Damn tiden den går altså hurtigt. Har lidt svært ved at fatte at sidst jeg opdatere min blog var i søndags og at det allerede er torsdag/fredag nu. Ja, ugerne går altså hurtigt her oppe. Også selvom der ikke er sket de store revolutioner, men små ting er der da sket hele ugen.
Tirsdag var jeg til juleklip på skolen. Det var arrangeret af et par af de ansatte og var sat til at starte klokken 19.00. Nu har jeg jo aldrig været den store juleklips ekspert, hvis man ser bort fra at jeg laver en ond musetrappe. Min storebror derimod var på et tidspunkt ret ferm til at lave de der stjerner man laver af 117 strimler man bøjer ind i hinanden. Det ku jeg aldrig få til at lykkedes (men jeg stadig lave et skib ud af et stykke papir, noget min farmor lærte mig da jeg var 5 år eller noget). Jeg var ikke helt klar over om jeg egentlig gad at tage derhen, men på den anden side fik jeg at vide at man sagtens bare kunne dukke op når det passede én (og nu burde man jo også støtte den slags arrangementer når der endelig er nogen der vil stå for den slags). Se det var jo toner der passede mig. Så efter lidt computerspil, aftensmaden og en lille snak med Camilla over Skype, daffede jeg omkring klokken 20.00 ned til skolen. Jeg havde vitterligt ikke regnet med at se andet en 2 lærere og måske 10 elever (hvis det var en god dag), så det syn der mødte mig kom sgu lidt bag på mig. Der var mennesker overalt og vores store lokale (der til dagligt er to klasselokaler delt af en skydevæg) var fyldt af ét stort langbord hvor der sad mennesker hele vejen ned. Der var unge som gamle, små børn, lærere, elever, gløg, varm kakao, æbleskiver med flormelis og syltetøj, karton i alle farver, glimmer, lim, sakse, skabeloner, hobbyknive, vejledninger, grønlandske julesange på anlægget og et leben uden lige. Folk havde taget familien med og det var svært ikke at få et smil på læben og bare komme lidt i det gode gamle julehumør. Det varede da heller ikke længe inden jeg havde konsumeret 4 (blev 5 og 6 senere) æbleskiver drukket to kopper kakao og klippet og samlet yderst nøjsommeligt et voldsomt fint julehjerte. Min indsats blegnede dog lidt når man så de overdådige opgaver de andre havde kastet sig over, så jeg gemte mit julehjerte lidt væk og bestemte mig for at tage nogle billeder i stedet, nu jeg var det og nu jeg havde husket mit kamera. Inden længe havde jeg taget det der skulle tages, og endte ved nogle børn ude i gangen der var ret så interesserede i hvordan sådan noget kamera halløjsa virker. Og de var også ret vilde da jeg bestemte mig for at ”nåja hvorfor ikke lade dem låne kameraet for en stund”. De… gik….. AMOK! Det var altså sjovt at se. De tog billeder af alt, men viste sig hurtigt at have en forkærlighed for at tage billeder af de andre børn der lavede grimasser. Men alle ungerne fik lov at prøve (en af gangen) og jeg holdt mig pænt i nærheden for lige at holde bare en lille smule øje med hvor mange fedtede fingre der kom på linsen. Men ellers havde de carte blanche hvilket der kom nogle ret sjove billeder ud af (de kommer op lidt senere, skal lige sortere da de tog ca 70). Og jeg kom hjem godt brugt men med et smil over hele fem øren.
Andre nyheder… Jeg blevet klasselærer for ATX A. I hvert fald midlertidigt. Deres lærer er desværre blevet sygemeldt indtil jul, så nu er jeg så deres fungerende klasselærer hvilket er lidt.. hyggeligt. De er lidt nogle høns når de først går lidt i selvsving med 12 piger og en dreng, men de er søde og dejlige alle sammen. Så det glæder jeg mig lidt til at snakke med dem om i morgen når jeg skal have dem igen (er først lige blevet det i dag).
Derudover står min lørdag i netspillets tegn. Vi skal nemlig have vores anden netcafe på skolen nogensinde. Vi havde en for et par uger siden (ups… det glemte jeg vist at skrive noget om, gjorde jeg ikke?), og vil nu gentage succesen. Sidst var der 6 elever, 2 lærere og så 3 ansatte fra den lokale computerforretning Masanti. Jo en lille drengerøv gemmer der sig i os alle. Vi håber selvfølgelig at der kommer endnu flere denne gang og at Karstens nye grafikkort når at komme med posten inden på lørdag, da det lidt er afgørende om han kan være med eller ej.
Nogen gange er det altså dejligt at være lærer, for for at det ikke skal være løgn så får jeg jo løn for at være med til disse arrangementer. Det gælder jo for os at skabe nogle arrangementer for eleverne, så de går og hygger sig og film klub og spil er ikke noget jeg har noget imod at bruge tid på uanset – så det er stort set for mig en win win situaiton. Det var nok lidt noget andet hvis jeg skulle være ansvarlig for en tøse-strikke klub, eller en frimærke klub hvis det nu var et hit heroppe. Men sådan er det ikke. Nix, smadre hinanden over nettet og spise popcorn til gode film… puha det er sørme hårdt nogle gange :)
Det var alt fra denne lille hurtige opdate. Skal nok skrive hvordan det går på lørdag selvom jeg har en anelse om at jeg får så mange bøllebank. Det er også bare fordi jeg ikke kan finde ud af at flyve den forbandede helikopter. Nå men nok om det senere.
Nat nat.
torsdag, november 30, 2006
søndag, november 26, 2006
Ugen der gik
Ja, det var så den uge. Det er en anden ting jeg har lagt mærke. Ugerne går forfærdeligt hurtigt heroppe. Ikke måneder eller dage eller timerne, men ugerne. Først er det mandag og før jeg for set mig om, så er det blevet fredag og man skal holde weekend. Hurra tænker man, men så blinker man lige med øjnene to gange og så sidder man søndag og tænker gud, skal jeg allerede på arbejde igen i morgen?
Under alle omstændigheder så er ugen forløbet godt, alt taget i betragtning. Jeg fik fortalt mine forældre at jeg rent faktisk havde en kæreste - ja lige en dag før jeg bestemt mig for at skrive om det. Det ville ikke være helt fair overfor dem et eller andet sted, hvis de skulle læse om det her. Derudover køre vores elæringsprojekt fint på trods af visse fodfejl, ting vi simpelthen ikke lige havde gennemskuet før vi satte projektet i gang. Vi forsøger dog at få det til at køre så gnidningsfrit som overhovedet muligt og indtil videre går det.
Fredag havde vi endnu en gang ATIs fantastiske filmklub, hvor vi denne gang så en ny film til en afveksling. Vi så den nye SUPERMAN RETURNS og den var der en del der gerne ville se, så vi var da mellem 15-20 stykker der så superman flyve rundt med underbukserne udenpå bukserne og redde verden igen igen. Ikke videre fantastisk synes jeg, men nu har Superman heller aldrig sagt mig noget. Han er bare for pæn og han gør jo altid det rigtige, er flink og pæn og står for truth, justice and the american way. Suk. Næh du, giv mig hellere en mørk ond batman, der banker skurkene sønder og sammen. Det holder. Men vi set filmen og det var fint nok. Bagefter tog Karsten, Per og undertegnede lige et lille smut i klubben, hvor vi fik et par øl og et par spil billiard. Mand, hvor er jeg elendig til det spil. Når det endelig går godt er det mere held end forstand og når det går skidt (som det som oftest gør) så går det rigtig galt med 4 væltede kegler, rødt og den røde i hul… Det er åbenbart bare ikke mit spil, men hyggeligt det var det.
Lørdag var en dejlig dag. Slappede af foran computeren det meste af dagen og om aftenen var vi (Karsten, Pia, Anna Marie og Christian) inviteret til middag og brætspil hos Signe. Hvilket brætspil var hun ikke klar over men de havde før spillet alt fra Trivial Pursuit til tegn og gæt. Så det var de mere ”almindelige” spil. Eftersom jeg jo har et par mere eksotiske spil af slagsens bestemte jeg mig for at tage nogle med, så vi kunne se om der var noget de andre havde lyst til. Faktisk havde jeg min sportstaske fyldt (Matador, Roborally, Fuldrigger, Scotland Yard og Zombies) og efter en super lækker middag og lidt rødvin begyndte vi med fuldrigger, da det var noget vi alle sammen kunne relatere til (handel og magt og sørøvere og sårn). Det skal dog lige noteres at det var meningen at jeg også skulle have en flaske rødvin med, men jeg lavede igen finten med at komme for sent til spiritus salget. Ja, jeg var jo ikke klar over at det lukkede klokken 13.00 på en lørdag, kun at det lukkede klokken 18.00 alle andre dage. Men for at kompensere købte jeg noget slik og chips og chokolade, bare så vi havde lidt vi kunne gufle på, og det blev da også hurtigt spist.
Jeg vil lige lave en anden indskudt bemærkning her om spiritus salg. For vinflaskerne står nemlig i alle butikker (undtagen den store af pisifikkerne) bar salgsdisken. det vil sige man ikke kan komme til at læse på flasken, hvilket altså ikke gør det nemmere at vælge en flaske når man nu endelig er kommet til, og der står fem andre bag én, der bare skal have en pose øl. Ja, øl sælges i poser af 12 styk, eller i en kasse a 24 og koster ca. 14-15 kroner stykket, med mindre det er speciel brug som julebryg, påskebryg eller noget eksotisk som guld og deslige. Så kan de godt nå op på 22 kr. og det altså i en butik. Så i kan vel nok forstå det ikke lige er der mine penge falder. Det er simpelthen norske priser. Men tilbage til vinen. En ting er at man skal stå og pege og sige ”den der over, kan jeg lige se den.. er den go?”, men den stakkels ekspedient er total spejlblank når det kommer til kundeservice og aner absolut intet om vine og i stedet for at række én sin vin er hun nærmest ved at slå vinflasken ind før man har læst på den. Det er sgu lidt noget rod. Jeg vil stå med vinflasken i hånden, læse på flasken, tage mig god tid, se ud som om jeg har forstand på det bare lidt, og ikke blive stresset i en kø ved en disk fordi ekspedienten intet fatter. Ja ja.. ved det godt .. brok brok brok. Jeg glæder mig i hvert fald til at kunne bruge lidt tid på et ordentlig vin køb.
Men tilbage til spilaftenen. Da fuldrigger er for 2 til 4 deltagere og vi var 6 mennesker, valgte vi at inddele os på 3 hold, Karsten og jeg, Pia og Signe, Anna Marie og Christian. Nogle mennesker er bare hamrende asociale når det kommer til spil og i den kategori finder vi Anna Marie og Christian. Selv om jeg allerede før spillet havde startet havde deklareret ”Helle for at vinde” så vandt de alligevel. Det er simpelthen for dårligt. Nu skal det så også sige at vi ikke var for heldige med vores slag. Allerede i anden omgang kæntrede et af vores skibe med last ved Sydamerikas sydligste pynt og vi tabte et ræs til Lima fordi vi slog 9 hvor vi skulle have slået 10 (med 3 terninger). Nej, så det ku måske være os selv der saboterede det lidt, men det var heller ikke nemt at spille mod folk hvor alt lykkedes for dem ”nå skal vi den vej hvor der er tre storme, et isbjerg, modvind og skær? nej se, jeg slog rigtig godt på alle sammen”. Suk. Det kræver naturligvis revanche senere hen. Vi kan jo ikke have sådan en skamplet siddende på os. Næste gang omdanner vi alle vores skibe til piratskibe og erklærer alle de andre krig. Så kan de lærer det.
Søndag har været stille og rolig og har gået lidt med world of warcraft, hvor serveren nu er gået ned, hvilket betyder jeg påludselig har aftenen fri.. føles helt rart. Og så kunne jeg jo lige opdatere bloggen. Hep.
Og nu er der kun 22 dage til den 18.
Under alle omstændigheder så er ugen forløbet godt, alt taget i betragtning. Jeg fik fortalt mine forældre at jeg rent faktisk havde en kæreste - ja lige en dag før jeg bestemt mig for at skrive om det. Det ville ikke være helt fair overfor dem et eller andet sted, hvis de skulle læse om det her. Derudover køre vores elæringsprojekt fint på trods af visse fodfejl, ting vi simpelthen ikke lige havde gennemskuet før vi satte projektet i gang. Vi forsøger dog at få det til at køre så gnidningsfrit som overhovedet muligt og indtil videre går det.
Fredag havde vi endnu en gang ATIs fantastiske filmklub, hvor vi denne gang så en ny film til en afveksling. Vi så den nye SUPERMAN RETURNS og den var der en del der gerne ville se, så vi var da mellem 15-20 stykker der så superman flyve rundt med underbukserne udenpå bukserne og redde verden igen igen. Ikke videre fantastisk synes jeg, men nu har Superman heller aldrig sagt mig noget. Han er bare for pæn og han gør jo altid det rigtige, er flink og pæn og står for truth, justice and the american way. Suk. Næh du, giv mig hellere en mørk ond batman, der banker skurkene sønder og sammen. Det holder. Men vi set filmen og det var fint nok. Bagefter tog Karsten, Per og undertegnede lige et lille smut i klubben, hvor vi fik et par øl og et par spil billiard. Mand, hvor er jeg elendig til det spil. Når det endelig går godt er det mere held end forstand og når det går skidt (som det som oftest gør) så går det rigtig galt med 4 væltede kegler, rødt og den røde i hul… Det er åbenbart bare ikke mit spil, men hyggeligt det var det.
Lørdag var en dejlig dag. Slappede af foran computeren det meste af dagen og om aftenen var vi (Karsten, Pia, Anna Marie og Christian) inviteret til middag og brætspil hos Signe. Hvilket brætspil var hun ikke klar over men de havde før spillet alt fra Trivial Pursuit til tegn og gæt. Så det var de mere ”almindelige” spil. Eftersom jeg jo har et par mere eksotiske spil af slagsens bestemte jeg mig for at tage nogle med, så vi kunne se om der var noget de andre havde lyst til. Faktisk havde jeg min sportstaske fyldt (Matador, Roborally, Fuldrigger, Scotland Yard og Zombies) og efter en super lækker middag og lidt rødvin begyndte vi med fuldrigger, da det var noget vi alle sammen kunne relatere til (handel og magt og sørøvere og sårn). Det skal dog lige noteres at det var meningen at jeg også skulle have en flaske rødvin med, men jeg lavede igen finten med at komme for sent til spiritus salget. Ja, jeg var jo ikke klar over at det lukkede klokken 13.00 på en lørdag, kun at det lukkede klokken 18.00 alle andre dage. Men for at kompensere købte jeg noget slik og chips og chokolade, bare så vi havde lidt vi kunne gufle på, og det blev da også hurtigt spist.
Jeg vil lige lave en anden indskudt bemærkning her om spiritus salg. For vinflaskerne står nemlig i alle butikker (undtagen den store af pisifikkerne) bar salgsdisken. det vil sige man ikke kan komme til at læse på flasken, hvilket altså ikke gør det nemmere at vælge en flaske når man nu endelig er kommet til, og der står fem andre bag én, der bare skal have en pose øl. Ja, øl sælges i poser af 12 styk, eller i en kasse a 24 og koster ca. 14-15 kroner stykket, med mindre det er speciel brug som julebryg, påskebryg eller noget eksotisk som guld og deslige. Så kan de godt nå op på 22 kr. og det altså i en butik. Så i kan vel nok forstå det ikke lige er der mine penge falder. Det er simpelthen norske priser. Men tilbage til vinen. En ting er at man skal stå og pege og sige ”den der over, kan jeg lige se den.. er den go?”, men den stakkels ekspedient er total spejlblank når det kommer til kundeservice og aner absolut intet om vine og i stedet for at række én sin vin er hun nærmest ved at slå vinflasken ind før man har læst på den. Det er sgu lidt noget rod. Jeg vil stå med vinflasken i hånden, læse på flasken, tage mig god tid, se ud som om jeg har forstand på det bare lidt, og ikke blive stresset i en kø ved en disk fordi ekspedienten intet fatter. Ja ja.. ved det godt .. brok brok brok. Jeg glæder mig i hvert fald til at kunne bruge lidt tid på et ordentlig vin køb.
Men tilbage til spilaftenen. Da fuldrigger er for 2 til 4 deltagere og vi var 6 mennesker, valgte vi at inddele os på 3 hold, Karsten og jeg, Pia og Signe, Anna Marie og Christian. Nogle mennesker er bare hamrende asociale når det kommer til spil og i den kategori finder vi Anna Marie og Christian. Selv om jeg allerede før spillet havde startet havde deklareret ”Helle for at vinde” så vandt de alligevel. Det er simpelthen for dårligt. Nu skal det så også sige at vi ikke var for heldige med vores slag. Allerede i anden omgang kæntrede et af vores skibe med last ved Sydamerikas sydligste pynt og vi tabte et ræs til Lima fordi vi slog 9 hvor vi skulle have slået 10 (med 3 terninger). Nej, så det ku måske være os selv der saboterede det lidt, men det var heller ikke nemt at spille mod folk hvor alt lykkedes for dem ”nå skal vi den vej hvor der er tre storme, et isbjerg, modvind og skær? nej se, jeg slog rigtig godt på alle sammen”. Suk. Det kræver naturligvis revanche senere hen. Vi kan jo ikke have sådan en skamplet siddende på os. Næste gang omdanner vi alle vores skibe til piratskibe og erklærer alle de andre krig. Så kan de lærer det.
Søndag har været stille og rolig og har gået lidt med world of warcraft, hvor serveren nu er gået ned, hvilket betyder jeg påludselig har aftenen fri.. føles helt rart. Og så kunne jeg jo lige opdatere bloggen. Hep.
Og nu er der kun 22 dage til den 18.
torsdag, november 23, 2006
AKTION PACKED PEEWEEEE!!!!
Nå, det må i altså undskylde. Den sidste blog jeg skrev var da vist lige lovlig røvkedelig. Helt drænet for energi, entusiasme og action. Som min far sagde så kan man jo ikke være lige fantastisk hver gang (eller noget). Men det skal der laves om på. jeg kan jo ikke have at folk begynder at mure i krogene.. ”Renés blog? Nej den er jeg holdt op med at læse. Røvkedelig siger jeg dig. Total tysk socialrealisme, tsk… ” Nix, det går ikke. Så denne gang skal der action på bordet: Underholdning. Jeg vil lefle for den laveste fællesnævner og sende brød og skuespil til folket. Der skal være løgn, bedrag og blod på bordet (eller papiret.. ja ok, skærmen). Nu skal det være ACTION PACKED PEEWEEEE!
Så derfor vil jeg starte den nu action fyldte blog og sige at jeg har LØJET FOR JER! Jep, jeg har ført jeg bag lyset. Jeg er en bedrager og vil nu mæske i mit eget bedrageri… muhahahha… Så vågnede i op hva? På den anden side kan det diskuteres hvorvidt jeg faktisk har løjet, siden jeg i sagens natur bare har undladt at sige noget helt bestemt. Holdt det lidt for mig selv. Så løjet er måske lidt stærkt. Nej, nu holde jeg altså op. DET ER NATURLIGVIS BEDRAG AF DEN VÆRSTE SLAGS! Men hvad er så mit bedrag, mit store svig? Jo, jeg har nemlig fået en KÆRESTE! Og hvad så tænker i, men haha jeg har faktisk haft hende i 3 måneder. ”Vil det så sige at han har haft en kæreste fra før han tog af sted og slet ikke sagt noget?” spørger I hjer selv. Det er nemlig lige hvad det vil sige. (Ok, krydser lige løgn og bedrag af på listen).
Sagen er nemlig den at på Roskilde Festival mødte jeg en fantastisk pige, der desværre på det tidspunkt havde en kæreste, som jeg faktisk også synes var rigtig flink (nej, ikke at jeg er til fyre, ku stadig bedst li hende). Vi gjorde ikke noget der men der var kemi, og ret meget af den. Vi fortsatte tiden efter med at skrive til hinanden. Jeg havde fået Grønlandsjobbet på det tidspunkt, så det ville jo være dumt at begynde noget både fordi jeg skulle af sted i 3 år og så lige fordi at den dejlige pige jo havde en sød kæreste. Så vi bestemte os til at det her flirteri måtte holde op og at vi jo kunne mødes lige inden jeg skulle af sted i Kbh, nu jeg alligevel var der, men at det naturligvis kun skulle være som venner. Det er jo sådan noget der virker ... i teorien.
Vi skulle i Zoo have og om aftenen have en hyggelig middag og noget rødvin hjemme hos mine forældre (de var i Jylland). Og jeg var virkelig minded på at vi bare skulle ses som venner, hvilket holdt lige indtil det sekund jeg så hende komme ud af bussen hvor jeg stod og ventede på hende.. suk. Mit hjerte hoppede lige et slag over og jeg havde ikke lyst til andet end at gi hende et stort smækkys, holde om hende og aldrig give slip. Og hun havde det heller ikke meget anderledes. Vi kæmpede hele eftermiddagen i zoo med at holde en afstand vi ikke kunne og det hele endte som sådan noget gør… Så ja, vi gjorde alt det vi ikke skulle gøre, men det gør egentlig ikke så meget for jeg er fantastisk forelsket i tøsen, og nej hun har ikke en kæreste mere. Der gik ikke mange dage efter vores lille encounter før det var ovre, hvilket jeg stadig har lidt dårlig samvittighed over.
Orv, action indslag – de råber og skriger ovenpå igen. Lige nu. Og jeg mener råber. Hun stor tuder og han skriger.. ikke nogen ord, bare skriger. Måske skulle jeg ringe efter politiet. Nå ja, det har jeg jo ikke fortalt, de vækkede mig for et par uger siden to dage i træk klokken 2.30 om natten ved at råbe af hinanden. Og det var selvfølgelig ikke en lørdag så man bare kunne sove længe, nix det var selvfølgelig en tirsdag og en onsdag. Jeg har overvejet at sende dem et brev ”Det ville være mig belejligt hvis din kone og dig kunne indskrænke jeres skænderi og/eller slagsmål til fredag og/eller lørdag aften mellem 19.00 og 21.00. Derudover vil formiddagen på et hvilket som helst tidspunkt undtagen naturligvis weekenden passe mig glimrende også, der har i carte blanche”. Se om de vil reagere på den. ”Nå nu er der lidt ro” skulle jeg til at skrive indtil jeg lige hørte konen løbende skrigende ud af lejligheden og ned af trappen. Nu må man da gå ud fra der bliver lidt ro, da der vist ikke er flere i lejligheden han kan råbe af. Ja, undskyld jeg lyder lidt kynisk, men efter et par omgang med skrige parret bliver man lidt immun. (Krydser action af på listen).
Men ja, jeg har banket mit hoved mange gange ind i væggen over det vi har gang i. Altså, jeg bor i Grønland, hvilket ligger ret mange tusind kilometer væk fra Danmark, hvor hun bor. Så man støder ikke lige ind i hinanden. heldigvis er Skype og netkameraet opfundet, så der går en del aftener med at snakke med den søde pige. Orv jeg har da helt glemt og sige hvad hun hedder. Camilla. Mmmmmm.. Camilla…. Så I kan nok tro jeg glæder mig til at komme hjem til jul.
Pis, hun er tilbage. Altså ikke Camilla (desværre). Konen. Hvor dum har man lov til at være? Nå, det bliver åbenbart ikke i nat jeg skal have en velfortjent og uafbrudt nattesøvn… suk. Men actionpacked, det bliver det sgu.
Så derfor vil jeg starte den nu action fyldte blog og sige at jeg har LØJET FOR JER! Jep, jeg har ført jeg bag lyset. Jeg er en bedrager og vil nu mæske i mit eget bedrageri… muhahahha… Så vågnede i op hva? På den anden side kan det diskuteres hvorvidt jeg faktisk har løjet, siden jeg i sagens natur bare har undladt at sige noget helt bestemt. Holdt det lidt for mig selv. Så løjet er måske lidt stærkt. Nej, nu holde jeg altså op. DET ER NATURLIGVIS BEDRAG AF DEN VÆRSTE SLAGS! Men hvad er så mit bedrag, mit store svig? Jo, jeg har nemlig fået en KÆRESTE! Og hvad så tænker i, men haha jeg har faktisk haft hende i 3 måneder. ”Vil det så sige at han har haft en kæreste fra før han tog af sted og slet ikke sagt noget?” spørger I hjer selv. Det er nemlig lige hvad det vil sige. (Ok, krydser lige løgn og bedrag af på listen).
Sagen er nemlig den at på Roskilde Festival mødte jeg en fantastisk pige, der desværre på det tidspunkt havde en kæreste, som jeg faktisk også synes var rigtig flink (nej, ikke at jeg er til fyre, ku stadig bedst li hende). Vi gjorde ikke noget der men der var kemi, og ret meget af den. Vi fortsatte tiden efter med at skrive til hinanden. Jeg havde fået Grønlandsjobbet på det tidspunkt, så det ville jo være dumt at begynde noget både fordi jeg skulle af sted i 3 år og så lige fordi at den dejlige pige jo havde en sød kæreste. Så vi bestemte os til at det her flirteri måtte holde op og at vi jo kunne mødes lige inden jeg skulle af sted i Kbh, nu jeg alligevel var der, men at det naturligvis kun skulle være som venner. Det er jo sådan noget der virker ... i teorien.
Vi skulle i Zoo have og om aftenen have en hyggelig middag og noget rødvin hjemme hos mine forældre (de var i Jylland). Og jeg var virkelig minded på at vi bare skulle ses som venner, hvilket holdt lige indtil det sekund jeg så hende komme ud af bussen hvor jeg stod og ventede på hende.. suk. Mit hjerte hoppede lige et slag over og jeg havde ikke lyst til andet end at gi hende et stort smækkys, holde om hende og aldrig give slip. Og hun havde det heller ikke meget anderledes. Vi kæmpede hele eftermiddagen i zoo med at holde en afstand vi ikke kunne og det hele endte som sådan noget gør… Så ja, vi gjorde alt det vi ikke skulle gøre, men det gør egentlig ikke så meget for jeg er fantastisk forelsket i tøsen, og nej hun har ikke en kæreste mere. Der gik ikke mange dage efter vores lille encounter før det var ovre, hvilket jeg stadig har lidt dårlig samvittighed over.
Orv, action indslag – de råber og skriger ovenpå igen. Lige nu. Og jeg mener råber. Hun stor tuder og han skriger.. ikke nogen ord, bare skriger. Måske skulle jeg ringe efter politiet. Nå ja, det har jeg jo ikke fortalt, de vækkede mig for et par uger siden to dage i træk klokken 2.30 om natten ved at råbe af hinanden. Og det var selvfølgelig ikke en lørdag så man bare kunne sove længe, nix det var selvfølgelig en tirsdag og en onsdag. Jeg har overvejet at sende dem et brev ”Det ville være mig belejligt hvis din kone og dig kunne indskrænke jeres skænderi og/eller slagsmål til fredag og/eller lørdag aften mellem 19.00 og 21.00. Derudover vil formiddagen på et hvilket som helst tidspunkt undtagen naturligvis weekenden passe mig glimrende også, der har i carte blanche”. Se om de vil reagere på den. ”Nå nu er der lidt ro” skulle jeg til at skrive indtil jeg lige hørte konen løbende skrigende ud af lejligheden og ned af trappen. Nu må man da gå ud fra der bliver lidt ro, da der vist ikke er flere i lejligheden han kan råbe af. Ja, undskyld jeg lyder lidt kynisk, men efter et par omgang med skrige parret bliver man lidt immun. (Krydser action af på listen).
Men ja, jeg har banket mit hoved mange gange ind i væggen over det vi har gang i. Altså, jeg bor i Grønland, hvilket ligger ret mange tusind kilometer væk fra Danmark, hvor hun bor. Så man støder ikke lige ind i hinanden. heldigvis er Skype og netkameraet opfundet, så der går en del aftener med at snakke med den søde pige. Orv jeg har da helt glemt og sige hvad hun hedder. Camilla. Mmmmmm.. Camilla…. Så I kan nok tro jeg glæder mig til at komme hjem til jul.
Pis, hun er tilbage. Altså ikke Camilla (desværre). Konen. Hvor dum har man lov til at være? Nå, det bliver åbenbart ikke i nat jeg skal have en velfortjent og uafbrudt nattesøvn… suk. Men actionpacked, det bliver det sgu.
tirsdag, november 21, 2006
kedelig nørdeblog (så er i advaret)
Det er vist en af de der dage hvor alt bare går lidt langsommere. Nettet i dag har været ret dårligt, ikke at det er utroligt særligt i Grønland hvor vi jo specielt er kendt for vores hurtige internet, men alligevel. Det kan have sine gode dage, sine dårlige dage og så sine lousy dage. og i dag var lidt en af de sidste. Eller også er det bare min computer der brokker sig. Den er jo også ved at have et par år bagen, men jeg må sige den klarer sig stadig bemærkelsesværdigt godt alt taget i betragtning. Dog er jeg begyndt at drømme om den perfekte stationære computer med 19” fladskærm og et super grafik kort og en processor, ram, etc der bare sparker r…. Der er bare ikke de store muligheder for at købe sådan en heroppe. Der er jo kun en computerbutik i byen og udvalget er lidt spinkelt. Man kan også købe i Nuuk, og der har da også været en eller to computere der har set ok ud, men det er aldrig liiiigeee det man leder efter og så vil jeg hellere lige vente lidt endnu.
Apropos computere, så er vi nu startet med vores e-lærings forløb de fire skoler imellem. Hvis i husker så var det et samarbejde mellem ATI Maniitsoq, GU Nuuk, Handelsskolen Sisimiut (kan ikke huske det hele lange grønlandske navn), og VUC Bornholm (!) Jepper, så vi laver lige noget mellembys læring og interkontinental samarbejde. Der er så seks klasser involveret, hvoraf tre er mine, så jeg har hænderne fulde. Heldigvis hjælper Pia mig i undervisningen, da der er nok at spørgsmål at svare på vedrørende adgang til nettet, besvarelse af opgaver, grammatik, skrivning på engelsk etc. Men idéen er at vi har den her internetside hvor vi har lagt nogle opgaver op, der er et forum, der kan skrive deres profil og alt den slags gejl, og så skal de så arbejde i grupper på tværs af klasserne (og landene) for at løse de der opgaver vi så har lagt ud. Der er fem i hver gruppe og de må skrive til hinanden på forum, da de ikke nødvendigvis er online på samme tid. Det er jo en arbejdsform de skal vende sig til, men de klarer det sgu nok.
Vi startede mandag med de to første klasser og havde tredje her tirsdag. Og det gik egentlig godt. De loggede sig ind fandt med lidt besvær og lidt hjælp de forskellige ting så de kunne komme i gang. Det sværeste for dem bliver nok hele det her gruppe-uden-at-være-fysisk-i-gruppe-koncept. Men øvelse gør mester som man siger, og det virker begge veje. Hele forløbet er kun prøvet en gang før for nogen af lærerne og resten af os er ret grønne. Så vi skal jo også lige lære hvordan man bedst kan lære fra sig når man skal bruge det digitale medie.
Uanset så må i undskylde jeg ikke har opdateret bloggen så meget, men forklaringen er ret simpel. Arbejde og så at der rent faktisk ikke er sket særligt meget heroppe, med mindre i regner World of Warcraft (det der online spil jeg spiller) med i billedet. Så er der nemlig sket meget. Jeg er nemlig trådt tilbage som guildleader. Som nogen af jer ved så var jeg i spillet leder af ca 140 spillere fra hele europa, men jeg blev simpelthen træt af at gå online og så IKKE spille spillet, men derimod skulle afklare alle mulige mærkelige spørgsmål fra medlemmer og være sindssyg diplomatisk når alt jeg egentlig ville var at hygge mig lidt og slappe af. Men nix, syv hundrede beskeder senere så gad jeg altså ikke mere. I stedet for at stoppe med at spille (spillet fejler jo ikke noget) så trådte jeg tilbage som guildleader efter ca. et halvt år på posten. Så kan man vist også sige min værnepligt var udtjent. Og pludselig er det sjovt at spille igen. Endelig kan jeg slappe af og nyde spillet, hvilket er lidt farligt, da jeg jo har andre ting her i livet end at sidde og spille wow.
Bare rolig, jeg husker at komme i seng i ordentlig tid, at få noget at spise at være 110% på arbejde. Faktisk har jeg sidste måned haft så mange overarbejdstimer at jeg nu har fem dage jeg kan afspadsere i julen, eftersom jeg jo ikke har opsparet feriedage endnu. Så kom ikke her.
Hvilket minder mig om at jeg glæder mig helt afsindigt til jul. Nøj hvor bliver det godt at komme hjem til jer alle sammen. og der er faktisk kun 26 dage til at jeg står i Kbh’s lufthavn og siger ”Hep”. Og så er det jo at I skal svare ”Hey” lige efter, så det bliver lidt en ”Hep Hey” agtig ting… nå, man sku nok have været der. I hvert er der gruelig kort tid til, så begynd at glæde jer til den hjemvendte danske eskimo.
Men jeg lover at næste blog nok skal være mere actionpacked peeweee...
knus
Apropos computere, så er vi nu startet med vores e-lærings forløb de fire skoler imellem. Hvis i husker så var det et samarbejde mellem ATI Maniitsoq, GU Nuuk, Handelsskolen Sisimiut (kan ikke huske det hele lange grønlandske navn), og VUC Bornholm (!) Jepper, så vi laver lige noget mellembys læring og interkontinental samarbejde. Der er så seks klasser involveret, hvoraf tre er mine, så jeg har hænderne fulde. Heldigvis hjælper Pia mig i undervisningen, da der er nok at spørgsmål at svare på vedrørende adgang til nettet, besvarelse af opgaver, grammatik, skrivning på engelsk etc. Men idéen er at vi har den her internetside hvor vi har lagt nogle opgaver op, der er et forum, der kan skrive deres profil og alt den slags gejl, og så skal de så arbejde i grupper på tværs af klasserne (og landene) for at løse de der opgaver vi så har lagt ud. Der er fem i hver gruppe og de må skrive til hinanden på forum, da de ikke nødvendigvis er online på samme tid. Det er jo en arbejdsform de skal vende sig til, men de klarer det sgu nok.
Vi startede mandag med de to første klasser og havde tredje her tirsdag. Og det gik egentlig godt. De loggede sig ind fandt med lidt besvær og lidt hjælp de forskellige ting så de kunne komme i gang. Det sværeste for dem bliver nok hele det her gruppe-uden-at-være-fysisk-i-gruppe-koncept. Men øvelse gør mester som man siger, og det virker begge veje. Hele forløbet er kun prøvet en gang før for nogen af lærerne og resten af os er ret grønne. Så vi skal jo også lige lære hvordan man bedst kan lære fra sig når man skal bruge det digitale medie.
Uanset så må i undskylde jeg ikke har opdateret bloggen så meget, men forklaringen er ret simpel. Arbejde og så at der rent faktisk ikke er sket særligt meget heroppe, med mindre i regner World of Warcraft (det der online spil jeg spiller) med i billedet. Så er der nemlig sket meget. Jeg er nemlig trådt tilbage som guildleader. Som nogen af jer ved så var jeg i spillet leder af ca 140 spillere fra hele europa, men jeg blev simpelthen træt af at gå online og så IKKE spille spillet, men derimod skulle afklare alle mulige mærkelige spørgsmål fra medlemmer og være sindssyg diplomatisk når alt jeg egentlig ville var at hygge mig lidt og slappe af. Men nix, syv hundrede beskeder senere så gad jeg altså ikke mere. I stedet for at stoppe med at spille (spillet fejler jo ikke noget) så trådte jeg tilbage som guildleader efter ca. et halvt år på posten. Så kan man vist også sige min værnepligt var udtjent. Og pludselig er det sjovt at spille igen. Endelig kan jeg slappe af og nyde spillet, hvilket er lidt farligt, da jeg jo har andre ting her i livet end at sidde og spille wow.
Bare rolig, jeg husker at komme i seng i ordentlig tid, at få noget at spise at være 110% på arbejde. Faktisk har jeg sidste måned haft så mange overarbejdstimer at jeg nu har fem dage jeg kan afspadsere i julen, eftersom jeg jo ikke har opsparet feriedage endnu. Så kom ikke her.
Hvilket minder mig om at jeg glæder mig helt afsindigt til jul. Nøj hvor bliver det godt at komme hjem til jer alle sammen. og der er faktisk kun 26 dage til at jeg står i Kbh’s lufthavn og siger ”Hep”. Og så er det jo at I skal svare ”Hey” lige efter, så det bliver lidt en ”Hep Hey” agtig ting… nå, man sku nok have været der. I hvert er der gruelig kort tid til, så begynd at glæde jer til den hjemvendte danske eskimo.
Men jeg lover at næste blog nok skal være mere actionpacked peeweee...
knus
onsdag, november 15, 2006
De små forskelle
Som dansker i Grønland er der mange ting man som tiden går begynder at lægge mærke til. Små ting der bare ikke er helt som i Danmark. Faktisk ret mange når man begynder at tænke efter. Nogen ubetydelige, nogen mærkelig, nogen irriterende og så er der nogen der bare er hamrende charmerende.
For at starte et sted er det der med 37 timers arbejdsuge ikke kommet til grønland. Heroppe hedder det 40 timers arbejdsuge. Punktum. Ikke at det hverken er irriterende eller direkte frustrerende, det er bare noget man må acceptere og nyde godt af når man så en gang vender hjem. ”37 timer siger du? pfff… Holder i ferie eller hvad?”
En sjov ting er det med biler og sikkerhedsbælter. Det er ikke lovpligtigt at køre med sikkerhedsbælte på hvilket vil sige at det er der ingen der gør. Nu er det jo heller ikke fordi at folk kører som død og helvede heroppe, og hvor skulle de i øvrigt køre hen? Maniitsoq er altså en ø og vejnettet er ikke så pokkers stort. Men det skal jo ikke afholde politiet fra at have problemer med biltyve. Suk, nogen ting ændre sig åbenbart ikke.
Så er der det med at grønlænderne hilser meget på hinanden. Ikke at de råber hej og går hen og trykker hinanden i hænderne, man fra barnsben har lært at det er det man skal gøre når man skal hilse på nogen. Næh, de nikker. Siger ikke hej eller den slags, men får lig øjenkontakt og gir lige et anerkendende jazznik i ens retning, hvilket man selvfølgelig sender lige tilbage. De meget rutinerede hilsere gør faktisk endnu mindre. De laver lige gonzo finten og nøjes med at løfte øjenbrynene, så de lidt minder om Gonzo fra Muppetshow (eller min gamle professor der havde for vane at løfte sine øjenbryn lettere sporadisk fra tid til anden). Det betyder det samme. Gonzo tricket kan også bruges i stedet for at sige ja, hvilket kan drive mig til vanvid i timerne når jeg spørger en elev om noget og i stedet for at svare ”ja, det er nemlig rigtigt” bare nøjes med at løfte øjenbrynene. Tja.. hvad kan man sige.
Nå, ja tilbage til det med biler, eller rettere sagt taxaer. Der er ret mange taxaer her i byen, og siden man ikke kan køre ret langt er turene heller ikke ret dyre. Men kan man bestille en taxa til et bestemt tidspunkt senere end nu og her og så regne med at den kommer? Nix. Forsøgte at bestille en morgen taxa til Jim så han var sikker på at komme til lufthavnen, så han kunne nå sin flyver. Det her var dagen før han skulle af sted, men tror du taxa ”centralen” ville modtage min bestilling? Nej men ih og åh, og det var jo en anden der ville være på vagt i morgen tidlig og man kunne jo ikke bare, og det var ikke så godt. Det var en kamp at få ham overtalt til at lægge en besked til den eller de personer der ville være der på arbejde næste morgen. Har faktisk ikke fundet ud af om taxaen nogensinde kom, men Jim kom da hjem så om han var gået derud, funder en taxa på taxapladsen eller om den faktisk kom er mig stadig uvist. Men hjem kom han.
Og det fører mig lidt til en anden mindre fed ting heroppe. Arbejdsmoral. Eller manglen på samme. Ikke at jeg slår alle grønlændere over en kam, men det der med at have stolthed ved sit arbejde er bare ikke så voldsomt udbredt, I hvert fald ikke hos den lille Pissifik, der for tiden er min yndlings aversion. Lad mig demonstrere ved at fortælle en lille oplevelse. Eller to.
1) jeg skal have noget sigtemel, da jeg har fået den latterlige idé at bage, hey, im the man. jeg går hen på hylden med mel og hvad ser jeg? Sigtemel. I kurven med den, men hov, hvad er det lige med slagsdatoen? Den er sgu da overskredet. Ikke med meget, men siden der er en sidste salgsdato må det jo betyde noget med at det nok var smartere at bruge det før datoen udløb. Jeg tager pakken og aflevere den til en af de ansatte (faktisk tror jeg det er bestyreren) som den gode og bekymrede forbruger jeg nu engang er. Han siger nå, og det var da ikke så godt og jeg gør ham opmærksom på at resten af sigtemelen, hviket vil sige de første 20 pakker på hylden, også er af samme datomærkning. Han siger, tak for det, den ordner vi. Lidt efter begynder en af de ansatte så at fylde en indkøbsvogn med de nu ukampdygtige sigtemels pakker. Hep, tænker jeg, nu er den hellig ko velforvaret. Men nej. Næste dag er de selv samme sigtemels pakker tilbage på hylderne. Og de står der endnu. Det holder bare ikke.
2) Jeg skal købe et par fiskefrikadeller i sådan en lille smart pakke der står i køledisken, da der er ret gode på en god skive rugbrød. Jeg tjekker salgsdatoen, da jeg jo har lært min lektie om den hersens butik. Fint, der er en hel uge tilbage, men hvad fanden. Der er mug på. Det er fanme da klamt, hvilket jeg så igen, som den flinke og bekymrede forbruger jeg er, gør en ansat opmærksom på. Hun tager pakken og siger ”nå” og går ud i baglokalet, smider den ud og går tilbage og fortsætter sit arbejde. Hun ikke så meget som indikere en bekymring for at nu en er muggen, så kunne det være at resten af pakkerne heller ikke var så lækre. Men når nu hun ikke vil tage affære, så kan jeg da. Jeg kigger resten af pakkerne igennem og ganske rigtigt, en af de andre har skimmel på den, yrk. Den tager jeg op til disken og siger ”det er da ikke særlig lækkert”. Svaret er nogenlunde ”jamen jeg forstår det ikke rigtigt”, og jeg svarer ”ja, det kan da godt ske, men er det ikke en idé at tjekke de andre pakker, for der er da åbenbart et eller andet helt galt med den sending”. Ikke noget svar. Jeg giver op og går. Der blev ikke gjort noget ved den sending.
Nej, faglig stolthed skal man lede længe efter hos pissifik. For eksempel morer jeg mig lidt når jeg om morgenen lige svinger omkring og køber mit morgenbrød, hvilket som regel består af et spansk rundstykke. Og umiddelbart efter jeg har afgivet min bestilling kan jeg se desperationen malet i deres øjne; ”hvad fanden var det nu et spansk er?”. De famler lidt i kurvene og tager tilfældige morgenbrød op ”det her?”, ”nej”, ”det her?”, ”nej”, ”det her?”, ”nej, det er det ved siden af”, ”det her?”, ”nej, det uden birkes på, ja det der”. Hele seancen burde efterhånden kunne kortes ned, men de glemmer det åbenbart fra den ene dag til den anden, for jeg skal igennem den hver morgen.
Og nu vi er ved madvarer. Mælk er jeg så godt som holdt op med at drikke. Langtidholdbart mælk smager bare ikke særligt godt. Det kan drikkes, men har bare en lidt mærkelig bismag. Til gengæld fejler den intet med lidt kakaopulver i eller når man bruger den i madlavning. Og så grøntsager. De er dyre. Og ikke altid lige friske. Salgsperioden på den slags luksusvarer er udvidet betydeligt i forholde til de danske forhold, så når man køber grøntsager skal man lige mærke efter at man ikke køber bløde løg før de rent faktisk har været på panden eller frostskadede (fra flyet) agurker, der så smatter ind efter 2 dage etc. Jo heroppe er jeg lidt glad for jeg ikke er vegetar, selv om det med lidt god vilje nok skulle kunne lade sig gøre.
En anden ting, der lidt er ret så irriterende når nu man bruger internettet så meget som jeg gør er at flatrate heroppe er en by i rusland. Det hele er felxrate, så du betaler for dit forbrug og online spil og IP telefoni det æder. Så slev om jeg ikke downloader spil i lage baner (det kan OVERHOVEDET ikke betale sig) så for jeg en internetregning der vil gøre brixtofte til skamme.. og der ændrer sig nok ikke foreløbigt.
Til sidst vil jeg lige slutte af med en af de dejlige charmerende ting, grønlandske skikke kan byde på. Heroppe fejrer man nemlig hinanden, også selvom dem, man fejrer, ikke er her. Indtil videre har der været kage og deslige på lærerværelset flere gange af samme grund. En gang fordi at et lærerpars søn fyldte år, og her skal det siges at sønnen altså bor i Danmark og ikke lige var på besøg. En anden gang var det en lærerindes mand der fyldte 40 selvom han altså ikke lige arbejder på skolen og ikke var der, og en tredje gang gav kollegieinspektøren kage fordi hans datter var blevet nummer 3 i en taekwondo konkurrence. Hvis ikke det er hyggeligt, så ved jeg snart ikke. Jeg glæder mig allerede til at fejre min farmors fødselsdag heroppe.
Hold da op. Det blev en lang smøre. Lidt brok, lidt undren og så lidt til at glæde sig over. Ja, det lyder som Grønland.
For at starte et sted er det der med 37 timers arbejdsuge ikke kommet til grønland. Heroppe hedder det 40 timers arbejdsuge. Punktum. Ikke at det hverken er irriterende eller direkte frustrerende, det er bare noget man må acceptere og nyde godt af når man så en gang vender hjem. ”37 timer siger du? pfff… Holder i ferie eller hvad?”
En sjov ting er det med biler og sikkerhedsbælter. Det er ikke lovpligtigt at køre med sikkerhedsbælte på hvilket vil sige at det er der ingen der gør. Nu er det jo heller ikke fordi at folk kører som død og helvede heroppe, og hvor skulle de i øvrigt køre hen? Maniitsoq er altså en ø og vejnettet er ikke så pokkers stort. Men det skal jo ikke afholde politiet fra at have problemer med biltyve. Suk, nogen ting ændre sig åbenbart ikke.
Så er der det med at grønlænderne hilser meget på hinanden. Ikke at de råber hej og går hen og trykker hinanden i hænderne, man fra barnsben har lært at det er det man skal gøre når man skal hilse på nogen. Næh, de nikker. Siger ikke hej eller den slags, men får lig øjenkontakt og gir lige et anerkendende jazznik i ens retning, hvilket man selvfølgelig sender lige tilbage. De meget rutinerede hilsere gør faktisk endnu mindre. De laver lige gonzo finten og nøjes med at løfte øjenbrynene, så de lidt minder om Gonzo fra Muppetshow (eller min gamle professor der havde for vane at løfte sine øjenbryn lettere sporadisk fra tid til anden). Det betyder det samme. Gonzo tricket kan også bruges i stedet for at sige ja, hvilket kan drive mig til vanvid i timerne når jeg spørger en elev om noget og i stedet for at svare ”ja, det er nemlig rigtigt” bare nøjes med at løfte øjenbrynene. Tja.. hvad kan man sige.
Nå, ja tilbage til det med biler, eller rettere sagt taxaer. Der er ret mange taxaer her i byen, og siden man ikke kan køre ret langt er turene heller ikke ret dyre. Men kan man bestille en taxa til et bestemt tidspunkt senere end nu og her og så regne med at den kommer? Nix. Forsøgte at bestille en morgen taxa til Jim så han var sikker på at komme til lufthavnen, så han kunne nå sin flyver. Det her var dagen før han skulle af sted, men tror du taxa ”centralen” ville modtage min bestilling? Nej men ih og åh, og det var jo en anden der ville være på vagt i morgen tidlig og man kunne jo ikke bare, og det var ikke så godt. Det var en kamp at få ham overtalt til at lægge en besked til den eller de personer der ville være der på arbejde næste morgen. Har faktisk ikke fundet ud af om taxaen nogensinde kom, men Jim kom da hjem så om han var gået derud, funder en taxa på taxapladsen eller om den faktisk kom er mig stadig uvist. Men hjem kom han.
Og det fører mig lidt til en anden mindre fed ting heroppe. Arbejdsmoral. Eller manglen på samme. Ikke at jeg slår alle grønlændere over en kam, men det der med at have stolthed ved sit arbejde er bare ikke så voldsomt udbredt, I hvert fald ikke hos den lille Pissifik, der for tiden er min yndlings aversion. Lad mig demonstrere ved at fortælle en lille oplevelse. Eller to.
1) jeg skal have noget sigtemel, da jeg har fået den latterlige idé at bage, hey, im the man. jeg går hen på hylden med mel og hvad ser jeg? Sigtemel. I kurven med den, men hov, hvad er det lige med slagsdatoen? Den er sgu da overskredet. Ikke med meget, men siden der er en sidste salgsdato må det jo betyde noget med at det nok var smartere at bruge det før datoen udløb. Jeg tager pakken og aflevere den til en af de ansatte (faktisk tror jeg det er bestyreren) som den gode og bekymrede forbruger jeg nu engang er. Han siger nå, og det var da ikke så godt og jeg gør ham opmærksom på at resten af sigtemelen, hviket vil sige de første 20 pakker på hylden, også er af samme datomærkning. Han siger, tak for det, den ordner vi. Lidt efter begynder en af de ansatte så at fylde en indkøbsvogn med de nu ukampdygtige sigtemels pakker. Hep, tænker jeg, nu er den hellig ko velforvaret. Men nej. Næste dag er de selv samme sigtemels pakker tilbage på hylderne. Og de står der endnu. Det holder bare ikke.
2) Jeg skal købe et par fiskefrikadeller i sådan en lille smart pakke der står i køledisken, da der er ret gode på en god skive rugbrød. Jeg tjekker salgsdatoen, da jeg jo har lært min lektie om den hersens butik. Fint, der er en hel uge tilbage, men hvad fanden. Der er mug på. Det er fanme da klamt, hvilket jeg så igen, som den flinke og bekymrede forbruger jeg er, gør en ansat opmærksom på. Hun tager pakken og siger ”nå” og går ud i baglokalet, smider den ud og går tilbage og fortsætter sit arbejde. Hun ikke så meget som indikere en bekymring for at nu en er muggen, så kunne det være at resten af pakkerne heller ikke var så lækre. Men når nu hun ikke vil tage affære, så kan jeg da. Jeg kigger resten af pakkerne igennem og ganske rigtigt, en af de andre har skimmel på den, yrk. Den tager jeg op til disken og siger ”det er da ikke særlig lækkert”. Svaret er nogenlunde ”jamen jeg forstår det ikke rigtigt”, og jeg svarer ”ja, det kan da godt ske, men er det ikke en idé at tjekke de andre pakker, for der er da åbenbart et eller andet helt galt med den sending”. Ikke noget svar. Jeg giver op og går. Der blev ikke gjort noget ved den sending.
Nej, faglig stolthed skal man lede længe efter hos pissifik. For eksempel morer jeg mig lidt når jeg om morgenen lige svinger omkring og køber mit morgenbrød, hvilket som regel består af et spansk rundstykke. Og umiddelbart efter jeg har afgivet min bestilling kan jeg se desperationen malet i deres øjne; ”hvad fanden var det nu et spansk er?”. De famler lidt i kurvene og tager tilfældige morgenbrød op ”det her?”, ”nej”, ”det her?”, ”nej”, ”det her?”, ”nej, det er det ved siden af”, ”det her?”, ”nej, det uden birkes på, ja det der”. Hele seancen burde efterhånden kunne kortes ned, men de glemmer det åbenbart fra den ene dag til den anden, for jeg skal igennem den hver morgen.
Og nu vi er ved madvarer. Mælk er jeg så godt som holdt op med at drikke. Langtidholdbart mælk smager bare ikke særligt godt. Det kan drikkes, men har bare en lidt mærkelig bismag. Til gengæld fejler den intet med lidt kakaopulver i eller når man bruger den i madlavning. Og så grøntsager. De er dyre. Og ikke altid lige friske. Salgsperioden på den slags luksusvarer er udvidet betydeligt i forholde til de danske forhold, så når man køber grøntsager skal man lige mærke efter at man ikke køber bløde løg før de rent faktisk har været på panden eller frostskadede (fra flyet) agurker, der så smatter ind efter 2 dage etc. Jo heroppe er jeg lidt glad for jeg ikke er vegetar, selv om det med lidt god vilje nok skulle kunne lade sig gøre.
En anden ting, der lidt er ret så irriterende når nu man bruger internettet så meget som jeg gør er at flatrate heroppe er en by i rusland. Det hele er felxrate, så du betaler for dit forbrug og online spil og IP telefoni det æder. Så slev om jeg ikke downloader spil i lage baner (det kan OVERHOVEDET ikke betale sig) så for jeg en internetregning der vil gøre brixtofte til skamme.. og der ændrer sig nok ikke foreløbigt.
Til sidst vil jeg lige slutte af med en af de dejlige charmerende ting, grønlandske skikke kan byde på. Heroppe fejrer man nemlig hinanden, også selvom dem, man fejrer, ikke er her. Indtil videre har der været kage og deslige på lærerværelset flere gange af samme grund. En gang fordi at et lærerpars søn fyldte år, og her skal det siges at sønnen altså bor i Danmark og ikke lige var på besøg. En anden gang var det en lærerindes mand der fyldte 40 selvom han altså ikke lige arbejder på skolen og ikke var der, og en tredje gang gav kollegieinspektøren kage fordi hans datter var blevet nummer 3 i en taekwondo konkurrence. Hvis ikke det er hyggeligt, så ved jeg snart ikke. Jeg glæder mig allerede til at fejre min farmors fødselsdag heroppe.
Hold da op. Det blev en lang smøre. Lidt brok, lidt undren og så lidt til at glæde sig over. Ja, det lyder som Grønland.
torsdag, november 09, 2006
Bond og pakkeløsninger
Jeg ved godt jeg ingen penge har, og dem bruger jeg så. Flere gange. Det kan jo heller ikke passe at bare fordi jeg skal betale to gange husleje (heldigvis sidste gang) og fordi hjemmestyret fucker min løn op, at jeg skal leve et liv uden luksus. Nej vel? Hell no. For den læser der er ubekendt med min familie kan jeg så fortælle at det er nu min far siger ”hvabehar?”. Men det kan være han falder lidt til ro, når han hører hvad det er jeg har købt og så ryster lidt på hovedet over hvad det kostede.
Jo ser i, jeg var for det første lige et smut nede i pissifik forledern (den ene af de to brugskæder, remember?) og overpå har de lidt forskelligt cd, anlæg, dyner, køleskaber etc etc. Og lige der stod der en lille boks med 007 logoet, og så et lille tilbudsskilt på. Nu er jeg jo lidt en sucker for gode tilbud og specielt hvis det er film, og endnu mere hvis det er gode film, og James Bond bliver vist ikke mere klassisk. Samtlige James Bond film, fra ny naturligvis, for 750 kr. Jeg ved godt 750 kr er mange penge og specielt når man ingen har, men folkens… 750 kroner for 20 styks James Bond fra ny? Det giver en stykpris pr dvd på 37,5!!! Stik lige den. Men jeg blev jo lige nødt til at tjekke nettet for at se om den kunne fås billigere andre steder (ville bare lige tjekke at jeg ikke blev røvrendt), og over play.com som plejer at have priserne i orden kostede samtlige James Bond i en lille kuffert på tilbud 209 pund, hvilket nærmer sig de 2500. Så kom ikke her :)
Tjaa.. i kan jo godt regne ud hvordan den historie ender. Jeg er nu den meeeeegeeeet stolte ejer af samtlige James Bond film der er lavet, lige undtagen den nye naturligvis, der først kommer i biffen her til november (har vi en biograf date når jeg kommer hjem til jul, far?).
Jeg har retfærdiggjort det over for mig selv (det skal man jo når man ingen penge har) med at det bliver godt at have dem når der nu bliver mørkt her til vinter. Da mit tv ikke rigtig modtager noget signal, så er det jo rart man lige kan sætte en actionpacked film på af de helt store. Actionpacked er måske et stort ord at bruge om de første par stykker. Har indtil videre set Dr. No og From Russia With Love. Jeg må sige jeg var noget kun skuffet over Dr. No. Den var jo ret kedelig, for nu at sige det som det er. Bond, i skikkelse af Sean Connery, var naturligvis cool som bare pokker, men historien var lidt forvirrende og andre gange lidt for gennemskuelig og slåskampene noget kun halvhjertede og teatralske. Men den havde elementerne; den super onde skurk med det mærkelige handicap (hans hænder var lavet til jernkløer efter en uheldig strålingsulykke), de lækre babes (ursula Andress der kommer op på strandkanten iført bikini, ja tak), skurke der dør for at godt ord og en kæmpe underjordisk base, der bliver sprunget i luften til sidst. Men det er bare lidt bedre udført mange gange senere. Nu skal tiden den er lavet og alt det der jo tages i betragtning, og det er jo DEN første. Så alt senere er plagiat, men alligevel. Sad efter filmen med lidt en fornemmelse af at ”øv er de første 10 film sådan her alle sammen”, men det var de heldigvis. Allerede ved nummer to From Russia With Love, var James Bond blevet meget bedre. Her er det igen den onde organisation S.P.E.C.T.R.E.R. der forsøger sig med at føre russerne og briterne ud mod hinanden og gøre den kolde krig lidt varmere. Super film, med hotte babes, bedre kampscener, eksplosioner og en mere fortættet fortælling, hvor man virkelig sad og nød det gode håndværk og skuespilspræstationer, der faktisk holdt. Jeg glæder mig allerede til at se resten af serien. Og så måske lige snuppe en vodka martini, rystet ikke omrørt naturligvis.
Deruover har det jo også være den helt store pakkedag i dag. Jeg fik ikke mindre end 3 pakker med posten – HURRAAA.. 2 jeg selv havde betalt (igen med pengene etc.) og så en fra min allestedsnærværende sugardaddy og seriepusher Shurjeel (kaster lige et par håndtegn din vej). Ahhh… endelig fik jeg mine fantastiske bøger om zombier jeg skal bruge til mit kommende scenarie jeg skal skrive. Og så naturligvis femte del af den zombie tegneserie jeg følger med i (kan I begynde at se et mønster der begynder med Z?). Derudover fik jeg adskillige bøger jeg skal bruge i undervisningen, navnlig Fight Club, Trainspotting og en Stephen King bog hvor novellen til baggrund for ”En verden udenfor” (den hedder Rita Hayworth and The Shawshank Redemtion) er i. Derudover var der lige en bog mere med Chuck Palahniuk, ham der har skrevet Fight Club, og Trainspotting filmen, jeg glæder mig til at se med mine elever. Mest fordi de ikke kommer til at fatte en dyt af hvad de siger eftersom de hele er på meget tykt skotsk. Hehehe… små hjerner små fornøjelser.. eller noget.
Og så fik jeg jo en lille pakke med ikke mindre end 3 dvd fra min sugardaddy, nice! Adskillige film og nye afsnit af serier jeg ikke kan se heroppe… det bliver ikke meget bedre. Jeg for jo ikke tid til at tage på arbejde med alt det jeg skal se og læse. Gad vide hvor mange gange man kan melde sig syg uden de fatter mistanke? Shhhh…. det hørte I ikke. Host host.. ja, den er god nok.. kan mærke sygdommen langsomt få sit tag i mig … host host… jep, en hel dag på sofaen here i come :)
Jo ser i, jeg var for det første lige et smut nede i pissifik forledern (den ene af de to brugskæder, remember?) og overpå har de lidt forskelligt cd, anlæg, dyner, køleskaber etc etc. Og lige der stod der en lille boks med 007 logoet, og så et lille tilbudsskilt på. Nu er jeg jo lidt en sucker for gode tilbud og specielt hvis det er film, og endnu mere hvis det er gode film, og James Bond bliver vist ikke mere klassisk. Samtlige James Bond film, fra ny naturligvis, for 750 kr. Jeg ved godt 750 kr er mange penge og specielt når man ingen har, men folkens… 750 kroner for 20 styks James Bond fra ny? Det giver en stykpris pr dvd på 37,5!!! Stik lige den. Men jeg blev jo lige nødt til at tjekke nettet for at se om den kunne fås billigere andre steder (ville bare lige tjekke at jeg ikke blev røvrendt), og over play.com som plejer at have priserne i orden kostede samtlige James Bond i en lille kuffert på tilbud 209 pund, hvilket nærmer sig de 2500. Så kom ikke her :)
Tjaa.. i kan jo godt regne ud hvordan den historie ender. Jeg er nu den meeeeegeeeet stolte ejer af samtlige James Bond film der er lavet, lige undtagen den nye naturligvis, der først kommer i biffen her til november (har vi en biograf date når jeg kommer hjem til jul, far?).
Jeg har retfærdiggjort det over for mig selv (det skal man jo når man ingen penge har) med at det bliver godt at have dem når der nu bliver mørkt her til vinter. Da mit tv ikke rigtig modtager noget signal, så er det jo rart man lige kan sætte en actionpacked film på af de helt store. Actionpacked er måske et stort ord at bruge om de første par stykker. Har indtil videre set Dr. No og From Russia With Love. Jeg må sige jeg var noget kun skuffet over Dr. No. Den var jo ret kedelig, for nu at sige det som det er. Bond, i skikkelse af Sean Connery, var naturligvis cool som bare pokker, men historien var lidt forvirrende og andre gange lidt for gennemskuelig og slåskampene noget kun halvhjertede og teatralske. Men den havde elementerne; den super onde skurk med det mærkelige handicap (hans hænder var lavet til jernkløer efter en uheldig strålingsulykke), de lækre babes (ursula Andress der kommer op på strandkanten iført bikini, ja tak), skurke der dør for at godt ord og en kæmpe underjordisk base, der bliver sprunget i luften til sidst. Men det er bare lidt bedre udført mange gange senere. Nu skal tiden den er lavet og alt det der jo tages i betragtning, og det er jo DEN første. Så alt senere er plagiat, men alligevel. Sad efter filmen med lidt en fornemmelse af at ”øv er de første 10 film sådan her alle sammen”, men det var de heldigvis. Allerede ved nummer to From Russia With Love, var James Bond blevet meget bedre. Her er det igen den onde organisation S.P.E.C.T.R.E.R. der forsøger sig med at føre russerne og briterne ud mod hinanden og gøre den kolde krig lidt varmere. Super film, med hotte babes, bedre kampscener, eksplosioner og en mere fortættet fortælling, hvor man virkelig sad og nød det gode håndværk og skuespilspræstationer, der faktisk holdt. Jeg glæder mig allerede til at se resten af serien. Og så måske lige snuppe en vodka martini, rystet ikke omrørt naturligvis.
Deruover har det jo også være den helt store pakkedag i dag. Jeg fik ikke mindre end 3 pakker med posten – HURRAAA.. 2 jeg selv havde betalt (igen med pengene etc.) og så en fra min allestedsnærværende sugardaddy og seriepusher Shurjeel (kaster lige et par håndtegn din vej). Ahhh… endelig fik jeg mine fantastiske bøger om zombier jeg skal bruge til mit kommende scenarie jeg skal skrive. Og så naturligvis femte del af den zombie tegneserie jeg følger med i (kan I begynde at se et mønster der begynder med Z?). Derudover fik jeg adskillige bøger jeg skal bruge i undervisningen, navnlig Fight Club, Trainspotting og en Stephen King bog hvor novellen til baggrund for ”En verden udenfor” (den hedder Rita Hayworth and The Shawshank Redemtion) er i. Derudover var der lige en bog mere med Chuck Palahniuk, ham der har skrevet Fight Club, og Trainspotting filmen, jeg glæder mig til at se med mine elever. Mest fordi de ikke kommer til at fatte en dyt af hvad de siger eftersom de hele er på meget tykt skotsk. Hehehe… små hjerner små fornøjelser.. eller noget.
Og så fik jeg jo en lille pakke med ikke mindre end 3 dvd fra min sugardaddy, nice! Adskillige film og nye afsnit af serier jeg ikke kan se heroppe… det bliver ikke meget bedre. Jeg for jo ikke tid til at tage på arbejde med alt det jeg skal se og læse. Gad vide hvor mange gange man kan melde sig syg uden de fatter mistanke? Shhhh…. det hørte I ikke. Host host.. ja, den er god nok.. kan mærke sygdommen langsomt få sit tag i mig … host host… jep, en hel dag på sofaen here i come :)
mandag, november 06, 2006
Super Ekspres Pakkepost Greenlandic style
Ahh.. jeg har fået pakkepost i dag fra mine forældre. Yay. 2,5 kilos godter, og det var dyrt. At sende altså. For dem. Det kostede mine forældre 350 kroner, men så skulle det også være det tætteste man kunne komme en ekspres levering. Den blev så sendt sidste mandag, så en uge tog det. Hurra… super ekspres aldrig set hurtigere… suk. Nogle gange kan man altså man er langt fra lands lov og ret. Som da jeg fik min sidste telefon regning for min mobil telefon. 2500 kroner, og det er egentlig ikke fordi jeg har ringet særligt meget, men folk har ringet til mig, hvilket åbenbart er noget telefonselskabet synes jeg skal betale for, og gerne flere gange på en gang.
Men tilbage til min pakkepost, for der var så sandelig godter i det monster af en kasse. For det første var der lange underbukser og en langærmet undertrøje af sådan noget smart super stof der sikkert kan holde mig varm på nordpolen og kold i sahara. Derudover var der på stof fronten (nej ikke den slags stoffer, rigtig stof… til tøj og sårn) en kortærmet blå skjorte fra australien, hvor mine forældre jo lige har været. Så kan jeg jo sidde og tænke på kænguruer mens jeg fisker blandt hvalerne heroppe. Mine dejlige forældre havde advaret mig om at de ville sende lidt godter så jeg kunne godt nå at sende en lille ønske seddel med, hvis der lige var noget jeg stod og manglede heroppe i det kolde nord. Det gjorde jeg så. Så for det første var der nye strenge til den gamle spanske guitar , for jeg er jo helt vild god til at spille på sådan en. Eller også skulle jeg bare sige at det kan jeg da blive. Et eller andet skal jeg jo bruge de næste 3 år på. under alle omstændigheder kan mit guitarspil da kun gå fremad (det bliver nok ikke meget værre i hvert fald). For det andet sendte de Rhonda Harris’ nye cd herop ”Tell the world we tried”… ahh… endelig noget ordentlig musik. Lækkert lækkert. Specielt nummeret ”Lungs” kunne godt komme til at køre ret så meget på repeat heroppe. Måske skulle jeg lære at spille det.. right. Nå men til sidst havde jeg bestilt nogle mikrobølge popcorn da jeg ikke finde nogen som helt heroppe. ”Desværre” har jeg så i mellemtiden fundet den eneste butik i Maniitsoq der har dem. Ikke at det gør noget. Nu har jeg nemlig de bedste af slagsen. 12 pakker fra Netto, yes sir, det holder.
Og som kronen på værket så varmede det mit hjerte da jeg i pakken fandt en dvd med de første 4 afsnit af den nyeste omgang med Ørnen. YES! Det skal lige at den faktisk går heroppe på KNR, men min forbindelse er så irriterende dårlig at jeg helt er holdt op med at se fjernsyn. Det er ikke engang løgn. René Toft ser ikke mere fjernsyn. Den er god nok. Men det afholder mig jo ikke at se dvd. Så jeg har jo indtil videre fået set to sæsoner af Futurama, en sæson af ”Scrubs”, første sæson af ”Dead like me”, og er gået i gang med samtlige James Bond (men mere om det senere).
Nu kan jeg bare gå og glæde mig til de næste par pakker. Har nogle bøger på vej fra Amazon både til mig selv og nogle til undervisning, samt at Shurjeel har varslet at der måske var et par godter på vej… nam. Shurjeel har rent faktisk sendt mig en dvd tidligere, så han er officielt fået status som min serie pusher og sugardaddy. Respekt :)
Det var vist alt for nu, for jeg skal lige se lidt ørnen inden jeg går i seng. Nat nat.
Men tilbage til min pakkepost, for der var så sandelig godter i det monster af en kasse. For det første var der lange underbukser og en langærmet undertrøje af sådan noget smart super stof der sikkert kan holde mig varm på nordpolen og kold i sahara. Derudover var der på stof fronten (nej ikke den slags stoffer, rigtig stof… til tøj og sårn) en kortærmet blå skjorte fra australien, hvor mine forældre jo lige har været. Så kan jeg jo sidde og tænke på kænguruer mens jeg fisker blandt hvalerne heroppe. Mine dejlige forældre havde advaret mig om at de ville sende lidt godter så jeg kunne godt nå at sende en lille ønske seddel med, hvis der lige var noget jeg stod og manglede heroppe i det kolde nord. Det gjorde jeg så. Så for det første var der nye strenge til den gamle spanske guitar , for jeg er jo helt vild god til at spille på sådan en. Eller også skulle jeg bare sige at det kan jeg da blive. Et eller andet skal jeg jo bruge de næste 3 år på. under alle omstændigheder kan mit guitarspil da kun gå fremad (det bliver nok ikke meget værre i hvert fald). For det andet sendte de Rhonda Harris’ nye cd herop ”Tell the world we tried”… ahh… endelig noget ordentlig musik. Lækkert lækkert. Specielt nummeret ”Lungs” kunne godt komme til at køre ret så meget på repeat heroppe. Måske skulle jeg lære at spille det.. right. Nå men til sidst havde jeg bestilt nogle mikrobølge popcorn da jeg ikke finde nogen som helt heroppe. ”Desværre” har jeg så i mellemtiden fundet den eneste butik i Maniitsoq der har dem. Ikke at det gør noget. Nu har jeg nemlig de bedste af slagsen. 12 pakker fra Netto, yes sir, det holder.
Og som kronen på værket så varmede det mit hjerte da jeg i pakken fandt en dvd med de første 4 afsnit af den nyeste omgang med Ørnen. YES! Det skal lige at den faktisk går heroppe på KNR, men min forbindelse er så irriterende dårlig at jeg helt er holdt op med at se fjernsyn. Det er ikke engang løgn. René Toft ser ikke mere fjernsyn. Den er god nok. Men det afholder mig jo ikke at se dvd. Så jeg har jo indtil videre fået set to sæsoner af Futurama, en sæson af ”Scrubs”, første sæson af ”Dead like me”, og er gået i gang med samtlige James Bond (men mere om det senere).
Nu kan jeg bare gå og glæde mig til de næste par pakker. Har nogle bøger på vej fra Amazon både til mig selv og nogle til undervisning, samt at Shurjeel har varslet at der måske var et par godter på vej… nam. Shurjeel har rent faktisk sendt mig en dvd tidligere, så han er officielt fået status som min serie pusher og sugardaddy. Respekt :)
Det var vist alt for nu, for jeg skal lige se lidt ørnen inden jeg går i seng. Nat nat.
søndag, november 05, 2006
Længe leve røvballe… suk
Nu har jeg altid været lidt sart i forhold til hvad det er jeg udsætter mine øregange for af musikalske input. Der er en nogle ting er helt vild med, nogle stykker jeg sagtens kan høre uden at få direkte kvalme, adskillige ting jeg kan tolerere og så er der bare nogle ting jeg over hovedet ikke orker. Og slet ikke i længere tid af gangen. Under denne kategori hører dansktoppen, heavy metal (og herunder alt det der bare lugter af fisk som dødsmetal, emo etc), hiphop og så lige min for tiden yndlings aversion nemlig røvballe, også kendt under termen suppe-steg-og-is-musik. Egentlig er røvballe musik i sin strikseste form ikke en musikgenre, men mere et sammensurium af bløde pop og rock hits fra de sidste 20-30 år som regel fremført af et såkaldt røvballe orkekster, af middelmådige ”kunstnere”, der har spillet disse numre i så mange år at de fuldstændig har drænet dem for al den liv, saft og kraft de en gang besad. Jeg må vidst lige sende en venlig tanke til min gode ven Thomas og så lige min egen fader, der jo i mange år har haft den lidet anerkendende titel ”røvballemusiker”. Stakler.
Men hvorfor i det hele taget snakke om røvballe når jeg er helt heroppe i Grønland, hvor de jo sikkert har deres helt egen særegen og enormt charmerende måde at udtrykke sig musikalsk, ikke sandt? NOOOOT! Her går man og tror man har det hårdt musikalsk i DK fordi at the voice eksisterer i det hele taget, eller fordi Kandis tjener styrtende med penge eller fordi man får en på lampen i en hvilken som helst pub på vestkysten hvis ikke man kan teksten til Himmehunden. Så skal i prøve at være her oppe.
For det første er der radioen. Suk. Radio. Hvis i forestiller sådan en rigtig dejlig charmerende lokalradio (nu er jeg altså lettere sarkastisk) hvor lyden aldrig er helt 100%, værterne overhovedet ikke det der tilnærmelsesvis hedder trænet og musikken konstant er en skøn blanding af grønlands svar på tre hvide duer, kære lille mormor, dansk pop anno 1983 og så en gang i blandt bare en god sang (hvilket som regel redder min dag) der både kan være jazz som forleden eller et nyere hit med white stripes (de skiftede så også ret hurtigt igen). Og hvorfor hører jeg det så, når jeg ikke kan fordrage det? Nu har jeg ikke rigtig noget valg, da der er en radio inde på lærerværelset, der af en eller anden grund kører konstant. Og den har kun to (måske tre, men har kun hørt to) indstillinger, nemlig lokalradioen fra Maniitsoq og så kanal 2 fra Kbh, der naturligvis KUN spiller sødsuppe 80’er hit fra den danske sangskat som Sig du kan li mig etc, og så de blødeste ækleste pophit. Pest eller kolera siger jeg bare. Så når jeg kan komme af sted med det, så bliver den slukket, men man skal jo heller ikke gøre sig uvenner med nogen, så…
Derudover var jeg til fest i fredags, der var en fest eleverne havde arrangeret. Den slags skal man jo støtte op om, og siden den eneste måde de kan tjene lidt penge til deres fælleskasse er ved ølsalg, er man jo forpligtiget som den gode lærer man er, at købe mindst et par øl i hvert fald. Man kan sågar argumentere for at jo flere øl du køber des bedre er du… Nah, jeg endte da med at købe nogen øl hos dem, men det sidste jeg gider er at farer pisse fuld og på rulleskøjter rundt blandt mine eleverer. Det må jeg nøjes med at pine mine venner med. Men til denne fest havde de så også skaffet et band, der vidst bare hedder Unos Band, da det er Uno der lidt er bandleder og de er lidt de lokale helte og sårn. Og hurra for det, men det er lidt typisk for folk uden indgående erfaring med koncerter at de for det første spiller for højt, der er ikke helt stemt i forhold til hinanden, og så er der altid en der er lidt dårligere end de andre. Deres rytmeguitarist var lidt en prøvelse for mine sarte ører. Han var da ok, men der ABSOLUT ingen variation, hverken i rytme eller lyd. Og når lyden er den velkendte highpitch skærende efterskole rytme lyd, bliver det eddermanme innerverende efter mere en 5 minutter. Og så når bandet bestemmer sig for at spille de samme grønlandske hits, der svarer til det vi på dansk vil kalde røvballe HELE aftenen, så går det hele bare op i en højere enhed. Det skal så siges at de spillede et par engelsk sprogede slagere som Radioheads ”Creep” (desværre drænet for den energi og pondus sangen fortjener og som jeg faktisk hørte bandet spille den med for lidt over en måned siden), Hotel California (der bare ikke gør det for mig sunget med en tyk grønlands accent), og vist noget Credence Clearwater Revival. Men jo jeg ved det, jeg er sart. For de var jo et hit til festen. Der blev danset og hoppet og hujet. Og det er da dejligt, men aftenen for mig og Karsten endte med at vi søgte tilflugt i Klubben, hvor vi kunne drikke os fulde i fred og høre den musik vi selv gerne ville. Så det blev bl.a. til raveonettes, rammstein og nirvana, men højdepunktet var dog da vi skrålede med på hele Klichés anden plade Okay Okay Boys. Det viste sig at den kunne vi begge to på rygraden, så der blev skrålet ”BAAAAG DE RØØØØDE BJEEEERGE” for fuld skrue, og jeg tror det var en god ting at det kun var os i klubben. I hvert fald var det en behagelig afslutning, om ikke andet så for mine øres skyld.
Men hvorfor i det hele taget snakke om røvballe når jeg er helt heroppe i Grønland, hvor de jo sikkert har deres helt egen særegen og enormt charmerende måde at udtrykke sig musikalsk, ikke sandt? NOOOOT! Her går man og tror man har det hårdt musikalsk i DK fordi at the voice eksisterer i det hele taget, eller fordi Kandis tjener styrtende med penge eller fordi man får en på lampen i en hvilken som helst pub på vestkysten hvis ikke man kan teksten til Himmehunden. Så skal i prøve at være her oppe.
For det første er der radioen. Suk. Radio. Hvis i forestiller sådan en rigtig dejlig charmerende lokalradio (nu er jeg altså lettere sarkastisk) hvor lyden aldrig er helt 100%, værterne overhovedet ikke det der tilnærmelsesvis hedder trænet og musikken konstant er en skøn blanding af grønlands svar på tre hvide duer, kære lille mormor, dansk pop anno 1983 og så en gang i blandt bare en god sang (hvilket som regel redder min dag) der både kan være jazz som forleden eller et nyere hit med white stripes (de skiftede så også ret hurtigt igen). Og hvorfor hører jeg det så, når jeg ikke kan fordrage det? Nu har jeg ikke rigtig noget valg, da der er en radio inde på lærerværelset, der af en eller anden grund kører konstant. Og den har kun to (måske tre, men har kun hørt to) indstillinger, nemlig lokalradioen fra Maniitsoq og så kanal 2 fra Kbh, der naturligvis KUN spiller sødsuppe 80’er hit fra den danske sangskat som Sig du kan li mig etc, og så de blødeste ækleste pophit. Pest eller kolera siger jeg bare. Så når jeg kan komme af sted med det, så bliver den slukket, men man skal jo heller ikke gøre sig uvenner med nogen, så…
Derudover var jeg til fest i fredags, der var en fest eleverne havde arrangeret. Den slags skal man jo støtte op om, og siden den eneste måde de kan tjene lidt penge til deres fælleskasse er ved ølsalg, er man jo forpligtiget som den gode lærer man er, at købe mindst et par øl i hvert fald. Man kan sågar argumentere for at jo flere øl du køber des bedre er du… Nah, jeg endte da med at købe nogen øl hos dem, men det sidste jeg gider er at farer pisse fuld og på rulleskøjter rundt blandt mine eleverer. Det må jeg nøjes med at pine mine venner med. Men til denne fest havde de så også skaffet et band, der vidst bare hedder Unos Band, da det er Uno der lidt er bandleder og de er lidt de lokale helte og sårn. Og hurra for det, men det er lidt typisk for folk uden indgående erfaring med koncerter at de for det første spiller for højt, der er ikke helt stemt i forhold til hinanden, og så er der altid en der er lidt dårligere end de andre. Deres rytmeguitarist var lidt en prøvelse for mine sarte ører. Han var da ok, men der ABSOLUT ingen variation, hverken i rytme eller lyd. Og når lyden er den velkendte highpitch skærende efterskole rytme lyd, bliver det eddermanme innerverende efter mere en 5 minutter. Og så når bandet bestemmer sig for at spille de samme grønlandske hits, der svarer til det vi på dansk vil kalde røvballe HELE aftenen, så går det hele bare op i en højere enhed. Det skal så siges at de spillede et par engelsk sprogede slagere som Radioheads ”Creep” (desværre drænet for den energi og pondus sangen fortjener og som jeg faktisk hørte bandet spille den med for lidt over en måned siden), Hotel California (der bare ikke gør det for mig sunget med en tyk grønlands accent), og vist noget Credence Clearwater Revival. Men jo jeg ved det, jeg er sart. For de var jo et hit til festen. Der blev danset og hoppet og hujet. Og det er da dejligt, men aftenen for mig og Karsten endte med at vi søgte tilflugt i Klubben, hvor vi kunne drikke os fulde i fred og høre den musik vi selv gerne ville. Så det blev bl.a. til raveonettes, rammstein og nirvana, men højdepunktet var dog da vi skrålede med på hele Klichés anden plade Okay Okay Boys. Det viste sig at den kunne vi begge to på rygraden, så der blev skrålet ”BAAAAG DE RØØØØDE BJEEEERGE” for fuld skrue, og jeg tror det var en god ting at det kun var os i klubben. I hvert fald var det en behagelig afslutning, om ikke andet så for mine øres skyld.
onsdag, november 01, 2006
resten af ugen (altså sidste uge)
Ok ok undskyld. Så er det sagt. Jeg ved det godt, jeg er bagud. Men jeg har altså haft bare en anelse travlt, så det her med at skrive blog er bare ligesom ikke blevet gjort. Men den skriver jo ikke sig selv, så jeg må jo til det. Jeg kan jo lige starte med at fortælle hvordan sidste uge gik efter tirsdag.
Onsdag var en lidt mærkelig dag, da den stod på workshop uden work. Først var jeg til en tilsyneladende workshop om materiale fremstilling, men det var egentlig mere en enkelt kvinde der stod og forklarede hvordan de i DK havde gjort det. Ikke at der er noget i vejen med det, da det både var lærerigt og inspirerende, men workshop var det dæleme ikke. Den næste workshop var om et online konference program og med det sparsomt virkende trådløse net på Katuag fik flere af os logget os ind på det møde foredrags holderen ahvde oprettet og som vi så kunne se på storskærmen samtidig. Meget svar, men da jeg havde prøvet at bruge det før, var der heller ikke det helt nye under solen. Alt i alt en nogenlunde dag, men lidt for lidt work. Var efterhånden træt af at høre på foredragsholdere.
Aftenen blev dog lidt anderledes, da jeg faldt godt i snak med en fyr der hed Lasse og som boede på Sisimiut, hvor han underviste på en eller anden skole jeg lige har glemt nu. Derudover havde han fået anskaffet sig 19 hunde og selv lavet en hundeslæde. Handyman, det tror jeg nok man kan sige. Og det er sgu sjovt som verden nogen gange er forfærdelig lille. Da jeg fortalte at jeg kommer fra Hobro ringede han til sin kone, der også kommer fra Hobro og spurgte om hun kendte en René Toft. Og hun svarede så ”Kim Tofts lillebror?” Damn, siger jeg bare. Hun, tror hun hed Jeanette, havde oveni købet være over hos os i gamle dage. Tsk. Der kan man bare se. Men i hvert fald endte Lasse og jeg på en dejlig thailandsk restaurant hvor vi hver konsumerede 5 retter. Spørg lige om jeg var mæt bagefter.
Torsdag blev også lidt en pudsig dag. En god ting var at der denne gang rent faktisk var workshops med work. Lærte basis værktøjerne ved et program der gør det nemmere at lave word dokumenter til html. Smart og nemt. Efter frokostpausen var der så mere, men der var lige en ting jeg hellere ville nå end at skulle få mere info in i skallen. Jeg havde nemlig en hemmelig plan (ikke mere hemmelig end jeg fortalte alle de andre om den) om at tage til Nussuaq og besøge min gamle skole, Nussuup Artuafia. Som sagt så gjort. Og det var sgu lidt mærkeligt at se den igen. Selv om den så nok så stor og imponerende ud på afstand, så kunne man godt se den var slidt når man kom nærmere på den. Nu skal i jo huske på at den var helt ny da jeg gik på den, så alt det der slemme graffiti, det var jo slet ikke opfundet den gang. Men ikke nok med at den så slidt ud, da jeg først kom ind var den også pludselig meget mindre end jeg husker den. Tror nok det egentlig er mig der er blevet større, men det er lidt sjovt som barndomsminder kan snyde en. Under alle omstændigheder så tog jeg en tur på kontoret for lige at melde min ankomst, da jeg havde tænkt mig at tage lidt billeder af stedet. Det kunne jo være de ville undre sig lidt om hvorfor en eller anden dum dansker rendte rundt og tog billeder af deres skole. Det endte i hvert fald med at jeg fik en god snak med sekretæren på skolen, da sågar fandt mine gamle papirer frem fra fjernarkivet. Det var lidt pudsigt at se mine gamle karakterer og de få udtalelser der var. Blandt andet udtalelsen fra min gamle skole, da jeg skulle skifte til Nussuup. Det skal lige sige sjeg skulle skifte skole fordi de endelig havde bygget en skole der hvor jeg boede, og ikke fordi jeg lavede ballade (ja ok, det kan da godt være jeg lavede ballade men i hvert fald ikke nok til at blive smidt ud af skolen for). I den udtalelse står der blandt andet (fik en kopi); ”Meget svingende opførsel, sød og positiv eller sur og uoplagt. Noget snaksom og højrøstet”. Man skulle tro de snakkede om mine elever… De skriver også; ”René har let ved dansk og klarer sig fint når han selv vil, men det kniber lidt med at koncentrere sig om arbejdet”. Tjaaa.. sådan tror jeg nok jeg havde det hele skoletiden. Men det var sikkert deres undervisning der var røvkedelig. Det siger vi lige i hvert fald. det var i hvert fald sjovt at læse og se skolen igen, men der var ingen af de gamle lærere tilbage overhovedet, hvilket var lidt ærgerligt.
Om aftenen var der så afskedsmiddag for de forskellige deltagere af seminaret. Dette skete på Værftet, en hyggeligt restaurant nede i kolonihavnen. Der var der linet op til selskab og hold nu op det var lækker mad. Først en eller anden form for fiskeanretning, der smagte usandsynligt godt men bagefter… mmmmmm… det møreste lam og det aller aller aller møreste rensdyrsmedaljon. Det kan slet ikke forklares hvor mørt og lækkert det stykke kød det var. Det tætteste er vel det min far han plejer at sige når han får et godt stykke dejlig mørt kød – det er så mørt at man kan tygge det med øjenbrynene og så smelter det på tungen. Ikke helt forkert i det her tilfælde. Til sidst var der noget citron frobe eller hvad det nu er det der fancy stads hedder. Det smagte i hvert fald fint. Og så var det jo godt selskab.
Jeg tog dog forholdsvis tidligt hjem (var på hotellet kl.23), da jeg skulle yderst tidligt op. Vi skulle med flyveren klokken 7.00 hvilket betyder at man skal tjekke ind klokken 6.00 (en time før og sårn), hvilket igen betød at vi fik morgenmad klokken 5.15 og tog taxa lidt efter 5.30. Man, hvis ikke det er før fanden får sko på, så ved jeg ikke rigtig. Men vi kom op og kom af sted og landede fint i Maniitsoq igen, hvor jeg lige skulle igennem 6 timers undervisning – yay..huraaa.. årh pis. Nå ja, og så havde jeg smarte også sat det op så jeg skulle stå for filmklub om aftenen. Suk. Hvor når er det lige jeg lærer ikke at tage munden for fuld. Men men men det blev faktisk en filmklub hvor der rent faktisk kom nogen. Succes. Vi var vel en 10-15 stykker der så Goldeneye (James Bond i ved). Og efter det tog jeg lige i klubben, fik et par øl, men så tog jeg også hjem og fik et velfortjent nats søvn.
Onsdag var en lidt mærkelig dag, da den stod på workshop uden work. Først var jeg til en tilsyneladende workshop om materiale fremstilling, men det var egentlig mere en enkelt kvinde der stod og forklarede hvordan de i DK havde gjort det. Ikke at der er noget i vejen med det, da det både var lærerigt og inspirerende, men workshop var det dæleme ikke. Den næste workshop var om et online konference program og med det sparsomt virkende trådløse net på Katuag fik flere af os logget os ind på det møde foredrags holderen ahvde oprettet og som vi så kunne se på storskærmen samtidig. Meget svar, men da jeg havde prøvet at bruge det før, var der heller ikke det helt nye under solen. Alt i alt en nogenlunde dag, men lidt for lidt work. Var efterhånden træt af at høre på foredragsholdere.
Aftenen blev dog lidt anderledes, da jeg faldt godt i snak med en fyr der hed Lasse og som boede på Sisimiut, hvor han underviste på en eller anden skole jeg lige har glemt nu. Derudover havde han fået anskaffet sig 19 hunde og selv lavet en hundeslæde. Handyman, det tror jeg nok man kan sige. Og det er sgu sjovt som verden nogen gange er forfærdelig lille. Da jeg fortalte at jeg kommer fra Hobro ringede han til sin kone, der også kommer fra Hobro og spurgte om hun kendte en René Toft. Og hun svarede så ”Kim Tofts lillebror?” Damn, siger jeg bare. Hun, tror hun hed Jeanette, havde oveni købet være over hos os i gamle dage. Tsk. Der kan man bare se. Men i hvert fald endte Lasse og jeg på en dejlig thailandsk restaurant hvor vi hver konsumerede 5 retter. Spørg lige om jeg var mæt bagefter.
Torsdag blev også lidt en pudsig dag. En god ting var at der denne gang rent faktisk var workshops med work. Lærte basis værktøjerne ved et program der gør det nemmere at lave word dokumenter til html. Smart og nemt. Efter frokostpausen var der så mere, men der var lige en ting jeg hellere ville nå end at skulle få mere info in i skallen. Jeg havde nemlig en hemmelig plan (ikke mere hemmelig end jeg fortalte alle de andre om den) om at tage til Nussuaq og besøge min gamle skole, Nussuup Artuafia. Som sagt så gjort. Og det var sgu lidt mærkeligt at se den igen. Selv om den så nok så stor og imponerende ud på afstand, så kunne man godt se den var slidt når man kom nærmere på den. Nu skal i jo huske på at den var helt ny da jeg gik på den, så alt det der slemme graffiti, det var jo slet ikke opfundet den gang. Men ikke nok med at den så slidt ud, da jeg først kom ind var den også pludselig meget mindre end jeg husker den. Tror nok det egentlig er mig der er blevet større, men det er lidt sjovt som barndomsminder kan snyde en. Under alle omstændigheder så tog jeg en tur på kontoret for lige at melde min ankomst, da jeg havde tænkt mig at tage lidt billeder af stedet. Det kunne jo være de ville undre sig lidt om hvorfor en eller anden dum dansker rendte rundt og tog billeder af deres skole. Det endte i hvert fald med at jeg fik en god snak med sekretæren på skolen, da sågar fandt mine gamle papirer frem fra fjernarkivet. Det var lidt pudsigt at se mine gamle karakterer og de få udtalelser der var. Blandt andet udtalelsen fra min gamle skole, da jeg skulle skifte til Nussuup. Det skal lige sige sjeg skulle skifte skole fordi de endelig havde bygget en skole der hvor jeg boede, og ikke fordi jeg lavede ballade (ja ok, det kan da godt være jeg lavede ballade men i hvert fald ikke nok til at blive smidt ud af skolen for). I den udtalelse står der blandt andet (fik en kopi); ”Meget svingende opførsel, sød og positiv eller sur og uoplagt. Noget snaksom og højrøstet”. Man skulle tro de snakkede om mine elever… De skriver også; ”René har let ved dansk og klarer sig fint når han selv vil, men det kniber lidt med at koncentrere sig om arbejdet”. Tjaaa.. sådan tror jeg nok jeg havde det hele skoletiden. Men det var sikkert deres undervisning der var røvkedelig. Det siger vi lige i hvert fald. det var i hvert fald sjovt at læse og se skolen igen, men der var ingen af de gamle lærere tilbage overhovedet, hvilket var lidt ærgerligt.
Om aftenen var der så afskedsmiddag for de forskellige deltagere af seminaret. Dette skete på Værftet, en hyggeligt restaurant nede i kolonihavnen. Der var der linet op til selskab og hold nu op det var lækker mad. Først en eller anden form for fiskeanretning, der smagte usandsynligt godt men bagefter… mmmmmm… det møreste lam og det aller aller aller møreste rensdyrsmedaljon. Det kan slet ikke forklares hvor mørt og lækkert det stykke kød det var. Det tætteste er vel det min far han plejer at sige når han får et godt stykke dejlig mørt kød – det er så mørt at man kan tygge det med øjenbrynene og så smelter det på tungen. Ikke helt forkert i det her tilfælde. Til sidst var der noget citron frobe eller hvad det nu er det der fancy stads hedder. Det smagte i hvert fald fint. Og så var det jo godt selskab.
Jeg tog dog forholdsvis tidligt hjem (var på hotellet kl.23), da jeg skulle yderst tidligt op. Vi skulle med flyveren klokken 7.00 hvilket betyder at man skal tjekke ind klokken 6.00 (en time før og sårn), hvilket igen betød at vi fik morgenmad klokken 5.15 og tog taxa lidt efter 5.30. Man, hvis ikke det er før fanden får sko på, så ved jeg ikke rigtig. Men vi kom op og kom af sted og landede fint i Maniitsoq igen, hvor jeg lige skulle igennem 6 timers undervisning – yay..huraaa.. årh pis. Nå ja, og så havde jeg smarte også sat det op så jeg skulle stå for filmklub om aftenen. Suk. Hvor når er det lige jeg lærer ikke at tage munden for fuld. Men men men det blev faktisk en filmklub hvor der rent faktisk kom nogen. Succes. Vi var vel en 10-15 stykker der så Goldeneye (James Bond i ved). Og efter det tog jeg lige i klubben, fik et par øl, men så tog jeg også hjem og fik et velfortjent nats søvn.
Abonner på:
Opslag (Atom)
