knald eller fald, potentiel rodbehandling og eksperter ingen gider at høre på...

Yay mig! Hold kæft hvor er jeg god! Ja nogen må jo sige det som det er… Nej grunden til at jeg jubler lidt på mine egne veje er at jeg ENDELIG har fået afleveret min 3. og sidste PG opgave. Den skulle afleveres senest mandag så I kan nok tror at jeg har siddet hele sidste uge inklusiv weekend med næsen mod tastaturet og skrevet, skrevet, skrevet. Opgaven måtte højst være 20 sidder af 2100 anslag (med mellemrum) og jeg tror jeg nåede op på de 18 stykker, så helt på den lade side har jeg altså ikke lagt. Min opgave handler om hvilket dannelsesideal man kan finde i vores fagplan for engelsk undervisning og hvad det så betyder for min undervisning (om noget). Så det blev til noget højtflyvende akademikersnak, men så er det jo lidt et held at man er akademiker. I uge 10 er det så eksamen hvor jeg skal forsvare det og en gang i marts/april den sidste eksamen, den praktiske, og så er jeg uddannet lærer. Yay mig, igen igen (til den tid altså). Nå, nok om PG rapporten, men det var altså dens skyld jeg ikke lige fik skrevet sidst uge, bare så I ved det. .

Tirsdag stod den på tandlæge besøg, yrk. Min midlertidige fyldning jeg fik lavet for 3 måneder siden, var gået hen og holdt op med at være midlertidig, altså forsvundet, så jeg var begyndt at have lidt ondt i tanden igen. Mig ned til tandlægen i en fart. Jeg skulle ikke nyde noget af at vente lige så lang tid som sidst, hvor det bare gjorde mega nas. Så længe det kun gjorde lidt nas en gang imellem så kunne jeg godt bide tænderne sammen som man siger… Men tandlægemanden var nu en flink fyr. Han var en ældre herre og var fra Færøerne tror jeg. Hans dansk var i hvert fald med tyk dialekt, og umiddelbart lød den hverken norsk eller svensk men stadig nordisk. Det første han sagde til mig var at vi praktisk talt var naboer. Jeg bor Annertusoq 1065-102 og han bor i 1066-102, altså i blokken lige ved siden af. Rart at vide. Tandlægen bor lige ved siden af og betjenten bor to blokke ned. Ja, man kan hurtig komme folk ved heroppe.

Torsten, som min tandlæge hedder, fandt hurtig ud af at den var helt gal med den tand. Den skulle både bores og udsættes for en voldsom genopbygning, og efter adskillige sprøjter var jeg så godt som følelsesløs i halvdelen af ansigtet. Og godt det samme, for der skulle bores som galt det livet og det var ikke langt fra nerven. Han fortalte også bagefter at jeg må komme igen på mandag for at han kan tjekke hvordan tager imod indpakningen. Hvis den ikke gør det ordentligt, så skal han bore igen og så skal tanden have en rodbehandling (nerven skal fjernes!!!!). Så jeg krydser fingre, gør amar halshug og håber på det bedste. For jo mindre tid jeg tilbringer hos tandlægen jo bedre.

Derudover planlægger jeg at blive syg på lørdag. Det er på lørdag at Karsten skal flytte ind i den nye lejlighed så det ved vi jo godt hvad det betyder… ”hej René, ja der kom ikke lige så mange jeg havde regnet med, men vi kan godt klare det alene, der er jo ikke så meget” mens man bare ser panikken i hans øjne og en lejlighed fuld af ting på størrelse med rundetårn og der vejer deromkring. Nej, selvfølgelig er jeg ikke syg på lørdag, og venner er jeg ret sikker på der er nok af. Og selv om de ikke skulle være der, så skylder jeg ham stadig en flytning. Han var god ved mig i november, da jeg flyttede. Så nu håber jeg bare at jeg ikke sådan helt rigtig bliver syg, for der er noget forfærdelig noget i omløb, og min hals har gjort træls de sidste tre dage. Men det må vente til søndag med at gå i udbrud.

I morgen er det så det store knald eller fald dag for Maniitsoq. Alcoa og landstyret giver den officielle melding i morgen klokken 14.00 grønlandsk tid, hvor deres store aluminiumsværk skal ligge. Det bliver enten Nuuk, Sisimiut eller som vi alle går og håber på Maniitsoq. Og det er lidt knald eller fald. Kommer den til at ligge her, så bliver byen meget større, og ryger den til anden side, så dør byen. Ikke sådan over night, men det kommer til at trække en masse kræfter ud af byen, der tager andet steds for arbejde.

Apropos valg om steder ting skal ligge. Der er planlagt en fisker fanger uddannelse i grønland og der har været nedsat et udvalg med kloge hoveder der skulle bestemme hvor den skulle ligge. Vores egen leder, Per var med som skoleforstander (men ikke den eneste) og de brugte lang tid på at debattere hvor det var smartest at ligge en sådan skole. Der var peget på Paamiut, fordi der lå der andre fisker fanger uddannelses relaterede ting, Sisimiut, fordi de havde et allerede eksisterende kollegium der kunne tages i brug, og Maniitsoq, da vi allerede har lærerkræfter og den kunne være en udvidelse af ATI skolen. De lærde folk endte med at pege på Maniitsoq. Fint nok, tænker man så. Så skulle den hellige grav være velforvaret eftersom politikerne har udpeget disse folk til at komme med et velkvalificeret bud, så må de vel også følge det. Men sådan er det jo ikke heroppe. Ummannaq, lød svaret fra politikeren der skulle tage den endelige beslutning. Ummannaq er en by på 1200 indbygger i det nordligere Grønland og den har overhovedet ikke været inde over på noget som helst tidspunkt. Så den beslutning er taget på baggrund af.. ingenting. Intet budget, ingen fakta om byens kapacitet til i det hele taget at kapere en skole af den størrelse. Til gengæld har politikeren (kan desværre ikke huske hans navn lige nu) ret mange interesser i Ummannaq, så sådan tager man den slags beslutninger. Nu er rådet af kloge hoveder så i Ummannaq for at se hvad de så gør nu. Ikke let at være ekspert når folk først ansætter dig til at udtale dig om ting du ved en masse mere om end dem, og så bagefter vælger ikke at gide at høre på dig alligevel. Nogen gange kan man ikke andet end at nikke og smile og så indvendig bare tænke ”hvis det er sådan landet kører, så er de da også selv ude om det…”. Så kan man jo håbe at beslutningen om Alcoa værket ikke bliver truffet på samme måde. Siden Alcoa har 17 milliarder (tror nok den er god nok) i klemme tror jeg nu heller ikke de vil finde sig i den behandling.

I hvert fald bliver det offentliggjort i morgen klokken 14.00 og diverse gutter har allerede bebudet at de skal være at finde på hotellet når det sker. Så det vil jeg også være. Jeg har ingen undervisning, så jeg tager en tidlig dag, Camilla under armen og så op på hotellet. Så må vi håbe at det bliver sejrspropperne fra champagnen der lyder og ikke gravøllene der bliver fundet frem.

Det kunne nu nok være lidt sjovt hvis det så lyder i radioen i morgen ”… og det nye store Alcoa alluminiumsværk skal ligge i … Ummannaq!”

kold og træt, men ganske veltilfreds

I dag var jeg træt. Eller i dag er jeg træt. Stadigvæk. Jeg sov ret elendigt og vågnede flere gange i løbet af natten. Ved ikke om det var på grund af et eller andet mystifystisk lavtryk eller om det bare er fordi jeg skal vende mig til at sove ved siden af min kone, men resultatet blev uanset at mine elever havde en noget klatøjet lærer i dag. Det gik okay, men det kunne have været møj bedre, hvis bare søvnen havde været lidt mere sammenhængende og dyb.

Og ja, kære læser, den er god nok. Camilla er ankommet! Hurra! Hun ankom i torsdags kun et par timer for sent, så det var jo ingenting. Det betød til gengæld at vores månedlige lærerrådsmøde var ovre og at jeg så kunne tage imod hende i lufthavnen. Bonus. Hun så jo dejlig ud som altid, bortset fra at hun var ret forknølet så hele torsdag og fredag gik med snotpapir og mindre charmerende nyseanfald. Men det skal jo med når man kommer fra den ene yderlighed til den anden. For heroppe er der altså koldt. Rigtig koldt. I weekenden passerede vi de minus 30 på et tidspunkt. Jeg ved ikke hvad den stod på i morges men der var så koldt at mine briller duggede da jeg cyklede gennem tunnelen. Så er det altså koldt (selv uden for tunnellen). Og kulden går også lige i lungerne. Det bliver sværere at give den gas på cykel synes jeg. I dag måtte jeg stå af lang tid før jeg plejede på vej op til ATI (og det hjalp jo heller ikke at mine briller var duggede fra tunnelen). Da jeg kom hjem i dag synes jeg desuden at mærke en ubehagelig stakåndethed, begyndende til den jeg oplevede i Sisimiut sidste år, så for lige at være på den sikre side tog jeg mig et hvæs med astma medicinen.

Men weekenden forløb stille og roligt. Camilla var på benene (fra hendes sygdom altså) igen lørdag og vi tog en eftermiddags gåtur til hotellet, da jeg havde fået en besked fra en bekendt/veninde, Christina, om at hun var i byen, så hende måtte vi jo lige hilse på. På turen derop var der så koldt at der gik is i mit skæg og Camillas øjenvipper blev til istapper (tjek billedet)!

Men Christina arbejder for INI, og det viste sig at hun var i byen sammen med et par kolleger for at interview et par folk om The Maniitsoq Way. Ikke at det lige var det hun kaldte det, men det viser sig at INI i Maniitsoq er utrolig gode til at smide folk ud af deres lejligheder. Ja, det lød forkert, men sagen er at folk der ikke betaler deres leje her i byen bliver smidt ud senest efter to måneder, hvor de i andre byer ikke er nær så stramme og hurtige. Men hvorfor er det så en god ting kan man spørge sig selv. Jo for hvis folk bliver for lang tid oparbejder de alt for meget gæld til boligselskabet, en gæld der kan give uoverskuelige økonomiske konsekvenser senere. Ved at reagere prompte opstår ikke dette gældens sort hul. Så det var de lige i byen for at høre hvordan det kunne gøres så effektivt for alle parter.

Lørdagen endte for Camilla og mit vedkommende med en om ikke andet så underholdende tur i klubben. Der gik lidt selvsving i den og nogle dobbelt Fernet Branca’er (jo selv jeg drak dem, selv om de smagte ækelt) og en hel del øl senere proklamerede Marc (vores hotel ejer) at han gav grønlandsk kaffe på hotellet. Så måtte hele selskabet ud i taxaer og af sted til hotellet og ind i baren. Til den uindviede kan det fortælles at grønlandsk kaffe er en meget indviklet drink med en forfærdelig meget alkohol i, plus kaffe og flødeskum samt noget stads der er sat ild til mens det hældes i. Det ser voldsomt flot ud mens de laver den, mens siden jeg ikke er den store kaffe fan, fik jeg mig en øl i stedet. Den sidste time gik lidt op i hat og briller, med en gæst der ville lægge arm og den slags først med Jesper så med Jon. Tror ikke han vandt overhovedet, men han var meget ihærdig.. og fuld. Hvilket gjorde ham ret belastende. Skal lige siges at han var dansker, men det gjorde ham skam ikke mindre irriterende, tværtom. For man forstod udmærket alt det lort han lukkede ud. Og det var ikke småting. Og så gik Camilla og jeg hjem. Havde vi kunne få en taxa havde vi gjort det, men de tog desværre ikke telefonen, så vi gik den lange kolde vej hjem, heldigvis fulde nok til ikke at bemærke det.

Og søndag gjorde lidt ondt i håret.

Orv ja, Camilla har næsten fået tilbudt et job. Hun skal ned og tale med Masanti i morgen (tirsdag) om en stilling på deres kontor. Det kræver nok lidt oplæring, men det tror jeg ikke bliver det store problem. Det eneste ’minus’ er at de ikke vil have hende med mindre hun vil binde sig for mindst to år (oplæring og sårn, tror jeg). Jeg har sagt til at hende at det er helt op til hende. For det er ikke to år, men derimod to et halvt år i så fald. Mit skoleår går jo til juni. For mig er det ikke det store problem. Det betyder jo en sæson mere med skuden, jagt, et liv i et stille tempo og alt det der. Ikke noget der generer mig. Det er mere vigtigt hvordan hun selv har det med det. Men hun skal ned og snakke med dem i morgen, så må vi se hvad der sker. Jeg støtter hende uanset om vi skal hjem i 2009 eller 2010. Damn. Det lyder langt væk. 2010. Bliver spændende at se hvordan vores liv har udformet sig til den tid.

Nå jeg har en PG opgave jeg skal have afleveret senest på mandag.. og den skriver sig jo desværre ikke sig selv.

Ha det.

Brand på ATI!!!!

I dag var der brand på ATI!!! Dun dun duuuuun! Det vil sige, der skulle forestille at være brand på ATI, for vi havde nemlig brandøvelse. En brandøvelse Sikkerhedsudvalget på skolen havde varslet med i laaaang tid, da de hele tiden har forsøgt at få bandvæsenet med. Men det kommer jeg til senere.

Som sagt havde de varslet med brandøvelsen en rum tid, og hvis jeg husker rigtig godt efter så tror jeg faktisk godt jeg kan huske noget mumleri om at det skulle være i uge 6. En dato havde vi ikke fået, da det helst skulle komme som en overraskelse. Det gjorde det så. For i dag stod jeg så midt i engelsk timen i min Fremmed Amager fodbold t-shirt med en langærmet under, da Susanne pludselig åbner døren og siger ”Skolen brander!” og skynder sig væk igen. Aha, tænker jeg, brandøvelse! Eleverne tager det også stille og roligt (også foranlediget at der ikke lyder nogen alarm nogen steder), og for at være helt sikker tjekker jeg lige proceduren ved brand som hænger i alle klasseværelser, mens jeg beordrer eleverne ud.

1. få elever ud af den nærmeste udgang – tjek
2. luk alle vinduer og døre – tjek
3. kom væk i en fart – tjek

Det skulle være til at finde ud af. Vi når ud i gården hvor det er piv koldt. Vi snakker minus 17-18 grader og der står jeg så i t-shirt mens alle andre har overjakker på mm. Snyd og bedrageri. Men jeg får tjekket at mine elever er kommet med ud, og står så lidt og venter på at nogen kan lukke os ind igen. Men der var lige et par ting der skulle ordnes først. Ulrik forklarede først at der var tale om en øvelse (bare så ingen var i tvivl), og det var meningen at brandvæsenet skulle have været med, men de havde haft for travlt.. de sidste 2 år. Tsk. Håber aldrig der bliver brand for real, med den entusiasme brandvæsenet viser. Og så havde vi et offer for branden der skulle lægges i aflåst sideleje. Den grønlandske del af vores personale har lige været på førstehjælps kursus, så de udnyttede lige muligheden for at få afprøvet om deres nye lærdom hang ved. Det gjorde den skam og Heidi blev lagt i en nydelig aflåst sideleje i den kolde sne. Prrrhhhh.. Koldt.

Nu var det så at Susanne kom og spurgte om jeg havde styr på mine elever (ikke kontrol over dem, men vidste om der manglede nogen), og det mente jeg nu ikke, men siden jeg havde glemt afkrydsningsskemaet kunne jeg jo ikke vide med 100% sikkerhed.. tænk nu hvis!!! Så susanne gik ind i den (brændende) bygning og hentede den fopr mig, så vi lige kunne tjekke. De var der og så var det tid til at komme ind igen. YAY! Varme! Damn, det tog mig 20 minutter at blive varm igen. Det hjælper heldigvis at bevæge sig mens man underviser. Eleverne tror det er fordi jeg er vildt aktiv, men egentlig prøver jeg bare at holde varmen (ssshhhh.. sig det ikke til nogen).

Faktisk har vi haft en brandøvelse før, men den var nu noget ufrivillig. Louises 6-7 årige knægt, der er lidt af den hyperaktive damp karakter, bestemte sig for på et tidspunkt da han var på skolen at sådan en brandalarm da skulle prøves. Vupti var glasset (plastikket) smadret og riiiiiiiiiiiiiiiiiiiing. Og så var skolen på den anden ende. Heldigvis var der ingen undervisning på det tidspunkt, men vi skulle jo skyndes os at få ringet til Brandvæsenet inden de troppede op med hele udstyret (for det var blevet jævla dyrt). Men det lykkedes da. Intet var dog så skidt at det ikke var godt for noget. Vi fandt ud af ved den lejlighed at alarmerne neden under var for lave i forhold til dem ovenpå, så de sku vidst være skiftet nu.

Og så er der nu ikke særlig lang tid til min dejlige kone ankommer, hvis vejret ellers holder (7-9-13). I dag var jeg på indkøb for der skal jo ikke være nogle smalle steder når nu hun endelig dukker op. Så der blev købt grøntsager, frugter, brød, frossen pizza (til søndag), rødvin, hvidvin og tusind ting til at lave super mad til min super kone. Ja, der blev købt ind for over 800 kroner! Og i morgen skal jeg så lige have købt de sidste ting ind… og så har jeg fået støvsuget i dag (det er ret stort), og køkkenet ser helt præsentabelt ud. Nu mangler jeg bare at få vasket tøj i morgen. Det nytter jo ikke at have to kæmpe poser vasketøj når man sådan skal se ud som om man faktisk har styr på det (er så dårlig til at få vasket tøj). Men det er i morgen, og så er jeg (næsten) klar. Torsdag er der undervisning, lærerrådsmøde og så ankomst. Hurra..

Det var vist det for i dag. Jeg vil bare lige benytte lejligheden til at takke for de kommentarer i har skrevet og den støtte har vist mig i forbindelse med min ret så ubehagelig oplevelse. Det var dejligt. Og for lige at besvare et par spørgsmål i den forbindelse – nej, jeg har ikke tænkt mig at anmelde klovnen. Det gør jeg ikke af to grunde 1) han tæskede mig ikke (heldigvis), så overfald bliver svær af bevise, 2) han vil blot benægte og sige at jeg cyklede ind i ham. Og nej, det er ikke fordi jeg er bange for at han vil komme efter mig, tror bare det er mere besvær end det er værd. Havde han tæsket mig, så kan I godt tro at jeg havde anmeldt ham og det ku kun gå for langsomt.

Og ja, min ryg gør stadig ondt, men det er heldigvis meeegeeet bedre end i lørdags. Nu døjer jeg bare med at være stiv i nakken da jeg har siddet for meget i stolen med puder i ryggen. Hvis det ikke er det ene så er det det andet. Men det skal nok blive godt igen.

En ting der lige skal bemærkes er at jeg er begyndt at kigge på folk, navnlig grønlændere. Lidt for at se om jeg kan gennemskue hvad de synes om mig. Vækker jeg afsky, glæde eller er de ligeglade. Heldigvis har min observation indtil videre kun ført til 50% ligegyldige miner og 50% smil eller goddaw nik. Så det er da ikke noget dårligt resultat. Så jeg smiler tilbage og har det pludseligt meget bedre igen. Det er sgu nok ikke så galt at bo i Grønland alligevel, når alt kommer til alt.

en 'ægte' grønlænder

I dag viste grønland sig fra sin aller grimmeste side for mig. Tag ikke fejl, jeg elsker landet. Det er smukt, barskt og folkene er søde og dejlige.. ja det vil sige de fleste er. For latent mellem danskere og grønlændere ligger der hele tiden racismens hæslige ansigt. Enten ved danskere der mener sig overlegne eller grønlændere der hader danskere pga. af at det er den gamle koloniovermagt. Også selvom det nu har været under selvstyre de sidste 30 år, så hører man stadig at det jo er danskernes skyld hvis noget går galt, ikke stemmer eller er helt ad helvede til. Så danskerne er dumme, og de skal ud af landet. Eller i hvert fald ned med nakken. Som der skete for mig i dag.

I dag var en dag jeg havde set frem til den sidste uges tid. Først skulle jeg spille world of warcraft meeegeeet længe, da jeg jo skal klemme alt den tid ud af det jeg kan, da det jo ikke bliver så muligt når Camilla kommer. Og om aftenen skulle jeg så over til Per for at få en omgang tæsk i Settlers. Men sådan skulle det ikke gå (bortset fra det med tæsk men det kommer jeg til). For at sådanne en dag bliver optimal er det jo nødvendigt med cola og gerne meget af det, så klokken halv over ti hoppede jeg på cykelen og kørte af sted de 300 meter ned til Brugseneraq. På vejen passerede jeg en fyr på vejen og lidt længere nede kunne jeg se en fyr i en rød jakke gå midt på vejen (på vej ned af) mens han lavede nogle mærkelige faktaer, så som slå lidt op i luften eller noget. Jeg tænkte at han nok hørt musik og var blevet lettere euforisk over et godt nummer eller noget. Men det var han ikke. Til gengæld slingrede han noget i nogle mærkelige ryk længere over mod der hvor jeg kørte. Da jeg skulle til at passere ham sørgede jeg for at tage et ordentligt herresving for at undgå ham, men i det samme tog han et hurtigt ryk i lige præcis min retning og væltede mig af cykelen.

Mig og cykel lå nu på jorden og jeg kan ærlig talt ikke huske om han gik ned også, men i min forskrækkelse råbte jeg ”hvad fanden laver du?”. Det han så lavede var at være på benene lynhurtigt, og så ville han slås. Intet mindre. Til mit held havde jeg en cykel imellem os, så han hun kunne ikke rigtig komme til, for han var altså ikke en splejs. Han var muskuløs, tæt, et sted i tyverne og fuld. Ikke verdens bedste kombination når man som mig er så langt fra kampklar som man kan komme. Men han begyndte at råbe af mig på grønlandsk, mens han forsøgte at få et slag ind, men holdte hele tiden lidt igen siden han godt kunne se at det ikke var så nemt som han havde håbet. Under hele forløbet prøvede jeg at tale til manden og hitte ud af hvad fanden han havde gang i. Og også sige at jeg altså ikke forstod grønlandsk. Men det var som at sætte en rød klud foran en allerede olm tyr. Dansk var ikke det der skulle til for at stoppe den mand. Det eneste danske der kom ud af hans mund på dansk, var da han ophidset pegede på sig selv og sagde ”ægte grønlænder” og derefter pegede på mig og sagde noget meget langt på grønlandsk der helt sikkert var noget lident positivt om danskere.

På nuværende tidspunkt var det ret ufedt at være mig. Jeg er pacifist og vil gøre ret meget for at undgå en slåskamp hvis jeg kan komme af sted med det, men der var bare ikke noget man kunne sige til ham. Han ville slås med en dansker og det var så lige mig der kom forbi, og snakkede jeg dansk til ham var det bare endnu mere vand på hans mølle. Hvis jeg skulle komme ud af det skulle hjælpen komme udefra. Og det gjorde den så (heldigvis). Fyren jeg havde passeret tidligere var nu nået ned til os og han stoppede op og begyndte at tale stille og roligt til min topgejlede slagsbror. Han svarede vrissent tilbage. Men de fik en dialog i gang (stille snak besvaret med vrissen et eller andet). På et tidspunkt troede jeg så at min overfaldsmand var faldet ned, så jeg tog chancen og spurgte ham ”er vi okay?” men den betydning at jeg i så fald kunne komme videre og langt væk derfra. Det var vi så ikke. Det fik slagsbroren til at hidse sig op igen. Heldigvis var en tredje mand så kommet forbi der råbte ham op. Denne mand var med familie også på vej til brugsen og kunne godt se at den da var helt gal. Dette fik så min lad os kalde ham ikke-yndlings-grønlænder til at gå efter familiefaren i ophedet diskussion. Dette var så mit que til at trække mig væk, og skabe en plads mellem os. Jeg træk mig tilbage til den første grønlænder der havde blandet sig. På nuværende tidspunkt havde min slagsbror opgivet sit foretagende, da han åbenbart var talt fra det af faren. Han gik nu videre ned af vejen ond i sulet.

Min redningsmand fortalte at han havde set det hele. Jeg sagde at jeg havde prøvet at undgå ham, hvortil min redningsmand sagde, ”jeg tror han ventede på dig”. Den sætning ramte mig hårdt. For jo, han havde sgu nok ret. I retrospekt så det da sådan ud og han havde jo set det længere væk fra. Men hvad fanden er det der sker når man kan blive overfaldet på cykel klokken 10.30 om formiddagen ved højlys dag???? Jeg ku forstå hvis det var i en mørk gyde midt om natten. Det her giver jo ingen mening. Er hadet virkelig så stort til danskerne at det er måden det komme til udtryk? For så har vi sgu et problem. Ikke kun mig som offer, men fanme også Grønland som land. Og nej jeg ved godt at sådan er ikke alle grønlændere. Men stadig væk, sådan er nogen. Og det er nok. Specielt hvis det er deres opfattelse at det er 'ægte' grønlænderes ypperste mål at smadre danskere... Skal det her betyde at jeg skal være bange for at bevæge mig uden for? Selv ved højlys dag? på cykel? Skal jeg være evindelig på vagt overfor alle der er af grønlandsk herkomst? Hele tiden holde øje med om de er mulige overfaldsmænd. Den forpulede idiot har jo fjernet min sikkerhed. Min tro på at den her by, det her land, her var folk sgu gode nok, fornuftige nok til at ikke at lave sådan et stunt.

Jeg kan ikke lade være med at få et flashback til 1983 hvor jeg på vej hjem fra min skole en eftermiddag i Nuuk også bliver overfaldet af to drenge der vil tæske mig fordi jeg er dansk og er der. Det var først da jeg stortudende råber til dem (efter nogel slag så vidt jeg husker) at jeg vil fortælle det hele til mig far eller noegt at de får kolde føddder. Det var åbenbart autoritetstro bøller. Eller også havde de bare fået det sjov ud af det de ville. Tjaa, åbenbart ikke et nyt fænomen.

Men efter jeg havde sikret mig at min overfaldsmand var et godt stykke væk, så gik jeg i Brugseneraq og fik købt mine colaer. Heldigvis var der ikke sket mere med min cykel end at kæden var hoppet af, så jeg satte den på igen og skyndte mig hjem. I sikkerhed. Da jeg kom op var adrenalinen ved at forlade kroppen kun for at blive erstattet af en ualmindelig vedholdende smerte i ryggen. Resultatet af et fald af cykelen i fart var ved at gå for min krop. Og det gjorde ondt. Så nu sidder jeg her om aftenen med godt med puder på ryggen efter at have spist en iboprofin (eller hvad det nu hedder) som jeg fik fra Per og det har da hjulpet gevaldigt. Men det gør stadig ondt, så jeg glæder mig ikke til i morgen tidlig når jeg vågner. Hvis den er helt gal så må jeg tage en tur op til vagtlægen og se om de kan gøre noget.

På trods af den her mildest talt forfærdelige oplevelse så nåede jeg at spille World og Warcraft (at sidde i en stol godt med puder var snart det bedste jeg kunne gøre for min ryg uanset), og så fanme om jeg ikke også vandt i Settlers! Jepsen. Endelig efter halvandet år med ydmygende nederlag kunne jeg rejse mig fra støvet og erklære mig sejrherre (bortset fra at jeg sad ret stille for min ryg ikke skulle gøre alt for ondt…). Så lidt godt kom der da ud af dagen.

Til sidst vil jeg bare sige at det da vidst var godt at jeg ventede til aften med at skrive denne blog. Hvis ikke jeg havde fået oplevelsen bare lidt på afstand så tror jeg nok jeg ville have kommet til at rigtig skrive noget jeg godt senere kunne komme til at fortryde. Men sådan er det jo når man få ødelagt sine glansbilleder.

Men jeg er stadig glad for at bo her. Det er bare ikke alle der er glad fo at jeg så bor her.