Moskusjagten - eller kunsten at bære en halv ko

Så er jeg sikkert tilbage i Maniitsoq efter min første rigtige jagt og så oven i købet en fire dages en af slagsen. Og det kan roligt siges at det var en begivenhedsrig tur, men masser af storslåede oplevelser, opture, nedture, ømme muskler, trætte kroppe og frisk luft. Men læn dig tilbage og bered dig på at læse en laaang beretning. I må undskylde den starter lidt pludselig om fredagen, men jeg fik ikke skrevet blog om torsdagen, så den hopper direkte ind i begivenhederne. Ikke at jeg havde en computer med på turen. Nej, toft blog v.2.0 var for en weekendstid gået analog. Papir og en skriver.

Om torsdagen kan det lige siges at sejlturen tog godt og vel 6 timer og hvis i har set filmen ’the perfect storm’ så har i en nogenlunde fornemmelse af hvordan jeg havde det de første 20 minutter, mens vi kæmpede os ud af Maniitsoq havnen og hen til mere stille vand. Jeg siger jer nogen bølger. Det var sidelæns i kæmpemæssige bakkedale bestående af et blåt og hvidt frådende hav, op og ned, nådesløst. Godt det kun varede de første 20 minutter. Derefter var vejret og havet tåleligt. Hvis I har lyst til at læse om vores udgang set fra land, så har Anne Maria skrevet om det i sin blog her. Men tilbage til jagten.

Fredag
Øv. Rigtig rigtig øv. Jeg sidder i Pers båd og er lige hjemvendt fra en succesfuld moskusjagt og det eneste jeg kan tænke er motherfucker pis. Jeg er ikke sur eller irriteret på nogen lige bortset fra mig selv og mit fantastiske møg uheld. Hvorfor, spørger du? Jo sagen er den at jeg lige har tabt Ulriks hightech superduper digital kamera… i vandet. Ikke i en vandpyt (hvis det så bare var det). Nej, jeg har tabt det i fjorden. På 4 meters dybde i vand hvor sigtbarheden er lig nul. Og det er skidt. Jeg har for det første ingen anelse om hvad det koster (men det er uden tvivl dyrt), jeg har ingen forsikring (har ikke lige råd til den slags) og så er alle vores billeder fra de to første dage (omkring 200) pist forsvundet. Pis pis pis.

Det skete da jeg roede i gummibåden fra Pers båd. Jeg havde ingen lommer eller tasker at have kameraet i, så jeg havde det under jakken, men desværre var jakken ikke lynet helt op, så da jeg rækker frem for at støde væk fra Jonas’ båd (hvor jeg lå til) sagde det ’plump’ og væk var kameraet. Hvorfor kunne det ikke bare falde ned i gummibåden? Typisk. Og Ulrik er her ikke engang så jeg kan fortælle ham det. Han er ved at partere og bære kødet ind til lejren, fra den tyr han nedlagde for godt 3 timer siden.

Men lad mig starte lidt før det, for det hele er nu ikke kun min skyld (derfor kan man godt have dårlig samvittighed). En halv time før Ulrik nedlagde sin tyr, var jeg nemlig selv med til at nedlægge en moskusokse, en ko. Jonas og jeg var den dynamiske duo, men selv om jeg havde riffel med, overlod jeg skyderiet til Jonas, eftersom han havde den rigtige kaliber til jobbet og var en helt del mere øvet end mig. Det var eftermiddag og Jonas og jeg havde stødt ind i en lille flok på fire dyr, og da de ikke lod sig drive, blev enige om at nedlægge et dyr. Der var ingen grund til at skyde flere, eftersom vi kun var os to, og en mand kan højest bære en halv ko anyway (medmindre man er grønlænder og er lettere hardcore, med dårlig knæ og ryg som følge). Flokken bestod af en tyr, to køer og en kalv. Vi bestemte os for at skyde den ene ko. Men koen havde i første omgang lidt andre planer. Første skud ramte den klokkeklart i hovedet, lige under det ene øje, men den blev stående. Ænsede det ligesom ikke. Først andet skud der ramte den i halsen fik den til at falde sammen med et sæt. Og så reagere resten af flokken og satte ellers i spæn hen over bjergsiden. Godt de ikke løb mod mig.. for de var ikke helt ufarlige.

Men der var ingen af de andre fra jagtteamet i nærheden, så vi begyndte at partere som man skal. Og så dukkede Ulrik og Christian pludselig op. De havde hørt skuddet og var i nærheden. Og så var det Ulrik tog sit kamera frem og tog billeder mens Jonas, Christian og mig havde fingrene nede kød, indvolde, pels og blod. Jeg siger det var en fascinerende oplevelse. Ikke for de alt for sarte bevares, men det var ikke så galt som jeg havde regnet med. For det første blødte det meget lidt. Der kom kun blod hvis man snittede i musklerne og det gjorde vi jo så lidt som muligt. Og lugten var heller ikke hverken skrækkelig eller forfærdelig. Kun tarmene og mavesækken havde lidt lugt de skulle af med. Sådan en indestængt moskusprut er lidt fæl, heldigvis er jo i det fri. Men mens vi havde hænderne godt begravet i moskuskød, så vi en moskus tyr lidt længere væk og Ulrik spørger spændt om han ikke skal skyde den, og Christian kommer lidt uovervejet til at sige at det lød da som en god idé. Før vi kan nå at sige ”øhh.. vent lige lidt” er Ulrik over af sted over hals og hoved og over alle bjerge med sit gevær i hånden, uden hverken sit kamera eller sin kniv. Lidt efter hører vi adskillige skud og så måtte Christian af sted for at hjælpe ham. Jonas og jeg blev og parterede vores ko færdig og fik så hver godt 30-40 kilos oppakning (jeg havde en rygsæk fyldt med kød samt to rifler, Jonas bar på hele bagkroppen) og kunne nu se frem til en gåtur på godt halvanden time i ujævnt terræn (for at sige det mildt). Men vi kunne jo ikke bare efterlade kameraet, og det eneste sted jeg havde plads (havde jo 30 kilos kød samt de to rifler) var under jakken. Kunne ikke engang hænge kameraet om halsen da der ikke var nogen strop på det.

Jeg var naturligvis fuldstændig smadret da jeg endelig ankom til bredden af fjorden hvor vi lå til ankers. Heldigvis blev jeg mødt af Per og Karsten der havde lidt tiltrængte forfriskninger med til mig. Lidt efter kom Christian og Jeppe, og de var alle fire på vej for ind for at hjælpe Ulrik med at bjerge hans dyr. For Ulrik havde gjort regning uden vært, da han skød sin tyr. For fint nok at man kan skyde en tyr, men manden havde jo ingenting til at bære dyret med. Overhovedet. For ikke at snakke om at størrelsen af dyret jo også var kolo enorm. Langt mere end hvad man skal udsætte to mennesker for. Så stakkels Christian var gået hele vejen tilbage til lejren for at hente forstærkning. Så det var dem jeg mødte ved fjordmundingen. Så dem af sted og mig alene tilbage med en gummibåd. Kød og i båden og rifler og så mig af sted til bådene. Først roede jeg over til Jonas’ båd for at aflevere hans riffel og kød (det deles senere). Og det var så da jeg lagde fra der at det skete. Jeg havde ganske ikke lige opmærksomheden på min jakke, jeg var desuden træt, svedt og ville over til Pers båd for at få et tiltrængt hvil. Jeg lænede mig frem, satte fra og… røv. Ikke ligefrem den perfekte afslutning på en meeeegeeet lang og meeegeeet hård dag. Men havde ulrik bare husket sit kamera i første omgang... ja, hvis og hvis, min røv er spids...

Dagen startede allerede klokken 5, hvor vi stod op for at være klar til at tage af sted over stok og sten på den store jagt klokken 6.00. Planen var at skulle finde dyrene, komme bag dem og så drive dem tilbage mod lejren. Se det lyder jo meget godt i teorien. Og dyr var der nok af. I dag har jeg nok set de første 40 moskusokser. Men drives, det ville de fanme ikke. For fik man dem endelig til at løbe, så er det enten i den forkerte retning, eller også skifter de lynhurtigt retning til den forkerte retning, lige som man troede at det endelig var lykkedes bare nogenlunde.
Der er nu noget helt specielt ved at stå 20-30 meter fra en fuldvoksen moskusokse tyr, der begynder at fnyse ud af næseborene og lave dybe truende lyde fordi den udmærket har set mig (det er jo meningen) og i stedet for at løbe væk, har bestemt sig for at beskytte flokken ved at tage kampen op, hvis det skal komme så vidt. Så er det man lige tager en dyb indånding og begynder at gå baglæns helt roligt. Ingen pludselig bevægelser. Bare nok skridt baglæns til at han begynder at slappe af igen.

Nåja, jeg har også set en ræv og 2 rensdyr i dag (ikke på samme tid). Vi skød dem ikke, men vi er jo heller ikke på rensdyr jagt. Vi er på moskusjagt uanset hvor indbydende rensdyr bøffer end måtte lyde.

Ja det lyder jo meget godt alt sammen, og det ville være fantastisk hvis jeg havde billederne der kunne følge op på historien, men de ligger desværre på bunden af fjorden. Øv. Igen.

Lørdag
Så er lørdag ved at være forbi og lad mig konkludere med det samme at mit humør i dag er væsentligt bedre på nuværende tidspunkt end samme tid i går. Ulrik tog det nemlig ret pænt (under omstændighederne). Det han var mest ked af var alle de fantastiske billeder der nu er gået tabt i det dunkle vand. Sort uheld. Men han vil lige undersøge hvad han kan gøre med sin forsikring. Så må jeg jo klare selvrisikoen hvis der er noget sådan. Lidt ligesom dengang jeg lånte min brors bil og kom til at bakke ind i en lygtepæl. Selvrisiko 1200 bobs. Det var lidt sure penge at punge ud med på en SU. Men det var ikke det vi skulle snakke om.

I dag har Team Per (på nær Per) holdt moskusfri. Vi bestemte os for at sove længe, overlade videre moskusjagt til de professionelle (Per, Jonas, Markus, Knud og konen var af sted igen), og ellers tage op ad elven lidt senere på dagen for at se om vi ikke kunne fange et par lækre fjeldørreder. Det ku vi så ikke. Jo Karsten fangede én, men det slår jo ikke helt til, når man skal affodre fem fuldvoksne mænd. Til gengæld havde vi tidligere på dagen fanget (hvad vi troede) fem torsk, men det fik vi så at vide var uvakker. Uvakker er hvad man spiser hvis der virkelig ikke er andet. Det er fiskenes svar på lykkehjulet – lidt tamt, smagløst og uden bid. Så vi havde stadigvæk kun en fisk til fem mænner. Til gengæld har vi jo masser af lækker moskuskød.

I går fik vi lækker lækker moskusmørbrad.. nammenammenam. Jeg siger jer det var godt. Det var i sandhed kød der smeltede på tungen og noget man kunne tygge med øjenbrynene, som min far plejer at sige. I dag står menuen så på (engangs)grillstegt fjeldørred og tilsvarende uvak (vi skla lige smage for at kunne udtale os om hvor dårlig den egentlig er), og så en moskus chiligryde med tilhørende ris. Ikke dårligt, ikke dårligt.

Angående ris, så er der noget der har undret mig ret længe efterhånden. For køber man en pose ris og kigger lidt på brugsanvisningen/opskriften fra de forskellige lande (typisk DK/N/S), så vil man opleve et af livets helt store mysterier. For hvorfor fanden er der en forskellig opskrift til hvert enkelt land? Den danske opskrift bruger 4½ dl vand til 3 dl ris, den norske bruger 6 dl vand til 3 dl ris og jeg orker slet ikke nævne hvad den svenske gør. Også tiden det skal koge er forskellig og trække tiden ligeså. Er der virkelig så stor forskel på hvordan man forbereder ris rundt omkring i Skandinavien, så man bliver nødt til at lave differentierede opskrifter på samme produkt? Fatter det i hvert fald ikke. Nå, men nu skal jeg spise, så det må vente…

Lidt senere samme lørdag
Nu har vi spist færdig og nej hvor er jeg grov mæt. På grænsen til forspist. Men sådan er det jo når det hele bare smager lidt for godt. På nær uvakken selvfølgelig. Den smagte af ingenting. Luft med citronsmag 8fra citronen vi havde brugt). Det var også det vi havde regnet med, så nu skal jeg bare lære at kende forskel på en uvak og en torsk (uvakken er i torskefamilien, så helt nemt er det ikke). Men i hvert fald godt vi kun lavede en.

Nåja, mens vi lå her i fjorden lidt tidligere, ankom en ny båd med en ældre mand og hvad der lignende hans søn. De skulle også på jagt og tog deres gummibåd over til os for lige at høre om hvor der var dyr og sårn. Og så lige for at høre om vi havde ammunition til en bestemt kaliber riffel (har glemt hvilken), for de var kommet af sted med den forkerte ammunition. Det må fanme være surt. At sejle helt fra Nuuk og så finde ud af man har glemt ammunition når man endelig ankommer. Vi kunne desværre ikke hjælpe ham, da vi brugte en anden kaliber en den ønskede. Skaden var dog ikke større end de havde en anden riffel med (+ ammunition), men den var lige under den kaliber det er lovligt at skyde moskus med. Rammer man først rigtigt gør dette dog ikke så meget. Et godt skud kan fælde et dyr uanset kaliber (til en hvis grænse naturligvis). Men des større kaliber, des større skade naturligvis. Det hænger jo sammen det skidt.

En anden ting jeg slet ikke hat har fortalt er hvor mange dyr vi havde planlagt at gå efter på denne tur. Vi er jo som tidligere nævnt 10 mand af sted. Efter lidt konfereren med de andre fandt vi ud af at vi (Team Per) gerne ville havde et par dyr; Jonas, jeppe og Markus ligeså; og Knud og hans kone også gerne ville have 2 dyr. Så seks dyr i alt. Jeg havde så lidt i min naivitet troet at så skyder vi, parterer, bærer og så deler vi i porten. Men sådan fungerer det ikke helt. For man får andel i det dyr man har været med til at nedlægge og bære. Ikke at man skal have trykket på aftrækkeren, men har man været med til at bære, så er man også med i delingen af rovet. Så jeg har lidt uforvaren anskaffet mig en halv ko. Det var jo Jonas og jeg der stod for dagens første moskus i går og kun os der bar. Så den er vores. Ingen andres. Men dette ’du må yde før du kan nyde’ delingsprincip betyder så også at man skal holde sig til når det sker. Og du der ikke er det i princippet bare ærgerligt, Sonnyboy. Lidt synd hvis man var med hele den første dag, intet fangede og så er blevet skadet så man ikke kan tage del i anden dagen, som for eksempel Jeppe blev det. Han havde desværre problemer med knæet, så han blev hjemme i båden lørdag. Men mon ikke de andre skænker ham en venlig tanke og et stykke kød eller to. Hvis ikke så behøver jeg ikke ligefrem 30 kilo. Det er begrænset hvor meget kød jeg skal spise med en vegetar kone, der flytter herop i februar, for slet ikke at tale om de kommende rensdyrjagte til at fylde resten af fryseren med. Nej, det er ikke helt sikkert at jeg har brug for en hel halv ko.

Andre oplevelser.. hmm.. Jo jeg har set en havørn i dag. Nøj, den er stor. Og endnu flottere live en på films. Det var fascinerende at stå ved kanten af den brusende elv og se den flyve af sted med sine lange, seje, yndefulde og majestætiske vingeslag. Fanme flot. Ja i det hel taget har det været en forbandet flot tur. Det kan godt være at selve drivjagt princippet virkede som en fod i en styrthjelm, men det gjorde så bare det at vi i stedet kom tæt på dyrene. Helt tæt. Så tæt at man kunne lugte dem. Den der karakteristiske lugt af dyr, bysbørn kun kender fra zoologisk have, eller hvis de er så heldige som mig at lande foran de vilde af slagsen ude i det fri.

Alt i alt har turen været skøn, hård, barsk, rå, smuk og helt forfærdeligt fantastisk. Det var bare lige derfor jeg i sin tid tog herop. For at få den slags oplevelser. Det er en opfyldelse af det selvbillede jeg havde for godt et år siden af mig siddende i min islandske sweater, fuldskæg i hele krydderen med piben i munden, lugtende lidt af gnu (eller moskus i det her tilfælde), kiggende på solen der går ned over fjorden og bjergene i det blikstille vand. Ned til sidste detalje. Det er et af de øjeblikke man ved aldrig lader sig helt forklare. Det er her lige nu. Det er smukt som bare fanden. Det er virkeligt. Det skal nydes.

Oh oh.. we're in trouble...

I får lige vejrudsigten for i dag...

og for resten af ugen...

Det ser sgu ikke for godt ud. Håber da vi kommer afsted alligevel.

Jeg krydser fingre.. både for vejret og for turen.

Anton, dine bukser er revnet...

Jeg har fået hul i røven. Altså på mine bukser. Det skete da jeg sad på min båd og skulle hoppe i land, for desværre havde jeg sat på nogle af de dersens plastik krogeagtige nogen der holder reb på plads. Og den synes altså lige den skulle have fat i mine bukser. Ritzzzz sagde det så. Og så havde jeg et hul i røven. Pis os. Hvis det havde været en hvilken som helst anden dag, så havde jeg truket lidt på skulderen og tænkt ”nå ja, jeg købet et par nye eller får nogen til at kigge på dem”. Nu er det bare sådan at jeg skal bruge de forbandede bukser i morgen! Dem og ingen andre! Det er nemlig mine dyrt indkøbte og dødsenssmarte fancy jagtbukser. For jeg skal på jagt. På moskusjagt.

Før jeg uddyber min snarlige moskusfadæser, so må jeg vist hellere lige sige ”hov” og ”nej, det må i undskylde”. For jeg har da vist været den falske blogskriver her de seneste par uger. Men der har altså været en grund til det. Som jeg postulerede i min sidste blog så har jeg været en smule hængt op. I sidste uge havde 30 undervisningstimer foruden møder, forberedelse, netcafe for de nye elever (slet ikke for mig selv, næ nej) og alt det andet renden rundt om sig selv der hører med til opstarten på en nyt år. Ikke at jeg klager. Nej, det var fint, det var sjovt, men det var fanme også hårdt. Og når man har haft en laaaang og hård dag, så er det første jeg tænker ikke ”nej hvor skal det bliver godt at skrive blog”. Sorry, men sådan er jeg desværre ikke indrettet. Jeg skal lige have et grand af overskud for at gøre den slags. Så det gør jeg så nu. Og der er sket ting og sager siden sidst. Jeg er for eksempel blevet klasselærer (stakkels unger) for ATX B. Eleverne er stadig rimelig forsagte, men jeg prikker til dem så godt som hele tiden for at ruske lidt op i dem. Det er første gang hvor jeg decideret har savnet en ballademager, der tør råber op og gøre lidt mere opmærksom på sig selv. De fleste forsøger jo at gå io et gå i et med væggen. Men det er ved at blive bedre. I min klasse er der i hvert fald 2-3 stykker der ikke er bange for at åbne munden. Men får jeg først lært dem at det ikke er farligt at sige noget på engelsk, så skal de nok komme efter det. Det er jeg overbevist om. Nå ja, jeg er begyndt at føre min undervisning udelukkende på engelsk. Det er faktisk utroligt befriende. Og indtil videre ser det ud som om at eleverne faktisk kan følge med – rocker sejt. Min excel undervisning af procesteknikerne går slag i slag. Jeg underviser så lidt som over muligt, men har i stedet opgaver med til dem, de skal lave med mig på sidelinien de kan spørge. Og jeg kan faktisk svare. Jepsen, jeg har sgu øvet mig. Og jeg må sige, det er fanme et smart program.

Og lige en indskudt sætning – jeg har sat mit uomtvistelige aftryk i denne by. Da jeg kom anede ingen af de ansatte i den lille pisiffik hvad jeg snakkede om når jeg pegede på morgenbrødet klokken 7.43 og bad om et spansk rundstykke. Det gør de nu. Alle sammen! Man skulle næsten tro de havde været på ”hvordan man tilfredsstiller ham den dumme dansker” –kursus. De er så meget ovenpå at de er holdt op med at spørge om det er det rigtige brød de har fat i. Nu putter de det bare i posen og bingo – et styks spansk rundstykke til mig og 4 kroner og 25 ører den anden vej. Altid rart at vide at jeg har gjort en forskel. Måske ikke den største forskel, men alligevel.

Tilbage til moskusjagten. Jonas, en fra Masanti, der er en habil og ivrig jæger har sat et større moskus projekt i gang. Vi er simpelthen 10 styk fuldvoksne mænner der skal af sted på en driver jagt. Meningen med sådan en (nu øser jeg lige af min fantastiske erfaring fra mine mange år som benhård jæger) er man sejler et sted hen, går ind i landet, kommer bag dyrene og så som en anden ko driver, driver dyrene ned til bådene hvor en eller to venter og skyder så dyrene dernede. Det smarte er naturligvis her at dyrene dør så tætte på bådene som overhovedet muligt, eftersom der godt kan sidde en 70 kilo kød på en fuldvoksen okse. Og det vejer jo. Men forstander Per fik til opgave at finde nogle folk der kunne være med til at drive disse kæmpe væsner ned til bådene og det har så resulteret i at Karsten, Christian, mig og naturligvis Per skal af sted. Derudover skal Masanti Ulrik også med. Os fem skal af sted i Per og Christians både. Jo jeg kunne godt have taget Madicken men jeg har stadig ikke hverken fået installeret GPS eller købt en VHF radio, så det var måske en dum idé. Så jeg sejler med Per istedet. Vi fem sejler i morgen (torsdag) omkring klokken 14.00 vil jeg gætte på (de andre fem fra Team Jonas tager allerede af sted ved 12 tiden), og selve turen er beregnet til de 5 til 6 timer da vi skal forholdsvis langt ind i Sønder Strømfjord. Fredag og lørdag står så i storjægernes tegn og søndag er det så hjemtransport. Det bliver sjovt.

Men eftersom vi på Team Per er 2 erfarne jægere (Per og Christian) og tre turister med nørdcertifikat, havde vi et lille infomøde i går aftes hos Per for lige at snakke om hvad vi i det hele taget skulle have med og hvad vi gjorde med mad og alt det der. De andre var utrolig gode til at tage alle opgaverne ud af hænderne på mig så til sidst stod jeg kun med tjansen at pakke mine egne sager, huske pulverblanding til varm kakao, kiks og så det vigtigst – øl. Ikke at det er en fulde tur. For tro mig, det er det ikke. Men som jeg sagde til de andre – hvis jeg har været ude og vade, skyde, partere og knokle røven ud af bukserne fra den lyse morgen til kvæld, så vil jeg dæleme gerne have en fyraftensbajer når vi er færdige. Bare en. Så jeg har købt en pose øl, altså 12 styks til alle os til deling (Ulrik drikker ikke øl, så det er en til hver af os per aften). Den bliver god.

Derudover har jeg været på shopping i dag. Jeg har købt to skovmandsskjorter, og en super duper sporty svedabsorberende langærmet undertrøje. Og så lige en kumme fryser. Jeg har længe manglet en og hvis jeg kommer hjem med 30 kilo ko, så skal jeg dæleme have noget at have det i. Heldigvis skulle jeg ikke frem med den kæmpestore tegnedreng, for hvorfor købe nyt når man kan købe kun lidt brugt til en del billigere penge? Ulrik og Merethe havde nemlig en kummefryser de havde købt sidste år til salg, og den var lige præcis den størrelse den skulle være. Min lejlighed er nemlig ikke så kæmpe stor, men jeg havde beregnet mig fem til at der godt kan stå en en meter bred og 70 cm dyb kumme fryser ude i mit vindfang. Og det var den de havde til salg. Det er fanme da timing på et højere plan. Så den er ved at fryse sig fast nu, så den er super klar når jeg kommer hjem med kød over nakken. Hep.

Og så var der lige det med mine bukser. Jeg har jo købt en riffel, men døjer stadig med at få monteringen til mit kikkertsigte. Og så er det heller ikke en stor nok kaliber til at skyde moskus med. Det vil sige at rammer man rigtig er det lige meget næsten hvilken kaliber man skyder med. Men skal man være sikker på at dyret ikke lider overlast hvis ikke man rammer præcis, så skal man have en større kaliber. Jeg tager nu mit gevær med alligevel. Ikke fordi jeg har tænkt mig at skyde en okse, men mere for en sikkerheds skyld. Til selvforsvar så at sige. Det kunne jo være at man pludselig ved en fejl kommer til at stå ansigt til ansigt med en sur ko, og så er det rart at kunne gøre noget andet end at løbe og blive stanget halvt fordærvet. Men jeg har jo ikke rigitg fået skudt min riffel ind som man siger, ja faktisk har jeg overhovedet ikke skudt med min riffel endnu. Før her til aften. Jeg tog Madicken og sejlede ud til en øde ø lidt ude i skærgården herude, og med megen møje og besvær lagde jeg så til. Her var det så at jeg fik revet det famøse hul i mine bukser. Og det er dælme irriterende for det var i mine cool jagtbukser. Nu er det bare nogle pinlige bukser med hul i røven.. under alle omstændigheder fik jeg da skudt lidt til måls og jeg fandt da ud af at jeg på en 50 meters afstand (sådan cirkus) kan ramme nogenlunde. Det kan godt ske at jeg ikke altid ramte selve skydeskiven, men jeg ramte papiret den stod på hver gang. Så helt tosset var det altså ikke. Og det var jo uden kikkertsigte må i lige huske.

Men jeg må hellere få pakket. Er ikke helt begyndt endnu. Har fundet nogle af tingene frem, men så hellere ikke mere, for jeg skulle jo lige på en lille sejltur, have fryseren over, lavet aftensmad, snakke med min kone over skype (får jo ikke snakket med hende de næste fire dage) og så skrevet blog, så I gik og troede at jeg helt havde opgivet jer.

I høre mere efter turen. Ha det godt så længe.

ingen tid har vi nok af...

Jeg er ved at nå det punkt hvor jeg godt kunne bruge nogle flere timer i døgnet. Jeg er ikke helt stresset endnu, men jeg tror nok at næste uge kan gå hen og blive helt spændende. På den lidt anstrengende måde. Sagen er den at jeg på mandag skal undervise 8 timer straight. Først fire timer som et led i vores temauge om rygning og tobak og bagefter fire timer i brugen af excel, et program jeg ikke har rørt i jeg ved ikke hvor mange år. Doh. Nå men en ting af gangen.

I dag havde vi morgenmad med alle de nye elever. Ja alle eleverne var det så ikke, mere i retningen af alle dem der nu har nået frem. For byens flyvelandingsvejr har vist sig fra sin mindre flinke side. Derfor var der adskillige elever der ikke nåede frem til morgenmad og så er der vist stadig to der sidder fast i Kangerlussuaq på venteliste. Ærgerligt. Men vi havde morgenmad og præsenterede os selv for hinanden og de så da meget søde ud. Drengene lidt tøvende og pigerne generte, men sådan er det vel når man kommer til en ny skole med nye mennesker og man ikke rigtig kender nogen som helst. Det ska vi nok få pillet af dem. I morgen har vi den store ryste sammen dag bedre kendt som store lege dag. Vi skal spille twister, lave historie(gen)fortælling og en helt masse andre selskabslege hele formiddagen. Eftermiddagen er så sat af til Inuit Games, der er en slags styrkeprøver baseret på gamle eskimo lege for at blive en bedre jæger. Og de er benhårde. Bliver sjovt at se om eleverne kan lave de vilde ting, det kræver, eller blot falder helt sammen i forsøg på det. Men jeg er ganske overbevidst om at det sikkert er sundt for dem på en eller anden måde (hehe..). Om aftenen slapper vi så af og ser den meget spændende og yderst relevante dokumentarfilm ”The Prize of the Pole”. Torsdag har vi så lærerrådsmøde og fredag skal vi præsentere vores fag for eleverne.

Men hvad har alt det så med mandag at gøre? Jo det skal jeg da sige jer – jeg har ikke tid nok med alle de arrangementer på kryds og tværs til også at skulle forberede undervisning til hele næste uge. I hvert fald ikke i min arbejdstid. Tja.. der røg den weekend, tror jeg.

Angående temaugen er jeg ikke fuldstændig på bar bund. Jeg har fundet en forfærdelig masse informationer og har også læst dem, men mangler stadig den der planlægning af selve stoffet før jeg føler mig helt klar til at kaste mig ud i undervisningen af 16 mennesker, der helt sikkert forventer top notch undervisning. Af bedste skuffe. Intet mindre. Må heller forberede noget power point og noget gejl til smart boarded. Det plejer at tage kegler. Men meningen med temaugen er at vi skal se på rygning og tobak. Ikke med en løftet pegefinger, men derimod med en nysgerrighed angående alle fakta. For jo, det er da ikke sundt og ryg, men det hører de jo overalt hvor de kommer (i hvert fald hvis de har været i DK en tur), og det tror jeg simpelthen ikke, at de gider at høre endnu engang. Nej, vi vil lave tværfaglig undervisning, se på statistikker, lovgivning, regnskaber etc. For eksempel skal jeg se om jeg kan få dem til at finde ud af om staten tjener mere end de mister på rygning. Sygehusvæsenet bruger en masse penge på følgevirkningerne af rygning, men til gengæld tjener den danske stat nogen der ligner 23 kroner på hver pakke cigaretter der bliver solgt (jo den er god nok). Så vi vil se lidt på hele billedet og ikke kun skræmme billedet (men dog heller ikke opfordre til rygning).

Og så er der den der excel – hvor var det lige den kom ind i billedet. Jo, Kim skal aflastet igen igen med hensyn til timer, eftersom han har fået den klasse med fysik som Allan skulle have. Og Kim underviser altså allerede procesteknikerne, samt har eget firma, så det er jo ikke fordi manden keder sig. Tværtom. Så jeg, i kraft af jeg ikke har så mange undervisningstimer, er blevet aflastningsmanden. Bare ærgerligt at det er Excel jeg skal undervise i. Okay okay, jeg skal ikke lave sindssygt svære beregninger eller noget. Mit job er at gøre processteknikerne fortrolig med programmet inden vi senere på året skal til at lave nogle lidt sværere standard kalkuler. Problemet er bare at jeg ikke selv er helt fortrolig med det program. Mere. Har ikke kigget på de i ualmindelige tider, men har da før modtaget undervisning i det, og så vidt jeg husker er det ret simpelt. Så det skal nok gå, men tiden er bare ikke til kæmpe fantastiske forberedelser. Dammit.. min stakkels weekend.

Nå, men jeg vil lade være med at skrive om alle mine genvordigheder nu. Faktisk var det heller ikke det jeg gerne ville havde skrevet om i dag. Aller helst ville jeg have skrevet en laaaaang blog om alt det jeg lavede i sommerferien, men det må blive en anden gang. Forhåbentlig snart mens jeg stadig kan huske det.

Så er det tid til dyner. Ha det.

Nyt = godt!

Ja så gik det ikke længere med hvidt på sort. Håber i kan lide det nye layout for nu prøver vi det i hvert fald. Et år med hvidt på sort er måske også længe nok. Grunden til at jeg har ændret farver og layout er at et par af mine læsere havde ytret et ønske om andre farver, da de mente det generede øjnene (tror Sine sagde hun så sort flimmer i 10 minutter efter hun havde læst min blog, og det kan vi jo ikke have).

Så derfor nye farver på en ny og opdateret blog! En ny blog til det nye år! Morgendagens blog i dag! .. eller noget...

Enjoy.

P.S. og jeg skal nok skrive en (rigtig) blog i morgen. Har bare lidt travlt for tiden, men mere om det i morgen.

Dag 1 efter Allan

Jeg er kommet hjem igen. Og det er jo både godt og skidt som altid. Det er dejligt at være hjemme i Maniitsoq hvor vejret er blevet skønt, min båd venter og vi skal i gang med et nyt og spændende år på skolen. Samtidig er det træls ikke at sove sammen med min kone længere (det kan man jo hurtigt vænne sig til), familie og venner ser jeg ikke før om et halvt år igen og ja, så savner jeg min kone. Igen. Men det er jo vilkårene. Det vidste jeg jo da jeg sagde ja til jobbet, og apropos vide hvad man siger ja til, så ankom vores nye lærer Allan til Maniitsoq i går. Han blev ansat lidt før jeg tog på sommerferie, og skulle ankomme her i går. Det gjorde han så. Han starter så med at møde på arbejde i dag og sige at han tager hjem igen. Altså permanent. Snak om at smide en bombe. Damn, siger jeg bare.

Nu skal jeg passe lidt på hvad jeg skriver, for jeg ved at han læser min blog (hej Allan), og jeg skriver jo ikke denne blog for at hænge nogen ud. Men hold da op. 1 dag. Ja ikke engang. Per og Pia holdte vel nok det nærmeste vi har haft et krisemøde med os andre lærere her i formiddags for at se om vi kunne komme med nogle gode idéer når vi nu er ”lidt” underbemandede. Til mødet konstatere Per også lidt tørt at det var en ny grønlandsrekord for erhvervsskolerne. Helt seriøst. Så tillykke med det.

Det har da helt sikkert ikke været en nem beslutning for den kære nye lærer, der ifølge Pia tager hjem af personlige årsager. Ja, ikke at han er psykisk ustabil (ikke den slags personlige årsager) men manden er gift og har familie i DK, så jeg gætter på den har haft sin indflydelse. Jeg mødte ham meget kort før han skulle ind og snakke sidste detaljer med Per, hvor han hilste pænt og sagde meget rigtigt ”ja det bliver et kort visit, det var simpelthen for underligt da jeg først kom op, det må I undskylde” (sådan ca. i hvert fald). Ærgeligt. Han virkede ellers som en flink fyr. Men jeg skal ikke gøre mig klog på hans bevægegrunde, hvor reelle de end måtte være (og det er de da helt sikkert). Det er bare lidt ærgerligt at han ikke fandt ud af det her lidt før. Også for hans egen skyld. Turen herop er jo en økonomisk dræber af den værste skuffe. Når man skriver kontrakt på et job heroppe, så får man jo flytning og rejse betalt, både frem og tilbage, men overholder man ikke sin del af aftalen (som regel 3 års arbejde som min kontrakt lyder på) skal man selv betale. Og det er dyrt. Min flytning oprandt i lidt under 40.000. Det beløb kan man så gange med to (frem og tilbage) og lægge prisen på retur billetter til grønland oveni… ouch. Ja det kan godt ske jeg husker forkert med de 40.000, men det er i hvert fald ikke billigt det er helt sikkert. Så han må jo mene det når han siger at han ikke ønsker jobbet alligevel.

Men hvad gør ATI så, nu vi er en lærer i undertal. Ja faktisk to da en anden af lærerne skal videreuddanne sig i Norge. Men det var vi lidt mere forberedt på. Der blev kastet idéer frem og tilbage og sjovt nok var stemningen faktisk ret god til mødet. Det var som om at situationen var så grotesk at vi ikke andet end kunne grine af den. Det nytter i hvert fald ikke noget at græde. Det var også her Karsten konstaterede at dette måtte blive Dag 1 efter Allan. Orv ja, til mødet fik jeg også den sidste update på de kommende ATX elever (dem jeg underviser remember?). I år er der ikke en men to klasser, hvilket vil sige at jeg kun har 2/3 del af den undervisning jeg plejer. Så pludselig har jeg tid til at lave andre opgaver. Som for eksempel hjælpe lidt med procesteknikerne som Allan skulle undervise. Ikke at jeg kan undervise dem i alt muligt biologisk, men jeg har allerede aftalt med Kim at jeg tager undervisningen om projektskrivning (tekstbehandling, billedbehandling, opsætning, modeller etc.) som Kim ellers plejer, men han skal tage noget af Allans, så sådan forsøger vi alle at hjælpe til hvor vi kan. Og det skal nok gå alt sammen. Det bliver det sgu nødt til.

Nå men nok om vores lille chok start på ATI. Selv havde jeg æren af at tage del i en ny irriterende tradition. Sidste år da jeg fløj fra DK til Grønland kunne maskinen ikke lande i Maniitsoq på grund af tåge, så jeg måtte overnatte en nat i Nuuk og tage af sted monster tidligt den næste morgen. Hvad sker der da jeg tog af sted mandag? Vejret er fint i Kangerlussuaq, men selvfølgelig er der overordentligt tåget i Maniitsoq så vi flyver videre til regnfulde Nuuk (der havde det regnet fire dage i træk), overnattede og tog af sted næste morgen. Hvis det sker igen til næste år når jeg vender hjem fra sommerferie så må det anerkendes som et overjordisk metrologisk komplot mod mig. Intet mindre. Og så falder der brænde ned, Voldborg!¤#% grrrr... (jeg ved godt han er pensioneret, men han er den eneste jeg nogensinde har kunne huske navnet på). Så jeg ankom tirsdag, fik pakket lidt ud, besøgte skolen hvor jeg heldigt ankom 15 minutter før der var reception for Katteq der blev færdig med sin kontorelev uddannelse. Hun var hos os som elev og fra på mandag er hun hos os som fastansat kontorassistent. Dejligt. Men der var familie, venner, kolleger, rejer, tørret fisk, vin, sodavand, sandwich etc., så der var ikke sparet på noget. Hyggeligt.

Efter lidt tid tog jeg videre. Jeg sku ned til min båd. Per havde advaret mig om at der var kommet en del alger eller hvad der nu hedder (er det alger eller plankton og hvad er egentlig forskellen?) på min skrue og den del af motoren der er under vand. Så det skulle jeg nok lige skrubbe af, inden jeg tændte motoren, så det ikke blev suget ind i motoren (worst case scenarie, men ingen grund til at tage nogen chancer). Og det er helt normalt. Altså at der kommer alger når man ikke bruger en båd. Så på vej ned til båden købte jeg et par rengøringssvampe og en klud og daffede så ellers ned til mit lille dejlige orange lyn. Først skulle der lige tømmes vand (Per havde gjort det et par gange for mig, så der var ikke sååå meget igen). Så skulle toppen af motoren af (altså den del så man kan se motoren) så jeg kunne tjekke oliebalancen. Den var fin og så kunne jeg vippe motoren op og vaske den biologiske invasion væk. Og sjovt nok var det ikke træls. Det var en slags terapi. Afslappende. Jeg tror jeg begynder at forstå alle de småborgerlige ægtemænd der bruger hver deres søndag formiddag på at støvsuge den allerede pinligt rene Volvo, for derefter vaske og pudse bilen til man får ondt i øjnene af alt den skinnen. For her sad jeg på Maniitsoq mole og pudsede en motor for alger uden tanker om at lugte lidt af fisk eller at jeg faktisk sad i mine yndlingsbukser. Vejret var godt og humøret højt og efter jeg havde gjort skrue og motor fin bestemte jeg mig for at tage en lille tur. Bare lige for at Madicken lige skulle mærke at nu var far kommet hjem igen. Så jeg sejlede ud af havnen og lidt ud, hvor jeg stoppede motoren og liggende på kahytten med lidt god tobak og lette bølger, lå jeg og tænkte ved mig selv ”det her er fanme ikke det dummeste du nogensinde har gjort”, med tanke om min beslutning om at tage til grønland. Det var bare et af de her momenter hvor man finder ud af at man er tilfreds med sit liv. Et af de der små øjeblikke hvor det gik op for at jeg faktisk er en ganske lykkelig mand. Jeg har en båd i et land der har noget af den smukkeste og voldsomste natur du kan forestille dig. Jeg har et godt og udforende job. Jeg har fundet mit livs kærlighed, hun er min. Jo bevares, hun er ikke kommet herop endnu, men det gør hun jo senere. Det ved jeg jo. Og vennerne er der når jeg kommer tilbage igen. Så man sku være et skarn hvis man sku klage. Så det gør jeg ikke.

Synd jeg ikke kunne have fortalt Allan om den oplevelse.