I dag var jeg nede og undervise procesteknikerne, hvilket der i sig selv ikke er noget mærkeligt i. Det mærkelige opstod da der pludselig midt i timen stod en af viceværterne fra INI (boligselskabet i byen, jeg lejer lejlighed hos) og ville snakke med mig.
Faktisk havde de forsøgt at få fat i mig dagen før, men jeg havde undervisning og kontoret havde så taget imod en besked, hvor der stod jeg skulle ringe tilbage på det og det nummer. Det gjorde jeg så. Desværre var der så ingen i den anden ende der anede hvorfor de ville snakke med mig og om hvad, og mest af alt lød det som om jeg havde fået forkert nummer. Lettere mystificeret ringede jeg så til hovedkontoret for at høre om de vidste noget, men det gjorde de så heller ikke. Men de kunne se at det nummer jeg skulle ringe tilbage på var et nummer på viceværternes fælles mobil telefon. Jeg ringede tilbage til det første nummer for nu var jeg jo sikker på at det faktisk var dem der havde ringet og at de jo åbenbart ville snakke med mig om et eller andet. Stadig ingen held. Jeg fik snakket med to forskellige og de vidste lige lidt om noget som helst. Jeg bad dem ringe tilbage når de vidste hvad de skulle snakke med mig om (for der måtte jo være et eller andet).
Klip til i dag, hvor jeg så står overfor en vicevært midt i undervisning der ville snakke med mig. Øh, ok, det kunne vi da godt, heldigvis var vi også ved at være i nærheden af frikvarter. Vi gik ind ved siden af og han spurgte så meget alvorligt ”Har du skor?”. Øhh.. kom igen? ”Du boede i Annertusoq 990?”, ja, det er rigtigt, ”har du skor” gentog han. Jeg var virkelig på bar bund her. Det var tydeligt at mandens dansk var lettere mangelfuldt, men det må jo være mit problem (og ikke hans) eftersom jeg er gæst i hans land og ikke omvendt. Så min hjerne knagede mens jeg forsøgte at dechifrere ”skor”. Hvad snakkede han om? Havde jeg glemt at aflevere skruer fra den gamle lejlighed, var jeg skør, skulle jeg have scoret en eller et eller andet (tøs, penge, you name it)? Virkelig ikke nemt. Heldigvis var en af eleverne, Sine, i nærheden så hende kidnappede jeg til tolk og så var det fyren løsnede op og plaprede løs på grønlandsk. Sine kunne nu fortælle at det han talte om var et skur. Og ja, jeg havde da haft et skur til den gamle lejlighed. ”Den er låst, de nye lejere kan ikke komme ind”. Mærkeligt for jeg var da overbevist om at jeg havde tømt skuret og efterladt det piv åbent. Men jeg kunne jo tage fejl. Han foreslog sågar at de brød låsen op, hvilket han da gerne måtte gøre, hvis der var en, men jeg havde nøglen med min hængelås, så vi kunne da lige gøre på den mindre voldsomme måde først. Det var han med på og jeg kunne bare køre med. Jeg gav mine elever besked på at der nu helt automatisk var pause og at jeg straks var tilbage (forhåbentligt). Jeg gik med ud og så til min forundring en lille varevogn fyldt med INI viceværter (der var fire så der var kun liiige plads til mig). Man følte sig lidt som ham den stikkeren i en mafia film der sidder midt i bilen blandt alle bossens gorillaer, der lige så straks der er en ”pause” udmærket ved at så skal han have cementsko på, eller hvad de nu plejer at gøre. Men viceværterne var nu søde nok og da bilen stoppede, var vi hos min gamle lejlighed og ikke nede ved havnen… pyyha.
De stoppede godt nok ikke ved mit skur, men derimod på den anden side af min (ex)blok. Jeg gik det sidste stykke over på den anden side af blokken og traskede over til mit eks skur og ganske rigtigt. Det stod piv åbent og tomt, på nær at det var ved at have samlet en pæn lille samling sne som en ekstra bonus til de nye indflyttere. Viceværterne stødte til og jeg pegede på mit skur og sagde at det var vist ikke låst. Ja det kunne de da godt se. De begyndte at pege ned på de skure på den anden side af blokken og jeg opfangede noget med at nogen havde taget fejl, om det så var dem eller den nye ejer, fik jeg ikke rigtig fat i. Men det var da godt jeg var dernede og låse op for ellers havde de da brudt en eller anden stakkels lejers skur op og sat hans ting på gaden. Men sådan kan det jo gå når man låser sit skor.
torsdag, november 29, 2007
tirsdag, november 20, 2007
Back to basic
Ja, så er jeg kommet hjem fra Nuuk. Det skete fredag morgen og nu er alt så tilbage i den gamle trummerum, dog uden al den stress der har været her på set seneste. Nu skal jeg selvfølgelig passe på hvad jeg siger. Ugen er jo ung endnu...
I dag skulle jeg undervise en flok anlægsbestyrer fra AGF (Arctic Green Food) i basis brug af nogle programmer til computeren. Det var Word, Excel og så lige Outlook, og når jeg siger basis, så mener jeg basis. Det var helt ned til ”sådan starter du en computer”, så selv min mor ville have kunne være med.
Fra starten havde jeg fået at vide at de skulle være 14 stykker på holdet, jeg skulle undervise fra 8 til 11.30 og at jeg ikke skulle regne med at de kunne særlig meget. Overhovedet. Det er også fair nok. Vi kan jo ikke alle være født med et memorystick i r****, og man skal jo lærer det på en eller anden måde. Så jeg fandt nogle helt basis øvelser frem, nogle vejledninger, kopiere i timevis til de 14 sæt, satte computere op mandag eftermiddag og var rimelig klar da tirsdags morgen så oprandt.
Nu er der bare sådan at vejret her for tiden er helt umuligt. I hvert fald når man taler flyvevejret. Der sner næsten hele tiden, overskyet og I det hele taget ikke ligefrem et cykel vejr. Men det skal da ikke afholde mig fra at cykle i det. Og det går da også hurtigere at cykle rundt stadig væk, men man føler sig lidt som en unødvendig vovehals når vejen så ofte er spejlglat og vinden ond som Pia K overfor en asylansøger. Nix, det er ikke lige i de her dage man skal forvente alle når frem til noget som helst kursus. Så det gjorde de så heller ikke. Der kom 6. De vidste sig så at der var ’kun’ 10 der skulle være kommet fra AGF, og de var 6. De sidste 4 skulle være kommet fra et andet firma, men så skulle de vist ikke være kommet alligevel og hvad ved jeg. Sådan noget kunne jo være rart at vide før man kopiere 14 x 80 sider og finder kæmpe mapper og huller papirer og… nå, men lad nu det ligge.
Så de 14 var altså blevet til 10 der var blevet til 6. Af de 6 var der så 2 der absolut ikke havde brug for et basis kursus. De var fint vant til at bruge både word, excel og outlook. Så tilbage var der reelt 4 som skulle have den undervisning jeg havde forberedt. Og en af dem kunne så ikke tale dansk. Slet ikke. Danm. Mit grønlandske er ikke lige til at skulle oversætte brug af computer for viderekomne - det rækker mest til ’tak’, ’hvordan går det’, ’den lille brugs’, ’på beløbet’, ’ja, det er min kone’ og ’nej jeg står ikke på ski’. Så heldigvis trådte den ene af de computerkyndige til og oversatte løbende noget af det jeg fablede om og fyldte selv på.
3½ timer virker måske for nogen som lang tid at være på skolebænken, men du bliver forbavset over hvor hurtigt 3½ timer kan gå. Og det er da slet slet ikke nok tid til at se på tre programmer. Deres chef mødte lige op om morgenen og fortalte at kurset stort set ville være en succes hvis de kunne tænde en computer og finde ud at sende en mail, når vi nåede frokost. Det kunne være godt his de kunne word og excel, men det vigtigste var mail programmet, så de kunne sende en mail fra bygderne. Men den melding downgradede jeg mit word/excel program en smule og bestemte mig for at bruge mere tid på outlook en planlagt. Og det var vist også meget fornuftigt eftersom det første 15 minutter gik med ”sådan logger du ind”, ”dette er skrivebordet”, ”dette er et vindue og her en mappe og sørme her er en fil” og den slags basal viden. Det var faktisk ret sjovt at skulle undervise i noget så basis at man selv for længst er holdt op med at tænke på det.
Efter den lille introduktion, kiggede vi på word, de skrev lidt, slettede, gemte, åbnede igen og de der ting man lige skal prøve. Mere nåede vi heller ikke før den første time halvanden var gået. Så kom tiden til emails. De fik en introduktion og fik så lov at sende emails til hinanden. De skulle lære at sende til en enkelt, til flere, sende med vedhæftning, at besvare en mail, tjekke kalender, kontaktmappe og meget mere. Tror faktisk de fik fat i det.
Under omstændighederne synes jeg i hvert fald at det gik helt godt og at de kom da i gang. Men der er da ingen tvivl om at det hele glemt om en uge, hvis ikke det er de holder det ved lige. Går det helt galt så har de stadig min mappe med vejledninger til samtlige programmer... desværre kan man så sige at det hele står på dansk. Det er der i hvert fald en der ikke kan læse. Håber det går alligevel.
Nå, men jeg må se dyner. Nat nat.
I dag skulle jeg undervise en flok anlægsbestyrer fra AGF (Arctic Green Food) i basis brug af nogle programmer til computeren. Det var Word, Excel og så lige Outlook, og når jeg siger basis, så mener jeg basis. Det var helt ned til ”sådan starter du en computer”, så selv min mor ville have kunne være med.
Fra starten havde jeg fået at vide at de skulle være 14 stykker på holdet, jeg skulle undervise fra 8 til 11.30 og at jeg ikke skulle regne med at de kunne særlig meget. Overhovedet. Det er også fair nok. Vi kan jo ikke alle være født med et memorystick i r****, og man skal jo lærer det på en eller anden måde. Så jeg fandt nogle helt basis øvelser frem, nogle vejledninger, kopiere i timevis til de 14 sæt, satte computere op mandag eftermiddag og var rimelig klar da tirsdags morgen så oprandt.
Nu er der bare sådan at vejret her for tiden er helt umuligt. I hvert fald når man taler flyvevejret. Der sner næsten hele tiden, overskyet og I det hele taget ikke ligefrem et cykel vejr. Men det skal da ikke afholde mig fra at cykle i det. Og det går da også hurtigere at cykle rundt stadig væk, men man føler sig lidt som en unødvendig vovehals når vejen så ofte er spejlglat og vinden ond som Pia K overfor en asylansøger. Nix, det er ikke lige i de her dage man skal forvente alle når frem til noget som helst kursus. Så det gjorde de så heller ikke. Der kom 6. De vidste sig så at der var ’kun’ 10 der skulle være kommet fra AGF, og de var 6. De sidste 4 skulle være kommet fra et andet firma, men så skulle de vist ikke være kommet alligevel og hvad ved jeg. Sådan noget kunne jo være rart at vide før man kopiere 14 x 80 sider og finder kæmpe mapper og huller papirer og… nå, men lad nu det ligge.
Så de 14 var altså blevet til 10 der var blevet til 6. Af de 6 var der så 2 der absolut ikke havde brug for et basis kursus. De var fint vant til at bruge både word, excel og outlook. Så tilbage var der reelt 4 som skulle have den undervisning jeg havde forberedt. Og en af dem kunne så ikke tale dansk. Slet ikke. Danm. Mit grønlandske er ikke lige til at skulle oversætte brug af computer for viderekomne - det rækker mest til ’tak’, ’hvordan går det’, ’den lille brugs’, ’på beløbet’, ’ja, det er min kone’ og ’nej jeg står ikke på ski’. Så heldigvis trådte den ene af de computerkyndige til og oversatte løbende noget af det jeg fablede om og fyldte selv på.
3½ timer virker måske for nogen som lang tid at være på skolebænken, men du bliver forbavset over hvor hurtigt 3½ timer kan gå. Og det er da slet slet ikke nok tid til at se på tre programmer. Deres chef mødte lige op om morgenen og fortalte at kurset stort set ville være en succes hvis de kunne tænde en computer og finde ud at sende en mail, når vi nåede frokost. Det kunne være godt his de kunne word og excel, men det vigtigste var mail programmet, så de kunne sende en mail fra bygderne. Men den melding downgradede jeg mit word/excel program en smule og bestemte mig for at bruge mere tid på outlook en planlagt. Og det var vist også meget fornuftigt eftersom det første 15 minutter gik med ”sådan logger du ind”, ”dette er skrivebordet”, ”dette er et vindue og her en mappe og sørme her er en fil” og den slags basal viden. Det var faktisk ret sjovt at skulle undervise i noget så basis at man selv for længst er holdt op med at tænke på det.
Efter den lille introduktion, kiggede vi på word, de skrev lidt, slettede, gemte, åbnede igen og de der ting man lige skal prøve. Mere nåede vi heller ikke før den første time halvanden var gået. Så kom tiden til emails. De fik en introduktion og fik så lov at sende emails til hinanden. De skulle lære at sende til en enkelt, til flere, sende med vedhæftning, at besvare en mail, tjekke kalender, kontaktmappe og meget mere. Tror faktisk de fik fat i det.
Under omstændighederne synes jeg i hvert fald at det gik helt godt og at de kom da i gang. Men der er da ingen tvivl om at det hele glemt om en uge, hvis ikke det er de holder det ved lige. Går det helt galt så har de stadig min mappe med vejledninger til samtlige programmer... desværre kan man så sige at det hele står på dansk. Det er der i hvert fald en der ikke kan læse. Håber det går alligevel.
Nå, men jeg må se dyner. Nat nat.
tirsdag, november 13, 2007
båd kaos og lorte valg
Nå. Det var så det skod valg. Fire år mere med det fjols ved magten. Hvis så bare en stemme på Fogh var en stemme på Fogh, men desværre så er en stemme på Fogh blevet en stemme på Pia K. og hendes menneskehadske syn (alle andre end danske i hvert fald), og en stemme på en pro bush idioti der aldrig er at se en ende på. Jo det er der så, for Bush kan man da heldigvis ikke stemme på igen. Gid man havde den regel i DK.
Og ja forresten så fik jeg faktisk også stemt. Men eftersom jeg ikke længere er bosat i Danmark, er jeg nødsaget til at kun at stemme på en af de grønlandske politikere der kommer til folketinget. Øv. Men jeg var på kommunen og brevstemme i fredags, eftersom jeg jo er her i Nuuk på selv valgdagen. En anden der stemte var Rajesh fra klubben, hvilket så gav ham en artikel i Sermitsiaq. Sådan. Den er her.
Derudover sidder jeg nu i Nuuk og skal forestille at forberede mig til morgendagens strabadser. Bom bom bom.. skal nok. Gider bare ikke lige nu. Er lidt tvær over valget, og savner min kone. Det var nu vi skulle have en times samtale om hvor dum Pia K var og alle de vælgere der ikke lige stemte på den anden fløj. Men nej, sådan kan det ikke blive, for når man rejser så skal man jo altid glemme en ting. Bare en ting. Og den her gang var det så min oplader til min telefon, så den er ved at løbe tør for strøm. Great… Ikke lige min dag, Og nå ja – de andre gange jeg har været på byens bedste hoteller hvor det har været fjong og fint… og hvad bor jeg på nu? Sømandshjemmet. Alt andet var åbenbart optaget med valg og jeg skal gi dig skal jeg. Det er fanme røv. Fire overnatninger i en nedslidt seng, mens det eneste selskab er verdens mindste fjernsyn. Heldigvis har jeg så fået et af de rum med bad og toilet. Fra starten havde jeg fået uden, men det skyndte jeg mig ned og fik byttet. Som om jeg gad at overnatte fire nætter i et skod værelse med bad på gangen. Nej tak. Der tror jeg nok jeg sætter grænsen. Men personalet her er da meget søde. Ikke ligefrem det man kalder et ungt, uddannet personale, men måske mere lettere slidt som interiøret. Tror det er det man kalder det grå guld.
Nå ja. Båd sæsonen er ved at være slut. Bådebroerne bliver taget op den 15. november, hvilket vil sige at båden skal være oppe inden da. Så jeg fik lidt travlt her i fredags. En ting var at jeg havde seks timers undervisning hvilket vel var som det skulle være, men samtidig skulle jeg også finde et stativ til min båd, eftersom det oprindelige stativ var gået hen og blevet hugget. Det var i hvert fald forsvundet. Og hvis jeg skulle af sted mandag til Nuuk, så skule jeg jo gerne have båden op fredag. Og det er jo ikke særlig smart at få den op, hvis ikke man har noget at stille den på. Jeg har fået Pias båd plads der er lige uden for skolen hvilket er super. Pia har lige solgt sin båd, da hun jo flytter til Qaanaq, og hendes båd skal så til Ilulisat eller noget. Vi havde så håbet lidt på at siden han (ham der købte båden) sikkert skal sejle derop med den, så var han ikke interesseret i at skulle slæbe stativet derop også, men sådan skulle det ikke være. Fredag meddelte han at han kom og hentede stativet. Pis. Der var jeg så ved at gå lidt i panik. Hvor fanden skulle man få et båd stativ fra med nul timers varsel? Heldigvis havde Tobias nogle stykker i sin bådbiks. Så det blev lige 700 bobs for stort set fire stykker træ sat lidt på tværs af hinanden og så med lidt forstærkning og noget. Men det var der og det virker. Men at få båden op fredag nåede jeg ikke. Heldigvis skulle Per også have sin båd op mandag, så han lovede at tage min båd med op når han nu var i gang. Flink mand må man sige. Så jeg kunne ånde lettet på resten af weekenden. Jeg behøvede ikke længere at tænke på at min båd var var endt sine dage på åbent hav, efter ophaling af bådebroerne.
Lørdag havde jeg så aftalt med Marcus og søsteren han har besøg af at vi skulle ud en lille tur. En sidste tur med Madicken inden vinterens kolde klamme hånd endelig får bugt med vores skipper instinkt. Det var i hvert fald planen. Vi kom ned, fik motoren tændt, kom i tøjet (de store varme dragter), fik fjernet sne fra båden, og fik lagt fra kajen… nu var der bare lige det lille problem – rattet kunne ikke dreje. Overhovedet. Det vil sige at vi kun kunne komme en vej, lige ud. Ikke til højre eller venstre. Kun lige ud. Heldigvis for os var lige ud ind i en båd (jaja, vi havde jo ikke fart på) så vi kunne komme tilbage til kajen. Vi måtte konkludere at der var gået frost i styrekablet og derfor give op. Jeg forsøgte at ringe til Per for at vide om der var et top hemmeligt sejler trick, der kunne redde vores tur, men han var desværre ikke hjemme. Øv. For dagen efter fik jeg så talt med ham – og jo, der var et tophemmeligt sejlertrick, der faktisk kunne have reddet vores tur. Det er nemlig ikke selve styrekablet der fryser fast, men derimod jernstangen for enden af styrekablet der fryser fast i det jernrør den holdes af. Så når frosten melder sig skal man altså lige sørge for at have en termokande med kogende vand med, så hælder man det over og vupti, så har man en 100% funktionsdygtig Madicken igen. Ærgerligt at han ikke lige fortalte mig den lille detalje da jeg købte båden, men dengang stod solen højt på himlen med 15 grader i skyggen. Ikke lige der man tænker på frostklemte styrekabler og den slags. Oh well. Til gengæld fik vi (Marcus og søster Matilde og jeg) spillet brætspil og spist frokost i min fine lejlighed. Super hyggeligt. Og jeg vandt – yay mig (jeg bliver aldrig nogen god vært…). Lørdag aften var vi i klubben og det var også her lørdag aften at Charles kom ind med båden fra Napasoq. Han tog så lige en nat på sofaen før han kunne indkvartere sig på Hotel Heilman Lyberth, eftersom receptionen vist lukker ret tidligt om lørdagen. Det endte med at vi sag og snakkede til klokken halv fem om morgenen. Søndag prøvede jeg så at lave lidt arbejde om eftermiddagen men det gik lidt op i hat og briller. Jeg sad mest af alt bare og kiggede lidt på internettet på arbejdet (det virkede ikke derhjemme) og om aftenen kom Charles til middag. Han insisterede på at lave aftensmad, hvilket jeg jo godt kunne forlige mig med. Og manden er jo vegetar så jeg havde købt en masse grønsager til middagen. Men hvad gør fjolset så? Jo, han er så høflig at han ikke vil bruge alle mine grøntsager så det ender med at vi får en lasagne uden rigtig andet i en hvidløg. Der er intet i vejen med hvidløg, men nu havde jeg jo altså købt gulerødder og perberfrugter, og der var linser og bønner i skabet, for bare at nævne lidt. Sådan går det når man er lidt for høflig og man so vært ikke lige for sagt det helt rigtigt – ”HER! Brug det hele. DET HELE!”. Det må blive en anden gang. Til gengæld fik vi så en lille pizza bagefter, så jeg gik da ikke sulten i seng. Det var nu hyggeligt og man kunne godt mærke på ham at han var glad for at få lov til at snakke med engelsktalende mennesker igen.
Og nu er jeg så i Nuuk, og jo, nu må jeg vist hellere til at få lavet den præsentation til i morgen. I må have det.
Og ja forresten så fik jeg faktisk også stemt. Men eftersom jeg ikke længere er bosat i Danmark, er jeg nødsaget til at kun at stemme på en af de grønlandske politikere der kommer til folketinget. Øv. Men jeg var på kommunen og brevstemme i fredags, eftersom jeg jo er her i Nuuk på selv valgdagen. En anden der stemte var Rajesh fra klubben, hvilket så gav ham en artikel i Sermitsiaq. Sådan. Den er her.
Derudover sidder jeg nu i Nuuk og skal forestille at forberede mig til morgendagens strabadser. Bom bom bom.. skal nok. Gider bare ikke lige nu. Er lidt tvær over valget, og savner min kone. Det var nu vi skulle have en times samtale om hvor dum Pia K var og alle de vælgere der ikke lige stemte på den anden fløj. Men nej, sådan kan det ikke blive, for når man rejser så skal man jo altid glemme en ting. Bare en ting. Og den her gang var det så min oplader til min telefon, så den er ved at løbe tør for strøm. Great… Ikke lige min dag, Og nå ja – de andre gange jeg har været på byens bedste hoteller hvor det har været fjong og fint… og hvad bor jeg på nu? Sømandshjemmet. Alt andet var åbenbart optaget med valg og jeg skal gi dig skal jeg. Det er fanme røv. Fire overnatninger i en nedslidt seng, mens det eneste selskab er verdens mindste fjernsyn. Heldigvis har jeg så fået et af de rum med bad og toilet. Fra starten havde jeg fået uden, men det skyndte jeg mig ned og fik byttet. Som om jeg gad at overnatte fire nætter i et skod værelse med bad på gangen. Nej tak. Der tror jeg nok jeg sætter grænsen. Men personalet her er da meget søde. Ikke ligefrem det man kalder et ungt, uddannet personale, men måske mere lettere slidt som interiøret. Tror det er det man kalder det grå guld.
Nå ja. Båd sæsonen er ved at være slut. Bådebroerne bliver taget op den 15. november, hvilket vil sige at båden skal være oppe inden da. Så jeg fik lidt travlt her i fredags. En ting var at jeg havde seks timers undervisning hvilket vel var som det skulle være, men samtidig skulle jeg også finde et stativ til min båd, eftersom det oprindelige stativ var gået hen og blevet hugget. Det var i hvert fald forsvundet. Og hvis jeg skulle af sted mandag til Nuuk, så skule jeg jo gerne have båden op fredag. Og det er jo ikke særlig smart at få den op, hvis ikke man har noget at stille den på. Jeg har fået Pias båd plads der er lige uden for skolen hvilket er super. Pia har lige solgt sin båd, da hun jo flytter til Qaanaq, og hendes båd skal så til Ilulisat eller noget. Vi havde så håbet lidt på at siden han (ham der købte båden) sikkert skal sejle derop med den, så var han ikke interesseret i at skulle slæbe stativet derop også, men sådan skulle det ikke være. Fredag meddelte han at han kom og hentede stativet. Pis. Der var jeg så ved at gå lidt i panik. Hvor fanden skulle man få et båd stativ fra med nul timers varsel? Heldigvis havde Tobias nogle stykker i sin bådbiks. Så det blev lige 700 bobs for stort set fire stykker træ sat lidt på tværs af hinanden og så med lidt forstærkning og noget. Men det var der og det virker. Men at få båden op fredag nåede jeg ikke. Heldigvis skulle Per også have sin båd op mandag, så han lovede at tage min båd med op når han nu var i gang. Flink mand må man sige. Så jeg kunne ånde lettet på resten af weekenden. Jeg behøvede ikke længere at tænke på at min båd var var endt sine dage på åbent hav, efter ophaling af bådebroerne.
Lørdag havde jeg så aftalt med Marcus og søsteren han har besøg af at vi skulle ud en lille tur. En sidste tur med Madicken inden vinterens kolde klamme hånd endelig får bugt med vores skipper instinkt. Det var i hvert fald planen. Vi kom ned, fik motoren tændt, kom i tøjet (de store varme dragter), fik fjernet sne fra båden, og fik lagt fra kajen… nu var der bare lige det lille problem – rattet kunne ikke dreje. Overhovedet. Det vil sige at vi kun kunne komme en vej, lige ud. Ikke til højre eller venstre. Kun lige ud. Heldigvis for os var lige ud ind i en båd (jaja, vi havde jo ikke fart på) så vi kunne komme tilbage til kajen. Vi måtte konkludere at der var gået frost i styrekablet og derfor give op. Jeg forsøgte at ringe til Per for at vide om der var et top hemmeligt sejler trick, der kunne redde vores tur, men han var desværre ikke hjemme. Øv. For dagen efter fik jeg så talt med ham – og jo, der var et tophemmeligt sejlertrick, der faktisk kunne have reddet vores tur. Det er nemlig ikke selve styrekablet der fryser fast, men derimod jernstangen for enden af styrekablet der fryser fast i det jernrør den holdes af. Så når frosten melder sig skal man altså lige sørge for at have en termokande med kogende vand med, så hælder man det over og vupti, så har man en 100% funktionsdygtig Madicken igen. Ærgerligt at han ikke lige fortalte mig den lille detalje da jeg købte båden, men dengang stod solen højt på himlen med 15 grader i skyggen. Ikke lige der man tænker på frostklemte styrekabler og den slags. Oh well. Til gengæld fik vi (Marcus og søster Matilde og jeg) spillet brætspil og spist frokost i min fine lejlighed. Super hyggeligt. Og jeg vandt – yay mig (jeg bliver aldrig nogen god vært…). Lørdag aften var vi i klubben og det var også her lørdag aften at Charles kom ind med båden fra Napasoq. Han tog så lige en nat på sofaen før han kunne indkvartere sig på Hotel Heilman Lyberth, eftersom receptionen vist lukker ret tidligt om lørdagen. Det endte med at vi sag og snakkede til klokken halv fem om morgenen. Søndag prøvede jeg så at lave lidt arbejde om eftermiddagen men det gik lidt op i hat og briller. Jeg sad mest af alt bare og kiggede lidt på internettet på arbejdet (det virkede ikke derhjemme) og om aftenen kom Charles til middag. Han insisterede på at lave aftensmad, hvilket jeg jo godt kunne forlige mig med. Og manden er jo vegetar så jeg havde købt en masse grønsager til middagen. Men hvad gør fjolset så? Jo, han er så høflig at han ikke vil bruge alle mine grøntsager så det ender med at vi får en lasagne uden rigtig andet i en hvidløg. Der er intet i vejen med hvidløg, men nu havde jeg jo altså købt gulerødder og perberfrugter, og der var linser og bønner i skabet, for bare at nævne lidt. Sådan går det når man er lidt for høflig og man so vært ikke lige for sagt det helt rigtigt – ”HER! Brug det hele. DET HELE!”. Det må blive en anden gang. Til gengæld fik vi så en lille pizza bagefter, så jeg gik da ikke sulten i seng. Det var nu hyggeligt og man kunne godt mærke på ham at han var glad for at få lov til at snakke med engelsktalende mennesker igen.
Og nu er jeg så i Nuuk, og jo, nu må jeg vist hellere til at få lavet den præsentation til i morgen. I må have det.
fredag, november 09, 2007
(mere) stress, brok og... Heidi?
Jeg ved ikke helt hvad det er for tiden, men et eller andet er i hvert flad helt ved siden af. Jeg er stresset, træt, hovedpinen er ved at være mere reglen end undtagelsen, synes ikke jeg har tid til noget, men skal lave mere og mere og i det hele taget er det hele en smule uoverskueligt og træls, for nu at bruge et godt fortærsket jysk udtryk.
Det hele for tiden går op i arbejd, arbejd, og hvad der sidste uge så ud som en passerende lille hændelse er nu ved at blive en langstrakt pinefuld oplevelse. Og det hjælper ikke at mit internet er mere offline end online de seneste dage. Og nej, det var ikke online da jeg skulle have møde klokken 8 om morgenen i mandags, så jeg måtte smide mig ud i en taxa, for at tage op på skolen, for at have mødet der. Der skulle jeg så lige vente 15 minutter på at min computer fik startet op ordentligt eftersom den også er helt af helvede til efter nogle forpulede windowsopdateringer har spoleret alt hvad der hedder hurtighed. Man skulle tro en opdatering var lige med at ting skulle gå bedre, men nej nej. Windows virker bare værre end før (kørte faktisk fint før, så løsningen bliver nok at geninstallere hele lortet en gang til. Yay… (ja det var sarkasme..). Og da jeg så fik mødet i gang omkring klokken 8.30 så fik jeg snakket næsten en time uden problemer over skype hvorefter der skete det der skete sidste gang jeg havde møde – pludselig kan man ikke høre noget den anden siger ud over ”jeg.. uk.. sn.. *hak hak hak* me.. de.. fi..”, men hun kunne godt høre mig. Fanme irriterende og det gør det lidt sværere at planlægge noget som helst. Sidste gang havde vi samme problem hvor vi holdt en times møde hvor jeg snakkede og hun skrev. DET ER BARE IKKE OPTIMALT! Forbandede internet! Der er kraftædderme ikke noget der virker! Er det virkelig det man får af et monopol? Ingenting virker og ingen ved hvorfor? Servicen er under lavmålet men til gengæld er priserne skyhøje? Hvem vil du klage til? Hvis du ikke er tilfreds kan du jo bare skifte til…? Det er jo til at blive sindssyg af.
Og når jeg så er i et sådant humør som jeg er nu, ergo en meget gnaven gammel mand, så er den eneste der kan få mig ned på jorden igen min fantastiske dejlige kone, men hende har jeg ikke tid til at snakke med, og hvis jeg havde virkede mit internet nok alligevel ikke. Og hun har det heller ikke bedre. Hun er ved at skrive sin afgangsopgave på hendes uddannelse og den er hun ved at falde helt fra hinanden på. Hun synes ikke hun har nået noget, skrevet noget, ingenting virker, og hun kan ikke snakke med mig så jeg kan få hende til at falde til ro igen. Så hvis der er nogen af jer der læser det her, der er i nærheden af hende, så stop lige op og giv hende et stort kram, og sig til hende at det går nok alt sammen. Jeg tror hun har brug for det.
Selv har jeg efterhånden også brug for et godt stort kram. Om ikke andet så for at holde mig vågen. Jeg er simpelthen så træt for tiden. Og jeg får en syv otte timers søvn hver nat, men alligevel er jeg super ikke-udhvilet når jeg vågner. I dag sov jeg for eksempel over mig for første gang i min tid her oppe. Jeg vågende klokken 7.50 og skulle have undervisning klokken 8 for procesteknikerne. Det var ikke andet at gøre end at smide tøj på kroppen og kaste mig ind i en taxa (kan i se et mønster?), og rent faktisk nåede jeg det til klokken 8.00, så teknisk set sov jeg ikke over mig. Men jeg var uden morgenbad og morgenmad. Havde da heldigvis opdaget deodoranten på vej ud af døren så det gik. Og sådan gik resten af dagen så… fire timers undervisning, forberedelse til morgendagens 6 timers undervisning, lærerrådsmøde i 3 stive timer (mødet ville bare aldrig slutte), hjem og spise og lige få en halv time for mig selv før det var ud af døren igen for så lige at tage lektie cafe igen fra 19 til 21. Lad os bare konstatere at det var en lang dag.
Weekenden bliver nok ikke meget bedre. Jeg har stadig foredrag til seminaret i Nuuk jeg endnu ikke er begyndt ordentlig på. Ja, Nuuk. Ak. Hold kæft hvor jeg ikke gider. Normalt vil man siger jubi og hurra for en uge i hovedstaden, men lige nu har jeg altså mere lyst til bare at krybe under dynen med en god bog, lave min egen mad, snakke lidt med konen, se en film på flimmerkassen og bare have det der kunne minde om en normal uge. Men nej nej. Jeg har undervisning mandag fire timer før jeg skal med flyveren til Nuuk. Så er der seminar tirsdag, onsdag, torsdag (med to foredrag jeg stadig skal have kigget på), og så hjem igen fredag til… ja du gættede det.. fire timers undervisning igen. Men Charles kommer den her weekend, så det skal nok blive hyggeligt, hvis jeg da bare kan finde tid til en øl eller to (kan være jeg trænger til mere en to).
Nå jeg vil stoppe med at brokke mig nu. For det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide mit arbejde. Nej, det er faktisk dejligt og fedt at man får lov til så mange ting, men behøver det lige at være på en gang? Og hvis så der bare var noget der virkede computermæssigt ville det også være ret fedt og hjælpe på humøret. Og det hjælper jo heller ikke at vejret er som det er. Overskyet, slud, sjap, lige omkring nul punktet så det er dødbringende glat og vådt over alt. Men thats leif.
Håber næste uge igen igen bliver bedre.
--
Jeg skrev dette indlæg torsdag aften (træt og i et rigtigt brokkehumør), men siden mit (ja du gættede det) internet ikke virkede, så er det først lagt op nu i dag fredag. Til gengæld er jeg lidt mere afslappet nu, efter lige at være vågnet og ikke helt har nået at blive stresset endnu.
En pudsig ting dog – i nat rømte jeg at Camilla og jeg havde fået en lille baby, en datter. Det er jo en dejlig ting og vi var glade og så videre, men gud hjælpeme om ikke Camilla ville kalde den stakkels pige for Heidi? Hvor dælen kom det fra? Jeg skal altså ikke have en datter der hedder Heidi, det lyder bare helt forkert (ja jeg undskylder til alle i Heidi’er derude, men navnet hitter ikke helt hos mig). Men Camilla var allerede begyndt at bruge navnet i flæng da den lille blev introduceret for mine forældre og så var skaden sket.. det er lidt ligesom min båd. Jeg har et hyr med at få folk til at indse at den altså hedder Madicken og ikke Ruth, men folk ved den hedder Ruth og så bliver det ikke anderledes. Men dælme om min datter skal hedde Heidi. Jeg gør det ikke! Men hun var nu en rigtig charmetrold den lille He.. arrgg...
Det hele for tiden går op i arbejd, arbejd, og hvad der sidste uge så ud som en passerende lille hændelse er nu ved at blive en langstrakt pinefuld oplevelse. Og det hjælper ikke at mit internet er mere offline end online de seneste dage. Og nej, det var ikke online da jeg skulle have møde klokken 8 om morgenen i mandags, så jeg måtte smide mig ud i en taxa, for at tage op på skolen, for at have mødet der. Der skulle jeg så lige vente 15 minutter på at min computer fik startet op ordentligt eftersom den også er helt af helvede til efter nogle forpulede windowsopdateringer har spoleret alt hvad der hedder hurtighed. Man skulle tro en opdatering var lige med at ting skulle gå bedre, men nej nej. Windows virker bare værre end før (kørte faktisk fint før, så løsningen bliver nok at geninstallere hele lortet en gang til. Yay… (ja det var sarkasme..). Og da jeg så fik mødet i gang omkring klokken 8.30 så fik jeg snakket næsten en time uden problemer over skype hvorefter der skete det der skete sidste gang jeg havde møde – pludselig kan man ikke høre noget den anden siger ud over ”jeg.. uk.. sn.. *hak hak hak* me.. de.. fi..”, men hun kunne godt høre mig. Fanme irriterende og det gør det lidt sværere at planlægge noget som helst. Sidste gang havde vi samme problem hvor vi holdt en times møde hvor jeg snakkede og hun skrev. DET ER BARE IKKE OPTIMALT! Forbandede internet! Der er kraftædderme ikke noget der virker! Er det virkelig det man får af et monopol? Ingenting virker og ingen ved hvorfor? Servicen er under lavmålet men til gengæld er priserne skyhøje? Hvem vil du klage til? Hvis du ikke er tilfreds kan du jo bare skifte til…? Det er jo til at blive sindssyg af.
Og når jeg så er i et sådant humør som jeg er nu, ergo en meget gnaven gammel mand, så er den eneste der kan få mig ned på jorden igen min fantastiske dejlige kone, men hende har jeg ikke tid til at snakke med, og hvis jeg havde virkede mit internet nok alligevel ikke. Og hun har det heller ikke bedre. Hun er ved at skrive sin afgangsopgave på hendes uddannelse og den er hun ved at falde helt fra hinanden på. Hun synes ikke hun har nået noget, skrevet noget, ingenting virker, og hun kan ikke snakke med mig så jeg kan få hende til at falde til ro igen. Så hvis der er nogen af jer der læser det her, der er i nærheden af hende, så stop lige op og giv hende et stort kram, og sig til hende at det går nok alt sammen. Jeg tror hun har brug for det.
Selv har jeg efterhånden også brug for et godt stort kram. Om ikke andet så for at holde mig vågen. Jeg er simpelthen så træt for tiden. Og jeg får en syv otte timers søvn hver nat, men alligevel er jeg super ikke-udhvilet når jeg vågner. I dag sov jeg for eksempel over mig for første gang i min tid her oppe. Jeg vågende klokken 7.50 og skulle have undervisning klokken 8 for procesteknikerne. Det var ikke andet at gøre end at smide tøj på kroppen og kaste mig ind i en taxa (kan i se et mønster?), og rent faktisk nåede jeg det til klokken 8.00, så teknisk set sov jeg ikke over mig. Men jeg var uden morgenbad og morgenmad. Havde da heldigvis opdaget deodoranten på vej ud af døren så det gik. Og sådan gik resten af dagen så… fire timers undervisning, forberedelse til morgendagens 6 timers undervisning, lærerrådsmøde i 3 stive timer (mødet ville bare aldrig slutte), hjem og spise og lige få en halv time for mig selv før det var ud af døren igen for så lige at tage lektie cafe igen fra 19 til 21. Lad os bare konstatere at det var en lang dag.
Weekenden bliver nok ikke meget bedre. Jeg har stadig foredrag til seminaret i Nuuk jeg endnu ikke er begyndt ordentlig på. Ja, Nuuk. Ak. Hold kæft hvor jeg ikke gider. Normalt vil man siger jubi og hurra for en uge i hovedstaden, men lige nu har jeg altså mere lyst til bare at krybe under dynen med en god bog, lave min egen mad, snakke lidt med konen, se en film på flimmerkassen og bare have det der kunne minde om en normal uge. Men nej nej. Jeg har undervisning mandag fire timer før jeg skal med flyveren til Nuuk. Så er der seminar tirsdag, onsdag, torsdag (med to foredrag jeg stadig skal have kigget på), og så hjem igen fredag til… ja du gættede det.. fire timers undervisning igen. Men Charles kommer den her weekend, så det skal nok blive hyggeligt, hvis jeg da bare kan finde tid til en øl eller to (kan være jeg trænger til mere en to).
Nå jeg vil stoppe med at brokke mig nu. For det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide mit arbejde. Nej, det er faktisk dejligt og fedt at man får lov til så mange ting, men behøver det lige at være på en gang? Og hvis så der bare var noget der virkede computermæssigt ville det også være ret fedt og hjælpe på humøret. Og det hjælper jo heller ikke at vejret er som det er. Overskyet, slud, sjap, lige omkring nul punktet så det er dødbringende glat og vådt over alt. Men thats leif.
Håber næste uge igen igen bliver bedre.
--
Jeg skrev dette indlæg torsdag aften (træt og i et rigtigt brokkehumør), men siden mit (ja du gættede det) internet ikke virkede, så er det først lagt op nu i dag fredag. Til gengæld er jeg lidt mere afslappet nu, efter lige at være vågnet og ikke helt har nået at blive stresset endnu.
En pudsig ting dog – i nat rømte jeg at Camilla og jeg havde fået en lille baby, en datter. Det er jo en dejlig ting og vi var glade og så videre, men gud hjælpeme om ikke Camilla ville kalde den stakkels pige for Heidi? Hvor dælen kom det fra? Jeg skal altså ikke have en datter der hedder Heidi, det lyder bare helt forkert (ja jeg undskylder til alle i Heidi’er derude, men navnet hitter ikke helt hos mig). Men Camilla var allerede begyndt at bruge navnet i flæng da den lille blev introduceret for mine forældre og så var skaden sket.. det er lidt ligesom min båd. Jeg har et hyr med at få folk til at indse at den altså hedder Madicken og ikke Ruth, men folk ved den hedder Ruth og så bliver det ikke anderledes. Men dælme om min datter skal hedde Heidi. Jeg gør det ikke! Men hun var nu en rigtig charmetrold den lille He.. arrgg...
mandag, november 05, 2007
stress og jag, internettrylleri og 17 igen...
Ok, nu er jeg vist over det værste. Sidste uge var en dræber arbejdsmæssigt af de helt hårde slags. Den startede elers stille og roligt med lidt undervisning, lidt flyttefri og sårn. Jeg havde ikke de store ting på skemaet men så skal jeg ellers love for at jeg fik ting at bestille. Pludselig skulle jeg være censor til fire eksamener torsdag og fredag, lave en folder for procesteknikeruddannelsen til Anna Marie da hun skal til uddannelsesmesse noget i Sisimiut, og så kom der også lige et foredrag til jeg skal lave sammen med Barfuss (ja det hedder hun til fornavn) til når jeg skal til elærings seminar i Nuuk her i uge 46. Så jeg har været møg stresset hele ugen. For at sige det pænt. Masser af aftenarbejde, masser af ingen tid til ordentlig madlavning, masser af ekstra opgaver, ting der ikke virker, hovsa løsninger (der til gengæld virkede), harry potter (er kommet i gang med den sidste nu), og så selvfølgelig det fantastiske internet.
Mit internet er ligeså trofast som en skødehund i løbetid. Det er fuldstændig ligesom en tryllekunstner ”nu ser du det – nu er det væk” bortset fra at tryllekunstneren tryller det tilbage væsentlig hurtigere end hvad tele greenland gør. Jeg har nu boet her lidt over en uge og nettet har været nede godt fire dage. Ikke fire dage i træk, men mere to dage her, to dage der og så et par timer hist og pist. Nettet har for eksempel været nede begge søndage jeg har boet her fra klokken 18 til 20. Det gir jo ingen mening. Det gør det også væsentlig sværere at spille world of warcraft. I min guild (de folk jeg spiller med) er det ved at være en stående joke med eksimonettet… ”er du online nu? Hvad så nu? Nå ikk.. hvad så nu?”. Fanme ikke nemt at overholde aftaler på den måde. Jeg har også et online møde i morgen klokken 8 med Barfuss, spændende om det bliver til noget. Men lige nu virker det. Indtil videre altså.
Derudover har der jo været en større tumult i grønland over det danske dokumentarprogram ”Flugten fra Grønland”. Til jer der ikke så det, så var det en visning af den side af grønland vi alle godt ved er der, men de fleste vælger at ignorere som en af aviserne så smukt sagde det. Jo, vist var den lidt entydigt negativ i forhold til de områder den talte om, men jeg er ikke sikker på at det ville hjælpe på filmen hvis man begyndte også at fokusere på alle succeshistorierne heroppe. Dokumentaren ville fokusere på skyggesiderne og det gjorde den sådan set fin nok med incest, druk, en forfalden folkeskole uden disciplin og elever der sparng rundt som det passer dem, korrupte politikere, nepotisme og hvad der nu ellers er heroppe.
Og modtagelsen af udsendelsen har også været ligeså forudsigelig som amen i kirken. Politikerne (specielt dem den handlede om) raser op og siger at det er typisk danskerne, de lyver og de blander sig og alt det der. Og så hjælper det jo ikke at Dansk Folkeparti er så hjernedøde at de melder ud efter udsendelsen at de vil have hjemmestyret under administration. Hvis der er en ting der er sikker på at fjerne fokus fra de problemer udsendelsen netop forsøgte at sætte fokus på, så er det sgu da at de danske politikere råber vagt i gevær – og specielt hvis det er et så menneskefjendsk parti (i hvert fald hvis ikke du er dansk) som DF. For det er jo lige netop vand på de grønlandske politikeres mølle. Nu kan de snakke om hvor dumme danskerne er, i stedet for at se problemerne i øjnene. Tak for den DF. Fanme for dumt.
Der ud over var jeg fuld i weekenden. Jeps. Jeg var til ophaler fest på hotellet. En ophaler fest er en fest for medlemmerne af bådforeningen, der holdes sidst på sæsonen for at ’fejre’ at man nu har fået sin båd op på land igen. Festen blev holdt på hotellet og der var godt med mad. Desværre var Marcus (den dejlige knægt) i et værre fest humør, så han købte en halv falske snaps og så var stilen ligesom lagt. Der røg mad ind, øl ad libitum, snaps en masse, drinks etc… ikke en god idé når man hedder René og er lidt en svagpisser når det kommer til det med at blande. Noget jeg febrilsk har forsøgt at undgå siden mine gymnasiedage hvor man drak alt bare det var tilnærmelsesvis vådt og lugtede af procenter. Omkring klokken 24.00 begyndte mine indre alarmklokker at ringe rimelig højt (de sagde noget med at ”hvis du vil huske hvordan du kommer hjem, så er det nu makker”), så jeg tog en taxa, og ti minutter senere havde jeg ofret for de større magter i den store telefon, og var derefter på hovedet i seng. Tror lige jeg bliver nødt til at minde mig selv om at jeg altså ikke er 17 år længere. Men søndag blev i hvert fald hård at komme igennem, men det lykkedes da sidst på aftenen at få lavet lidt arbejde. Bare lidt. Havde lovet Anna Marie at være færdig med folderen. Og det blev jeg så.
Nå, jeg tror jeg vil til at arbejde lidt mere. Har det der online møde i morgen og jeg er lidt bagud for at sige det pænt. Ha det godt.
Mit internet er ligeså trofast som en skødehund i løbetid. Det er fuldstændig ligesom en tryllekunstner ”nu ser du det – nu er det væk” bortset fra at tryllekunstneren tryller det tilbage væsentlig hurtigere end hvad tele greenland gør. Jeg har nu boet her lidt over en uge og nettet har været nede godt fire dage. Ikke fire dage i træk, men mere to dage her, to dage der og så et par timer hist og pist. Nettet har for eksempel været nede begge søndage jeg har boet her fra klokken 18 til 20. Det gir jo ingen mening. Det gør det også væsentlig sværere at spille world of warcraft. I min guild (de folk jeg spiller med) er det ved at være en stående joke med eksimonettet… ”er du online nu? Hvad så nu? Nå ikk.. hvad så nu?”. Fanme ikke nemt at overholde aftaler på den måde. Jeg har også et online møde i morgen klokken 8 med Barfuss, spændende om det bliver til noget. Men lige nu virker det. Indtil videre altså.
Derudover har der jo været en større tumult i grønland over det danske dokumentarprogram ”Flugten fra Grønland”. Til jer der ikke så det, så var det en visning af den side af grønland vi alle godt ved er der, men de fleste vælger at ignorere som en af aviserne så smukt sagde det. Jo, vist var den lidt entydigt negativ i forhold til de områder den talte om, men jeg er ikke sikker på at det ville hjælpe på filmen hvis man begyndte også at fokusere på alle succeshistorierne heroppe. Dokumentaren ville fokusere på skyggesiderne og det gjorde den sådan set fin nok med incest, druk, en forfalden folkeskole uden disciplin og elever der sparng rundt som det passer dem, korrupte politikere, nepotisme og hvad der nu ellers er heroppe.
Og modtagelsen af udsendelsen har også været ligeså forudsigelig som amen i kirken. Politikerne (specielt dem den handlede om) raser op og siger at det er typisk danskerne, de lyver og de blander sig og alt det der. Og så hjælper det jo ikke at Dansk Folkeparti er så hjernedøde at de melder ud efter udsendelsen at de vil have hjemmestyret under administration. Hvis der er en ting der er sikker på at fjerne fokus fra de problemer udsendelsen netop forsøgte at sætte fokus på, så er det sgu da at de danske politikere råber vagt i gevær – og specielt hvis det er et så menneskefjendsk parti (i hvert fald hvis ikke du er dansk) som DF. For det er jo lige netop vand på de grønlandske politikeres mølle. Nu kan de snakke om hvor dumme danskerne er, i stedet for at se problemerne i øjnene. Tak for den DF. Fanme for dumt.
Der ud over var jeg fuld i weekenden. Jeps. Jeg var til ophaler fest på hotellet. En ophaler fest er en fest for medlemmerne af bådforeningen, der holdes sidst på sæsonen for at ’fejre’ at man nu har fået sin båd op på land igen. Festen blev holdt på hotellet og der var godt med mad. Desværre var Marcus (den dejlige knægt) i et værre fest humør, så han købte en halv falske snaps og så var stilen ligesom lagt. Der røg mad ind, øl ad libitum, snaps en masse, drinks etc… ikke en god idé når man hedder René og er lidt en svagpisser når det kommer til det med at blande. Noget jeg febrilsk har forsøgt at undgå siden mine gymnasiedage hvor man drak alt bare det var tilnærmelsesvis vådt og lugtede af procenter. Omkring klokken 24.00 begyndte mine indre alarmklokker at ringe rimelig højt (de sagde noget med at ”hvis du vil huske hvordan du kommer hjem, så er det nu makker”), så jeg tog en taxa, og ti minutter senere havde jeg ofret for de større magter i den store telefon, og var derefter på hovedet i seng. Tror lige jeg bliver nødt til at minde mig selv om at jeg altså ikke er 17 år længere. Men søndag blev i hvert fald hård at komme igennem, men det lykkedes da sidst på aftenen at få lavet lidt arbejde. Bare lidt. Havde lovet Anna Marie at være færdig med folderen. Og det blev jeg så.
Nå, jeg tror jeg vil til at arbejde lidt mere. Har det der online møde i morgen og jeg er lidt bagud for at sige det pænt. Ha det godt.
Abonner på:
Opslag (Atom)
