nyder det at endelig være sammen. Charles spurgte om jeg tog det romantiske initiativ og flydte lejligheden med blomster eller lignende. De der kender mig ved at det nok aldrig sker. Ikke nok med at ”sig det med blomster” aldrig rigtig har sagt mig noget, så er blomster hundedyre, og jeg vil aldrig kunne finde nok heroppe anyway. Så det bliver et nej. Det nærmeste jeg kommer den romantiske glød, er at lejligheden bliver gjort ren, sengetøjet skiftet og opvasken bliver taget inden hun kommer. Ja, jeg ved det godt, det er næsten for meget af det gode, men jeg ofrer mig for sagen. Jep, mr. Romantic det er mig…

Derudover er den sidste tid ellers været i krigens tegn. World of warcraft (det spil jeg spiler online) fortsætter med uformindsket styrke, jeg er begyndt (og snart færdig med) en ældre science fiction serie ved navn Babylon 5 hvor der er store krig og rumslag i hvert andet afsnit (og taget i betragtning af at der er 110 afsnit plus det løse i tv film, så er det ret mange slag) og sidst men ikke mindst så er Settlers sæsonen i fuld gang. Vi har nu overstået de første fire aftenen (en om ugen), og det heller ikke denne gang lykkedes mig at vinde en eneste gang. Det var tæt på sidste gang, men som min farmor lærte mig ”lige ved og næsten slår ingen mand af hesten” (hvordan så end den skal forstås, for hvem vil slå folk af heste.. har altid undret mig over den). Til gengæld har Jonas overtaget Pers trone som stormester. Hele tre gange i træk har Jonas gået væk fra bordet som sejrsherre mens Per og undertegnede har måtte bøje vore hoveder i skam. Men det skal være slut! På lørdag er endnu en gang en chance for at mine Røde Khemere for oprejsning (mine brikker er røde, så jeg har døbt dem… det har dog ikke hjulpet på deres moral). Måske fordi de røde khemere egentlig var the bad guys. Kunne jo være jeg ubevidst har stigmatiseret min egen lejr… kunne være jeg skulle tage de blå næste gang. Bom bom bom. Eller måske bare kalde dem Rød Front i stedet for.

Nå jeg må hellere slutte. Skal snart i seng, så jeg er klar til min halve fridag i morgen. Jeg har taget den første del af dagen fri så jeg kan komme i gang igen med min PG opgave. Den har været lidt i et dødvande, og eftersom deadlinen nærmer sig må jeg hellere komme i gang. Så hej med jer og sov godt.

Rød Front!

skriveblokering, kulturaften og drømmen om at sove i ske

Jeg er gået i stå. Ikke sådan personligt eller sårn, men med min blog har jeg været lidt i dødvande, som ikke har været så nemt at komme ud af. Det er lidt efterveer fra novembers manglende internet og så en lang juleferie bagefter. Jeg er simpelthen helt ude af rytmen. Så undskyld. Jeg vil forsøge at råde bod på det her i den nærmeste fremtid. Startende nu.

I dag er onsdag og det betød grønlandsk undervisning af Ib, men efterfølgende tur i klubben til en fyraftensbajer eller tre. Normalt er der ikke mange andre i klubben onsdag fetremiddag/aften ud over Ib og mig, men i dag ankom Rajesh og jon samtidig med os, og kort efter Marcus just hjemvendt fra juleferie. Rajesh tager til Danmark i morgen tidlig for at påbegynde sin nye uddannelse som markedsøkonom (så vidt jeg husker), så det er lidt en omvæltning han ser frem mod efter 10 år i grønland. Derfor har det også stået ham meget på sinde de sidste par uger at sige farvel til alle med maner. Så sidste uge var der afskedsfest i klubben, og det var da hyggeligt. Masser af mennesker, gratis øl, og god musik. Ikke nogen dårlig kombination. Angående musikken så har den fået en drejning til det bedre efter Anders tog hjem. Ikke at Anders var nogen skidt fyr, tvært om (han er en rigtig fin fyr). Men han havde en vane for konstant at ville høre Big Fat Snake, og det blev altså en kende ensformigt i længden (sorry Anders). Men Rajesh sørger dog altid for at huske vore ”faldne” kammerater så han spiller altid et nummer for dem der ikke er til stede – ”det næste nummer er for min gode ven (indsæt selv hvem der lige mangler) det er hans yndlingssang”. Så kommer der John Mogensen (Karsten), Big Fat Snake (Anders), eller noget andet. Og det blev selvfølgelig også gjort til festen.

Men Rajesh fortalte i dag et par ting der var lidt sjove. For det første gav han mig en undskyldning fra den klubfjendske taxa chauffør. Han er en gammel ven af Rajesh og han kunne godt se at han havde været lige lovlig voldsom i sit ordvalg angående klubben, så det ville han godt undskylde. Det var alligevel flot. Det er aldrig nemt at sige undskyld så undskyldning modtaget.

Det andet han fortalte var at der nede på Pisiffiks opslagstavle er sat et opslag op med ordlyden om ”wanted dead or alive 50.000$” og et billede af.. mig! Jeg har ikke selv set det, men ifølge Rajesh er den god nok. Men hvem der lige har sat den op har jeg ingen anelse om. Det ku være en morsom elev eller tja.. jeg ved det ikke. Men jeg må hellere derned i morgen med et kamera for lige at forevige øjeblikket. Det er ikke hver dag jeg ligefrem er penge værd :)

I lørdags havde vi kulturaften. Som enhver der har gået på et bare noget normalt universitet vil vide så er der de tre K’er, Kunst, Kommunikation og ikke mindst Kultur, tre begreber der er så flyvske og svære at definere at folk lidt gør med dem hvad de vil. Og kulturaften i Maniitsoq er ingen undtagelse. Forstået på den måde at når jeg hører ordet kulturaften tænker jeg musik, teater, happenings, højtoplæsning eller den slags fint kulturelt kommen hinanden ved erhvervsdrivende forsøger at lukrere på ved at holde længe åbent, kalde det open by night og derefter kalde sig selv kulturel… Det var vist et sidespor. Heroppe er kulturaften ikke specielt fint kulturelt (faktisk slet ikke), men det er derimod rigtig meget med at komme hinanden ved. Det handler nemlig om at besøge alle de steder man normalt ikke kan komme til at besøge, så som vandværket, lufthavnen (udover ankomsthallen), skolerne, fabrikker mm. Alt sammen så folk kan se hvad alle de andre egentlig går og laver. Og herunder selvfølgelig også ATI. I år bestod det store ATI kulturudvalg af Sine, Ulrik og undertegnede, og vi havde gennem talrige møder (når man er i et vigtigt udvalg skal man også gøre noget ud af det) fundet frem til at aftenen omtrent sku være ligesom sidste år. Hvorfor fikse noget noget der ikke er i stykker som de der amerikanere siger. Men bare fordi det skal være som sidst betyder ikke at der ikke er arbejde at lave. Jeg skulle ordne slides til fremvisning fra tre projektorer (sidste år var det kun to så lidt nyt skete der da), der skulle stilles hyggecafe op, bages kager, gøres klar i laboratoriet, overtales elever til at komme og svare på spørgsmål osv. osv. Heldigvis ikke noget jeg skulle gøre alt sammen. Men jeg havde mit at bøvle med. Jeg havde sat mig for at ud over de to projektorer der skulle vise henholdsvis billeder og information om studiet, skulle der også være en sidste projektor der projekterede ud af et vindue og ned på sneen med en velkommen til ATI og lidt billeder. Nemmere sagt en gjort. Karl-Bertil, vores fantastiske pedel og super handy altmuligmand, lavede et lille stativ ud af træ (efter min tegning) så vinkelen var lige i… vinkel, så at sige. Men så flimrede den i stedet. Det var galt med ledningen, Et stykke tape senere fra loftet, virkede den så. Det skal så siges at min fremvisning var lavet som en sidelænsprojektering, for at folk så den rigtig når de ankom. Jo der var virkelig tænkt over det. Det sjoveste var næsten at se bysbørnenes reaktion på en projektering på sneen. De gik helt i selvsving, kastede sig over lyset på sneen, prøvede at blokere det, fange bestemte billeder, grave i sneen og alle mulige andre tossestreger man kun har energi til når man er i den alder. Hehe. Og bagefter kom de indenfor til den store tour og kage.

Aftenen som sådan gik godt. Der var masser af folk, masser af snak, interesserede miner, og forbavsede udtryk når vi nærmede os laboratoriet. Her var Sine og Louises tryllevand specielt et hit. Det var kolber med en farveløs væske, der pludselig blev blå hvis man rystede flasken! Magi siger jeg. Hun forsøgte godt nok at bortforklare magien med at det var noget syrebase værk der ændrede konstruktion når man rystede flasken for så kom der ilt i blandingen. Men det var jo tydeligt for enhver at hun løj. Magi siger jeg.

En ting jeg dog manglede denne kulturaften var sidste års ekstremt påtrængende og benhårde revolver journalist udsendt af den lokale radiostation. Han var ingen steder at se i år. Ærgerligt, for det var fantastisk sidste år da han nådesløs kastede sig over Karsten, der befibbet og med mikrofonen helt oppe i ansigtet fremstammede noget om hvordan det nu var at være lærer på ATI. Ret sjovt, hvis man altså ikke lige var Karsten.

Derudover spørger alle folk hele tiden om hvornår Camilla kommer op. Og svaret er jo heldigvis ”snart!”. Kun lige godt to uger tilbage. Så starter der en helt ny epoke i mit liv. Et liv sammen med kvinden jeg elsker over alt på jorden. Men også et liv med mindre computerspil og de der tåbeligheder jeg normalt kan komme af sted med. Til gengæld bliver maden bedre, og så sover man bare lidt bedre når man er to…. mmmm.. man det bliver skønt.

Tror jeg vil i seng og drømme lidt om at sove i ske. Godnat.

Det var den jul

Klokken er passeret de 21 og jeg er nu blevet færdig med to kager jeg skal have med i morgen på arbejde. Ikke at der er noget specielt at fejre, men jeg er og bliver lærerrådsformand og jeg har sat lidt af en ære i altid at komme med kage til vores månedlige lærerrådsmøde. Det er sådan set bare lidt rart med en sukkerbombe på et til tider ret langt møde. Så de er nu fikset. Ja deet er den ene kage der er til lærerrådsmødet, den anden til TAP’erne (Teknisk Assisterende Personale), der altid klager over at der aldrig er kage tilbage når mødet er ovre. Så nu får de en helt selv i stedet. Så skal der nok blive ro.

Derudover er det hele ved at returnere til den vante gang. Arbejdet er afslappende, eftersom vi ikke helt er kommet i gear endnu, da en af vores klasser af på en måneds skoleophold i Sisimiut. Min computer har savnet mig og får en masse opmærksomhed. Der er masser af sne og temperaturen ligger på godt de minus 16. Klubben ligner sig selv, dog med den undtagelse at jeg rent faktisk vandt et spil billard overlegent over Per og Karsten den anden dag, hvilket må siges at være lidt af en præstation (jeg fik en gang 100 for at holde op med at spille efter som mit og Thomas’ spil trak aaaalt for langt ud). Og så er Per lidt en haj, så der klappede jeg mig selv lidt på skulderen.

Helt som det plejer er det dog ikke på ATI når jeg kommer til at tænke på det. Vi har nemlig fået en ny lærer, Dan, der virker som en flinker fyr. Dansk, og kommer lige fra kokkeskolen nede i Sydgrønland hvor han har undervist. Tror han bliver en god mand at have på skolen. Under alle omstændigheder har han da allerede nu holdt længere end den sidste vi ansatte, så det må jo anses for en bonus.

Og så har Susanne sagt op. Hun vil nu prøve lykken med familien i Nuuk. Jeg ønsker hende da alt mulig held med det, men det er lidt ligesom om at hver gang vi lige er ved at få lærerkræfter nok så smutter der en. Men nu er vi så i gang med at lede efter to nye vi kan ansætte – en faglærer og en fast IT mand. Den sidste kommer til at være skøn addering til vores travle hverdag, specielt for Karsten der udover undervisning har været vores IT mand med mig som løs sidekick. Og han har haft nok at se til.

Nå ja, så fandt vi jo ud af før jul at vi havde en del penge at gøre godt med før jul (skolen, ikke mig altså), så nu har vi fået 28 nye bærbare computere, 12 nye lækre fladskærme til computerne, nye møbler til vores computer rum (dvs. de er på vej med skib tror jeg nok) og en ny bil! Yay. Det kan godt være vi er underbemandede men vores udstyr fejler ikke noget.

Men juleferien gik godt. Jeg havde ret travlt synes jeg. Lidt mere end godt var, da der var rigtig mange folk jeg slet ikke noget at se og lige give et klem og ønske god jul og godt nytår. Til gengæld var Camilla og jeg på en konstant fart mellem København, Roskilde, Hobro og Aalborg. Der blev hygget med familie, sviger familie og de venner der nu kunne blive tid til. Faktisk blev vi så sociale at vi kun nåede en sølle aften hvor det kun var os to. Alene. Hvilket var lidt ærgerligt. Heldigvis kommer hun op til mig her den 7. februar for good, så det roder jo ligesom lidt bod på det. Og gaverne var jo heller ikke helt at fornægte må man sige. Der var slåbrok, pyjamas, cowboybukser, cd’er, dvd’er musikanlæg, bøger, computerspil, køkkenknive, en ny pibe, fodbold trøje, farverige sokker og en helt masse andet jeg ikke lige kan huske. Jo det var et indbringende år. Men julen kostede eddermanme også knaster. Av for sulen. Men sådan er det jo ”julen var længe, koster mange penge…”.

Før jeg tog af sted til Danmark havde vi (ATI) julefrokost på hotellet, hvilket nok var en af de hyggeligste aftener jeg har haft heroppe. Helt igennem dejligt. God mad, godt selskab og i det hele taget en afslappet og herlig stemning. Vi var hele personalet fra ATI minus to tror jeg, så vi var godt repræsenteret.

Dagen startede dog ikke helt sådan for mig. Faktisk startede det mest af alt derhjemme som en værre Tycho Brahes dag for mig. Jeg havde planlagt min fest forberedelsestid sådan lige til kanten (jeg sad og spilede computer lidt for længe) – bad, i tøjet, pakke gaver ind og ud af døren. Men efter jeg havde været i bad fandt jeg ud af at de bukser (til det jakkesæt jeg ville have på) var revnet ned af siden, så mig løbe rundt i hele lejligheden efter nål og tråd og da jeg ikke kunne finde det, måtte jeg vælge andre bukser. Da jeg så endelig fandt et par jeg kunne passe (mine absolut ikke fine bukser) var klokken allerede for meget. Jeg ville storme ud af døren, men havde jo glemt at pakke gaver ind til nisseven og pakkespil, så det skulle så også gøres, men hvor var så tapen, saksen og papiret blevet af? Jeg fandt det, fik pakket meget hurtigt ind, ringet efter taxa og stormede ud af døren, ind i taxa og af sted. Da vi så passerede tunnelen kunne jeg så se at jeg havde glemt gaverne, så vi måtte vende om, tilbage, op i lejligheden, hente gaver og af sted igen… suk. Jeg plejer ellers at være punktligheden selv, men klokken var 19.20 før jeg stod på hotellet. Heldigvis var jeg da ikke den sidste der kom, men forpustet var jeg.

Det hele endte dog lykkeligt også selv om hverken jeg eller Karsten vandt noget som helst i pakkelegen vi stadig har Sine under mistanke for at have brugt falske terninger ved. Hun blev i hvert fald ved med at vinde.

Så nu er jeg tilbage. Og det er dejligt. Væk er det danske møgvejr der gav mig en helvedes forkølelse sekundet jeg satte min ben på dansk jord. I stedet er der masser af frostklare nætter, og en glæden sig til at min kone træder ud af flyveren og ind i mine arme om mindre end en måned.

Orv ja, en ting jeg lærte af at bage kager i dag. Lad være med at tage din splinternye fodbold trøje på når du står og smører springforme med olie.. suk.