11 millioner nørder sidder nu og spiller world of warcrafts aller nyeste udvidelse ”Wrath of the Lich King”, man med savlende dirrende læber har ventet med længsel i godt et år. Udgivelsesdatoen den 13. november har mange set frem til som små børn ser frem til juleaften, og natåbent på udgivelselsesdagen var en realitet selv i Danmark. Men ikke her på Grønland. Heroppe er der vel ikke mange der ve at der er noget der hedder World of Warcraft i det hele taget. Måske i Nuuk, hvor man godt kan spille det på netcafeer. Men i Maniitsoq er det umuligt at opdrive spillet, så jeg har været nødsetdt til at forudbestille det via en engelsk hjemmeside og dermed få den med posten. Og det startede da også meget godt. I mandags (den 10. november) fik jeg en mail om at nu var pakken sendt – YES! – hvilket i bedste fald betød at jeg faktisk kunne få den på selve dagen torsdag eller måske allerede onsdag. Nå nej, vi får jo ikke fly fra Kangerlussuaq om onsdagen, så ingen post den dag. Nå men så kommer den torsdag. Nej, heller ikke. Dårligt vejr. Fredag? Heller ikke, dårligt vejr, så ingen fly og ingen post og derfor ingen spil til mig. Lørdag har posthuset ikke åbent, men det gjorde hverken fra eller til for vejret fortsatte hele weekenden og mandag med. Problemet er ikke så meget at der er dårligt vejr, for det har vi sgu så tit heroppe. Problemet for lufthavnen ligger også i at temperaturen lige nu ligger og svinger omkring de 0 grader. Det betyder et mix af is på landingsbanen blandet med uhyre mængder vand der bliver ved med at fosse ned, blive til lidt sne i ny og næ og så til regn igen. Og Maniitsoq lufthavn er af en eller anden uvis grund ikke i besiddelse af afisnings udstyr (lyder lidt dumt, men det skrev Sermitsiaq her). Men uanset afisningsudstyr så tvivler jeg på at der er mange fly der kan lande for tiden nogen steder overhovedet. Air Greenland havde allerede i går 300 strandede passagerer rundt omkring på kysten og i dag er det ikke blevet bedre. Et Danmarks fly måtte vende tilbage til Danmark med uforrettet sag og vi fik kun et ud af tre fly til at lande i dag og det var den fra Nuuk, og ikke den fra Kangerlussuaq. Så jeg har stadig ikke modtaget nogen pakke så jeg kan komme videre med mit spil, jeg har spillet de sidste fire år. Jeg har det lidt som Kaizers Orchestra synger på deres nyeste skive: ”Der fins to typer folk, den eine er alle de andre og den anden er meg”. 11 millioner hygger sig med nye levels og kæmpe nye områder med masser af action og jeg er fanget i byens kæmpestore sjap-o-rama af sne, slud og vand. Den bedste beslutning jeg gjorde i dag var at tage termostøvler på da jeg skulle på arbejde. Og mine regnbukser var også et hit. Et andet hit ville være post.
Men bare fordi man ikke kan få lov til at få post skal verden jo ikke gå i stå af den grund, selv om det godt kunne føles sådan da jeg gik weekenden i møde uden min post. Så Camilla og undertegnede inviterede i stedet Mads, Marie, Alma, Tea og Markus til Maniitsoq Biograf i vores stue vel og mærket. Vi havde lånt en projektor på skolen, sat den til en computer med lyden over mit anlæg og indrettet stuen så alt var rettet mod ”lærredet” (hvilket var endevæggen i vores stue). Bagerst stod sofaen, foran den kom vores to sofastole, mellem dem stod projektoren på et lille bord og foran sofastole og projektor havde vi pustet vores kæmpe to personers luftmadras på, så man også kunne ligge der. Der var linet på til den helt store film aften, men det var ikke en hvilket som helst film aften – det var nemlig en film og burger aften. Så inden filmene begyndte af rulle over lærredet havde vi bagt brød, stegt bøffer (både vegetarudgaven af røde linser og noget andet godt og varianten bestående af hakket moskuskød og masser af det), hakket salat, agurk, tomat og alt det der ellers høre sig til i en rigtig burger. Nøj, den smagte godt. Det er simpelthen år og dage siden jeg har fået burger og jeg siger dig, den var al ventetiden værd. Og så havde vi lånt et par films for det hele ikke skulle være noget jeg allerede havde set og som stod i min samling. Men vi startede med to børnefilm, ”Monsters Inc” Og ”Lille Virgil og Orla Frøsnapper”, eftersom lille Alma også var med. Da klokken blev ni og Orla var blevet færdig blev Alma puttet i vores seng og så fik vi set noget action og noget engelsk humor. Da klokken blev 2 stoppede vi, Mads, Marie og Alma tog hjem og vi andre bestemte os for at kigge ned i klubben. Vi skulle bare lige vende, men det viste sig så at tage lidt længere tid end planlagt. Men hyggeligt var det. Faktisk så hyggeligt at Camilla og jeg først var hjemme lidt over seks om morgenen(!). Pokkers lang tid siden jeg har holdt så længe, men det har nok også noget med at gøre at indtil klokken 2 havde drikkevarerne udelukkende bestået af sodavand. Man servere jo ikke alkohol i en biograf.
Søndag gik med at spise lidt burger (igen), ligge og se film på vores store lærred (igen igen) og ellers slappe helt af. Det var en god søndag.
Og i dag regner det som sagt. I morgen ser vejrudsigten ikke bedre ud, så min post lader nok vente lidt længere på sig. Til gengæld skal jeg ned i den lokale sportsforretning og købe en badminton ketcher. Jeg skal nemlig i gang med badminton sammen med Tea. Camillas led kan ikke klare den slags udfoldelser så Tea og mig har slået os sammen og vi er lige ved at finde ud af om der måske gemmer sig et par stykker mere, så vi kan få gang i en double. Det kunne være ret dejligt, da man så ikke skal hoppe så meget rundt som ved single. Min motion kan jo ligge på et meget lille sted.
Nå, det var vist nok for i dag. Jeg har lige et par stile jeg skal have rette inden jeg går til ro. Hav det.
mandag, november 17, 2008
mandag, november 10, 2008
den lille bloguge #6: kort og godt
Vi har fået nisser. Jeg er overbevist om at vi har fået madglade nisser. For uanset hvor meget vi vasker op, så forsvinder den aldrig. I går var den så stor at vi blev nødt til at tage den i etaper, hvilket i realiteten betyder at vi ikke blev færdige og i står der så på mystisk vis ligeså meget som i går. Man skulle tro at der var uvorne opvaskenisser på spil, der sniger sig ind om natten og sviner en masse bestik og tallerkner til for at vi endnu engang næste morgen har noget at give os til.. suk. Livet er for kort til opvask.
Men i dag lykkedes det så at få båden op af vandet. Jeg ringede om morgenen og fik så en tid til ophaling klokken 15.00. Lidt over 15 var min båd så op af vandet og på ladet af en ladvogn og lidt efter på sit stativ foran ATI. Hurtigt og effektivt. Nu mangler jeg så bare at tømme båden og dække den til med træplader over kahytten og presenninger over hele båden så den er klar til den lange kolde vinter.
Lige et par updates før jeg går i seng (jo det bliver en kort blog i dag, troede ikke jeg havde det i mig):
Vores nye lærer er ikke taget hjem! Det vil sige at han nu har været her over en uge. Så jeg tror på det nu. Ja, han har sågar haft sine første undervisningstimer nu, og siden han ikke har løbet skrigende bort (endnu) må det være et godt tegn.
Skal også lige nævnes at vores personlige dørsælger Sarah nåede at komme hele to gange mere sidste uge efter jeg skrev bloggen. Så hurra for det.. eller hvad man nu siger til det.
Ha det godt. Og sov godt.
Men i dag lykkedes det så at få båden op af vandet. Jeg ringede om morgenen og fik så en tid til ophaling klokken 15.00. Lidt over 15 var min båd så op af vandet og på ladet af en ladvogn og lidt efter på sit stativ foran ATI. Hurtigt og effektivt. Nu mangler jeg så bare at tømme båden og dække den til med træplader over kahytten og presenninger over hele båden så den er klar til den lange kolde vinter.
Lige et par updates før jeg går i seng (jo det bliver en kort blog i dag, troede ikke jeg havde det i mig):
Vores nye lærer er ikke taget hjem! Det vil sige at han nu har været her over en uge. Så jeg tror på det nu. Ja, han har sågar haft sine første undervisningstimer nu, og siden han ikke har løbet skrigende bort (endnu) må det være et godt tegn.
Skal også lige nævnes at vores personlige dørsælger Sarah nåede at komme hele to gange mere sidste uge efter jeg skrev bloggen. Så hurra for det.. eller hvad man nu siger til det.
Ha det godt. Og sov godt.
søndag, november 09, 2008
Den lille bloguge #5: drømmen om en Ph.D. i lingvistik
Grønlandsk er et besynderligt sprog. Jeg har nu haft sporadisk undervisning i sproget i lidt over to år og der er da noget der begynder at hænge fast, men der vil da absolut gå mange år før jeg vil være i stand til at holde en bare nogenlunde samtale. Det hjælper heller ikke at det er så fundamentalt forskelligt fra det danske sprog (eller generelt europæiske sprogstammer), og er opbyggeligt i små tillæg til det enkelte ord. Tror vores lærer startede med at kalde det et polysentetisk sprog (sammensat af mange små dele). 80% af alle ord er ”født” som udsagnsord og så kommer der ellers tillæg på tillæg til at ordet til sidst er en sætning, et sted eller det der ligner. Lad mig tage et eksempel: Restaurant.
Restaurant hedder på grønlandsk neriniartarfik, og betyder direkte oversat Stedet hvor man plejer at have til hensigt at spise. Stammen er nerivoq, der betyder at spise. Niar er et tillæg der betyder har til hensigt, tar er lige med plejer og fik betyder stedet hvor. Så sammen betyder det hele så det der sted hvor man har til hensigt at spise. Egentlig meget logisk. Bortset fra så at værtshus hedder imerniartarfik, hvilket betyder stedet hvor man plejer at have til hensigt at drikke vand. Og jeg har været på grønlandske værtshuse og de plejer absolut ikke at drikke vand. Men måske skal man se det som en hensigt om at drikke våde varer?
Og så er der alle deres bøjninger. Jeg var aldrig god til tysk fordi der var alle de mærkelige bøjninger. Men tag det så og gang det med mange, så har du grønlandsk. Plus så at der ikke er nogle som helst ord der minder om noget du kender. Arh, det er måske lidt løgn. Der har sneget sig et fåtal af danske og engelske ord ind som så er blevet grønlandiseret, om du vil. Æble hedder ibili, bil er biili, farvel hedder baj (fra goodbye). Og der er flere af den slags. Selv navne får en grønlandsk behandling. Knud hedder for eksempel på grønlandsk Kunuk.
Men for at vende tilbage til bøjningerne. Det er altid den sidste del af ordet der viser hvem der gør hvad. Nerivoq viser os at det er han, hun eller den der spiser. Nerivunga så er det mig der spiser - altså jeg spiser eller spiste, som det også kan være. Vi har nemlig på grønlandsk ikke fortid og nutid og fremtid. Vi har fortid/nutids bøjning, og fremtid. Så nutidsbøjningen kan også betyde at det er sket. Det må man så hører ud af konteksten. Til gengæld er der så også når/hvis og da/fordi bøjning. Så hvis man siger ”jeg spiser når maden er færdig”, så vil jeg spiser være nerivunga (sådan lige ud af landevejen) men når maden er færdig få en helt anden endelse og ikke bare voq (eler poq) som det sig ellers ”plejer”. Så skal man over på en helt andet tabel med tyve nye endelser. Og så er der endelserne for genstandsled (jeg tager den) og … hvordan man nogensinde kan gennemføre en samtale uden en ph.d. i lingvistik kan nogensinde gå over min forstand. De må have nogle kloge unger heroppe.
Der er også ret så mange ord der minder om hinanden men absolut betyder vidt forskellige ting. Hvis ikke man passer på kan man komme grueligt galt af sted.
Eksempel #1: Arnaq betyder kvinde, mens annak betyder lort. Så da jeg sidste år havde en elev ved navn Arnannuaq (betyder lille kvinde) gjorde jeg mig ellers umage for at udtale R’et, men endte alligevel med en storgrinende kommentar om at ”du har altså lige kaldt mig lille lort”. Resten af året blev hun så kaldt ved hendes efternavn, Hansen.
Eksempel #2: Nuliara betyder min kone og naluara betyder det ved jeg ikke. Så når jeg kommer med min kone nede i byen og de spørger "Kinana" (hvem er det?) så skal jeg altså sige det første og ikke det sidste. Ellers kan det hurtigt blive pinligt…
Nå, det blev lige en lille blog om det grønlandske sprog. Jeg vil bare benytte lejligheden her til sidst til at sige at hvis der er grammatiske eller stavemæssige fejl i min korte gennemgang af det grønlandske sprog, så undskylder jeg på forhånd. Jeg har desværre ikke en ph.d. i lingvistik, og grammatik har aldrig været min stærke side. Så bær over med mig. Jeg prøver i det mindste, men det dælme ikke nemt.
Takuss (vi ses).
Restaurant hedder på grønlandsk neriniartarfik, og betyder direkte oversat Stedet hvor man plejer at have til hensigt at spise. Stammen er nerivoq, der betyder at spise. Niar er et tillæg der betyder har til hensigt, tar er lige med plejer og fik betyder stedet hvor. Så sammen betyder det hele så det der sted hvor man har til hensigt at spise. Egentlig meget logisk. Bortset fra så at værtshus hedder imerniartarfik, hvilket betyder stedet hvor man plejer at have til hensigt at drikke vand. Og jeg har været på grønlandske værtshuse og de plejer absolut ikke at drikke vand. Men måske skal man se det som en hensigt om at drikke våde varer?
Og så er der alle deres bøjninger. Jeg var aldrig god til tysk fordi der var alle de mærkelige bøjninger. Men tag det så og gang det med mange, så har du grønlandsk. Plus så at der ikke er nogle som helst ord der minder om noget du kender. Arh, det er måske lidt løgn. Der har sneget sig et fåtal af danske og engelske ord ind som så er blevet grønlandiseret, om du vil. Æble hedder ibili, bil er biili, farvel hedder baj (fra goodbye). Og der er flere af den slags. Selv navne får en grønlandsk behandling. Knud hedder for eksempel på grønlandsk Kunuk.
Men for at vende tilbage til bøjningerne. Det er altid den sidste del af ordet der viser hvem der gør hvad. Nerivoq viser os at det er han, hun eller den der spiser. Nerivunga så er det mig der spiser - altså jeg spiser eller spiste, som det også kan være. Vi har nemlig på grønlandsk ikke fortid og nutid og fremtid. Vi har fortid/nutids bøjning, og fremtid. Så nutidsbøjningen kan også betyde at det er sket. Det må man så hører ud af konteksten. Til gengæld er der så også når/hvis og da/fordi bøjning. Så hvis man siger ”jeg spiser når maden er færdig”, så vil jeg spiser være nerivunga (sådan lige ud af landevejen) men når maden er færdig få en helt anden endelse og ikke bare voq (eler poq) som det sig ellers ”plejer”. Så skal man over på en helt andet tabel med tyve nye endelser. Og så er der endelserne for genstandsled (jeg tager den) og … hvordan man nogensinde kan gennemføre en samtale uden en ph.d. i lingvistik kan nogensinde gå over min forstand. De må have nogle kloge unger heroppe.
Der er også ret så mange ord der minder om hinanden men absolut betyder vidt forskellige ting. Hvis ikke man passer på kan man komme grueligt galt af sted.
Eksempel #1: Arnaq betyder kvinde, mens annak betyder lort. Så da jeg sidste år havde en elev ved navn Arnannuaq (betyder lille kvinde) gjorde jeg mig ellers umage for at udtale R’et, men endte alligevel med en storgrinende kommentar om at ”du har altså lige kaldt mig lille lort”. Resten af året blev hun så kaldt ved hendes efternavn, Hansen.
Eksempel #2: Nuliara betyder min kone og naluara betyder det ved jeg ikke. Så når jeg kommer med min kone nede i byen og de spørger "Kinana" (hvem er det?) så skal jeg altså sige det første og ikke det sidste. Ellers kan det hurtigt blive pinligt…
Nå, det blev lige en lille blog om det grønlandske sprog. Jeg vil bare benytte lejligheden her til sidst til at sige at hvis der er grammatiske eller stavemæssige fejl i min korte gennemgang af det grønlandske sprog, så undskylder jeg på forhånd. Jeg har desværre ikke en ph.d. i lingvistik, og grammatik har aldrig været min stærke side. Så bær over med mig. Jeg prøver i det mindste, men det dælme ikke nemt.
Takuss (vi ses).
lørdag, november 08, 2008
Den lille bloguge #4: Oprørsk efterskole revy, blog blokerende bytur og ophalingsbestillingsproblemer
I går var vi til revy. Revy siger du? Ja den er god nok. Efterskolen havde i forbindelse med vores stort anlagte (not) kulturweekend lavet en revy, på meget kort tid og udelukkende med elever (men med lærernes hjælp). Revyen er dog ikke en del af det officielle kultur program, eftersom det var kulturprogramsudvaget ikke sikker på kunne passe ind. Hvad fanden er det for en holdning? De skal da tage imod alt det initiativ de overhovedet kan finde i den her udørk af et kultur landskab. Initiativ er noget af det dyrebareste man kan have i et land som Grønland, om ikke andet så da for at vise efterskolens elever at byens står bag dem. Men det var åbenbart for meget forlangt. Til gengæld var efterskolen ligeglade med om de var med på programmet eller ej, og lavede plakater som de satte op rundt i byen og havde så forestilling fredag klokken 20.00. Sådan! Initiativ!
Det skal siges at den eneste grund til at jeg bevægede mig af sted til en efterskole revy er for at støtte Mads og Marie, der jo er lærere på skolen og egentlig også for at støtte eleverne. Det må være svært at være så langt hjemmefra og så ikke føle sig velkommen. Så Camilla, Tea og undertegnede havde en hyggelig middag og tog så til revy. Vi havde frygtet at vi ville ende som de eneste publikummer, men heldigvis blev der næsten fyldt i lokalet. Og vi hyggede os. Jo, stykket og skuespillet var måske ikke verdens bedste, men eleverne var charmerende nervøse og selvom musikerne og sangerne måske ikke altid fandt tonen så red hele forestillingen på en følelse at ”vi gør det famne alligevel”. Og selv om det meste var på grønlandsk fattede man som dansker sagtens en del pointer, så man kunne sagtens more sig. Hele forestillingen tog omkring en times penge og bagefter var der kaffe og kage på efterskolens kollegium. Det fik vi så. Det vil sige jeg drak the eftersom jeg stadig ikke har lært at drikke kaffe. Jeg ved det godt – så bliv dog voksen. Men det må blive en anden gang.
Efter et par stykker kage (og the) tog Tea, Camilla, undertegnede og efterskolens forstander Flemming, i klubben. Flemming havde aldrig været der før og var både forbavset og henrykt over at der var sådan en oase midt i dette kolde hvide landskab (orv, ja, sneen har lagt sig og det er blevet godt koldt igen). Det var egentlig planen at jeg skulle tidligt (eller i hvert fald tidligere) hjem så jeg kunne nå at skrive blog inden jeg kom i seng, men selskabet var godt og klubben emmede god stemning og lutter kendte mennesker. Så det blev en lang og hyggelig aften/nat, der endte på Aju, byens eneste diskotek. Jeg har før sagt lidet flatterende ting om Aju og specielt dens indretning og valg af musik, men jeg vil nøjes med at sige at det ikke er blevet bedre. Heldigvis var selskabet jo fint og vi hyggede os. Og der var mange der. Rigtig mange. Det hænger så også sammen med at de fjorten dags lønnede fik løn samme dag og de studerende fik SU i sidste uge. Så der skule festes. Og jeg endte som sædvanlig med at forsøge at finde en balance mellem at hygge mig storslået og ikke blive alt for fuld eftersom jeg kunne se de først 10-15 elever og tidligere elever omkring mig. Og jeg synes faktisk det gik helt okay. Klokken tre var det så hjem og på hovedet i seng.
På falderebet vil jeg lige fortælle en lille anekdote om endnu et eksempel på den grønlandske ”i sidste øjebliks” syndrom. I næste uge skal jeg have båden op af vandet, hvilket sker ved at man bestiller en kranbil til at komme og hente den på af vandet og køre den hen til dens overvintrings stativ. Jeg ringede fredag eftermiddag til Transportservice og samtalen gik nogenlunde sådan her.
”Transportservice”
”Goddag, du taler med René Toft, jeg skulle høre hvornår I har tid til at tage min båd op af vandet?”
”Det kan vi ikke, vi har alt for travlt lige nu.”
”Jamen det skal jo ikke være i dag. Har I måske tid på mandag”.
”Det ved jeg ikke. Ring mandag morgen”
Booking og planlægning er åbenbart ikke deres stærke side. Jeg fik i hvert fald ikke booket en bådophaling, og må sætte min lid til at jeg ringer før de andre mulige bådophalere på mandag. Men sådan er der så meget.
Godnat.
Det skal siges at den eneste grund til at jeg bevægede mig af sted til en efterskole revy er for at støtte Mads og Marie, der jo er lærere på skolen og egentlig også for at støtte eleverne. Det må være svært at være så langt hjemmefra og så ikke føle sig velkommen. Så Camilla, Tea og undertegnede havde en hyggelig middag og tog så til revy. Vi havde frygtet at vi ville ende som de eneste publikummer, men heldigvis blev der næsten fyldt i lokalet. Og vi hyggede os. Jo, stykket og skuespillet var måske ikke verdens bedste, men eleverne var charmerende nervøse og selvom musikerne og sangerne måske ikke altid fandt tonen så red hele forestillingen på en følelse at ”vi gør det famne alligevel”. Og selv om det meste var på grønlandsk fattede man som dansker sagtens en del pointer, så man kunne sagtens more sig. Hele forestillingen tog omkring en times penge og bagefter var der kaffe og kage på efterskolens kollegium. Det fik vi så. Det vil sige jeg drak the eftersom jeg stadig ikke har lært at drikke kaffe. Jeg ved det godt – så bliv dog voksen. Men det må blive en anden gang.
Efter et par stykker kage (og the) tog Tea, Camilla, undertegnede og efterskolens forstander Flemming, i klubben. Flemming havde aldrig været der før og var både forbavset og henrykt over at der var sådan en oase midt i dette kolde hvide landskab (orv, ja, sneen har lagt sig og det er blevet godt koldt igen). Det var egentlig planen at jeg skulle tidligt (eller i hvert fald tidligere) hjem så jeg kunne nå at skrive blog inden jeg kom i seng, men selskabet var godt og klubben emmede god stemning og lutter kendte mennesker. Så det blev en lang og hyggelig aften/nat, der endte på Aju, byens eneste diskotek. Jeg har før sagt lidet flatterende ting om Aju og specielt dens indretning og valg af musik, men jeg vil nøjes med at sige at det ikke er blevet bedre. Heldigvis var selskabet jo fint og vi hyggede os. Og der var mange der. Rigtig mange. Det hænger så også sammen med at de fjorten dags lønnede fik løn samme dag og de studerende fik SU i sidste uge. Så der skule festes. Og jeg endte som sædvanlig med at forsøge at finde en balance mellem at hygge mig storslået og ikke blive alt for fuld eftersom jeg kunne se de først 10-15 elever og tidligere elever omkring mig. Og jeg synes faktisk det gik helt okay. Klokken tre var det så hjem og på hovedet i seng.
På falderebet vil jeg lige fortælle en lille anekdote om endnu et eksempel på den grønlandske ”i sidste øjebliks” syndrom. I næste uge skal jeg have båden op af vandet, hvilket sker ved at man bestiller en kranbil til at komme og hente den på af vandet og køre den hen til dens overvintrings stativ. Jeg ringede fredag eftermiddag til Transportservice og samtalen gik nogenlunde sådan her.
”Transportservice”
”Goddag, du taler med René Toft, jeg skulle høre hvornår I har tid til at tage min båd op af vandet?”
”Det kan vi ikke, vi har alt for travlt lige nu.”
”Jamen det skal jo ikke være i dag. Har I måske tid på mandag”.
”Det ved jeg ikke. Ring mandag morgen”
Booking og planlægning er åbenbart ikke deres stærke side. Jeg fik i hvert fald ikke booket en bådophaling, og må sætte min lid til at jeg ringer før de andre mulige bådophalere på mandag. Men sådan er der så meget.
Godnat.
torsdag, november 06, 2008
Den lille bloguge #3: eventyret om den spanske skulkedag, den ufrivillige babysitter og den onde arabiske sørøver Omar
I dag er det så første torsdag i måneden, hvilket ikke betyder noget specielt for ret mange mennesker, men på vores skole betyder første torsdag i måneden lærerrådsmøde. Og siden jeg er lærerrådsformand (jo, den er god nok - de turde godt give mig det ansvar…) er det ligesom noget jeg står for. Det foregår om eftermiddagen og på gode dage tager det ikke så lang tid (halvanden time) og på de mindre gode dage kan det tage tre til fire timer. I dag var det en af de slemme. Tre en halvtimes møde om skole, elever, udvalg, projekter og alt den slags man bliver nødt til at sætte sig ned og snakke om en gang imellem for en skole kan fungere. Men nej, hvor kan det godt trække tænder ud en gang imellem. Så bagefter var jeg rimelig kvæstet og jeg havde stadig spansk undervisning at se frem til klokken 19.00. Yrk. Aftenskole er fint, men efter en lang dag på jobbet kan det godt være en smule hårdt, så jeg besluttede mig for at skulke i dag. Alternativet var at sidde dernede og kæmpe med at holde mig vågen. Jeg havde set frem til en aften hjemme på sofaen med Camilla, men fordi hun troede jeg skulle til spansk havde hun sagt ja til at være babysitter for Alma, mens Mads og Marie var nede og øve revy med efterskolens elever. De skal opføre en revy for byens borgere i morgen aften og de havde derfor brug for en øver mere her til aften og Camilla havde derfor lovet at hjælpe til og passe Alma inden hun skulle i seng.
Nu kunne jeg så vælge enten at sidde hjemme alene og kukkelure, eller tage med Camilla ned og lege babysitter. Jeg valgte det sidste. Det ville også være dejligt at lave noget sammen med min kone for en gang skyld. Og det var ikke et helt dårligt valg. Mads og Marie tog af sted da vi kom og nu var det så tid til lidt leg inden det så var senge tid for Alma. ”Leg” indebar så at udstyre mig med alle Almas halskæder og armbånd (de kom så på ørerne eftersom mine håndled var lige store nok). Jo jeg var meget yndig. Derefter lavede vi ”fælder” med selv samme smykker - noget med at lægge smykker på folks fødder mens de holdte sig for øjnene til meget stor moro for lille Alma der var ved at flække af grin mens hun snedigt lagde en halskæde om ens store plader. Derefter skulle der nattøj på, børstes tænder og i seng, hvor jeg så læste hele to historier for hende. Første ”Kender du Pippi Langstrømpe” (altid et hit) og så ”Min morfar er sørøver” (lige op i min boldgade inklusiv en ond arabisk sørøver ved navn Omar med en meget stor guldskat og flyvende tæpper). Derefter fik Camilla jobbet at ”nusse” Alma i søvn, hvilket så tog lidt mere end en time… Imens lå jeg nedenunder i stuen og slappede af med et glas cola og så lidt DVD. Puha det er sørme hårdt at være babysitter.
Ikke meget senere kom Mads og Marie hjem igen og vi fik lidt is (ikke så meget mig da det var cappuccino is… kaffe bvadr) og en kop the mens vi snakkede om løst og fast. Alt i alt en super hyggelig og afslappende aften. Lige hvad jeg havde brug for.
Nu kunne jeg så vælge enten at sidde hjemme alene og kukkelure, eller tage med Camilla ned og lege babysitter. Jeg valgte det sidste. Det ville også være dejligt at lave noget sammen med min kone for en gang skyld. Og det var ikke et helt dårligt valg. Mads og Marie tog af sted da vi kom og nu var det så tid til lidt leg inden det så var senge tid for Alma. ”Leg” indebar så at udstyre mig med alle Almas halskæder og armbånd (de kom så på ørerne eftersom mine håndled var lige store nok). Jo jeg var meget yndig. Derefter lavede vi ”fælder” med selv samme smykker - noget med at lægge smykker på folks fødder mens de holdte sig for øjnene til meget stor moro for lille Alma der var ved at flække af grin mens hun snedigt lagde en halskæde om ens store plader. Derefter skulle der nattøj på, børstes tænder og i seng, hvor jeg så læste hele to historier for hende. Første ”Kender du Pippi Langstrømpe” (altid et hit) og så ”Min morfar er sørøver” (lige op i min boldgade inklusiv en ond arabisk sørøver ved navn Omar med en meget stor guldskat og flyvende tæpper). Derefter fik Camilla jobbet at ”nusse” Alma i søvn, hvilket så tog lidt mere end en time… Imens lå jeg nedenunder i stuen og slappede af med et glas cola og så lidt DVD. Puha det er sørme hårdt at være babysitter.
Ikke meget senere kom Mads og Marie hjem igen og vi fik lidt is (ikke så meget mig da det var cappuccino is… kaffe bvadr) og en kop the mens vi snakkede om løst og fast. Alt i alt en super hyggelig og afslappende aften. Lige hvad jeg havde brug for.
onsdag, november 05, 2008
Den lille bloguge #2: dørsælger extraodinare, luksusproblemer og dyrekøbt pizza lærdom
Mandag havde vi besøg af vores evigt tilbagevendende dørsælger, Sarah. Sarah er en ældre grønlandsk dame der i tide og utide kommer forbi for at sælge os et eller andet håndarbejde. Nogen gange er det perler, andre gange skinarbejde, og sågar tegninger har hun med fra tid til anden. Noget er flot, noget er okay på en god dag og i medvind, mens andet er direkte synd og skulle sælge til nogen som helst (såsom gamle kamikker hvor der er slidt hul i bunden eller en kopi af en tegning). Men hun forsøger den stakkels kone, for hun har brug for pengene. Åbenbart. Det er heller ikke altid hun er helt ædru når hun kommer, så pengene kan hurtigt løbe op, går jeg ud fra. Hendes udvalg bærer i hvert fald en gang imellem præg af hun har skrabet noget sammen fra hylderne derhjemme for at se om hun ikke lige kunne tjene en skilling inden lønningsdag. Desværre ejer hun ikke noget specielt sælger gen, da hun er ret hurtig til at underbyde sig selv.
I mandags købte vi (altså Camilla) noget af hende, et perle armbånd. Den var absolut ikke dyr, og fordi Camilla er den sød tilbagevendende kunde (eller Sarah er en ret så ofte tilbagevendende sælger) fik Camilla en halskæde med i købet helt gratis. Jo, Sarah er en sød gammel dame, men hun kommer altså bare lige ofte nok. Hun er her minimum en gang om ugen. Det er lidt ligesom at have Jehovas kiggende forbi en gang om ugen. Man skal lige finde en grimasse der kan passe, for man har jo næsten lige set hende.
Men for at snakke om noget helt andet så har vi fået os noget af et luksus problem. Vi har simpelthen fryseren propfyldt af alt for mange gode sager. Faktisk så mange at vi har taget noget af skolefabrikkens fryserum i brug. Vi har rensdyr en masse, ti kilo røget laks og ørred, laksebøffer, hakket fiskefars, moskussteg, hellefisk, ret så mange hele ørreder og torsk og sidst men ikke mindst et helt rensdyr skind vi ikke helt hat fundet ud af hvad vi gør med endnu. Det er blevet saltet men før det kan blive til noget fornuftigt skal det sendes til Danmark for at blive garvet. Man kan få det garvet her i Grønland, men så kan det kun bruges heroppe, og vi af en eller anden biologisk årsag (det er vist noget med luftfugtighed mm.) blive misfarvet eller på anden måde ødelagt når det kommer til Danmark. Og hvad er så problemet? Ikke andet end vi skal have spist alt den her mad. To mennesker. Hvis vi ville kunne vi leve af fisk i maaaangeee dage, men det vil nok også blive en smule ensformigt. Og kød spiser vi jo ikke pokkers meget af. Heldigvis har Mads lovet at hjælpe, så vi (ham og mig) skal snart have gjort kål på den økologiske medister der har lagt i fryseren i lang tid og fristet mig. Mmmmm… medister med kartofler og brun sovs. Nam. Men den slags forstår Camilla sig jo af naturlige årsager ikke på, så Mads og undertegnede må finde en dag hvor der ikke er tøser i nærheden.
Og nu vi er ved mad. Fredag var vi (Camilla, mig og Tea) inviteret til hjemme pizzaria hos Mads, Marie og Alma. Og det var virkeligt et pizzaria. Da vi kom var køkkenet fyldt med ingredienser man kunne komme på pizza samt en kæmpe portion dej. Og så gik vi ellers stille og roligt i gang med at kreere den ene fantastiske kulinariske oplevelse efter den anden. Alma, Maries 4½ årige datter, var minipizza prinsesse så hende skulle man bare komme med en bestilling så fik man et lille pizza brød af varierende størrelse med godter på. Nogen gange var det godt nok mere brød en pizza, men kunne man få mere ned oven på alt det andet pizza, så var det gode sager. Til jer der nu er inspireret til at lave hjemmepizza skal jeg lige indskyde en dyrekøbt lærdom. Når du har gjort dejen klar (den er rullet ud og fint rund) så vent med at fylde den med ingredienser til du får den over på et bagepapir. Du risikerer nemlig at ovnen ikke er klar til en pizza lige med det vuns, og din pizza skal stå på køkkenbordet i 20 minutter før ovnen er klar. Og 20 minutter er mere end tid nok til at tomatsovsen har trukket godt ned i dejen og klistret sig ned i køkkenbordet så bliver nødt til enten at smide hele lortet ud eller gøre som os og lave en noget handicappet indbagt pizza. Det smagte okay, men det var ikke helt efter bogen. Nummer fem pizza derimod var helt perfekt (tomatsovs, stegte auberginer, kalkun bacon, rødbeder og masser af ost, der blev til under det fængende navn "Rastalabaska"). Lad os bare sige at alle blev mætte den aften. Det var under alle omstændigheder en rigtig hyggelig aften i godt selskab og ikke mindst da der blev danset fordi Alma insisterede på vi all skulle danse. Den lille tøs har rytme og tror derfor per automatik at det har alle andre også. Tror vi braste nogle illusioner den aften, men danset det fik vi. Selv mavedans blev det til. Jeg fatter ikke hvordan man kan rulle med maven men det var der så andre der kunne, inklusiv lille Alma, der nok skal blive ret ferm til det.
Det var vist nok for i dag. Min krop er stadig øm over det hele. Om muligt mere i dag end i går, så jeg frygter ret så meget for i morgen.
Av. Ømhed, dit navn er krop.
I mandags købte vi (altså Camilla) noget af hende, et perle armbånd. Den var absolut ikke dyr, og fordi Camilla er den sød tilbagevendende kunde (eller Sarah er en ret så ofte tilbagevendende sælger) fik Camilla en halskæde med i købet helt gratis. Jo, Sarah er en sød gammel dame, men hun kommer altså bare lige ofte nok. Hun er her minimum en gang om ugen. Det er lidt ligesom at have Jehovas kiggende forbi en gang om ugen. Man skal lige finde en grimasse der kan passe, for man har jo næsten lige set hende.
Men for at snakke om noget helt andet så har vi fået os noget af et luksus problem. Vi har simpelthen fryseren propfyldt af alt for mange gode sager. Faktisk så mange at vi har taget noget af skolefabrikkens fryserum i brug. Vi har rensdyr en masse, ti kilo røget laks og ørred, laksebøffer, hakket fiskefars, moskussteg, hellefisk, ret så mange hele ørreder og torsk og sidst men ikke mindst et helt rensdyr skind vi ikke helt hat fundet ud af hvad vi gør med endnu. Det er blevet saltet men før det kan blive til noget fornuftigt skal det sendes til Danmark for at blive garvet. Man kan få det garvet her i Grønland, men så kan det kun bruges heroppe, og vi af en eller anden biologisk årsag (det er vist noget med luftfugtighed mm.) blive misfarvet eller på anden måde ødelagt når det kommer til Danmark. Og hvad er så problemet? Ikke andet end vi skal have spist alt den her mad. To mennesker. Hvis vi ville kunne vi leve af fisk i maaaangeee dage, men det vil nok også blive en smule ensformigt. Og kød spiser vi jo ikke pokkers meget af. Heldigvis har Mads lovet at hjælpe, så vi (ham og mig) skal snart have gjort kål på den økologiske medister der har lagt i fryseren i lang tid og fristet mig. Mmmmm… medister med kartofler og brun sovs. Nam. Men den slags forstår Camilla sig jo af naturlige årsager ikke på, så Mads og undertegnede må finde en dag hvor der ikke er tøser i nærheden.
Og nu vi er ved mad. Fredag var vi (Camilla, mig og Tea) inviteret til hjemme pizzaria hos Mads, Marie og Alma. Og det var virkeligt et pizzaria. Da vi kom var køkkenet fyldt med ingredienser man kunne komme på pizza samt en kæmpe portion dej. Og så gik vi ellers stille og roligt i gang med at kreere den ene fantastiske kulinariske oplevelse efter den anden. Alma, Maries 4½ årige datter, var minipizza prinsesse så hende skulle man bare komme med en bestilling så fik man et lille pizza brød af varierende størrelse med godter på. Nogen gange var det godt nok mere brød en pizza, men kunne man få mere ned oven på alt det andet pizza, så var det gode sager. Til jer der nu er inspireret til at lave hjemmepizza skal jeg lige indskyde en dyrekøbt lærdom. Når du har gjort dejen klar (den er rullet ud og fint rund) så vent med at fylde den med ingredienser til du får den over på et bagepapir. Du risikerer nemlig at ovnen ikke er klar til en pizza lige med det vuns, og din pizza skal stå på køkkenbordet i 20 minutter før ovnen er klar. Og 20 minutter er mere end tid nok til at tomatsovsen har trukket godt ned i dejen og klistret sig ned i køkkenbordet så bliver nødt til enten at smide hele lortet ud eller gøre som os og lave en noget handicappet indbagt pizza. Det smagte okay, men det var ikke helt efter bogen. Nummer fem pizza derimod var helt perfekt (tomatsovs, stegte auberginer, kalkun bacon, rødbeder og masser af ost, der blev til under det fængende navn "Rastalabaska"). Lad os bare sige at alle blev mætte den aften. Det var under alle omstændigheder en rigtig hyggelig aften i godt selskab og ikke mindst da der blev danset fordi Alma insisterede på vi all skulle danse. Den lille tøs har rytme og tror derfor per automatik at det har alle andre også. Tror vi braste nogle illusioner den aften, men danset det fik vi. Selv mavedans blev det til. Jeg fatter ikke hvordan man kan rulle med maven men det var der så andre der kunne, inklusiv lille Alma, der nok skal blive ret ferm til det.
Det var vist nok for i dag. Min krop er stadig øm over det hele. Om muligt mere i dag end i går, så jeg frygter ret så meget for i morgen.
Av. Ømhed, dit navn er krop.
tirsdag, november 04, 2008
Den lille bloguge #1: krykhusar for life!
Av av av jeg er blevet gammel. Min ualmindeligt ømme krop skriger på særbehandling af den specielt hensynsfulde art. Jeg har hudafskrabninger på begge mine knæ, min højre albue, jeg har en rift på min venstre arm der mest af alt ligner et bidemærke og sidst men ikke mindst et blåt mærke på min venstre ankel. Nå, ja så er min krop generelt øm og mine kronjuveler er lidt ømskindede efter en uheldigt placeret bold eller to. Jo, du har gættet det – ATI har haft idrætsdag i hallen. Og godt jeg havde kontaktlinser på.
Vi lagde stille ud med opvarmning, stafetter af forskellige slags; trillebør, løb med makker på ryggen, løbe hen til kegle og dreje rundt om kegle ti gange om tilbage igen, krabbe løb og hvad de nu ellers havde af forskellige løb de fem hold imellem. Vi var nemlig delt ind hold for i ATX A, B, C, Procesteknikerne og et sidste hold for personalet. Det gik okay for os, vi vandt lidt og tabte noget andet. Nå, ja så var der også tovtrækning, som vi desværre tabte. Der var simpelthen for mange elever *host host*. Men krabbe løb, det kan jeg.
Det var først efter alt det her indledende løb etc. at det blev rigtigt spændende. Nu kom vi nemlig i gang med kinesisk fodbold, grønlandsk fodbold og almindelig fodbold.
Kinesisk fodbold er en ret så mystisk afart af fodbold. Der er mål i begge ender. Der er ti personer på hvert hold. Men. Alle spillere har et sæt briller på bestående af to plastikkrus med hul i bunden, så man ikke kan se noget som helst ud over det der lige kan skimtes gennem det lille hul for enden af kruset. Åh, ja – der er også to bolde. Det er nok noget af det mest forvirrende og mest ineffektive fodbold jeg nogensinde har taget del i. Men hold da kæft det ser sjovt ud når man ikke er en del af det.
Grønlandsk fodbold derimod er i en helt anden boldgade. Det er lidt ligesom amerikansk fodbold, bare uden beskyttelse og så må du heller ikke bruge benene til at skyde bolden af helvede med, og du må heller ikke kaste den. Bolden skal afleveres videre fra hånd til hånd. Hmm.. sådan set det samme som en forenklet udgave af rugby. Man spiller med en oval bold (a la den amerikanske bold) og så er det ellers om at spæne derned mod målet for at lægge den i modstanderens mål inden de for fat i dig og du ender i bunden af en kæmpe bunke af mennesker der enten vil tage bolden fra dig, tage den fra dig for at hjælpe dig eller måske bare forsøger at få modstanderne væk så du kan komme videre. Av. Den sport er stort set grunden til at jeg er helt skruet fra hinanden i alle mine led, og skrabet alverdens steder. Men det var sjovt. Og der blev ikke lagt fingre i mellem.
Til sidst var der almindelig indendørs fodbold med hold fra de fem fraktioner igen. Lad os bare sige at vi har alt for mange fodbold gutter på den her årgang. Man vi fik klø, også i den grad. Men det er fint nok. Jeg fik lov til at stå på mål, eftersom jeg på ingen måde kunne følge med de andre. Min motion er ikke hvad den har været, hvis den da nogensinde har været noget som helst. En ting er sikkert. I morgen vil der indfinde sig en del krykhusarer på ATI. Men nok mest blandt personalet.
Vi lagde stille ud med opvarmning, stafetter af forskellige slags; trillebør, løb med makker på ryggen, løbe hen til kegle og dreje rundt om kegle ti gange om tilbage igen, krabbe løb og hvad de nu ellers havde af forskellige løb de fem hold imellem. Vi var nemlig delt ind hold for i ATX A, B, C, Procesteknikerne og et sidste hold for personalet. Det gik okay for os, vi vandt lidt og tabte noget andet. Nå, ja så var der også tovtrækning, som vi desværre tabte. Der var simpelthen for mange elever *host host*. Men krabbe løb, det kan jeg.
Det var først efter alt det her indledende løb etc. at det blev rigtigt spændende. Nu kom vi nemlig i gang med kinesisk fodbold, grønlandsk fodbold og almindelig fodbold.
Kinesisk fodbold er en ret så mystisk afart af fodbold. Der er mål i begge ender. Der er ti personer på hvert hold. Men. Alle spillere har et sæt briller på bestående af to plastikkrus med hul i bunden, så man ikke kan se noget som helst ud over det der lige kan skimtes gennem det lille hul for enden af kruset. Åh, ja – der er også to bolde. Det er nok noget af det mest forvirrende og mest ineffektive fodbold jeg nogensinde har taget del i. Men hold da kæft det ser sjovt ud når man ikke er en del af det.
Grønlandsk fodbold derimod er i en helt anden boldgade. Det er lidt ligesom amerikansk fodbold, bare uden beskyttelse og så må du heller ikke bruge benene til at skyde bolden af helvede med, og du må heller ikke kaste den. Bolden skal afleveres videre fra hånd til hånd. Hmm.. sådan set det samme som en forenklet udgave af rugby. Man spiller med en oval bold (a la den amerikanske bold) og så er det ellers om at spæne derned mod målet for at lægge den i modstanderens mål inden de for fat i dig og du ender i bunden af en kæmpe bunke af mennesker der enten vil tage bolden fra dig, tage den fra dig for at hjælpe dig eller måske bare forsøger at få modstanderne væk så du kan komme videre. Av. Den sport er stort set grunden til at jeg er helt skruet fra hinanden i alle mine led, og skrabet alverdens steder. Men det var sjovt. Og der blev ikke lagt fingre i mellem.
Til sidst var der almindelig indendørs fodbold med hold fra de fem fraktioner igen. Lad os bare sige at vi har alt for mange fodbold gutter på den her årgang. Man vi fik klø, også i den grad. Men det er fint nok. Jeg fik lov til at stå på mål, eftersom jeg på ingen måde kunne følge med de andre. Min motion er ikke hvad den har været, hvis den da nogensinde har været noget som helst. En ting er sikkert. I morgen vil der indfinde sig en del krykhusarer på ATI. Men nok mest blandt personalet.
Abonner på:
Opslag (Atom)
